Israel/Palæstina konflikten

Transkript

1 SRP Israel/Palæstina konflikten Sprog, magt og historiebrug i den israelsk/palæstinensiske konflikt Johanna Klett Mortensen 3.v, Hvidovre Gymnasium SAA-MeB-MaB Fagkombination Samfundsfag og historie Vejledere Iben Kristine Engberg og Karen Steller Bjerregaard 1

2 Abstract This paper is about the conflict between Israelis and Palestinians. Focus is on the wall and the Jewish settlements. It is on the deliberate use of certain words and specific terms, and on the power that language can have if it is used correctly. The possibility of a solution when the past is used in the argumentation of both sides is discussed. An analysis of two grass roots movement s (one from each side) use of linguistic tools to influence peoples view on reality, has lead to the conclusion that the Palestinian organization wishes to portray the Palestinian people as victims of an apartheid system, built by Israel, to win the international community s sympathy and therefore their desire to help the Palestinians. The Israelis use Palestinian terror attacks as an excuse for the wall and they call it the security wall. They use language to try and reverse the situation and depict the Palestinians as the bad guys. If a solution is to be reached in the future both the Palestinians and the Israelis have to stop thinking of the whole area as rightfully theirs. If they will not compromise, a solution will never become a reality. 2

3 Indholdsfortegnelse Abstract... 2 Indledning... 4 Redegørelse - Det historiske grundlag og situationen i dag... 5 Historien bag fra ofre til bøller... 5 Situationen i dag... 8 Muren som gnidningspunkt... 8 De jødiske bosættelser... 9 Diskursanalyse - Apartheid eller sikkerhed Den palæstinensiske historie Muren Bosættelser - en del af apartheidsystemet Den israelske historie Et uskyldigt hegn Bosættelser Diskurs i Israelsk politik Diskussion - Historiebrug og fremtidige løsningsmuligheder Kollektive offerhistorier leder til identitetsdannelse Tid til en løsning Oslo-aftalen Det vi lærer videre Konklusion Litteraturliste

4 Indledning I oktober måned var jeg på studietur til Israel/Palæstina. På turen samlede jeg empiri til denne opgave, og gennem oplevelser har jeg fået en forståelse for konflikten, som jeg ikke tror, man kan få udelukkende ved at læse de utallige tykke bøger, der er skrevet om emnet. Jeg fik snakket med unge mennesker på begge sider, hørt aktører og eksperter tale om konflikten og mødt almindelige mennesker, som påvirkes af situationen på den ene eller den anden måde. En ting jeg finder interessant, er den måde der blev talt om konflikten på. Palæstinenserne var ivrige efter at fortælle om israelernes ugerninger, mens israelerne levede mere eller mindre normale liv, slet ikke påvirkede af konflikten på samme måde som palæstinenserne, og derfor var de ikke ligeså interesserede i at tale om den. Når israelere så talte om konflikten, brugte de helt andre ord og fortalte en helt anden historie end den, jeg havde hørt på den palæstinensiske side af muren. Denne opgave kommer derfor til at handle om diskurs og historiebrug. Jeg vil starte med at redegøre for konfliktens grundliggende problemstillinger: Det historiske grundlag for at konflikten opstod, og det konflikten har udviklet sig til at være i dag. Derefter vil jeg analysere en israelsk og en palæstinensisk organisations sprogbrug, og se hvordan de med sproglige tricks, virkemidler og italesættelse argumenterer og appellerer for deres sag. Til sidst vil jeg ud fra min analyse diskutere, hvordan fortiden og parternes brug af historien som argumentation påvirker mulighederne for en løsning i fremtiden. 4

5 Redegørelse - Det historiske grundlag og situationen i dag Grundlæggende handler den israelsk-palæstinensiske konflikt om, at to kulturelt meget forskellige folk mener, at de har retten til det samme stykke land. Jøderne er den stærkere part kapabilitetsmæssigt, og da de i 1948 oprettede staten Israel, begyndte fysiske og voldelige stridigheder mellem dem og det palæstinensiske folk. Jøderne immigrerede til Palæstina over en lang tidsperiode. Jødernes argumentation for retten til at gøre dette ligger i det historiske. For at forstå konflikten i dag, må man først forstå den vigtige rolle fortiden spiller. Historien bag fra ofre til bøller Palæstina har ikke i nyere tid fungeret som en selvstændig stat. Inden oprettelsen af staten Israel, var området gået fra at være en del af det romerske imperium, til at komme under arabisk herredømme, til at blive en del af det tyrkiske Osmannerrige, indtil briterne efter 1. verdenskrig fik tildelt det som mandatområde. 1 Før landets rejse fra imperium til imperium var det jødernes land. Men med Romerrigets anneksion af området i 70 f. Kr., blev jøderne fordrevet fra deres hjemland og dette faktum er i dag en bærende del af Israels argumentation. Det er over 2000 år siden, men det jødiske folk var der faktisk først. I 1896 udgav den jødiske journalist Theodor Herzl bogen Den Jødiske Stat. Med denne bog grundlagde han den zionistiske bevægelse. Zionisme er i al sin enkelthed den eksistentialistiske tanke om jødernes ret til at skabe en bedre tilværelse for dem selv i det hellige land Palæstina, som de mod deres vilje forlod. 1 (Mortensen, 2011) s

