Interpersonel kommunikation Gruppe 1

Transkript

1 AALBORG UNIVERSITET TERAPEUTEN, PATIENTEN & DIALOGEN Udarbejdet på Humanistisk Informatik 4. semester Under vejledning af Ann Starbæk Bager Interpersonel kommunikation Gruppe 1

2

3 Titelblad Projekttitel: Terapeuten, Patienten & Dialogen Temaramme: Interpersonel Kommunikation & Læring Studieretning: 4. semester Humanistisk informatik/6. semester Informatik Projektgruppe: Gruppe 1 Aalborg Universitet - Maj 2009 Vejleder: Ann Starbæk Bager Antal typeenheder: Antal normalsider: 103,6 Sideantal: 135 Oplæg: 7 DVD vedlagt Synopsis We are studying the interaction between an occupational therapist and her patients with focus on exploring the asymmetrical conditions that must exist between the two parts. Gruppemedlemmer Michael Bønnerup Maria Hartman Nielsen Thulasika Rasenthiran Nadia Lunn Nielsen Laura Nicoline Purup With the theory on relations by Carl Rogers in mind we pursued the idea that the therapist is striving to create her setting based on this for her patients. To explore this idea further we will be looking at which communicative skills the therapist might use to develop her relationship with her patients during their conversations and thereby create a sense of security. To understand these skills we will be looking at both the verbal and the non-verbal elements in the conversation and how the participants react to them. The primary basic for understanding these elements will be by looking upon the theory of conversation analysis by Mie Femø Nielsen et al. and theory of nonverbal communication by Paul Ekman et al. The results show that both the therapist and the patients are dependent on the verbal and non-verbal elements for understanding and progressing in their conversation. On that basic the therapist shows fine understanding for creating an easy and natural contact with her patients. This contact is based on the therapist ability to disregard from the asymmetrical condition that exists between herself and her patients, and thereby making the patient more comfortable and secure with the situation. The asymmetrical conditions between helper and patients will always be there, but we learned that with the use of various communication tools it is possible to compensate for this, so a dialogue can be achieved. Rapportens indhold er frit tilgængeligt, men offentliggørelse (med kildeangivelse) må kun ske efter aftale med forfatterne.

4

5 Forord Denne projektrapport er udfærdiget på Hum-inf 4, gruppe 1 på Aalborg Universitet fra d. 27. februar til d. 19. maj Semestertemaet var Interpersonel kommunikation, og projektet tog udgangspunkt i relationen mellem en ergoterapeut og hendes patienter. Som baggrund for semesterets tema er der inddraget viden fra undervisningen i følgende kurser: Videoobservation Kommunikationstræning Nonverbal kommunikation Individ, grupper, roller, kommunikation Analyse af interpersonel kommunikation Vi vil gerne takke vores deltagere i observationen, for uden dem var vores analyse ikke blevet til noget. Endvidere vil vi gerne takke vores vejleder Ann Starbæk Bager for gode råd og vejledning igennem dette semester på Hum-inf 4, foråret Til sidst og ikke mindst vil vi gerne takke Marianne Purup & Bendt Nielsen for korrekturlæsning og print af rapporten. Aalborg Universitet, 19. maj 2009 Aalborg Universitet Indledning 1

6 Læsevejledning For at øge læsevenligheden af denne projektrapport, vil vi indledningsvis forsøge at give overblik over rapportens kapitler og bestemmelser for opstilling. Rapportens kapitler Indledning, Temarammeredegørelse og Problemfelt beskriver de indledende overvejelser, herunder beskrives projektets fokus. Rapportstruktur, Videnskabsteori, Videoobservation og Casebeskrivelse Testen" beskriver den metodiske og praktiske tilgang, som vi har valgt at arbejde med gennem dette forløb samt teorien bag den. Herefter ser vi nærmere på de udvalgte teorier, som vi inddrager i dette projektforløb, herunder: Samtaleteori, som beskriver hvad samtaleanalyse er, og hvordan den kan være med til skabe en bedre forståelse for menneskers dialog Nonverbal kommunikation og Nonverbal adfærd, som beskriver hvad nonverbal kommunikation omhandler, og hvordan den kan ses i menneskers adfærd. Relationsteori, som ser nærmere på relationen imellem mennesker. Dernæst følger analyserne af den inddragede empiri på baggrund af teorierne, her lægger vi ud med at se på analyse, indledning og struktur. Selve analyserne er opdelt som følgende: Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del Analyse og fortolkning, anden patientsamtale Relationsanalyse og fortolkning af første patientsamtale Relationsanalyse og fortolkning af anden patientsamtale På baggrund af disse analyser når vi frem til en diskussion, en konklusion og en perspektivering. Endelig slutter vi rapporten af med en procesbeskrivelse, en ansvarsliste og en litteraturliste. Med rapporten følger otte bilag, hvoraf to af dem er bachelortilføjelser. Aalborg Universitet Indledning 2

7 Citater Når vi igennem denne rapport benytter citater, forstået som eksakte brudstykker fra udtagelser, sagt eller skrevet af en anden person, vil disse se ud som følgende: Citatet er skrevet i kursiv og sat i anførselstegn. Citatet vil ydermere være indrykket, hvis de er over tre linjer. Referencer Når vi igennem denne rapport referer til ekstern litteratur, vil disse referencer være at finde i parenteser efter det pågældende afsnit. Her vil forfatterens efternavn, litteraturens udgivelsesår og sidetal stå. Hvis henvisningen er tilknyttet sætningen, vil den være indsat før punktummet. Hvis henvisningen er tilknyttet et helt afsnit, vil den være indsat efter det sidste punktum i det pågældende afsnit. Hvis flere forfattere har skrevet en given kilde, er det i henvisningen forkortet med et al. Hvis der er fortløbende henvisninger til samme kilde, står det skrevet som (ibid, sidetal). Til alle internet-henvisninger er der anvendt fodnote. På de sidste sider i rapporten findes litteraturlisten, hvor litteraturen er skrevet i sin fulde længde, med overskrift, forfatter, udgivelsesår, udgave, årstal. Henvisninger til internetlinks er angivet med dato og sted. Eksempel på et citat og en reference....derimod forudsætter det, at intervieweren er opmærksom på sine egne holdninger og meninger, så de ikke kommer til at påvirke interviewets forløb og arten af de indsamlede data. Forudsætningsløshed kræver, at man er nysgerrig efter at høre alt det, der kan belyse emnet, så man får så righoldigt et materiale som muligt. (Kruuse, 1989, s ) Anonymisering Af hensyn til ergoterapeuten og patienternes anonymitet, har vi valgt at referere til dem som terapeuten og patienten 1 og 2, samt erstatte deres navne i transskriberingerne og rapporten med xxx. Aalborg Universitet Indledning 3

8 Indholdsfortegnelse Indledning... 6 Temarammeredegørelse... 7 Kurser... 7 Problemfelt... 9 Rapportstruktur Videnskabsteori Fænomenologisk kritisk hermeneutik Videoobservation Tilrettelæggelse og udførelse Tilrettelæggelse af empirisk design Udførelse i feltet Analyse Casebeskrivelse Testen Videoobservationens forløb Indledning til teori Samtaleteori Ytringer Handlinger Tur-allokering Turenheder Projektion Turpar Præference Stilhed og non-tale Reparatur Minimalrespons Indexikalitet Intersubjektivitet Analysemetode Nonverbal kommunikation Koder og signaler imellem mennesker Nonverbal adfærd Oprindelsen Aalborg Universitet Indledning 4

9 Kodning Fem kategorier af nonverbal adfærd Betydningen af NV-signaler varierer i forhold til konteksten Analysemetode Relationsteori Buber og Rogers Dialogiske perspektiver Empatisk perspektivskifte som hjælperrolle Når det går galt Opsamling Analyse indledning Analysens struktur Læsevejledning Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del Relationsanalyse og fortolkning af første patientsamtale Analyse og fortolkning, anden patientsamtale Relationsanalyse og fortolkning af anden patientsamtale Diskussion Konklusion Perspektivering Feedback modellen Vores feedback til ergoterapeuten Procesbeskrivelse Litteraturliste Ansvarsliste Aalborg Universitet Indledning 5

10 Indledning 19. maj 2009 [Terapeuten, Patienten & Dialogen] Vi har nok alle prøvet at komme til skade vælte på cykel, falde ned ad de nederste trappetrin eller snuble over en fortovsflise. For det meste bliver vi et blåt mærke rigere. Men for nogle går bare galt - rigtig galt. Pludselig kan man ligge der med cyklen over sig, og posen med varer er lige så trillet ud af kurven og ligger nu fint spredt over asfalten. Bedst som man vil rejse sig og samle de vildfarne frugter op, kan man mærke, at noget er helt forkert. Ryggen vil ikke følge ens ordre. Den vil ikke andet end at gøre forfærdelig ondt. Timer bliver til uger og uger til måneder. Et korset er blevet smidt, og bilen kan igen håndteres. Men vinduerne er svære at pudse og poserne må kun veje 3 kilo. Livet er langt fra det samme. Man higer efter det gamle; den gang støvsugeren fløj omkring fødderne på en og skræmte alle støvkorn på flugt, og gulvkluden spredte en herlig duft af citron i hele huset. Det var dengang rengøring var noget, som man selv kunne. Genoptræningen skal for alvor begynde og dette forløb kan starte med en samtale hos en ergoterapeut. Netop denne type samtale er valgt som fokus for dette projekt, da det er en vigtig del af genoptræningsforløbet, det har betydning hvad patienten får formidlet til terapeuten, omkring problemerne i dagligdagen efter en skade eller operation, da det kan have betydning for planlægningen af det kommende forløb. Som et redskab til dette benytter ergoterapeuten sig i dette tilfælde af en test med spørgsmål, som patienten svarer på, og videre skal patienten vurdere sine gener ved at sætte et tal på fra et til ti. I dette projekt vil vi se på, hvorledes en sådan samtale mellem to patienter og en ergoterapeut udspiller sig. Er der rum for at patienterne kan fortælle og blive hørt? Hvad gør ergoterapeuten, der kan få patienterne til at deltage og føle sig trygge nok til at åbne op for selv private områder af deres liv, og hvordan bliver de mødt i denne situation? Vi ønsker at se nærmere på den interaktion, der foregår imellem dem og undersøge, hvilke kommunikative virkemidler, de anvender. Målet er at kunne se nærmere på relationen i den professionelle samtale. Vi har til dette projekt været ude at videoobservere to samtaler mellem en ergoterapeut og to af hendes patienter, hvilket vi i det følgende vil analysere på. Aalborg Universitet Indledning 6

11 Temarammeredegørelse Temarammeredegørelse for 4. semester Humanistisk Informatik, forårssemestret 2009 Det følgende er en beskrivelse af, hvorledes vores projekt er konstrueret ud fra og i forhold til temarammen for 4. semester, samt hvordan vi har brugt den viden, der er blevet præsenteret i løbet af semestret. Beskrivelsen er lavet ud fra studieordningen for Humanistisk Informatik, modul 4., med udgangspunkt i de kurse, vi er blevet tilbudt gennem semestret. Den overordnede temaramme for 4. semester er interpersonel kommunikation, og kurserne har haft som mål at give de studerende værktøjer til at forstå interpersonel kommunikation, herunder samspil mellem verbalsproglige (ord), parasproglige (lyd) og kropssproglige (gestik, mimik) udtryksformer samt deres manifeste og latente betydningslag i kommunikationen 1. Vi skal som studerende blive i stand til at analysere interpersonel kommunikation med vægt på ansigt-til-ansigt i kommunikation empirisk-autentiske situationer og [er] i stand til at applicere tolkningsmuligheder fra psykologiske, sociologiske, pædagogiske og/eller læringsteoretiske tilgange. Gennem undervisningen skal vi, som studerende på 4. Semester, tilegne os viden om teoridannelser, der gør interpersonel kommunikation begrebslig. Vi skal kunne analysere interpersonel kommunikation i verbale og nonverbale aspekter og opnå indsigt i, hvad der fremmer og hæmmer interpersonel kommunikation. Desuden skal vi opnå indsigt og træning i her-og-nu analyse af ansigt-til-ansigt kommunikation og i at give konstruktiv feedback til en målgruppe. Vi har som fokus for vores projekt valgt terapeut/patient-forhold som overordnet emne. Mere specifikt skal vi observere en ergoterapeut under en test med en patient. Dette giver os mulighed for at undersøge den interpersonelle kommunikation mellem ergoterapeuten og patienten, herunder både de verbale og nonverbale niveauer. Efter aftale med terapeuten skal vi give feedback efter at observationerne er færdiganalyseret. Da vi ønsker at se på forholdet mellem terapeut og patient vil vi anvende kommunikationsanalyse (CA) og dialogiske perspektiver i analysen. Kurser Før vi kan gå i gang med analysearbejdet må vi ud at indsamle vores empiri. Vi vil omsætte noget af den viden, vi er blevet præsenteret for i kurset Videoobservation til praksis. Vi er gennem kurset blevet præsenteret for grundlæggende viden om processen med at indsamle empiri, fra den første kontakt til deltagerne og overvejelser om udstyr til den egentlige observation og efterarbejdet med transskription. Som med så meget andet, er der ikke en endegyldig måde at udføre observationerne på, eller én transskriptionsmetode der er den korrekte. Derfor har vi valgt den metode som vi mente passede bedst til vores rammer. Dette vil blive beskrevet indgående i metodeafsnittet. 1 Studieordningen kan ses i bilag V Aalborg Universitet Temarammeredegørelse 7

12 Til analyserne af vores videoobservationer har vi udvalgt nogle af de teorier, vi har fået præsenteret i kurserne Analyse af interpersonel kommunikation og Nonverbal kommunikation. Førstnævnte kursus har givet os eksempler på den tekstnære analyse, herunder både teoretisk og analytisk viden. Vi har valgt at bruge to elementer fra dette kursus til vores analyser, hvoraf det ene er samtaleanalyse (CA). Fra Nonverbal kommunikation har vi hentet den viden, vi anvender, til den del af vores analyser, der beskæftiger sig med den nonverbale side af kommunikationen. Vi har især brugt teori fra John Fisk, Paul Ekman og Wallace V. Friesen. Vi har valgt at inddrage det nonverbale aspekt i vores analyse, da vi mener, at der er mere i en samtale, end der bliver sagt med ord. Under Kommunikationstræning har vi tillært os grundlæggende praktisk viden om feedback, som vi både vil bruge som en del af rapporten, og når vi skal ud at give feedback til ergoterapeuten. Vi mener, at vi ved at have arbejdet intensivt med feedback under kurset har tilegnet os tilstrækkelig faglig viden til at kunne give en konstruktiv feedback. Dette vil blive beskrevet under perspektiveringen. Kurset Individ, grupper, roller og kommunikation handler om teoretiske tilgange til at forstå interpersonel kommunikation. Vi er blandt andet blevet præsenteret for psykologen Carl Rogers teorier om relationer. Fra denne teori har vi især brugt den viden, vi har fået om relationer mellem mennesker i professionelle kontekster til at bringe endnu et niveau til vores analyse. Vi ønsker blandt andet at bruge relationsteorien til at se, om visse mønstre i kommunikationen kan tyde på specielle roller mellem kommunikatorerne. Ved at vælge Rogers relationsteori har vi måtte fravælge andre teorier. For eksempel overvejede vi at anvende transaktionsanalysen, men det ville havde været på bekostning af relationsteorien. Vi har dette semester haft et ud af de to valgfag Pædagogik, læring og interaktion eller Interaktion, læring og samarbejde i virtuelle miljøer. Da vi ikke har ønsket at arbejde med det pædagogiske eller læringsmæssige perspektiv i forbindelse med vores case og heller ikke har valgt at integrere et virtuelt perspektiv i forhold til projektet, er disse fag ikke inddraget. Det er desuden heller ikke et krav ifølge studieordningen. Aalborg Universitet Temarammeredegørelse 8

13 Problemfelt Temarammen lægger op til arbejde med interpersonel kommunikation i professionel kontekst. Vi har for dette projekt valgt at arbejde med forholdet mellem en ergoterapeut og hendes patienter. Vi vil helt specifikt se på forholdet i en testsituation 2 mellem terapeuten og to af hendes patienter. I situationen mellem ergoterapeuten og hendes patient vil der givet vis være en asymmetrisk rollefordeling, idet ergoterapeuten i kraft af sit fag besidder nogle faglige kompetencer, som kan hjælpe patienten i det videre genoptræningsforløb. Ergoterapeuten er, i sin rolle som faglig autoritet, i stand til at skabe et miljø, hvor patienten føler sig tryg. Både tryghed og åbenhed kan være nødvendig for at patienten har lyst til at fortælle om sine problemer i forbindelse med sin sygdom. Disse oplysninger er vigtige for at ergoterapeuten og hendes faglige kolleger kan tilrettelægge et genoptræningsforløb, der er tilpasset patientens behov. Vi ønsker gennem vores analyse at belyse, hvorledes denne asymmetriske rollefordeling kommer til udtryk gennem verbale og nonverbale signaler mellem kommunikatorerne i observationerne. Med Carl Rogers teori om relationer, for øje har vi en forventning om, at ergoterapeuten tilstræber at skabe disse rammer for sine patienter. Vi forventer at kunne aflæse dette i interaktionen gennem deres verbale og nonverbale kommunikative signaler. I forhold til at analysere dialogen er det vigtigt at se på, om ergoterapeuten kan holde en balancegang mellem den private og personlige rolle i relationen til den hjælpsøgende. Det er vigtigt for dialogen mellem ergoterapeuten og patienten, at terapeuten formår at vise professionelt nærvær ved at være professionel omkring patienten og dennes behov, men samtidig være til stede som en person og ikke en klinisk autoritet. Vi ønsker at se på hvilke kommunikative virkemidler, ergoterapeuten bruger i forhold til at skabe åbenhed og tryghed for patienten. Det gælder både de verbale og nonverbale elementer, samt hvordan patienten reagerer på disse. Til det trækker vi på teori om samtaleanalyse af Mie Femø Nielsen og Søren Bech Nielsen og videre til at belyse den nonverbale del anvender vi teori af blandt andre John Fisk, Paul Ekman og Wallace V. Friesen. Vi mener, at analyser heraf kan give os et svar på, hvilken relation der skabes mellem dem. Kort sagt er vores formål med rapporten at belyse: Hvilke virkemidler der bliver brugt både nonverbalt og verbalt i mellem terapeut og patient. Hvordan den professionelle relation mellem ergoterapeuten og patienten er i de respektive observationer. Hvorledes denne/disse relationer kommer til udtryk i observationerne. 2 Se afsnittet om Casebeskrivelse Testen s. 20 Aalborg Universitet Problemfelt 9

14 Rapportstruktur Projektrapporten tager udgangspunkt i vores problemfelt og videnskabelige metode. Følgende inddrager vi tre analytiske værktøjer i form af samtaleanalyse, nonverbal kommunikation og relations teori, som sammen med empirien i form af de to terapeut/patient samtaler lægger fundamentet for den videre analyse og konklusion Figur 1 - Oversigt over strukturen i rapporten. Aalborg Universitet Rapportstruktur 10

15 Videnskabsteori 19. maj 2009 [Terapeuten, Patienten & Dialogen] Der kan argumenteres for, at projektet har en fænomenologisk og kritisk-hermeneutisk tilgang til genstanden for analysen, hvilket bliver forklaret i det følgende. Fænomenologi er læren om fænomener og om menneskets erkendelse - eller hvordan vi opfatter verden omkring os. Til forskel fra de objektive eller positive videnskaber er fænomenologien ikke interesseret i de enkelte genstandes indholdsmæssige beskaffenhed fx i deres vægt, sjældenhed eller kemiske sammensætning, men derimod i måden, hvorpå de kommer til syne, i deres fremtrædelsesmåde i deres Wie snarere end i deres Was. (Collin et al 2007, s. 127) En vigtig del af fænomenologiens bidrag har været at beskrive forskellige fænomentyper. Der er en stor forskel på, hvordan genstande kan fremtræde for os det kan være påvirket af lyset, synsvinklen og andet, det kan forekomme i vores fantasi eller som en fysisk genstand foran os. Ifølge den østrigske filosof Edmund Husserl ( ), som var grundlæggeren af den fænomenologiske tankegang, er det vigtigt at gå til objektet selv og basere sine overvejelser udelukkende på det, som rent faktisk viser sig for subjektet i dennes bevidsthed (Zahavi, 2001, s. 22). Det er derfor også afgørende at forholde sig til det subjekt, som ser på et objekt, idet det fremtræder forskelligt for hvert enkelt. I projektarbejdet har der været bevidsthed omkring, at tingene kan opfattes på forskellige måder, og igennem diskussion og argumentation har dette været forsøgt imødekommet. Husserl mener videre, at man bør udføre epoché, hvilket vil sige at sætte parentes om eller tilbageholde 3, sine fordomme og sin teoretiske viden, så man kan undgå at disse antagelser spiller ind på erkendelsesakten (Zahavi, 2003, s. 45). Denne idé har været meget omdiskuteret, idet det kan virke som en umulighed at adskille fordommene fuldstændigt fra bevidstheden. En overvejelse over dette dilemma er gjort af cand. psych. Emil Kruuse:...Derimod forudsætter det, at intervieweren er opmærksom på sine egne holdninger og meninger, så de ikke kommer til at påvirke interviewets forløb og arten af de indsamlede data. Forudsætningsløshed kræver, at man er nysgerrig efter at høre alt det, der kan belyse emnet, så man får så righoldigt et materiale som muligt. (Kruuse, 1989, s ) Vi har i gruppen forsøgt at formulere de forventninger, og den teoretiske viden, vi havde i begyndelsen af dette forløb, som et led i undersøgelsen af, hvorfor netop dette emne interesserer os. Gruppen har lavet to arbejdsspørgsmål som indeholder de forventninger som vi har til emnet. De ser således ud: Ergoterapeuten vil prøve at skabe et åbnet og trygt forhold mellem hende selv og patienten. Selvom det kan være muligt at skabe en åben og tryg ramme omkring situationen, påstår vi, at der altid vil være et ulige eller asymmetrisk forhold mellem dem. Vi ønsker at se, hvordan det evt. ulige forhold kommer til udtryk i samtalen. 3 Definition hentet på Wikipedia.org, den 8. maj: Aalborg Universitet Videnskabsteori 11

16 Vi vil dog stadig sigte efter at holde en åben tilgang til den indsamlede empiri, og arbejde induktivt ved at se, hvad der viste sig for os. Herefter har vi bestemt den endelige teori, som er anvendt til analysen. Ved at gennemse empirien grundigt, har vi i gruppen ladet os inspirere til den endelige problemformulering, udsprunget af det, som har været interessant at dykke ned i nærmere studier af. Dette mener vi, stemmer overens med den fænomenologiske tanke om at betragte et fænomen og se, hvad der viser sig for en. Vi har valgt samtaleteorien (CA), som netop bygger på en fænomenologisk og induktiv tilgang. Vi har i gruppen videofilmet to testsituationer mellem en ergoterapeut og hendes patienter som empiri til projektet. Fremgangsmåden er beskrevet nærmere i et senere afsnit. Men da det kun var to fra gruppen, der var til stede under selve filmningen, er der en begrænsning for resten af gruppen i forhold til at undersøge objektet for projektets analyse, idet det de observerer situationen i en medieret og digitaliseret version. Dog er det på den anden side set videooptagelser, som tillader studier af dette fænomen nærmest, da det giver muligheden for at vende tilbage og gense den samme sekvens igen og igen. Husserl arbejder videre med intentionalitetsbegrebet, hvilket er den rettethed, subjektet har mod et objekt. Det vil sige måden, vi som iagttagende og tænkende mennesker kan opfatte et fænomen eller en genstand på. På den måde kan vi komme til en erkendelse, der af Husserl karakteriseres som en identifikation eller syntese mellem det, som er intenderet - det vi retter vores opmærksomhed imod, og det som er givet det som viser sig for os, når vi betragter et fænomen (Zahavi, 2003, s. 28). Den franske filosof Merleau-Ponty ( ) udvider opfattelsen af, hvordan vi er i verden og opfatter denne ved at forholde sig til, at vi ikke bare er mennesker med en krop, men at vi bruger vores krop og hele vores sanseapparat uadskilleligt fra vores tanker, når vi iagttager noget omkring os eller interagerer med andre mennesker. Dette beskrives af Ulla Thøgersen i bogen Krop og Fænomenologi (side ). Disse betragtninger er særligt relevante i forhold til temarammen for dette projekt, som handler om interpersonel kommunikation, hvor dette projekt blandt andet er en fordybelse i, hvordan verbale og nonverbale udtryk, som vises med kroppen, benyttes i kommunikation, og hvad det betyder for de indbyrdes forhold. Som observatører af et fænomen er vi også overbeviste om, at vi sanser med mere end vi ser og hører. Der er flere ubevidste indtryk, som påvirker, hvad vi erkender. Når vi går til sagen selv, som Husserl opfordrer til igennem fænomenologien, så ser vi blot ét perspektiv ad gangen, idet et objekt viser sig transcendent for os. Vi kan aldrig opfatte et objekt fuldstændigt på en gang, og går vi derfra og vender tilbage senere, viser objektet sig for os på en nye måder (Zahavi, 2001, s. 28).Vi har derfor hele tiden mulighed for at udvide vores forståelse af et fysisk objekt. I gruppearbejdet omkring projektet har diskussioner af de forskellige perspektiver bidraget til at udvide det samlede billede af det analyserede fænomen, som bliver udtrykt i dette projekt. Men projektet rummer ikke en fuldstændigt beskrivelse af fænomenet for analysen, fordi dette aldrig kan lade sig gøre. Vi ønsker også at få en anden vinkel på det videnskabsteoretiske - nemlig den kritiske hermeneutik. Denne gren støtter meget godt fænomenologien, men har nogle andre vinkler på flere områder. Vores fokus i den fænomenologisk kritiske hermeneutik bliver Aalborg Universitet Videnskabsteori 12

17 Poul Ricours tanker omkring dette område. Dog har vi nogle steder valgt at inddrage H. Gadamer ved at komme ind på hans beskrivelser af den hermeneutiske cirkel. Fænomenologisk kritisk hermeneutik Poul Ricoeur arbejder ud fra en fænomenologisk kritisk hermeneutik. Med udgangspunkt i bevidsthedsintentionalitet ser han her en tæt sammenhæng mellem hermeneutikken og fænomenologien. Ricour mener ikke, at distancen skal forstås som fremmedgørelse men som et værktøj til forståelse, hvilket er modsat Hans George Gadamers tanker. Poul Riceour mener, at forholdet mellem forståelse og forklaring er en dialektik mellem at lytte og at mistænke, mellem at forstå og at forklare. Altså er Poul Riceours hermeneutik mistankens hermeneutik. Man skal være mistænksom for at kunne forholde sig undersøgende. Dette hænger sammen med at ens selvdannelse er relativ, og derfor må man hele tiden forholde sig til ens selvdannelse for at kunne gøre en forskel. (Hermansen, 2001, s.236) Bevidsthed er altid bevidsthed om noget for nogen. Riceour videreudvikler her Hussels fænomenologi. Husserl skelner mellem det erfarede som meningsgivende bevidsthedsakt og det uerfarede som mening og meningsindhold. (ibid s. 13 l. 6 nederst 9). Husserl her taler om, at det er vigtig at komme rene til objektet. Ricour mener ikke, at en fænomenologisk beskrivelse er fyldestgørende nok til at forstå menneskets handlingsliv. Han mener, at den fænomenologiske beskrivelse af bevidsthedsfænomener ikke umiddelbart er tilgængelig og derfor må fænomenologien suppleres med perspektiver fra hermeneutikken (ibid s. 14 l ) Vi vil gerne inddrage Paul Ricoeurs mimesis begreber, som består af mimesis I, mimesis II, mimesis III. Mimesis I tager udgangspunkt i hverdagslivet, handleverdenen, hvor der hentes stof til erkendelsen. Ricoeur mener, at forforståelsen tager udgangspunkt i noget kendt, noget allerede forstået. I fortolkningsprocessen har vi allerede en forforståelse af virkeligheden (Hermansen el al., s nederst 4 øverst 2). Forståede handlinger må være symbolsk formidlede for at være forstået ifølge Ricoeurs generelle forståelse af, at det er over tegnet/sproget, at erkendelsen etableres. Endvidere arbejder Ricoeur med mimesis II og III. Mimesis II er et bindeled mellem mimesis I og III. Om Mimesis II mener Ricoeur, at som om riget åbner sig. (Hermansen et al., 2002, s.91 linje 8-9) Mimesis II skal være med til at skabe en bedre forståelse af formidlingsfunktionen mellem mimesis I og mimesis III, Ricoeur betegner dette punkt som konfiguration (ibid s. 22 l ). Man kan også sige, at denne fase er ordning af en forståelse, som skabes eller refigureres i mimesis III Mimesis III udtrykker en refiguration eller en fortolkning af den konfiguration, som er dannet i mimesis II, altså det vil sige at tingene sættes i nyt omløb og erkendelsen opstår (ibid s. 22 l ). Aalborg Universitet Videnskabsteori 13

18 Formålet med denne reception er altså rettet mod tilhøreren, dvs. modtagelse af historien. Altså ved at tilhøreren forholder sig til både mimesis I og II, bringes det på en form, som kan fortælles og skrives. Dette markerer skæringspunktet mellem tekstens verden og tilhørerens eller læserens verden. Altså skæringspunktet mellem den verden, digtet har konfigureret, og den verden, hvor de virkelige handlinger udfolder sig. Den hermeneutiske cirkel er et grundbegreb i hermeneutikken man kan beskrive analyseprocessen herigennem (se Figur 2). I arbejdet med analyse af objektet vil vi skulle forholde os til forholdet mellem del- og helhed. Dette forhold foregår i den karakteristiske cirkelbevægelse. Ricoeur har videreudviklet den hermeneutiske cirkel til at omfatte det trefoldige mimesisbegreb det er en præcisering af Heideggeres ontologiske forståelsesteori og Gadameres begreb om den hermeneutiske cirkel med henblik på at forstå menneskelig handling i et tidsligt forløb (ibid s.21 l ). Vi skal derfor nu se på, hvorledes Ricoeur mener, at mimesisbegrebet kan sættes på en cirkulær form. Det er vigtigt, at vi forholder os til, at objektet skal ses i forhold til helheden. Dermed forstået, at objektet er et delelement af en større helhed. Et eksempel kan være, at vi i analysen af samtalerne også skal forholde os til, hvilke personer, vi har med at gøre, og ikke kun de sagte ord. Objektet kan derfor anskues ud fra en endnu større sammenhæng, nemlig ud fra en epoke, det kulturelle liv, det som den er påvirket af, og som den selv påvirker. (Collin et.al s.153 l. 2-6) I vores tolkning af en respons må vi gå hypotetisk-deduktivt til værks, det vil sige, at vi skal fremsætte en eller flere hypoteser omkring, hvordan vi forventer, at rollerne vil udspille sig i samtalen mellem terapeuten og patienten. Det er dog vigtigt at vi tager højde for, at det kan være en selvmodsigelse, at man skal være forudsætningsløs og på samme tid have en forståelse for emnet. Men hvis vi skaber disse hypoteser efter observationen, vil det både i fænomenologien og i den kritiske hermeneutik give god mening at lave disse for at holde fokus på vores førnævnte problemstilling. Det er dog stadig vigtigt at have fokus på det forudsætningsløse, da det kan skabe en anden form for nysgerrighed og en anden form for distance og overblik. (Eget eksempel) Figur 2 - Den hermeneutiske spiral. Aalborg Universitet Videnskabsteori 14

