Kulturel oprustning? Kulturel oprustning? Copenhagen working papers on design // 2007 // no. 4

Transkript

1 Kulturel oprustning? Kulturel oprustning? Copenhagen working papers on design // 2007 // no. 4 Kulturel oprustning? Om den kulturalistiske drejning i dannelse og politik Karen Lisa G. Salamon // Antropolog, ph.d. & mag.scient., lektor // Center for Designforskning // Danmarks Designskole // 2007 ISBN side 1

2 Karen Lisa G. Salamon // Copenhagen working papers on design // 2007 // no.4 Kulturel oprustning? Om den kulturalistiske drejning i dannelse og politik Karen Lisa Goldschmidt Salamon, artikel version af oplæg holdt ved Sandbjerg Seminaret Identitet eller metamorfose - Kanoniseringen og dens æstetiske konsekvenserfor arkitektur, by- og landskabsplanlægning, april Karen Lisa G. Salamon // Antropolog, ph.d. & mag.scient., lektor // Center for Designforskning // Danmarks Designskole // 2007 Ved det Konservative Landsråd i 2005 holdt kulturminister Brian Mikkelsen en tale. Den var optakt til en Kulturkanon som udkom primo Jeg præsenterer her et forholdsvis langt citat fra Mikkelsens tale, fordi den ikke alene lancerer Kulturkanonen, men også en række af de temaer der karakteriserer den kulturalistiske drejning, som jeg gerne vil diskutere. Ministerens tale benytter kulturen i flere betydninger, også til at dække områder der tidligere ikke blev opfattet som kulturelle: [...] Den borgerlige regering har nu haft magten i fire år. Og i den periode har vi gennemført en kultur- og værdikamp, der fuldstændig har ændret den politiske debat herhjemme.[...] Vi er også gået til kamp imod den multikulturelle ideologi, der siger, at alt er lige godt. Fordi hvis alt er lige godt, så er alt ligegyldigt. Og det vil vi ikke acceptere. En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk. Kultur- og værdikampen har nu raset i nogle år. Og jeg tror, vi kan konstatere at første halvleg er ved at være vundet. Det ser ud til, at de kulturradikale begynder at erkende, at deres storhedstid er slut. [...] Der er stadig mange slag, der skal slåes. Et af de vigtigste handler om den konfrontation, vi oplever, når indvandrere fra muslimske lande nægter at anerkende dansk kultur og europæiske normer. Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan vi ikke acceptere. Det er her, vi har kulturkampens nye front. Man kan så spørge: Hvilken rolle har den konservative kulturpolitik i denne kulturkamp. Så vil jeg svare: En meget stor rolle. Det er konservativ politik at styrke vores kendskab til kulturarven. For hvad er vi uden viden om vores fortid? Blot frit svævende atomer i et vægtløst univers. Kulturarven beriger os og styrker vores identitet som danske borgere i en tid, der er præget af globalisering og folkevandringer. Kulturel oprustning er den bedste vaccine mod udemokratiske strømninger i samfundet. [...] Vi har også sat et arbejde i gang med at udarbejde en national kulturkanon. Den skal være en gave til alle borgere her i landet - også til indvandrerne, der får en god adgang til de fælles referencerammer den danske kultur bygger på (Mikkelsen 2005a). Ud af talen kan jeg konkludere, at politisk kamp igen er blevet til kulturkamp. Men også andre temaer i talen vækker min særlige opmærksomhed som antropolog. Min interesse retter sig mod grundlæggende kulturelle og sociale mekanismer i dannelsen af identitetsformationer og juridisk-politiske råderum for kulturproduktion, herunder design og arkitektur. Skabelsen af en dansk Kulturkanon skal efter min mening ses i denne kontekst. Kulturbegrebet Vor omgang med kulturelle traditioner er (igen) blevet et politisk varmt og kontroversielt emne, hvilket reflekteres i kulturbegrebets prolifererende betydningsvarianter. Ministeren benytter således kulturbegrebet i en række betydninger, og netop denne flertydighed er værd at reflektere nærmere over. I talen fremstår kultur først og fremmest som en slags synonym for værdi eller ideologi. Det sker i omtalen af en kulturkamp med såvel kulturradikale som med indvandrere fra muslimske lande. En tilsvarende, men dog lidt anderledes betydning af kultur inddrages i kritikken af multikulturalisme, der implicit både fremstår i betydning af kulturrelativisme og af værdirelativisme, uden at der skelnes mellem disse to. Her er vel egentlig tale om en kulturforståelse, hvor et folks praksis og habitus aflæses som udtryk for et særligt ideologisk sindelag. Brian Mikkelsen benytter her kulturbegrebet til at betegne særlige udemokratiske tankegange i minoritære parallelsamfund, hvor manglende demokrati for Mikkelsen tilsyneladende er et spørgsmål om kulturelt præg. Denne kulturforståelse kan knyttes an til den næste brug af kulturbegrebet i talen, nemlig kulturbegrebet i essentialistisk forstand. Her er der tale om kultur som noget iboende og særligt for et folkeslag. Her nævnes den jordgroede danskhed, der klart er afsondret fra noget tilsvarende essentielt og iboende hos middelalderlig muslimsk kultur. Koblingen må tolkes i den retning, at dansk kultur, som er knyttet til den gamle danske jord, er iboende mere demokratisk end den kultur som forefindes hos indvandrerne fra de muslimske lande, der tilsvarende må være knyttet til den jord de er kommet fra. Endelig forstår Brian Mikkelsen kultur i en noget anderledes betydning, der dog er nærmere knyttet til hans ressort i Kulturministeriet. Her nævner han kulturarven, der fremstår i en betydning man kunne kalde fin-kulturel. Disse forskellige forståelser og anvendelser af begrebet kultur er kendt fra mange andre sammenhænge. Det er også velkendt, at de ikke klart defineres eller adskilles af brugerne. For mig er det en vigtig pointe, at den manglende adskillelse ikke stammer fra uklar tænkning, men faktisk er udtryk for en bestemt virkelighedsforståelse og et særligt ideologisk konglomerat. Her er tale om at et essentialistisk kulturbegreb kobles nært med forståelsen af kultur som både social habitus og politisk ideologi. Det underliggende ræsonnement lyder her, at et hver folkeslag er født med iboende træk, der naturligt bygger på deres oprindelsessted. De har hermed en indre tilbøjelighed til visse typer adfærd og tænkning, og disse vil følge dem på tværs af ydre påvirkninger så som migration. I kulturministerens tale er denne kultur- og samfundsforståelse nært knyttet til en særlig tro på fin-kulturen og den kulturelle dannelse som garanter for vedligeholdelsen ja, endog yderligere fremelskelse - af visse af disse iboende kulturelle træk. Forudsætningen for denne kulturforståelse er blandt andet, at kulturen betragtes som et artefakt, en essens eller på anden måde som en statisk størrelse der kan indfanges én gang side 2