6 Theodor Herzl skrev: Modsigelse fra enkelte individer er ligegyldig. De, der vil med, skal stille sig under vor fane og kæmpe for den i ord, skrift og gerning 2. Med disse ord samlede han det jødiske folk om et fælles mål: en stat i Palæstina. Der var forskellige pull og push faktorer, som resulterede i jødernes immigration. Politisk forfølgelse og religiøs undertrykkelse i oprindelseslandene var push-faktorer og en fremtid i Palæstina i sikkerhed og omgivet religiøse ligesindede var pullfaktorer. 3 I figur 1 er push- og pull-faktorerne opstillet, samt de mulige migrationsformidlere. 4 Mange jøder levede ikke under optimale forhold, da antisemitismen, allerede da Herzls bog udkom, var en realitet. Mange følte, at de havde et tilhørsforhold til Palæstina, på trods af den lange tidsperiode, der havde passeret, hvor jøder ikke havde beboet området. De så det stadig som deres hjemland. Vigtige helligdomme for den jødiske tro ligger placeret i Palæstina, og dette var også en vigtig grund til, at jødernes stat ifølge folket burde placeres i der. Helligdomme, med stor betydning for de to andre monoteistiske verdensreligioner Islam og Kristendommen, befinder sig også der, og i dag kan en såkaldt religionskrig om retten til de forskellige hellige steder, siges at udspille sig, med Jerusalem som centrum den hellige by hvor de tre trosretninger kulminerer. 2 (Mortensen, 2011) s (Rasmussen & Sørensen, 2012)s (Rasmussen & Sørensen, 2012) figur 4.3, s

7 Under 2. verdenskrig, med holocaust i lande præget af nazismen, steg graden af forfølgelse og de omtalte faktorer blev mere afgørende fra. Efter krigen påvirkede følelsen af dårlig samvittighed over holocaust den vestlige verden, og man lod derfor jøder i store mængder indvandre til området Palæstina. Indvandringsbølger, hvor jøder immigrerer i store mængder har fundet sted af forskellige grunde, men som oftest på grund af systematisk forfølgelse. Det har i det store hele resulteret i, at antallet af indbyggere i Palæstina med jødisk baggrund er gået fra i 1882 at være 4% til i 1949 at være 80,6%. 5 Kort fortalt gik jøderne fra at være en etnisk minoritet i landet til at være den majoritet, som blev skyld i at utallige palæstinensere måtte flygte til nabolandene. I dag siges det, at % af nabolandet Jordans indbyggere er af palæstinensisk oprindelse. 6 Jødernes opbyggelse af staten Israel havde ikke kunne fungere uden det tætte samarbejde med supermagten USA, som efter 2. verdenskrig og frem til i dag er en realitet. En af grundene til, at USA allerede ved statens oprettelse spillede en afgørende rolle, var holocaust. Den systematiserede udryddelse af jøder retfærdiggjorde for USA oprettelsen af en stat til ofrene. 7 Derudover er Israel er en demokratisk ø i et hav af stater styret mere eller mindre politisk autoritært, deres kultur er meget lig den vestlige, og de er derfor det land i Mellemøsten, USA bedst kan identificere sig med. De har derfor skabt et samarbejdende sikkerhedssystem 8. Grafen til højre viser Israels import i mio. dollars i Det 5 (Mortensen, 2011) Tabel 1, s (Mortensen, 2011) s (Rasmussen & Sørensen, 2012) s

8 ses tydeligt at de importere mest fra USA, og da de jo har et samarbejde, findes en tilsvarende graf for eksport til USA. USA er blevet en vigtig aktør i konflikten. De to lande har normer og værdier til fælles, og USA valgte derfor Israel som sin platform ind i Mellemøsten. USA sidder i FN s sikkerhedsråd, så udover deres økonomiske støtte til staten, kan de nedlægge veto i sager til Israels fordel. Uden USA ville staten Israel ikke kunne fungere, som den gør i dag. Situationen i dag I de to følgende afsnit vil jeg redegøre for muren og de jødiske bosættelser. De to ting komplicerer en mulig fremtidig løsning gevaldigt, da de ikke bare lige kan fjernes fra den ene dag til den anden uden store konsekvenser og omkostninger. Muren som gnidningspunkt Situationen i dag er indviklet. Israel har besat både Vestbredden og Gaza, og deres besættelsesstrategi er unik. I 2002 begyndte de at bygge en mur som grænse mellem de to folks landområder. De beskrev det som værende en sikkerhedsforanstaltning mod terrorangreb fra palæstinensere rettet mod den israelske civilbefolkning. Antallet af dræbte, som følge af terrorhandlinger i Israel, er faldet fra 452 i 2002 til 9 i , så Israel har belæg for at muren har virket. Det internationale samfund dømte ikke desto mindre muren ulovlig fra starten. Men da de ikke skred til handling og forsøgte at stoppe israelerne, fortsatte de da bare med at bygge

9 Muren er to gange den længde, den grønne linje 11 var, og dette er grundlaget for det internationale samfunds fordømmelse af den. 85% 12 af den er bygget på palæstinensisk jord. 13 Muren er nemlig placeret til Israels fordel, så størstedelen af vandressourcerne befinder sig på deres side. Det er en kamp om land og vand, som israelerne vinder overlegent. Billedet 14 til højre viser indemuringen af Vestbredden. Den sorte linje er muren. Den er snørklet og illustrerer den komplicerede rute israelerne måtte tage for at indramme vandressourcer på den israelske side. Fordi den er blevet bygget med dette mål, er den for palæstinensere en adskillelses- eller apartheidmur. Den har forværret deres leveforhold og splittet familier ad. Huse beboet af palæstinensere rives ned, hvis de står de forkerte steder og er i vejen for murens rute. Force transfer er blevet et almindeligt kendt fænomen. Familier tvangsfjernes, hvis de ikke frivilligt forlader deres bopæl, så israelske magtinstanser kan rive deres huse ned. Muren er derfor blevet kilden til megen frustration blandt palæstinensere. De jødiske bosættelser Med Osloaftalen i 1993, en af de utallige fredsaftaler, som aldrig kom til at virke i praksis, blev Vestbredden delt op i tre områder med forskellige grader af israelsk kontrol eller selvstændighed. Figur 2 viser i procent opdelingen af det palæstinensiske område i ABC-områder: 11 Våbenhvilegrænsen fra 1949 efter den første israelsk-arabiske krig

