ole fogh kirkeby Selvet sker Bevidsthedens begivenhed En erkendelsesteoretisk grundlæggelse af protreptikken Samfundslitteratur

Transkript

1 Selvet sker ole fogh kirkeby Bevidsthedens begivenhed En erkendelsesteoretisk grundlæggelse af protreptikken Samfundslitteratur

2 Protreptik: At ære sig selv DEL IV

3 Kapitel 15 Protreptikkens principper Protreptikken er en meget gammel disciplin, der udspringer af den græske filosofis fokus på dialogen som udgangspunktet for det at lære, at tænke selvstændigt og frit. I dialogen mellem mester og elev, eller mellem ligestillede, tvinges den enkelte til at realitets vurdere sin egen brug af begreber, sit forhold til sin egen viden, og sine grundholdninger. Sokrates praksis er gennem Platons dialoger blevet sindbilledet på den måde, hvorpå den enkelte tilskyndes til denne proces af en anden. Hermed forudsættes det, at Sokrates i sin egen indre dialog har kunnet praktisere denne fremgangsmåde overfor sig selv. Det protreptiske projekt udspringer af græsk kultur og deler denne kulturs filosofiske idealer for tænkning, som de udfoldes fra Platon og frem til Plotin: I. II. III. IV. At begrunde erkendelsen i en viden, der overskrider erfaringen At opstille sandhedskriterier for empirisk viden og for denne videns grænser At opstille love for gyldige tankeprocesser At skabe et normativt system, der forpligter den enkelte gennem den fornuftledede erkendelse af, at kun dette system fører til individuel og kollektiv lykke 465

4 V. At skabe et koncept for en permanent etisk og intellektuel udvikling (vores version er det betydningstomme livslang læring ), der forsoner den enkeltes mål med samfundets (paideia/humanitas) VI. At stimulere den enkelte til at forme sig selv med det formål at blive herre i sit eget hus, og dermed VII. Stimulere til kritisk selvtænkning VIII. Og til normativ handlen IX. At skelne mellem det, der er i ens magt, og det der ikke er det, med henblik på at blive herre over begæret og lidenskaberne, og dermed i sit eget hus X. At realisere et maksimum af individuel og social frihed. Disse parametre kan samles i ét eneste princip: At lære at tænke rigtigt. Grækerne leverer med andre ord en omfattende teori om den indre dialog, dvs. om dens intellektuelle (epistemiske, dianoetiske) og etiske udvikling, om dens metoder, om dens grænser, og om dens gyldighed. Da den indre dialog har hele virkeligheden i alle dens dimensioner som sin genstand, omfatter den ontologi, erkendelsesteori, etik og æstetik som forskellige sider af den samme totalitet. Det er fordi den forholder sig til den normative basis-firkant, hvis hjørner er det gode, det sande, det retfærdige og det skønne. Fra enhver af disse dimensioner må alle de andre dimensioner ses som en syntetisk enhed, i den forstand, at der ikke findes ontologisk givne, separate zoner, men kun pragmatisk givne. Ligesom kunstneren handler under ontologiens, epistemologiens og etikkens vilkår, realiserer den, der gør det gode identiteten af ontologi, epistemologi og æstetik. Tager vi dette alvorligt, må det indebære, at den rigtige tanke er den tanke, der har en sådan intensitet af erkendelse, at den af væsen er total. Ifølge Platon og Aristoteles udtrykker det også den etiske handlings, dydens (areté s) princip udtrykt gennem 466

