Svaneterne fra Svanetien et snapshot fra det sydlige Kaukasus

Transkript

1 Svaneterne fra Svanetien et snapshot fra det sydlige Kaukasus Tekst & fotos: Lars Munk Udsigten her fra min lille balkon er generøs. Sneklædte tinder i nord, syd, øst og vest, mest markant med bjergene Banguriani (3.838 moh.) og Tetnuldi (4.851 moh.), beliggende ganske få km nord for landsbyen. Skyggerne rykker stille ind og overtager langsomt solens dominans på bjergvæggen over for min balkon men der vil stadig gå lang tid, før lyset slukkes på toppen af Tetnuldi tinden. Ud over den maleriske udsigt fylder bagdelen af en ko en ganske stor del af mit åsyn en utilfreds ko, som brøler og gør opmærksom på, at det er spise og malketid og at det har været malketid i lang tid! Tilsyneladende er der ikke rigtig nogen, der tager notits af den brølende ko, måske fordi ejerne netop er i gang med at pløje deres lille mark, hvor et par tyre udgør den tohestede traktor. Aftenen bliver til nat. Skyggerne jages væk af massivt mørke, og samtidig tændes de første projektører til smuk illuminering af de klassiske og smukke Svanetien tårne. Som enkelte satellitter eller samlet i smågrupper lyser de op i mørket, måske som symboler på Svanetiens isolerethed. I det nordvestlige Georgien, grænsende til udbryderregionen Abkhasien i vest og til Rusland i nord gemt væk bag Svanetiens bjergkæde mod syd og beliggende på de sydlige skråninger af Kaukasusbjergkæden, med massevis af gigantiske sneklædte tinder ligger delregionen Øvre Svanetien (Zemo Svaneti). Området bebos af Svanetiens folk: Svaneterne, som tæller ca personer, hvoraf ca bor i Svanetiens fra svanetien et snapshot fra det sydlige kaukasus 1/8

2 hovedby Mestia. Og netop Mestia var min destination. Grundet naturens barrierer har områdets været vanskeligt tilgængeligt, hvilket har givet Svanetien en vis grad af autonomi. Her eksisterer en unik identitet, eksempelvis eget sprog, som afviger væsentligt fra georgisk. I øvrigt et sprog, der kun tales der findes ingen bogstaver til sproget, og det kan således ikke skrives. Jeg forstod hverken georgisk eller svan, så de kunne bilde mig hvad som helst ind desangående. Og minsandten! Der findes også dialekter inden for svan således er der ca personer, der taler øvre svan, og ca der taler nedre svan. Panorama: Mista Vejen til Kaukasus svar på Shangri La var en smuk oplevelse. Ifølge guidebogen skulle turen tage ca. syv timer, så da vi var fremme allerede efter tre timer, var overraskelsen stor. Ny vej, nikkede de lokale bekræftende. Hvis Kirsebærdalen i Nangijala i Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte findes i virkeligheden, må det bestemt være her. Turen fra byen Sugdidi førte den fyldte marshrutka (minibus) langs floden Enguri, over et højt beliggende bjergpas i Svanetien bjergkæden og derefter igennem dalen Mulkhura for endelig at komme til byen Mestia. Turen var en rejse gennem tre årstider, startende med sommer i Sugdidi med friske grønne blade på træerne og grønne bølgende græsmarker, over foråret, hvor knopperne på træerne nærmest eksploderede på bilens forrude og blev til blomster, mens vi susede af sted til den sene vinter i Mestia, hvor knopperne dårligt nok var begyndt at tænke på forår. Under hele køreturen blev vi nøje overvåget af Kaukasus bjergkædens snehvide tinder. Jeg var i selskab med nogle granvoksne svaneter, hvoraf specielt en af dem meget entusiastisk forsøgte at fylde mig med chacha (lokal æblebrændevin). Morgenmaden nogle timer tidligere havde budt på kaffe, kryddersuppe med okseklumper og ½ liter rødvin, som en lokal fyr sponserede og skænkede. Helt som i tvklassikeren 90 års fødselsdagen kom han hoppende, væltende og gnæggende forbi mit gadekøkkenbord med sin ½ liters colaflaske med rødvin og fyldte kokkens som sad og underholdte og mit glas op. Og hver gang flasken var tømt, forsvandt han i et par minutter, for blot at dukke op med flasken fyldt igen det skete fire gange. Rødvin til morgen, chacha til middag det lugtede langt væk af død helt til aften. Helt så galt gik det dog ikke, idet fyren fra bussen blev for stiv til at gennemføre sin mission og jeg slap nådigt efter fire velvoksne dramme chacha. fra svanetien et snapshot fra det sydlige kaukasus 2/8