10 Figur 2. Den skævt fordelte kontrol over Vestbredden. 15 Palæstinenserne har altså kun kontrol over 17 % af Vestbredden. De har officielt selvstyre, men palæstinensisk selvstyre siges at være korrupt, og de palæstinensere, jeg snakkede med på min tur, havde generelt ikke noget tillid til det. De mener, at det er under israelsk indflydelse på trods af dets udadtil status som værende selvstændigt. Bosættelser er små jødiske byer, som ligger placeret på besat palæstinensisk territorium. Størstedelen af dem ligger placeret i C-områder, som altså er under fuldstændig israelsk kontrol. Det israelske militærs tilstedeværelse og kontrollen af palæstinensiske områder gør Palæstina til en de-facto stat, da palæstinenserne ikke har suverænitet over deres landområder men i teorien er i besiddelse af alt, der er nødvendigt for selvstændighed. 16 Jødiske bosættere er som oftest idealister. De kan slå sig ned af zionistiske, religiøse eller økonomiske årsager. Det er økonomisk attraktivt, fordi den israelske stat betaler jøderne for at holde besættelsen i gang med bosættelser. De betaler med skattelettelser og gode forhold. En anden slags bosættelser kaldes outpost. Dette er, når ekstremister, enten ultrazionister eller ortodokse jøder, bosætter sig på privatejet palæstinensisk grund. 17 Alle bosættelser er ulovlige ifølge international lovgivning. Outposts er det også 15 (Rasmussen & Sørensen, 2012) Tabel 5.1, s (Rasmussen & Sørensen, 2012) s (Rasmussen & Sørensen, 2012) s

11 ifølge israelsk lovgivning, men israelsk militær har pligt til at beskytte disse bosættere, alene fordi de er israelske statsborgere. På min tur besøgte jeg den palæstinensiske by Hebron, som ligger placeret på Vestbredden. Den er unik, fordi det er den eneste by, hvor jøder har bosat sig midt inde i byen. Der bor ca. 400 bosættere. 18 Det er de mere radikale og ekstremistiske jøder. Bosættelserne har resulteret i, at byen er en af de mest konfliktfyldte. Den er vogtet af israelsk militær, som er der for at beskytte israelerne. Da jeg var i byen, så jeg, hvordan gader var blevet delt op, så den ene side kun var til bosættere og den anden og mindre side var til de palæstinensiske indbyggere. Jeg mødte en mand, som fortalte, at hans afgrøder var blevet forgiftet af jøder, som boede lige ved siden af hans hus med fuldt udsyn over hans grund. Hans børn var bange for at gå ind ad husets hovedindgang af frygt for at blive ramt af sten kastet fra bosætterne, og hans kone havde ufrivilligt aborteret flere gange som resultat af bosætteres voldelige overgreb. Bosættere har generelt bedre forhold og flere muligheder end palæstinensere. Bosættelser ligger placeret på toppen af bakker, så der er frit udsyn over området og mulighed for at beskytte sig. De har det israelske militær til at beskytte sig, og de har deres eget separate vejsystem til rådighed, så de ikke skal gå igennem checkpoints. Alle dernede har ID-kort, som fortæller, hvilken etnicitet de har, og derfor hvilke områder de må færdes i. Israelere har specielt adgang til vejnettet, mens palæstinensere må forsinkes ved checkpoints. Kortet på næste side viser bosættelsernes, som er de blå prikker, størrelse og placering og den tydeligste blå streg er vejnettet til bosættere og israelsk militær

12 Israel har altså bygget en stat op med USA s hjælp på det grundlag, at det er deres historiske ret. De har besat de palæstinensiske områder. Bygget en mur og placeret bosættelser, som skaber frustration og forringer de palæstinensiske levevilkår. 12

13 Diskursanalyse - Apartheid eller sikkerhed Der er igen tvivl om, at en fredelig løsning via verbale forhandlinger ville være det bedste for alle. Man ville undgå drab af uskyldige civile og spare ressourcer. Men med alle de mislykkede fredsaftaler, er det tydeligt, at det ikke kan fungerer som tingene er nu. Ifølge den israelske forfatter Amos Oz er det fordi, for mange af de indblandede er fanatikere. I hans bog Hvordan man kurerer en fanatiker skriver han om situationen i Jerusalem: Alle, der diskutere disse politiske og teologiske spørgsmål, forsøger hele tiden at mase sig frem forrest i køen. Alle råber højt, ingen lytter efter. 19 Der er simpelthen for mange fanatikere af den ene af den anden slags, fundamentalister, ekstremister, ultrazionister, som råber i munden på hinanden. Folk som mener, at de har ret og derfor ikke ser nogen grund til at høre, hvad den anden part har at sige. Denne del af min opgave skal handle om, hvad begge parter har at sige, og hvordan de bruger sproget til forskellige ting. Ud fra en konstruktivistisk analyse kan det siges, at et fjendebillede med israelerne på den ene side og palæstinenserne på den anden er blevet bygget op dels af parternes handlinger men også af den brugte retorik og italesættelse. 20 Denne del af min opgave handler om kampen om ord. Jeg vil fastholde fokus på muren og bosættelser og analysere den israelske og palæstinensiske diskurs, som behandler de to emner. Sproget er en magtressource. Det er et middel, som kan bruges til at ændre eller fastholde menneskers virkelighedsopfattelse. Det kan bruges til at samle et folk om en fælles kamp mod et andet folk. Konflikten handler i høj grad om to folk, som med sproglige handlinger er endt med at definere sig selv, dels ud fra fælles fortid, dels ud fra hadet til det andet folk. 19 (Oz, 2002) s (Rasmussen & Sørensen, 2012) s

