Demokrati og Republikanisme

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Demokrati og Republikanisme Skrevet af: Julio César Guanche Offentliggjort: 15. februar 2014 Den i dag så udbredte forestilling om parlamentarisk demokrati som en borgerlig-liberal opfindelse er myte uden hold i den historiske virkelighed. For at nå udover denne myte bør venstrefløjen finde tilbage til at læse Marx som det han faktisk var: nemlig en radikal-demokratisk republikansk tænker i en tradition der strækker sig helt tilbage til Antikkens Athen. Kritisk Debat præsenterer her for første gang den anerkendte spanske idehistoriker og politiske teoretiker Antoni Domènech på dansk. REDIGERET VERSION AF INTERVIEW MED ANTONI DOMÈNECH, FORETAGET AF JULIO CÉSAR GUANCHE OG FØRSTE GANG PUBLICERET PÅ SPANSK I DET CUBANSKE TIDSSKRIFT TÉMAS (NR. 71, SIDE , JULI-SEPTEMBER 2012). DANSK OVERSÆTTELSE AF: THOMAS MULVAD REDAKTION: ANDREAS MULVAD OG JONAS TOUBØL Introduktion Republikanisme er en politisk tradition der opstod for mere end år siden. Inden for de seneste par århundreder er republikanismen i vidt omfang blevet overskygget af liberalismen. I løbet af de sidste 200 år har liberalismen nemlig italesat republikanismens store landvindinger som et produkt af en lang liberal udviklingshistorie. Men faktisk fandtes liberalismen som navngiven bevægelse ikke før Og historisk har liberalismen stået i stærk modsætning til republikanismen, navnlig når det handler om to centrale begreber: frihed og ejendom. I nærværende interview bygger den catalanske professor i moral- og socialfilosofi Antoni Domènech (1952-) videre på disse indsigter. Domènech er en af Europas største eksperter indenfor republikanisme som politisk teoretisk strømning. Han brugte en stor del af sin ungdom på at bekæmpe Francos fascistiske styre. Siden har han dedikeret sit virke til at undersøge det, han kalder den mest kraftfulde idé i verdenshistorien nemlig demokratiets idé. Han betragter sig selv som oplysningstænker, før-bolsjevik, og marxist - i ordets oprindelige betydning. Denne baggrund, kombineret med hans ekspertkendskab på tværs af mange videnskabelige discipliner herunder historie, filosofi, økonomi, matematik og lingvistik gør ham til en særdeles spændende, men også udfordrende tænker. Men Domènechs arbejde er langt fra kun akademisk. Sammen med en gruppe kolleger fra forskellige lande har han grundlagt et webtidsskrift, Sin Permiso, med mere end daglige læsere. Sin Permisohar grundlag i en politisk strømning, der forsøger at sammentænke tidens politiske kampe for demokrati, republik og revolution, med udgangspunkt i den erkendelse, at disse tre mål ikke kan opnås uafhængigt af hinanden. Julio César Guanche (interviewer): Du har peget på, at for enhver marxist i 1930erne, var det selvindlysende, at marxismen var en del af den republikanske tradition. Hvorfor er denne sammenhæng sidenhen gledet ud af folks bevidsthed? Hvilke faktorer har ført til adskillelsen mellem marxisme og republikanisme? Og hvad er konsekvenserne af denne adskillelse? Antoni Domènech: Det, som levede videre blandt marxister i 1920erne og 1930erne, var den historiske bevidsthed om, at marxismen oprindeligt var republikansk i sin selvforståelse. Det vil sige, Marx og Engels voksede ud af den republikansk-demokratiske tradition. Men allerede så tidligt som 1890erne blev Engels utålmodig med sine venner og disciple i toppen af det tyske socialdemokrati, SPD - August Bebel, Karl Kautsky, Edvard Bernstein. Engels utålmodighed skyldtes SPD-ledernes 1 / 13

2 deres manglende evne til på åben vis og inden for rammerne af det Wilhelminske konstitutionelle monarki, at kæmpe for den demokratiske republik. Uden en demokratisk republik havde parlamentariske fremskridt meget lidt politisk betydning i et monarki uden universel stemmeret, som var mere konstitutionelt end reelt parlamentarisk. I 1910 forsøgte Rosa Luxemburg fra sin position på SPDs venstrefløj at få sit parti til at tage denne kamp op, men uden meget held. Derimod havde Jean Jaurés[1] i Frankrig betragteligt mere succes med fra en politisk position længere til højre at italesætte den franske socialistiske arbejderbevægelse som et barn af den revolutionære første franske republik, som blev stiftet i Overordnet set var en stor del af 2. Internationales marxistisk-socialdemokratiske bevægelse før 1. verdenskrig fuldt ud bevidste om Marx og Engels demokratisk-revolutionære republikanske holdninger. Og dette gjaldt både for den evolutionært-reformistiske højrefløj og for den revolutionære venstrefløj. Men i stedet for at anerkende, at Marx og Engels bevidst placerede sig indenfor republikanismen som politisk-filosofisk tradition, betragtede 2. Internationales folk Marx og Engels republikanske selvforståelse som en anakronisme, som måtte bortforklares med Marx og Engels følelsesmæssige tilknytning til de taktisk-politisk set umodne bevægelser i Europa i revolutionsåret Julio César Guanche (interviewer): Og hvornår forsvandt bevidstheden om, at den oprindelige marxisme opstod ud af den republikansk-demokratiske politiske tradition? Antoni Domènech: Det skete samtidig med, at man begyndte at snakke om borgerligt demokrati et oxymoron, som ikke kan findes én eneste gang i Marx og Engels samlede værker. Max Weber og Rosa Luxemburg for eksempel talte om borgerligt demokrati i samme betydning, som Marx og især Engels havde talt om rent demokrati, hvilket var et begreb, som ikke henviste til en bestemt type politisk orden: Indenfor den demokratiske traditionhenviste demokrati ikke så meget til en bestemt regimetype, men snarere til en social og politisk bevægelse funderet i démos [Folket].