5 begrebet phronesis. Dette begreb betyder en normativt funderet visdom ofte bruges det af Platon synonymt med sophia der er forudsætningen for al etisk og moralsk handlen, og som både er et selvstændigt fænomen, dvs. en kapacitet, der forener viden og handlekraft, og som er inkorporeret i erkendelsen og praktiseringen af enhver dyd. I den forstand betyder phronesis en tropos, en grundholdning, der på den ene side udtrykker viljen og evnen til at gøre det gode for det godes skyld, og viljen og evnen til at praktisere de andre tre kardinaldyder, modet (andreia), selvbeherskelsen (sophrosyne) og retfærdigheden (dikaiósyne). Sådan kunne Platon sige, at den, der behersker én dyd, nødvendigvis må beherske dem alle fordi det forudsætter phronesis og dermed automatisk indebærer en generel normativ indstilling. Det er indlysende at skabelsen og udviklingen af phronesis er målet for protreptikken. Phronesis er begivenhedssansen per excellence, men en normativt ledet sans. Phronesis må derfor også betegne selvrefleksionens princip, når den er rettet mod udviklingen af selvet, og leder dermed også indgangen til selvet, som nævnt tidligere betyder ho phronema selvfølelse. I den forstand inkorporeres phronesis i en selvskabelsesproces, som Aristoteles i Den nikomacheiske etik betegner som hexis, en selvvalgt, handlingsrettet tropos, en tilstand, der permanent skabes af en kraft indefra. Ifølge Aristoteles er: Der er fem veje, hvorigennem sjælen når til bekræftelse eller benægtelse kan nå til sandheden: Kunnen (téchne); viden (episteme); phronesis; teoretisk viden(sophia) og intuition (nous) ((Nic.Et, VI,3). Phronesis er ikke en færdighed i snæver forstand, men en species af praxis. Handlen (praxis) og produktion/performance, (poie- 467

6 sis) er dermed forskellige, særligt fordi normativ handlen ikke behøver have et andet mål end normen selv, og altså ikke vil skabe noget udenfor sig selv, således som poiesis 1. Phronesis er forbundet med evnen til at overveje normativt og med det, der kan gøres (to prakton), den indebærer dermed etisk fantasi, en radikal mulighedssans, der forbinder den med erfaringen. Phronesis handler om det, der kan være anderledes. Viden (episteme) er forbundet med bevis, men det, der kan være anderledes kan ikke bevises, da det ikke har nødvendige og tilstrækkelige betingelser, der kan opremses i et lukket system, derfor er phronesis ikke viden i streng forstand, fordi det, der kan gøres, kunne være anderledes. Phronesis en normativ gyldig holdning, der er forbundet med overvejelse, der fører til handlinger, der angår det, der er godt eller dårligt for mennesker, men som der aldrig kan være vished om i betydningen sikker viden. I modsætning til episteme angår phronesis ikke kun det almene, men det konkrete, fordi den indeholder en type viden, der kan gøres konkret, og selv står i dialektisk forbindelse med den konkrete handlen man bliver klogere på normen ved at praktisere den. Phronesis er derfor grundlaget for det erkendelsesteoretiske begreb for selvformning, hexis, styret af maksimen epimeleia heautu, at tage vare på sig selv. Phronesis indebærer for Aristoteles ikke, at man som hos Platon kan finde svaret på handlingers gyldighed ved at reflektere over første principper, eller gå fra første principper til konkrete handlinger, man kan ikke gå fra det almene til det konkrete i moralske sager med sikkerhed. I modsætning til phronesis beskæftiger teoretisk viden sig ikke med lykken i praksis. Phronesis forudsætter viden om de rigtige mål, men realiserer denne 1 Aristoteles opfatter poiesis som en species af techne, og dermed som ars, kunst, og han ville ikke indregne, som vi gør i vores bredere brug af det kunstneriske som indbegrebet af det skabende, performance under poiesis, men under praxis men han berører ikke denne problematik, da kunsten i hans verden stadigvæk er mimetisk og rituel. 468

