John Gabriel Borkman. NBO Ms b

Transkript

1 John Gabriel John Gabriel 1896 Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Ingrid Falkenberg, Eivor Finset Spilling, Mette Witting 1

2 John Gabriel 2. 2

3 John Gabriel Første akt. (En dagligstue hos fru Renton, udstyret med gammeldags, falmet pragt. En åben fløjdø{jdør}r fører ud til en havestue med vinduer og glasdør i baggrunden. Derigennem udsigt til haven, hvor snevejret fyger. På højre sidevæg indgangs{...}dør fra forstuen. Længere fremme en stor, gammel jernovn med ild i. Til venstre, noget tilbage, en mindre dør. Foran på samme side et vindu. Mellem dette og døren en kanapé {...}med tæppebelagt bord foran. Ved ovnen en polst en lænestol og en polstret gyngestol.) ( sidder på kanapéen med sit hækletøj. Hun er en ældre dame med stiv holdning og hårde ubevægelige ansigtstræk. Hendes hår er næsten hvidt. Hænderne fine, gennemsigtige. Mørk påklædning Hæl Hæklet uldshawl over skuldrene.) (Stuepigen kommer ind gennem entrédøren med et visitkort på en liden træbrikke.) Stuepigen. Her er en dame ude. Fru Wilborg vel? Pigen (går nærmere) Nej, det er en fremmed dame (rækker efter kortet) Lad mig sé. (læser og rejser sig hurtigt) Er du viss på at det er til mig? Pigen. Ja, jeg forstod det, som det var til fruen. {R}. Nå, så sig at jeg er hjemme. (Pigen åbner døren for den fremmede dame og går selv ud.) ( kommer ind, klædt i sort fløjels overtøj. Hun er ældre end søsteren og ligner hende, med spor af fordums skøn- 3

4 John Gabriel hed. Hun har endnu sit mørke, rige hår.) (bliver stående lidt indenfor døren) Ja, du ser nok #forundret# på mig, du Ella{.}Gunhild. (står ubevægelig oprejst mellem kanapéen og bordet) Går du ikke fejl? Forvalteren bor jo i sidebygningen ved du. Det er ikke forvalteren jeg skal tale med i dag. Er det da mig du vil noget? Ja, jeg må tale nogen ord med dig. (kommer frem på gulvet) Nå, så sæt dig da ned {.}da. Tak; jeg kan godt stå sålænge. Ganske som du selv vil. Men løs ialfald lidt på overtøjet. Ja, her er svært varmt Jeg fryser altid. (knapper tøjet op) såes. Ja, #Gunhild# Ella, det er nu snart otte år siden vi sidst Siden vi taltes ved ialfald. Fr{u}øken Borkenheim. Ja #Rettere sagt, taltes ved, ja.#. For du har vel set mig en gang imellem når jeg måtte herud til forvalteren. Jeg har også af og til set et skimt af dig. I vinduet. {R}. 4

5 John Gabriel Bag gardinerne. Men sidste gang vi taltes ved, det var her #inde# i stuen #hos mig#, ugen før han slap ud.... (går lidt fremover gulvet) Å, rør ikke ved det.... (hårdt men dæmpet) Det var ugen før han bankdirektøren kom på fri fod igen. Å ja, ja, ja. Men det er så altfor græsseligt at tænke på. Bare det at dvæle ved det et øjeblik Nej, jeg begriber ikke, at jeg fatter ikke at noget sådant noget, noget så forfærdeligt kan o- vergå en enkelt familje. Og så tænk, vor familje! Tænk, at det just skulde ramme den.. Å, Ella, det var nok mange, mange flere end vor familje, som det slag rammed.. Nå ja; men alle disse her {...}andre bryr jeg mig ikke så meget om. For det var da jo bare nogen penge som det gik ud over for dem. Men for os! Skammen, skammen! Den store, forfærdelige skam! Og så ruineret til og med!. Sig mig, #Gunhild# Ella, hvorledes bærer han det? Tror du, jeg spør efter det?. Spør? Du behøver da vel ikke at spørge Du tror da vel aldrig at jeg omgåes ham ##Kommer sammen med ham# Ser noget til ham#! Ser ham! noget til ham! Han, som måtte sidde der #under lås og lukke# i sex år! Å, #sådan slig en# forfærdelig skam at tænke på! For os alle! For hele familjen! 5

6 John Gabriel Du har et hårdt sind, Ella{.}Gunhild.. Imod ham, ja. Han er jo dog din mand. Har han ikke sagt for retten at det var mig, som begyndte med at ruinere ham. At jeg brugte så altfor mange penge. Men er der ikke noget sandt i det?. Men var det ikke ham, som vilde ha det således? Alting skulde være så rent meningsløst overdådigt. Det véd jeg nok. Men just derfor skulde du ha holdt mere igen. Og det gjorde du ikke. Vidste da jeg at det ikke var #hans# vore egne penge, som han gav mig til at rutte med? Og som han rutted med selv også. Tifold være end jeg. Nå, det førte #vel# jo hans stilling med sig. For en stor del da. Ja, det hed sig altid at vi måtte «repræsentere». Og så repræsenterte vi da også rigtig \Kørte med firspand, som om han var en konge. Folk/# tilgavns! Aldrig med et eneste ord satte han mig ind i hvorledes hans stilling var. #Og hvor han tog midlerne fra# Nej, nej, det aned vi andre heller ikke. #[HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.] #bukked og skrabed for ham som for en konge. Kaldte ham ved fornavn også som en konge. «J. G», J. G. Alle vidste de hvem J. G. var. # 6

7 John Gabriel Det fik nu være det samme med de andre. Men mig havde han pligtet at sige sandheden. Og det gjorde han aldrig. Han {b}løj, løj så bundløst for mig. Og så ramled det da også sammen. Alting, hele herligheden tilslut. Ja, alting ramled sammen for ham og for andre. Men det siger jeg dig, #Ella# Gunhild, jeg gi r mig ikke endda. Jeg skal nok vide at skaffe mig oprejsning. Det kan du forlade dig på! Oprejsning? Hvad mener du med det? Oprejsning #for ære og for velfærd# for hele min forkludrede livsskæbne mener jeg. #Jeg har en i baghånden# En som s{...}kal tvætte #rent# af hele alt det, som som bankdirektøren har tilsmudset Ella! Ella{!}Gunhild! Gunhild! 4.. Der lever en hævner, du! En, som skal gøre godt igen alt det, som hans far har forbrudt i- mod mig. altså! Ja,, min herlige. Han gut! Han skal nok vide at {...}oprejse slægten, huset, navnet. Alt det, som kan oprejses. Og kanske mere til. Og på hvad måde mener du det skulde ske? Det får komme som det kan. Jeg véd ikke hvorledes det vil komme. Men jeg véd at det vil og det skal komme engang. Er det ikke det samme, som du også har gået og tænkt på? 7