14 Den palæstinensiske historie The Palestine Initiative (PNI) er en palæstinensisk græsrodsbevægelse. De mener, at mediernes framing af konflikten har været til fordel for israelernes sag, så nu er det deres tur til at fortælle. Det gør de med dokumentarfilmen Our Story. De vil have kontrol med den samfundsmæssige dagsorden, og de vil have, at folk skal vide what really happened. Filmen indeholder narrative elementer. Dr. Mustafa Barghouti, en kendt palæstinensisk politisk aktivist, fortæller historien om israelernes opbyggelse af det han kalder apartheidsystemet. Der gøres brug af patos-appelformen for at vinde seeres medfølelse. Det hele er meget følelsesladet. Billedmontager af lidende palæstinensere gør det personligt og intimt og lydsiden bidrager med stille, sørgelig musik. Billedet af børnene i bur nedenfor er et eksempel fra billedmontagerne. Det er tydeligt at patos er den klart mest fremtrædende appelform. Palæstinenserne fremstilles som ofre. Ofre for jødernes brutale adfærd. Fra starten ville de bare alle det bedste. De ønskede demokrati, de er bare uskyldige ofre for de onde zionistiske jøder. Citatet fra filmen underbygger dette. Back in the beginning of the 20th century, Palestinians were struggling to have independence and freedom. They were hoping to have a state that is 14

15 democratic where Palestinians and Jewish people would live side by side in equality and with equal democratic rights. 21 Demokrati er den udbredte styreform i vesten, og PNI bruger bevidst værdier, som definerer denne styreform. Udover at fortælle palæstinensernes side af sagen, er filmen nemlig også en slags kald om hjælp til omverdenen. Ved at omtale disse værdier som frihed, lighed og rettigheder, siger de indirekte, at de mentalt er klar til at opbygge en selvstændig stat, der vil kunne fungerer. Ordene er nøgleord. De går igen et par gange og kan siges at være det image, de udadtil ønsker at have, som fornuftige og upåvirket af lysten til hævn. Til sidst i filmen appellerer de direkte til det internationale samfund: "We believe that the only strategy that will get us out of this mess is to combine nonviolent peaceful resistance with international solidarity with the Palestinian people At de til og med ikke vil bruge vold til opnå dette, styrker bare deres budskab om, at de er i stand til at holde hovedet koldt. De to citater er fra begyndelsen og slutningen af filmen, og det bliver på den måde en slags rammefortælling. De starter med at snakke om demokrati, og efter at have fortalt den forfærdelige historie om israelerne handlinger sætter de igen fokus på det palæstinensiske folk, som ikke ønsker at tage voldelige midler i brug, selv efter det israelerne har udsat dem for, men ønsker en alliance med det internationale samfund, og at løse problemet på en realistisk og ansvarlig måde. Filmen fortæller kort sagt, hvordan israelerne har erobret mere og mere af det palæstinensiske folks land. Et folk som blot ønskede at leve i fred 21 Our Story. Tidskode 01:10 15

16 og fordragelighed med jøderne. Kortet på den forrige side er fra filmen og det illustrerer palæstinensernes tab af land. Her benytter de logos-appelformen, ved at understøtte deres påstand med tal. Før oprettelsen af staten Israel var det palæstinensiske folk teknisk set i besiddelse af hele området, men dette kort er selvfølgelig udeladt for virkelig at skærer ud i pap for seeren, hvor lidt palæstinenserne har. Muren Ordet apartheid spiller en vigtig rolle i filmen. Det er et nodalpunkt, et nøgleord som hele filmen er bygget op om. Muren bliver konsekvent omtalt som apartheidmuren. For israelerne er det en sikkerhedsmur, men for palæstinenserne har den som sagt en helt anden betydning. Der er nok mange, der vil sympatisere med israelernes kamp mod terror, og med filmen forsøger PNI at ændre folks virkelighedsopfattelse af, at muren udelukkende er der af sikkerhedsmæssige årsager. Ifølge dem er det en adskillelsesmur, og de har personlige billeder og historier, som underbygger påstanden om de konsekvenser, den har fået for uskyldige mennesker. Især billederne af børn, som vist før, fylder en del. De appellerer til modtagernes medmenneskelighed, medfølelse og sympati. Det er en definitionskamp. En kamp om vinderdiskursen, som vil få folk til at holde med dem. De ønsker at ændre folks perception. Deres opfattelse, som er influeret af israelernes italesættelse og retorik, som forklarer muren som en sikkerhedsforanstaltning mod de onde palæstinensiske terroristers angreb. Apartheid perspektiverer de direkte til det sydafrikanske apartheidsystem. Begge sager, den i Sydafrika og den i Palæstina, handler om undertrykkelse af en befolkningsgruppe. I Sydafrika var det de hvide, der undertrykte de sorte. I den nuværende omtalte konflikt er palæstinenserne ofre for israelernes undertrykkelse. Konflikten i Sydafrika blev løst, fordi hele verden var enig om, at det der foregik, var forkert. Det samme ønsker palæstinenserne skal ske i denne konflikt. Ved at drage paralleller til en anden historisk begivenhed, styrker de deres argumentation. Modtageren får endnu engang sympati med palæstinenserne, da 16

17 apartheid i Afrika kun associeres med dårlige ting for de flestes vedkommende. Den israelsk-palæstinensiske-konflikt har stået stille i lang tid, og de forsøger at sætte fokus på den igen. De drager paralleller til en anden historisk periode, hvor nogle af de samme ting var på spil. De vil have fokus på forholdene på Vestbredden og Gaza ved at sige, at situationen i dag er ligeså alvorlig, som den var dengang med apartheid i Sydafrika. Nelson Mandela citeres, samtidig med at billeder af frihedskæmperen, som det nedenfor, vises: The most important human rights issue is the liberty and freedom of Palestinians 22 Her appellerer han med etos ved at bruge Mandela, som godt kan betegnes som en slags ekspert, når det kommer til kampen om menneskerettigheder. Bosættelser - en del af apartheidsystemet PNI beskriver bosættelserne og muren som værende en del af apartheidsystemet. This whole system including settlements, checkpoints, the wall and then later segregation of roads as well as unjust laws and military orders were all part of a matrix the aim of which was to change nature of the Palestinian territory. 23 Ifølge dem er israelernes overordnede mål ikke total sikkerhed, men at ødelægge alle muligheder for en fungerende, selvstændig, palæstinensisk stat, og bosættelserne er en del af planen om at splitte det palæstinensiske samfund, så det ikke kan hænge sammen. Denne trikade, opremsningen af tre ting, bosættelser, checkpoints og muren, styrker 22 Our Story. Tidskode 57:38 23 Our Story. Tidskode 54:56 17