19 Der vil i analysen blive lagt ud med en vag og intuitiv forståelse af helheden. De forskellige objekter vil blive fortolket og relateret til helheden, som så kan ændre karakter alt efter, hvordan fortolkningen af enkeltdelen ender. På den måde ender man op med en forståelse, som er fri for indre selvmodsigelser. Dette er Hans Georg Gadamers forståelse af fortolkningen igen med sammenfald af tydningshorisont. Poul Ricoeur er til dels enig, men lægger en lidt mere distanceret holdning til fortolkning. Han mener, at fortolkning handler om at skabe mening på den måde, at man kan finde en sammenhæng. Der opstår igen en forskel på fortolkningsdistancen og dens betydning for forståelsen og dermed fortolkning. Det er tæt på umuligt at opnå en fortolkning fri for indre selvmodsigelse dog kan man vælge at kombinere de to metoder og på den måde nå en fortolkning, som både giver mening og opfylder ovenstående metoder (Collinet et al., 2007, s. 145, ). Ricoeur ser mere erkendelsen og fortolkning som en spiral frem for en cirkel. Mere om cirklen i afsnittet Den hermeneutiske cirkel. Han mener, at erfaring er uafsluttet. Ricoeur taler om mimesis-cirklen han skriver følgende: " vil jeg gerne tage fat på mistanken om den onde cirkel, som mimesis I s bevægelse frem mod mimesis III gennem mimiesis II uundgåeligt må vække. at analysen er cirkulær er ubestrideligt. Men at cirklen er ond kan gendrives. I denne sammenhæng ville jeg hellere tale om en endeløs spiral, som lader formidlingen gå flere gange igennem samme punkt men i forskellig højde. Anklagen om den onde cirkel hænger sammen med det besnærende ved en af de to cirkelversioner. Den første understreger volden i fortolkningen, den anden redundans (Hermansen et al., 2002, S.101). Altså mener han, at hvis man bruger den onde cirkel en flad cirkel vil man ikke opnå den rigtige erkendelse, men mere ødelægge fortolkningen ved at køre rundt i det samme spor uden at komme videre. Det er fordelen ved spiralen her er mulighederne for erkendelse uendelige. For at gøre disse tanker lidt mere konkrete kan man sige, at vi har set på vores fænomen testsituationen, og derudaf har vi besluttet, hvilken teori, der benyttes i projektet til at belyse vores fokuspunkter. Gennem denne proces starter vi hele tiden forfra med at se på vores emne. Man kan sige, at vi er startet med at være i bunden af spiralen og har bevæget os længere og længere op i erkendelsen og dermed i forståelsen af emnet. Vi vil aldrig blive helt færdige men på et tidspunkt vil vi nå til et sted, hvor vi vil være tilfredse med det, vi er nået frem til. Gennem vores analyse vil vi hele tiden skulle de tre mimesis igennem, da vi hele tiden skal tage det, vi skriver, op til overvejelse og erkendelse. Jo mere vi analyserer, jo mere dukker op. Dog skal vi hele tiden huske at holde overblikket for ikke at grave os alt for dybt ned. Det kan give nogle fortolkninger, som bliver uden sammenhæng med emnet som helhed. Ligeledes er det vigtigt, at vi bruger den erkendelse, vi møder i næste gennemgang ellers bevæger vi os ikke i spiralen eller ned i emnet. Aalborg Universitet Videnskabsteori 15

20 Videoobservation Dette afsnit handler, om hvordan vi vil indsamle empiri, og om hvilke muligheder og begrænsninger det valgte medie har i forhold til empiriske studier af interpersonel kommunikation (Alrø et al., 2008, s. 75). I dette semester skal vi beskæftige os med interpersonel kommunikation i en faglig kontekst. Kernen i den interpersonelle kommunikation er ansigt-til-ansigt kommunikation mellem to eller flere mennesker i samme tid og rum 4. Det er derfor her vigtigt at have for øje, at samtaler er unikke og uigenkaldelige. Så snart en samtale er gennemført, er meget af det, der er blevet sagt og fortalt, allerede glemt. Tilbage er kun erfaringen og ens egen fortolkning af samtalen, dvs. samtalen er irreversibel. Det er derfor naturligt, at vi må fastholde kommunikationssituationen, så vi efterfølgende kan analysere den. Der er forskellige måder at indsamle empiri fra en samtale på og for at kunne lave empiriske studier af interpersonel kommunikation er det nødvendigt at bruge medier, da det er afgørende, at man kan fastholde flere elementer fra kommunikationssituationen. En oplagt kandidat for bedst mulig dataindsamling er videoobservation, og det er den, vi vil benytte os af (til at fastholde konsultationssituationerne med henblik på videre analyse). Udover at få en stor mængde empiri, der kan bruges til senere bearbejdning, så er den største fordel ved at benytte videoobservation, at den både gengiver lyd og billeder. Vi har derfor mulighed for at studere både den verbale og den nonverbale kommunikation i en konsultationssituation. Desuden kan vi studere væsentlige detaljer nærmere ved at spole, stoppe eller gentage små bidder fra en samtale. Disse muligheder ville have været begrænset eller nærmest ikke-eksisterende i lydoptagelser og interviews, der ikke fastholdes via video. Der er mange fordele ved at anvende video til observation af interpersonel kommunikation, det er dog vigtigt at have i erindringen, at en videooptagelse er en reduktion af virkeligheden og derfor ikke er identisk med den autentiske situation. Kameraplacering og perspektivvalg er derfor afgørende for, hvilke udsnit af virkeligheden, der bliver registreret, idet noget vil være synligt og noget andet vil være uden for kameraets rækkevidde. Desuden skal man i en videoobservation være opmærksom på en række faktorer, der kan have indflydelse på kommunikationen, men som kameraet ikke opfanger. Eksempler på det er lydkvaliteten, der kan være af ringe eller svingende kvalitet eller de kinæstetiske faktorer (lugt, temperatur og stemningen) som er helt fraværende på optagelsen. Derfor er det vigtigt, hvis muligt, at observatørerne sideløbende med videoobservationen nedfælder feltnoter over, hvad der sker i situationen. (Alrø et al., 2008, s ) En anden ulempe ved videoobservation er, at det ikke vil være muligt at få rene og ubesmittede situationer som følge af, at videomediets tilstedeværelse på et plan vil 4 &pid= Aalborg Universitet Videoobservation 16

21 influere på den observerede kommunikation. Imidlertid tyder det på baggrund af observationserfaring heller ikke på, at adfærd, der er indlært over en længere periode socialt og personligt ændres radikalt som følge af at en video registrerer det. (Alrø et al., 2008, s ) Tilrettelæggelse og udførelse Tove Arendt Rasmussen har (i Alrø et al., 2008, s ) opstillet en model med fire faser, der beskriver processen i forbindelse med tilrettelæggelse af en videoobservation og empiriindsamlingen. De fire faser er henholdsvis: Planlægning af projekt Tilrettelæggelse af empirisk design Udførelse i feltet Analyse Planlægning af projekt Den første fase består i at få afklaret problemfelt, målsætning og teori ift. projektet. Derudover skal man vurdere, om der er behov for at indsamle kvalitativt eller kvantitativt empirisk data. Problemfeltet er i vores tilfælde en situationstest mellem en ergoterapeut og en patient, hvor vi ønsker at studere det ulige forhold mellem disse to parter - og hvordan der forsøges skabt dialog på trods af dette. Tilrettelæggelse af empirisk design Den anden fase handler om at udvælge steder, tage kontakt til personer og tilrettelægge videoobservationens forløb og varighed. Da empiriske studier af interpersonel kommunikation går tæt på de kommunikerende parter, er det herunder vigtigt at indhente tilladelse hos dem og få udfærdiget en etisk kontrakt/samtykkeerklæring (se bilag IV), der fortæller om hvad det indsamlede materiale skal bruges til og i hvor høj grad parterne skal indgå i samarbejdet, osv. Kontrakten bliver underskrevet af både gruppen og deltagerne. Ved at indhente tilladelse fra de involverede parter gennem en kontrakt skabes klarhed og tryghed for alle. Som nævnt tidligere kan det ikke undgås at kameraet har indflydelse på situationen. Løsningen er ikke at filme de kommunikerende parter uden deres vidende med skjult kamera, da det er etisk forkert. Her gælder det om at skabe en form for tilvænning, så deltagerne ikke retter deres opmærksomhed og aktivitet hen mod kameraet. Det kan være en god ide at skabe tillid og tryghed gennem en personlig kontakt, før konsultationssamtalen og videoobservationen går i gang. Da vi vil minimere besmittede situationer, vil der derfor være maksimum to personer fra gruppen til stede hos ergoterapeuten under indsamlingen af empiri, men også fordi det for deltagerne kan virke overvældende at blive observeret nøje af fire-fem fremmede mennesker i et (lille) rum. Med hensyn til tilrettelæggelsen af empirisk design skal man også vurdere antallet af kameraer og brug af diverse teknisk udstyr. I vores tilfælde vil vi til observationen bruge tre kameraer samt en lydoptager for det tilfælde, at lyden ikke skulle blive opfanget tydeligt af kameraerne. Kameraerne vil være opstillet på stativ to forskellige steder i Aalborg Universitet Videoobservation 17

22 lokalet og vil ikke blive flyttet rundt under optagelsen, hvilket er kendetegnet ved en stille observatør. De to videoobservatører vil stå i baggrunden og lave feltnoter. Vi vil ikke sætte ekstra lys op, da det vil få for meget indflydelse på situationen, hvorimod vi mener at naturlige lysforhold vil være mindst forstyrrende. Udførelse i feltet I den tredje fase kommer Tove Rasmussen ind på, at der altid vil forekomme uforudsete problemer i forbindelse med videooptagelserne. Nogle af de problemer, hun nævner, der kan opstå, er placering af kameraet så de ikke er til gene for de kommunikerende parter, lysopsætning- og forhold og problemer med lyd. Man skal derfor tage højde for sådanne problemer og på forhånd have overvejet dem, inden det egentlige feltstudie og videoobservationerne går i gang. Analyse I den fjerde og sidste fase skal man vurdere, om man vil transskribere eller ej, og i så fald hvor meget og hvad der skal transskriberes fra videomaterialet og ud fra hvilke kriterier. I forbindelse med transskriptioner kommer Helle Alrø ind på nogle usikkerhedsfaktorer og problemer, som man skal være opmærksom på (Alrø et al., 2008, s ): Det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt på videooptagelsen, og så kan man blive nødt til at gætte sig frem til det for at få en mening ud af det. Der findes ikke nogen officielle standarder for hvordan krops- og parasproget skal beskrives. Det vil derfor blive beskrevet ud fra transskribentens oplevelse af det, og dermed vil de være subjektive. Det er svært at beskrive nonverbale signaler, og dertil kommer, at det kræver mange ord til at beskrive selv simple bevægelser. En anden usikkerhedsfaktor er pauser 5, der kan være svære at angive. Pausens længde kan registreres, men det kan være vanskeligt at afgøre hvilken af de kommunikerende parter, pausen tilhører. Tegnsætning er en anden usikkerhedsfaktor i transskriptionen, idet man ikke siger komma og punktum i en samtale. Tegnsætningen vil da være udtryk for transskribentens fortolkning af sætningsenheder. Vores fremgangsmåde for transskriberingen vil være følgende: Hele gruppen ser empirien grundigt igennem et par gange og iagttager så vidt muligt ud fra en neutral position (jf. vores videnskabsmetode). Udvælgelsen af sekvenser til analysen vil være baseret på baggrund af intuition samt den grundige gennemgang af empirien i gruppen. Heraf får vi en fornemmelse for, hvad vi ønsker at gå i dybden med. Der udvælges en sekvens eller to fra hver patient. Disse sekvenser bliver transskriberet gennem et trefaset forløb, hvor vi først transskriberer det verbale indhold inklusive pauser og lignende. Derefter fokuserer vi på de nonverbale signaler fra først ergoterapeuten og transskriberer dem, og senere de nonverbale signaler fra patienten. Dette bliver gentaget for hver sekvens. Vi vælger at gøre det på denne måde for at få et større og klarere overblik over, hvad der bliver sagt hvornår, og hvad de foretager sig hvornår, og hvordan det samlet ser 5 Se Stilhed og non-tale under Samtaleanalyse s. 30 Aalborg Universitet Videoobservation 18

23 ud. Vi sammenfatter transskriptionen og de nonverbale signaler fra ergoterapeuten og patienterne ved at indsætte henvisninger i form af versaler for ergoterapeuten og tal for patienten. Transskriptionens opbygning er præget af den måde, vi har valgt at opdele transskriberingen på. Vi har inddelt den i tre bokse (se Figur 3), hvor den første boks indeholder transskriptionen, dvs. det verbale, anden boks indeholder ergoterapeutens nonverbale udtryk, og den sidste boks indeholder patientens nonverbale udtryk. For at få et klarere overblik er transskriberingen af hver sekvens endvidere delt op i små dele af maksimum et minuts varighed. Det har vi gjort for bedre at kunne lave en CA analyse på empirien. Det har været nødvendigt at nærtransskribere de små dele noget mere i forhold til den transskribering, som ligger i bilagene (se bilag I - III). Ved at gøre dette har vi opnået at få flere detaljer med fra samtalen. Til analysen har vi valgt at stille samtalen op på linjer, altså en linje per sætning. Dermed kan vi bedre overskue transskriberingen og dermed få en mere dybdegående analyse. Figur 3 - Eksempel på transskription. Aalborg Universitet Videoobservation 19

24 Casebeskrivelse Testen Ergoterapeuter arbejder inden for forskellige områder af sundhedspleje og sociale tjenester. De arbejder både med krop og psyke og med unge såvel som gamle, men overordnet set er deres funktion at hjælpe sygdomsramte mennesker til en mere velfungerende hverdag. Ergoterapeuter hjælper patienter med handikap, det være sig fysiske, psykiske eller sociale handikap, der gør at disse personer ikke er i stand til eller har problemer at udføre daglige gøremål. Deres arbejde består bl.a. i at vejlede og genoptræne disse patienter. De er med til at analysere, om patienterne har behov for eventuelle hjælpemidler, og er med til at forme og tilpasse hverdagen for patienterne. Herunder tages der hensyn til forskellige forhold, således at patienterne motiveres og støttes til at klare de opgaver, de ellers normalt ville have problemer med at udføre på grund af handikappet. Genoptræningen sker som regel ved hjælp af de almindelige daglige gøremål, som patienten vægter højest, så behandlingsforløbet foregår gennem aktivitet. De ting, som patienten vægter højst, bliver af ergoterapeuten noteret under samtaler med patienten, de såkaldte testsituationer 6. Empirien til projektet henter vi i en testsituation imellem en ergoterapeut og to patienter. Patienten har haft en skade og er blevet henvist fra hospitalet til et genoptræningsforløb hos ergoterapeuten. Dette indledes med, at ergoterapeuten tester patienten ved at stille en række spørgsmål, som patienten skal svare på med tal på en skala fra 1-10 i forhold til, hvor godt patienten vurderer sig selv til at klare forskellige opgaver i hjemmet. Selve testsituationen kan vare et sted imellem 15 og 45 minutter alt efter, hvor meget patienten har at fortælle og afhængig af, om patienten har en udadvendt og snakkende personlighed eller er mere lukket. Testen er et redskab for ergoterapeuten til at gøre træningen af patienten målbar, ved at den gentages efter et stykke tid, hvorefter resultaterne kan sammenlignes. Metoden er også anvendelig hos en patient med en situation, som måske er gået i hårdknude, og hvor der sker for ringe en udvikling. Her kan den bruges til at blive klar over, hvor problemerne er størst. Vi filmer en patient, der er inde til denne form af testsituation for første gang og en anden patient, der har prøvet det en gang tidligere. Videoobservationens forløb To gruppemedlemmer ankom til stedet for videoobservationen 30-45min før det skulle begynde. På den måde fik vi tid til at hilse på vores kontaktperson og klargøre det tekniske udstyr, inden de øvrige deltagere dukkede op. Vi havde ikke før mødt vores kontaktperson, terapeuten, direkte eller været på stedet for videoobservationen, så der var nogle overvejelser og beslutninger vi først kunne træffe på selve stedet, som for eksempel hvordan kameraerne skulle opstilles for at få en optimal kameravinkel af deltagerne. Vi havde regnet med kun at videoobservere en enkelt testsituation, men det viste sig, at vores kontaktperson havde to patienter, der havde sagt ja til at blive videoobserveret under testsituationen. Hvert enkelt møde havde en varighed på Aalborg Universitet Casebeskrivelse Testen 20

25 minutter, hvilket ikke var noget problem for optagelsen, da kameraerne kunne holde i omkring en times tid. Samtalen mellem terapeuten og hendes patienter viste sig at foregå i et uformelt rum, der var fyldt op med redskaber til genoptræning (se Figur 4). Rummet var aflangt, og de kommunikerende parter sad overfor hinanden i den ene ende af rummet. Samtalen foregik over et lille enmandsbord tæt op ad væggen (se Figur 5). Figur 4 - On location Det gav os god mulighed for at opstille kameraerne, således vi havde ét kamera, der kunne optage full frame billeder af deltagerne, og to kameraer, der var zoomet ind på hver enkelt af dem, så vi senere kunne nærstudere deres nonverbale udtryk (se Figur 6). Som følge af begrænsninger med kameraledninger var kameraet, der skulle nærfilme patienten, placeret længere væk end kameraet, der filmede ergoterapeuten. Figur 5 - On location Aalborg Universitet Casebeskrivelse Testen 21

26 Selv om det resulterede i, at lysforholdene ikke var optimale for det længst væk placerede kamera, så var det også vigtigt, at kameraernes placering ikke var til gene for de kommunikerende parter. Figur 6 - Teknisk set-up. Aalborg Universitet Casebeskrivelse Testen 22

27 Indledning til teori Vi ønsker med vores teori at sætte fokus på den relation, som er til stede mellem patient og ergoterapeut. Disse teoriafsnit skal være med til at afdække hvilke egenskaber, det dialogiske perspektiv indeholder og på hvilken måde, det spiller en rolle i terapeut/patient-relationen. Endvidere ønsker vi at se på, hvor og hvordan empati kommer til udtryk mellem ergoterapeuten og patient. Vi er også interesseret i at se, om der er nogle brist i relationen. Teoriafsnittet skal afspejle den måde, vi ønsker at gå til analysen. Derfor vil vi lægge ud med CA for at se på selve samtalen. Hvordan kommer relationerne til udtryk i denne. Hvordan er turtagningsmønstret? Hvem taler mest og med hvilke ord, udtryk og måde bliver samtalen ført? Dette kan give også et godt indblik i, hvordan de implicerede forholder sig til hinanden og deres egen situation. Det vil sige, at vi her fokuserer på det aspekt af en samtale, der omhandler rollerne og hvordan de fordeles. Herunder hvordan ytrer de sig på tværs af denne rollefordeling? Hertil vil vi se på den nonverbale kommunikation og hvilken adfærd, som ligger til grund for denne. Hvordan bruger terapeuten og patienterne ansigt, hænder og krop til at underbygge deres holdninger og udsagn? Vi mener, at det kan hjælpe os med at danne et billede af de individuelle roller og relationer, der opstår mellem terapeuten og patienten. Vi har valgt at analysere de føromtalte roller, relationer og mønstre med Rogers teori om relationer. Dette skal være med til at give os et billede af rollefordeling imellem de implicerede, og hvorledes deres forskellige relationer kommer til udtryk. I teorien herom gennemgår vi emner som empati, empatisk perspektivskifte og dialog, som er centrale elementer for at forstå den hjælperposition, en ergoterapeut besidder, når hun sidder overfor en patient. Med disse tre teorier forventer vi at komme godt omkring vores problemformulering, og vi forventer at få afdækket de tre centrale aspekter af vores tilgang hertil. Aalborg Universitet Indledning til teori 23

28 Samtaleteori Samtaleanalyse er også kaldet CA ud fra den engelske betegnelse Conversation Analysis, og med denne forkortede betegnelse vil det omtales i dette projekt. CA er en metode til at undersøge menneskers interaktion i forskellige hverdagssituationer. I bogen Samtaleanalyse af Mie Femø Nielsen og Søren Bech Nielsen, gives der en definition på interaktion som værende handlinger og reaktioner på handlinger, som kæder sig sammen i gensidig påvirkning. Derudover fremhæves det, at de interagerende må være fysisk til stede for at kunne have mundtlig kommunikation. Der er dog undtagelser såsom telefonsamtaler eller videomøder og lignende, hvor parterne er i en medieret kontakt. Det er denne direkte form for interaktion, som er CA's hovedområde og teorien er derfor relevant i forhold til temarammen for dette projekt, som handler om interpersonel kommunikation. I sprogvidenskaben har der været en tendens til at give størst opmærksomhed til skriftsproget, selv om talesproget tilegnes først, og er mere grundlæggende for vores kommunikation. En grund til dette er at talesproget er i nuet og ikke kan konstrueres på samme måde igen. En væsentlig årsag til at CA har mulighed for at beskæftige sig med talesproget nu, er den teknologiske udvikling, som gør det muligt at optage og lagre data, så der er mulighed for at gå tilbage og lytte til og se den samme frekvens et utal af gange (Femø Nielsen et al., 2005, s. 17). CA som metode har hovedsagelig været anvendt til at analysere almindelige og rutineprægede hverdagssituationer imellem mennesker, hvilket ofte kan afsløre komplekse mønstre imellem de interagerende. CA kan belyse dele af interaktion, som man måske ikke lægger mærke til, fordi situationerne ved første øjekast virker enkle og ligetil. Det kan være alt fra, møder på en arbejdsplads, interviews og - som i tilfældet her i projektet testsamtaler imellem ergoterapeut og patienter. Som metode lægger CA op til at arbejde fænomenologisk med den indsamlede empiri, som beskrevet i metodeafsnittet. Det står i modsætning til en hypotetisk deduktiv tilgang, hvor man afprøver hypoteser på teksten (ibid. s. 21). CA skal anvendes som en metode til at gå til teksten selv og igennem analysen se, hvad der dukker op til overfladen af ting, som ikke umiddelbart opfattes i en situation. Man studerer sprogbrugernes egne forståelser og fortolkninger ved at se på, hvordan de orienterer sig imod hinandens sproglige bidrag". (ibid. s. 44) CA er en metode, der langsomt arbejder sig igennem tekstdele og afslører nuancer i samspillet imellem mennesker. Analysen laves på mikroniveau, hvilket vil sige, at den forholder sig helt nært til tekstens indhold, hvilket underbygger en videre fortolkning (ibid. s. 22). Derfor er der nogle begrænsninger i forhold til, hvad den er i stand til at sige noget om. I dette projekt trækkes der derfor også på teorier, som gør det muligt at vise andre ting på makroniveau 7, og dermed give et bredere billede af den analyserede situation. Man kan billedlig talt sige, at CA sammen med analysen om det nonverbale er det fundament, hvorpå de næste sten sættes i konstruktionen af analysen 8. 7 Se teorien af Carl Rogers, og teorien af Buber s Se model af analysestruktur s. 51 Aalborg Universitet Samtaleteori 24

29 Ytringer Den forståelse af en ytring som CA arbejder med er, at den kun kan forstås ud fra dens kontekst. Det leder frem til fire grundlæggende antagelser om ytringer som følger: (ibid. s. 29) 1. Interaktion er strukturelt organiseret. 2. Interaktionelle bidrag er både kontekstbetingede og kontekstskabende. 3. De to ovenstående forhold indebærer, at ingen detalje i en sproglig interaktion på forhånd kan afvises som tilfældig eller interaktionelt irrelevant. 4. Detaljerede undersøgelser af sociale interaktioner opnås bedst igennem studier af data, der stammer fra autentisk talesprog. Det vil sige, hvis vi starter med den første antagelse, at en samtale er bygget op omkring nogle normer for, hvad der siges i forskellige sammenhænge. Det kan være konventionelt betinget, som fx måden vi indleder eller afslutter en telefonsamtale, eller hilser på en bekendt hos købmanden. Det kan også være institutionelt betinget, som det fx ses i interviews eller i et debatprogram som Jersild og spin 9, hvor Jens Olaf Jersild er ordstyrer, der leder og fordeler taleture og taletid. (eget eksempel) Anden antagelse handler om, at ytringer siges, fordi konteksten lægger op til det, og at hver enkelt ytring hænger sammen med og skaber forståelse for efterfølgende ytringer. Hver ytring er kontekstskabende. På baggrund af antagelse et og to mener tilhængere af CA-metoden, at hver eneste ytring er betydningsfuld for analyse. Sprogets form og struktur er CA's fokusområde, og det er vigtigt at være bevidst om, hvad metoden kan anvendes til, og hvad den ikke kan i en analyse - derfor trækkes der på andre teorier i projektet til analyse af fx kropssprog og relationen imellem dem, for at kunne få en bredere forståelse af interaktionen imellem ergoterapeuten og hendes patienter. I det følgende gennemgås de begreber fra CA teorien, som vil blive anvendt i analysen, ud fra bogen Samtaleanalyse af Mie Femø Nielsen og Søren Bech Nielsen. Handlinger Interaktionen mellem mennesker består af sociale handlinger. Det vil sige, at handlingerne har forbindelse til andre handlinger, som mennesker koordinerer imellem hinanden. Det kan fx være at rose et andet menneske, at invitere til kaffe, at uddelegere arbejdsopgaver, at give feedback, at undskylde og mange andre ting vi oplever i hverdagen. CA arbejder med at afdække handlingernes struktur og interesserer sig for, hvorfor netop en given handling blev valgt frem for en anden. Tur-allokering Vi tænker nok ikke meget over det i hverdagen, men i tilegnelsen af sproget, lærer vi nogle signaler at kende, som gør, at vi ikke taler i munden på hinanden, og at der ikke opstår lange mærkelige pauser i samtalen - det kaldes tur-allokering. En samtale består af skiftende taleture, som kaldes turn constructional units, eller TCU. Vi lærer igennem brug af sproget, at TCU'erne projicerer mulige færdiggørelsespunkter også kaldet possible completion points, eller PCP. Dette vil sige steder, hvor det er muligt for den næste taler at tage over. Det er dog ikke sikkert, at næste taler finder det naturligt at overtage, før der 9 Debatprogram der har været sendt på DR1 om politisk spin, med journalist Jens Olaf Jersild. Aalborg Universitet Samtaleteori 25

30 kommer et transition relevant place, eller TRP, som er et overgangsrelevant sted. Hvordan disse steder signaleres beskrives senere i afsnittet. En samtale kan se ud som beskrevet i modellen nedenunder. Figur 7 - Model: Femø Nielsen, Bech Nielsen, 2005 Figur 7 viser et relativt simpelt eksempel på en taletur, som kan være komplekst opbygget. En taletur varer fra en person starter med at tale, og til vedkommende stopper igen. Turen kan være afbrudt af at en anden taler, hvorefter første taler fortsætter med at sige noget, der hænger sammen med påbegyndte. Derfor kan det være svært at afgrænse, hvornår der er tale om én taletur, der bliver afbrudt, eller om der er to selvstændige taleture. Det må afgøres af en individuel vurdering i nogle situationer (ibid., s. 36). Ifølge Mie Femø Nielsen, så er hver taletur designet til modtageren, så at hvert enkelt snøft har betydning i sig. Derudover har modtager i en samtale en indre motivation for altid at lytte intenst, ikke bare efter indholdet i det sagte men også efter, hvad taleren forventer af respons og i forhold til turtagning. Samtaler er bygget op af et interaktionelt system, der handler om at tale til modtager eller afkode talers signaler (ibid., s. 37). Reglerne for tur-allokering er beskrevet af Sacks, Schegloff og Jefferson i Grundlæggende er der to regler, hvoraf det første punkt er delt op i tre underpunkter. Betegnelserne for de talende er F for første taler (også kaldet p.t-taleren, eller selv) og N for næste taler (også kaldet recipient, modtager, lytter eller anden). Nedenfor er reglerne først beskrevet i et flow-chart, og efterfølgende er de beskrevet verbalt. Figur 8 - Model: Femø Nielsen, Bech Nielsen, 2005 Aalborg Universitet Samtaleteori 26

31 Figur 8 viser mulighederne for tur-allokering i en taletur, hvor taler har mulighed for at fortsætte sin tur, hvis ikke denne vælger en anden taler eller bliver afbrudt. Det er yderligere præciseret i følgende punkter: 1. A) Igangværende taler (F) vælger næste taler (N). Det vil sige at F foretager næstevalg, hvilket betyder at den og kun den udvalgte taler har ret og pligt til at tage tur. B) Hvis ikke F vælger N, så kan N foretage selv-valg, men behøver ikke at gøre det. Her gælder at første taler vinder taleretten, samt at overgang forekommer på startstedet. C)Hvis ikke F foretager næste-valg, så kan F fortsætte (men behøver det ikke), med mindre N foretager selv-valg. 2. Hvis der ved starten af et TRP i starten af en TCU hverken er sket 1a eller 1b, men F er fortsat med at tale som følge af 1c, så træder regelsættet 1a-c i kraft igen ved hver TRP og fortløbende ved hvert TRP, indtil overgang er foregået. (ibid., s. 37) Når dette nogle gange ikke fungerer, kan de interagerende enten tale i munden på hinanden, eller der kan forekomme unaturlige pauser. Turenheder Alle turenheder kan kategoriseres indenfor fire grundlæggende typer, uafhængigt af om taleturen består af en enkelt sætning eller om det er flere lange sætningsperioder med underordnede ledsætninger. Turenhederne kan alle forekomme i den samme taletur, og omvendt kan hver turenhed stå alene og udgøre en taletur i sig selv. Hver turenhed har sin egen mulige afslutning, så modtager kan afkode, hvornår en turenhed er slut (ibid., s ). De fire enheder er beskrevet nedenfor: Leksikalsk TCU Denne enhed består af kun ét ord. Det vil ofte være ord som ja, jo, nej, næ, som korte besvarelser eller bekræftelser. Men ethvert ord kan, som nævnt i det foregående, i teorien udgøre turenheder i sig selv. Phrase-TCU Denne kategori kan være lidt vanskelig at arbejde med, da den dækker over turenheder, der er på mere end et ord, men mindre end en ledsætning. Det kan fx bestå af nominalsyntagmer, adverbielle/nominelle-syntagmer, finitte sætninger uden kompliment og infinitte verbalsyntagmer eller elliptiske konstruktioner. (Stensig 2001, s. 82) Et eksempel kunne være: A: Det var en kedelig film vi så i lørdags synes du ikke? B: Hva' var det? A: Kedelig film B: Jo, ærlig talt. Historien var lidt tynd. I eksemplet gentages spørgsmålet stillet af A, som ikke blev hørt, uden at bruge hele sætningen igen, men blot en adjektivenhed. Aalborg Universitet Samtaleteori 27

32 Ledsætnings-TCU Ledsætninger betragtes grammatisk set som underordnede sætninger i forhold til en hovedsætning. Men i tale forekommer de af og til som selvstændige turenheder. Dog vil de ofte optræde forud eller efter en hovedsætning. Et konstrueret eksempel kan være: A: Vi har det sgu godt B: Ja A: ikk? B: Det har vi A: i vores lille have B: ja I eksemplet stiller A et spørgsmål til B, som A anmoder om en genbekræftelse på i 3. linje, derefter fortsætter A med en ledsætnings-tcu, som en fortsættelse på sætningen i linje 1., selv om den er sekventielt isoleret af genbekræftelse og svar. Periodiske-TCU Den sidste kategori dækker over turenheder, der svarer til den skriftlige betegnelse en periode, hvilket vil sige fra et punktum til det næste. Dette indebærer, at mange periodiske TCU'er vil indeholde op til flere ledsætnings-tcu'er. De kan kaldes enkelthedseller flerhedsture. Eksempel på en periodisk TCU, der er opbygget af en helsætning og en bisætning, kan være: A: Så kan vi godt køre A: hvis du er klar? Her er hovedsætningen (Så - køre). Det er kendetegnende for en turenhed, at den ikke før sin mulige afslutning indbyder en ny taler til at bryde ind (ibid., s. 42). CA arbejder i modsætning til sproglingvisterne ikke nødvendigvis med sætningen, som det mest relevante, afgrænsede analyseobjekt, men benytter sig af taleture, der er opbygget af turenheder, ikke af sætninger (ibid., s. 43). Projektion Som beskrevet er der steder i en samtale, som angiver naturlige overgange fra en taler til den næste, steder som kan være mulige færdiggørelsespunkter. Disse steder kaldes PCP eller possible completion point. En modtager kan ikke vide, hvor en taletur ender, men taler og modtager kan i løbet af samtalen projicere, hvor talen sandsynligvis ender. Denne projicering foregår ud fra syntaks og prosodi, samt pragmatiske 10 og sekventielle forhold (ibid., s. 43). Det er både grammatik og betoning, der fortæller os noget om talens slutpunkter. På disse måder kan samtalen struktureres, så man undgår overlappende tale og lange pauser, som kun optræder i nogle særlige tilfælde. 10 Med pragmatiske forhold henvises her til teorien om at ytringer udfører sociale handlinger, som beskrevet af Austin og Searle. Men CA kritiserer denne teori for at dekontekstualisere tekster, og overser betydningen af ytringers sekventielle placering, til at fortælle, om en ytring har udført sin intenderede handling. ibid., s. 49 Aalborg Universitet Samtaleteori 28