3 Og nu vi lige berør emnet rødvin, så rører vi her ved en helt kultur, ja måske selve Georgiens hjerte. Der er bred enighed om, at vin som begreb oprindeligt stammer fra Georgien, og man har fundet beviser for, at man allerede for år siden producerede vin i landet. Dengang var Jylland landfast med England. Vinen er en integreret del af samfundet, ja selv i religionen, hvor vindruer og vinstokke ofte indgår som symboler i kirkerne, og hvor klostre stadig producerer masser af vin. En stor kulturel begivenhed er den såkaldte supra, hvor man mødes, fester og drikker vin, og det er ikke usædvanligt, at mændene drikker op mod 10 liter vin på en aften (dog er vinen ikke helt så stærk, som vi kender den). Grundet Georgiens varierede landskab eksisterer der et væld af mikroklimaer, og indtil videre har man fundet over 500 forskellige slags druer. Det er dog kun 40 af druesorterne, man dyrker vin på. I Georgien er homestay hyppigt anvendt, når man er rejsende og skal besøge familie og venner. Homestay har udviklet sig til Georgiens svar på hostels, hvor man bor hos lokale, som afsætter værelser og senge i deres hus til rejsende. Man modtages og betragtes som en gæst, men afhængig af, hvor meget man har lyst til at betale, kan man enten bo i luksus (dvs. familiens dobbeltseng) eller bo på sovesale med andre rejsende. Man spiser med familien, man snakker med familien og i det hele taget er man en integreret del af familien, ligegyldigt om man overnatter en enkelt nat eller 10. Velankommet til Mestia indlogerede jeg mig hos familien Eka Chartolani, og idet jeg var eneste gæst, blev jeg taget imod som deres søn. Overnatningen inkl. morgenmad og aftensmad med familien løb op i 40 lei per dag (ca. 120 kr.). Fra min meget smukt beliggende altan kunne jeg planlægge mit ophold i området. Jeg brugte en del tid på at studere områdets trekkingmuligheder på et højdekort, der grundet områdets helt utrolig mange bjergtinder må kunne gøre folk med hang til højdeskræk en smule svimle. fra svanetien et snapshot fra det sydlige kaukasus 3/8

4 Svanetiens tårne I årene opførte man i de nordlige egne af Georgien en masse vagt og beskyttelsestårne. Disse bemærkelsesværdige tårne fører tankerne til Ringenes Herre landet Gondor, hvor den gode forfatter Tolkien have placeret lignende tårne. Svanetiens tårne blev dels brugt som udkigsposter, dels som signaltårne. Hvis fjenden blev observeret, tændte man et bål på tårnets top. Bålet kunne ses af det næste tårn, som ligeledes tændte bål etc. På den måde kunne man let mobilisere sine styrker, og man kunne bringe befolkningen i sikkerhed. Idet Georgien og Svanetien har været overløbet af et væld af forskellige fjender i tidens løb (assyrere, makedonere, persere, romere, byzantinere, arabere, tyrkere og mongoler bare for at nævne nogle af indtrængerne), har man bygget massevis af beskyttelsestårne, og ca. 175 af disse står stadig i Svanetien. I nogle områder, bl.a. i Mestia, har hver familie sit eget tårn, som dog ikke blev anvendt som deciderede signaltårne, men som beskyttelsesrum og fæstningsværk. Andre steder indgår de enkelte tårne som en del af et større forsvarsværk, hvor man på hver en bakketop kan se et tårn, fungerende som udsigts og signaltårn. Tårnene er typisk meter høje og har fire fem etager. I dag anvendes tårnene stort set kun til opbevaring af eksempelvis afgrøder, men den indskrænkede funktionalitet til trods, så vedligeholdes tårnene stadig. Det er bemærkelsesværdigt at se disse tårne, stolte og knejsende, opført for år siden med alle sten intakte, stående op og ned af nabobebyggelsen, opført i sten og træ måske i 1960, som bare langsomt forgår og falder sammen af sig selv. Two bears or not two bears Indtil 2004 var Svanetien et højst usikkert område at begive sig rundt i, idet lokale bander yndede at overfalde folk og rippe dem for værdier. I 2004 fik de lokale myndigheder bugt med problemerne, simpelthen ved at skyde og dræbe områdets mesterbandit og dennes søn. Og pludselig var det absolut sikkert at rejse fra svanetien et snapshot fra det sydlige kaukasus 4/8