18 budskabet og virker som logosappel. 24 De udgør tilsammen en slags treleddet ækvivalenskæde af ord, som knytter sig til det overordnede nodalpunkt: apartheid. The Palestinian National Initiative bruger filmiske virkemidler og sprogbrug som fremstiller palæstinenserne som ofre. De taler, som var de repræsentanter for hele det palæstinensiske folk. De fører en slags bevidsthedskontrollerende diskurs i og med, at de med bestemte ord forsøger at kontrollere meningsdannelse og få folk til at føle sympati med dem. PNI repræsenterer selvfølgelig ikke hele det palæstinensiske folk. Der findes også langt mere ekstremistiske organisationer, som bidrager til konflikten med en anden diskurs. Organisationer som Hamas, den revolutionære, fundamentalistiske bevægelse, som arbejder for udslettelsen af Israel og opførelsen af en islamisk palæstinensisk stat 25, har en anden tilgang og fører en anden diskurs. Hamas handlinger er en vigtig grund til, at Israel kan argumentere for, at muren er nødvendig. Denne argumentation ser vi nærmere på nu. Den israelske historie Israel er den stærke part i konflikten. De er besættelsesmagten med alt under kontrol, og derfor har de ikke nogen grund til på samme måde som palæstinenserne at tale deres sag. Muren er som sagt ulovlig ifølge det internationale lov, men der bliver ikke gjort noget ved den. Israelerne har derfor magten til at ignorere den palæstinensiske befolkningsgruppe, bare kontrollere dem og ellers leve normalt. Går man ind på det israelske parlament Knessets hjemmeside, er det ikke lige til at gennemskue, at Israel er en besættelsesmagt og et land med en mur som grænse. De vælger at have andre mere almindelige ting på dagsordenen, for det har de magten til. Flere israelere jeg snakkede med på min tur, vil helst bare glemme at konflikten 24 (Sørensen, 2011) s (Mortensen, 2011) figur 2.8 s

19 fandtes og bare leve en normal hverdag, og de har muligheden for at gøre det, fordi konflikten på ingen måde påvirker deres hverdag i samme grad og på samme måde, som den påvirker palæstinensernes. Israelerne kontrollerer størstedelen af vandressourcerne i området, de har et stærkt militær og infrastruktur som fungerer. De er en stærk stat med kapabiliteten til at kontrollere det palæstinensiske folks hverdag og selv leve frit og normalt. Kampen om ressourcer og land har israelerne vundet, nu handler det om kampen om ord. Israelerne diskurs handler derfor om dominans og kontrol af situationen. For dem er sproget et kontrolmiddel, og når de endelig skal tale om besættelsen ved de præcis, hvordan det skal gøres. StandWithUs 26 er en organisation, som siger deres mening og argumenterer for Israels handlinger som opførelsen af muren og bosættelser. De fortæller israelernes side af historien om, hvorfor deres handlinger har været nødvendige og fuldt ud forsvarlige. Nedenfor ses to propagandaplakater udarbejdet af organisationen. Plakat 1 Plakat

20 Et uskyldigt hegn StandWithUs. 27 Bare med de få sætninger, som står på plakaterne føres en antagonistisk diskurs. De konstruerer et fjendebillede; et dem overfor os. 28 De palæstinensiske terrorister, som vil dræbe den jødiske befolkningsgruppe overfor de uskyldige israelere, som byggede et hegn i selvforsvar. Med plakat 1 vender de situationen om og beskylder palæstinenserne for at være dem, der skaber apartheid. De undlader at argumenterer for, hvorfor det de gør IKKE er apartheid. De er meget enkeltsagsorienterede, og de skynder sig bare at få fokus hen på palæstinensernes fejl, frem for det de selv bliver beskyldt for. Dette kaldes interaktionelt spin. Når man bevist bortleder opmærksomheden fra ting, der kan skade egen sag og i stedet sætter modstanderen i en dårlig situation. 29 På den måde bliver det et slags spil, hvor man bare skynder sig at sende bolden videre. Med Plakat 2 gør de det samme, men her ledes opmærksomheden hen på terrorisme. At muren er et forsvar mod terrorisme må siges at være et godt argument at have i ærmet. Terror er en af den værste slags forbrydelser, det er noget, der skal bekæmpes, og det er de fleste vist enige om. Især USA, som jo er Israels allierede er en fortaler i kampen mod terror, så at kalde det en sikkerhedsmur giver USA en officiel grund til at fortsætte med at finansiere Israel, selvom muren er dømt ulovlig af det internationale samfund. StandWithUs bruger underdrivelse som virkemiddel. De omtaler muren som et hegn. Det er muligt, at barrieren nogle steder kun består af et hegn, men størstedelen af grænsen en flere meter høj mur. Underdrivelsen er til Israels fordel, men kan virke lidt humoristisk, når man som jeg har set murens størrelse. For israelerne er det underordnet, at det kun er enkelte organisationer, som uafhængigt af officielle autoriteter laver terrorangreb. Ved interaktionelt spin får de fokus flyttet fra den skade muren forvolder i palæstinensiske områder, både på 27 og 28 (Sørensen, 2011) s (Sørensen, 2011) s