[2] I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet henviste rent demokrati og senere borgerligt demokrati til den på det tidspunkt smuldrende sociale bevægelse som udgik fra de lag og strata af befolkningen, som voldsomt og hastigt blev eksproprieret og frataget deres eksistensmidler på grund af den overvældende kapitalistiske dynamik, som kendetegnede den såkaldte belle époque ( ). Det vil sige, det var begreber som henviste til resterne af Fjerdestanden, som var i fuld gang med at blive proletariseret. Det var det effektive bolsjevikiske propagandaapparat, som stod bag betegnelsen borgerligt demokrati i den betydning, som begrebet efterhånden har fået i marxistisk sprogbrug. Under den russiske borgerkrig ( ), kæmpede bolsjevikkerne mod en kontrarevolution, som åbenlyst blev støttet af de allierede lande : Den amerikanske republik, den tredje franske republik og det britiske monarki, som på dette tidspunkt allerede var blevet parlamentarisk. Det var i denne sammenhæng, at bolsjevikkerne for første gang begyndte at bruge betegnelsen borgerlige demokratier om disse lande.[3] Julio César Guanche (interviewer): Der har været talt meget om borgerlige demokratier, og også om liberale demokratier? Antoni Domènech: Ja, det er højst mærkværdigt! Hvad angår Europa, så er grundlovssikringen af republikansk demokrati, forstået som en politisk orden med almen stemmeret og parlamentarisk 2 / 13

3 kontrol med regeringsmagten, bortset fra i Frankrig altid og overalt blevet indført af arbejderregeringer efter, at konstitutionelle kontinentale monarkier uden reel parlamentarisk kontrol var brudt sammen[4]: I Tyskland skete dette i november 1918 ved udråbelsen af den Første Republik, som en regering bestående af de to socialdemokratiske partier (hhv. SPD og Kautskys og Luxemburgs Uafhængige Socialdemokrater ) stod for. I Storbritannien opnåede Labour almen stemmeret (for mænd) med MacDonald-regeringen i 1918 (og stemmeret for kvinder fulgte under den anden Labour-regering i 1927).[5] Det samme skete i Østrig, i Ungarn, osv. og 1931 i Spanien via en koalitionsregering, som bestod af socialdemokrater og forskellige venstreorienterede borgerligt-republikanske bevægelser. Det bemærkelsesværdige er, at 1800-tallets gamle liberale partier, som var domineret af honoratiores [= agtværdige borgere, der havde råd til at deltage aktivt i det politiske liv pga. jordbesiddelse eller formue], og som havde domineret Europas konstitutionelle monarkier indtil begyndelsen af 1900-tallet, forsvandt fra scenen i det øjeblik det parlamentariske, republikanske demokrati fik fodfæste.denne type liberale partiers støtter var monarkister og åbent fjendtlige overfor demokratiet, og de havde været stærke tilhængere af indskrænket valgret [=valgret kun for besiddende mænd] samt modstandere (bortsat fra i England) af parlamentarisk kontrol med regeringsmagten. Efter 1918 har intet [klassisk][6] liberalt parti præsteret at opnå en valgsejr i Europa. Alligevel kalder man disse demokratiske-parlamentariske regimer for liberale eller borgerlige demokratier. Den effektive bolsjevikiske propaganda imod disse regimer, - forståelig givet den desperate situation under den russiske borgerkrig - har medført, at borgerskabet ( Tredjestanden ) og liberalismen har kunnet tilegne sig al den politiske kapital, som Fjerdestanden, og herunder ikke mindst den industrielle arbejderbevægelse, havde skabt igennem fire generationers politiske kamp.[7] Hvad, der siden skete, er velkendt: Ideen om, at demokratiet er borgerligt (eller i det mindste, at der findes en anden ikke-borgerlig form for demokrati, som står i modsætning til det), endte med at blive et legitimerende slogan, somstalins terror-regime fra 1928 og frem brugtetil at manipulere, som det havde lyst til.[8] Julio César Guanche (interviewer): Hvordan kan demokratisk republik være foreneligt med proletariatets diktatur? Antoni Domènech: Det er et meget vigtigt spørgsmål, og det giver os mulighed for at opnå en bedre forståelse for, hvad den republikanske politiske tradition, som Marx var solidt plantet i, grundlæggende handler om! Ideen om diktatur har hos Marx (og Engels) en anden betydning end den, som det siden fik i det 20. århundrede. Inden for politisk filosofi og klassisk retstænkning blev diktatur indtil langt ind i det 1900-tallet opfattet som en veldefineret republikansk institution kendt fra Romerretten. I situationer med altomfattende borgerkrig kunne det romerske folk hvilket reelt ville sige det stærkt oligarkiske Senat benytte sin autoritet som indehaver af den udøvende politiske magt til at give en diktator (forstået som en form for betroet administrator) den opgave at redde den civile republikanske orden fra socialt og militært sammenbrud. Dette hverv blev kun overdraget for en begrænset tidsperiode normalt seks måneder. Og når den tid var gået, skulle diktatoren, som den simple administrator han var, aflægge en fyldestgørende beretning om sine handlinger over for Senatet. Denne forståelse af diktatur som en fuldmagt er den klassiske forståelse, som vi finder i alle vigtige politiske skrifter indtil det 20. århundrede. 3 / 13