33 Begrebet prosodi dækker over ords lydegenskaber som blandt andet: rytme, dynamik, betoning, tonation og accent 11. Disse har betydning for, hvornår næste taler opfatter et muligt PCP. Når der stilles et spørgsmål sluttes sætningen ofte med intonal stigning, fx: Skal vi gå hjem? Hvor hjem har en stigende intonation. Men også i sætninger som ikke er spørgende har prosodi betydning. Siges fx sætningen: Jeg plejer at komme mandag og onsdag. med intonal stigning på mandag, så kan modtager høre, at sætningen ikke er færdig endnu og venter på afslutningen (ibid., s. 48). Turpar Et turpar er kendetegnet ved at være på mindst to ytringers længde (Fx: Tak for mad!" Ja velbekomme da ). hver ytring er produceret af forskellige personer. indeholde mindst to dele (FPP og SPP for first- og second pair part). parrets bestanddele optræder i tilknytning til hinanden, men ikke nødvendigvis i umiddelbar forlængelse af hinanden. optræde i relativ orden, således at første del tilhører klassen af FPP'er, og anden del tilhører klassen af SPP'er. have konditionel relevans: Givet den første, bliver den anden forventelig, hvorfor den anden kan ses som en anden til den første, ligesom den andens fravær kan ses som fravær af en anden til den første; alt dette er givet af forekomsten af den første. optræde i diskriminativ relation, idet den kategori, FPP tilhører, styrer udvælgelsen blandt SPP'ere. Det vil sige, at det ikke er ligegyldigt, hvad der svares til Tak for mad. Det giver ikke mening at sige Grønne gummistøvler, som svar til denne FPP. På den måde er der en vis orden i den måde vi taler sammen på, som giver mening for os. (Beskrevet i Femø Nielsen et al., 2005, s.62) Når en FPP er givet, forventes der et svar fra anden taler. Gives dette ikke, vil taleren i første omgang ofte gentage sig selv, for at være sikker på at være blevet hørt, men udeblivelsen af en respons vil være mærkbar og tydelig, og tolkes som en pointe i sig selv (ibid.). Et turpar hænger sammen, men det kan godt være adskilt af indskudte turpar undervejs. Et turpar i sig selv kan kaldes den minimale sekvens og med indskudte turpar kaldes det en udvidet sekvens (ibid., s. 75). Et konstrueret eksempel kan være: 1. Skal du i biografen i morgen? 2. Hvem kommer med? 3. Rasmus og Sofie indtil videre 4. Ok, jeg kommer også 11 Begrebets forklaring er hentet fra Wikipedia.org, 22. april, 2009: Aalborg Universitet Samtaleteori 29

34 I eksemplet hænger 1 og 4 sammen som en minimal sekvens adskilt af 2 og 3, som er et indskudt turpar. Præference I en samtale kan FPP'er godt lægge op til bestemte SPP som respons, og der skelnes imellem tre forskellige typer, som følgende vil blive beskrevet. Sekventiel præference Ved sekventiel præference er der ved nogle bestemte turpar bestemte SPP'er, som er præfererede blandt de mulige SPP'er, som FPP'en projicerer. Det gælder ved invitation, anmodning, tilbud, forespørgsel eller et forslag, at præferencen er accept og dispræferencen er et afslag, imens en vurdering har præference for enighed og dispræference for uenighed og selvkritik har præference for uenighed. Taleren gør meget ud af at opnå enighed ved fx at stille eller-spørgsmål, så modtager kan svare bekræftende på det andet spørgsmål, hvis det første ikke gav øjeblikkelig respons. Taleren kan også vælge at nedtone et forslag, indtil det er acceptabelt for modtageren (ibid., s. 68). Følgende er et konstrueret eksempel på dette: Skal vi ikke gå over til Carsten og hjælpe ham med at ordne haven, det er et stort arbejde for ham? Vi kan måske bare være et par stykker, der tager derover? Vi behøver heller ikke være der hele dagen. Eksemplet viser hvordan et forslag kan reguleres, så der kan opnås enighed, så det kan godtages af modtager. Praksis-præference Når der tales om praksis-præference, handler det om SPP-design. Det er muligt at svare præfereret eller dispræfereret, uanset hvad responsen sekventielt fungerer som. Det er kun udseendet af responsen, det drejer sig om. Fx kan et sekventielt dispræfereret afslag fremsættes tøvende, stammende og med forklaringer således, at den også er designet dispræfereret, hvilket gør, at man ikke tænker på, at der er tale om to forskellige former for præference. En sekventielt præfereret accept, der gives nølende og med accepten skubbet meget langt ind i svaret, er designet dispræfereret (ibid., s. 70). Personlig-præference Talerens ønsker og motiver omtales som den personlige-præference. Denne skal ikke forveksles med de tekniske præference-begreber, som der arbejdes med i CA (ibid., s. 71). Stilhed og non-tale Non-tale dækker over tre forskellige betegnelser som CA arbejder for at beskrive stilhed i tale. De tre inddelinger er beskrevet i det følgende (ibid., s. 84). Pause Bruges om to forskellige slags stilhed. Den første er et TCU-internt ophold i talen. Den anden type er næste-talers pause, som forekommer, når en taler har foretaget et næstevalg, men inden denne er begyndt at tale. Det kan også kaldes tøven (ibid., s. 84). Aalborg Universitet Samtaleteori 30

35 Gap Betegner en kort stilhed, der er imellem to ture, efter at første-taler har valgt næste-taler. Den kaldes for et tur-mellemrum, og pausen kan ikke tilskrives hverken som første- eller anden-talers pause, og den forekommer efter TRP. Den ligner næste-talers pause som beskrevet ovenfor, men tilhører ikke nogen af parterne (ibid., s. 84). Lapse Den sidste betegnelse dækker over en lang pause i talen, som typisk varer over et sekund, der opfattes som et brud i samtalen. Derfor kaldes den også for slip-pause. Denne pause kommer, når der hverken foretages selv-valg fra nogen af parterne eller næste-valg fra den forudgående talers (ibid., s. 84). Mie Femø Nielsen har foreslået også at medregne den naturlige pause på et splitsekund, der er imellem to ture og kalde den for tur-skifte-pause. Det regnes normalt ikke for at være en pause, men ved dens fravær kan det høres, at den mangler. Det sker ved direkte påhængt turovergang (ibid., s. 84). Reparatur Ved problemer med at ytre eller med at forstå det sagte bruges reparatur. Det forekommer ikke på tilfældige steder, men hovedsagelig i første tur det vil sige, samme tur som problemet opstår i i næste tur det vil sige af en anden taler og i turen lige efter problemkildeturen. Det foregår ved at næste-taler initierer reparatur fx via et interrogativ ( Hva'? ) eller i den efterfølgende tur af den oprindelige problemproducent. Først- taler kan fx opdage, at modtager ikke har forstået første tur, og går derfor tilbage og opklarer problemet (ibid., s. 81). Reparatur foretaget af taleren selv, som har produceret problemet, foregår i første eller tredje tur og kaldes selv-initieret, og reparatur foretaget af modtager kaldes andeninitieret. Der er mindre risiko for at tabe ansigt ved en selv-initieret reparatur. Taler kan godt vælge at gøre opmærksom på et problem ved at initiere reparatur. Det vises fx med tøvelyde, lydforlængelse, TCU-interne pauser, stammen og selvafbrydelser. Med undtagelse af selvafbrydelse er disse indikatorer fremadrettede mod noget, der endnu ikke er sagt, hvorimod selvafbrydelse er bagudrettet og giver mulighed for, at reparere på det allerede talte (ibid., s ). Minimalrespons Når modtageren skal vise taleren, at vedkommende lytter og gerne vil opfordre taler til at fortsætte, benyttes der ofte små ord eller lyde, som ikke afbryder, men viser, at der lyttes aktivt. De er inddelt i forskellige kategorier alt efter det signal, de sender. Tilstandsskiftemarkører: nå og aha Prælukkere: så::, okay og ja med nedadgående intonation. Fortsættelsesmarkører: mm hm, ja og mm begge med opadgående intonation Aalborg Universitet Samtaleteori 31

36 Besvarer og bekræfter: ja eller jo med nedadgående intonation, nej, næ, mm med nedadgående intonation, (ibid. s. 91). På den måde medkonstruerer modtageren samtalen, ved at vise sin deltagelse. Indexikalitet I lingvistikken arbejder man med nogle ord der er pegende eller har en henvisende betydning i sig. I CA metoden kaldes disse udtryk for medlemskategorier, - de kaldes deiksis 12 og er beskrivende i forhold til personer, tid og sted. Deiksis forstås kun ved at se på samtalen og den kontekst, de nævnes i. (ibid, s. 133) Person-deiksis er jeg/vi og du/i/de/han/hun, som understreger en relation imellem de talende parter. Der anvendes også beslægtede pronominer som min/din/vores (Drotner et al., 2006, s. 169). Sted-deiksis benytter grundlæggende adverbiet her til at markere modsætning til alle andre steder, som beskrives med der. Ofte vil udtrykket være efterfulgt af pegende gestik for at præcisere, hvad der menes. Udvidede ord med samme grundbetydning er derovre, herhjemme, derude osv. (ibid., s. 172) Tids-deiksis forstås som regel let i hverdagssamtaler, hvor der bruges udtryk som i morgen, på fredag eller i forgårs. Men det er mere problematisk på skrift, da der hurtigt vil forekomme en tidsforskydelse, så i eftermiddag ikke længere giver mening for modtager. I dette projekt er det dog udelukkende ansigt-til-ansigt kommunikation, der analyseres (ibid., s. 173). Intersubjektivitet Kontekstbegrebet er i CA-metoden indsnævret til, at enhver tur skal ses i forhold til den foregående tur og den, der følger. På den måde viser modtager, hvordan vedkommende har forstået den foregående ytring, hvilket svaret vil afspejle. Ved en forkert forståelse vil responsen fra første-taler være en korrektion af denne - ved at lave en reparatur - som beskrevet tidligere i dette afsnit. På denne måde konstruerer de interagerende en fælles forståelse. Når virkeligheden konstrueres socialt, betyder det endvidere at alt er til forhandling: Der kan forhandles om alt fra ords betydning, retten til en taletur, retten til at definere eller opsummere et taleemne til priser på brugte biler, finanslove og fredsbetingelser. (Femø Nielsen et al., 2005, s. 112) Denne forhandling kommer til udtryk i de signaler om turtagning, respons osv., som de interagerende sender til hinanden i samtalen og som teorien i dette afsnit beskriver. Analysemetode Teorien om CA skal i dette projekt være med til at belyse den interpersonelle kommunikation mellem ergoterapeut og hendes patienter. Måden det gribes an på er, at der er udvalgt sekvenser fra den indsamlede empiri, som særligt har interesseret gruppen. Beskrivelsen af deiksis er hentet fra bogen Medier og kultur af Drotner et al, 2006, for efter vores vurdering, at kunne give en klare beskrivelse end den litteratur vi har anvendt til størstedelen af dette teoriafsnit. Aalborg Universitet Samtaleteori 32

37 Det udvalgte empiri består af to bidder fra samtalen med første patient og en enkelt del fra samtalen med den anden patient. Som Femø Nielsen og Bech Nielsen opfordrer til i bogen Samtaleanalyse, er udgangspunktet for analysen at overveje: Hvorfor lige dette, hvorfor lige på dette sted, og hvorfor lige på den måde? Hvad sker der lige inden, der kan foranledige det? Hvad sker der lige efter, som viser, hvordan de øvrige deltagere opfatter det? (ibid., s 168) Det er derfor vigtigt at se på empirien med åbenhed og opmærksomhed for at få øje på, hvad der rent faktisk foregår i sekvensen, hvilket stemmer overens med den fænomenologiske tilgang, som beskrives i metodeafsnittet 13. Det gøres helt praktisk ved at gennemse empirien og derefter beskrive, hvad der springer i øjnene. Vi har valgt at se på indledningen til samtalerne, fordi der her sker meget i dem begge, samt en ekstra sekvens fra patient 1, der har været interessant. Det kan fx være turtyper, sociale handlinger, turdesign, hvordan turene relaterer til hinanden osv. Femø Nielsen og Beck Nielsen opfordrer til at denne indledningsmanøvre gøres af flere personer sammen, for at få flest mulige betragtninger frem (ibid., s. 168). Den videre analyse foregår ved en mere grundig gennemgang af de forskellige begreber, der arbejdes med i CA. På det grundlag bliver samtalernes form og struktur beskrevet klart og tydeligt, og det vil være muligt at kunne drage nogle tolkninger på baggrund af det sete (Ibid., s. 169). En vigtig holdning i CA er ikke at arbejde med intentioner og motiver hos de interagerende, fordi der ikke er data til at gøre det, men ud fra en grundig analyse vil der kunne vise sig bestemte træk og mønstre, som kan give et indtryk af personen. Men det er udelukkende udledt af, hvad vedkommende gør, siger og syner (ibid., s. 169) Sekvenserne vil blive gennemset mange gange og med pauser imellem for at få flest mulige detaljer med og for at undgå ikke at stirre sig blind på et punkt, så man ikke ser, hvad der præcist udspiller sig (ibid., s. 169). 13 Se afsnittet om fænomenologi i metodeafsnittet s. 11 Aalborg Universitet Samtaleteori 33

38 Nonverbal kommunikation Nonverbal kommunikation har udviklet sig over mange årtusinder og har i dag ikke bare stor betydning for hvordan mennesker kommunikerer med hinanden, men også hvordan de socialiserer sig og skaber relationer til hinanden. Nonverbal kommunikation er derfor interessant, se i forhold til både dette semester temarammen som omhandler interpersonel kommunikation og set i forhold til vores problemstilling som omhandler relationen mellem en ergoterapeut og hendes patienter. For at få en grundlæggende forståelse for, hvad nonverbal kommunikation er, ser vi først på John Fiskes beskrivelse heraf, herunder hvordan Argyle har defineret nonverbal kommunikation i ti punkter. Efterfølgende ser vi på Ekman og Friesens opdeling af nonverbal adfærd, og hvad der ligger til grund for disse handlinger. Figur 9 - Struktur for nonverbal kommunikation og adfærd. Aalborg Universitet Nonverbal kommunikation 34

39 Koder og signaler imellem mennesker Nonverbal kommunikation handler i høj grad om signaler mennesker imellem. Disse signaler kan beskrives som koder, som afsender og modtager har en fælles forståelse for. Disse koders egenskaber er at forstærke de sociale dimensioner i de forskellige kulturelle samfund. Disse koder kan ifølge John Fisk konkretiseres til repræsentative koder og præsentationskoder. Repræsentative koder omhandler den litterære tekst, hvor ikke alene teksten i sig selv indeholder budskaber, men også den måde den er komponeret og udfærdiget på. Det vil sige, at afsenderen kan sende koder til modtagere om, hvordan teksten skal opfattes ved brug af forskellige synlige effekter og tegn. Præsentationskoder handler derimod om signaler, som kommer til udtryk gennem gestik, ansigtsudtryk, blik, toneleje, afstand og berøring. Disse koder sendes og aflæses modsat repræsentative koder i nuet, desuden er disse koder begrænset til ansigt-til-ansigt kommunikation eller til modtagerens tilstedeværelse. Denne kommunikative kode har to funktioner: (John Fisk, 1982, s. 70) Først og fremmest bibringer denne kommunikationstype en indeksering af informationer om afsenderen. Det vil sige informationer, som modtageren erfarer omkring afsenderen i den givne situation, såsom informationer omkring afsenderens identitet, følelser, attitude og sociale position. For det andet har den nonverbale kommunikation stor indflydelse på administrationen af interaktionen mellem afsender og modtager. Det betyder, at afsenderen ved hjælp af disse præsentationskoder forsøger at styre sin interaktion for at opnå et forhold til modtageren, såsom at lede, dominere, forsone eller afskære sig. Disse koder er stadig indekserede, men bibringer informationer om en ønsket relation mellem afsender og modtager, frem for informationer omkring afsendernes person. Den menneskelige organisme er central for disse præsentationskoder. Professor Michael Argyle ( ) har defineret disse koder som følgende (ibid., s. 72): 1. Berøring mellem afsender og modtager kan indeholde vigtige budskaber om et nuværende eller et ønsket tilhørsforhold mellem de to parter. Berøring spiller til daglig en vigtig rolle i menneskers hverdag, men er berørt af at være et tabu. Berøring på ikke følsomme steder kan signalere opmærksomhed og kontrol, hvor det på følsomme steder kan signalere kærlighed, nærhed og hengivenhed. 2. Nærheden, eller afstanden om man vil det, mellem afsender om modtager viser ligeledes noget om et nuværende eller ønsket tilhørsforhold mellem dem. Indenfor en halv meter defineres tilhørsforholdet som intim, indenfor halvanden meter som personligt og herefter bliver tilhørsforholdet mere offentligt. Hertil er mennesker generelt territorielle og ønsker faste og mærkede rammer i deres hverdag. Fælles for både berøring og nærhed mellem afsender og modtager er, at det er meget kulturelt betinget. Aalborg Universitet Nonverbal kommunikation 35

40 3. Vinklen mellem afsender og modtager kan ligeledes signalere noget om deres tilhørsforhold. Hvis parterne er overfor hinanden kan det være med til at signalere en form for intimitet eller aggression, hvorimod der signaleres et mere kooperativ forhold hvis parterne er side om side. 4. Udseende inddeler vi yderligere i to undergrupper: det kontrollerede og det ukontrollerede. Det kontrollerede udseende er frisure, tøj, kropsudsmykning, pyntegenstande og lugt. Det ukontrollerede udseende er højde, vægt og alder med mere. Udseende sender informationer om personlighed, konformitet, sociale relationer og status. 5. Hoved-nik har stor betydning for administrationen af interaktion(en) mellem afsender og modtager, specielt ved turtagning i dialog kan et nik have stor indflydelse på samtalens udfald. 6. Ansigtsudtryk, som er den mest ekspressive del af kroppen, kan deles op i følgende: øjenbrynsposition, øjenform, mundform og næsehuls størrelse mm. De muliggør tilsammen en lang række ansigtsudtryk. Her er det interessant, at disse udtryk har store ligheder på tværs af de kulturelle barrierer, modsat mange af de andre præsentationskoder. Mange ansigtsudtryk vil blive udført uden kommunikative hensigter om at få et budskab igennem det vil sige det foregår ubevidst. 7. Gestik omhandler de signalerende kropslige bevægelser med specielt arme og hænder, som afsender og modtager gør brug af for at understøtte den verbale interaktion imellem dem. Gestikken kan signalere generelle, men også mere specifikke følelser såsom ophidselse. Eksempelvis kan vertikale bevægelser til tider opfattes som dominerende, hvor konditionelle cirkulære bevægelser opfattes som mere forklarende og sympatiske. Foruden disse indekserende bevægelser findes der også symbolske bevægelser, som kan være mere eller mindre kulturafhængige. Et eksempel kan være V-tegnet, som i Amerika signalerer fred men i England virker fornærmende som The finger. 8. Kropsholdning omhandler hvordan afsender står, sidder eller ligger, og sende signaler om den interpersonelle attitude, såsom venligsindet, fjendtlighed, overlegenhed eller underlegenhed. Hertil sendes der også følelsesrelaterede signaler såsom anspændthed eller afslappethed. Her er det interessant, at kropsholdninger er sværere at kontrollere end ansigtsudtryk. 9. Øjnebevægelser og især øjenkontakt mellem mennesker er meget vigtig for at forstå tilhørsforholdet mellem dem. Ved at skabe øjenkontakt indikeres der et tilhørsforhold mellem afsender og modtager, hvor et stirrende og vedvarende blik kan virke dominerende for modtager. Ved at skabe øjenkontakt tidligt i en verbal udtalelse, viser afsender sit ønske om at dominere sin samtale med modtager. Hvis Aalborg Universitet Nonverbal kommunikation 36

41 der igen skabes øjenkontakt mod eller efter afslutning af denne udtalelse viser afsender igen sit tilhørsforhold til modtager, hvor der ønskes en form for feedback fra modtager. Desuden kan øjenkontakt have stor betydning for afsenderens og modtagerens indbyrdes troværdighedsforhold. 10. Nonverbale aspekter af tale kan inddeles i to undergrupper: a. Den prosodiske kode, som har effekt på selve betydningen af de valgte ord. Her spiller stemmeleje og stress en stor betydning for, om en sætning er et spørgsmål eller erklæring. b. Den paradigmatiske kode, som klassificeres som tone, volumen, accent, sprogfejl og hastighed, er med til at indikere afsenderens følelsesmæssige stadie, hans personlighed, hans sociale klasse, hans status og ikke mindst hans syn på modtageren. Disse præsentationskoder kan klassificeres på baggrund af individet. De er relativt simple, da de har forholdsvis få egenskaber at vælge fra i den paradigmatiske dimension, og der er hertil lette regler for kombinationer i det syntagmatiske. Disse to aspekter vil vi berøre yderligere under afsnittet Samtaleanalyse, s. 24, eksempelvis kan vi under Reparatur se hvad sprogfejl betyder for konversationen. Næsten alle aspekter af menneskers sociale liv er reguleret af disse koder, og de normer og regler som lægger til grund for dem i de individuelle kulturer. Men hvad kan vi lære om kommunikation på baggrund af disse signaler, og hvilke informationer kan vi erfare ved at studere denne nonverbale adfærd nærmere? Nonverbal adfærd For at forstå nonverbal adfærd er det nødvendigt ikke bare at kigge på dens anvendelse, men også dens oprindelse og dens afkodning. Professor Paul Ekman (University of California) og Dr. Wallace V. Friesen (University of Kentucky) er psykologer og pionerer indenfor det nonverbale, og specielt Ekman har beskæftiget sig meget med menneskelige følelser og deres relationer til ansigtsudtryk. Oprindelsen Nonverbal adfærd har sin oprindelse i stimulus, erfaring og kulturel erfaring. De er alle med til at bestemme hvordan et specifikt individ handler i en kommunikativ situation. (Paul Ekman et al., 1969, s. 59) Ved stimulus forstår vi den adfærd, som har sin oprindelse i nervesystemet og som ses i hvad vi bedst kan betegne som reflekser. Ved erfaring forstår vi den almindelige adfærd som erhverves og udvises gennem social kontakt og adfærd med andre individer, og som er nødvendig for at tilpasse sig og overleve i det pågældende miljø. Ved kulturel erfaring forstår vi den mere specifikke adfærd, som er erhvervet gennem en mere individuel kontakt med individer fra sociale klasser, kulturer og familie. Aalborg Universitet Nonverbal adfærd 37

42 Kodning Når man kigger på nonverbale handlinger, er det nødvendigt at se på overensstemmelserne mellem handlingen og dennes mening. Det vil sige, hvordan vi karakteriserer relationen mellem selve handlingen, og hvad den tilkendegiver. (ibid., s. 60) Først og fremmest kan vi definere denne relation som extrinsic eller intrinsic, hvor extrinsic kan konkretiseres yderligere som arbitrære eller ikoniske. Arbitrær-kodet handling bærer ingen visuelle ligheder til deres mening. Ikonisk-kodet handling bærer visuelle ledetråde til deres mening. Intrinsic-kodet handling bærer som ikonisk-kodet handling visuelle ledetråde til deres mening, men i modsætning til ikonisk-kodet handling er disse ledetråde ikke tydeligt forbundet til selve tydningen af handlingen. Som eksempel kan vi nævne at en ikonisk kodet handling, kan være nå man holder sin hånd som en pistol, hvis man vil signalere at man vil skyde nogen. Hvor en intrinsic kodet handling vil være at holde hånden, som hvis man holdte en pistol, vi ser i begge tilfælde ledetråde til hvad handlingen indikere, men effekten heraf er langtfra den samme. Fem kategorier af nonverbal adfærd Nonverbal adfærd består som nævnt tidligere af en række forskellige præsentationskoder, som involverer både krops- og ansigtsbevægelser. Disse koder kan ifølge Ekman og Friesen inddeles i fem former for nonverbal adfærd. (Paul Ekman et al., 1969, s ) Emblemer Emblemer skiller sig ud fra anden nonverbal adfærd primært på baggrund af deres brug, deres relation til verbal adfærd og ikke mindst den bevidste intention bag dem. Emblemer kan i mange tilfælde oversættes direkte til noget verbalt i form af et ord eller en lille sætning. De verbale definitioner eller oversættelser af emblemer er vidt udbredt indenfor bestemte grupper eller kulturer. Det ses sjældent, at et emblem ikke er fremført på baggrund af en bevidst intention hos et individ, som ønsker at kommunikere et budskab, men det kan forekomme i for eksempel vrede. Det faktum, at et emblem kan blive fremført ubevidst, sætter ikke spørgsmål ved om det så er et emblem, da selve denne status ligger i den fælles afkodning og forståelse i den pågældende samfundsgruppe. Specielt hvor verbalt kommunikation forhindres, er emblemer hyppigt udbredt. De forekommer selvfølgelig også i almindelig dialog, men selve grunden til deres forekomst er ret uklar, da de optræder sporadisk. Deres forekomst kan dog være rituelt behæftede. Blandt nonverbal adfærd er emblemer de lettest forståelige, da de har en klar udspecificeret kulturel betydning. Derfor bærer de heller ikke personlige informationer i samme omfang som andre nonverbale handlemåder. Emblemer kan komme til udtryk alle steder på kroppen, langt hyppigst er dog brugen af hoved og hænder. Emblemer kan være ikonisk-kodet, men de behøver ikke at være det, det vil sige at de nødvendigvis ikke bærer den samme information eller kode om man vil, Aalborg Universitet Nonverbal adfærd 38

43 som den angivende form af dem viser. Her er tegnsprog et godt eksempel på, at alfabetet ikke vises med tegn, som ligner bogstaver. (ibid., s. 63) Illustratorer Illustratorer består af bevægelser, som er direkte bundet til tale. Deres funktion er at illustrere det verbalt sagte. Vi kan opdele illustratorerne i seks typer: (ibid., s. 68) Batons, som er bevægelse, der understreger en rytme eller fremhæver ord eller sætninger. o Eksempelvis når man understreger takten i en sætning med pegefingeren. Ideografiske bevægelser, som angiver idemæssig retning. o Eksempelvis når man ytrer sig på den ene side på den anden side og viser det ved at vende håndryg til håndflade. Deiktiske bevægelser, som peger på bestemte objekter. o Eksempelvis når man peger på et specifikt objekt og refererer til det. Spatiale bevægelser, som illustrerer rumlighed. o Eksempelvis når man viser hvor stor en fisk, man har fanget med afstanden mellem sine hænder. Kinetografiske bevægelser, som illustrerer kropslig bevægelse. o Eksempelvis når man illustrerer med sine hænder og krop, hvordan man faldt over et objekt. Pictografiske bevægelser, som tegner billeder. o Eksempelvis når man illustrerer overskæg ved at holde to fingre under næsen. Bartons og Ideografiske illustratorer skiller sig ud fra de øvrige, da de i sig selv ikke giver mening uden den ledsagende tale. De indeholder dog alle den egenskab, at deres udførelse er stærkt forbundet med den verbale kommunikation i nuet. Det vil sige, at en illustrator er forbundet med talens indhold, tone og styrke. Illustratorer minder en del om emblemer, når man kigger på intentionen bag dem og bevidstheden om deres brug. Dog er både intention og bevidsthed herom ikke så klare som ved emblemer. De fleste illustratorer er informative og giver en klar forståelse i relation til det verbale. Normalt giver illustratorer ikke feedback i en kommunikativ situation på samme måde som emblemer til trods for observationen af dem. Som emblemer erhverves illustratorer gennem den sociale erfaringsdannelse gennem barndommen, hvor børn identificerer sig med rollemodeller og efterligner dem og deres sprog. Udbredelsen og brugen af de forskellige typer af illustratorer svinger meget fra den etniske baggrund af et individ til et andet. Affektvisning Affektvisning aflæses primært i ansigtstræk, dog kan der i forlængelse af disse forekomme kropsbevægelser, som er de adfærdsrelaterede følger af effekten og ikke afspejler effekten i sig selv. Aalborg Universitet Nonverbal adfærd 39

44 Disse affektvisninger indeholder karakteristiske ansigtstræk, som er universelle for alle mennesker på tværs af lande og kulturer. Vi skelner mellem seks universelle følelser som lægger til grund for affektvisningerne: Glæde, overraskelse, frygt, sorg, vrede og foragt. Enhver af disse følelser kan forholdsvis let aflæses ved at observere affektvisning i modtagerens ansigt, og dette uafhængige af, hvilken kulturel baggrund dette individ nu engang måtte have. (ibid., s. 70) Visningsregler Visningsregler kan konkretiseres som en række håndteringsprocedurer til at kontrollere affektvisning med, disse procedurer er formentlig allerede lært i barndommen og kan defineres som følgende: De-intensivering træk i fremtræden dæmpes, eksempelvis kan frygt gøres moderat. Overintensivering træk i fremtræden overdrives, eksempelvis kan frygt overdrives. Neutral træk i fremtræden neutraliseres, eksempelvis elimineres frygt som om den ikke var der. Maskering træk i fremtræden skjules, eksempelvis udtrykkes glæde i stedet for frygt. Figur 10 - Proces for affektvisning. Brugen af disse visningsregler er forankret i sociale normer om, hvordan affektvisninger håndteres ved indtrædelse. Disse normer omhandler ikke kun karakteristika af individet såsom rolle, status, alder og køn, men også hvem der er til stede, når den indtræffer og den sociale kontekst. Både visningsregler og de sociale normer varierer fra en kultur til en anden. Affektvisninger kan relatere til verbal adfærd på flere måder. De kan repetere, opkvalificere eller stride med en verbal udtalelse, men kan i sig selv også være en Aalborg Universitet Nonverbal adfærd 40