3 Kulturel oprustning? for alle. Kultur kan i denne forståelse indfanges som et entydigt, normativt system svarende til en færdig tekst, der kan aflæses ved en forholdsvis enkel afkodning. I tråd hermed kan Brian Mikkelsen for eksempel anskue en kultur som mere eller mindre demokratisk, fordi den betegner en fast strukturel relation mellem samfundsinstitutioner og elementer. Denne type kultursyn er i sit udgangspunkt funktionalistisk, fordi det forudsætter at kultur primært er til for at være samfundsmekanismernes funktionsfremmende og harmoniserende bindemiddel eller stødpude. Netop fordi kulturen antages at være funktionel af natur, er det oplagt at tænke kultur som redskab til politisk og ideologisk forandring. Troen på en Kulturkanons potentialer og relevans skal altså begribes i lyset af den særlige kulturforståelse, der gives udtryk for ministerens brug af kulturbegrebet. Kulturalisme Men troen på en Kulturkanon handler ikke alene om en bestemt kulturforståelse, hvor kultur har funktion af politisk kampmiddel. Som Brian Mikkelsen selv nævner det, er den kulturelle bevidsthed vokset i takt med den globale migrations kulturmøder. Hvad han dog ikke nævner er den mindst lige så store påvirkning fra tiltagende transnationale frihandel og konkurrence. Økonomisk globalisering indebærer implikationer omkring nationalstaters suverænitet, og skaber tiltagende komplekse forhold omkring kulturel definitionsret og autoritet. Kulturmarkedets tiltagende betydning og konkurrencen mellem nationale kulturindustrier og ophavsretsdomæner spiller også en betydelig rolle. Det er særlig disse forhold jeg ønsker at belyse lidt nærmere her. Alt i alt er det altså min tese, at vi i disse år ser en kulturalisering af en række samfundsområder, der ellers ikke plejer at falde indenfor Kulturministeriets ressort. Denne kulturalisering tager afsæt i en bestemt ideologisk funderet kulturforståelse, som jeg kort har eksemplificeret med Brian Mikkelsens tale. Men den stammer i endnu højere grad fra visse forhold på verdensmarkedet, som har givet kultur status som økonomisk magtfaktor. Jeg vil nu forsøge at skitsere disse forhold, som jeg mener danner grundlag for den interesse, som er blevet Kulturkanonen til del. Med den kulturalistiske drejning, som vi i disse år bevidner på en række samfundsområder, er kultur ikke længere blot nationalstatslig arv, folkloristisk habitus eller personlig kompetence. Kultur er i høj grad også blevet en vare på et næsten globalt marked, og den er hermed vokset i betydning som privilegium og politisk instrument. Vi kan selvfølgelig diskutere, hvorvidt dette er noget nyt. Kulturkampe er i hvert fald set før. Men i min forstand er der tale om noget nyt, fordi vi her bevidner et voldsomt fokus på kulturens markedsværdi og heraf affødte politiske potentialer. Oplevelsesindustri Der er i disse år meget diskussion om nødvendigheden af at udvikle Danmark som videnssamfund med særlig satsning på serviceydelser, know-how og oplevelsesindustri. Det er i dag en udbredt teori, at vi befinder os i en post-industriel vidensøkonomi, hvor de gamle og dyre industrilande især skal leve af teknologisk og kulturelt sofistikeret innovation. Skal man tro socialteorierne og den toneangivende politiske diskurs, befinder vi os i et begivenhedssamfund med en oplevelsesøkonomi the experience economy (cf. Pine & Gilmore 1999 ; Lund et al. 2005; Löfgren & Willim 2005; Salamon 2005 a&b). Her handler det om at gøre mere eller mindre håndgribelig kultur omsættelig som økonomisk værdi. Samtidig er der i disse år et politisk pres for at kulturlivet og dannelsen i højere grad skal kunne eksistere på det frie markeds betingelser. Kulturelle begivenheder skal således også tjene økonomiske formål, og foregå i konkurrence med andre begivenheder på et kulturmarked under deregulering. Danmarks økonomiske vækst skal ifølge de toneangivende politikere, virksomhedsledere og interesseorganisationer skabes gennem højteknologiske produkter, nye opfindelser, serviceprodukter og kulturindustri. Der skal satses på brancher, hvor indtjeningsmulighederne er til stede trods et højt lønniveau. Regeringens tænketank Fremtidens Vækst sagde i 2005 direkte, at for at klare sig i den globale konkurrence skal Danmark producere viden i verdensklasse men uden at de offentlige udgifter dog måtte øges (Økonomi- og Erhvervsministeriet 2005). For at fremme dette mål samt skabe mere fri konkurrence på markedet, deregulerede regeringen en række offentlige virksomheder også indenfor kulturområdet. Den kulturalistiske drejning skal ses i denne kontekst: dels er kultur i den snævrere fin-kulturelle forstand blevet økonomisk vigtigere som industri. Samtidig er kultur også her i den bredere forstand som folkelig habitus - blevet politisk meget betydningsfuld. Alt imens visse former for kultur er blevet kommercielt og politisk vigtigere, udfases de dele af kulturarven, der hverken kan sælge kommercielt eller politisk. Her er det så, at Kulturkanonen kommer ind i billedet. En politisk sanktioneret kanon over bevaringsværdig kulturarv, kan både hæves over og samtidig påvirke det kommercielle kulturforbrug. Kanonprocessen indgår i en bredere tendens, hvor reguleringen af kulturelle udtryk er til debat. Udformningen af en Kanon bidrager til at fastslå en række kulturpolitiske dikta: den cementerer nødvendigheden af centraliseret regulering, måling og bedømmelse af kulturelle udtryk. Den sanktionerer at kulturpolitik er fordelingspolitik. Den bidrager til yderligere at naturalisere identitetspolitik og statslig kulturel definitionsret. Og den producerer privilegeret autenticitet. Hvad jeg nærmere mener med disse punkter, vil jeg komme tilbage til nedenfor. Alt i alt bekræfter skabelsen af en kulturel kanon den fortsatte relevans i at fastholde en politisk definitionsret over den nationale kulturarv, selv i tider hvor det frie marked er sat til at råde over kulturen. Det er i denne kontekst interessant, at det var en markedsliberalistisk regerings nationalkonservative minister, der så at sige kanoniserede den kulturelle kanonisering. side 3