8 John Gabriel ## Nej, det kan jeg ikke egentlig sige. Hvorfor tog du dig da af ham. Hvorfor kosted du #alting# på ham da vi, da jeg ikke kunde #[HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.] (mistroisk) Hvorfor gjorde du egentlig det. E. Jeg syntes synd i gutten. Han så sygelig ud Og luften vestpå m... # længer. Nå ja, du var jo så heldig, du Ella. Du fik reddet dit det, som dit var. Men Det gjorde jeg ikke noget skridt for. Jeg vidste ikke at de papirer, som lå der for min regning, de var sparet. Ja, ja, det skønner jeg mig ikke noget på. Jeg siger bare at du var heldig. Men når det ikke var for familiens skyld, for slægten, for #dette# navnet, som klæber både ved og mig? Hvorfor så ofre slig, som du har gjort? Ja, for en hensigt måtte du da ha med det. Jeg vilde lette vejen for til at bli et lykkeligt menneske her i verden. Pyh, folk i vore kår har nok andet at gøre, end at tænke på lykke.. Hvad da mener du? får først og fremst sé til at han kan komme til at lyse så højt og så vidt udover at ikke noget menneske i landet længer #skimter# ser den skyggen, som hans far har kastet over os alle. Sig mig, Gunhild, er det det krav, som 8

9 John Gabriel selv stiller til sit liv? Fru {Bo}Renton Ja, det får vi da håbe. Eller er det ikke snarere et krav, som du stiller til ham?. Jeg og stiller altid de samme krav til os selv. Så sikker er du altså på din gut, du Gunhild. Ja, gud ske lov og tak og tak, det er jeg. Det kan du forlade dig på! Så synes jeg du i grunden må føle dig lykkelig alligevel. Trods alt det andet. Det gør jeg også. For så vidt. Men så, hvert øjeblik, ser du, så kommer #jo# dette her andet drivende h som et uvejr ind over mig. (med omslag i tonen) Sig mig. Lige så godt straks. For det var egentlig det, jeg vil kom ud til dig for Hvilket? Noget, jeg synes jeg må tale med dig om. Sig mig, Fru er jo nu her ude hos dig. Nej, ikke nu. Men jeg venter ham snart. Jo, han må være kommen. For jeg hører ham gå ovenpå. Oppe i storsalen? 5. 9

10 John Gabriel Ja, jeg har hørt ham gå deroppe lige siden jeg kom. Det er ikke ham, det, Ella. Er det ikke. Hvem er det d{...}u? Bankdirektøren. Frøken Borkenhem Renton! Slig går han op og ned. Frem og tilbage. Fra morgen til kvæld. Dag ud og dag ind. #Og mangen gang natten med# Jeg har hørt noget ymte om sligt Det kan jeg nok tænke mig. #Der ymtes vist meget om os herude# Fr{u}øken Borkenheim #Ikke. Es breve# At han holdt sig for sig selv, deroppe. Og du for dig her nedenunder. Ja, vi har havt det så, vi, Ella. Helt fra de slap ham ud. Og sendte ham hjem til mig. I alle de lange otte årene. Jeg havde aldrig tænkt mig at det kunde være sandt. At det kunde være muligt. Det kan aldrig bli anderledes. Men det må da være et forfærdeligt liv, synes jeg. Ja, det er mere end forfærdeligt, du. Snart ikke til at holde ud længer. Det kan jeg så godt forstå. 10

11 John Gabriel At høre hans skridt deroppe. Lige fra den tidlige morgen til langt på nat. Og så lydt, som hernede er hernede. Fr{u}øken Borkenheim Ja, det er svært så lydt her er. Mangen gang kommer det mig for at jeg har en syg ulv gående i bur deroppe på salen. Lige ret over hodet på mig. #Hør bare du # Frem og tilbage. #Frem og tilbage går ulven# Kunde det ikke bli anderledes, Gunhild? Han har aldrig gjort noget skridt til det. Men kunde så ikke du gøre det første skridt? Jeg! Efter alt {...}det, han har forbrudt imod mig! Nej, tak! Lad så heller ulven #bli ved# tasse omkring deroppe. Her blir mig for varmt. Jeg må nok få lov til at ta tøjet af alligevel. Ja, jeg #spurte# sa dig det jo. ( lægger kåbe og hat fra sig på en stol ved indgangsdøren) #Og# Kommer aldrig nogen af hans gamle venner #derop# herud og ser til ham? Han har ingen gamle venner. Han havde dog så mange. Engang.. Hm. Dem sørged han jo så pænt for at skaffe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven, han, bankdirektøren, du Ella. 11

12 John Gabriel Å ja, det kan du jo nok ha ret i. hæftig Forresten må jeg sige at det er lumpent, lavt, usselt, småligt at lægge så svær vægt på den smule tab, de kan for ha lidt ved ham. Pengetab var det jo bare. Ikke andet. \ (uden at svare)/ Og så lever han altså deroppe så ganske alene. Så rent for sig selv.. Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok sige 6. at der kommer en gammel provisor på apoteket op til ham en gang imellem. Å {j}så; det er visst en som heder. Jeg ved at Renton og han var ungdomsbekendte. Ja, de var nok det. Jeg kender #forresten# ikke noget til ham; for han kom aldrig med i vor selskab{e}s #kreds.# lighed. Men nu kommer han altså til Renton.. Ja, han er ikke kræsnere end som så. Forresten kommer han nu bare i mørkningen. Han var også en af dem som led tab dengang. Ja, jeg synes jeg kan huske at han misted nogen penge, han også. Men det var visst så rent ubetydeligt. Det var alt det, han ejed. Nå, men herregud, det, han ejed, det var da visst virkelig så forsvindende lidet #du#. Ikke nogenting at snakke o{p}m. 12

13 John Gabriel Der blev heller ikke snakket om det under processen. Og forresten så har da #rigtignok# visst gi t fuld erstatning for den ubetydelighed Fr{u}ø#ken# Bo Borkenheim Har? Hvorledes har kunnet det? Han har taget sig af s yngste datter og og læst med hende, så hun kanske kan bli til noget og sørge for sig selv engang. Se, det er visst meget mere end fa ren kunde ha gjort for hende. Ja, han sidder nok med en stor barneflok.. Og så har maget det så at hun får lære musik. Hun er nu alt ble t så flink at hun kan komme op til ham deroppe og spille for ham om kvældene. Det har også fåt istand. #[HIS: Tilføyelsen står øverst på siden. Vår plassering følger førstetrykket.] Så han holder da af musik fremdeles Å ja, han har jo det pianoet som du lod sætte op til ham da han skulde komme ud. # Kan hun da gå den lange vejen? Inde fra byen? Og helt her ud? Nej, har ordnet det så at hun får være hos en dame, som boer her i nærheden. Det er en fru Vilborg{.} En, som Fru Vilbo (levende) Fru Vilborg! En dame, som du ikke kender. Jeg har hørt navnet. Bo r hun altså her ude nu? 13

14 John Gabriel Jeg hun #har lejet en villa her# er flyttet her ud fra byen for en tid siden. De siger, folk, at hun var skilt fra sin mand. Manden er død for flere år siden. Ja, men de blev skilt. Han lod sig skille Skylden var visst ikke hendes. Kender du noget nærmere til hende? Å ja såmænd. Hun bor jo #her# så lige i nærheden. Og så ser hun ind til mig en gang imellem. Synes du godt om hende, Gunhild? Hun er så ualmindelig forstående. Så mærkværdig klar i sin dom. I sin dom om mennesker, mener du? Ja, mest om mennesker. har hun nu formelig studeret #Sådan rigtig tilbunds.#. Og derfor så forguder hun ham da også naturligvis #som rimeligt er# 7. Nå, så hun kender også? Ja, #traf# har truffet hende inde i byen. Før hun flytte{...}d her ud. (lidt lurende) ud? Og derefter var det at fru Vilborg flytted her 14