45 selvstændig kanal for kommunikation. Ansigts-adfærd og i særdeleshed affektvisning modtager generelt meget opmærksomhed og feedback fra andre individer, fordi ansigtet er et fokuspunkt i kommunikative situationer og derfor modtager mere opmærksomhed end eksempelvis kroppen. Regulatorer Regulatorer har til opgave at vedligeholde og hjælpe til med at styre en samtale frem og tilbage mellem to eller flere individer. De giver taleren en ide om at forsætte, gentage, forklare, skynde sig, være mere interessant eller give en anden ordet. De kan give lytteren en ide om, hvor det er særdeles vigtigt at høre efter, eller om at de kommer til orde om et øjeblik. (ibid., s. 82) Regulatorer er som illustratorer specielt relateret til samtalen, men hvor illustratorer indflettet med øjebliksudsving i talen, er regulatorer i stedet relateret til konversationens udvikling og udveksling. De fleste regulatorer bærer intet indhold, men giver informationer om tempo og skift i samtalen, da de er rettet mod udvekslingen mellem konversationens individer. Regulatorer ligger i periferien af opfattelsen, hvilket betyder, at de bliver brugt vanemæssigt uden større eftertanke. En samtale uden regulatorer vil i mange tilfælde virke forstyrrende og usammenhængende, blandt andet derfor bliver de også taget for givet i konversationer. Brugen af regulatorer er tilknyttet forskellige roller, sociale klasser, kulturer og etnicitet. De kan derfor være konfliktdannende på tværs af disse, da de kan tydes forskelligt. Almindelige eksempler er: Nik, øjenkontakt, let fremadgående bevægelse, små skift i kropsholdning, rejste øjenbryn mv. Disse små skift i adfærden mellem interagerende personer er med til at skabe forståelse og progression i samtalen. Ved små nik illustrerer modtageren eksempelvis, at han forstår afsenderen, og at han skal forsætte sin tale. Scheflen opdeler regulatorerne i tre typer (Ibid., s. 83): Points Points optræder med få sætningers mellemrum, de er med til at markere afslutningen af et struktureret forløb af sætninger. Forskellige points kan forekomme i forhold til at fortolke, afbryde og lytte. Fælles for dem er, at de er med til at skabe ro og orden i udvekslingen mellem de involverede individer. Ydermere kan points indikere noget om de tidligere sætninger og derved tilbyde observerende ledetråde herom. Position Position består af flere points og kan give en indikation af individers synsvinkler i samtalen. Ydermere kan kropsholdning og rumlig distance imellem individerne fungere som tegn på et individs position. Præsentation En præsentation er totaliteten af positioner i den pågældende samtale. Den er opbygget af kropsbevægelser, som delvist eller helt fjerner det interagerende individ fra dialogen. Enighed imellem interagerende individer ses i afspejlinger af kropsholdninger og gestik. Aalborg Universitet Nonverbal adfærd 41

46 I relation til det verbale (Se Projektion under Samtaleanalyse s. 28) er regulatorer eksempelvis med til at sikre og støtte op omkring den naturlige overgang i konversationen. Adaptorer Adaptorer er måske den sværeste nonverbale adfærd at arbejde med og indeholder derfor megen spekulation. Adaptorer har sin oprindelse i barndommen, hvor de udvikler sig for at dække forskellige individuelle behov indenfor sociale, emotionelle eller handlingsrelaterede aspekter. De kan umiddelbart ikke defineres som kode, men fragmenter af aggressive, seksuelle eller intime handlinger. De kan således være med til at vise afslørende karaktertræk om individet. Adaptorer udløses som regel ufrivilligt i sammenhæng med verbal adfærd i specielle situationer og tolkes som tilfældige, vanemæssige eller forstyrrende adfærd. (ibid., s. 84) Adaptorer er ontogenetiske, det vil sige de stammer fra organismens unikke udvikling og ikke fylogenetiske, hvor vi kigger på artens udvikling som helhed. Ataptorer kan inddeles i tre typer: Selv-adaptorer, andre-adaptorer og objekt-adaptorer. Selv-adaptorer De fleste selv-adaptorer tilegnes i barndommen gennem individets kontakt med forældre og senere gennem anden socialisering. De er tillært for at håndtere mange forskellige problemer og behov i den unge alder samt at blokere sanselige input, såsom hørelse, lugt og syn. Nogle selv-adaptorer tilegnes for at lære ordentlig opførelse set i lyset af den kultur, man befinder sig i såsom bordskik. Andre er tillært for at sikre udførsel af autoerotisk aktivitet, såsom personligpleje for at virke mere attraktiv. Som regel udløses vanemæssigt selv-adaptorer ubevist gennem verbal adfærd, men her er det kun et fragment af den oprindelige selv-adaptor. I mere følelsesladede situationer eller ved psykiske lidelser ses de i mere helstøbt form, det vil sige at selv-adaptorer bærer personlig og psykologisk betydning. De kan desuden bære kulturel, subkulturel eller personlig-historisk betydning. Tolkning af selv-adaptorer kan være vanskelig, blandt de letteste af dem er dog de, hvor ansigtsberøring indgår. For det første symboliser ansigtet forskellige organer, så alt afhængigt af hvor berøringen finder sted siger det noget om individet. For det andet symboliserer ansigtet selvet, det vil sige at når en person rører sit ansigt, kan det tolkes som et udtryk for, hvad personen har fået gjort, ønsker gjort eller gør ved sig selv. Eksempler kan være: Hakke, stikke, kradse man angriber sig selv. Holde man giver støtte til sig selv. Gnubbe, massere man kærtegner og beroliger sig selv. Pande og nakke man tænker meget over noget. Andre-adaptorer Andre-adaptorer har deres oprindelse i tidlig prototypisk interpersonel kontakt. De omhandler bevægelse, som er relateret til andre individer i form af at tage og give, i form Aalborg Universitet Nonverbal adfærd 42

47 af at angribe eller forsvare sig, i form af at vise hengivenhed/intimitet eller tilbagetrækning/flugt og til sidst ses de også i relation til at skabe seksuel kontakt. Mange af disse adaptorer involverer brugen af hænderne i det fri, men kropslig kontakt forekommer også. De adaptorer, som fremkommer i det fri kan være svære at adskille fra kinetografiske illustratorer og kan endda til tider være decideret modstridende rent fortolkningsmæssigt, hvis bevægelsen følger det verbale. Når det kommer til bevægelse, som involverer personlig kropsberøring er det også nødvendigt at kunne adskille dem fra selv-adaptorer. Andre-adaptorer forekommer oftest i fragmentarisk eller reduceret form. Impulsive bevægelser af den totale kropsholdning/position og skift i spatial distance er meget typisk for disse adaptorer. Andre-adaptorer kan være intentionelle, men er ofte impulsive, ubevidste og uden kommunikative hensigter. Restløse bevægelser af hænder og ben kan være udtryk for flugt fra interaktionen. Objekt-adaptor Disse adaptorer har deres oprindelse senere i livet og er bevidst tillært i forbindelse med håndtering af forskellige objekter og redskaber, såsom at kunne håndtere en kniv eller kører en cykel. I forbindelse med senere kommunikativ relation ses disse adaptorer dog kun fragmentarisk, det vil sige brudstykker af den oprindelige handling. Generelt er der ikke mange sociale tabuer omkring objekt-adaptorer set i forhold til både selv- og andreadaptorer. Generelt For alle adaptorer gælder det, at de er indre- eller ikonisk-kodede. Det er kun fragmenter af de oprindelige adaptive handlinger, vi ser, og de er derfor ikke arbitrære. Adaptorer finder sted ufrivilligt og uden hensigt i at formidle noget kommunikativt, det ses dog i sjældne tilfælde, at de rent faktisk gør det. Men da der ligger en fælles forståelse for disse ufrivillige handlinger, kan de dog være ret informative og have betydning for en given kommunikativ situation, dog ikke i samme omfang som eksempelvis emblemer eller illustratorer, da der ligger en selektiv opfattelse i at ignorere disse adaptive brudstykker af handling. Betydningen af NV-signaler varierer i forhold til konteksten. Den kontekst, hvor kommunikation afvikles, har i høj grad også indvirkning på det nonverbale og herunder også, hvem der interageres med. (ibid., s. 53) Det betyder, at miljøet man befinder sig i, har indflydelse på hvordan man interagerer. Også den relation, man har til den man interagerer med, har indflydelse på interaktionen. Eksempelvis varierer betydningen hvis man rører en anden person, alt afhængig af om der er tale om en kæreste, en andens kæreste, en fuldstændig fremmed, en patient, en anden person i en fyldt elevator osv. Aalborg Universitet Nonverbal adfærd 43

48 Et andet eksempel kan være den måde, man agerer på, i en kommunikativ situation i sit eget hjem og i en fremmedes. Analysemetode Teorien om nonverbal kommunikation og adfærd skal i dette projekt, ligesom samtaleanalyse, være med til at kaste lys over den interpersonelle kommunikation imellem ergoterapeuten og hendes patienter. Herunder hvordan det nonverbale følger op på det verbale, og hvad det betyder for empatien mellem terapeuten og patienterne. Som under samtaleanalyse, analyseres der på de udvalgte sekvenser fra empirien (se analysemetode, s. 32), og her er det ligeledes vigtig at vi ser på empirien med åbenhed og opmærksomhed for at øjne alt det der forekommer i sekvenserne. Den nonverbale analyse forløber som beskrevet i metodeafsnittet, det vil sige en detaljeret gennemgang af den udvalgte empiri og en beskrivelse af hvad og hvorfor, det nonverbale finder sted. Eksempelvis hvordan illustratorer og regulatorer har betydning for progressionen i samtalen. Hertil vil vi se helt generelt på, om vi kan finde et mønster i, hvordan den nonverbale del af samtalen udarter sig. Sekvenserne vil som under samtaleanalyse (se analysemetode, s. 32) blive gennemset mange gange dog med ophold, for at få flest mulige detaljer med og for at undgå ikke at stirre sig blind på en handling, så man ikke ser, hvad der præcist udspiller sig. Aalborg Universitet Nonverbal adfærd 44

49 Relationsteori Følgende er en gennemgang af forskellige teorier, der på den ene eller anden måde handler om relationen mellem terapeut og patient 14. Formålet er at skabe et billede af, hvilke værktøjer terapeuten bringer i spil for at skabe kontakt til patienten, og hvorfor det er vigtigt for terapeuten at være bevidst om sin rolle. Vi tager udgangspunkt i Helle Alrø og Marianne Kristiansens tekst Dialogiske perspektiver (Alrø et al., 2006) Carl Rogers Aktiv lytning (Farson og Roger, 2007) samt Marianne Kristiansen og Jørgen Bloch- Poulsens Kærlig rummelighed i dialoger (Kristiansen et al., 2000). Både Alrø og Kristiansen og Kristiansen og Bloch-Poulsens tekster bygger på Carl Rogers og til dels Martin Bubers teorier. Vi har valgt at tage fat i dialog-teorierne for at lave en undersøgelse af mødet mellem ergoterapeut og patient som beskrevet i problemfeltet. Vi ønsker især at se på det ulige forhold mellem terapeut og patient, og hvordan der forsøges skabt dialog på trods af dette 15. Helle Alrø og Marianne Kristiansen har ud fra Martin Buber og Carl Rogers teorier udarbejdet begrebet dialogiske perspektiver, som især er møntet på relationer i sundhedssektoren. Teoriafsnittet skal afdække, hvilke egenskaber dialogiske perspektiver indeholder, og hvilken rolle de spiller i patient/terapeut-relationen. Vi vil anvende Alrø og Kristiansens Dialogiske perspektiver til at bringe vores analyser af henholdsvis nonverbal kommunikation og CA op på et mere fortolkende niveau. Vi vil altså bruge resultatet af analyserne til at se på, hvor og hvordan relationerne kommer til udtryk i samtalen mellem terapeuten og patienten. Dette vil vi sætte i forhold til den viden om empati og relation, vi tilegner os igennem følgende afsnit. Buber og Rogers En situation, hvor en patient har en samtale med en ergoterapeut med det formål at få hjælp i forbindelse med et sygdomsforløb, kaldes for en hjælpersamtale. Alrø og Kristiansen definerer det som en professionel samtale, hvor en fag-person hjælper en patient med at få løst et problem (Alrø et al., 2006, s: 202). Hjælperen kan tage forskellige roller, afhængig af hvordan han eller hun ønsker at hjælpe patienten. En fødselshjælpersamtale betegner en samtale hvor patienten egentlig selv besidder ressourcerne til at løse problemet men har brug for støtte. I en rådgivningssamtale er hjælperen indehaver af faglig viden, som patienten har brug for, for at løse problemet (ibid., s.213). De samtaler vi har observeret er rådgivningssamtaler i kraft af patientens behov for terapeutens faglige viden. Fra filosoffen Martin Buber har Alrø og Kristiansen fundet forståelsen af dialog som et møde mellem mennesker (ibid. s. 204). Buber anvender to begreber for at beskrive dette møde mellem mennesker. Det ene kaldes Jeg-Det-relationen, hvor et subjekt står overfor et objekt. I denne relation bruger subjektet ofte objektet til et formål eller beskriver 14 I litteraturen benævnes parterne i relationen ofte som henholdsvis hjælper og hjælpsøgende. Da vi arbejder med en ergoterapeut og dennes patienter, vil vi her bruge benævnelserne terapeut og patient om parterne. De nævnte teorier er dog ikke kun møntet på relationen mellem ergoterapeut og patient, men på hjælperrelationer generelt. 15 Bag ulige forhold ligger en forståelse af, at når en fagperson sidder overfor en patient, så opstår der et afhængighedsforhold fra patient til fagperson. Det er altså givet at der findes en asymmetrisk rollefordeling mellem de to. På trods af dette bør fagpersonen forsøge at skabe forhold for en åben dialog. Aalborg Universitet Relationsteori 45

50 objektet. I modsætning til Jeg-Det-relationen bruges Jeg-Du-relationen, hvor subjekt befinder sig over for subjekt. Her befinder vi os altså som mennesker i forhold til hinanden. Denne relation er, ifølge Buber, langt mere sjælden end Jeg-Det-relationen (ibid. s. 205). Psykologen Carl Rogers arbejdede med kvaliteten i kontakten i interpersonelle relationer. Essentielt i dette er det optimistiske livssyn, at man opfatter den anden som en person, der besidder ressourcerne til læring og udvikling (Kristiansen et al.,2000, s.194). Ud fra denne opfattelse udvikledes en teori om, at positive resultater i en hjælpersituation afhænger af kvaliteten af kontakten mellem hjælper og den hjulpne. Carl Rogers, som Alrø og Kristiansen især har arbejdet med, står bl.a. bag teorien om aktiv lytning. Denne er bygget på en grundopfattelse af at skabe et åbent og trygt miljø, hvor patienten ikke føler sig truet. Det er gennem denne tryghed og åbenhed, at der bliver mulighed for udvikling (Farson og Rogers, 2007, s.3). Aktiv lytning skal være en oprigtig attitude og ikke en påtaget rolle, for hvis patienten opdager, at terapeuten ikke er oprigtig i sin rolle, kan det ødelægge grundlaget for tillid, og patienten vil ikke kunne udtrykke sig så frit (ibid. s.1 og 8). Dialogiske perspektiver Helle Alrø og Marianne Kristiansen bruger de samme grundbegreber i Dialogiske perspektiver. Både Buber og Rogers beskriver nogle betingelser, der må være til stede for at opnå henholdsvis dialog og kvalitet i relationer: Rogers betingelser kan deles op, så den ene del angår terapeutens position: kontakt, empati og grundlæggende accept af patientens behov for hjælp (Positive regard). Den anden del angår patienten og begynder med patientens behov for hjælp, og patientens oplevelse af terapeutens empati, kongruens og grundlæggende accept. Sagt på en anden måde, så skal terapeutens opfattelse af patienten være præget af vilje til kontakt og empati for patienten og accept af ham/hende som person og dennes situation. Disse betingelser lægger sig tæt op af Bubers teori om Jeg-Du-relationer. Ifølge Bubers teorier er der desuden tre betingelser for dialog: Personal making present, imagining the real og confirmation. Ifølge Alrø og Kristiansen skal det med personal making present forstås, at man gensidigt lader den anden komme til stede som en unik person, der er forskellig fra en selv. Imagining the real betyder, at man skal forestille sig med alle sine sanser, hvad den anden er og kan blive. I betingelsen confirmation ligger, at man grundlæggende skal bekræfte den anden som menneske, både her og nu og i fremtiden (ibid. s. 205). I Dialogiske perspektiver er disse teorier og opfattelser blevet til en kommunikationsteori, der skal lære professionelle i sundhedssektoren om vigtigheden og udførelsen af dialoger samt undersøge, om det bliver udøvet i praksis. Alrø og Kristiansen definerer i deres artikel dialog som en samtale med særlige kvaliteter, som er kendetegnet ved at være undersøgende, læringsorienterede, uforudsigelige og risikofyldte (Ibid. s. 204). Dette omhandler både patient og terapeut. Terapeuten må opfatte patientens problem som noget nyt og ikke på forhånd antage at vide, hvad der er galt, og hvad der skal gøres for at afhjælpe problemet. I stedet skal terapeuten spørge undersøgende og lytte aktivt, for derved at lokalisere problemet og derefter lære patienten, hvordan han eller hun skal tackle det. Denne uforudsigelighed gør dialogen risikofyldt, da terapeuten på trods af sin erfaring kan komme ud for selv at lære noget nyt gennem sin undersøgende dialog. Alrø og Kristiansen bruger en forståelse af teori/praksis, der lyder således: For at løse et Aalborg Universitet Relationsteori 46

51 problem, må det først findes og defineres, derefter kan teori hentes ind for at finde løsningen (Ibid. s. 208). Det er i denne forståelse, at det uforudsigelige opstår. Den undersøgende dialog karakteriseres ved en bestemt måde for terapeuten at gå til patienten i undersøgelsessituationen. Der gives i teorien værktøjer som terapeuten bruger til at undersøge patientens problem, hendes egen forståelse af patientens problem og hvad patientens forståelse er. Opsporing eller at spørge til nøgleudtryk bruger terapeuten til at finde frem til patientens problem, denne metode er et modstykke til selvreferentielle samtaler, hvor terapeuten antager at kende til problemet. Alrø og Kristiansen giver følgende eksempel på henholdsvis opsporing og selvreferentielle samtaler: Goddag Per, jeg hedder Nanna, og jeg skal forsøge at hjælpe dig med at genoptræne din hånd. Kan du fortælle mig lidt om, hvad der er sket med den? (Alrø et al., 2006, s. 202) Det er tydeligt, at Nanna overlader det til Per at fortælle hvad der er sket, før hun vurderer hvordan genoptræningen skal forløbe. Havde Nanna i stedet sagt: Jeg har set på mange håndskader. Du skal ikke være bekymret, det bliver sikkert snart bedre (Ibid. s. 206) Så havde det ikke været en dialogisk samtale, men en selvreferentiel samtale. Denne form for samtale lægger ikke op til en dialog om,hvad der er Pers problem. I stedet ville det give ham en falsk tryghed om, at hans hånd nok skulle blive fin igen, selv om det i virkeligheden ikke er givet. Opsporing af problemet er dog ikke det eneste, der gør en samtale dialogisk. Terapeuten bør lave en afsøgning af, om hun opfatter det patienten siger korrekt, og hun bør ligeledes stille undersøgende perspektivspørgsmål for at være sikker på, at patienten også forstår hende (ibid. s. 203). Kommunikation mellem mennesker er som bekendt ikke altid let, og hvis man ikke er opmærksom, kan en samtale ryge af sporet, fordi parterne ikke opdager, at de ikke taler om det samme. Da interpersonel kommunikation foregår mellem to parter, der er karakteriseret ved at være mennesker og derfor er subjektivt tænkende og sansende, så er det ikke muligt for den ene at tolke med sikkerhed, hvad den anden føler og tænker. Derfor er det vigtigt, at terapeuten ikke tyer til forforståelser og selvreferentialitet, da dette kan blokere for udvikling af dialog. (ibid. s ) Oven for nævnes i eksemplet med selvreferentielle samtaler, at Nanna giver Per falske forhåbninger ved uden videre at love ham, at hans hånd bliver god igen. Modpolen til dette vil være det, Alrø og Kristiansen kalder kongruent forholdemåde (ibid. s. 203). I stedet for at love ud i den blå luft, kan terapeuten i stedet vælge at være ærlig og forholde sig til fakta, som Nanna gør, da hun svarer det kan jeg ikke sige, da Per spørger til, hvornår hans hånd bliver bedre. At Nanna formår at reagere på denne måde, kan ifølge Alrø og Kristiansen tolkes som professionelt nærvær. Dette kan defineres som nærvær og indlevelse på den ene side og afstand og distance på den anden side. Sagt på en anden måde, så er Nanna til stede som en person der indlever sig i Pers skade, men hun er også til stede som en professionel, der forholder sig kongruent til fakta omkring skaden og genoptræningen. (ibid. S.203) Aalborg Universitet Relationsteori 47

52 Empatisk perspektivskifte som hjælperrolle Empati nævnes som en af betingelserne for en vellykket hjælpersamtale. Hos Rogers forstås empati således som en dobbelthandling, hvor terapeuten forsøger at sætte sig i patientens sted. Marianne Kristiansen og Jørgen Bloch-Poulsen anvender begrebet empatisk perspektivskifte om balancegangen mellem at kunne bevæge sig over i den andens perspektiv og samtidig forblive i sit eget. Hvis terapeuten mister forbindelsen til sit eget perspektiv, er der ikke tale om empati, men identifikation (Kristiansen et al., 2000, s.201). Rogers definerer empati som en måde at tilegne sig viden om en anden, da empati handler om at forstå andre ved at opbygge hypoteser om, hvad der er gældende. For at bekræfte disse hypoteser, må terapeuten spørge undersøgende og opklarende. At opbygge hypoteser er netop ikke at antage, at man kender svaret på forhånd, men bruge hypoteserne til at komme tættere på svaret (Ibid. s.202). Dette stemmer overens med Alrø og Kristiansens dialog-teori, som er beskrevet ovenfor (Alrø et al., 2006, s. 207). I forbindelse med vigtigheden af kvalitet i hjælpersamtalen fremhæver Rogers empati som bidragende til flere positive forhold. Etablering af samhørighed vil kunne medvirke til at lade patienten føle sig som medlem af den menneskelige art. Accept og en ikke-dømmende atmosfære kan virke overførende på patienten, så denne begynder at opfatte sig selv på samme måde, som han/hun bliver mødt af terapeuten. Empati i hjælpersamtalen kan desuden bidrage til øget identitetsfølelse og produktion af ny viden og nye aspekter (Kristiansen et al., 2000, s.200). Sidstnævnte skal forstås ud fra devisen om, at første skridt mod at ændre sig selv, er at se sig selv i et nyt lys. Kristiansen og Bloch-Poulsen forstår Rogers empatibegreb som en relation på trods af den asymmetriske rollefordeling, der nødvendigvis må være til stede i en terapeut/patientrelation (ibid. s.205). Når det går galt Det skal være skidt, før det kan blive godt, som man siger. Derfor vil vi her gennemgå de faktorer, der bevirker at en hjælpersamtale kan gå galt. En metode at undgå fejl er netop at være sig bevidst om faldgruber og forhindringer. Nogle fejl eller misforståelser kan opstå fra terapeutens side, andre fra patientens. Selv om en terapeut er til stede i relationen i professionelt øjemed, så er han eller hun blot et menneske og er derved fra naturens side ikke ufejlbarlig. Et af de steder, fejlen kan opstå, er i terapeutens perspektiv på patienten. Alrø og Kristiansen refererer til Peter Harms Larsen og Poul Trier Pedersen, som i deres undervisningsmateriale til sygehuspersonale fremfører hvor forskellige perspektiver, der kan være på en patient (Alrø et al. s. 218). Meget få af disse drejer sig om patienten som person og menneske. Hvis en patient føler sig hensat til at være et nummer i journalbunken eller et problem, der skal løses, så kan det have indvirkning på det videre behandlingsforløb. Dette kan vise sig som fx mistro eller opgivelse fra patientens side, og terapeutens opgave er derved mislykkedes, hvis han eller hun ikke kan rette op på tillidsforholdet. Selvreferentielle samtaler er en anden kilde til problemer i relationen mellem patient og terapeut. Vi kan ikke fralægge os vores selvreferentialitet og være fuldkommen objektive. For at forstå noget er vi nødt til at tage udgangspunkt i det, vi ved og kender til. Alrø og Aalborg Universitet Relationsteori 48

53 Kristiansen skriver følgende definition: ( ) at vi som mennesker er ontologisk og erkendelsesteoretisk bundet til vores egen selvreferentialitet (ibid. s. 226). Selvreferentialitet skal således ikke ignoreres eller fjernes, men den skal bruges korrekt. Når en terapeut står overfor en patient, så er det vigtigt at bruge de dialogiske kompetencer til at finde frem til problemerne og ikke fortolke ud fra de selvreferentielle forforståelser. I stedet må man som hjælper sætte spørgsmål ved sin egen selvreferentialitet og reflektere over det der tales om. Forskellen mellem selvreferentielle samtaler og dialogiske samtaler ses tydeligt, hvis selvreferentielle samtaler forstås som Jeg-samtaler, der er rettet mod ens egen interesse og dialogiske samtaler som Vi-samtaler, der er rettet mod at skabe en fælles forståelse for perspektivforskelle og ligheder (Ibid. s.233). Opsamling I en situation hvor en hjælper, i dette tilfælde en ergoterapeut, skal hjælpe en patient, så opstår der en asymmetrisk rollefordeling, idet terapeuten besidder den faglige viden, som patienten har brug for. Patienten er derfor som person hensat til at være i afhængighedsforhold til terapeuten. På grund af denne asymmetriske relation er det vigtigt at terapeuten er bevidst om sin rolle. Hvis patienten ikke føler sig tryg i situationen, kan det påvirke behandlingsforløbet. Dette gælder ikke kun i relationen mellem ergoterapeut og patient, men i alle hjælpersituationer i sundheds og socialsektoren. I ovenstående afsnit er der lagt vægt på, hvordan empati på flere måder er en af de vigtigste grundsten i disse relationer. Terapeuten må bevidst vise patienten, at han/hun er accepteret og at terapeuten er villig til at hjælpe. Dette gøres ikke sådan uden videre, og det er en balancegang at holde den professionelle afstand, dvs. ikke blive for privat, samtidig med at være personligt tilstede og ikke komme til at virke for klinisk og distanceret. Alt i alt vil vi bruge denne viden til at søge at afdække, hvor og hvordan empati kommer til udtryk mellem ergoterapeuten og patienten, og vi ser på, om der forefindes nogle brist i relationen pga. manglende empati fra terapeutens side. Vi vil gøre dette ved at tolke på vores analyser af den nonverbale kommunikation og CA i forhold til vores empiri. Aalborg Universitet Relationsteori 49

54 Analyse indledning Følgende er en analyse af samtalerne mellem ergoterapeuten og hendes patienter, som her undersøges i forhold til struktur og indhold. Gruppen har sammen udvalgt sekvenser fra empirien, som har vakt særlig interesse ved, at der sker nogle ting, som vækker undren eller har været særligt iøjnefaldende. De er derfor blevet valgt som fokus for analysen, fordi de kan fortælle noget om interaktionen i situationen. Det har også været et mål for analysen ikke bare at undersøge de verbale udtryk og indbyrdes forhold, men at udvide analysen med det nonverbale aspekt for en bredere forståelse af interaktionen i den observerede situation. Analysen vil bygge på vores videnskabsteori, som tager udgangspunkt i fænomenologien og den fænomenologiske kritiske hermeneutik. Som følge heraf er det vigtigt, at vi har taget problemstilling omkring forforståelsen og den forudsætningsløse tilgang til emnet. Vi skal være opmærksomme på, hvorledes vi går til analysen, og hvorledes vi vælger at erkende omkring emnet. Det er ligeså vigtigt, at vi holder overblikket over den samlede tekst og ikke graver for langt ned i teksten og dermed får nogle fortolkninger, som ikke hænger sammen med helheden. Derfor er analysen inddelt i mindre afsnit, som både benytter CA-metoden til en gennemgang af det verbale aspekt og efterfølgende anvender vi teorien om nonverbal kommunikation. Derefter trækker vi trådene fra de to dele til en samlet vurdering af kommunikationen i hver sekvens. Aalborg Universitet Analyse indledning 50

55 Analysens struktur Figur 11 viser strukturen i vores analyse, hvor de tre transskriberinger ligger til grund for samtaleanalysen og den nonverbale analyse, som efterfølgende danner grundlag for relationsanalyserne. Som afslutning svarer vi på det initierende problemfelt ud fra analyserne i konklusionen. Figur 11 Analysens struktur. Aalborg Universitet Analyse indledning 51

56 Læsevejledning Der tages udgangspunkt i de verbale og nonverbale handlinger, som patienten og terapeuten udfører under deres konversation, og som er beskrevet i transskriberingen. I analysen er det verbale anført med og skrevet i kursiv. Vi har valgt at stille analysen op sådan her: Som Figur 12 viser, består analysen af to dele, den første del er en samtaleanalyse. Transskriberingen (se bilag I - III) er skrevet ud i enkelte ytringer med nummerering i venstre side for overskuelighedens skyld. Derudover er det gjort tydeligt, om der forekommer overlappende tale, ved at ytringen er rykket ind på siden og er placeret der, hvor den bryder ind i foregående talers ytring. Forklaring på forkortelser i transskriberingen af det verbale. Manglende pause er vist med > Overlap er vist med indryk Pause er vist med P eller (tid). Længere pause vist med PP Reparatur er vist med Intonation er vist med (pil op ) og (pil ned) Tryk på hele ordet er vist med: Ordet Den anden del omhandler det nonverbale, hvor de nonverbale handlinger er beskrevet i de to bokse, en for terapeuten og en for patienten. Som Figur 12 viser, er der brugt store bogstaver for referencen til det nonverbale for terapeuten og tal for patienten. Hvis den nonverbale handling er udløst på et specifikt ord, er dette ord angivet i parentes før handlingen. Herefter er det udarbejdet en samlet opsamling. Figur 12 - Fremgangsmåde for analyserne. Aalborg Universitet Analyse indledning 52

57 Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del Denne analyse tager udgangspunkt i transskriberingen (se bilag I - III) af et uddrag af en samtale mellem ergoterapeuten og en af hendes patienter. Analysen omhandler ergoterapeutens første samtale med patienten, og sekvensen er taget fra begyndelsen af mødet. 00:10 00:19 Hvorfor du er her. 1. E: ja (A) 2. P1: jah (1) 3. E: lige inden vi går i gang med den her skal je - må du gerne lige fortælle sårn kort øhh hvorfor du er her (B) (C) (D) Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: folder papir sammen 1: nikker B: (her) klapper på noget papir ved sin højre hånd samt skift i blikretning. Tager hånden op i luften og laver cirkelbevægelse C: (øhh) Lægger lommetørklædet i lommen D: Tager fat i stolen med begge hænder og rykker den ind. Samtaleanalyse Ergoterapeuten går i gang med samtalen ved at indlede med et Ja - et ord, som vi tolker ikke lægger op til ret meget, og patienten svarer jah og signalerer en TRP 16 tilbage igen. Denne ordudveksling bærer ikke indholdsmæssigt ret meget i sig, men det kan opfattes som en introduktion til det, som skal til at gå i gang. Patienten siger ikke mere end jah og virker derfor afventende på, at terapeuten skal fortsætte og lede samtalen videre. Terapeuten beder patienten lige fortælle sårn kort øhh hvorfor du er her. Patientens rygproblemer er det centrale for den samtale, de to skal til at have, og det kan muligvis være en chance for at tale sig i gang med noget, der er nemt at tage fat på. Nonverbalt Som terapeuten lægger ud med "ja", ser vi straks en spejling 17 ved patienten, som svarer "jah" og holder øjenkontakten med terapeuten, hertil ser vi en regulator ved, at hun nikker og det tolker vi som, at hun forventer noget mere fra terapeutens side af. Terapeuten fortsætter og understreger her sin tale lige inden vi går i gang med den, det sker ved hjælp af illustratorer (Batons, deiksisk) 18, hvor hun bevæger sin hånd 16 Se Tur-allokering under Samtaleanalyse s Se Regulatorer under Nonverbal Adfærd s Se Illustratorer under Nonverbal Adfærd s. 39 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 53

