Den kommunikative handlen Et kritisk syn på teorierne om samtalen, som udgangspunkt for erkendelse.

Transkript

1 Den kommunikative handlen Et kritisk syn på teorierne om samtalen, som udgangspunkt for erkendelse. 1

2 Indholdsfortegnelse Abstract... 3 Introduktion... 4 Problem... 4 Metode og afgrænsning... 4 Den kontrollerede samfundsudvikling... 5 Jürgen Habermas deontologiske udgangspunkt... 5 Systemet... 7 Livsverden... 8 Teorien om den kommunikative handling Strategisk handlen Den kommunikative handlen Subjektet, sproget og argumentets tvangsløse tvang Habermas om sandhed og meningsmæssig identitet Diskursens principper og regler Et praktisk eksempel Konklusion Litteratur

3 Abstract In this paper I will review the criticism of the theory of Communicative Action developed by Jürgen Habermas. His theory of the dual society divided in the system and the lifeword is considered not to sustain criticism but merely rises more questions than answers. Habermas description of the discourse as the origin of all rationality is perceived as very controversial because Habermas basically, according to many philosophers, never gives a thorough explanation of the method or a valid empirical example of a successful discourse. The question is if Habermas succeeds to explain how we can create knowledge during the discourse and if it is possible to create valid justification of concepts and phenomena. Is it possible to comply the universality principle (U) as a universal practice of moral acceptance for all those concerned and the discourse principle (D) as a practice in how, we manage our ethical and moral concepts? The discussion of Habermas theories is assessed from the moderate criticism of Anders Bordum, Hugh Baxter and Anders Bordum whereas the more radical criticism is provided by Uwe Steinhoff. 3

4 Introduktion Som en af de mest kontroversielle filosoffer i efterkrigstiden, har Jürgen Habermas haft stor indflydelse på den videnskabelige debat om udviklingen af etik og moral i samfundet. Habermas meget omfangsrige produktion af videnskabelige artikler, og hans brede videnskabelige interesser går langt ud over filosofien. Han har gennem tiden inddraget socialvidenskab, psykologi og sprogvidenskab i et forsøg på at rekonstruere vores evne til at skabe en teori om udviklingen af bedre og friere samfund. Habermas teorier tager udgangspunkt i en hermeneutisk position, om nødvendigheden af tæt interaktion mellem de natur- og samfundsvidenskabelige interesser. Menneskets evne til at søge mod forståelse og indsigt og meningsfuldhed af vores oplevelser i verden omkring os bør struktureres i en kommunikativ proces, som skal fastholde pluralisme, demokrati og legitimitet. Ifølge Habermas udvikles menneskets erkendelse, når vi mødes i socialt samvær og taler sammen ud fra målet om rationalitet, forståelse og indsigt. Men hans teorier har været udsat for markant kritik og er af mange kritikere forbundet med ungdomsoprørets opgør med autoriteterne i tiden omkring Jeg har i denne opgave valgt at sætte fokus på kritikken, som retter sig mod Habermas teorier om processen og reglerne for den kommunikative handlen. Problem Hvilken kritik kan der rejses mod Habermas teori om den kommunikative handlen, som udgangspunkt for menneskets evne til opnå erkendelse, fælles forståelse og konsensus. Metode og afgrænsning Jeg vil redegøre for Habermas teori om den kommunikative handlen, som udgangspunkt for menneskets og dermed samfundets udvikling. Ud fra Anders Bordums og Bowman & Rehg s beskrivelse af Habermas diskursanalyse foretager jeg en kritisk gennemgang af hans centrale argumenter om, hvordan vores kommunikation mellem mennesker kan identificeres ud fra en succesrettet eller en erkendelsesrettet målsætning. Jeg har valgt at henvise til Uwe Steinhoff og Hugh Baxters kritik af Habermas teorier, som stiller spørgsmål til hans argumenter om system og livsverden og, om kommunikativ og strategisk handlen samt de diskursetiske regler. 4