15 John Gabriel Ja. (studser og ser hvasst på hende) Derefter? Hvad mener du med det? (undvigende) Nå, herregud, mener? Du sa det på en så underlig måde. Det var noget du mente med det, Ella! (fast.) Ja, det var det også. Der var virkelig noget, jeg mente mi{g}d det. Nå, så sig det da! Lige ud!. Først vil jeg sige dig det, at jeg synes jeg også har ligesom en slags ret til. Eller finder du kanske ikke det? Bevar s vel. Efter de summer du har kostet på ham, så #Å# Sletikke derfor, du Gunhild! Men fordi jeg holder af ham (smiler hånligt) Af min søn? Kan du det? #Holde af min søn? Du, Trods alt.# Ja, jeg kan det. #Trods alt# Og jeg gør det. Jeg holder af. Så meget som jeg overhodet kan holde af et menneske nu for tiden. I min alder. Nå, ja, ja, lad så være, men Og derfor, ser du, så blir jeg bekymret så snart jeg mærker noget, som jeg synes truer ham. Truer! Ja, men hvad truer ham? El- 15

16 John Gabriel ler hvem truer ham da! for. Det gør nok denne fru Vilborg, er jeg ræd (ser en stund målløs på hende) Og sligt noget kan du tro om! Om min ege{t}n gut! Han, som har den store mis{sj}jon at fuldbyrde! Å hvad, misjon Og det siger du så hånligt! Tror du at en ung mand, sådan #bare# lidt oppe i tyveårene, sund og frisk, tror du at han går hen og offrer sig for sligt noget som en «misjon». gør det. Det ved jeg så visst. Du hverken ved det eller du tror det{.}#, Gunhild!#. Jeg! Det er bare noget, som du går og drømmer om. For havde du ikke det at klynge dig fast til så synes du vel at du måtte rent fortvil{t}e, Ja, da måtte jeg rigtignok fortvile. Og det er kanske det, du helst så. Ja, jeg så det helst, ifald du ikke kan fri dig på anden måde end at det skal gå ud over. Du vil træde imellem os! Mellem mor og søn Jeg vil fri ham ud af din magt.. Det kan du ikke mere. Du havde ham i din 16

17 John Gabriel 8. vold lige til hans attende år. Men nu har jeg vundet ham igen, ser du. Så vil jeg vinde ham igen fra dig....vi to, vi har kæmpet på liv og død om et menneske før, vi Gunhild. Fru \ (ser hoverende på hende)/ N Ja og jeg vandt sejr. #(hånsmil{...}er)# #Synes du endnu at# Blev den sejr til vinding for dig? Fru Nej, det har du så blodig ret i. Det blir ingen vinding for dig denne gang heller. Fru Ingen vinding det at #beholde# vinde magten #en mors magt# over igen Nej, for det er bare magten over ham, du vil ha Fru Og du da! Jeg vil ha hans #kærlige# sind, hans sjæl hans hele hjerte Fru Det får du aldrig mere i denne verden Har du kanske sørget for det? Fru Ja, det har d... jeg rigtignok. Har du ikke kunnet læse det ud af hans breve? (nikker langsomt) Jo, hele du var i hans breve tilslut. Fru Jeg har nyttet disse otte år da jeg har havt ham under øjne. Frøken Renthein 17

18 John Gabriel Hvad har du sagt om mig. S{...}ynes du det går an for dig at sige det fortælle mig det? Fru Ja, det går så godt an. Så gør det da. Fru Jeg har bare sagt ham det, det som sandt er? Nå? Fr{øken}u Jeg har stadig indpræntet ham at han #idelig og altid# stadig må huske på at det er dig, vi må takke for at vi kan leve såpass, om vi gør. At vi overhodet kan leve. Ikke andet end det! Fru Å, sligt noget bider, du. Det føler jeg på mig selv. Men det er jo omtrent bare det, som vidste i forvejen. Fru Da han kom hjem igen til mig bildte han sig ind at h du gjorde altsammen af et godt hjerte. (ser triumferende på hende) Nu tror han ikke det længer, Ella. Hvad tror han da nu? Fr{øken}u Han tror det, som sandt er. Jeg har spurgt ham hvorfor mon din tante aldrig kommer til os. Det ved han Fru. Han ved det bedre nu. Du havde bildt ham ind at det var afhensynsfuldhed imod os. Imod mig og imod... han der op ovenpå i salen. Det var det også. 18

19 John Gabriel Fru Det tror ikke en smule på nu længer. Hvad har du da nu fåt ham til at tro om mig? Fru Han tror som sandt er at du skammer dig over os, foragter os. Eller gør du kanske ikke det? Har du ikke #engang# pønset på at få adoptere ham. #[HIS: Tilføyelsen står mellom linjene] revet ham helt løs fra mig. Tænk dig om Du husker det visst.# Få ham til at skifte navn. Kalde sig Rentheim. Rentheim. Det var i skandalens værste {...}tid. Da sagen stod for retten. 9. Fru Ja, da vilde du at jeg skulde miste min gut også. Ligesom jeg misted alt alt andet. Jeg skulde bare sidde igen med det vanærede navn. Jeg alene. For mig var det godt nok at hede. Jeg nærer ikke de tanker længer nu. Fru Det vilde ikke nytte dig noget heller. For hvad blev der så ellers af hans mision! Å nej tak, du. #Det er mig# behøver #ikke dig# ikke længer nu. Og derfor er han som død for dig. Og du for ham. Det... (i udbrud) Siger du det, Gunhild! Fru Det har han lovet mig. Det har han svoret mig til. Nu ved du det. (fast, besluttet.) Vi skal se. For nu blir jeg her ude. Fru. Her på gården? 19

20 John Gabriel Ja, her. Fru Hele natten over? Her ude hos os? Her ude blir jeg hele rejsten af mine dage. \ om så skal være/ Fru Ja, ja, Ella, gården er jo din. Al Å hvad Fru Alt sammen er jo dit. Den stol jeg sidder på er din. Den seng, jeg #ligger og# vælter... mig søvnløs i, den tilhører dig. Den mad vi spiser, den får vi gennem dig.. Kan ikke ordnes på anden vis, det. Bork{...}man kan ikke ha egen ejendom. For der vilde strak komme kreditorer og ta det fra ham. Fru. Jeg ved det nok. Vi får finde os i at leve på din nåde og barmhjertighed. Jeg kan ikke hindre dig i at sé det fra den side, Gunhild. Fru Bork{hei}man ud? Nej, det kan du ikke. Når vil du, vi skal flytte Flytte ud? Fru Bork{h}man Ja, du bilder dig aldrig ind at jeg vil bli boende her under tag med dig. Nej, så heller i fattighuset eller ud på landevejen. N Godt. Så giv mig med Fru! Min egen søn! Mit barn! 20