58 rytmisk og derved understreger rytmen i hendes stemme, men hun refererer også til sine papirer, idet hun klapper dem. Hendes blikretning skifter også kort til dem. Den horisontale bevægelse 19 virker bestemt, og vi tolker den som dominerende overfor Patienten, hvor de efterfølgende cirkulære bevægelser, som også er en illustrator (batons), som kan tolkes mere forklarende og sympatiske, understreger terapeutens tale må gerne lige fortælle sårn kort. Det efterfølgende tiltag, hvor terapeuten tager fat i stolen og rykker sig ind til bordet, tolker vi som en understregning af både terapeutens arrangement i den kommende samtale, men også af det professionelle tilhørsforhold, der er tilstedeværende mellem de to parter. Hertil opfatter vi terapeutens kropsholdning som venligsindet og afslappet. Patienten forholder sig herunder roligt, men vi opfatter hendes kropsholdning som en smule anspændt, som ses i en smule stive kropsbevægelser. Måske kan det skyldes den uvante situation. Opsamling Samtalen indledes og både verbalt og nonverbalt ses det, at patienten forholder sig afventende, hvilket kan betyde, at hun venter på, at terapeuten, skal indlede og styre forløbet, idet hun ikke selv tager taleturen 20 uden at blive spurgt. Hun spejler terapeutens handlinger i måden, de kommer til rette ved bordet på. Terapeutens nonverbale udtryk kan - ifølge Argyles teori om nonverbal kommunikation - tolkes dominante i forhold til måden, hun refererer til testen. Testen, som ligger foran hende, kan endvidere opfattes som omdrejningspunktet for patientens tilstedeværelse. Der er ikke så mange instrukser for forløbet i første omgang, men patienten og terapeuten kommer hurtigt i gang, idet terapeuten vælger at bede patienten fortælle om sit problem. 00:19-00:46 Jeg skal træne min ryg 1. P1: Det er fordi jeg skal træne min ryg selvfølgelig (1) 2. P1:øh efter et øh styrt jeg havde med cykel (2) 3. E: Okay 4. P1: hvor jeg øh PP brækkede en rygsøjle eller en ryghvirvel 5. E: ja (A) 6. P1: eller klemt den eller hvad det nu hedder 7. P1:hmrr den er blevet trykket skævt så har jeg gået med korset i 3 måneder > 2 måneder > 2,5 måned (3) 8. E: okay 9. P1: så er mine muskler jo blevet slappe så dem skal vi så have styrket igen 10. E: ja PP (B)(4) 11. P1 de::t er såe det 19 Se gestik under Koder og signaler imellem mennesker s Se Tur-allokering under Samtaleanalyse s. 25 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 54

59 Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: nikker svagt har hænderne i skødet B. nikker 1: (fordi)tager fat i stolen med den ene hånd og sætter sig til rette. 2: Læner sig frem og retter på sin jakke. Bruger beskrivende håndgestik 3: (skævt)beskrivende gestik i cirkelbevægelser 4: Lægger sine hænder i skødet Samtaleanalyse Patienten forklarer her terapeuten, hvorfor hun er til testen, og hvad hun fejler. Det er patientens ryg, som er problemet, og det er sket ved, at hun er styrtet på sin cykel. Patienten begynder at tale, fordi terapeuten har foretaget et næste-valg 21 i forrige samtale. Patienten begynder herefter sin taletur. Patienten fortager her flere reparaturer 22 altså retter på sig selv flere steder i sin forklaring af problemet. Dette ses bl.a. i linje 7, hvor hun skal fortælle, hvor længe hun har gået med korset her laver hun reparaturer uden pauser mellem de forskellige forslag, og det bliver sagt meget hurtigt. Ligeledes ses der en reparatur i linje 4 og 6 det virker som om, hun ikke rigtig finde ordene for, hvad der egentligt er sket med hendes ryg. eller klemt den eller hvad det nu hedder. Derfor opfatter vi patienten som en smule fortravlet eller usikker i situationen. Men det kan også være udløst af, at patienten filmes og lige skal vænne sig til situationen. Patienten laver derudover en del selvvalg i stykket, hvor hun selv-vælger til næste taletur efter en PCP, hvor terapeuten kunne have taget turen, men ikke gør det. Det giver en samtale, som består af at patienten taler, og terapeuten kommer med gentagende minimalrespons 23, såsom okay, ja, disse responser virker bekræftende på de ytringer, der kommer før. Dette tolker vi som en opfordring til patienten om at forsætte sin taletur, men også som et tegn på, at terapeuten lytter og forstår, hvad patienten fortæller. Det er tydeligt, at det er patienten, som er hovedtaler i samtalen. Det ses ved, at mange af hendes overgangssteder er PCP 24 i stedet for TRP. Dette viser, at terapeuten kunne havde taget en taletur flere steder, men det vil sandsynligvis virke afbrydende på patienten, formoder vi. Dog opstår nogle få steder, hvor patienten faktisk giver turen videre, altså laver en TRP, men hvor denne ikke bliver taget op af terapeuten og dermed opstår pauser, som kan virke unaturlige dog vælger patienten selv at tage turen igen og forsætter på sin forklaring, altså laver patienten en del selvvalg 25 af taleture. Dette sker i 21 Se Tur-allokering under Samtaleanalyse s Se Reparatur under Samtaleanalyse s Se Minimalrespons under Samtaleanalyse s Se Tur-allokering under Samtaleanalyse s Se Tur-allokering under Samtaleanalyse s. 25 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 55

60 både linje 2, 6 og 11. I de sidste to linjer 10 og 11 ser vi, hvorledes patienten skaber PCP/TRP. 10: E: ja PP 11: P1 de::t er såe det (PCP/TRP) Patienten har i forrige sætning lavet en prælukker 26 det vises ved, at hun har afsluttet med en lavere intonation 27, hvilket kan opfattes som om, at hendes taletur er slut. Terapeuten tager turen op med en bekræftende minimalrespons ja men siger ikke mere. Dermed opstår der en forholdsvis lang pause, hvor ingen tager turen. Patienten vælger til sidst, at slutte med et: de::t er såe det, som kan tolkes som et signal om, at hun ikke har mere at sige, og at hun nu venter på, at terapeuten forsætter samtalen, altså laver patienten en projektion 28. Patienten bruger vi i linje 9 hvilket kan betyde, at hun inddrager terapeuten i sit problem og løsningen på dette. Altså understreger hun relationsforholdet mellem ergoterapeut og/eller fysioterapeut, som der er blevet talt om før denne samtale. Nonverbalt Patienten følger op på terapeutens spørgsmål Det er fordi jeg skal træne min ryg, det sker i det øjeblik, terapeuten sætter sig til rette ved bordet, her ser vi en spejling af terapeutens adfærd, hvor Patienten reagerer instinktivt på terapeutens handling og selv sætter sig til rette ved bordet. Hertil ser vi en selv-adaptor 29 ved Patienten, hvor hun retter på sin jakke. Denne adaptor er muligvis udløst af den før omtalte handling at sætte sig til rette. Efterfølgende ser vi patienten bruge illustratorer (spatiale, batons) til at understøtte sin beskrivelse af skaden hvor jeg øh PP brækkede, hertil skifter patientens kropsholdning til at være mere afslappet. Under patientens opfølgning på terapeutens spørgsmål, ser vi, at terapeuten bruger regulatorer for at styre samtalen her i form af nikkene og hertil holder hun øjenkontakt. Opsamling I denne sekvens går patienten i gang med at forklare om sit rygproblem, og idet hun begynder sin tale retter hun lidt på sig selv og indleder med høj og tydelig stemme. Patienten får lov til at tale uden at blive afbrudt af terapeuten, der giver minimalrespons og nik og har øjenkontakt. På den måde virker det som om, hun opfordrer patienten til at fortsætte sin beskrivelse. Patienten virker med sit kropssprog, hvor hun ubevidst retter på sig selv og i måden hun taler på, hvor hun laver en del reparaturer og mangler ord, lidt anspændt ved situationen, men virker mere afslappet ved at skifte kropsholdning, da hun har talt lidt. Efter sin forklaring stopper hun, og virker dermed afventende på at terapeuten fortsætter samtalen. 26 Se Minimalrespons under Samtaleanalyse s Se Minimalrespons under Samtaleanalyse s Se Projektion under Samtaleanalyse s Se Adaptorer under Nonverbal Adfærd s. 42 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 56

61 00:46 01:04 Til påske 1. P1: > og nu skal jeg så sidde i bus i::: på en tur til Holland 2. P1: = så der skulle jeg jo gerne være klar til det (1) 3. E: ja hvornår skal du af sted 4. P1: til påske 5. E: til på - okay haha (A)(B) 6. P1: ja:: 7. P1: derfor har været jeg været ret ivrig for at P komme i gang (2) 8. E: ja det kan jeg godt 9. P1: ik'os 10. E: forstå 11. P1: ja så::: det håber jeg (C)(3) 12. E: okay Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: (okay) Løfter øjenbrynene, spærrer øjnene op B:Trækker skuldrene lidt op og griner/smiler C:Tager fat i sit papir og trækker det ind foran sig samt skift i blikretning 1: Kører siden af hånden hen over bordet fra side til side og stopper bevægelsen på det og tager derefter hænderne i skødet 2: Slår håndsiden i bordet med lidt åben håndflade. Læner sig lidt fremover 3: Tager hånden op og klør sig på næsen Samtaleanalyse Patienten laver et selvvalg og begynder at snakke om en tur til Holland. I patientens første to ytringer fortæller hun om turen til Holland og afslutter med så der skulle jeg jo gerne være klar til det. Her slutter hun med en nedtoning og laver dermed en TRP. Her stiller patienten et forslag til terapeuten og forventer sandsynligvis en sekventiel præference 30, som bakker op om forslaget. Patienten giver ved TRP en turen videre til terapeuten, som vælger at besvare den med et spørgsmål ja hvornår skal du af sted, hermed gør terapeuten sig til næstevælger og med spørgsmålet forventer hun dermed, at patienten svarer og overtager taleturen. Hvilket patienten gør hun afbryder faktisk terapeutens taletur og svarer direkte med til påske. Ved filmning af denne samtale var der under 14 dage til påske. Terapeuten laver en gentagelse, der kan signalere, at hun har forstået og lyttet men vælger at afbryde sig selv og hæve øjenbrynene og siger okay, hvorefter hun griner kort. Terapeutens svar til på - okay haha er et præfereret svar på patientens ytring, men grinet kan opfattes som en personlig dispræference for patienten. Sagt på en anden måde patienten får muligvis ikke den ønskede opbakning til planen om at tage af sted. Og vi opfatter det som om at patienten, måske ikke bliver taget helt alvorligt af terapeuten. 30 Se Præference under Samtaleanalyse s. 30 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 57

62 Patienten nedtoner herefter sit forslag, ved at forklare derfor har været jeg været ret ivrig for at P komme i gang, og kommer med en genbekræftelse: ik'os. Vi opfatter det derfor sådan, at hun godt selv ved, at det er lidt urealistisk at blive klar til påske. Terapeuten afslutter med okay som er en minimal respons og en prælukker og afslutter hermed emnet. For os at se virker det som om, at Hollandsturen er patientens fokus for at være til denne samtale. Dette ses blandt andet ved, at patienten taler henover terapeuten, og disse afbrydelser kommer til at virke, som om patienten er ivrig. Dog bliver dette fokus ikke taget op af terapeuten. Patienten nedtoner sit ønske/fokus i linje 7 og i linje 9 hvilket kan opfattes som, at hun ikke føler sig imødekommet af terapeuten hun modtager det personlige ikke-præfererede svar i linje 5. Ønsket/fokuset bliver helt nedtonet i næstsidste linje med ja så::: det håber jeg. Samtalen bærer præg af overlap - dette sker f.eks. i linje 7, hvor patienten holder en forholdsvis lang pause midt i samtalen hun skaber en PCP. Terapeuten kan have set pausen som en afslutning på turen og vælger derfor at overtage turen. Men patienten fortsætter med at tale i linje 7, dog med nedtoning og dermed skaber det en situation, hvor de taler i munden på hinanden. I linje 9 afbryder patienten terapeuten med et ik'os, dette er en minimalrespons og en gendrivelse af hendes forklaring. Nonverbalt Patienten forsætter og nu skal jeg så sidde i bus, her ser vi en illustrator (bartons) ved patienten, som med sin hånd illustrerer, hvad vi tolker som den ventede tur til Holland i form af vertikale bevægelser. Terapeuten foresætter ja hvornår skal, efter patientens ytring om at være klar til påske ser vi en affektvisning 31 (overraskelse) ved terapeuten, her opfatter vi efterfølgende at denne reaktion maskeres i terapeutens grin/smil. Patienten fortsætter derfor har jeg været ret ivrig, her ser vi igen en illustrator (batons) ved patienten, som laver et hurtig udslag med sin hånd. Det tolker vi, som at hun opgraderer sit ønske om at være klar til turen. Det understreges yderligere af patientens kropsholdning, som vi for et øjeblik kan opfatte som fremadbøjet og dermed mere dominerende 32. Efterfølgende ser vi en selv-adaptor ved patienten, som stryger sin næse i små strøg på en beroligende måde. Samtidigt trækker terapeuten sine papirer ind foran sig, og hendes blikretning skifter kort hertil. I denne sammenhæng fungerer det som en regulator for at komme videre i samtalen. Opsamling I denne sekvens drejer patienten samtalen ind på en kommende tur til Holland, som indebærer mange timer i bus. Hun selvvælger turen og understreger det sagte med håndgestik 33 og har en højere stemmeføring og læner sig let fremover, hvilket giver os indtryk af, at hun er ivrig efter at fortælle. Patienten håber muligvis, at træningen kan gøre 31 Se Affektvisning under Nonverbal adfærd s Se Kropsholdning under Koder og signaler imellem mennesker s Se Gestik under Koder og signaler imellem mennesker s. 35 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 58

63 hende klar til turen, men denne ytring ser ud til at overraske terapeuten. Vi tolker det derfor som om at patienten og terapeuten her har to forskellige forventning til genoptræningen. Patienten håber, træningen kan nå at have en effekt, inden hun skal af sted, men terapeuten reagerer over at turen skal foregå om under to uger, og hun går ikke videre ind i samtalen om turen, men griner endda lidt, hvilket kan tolkes som om, hun ikke mener det er realistisk at nå. Vi mener at patienten opfatter disse signaler og nedtoner verbalt sit ønske og viser nonverbalt en selvberoligende reaktion. Terapeuten signalerer derefter med en prælukker og ved at vende blikket væk, og de slutter emnet. 01:04 01:16 De fortrød vist 1. E: Hmrr H men alle dem som begynder på genoptræning herinde de øhm dem (A) (1) (B) 2. E: ja P der er næsten altid afbrydelser herinde P 3. E: nå de fortrød vist (C) Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: (de)lægger hånden på papiret samt skift i blikretning og rykker ind til bordet. 1: (de) Tager hånden i skødet igen B: (øhm) Klapper på papiret og lader hånden ligge på det. Læner sig lidt til højre og kigger mod døren C: Sætter sig tilbage i stolen Samtaleanalyse Terapeuten rømmer sig, hvilket kommer lige efter at hun har sluttet emnet om turen til holland med ordet okay, der kan opfattes som en prælukker, og rømningen kan derfor projektere til patienten, at nu starter et nyt emne. Terapeuten begynder derefter at forklare om testen, som de skal i gang med, men bliver afbrudt, da nogen tager i døren ind til lokalet, og hun forklarer med ytringen ja P der er næsten altid afbrydelser herinde der kan virke, som en reparatur for afbrydelsen. Patienten kommenterer ikke dette. Nonverbalt Terapeuten fortsætter Hmrr H men alle dem som begynder Her gentager hun illustratoren (Batons, deikisk), hvor hun bevæger sin hånd i horisontale bevægelser og derved understreger rytmen i hendes stemme, men også for at referere til sine papirer, idet hun klapper dem, hertil skifter hendes blikretning også kort til dem. Efterfølgende, da der kommer en lyd fra døren, ses to regulatorer, 1, terapeuten læner sig til højre, og 2, hendes blikretning skifter til døren. Begge tolker vi som en indikation af, at hun forventer at blive afbrudt, og at patienten lige må vente. Efterfølgende ser vi de samme regulatorer igen, terapeuten sætter sig tilbage i stolen og hendes blikretning vender tilbage til patienten. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 59

64 Patienten forholder sig neutral under disse handlinger, hun sidder roligt med hænderne i skødet. Opsamling Her mener vi at der er et eksempel på, hvor meget blikretningen og kropssproget har at sige i en dialog. Patienten siger ikke noget her, imens terapeuten koncentrerer sig om døren for et kort øjeblik, for så igen at optage dialogen. 01:16 01:36 Så langt er vi ikke nået 1. E: men alle dem som starter på genoptræning herinde der udfylder vi såen her og så laver Caroline som regel også en fysisk test > det ved jeg ikke om hun har lavet sårn en PP fitness test på dig PP (A) (B) (1) 2. E: det er ikke sikkert hun har 3. P1: hvordan P altså jeg har ba- 4. E: det er sårn en hvor de sidder med stopure (C) 5. P1: nej:: d - så langt er vi ikke nået (2) (D) 6. E: nej (3) 7. E: nej okay den laver de som regel og så laver vi den her øh PP (E) Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: (men) Klapper på papiret B: (her) Klapper på papiret samt skift i blikretning og løfter armen og peger med åben håndflade mod højre C: Løfter højre arm og imiterer et stopur 1: Ryster svagt på hovedet 2: Ryster på hovedet og drejer lidt på stolen. Fortsætter med at dreje svagt fra side til side, smiler/griner lidt. 3: Strækker det ene ben frem D: Tager højre hånd op og fjerner noget hår fra ansigtet E: (den) Holder højre op ved siden af sig og peger med tommelfingeren og lukket håndflade mod højre. Tager hånden ned og klapper på papiret. Holder hånden på papiret Samtaleanalyse Efter en kort afbrydelse ved døren fortsætter terapeuten med at forklare, hvorfor der skal laves en test på patienten, og lægger ud med: men alle dem som starter på genoptræning herinde der udfylder vi såen her Ordene alle og såen, tolker vi som at hun derved understreger, at samtlige patienter, der er til genoptræning i centret, bliver testet i lige netop denne test. Det gælder derfor også for kvinden i denne situation. Derefter henviser hun til Caroline, der som regel står for den fysiske del af testen, og fortsætter med det ved jeg ikke om hun har lavet sårn en PP fitness test på dig. Terapeuten stiller her et opklarende spørgsmål til patienten. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 60

65 Der opstår et gab 34 i samtalen i slutningen af linje 1, hvor terapeuten signalerer et TRP, men patienten virker i tvivl om, hvad terapeuten spørger hende om og svarer ikke. Derfor laver terapeuten et selvvalg og fortsætter selv i linje 2 med en reparatur i tredje tur. Patienten laver, i linje 3, også en reparatur ved at spørge hvordan P altså jeg har ba - uklarheden om, hvorvidt patienten har lavet testen eller ej, gør at de begge prøver at reparere på situationen, og terapeuten kommer derudover, i linje 4, til at overlappe patientens tale. Patienten smiler, og i linje 5 gør hun klart at: så langt er vi ikke nået, så vi tolker, at hun nu har forstået, hvad terapeuten snakker om. Hun bruger ordet vi som deiksis for hende selv og Caroline, som tilrettelægger det fysiske forløb. Linje 6 er en minimalrespons fra terapeuten, der kan opfattes, som om at de er enige. Terapeuten runder af med nej okay den laver de som regel og så laver vi den her hvor de er en deiksis, der sandsynligvis henviser til de af hendes kolleger, der står for den fysiske træning, og vi opfattes her som en deiksis 35, der inkluderer sandsynligvis hende selv samt de kolleger, der ellers laver den anden del af testen. Nonverbalt Terapeuten forsætter men alle dem som starter på genoptræning, igen ser vi terapeuten gøre brug af illustratorer (Batons, deikisk, som både understreger rytmen i hendes stemme men også refererer til hendes papirer, idet hun klapper dem, hertil ser vi en regulator i form af at hendes blikretning som kort skifter til dem. Desuden ser vi en illustrator (ideografisk) 36, da hun refererer til Caroline. Dette fungerer også som regulator i samtalen. Patienten forsætter hvordan altså jeg har ba. Her ser vi også en regulator ved patienten, som ryster svagt på hovedet. Terapeuten forklarer derpå yderligere om Carolines test og gør her brug af en intrinsic 37 kodet illustrator (pictografisk) 38 i form af et stopur. Patienten fortsætter nej, nej så langt er vi ikke kommet, her ser vi flere regulatorer ved patienten i form af at hun ryster på hovedet, hertil ser vi en affektvisning i form af smil/grin. Denne handling udløser ydermere selv-adaptor ved patienten, hvor hun drejer svagt fra side til side på stolen og strækker det ene ben. Det tolker vi som virkende urolig og det kan måske skyldes at patienten er en smule ude af fatningen og dertil usikker på sig selv. Ved terapeuten udløser dette også en selv-adaptor, hvor hun forsøger at rette på sit hår, som hvis det spærrede hendes udsyn. Herefter forklarer hun med en illustrator (ideografisk) at Caroline laver en test inde ved siden af, og med en illustrator (batons) at hun selv laver en anden test, her lægger hun hånden på sine papirer, og hendes blik skifter kort til dem. 34 Se Gap under Samtaleanalyse s Se Indexikalitet under Samtaleanalyse s Se Illustratorer under Nonverbal adfærd s Se Kodning under Nonverbal adfærd s Se Illustratorer under Nonverbal adfærd s. 39 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 61

66 Opsamling I denne sekvens mener vi, der opstår usikkerhed og om, hvorvidt patienten har været igennem den fysiske del af testen, som terapeuten forklarer om. Det udløser en rodet turdeling, hvor de to overlapper hinanden. Vi mener dog at de ved hjælp af illostratorer og forklaringer når til forståelse. Der benyttes mange deiksis til at beskrive, hvem der gør hvad i forhold til testen, og det indikerer hvilke relationer, der er imellem de ansatte på stedet. Patientens kropssprog viser usikkerhed, i måden hun uroligt bevæger sig på stolen og ryster på hovedet, og terapeuten opfatter muligvis dette og laver reparaturer og forklarer tydeligere, hvad hun snakker om. Sekvensen slutter med, at patienten griner lidt, hvilket kan tolkes som at hun griner lidt af situationen, og at samtalen er nu genoprettet. 01:36 02:20 Fanget flest mulige forandringer 1. E: og det er såen PP det er en test hvor vi kommer ind omkring hvad det gør for dig i hverdagen P at du har et problem P med ryggen 2. P1: ja: 3. E: øh hvor vi så prøver at finde ud af helt specifikt hvad er det så det betyder for dig derhjemme 4. P1:hm 5. E: og så skal vi ha: nogle tal på os på et tidspunkt fra 1 til 10 af hvordan du synes det er (A) 6. E: >øh og dem når man så holder her igen så laver vi testen igen for at se hva der om der er sket noget (B) 7. P1: nå (1) 8. E: >og den her den kan nemlig øh nogle gange finde nogen - nogen andre ting end en fysisk test 9. E: os noget med tilfredshed og sårn noget det kan jo godt ændre sig selv om man måske ikke bliver fysisk bedre (C) 10. P1: Ja (2) 11. E: så vi laver sårn begge dele for or:: fange flest mulige forandringer (D) 12. P1:ja P okay (3) Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 62

67 Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: (på) Klapper på et andet stykke papir ved højre side samt skift i blikretning, lader hånden ligge på det B: (dem) Kører hånden op i en cirkelbevægelse foran sig og lægger hånden på papiret foran sig 1: Retter sig på stolen 2: Nikker 3: retter sig på stolen og tager det andet ben frem C: (tilfredshed) Vugger svagt fra side til side D: (så) Tager begge hænder op og bevæger dem flagrende. Lægger dem begge på bordet og tager dem igen op ( flest mulige ) Samtaleanalyse Sekvensen er fra et punkt i samtalen, hvor ergoterapeuten forklarer patienten om den test, de skal gennemgå. Det er hovedsagelig ergoterapeuten, der taler og patienten giver minimalrespons. Det ses i linje 2, hvor hun svarer ja og i linje 4 med hm. I linje 7 siger patienten med tydelig stemme: nå som er en tilstandsskiftemarkør 39. Det tolker vi som at hun viser, at hun har forstået, hvad der bliver sagt. Ergotarapeutens toneleje er jævnt, når hun beskriver testen, med små intonale stigninger, der markerer nogle bestemte ord i forklaringen. I linje 9 forklarer hun, hvilke fordele der er ved at anvende netop denne test, og her taler hun om det værdiladede ord tilfredshed og parasprogligt høres det, at stemmerne bliver lidt lavere og rytmen i hendes tale bliver en anelse mere glidende. Patientens siger ja, hvilket er et præfereret svar. Det udtales svagt med nedadgående intonation som, på grund af den nedtonede stemme, kan opfattes som om det ikke er hendes fulde overbevisning. Ergoterapeuten fortsætter med sætningen: så vi laver sårn begge dele for or:: fange flest mulige forandringer. Hun bruger ordet vi som persondeiksis, der sandsynligvis inkluderer hende selv og teamet, som hun normalt arbejder sammen med. I samme linje bruges ordet så, der kan opfattes som at hun understreger, at det er netop disse tests, der skal laves efterfølgende. Det kan desuden hentyde til, at det er sådan ergoterapeuten med sit team plejer at gøre. Patienten svarer svagt ja P okay, og indvilger derved i at deltage i testen. På grund af den nedtonede måde, hun udtaler det på, kan det dog opfattes lidt modvilligt. Nonverbalt Terapeuten fortsætter og det er såen - det er en test hvor, herefter ser vi regulatorer ved begge parter i form af både øjenkontakt, nik og toneleje. Hertil benytter terapeuten sig igen af en illustrator (batons), idet hun refererer til sine papirer, både med at løfte hånden, for så igen at lægge den på papirerne, dertil skifter hendes blikretning også kort 39 Se Minimalrespons under Samtaleanalyse s. 31 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 63

68 til dem. Efterfølgende benytter terapeuten sig igen af en illustrator (batons) for at understrege rytmen i hendes forklaring af behandlingsforløbet, disse bevægelser virker også forklarende på det budskab, hun ønsker at få frem, for så igen at bruge en illustrator (batons) idet hun refererer til testen ved at ligge sin hånd på papirerne og kigge på dem. Terapeuten fortsætter og den her den kan nemlig øh nogle gange finde. Patienten viser herunder en regulator i form af en ændring i kropsholdning og hertil en affektvisning (skeptisk), som dog neutraliseres 40. Ved terapeuten ser vi en selv-adaptor, da hun refererer til tilfredshed. Her vugger hun svagt fra side til side. Vi ser en regulator ved patienten, som nikker under terapeutens beskrivelse af testen. Ved affektvisning (skeptisk) ser vi, at patienten retter sin kropsholdning en smule og løfter sit hoved, dertil ser vi også, at hun kort spærrer øjnene op og åbner sin mund, hvilket kan tolkes som overraskelse eller tegn på skepsis. Ved en neutralisering ser vi neutrale ansigtstræk, som før affektvisningen indtrædelse. Terapeuten forsætter så vi laver begge dele for. Her ser vi igen terapeuten benytte sig af illustratorer (ideografiske) hvor hun bevæger hænderne op og ned for at understøtte sin tale, i dette tilfælde de to omtalte tests. På baggrund af terapeutens forklaring ser vi en regulator i form af en ændring i Patientens kropsholdning, hvor patienten retter sig på stolen og tager det ene ben frem, hertil ser vi igen en affektvisning (skeptisk) som dog neutraliseres. Opsamling I denne del af samtalen er patienten den modtagende part. Hun synes at lytte til ergoterapeutens forklaring om, hvorfor og hvordan testen skal forløbe. Patientens eneste aktivitet er minimalresponser, som hun både viser verbalt og nonverbalt ved at nikke på en måde som vi tolker som forstående, og hun siger ja, okay og nå. Hun stiller ikke spørgsmål til de oplysninger, hun modtager, men vi tolker hendes holdning til at være lettere skeptisk. Verbalt ser vi det i linje 9-10, hvor ergoterapeuten i linje 9 forklarer om testen og patienten i linje 9 svarer ja, med nedadgående intonation. Selvom hendes ja er et præfereret svar, altså et svar som ergoterapeuten lægger op til eller ønsker, så siger den nedadgående intonation os, at hun ikke er overbevist. Hvis intonationen havde været opadgående, kunne det i stedet have tydet på, at der var optimisme bag svaret. I analysen af patientens nonverbale sprog er der også tegn på manglende overbevisning eller regulær skepsis på samme sted som i samtaleanalysen. Hun ændrer sit kropssprog og rykker sig tilbage i stolen og spærrer øjnene op. Dette er, som nævnt i den nonverbale analyse, en affektvisning, der kan tolkes som skepsis. Vi mener ikke, ergoterapeuten reagerer på disse tegn på skepsis - hun kommer ikke med synlige eller hørbare tiltag til at overbevise patienten yderligere, da patienten svarer ja til testen i linje Se Visningsregler under Nonverbal adfærd s. 40 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, første del 64

69 Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del 04:16 04:50 Så kan han slæbe 1. E: Og der er ikke noget med og:: - når du er ude at handle ind or:: 2. P1: altså jeg skal ikke ha de tunge bæreposer (A)(1) 3. E:> nej 4. P1: >nej P det kan jeg ikke - P(4 sek) 5. P1: eller det undgår jeg i hvert fald 6. ja PP handler du så oftere ind eller:: (B) 7. P1: nej jeg har jo min mand det klarer han (C) 8. E: >du har ha ha 9. P1: > så så tager han med og så kan han slæbe haha (2) 10. E: haha ja 11. E: har han gjort det før 12. P1: æ::h 13. E: eller er det noget han har hjulpet dig 14. P1: kun ind imellem ja ind imellem 15. E: >men det er han begyndt at hjælp dig med? 16. P1: jaja så tager vi af sted sammen 17. E: ja Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: ser ned på papir foran sig, løfter hånden og sænker den for at begynde at skrive. B: (eller) ser op på patienten og stiller et spørgsmål 1: ser ned på papiret som ergo skriver på 2: smiler og drejer svagt på stolen C: griner og smiler ser direkte på patienten Samtaleanalyse Denne tekstdel er taget ud af en sammenhæng, der handler om, hvordan patienten klarer de forskellige praktiske gøremål i hjemmet og er kendetegnet ved at terapeuten stiller patienten spørgsmål, og at patienten svarer forklarende. Taleturene fordeles uden problemer i den første del af samtalen, hvor linje 1 afsluttes med et langtrukket ord, som signalerer et næstevalg til patienten og et muligt TRP'en, som imødekommes med en beskrivelse af, at patienten ikke kan bære de tunge bæreposer. Terapeuten giver et præfereret svar ved at svare et kort nej, der kan tolkes som om at hun har forstået ytringen. Denne opfattes muligvis af patienten som en minimalrespons, der opfordrer hende til at fortsætte, hvilket hun gør i linje 4 med en gendrivelse af det, hun allerede har sagt. Herefter følger en længere pause, hvor terapeuten noterer i sine papirer, Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del 65