5 rundt i regionen. Min "ven", der forsøgte at drikke mig under bordet på vej til Svanetien. Heldigvis havde han varmet godt op i forvejen, og selv om jeg selv havde drukket ½ l vin til morgenmad, var han så langt foran, at han gik død før mig, så jeg kom trods alt nogenlunde til Svanetien. Med dette in mente begyndte jeg at planlægge en tur til landsbyen Ushguli, beliggende 50 km fra Mestia. Ushguli betragtes som Europas højest beliggende permanent beboede landsby (2.100 moh.), og desuden besidder landsbyen hele 50 svanetien tårne. Af samme årsag er landsbyen optaget på Unesco listen over bevaringsværdige kulturcentre. Intet kunne holde mig tilbage jeg ville til Ushguli! Men det blev alligevel ikke helt så let, som jeg havde forestillet mig. Det var sidst på vinteren, så vejene var ofte blokeret af sne, og der var derfor ingen marshrutka dertil. Herudover var det kun sjældent, at der kørte jeeps dertil (måske en enkelt om ugen), så blaffer tricket ville kun virke, hvis man havde mange dages tålmodighed. Almindelige biler kunne ikke komme igennem op til Ushguli på den årstid, grundet elendig vej og lejlighedsvise snebunker. Men der må da være en måde at komme til Ushguli på, tænkte jeg En hjælpsom bartenderinde brugte det meste af en time på at ringe rundt til bekendte for at høre, om vejen var farbar, men som hun sagde så var folk for stive i chacha til at kunne give et fornuftigt svar. De vidste ganske enkelt ikke, om vejen var farbar. fra svanetien et snapshot fra det sydlige kaukasus 5/8

6 Den smukke top Ushba (4.700 moh.) med sine to tinder. Dette er absolut et af Europas sværeste bjerge at bestige, men samtidig også et af de smukkeste Jeg kunne naturligvis vælge at vandre til Ushguli, hvilket formentlig ville tage fire fem dage t/r dage som jeg ikke havde på feriekontoen. Jeg var tilsyneladende eneste rejsende i Mestia på daværende tidspunktet, så jeg havde ingen at dele udgiften til en jeep med (det ville koste 600 kr.). Måske kunne jeg forsøge mig på cykel, tænke jeg nostalgisk, om dengang jeg nedlagde nogle af de sejeste toppe på Tour de Franceruten på min tohjulede ganger. Cykelløsningen syntes derfor at være eneste mulighed for at nå til Ushguli. Jeg inspicerede et par mountainbikes, men min umiddelbare vurdering var, at de knapt ville holde ud til byskiltet. Det var hårdt at konstatere, men en cykeltur på en lokal cykel i april måned fra Mestia til Ushgul ville være enormt problematisk, for ikke at sige umuligt uden ordentligt udstyr. Beslutningen var nedslående jeg skulle ikke af sted til Ushguli. Men de lokale var yderst tilfredse med beslutningen, hvilket de fejrede med et dyk i deres chacha. Da jeg atter forlod Mestia, var det med en noget trist tanke i baghovedet om, at jeg ikke fik set Ushguli. Når sommersæsonen atter begynder, vil der være andre rejsende at dele omkostningerne med, samt der ville være masser af biler til at blaffe med, men jeg var altså lidt for tidligt på den i denne omgang. Noget andet, jeg bragte med mig i baghovedet fra Mestia, var en noget mat følelse i krop og hoved. Faderen i mit homestay havde kastet sin kærlighed på mig, og han insisterede på, at der skulle drikkes så meget hjemmelavet chacha som muligt på kortest mulig tid, så i løbet af få timer fik vi os en masse store fra svanetien et snapshot fra det sydlige kaukasus 6/8