4 Karen Lisa G. Salamon // Copenhagen working papers on design // 2007 // no.4 Kulturarv Kanoniseringen af kulturarv er dog som bekendt ikke en dansk opfindelse, og vor kanondiskussion står ikke alene. Også internationalt forsøges kulturarv defineret og beskyttet på forskellig vis. Der kører en løbende debat om regulering, privilegering, beskyttelse, bevarelse og især ejerskab til og råderet over kulturarv. Et eksempel på dette var et fransk forslag om en international konvention til beskyttelse af kulturel mangfoldighed, der i 2003 blev lanceret ved UNESCOs generalforsamling. Konventionsforslaget kunne opfattes som en støtte til minoritetskulturer, hvis kulturelle udtryk presses af globaliseringen. Torben Krogh, der deltog som formand for den danske UNESCO Nationalkommission, forklarede efterfølgende at konventionsforslaget havde vakt betænkeligheder hos amerikanerne, der frygtede at en sådan konvention kunne virke konkurrenceforvridende: Det er jo et emne, der handler om, hvordan man for eksempel gennem filmstøtte og kunstfonde bevarer en kulturel mangfoldighed. Men USA s største handelsvare er hele deres Hollywood-produktion, og derfor kæmper de generelt for at bevare et helt frit konkurrencemarked på dette område (UVM Presse 2003). Fra europæisk side fik beskyttelsen af forskellige nationalstaters og regioners særlige kulturarv også en politisk tolkning. Her så man på forslaget med positiv interesse, fordi det kunne bidrage til videreudvikling af økonomisk levedygtige, lokale kulturindustrier i Europa og i en række udviklingslande (eg. KOM(2003) 520 endelig:4). Kulturbeskyttelse er altså vanskelig eller umulig at holde fri af politiske og økonomiske strategier og interesser, uanset hvilken motivation den oprindelig måtte have haft. Kulturs værdi Visse kulturformer er mere værd end andre. Det udtrykte Brian Mikkelsen i sin tale, og det fremgår i en noget andet forstand også af de investeringer som pågår i kulturindustrien. Internationale konventioner om kulturbeskyttelse oprettes blandt andet for at undgå statslige overgreb mod minoritetskulturer. Dette forhold forekommer mindre relevant i en dansk kanon-debat. Alligevel behøver jeg blot at nævne Grønland samt en række regionale og indvandrede kulturformer i Danmark, for at tydeliggøre, at regulering af kulturarv og dertil hørende støtteordninger og regelsamlinger kan betinge nationalstaters skæve satsning på visse kulturtraditioner frem for andre. Selve definitionen af bevaringsværdig kulturarv vil i dette lys nødvendigvis altid være udtryk for politiske og værdibaserede domme. Definitionsretten over kulturarv påvirker den almene kulturelle bevidsthed og også synet på kulturstøtteordninger, fordi statslige instanser her udtrykker hvad der er bevaringsværdig og rigtig national kultur, og dermed bidrager til fremhævelsen af visse samfundsgruppers kulturelle udtryk og arv over andres. De kulturformer, som via statslige støtteordninger, konventioner om beskyttelse eller særlige kanoniske opgørelser defineres som særligt værdifulde bliver udsat for essentialisering og naturalisering gennem formalisering, og nogle gange også ratificering. Den officielle udvælgelse af visse kulturarvsformer som særligt danske eller nationalt betydende bidrager til en blåstempling af visse kulturudtryk frem for andre, men fastholder dem også i en monumental position, hvor de ligesom nationalsangen kommer til at fremstå som uforanderligt og essentielt danske. Dermed kommer disse kanonisk privilegerede kulturudtryk til at udgøre en selvfølgelig, indiskutabel forestilling om danskheden. Dette kan medføre kulturel fastfrysning, helliggørelse eller museumificering af disse kulturelle positioner og muligheder, alt imens andre kulturformer dømmes ude og negligeres af museer, kanoner og kulturstøtteordninger. En sådan proces gavner næppe den kulturelle mangfoldighed, eller for den sags skyld det frie kulturelle markedsvalg. Når Kulturministeriets Kulturkanon hævder, at give os referencepunkter og bevidsthed om, hvad der er særligt ved danskere og ved Danmark i en verden, der bliver mere og mere globaliseret, så er der tale om kulturkonservatisme og statslig regulering, der bidrager til at naturalisere og essentialisere det særlige ved danskheden, som her fremmanes (Kulturkontakten 2006:5). Denne type monumentalisering bidrager til at fastholde kulturen i bestemte positioner og betydningsforhold, der igen privilegerer visse samfundsgrupper frem for andre (Kirsch 2004). Disse privilegie-forhold virker tilbage på landets kulturindustri og den økonomiske værdi som kulturudtryk her tillægges. De kanonisk kulturelle værdier indgår i oplevelses- og kulturindustrien, og kan sandsynligvis sælges for langt højere priser end lignende kulturformer, der ikke har opnået monumental status. Udformningen af kulturelle kanoner kan derved få en indirekte regulativ virkning på det frie kulturmarked. Gennem reduktion af flertydig, kompleks kvalitet til en entydig kvantitativ prioritering, værdisættes kulturen via evalueringer og kanoner. Udstedelsen af en Kulturkanon bekræfter forestillingen om kulturens funktionalitet, og fastslår at der kan føres regnskab med kulturen. Den prioriterede opstilling af kulturelle monumenter gør det muligt at sammenligne og rangordne dem, og den flertydige kultur gøres hermed entydig. Kulturelle udtryks værdi kan hermed fastsættes i moralsk og i økonomisk forstand, og kan fungere vejledende for såvel politiske regulatorer som for kulturindustriens producenter og pr-folk. Eksistensen af en kulturel rangorden bekræfter forestillingen om, at kultur kan have en målbar værdi og optræde som egentlig markedsfaktor. Kultur på regnskab De herskende styringsformers tiltagende fokus på målbare effekter og entydig økonomisk prioritering nødvendiggør i disse år kvantificering af alt, typisk i form af nye regnskabs- og revisionssystemer indenfor blandt andet offentlig forvaltning, uddannelsessektor, museer, sundhed og forskning, og gennem krav om evaluering og lageropgørelse af alt hvad vi præsterer sammen og hver for sig (Miller 1994:2ff). Først når der er tal og rangordning på, bliver det muligt at prioritere økonomiske satsninger, herunder kulturpolitik. Kulturs effektskabelse og ydelse måles bedst, når den opdeles i afgrænselige enheder. Be- side 4