4 Med forskelligt udgangspunkt fornemmede bådemarx og Engels i deres sidste leveår, at borgerskabet og de herskende kapitalistklasser ikke uden sværdslag ville acceptere demokratiets triumf (senere opstod den europæiske fascisme som en grum virkeliggørelse af denne mistanke). Det mest sandsynlige, vurderede de, ville blive en periode med turbulente omvæltninger, måske endda borgerkrig, hvilket ville nødvendiggøre et republikansk diktatur, forstået som en tidsbegrænset fuldmagt: Et betroet hverv med ansvar overfor det Folk (démos), som havde beskikket dette hverv. Baseret på et traditionelt republikansk ræsonnement kaldte de denne politiske orden for Proletariatets diktatur. Beklageligvis for dette oprindelige Marxske koncept er diktatur i løbet af det 20. århundrede kommet til at betyde noget ganske andet: Stalins, Mussolinis, Hitlers og Francos diktaturer var ikke baserede på en fuldmagts-model. De var derimod forfærdelige suveræne tyrannier uden en på forhånd fastlagt tidsbegrænsning Hitlers Tredje Rige skulle fx vare tusind år og uden at diktatorerne på nogen måde stod til ansvar for deres handlinger over for nogen som helst[9]. Julio César Guanche (interviewer): Lad os opsummere: Liberalismen har omskrevet sin egen historie, så dét, der i virkeligheden er republikanismens historie, i dag fremstår som liberal historie. Hvordan forklarer du liberalismens opståen? Hvilke politiske visioner har liberalismen udviklet og forsvaret? Antoni Domènech: Faktisk har mange forskellige ting bidraget til, at idéhistorien er blevet omskrevet! En af disse ikke den vigtigste i realpolitisk perspektiv, men alligevel meget væsentlig fra et videnskabeligt historiografisk synspunkt er tendensen til at praktisere politisk idehistorie på en måde, som fuldstændig ser bort fra politiske begrebers udviklingshistorie. Liberalisme er et begreb, som opstod første gang i 1812, ved det spanske hof i Cádiz, og det blev stadfæstet under det Orleanistiske franske monarki (som opstod efter revolutionen i 1830). Betydningen af liberalisme i 1800-tallets Europa var utvetydig: Liberale partier var moderate tilhængere af kongedømmet; de støttede et konstitutionelt, men ikke enevældigt monarki (dvs: et styre med en konge, hvis magt var begrænset af en grundlov), med ulige valgret (i det Orleanistiske monarki var det kun meget rige mænd, der kunne stemme, nemlig de 2 % af den mandlige befolkning, som havde flest besiddelser) og uden en parlamentarisk regeringsform. Der fandtes godt nok et parlament, men det havde ikke magten til at vælte regeringer. Udnævnelsen af ministre var helt og holdent op til kongen, og både valg og afsættelse af disse ministre afhang hverken af et mindretal eller et flertal i parlamentet det var helt op til Kongens vilje. Liberalisme opstod i Vesteuropa (inklusive Storbritannien) som en modreaktion på Frankrigs første demokratiske republik ( ), og varderfor anti-republikansk, anti-demokratisk, og antiparlamentarisk. Og derfor er det en anakronisme og tillige objektivt set usandt at hævde, at John Locke, Immanuel Kant, eller Adam Smith var liberale. Dét, som 1800-tallets liberalisme, hvis frihedsbegreb basalt set er identisk med Hobbes',senere opnåede, var at misfortolke den politisk-historiske tradition for republikansk frihed for derefter at påkalde sig den som sin egen opfindelse. Og endnu senere opnåede liberalismen med stor hjælp fra de forståelsesmæssige gaver, som marxister i det 20. århundrede overlod den at fabrikere en historie om sin egen demokratiske fortid. Julio César Guanche (interviewer): Du argumenterer for, at emnet demokrati i Marx værker får fornyet relevans bliver udvidet, uddybet, og bibringer nye indsigter hvis man læser ham som en 4 / 13

5 republikansk tænker. Hvad er det, der gør Marx til en republikansk tænker? Antoni Domènech: For det første er det helt essentielt at læse Marx direkte, som en klassisk tænker; det vil sige med en vis portion filologisk nøjagtighed og med en nødvendig mængde opmærksomhed på begrebernes udviklingshistorie. Hvis man gør det, bliver det hurtigt klart, at Marx grundlæggende intellektuelle dannelse er rundet af den republikanske tradition: Som elev af Savigny forskede Marx i sin ungdom i Romersk retstænkning, og han var ekspert i Antikkens Grækenland. Senere som politisk økonom opnåede han grundigt kendskab til Adam Smith og David Ricardo med flere. Og endelig bestod hans første politiske engagement i en stærk beundring for det revolutionære demokrati under den første fransk republik af Denne inspiration fra republikansk tænkning ses især ift. fire grundlæggende punkter: 1. Hans Anti-Hobbesianske forståelse af begreberne Lov og rettigheder. 2. Hans begreb om frihed som en grundlæggende, umistelig rettighed. 