7 viden gennem erfaring. Phronesis er forudsætningen for at være dydig og for at realisere den enkelte dyd. Deinotes bruges i denne kontekst kort af Aristoteles i modsætning til phronesis som blot og bar handlekraftig klogskab, der kun handler om at nå et mål, men ikke behøver viden om dets etiske rigtighed. Den dobbelte, latinske oversættelse af phronesis, prudentia (klogskab, praktisk visdom, snuhed,) og sapientia (visdom), viser at visse fortolkninger af Aristoteles ikke forstod phronesis-begrebets normative kerne. Etymologisk går kunnen tilbage på at kende og dermed at vide i indoeuropæisk, og al viden er normativt funderet. I enhver nok så triviel færdighed, som at rede sit hår eller koge et æg, indgår et system af værdier, der kan rekonstrueres gennem en aksiologi. Sokrates havde ret: Al handlen beror på viden om det gode om man vil vide af det, eller ej. Fra disse perspektiver kan vi give en bestemmelse af begrebet værdi : En værdi er en phronesisk kapacitet. Værdier er i denne forstand ikke vidensenheder, selvom de gengives med begreber eller diskursivt med definitioner og maksimer, for der findes ikke nogen mulighed for at reducere dem til førsteprincipper. Der findes ingen epistemisk sikker bestemmelse af retfærdighed. Lad os sige, at vi definerer denne værdi således: Enhver skal behandles efter fortjeneste og muligheder og enhver skal yde efter evne og modtage efter behov. Men hvordan kan vi analysere, hvad et menneske gør sig fortjent til? Det kræver andre normer. Er det at gøre sig fortjent, at lystre en ordre, der går mod ens samvittighed eller ikke at parere den. Det afhænger af, om man sætter pligten overfor sine overordnede over selvforholdet. Men afgørelsen kan her ikke ledes tilbage til en norm, der kan gøre en afgørelse mulig, med mindre man gør sig klart, at det handler om to forskellige typer af selvforhold, og dermed af bestemmelsen af myndighed, der atter afhænger af bestemmelsen af frihed. Det phronetiske kommer ind som en begivenhedsbundet vurdering, hvad der er rigtigt at vægte. Gennem vægtningen sættes selvet, det bliver til i vurderingen. En 469

8 værdi er en kapacitet til afgørelse af det rigtige og det urigtige, der skaber selvet i øjebliksbegivenheden. Den udgør et valg blandt indstillingsmuligheder, der kun er mulige, men ikke nødvendige i logisk forstand, og hvor valget selv sætter nødvendigheden. En værdi er at gøre en indstilling nødvendig med tilbagevirkende kraft. Derfor er værdier subjektive indstillinger på grundlag af et objektivt givet katalog af kriterier, et katalog, der ikke kan opfattes som lukket på afgørelsestidspunktet der kan altid logisk tænkes endnu et kriterium. Konsekvensen af denne bestemmelse af en værdi er, at den legitimerer sig gennem betydningssansen. Fordi den gør det, kan man ofre sit liv for den. Værdien viser os det tredje jegs realitet og magt, fordi den refleksion mellem jeg-1 og jeg-2, der ledsager valget af den, henter sin retning og gyldighed fra det tredje jegs tilstedevær som resonans. Den rigtige tanke, phronesis, er ikke total i Hegels forstand, for den udgør aldrig kun en formel eller rent refleksiv syntese, men inddrager kroppen, sansningen, følelsen, verden, viljen, handlingen, det andet menneske, og begrebet, i et punkt, der til enhver tid bliver centrum i et normativ betydningsnetværk. Den er på én og samme gang en centrifugal og en centripetal bevægelse. Hver eneste klar tanke er en indgang til en verden af verdener, hvor perspektivet overskrider sig selv det modsatte af en monade. Når den klare tanke er det modsatte af en monade, så skyldes det, at den som element i den indre dialog foregår gennem ordet, og at ordet er åbent på flere sider: a. b. c. Diakront tilbage mod sin historiske, kollektive begyndelse. Synkront ud mod alle de andre meningslinjer, som det ikke kan afgrænse sig imod. Ordets og dermed tankens porøsitet følger af det faktum, at enhver tanke er en begivenhed, der sker i en begivenhed. 470