21 John Gabriel Ja, #for# og så rejser jeg straks{.}# hjem igen til m...# Fru skal selv væl{d}ge Vælge? Han? Tør du det? Fru Om jeg tør! La min gut vælge mellem sin mor og dig! Ja, det tør jeg rigtignok. (lytter) Kommer der nogen? Jeg synes jeg hører Fru (ligegyldig) Å, det er bare fru Wilton. (Det banker raskt på forstuedøren, som derpå uden videre blir åbnet. Fru Wilton kommer ind i overtøj. Bag hende tjenestepigen, som ikke har fået tid til at melde. Døren blir stående halvt åben. Fru Wilton er en smuk fyldig dame i tretiårene. Spillende øjne. Brede, røde, smilende læber. Rigt mørkt hår.) Fru Wilton God aften, kære fru! Fru den. God aften, frue. (til pigen) Tag lampen ud og tænd (Pigen går ud med lampen) Fru Wilton 10. (ser frøken Rentheim) Å, om forladelse, her er fremmede Fru Bare min søster, som er kommen rejsende (med et spring ind gennem entrédøren. Hans ansigt lyser) Tante, tante! Nej, er det muligt! Er du her! Fru (skarpt) Hvad skal det sige,? Står du og gemmer dig i Forstuen! 21

22 John Gabriel Fru Wilton Kandidaten kom sammen med mig. Fru Ja så,. Du kommer ikke først til din mor? Jeg måtte bare indom til fru Wilto{m}n et øjeblik for at hente den lille Frida Fru Fru Wilton Er Frøken også med? Ja, vi har hende stående udenfor. (taler ud gennem døren) Gå De bare ovenpå, Frida. (Ophold. iagtta{...}ger. Han synes generet og noget utålmodig. Hans ansigt antager et spændt og koldere udtryk{)}#pigen bringer lampen ind)# Fru (med tvungen høflighed) Ja, fru Wilton, hvis De altså vil slå Dem ned her iaften så Fru Wilton Nej tusend tak, frue. Det tænker jeg sletikke på. Vi har en anden indbydelse. Vi skal ned til advokat Hinkels Fru Fru Wilton Vi? Hvilke vi, mener De? Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv. Men jeg fik i opdrag at ta kandidat med hvis jeg tilfældigvis skulde få øje på ham. Fru Fru Wilton Nå, og det fik De da. Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at se indom til mig Fru Du, jeg vidste ellers ikke at du kendte den familie; disse Hinkels 22

23 John Gabriel Nej, egentlig kender jeg Dem dem ikke heller. Du véd jo godt hvad folk jeg kender og ikke kender. Fru Wilton Å i{...} det hus blir man snart kendt. Glad, lystige gæstfri folk! Fuldt op af unge damer. Fru Nå, kender jeg min gut ret, så er ikke det egentlig noget selskab for ham, fru Wilton. Fru Wilton Men herregud, han er da ung, han også. Fru Ja, lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke være godt andet. (dulgt utålmodig) Ja, ja, ja, mor, det er jo en selvfølge at jeg ikke går der hen iaften. Jeg blir naturligvis her hos dig og tante. Fru Å det vidste jeg nok, du min kære gut. {...} Nej,, for min skyld må du endelig ikke la dig afholde Jo visst da, kære tante; der kan ikke være tale om andet. (til fru Wilton) Men går det egentlig an? De har jo svaret ja på mine vegne. Fr{ø}u Wilton Hvad snak. Når jeg nu kommer derned #i de lyse festlige saloner#, ensom og forladt, tænk! så svarer jeg nej, på Deres {...}vegne. #langtrukket# Ja, når altså Fru Wilton #let og fejende# Jeg har så mangen god gang svaret både ja og nej på egne vegne. Og skulde De gå fra Deres 11. tante, nu da hun lige netop er kommen. Fy, #vilde det være# er det sønligt, #handlet af Dem,# plejesønligt da, Fru. 23

24 John Gabriel Fru Fru Wilton Ja, det får De #nok# da føje til. Nå jeg tr synes man har mere at takke en god plejemor for end ens egen mor. Fru Fru Wilton Har De selv erfaret det? Å gud bedre det, min mor har jeg kendt så lidet til. Men havde jeg havt en så god plejemor, jeg også så var jeg kanske ikke ble t så så uskikkelig, som folk siger at jeg er. Ja, så blir man altså pænt hjemme, herr kandidat. Farvel, farvel, frue Farvel Er{...}hard Skal jeg ikke følge Dem et lidet stykke? Fru Wilton #(i døren)# Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er så vel vant til at gå min vej alene. (stikker hodet ind gennem døråbning) Men tag Dem i vare, kandidat ; det siger jeg Dem. Fru Wilton (lystig) Hvorfor skal jeg ta D mig i vare? Jo, for når jeg går nedover vejen, ensom og forladt, som sagt, så vil jeg prøve om jeg kan hypnotisere Dem. Erh{...}ard (ler) Å sådan! Vil De nu prøve det igen? Fru Wilton. (halvt alvorlig) Ja, pass Dem nu. Når jeg nu går nedover så vil jeg sige rigtig ud af min inderste vilje vil jeg sige: Kandidat, tag straks Deres hat Fru Og så tar han den, tror De? Fru Wilton (leende) Ja bevars vel; så t griber han straks hatten. Og så vil jeg sige: træk så pænt yderfrakken 24

25 John Gabriel på Dem. Og kaloscherne. Glem endelig ikke kaloscherne. Og følg mig så efter. Lydig, lydig, lydig! (muntert) Fru Wilton. Ja, det kan De stole på. Lydig! Lydig! Godnat, godnat! (hun nikker til damerne og lukker døren) Fru Driver hun virkelig den slags kunster? Å langt ifra. #Hvor kan du da tro det# Det er bare sådan for spas. Men lad os ikke snakke om fru Wilton nu. Nej, men at du har gjort den lange rejse, tante. Og det nu ved vintertid? Det blev nødvendigt for mig nu tilslut,. Så? Jeg måtte her ind og tale med lægerne en gang. Nå det var da godt (smiler) E{...}rhard Synes du det er så godt? At du endelig beslutted dig, mener jeg. Fru Bork{...}man (koldt) Er du syg, Ella? (ser hårdt på hende) Det véd du da vel, at jeg er syg. Fru år Nå ja sådan syg, som du har været i mange Den tid jeg var hos dig, s{å}a jeg dig så tidt at du 25

26 John Gabriel skulde tale med doktoren. Å, der borte på mine kanter er der ingen, som jeg har rigtig tro til. Og desuden føltes det jo ikke så slemt dengang. 12. Er det da værre med dig nu, tante? mig. Å ja, min gut; nu er det ble t noget værre med Ja, men ikke farligt vel? Å det er nu som en tar det. Ja men véd du hvad, så må du ikke rejse hjem igen så snart. Nej, det gør jeg nok heller ikke. Du må bli her i byen. For her har du jo alle de bedste læger at vælge imellem. Ja, det var så min tanke da jeg rejste hjemmefra Og så må du sé at finde dig et rigtig godt hotel, et sådant et lunt stille pensionat Jeg tog ind i det gamle, hvor jeg før har boet. Nå ja, der får du det jo godt. Ja men jeg kommer ikke til at bli der alligevel. Så? Hvorfor ikke det da? Nej, jeg bestemte mig om da jeg kom her ud. 26