5 Kulturel oprustning? givenheds-tendensen indenfor kulturlivet handler i høj grad handler om dette, fordi enkeltstående kulturbegivenheder kan koncentreres i tid og rum, rangordnes, synliggøres, vurderes og sælges stykvis. De kan have nyhedsværdi, fyres af, og efterbehandles i form af afsluttede evalueringer. Lanceringen af Kulturkanonen fungerer i den forstand også som kulturbegivenhed ligesom Kulturnatten og en række opsigtsvækkende udstillinger og filmsatsninger, der er klassificérbare som begivenheder afgrænset i tid og rum. Dermed kan de måles og budgetteres. Det kan afgøres om de har solgt godt og har haft effekt i form af antal (betalende) tilskuere, mængde medieomtale, antal tilrejsende turister, priser ved internationale festivaler eller måske endda potentielle stemmer i meningsmålingsundersøgelserne. Målbar kultur særlig som events kan give resultater på bundlinjen, der batter politisk og i budgetmæssig praksis. Branded kultur Kravet om entydighed og målbarhed på kulturområdet forekommer måske at stå i kontrast til min påstand om politikkens kulturelle drejning. Jeg mener imidlertid at de hænger sammen og er to sider af samme mønt. Den diffuse og flertydige kulturarv får sin betydning og bytteværdi fordi den meget føjeligt kan omgøres til målbart omsættelige vurderingspoints, salgbare kulturprodukter og målbare kulturbegivenheder i form af events eller Kanoner. Men samtidig får entydig og kvantitativ økonomi og målstyring betydning i samspillet med kulturen, fordi den bliver formidlet som kvalitative effekter. Politikernes brug af kulturen som kampmiddel er udtryk herfor, og presser kulturen i stadig mere funktionel retning. Kultur forventes i dag at være økonomisk rentabel, og evalueres som potentiel finansiel værdi. Dette gælder også i tiltagende grad for områder, der tidligere blev betragtet som hævet over økonomiske overvejelser. I tråd hermed er det efterhånden blevet umuligt at skelne mellem kulturarv og branded identitet, så som iscenesatte fortællinger. Den iscenesatte varemærke-fritid kan i dag være vanskelig at skelne fra andre typer ikke-kommerciel kulturarv, og man kan diskutere om det giver mening at forsøge (Julier 2004:146). Unge kommunikationsog reklamebureauer spiller netop på dette forhold, når de opløser grænsen mellem reklame og spillefilm eller mellem fest og købsdemonstration. I dag er det tiltagende vanskeligt at skelne mellem forbrugsrum, fritidsrum og andre typer kulturelle rum (op.cit.;lefebvre 1995). Et besøg på et museum kan ende med en købsoplevelse i museumsbutikken, hvorved museet bliver vanskeligt at skelne fra de moderne købecentre og mærkevare-butikker, der også inddrager edu-tainment, gratis kulturbegivenheder og iscenesat kulturarv - såkaldt retail-tainment. Disse iscenesatte og kommercielt motiverede kulturuniverser, kulturmonumenter, kulturoplevelser og kulturbegivenheder, kan i dagens markedsbaserede samfund være vanskelige eller måske umulige at skelne fra dén kulturarv, som vi forestiller os må være naturligt og ukommercielt opstået (selvom vi jo godt ved, at også en god del af denne naturlige kulturarv har været nøje planlagt, for eksempel i forbindelse med nationalstatens cementering). Vi må erkende at kulturlivet i dag er gennemsyret af kommerciel tænkning og regnskabspraksis om dette så er af nød eller lyst. Kulturkanonens fremkomst bør ses i denne kontekst, og som udtryk for en tilsvarende opløsning af grænserne mellem politik, kultur og marked. Flertydig eller entydig Der er for mig at se et paradoks i, at kulturpolitikken forsøger at bevare kultur gennem kanonisering, fastfrysning og udødeliggørelse, når kulturarv netop ofte bevares i kraft af sin flertydige, foranderlige uhåndgribelighed. Det er i antropologien ofte diskuteret, at kultur netop bevæger sig og forandres fra generation til generation og fra gruppe til gruppe, men alligevel kan opfattes som det samme og som noget evigt og konstant af næste generation eller gruppe (cf. Wagner 1975). Først i det øjeblik en kulturarv omsættes til at være monument eller fastfryses som en slags folklore, kan den tilsyneladende få svært ved at overleve hos næste generation, fordi den forekommer støvet. Moderne markedsforbrug kræver netop hele tiden nyt, og lægger op til kultur i form af moderne begærsobjekter og kulturevents. I det øjeblik kulturarven gøres til en sådan målbar arv, kan den synliggøres som arv og omsættes. Men den kan også snart gå af mode. Måske er det sådan, at netop det uhåndgribelige og ustabile ved kulturen, der gør den vanskeligt omsættelig, samtidig er dens styrke og kan give den længere betydning og varighed. Så længe kulturen holdes flydende og luftig, kan den forekomme relevant og tilpasses de givne omstændigheder i tid og sted. Set fra et renhedssøgende og essenstænkende kulturperspektiv er der selvfølgelig risici ved ikke at gøre kulturarven monumental og formfast. Udover den ringe økonomiske omsættelighed og dermed værdi, er der også risiko for kulturel synkretisme altså opblanding med andre kulturarvs-traditioner. Og der er selvfølgelig fare for kulturtab. Mange etnografer vil dog samtidig mene at forandring har været menneskelig kulturudviklings drivkraft altid, og at opblanding faktisk ikke kan undgås uanset hvor meget man forsøger (Clifford 1988). Men selvom opblanding ikke kan og næppe bør undgås, så kan man selvfølgelig forsøge at styre dens karakter i en vis udstrækning. Velkendte stærkt styrede opblandingssituationer er koloniseringen, det juridiske forbud, den fysiske undertrykkelse og den politiske overtagelse samt disses kulturelle konsekvenser. Mindre diskuterede opblandingssituationer er overtagelse gennem opkøb, kommercialisering og deregulering. Ved at fjerne fortidens monumenter kan man indføre glemslen strategisk og målrettet som et styringsredskab. Kulturens håndgribelighed som skrift, palads eller statue gør den mere robust mod glemsel. Kanonisering er også en sådan form for monumentalisering. side 5