3. Hans syn på al legitim politisk autoritet som et udtryk for fuldmagts - relationer; det vil sige, som specifikke tidsbegrænsede stillinger overdraget til en person, som altid står under folkets kontrol, og som folket til hver en tid har magten til at afsætte igen. 4. Hans fuldmagts-baserede syn på, hvad man skal forstå ved ejendomsret til eksistens- og produktionsmidler. Julio César Guanche (interviewer): Lad os begynde med det første punkt: Du siger, at Rettigheder og Loven er én og samme ting; at Rettigheder ikke står i modsætning til lovgivning, og at lovgivning er fundamentet for frihed? Antoni Domènech: Ja. At det forholder sig sådan, var indlysende for folk praktisk taget indtil tallet. Inden for den republikanske tradition ses politisk frihed som et produkt af retssystemet, af Loven. Størstedelen af de vigtige politiske tænkere delte denne tankegang på grund af den overvældende og langvarige indflydelse fra den republikanske Romerret. Men i 1600-tallet dukkede Thomas Hobbes op som en meget væsentlig undtagelse. Han havde den stik modsatte overbevisning. Han påpegede, især i værkerne Leviathan og De Cive,at rettigheder og Loven er to modstridende ting: Law is a fetter; Right is freedom, and they differ like contraries. Den objektive, positive lovgivning er for Hobbes en lænke [ fetter ], som begrænser eller indskrænkede individets frihed. På den anden side er Retten eller rettigheder en subjektiv størrelse: Rettigheder er at betragte som evner eller kræfter, som individet kan gøre brug af med henblik på at udføre forskellige handlinger. Der er tale om mere eller mindre selvbestaltede evner eller kræfter, som påfører bestemte pligter for andre.[10] Den hobbesianske ide om loven som en lænke blev genoptaget af Jeremy Bentham i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet som et led i reaktionen på den første franske republik og på den franske revolutions forsvar for borger- og menneskerettigheder. Som Bentham sagde: Rights are a nonsense, and human rights a nonsense upon stilts.[11] Senere blev Hobbes idé gentaget i stadigt større omfang i løbet af 1800-tallet indtil den opnåede en dominerende position i retsfilosofien, praktisk taget indtil i dag.[12] Juridisk positivisme baserer sig på den grundidé, at love er befalinger, som er ubestridte og uomtvistelige qua defineret af Suverænen. Love er positive normer, som fungerer som lænker på 5 / 13

6 eller begrænsninger af friheden.denne idé, som var del af den konservative reaktion imod den franske revolution, står i absolut modsætning til, hvad vi kan beskrive som den gældende almene sunde fornuft inden for retsfilosofien indtil slutningen af 1700-tallet. Den er slet og ret uforenelig både med den filosofiske og juridiske arv fra Romerretten, og med 1700-tallets Oplysningstanke. Den juridiske positivismes succes i praksis vidner om, at menneskerettighedsspørgsmålet praktisk talt forsvandt fra forfatningsret i hele verden i en periode på 150 år (stik modsat, hvad de sædvanlige uvidende lærebøger i idéhistorie påstår): Fra det Thermidorianske statskup mod Robespierre i 1794 og indtil FNs menneskerettighedserklæring i I modsætning til hvad folk normalt ukritisk tror, så kom menneskerettigheder ikke for alvor tilbage i forfatningsretslig sprogbrug indtil efter Anden Verdenskrig, da nazismen var blevet besejret både militært og politisk. Den unge Marx retsfilosofiske vision ift. disse spørgsmål er på alle punkter anti-hobbesiansk, og vi må gå ud fra, at det er et resultat af hans uddannelse i romersk republikansk retstænkning[13]. Julio César Guanche (interviewer): For at gå videre til det andet punkt, hvad vil det så sige, at friheden er en uafhændelig rettighed? Antoni Domènech: Dén grundsætning er virkelig vigtig! Hvis frihed er et produkt af lovgivning, så er jeg fri, fordi loven har sikret mig denne status. Jeg er fri, fordi jeg har grundlovssikrede, dvs. konstituerende rettigheder; fordi der er gældende love, der fastsætter min position som et frit individ. Denne type konstituerende rettigheder kan skelnes fra instrumentelle rettigheder i den forstand, at det ikke er muligt for mig at skille mig af med den førstnævnte type: Jeg kan ikke sælge eller give dem bort. Hvis jeg besidder den private ejendomsret over en given ting en instrumentel rettighed så kan jeg sælge denne ting eller give den væk mere eller mindre, som jeg har lyst til. Men jeg kan ikke gøre det samme med mit spanske statsborgerskab eller med min stemmeret. Jeg kan ikke sælge eller bortgive min ret til at leve. Frivillige kontrakter om slaveri er for eksempel problematiske og ugyldige i rettens øjne: Jeg kan ikke underskrive en kontrakt, hvori jeg sælger mig selv som en slave til en anden person. Betydningen af dét udsagn kunne ikke være større: Hvis vores nutidige forståelse af offentlig ret ikke havde været af republikansk afstøbning, med oprindelse i Romerretten (under hvilken frivillige kontrakter om indgåelse i slaveri naturligvis var komplet ugyldige), så ville frivillige kontrakter om køb og salg af slaver og frie kontrakter om drab være tilladt. Dette klassiske romerske begreb om friheden som en uafhændelig rettighed var genstand for en stor retsfilosofisk debat i den tidligt moderne periode. I en vis forstand blev den moderne genbekræftelse af civile og politiske rettigheders uafhændelighed udviklet af Salamanca-skolen i første halvdel af 1500-tallet: Den blev skabt som en af grundpillerne i nutidig og moderne republikanisme netop som et kritisk og selvkritisk svar på spaniernes (og portuguisernes) erobring og ødelæggelse af de indfødte amerikanske kulturer ( Las Indias ). Den store dominikaner-præst Franscisco de Vitoria og hans elever, Domingo de Soto og Bartolomé de las Casas, og senere den store Jesuitiske tænker Juan De Mariana, forsvarede alle friheden som uafhændelig rettighed. Denne debat havde gennemgribende konsekvenser, og den havde baggrund i en principiel modstand mod slavegørelsen og den politiske og økonomiske undertvingelse af de oprindelige amerikanske 6 / 13

