Salmer: 224, 218, 249, 243, 438,233, 241

Transkript

1 Sl 22,22b-32, ApG 10,34-41, Luk 24,13-35 Salmer: 224, 218, 249, 243, 438,233, 241 Det herlige ved 2. påskedags evangelium er at det er så tæt på vores egen virkelighed. Vi har jo ikke stået ved en tom grav. Vi har ikke mødt engle. Vi har bare hørt, at der en gang var nogle kvinder der kom løbende og fortalte, at Jesus var opstået fra de døde. Og hvad skal vi egentlig stille op med det? Det er jo ikke sket her hos os. Og tværtimod er der da rigtigt mange af os, der igen og igen har stået ved en grav, der ikke er spor tom. Og så kan man godt blive sådan lidt påske-forvirret og påske-træt. Det kan godt være svært i dagevis at gå og være henrykt over at Jesus er opstået fra de døde, når det nu er 2000 år siden. Og han i øvrigt ikke er her længere, så vi kan få ham at se. Og når alle de andre døde ikke er opstået, så vi kan være sammen med den. Hvis man har det sådan, så er det godt at høre, at vi ikke er de eneste, der har haft det på den måde. Og det er jo netop det, dagens evangelium handler om. De to disciple der går til Emmaus er forvirrede, trætte og modløse. De har været igennem en uge der har bragt dem fra den mest strålende triumf til det sorteste nederlag. For en uge siden: indtoget i Jerusalem. Folk var begejstrede. Viftede med palmeblade. Kastede deres klæder ud på vejen som en triumfvej, Jesus skulle ride ad. Og siden hen i Jerusalem: Jesus havde virkelig optrådt med autoritet. Han havde jaget kræmmerne ud af templet trodspræsternes rasende protester. Han havde nærmest lignet en Samson, da han styrtede 1

2 rundt og væltede borde og bænke så mønterne trillede hen over brolægningen og duerne flaksede omkring. Men så var katastrofen begyndt. Det skulle ellers have været så festligt, da de skulle spise påskemåltid sammen. Og det havde også været sjovt nok, da Jesus på sin sædvanlige skæve facon havde klædt sig af og var begyndt at vaske deres fødder som en anden slave. Men dårligt havde de lagt sig til bords, før Jesus var begyndt at tale om at han skulle dø, og at de alle sammen ville svigte ham og at en af dem ovenikøbet ville forråde ham. Og der havde været en direkte dårlig stemning, da Jesus pludselig delte brød og vin rundt og sagde at det var hans legeme og blod. Og så ude i Gethsemane, hvor de plejede at sove, var Judas den usling kommet med tempelvagten og Jesus var blevet arresteret. Først var han blevet forhørt af præsterne. Så havde de slæbt ham hen til Pilatus, hvor han var blevet gennembanket og dømt til døden, og bare et par timer senere døde han skrigende af smerte på et kors uden for byen. Da han var død, var han bare blevet smidt ind i en gravhule i et gammelt stenbrud, bare rullet ind i et lagen uden at der var nogen der havde salvet ham, uden at der var blevet sunget klagesange. Men så i morges var kvinderne der fulgtes med dem åbenbart kommet i tanke om hvordan en ordentli8g begravelse skulle foregå. Og de var gået ud for at salve ham, men havde fundet graven åben og Jesus var væk. Og de var kommet styrtende tilbage og havde været helt hysteriske og havde skreget noget om engle og om at Jesus ikke var død alligevel. Og så havde de fået nok de to disciple og var gået deres vej. 2

3 Og jeg tænker: er det ikke lidt sådan vi kan have det når vi kommer i kirke i påsken. Især her 2. påskedag, dagen derpå. Det var skønt i går. De der var i kirke oplevede en fantastisk smukt pyntet kirke, dejlige salmer, en masse glade mennesker. Og uanset om man var i kirke eller ej, var vejret vidunderligt. Nu har vi jo vænnet os til at det er lidt koldt. Men nu er det snart hverdag igen. Og er der i det hele taget noget der er blevet anderledes af, at det har været påske? Så er det vi skal tænke over, hvad der videre sker i dagens evangelium. Der er en tilsyneladende fremmed mand der møder de to disciple på vejen og begynder at tale med dem om hvad der er sket. Og da de giver luft fores fortvivlelse og skuffelse over, at Jesus som de i den grad havde troet og håbet på er blevet henrettet som en simpel forbryder, så begynder manden at minde dem om, hvordan Biblen, det gamle testamente igen og igen fortæller om at det ikke er de store og berømte mennesker, Gud lader sine planer bringe til udførelse igennem, men det er taberne, de foragtede, dem ingen regner. En omvandrende fårehyrde, en tugthusfange i Ægypten, en luder i Jeriko, en stenkastende dreng fra Bethlehem Og det han siger til dem, griber dem. Det går op for dem, at katastrofe, ulykke og tragedie ikke behøver at være ensbetydende med Guds fravær. Gud kan være nær og Gud kan bringe sin vilje til udfoldelse også når det hele med menneskers øjne ser ud som en stor fiasko. Og så er det de når til Emmaus. Og de nøder den fremmede til at gå med ind der hvor de har tænkt sig at overnatte. Men før de 3

4 skal sove skal de have lidt at spise. Og da er det, da den fremmede bryder brødet ligesom han havde gjort den sidste aften. Da kender de ham. de ser det er Jesus. Og i samme øjeblik er han borte igen. Og jeg tror dette er hele fortællingens pointe. Jeg tror dette skete for vores skyld. For her får vi at vide, at Jesus faktisk er hos os. Vi kan ikke se ham. Nej, men det kunne de heller ikke for 2000 år siden, det var det ikke en gang alle hans disciple der kunne den dag, han opstod. Men han var der ikke desto minde og han er her ikke desto mindre. Og han har givet os et tegn, han vil møde os gennem: nadveren. I det hele dagligdags og i det helt jordnære, brødet der spises og vinen der, der drikkes, dér er han os helt nær. Jeg tror faktisk, Jesus tænkte på de almindelige, dagligdags måltider, da han indstiftede nadveren. Jeg tror, han sagde til disciplene den gang: hver eneste gang, I spiser og drikker, er det mig I spiser og drikker, for det er mig I lever af. Mig der er livet i jer. Og jeg tror, han ville at disciplene skulle huske ham ikke bare en gang om ugen, men hele tiden. Alligevel er det godt, at vi har lavet et ritualiseret måltid ud af nadveren, for det er som om vi ikke magter det konstante, altdominerende Kristus-nærvær. Vi kan kun klare det i små portioner. Det er måske også derfor Kristus ikke er kommet igen endnu, fordi vi skal modnes og hærdes til at kunne leve det liv, han er: den stadige og ubetingede selvhengivelse for medmenneskets skyld. Men i vores svaghed og ubestandighed, holdes vi alligevel fast i nadveren ved det tilhørsforhold til Kristus, som skal revolutionere og nydanne vores liv, så vi en gang kan rumme ham og se ham 4

5 ansigt til ansigt uden at gå i stykker af det. Og bliver vi påskeforvirrede og påsketrætte af bare én dags koncentreret glæde, så er det måske meget godt, at vi vænnes til den evige glæde gennem små doser i den nadver hvor Kristus også i dag som den gang giver os sig selv. Amen 5