6 Karen Lisa G. Salamon // Copenhagen working papers on design // 2007 // no.4 Identitetsfortællinger Kanonisering af bestemte træk ved kulturel gruppeidentitet handler også om fortælling og identitetsfremstilling. Bevidst skabelse og spredning af gode historier blev anerkendt som et meget overbevisende reklamemiddel, både internt og eksternt for en virksomhed. Den narrative tendens indgår også i et endnu nyere marketingsmiddel: Viral Marketing. Her er ifølge en e-marketingskonsulent tale om [...] enhver strategi, som tilskynder enkeltpersoner til at videregive beskeder til andre, hvorved opstår et potentiale for eksponentiel vækst i budskabets synlighed og indflydelse. Ligesom viruser, benytter sådanne strategier sig med fordel af hastig mangfoldiggørelse for at udbrede budskabet til tusinder til millioner. (Wilson 2005, min oversættelse fra engelsk). Efter min opfattelse, indgår både narrativ og viral marketing i Kanonproduktionen, og det fortællende kan måske indlemmes i den kulturalistiske drejning. Aktierne stiger, hvis man kan fortælle en god historie om virksomhedens værdi. Grænsen mellem kulturelt udtryk og strategisk kommunikation bliver hermed vanskelig at fastslå. Kommercielle fortællinger i form af kommercielt iscenesatte mediebegivenheder med product placements udgør i dag en meget stor andel af populærkulturen, særlig blandt de yngre generationer. Kan vi forestille os, at en reklamestander eller marketingkampagne bliver en del af Kulturkanonen i 2026, ligesom Egmonts Anders And & Co (siden 1949) blev det i 2006? Kan det interaktive computerspil SIMS, - der i dag indgår nærmest organisk i yngre kvinders og pigers sociale begrebsunivers, og i høj grad handler om at skabe virtuelle rum, bygninger og indredningsmiiljøer, og siges at påvirke de unges indretningssmag og også er udgangspunkt for dannelsen af særlige netbårne brugermiljøer kan det betragtes som en del af den fælles kulturarv (Kline et al. 2003)? Hvorom alting er, må hele processen omkring Kulturkanonen opfattes i lys af identitetspolitiske fortællinger der skal fremmane og fastholde en særlig forståelse af danskhed og af kulturens rolle heri. Opstillingen af kulturelle udtryk på liste er en fortælling, der fungerer godt i regnskabernes tid. Kanonen er en god historie, der måske kan værdiforøge dansk kulturindustri og bidrage til dens markedsføring på viral vis ligesom det skete for oplevelsesindustriens dogme-film. Kulturens tilgængelighed Kulturens tiltagende markedsrelevans kan trække kulturpolitikken i flere retninger. På den ene side er der en interesse for at kunne tage patent på unik kultur, for selektivt at determinere og beskytte den som folkelig identitetsreference og for at kunne sælge den som særligt brand. På den anden side er der samtidig ønsker om frit at kunne låne kulturelle udtryk hos andre og øge frihandelen på kulturområdet. Det franske forslag om en UNESCO konvention til beskyttelse af kulturel mangfoldighed var et eksempel på denne konflikt. Også Brian Mikkelsens tale berører disse temaer. Kulturområdet er i disse år arena for meget betydningsfulde politiske og økonomiske kampe. Mens multinationale firmaer, nationale regeringer og visse kulturelle interessegrupper arbejder for kulturudtrykkenes sikring og kommercielle beskyttelse, arbejder andre politiske og kulturelle grupper for at gøre kulturarven mere tilgængelig og bevægelig, gennem fri kulturudveksling og en ikke-kommerciel, Open Source informationsstrøm. Det er ikke kun nationale regeringer og store virksomheder som Microsoft der kæmper for retten til monopol på og beskyttelse af visse kulturelle udtryk. En række indfødte og tidligere koloniserede folk har rejst krav om tilbageførsel af deres materielle kulturarv fra museer hos de tidligere kolonisatorer, og visse indfødte grupperinger har stillet krav om beskyttelsen af særlig kulturel viden og ritualer. Disse sager tydeliggør kulturens flertydighed og politiske labilitet. For hvad vil det sige at beskytte kulturelle udtryk? Hvem har retten til eventuelt at kopiere dem og sælge dem? Kan hele folk eller grupper besidde denne ret, og hvordan forvaltes den da? Kan retten overføres til nye generationer? Har kultur i det hele taget en ophavsretslig status, og i så fald hvilken? (Brown 2003). Hvordan fastslås et sådant kulturelt ejerskab? Kan det overhovedet gøres på neutral grund? Og hvad bliver da konsekvenserne i den markedsbaserede økonomi, der i dag dominerer kulturlivet i vor del af verden? Disse diskussioner og problemstillinger indebærer at forvaltningen af kulturarv ikke blot kan anskues som et kulturelt og æstetisk anliggende. Som nævnt er der også tale om stærke økonomiske og politiske interesser i forvaltningen af folks identitet og innovation. Alle disse forhold peger i retning af en juridisk problemstilling af internationalt format, og vi kommer helt sikkert til at høre mere til konventioner og internationale aftaler om kulturelle rettigheder og kulturarv i de kommende år. Kulturens ejerskab Kan man eje et ornament, en form, en farve, en lyd, et ord eller en sætning? Det kan man som bekendt, men patenteringsprocessen er krævende, dyr og vanskelig. Man kan også nøjes med at hævde ophavsret eller ejerskab til et varemærke. Under en rejse så jeg på mit hotel et lille elegant skilt, hvorpå var trykt Forget Something. Under denne overskrift stod kort, at hotelkæden havde en særlig service, hvorved gæsten kunne få leveret toiletsager eller lignende, hvis man havde glemt at medbringe dem på rejsen. De helt almindelige engelske hverdagsord forget og something var nu blevet et servicebrand, et varemærke for et serviceprodukt, som var blevet TM et. Ifølge amerikansk patent og varemærkelovgivning er et varemærke [...] et ord, sætning, symbol eller design, eller en kombination af ord, sætninger, symboler eller design som identificerer og adskiller oprindelsen for varer hidrørende fra én part ud fra de, der kommer fra andre (USPTO 2004, min uautoriserede oversættelse). Dette er blot et enkelt eksempel på, at almindelige hverdagsfraser og begreber gøres til varemærker, der mere eller mindre juridisk konsekvent forsøges håndhævet også transnationalt. For dansk varemærkelovgivning gælder det, at et navn eller ord qua varemærke kan beskyttes mod at andre bruger et identiske navn indenfor en branche (Patent & Varemærkestyrelsen 2004). Dette er forholdsvis banal viden, men det er interessant at tænke denne viden i forhold til Kulturkanonen. Under de danske regler for ophavsret side 6