27 John Gabriel Så? Fru Din tante vil bo her på sin gård,. ({...}opklarende) Her{...}! Hos os! Hos os andre! Er det sandt, tante! Ja, jeg har bestemt mig til det nu. Fr{ø}u Bork{heim}man Det hører jo altsammen din tante til, ved du. Og så blir jeg her ude. For det første. Indtil videre. Jeg indretter mig for mig selv. Der over i forvalterfløjen. Ja, det er sandt #har du ret i#. Der har du jo dine værelser stående. Men det er sandt, tante, er du ikke svært træt efter rejsen? Å, noget træt er jeg jo. Nå, så synes jeg du skulde gå #rigtig# tidlig tilsengs da Det vil jeg også For så kunde #jo# vi #to# jo snakke nærmere sammen #imorgen#. Om alt muligt. Løst og fast. Du og mor og jeg. Så skulde jeg komme herud ganske tidlig. Fru (i udbrud) Jeg kan sé på dig at du vil gå#!# nu. #[HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.] farer sammen Hvad mener du med det! # #[HIS: Tilføyelsen står øverst på siden.] 27

28 John Gabriel Du vil ned til Hinkels (uvilkårlig) Å så. (fatter sig) # Ja, synes du da jeg skulde sidde her og holde tante oppe? Hun som er syg, mor{,}. Tænk på det. Fru Du vil ned til Hinkels,! Ja, men herregud, jeg synes ikke jeg godt kan la det være. Eller hvad siger du, tante. Du skal helst handle i frihed,. Fru (truende mod søsteren) Du vil skille ham fra mig! #rejser sig# Ja, hvis jeg så sandt kunde det, Gunhild! \ (Musik, violin og piano høres oppe fra salen) / ( (vrider sig i pine) #[HIS: Tilføyelsen står i høyre marg mellom replikkene.] #Kender du den musiken deroppe på salen. #. Nej, hvad er det. Dance macabre er det.">#[his: Det er ikke funnet noen tekst å lenke til dette referansetegnet.] Å, jeg holder ikke dette her ud#. (griber sin hat) Mor, j... lad mig få gå! #[HIS: Tilføyelsen står i høyre marg mellom replikkene.] Dødningdansen. Og dernede er der Kender du Dødningdansen Endnu ikke. # Fru Fra din mor! Vil du altså det? 28

29 John Gabriel E#r#hard. 13. Jeg kommer jo herud igen imorgen. Fru Du vil fra mig! Vil være hos de fremmede mennesker. Hos hos ; nej, jeg vil ikke tænke det Der nede er der mange lys. Og unge, glade ansigter. Og der er der musik, mor! Fru (peger opad mod taget) Der oppe er der også musik,. på. Ja, just den musik#en# #her den er det som jager mig af huset# holder jeg ikke ud at høre Under du ikke din far den smule selvforglemmelse?. Jo, jeg gør, tante. Tusendfold under jeg ham det. Når jeg bare får slippe at høre på det selv. Fru Vær stærk,! Stærk, min gut. Glem aldrig at du har den store misjon. Å mor, kom ikke med den snak! Jeg er ikke skabt til at være missionær! Godnat, kære tante! Godnat, mor! (Han går ilsomt ud gennem forstuen) Fru Du har nok taget ham igen, Ella. Gid jeg så sandt turde tro det. Fru Men du får nok ikke længe beholde ham #skal du se#. For dig, mener du? Fr{øken}u 29

30 John Gabriel For mig eller for hende, den anden. Så heller hun end du. Fru (nikker langsomt) Det forstår jeg. Jeg siger det samme. Heller hun end du. Hvor det så end skulde bære hen med ham tilslut Fru jeg. Det fik næsten være det sam det samme, synes For første gang #i livet# er vi to #tvillingsøstre# enige. God nat, Gunhild. (Hun tager sit overtøj på armen og går ud gennem forstuen) (Musik{k}en lyder stærkere oppe fra salen) Fru ( #står en stund stille# farer sammen, krymper sig og hvisker uvilkårligt.) Ulven tuder nu #igen#. Den syge ulven. (hun står et øjeblik, så kaster hun sig ned på gulvtæppet, vrider og vånder sig og hvisker i jammer) {,}! {!}, vær tro imod mig! Å, kom hjem og hjælp din mor! For jeg bærer ikke dette liv længere! 30

31 John Gabriel Anden akt. (Den store fordums pragtsal ovenpå i det ske hus. Væggene ere beklædte med #vævede# falmede tapeter, forestillende jagtscener, guder, gu hyrder og hyrdinder, alt i falmede, afblegede falmede farver. På væggen til venstre en fløjdør og nærmere i forgrunden et piano. I hjørnet til venstre på bagvæggen en tapetdør uden indfatning. Midt på væggen til højre en pult med bøger og papirer. Længere foran på samme side en sofa med bord og stole. Møblerne er holdt i stiv empirestil. Under taget hænger en tændt lysekrone) (Jens står ved pianoet foran en nodestol og spiller violin. Frida sidder ved instrumentet og akkompagnerer ham) ( er en middelhøj slank mand {i} oppe i sekstiårene. Fornemt udseende. Fint skåret profil. Hvidt hår og... glat barberet. Han 14. er selskabsklædt i sort kjole og med hvidt halstørklæde) Frida er en syttenårig, smuk bleg pige med et noget træt, anstrængt udtryk. Tarvelig, mørk klædning.) (Der spilles de sidste takter af et stykke af Beethoven) (sænker violinen og blir stående ved nodepulten) Det gik jo nokså passabet iaften. De begynder at komme Dem, frøken. Frida Å, jeg har desvære så liden øvelse endnu. Så altfor liden færdighed. De har den musikalske ild i Dem. Og dette med ild i sindet, det er det afgørende. I alle forhold det afgørende. (blader i nodebogen) Lad mig se. Hvad skal vi nu vælge for et nummer #Ved De hvor jeg første gang hørte de toner# Frida 31

32 John Gabriel O (ser på sit ur) Om forladelse, herr, men jeg må nok desværre gå Vil De alt gå nu? Frida (rejser sig) Ja, jeg må... nok det. For jeg er bestilt hen et steds iaften. Frida Skal De spille til dans der? Ja. De vil danse efter aftensbordet. (lægger violin og bue på pianoet) Spiller De gerne sådan til dans, sådan i private kredse? Frida Ja, når jeg kan få en bestilling, så. Der er jo altid lidt at fortjene ved det. Er det det, De mest tænker på mens De sidder og spiller? Frida Nej, mest tænker jeg på, hvor tungt det er at jeg ikke får være med at danse. (lidt hen over gulvet) Ja, det, ikke at få være med, det er det tungeste. (standser) Men så er der en ting, som vejer {...}det op for Dem. Frida (tager overtøjet på) Hvad er De det for noget, herr? Det er det, at De ejer tifold mere musik i Dem end hele danseselskabet tilsammen. Frida Å, det er nu sletikke så sikkert. 32

33 John Gabriel Frida Vær da ikke så gal at tvile på Dem selv! Men, herregud, når nu ingen véd det? Bare De selv ved et, så er det nok. Hvor er det, De skal spille iaften? Frida Det er hos advokat Hinkels. (ser skarpt på hende) Frida Hinkels, siger De! Ja. Kommer der fremmede i den mands hus? Kan han få folk til at besøge sig? Frida Frida Ja, de lever visst meget selskabeligt. Men hvad slags mennesker er det? Nej, det véd jeg virkelig ikke. Men jeg véd at kandidaten skal der iaften. Frida? Min søn? Ja. 15. Frida Frida Hvoraf véd De det? Han sa det selv. For en times tid siden. Er han da her ude idag? Ja, han er det. #forskende# Ved De om han var indom her? Om han var inde 33