70 imens får patienten tid til at lave et selvvalg i linje 5. Sætningen er en ledsætnings-tcu 41, idet den siges som en forlængelse af linje 4, og fungerer som en nedtoning af den forudgående ytring ved at udtrykke, at hun i hvert fald undgår at gøre det. Tonelejet er lavt, så ytringen virker som en mindre detalje. Linje 6 ligner i opbygning linje 1, hvor terapeuten stiller et spørgsmål og laver et langtrukkent eller:: der kan vise, at det er et relevant sted for patienten at tage over. At terapeuten siger ordet eller:: i slutningen af sætningen, kan ifølge teorien om CA tolkes som, at hun prøver at opnå enighed i samtalen ved at åbne op for, at der er flere muligheder for patientens svar. Dette er et eksempel på intersubjektiviteten 42 i samtalen, hvor de interagerende prøver at forhandle sig frem til enighed om samtalens udvikling. TRP'en i linje 6, som kommer efter det langtrukne eller:: tages op af patienten, som forklarer, at hendes mand hjælper med indkøbene og slutter ytringen af med nedadgående intonation og laver dermed et TRP. I linje 8 når terapeuten ikke at færdiggøre sin ytring, som siges med et lille grin - idet hun afbrydes af patienten, der ligeledes i et højere og grinende toneleje, fortæller, at manden tager med så kan han slæbe. Patienten anvender ordet han to gange i ytringen, som deiksis for manden, der bliver nævnt i hendes foregående ytring. Hun slutter af med et kort grin, hvilket imødekommes af terapeuten, der også smågriner og siger ja med nedadgående intonation, der virker som en prælukker, så hun igen kan stille et mere seriøst spørgsmål i linje 11. I linje 12 laver patienten en anden-ytringsreparatur 43 med det langtrukne æ::h. Det mener vi hun gør, fordi hun ikke har forstået terapeutens spørgsmål. Terapeuten kompenserer for dette med en ledsætnings-tcu, hvor hun uddyber spørgsmålet. Patienten afbryder igen terapeuten i linje 14, da hun har forstået spørgsmålet, men gentager sit svar to gange, fordi patienten og terapeuten taler i munden på hinanden. Terapeuten spørger igen uddybende ind til sagen om mandens hjælp i linje 15, hvilket patienten svarer præfereret til med ja ja. Terapeuten giver en minimalrespons, i linje 17, der kan opfattes som en bekræftelse af, at hun har hørt og forstået svaret. Samtalen bærer præg af, at taleturene komme lidt i uorden, fordi der tales i munden på hinanden. Patienten kommer til at afbryde terapeuten i linje 9 og i linje 14. Det mener vi hun gør første gang, fordi hun virker ivrig efter at fortælle om sin mand, og anden gang muligvis fordi hun har forstået, hvad terapeuten har spurgt hende om og starter svaret inden terapeuten laver en TRP. Det virker som om patienten er interesseret i at svare på terapeutens spørgsmål i denne sekvens, fordi hun uddyber sit svar i linje 5, og afbryder terapeuten for at fortælle i linje 9. Det ses, at de kan grine lidt sammen om patientens mand, som nogle af spørgsmålene drejer sig om, og vi tolker stemningen som positiv og god imellem dem. 41 Se Ledsætnings-TCU under Samtaleanalyse s Se Intersubjektivitet under Samtaleanalyse s Se Turpar under Samtaleanalyse s. 29 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del 66

71 Nonverbalt Terapeuten fortsætter Og der er ikke noget med. Her kan man blandt andet se, hvordan der gøres brug af regulatorer. Vi ser at samtalen nærmest går i stå, mens terapeutens blikretning er fæstnet på sine papirer. Hertil ser vi også en illustrator (batons), da terapeuten kort holder sin hånd hævet over papiret. Dette signal kan opfattes som om, at hun lige skal koncentrere sig om, hvor hun skal skrive, og det er med til at give en pause i dialogen. Hertil kigger patienten afventende på terapeutens papirer. Det mener vi også er med til at signalere, at hun er opmærksom på, at terapeuten noterer dette problem. Dialogen foresætter ja PP handler du så oftere ind. Her ser vi, at terapeuten gør brug af en regulator i form af øjenkontakt med patienten, da hun stiller det næste spørgsmål. Det giver patienten en ide om, at hun er klar til at gå videre i samtalen. Følgende ser vi en spejling af terapeutens affektvisning (glæde) ved patienten, på baggrund af patientens reference til sin hjælpsomme mand. Det udløser desuden en selv-adaptor ved patienten, som drejer svagt fra siden til side på stolen. Denne adaptor mener vi, kan være udløst af patientens glæde over sin hjælpsomme mand. Hertil ser vi, at både patienten og terapeuten bruger regulatorer i form af nik. Opsamling I sekvensen her er det patienten, der er den mest talende eller mest aktive, idet hun selvvælger nogle taleture. Men terapeuten stiller også en del spørgsmål og næstevælger taleturen. Vi mener, at stemningen, som vi i starten tolkede som lidt anstrengt - i sekvens: 01:36.2:20.ikke længere er der, eller i hvert fald er det ikke tydeligt. I linje 1-6 ses en situation, hvor ergoterapeuten skriver og ser væk, hvilket nonverbalt kan tolkes som en projektion til patienten om at vente. Dette gør patienten men hun afslutter dog emnet med en sætning efter ergoterapeutens minimalrespons nej i linje 5. Samtalen fortsætter ikke før ergoterapeuten stiller næste spørgsmål i linje 6. I midten af sekvensen i linje 7-10 opstår en situation, hvor de to på den ene side kommer til overlappe hinanden, på den anden side opnås der, som vi ser det, en forståelse, hvor de griner af en kommentar om patientens mand, i linje 7-9. Nonverbalt ses det, at de begge smiler og ser på hinanden. I linje 8 nedtoner patienten slutningen af sin taletur, hvilket ergoterapeuten muligvis opfatter som en afslutning og laver et selvvalg. Patienten taler dog videre om samme emne, ind over ergoterapeutens selvvalgte tur. Ergoterapeuten vælger at stoppe sin taletur og lytter til resten af patientens udmelding, hvorefter hun kvitterer med et haha som patienten spejler. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del 67

72 04:50 05:24 Det klare han så 1. E: Er der mere han har hjulpet dig med derhjemme 2. P1: æh:: ja når jeg ber ham om det (A) (1) 3. E: ja hihi 4. P1: haha PP ja han kan godt vask gulve og:: sårn nogle ting det undgår jeg også (B) (2) 5. E: ja PP 6. P1:og støvsugning de::t er jeg hellere ikke så god til P 7. P1:eller det er i hvert fald hårdt for ryggen 8. E: ja det er det PP det er vist noget P af det værste du overhovedet kan (C) 9. P1: ja det det klarer han så 10. E: ja 11. E: hvad med vinduer (D) (3) 12. P1: det gør han også 13. E: pudser vinduer 14. P1: det har han lige gjort 15. E: hehe 16. P1: i hvert fald udvendig P(3 sek) Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: griner smiler ser direkte på patienten B: ser ned og skriver på papiret C: (det PP)ser op fra papiret og ser direkte på patienten 1: Smiler og griner og ser direkte på terapeuten 2: Følger med i hvad terapeuten skriver 3: smiler/griner ser ikke på terapeuten D: ser ned på papiret og begynder at skrive smiler og griner men ser ikke på patienten Samtaleanalyse I dette afsnit taler patienten og ergoterapeuten videre om, hvorledes patientens mand hjælper hende derhjemme. Samtalen startes ved at terapeuten tager et selvvalg i form af et spørgsmål i linje 1, patienten svarer i linje 2 æh:: ja når jeg ber ham om det, hvorefter terapeuten svarer med en minimalrespons og et grin grinet fortsætter hos patienten i linje 4, hvor patienten forsætter sit svar til linje 1. Terapeuten kommer igen med en minimalrespons i linje 5, hvorefter der opstår en pause. Patienten tager selvvalg og forsætter sit svar og støvsugning de::t er jeg hellere ikke så god til P, patienten tager videre et selvvalg i linje 7: eller det er i hvert fald hårdt for ryggen, og terapeuten tager nu over og giver et præfereret svar. Patienten giver et præfereret svar i linje 9, og terapeuten reagerer med en minimalrespons. Herefter tager terapeuten selvvalg: hvad med vinduer og stiller et spørgsmål hun modtager et præfereret svar fra patienten i linje 12: det gør han også, terapeuten kommer med et opklarende spørgsmål pudser vinduer. Patientens svar er en ledsætnings-tcu til terapeutens foregående ytring: det har han lige gjort, og terapeuten responderer med et grin. Patienten følger op med en Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del 68

73 konstatering i hvert fald udvendigt. Det ses i denne sekvens, at terapeuten stiller spørgsmål, og patienten svarer og tonen er, som vi opfatter det, positiv og lidt mere munter, når hun taler om manden, som de begge to smiler ad. Nonverbalt Terapeuten fortsætter Er der mere han har hjulpet dig med derhjemme. Her ser vi igen en spejling af en affektvisning (glæde) ved patienten på baggrund af terapeutens affektvisning. Herefter ser vi terapeuten gøre brug af en regulator i form af skiftende blikretning fra patienten til papiret. Det mener vi igen er med til at understrege, at det er nødvendigt med en pause i samtalen, for at hun kan følge med i sine notater. Her ser vi dog, at patienten kommer med en indskudt bemærkning, som får terapeuten til at bruge en regulator igen i form af at nikke. Dette signalerer, at hun hørte patientens bemærkning og efterfølgende kommenterer den. Terapeuten fortsætter ja hvad med vinduer. Her ser vi igen en spejling af en affektvisning (glæde) ved patienten på baggrund af terapeuten. Denne spejling sker dog alene på lyden af grinet. Opsamling Vi mener, at det i dette afsnit virker som om, at patienten og ergoterapeut har en god kontakt de griner/smiler en del over mandens hjælp. De afbryder ikke hinanden og lader hinanden tale færdigt. Nonverbalt opfatter vi det ligeledes som om, at der regerer en god kontakt de spejler sig i hinanden, og de har øjenkontakt. Dette kommer vi nærmere ind på i delkonklusionen i forhold til teorien af Rogers. 05:24 05:50 Ja vasketøjet, altså tøjvask 1. P1: men altså det store rengøring det gør jeg ikke (A) 2. E: nej: 3. P1: det kan jeg ikke 4. E: hvad med at tørre støv af 5. P1: ja ja det kan jeg sagtens 6. E: >me:n ø:h vinduer og:: 7. P1: ja og gulvvask og sårn de grove ting 8. P1:>det det gør jeg ikke nej (1) 9. E: hmm 10. P1: men altså tøjvask og sårn nogle ting det kan jeg sagtens (B) 11. E: det kan du sagtens 12. E: hvad:: med P vasketøjet (C) 13. P1: ja vasketøjet - altså tøjvask(2) 14. P1: det kan jeg selv 15. E: ja det det kan du selv ja (D) 16. P1: ja 17. P1:og hænge det op or:: ja Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del 69

74 Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 1 A: (men) ser op på patienten B: kigger ned på papiret 1: ryster på hovedet svagt 2: nikker C: kigger op på patienten D: ser ned på papiret Samtaleanalyse Denne sekvens er taget ud et sted i samtalen, hvor terapeuten og patienten taler videre om, hvilke vanskeligheder patientens rygproblemer giver i hjemmet og helt specifikt omkring rengøring. Patienten forklarer, at den store rengøring kan hun ikke overkomme, og terapeuten svarer med nej som minimalrespons, hvorefter patienten i linje 3 kommer med en forstærkning af første ytring, idet hun siger det kan jeg ikke, som er et stærkere udtryk end det gør jeg ikke. Vi mener at hun her viser, at det ikke bare er fordi hun ikke vil, men rent fysisk kan hun ikke gøre det. Terapeuten spørger yderligere ind til emnet rengøring i linje 4, og dette giver patienten et præfereret svar til ved at svare ja ja det kan jeg sagtens. Samtidig slutter hun sin taletur med nedadgående intonation på ordet sagtens, som signalerer, at hun ikke har mere at tilføje og laver dermed en TRP, hvor terapeuten har mulighed for at fortsætte. Patienten fortæller ikke selv mere om, hvilke opgaver hun kan magte. Terapeuten fortsætter, men i linje 6 laver hun en reparatur med ordet ø:h og ved at lave et langt og::, der kan tolkes som tøvende eller som om, hun ikke kan finde det ord, hun leder efter. Det kan også opfattes som en opfordring til patienten om at hjælpe med at definere det store rengøring ud over vinduer, som terapeuten foreslår. Patienten gør i linje 7 sætningen færdig ved at tilføje gulvvask og sårn de grove ting. Patienten fortsætter i linje 8 uden pause med en ledsætnings-tcu, hvor hun siger det det gør jeg ikke nej. Det virker som en gendrivelse af ytringerne i linje 3 og 5, så det kommer meget tydeligt frem, hvad hun ikke kan klare af rengøringen. Terapeuten laver en bekræftende minimal respons i linje 9, og patienten fortsætter med at nævne tøjvask, som én af de ting hun godt kan klare selv. Terapeuten gentager patientens ytring og vi mener derved, at hun signalerer forståelse for, hvad patienten siger. Derefter siger hun det langtrukne hvad:: med P vasketøjet, og laver dermed en selvvalgt taletur og efter en lapse 44 af ca to sekunders varighed, siger hun vasketøjet, som er næsten det samme som patienten lige har sagt. Patienten svarer med sætningen ja vasketøjet altså tøjvask og laver en reparatur i tredje tur. Vi ser at terapeuten vælger at spørge om det samme, som patienten lige har sagt, bare med et andet ord, og derfor tolker vi, at hun ikke har hørt, hvad patienten har sagt, eller måske har hun ikke forstået det. For 44 Se Lapse under Samtaleanalyse s. 31 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del 70

75 os at se reagerer terapeuten ikke på dette, som man måske kunne forvente, men fortsætter med at gentage patientens ytringer som bekræftelse på sin lytning. Sekvensen er præget af, at patienten beskriver, hvilke problemer rengøringen giver og definerer mere detaljeret, hvilke ting hun kan og ikke kan, og terapeuten stiller uddybende spørgsmål og laver minimalrespons i linje 2 og 9, der kan opfattes som opfordring til patienten om at fortælle videre. Derudover gentager hun patientens ord i linje 11 og 15 - dette kan være et bekræftende signal om, at terapeuten forstår, hvad patienten siger, men grundet misforståelsen og hendes reaktion på denne, kan vi i gruppen blive i tvivl om, hvor meget hun lytter i øjeblikket. Nonverbalt Patienten fortsætter men altså den store rengøring det gør jeg ikke. Her ser vi hyppig brug af regulatorer ved patienten, både i form af at nikke og ryste på hovedet for at understøtte, hvad hun kan og ikke kan. Patienten fortsætter men altså tøjvask og sårn, herunder bruger terapeuten regulatorer i form af skiftende blikretning fra patienten til hendes papirer og tilbage igen, for at få et kort ophold i samtalen og danne sig overblik. Det efterfølgende spørgsmål besvares også ved hjælp af en regulator i form af at patienten nikker. Opsamling Patienten og terapeuten taler i dette afsnit om det store rengøring. Samtalen er, som vi tolker den, præget af at terapeuten med minimalrespons virker forstående overfor patienten. Dog trækker terapeuten lidt på ordene og laver lange lyde, som kan tolkes som tøvende. Et eksempel er i linje 6: me:n ø:h vinduer og:: Her ser vi at flere ord bliver trukket ud, og sætningen kommer til at stå svagt. Forståelsen er, som vi tolker det, ikke helt overbevisende i slutningen, hvor terapeuten stiller et spørgsmål om noget, som patienten allerede har fortalt. Terapeuten reagerer ikke på dette og forsætter ubemærket med samtalen. Dette mener vi kan vække tvivl om, hvorvidt ergoterapeuten har hørt efter i denne sidste del af sekvensen, hvilket kan sammenholdes med at terapeuten bruger megen tid på at skrive noter. Patienten er her med til at styre samtalen, idet hun tager nogle selvvalg. Vi opfatter patienten som god til at få frem, hvad det er hun kan og ikke kan i hjemmet. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, første patientsamtale, anden del 71

76 Relationsanalyse og fortolkning af første patientsamtale Vi har i teorien om relationer gennemgået, hvad vi mener, der skal til fra terapeutens side for at skabe en god dialog. Vi vil i det følgende fremhæve, hvilke steder vi i analysen tolker, at terapeuten arbejder ud fra dialogiske principper, og vi vil begrunde vores tolkning ud fra vores viden om relationer. Vi har i teoriafsnittet klarlagt, hvordan der opstår en asymmetrisk relation mellem kommunikatorerne i en rådgivningssamtale, som vi arbejder med i dette projekt. På trods af dette må der stadig arbejdes for at skabe en velfungerende relation, og ifølge den anvendte teori er det dialog, herunder lytning og empati, der er vejen frem. I mødet med patienterne mener vi, at det er nødvendigt for terapeuten, at hendes patienter føler en tryghed i relationen. Hvis de ikke føler dette, så kan der for eksempel være ting der ellers kunne have relevans for det videre behandlingsforløb, som de ikke fortæller,. I det følgende vil vi se på, hvordan terapeuten forsøger at kompensere for de førnævnte, ulige forhold[1] ved at bruge dialogiske værktøjer, og om hun udviser en generel empatisk holdning. Dertil vil vi også se på, om der er situationer, hvor de asymmetriske relationer træder frem. Vi gør dette ved at gennemgå den foregående analyse, hvor vores empiri er blevet analyseret ud fra samtaleanalyse og nonverbal kommunikationsanalyse. Dialogen Dialog er en samtale, der er kendetegnet ved at være undersøgende, læringsorienteret, uforudsigelig og risikofyldt. Terapeuten har muligheden for at bruge dialogen til at skabe kontakt til patienten. Det kræver, som beskrevet i teorien, at terapeuten lytter aktivt til, hvad patienten fortæller og bruger disse oplysninger til at forstå patientens problem. I begyndelsen af testen åbner terapeuten op for samtalen ved at lade patienten forklare årsagen til, at hun er der (01:04 01:16 linje 3). Terapeuten har højst tænkeligt oplysningerne på forhånd men ved at lade patienten fortælle, åbner hun op for en dialogisk samtale i stedet for at begrænse sig til en selvreferentiel samtale. Terapeuten lægger således sin egen viden til side og lader patienten informere hende og allerede her ses den første problemopsporing. Terapeuten antager altså ikke, at hun kender patientens problem og løsningen herpå. Desuden er der den mulighed, at patienten har oplysninger, som terapeuten ikke kender til, og som derved kan ændre på behandlingsforløbet. Der er mulighed for at terapeuten kan spørge, hvis der er noget hun ønsker uddybet. Vi mener, at samtalen forløber på denne måde, fordi terapeuten har et ønske om at forstå patientens behov for hjælp og genoptræning. Dette ønske om forståelse opfatter vi ud fra relationsteorien, der arbejder ud fra en opfattelse af, at det i en hjælperrelation bl.a. er væsentligt at hjælperen lytter til patienten og forsøger at forstå patienten på dennes vilkår og ikke ud fra sin egen forståelse. Senere fortæller patienten, at hendes motivation er, at hun ønsker at blive klar til en bustur. Terapeuten reagerer i første omgang med et okay haha (00:46 01:04 l.4-5), som kan tyde på en vis overraskelse eller skepsis, men vælger at lade patienten tale færdig og afslutter til sidst med et okay (00:46 01:04 l.12, der angiver, at hun forstår motivationen. Patienten får ikke nogen melding på, om det rent faktisk er muligt at blive klar til pågældende bustur. For at give et svar i en situation som denne kan terapeuten kun trække på tidligere erfaringer med rygskader. Da sådanne skader og Aalborg Universitet Relationsanalyse og fortolkning af første patientsamtale 72

77 behandlingsforløb aldrig er ens, kan patienten ikke bruge et svar, der bygger en tidligere erfaring til særlig meget. Tolkningen er, at terapeuten vælger at lade være med at generalisere patientens behandlingsforløb og derfor ikke kan give hende et svar på daværende tidspunkt. Helle Alrø og Marianne Kristiansen bruger begrebet kongruent forholdemåde om dette og karakteriserer det som værende ærlig og forholde sig til fakta og ikke til egne personlige og tidligere erfaringer. I sekvensen 04.50:05.24 ses eksempler på opsporing af problemer og afsøgende spørgsmål. Hun begynder med at spørge ind til problemet hos patienten, også kaldet at opspore problemet, i denne situation er det vedrørende gøremål i dagligdagen ( :50 L.1). I linje 15 laver hun en afsøgning af, om hun har forstået patienten ret ved at spørge men det er noget han er begyndt at hjælpe dig med? Dette gøres for at være sikker på, at hun har forstået patientens ytring korrekt. Havde patienten svaret nej, det har han altid gjort, så fortalte det måske ikke så meget om patientens nedsatte evner. Rollerne I brugen af de dialogiske værktøjer kommer et rollemønster til syne. Terapeuten fungerer allerede fra starten som en form for ordstyrer. Det er en rolle, hun naturligt vil have, da det er hende, der er på hjemmebane og patienten, der er udefrakommende og derfor på fremmed grund. Patienten vælger også terapeuten til at være hende, der styrer samtalen, da hun afventende lader terapeuten begynde samtale med et jah (00:10-00:19, l. 2)som svar til terapeutens indledende bemærkning. Først da terapeuten beder hende om at fortælle om årsagen til, at hun er der, ved hun hvad hun skal sige. Da patienten er færdig med at fortælle, overtager terapeuten rollen som taleren og forklarer, hvordan testen foregår. Hun beholder denne rolle i sekvenserne 01:04-01:16, 01: og 01:36-02:20. Her er det terapeutens faglige viden og erfaringer, der kommer frem. Patienten må stole på, at den viden er korrekt i forhold til behandlingsforløbet, og vi ser også at - selvom vi tolker hendes kropssprog som skeptisk - så sætter hun ikke spørgsmålstegn ved terapeutens faglige kompetencer. Ved dette forstår vi, at patienten sætter sin lid til terapeutens kompetencer. De faglige kompetencer bruger terapeuten senere igen til at bekræfte patienten (04:50 05:24 l.8). Vi ser, at hun som terapeut bruger sin rolle i relationen som faglig autoritet på forskellige måder gennem samtalen, men ikke på noget tidspunkt med negativt fortegn. Da patienten fortæller om den kommende tur til Holland, bryder hun ind over terapeutens tale for at forklare situationen og virker mere ivrig efter at fortælle på eget initiativ. Generelt er stemmeføringen klar og tydelig, men bliver lidt højere, da hun fortæller om Hollandsturen, og da hun senere griner af, at hun får sin mand til at "slæbe" og gøre rent for sig. Når terapeuten besvarer patientens ytringer med smil og grin, som der henvises til her, så viser hun, at hun er i stand til at være til stede i samtalen som mere end en professionel - hun er der også personligt. Hun kommer ikke med referencer til sit private liv, men hun har overskud til at dele patientens forståelse af, at det er morsomt at manden må slæbe. Som professionel terapeut har hendes privatliv ikke nogen plads i samtalen, men det er ikke ensbetydende med, at hun skal være upersonlig eller kønsløs - hun skal være bevidst om forskellen for at kunne mestre balancen mellem personlig og privat. Vi mener, at patientens motivation for at ønske genoptræningen kan være turen til Holland, hvor hun gerne skal være klar til de mange timer i bus. Da vi opfatter patienten som Aalborg Universitet Relationsanalyse og fortolkning af første patientsamtale 73

78 værende mest ivrig i sin tale omkring dette emne, ved eksempelvis at bryde ind og hæve stemmen. Dog virker reaktionen fra terapeuten mere tvivlende på, om hun kan nå at blive klar. Vi opfatter derfor patienten og terapeuten værende af to forskellige perspektiver på det kommende træningsforløb, hvilket præger samtalen. Det kommer blandt andet til udtryk gennem det nonverbale, da vi her tolker patientens adfærd, som mere dominerende overfor terapeuten. Vi mener derfor også, at patientens holdning i denne sammenhæng kan være med til at præge hendes opfattelse af terapeutens test, da vi mener, at patienten ikke umiddelbart kan forstå, hvordan den skal kunne hjælpe hende. Det kommer blandt andet til udtryk i et par neutraliserede affektvisninger, hvor man kan fornemme hendes skepsis over for ergoterapeutens test. Terapeuten refererer generelt meget til sine papirer (testen) både med illustratorer og regulatorer. For terapeuten er det med til at skabe et udgangspunkt for det budskab, hun vil have igennem til patienten, og papirerne bliver derved omdrejningspunkt for den nonverbale adfærd. Terapeutens mange referencer til testen, mener vi, kan skyldes hendes fornemmelse for patientens førnævnte skepsis overfor den, hvorfor hun måske føler et behov for at forklare og forsvare den. Dog kan det også være af den simple årsag, at det er testen, der er grunden til, at de sidder der til mødet, og det bliver derfor naturligt at henvise til den. I den anden del ser vi generelt at begge parters kropsholdning er venlig og imødekommende. Vi ser flere gange at terapeuten bruger en affektvisning (glæde) ikke alene til at gøre samtalen mere behagelig for patienten men også til at regulere den med. Ved patienten ser vi således en spejling af denne affekt flere gange, som en naturlig reaktion på terapeutens evne til at løfte stemningen i dialogen. Terapeuten giver generelt mange minimalresponser i samtalen, og det vi tolker som en bekræftelse på, at hun er lyttende og har forstået, hvad patienten fortæller. Hertil bruger terapeuten øjenkontakt og blikretning til at regulere samtalen med. I (04:16 04:50 l. 2-3) ses et eksempel på minimal respons, som er et værktøj, terapeuten benytter sig meget af, når hun lytter til patienten. Terapeuten svarer her på patientens ytring, selv om det ikke er et spørgsmål, men ved at komme med et enkelt nej, signalerer hun, at hun lytter til, hvad der bliver sagt. Dette kan hun også gøre nonverbalt med små nik og ved at se på patienten, mens hun taler f.eks. i linje 7 (04:16 04:50). I (04:16 04:50 l. 7-10) bruger terapeuten en anden metode til at vise patienten, at hun bliver hørt. Terapeuten forsøger i linje 8 at gentage patientens ytring og herved vise, at hun har hørt hvad der bliver sagt. Der sker dog en lille misforståelse, og de kommer lidt til at afbryde hinanden, og patienten opfatter muligvis ikke terapeutens signal om, at der lyttes. Specielt mener vi, at øjenkontakten 45 har en stor rolle for terapeutens troværdighed overfor patienten, og blandt andet derfor er øjenkontakten meget intens. Derfor opfatter vi det også som et mindre knæk i den professionelle relation mellem de to parter, da terapeuten overhører og gentager spørgsmålet vedrørende tøjvask, da den gode øjenkontakt sandsynligvis har givet patienten indtrykket af terapeutens fulde forståelse for dialogen imellem dem. Patienten må derfor gentage sit svar til terapeuten, til trods for 45 Se Øjnebevægelser under Koder og signaler imellem mennesker s. 35 Aalborg Universitet Relationsanalyse og fortolkning af første patientsamtale 74

79 det budskab, som vi mener terapeuten udsender gennem sine regulatorer om, at hun lytter og forstår svaret i første omgang. Denne reaktion kan umiddelbart tyde på, at terapeuten ikke altid lytter så meget, som hun signalerer. En patient der føler at hun eller han taler for døve øren, kan få en fornemmelse af opgivelse eller ligegyldighed over for situationen. Dette vil være problematisk for det videre behandlingsforløb, da terapeuten arbejder ud fra de oplysninger, hun modtager fra patienten. Empatien Empati er ikke en rolle terapeuten kan tage på sig, når hun går på arbejde. Empati beskrives som en holdning og en grundlæggende forståelse hos terapeuten. Den skal afspejle sig i terapeutens generelle opførsel, og den skal være autentisk. Derfor er der heller ikke så mange direkte eksempler på, at terapeuten udviser mere empati. Vi forstår empati sådan, at den bør være til stede hele tiden, og derfor er mange af eksemplerne indirekte tegn på terapeutens empati. Når terapeuten spørger ind til patientens problemer og afsøger, om hun har forstået forholdene og lytter til svarene, så tolker vi, at hun gør dette på grund af en empatisk holdning. Vi ser, hvordan hun har plads til at reagere på bemærkninger på en måde, som er professionel uden at være upersonlig, men også uden at blive for privat. Hun forsøger at sætte sig ind i patientens perspektiv, når hun siger, at hun kan forstå patientens iver for at komme til genoptræning og i form til busturen (00:46 01:04 l.7-10), men hun går tilbage i sit eget perspektiv og lader være med at komme med be- eller afkræftende svar. Aalborg Universitet Relationsanalyse og fortolkning af første patientsamtale 75

80 Analyse og fortolkning, anden patientsamtale Patient nummer to er her til samme type samtale som patient et. Hun har problemer med sin ene arm, som hun ikke kan bevæge ret godt. Hun har i modsætning til patient nummer et prøvet testen før. 17:04 17:18 Det var første gang ja 1. E: Så xxx, du har prøvet det en gang før (A) (1) 2. P2: ja:: ja, men det var jo så også første gang 3. E: Det var første gang ja. 4. P2: Ja, hvor at ja 5. P(3 sek.) Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 2 A: Retter sig på stolen og tager en kuglepen op af brystlommen 1: Retter på blusen og sætter sig ind til bordet. Sidder med rank ryg og med hænderne på bordet. Samtaleanalyse Her indleder terapeuten samtalen med at sige Så xxx, du har prøvet det en gang før. Hun smiler og parasprogligt kan hendes tonefald tolkes som let. Patienten smiler og svarer bekræftende: ja:: ja, men det var jo så også første gang. Smilene og stemmeføringen kan tolkes, som om de kender hinanden. Terapeuten svarer i line 3, med en gentagelse af patientens ytring, og det kan opfattes, som om hun hører og bekræfter patienten, i det hun siger. Herefter signalerer hun et TRP, og patienten tage over og starter på en sætning, i linje 4, som hun ikke færdiggør, men slutter med ja. Sætningen siges desuden nedtonet, så vi tolker, at det måske er mindre vigtigt for patienten, eller at hun ikke ved, hvad hun skal sige. Herefter er der en pause. Nonverbal analyse Ergoterapeuten bruger illustratorer (batons) til at tilkendegive, at testsituationen er startet ved, at hun referer til testpapirerne, som hun løfter højt med den ene hånd, mens hun siger: Så xxx, du har prøvet det en gang før med tryk på, hvorefter hun med den anden hånd flytter mikrofonen på bordet, så afstanden fra mikrofonen til patient og hende selv er lige stor. Imens ser vi en selv-adaptor ved patienten, der retter på sit tøj og på den måde gør sig klar til samtalen. Under forløbet har terapeuten hele tiden blikket rettet ned mod bordet og de foranliggende papirer, og ser først op og får øjenkontakt (regulator) med patienten, da denne følger op på det terapeuten siger. Her sætter patienten sig bedre til rette og formindsker afstanden til terapeuten lidt ved at rykke kontorstolen nærmere ind til bordet, hvorefter hun placerer begge sine hænder på bordet (regulatorer). Det at patienten sidder ret op og har sin fulde opmærksomhed rettet mod terapeuten, tolker vi som at hun derved viser sit tilhørsforhold til terapeuten, som er den professionelle. Ligeledes tolker vi, at terapeuten viser sin professionelle indstilling ved at vente med at Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 76

81 notere noget ned, indtil patienten er færdig med at tale. Vi ser at terapeuten ikke sidder ret op og ned, men har et lille svaj i ryggen og har hænderne liggende på bordet, hvilket vi tolker som, at hun ser ud til at være afslappet og imødekommende overfor patienten. E: Det var første gang ja. P2: Ja, hvor at ja P(3 sek.) Her bremser patienten sig selv og nikker kort. Vi tolker nikket som et indforstået nik henvendt til terapeuten, som et fingerpeg om at terapeuten kender til det første mødes indhold, og at hun derfor ikke behøver sige mere. Vi ser også, at terapeuten ser et øjeblik på patienten og går videre i samtalen. Her forstår vi det som at terapeuten på baggrund af nikket opfatter, at patienten ikke har mere at tilføje. Opsamling Samtalen starter, og nonverbalt ses det, at terapeuten og patienten gør sig klar til samtalen på hver deres måde. Terapeuten løfter et stykke papir og sætter sig ind til bordet, der som vi tolker det, kan illustrere, at hun nu henvender sig til patienten, mens denne sætter sig bedre til rette ved bordet. Det ses, at det er terapeuten, der styrer samtalen ved at indlede, og patienten laver ikke selvvalg af taletur. Hun indleder med at referere til forrige møde de havde og videregiver taleturen til patienten, som svarer kort og afslutter med et bekræftende nik og virker afventende overfor terapeuten. 17:18 17:49 Nej det skulle der stå hernede 1. E: Var det xxx? (A) 2. P2: Ja 3. E: Og hvor gammel er du? 4. P2: E: ja 6. P(10 sek.) 7. E: Nej det skulle da stå hernede tsk (1) 8. P(13 sek.) Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 2 A: Skriver på papiret foran sig. 1: Ser hurtigt op på terapeuten og ned på terapeutens papir igen. Samtaleanalyse I denne sekvens går terapeuten i gang med at stille nogle spørgsmål til patienten og samtidig notere på sine papirer. Interaktionen er præget af, at der er lange gabs, hvor patienten venter, imens terapeuten skriver. Pauserne kan ikke siges at tilhøre hverken terapeuten eller patienten, da terapeuten er færdig med sin ytring og ikke har signaleret en TRP, hvor patienten forventes at overtage, men vi tolker at gab'et kommer som en konsekvens af, at terapeuten koncentrerer sig om papirerne. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 77