7 Kulturel oprustning? gælder det, at et værk der er udtryk for selvstændig skabende indsats beskyttes, også ned til digte på et par linjer (Kulturministeriet 2006:12). Uanset om der er tale om ejerskab eller ret, så har vi her eksempler på, at forholdsvis almen kulturarv gøres til genstand for juridisk beskyttelse og handel. I 2001 bad tre New Zealandske Maori grupper LEGO gruppen i Danmark om at ophøre med at benytte Maori ord og polynesisk kultur i et nyt computer spil. Grupperne henviste til at der var tale om et brud på det polynesiske folks intellektuelle ejerskabsrettigheder og på deres sprog og kultur. Spillet Bionicle handlede om figurer med kendte polynesiske navne, der kæmpede for befrielsen af en tropisk ø, hvis navn mindede om det polynesiske navn for Påskeøen. Klagerne fremhævede, at selve fortællingen i spillet i høj grad også lignede de traditionelle historier som fortælles på Påskeøen (Holloway 2001). Denne sag om folkelige fortællinger (myter) og navne (varemærker) der udnyttes kommercielt viser på eksemplarisk vis, hvor vanskeligt eller umuligt det er at skelne mellem kulturel kanonisering, beskyttelsen af kulturarv og ophavsretslige interesser. Forankringen af disse rettigheder handler her om, hvem der så at sige havde dem først, hvem der må antages at have opfundet dem, og især de etniske bånd, det kulturelle ejerskab, indfødtheden og ægtheden. Som det allerede længe har været tilfældet for retssager og rettighedsdebatter vedrørende indfødte befolkningers kulturarv, kommer forankringen af rettighederne ofte til i sidste ende at handle om kulturel autenticitet. Den kulturelle ægthed eller mest grundlæggende ejerskabsret forankres i vor verdensorden typisk dybest set i race-tilhørsforholdet, blodet og jorden. Dette blev eksempelvis antydet i Brian Mikkelsens tale om den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, men fremgår endnu tydeligere af følgende eksempel fra Nordamerika, citeret fra antropologen Michael F. Brown: [...] Indian Arts and Crafts Act fra 1990, som styrkede tilsvarende lovgivning godkendt i 1930erne. Det brede formål med loven er enkelt: at garantere ægtheden af indfødt amerikansk kunst ved at forbyde salget af produkter, der på falsk grundlag påstår at være lavet af amerikanske indianere eller indfødte fra Alaska. Loven blev skabt for at beskytte indfødte kunstnere, som oplever at deres levebrød er truet af forfalskede varer, hvoraf nogle er produceret i nærmest industriel skala i Mexico, Pakistan, Indien, Thailand, og Filippinerne. Man skulle måske tro at certificeringen af værker som autentisk indfødt amerikanske ville være en ret ligetil affære, men det er det ikke. Loven definerer indianere og Alaska-indfødte som eksklusivt dem, der officielt er registreret som medlemmer af en anerkendt stamme eller samfund. Et resultat heraf er, at folk som tydeligvis er indianere, men mangler det nødvendige stamme-medlemsskab, er forhindret i at kalde deres arbejde indfødt amerikansk [...og i Alaska] tildeles kunstnerne [...et autentificerende] mærke som identificerer et kunstværk som Authentic Native Handicraft from Alaska. Kunstnerne tildeles mærkerne efter at have indsendt en ansøgning som indbefatter verifikation af Alaska indfødt identitet (racemæssigt - blood quantum på en fjerdedel eller mere)[...] (Brown, 2003:215, min oversættelse). I dette eksempel bliver koblingen mellem kommercielle interesser, beskyttelsen af truet kulturarv og en særlig essentialistisk og racebestemt forståelse af kultur tydelig. Eksemplerne fra maorierne og indianerne tydeliggør nogle grundlæggende kulturelle og sociale mekanismer som i dag gør sig gældende i dannelsen af identitetsformationer og juridisk-politiske råderum for kulturproduktion. De oprindelige og indfødte folks rettighedskampe eksponerer fænomenet tydeligere, fordi disse folkegrupper i århundreder har været genstand for kulturelle projekter og prætekst for racistiske konstruktioner. Når indfødte i Alaska skal bevise deres racemæssige ægthed for at få lov at brande deres kunsthåndværk som etnisk, reagerer vi ikke så stærkt på denne kobling mellem statslig definitionsret, racebaseret identitet og kommercialisme. Vi ser først og fremmest fænomenet som en beskyttelse af de indfødte folks kulturarv, hvilket det jo også lang hen ad vejen er. Hvad vi derimod næppe bemærker er, at denne konstruktion også fastholder og bekræfter race-ideologien og de indfødte folks marginale og anderledes status. Ser vi på det kunsthåndværk som ofte produceres under de nævnte forhold, vil vi måske bemærke at det ofte er fyldt af folkloristiske klicheer over fortidens formudtryk. For at sikre og beskytte et kulturelt udtryk må en given befolkningsgruppe altså fortsat lade sig stigmatisere som race, og risikerer samtidig at deres kulturelle udtryk fastfryses, monumentaliseres og ender med at gentage sig selv i frygten for kulturtab eller anonymitet. Kanoniseringen af indiansk håndværk fastholder så at sige indianerne i pligten til at spille rollen som fortidens indianere. Men hvad ville være alternativet for disse mennesker? Kanon dansk! Der kan forekomme at være lang vej fra maoriernes myter og indianeres kunsthåndværk til danske bygningsværker, design og guldalderlitteratur. Min pointe er dog, at de bagvedliggende mekanismer for dannelsen af de kulturelle ejerskabsforhold og identitetsformationer er de samme. De fleste former for majoritetsdansk kulturarv berøres næppe direkte af denne type reguleret autentificering, men Kulturkanonen er et eksempel på en blåstempling, der også kan få konsekvenser for bredere dele af kulturlivet. Hvad er egentlig forskellen mellem at certificere værker som autentisk indfødt amerikanske i kraft af stammetilhørsforhold og fremhæve at arkitekt og arkitektur er særligt dansk? Hvad er forskellen mellem det mærke der i dag vælger at fortælle at en vare er made in Denmark og de indianske indfødtheds-mærker? Hvad er det, der i sidste ende betinger om vi opfatter et kulturprodukt som ægte dansk? At det bygger på danske væremåder og talemåder? At det er opfundet i Danmark? Eller at det er en ægte dansker, der har lavet det? Hvis dette sidste er tilfældet, så kan den statsautoriserede certificering af kanoniseret dansk kultur få betydning i forhold til globalisering af produktion og udliciteringen af delprodukter til andre lande. Kulturpolitisk set kan den også betyde en del for accepten og indoptagelsen af indvandrede danskeres kulturprodukter i kulturarven. Med andre ord: forvaltningen af kulturel autenticitet, arv og rettigheder forankres ofte i essentialiserende forestillinger om national identitet, etnisk renhed og sågar også race. side 7