34 John Gabriel nedenunder, mener jeg. Frida Ja, han så #lidt# indom til fruen. Men jeg tror der var en fremmed dame hos hende. Så? Var der det? Å ja, til fruen kommer der vel sagtens nogen en gang imellem. Frida Skal jeg sige til kandidaten, na hvis jeg træffer ham siden, at han skal komme op til Dem også? (hårdt) #barskt# De skal ingenting sige. De folk, som ønsker at sé op til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be r ingen. Frida Nej, nej, så skal jeg ingenting si da. God nat, herr. (brummer) Frida Godnat! Ja, jeg får kanske #lov til at# løbe ned vindeltrappen? Det er fortere. Å bevars, løb De for mig hvad trappe De selv vil. Godnat med Dem! Frida Godnat, herr. (Hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrunden til venstre) (n går i tanker hen til pianoet, vil åbne det men lader det være. Ser sig om i al tomheden og gi r sig til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet ved pianoet til hjørnet i baggrunden til højre. Bestandig frem og tilbage. Tilsidst går han hen til pulten, lytter over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl ser sig i det og retter på si{n}t halstørklæde) (Det banker på fløjdøren, hører det, ser hurtig derhe{m}n men tier) (Om lidt banker det igen; dennegang stærkere) 34

35 John Gabriel (stående ved sofabordet med den venstre hånd støttet til bordpladen, den højre indstukket på brystet) Kom ind! (Vilhelm kommer varsomt ind i salen. Han er en bøjet, udslidt mand med livlige øjne #under store briller# og tyndt langt gråt hår nedover frakkekraven. En mappe under armen. Blød filthat i hånden og store hornbriller skudt op i panden.) (forandrer stilling og ser på den indtrædende med et halvt skuffet, halvt tilfreds udtryk) Å, er det bare dig. Vilhelm. En god aften, Jens Jørgen. Jo det er såmænd mig. Jeg synes forresten du er lovlig sent ude. Nå, vejen er ikke så kort du. For den, som går den tilfods. Men hvorfor går du da altid, Vilhelm? #Du har jo sporvejen lige ved# Det er sundt, det at gå. Og så er jo de ti øre spart. Har Frida nylig været her. Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du hende ikke? Nej. Jeg har ikke set noget til hende på lange tider. Lige siden hun kom i huset til denne fru Wilton. (sætter sig i sofaen) Du kan gerne sætte dig, Vilhelm. (sætter sig på en stol) Tak, tak. Å du kan ikke tro hvor ensom jeg føler mig siden Frida kom hjemmefra. 35

36 John Gabriel 16. Å hvad. Du har da nok igen. Ja, det ved gud jeg har. Hele syv stykker. Men Frida var den eneste, som sådan forstod mig en smule. Alle de andre forstår mig slet ikke. Ja, det er sagen. Det er forbandelsen, som vi enkelte vi udvalgte mennesker har at bære på. Massen og mængden, alle de gennemsnitlige de forstår os ikke. Vilhelm Det fik endda være med forståelsen, med lidt tålmodighed kan man jo gå og vente på den en stund endnu. Men der er det som er bittrere, du. Der er ingenting bittrere, Vilhelm. Jo, der er. Jeg havde nu netop en huslig scene. De derhjemme de foragter mig. Foragter! Ja, jeg har længe mærket det. Du gjorde visst et dårligt valg da du gifted dig. Der var jo omtrent intet valg. Gifte sig vil man jo gerne når en begynder at trække på årene. Og jeg var jo da så reduceret, så dybt på knæerne (reiser sig vred). Nej (ængstelig) Skal dette være en sigtelse til mig? En bebrejdelse Nej, for guds skyld, Jens Jørgen! Jo, du sidder og tænker på al den ulykke som brød ind over banken 36

37 John Gabriel (beroligende) Men jeg gir da ikke dig skylden for det! #Gud bevare mig vel.# (brummende, sætter sig igen) Nå, det var da endda godt. For resten må du ikke tro det er min hustru, som er slem. Hun har jo liden dannelse, det er sandt. Men nokså bra er hun. Nej, det er børnene {;} Kunde tænke det. For de har jo større mere kultur. #de, ser du#. Og flere fordringer til livet. Og derfor så foragter de dig. Jeg har jo ikke gjort videre karriére, ser du. Det må jo indrømmes. Ved de da ikke at du har skrevet et sørgespil i din ungdoms dage? Jo, naturligvis véd de det. Men det lader ikke til at gøre videre indtryk på dem. Så er de uforstående, Vilhelm. For dit sørgespil er godt. Det tror jeg fuldt og fast.. Ja, #synes# tror ikke du det, Jens Jørgen. Å, det er så {k}trøsterigt at få komme her ud og tale med dig. \standser foran ham/ (rejser sig og begynder at gå frem og tilbage) Du har ret i det, at du ingen karriere har gjort. Men det lover jeg dig, Vilhelm, at når engang oprejsningens time er slået for mig (rejser sig) 37

38 John Gabriel Å tak Du må gerne bli siddende. Når oprejsningens time slår for mig. Når de indser at de ikke kan undvære mig Når de kommer her #og kryber til korset# og trygler mig om at ta bankens tøjler igen Den nye bank, som de har grundet og ikke kan magte Eller tror du kanske ikke at de kommer engang? Her til mig? Tror du ikke det? Jo, det ved gud jeg gør, Jens Jørgen 17. (sætter sig igen i {...}sofaen) Jeg tror det så uryggelig fast. Havde jeg ikke havt den tro, så havde jeg for længe siden skudt mig en kugle gennem hodet. Å nej, for alt i verden! Men de kommer! De kommer nok. Pas på! Hver dag, hver time kan jeg vente dem #her#. Og du ser, jeg holder mig parat til at ta imod dem. Bare de vilde komme rigtig snart. Ja du, tiden går; årene går; livet, uh nej, det tør jeg ikke tænke på! Ved du, hvorledes jeg undertiden føler det? Nå? Jeg føler det som om jeg var en Napoleon de{...}r blev skudt til krøbling i sit første feltslag.. M Den fornemmelse kender jeg også. Å ja, det er nu sådan i det mindre, det. 38

39 John Gabriel (sagtmodig) Min lille digterverden har stor værdi for mig, Jens Jørgen.. Ja, men jeg, som kunde ha skabt millioner! Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under mig. Nye gruber i det uendelige. Vandfaldene! Stenbruddene! Nye skibsforbindelser hele verden over. Ja, jeg ved det. Der var ingenting du veg tilbage for. Og så må jeg sidde her som e{t}n skamskudt #storfugl# rovdyr og se på at de andre tar det stykke for stykke. Så går det mig også, du. Tænke sig til! Så lige var jeg ved målet. Havde jeg bare fåt otte dages frist. Alle deposita skulde været indløste. Alle de værdier, som jeg på egen hånd havde gjort brug af, de skulde igen ha ligget på sin plads. De store aktieselskaber var på et hængende {k...} hår kommet istand. Ingen eneste en skulde ha tabt en øre Ja herregud så yderlig nær som du var Og så kom... forræderiet. #over mig!# Ved du, hvad jeg holder for den infameste forbrydelse, et menneske kan begå. Nej, sig mig det. Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt øves jo mest imod folk som en hader eller som er en ligegyldige og ikke kommer en ved.. Men det infameste da, Jens Adolf? 39