7 befolkninger. Den vigtigste modstander for Salamanca-skolens forsvarere af de indianske folk var den lærde Aristoteles-oversætter Juan Ginés de Sepúlveda; den første organiske intellektuelle for de europæiske kolonisatorer i den nye verden. Sepúlveda argumenterede stadig på traditionel neo- Aristotelisk vis (indianerne var slaver fra naturens hånd og derfor ude af stand til at være frie) uden dog at have modet til direkte at afvise den klassiske forståelse af uafhændelig frihed. Men efter det politiske men ikke filosofiske nederlag for det, vi måske kan kalde det spanske parti for republikansk frihed og imod kolonialisme og slaveri, begyndte en ny anti-klassisk forståelse af frihed at vinde indpas. Denne forståelse var i sidste ende meget mere ideologisk effektiv end Sepúlvedas tænkning. Den store sen-skolastiske filosof Francisco Suárez var den første til at modsige frihedens uafhændelige karakter. Han bidrog med en skæbnesvangeromformulering af det klassiske republikanske frihedsbegreb.[14] Suarez nytænkning gav ikke bare en filosofisk retfærdiggørelse for erobringen af og slaveriet i kolonierne. Hjemme i Europa åbnede den for en retfærdiggørelse af lønarbejde, hvilket blev betragtet af Aristoteles, Cicero og hele den klassiske republikanske tradition hvad enten den var demokratisk eller anti-demokratisk sindet som slaveri på deltid [15]. I sit værk De Oficiis minder Cicero os om, at en arbejdskontrakt (locatio conductio opera) inden for den civile republikanske Romerret er en kontrakt mellem frie mænd. Derimod er en servicekontrakt (locatio conductio operarum) af den type, som er karakteristisk for lønarbejde, ikke en relation mellem mænd, som er frie i den republikanske forstand. Dette er tilfældet, fordi de, som sælger deres arbejdskraft til en anden, ikke kan opretholde livet dvs. eksistere socialt uden at bede om tilladelse fra denne anden. Dét, at de er tvunget til at bede om tilladelse, er ensbetydende med en delvis opgivelse af deres frihed. Når Adam Smith og senere Marx taler om lønarbejde som moderne slaveri, så følger de i denne klassiske republikanske traditions fodspor. Ifølge den civile republikanske Romerret kan den som underskriver en servicekontrakt ikke være en sui iuris, dvs. en fri borger med egne rettigheder. Han er snarere ligesom slaverne (og alle kvinder, der hverken er forældreløse eller enker) et ufrit menneske, dvs. ikke en rigtig borger, som er underkastet andres ret (alieni iuris). Denne forståelse er selve grundlaget for den Kantianske, Hegelianske og Marxske idé om fremmedgørelsen af underordnede klasser, som var frataget al ejendom, inklusive ejerskabet over egne eksistensmidler. Marx fordømmelse af lønarbejdet som den moderne kapitalisme har forvandlet til den fremherskende sociale produktionsrelation finder altså sit værdimæssige og retsfilosofiske grundlag i hans republikanske forsvar for frihedens uafhændelige karakter (og i hans republikanskdemokratiske tilslutning til et politisk projekt om at gøre denne uafhændelige frihed universelt gældende i kraft af sociale og politiske rettigheder). Julio César Guanche (interviewer): Hvad er nyt ved fuldmagts -forståelsen af politisk magt inden for den moderne republikanisme, inklusive Marx? Antoni Domènech: Det var John Locke, som udviklede det moderne indhold af den idé, som går ud på at se legitim magt som et forhold mellem en egentlig magthaver og en betroet administrator. Det gjorde han gennem en begrebslig struktur hentet fra den civil-private Romerret. Ideen er, at politisk autoritet må forstås som en fuldmagts-relation: Politisk valgte er ikke andet og mere end trofaste tjenere ( minister betyder tjener) for den egentlige magthaver, som udgøres af forsamlingen af frie borgere. Det ord, som Locke bruger i sin Second Treatise of Civil Government, 7 / 13

8 er trustee (på spansk: Fideicomisario). Selv hvis den politiske magt ligger hos kongen, så er denne magt aldrig mere end en fuldmagt: Borgerne overlader i deres egenskab af egentlige magthavere hvervet med at regere til en betroet part ( trustee ), og netop af dén grund kan de afsætte ham så snart de måtte føle, at deres tillid til ham af den ene eller anden grund er forsvundet. Det er vigtigt at notere sig, at et fuldmagts-baseret forhold er meget forskelligt fra en juridisk kontrakt. Kontrakter mellem frie mænd er altid ideelt set ubestridelige, i det omfang at fordelingen af information mellem parterne er symmetrisk. I modsætning hertil er et civilt politisk fuldmagts-forhold lige netop baseret på en asymmetrisk fordeling af information. Magthaveren (eller suverænen ) har en interesse i at specifikke opgaver bliver udført, men han/hun har hverken den tilstrækkelige information eller tid til rådighed til at kunne udføre