8 Karen Lisa G. Salamon // Copenhagen working papers on design // 2007 // no.4 Kulturens ægthed I diskussionen om patenteringen af kulturarv og oprettelsen af statsautoriserede kanoner vil holdningen til forestillinger om kulturel essens og forankring derfor også komme til at spille ind, eksplicit eller implicit, om man så vil det eller ej. I den forstand kan definitionen af kultur og bevaringsværdige kulturelle udtryk ikke undgå at blive politisk og ideologisk funderet. Ejerskabsforholdene og konkurrencen i den markedsbaserede økonomi indebærer nødvendigheden af kulturel territorialkamp, patentering og autentificering. Autentificeringen er forudsætning for, at kultur som kommercielt produkt kan bedømmes og værdisættes, indgå i egentligt kulturforbrug og udbredes. Autentificeringsmærkerne eller omtalen af det særligt danske ved eksempelvis formsprog i design eller arkitektur er kulturelle identifikationer der kan tilføre varen værdi, og som henviser til ganske håndgribelige privilegier og rettigheder så som dansk statsborgerskab, indfødsret og dansk kulturel dannelse. Statslig autorisering af kulturarv, som vi ser den i Kulturkanonen, handler altså både om nationalstaters og etniske gruppers identitetsformationer og suverænitet, og om udøvelsen af kulturel definitionsret i en markedsøkonomi. Konkurrencen mellem nationale kulturindustrier er en voksende drivkraft i kampen om denne definitionsret. Kultur er altså ikke alene en etnisk eller nationalstatslig arv, men i høj grad også en vare. I Kulturkanonen kobles flere af disse facetter: Udpegelsen af kriterierne for og grænserne for en dansk identitet. Udvælgelsen af den hermed forbundne beskyttelse og bevarelse af mere eller mindre konkret, national kulturarv. Målingen, vurderingen og hierarkiseringen af denne kulturarv, og dermed muligheden for dens værdisættelse. Hævdelsen af nationalt betingede kulturelle privilegier som forudsætning for at kunne skabe ægte dansk kultur. Autentificeringen af denne kultur som dansk kulturarv. Og sidst, men ikke mindst, udstikning af rammerne for de kommende generationers kulturelle dannelse altså videreførelsen af kulturarven fra generation til generation. Dannelse er jo politisk og Kulturkanonen handler om kulturpolitik, som også kulturministerens tale markerede. Koblingen mellem kulturarv, national identitetskonstruktion, etnicitet og dannelse er her tydelig. Den kulturelle, nationale dannelse og dannelsesmedierne kan altså ikke adskilles fra de politiske værdikampe eller fra det voksende begivenhedsmarked. Kulturens ægthedskriterier bliver hermed i høj grad et spørgsmål om politisk vilje og statsautoriserede interesser. Kulturens hierarki Kultur er i dag i høj grad en vare på et marked. Både politik og økonomi arbejder bevidst med kultur som både redskab og målsætning. Samtidig har forskellige befolkningsgrupper interesse i henholdsvis at beskytte og holde på deres kulturelle udtryk og viden, eller i at udveksle og udbrede deres kultur. Kanonisering af kulturarv har i denne kontekst mange facetter, der kan tjene modsatrettede interesser. Statsautoriseringen af udvalgt kulturarv kan dels ses som en beskyttelse af den kulturarv, der ikke kan overleve på markedets betingelser, men som af politiske, kulturelle eller nationalt identitetsmæssige årsager alligevel anses for vigtig at støtte og bevare. Dels er den samtidig også et politisk instrument til privilegering af visse kulturelle positioner og dannelsesformer frem for andre, og bidrager hermed til opretholdelse af nationens kulturelle hierarki i en tid med kommerciel og markedsreguleret smag. Dette er vel også hvad kulturpolitik handler om: at fremme visse former for kulturel udfoldelse frem for andre via statsapparatet. Det er blot interessant, at en sådan central, statslig regulering foretages af en regering, der i øvrigt arbejder for statslig deregulering og fremme af det frie marked. Kanonen kan således betragtes som et nationalkonservativt helle midt i den nyliberale deregulering. Men yderligere en række kulturelle udtryk falder dog udenfor både den statsautoriserede Kanon og det frie markeds kommercielle kulturindustri. I takt med dereguleringen og udfasningen af en række statsvirksomheder indenfor kulturområdet, og nedprioritering af offentlig støtte til en række områder at kulturlivet, ligger der en opgave i at rette opmærksomheden mod den ikke-kanoniserede kulturarv, der desuden også er under pres fra kravet om kommercialisme. Politik udkæmpes stadig i høj grad som symbolsk kamp om nationens identitet, og kulturområdet er det vigtigste våben i denne kamp. Debatten er derfor på ingen måde slut med udformningen af Kulturkanonen anno Hierarkiseringen af kultur ud fra forestillinger om det nationale på kulturområdet er yderligere refleksion værd. Brian Mikkelsens tale om kanoniseret kultur indebærer blandt andet en modsigelse, der kan bidrage til videre debat om resten af kulturen : altså alt det, der hverken sælger eller kan ophøjes til national Kanon. Mikkelsen nævner dansk kultur som noget næsten essentielt demokratisk. Samtidig fremhæver han også kultur som noget eksklusivt, og som noget der udspringer af et folk med særlig geografisk afstamning og kulturel essens: Altså er dansk kultur både demokratisk tilgængelig og hierarkisk eksklusiv. Det ligger i dansk kultur at være demokratisk, men denne form for demokratisk kultur er eksklusivt knyttet til bestemte danske befolkningsgrupper tallets mange store politiske bevægelser bearbejdede denne dobbelthed mellem demokratiske og etnisk-nationale kulturforståelser på forskellige måder, og talte også om kulturkamp. I dag handler såvel partipolitik som kulturpolitik tydeligvis stadig om at definere det folkelige og nationale ved at tage patent på bestemme udbredelsen af en særlig udlægning af det kulturelle fællesskab i en stat. At hierarkisere og autorisere kultur er at vælge ud fra hvilke præmisser vi udgør en enhed som befolkning. Debatten om kriterierne for medborgerskab er et af de hårde elementer i kulturdebatten, der tydeliggør politikkens kulturalisering: Hvis kulturelle optagelsesprøver eksempelvis skal udgøre betingelsen for retten til indfødsret, kan kendskabet til en Kulturkanon pludselig blive et spørgsmål om liv og død. Vil vi fremme eller bevare kulturarv må vi derfor nok endnu engang diskutere grænserne for kulturens politisering, funktionalitet og statslige instrumentalisering. Vi må igen overveje de grundlæggende kulturelle og sociale mekanis- side 8