40 John Gabriel Det infameste er vens misbrug af vens tillid. \(lidt betænkelig)/ (opfarene) Men hør nu her Hvad er det du vil sige! Jeg ser det på dig. Men det slår ikke til. De folk, som havde sine værdipapirer i banken, de skulde fåt {...}alt sit tilbage Hver eneste smule. Nej, det infameste et menneske kan begå det er at misbruge en vens breve, lægge frem for almenheden det, som bare var betroet til en eneste, på tomandshånd, ligesom en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse. Den mand, som kan gribe til slige midler, han er helt igennem forgiftet af overskurkens moral. Og en slig ven har jeg Fo... havt. Og han var det, som knuste mig. Jeg aner #jo# nok hvem du sigter til. 18. Der var ikke en fold i hele min vandel, som jeg ikke turde lægge åben for ham. Og da så øjeblikket var inde, da vendte han de våben imod mig, som jeg selv havde givet ham i hænde. Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor han. Ja der blev jo ymtet om adskilligt dengang Hvad jeg blev der ymtet om? Sig det. Jeg ved jo ingenting. For jeg kom jo straks i i isolation. Hvad ymted folk om, Vilhelm. Du skulde jo været minister, blev der sagt. Det blev mig tilbudt. Men jeg afslog. Stod ham altså ikke i vejen. 40

41 John Gabriel. Å nej, det var ikke derfor han forrådte mig. Ja, da begriber jeg så sandelig ikke Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm Nå?. Det var sådan et slags kvind{...}ehistorie, du. En kvindehistorie! Nej men, Jens Adolf! (afbrydende) Ja, ja, ja, de gamle historier snakker vi ikke mere om. Nå, minister blev da hverken han eller jeg. Men hoj Men højt tilvejrs kom han. Og jeg i afgrunden. Å det er et frygteligt sørgespil Li Næsten lige så #frygteligt# sørgeligt som dit, synes jeg, når jeg tænker på det. (lér stille) Ja det må du nok sige. Men fra en anden kant betragtet, så er det en... slags komedie også. En komedie? Dette her? Ja, slig som det lader til at arte sig nu. For nu skal du bare høre. Ja, du traf jo ikke Frida da du kom. 41

42 John Gabriel Nej. Mens vi to sidder her, så sidder hun nede og spiller til dans hos ham som ruinerte mig. F{...}oldal Det havde jeg da ingen anelse om. Jo, hun tog sine noder og gik fra mig til herskabshuset Ja, ja, stakkers barn Og kan du gætte, hvem hun spiller for blandt andre? Nå? For min søn. #Hvad synes du.# Han er dernede i de dansendes rækker iaften. Er det så ikke en komedie som jeg siger Ja, men så véd han visst ikke noget, du. Hvad ved han ikke! Hvorledes han denne nå Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan tåle at høre det nu. Jeg er sikker på at din søn ikke kender sam- {...}menhængen. 19. her. Han kender den, så visst som jeg sidder Men tror du d... at han #da# skulde søge omgang 42

43 John Gabriel i det hus. Han ser ikke på tingene med de øjne som jeg. Jeg tør sværge på at han står på mine fienders side. Han synes, ligesom de, at anvokat Hinkel bare gjorde sin forbandede skyldighed da han gik hen og forrådte mig. Men kære, hvem skulde ha stillet sagen i det lys for ha{n}m? Hvem? {H}Glemmer du hvem der har opdraget ham? Først hans tante, fra han var en ti elleve år gammel. Og nu bagefter hans mor. F{...}oldal. (opfarende) Jeg tror du gør dem uret i dette her Jeg gør aldrig nogen uret! Begge to så har de hidset ham imod mig. ( #spag# sagtfærdig) Ja, ja, ja, så har de vel det da. Å de kvinder! De fordærve{s}r det for os, altsammen ikke. Ikke alle du Så? Nævn mig nogen, som duer da. Nej, det er sagen. De få, jeg kender, de duer Ja hvad nytter det så #at det er til når du ikke kender dem# Jo #J. Gabr# det nytter #alligevel#. Det er så lykkeligt at tænke på at ude, rundt om os der findes dog den sande kvinde. 43

44 John Gabriel #flytter sig #utålmodig# i sofaen# Å lad bare være med den digtersnak Kalder du mine tanker på idéens område for digtersnak! #[HIS: Tilføyelsen står i høyre marg.] #Du vilde være digter og så brød du dine stude- ringer af.# Ja, jeg gør. Det er det som er skyld i at du aldrig er kommen frem i verden#. Hvis du vilde lade alt sligt fare, så kunde jeg endnu hjælpe dig på fode, hjælpe dig i vejret \mens det koger i ham/ Å det kan du jo ikke Jeg kan når jeg kommer til magt igen. Å det har visst forfærdelig lange udsigter Tror du kanske at den tid aldrig kommer. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro #svare dig# sige til det. Så har jeg ikke længer nogen brug for dig. Ikke brug! Når du ikke tror at min skæbne vil vende sig. Men jeg kan da ikke tro imod al fornuft. Oprejsning måtte du jo ha Videre, videre Vel har jeg ikke taget min examen men så meget jus har jeg da læst i mine dage Umuligt, mener du 44

45 John Gabriel Der er ikke noget præjudikat for sligt Behøver ikke for undtagelsesmennesker. Loven kender ikke slige hensyn Du er ingen digter, Vilhelm 20 (r{e}#ej#ser sig langsomt) Siger du det i fuldt alvor? (uden at svare) Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst at du ikke kommer igen. Vil du jeg skal gå? Har ingen brug for dig. #sagtmodig# Nej, nej, nej, kan så være, det. Her har du altså hele tiden løjet for mig Aldrig løjet. J. G. Har du ikke siddet her og løjet håb #og tro# og tillid #ind i mig# Det var ikke løgn så længe du trode på mit kald. Så længe du trode på mig, så længe trode jeg også på dig. Vi har bedraget hinanden se... gensidig, og bedraget os selv begge to. Men er #da# ikke det i grunden venskab, J. Gabriel? 45

46 John Gabriel Jo, det at bedrage det er venskab. Det har du ret i. Den erfaring har jeg gjort en gang før. #ser hen for sig # Ikke noget digterkald. Og det #kunde# siger du #sige# mig så hårdhændt. Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på det område. Kanske mere end du selv véd. Jeg? Ja du. For jeg har selv havt mine tvil en gang imellem #skal du vide#. Den grufulde tvil at jeg har forkvaklet livet for en indbildnings skyld. Har du #selv# tvil da står du på svage fødder Derfor var det så trøstefuldt #for mig at komme her# #og# at støtte mig #op til# til dig. Men nu er du som en fremmed for mig Du også for mig. Godnat, Vilhelm Jens Gabriel. Godnat, Vilhelm. ( tager sin mappe og hat og går ud til venstre) ( stå{...}r en stund og stirrer mod den lukkede dør; gør en bevægelse som om han vil kalde tilbage men betænker sig og begynder at gå op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen.) (Det banker på tapetdøren til venstre i baggrunden) (foran ved sofaen, farer s{å}ammen, vender sig og spørger højlydt) 46