opgaverne selv. Tænk på forholdet mellem en patient (som magthaver eller suveræn ) og den læge, som tilser patienten (modtageren af fuldmagten): Lægen har faktisk den nødvendige information til at kunne handle, men har ikke nødvendigvis intentioner om at handle på den måde, som patienten ønsker. En hvilken som helst form for civil kontrakt underskrevet af begge parter ville tendere mod at kunne blive anfægtet (fordi det for suverænen og en eventuel dommer, som ville skulle tage stilling til sagens indhold er svært at opnå den nødvendige viden til at kunne afgøre, om lægen i tilfælde af, at tingene falder uheldig ud, har handlet effektivt og ud fra ærlige motiver.) Det er derfor, den republikanske juridiske tradition i forbindelse med fuldmagtsrelationer tildeler magthaveren den mulighed som ikke findes i civile kontrakter egenhændigt at kunne ophæve fuldmagten, hvis han på noget tidspunkt skulle miste tilliden til modtageren af fuldmagten. Ud af denne tankemåde kommer Robespierres kendte (Locke-inspirerede) motto: Folket er godt, men Øvrigheden bestikkelig og derfor kan folket skille sig af med sine beskikkede politiske ledere på et hvilket som helst tidspunkt, blot det udtrykker sin mistillid til dem. Det samme er tilfældet med hans forestilling[16] om, at personer, der besidder politisk magt, altid må frygte folket: En befolkning, der ikke er i stand til at skræmme deres egne politiske ledere, er en slave-gjort befolkning, en mere eller mindre formløs samling af individer underkastet et imperium, en undertvunget masse, og ikke et konstitueret Folk i republikansk forstand. Julio César Guanche (interviewer): Lad os se på det fjerde og sidste punkt i præsentationen af den moderne republikanske tradition: Den fuldmagts-baserede forståelse af ejendom. Antoni Domènech: Både begrebsligt og historisk er dette emne tæt forbundet til den fuldmagtbaserede forståelse af politisk autoritet og politisk magt. I Aristoteles Politikken, skelner han mellem fire grudlæggende typer af ejendom: 1) offentlig med offentlig brug, 2) offentlig med privat brug, 3) privat med offentlig brug og 4) privat med privat brug. Den sidste af disse former er den, som siden 1800-tallet har været kendt som klassisk liberal ejendom. Til forskel herfra opfattede man i Europa i den tidlige middelalder de første tre typer på følgende måde: Al jord og alle naturressourcer var i realiteten enten Fyrstens, Kongens eller Kejserens ejendom, og det var denne Suveræn som i kraft af en fuldmagtsrelation skulle tillade, at andre kunne gøre brug af disse ressourcer enten privat eller offentligt. 8 / 13

9 Privat ejendom af den feudale type var ikke et dominium plenum (eksklusiv ejendomsret), men et dominium utile (brugsret) også på herremandens jorder. Denne brugsret var givet som fuldmagt af Suverænen, der i sin egenskab af fuldmagtsgiver handlede til fordel for fællesskabets bedste eller for den sociale nytte af den private brug af et givent gode. På den anden side indebar den såkaldte fælles ejendomsret over jord, skove, floder, søer osv. en fuldmagts-baseret overdragelse af en offentlig ressource til et fællesskab med henblik på fælles brug. I et vidt omfang var de fælles jorder den primære kilde til folkelig frihed i Vesteuropa i Middelalderen og den tidligt moderne periode[17]. Udviklingen af monarkier af germansk afstøbning i Vesteuropa var overordnet set baseret på en alliance mellem det folkelige demokrati baseret på fælles ejendom på den ene side og kongerne på den anden. Det var en alliance, som havde til formål at afværge feudalherrernes gentagne stædige forsøg på dels at drage privat nytte af de fælles goder og dels at frigøre eller afkoble deres besiddelser fra den republikanske fuldmagtsrelation. Konsolideringen af enevældige kongedømmer i Vesteuropa i og 1600-tallet udtrykker med temmelig forskellige betoninger i England, Frankrig og de tyske områder, en gradvis svækkelse af denne alliance mellem det folkelige demokrati og kongerne: Efterhånden indtraf en mørk tid, hvor enevældige kongedømmer gjorde sig til garant for en omfattende privatisering af jorder og eksistensmidler. Ud af den århundredelange bølge af voldsomme klassekampe, som denne privatiserings-proces var grundlag for, opstod i 1500-tallets sydlige England kernen i den økonomiske, sociale og politiske dynamik, som vi i dag kalder kapitalisme. Og dette skete ikke som en progressiv triumf for de folkelige klasser, som det 20. århundredes vulgærmarxister hævder, men derimod som et nederlag: Moderne kapitalisme er ikke en naturlig udvikling og et højerestående stadie i forhold til vesteuropæisk feudalisme. Kapitalismen er snarere et produkt af en politisk sejr for de gamle landejerklasser, de enevældige bureaukratstænder, højfinansen, højgejstligheden og Tredjestanden (borgerskabet) i deres kamp mod bondestanden, og mere generelt alle dem, som levede af håndens arbejde, dvs. Fjerdestanden, Folket, dem som Robespierre kaldte menu peuple. Der var altså tale om en politisk sejr for det Robespierre kaldte den tyranniske politiske økonomi over den folkelige politiske økonomi. En sejr, som midlertidigt satte en stopper for århundreders opstande, oprør og revolutioner. Den franske revolution var langt fra en borgerlig revolution. Den var derimod den sidste middelalderlige jacquerie [folkelige opstand]. Og med den første demokratiske republik i 1793 blev den tillige det første seriøse udtryk for en anti-kapitalistisk og anti-kolonialistisk modstandskamp. Den socialistiske arbejderbevægelse i og 1900-tallet var en direkte arvtager til kamp. Denne bevægelse må historisk forstås som fortsættelsen, efter den første industrielle revolution, af et republikansk-demokratisk program om folkelig politisk økonomi, udtrykt i parolen om broderskab. Den republikansk-demokratiske Suveræn Folket forvandler sig dermed til den egentlige ejer af 9 / 13