9 Kulturel oprustning? mer, der indgår i dannelsen af identitetsformationer og juridisk-politiske råderum for kulturproduktion i vort samfund. Er vi enige i kriterierne for den statslige resultatmåling på kulturområdet? Vil vi støtte yderligere instrumentalisering af kulturarv og kulturproduktion i vort samfund? Vil vi søge at brande og markedsføre kulturen, så den kan sælges på andre præmisser? Erhvervslivet og politikerne bruger kulturlivet til deres egne formål. Overfor denne udfordring må kulturlivet ruste sig ved at gøre kultur meningsfuld på egne præmisser. Hvorvidt dette gøres gennem en Kulturkanon er tvivlsomt, men værd en videre debat. Og dette bør så vidt muligt ske på kulturlivets egne præmisser, snarere end identitetspolitikkens eller oplevelsesøkonomiens. Lefebvre, Henri (1995) The Production of Space. Oxford: Blackwell. Löfgren, Orvar & R. Willim, red. (2005) Magic, Culture and the New Economy. Oxford: Berg. Lund, Jacob M. & A. P. Nielsen, L. Goldschmidt, H. Dahl, T. Martinsen (2005) Følelsesfabrikken. Oplevelsesøkonomi på dansk. København: Børsens Forlag. Mikkelsen, Brian (2005a) Kulturminister Brian Mikkelsens Tale, Konservative Landsråd Søndag 25. September Fundet 31. Juli konservative.dk/modules.php?op=modload&name=news&file=article&sid=70&mo de=thread&order=0&thold=0 Referencer Brown, Michael F. (2003) Who Owns Native Culture? Cambridge, Mass: Harvard University Press. Clifford, James (1988) The Predicament of Culture: Twentieth Century Ethnography, Literature and Art. Harvard University Press. Holloway, Grant (2001) Maori challenge Lego over use of culture, CNN s wire services, 1. Juni. index.html, hentet 13 marts 2006 Julier, Guy (2004) The Culture of Design. London: SAGE. Kirsch, Stuart (2004) Property Limits: Debates on the Body, Nature and Culture. Pp in Eric Hirsch & Marilyn Strathern (eds). Transactions and Creations. Property Debates and the Stimulus of Melanesia. Oxford: Berghahn Books. Kline, Stephen, Nick Dyer-Witheford & Greig de Peuter (2003) Digital Play. The Interaction of Technology, Culture and Marketing. Montreal: McGill-Queen s University Press. KOM(2003) 520 endelig (2003) MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅ- DET OG EUROPA-PARLAMENTET På vej mod et internationalt instrument for kulturel mangfoldighed. KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKA- BER. Bruxelles, den cfm?cl=da&dosid= Kulturkontakten (2006) En let indgang til dansk kulturarv. Redaktionel indledning i Kulturkontakten jan Pp København: Kulturministeriet. Kulturministeriet, Kontoret for idræt, ophavsret og internationale anliggender (2006) KURSUS i OPHAVSRET for studerende ved de kunstneriske uddannelsesinstitutioner, Kursus i ophavsret_2.ppt, Kulturministeriet (2006) KURSUS i OPHAVSRET for studerende ved de kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Powerpoints. 34 pp. Kontoret for idræt, ophavsret og internationale anliggender. København. Fundet juli 2006 på sw29885.asp Miller, Peter (1994) Accounting as social and institutional practice: an introduction, pp in: A. G. Hopwood & P. Miller (red.) Accounting as social and institutional practice. Cambridge University Press. Pine, Joseph B. & J. H. Gilmore (1999) The Experience Economy. Boston: Harvard Business School Press. Salamon, Karen Lisa Goldschmidt (2005a) Possessed by Enterprise. Values and Value-creation in Mandrake Management, pp in: O. Löfgren & R. Willim (eds.), Magic, Culture and The New Economy. Oxford: Berg. Salamon, Karen Lisa Goldschmidt (2005b) Et nyt verdensbillede? om realisering af selvet som aktie pp in: Brinkmann, Svend & Cecilie Eriksen (red.) Selvrealisering Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Århus: Klim. USPTO (2004) United States Patent and Trademark Office. Trademark, copyright or patent? What is a trademark or servicemark? basic/trade_defin.htm, hentet 13 marts 2006 UVM Presse (2003) USA tilbage til UNESCO. Digital artikel, Undervisningsministeriet, hentet 7.marts Wagner, Roy (1975) The Invention of Culture. Englewood Cliffs, NJ: Prentice Hall. Wilson, Ralph F., (2005) The Six Simple Principles of Viral Marketing. Web Marketing Today, February 1. mt5/viral-principles.htm, hentet 13. Marts Økonomi- og Erhvervsministeriet (2005) Det nytænkende og fleksible samfund, rapport. København. Fundet på Forfatteren Karen Lisa Goldschmidt SALAMON, f Antropolog, ph.d. & mag.scient., lektor, Danmarks Designskole karen.lisa.salamon@dkds.dk Strandboulevarden København Ø side 9

10 Karen Lisa G. Salamon // Copenhagen working papers on design // 2007 // no.4 Copenhagen Working Papers on Design Adresse Danmarks Designskole Strandboulevarden København Ø Tlf Redaktion Nina Lynge, Forskningssekretær, Danmarks Designskole Thomas Schødt Rasmussen, Ph.d., Forskningsleder, Danmarks Designskole Per Galle, Lektor, Ph.d., Center for Designforskning Om Copenhagen Working Papers on Design Copenhagen Working Papers on Design udgives af Danmarks Designskole (DKDS). DKDS har bl.a. til opgave at styrke designforskningen i Danmark i regi af Center for Designforskning. Denne skriftserie formidler aktuelle forskningstemaer ved DKDS både internt og eksternt. Artiklerne belyser såvel teoretiske, metodiske samt emnemæssige aspekter af designforskning. Copenhagen Working Papers on Design udkommer løbende. Tidligere publikationer i serien kan rekvireres på nly@dkds.dk // no. 1 // Danmarks Designskoles plan for forskning og kunstnerisk virksomhed 2003 // no. 2 // Research and Artistic Practice at Danmarks Designskole 2004 // no. 1 // Snorre Stephensen og Peter Mackeprang // Keramiske Klimaskærme, 1. Etape 2004 // no. 2 // Anne-Louise Sommer // Two Papers on Modern Metropolitan Cemeteries 2004 // no. 3 // Louise Mazanti // Four Papers on Contemporary Craft 2004 // no. 4 // Ken Friedman // Of course design pays. But who says so, and how? 2006 // no. 1 // nikolina olsen-rule & maria mackinney-valentin // two papers on fashion theory 2006 // no. 2 // Marie Riegels Melchior // Modens fascination og logik - to artikler om mode 2006 // no. 3 // Karen Lisa Goldschmidt Salamon // Two Papers on Governance and Self-management 2006 // no. 4 // Kirsten Hastrup // Designforskning: Mellem materialitet og socialitet 2006 // no. 5 // akademisk metode // no. 6 // akademisk metode // no. 7 // per galle // Hvad skal vi med designforskning? Bidrag til en målsætning 2007 // no. 1 // Henrik lund/larsen // designartikler til folket 2007 // no. 2 // erik krogh // stolen i rummet - rummet i stolen 2007 // no. 3 // DENIS VIRLOGEUX // DESIGN MELLEM KUNST OG FORSKNING ISBN side 10