Prædiken tredje søndag efter påske

Transkript

1 Prædiken tredje søndag efter påske Salmer: Indgangssalme: DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender (melodi: Barnekow 1878, DDK 59) Salme mellem læsningerne: Det er påske! Alting springer ud, fra Syng Nythæftet, s.42f. Salme før prædikenen: DDS 20: Jeg ser dit kunstværk, store Gud Salme efter prædikenen: DDS 52: Du Herre Krist Nadversalme: DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå Udgangssalme: DDS 546: Herrens venner ingen sinde Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Korsvar Jesus sagde:»jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«thomas sagde til ham:»herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«jesus sagde til ham:»jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«filip sagde til ham:»herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«jesus sagde til ham:»så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i 18/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«joh 14,1-11 Hér forleden sad jeg og talte med en gammel præst. Eller gammel er måske så meget sagt. Og i hvert fald ikke så venligt sagt, som han fortjener. For man siger jo slet ikke om nogen, at de er gamle. Man nøjes med at sige, at de er ældre. Og det er i grunden lidt pudsigt, når man tænker over det. Vi synes ikke, at det at være ældre er så voldsomt som at være gammel selv om det måske ret beset burde forholde sig omvendt. Også af en anden, langt vægtigere grund er det forkert at omtale ham sådan. For han er sådan set ganske ung af sind. Og så sætter jeg meget pris på ham. Der skal heller ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg skylder ham en hel del. Hver gang, der er noget, der er ved at glide mig af hænde, står han klar med råd og hjælp. Nå, men her forleden talte jeg så med ham. Denne om ikke gamle, så dog i hvert fald ret erfarne præst. Og så midt i det hele spurgte han mig, om jeg nu havde sørget for at få lagt rigeligt med frisøndage i denne tid, mellem påske og pinse. Det plejede han altid selv at sørge for. For det var næsten ikke til at holde til at prædike over alle de Johannes tekster, der synes at sige det samme hele tiden og ikke rigtig flytter sig overhovedet. Johannes lader begreberne svæve. Udfolde sig og så flyde videre igen. Uden tilsyneladende at være nået nogen som helst vegne. Så skarpsindig har jeg nu ikke været. At få manøvreret mig uden om alle disse, måtte jeg medgive, svære prædikener ved ganske simpelt at holde fri. Men han har nu ret. Langt hen ad vejen. Det er faktisk ikke helt så nemt, som det måske kan synes at sige noget om. Søndag efter søndag at skulle forsøge at sige noget kvalificeret og gerne også noget andet - i betydningen noget andet end søndagen før - om disse tekster hentet fra de såkaldte afskedstaler hos Johannes. Lagt i dialogens form mellem Jesus og disciplene. Men så afgjort i kernen holdt af den johannæiske Jesus. For når disciplene endelig tillades at komme på banen, er det alene for at stille et spørgsmål, der kan give anledning til en yderligere udfoldelse. Så det, der reelt får karakter af en monolog, får lejlighed til at tage endnu et sving videre. Hvad der er blevet kaldt den johannæiske begrebsmølle eller den johannæiske 18/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 talemaskine kører. For fuldt tryk. Det er positivt ment. Den johannæiske Jesus er så fast i kernen, at udtrykket, stringensen eller, om man vil, den mundtlige fremstilling kan synes lidt vel flosset. Johannes har, synes vi umiddelbart, svært ved at komme til pointen. Men det er egentlig forkert, hvis vi får det indtryk. Johannes er dér allerede. Helt inde ved kernen. Johannes har gennemskuet det. Alt det, der ikke kan siges i få ord, må siges i så mange desto flere. Fordi hans tilhører. Den, som Johannes forkynder for, skal overtales. Overbevises. Overtydes om, at Kristus er Gud. Tales ind i kristentroen, fordi ordet nu en gang er det eneste, vi har at holde os til. Udsagnet, jeg er i Faderen, og Faderen er i mig, er omdrejningspunktet i dagens evangeliefortælling. Det er det korte kondenserede udsagn, som alt det andet peger hen imod. Tilbage til. Fremad imod. Drejer sig om. Samler sig i. Hvis vi læser fremad eller bagud i evangeliets større sammenhæng véd vi godt, hvad det handler om. I Johannes er Faderen og Sønnen ét. Jesus Kristus er Gud. De to er sammenfaldende. Identiske. Når Jesus derfor går for at berede en plads til os, går han i sagens natur ikke til en anden, men til sit eget, Faderen. Når han i det vel mest kendte udsagn i evangeliet overhovedet og måske i hele NT, kan sige, at han er vejen, sandheden og livet, er han det, fordi han på samme tid er ét med Faderen. Det har Johanens nemlig indset. Fuldt ud. Dette menneske, Jesus af Nazareth, er Guds endegyldige udtryk i vores verden. Den Gud, som intet menneske nogensinde har kunnet se og overleve det er jo, husker vi, tankegangen i GT er i dette ene menneske kommet os nær. Så