21 Vestbredden og i Gaza, hen på terrorhandlinger begået af ekstremistiske organisationer som Hamas. De får dermed modtageren til at glemme alle de områder, som ikke har ressourcer eller lyst til at bruge terror, men som ikke desto mindre lever undertrykt af murens tilstedeværelse. Organisationens taktik er altså at ignorerer, nærmest at latterliggøre, beskyldningerne om apartheid. De undgår at svare ved at sætte fokus på den anden part. Det kan kaldes bevidsthedsmanipulation, da det handler om at forhindre en konflikt ved retorisk at fordreje situationen til egen fordel. 30 Bosættelser StandWithUs har lavet det, de selv kalder en flyer 31 om bosættelserne på Vestbredden. De argumenterer ikke direkte for, at bosættelserne er i orden, men flyeren består af 10 punkter med facts, som er indirekte argumentation for, at bosætterne har ret til at være på Vestbredden, og at de ikke overtræder nogen love med deres tilstedeværelse. Første punkt indebærer den argumentation, som jeg beskrev først i opgaven, om jødernes historiske ret til at være i deres gamle hjemland. Den fremlagte påstand er, at jøderne må bosætte sig, og hjemmelen er, at fordi de var der først, er det deres ret. Deres rygdækning findes i punkt 6 og 9, som handler om, at palæstinenserne aldrig har haft en selvstændig stat. Der er ikke nogle officielle grænser, som viser, hvor Israel slutter og Vestbredden starter eller omvendt, altså er der ingen grænser at overskride. For at styrke argumentationen bruger de logosappelformen ved at fremlægge tal. I punkt 3 skriver de, at bosættelserne kun fylder 1,7% af Vestbreddens landområde og i punkt 4 forklarer de, at % af bosætterne bor ganske tæt på grænsen fra før 30 (Sørensen, 2011) s Vedlagt som bilag 21

22 6-dageskrigen i Organisationen skriver: These areas could be easily included on the Israeli side of a future border with minor land swaps. Med tallene dysser de problemet ned, og brugen af tal og statistik er et virkemiddel, som skaber troværdighed. De viser, at der foreligger fakta og statistiske undersøgelser som grundlag for deres påstande. De får det til at lyde som om, bosættelserne ikke vil være noget problem, hvis området en dag skulle opdeles i to stater. Faktum er bare, at bosættelserne er et af de største problemer i forhold til en løsning, fordi der er mange af dem, og de kan ikke bare rykkes, da det er menneskers bopæle, der er tale om. Materialer i form af både film, tekst og billeder fra organisationer, har nu illustreret, at meget forskellige diskurser vedrørende de to emner muren og bosættelserne føres, afhængig af hvilket folk, der har ordet. Sproget er en magtressource og brugt rigtigt kan nærmest hvad som helst retfærdiggøres. Med interaktionelt spin kan fokus flyttes til ens fordel. Med en patosfyldt historie kan man vinde medlidenhed. Empiri fra min tur i form af et oplæg jeg hørte fra en politiker viser, at den israelske politiske diskursstrategi minder meget om den uafhængige græsrodsbevægelses. Diskurs i Israelsk politik Da jeg var i Israel/Palæstina hørte jeg politikeren fra Young Likud, Davidi Hermelin, tale om konflikten og Israels rolle som besættelsesmagt. Regeringspartiet Likud hører til på højrefløjen. Det er et sekulært parti, som grundlæggende mener, at Israel bør gøre krav på meget større områder end de er i besiddelse af i dag, inklusiv Vestbredden. 33 Davidi Hermelin talte blandt andet om muren, og han blev spurgt om, hvordan han retfærdiggør de forhold palæstinensiske børn skal vokse op under. Hermelin svarede I prefer the life itself of my citizens than the quality of life of someone 32 (Rasmussen & Sørensen, 2012) Figur 5.1, s (Mortensen, 2011) s

23 else. I say this honestly. We want to create atmosphere for peace negotiation. You cannot create this atmosphere if you have busses that explode in the streets Han får, ligesom organisationen StandWithUs, flyttet fokus, men denne gang hen på israelernes villighed til at indgå fredsaftaler. Han siger, at det er palæstinensernes egen skyld, at der ikke er fred, fordi de skaber en atmosfære, hvor det ikke kan lade sig gøre. Derefter sagde han: So I prefer that this child, and I am not happy with it, it makes me angry. It makes me angry, that he should be the victim of Hamas. Som en rigtig politiker vælger han at spille på egne følelser. Det er interaktionelt spin, når han personliggør det ved at virke forarget og krænket over hele situationen, over at han må stå og svare på sådan et spørgsmål, når det slet ikke er hans men Hamas skyld. På den måde kommer han uden om overhovedet at skulle tale om Israels rolle. Under hans foredrag blev han spurgt om israelernes behandling af palæstinenserne kan sammenlignes med jødeforfølgelser under holocaust. Her blev han nærmest sur og virkelig forarget over, at man overhovedet kan få den tanke. Han svarede: When we will collect Palestinians from the entire territory and we will take them to concentration camps and we will starve them to death, ( ) we will put them all into gas chambers. Then I think comparing would be appropriate. In no place you compare anything to holocaust. But when we protect ourselves, it is very easy to say: Ah, they do to others what others did to them. 34 De to citater og illustrerer den generelle tendens blandt fortalere for staten Israels arbejde. En tendens til helst ikke at ville snakke om besættelsen overhovedet, om deres handlinger mod palæstinenserne, men hellere lede fokus hen på den terror, som de er blevet ofre for, og slet ikke tale om hvorfor de er blevet ofre for den. Holocaust, som Davidi Hermelin taler om, er en afgørende grund til, at staten Israel eksisterer i dag. Bestemte historiske perioder og vigtige milepæle i konfliktens historie fylder generelt meget i diskursen vedrørende konflikten. Den næste del af 34 Optagelse. Tidskode: 16:34 23