47 John Gabriel Hvem er det som banker? (Intet svar; det banker igen) (blir stående) Hvem er det? Kom ind! (, med et tændt lys i hånden, kommer tilsyne i døren. Hun er klædt i sin sorte dragt som før, men uden overtøj) (stirrer på hende) Hvem er De? Hvad vil De mig! (lukker døren efter sig og kommer nærmere) Det er mig,. (Hun sætter lyset fra sig på pianoet og bliver stående der) (stirrer ufravendt på hende, folder uvilkårlig henderne og siger sagte, som fortabt). Er det er det Ella? Er det Ella Rentheim?. Ja. Det er «din» Ella, som du kaldte mig 21. før i tiden. Engang. For de mange mange år siden. (som før) Ja, det er dig, Ella, jeg ser det nu. Kan du kende mig igen? Ja, nu begynder jeg at Årene har taget hårdthændt på mig,. Synes du ikke det? Du er ble t noget forandret. Sådan i første øjeblik Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover nakken #nu.# 47

48 John Gabriel De, som du engang holdt så af at sno #om# dine fingre. om. Nu ser jeg det, Ella. Du har forandret frisuren. (smiler bittert) (afledende) Rigtig. Det er frisuren som gør det. Jeg vidste #ellers# ikke af at du var her på disse kanter af landet Hvorfor er du rejst hidover, nu, ved vintertid? Jeg er også så nylig kommen Det skal du få høre. Er det noget, du vil mig? Dig også. Men skal vi tale om det, så må jeg begynde langt tilbage. Du er visst træt. Ja, jeg er træt. Vil du ikke sætte dig? Der. I sofaen. Jo tak. Jeg trænger til at sidde. (Hun går over til højre og sætter sig i det forreste sofahjørne. står ved bordet med hænderne på ryggen og ser på hende{)}. Kort taushed) Det er usigelig længe siden vi to taltes ved. 48

49 John Gabriel Længe, længe siden. Alt det forfærdelige ligger #imellem# Et helt menneskeliv ligger imellem. Et forspilt menneskeliv. (ser hvasst på hende) Forspildt! (koldt) Ja, just forspildt. For os begge. Jeg eragter ikke mit liv #som# forspildt endnu. Nå, men mit liv da? Bork{heim}man Der har du selv skylden, Ella. (hæst) Og det siger du! Du kunde så godt ble t lykkelig uden mig Tror du det? Ifald du bare selv havde villet. (bittert) Ja, jeg véd no... jo nok at der stod en anden parat til at ta imod mig Men ham viste du væk 22. år Ja, jeg gjorde det. Gang på gang viste du ham væk. År efter #(hånligt)# 49

50 John Gabriel år efter år viste jeg lykken fra mig, mener d{...}u? Du kunde så godt ble t lykkelig med ham også. Og da #havde# jeg været frelst Frøken {...}Rentheim Du? Ja, da havde du frelst mig, Ella. Hvorledes mener du det! Han trode det var mig som stod bagved dine evige afslag. Og så tog han hævn tilslut. For det kunde han, han, som havde alle mine uforbe holdne, tillidsfulde breve i sit værge. Dem gjorde han brug af, og så var det ude med mig indtil videre da. Se, alt det er du skyld i, Ella! Se, se,, når det kommer til stykket så er det kanske mig, som står i gæld til dig Som man ta r det. Jeg véd godt alt det, jeg har at takke dig for. Du lod gården her, hele ejendommen, tilslå dig ved auktionen. Stilled huset fuldt til rådighed for mig og og for de andre din søster. Du tog til dig; sørged for ham i alle dele så længe jeg fik lov til det fik lov af din søster, ja. Jeg har aldrig blandet mig ind i alle disse huslige spørgsmål. Som jeg vilde sagt, jeg véd, hvad du har ofret for mig og ford din søster. Men du kunde også gøre det, Ella. Og du skal vel huske på at det var mig som satte dig i stand til at kunne det. (oprørt) Der fejler du så storlig,. Det var mit inderste #varmeste# sind #og hjerte# for dig og for, som 50

51 John Gabriel drev mig (afbrydende) Kære, lad os ikke komme ind på følelser og sligt noget. Jeg mener naturligvis at når du handled som du gjorde, så var det mig, som gav dig evnen til det (ildfuldere) Hm, evnen evnen Ja, netop evnen! Da det store afgørende slag skulde stå, da jeg ikke kunde spare hverken slægt eller venner, da jeg måtte gribe og greb altså også #greb# til millionerne, som var betroet mig, da sparte jeg alt det, som dit var, alt, hvad du ejed og havde, skønt jeg kunde ta t og lånt det og brugt det ligesom alt det øvrige (kold og rolig) Det er sandt og rigtig, Bork{...}man Det er det. Og #derfor# da de så kom og tog mig, så fandt de også alt dit urørt i bankens kælder. (ser hen på ham) Jeg har så tidt tænkt på det, hvorfor sparte du egentlig alt det, som mit var? Og bare det alene? Hvorfor? Ja, hvorfor? Sig mig det? (hårdt og hånligt) Du tænker kanske at det var for at jeg kunde ha noget at falde tilbage på om det skulde gå galt? Å nej, du, det tænkte du visst ikke på i de dage. 51

52 John Gabriel {Å}Aldrig. Jeg var så uryggelig sikker på sejren. 23. Ja, men hvorfor så alligevel? (trækker på skuldrene) Herregud, Ella, det er ikke godt at huske bevæggrunde, som er tyve år ga{nl}mle. Jeg husker bare at når jeg gik der stille og tumled med alle de store foretagender, som skulde sættes i værk så syntes jeg var som en luftskipper. Gik der i de søvnløse nætter og fyldte en kæmpeballon og s... vilde sejle #ud# over #et farefuldt usikkert# verdenshavet. (smiler) (utålmodig) Du som ikke aldrig tvilte på sejren? Menneskene er slig, Ella. De både tviler og de tror på den samme ting. (hen for sig) Og derfor var det vel at jeg ikke vilde ha dig og dit med i ballonen. Hvorfor! Sig, hvorfor! En ta r ikke gerne det dyreste med på sl{e}ig en færd. Du havde jo det dyreste med. Selve dit liv Livet er ikke altid det dyreste. \åndeløs/ Stod det slig for dig dengang? Det forekommer mig så. At jeg var det dyreste du vidste? Ja, der svæver mig for noget sligt 52

53 John Gabriel {o}og #dengang var der gået år og dag hen# det var ti år efter at du havde sveget mig og giftet dig med Gunhild! Sveget. Du forstår visst meget godt at det var højere hensyn, #nå ja, andre hensyn da,# som tvang mig. Uden hans #bistand# kunde jeg ingen vej komme. #bekæmper sig# Altså sveget mig af højere hensyn. Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og han satte dig som pris for hjælpen. Og du betalte prisen? Havde ikke noget valg. Måtte sejre eller falde. Kan det være sandt, som du siger, at jeg dengang var dig det dyreste i verden? Både dengang og længe, længe bagefter. Og så #tusked# du mig bort #alligevel!# Købslog om din kærligheds ret med en anden mand! #Solgte min kærlighed for en bankchefspost.# Den tvingende nødvendighed var over mig, Ella. (rejser sig vildt og dirrende fra sofaen) Forbryder! (farer sammen men behersker sig) Det ord har jeg hørt før. Å, tro aldrig at jeg sigte{t}r til, hvad du kan ha forbrudt imod lands lov og ret. Hvad brug du har gjort af alle disse aktiebreve og obligationer eller hvad det var for noget hvad tror du jeg bryr mig om det! Havde jeg fået lov at 53