9 Dermed er tanken aldrig afsluttet, men meningsmæssigt udskudt. d. Den er således som begivenhed altid uendeligt indkapslet i begivenhedsæskernes semantiske bevægelse, der går mod begivenhedens indre, tomme plads, mod Aldrig. e. Tanken er produkt af øjebliksbegivenhedens forvandling af erindringen. De ord, der bruges, er således også åbnede mod den individuelle erindrings uendelighed. f. Enhver tanke tænkes for et tredje jeg og dermed ind i en subjektiv betydningsdimension, hvis væsen er utilgængelig, men som aspektuelt kan gribes indirekte gennem den indre dialogs normativitet. Ordets porøsitet eller ambivalens er da det vilkår, hvorunder den rigtige tanke må tænkes. Essensen i det, man kalder den sokratiske dialog eller dialektikken, er dermed evnen og viljen til at udgå fra ordets porøsitet. Den, der følger denne indsigt vil til enhver tid forsyne sin tanke med de seks nævnte parametre som orienteringspunkter for refleksivitet. Fra dette perspektiv er det at tænke rigtigt ikke det samme som det at tænke sandt. Det apophantiske som ideal skrider. Ikke blot fordi repræsentationsforholdet, veritas est adaequatio rei et intellectus, reduceres til at gælde begivenheder, hvor sproget kan fungere denotativt uden at ambivalensen betyder noget, begivenheder, der aldrig er andet end aspekter af større begivenheder, som overlejrer det rent repræsentative med mening ( dér løber en hare ). Men også fordi de logiske former går i stykker indefra. Det denotative og det logiske er aspekter af begivenheder, hvis mening er så simpel og uproblematisk at den kan overføres til sproget, med mindre den viser sig at være usikker eller ugyldig. Det apophantisk denotative er en triviel kategori i dagligdagen, fordi det er grundlaget for vores tilværelse. Vi antager at 471

10 stempelkanden er en stempelkande, at døren er en dør, at sne er hvid og gløder varme. At en lejlighed er en mængde rum beregnet på beboelse eller evnt. erhverv. At jorden kredser rundt om solen. Men i det øjeblik det apophantiske fokuseres, sker det ikke i egenskab af sig selv, fordi dets væsen, der er genkendelsen af ordets reference i sig selv er underkastet begivenhedens vilkår. At det er min gamle skolekammerat; at vidnet udpeger den anklagede ved en konfrontation; at billedet er en ægte Jorn; at dette blad er et egeblad; at det er en sæk og ikke en død hund, der ligger i vejkanten; at det er en dorisk søjle; at det er en sekvens af en koncert af J.S. Bach, etc. etc., er denotative manøvrer produceret af forskellige begivenheder. Ligesom logiske slutninger: Det er vinter, fuglen er lille og grå, altså må det være en spurv. Det er en relativt skyet nat, men der er en stjerne, der bevæger sig, ergo må det være et fly. Begivenheden afgør logikkens relevans det kunne være en anden fugl undsluppet fra en voliere, eller en komet tæt på jorden. Det apophantiske bliver kun interessant, når det denotative overskrides: Nå, det er den type menneske! ; Kunne det ikke være et slags arbejdsredskab fra den yngre stenalder? Denne æblesort har jeg ikke hørt om før. Det at tænke rigtigt handler om at konkludere passende i relation til begivenheden. Men rigtigt at tænke er en anden måde at tænke virkelighedsnært på, der snarere betyder at tænke ægte, hvilket ikke implicerer nogen bestemt type normativitet, og slet ikke nogen formaliseret gennem mores. Men det ægte er meningsløst, hvis ikke det er en funktion af det vigtige. Det danske ord vigtig, kommer af ordet vægt, altså det, der vejer noget, som har tyngde. Tyngden er et haptisk fænomen, selv om den også kan bekræftes af synet hvilket møntforfalskere i årtusinder har nydt godt af. Tyngden repræsenterer sig selv. Den føles eller fornemmes i hånden eller med hele kroppen man kan høre denne tyngde i det græske rod for den, barys. 472