nær, at vi ikke kan se Gud i andet end ham. For al fremtid vil Gud ikke vide af andet end at give sig til kende gennem dette ene menneske. Hans ord, liv og død er for altid Guds eviggyldige udtryk i vores verden. Og det har konsekvenser for vores forståelse af Gud. For hvad vi i det hele taget kan sige om Gud. Og det er afgørende at få fat i det. Grundlæggende betyder det, at der ikke er nogen Gud ved siden af Jesus. Eller sådan oveni den historie, der blev hans. Der er ikke nogen Gud Fader, vi sådan lige kan henvende os til, hvis vi skulle gå hen og få lidt for meget af ham, den korsfæstede. For det er kun igennem ham, at vi kender Gud. Det er kun gennem ham, at Gud viser sig for os. Dette ene menneske er på samme tid den gode Gud selv. Det er ham, og ham alene, der er vejen og sandheden og livet. 18/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Og det kan vi ikke sige os selv. Aldrig nogensinde. Den erkendelse skal vi skænkes. Den skænkes ved troen, der på samme tid er Guds gode gave til os. At Gud er den korsfæstede frelser skal åbenbares for os. For den tanke er aldrig nogensinde opstået i noget menneske. Den kan kun gives os udefra. Af den gode Gud selv. Og det betyder igen så meget som: af den korsfæstede selv. Kun igennem korset kan vi kende vi Gud. Det, vi har fat her, er ikke noget, jeg selv har fundet på. Det må jeg hellere skynde mig at få sagt. Og det forhold vil muligvis aflaste mig for en del. For det er ikke så nemt at gribe om. Det er i bund og grund Luthers theologia crucis, hans såkaldte korsteologi, jeg har søgt at sætte ord på. Korsteologiens fastholdelse af, at Gud kun giver sit til kende gennem sin modsætning. I sin ydmygelse. I sin selvudlevering. I sin tilintetgørelse af sig selv. I sin fornedrelse og død. Gud viser sig på korset for os i sin negation. I sin intethed. Det er paradokset: Gud åbenbares som det for os ukendte og uigenkendelige. Som det andet. Som den, vi aldrig véd, hvad vi skal stille op med. I nyere teologi har den tyske teolog Eberhard Jüngel måske tydeligst tænkt teologi i forlængelse af denne kernelutherske opfattelse. Jüngel vil hævde, at Gud i Jesus gør sig til den, der alene kendes ved at give sig selv væk til os. Indtil han har givet sig selv helt hen til os. Så fuldstændigt, at han dør på korset af selvhengivelse. Der er ikke mere at give hen for os. Han har givet alt videre til os. Sit liv har han sat til for vores skyld. For at vi skal kunne leve videre i ham. Ikke længere som os selv, men i fællesskabet med ham. I hans ånd, som vi kalder det. Dét er, det minder vi lige hinanden om, den eneste vej til Gud. Der er ikke nogen venlig, tilforladelige Gud Fader, sådan ligesom lidt ved siden af, hvis vi synes at alt det med Guds selvhengivelsen på korset bliver en kende for meget. Der er kun den korsfæstede. Gud giver sig helt væk til os. Indtil han har givet det hele væk. Derfor møder vi kun Gud under korsets stadige modsigelse af vores liv, af alt det, der hører os til. Den korsfæstede ser vi kun, vil Jüngel hævde, i hans fravær. Han er nærværende, men altid som den fraværende. Aldrig som den, vi kan gribe om og holde. Altid som den, der alene er hos os i det fællesskab som er konstitueret ved hans fortsatte nærvær i Ånden. Vi kan ikke nå ham. Vi kan aldrig hæve os op til ham. Men han kan nå os. Han kan bøje sig ned til os. Fordi hans væsen er at komme til os. I sin fortælling. I dåben. I 18/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 nadveren. Lige midt iblandt os, hvor vi samles i hans navn, er han hos os. Fordi hans ånd er med os. Der er hans guddommelige nærvær midt i vores intethed. Korsteologien er i denne formulering, som jeg har tilladt mig at tage Jüngel til indtægt for, er dermed den stædige fastholdelse af, at hvis Gud nogensinde har vist sig, er det i dette ene menneske. Der er ingen anden vej, end den vej, der er i ham. Ved at blive menneske har Gud givet sig det, han ikke kunne som Gud. Han har givet sig en historie. Og en historie er ikke noget, man får alene. For Guds historie er også altid en historie med os. Den fortsætter, så vi kan leve vores liv i fællesskabet med ham. Det véd jeg ikke helt, hvad vi skal tænke om. Eller jeg ved selvsagt godt, hvad jeg synes om det. Men det kan jeg i sagens natur ikke forpligte jer på. Måske kan det hele godt virke lidt overvældende. Det kan ske, at Guds totale, fuldstændige og uforbeholdne selvidentifikation med dette ene menneske er lidt for voldsom sådan lige at sluge. Men det er ikke desto mindre Paulus påstand. Det er evangeliernes påstand. Og det er i særdeleshed Johannes påstand. Faderen og Sønnen er ét, fortsætter Johannes. Gud er kun i dette menneske. Fortællingen om dette ene menneske er derfor den eneste forbindelse, vi har til Gud. Det er i den, at vi møder Gud. Dér han er os nær. Nær i sit fravær, fordi han aldrig igen vil lade sig skille fra os. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 18/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5