82 Nonverbal analyse Terapeuten fortsætter med at stille spørgsmål. Her er der regulatorer i form af, at patienten skiftevis ser op på terapeuten, når denne stiller et spørgsmål og ned på papiret, som terapeuten skriver på. Terapeuten ser for det meste ned på papiret, der skrives på og har kun øjenkontakt (regulator) med patienten i slutningen af aldersspørgsmålet, hvormed hun indikerer, at hun er opmærksom, og at der er et skift i samtalen/det er patientens tur. E: Nej det skulle der stå hernede tsk (1). Her ser vi at patienten i forhold til tidligere overrasket ser op (affektvisning), men derudover er det ikke til at læse ud fra hendes ansigtstræk, hvad hun tænker om terapeutens udbrud og hendes kropsholdning forbliver den samme. Hun sidder rank og med hænderne foldet foran sig på bordet. Ud fra det tolker vi, at patientens kropsholdning ikke ser ud til at være afslappet men lidt anstrengt, og det til trods virker hun ikke bange for at være i nær kontakt med terapeuten, idet hun læner sig ind over bordet. Opsamling I denne sekvens udfylder terapeuten nogle felter på et stykke papir, alt imens hun udspørger patienten om navn og alder. Patienten laver ikke selvvalg af taletur, og derfor tolker vi det som om, hun forventer at terapeuten skal styre forløbet. Hun forbliver, som vi ser det, afventende og har skiftevis fokuset rettet mod terapeuten, når hun stiller et spørgsmål, og det hun skriver ned på papiret, når der ikke er direkte interaktion imellem parterne. Udover en enkelt gang har terapeuten gennem hele sekvensen blikket rettet mod papiret. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 78

83 17:49 18:45 Men ellers så ja 1. E: Sådan. H I forhold til det personlige med at ta tøj på og ta bad PP og spise, er der nogle ting(1) (A) 2. P2:ja 3. E: der du har haft problemer med 4. P2: ja 5. P2: Altså jeg kan - Med hensyn til bad 6. E: Ja 7. P2: så kan jeg ikke jeg kan ikke vaske hår med den arm der 8. E: nej 9. P2: og jeg kan ikke:: - det kniber at tørre mig selv på ryggen men men det går og såeh 10. P2: e::hm ta tøj på det er meget svært med bukser på jeg kan ikke få undertrøjer og bluser ned i bukserne. PP (2) 11. P2: Men ellers så ja BH må jeg jo PPP (3) 12. E: knap foran 13. P2: knap foran o og sån noget. 14. E: ja 15. E: får du det selv på tøjet 16. P2: ja det gør jeg 17. E: der er ik noget hjælp 18. P2: nej 19. E: nej (B) 20. PPP Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 2 A: tøj på: ser op på P2 og beholder øjenkontakt B: E skriver 1: sådan:ser op på E 2: svært med: Beskrivende håndgestik der imiterer Samtaleanalyse Samtalen starter med at ergoterapeuten spørger til, hvordan patienten klarer at tage tøj på, tage bad og spise Sådan. H I forhold til det personlige med at ta tøj på og ta bad PP og spise, er der nogle ting Ved at spørge gør terapeuten sig til næste-vælger og giver taleturen videre til patienten i linje 1. Patienten besvarer med en leksikalsk-tcu, og terapeuten går videre og færdiggør sit ovenstående spørgsmål med: der du har haft problemer med og igen bliver patienten valgt som næste taler. Hun besvarer spørgsmålet, i linje 4, igen med en leksikalsk-tcu: ja. Hun fortsætter umiddelbart med at tale og begynder at uddybe, hvor hun har problemer med den personlige pleje. Hun starter med at fortælle, om badet, hvilket vi forstår ikke er nemt. Efter dette går hun videre til det med at tage tøj på hvilket hun, som vi hører det, heller ikke finder nemt. Hun har f.eks. meget svært ved at tage bukser på osv. Hun fortæller Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 79

84 ligeledes, hvordan hun tager sin BH på men kan ikke finde ordene og dermed opstår der en pause, som kan ses som en PCP. Terapeuten tager selvvalg og forslår knap foran patienten tager turen og laver en genbekræftelse i linje 9 ved at gentage ja knap foran o og såen noget, hermed tolker vi, at patienten bekræfter, at terapeutens forslag var korrekt, og at de forstår hinanden. Terapeuten fortsætter i linje 10 og stiller endnu et spørgsmål får du det selv på tøjet. Hermed bliver terapeuten næste-vælger og udvælger patienten til at svare. Dette bliver en fortrukken SSP, hvor patienten kun svarer på spørgsmålet og ikke uddyber yderligere. Terapeuten overtager altså turen igen og stiller et bekræftende spørgsmål i linje 12 der er ik noget hjælp. Patienten svarer i linje 13, at hun ikke modtager hjælp nogen steder fra. Terapeuten laver en genbekræftelse i linje 17 på denne måde formoder vi, at de har opnået en forståelse om, at patienten selv kommer i tøjet. Deres samtale bærer her præg af at terapeuten, som vi tolker det, viser forståelse og interesse, hvilket bygger på de mange bekræftende svar fra hende og det forhold, at taleturene fungerer med et minimum af afbrydelser, så patienten får plads til at tale. Nonverbal analyse Mens terapeuten taler, ser vi at patienten, er mere deltagende end før: Hun kommer med en del regulatorer i form af hovednik og bekræftelser til det, terapeuten siger. Da patienten svarer på terapeutens spørgsmål, sker der et skift i kropsholdningen hos patienten. Hvor hun indtil nu har siddet roligt med foldede hænder, bruger hun her store armbevægelser og illustratorer (kinetografisk), til forklarende at understøtte sin beskrivelse af, hvor svært det er at vaske hår og tage tøj på over for terapeuten. Dette tolker vi som, at hun deltager engagerende, fordi hun gerne vil give ordentligt udtryk for sine problemer overfor terapeuten. Patienten vender hver gang tilbage til sin oprindelige kropsstilling med rank ryg og hænderne foldede på bordet (regulatorer). I dette forløb sidder terapeuten og kommer med regulatorer i form af øjenkontakt, nik og små skift i kropsholdningen. Dette tolker vi sådan, at hun dermed viser overfor patienten, at hun er opmærksom og hører, hvad denne har at sige. "Men ellers så ja BH må jeg jo >(3) (E: knap foran) P2: Ja knap foran o og sån noget." Her krydser patienten armene foran og imiterer lukningen af Bh en. Hendes megen brug af illustratorer (pictograf, kinetograf) i denne sammenhæng tolker vi som, at hun har svært ved at finde ord for det, hun vil sige, og derfor gør brug af armbevægelser til at understøtte det verbale. Terapeuten opfanger illustratoren og færdiggør sætningen for patienten og hjælper hende hermed på vej, idet det for nogle mennesker kan være vanskeligt at tale om personlige problemer med fremmede. På påklædningsspørgsmålet reagerer patienten lidt kraftigt med et bestemt nik og ryster lidt kraftigere på hovedet ved spørgsmålet om hvorvidt hun ikke får hjælp til det (regulatorer). Vi tolker på baggrund af dette, at det virker som om hun ikke bryder sig om at blive opfattet som skrøbelig og derfor gerne vil vise, at hun kan klare sig selv, men at hendes arm besværliggør påklædningssituationen. Under dette forløb er nærheden øget mellem de to, hvilket vi tolker ud fra de to parters megen øjenkontakt kombineret med den frontale kropsorientering og den øgede gestik fra patientens side. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 80

85 Opsamling I denne sekvens ser vi, at der er flere overensstemmelser mellem de verbale og nonverbale signaler, både fra ergoterapeuten og patienten. Til at begynde med er patienten, som vi ser det, en lille smule afventende og kommer med minimalrespons, mens hun sidder meget rank. Hun lader ergoterapeuten spørge ind til problemerne. Herefter ser det ud til et rolleskifte, hvor ergoterapeuten nonverbalt trækker sig lidt tilbage, hun lægger hænderne på bordet, med håndfladerne ned med et stort mellemrum mellem hænderne. Det tolker vi som om, hun viser, at der er åbnet op for at patienten kan tale, og at der bliver lyttet. Verbalt kommer hun kun med opfordrende minimalrespons, så som nik og mmm og desuden ser vi, at der er øjenkontakt mellem de to. Vi forstår på dette, at ergoterapeuten giver plads til at patienten kan fortælle om, hvordan hun oplever sine problemer. Fra at være lidt afventende går patienten over til at overtage samtalen både verbalt og nonverbalt. Hun bruger mange armbevægelser, og det kan tolkes som en understøttelse af det hun udtrykker verbalt. Gennem sekvensen udtrykker patienten, at selv om det er svært at klare de daglige gøremål, så gør hun det uden hjælp, fordi det er hun nødt til. Verbalt udtrykker hun det ved at svare direkte på ergoterapeutens spørgsmål, dog understreger det parasproglige - tonelejet og rytmen i talen - som vi tolker det, at hun finder det hårdt. Nonverbalt understøtter hun konsekvent sine svar med nik og anden gestik. Generelt set opfatter vi at kommunikationen fungerer godt mellem de to på dette tidspunkt i samtalen, idet der ikke er overlap. Der er overensstemmelser mellem de verbale og nonverbale signaler, og der er kun få afbrydelser. Derudover hjælper ergoterapeuten patienten, der hvor hun har problemer med at finde ordene. Det kan tolkes som, at hun støtter hende i at tale færdig. 18:45 19:08 Altså jeg er vældigk forkølet 1. E: Og o d og selve badet det klarer du os 2. P2: ja ja: 3. E: trods 4. P2: Jeg bruger meget den der (1) 5. E: ja 6. P2: det bliver jeg nødt til (A) 7. P(4 sek.) 8. E: (B) Men altså undskyld: altså jeg er vældigk forkølet 9. P2: Man skal da have lov til at snyde næsen? (2) ( C) 10. P(6 sek.) Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 81

86 Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 2 A: E skriver B: Retter sig op og tager hånden op til næsen. Tager stolen lidt tilbage og til siden. Roder i sine lommer efter et stykke papir. 1: Tager højre hånd op over hovedet i en cirkelbevægelse 2: læner sig lidt tilbage C: Pudser næse Samtaleanalyse Samtalen fortsætter her omkring badesituationen, som terapeuten spørger ind til. Patienten svarer tydeligt med: ja ja, at hun klarer den del også. Terapeuten laver en leksiskalsk-tcu med ordet trods, der kan virke som en afslutning af sætningen, som hun startede på i forrige ytring. I linje 4 siger patienten: Jeg bruger meget den der, som henviser til den bevægelse, hun bruger for at vaske hår. Sætningen giver kun mening ved også at se bevægelsen, som hun laver samtidig. Terapeuten svarer: ja og vi tolker, at hun forstår. Patienten fortsætter med at forklare at det bliver jeg nødt til hvor det igen kan opfattes som en henvisning til den bevægelse, hun lavede før. Terapeuten skriver i fire sekunder, hvor der opstår et gab, herefter undskylder hun i linje 8, at hun er nødt til at afbryde situationen med at pudse næse. Patienten reagerer smilende med kommentaren: Man skal da have lov til at snyde næsen, hvorefter der opstår et gab. Der opstår en afbrydelse i samtalen, hvor patienten venter, men terapeuten tager hurtigt tråden op igen, som det ses længere nede i næste sekvens. Nonverbal analyse Samtalen fortsætter, E: Og o d og ( ) (E: ja) det bliver jeg nødt til (A) PP Her bruger patienten en selv-adaptor, hvor hun rører sig på begge sider af mundvigen som for at tørre spyt af, hvorefter hun gør brug af illustrator (kinetograf/pictograf) under besvarelsen til terapeuten. Begge parter benytter sig meget af regulatorer i form af blikretning der ændres, gestik og ændring af kropsholdning. Testsituationen bliver pludselig bremset ved, at vi ser terapeuten undskyldende tage den ene hånd op til næsen (regulatorer) og fjerner sig lidt fra patienten for at pudse næse (selv-adaptor) og forøger afstandszonen mellem dem af almindelig taktfuldhed/høflighed. Hun smågriner lidt (affektvisning) som for at lette den akavede stemning imens hun kort har øjenkontakt med patienten. Denne affektvisning udløser hos patienten et smil (spejling), hvorefter vi ser at patientens skuldre i et kort øjeblik sænkes lidt, hvorefter hun læner sig lidt tilbage. Det tolker vi som, at hun slapper lidt af i skuldrene og tilkendegiver, at det er helt fint med hende. Idet terapeuten pudser næse, udløser det en selv-adaptor hos patienten, der hurtigt af høflighed retter blikket mod bordet, da det for terapeuten kan være pinligt/ubekvemt at pudse næse foran en anden, mens det udløser en selv-adaptor ved terapeuten, der drejer lidt på stolen, med øjnene halvlukkede (regulatorer). Opsamling Gennem sekvensen udtrykker patienten, hvorledes hun klarer at tage et bad. Nonverbalt bruger hun meget armbevægelser, der kan tolkes at understøtte det, hun siger verbalt. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 82

87 Terapeutens brug af regulatorer i form af nik og brugen af minimalrespons kan opfattes som opfordrende for at få patienten til at tale videre. Vi ser desuden, at der er øjenkontakt mellem parterne. Da terapeuten beklager og skal til at pudse næse, ser vi en spejling i form af smil fra patienten til terapeuten, og idet de ser væk fra hinanden, kan det tolkes, som om der opstår en lidt ubekvem situation her. 19:08 19:56 Køber du færdigretter 1. E: (A) Hvad i forhold til mad (B) (1) med at lave mad øhh 2. P2: ja:: altså jeg laver ikke ret meget mad (2) 3. E: nej 4. P2: men altså så lidt som muligt (3) 5. E: Køber du færdigretter 6. P2: ja meget 7. E: eller får du noget 8. P2: øh jeg spiser en gang om ugen ved min datter 9. E: ja 10. P2: og så får jeg som regel mad med hjem til næste dag 11. E: ja 12. P2: og ellers så køber jeg dem færdigrettet. ( C) Jeg kan godt lave lidt altså sån det kniber lidt med at skrælle kartofler. (4) Men ellers så så såh: P laver jeg det der er nemmest 13. E: ja ris ik sårn 14. P2: men jeg kan ik spise det. 15. E: du har problemer med a 16. P2: jeg ka jeg ka ik bruge altså jeg kan ik spise med kniv og gaffel. 17. E: nej 18. P2: Fordi jeg kan ik få (5) når jeg skal gaflen så så kan jeg ik få så falder det jo af inden jeg kommer op (D) (6) Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 2 A: Rykker stolen tilbage igen B: Har øjenkontakt med P2 C: Nikker langsomt D: Nikker 1: Øjenkontakt med E. Har hænderne på bordet 2: Læner sig lidt frem. Retter sig op og trækker skuldrene op. 3: Trækker på skuldrene 4: Laver en rystebevægelse med højre hånd 5: Løfter venstre arm i spisebevægelse 6: Lægger hænderne på bordet igen Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 83

88 Samtaleanalyse Som nævnt ovenfor tager terapeuten hurtigt tråden op igen efter at have pudset næse, og vender tilbage til at spørge til madlavningen. Patientens svar er umiddelbart ja::, der kan opfattes som hun bekræfter, at hun har forstået spørgsmålet og fortsætter uddybende: altså jeg laver ikke ret meget mad. Sekvensen er præget af, at terapeuten stiller spørgsmål og giver minimalrespons som ja og nej, der kan signalere lytning. I linje 13 siger terapeuten ja ris ik sårn som forslag til, hvad der kan være nem mad, og vi opfatter hende på den måde som deltagende i samtalen. Patienten svarer med en ledsætnings-tcu men jeg kan ik spise det, der kan ses som en fortsættelse af terapeutens ytring. Denne sekvens fra linje er, som vi ser det, et godt eksempel på intertekstualiteten i samtalen, hvor de interagerende sammen konstruerer samtalen ud fra foregående ytring, hvilket ifølge CA-teorien sker hele tiden. Men det kan her tolkes som om, der er god forståelse imellem dem, selv om sætningerne ikke bliver helt færdige eller starter som en ledsætning. I linje 16 og 18 prøver patienten at forklare, hvorfor hun ikke kan spise det, men afbryder sig selv og laver reparaturer, der kan opfattes som om hun ikke kan finde ordene. Som supplement bruger hun hænderne til at forklare sig med. Terapeuten virker lyttende og deltagende i denne sekvens ved brugen af minimalrespons og ved at give et forslag til det, patienten snakker om. Nonverbal analyse Som reaktion på terapeutens spørgsmål om hendes forhold til at lave mad, udviser patienten en affektvisning (træt), hvor hun lidt opgivende ser ned i bordet og bevæger to fingre mod hinanden (selv-adaptor), hvorefter hun fortroligt læner sig ind over bordet for dernæst at rette ryggen op og sidde uroligt (regulatorer). Dette bevirker, at det virker som om hun ikke er helt glad for at tale om emnet. I den efterfølgende samtale ser vi hos begge parter regulatorer i form af både øjenkontakt, nik og toneleje. Hertil benytter patienten et par gange en illustrator (batons) for at betone enkelte ord og sætninger ved at banke sine foldede hænder let på bordet. Ellers bruger hun illustratorer, der bærer præg af at være forklarende (kinetograf). I forhold til øjenkontakten med terapeuten er hun en smule undvigende et par gange, hvor hun bøjer hovedet og ser ned på bordet. men jeg kan ik spise det ( ) kommer op (D) (6) Patienten kommer her i tanke om et problem med hensyn til at spise og fremhæver det ved at hæve stemmen lidt, læne sig frem (regulatorer) og pege på bordet med begge pegefingre (illustrator, batons), hvormed hun også tilkendegiver, at det er vigtigt at terapeuten får det at vide. Terapeuten prøver at sige noget og løfter derfor også højre arm fremad, men stopper op og lader derpå patienten føre ordet, idet hun ikke vil afbryde patienten. Patienten illustrerer det ved hjælp af gestik og illustratorer (kinetograf), hvilket vi tolker som at hun her prøver at uddybe problemet. Gennem dette gør terapeuten brug af regulatorer (ja, nej, nik). Det tolker vi, som at hun lytter opmærksomt til det patienten siger og bruger regulatorer til at understøtte det. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 84

89 Opsamling I det hele taget sker der meget kropssprogligt i denne sekvens, især når patienten har svært ved at udtrykke sig. Samtidig opfatter vi det som om, at ergoterapeuten viser patienten, at hun forstår, hvad hun mener. Vi ser, hvordan ergoterapeuten bevidst stopper sin taletur for at høre patientens tale. Det, der ellers kan tolkes som et brist i samtalen ved at patienten afbryder ergoterapeuten, bliver gjort ubetydeligt ved at ergoterapeuten stopper sin tale. Terapeuten viser nonverbalt, at hun ønsker at tale ved at løfte sin arm, men stopper den igen og signalerer derved, at patienten må tale videre. Hun bruger små regulatorer, der kan opfattes som om, at hun forstår patientens gestik. Hun bruger minimalrespons og spørger ind til patientens forklaringer, hvilket vi tolker som om, hun er lyttende. 19:56 20:25 Det kan i hvert fald vinkles 1. E: Har du prøvede du et bestik hernede fra 2. P2: nejh 3. E: nej. P Var det noget du var interesseret i. (1) 4. P2: det kunne da godt være P altså (A) 5. E: For det kan i hvert fald vinkles 6. P2: ja 7. E: det hjælper selvfølgelig ik mod højden 8. P2: nej nej 9. E: men men det kan jo vinkles sårn at for eksempel skeen at at selve hovedet P 10. P2: ja 11. E: sårn drejer ind ad 12. P2: ja 13. E: så d så du ik os ska lave den der (B) 14. P2: ja 15. E: så du P kan nøjes med at løfte op 16. P2: >ja men jeg ka altså hvis jeg kan få P åh (2) jeg skal lige 17. E: jah (C) 18. P2: passe lidt på Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 2 A: Løfter armene og laver en drejebevægelse med venstre hånd og peger ind imod sig selv med højre, som om hun sad med en ske i hånden B: Drejer den løftede hånd ekstra meget ind imod sig selv 1: Et enkelt nik. Læner sig imod bordet med rank ryg 2: Falder sammen i ryggen og tager sig til armen. Retter sig igen C: Smiler og vipper hovedet lidt til siden Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 85

90 Samtaleanalyse Efter patientens forklaring af at maden falder af gaflen, fortsætter terapeuten samtalen om bestik Har du prøvede du et bestik hernede fra. Det svarer patienten afvisende til, men kunne godt være interesseret. Efter en kort pause, i linje 4, fortsætter patienten altså med tryk på ordet, så det kan lyde, som om hun skal forklare noget. Men her bliver hun afbrudt af terapeuten, der i stedet beskriver bestikket for hende, og patienten stopper sin sætning. Herefter laver patienten minimalrespons imens terapeuten taler. Det ses i linje: 5, 8, 10, 12, 14. I linje 15 når terapeuten til: så du P kan nøjes med at løfte op her reagerer patienten med hurtigt at tage taleturen og siger: >ja men jeg ka altså hvis jeg kan få P åh jeg skal lige hvor ordene ja men og altså igen kan tolkes som om, at hun gerne vil forklare noget og her får hun taleturen og muligheden for, at sige det hun vil. Indtil da har terapeuten beholdt taleturen. Men patienten må her afbryde sig selv, fordi det gør ondt i armen, når hun bevæger den. Nonverbal analyse Samtalen fortsætter og terapeuten prøver at komme med et løsningsforslag til patientens spiseproblem. Patienten sidder her meget rank og lytter årvågent til hvad terapeuten i starten siger. Som reaktion på terapeutens forslag, tøver patienten. Dette opfanger terapeuten og prøver at forklare konceptet bag brugen af bestikket. Hun prøver at forklare fordelene med det gennem illustratorer (pictograf/kinetograf). Patienten ser stadig betænksom ud ved at et sæt bestik kan fjerne spiseproblemet og prøver ved brug af regulatorer til det, vi tolker som at skynde på/at afbryde terapeuten for selv at kunne få et ord indført. Hun prøver at løfte armen for gennem illustrator (kinetograf) at vise noget, men kommer til at anstrenge den dårlige arm, hvilket udløser en affektvisning og en selvadaptor, hvor hun synker sammen på grund af muligvis smerte og tager sig til armen. Terapeuten reagerer på dette ved forsigtigt at smile, hvilket vi tolker, at hun gør for at lade patienten forstå, at hun forstår det. Herudover er der regulatorer i form af blikretning, der ændres, nik og små ændringer i kropsholdning. Opsamling Denne sekvens er præget af, at terapeuten overvejende har taleturen og anvender samtidig mange illustratorer. Patienten kan tolkes som afventende og svarer med minimalrespons og regulatorer, så hun fremstår som om, hun lytter og forstår forklaringerne, men tager hurtigt taleturen, da hun får mulighed for det. Dog stopper smerter hende i at tale. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 86

91 20:25 21:05 Hvis jeg stikker gaflen ned 1. P2: Altså jeg kan få - hvis jeg kan stikke gaflen ned (1) 2. E: ja (A) 3. P2: så kan jeg få den op her langs med og så få den ind i munden. > Men hvis jeg altså - noget tilbehør som ik ka P sættes på så - såe får jeg skubbet op og så over i den højre hånd og så (2) (3) 4. E: okay (B) 5. P2: er det nemmere P 6. P2: fordi det der det ka jeg ik fordi så skal jeg he::lt der op 7. E: og så går't (C) 8. P2: ja 9. E: ha ha 10. P2:det kan jeg godt mærke og såe H så er det jo faldet af indet kommer op i munden (4) 11. E: ja 12. P2: lidt - lidt pinligt når man er i byen (5) 13. E: ja P ja 14. P2: (6) ja Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 2 A: Nikker B: Nikker C: Smiler 1: Viser hvordan hun stikker med gaflen med venstre hånd og fører den op til munden 2: tilbehør: ryster fingrene 3: skubbet op: Viser hvordan hun skubber maden op og hvordan hun ville skifte gaflen til den anden hånd 4: mærke: Tager sig til armen og smiler lidt anstrengt 5: Løfter øjenbrynene og spidser munden 6: Nikker kort Samtaleanalyse I denne sekvens bruger patienten meget kroppen til at forklare om sine problemer. Patienten fortsætter med at tale, efter at hun i forrige sekvens stoppede på grund af smerter, og forklarer i linje 1, hvorledes hun kan få maden på, hvis det er muligt at stikke gaflen ned i maden. Der er i denne linje tryk på ordet gaflen hvilket understreger, at det lige præcis er gaflen, som sætningen omhandler. Terapeuten svarer med en minimalrespons i line 2, og hun opfordrer dermed patienten til at tale videre, som vi tolker det. Hun følger opfordringen og fortsætter med at fortælle om sit spiseproblem i linje 3. Her kommer det frem, at patienten har problemer med spise tilbehøret, og har svært ved Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 87

92 at ramme munden, hvis hun bruger venstre arm, til at spise med. I denne sætning kunne der have været en mulig overgang, men grundet at patienten ikke holder en pause efter så få den ind i munden bliver muligheden for TRP væk. Terapeuten kommer igen med en minimal respons, men tilkendegiver ved sit okay tolker vi, at hun har forstået problemet. I linje 5 kommer patienten med en bekræftende konstatering om, at det er nemmere refererende til linje 3. Patienten fortager et selvvalg, i linje 6, og forsætter med at uddybe sin forklaring og bruger meget gestik fordi det der det ka jeg ik fordi så skal jeg he::lt der op. Hun afslutter sin taletur, og terapeuten responderer med en bekræftelse til det patienten lige har sagt. Patienten svarer i linje 8 med et ja. Dette svar kan ses som et præfereret svar det er endvidere en praksis præference, da der ikke forventes noget bestemt svar fra afsender. Terapeuten responderer med et forstående grin, der skal ses i sammenhæng mellem linje 7: og så går't og linje 9. Grinet skaber en PCP, patienten laver et selvvalg og forsætter med at forklare, hvilke problemer hun har med at spise: så er det jo faldet af indet kommer op i munden. Terapeuten giver en minimal respons med nedadgående intonation, der er sagt meget svagt, og patienten forsætter med at forklare, at det er lidt pinligt, når man er i byen. Hun laver desuden en reparatur i starten af sætningen. Det kan tyde på, at hun ikke har let ved at fortælle om dette emne. Terapeuten giver et præfereret svar ja P ja, hvilket kan tolkes som om hun har et indtryk af, hvor pinligt det må være. Patienten afslutter med en prælukker ja, og emnet er afsluttet. Sekvensen er præget af, at taleturene fungerer godt, idet der ikke er afbrydelser. Terapeuten kan opfattes som lyttende og aktivt deltagende i samtalen. Patientens forklaringer handler om, at hun kan få maden op til munden, hvis det kan stikkes på gaflen, men på en ske når det at falde af, inden det kommer op til munden. Hendes forklaringen kan være udløst af at terapeuten, i forrige sekvens, nævnte skeen, som kunne vinkles, men ikke hjælper på højden, hvorfor patienten igen beskriver, at hun netop ikke kan løfte skeen op til munden. Nonverbal analyse Patienten bruger i denne del gestik og illustratorer (batons og kinetograf) til at uddybe sit problem, hvilket understreger og virker forklarende for det budskab, som vi antager, at hun ønsker at formidle til terapeuten ud fra den megen brug af nonverbale udtryk. Herefter rører hun igen ved sit dårlige arm som for at udtrykke, at de store armbevægelser har fremkaldt smerter og ikke har været godt for armen (selv-adaptor). Terapeuten reagerer med en nervøs latter, som vi tolker som lidt nervøs. Dette afspejles hos patienten som et smil. Patienten fortsætter: lidt - lidt pinligt når man er i byen (5) (E: ja ja) (6) ja PP Vi tolker, at hun ikke har det godt med det, hvilket afspejler sig ved, at hun læner sig længere ind over bordet som for at skabe en fortrolig atmosfære samtidig med at hun tøver lidt, inden hun siger sætningen. Vi tolker, at forslaget udløser en selv-adaptor hos hende, hvor hun fugter læberne, ser ned og svagt drejer på stolen. Hun er ikke bekvem ved situationen, og hun venter på respons fra terapeuten, som vi ser, at hun har øjenkontakt med (regulator), men får ingen. Som reaktion derpå understreger patienten det, hun har sagt ved at løfte øjenbrynene og spidse mund, hvilket vi tolker som, at hun føler sig meget Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 88

93 hæmmet af handikappet i det sociale liv og nonverbalt giver udtryk for det. Først da kommer der respons fra terapeuten i form af en regulator (ja). Opsamling De nonverbale signaler i form af illustratorer, herunder batons og kinetografer, er vigtige, da talen kan være lidt svært at forstå uden. Ergoterapeuten tolker vi, har en lyttende attitude og brugen af minimalrespons kan opfattes som en opfordring, til patienten om at tale videre om sine problemer i spisesituationer. Patienten er fortsat mere aktiv end ergoterapeuten. Da patienten giver udtryk for, at hun finder det pinligt at spise ude, virker hun som om, at det er et ømtåleligt emne for hende, idet kropsholdningen ændres. Hvor hun før var livlig i sin gestik og sad rank, er hun sunket lidt sammen og taler lavt. Verbalt tolker vi, at hun tøver og laver en reparatur i starten af sætningen. Terapeuten lukker samtalen foreløbigt, det er muligt, at hun har opfattet patientens signaler omkring emnet, og hun kommer med minimal respons i stedet for at følge op på kommentaren. Det på trods af, at patienten nonverbalt giver udtryk for at det er et problem, som vi tolker det. Det er en mulighed, at ergoterapeuten enten venter på, at patienten uddyber, eller at hun tager sig tid til at tænke over problemet. Sidstnævnte især fordi hun tager problemet op i næstfølgende sekvens. Her ses et begyndende rolleskifte, hvor ergoterapeuten overtager samtalen, dette fortsætter i følgende sekvens. 21:05-21:35 Ik fuld funktionsdygtig 1. E: Men det er jo o noget efterhånden du finder ud af for den bliver jo ik fuld funktionsdygtig 2. P2: nej (1) 3. E: nej 4. P2: nej nej nej det regner jeg heller ikke med 5. E: såe:: PPP ja (2) 6. P2: det er så en af de ting der (xxx) (4) 7. E: men hvis du har m - lyst så synes jeg d - så - kan du godt låne noget med hjem du kan prøve af - os en kartoffelskræller vi har med med tykt greb (3) (A) (B) 8. E: altså nogen gange anderledes at 9. P2: jah 10. E: få noget P der er tykkere i i hånden P 11. P2: ja men det vil jeg da ge:rne 12. E: (4) ja det kan jeg lige se om jeg kan finde noget derinde (C) 13. P2: fint (7) Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 89