11 For betydningssansen viser det normative sig som tyngde. Det handler altså om tankens vægt. Det tunge er det, der trækker nedad. Begrebet tyngdekraft udtrykker denne gamle viden, for ordet tung kommer af indoeuropæisk tngho-, det som trækker kraftigt nedad ; som igen er en form afledt af theng- trække, spænde. Når tanken er tung, bliver den trukket ned ad, og som om den samtidig var et reb, der holder noget, der er faldet i en afgrund, fast, bliver trækket voldsomt, den spændes ud som ordet bathys på græsk udtrykker: Der opstår et dyb, og også, når det gælder tanken. Når tanken er dyb, må man da forestille sig at de to jeg er ligesom to, der kæmper på afgrundens rand, omslyngede falder dybt, som Sherlock Holmes og professor Moriarty, i afgrunden. Det dyb, som de falder i, er betydningens. Måske er ordet tanke, på indogermansk tong-, derfor beslægtet med det at takke, for så vidt nogle kom op fra afgrunden igen, eller i det mindste mødte varsomheden fra en hånd, der greb os i faldet. Kognitionspsykologisk eller kognitionsfænomenologisk er det vel også den følelse man har, når en tanke for alvor betyder noget, at den åbner mod et dyb. Den åbner mod en viden, som man fornemmer vigtigheden af, men ikke har andre adgange til end tanken selv, hvilket ikke er mere end antydningen af en dimension, som man bevæger sig på kanten af, men aldrig kan overskue. Man kan undre sig over, at metaforikken for tanken ikke slår himmelrummet an, og det kan vel kun skyldes, at dens mening og betydning findes indeni bevidsthedens rum. Det tredje jeg er tankens dyb, dens afgrund. Vægtige tanker er forbløffende placeret på dybets kant. Hverken Newtons eller Einsteins teorier siger noget som helst om, hvad for en virkelighed de handler om. De er spændt over en ontologisk afgrund: Ingen ved hvad tyngdekraft er, selvom vi kan 473

12 udnytte den gennem Newtons formler; og ingen ved, hvordan det univers er indrettet, som Einsteins berømte formel handler om. I sidste instans er det ren teknologi. Dette er endnu mere markant ved to begreber fra en anden verden, der har betydet tifold mere for mennesker til dato end Newtons og Einsteins teorier, nemlig ideen om kødets opstandelse og om det evige liv. I evangelierne står der meget lidt om kødets opstandelse. Når Jesus i Markus 14,25 taler om, at han skal drikke det nye vinbæger med disciplene i gudsriget, kræver det hårdt teologisk arbejde at gøre det bogstaveligt. Både Johannes og Paulus synes at opfatte opstandelsen som et billede på troen, altså som noget, der foregår her og nu. 2 Endnu mere upræcist er begrebet om det evige liv. Den paulinske tolkning indebærer, at det evige liv allerede har indfundet sig ved troen, og dette er endnu tydeligere hos Johannes. Evigt liv er at tro på Jesus Kristus. Som omfattet af Guds kærlighed er der ingen forskel på levende og døde, vi er alle levende og døde. 3 Nogle vil måske her erindre Deleuzes bemærkninger om, at vi aldrig dør rigtigt, at liv og død er et kontinuum, selvom færre vel vil formode, at han er skabspaulusianer. Men det afgørende er, at Jesus ifølge evangelisterne meget få steder taler om et egentligt liv efter døden, og slet ikke om et paradis, selvom der her er forskel på de synoptiske evangelier og på Johannes. Den kristne trosbekendelse hviler altså på begreber, der er fuldkommen mangetydige. Kirkefædrene og den kirkelige institution har så gjort disse begreber så konkrete som muligt, og det denotative vanvid kulminerer med dramatisk pathos i Dantes Gudommelige Komedie, der jo tidshistorisk ikke er grebet ud af luften, men med alt forbehold for kunstnerisk fantasi er forbundet de forestillinger, der ligger bag handelen med afladsbreve og opretter inkvisitioner. 2 Se Erik Carlé: Hodos. Vejledning til skrift og bekendelse. København: Gyldendal 1998, p Ibd., p