7 dramme æblesnaps indenbords og det førte til blodstængte albuer og knæ hos undertegnede. De skæve brosten i Mestia slår altså hårdt. Faderen faldt heldigvis relativt tidligt i søvn med et smil på læben, men kl. 5 om morgenen, hvor marshrutkaen skulle køre, havde jeg stadig glæde af den lokale chacha og jeg tør godt røbe, at turen tilbage til Sugdidi var knap så interessant og smuk som turen op til Mestia havde været... Nok havde jeg været i Mestia for tidligt på året til at se Ushguli til gengæld var jeg for sent på den til at opleve det lokale skisportssted. Jeg havde ellers vadet 8 km ud ad en vej, op ad et bjerg, for at komme til skisportscentret. Undervejs havde jeg den smukkeste udsigt til et af Kaukasus sværeste bjergbestigerbjerge, den dobbelttindede Ushba (4.700 moh.). Planen var at vandre op til skisportsstedet, hvor der efter sigende skulle være en skilift, der stadig kørte, selv om der ikke var meget sne tilbage på løjpen. Da jeg kom frem til liften, var der ikke et menneske at få øje på, og liften blev bestemt ikke betjent. Denne her hund viste sig at være et helt andet dyr som måske oven i købet var et sultent dyr! Men var der alligevel helt tomt? Noget rørte på sig i buskadset lidt fremme foran mig... og pludselig hoppede en vel stor vovse op på vejen ca. 50 meter foran mig. Med en hund her, så må her være en eller anden person heroppe! tænkte jeg muntert med tanke på, at jeg måske alligevel kunne komme op med liften. Ved nærmere betragtning af hunden synes jeg dog, at vovsen så lidt underlig ud. Dens pels var lang og beskidt, den vandrede af sted lidt a la Ozzy Osbourne, altså på en lidt underlig krumbøjet måde, og dens hovedform var væsentlig anderledes, end hvad man skulle forvente sig af en hund. Hmmmmmm Jeg roede lidt i min ellers nogenlunde velassorterede hukommelse for hundegenkendelse, for at finde et billede, der kunne matches med den vovhund, som snusede rundt længere nede ad vejen. Der kom intet positivt match ud af den øvelse! Konklusionen kunne kun være, at den firebenede fætter, der gjorde sig til foran mig, ikke var en hund men en bjørn! Uha, tænkte jeg. Det kan være skidt. Jeg var helt sikker på, at skønt den ikke umiddelbart tog notits af mig, havde den bestemt kunnet lugte min tilstedeværelse uden tvivl! Og da festen nu alligevel var begyndt, dukkede endnu en plysbjørn meget passende op, så nu var der altså to uldtotter at holde øje med. Men hvor var resten af slænget mon? tænkte jeg. Jeg lurede lidt på bamserne, mens de snusede rundt efter føde. De virkede nu meget fredelige, men... hvad nu hvis? Der havde ikke været advarsler om bjørne fra de lokale, skønt der lever bjørne i området, så jeg var egentlig ikke decideret skrækslagen meeeeen alligevel pænt nervøs. Disse to kunne netop være vågnet op fra hi og være skrækkeligt sultne og ville have fyldt maverne. Jeg mener det ville være usædvanligt med dansebjørne 8 km fra nærmeste bebyggelse, så fra svanetien et snapshot fra det sydlige kaukasus 7/8

8 måske var der rent faktisk tale om to vilde bjørne... Da de pludselig ændrede retning og begge styrede direkte mod mig, var overvejelserne egentlig til at tage og føle på. Jeg var 8 km fra nærmeste person, de var to imod en, og to sulte bjørne kunne sikkert få meget sjov ud af en turist! Jeg besluttede mig for at fordufte, og bjørnene besluttede sig for ikke at følge efter. Forbrydere i området eller ej man skal stadig passe lidt på. Og så ville det jo ellers have været godt, hvis der havde været et svanetien tårn lige i nærheden. Globen er med på tur. Her foran Kaukasus bjergkæden, på vejen mellem Mestia og UshgulLars Munk har medlemsnummer 207 og har bl.a. besteget Pik Lenin mellem Kirgisistan og Tajikistan og Mont Blanc mellem Frankrig og Italien. Han er uddannet akademiingeniør og tog i 1994 tre måneder til eks Jugoslavien for at køre med nødhjælp for Det Danske Beredskabskorps. Han bevæger sig efter sigende helst derud, hvor rejsen er uforudsigelig og også gerne en smule besværlig. Rejsen til Georgien foregik 20. april til 1. maj REJSEN DERTIL: Fly med Estonian Air fra København til Tblisi t/r via Talinn: kr. LOKAL TRANSPORT: Fra Tblisi til Sugdidi kører der et nattog. Fra Sugdidi til Mestia er det tre timer med minibus. OVERNATNING: Et homestay koster ca. 120 kr. per nat. fra svanetien et snapshot fra det sydlige kaukasus 8/8