94 Nonverbal: ergoterapeut Nonverbal: Patient 2 A: kartoffelskræller: Vender venstre håndflade opad og løfter øjenbrynene B: greb: Viser med hænderne hvordan kartoffelskrælleren bruges C: Klør sig ved øjenbrynet og bøjer sig frem for at skrive 1: Et kraftigt ryst på hovedet 2: Løfter venstre skulder og ser kort ned i bordet 3: hjem: Et enkelt nik 4: Kigger kort ned i bordet Samtaleanalyse Terapeutens første ytring i sekvensen er et svar til patienten, der har fortalt om nogle vanskeligheder ved sin arm. Terapeutens ytring kan tolkes som bekræftelse på, at patienten gør sig nogle erfaringer omkring armen og med tiden vil lære sine egne begrænsninger at kende. Patienten svarer et tydeligt nej, som er et præfereret svar til foregående ytring, hvilket ikke har noget at gøre med, om det også er et personligt præfereret svar. Patienten siger nej gentagne gange i linje 4, og det kan dermed opfattes som meget afvisende, så vi tolker, at hun er selv helt klar over, at armen ikke bliver helt normal igen. Samtidig er stemmeføringen lav, men relativ hurtig, og vi tolker derfor yderligere, at hun er lidt trykket ved samtalen. Ytringen i linje 4 slutter med en TRP, hvorefter terapeuten responderer med det uklare såe:: efterfølgende et lapse på to sekunder og derefter ja med nedadgående intonation og med en stemmeføring, der kan opfattes som svag, hvilket kan signalere en prælukker. Det er måske, fordi hun ikke har mere at sige til emnet - eller det kan være, hun her giver patienten en mulighed for at sige mere, hvis hun ønsker det. Patienten opfatter muligvis terapeutens TRP, og fortsætter igen i linje 6 med en uddybende ytring det er så en af de ting der, som hun ikke får mulighed for at gøre færdig, fordi terapeuten afbryder hende. Hvad hun ville have frem i ytringen, kan kun gisnes om, men stemmen er ikke høj og tydelig, hvilket sammen med det sænkede hoved 46 muligvis kan tolkes som et signal om, at de er nået ind på et følsomt emne. Terapeuten går videre, i linje 7, efter at have afbrudt patienten med at tilbyde hende at låne noget med hjem, som hun kan afprøve. Her tolker vi, at hun forholder sig faglig som ergoterapeut, hvis funktion er at finde frem til løsninger, der kan afhjælpe problemer for patienterne. Emnet er nu skiftet fra at dreje sig om en dårlig arm til at handle om hjælpemidler, der kan forbedre situationen. Patienten svarer ja i linje 9, hvilket kan tolkes som en bekræftende minimalrespons til terapeutens forklaringer om kartoffelskrælleren. Da terapeuten er helt færdig med at tale, i linje 11, slutter hun med en pause, der signalerer en TRP, og der opstår et gab, inden patienten giver sit tilsagn om, at hun gerne vil låne den. ja men det vil jeg da ge:rne siger hun med nedadgående intonation og med ordene ja men og da, der nedtoner ytringen. Med henblik på samtalens forløb indtil da, som har været en beskrivelse af, at patienten ikke kan få maden op til munden, inden det er faldet af skeen, kan den lidt vage bekræftelse tolkes som om, at 46 Se Koder og signaler imellem mennesker under Nonverbal kommunikation s. 35 Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 90

95 hun ikke er specielt begejstret for ideen, eller som om hun lader sig overtale. Emnet bliver rundet af med terapeutens ytring, i linje 12, hvor hun lover at se, om hun kan finde noget til patienten, som hun kan få med hjem. Patienten svarer med et svagt fint og bekræfter aftalen og lukker emnet. Her ses en situation, som berører noget af det, som vi ud fra samtalen tolker, at patienten sandsynligvis har det svært med i hverdagen, nemlig at armen aldrig bliver helt normalt fungerende igen. Det ses ud fra samtalen, hvor hun nævner, at det kan være pinligt at gå i byen og ud fra beskrivelserne af de vanskeligheder, hun oplever som følge af den dårlige arm. Vi kan ikke vide, om patienten ønskede at tale mere om emnet, men terapeuten afbryder patienten og drejer samtalen ind på hjælpemidler, der muligvis kan være til gavn for patienten. Nonverbal analyse Terapeuten fortsætter: Men det er jo o noget ( ) med hjem (3). Terapeuten sidder som tidligere let forover bøjet og med hænderne på bordet, hvilket vi tolker, at hun herved får en åben og deltagende holdning overfor patienten. Patienten benytter sig af en illustrator (batons), som vi tolker, er for at understrege hendes forståelse af, at armen ikke bliver fuldt funktionsdygtigt, men ved at løfte venstre skulder og se ned på bordet, tolker vi, at patienten giver udtryk for, at selvom den ikke bliver fuldt funktionsdygtigt, så vil hun gerne have noget, der kan lette hverdagen. Terapeuten kommer herefter med et forslag, så vi tolker, at hun opfangede det nonverbale signal fra patienten. Terapeuten ændrer kropsholdningen til at være spørgende overfor patienten, løfte øjenbrynene og vende håndfladerne opad, for at se om det kunne være noget for patienten, og følger op på det ved at vise med hænderne, hvordan kartoffelskrælleren bruges (illustrator, kinetograf) som for at overtale patienten. Patienten virker skeptisk da hun tøver, men nikker og giver det dermed en chance. Det udløser en selv-adaptor hos terapeuten, der et øjeblik hæver øjenbrynene inden hun stryger sig to gange ved venstre øjenbryn. Derudover ser vi. At der er god øjenkontakt mellem de to parter, og de styrer hovedsageligt samtalen ved hjælp af regulatorer (nik, ja, nej). Opsamling I denne sekvens, er ergoterapeuten mere aktiv nonverbalt. Hun begynder at skrive notater og ser derfor ned på papiret. Hvor vi før tolkede hende som aktivt lyttende med blikket og ved at give minimalrespons, er hun nu mere optaget af at skrive. Når patienten taler, giver terapeuten ikke så meget respons, som vi har set ovenfor, hvorimod det mere er patienten, der giver minimalrespons. Terapeuten erklærer, at armen ikke bliver fuldt funktionsdygtig, hvortil vi tolker, at patienten både verbalt og nonverbalt giver udtryk for, at det er hun klar over, hvortil terapeuten responderer og fortsætter med en svag stemmeføring, der kan tolkes som prælukkere. I modsætning til ergoterapeuten går patienten fra at være aktiv til, hvad der kan opfattes som mere afventende, men stadigvæk bruger hun det nonverbale til at understøtte det, hun udtrykker verbalt. Vi tolker rolleskiftet, som om ergoterapeuten har tænkt sig at gå tilbage til sin dagsorden, at få udført testen. Inden da opfanger hun, at patienten løfter den svage arm, og kommer derfor med forslag. Både verbalt med brug af Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 91

96 en nedadgående intonation og nonverbalt tolker vi, at patienten virker tøvende overfor forslaget, men hun giver et positivt svar til terapeuten. Generelt set tolker vi, at interaktionen fungerer godt mellem de to parter. De har god øjenkontakt og ved at bruge regulatorer/minimalrespons, kan de opfattes som lyttende og deltagende. Ergoterapeuten, tolker vi, ser ud til at opfange de signaler patienten nonverbalt udsender og reagerer på dem, som i dette tilfælde, ved at komme med forslag og forklare verbalt kombineret med forklarende gestik, hvorledes det kan afhjælpe visse af patientens gener. Aalborg Universitet Analyse og fortolkning, anden patientsamtale 92

97 Relationsanalyse og fortolkning af anden patientsamtale Vi følger den samme fremgangsmåde som ved patient 1 og laver en opsummering af mønstre i samtalen. Vi vil gennemgå, hvordan vi tolker disse mønstre i forhold til vores teori om relationer. Vi vil især se på dialogiske værktøjer, herunder empati, kongruens og rollefordelingen mellem terapeut og patient. Dialogen Terapeuten leder samtalen tilbage til testen, når hun føler det er nødvendigt. Den første del af introsamtalen er præget af en god fordeling af taleture der er ingen afbrydelser, og ergoterapeuten kommer med mange minimalresponser og virker lyttende. Hun holder øjenkontakt med patienten under hele samtalen og virker åben med hænderne placeret på bordet. Patienten sidder meget rank læner sig med mellemrum ind over bordet og har en positiv holdning til situationen. Samtalen bliver åbnet en smule anderledes end ved patient 1, da patienten ikke bliver bedt om at fortælle, hvorfor hun er hos terapeuten. I sekvens 17: , begynder terapeuten at opspore patientens problemer ved at stille spørgsmål til mulige problemområder i dagligdagen. I linje 1-5 i denne sekvens, ser vi et eksempel på, at terapeuten ikke på forhånd antager i hvilket område, patienten har mest besvær med at klare hverdagen, men remser et par mulige problemområder op, hvormed hun overlader det til patienten at dykke ned i det område, hun eventuelt prioriterer højst. Selv om fremgangsmåden er anderledes end ved den tidligere patient, så afholder terapeuten sig stadig fra selvreferentiel samtale og opfordre patienten til at fortælle, hvilke problemer der er væsentlige. Vi ser ikke, at hun antager at kende patientens problemer på forhånd, men at hun bruger dialogen til at erhverve sig oplysningerne. Et eksempel, der bakker op om denne forståelse, ses i sekvens 19:08 19:56, hvor madlavning er omdrejningspunktet. Her spørger terapeuten undersøgende ind til patientens forhold til madlavning og mad og stiller uddybende spørgsmål for at holde samtalen i gang og for at tilegne sig flere oplysninger, som det ses i linje 5, 7 og 15. Dette viser, at terapeuten er interesseret i at opnå en forståelse af patientens problem. Vi forstå det således, at terapeuten forsøger at lave et empatisk perspektivskifte ved at forsøge at forstå patientens problemer ud fra patientens perspektiv. Terapeuten kan forholde sig professionelt, uden at blive for privat, noget der også betegnes som professionelt nærvær. I 19:08 19:56 linje 13, forsøger terapeuten at bevæge sig ind i patientens perspektiv ved at komme på et eksempel på hvilken slags mad patienten kunne finde nemmest at lave, inden patienten afbryder hende og forklarer sit problem med bestik. Med det in mente ses det tydeligt i den følgende sekvens, 19:56 20:25 linje 1, at terapeuten er til stede i relationen i professionelt øjemed. Hun kan høre på patienten, at hun gerne vil have gjort noget ved sit problem, så hun afbryder hende og kommer med et løsningsforslag til bestikproblemet, hvorefter hun prøver at uddybe, hvorvidt det vil hjælpe patienten. Kongruensen Ud over de dialogiske værktøjer terapeuten anvender til at opspore problemer og lave afsøgninger, ser vi samtidig, at hun er påpasselig med ikke at give patienten falske forhåbninger om en fuld funktionsdygtig arm (21:05-21:35). Terapeuten holder sig på balancegangen mellem at bevæge sig over i den andens perspektiv og forstå problemer i Aalborg Universitet Relationsanalyse og fortolkning af anden patientsamtale 93

98 forhold til en ikke fuldt funktionsdygtig arm, og samtidig være i sit eget, hvor hun forholder sig til fakta. Når vi oplever, at terapeuten på denne måde træder ud af patientens perspektiv og tilbage i sit eget, forstår vi, at hun som terapeut forholder sig kongruent til de faktiske realiteter og melder ærligt ud om disse. Vi kan have en formodning om at terapeuten tolker, at patienten ønsker at armen skal blive fuldt funktionsdygtig og derfor bruger kongruensen til at være sikker på, at også patienten er klar over, at det ikke bliver tilfældet. Her er der muligvis tale om en perspektivforskel, hvor terapeuten er bevidst om sin professionelle del, som er at finde frem til hjælpemidler, hvorimod patienten fokuserer på den følelsesmæssige del. Terapeuten vælger at komme med et løsningsforslag, som patienten tager med en vis skepsis. Vi forstår dette som et valg fra terapeutens side for at komme tilbage til testen, som er det egentlige formål med samtalen. Rollerne Vi har generelt opfanget en god kontakt mellem ergoterapeuten og patienten. Patienten har været til samtale hos ergoterapeuten før og kender derfor til forløbet på forhånd. Hun sidder fra starten afventende i en meget neutral position med rank ryg og hænderne på bordet og lader ergoterapeuten spørge ind til problemet. Kort efter er det dog patienten, som begynder at fortælle om sine problemer med mange fagter og megen gestik. Det virker som om, hun føler sig godt tilpas ved situationen, hvilket ses i hendes måde at beskrive hverdagen på, og hun virker ikke til at være bange for at udstille sig selv overfor terapeuten. Rollemønstret fra samtalen med den første patient kommer også til udtryk her ud fra brugen af de dialogiske værktøjer. Det er terapeuten, der leder samtalen. Hun er den, der indleder og videregiver taleture til patienten, hvilket er naturligt, da hun som tidligere nævnt er på hjemmebane. Det ses dog også, at patienten forventer, at terapeuten styrer forløbet, idet hun selv er afventende og mest taler, når hun bliver spurgt. Eksempler på dette ses i sekvens 17:18 17:49. Terapeuten bruger sin position til føre en undersøgende dialog, hvor hun søger at finde frem til, i hvilke hverdagsområder, patienten har problemer, for at finde ud af, hvorledes det kan afhjælpes. Denne rolle ses blandt andet i sekvenserne 17:49 18:45, 18:45 19:08 og 19:08 19:56. Der sker rolleskift enkelte gang i samtalen, og terapeuten lader patienten føre ordet. Et eksempel ses i sekvens 17:49 18:45. Terapeutens faglige viden og erfaring kommer frem, da hun fortæller patienten, at dennes arm ikke vil blive fuldt funktionsdygtig i sekvens 21:05-21:35, linje 1, og da hun kommer med et forslag til patienten i sekvens 19:56 20:25, linje 5-13 og sekvens 21:05-21:35, linje 7, 10. Patienten må her stole på terapeutens faglige viden, så selvom hun virker tøvende overfor forslaget, så afviser hun det ikke. Terapeuten selv bruger ikke sin faglige autoritet negativt, idet hun spørger, hvorvidt patienten er interesseret i at gøre brug af forslaget. Empatien I terapeutens ageren gennem samtalen ser vi gennemgående udtryk for en empatisk holdning. I linje 7-9 (17:49 18:45) ses et eksempel på, at terapeuten lokaliserer et problem gennem dialogen med patienten. Vi ser, at terapeuten med sit kropssprog signalerer, at hun lytter aktivt til patienten og hendes minimalrespons støtter op om dette signal. Denne overensstemmelse mellem det nonverbale i form af kropsholdning og det Aalborg Universitet Relationsanalyse og fortolkning af anden patientsamtale 94

99 verbale i form af minimalrespons, tolker vi, at terapeuten giver plads til, at patienten kan fortælle. Samtidig ser vi, at terapeuten har forståelse for det, patienten prøver at demonstrere nonverbalt, når hun mangler ord til at beskrive. Terapeuten forlader sin lyttende position og afslutter sætningen for patienten. Dette opfatter vi som en handling med dobbeltsidig effekt. Patienten bliver bekræftet i, at hun bliver lyttet til og terapeuten laver en afsøgning af, om hun har opfattet det, patienten siger, korrekt, hvilket bliver bekræftet af patienten. I sekvens 19:08 19:56, linje 3, 9 og 11 ser vi eksempler på, hvordan terapeuten benytter sig af minimalrespons. Terapeuten gør under samtalen god brug af dette værktøj. Vi tolker det, som terapeutens måde at vise patienten, at der bliver lyttet til det, der bliver sagt og for at opfordre hende til at tale videre om det problemrelaterede område. Sekvens 17:49 18:45, linje 8 er et andet eksempel, hvor terapeuten viser, at hun er opmærksom på det patienten siger verbalt og nonverbalt. I linje 12 ser vi, at hun viser det på en anden måde ved at gøre det nonverbalt i form af nik midt i patientens tale. Aalborg Universitet Relationsanalyse og fortolkning af anden patientsamtale 95

100 Diskussion 19. maj 2009 [Terapeuten, Patienten & Dialogen] Projektets fokus har været koncentreret omkring relationen mellem en ergoterapeut og hendes patienter i en professionel samtalesituation. Vi har valgt at analysere ud fra teorierne om samtaleanalyse, nonverbal kommunikation og relation i en professionel kontekst. Vi analyserer kun dele af de samlede samtaler, derfor kan vi ikke sige at vores tolkninger er gældende for hele samtalen, men kun for de enkelte sekvenser vi har med at gøre. Det kan diskuteres om det er mulig at drage enkelte tråde ud til hele samtalen og om det er muligt at konkludere, hvorledes terapeuten håndterer sine patienter ud fra en analyse bygget på få minutters samtalesekvenser? Nogle vil sige, at der skulle flere og længere samtaler til. Andre vil mene, at det er muligt at konkludere på disse få minutters samtale. Ud af den samlede empiri på ca. en times varighed, endte vi med at udvælge enkelte samtalesekvenser på få minutter. Derfor kan vi ikke helt sige, at de tolkninger, vi er kommet frem til gennem analyserne, er gældende for hele samtalen, men kun for de enkelte sekvenser, vi har fordybet os i. Dog var projektets fokus som nævnt fokuseret på rollefordelingen mellem terapeut og patient. Her mener vi at de få minutters analyse til en grad kan argumentere for, hvordan rollefordelingen kan være for hele samtalen, idet det tit er starten af en samtales forløb, der kan have indflydelse på, hvordan de kommunikerende parter forholder sig til hinanden og hvor deres rollefordeling bliver sat. Vi har valgt at konkludere, hvordan relationen er mellem terapeuten og patienten ud fra de analyser vi er nået frem til, gennem brug af samtaleteori og nonverbal kommunikation. Dog har vi været meget opmærksomme på, hvorledes vi har underbygget vores konklusioner og tolkninger. Det kan derfor diskuteres, om det er nok for at kunne konkludere på relationen, eller om det bliver for generaliserende. Vi mener dog, at det er muligt at sige noget konkluderende om de sekvenser, som vi har analyseret. Et andet emne der kan diskuteres i forbindelse med vores projekt er, om vi overhovedet kan udtale os om en professionel samtale, hvis faglige grundlag vi kun kender lidt til og aldrig vil kunne sætte os 100 procent ind i. Men vi mener der kan argumenteres for, at vi ikke behøver at vide ret meget om ergoterapi for at kunne sige noget om samtalen. Det er som sådan ikke afgørende for, hvordan samtalen forløber. Vi har allerede i problemfeltet taget højde for, at vi ønsker at se på det ulige forhold som nødvendigvis må opstå i professionelle samtaler. I forbindelse med indhentningen af empiri valgte vi at optage samtalerne på video, som vi har beskrevet i afsnittet videoobservation. Ved videooptagelser gælder det, at det ikke er muligt at få stemninger, lugte, fornemmelse for rum osv. med. Dette kan opvejes ved at observatørerne noterer sig disse elementer under optagelserne. Da det kun var to af gruppemedlemmerne, der var til stede under selve samtalerne har resten af gruppen set samtalerne på video. Det er altså kun to ud af fem gruppemedlemmer, der har oplevet samtalen som helhed. Der kan derfor stilles spørgsmål ved, om vi kan analysere og konkludere noget om samtalen, når ikke alle har oplevet helheden af samtalen. På den anden side blev der under videoobservationen filmet fra tre vinkler og taget billeder af rummet, så de tre gruppemedlemmer, der ikke havde været til stede, kunne få et indblik i, Aalborg Universitet Diskussion 96

101 hvorledes forholdene var og hvordan terapeuten og patienten sad i forhold til hinanden. Desuden ville det sandsynligvis have været mere forstyrrende for terapeuten og hendes patienter, hvis hele gruppen var taget derned og havde siddet i baggrunden og set med på samtalerne. Vi mener derfor, at vi har fået en mere ubesmittet empiri ved at nøjes med at sende to gruppemedlemmer og tre kameraer af sted, end hvis vi alle var taget af sted. En ubesmittet empiri mener vi, er vigtigere for analyserne, end at alle i gruppen får oplevet samtalen som helhed, inklusive de kinæstetiske faktorer. Aalborg Universitet Diskussion 97

102 Konklusion 19. maj 2009 [Terapeuten, Patienten & Dialogen] Projektet er koncentreret om forholdet mellem en ergoterapeut og hendes patienter og gennem analysen har vi forsøgt at belyse det, som vores problemformulering lagde op til: Hvilke virkemidler der bliver brugt både nonverbalt og verbalt i mellem terapeut og patienterne. Hvordan den professionelle relation mellem ergoterapeuten og patienterne er i de respektive observationer. Hvorledes denne/disse relationer kommer til udtryk i observationerne. Gennem analysen er vi kommet frem til at begge samtaler er præget af en god kontakt mellem de kommunikerende parter. Terapeuten holder god øjenkontakt med sine patienter og bruger minimalrespons og stiller uddybende spørgsmål på en måde, så vi opfatter hende som lyttende og forstående. Generelt fungerer samtalerne uden overlap, på nær nogle enkelte steder. Det tolker vi, som om, at parterne opfatter de signaler om turtagning, der projekteres i samtalen. Det er hovedsagelig terapeuten, der leder samtalerne. Dette ses i turtagningsmønsteret, hvor det er terapeuten, der stiller spørgsmål og næstevælger patienterne til at tale - kun få steder ser vi, at patienterne tager initiativ til selv at tage taleturen, uden de er opfordret til det. Analysen viser, at terapeuten og patienterne har god fælles forståelse i samtalerne, det ses for eksempel i sekvensen, hvor terapeuten og patient 2 snakker om påklædning, hvor patienten ved hjælp af illustratorer, forklarer hvordan hun tager BH'en på. Et enkelt sted ser vi en situation, hvor kommunikationen, som vi tolker det, ikke helt fungerer nemlig da patient 1 ikke bliver hørt i snakken om vasketøj. Som observatører, bliver vi usikre på om terapeuten er helt så lyttende og nærværende i samtalen, som hun ellers har signaleret gennem minimalrespons og regulatorer i form af øjenkontakten og nikken, idet hun ikke selv reagerer på misforståelsen og laver en reparatur. Det kan dog være et bevidst træk fra terapeutens side, ikke at fokusere på det. Som vi tolker i relationsafsnittet, formår ergoterapeuten at holde den professionelle rolle i samtalen og fravælger flere steder at gå ind på personlige emner. Deraf mener vi at se, at hun bevæger sig inde for hendes fagmæssige grænser. Samtidig ser vi, at hun har øjenkontakt og anvender tilbagekanalisering og stiller opklarende spørgsmål samt at hun har en åben kropsholdning. Derfor tolker vi, at hun virker interesseret i patientens problemer. Dog ser vi, at hun i stedet for at gå ind på det personlige plan kommer med faglige forslag til en løsning. Her kan blandt andet nævnes hendes forslag til patient 2 om en speciel kartoffelskræller. Både ergoterapeuten og de to patienter inddrager under interaktionen med hinanden, nonverbal adfærd for at støtte op omkring deres samtale. Specielt ser vi brug af illustratorer i sammenhæng med inddragelsen af terapeutens test ved første patient, hvor illustratorerne, som vi tolker det, er med til at holde dialogen centreret omkring testen. Desuden ser vi ved anden samtale med patient 2, at denne ofte gør brug af illustratorer til at understøtte det verbale, mens terapeuten blandt andet bruger dem til at illustrere Aalborg Universitet Konklusion 98

103 forslag til en løsning af patientens problem. Hertil ser vi, hvordan affektvisning efter vores vurdering kan være med til at gøre samtalerne mellem terapeuten og patienterne mere behagelige og åbne. Vi ser desuden, hvordan regulatorer er med til at styre dialogen mellem parterne, blandt andet øjenkontakt og nik er vigtige og tæt koblet med føromtalte minimalrespons. I metodeafsnittet beskrev vi nogle forventninger vi havde til empirien for analysen. På den måde kunne vi have et fokus for analysen -og ikke starte undersøgelserne helt ude i det blå - men samtidig forsøge at sætte parentes om disse forventninger, og bevare en åben indstilling til empirien. Disse forventninger vil vi samle op på og besvare i følgende afsnit. Ergoterapeuten vil prøve at skabe et åbent og trygt forhold mellem hende selv og patienten. Det gode forhold er opfyldt på mange måder, især ved at ergoterapeuten er god til at skabe en let og ubesværet kontakt til sine patienter. Denne kontakt skaber hun blandt andet ved at være god til at grine med sine patienter og formår at snakke på et plan, som alle kan følge med på. Vi tolker, at hendes samtale bærer præg af dialogisk karakter og derfor ikke virker klinisk og autoritær. Vi formoder på baggrund af relationsteorien, at en mere klinisk tilgang til samtalen kan lukke muligheder for dialog mellem hende og patienterne. Dialog er et værktøj, terapeuten kan bruge i samtaler med patienter. Når vi ser, at terapeuten spørger ind til patienterne i stedet for at antage noget, så tolker vi, at hun lægger op til en samtale af dialogisk karakter. Ud fra analyserne ser vi, at begge patienter, efterhånden som samtalen kommer i gang, reagerer på terapeutens opfordrende spørgsmål og engageret fortæller om deres problemer i hverdagen. Derfor tolker vi, at patienterne har en positiv opfattelse af terapeutens kommunikation i testsituationen og at terapeuten er god til at skabe kontakt til patienterne. Vi tolker spørgsmålene som en dialogisk måde at inddrage patienterne på, da det giver dem mulighed for at åbne sig op og fortælle om deres problemer. Analysen viser desuden, at terapeuten gør brug af verbale minimalresponser i form små ord som "ja", "nej" og "okay". Samtidig bruger hun nonverbale responser i form af regulatorer og affektvisninger som nik og smil. Heraf tolker vi, at hun er en god og aktiv lytter, der samtidig bekræfter patienterne under samtalen. På baggrund af det ovenstående konkluderer vi, at ergoterapeuten formår at få skabt en god og tryg stemning for sine patienter. Vi kan endvidere konkludere, at dette har en positiv indflydelse på hvordan patienterne vælger at forholde sig til testen og hele situationen. Selvom det kan være muligt at skabe en åben og tryg ramme omkring situationen, påstår vi, at der altid vil være et ulige eller asymmetrisk forhold mellem dem. Vi ønsker at se, hvordan det evt. ulige forhold kommer til udtryk i samtalen. Når vi skriver asymmetrisk forhold, så mener vi den ulighed, der er mellem terapeuten og patienten. Terapeuten er i besiddelse af en faglig viden, som hun har erhvervet sig gennem uddannelse og arbejdserfaring. Vi ser, at det er terapeuten, som stiller spørgsmålene gennem begge samtaler og at hun er i stand til at lukke eller ændre retning i samtalerne med begge patienter, hvilket bliver accepteret af patienterne. Vi tolker, at det sker på baggrund af relationen mellem patienten og terapeuten, hvor begge ved, at patienten er til stede hos terapeuten i kraft af et behov for terapeutens faglige viden. Aalborg Universitet Konklusion 99

104 Når vi ser, at patienterne lader terapeuten begynde samtalerne, så forstår vi det som et tegn på asymmetrien mellem dem. Patienterne ved, at det er nødvendigt for terapeuten at tilegne sig informationer om sygdomsforløbet, for at kunne konstruere det rette genoptræningsforløb. Efter vores tolkning kommer det specielt til udtryk gennem terapeutens kontrol af situationen I samtalen med patient 2 kommer terapeuten med et forslag om en speciel kartoffelskræller som et konkret løsningsforslag. Vi tolker, at hun går til problemstillingen med en professionel og faglig holdning, og at hun forholder sig kongruent til til fakta. Når vi observerer, at terapeuten igennem sin respons til patienterne samt igennem turtagningsmønstret, inddrager patienter tolker vi, at hun udviser en grundlæggende empatisk holdning og at hun stræber mod en dialogisk samtale, hvor patienterne bliver inddraget. Ligeledes tolker vi, at terapeuten med forskellige kommunikative virkemidler, ofte formår at kompensere for den asymmetriske relation, så en samtale af dialogisk karakter opnås. Aalborg Universitet Konklusion 100

105 Perspektivering Som perspektivering til projektet følger nogle overvejelser omkring, hvorfor dette emne har været relevant at beskæftige sig med, og hvad undersøgelsen videre kan bruges til. Gruppens udgangspunkt for at lave observationer af en ergoterapeut og hendes patienter var at lære noget om interpersonel kommunikation i en professionel sammenhæng, og det særligt interessante i netop denne situation har været at undersøge, hvordan der fra terapeutens side med forskellige kommunikative virkemidler kan åbnes op for, at patienten kan blive hørt og forstået, og hvilken betydning dialogen har for interaktionen imellem dem. Som det ses i analysen har vi i gruppen opnået megen viden gennem dette projekt. Vi er blandt andet blevet klogere på interpersonel kommunikation, det vil sige den kommunikation som foregår imellem mennesker ansigt til ansigt. Her har vi fået større indsigt og forståelse for, hvordan man arbejder med både det verbale og det nonverbale, som begge indgår i kommunikative situationer, for at de interagerende individer kan opnå videre forståelse og progression i samtalens forløb. Endvidere er vi blevet mere opmærksomme på, hvad det vil sige at være aktivt lyttende, og hvordan det påvirker den pågældende situation. De erfaringer, som gruppen har tilegnet sig ved at dykke ned i dette felt, kan forhåbentlig bruges til at hjælpe terapeuten med at blive mere bevist om sin egen kommunikation i sit professionelle virke. Med det mener vi, at vi ikke bare vil gøre hende opmærksom på hvad der eventuelt kan gøres bedre, men det er vores overbevisning, at en større bevidsthed omkring egen kommunikation er et vigtigt redskab i et arbejde, der indebærer mange samtaler med patienter. Kommunikation er ikke et fremmed felt for terapeuten, fordi det indgår som en del af ergoterapeutuddannelsen og den hverdag hun har i kontakt med patienter, men der kan være områder af ens egen kommunikation, som man ikke er opmærksom på. Her kan det være givende at få andre øjne og ører til at overvære en kommunikationssituation og få feedback på denne. Feedback modellen Feedback handler om at iagttage andres samtaler. Derigennem kan man give respons på, hvorledes samtalen fungerede og hvordan den evt. kan komme til at fungere bedre. I en feedback situation kan man gå ud fra feedbackmodellen (se Figur 13). Den indeholder fire forskellige niveauer, som man bør skelne imellem. Iagttagelse, oplevelse, fortolkning og eventuelt gode råd. (Helle Alrø et al., 1998, side 81) Aalborg Universitet Perspektivering 101

106 Figur 13 - Feedback modellen. Det er vigtigt, at man ikke lægger ud med at fortolke, når der skal gives feedback. Et afgørende element er at få ens iagttagelser med ind i samtalen. Disse kan være ydre sansninger, neutrale observationer og mavefornemmelser - altså hvordan oplever man som observatør, det der sker i situationen, på sin egen krop. Bliver man godt tilpas eller måske usikker? Ved at lægge ud med at fortælle om hvilke personlige iagttagelser og oplevelser, man som tilhører har ved at lytte til en situation, kan man undgå at drage en masse ubegrundede konklusioner, der kan skabe en negativ stemning, hvis den der modtager feedbacken ikke kan genkende dem. Vi mener ligeledes, at det er vigtig at lægge ud med noget positiv feedback, inden man begynder på det eventuelle kritiske feedback. Det kan være med til at skabe en stemning af forståelse og accept. Lægger man derimod ud med det kritiske feedback kan man, som beskrevet ovenfor, risikere at miste sin tilhører, og stemningen kan blive meget dårlig. Efter at man har gennemgået sine iagttagelser, er det vigtigt at få sine egne oplevelser formuleret altså de indre sansninger og personlige tilbagemeldinger. Dette punkt kan ikke diskuteres men det giver en god spejling for den, som modtager feedbacken altså hvordan man bliver oplevet i den specifikke situation. Herefter kan man komme med sin fortolkning af situationen. Det er dog vigtigt stadig at passe på med at sætte folk i bås, såsom sammenligne dem med en kendt personlighed eller sætte et mærkat på dem, a la kedelig eller jubelglad. Nogle gange kan det være bedre bare at lade sin fortolkning ligge og selv lade personen komme frem til en fortolkning via ens iagttagelser og oplevelser. Til sidst kan et råd komme på banen. Her er det igen vigtigt at rådgive så neutralt som muligt og give råd som ikke stempler, men derimod kan skabe udvikling og føre til læring. Aalborg Universitet Perspektivering 102