10 nationens ressourcer og rigdomme, og alle former for eksisterende ejendom er forvaltningsformuer, der ved fuldmagt er stillet til rådighed af republikken. Dette udelukker naturligvis den klassisk liberale form for ejendom, som er både eksklusiv og ekskluderende, og den åbner til gengæld følgende muligheder for den demokratiske republik med henblik på at gøre republikansk frihed alment gældende: 1. Fælles ejendom, som udnyttes i fællesskab (fx de såkaldte tierras Ejidales ; offentlige jorder som dyrkes i fællesskab) 2. Privat ejendom, som udnyttes i fællesskab (fx arbejder-kooperativer) 3. Privat ejendom, som udnyttes privat, og som er baseret på personlig arbejdsindsats, med undtagelse af rigdom, som er opnået gennem udbytning af andre personer (dvs. af slaver eller lønarbejdere forstået som deltidsslaver ).[18] Denne republikansk-demokratiske (socialistiske) idé om ejendom, som noget et politisk fællesskab har stillet til rådighed for individer i tillid til deres evne til at forvalte den, er udtrykt i lovgivningsmæssig form i den kendte paragraf 27 fra den mexicanske forfatning af I denne paragraf, erklæres det, at ejendom (også privatejendom) udfylder en social funktion og nok så væsentligt at det er op til Lovgiveren (dvs. Parlamentet) at definere, hvad der menes med social funktion, og i hvilket omfang den sociale funktion opfyldes. Denne paragraf blev bogstaveligt talt plagieret af Hugo Preuss under udarbejdelsen af Weimarrepublikkens forfatning (1919), af demokraten Hans Kelsen og socialisten Karl Renner i redigeringen af den første østrigske republiks forfatning (1919) og af Luis Jiménez de Asúa i den anden spanske republiks forfatning (1931). Det samme gælder i et vidt omfang også forfatterne til Sovjetunionens forfatning (1918). Det er interessant at lægge mærke til, at ingen af disse demokratiske forfatninger, som regulerede den nationale ejendomsrets-lovgivning med inspiration fra den mexicanske paragraf 27, har overlevet til i dag: Fascismen gjorde det af med den spanske forfatning og stalinismen afskaffede Sovjetunionens forfatning fra 1918 inklusiv dens republikanske fuldmagts-baserede bestemmelser om ejendomsret. Forfatningerne i de genetablerede demokratier i Europa efter 2. Verdenskrig (såsom den tyske, den østrigske og i 1978 den monarkisk-parlamentariske spanske forfatning) værnede ganske vist om bestemte sociale rettigheder indtil et vist punkt (rettigheder, som i øvrigt pt. er i fare pga. de sidste årtiers neoliberale offensiv). Men til gengæld, som en slags modydelse, blev ejendomsretten indskrevet i de nye forfatninger i en ikke-republikansk, ikke-demokratisk form, nemlig i form af en ordning baseret på en såkaldt social markedsøkonomi, som er urørlig, også i tilfælde med overvældende parlamentariske flertal. Med hensyn til Mexico, så satte den neoliberale Carlos Salinas sig i slutningen af 1980erne for at reformere den revolutionære forfatning. Han afskaffede flere paragraffer, herunder den famøse paragraf 27. [1] Jean Jaurés ( ) var en nøglefigur i den franske socialistiske arbejderbevægelse før Første Verdenskrig (red.). 10 / 13

11 [2] Med démos henvises til den gruppe mennesker, som overlever ved håndens arbejde, også kaldet Fjerdestanden (borgerskabet var derimod Tredjestanden ). [3] Det er vigtigt at notere sig, at i Latinamerika finder vi en undtagelse fra den generelle tendens mod den republikanske selvforståelses gradvise forsvinden: I Argentina var lederne Alfredo Palacios og Carlos Sánchez Viamonte, i kraft af indflydelse fra Jaurès eksplicit republikanske socialister. I Peru finder vi kommunisten José Carlos Mariátegui, som opfandt den interessante betegnelse falske republikker om de regimer i Latinamerika, som baserede deres politiske uafhængighed på den hårdhændede eksklusion af deres indfødt amerikanske befolkningsgrupper. Og i Cuba finder vi, udover den helt usædvanlige revolutionære demokratjosé Martí, også Raúl Roa, som aldrig tabte den oprindelige marxismes republikansk-demokratiske selvforståelse af syne. [4] Redaktionel note: Her er det vigtigt at tilføje til Domènechs brede penselstrøg, at både universel stemmeret og parlamentarisk kontrol med regeringsmagten også i visse vigtige tilfælde er blevet gennemført uden indførelsen af en republik. Det gælder nemlig for både Storbritannien, Danmark, Sverige og Norge, hvor monarkiet som institution har overlevet indførelsen af parlamentarisk demokrati, dog i en form, som i praksis fjerner monarkens mulighed for kontrol over regeringsmagten. [5] Redaktionel note: Med hensyn til Storbritannien må det erkendes, at enten Domènech eller den cubanske journalist Julio César Guanche, som har redigeret