24 min opgave handler om, hvordan brugen af historie påvirker konflikten, og om det er muligt at finde en løsning på hele problematikken, når historie spiller en så stor rolle i diskursen. Diskussion - Historiebrug og fremtidige løsningsmuligheder Tidligere i opgaven var jeg inde på fortiden som jødernes bærende argument. Jødernes grundlag for at immigrere til Palæstina og skabe staten Israel bunder jo som sagt i den historiske ret, jøderne mener, at de har til at bebo området. Jødernes fortid spiller en stor rolle i nutiden. I denne del af min opgave vil jeg med en erindringshistorisk tilgang til konflikten diskutere, hvordan brug af fortiden som argumentation og grundlag på begge sider påvirker mulighederne for en løsning. Kollektive offerhistorier leder til identitetsdannelse Jødernes fortid som ofre for antisemitisme, jødeforfølgelser og holocaust under 2. verdenskrig er en vigtig del af den jødiske identitet. Det er en fælles fortid, de kan erindre og samles om. Det er en del af deres sociale hukommelse. 35 Social hukommelse er i dette tilfælde den fortid, de vigtige steder i historien, som er med til at definere jødernes nationalfølelse i dag. Følelsen af at være en del af et fællesskab, et folk med samme fortid at mindes og erindre. En gruppe mennesker, som har været igennem de samme lidelser og derfor har noget at tale om og identificere sig med i hinanden. 35 (hassing & Vollmond) s. 1 24

25 På næste side ses en model, som illustrerer, hvordan fortiden viderefortalt og dyrket ved forskellige lejligheder og på forskellige måder i sidste ende bliver en del af et folks nationale identitet. 36 Jødernes fortid som ofre, historien om deres lidelser under holocaust, er kendt og nedskrevet. Den er nedskrevet, fordi det var en af de mest forfærdelige forbrydelser begået af mennesket nogensinde. Gerninger på et ideologisk grundlag begået med raceudryddelse som formål. Holocaust er for jøderne et vigtigt erindringssted i historien. Men det har vist sig at være farligt for et folk at have en fortid som ofre for noget, størstedelen af verden har dårlig samvittighed over, til deres rådighed. Den dansk-jødiske journalist Herbert Pundik skriver i sine erindringer fra konflikten i : Israelerne blev anset for at være konfliktens ofre. Den kristne verdens onde samvittighed efter holocaust var velbegrundet, men den oversimplificerede 36 Model fra: (hassing & Vollmond) figur 2, s (Mortensen, 2011) s

26 opfattelsen af Palæstinakonflikten. Palæstinenserne var retoucheret ud af det politiske billede. Man overså at der var tale om en konflikt mellem to ofre. 38 Israel er en stærk stat på grund af deres forhold til USA. En vigtig grund til, at USA støttede en selvstændig jødisk stat var netop holocaust og jødeudryddelserne. Jøderne har den magt, de har i dag, fordi deres fælles fortid var domineret af manglen på magt over egen tilværelse. Den blev bestemt af udefrakommende, nazister og onde kristne fra den vestlige del af verden. I en artikel fra den amerikanske avis Huff Post skrevet i år, beskrives holocaust mindedagen, hvor jøder mindes alle ofrene. Der skrives om holocaust indflydelse på den jødiske mentalitet i dag: The mass murder of Jews during World War II is still a central part of Israel's psyche. The nation was created just three years after the end of the war, and hundreds of thousands of survivors made their way to Israel. 39 I min diskursanalyse fortalte jeg om Likud-politikeren Davidi Hermelins reaktion på sammenligningen af holocaust og den israelerenes besættelse af de palæstinensiske områder. Han ville slet ikke høre tale om, at de to ting havde noget til fælles, men som Herbert Pundik beskriver, kan man ikke komme uden om, at det er situationer, hvor hele folk er blevet ofre. I Davidi Hermelins øjne var holocaust meget værre end deres behandling af palæstinenserne. Det var for ham en umenneskelig sammenligning. Men palæstinenserne må siges, på samme måde som jøderne, i dette øjeblik at forme en fælles national identitet op om deres offerhistorie. Den offerhistorie PNI fortalte i filmen Our Story, som israelerne er skyld i er en realitet. Tid til en løsning Når det kommer til en løsning af konflikten, er der to teorier om, hvordan det kan fungere. Den ene er en enstatsløsning, hvor de to folk lever efter de samme love, 38 (Mortensen, 2011) s

27 under samme vilkår og med samme muligheder. Den anden mulighed tostatsløsningen, hvor en selvstændig palæstinensisk stat oprettes, besættelsen sluttes og to stater, Israel og Palæstina, lever side om side i fred og fordragelig og i harmoni med hinanden. Men der er en grund til, at ingen af de to mulige løsningsmetoder har fungeret. Der ligger en bunke af fredsaftaler i fortiden, som på papiret så godt ud, men i praksis aldrig kom til at fungere. Jeg mener, at grunden til dette er den manglende villighed til at gå på kompromis. Begge folk mener jo, at de har retten til hele området. Der er nogle grupper og organisationer, som er mere villige end andre, men ingen part er klar til at opgive det en løsning kræver af dem. Fortiden, Israels fortid som folket der måtte emigrere fra området mod deres vilje og Palæstinas som et folk, der pludselig måtte ud i en kamp om det land de boede på, fortiden kan ikke blive ved med at spille den rolle, som den gør nu for begge folks nationale identitet og nationalfølelse, i forhold til det område. Historien berettiger to folk til det samme land. Der kan argumenteres for, at begge folk har retten, men de må være villige til at opgive noget. Israelerne såvel som palæstinenserne hvis en fredelig løsning skal findes. Oslo-aftalen Med osloaftalen gav den daværende leder for PLO Yassir Arafat og Yitzhak Rabin Israels ministerpræsident på det tidspunkt, hinanden hånden og indgik en aftale om, at de kommende fem år skulle gå med forhandlinger, indtil der i sidste ende kom en retfærdig, varig og altomfattende fred og historisk forsoning 40 mellem de to folk. Det historiske øjeblik, hvor de to ledere indgår samarbejdet, ses nedenfor:

28 Det lød jo meget godt i teorien, men jeg tror ikke, at hverken den ene eller den anden part i denne aftale var villige til at ofre det, der skulle til for at opnå målene om holdbar fred. Ingen er villige til at gå på kompromis. Bosættelserne, som min opgave tidligere handlede om, er et væsentligt problem. Bosættelser er steder, hvor mennesker bor, og de kan ikke bare sådan lige flyttes. Størstedelen af dem ligger på det, der ville blive en del af den palæstinensiske stat, og jeg tror ikke, at Israel ved indgåelsen af Osloaftalen var villig til virkelig at gøre en indsats for at ændre disse forhold. Aftalen lød således: De største stridspunkter skal derimod først forhandles på plads i løbet af den såkaldte forhandlingsperiode. Det drejer sig blandt andet om Jerusalems status, bosættelsernes fremtid, de palæstinensiske flygtninges fremtid, den endelige grænsedragning og spørgsmålet om sikkerhed. 41 Problemet er, som jeg tidligere var inde på, at Israel har det godt. De står i en stærk position, som det er nu. De har kontrollen over alle områder, de har kapabiliteten til at forsvare sig, skulle den arabiske verden endnu engang få lyst til at blande sig. De har den unipolære stormagt USA i ryggen, og så længe de har det, er der ingen fare. Israel har ganske enkelt ingen grund til at gå på kompromis. De er ikke truet. Det internationale samfund griber ikke ind på trods af deres fordømmelse af muren og bosættelserne. Det vi lærer videre Tidligere snakkede jeg om diskurs. Denne spiller en vigtig rolle i forhold til fremtidsplaner om en løsning. Der skal opstå villighed til at gå på kompromis, og hvis det skal ske, skal diskursen ændres. Sproget er en magtressource, og alle påvirkes forskelligt af det de fortælles afhængig af hvilken baggrund de har og hvordan de opdraget. Jeg er bange for, at der føres en antagonistisk diskurs i mange israelske hjem. Jeg er bange for, at yngre generationer, konfliktens fremtidige forhandlere, opdrages til at se alle palæstinensere som de fjender, der stjal det land

29 som gud ellers tildelte jøderne. 42 Hvis social hukommelse, baseret på fortiden som ofre for først det ene og så det, føres videre til nye generationer, kommer vi aldrig videre. På samme måde hvis palæstinenserne fortæller deres livshistorie som ofre for israelernes ondskab videre til deres børn og lærer dem, at Israel er fjender, bringer det heller ikke noget godt med sig. På min tur snakkede jeg med en ung palæstinensisk kvinde ved navn Rand Shaar om det at gå på kompromis. Hun begyndte at snakke om alt det israelerne skulle gøre og opgive, men da jeg så spurgte, hvad hun var villig til at opgive, blev hun tavs. Hun var ikke villig til at opgive noget som helst. Hun mente jo faktisk, at hele området burde være palæstinensisk, så de skulle ikke give mere end det, de allerede var blevet tvunget. De havde ofret nok, nu var det israelernes tur. Men sådan fungerer et kompromis jo ikke. Hvis yngre generationer ikke opdrages til at have en anden tilgang til tingene end de nuværende generation har, kommer der aldrig fred

30 Konklusion Jeg har redegjort for de historiske omstændigheder, som ligger til grund for konflikten mellem palæstinensere og israelere. Jeg har fortalt om situationen i dag; om muren, som ifølge israelerne er en sikkerhedsforanstaltning, men som omtales af palæstinenserne som apartheidmuren. Om de jødiske bosættelser på Vestbredden, som komplicerer situationen, da de kommer i vejen for en to-statsløsning hvor en grænse sættes mellem de to folks områder, som de er i dag. Muren og bosættelserne er to væsentlige problemstillinger, som befolkningsgrupperne i dag står over for. I en diskursanalyse, med fokus på muren og bosættelserne og italesættelser af disse, har jeg taget udgangspunkt i to organisationer, en israelsk og en palæstinensisk, som bruger meget forskellige sproglige strategier. Den palæstinensiske organisation fortæller historien om jødernes opbyggelse af det undertrykkende apartheidsystem. De forsøger åbenlyst at få modtageren til at sympatisere med dem og den dominerende appelform er patos. Israelerne har ikke på samme måde et formål, da de ikke behøver at have det. De er den stærke part med kontrol over situationen. Den israelske organisation begiver sig dog ud i en antagonistisk diskurs, et fjendebillede med israelerne på den ene side, som forsvarer sig mod de ondsindede palæstinenseres terroraktioner. Til sidst diskuterede jeg, hvordan brugen af historie påvirker mulighederne for en løsning i fremtiden. Jeg er kommet frem til, at så længe de to folk nægter at se i øjnene, at de ikke kommer i besiddelse af hele området, selvom de mener, de har den historiske ret, vil der ikke komme nogen løsning. I et kompromis er parterne nødt til at se bort fra deres historiske ret, og det de mener denne berettiger dem til. Uden et kompromis vil konflikten fortsætte. 30

31 Litteraturliste Bøger: - Uddrag fra endnu ikke udkommet bog. Brugt med tilladelse fra forfatterne: Hassing, Anders & Vollmond, Christian. Hvad er historie? - Mortensen, Henrik Wiwe. (2011). Israel - en stat i Mellemøsten (1. udg.) Systime. - Oz, Amos. (2002). Hvordan man kurerer en fanatiker. På dansk ved: Claus Bech. Gyldendal. - Rasmussen, J. G., & Sørensen, J. G. (2012). Mellemøsten under forandring - baggrund og perspektiver (1 udg.)columbus. - Sørensen, Kjeld Mazanti. (2011). Ideologier og diskurser: sprog, magt, politik (1 udg.) Columbus. Samtaler: foredrag hold af Davidi Hermelin d. 9/ (findes som lydfil hos forfatteren og kan udleveres hvis det ønskes) Film: Abdelrahman, Firas. (Instruktør). Our Story. (udleveret på studietur) webadresser: Jordan/Hebron

32 Bilag 1 32