13 Det er ikke uvigtigt, at de protestantiske teologer, der i de sidste hundrede år har villet forny kristendommen, afviser disse to begrebers denotative indhold og i alt fald delvis forankrer dem i interrelationens transcendente immanens. Men de slipper ikke begreberne, og det gør de fleste, der ikke er overbeviste ateister, heller ikke. Man kan sige, at forskellen på Newtons og Einsteins formler og på de to kristne begreber er meget lille. De første har dannet basis for teknologier til at både at udvide den del af naturen, der er i vores magt og til at beherske den. De andre har været en svag basis for teknologier til at udvide kontrollen over vort indre rum, og en stæk basis til at beherske mennesker. De er alle blevet opfattet som autoritative kilder til forståelse af livet, selvom ideen om kødets opstandelse og om det evige liv traditionelt er blevet indordnet den refleksionsform, der kaldes tro, og dermed siden middelalderen modstillet viden, har de institutionelt og personligt fungeret som viden. Den vægtige tanke må derfor fastholdes i sin ambivalente relation til ordet, ved at vi lader den falde gennem ordet ned i dets særlige dyb, historiens. Men ordet kan kun benytte fordelene i den vægt, det giver tanken, når det er brudt gennem begrebets tilsyneladende solide dæksel. Derfor må protreptikken begynde med bevidsthedens forhold til sig selv i form af en erkendelseskritik. Det er ikke blot nødvendigt at tænke den ud fra en helt særlig måde at have viden på, men også ud fra det vidende individ. Protreptikken handler om den enkeltes forhold til sig selv som jeg-2 s forhold til jeg-1, til indholdet af det, der tænkes. Logisk set må den da enten forudsætte, at det enkelte menneskes selvrefleksion af natur er protreptisk, eller, at der eksisterer en kultur, der producerer protreptisk praksis. Begge dele er givetvis realistisk, men det fjerner ikke problemet om, at der må eksistere en første vidende, under en mere eller mindre ideal form, og sådan har Sokrates fungeret i filosofiens historie. Under alle omstændigheder giver forestillingen om protrep- 475

14 tikken som en fremgangsmåde, hvor et andet menneske tilskynder én til en særlig selvrefleksion, ikke mening, hvis vi ikke kan forestille os, at der findes et menneske, der har oplært sig selv. Naturligvis er dette logiske billede af læreren, der oplærer alle, der ikke oplærer sig selv, og som da, hvis han oplærer sig selv, ikke kan oplære sig selv, og hvis han ikke oplærer sig selv, må oplære sig selv for nu at omskrive Russells barbér-paradoks empirisk nonsens. Protreptikken findes i mange mindre radikale og sporadiske varianter end den, der præsenteres her, og ingen lærer behøver være fuldkommen. Men ikke desto mindre må vi som første skridt abstrahere fra lærer-elev-relationen hvad angår protreptikken og betragte individet som overgivet fuldt og helt til sig selv i den forstand, at det per definition er i stand til at tage vare på sig selv, hvis det vil. Protreptikeren er så inkubator for denne vilje ved at vise dens nødvendighed for at være herre i sit eget hus, og ved at påpege veje til at nå den Det første protreptiske kalejdoskop I et protreptisk perspektiv er opgaven ikke at dekonstruere fysikkens eller kristendommens begreber, men en helt anden: at forstå den betydning de forestillinger, som de eksplicitte og implicitte begreber skaber for tankens arbejde, har for dens vægt i vores liv. Det væsentlige er at prøve at finde ud af, hvilken vægt et kompleks af ord, og de begreber, det dækker over, har i vore liv. Det handler om at pejle den indre dialogs resonans, og dermed betydningsdimensionens virke gennem det tredje jeg. Her melder begrebet livsholdning sig næsten automatisk, men spørgsmålet er, om den forbindelse der er mellem livsholdningen og tanken ikke er alt for vag. Tænkning er en langt mere fokuseret, intens, selvstændig og revolutionær aktivitet end begrebet livsholdning måtte antyde, med mindre det gives en 476