interviewet, slet og ret tager fejl: Det er korrekt at universel stemmeret for mænd blev vedtaget i 1918, henimod afslutningen på 1. verdenskrig. Beslutningen om at alle kvinder også dem under 30 skulle have stemmeret blev truffet i 1928, ikke Og i begge tilfælde var det netop ikke Labour-regeringer der brugte deres flertal til at gennemføre disse reformer, men derimod regeringer ledet af hhv. de liberale og de konservative. Om reformerne også var blevet gennemført af borgerlige partier, hvis ikke der havde været et ydre pres fra en hastigt voksende arbejderbevægelse, er så et helt andet spørgsmål. Faktum er, at i tilfældet Storbritannien skulle der (ligesom for de tre skandinaviske lande) ikke en republikansk omstyrtelse af monarkiet til for at indføre politisk demokrati. [6] Redaktionel note: Her er indsat ordet klassisk, for at fremhæve Domènechs argument om at det var 1800-tallets anti-demokratiske liberale partier, og ikke liberalismen som sådan, der mistede betydning efter 1. verdenskrig. Det er jo åbenlyst, at moderne liberale partier af den type, der tilpassede sig til det 20. århundredes realiteter, og bekender sig til universel valgret og parlamentarisk kontrol med regeringsmagten faktisk har præsteret at opnå valgsejre. Danmark er her et godt eksempel. [7] Det er vigtigt at huske på, at i Det Kommunistiske Manifest (1848) præsenterer Marx og Engels socialismen og kommunismen som en demokratiets yderfløj, det vil sige som en del af Fjerdestandens politiske bevægelse. Vel at mærke en yderfløj som midt i 1800-tallet var i kraftig historisk fremvækst på grund af industrikapitalismens heftige eksproprieringsdynamik. [8] I dag ved vi, at Stalin udmærket var klar over dette. Det kan udledes fra Georgi Dimitrovs dagbøger, et af de vigtigste kildedokumenter ift. historieskrivning om Stalinismen, som har set dagens lys i de senere år. For eksempel optegner Dimitrov en samtale med Stalin den 6. December 1948, i hvilken denne simpelthen anerkender, at for Marx og Engels var den optimale form for proletariatets diktatur en demokratisk republik, hvilket for dem betød en demokratisk republik i 11 / 13

12 hvilken arbejderklassen havde en dominerende rolle, til forskel fra i fx den schweiziske eller amerikanske republik (se Ivo Banac (ed.) The Diary of Georgi Dimitrov, Yale University Press, New Haven, 2003, pp ). Den 7. april 1934 noterer Dimitrov følgende bemærkning fra Stalin: De europæiske arbejdere er historisk forbundet med det parlamentariske demokrati. [ ] og de forstår ikke at vi ikke kommer til at få parlamentarisme. [9]Her er der dog måske en delvis undtagelse i tilfældene Hitler (og Mussolini) i forhold til den finansog landejer-elite, som finansierede dem familierne Krupp, Thyssen, Ab, Pferdemenge osv. og som blev straffet for denne støtte ved anden runde af Nürnberg-processen efter 2. Verdenskrig. [10] Hobbes var som politisk filosof betragtet faktisk ikke særlig væsentlig på sin egen tid. Hans forvandling til en stor politisk filosof skete, i hvert fald i et vist omfang, på grund af en anakronistisk forvanskning af hans faktiske betydning i løbet af 1800-tallet. [11] At tale om Rettigheder er noget vrøvl og at tale om Menneskerettigheder er vrøvl på stylter. [12] John Austin den store britiske jurist som dukkede op lige efter Bentham kanoniserede denne tese med omhyggelig akademisk pomp og pragt, og den endte med at blive udtrykt mere eller mindre præcist i det 20. århundredes utilitarisme og juridiske positivisme. [13] Marx er samtidig også, på en måde, den sidste Oplysningsfilosof. Dette er et andet emne, som det er blevet sværere at få hold på i dag, pga. nutidens fjendtlighed mod Oplysningstanken tallets europæiske politiske liberalisme som blandt andet var en reaktion imod den radikale karakter af Oplysningens etiske, politiske, æstetiske, og epistemologiske værdier har bidraget til med tilbagevirkende kraft at give et misvisende billede af netop oplysningstænkningen. [14] Flere andre, herunder Hugo Grotius, Von Pufendorf og Hobbes fulgte ham på dette punkt. Derimod forblev Locke og Kant opmærksomme på det klassisk republikanske frihedsbegreb, dét som Salamanca-skolen bekendte sig til. [15] Advokaten James Cook, som var ansvarlig for den retssag som førte den engelske kong Charles I til skafottet, afstod ikke fra eksplicit at påberåbe sig Juan de Marianas filosofiske autoritet i sin begæring. Det står dermed klart, at den politisk-filosofiske kerne i programmerne bag de folkeligtrepublikanske Europæiske revolutioner i og 1700-tallet i Nederlandene, England, Frankrig langt hen ad vejen blev smedet i 1500-tallets Spanien, navnlig gennem Salamanca-skolens radikale kritik af erobringen og ødelæggelsen af Las Indias. [16] Denne forestilling er hentet hos netop Juan De Mariana, navne-inspirationen til Marianne, den franske revolutions symbol. [17] I Spanien var disse jorder grundlaget for den hæderkronede spanske tradition for decentralt, folkeligt demokrati [ democracia municipal o comunera ] med de åbne rådslagninger, som alle, også kvinder, kunne deltage i, og de såkaldte forsamlinger for god regeringsførelse. 12 / 13

13 [18] Et eksempel herpå er Jeffersons oprindelige program for den Nordamerikanske republik af små selvstændige landbrugere. 13 / 13