5 Min redegørelse opfatter ikke nærmere analyse om, hvorledes Habermas integrerer diskursens handlingsplaner i den juridiske og lovgivningsmæssige proces. Den kontrollerede samfundsudvikling Jürgen Habermas deontologiske udgangspunkt Jürgen Habermas står i det 20. århundrede som en af de mest markante fortalere for den moderne hermeneutik. Hans teorier har været genstand for diskussion hos filosoffer og samfundsteoretikere, hvor teorierne om den kommunikative handlen har været udsat for megen kritik. Habermas teori om, at viden om verden skabes i samordning mellem forskellige videnskaber i dialog mellem mennesker, og ikke ud fra en enhedsvidenskabelig grundlag af observationer og empiri, er betragtet som et kontroversielt synspunkt. Habermas teorier tager udgangspunkt i det dydsetiske princip, som først blev formuleret af Aristoteles 1 og senere hos Kant 2. Habermas teorier om diskursetik forudsætter, at der er en universel normativ etik, der definerer begreber om, hvad der er etisk rigtigt, og hvad der er etisk forkert i verden. Han fortsætter derfor i den deontologiske tradition, hvor det er begrundelserne for vores handlinger frem for konsekvenserne, der er styrende for vores adfærd. Men til forskel fra Kant opfatter Habermas ikke mennesket som et isoleret subjekt i sine overvejelser om verdens 3 udvikling. Dermed har Habermas en markant anderledes opfattelse af rationalitetens oprindelse, end oplysningstidens filosoffer. Habermas nykantianske opfattelse af subjekt objekt teorien vil jeg behandle i et senere afsnit. I afslutningen af 2. verdenskrig stod Europa overfor to meget store udfordringer. De store europæiske landes økonomi og infrastruktur lå i ruiner og skulle bygges op på ny. Men nationalsocialismens rædselsregime havde også vist, at mennesker er i stand til at begå de værste forbrydelser mod hinanden. Ifølge Habermas 4 opstod muligheden for en kaotisk samfundsudvikling, krig og ødelæggelse, fordi videnskabernes teoretiske grundlag ikke var i stand til at præge de europæiske samfund i en tilstrækkelig positiv retning. Habermas var inspireret af 1 Bordum, Kap. 2, side Habermas, Diskursetik, side Habermas, Diskursetik, side Bowman & Rehg, kap. 1 5

6 socialkonstruktivismens ide om, at mennesker aktivt kan påvirke og præge verden ud fra en dialektisk proces i sociale fællesskaber. Bowman & Rehg fremhæver Habermas studier af de europæiske samfunds udvikling siden 1800-tallet, 5 som blev en stor inspiration til hans moralpolitiske samfundsteori. Habermas studerede Marx og Engels teorier om udviklingen af de moderne samfund fra starten af industrisamfundet. Her så han inspirationen i deres fokus på menneskets evne til at ændre sin situation til et bedre og mere retfærdigt liv. Inspirationen fra marxismen viste Habermas, at vi gennem dialog og kritisk syn på videnskaben kunne skabe en legitim offentlig meningsdannelse om rettigheder, interesser og identitet. Europas historiske udvikling havde vist, at den samfundspolitiske dialog, arbejdskamp og sociale handlingsplaner gav øget velfærd og velstand. Men han så også en fare for, at menneskets udvikling kom på afveje i fokus på magt og overforbrug 6. Den hastige europæiske udvikling i velfærd og infrastruktur havde bremset fokus på indsigt og forståelse, hvilket betød, at samtalen og rationel handling blev for vilkårlig. Der var behov for, at styringen af samfundsudviklingen blev rekonstrueret, hvilket krævede sammenhæng mellem tre centrale videnskabsinteresseområder: a. De empirisk-analytiske. b. De historisk-hermeneutiske. c. De systemisk-handlingsmæssige. De tre områder har ifølge Habermas hver deres særlige rolle: a. Vores evne og nysgerrighed til at forstå objekter, fænomener og naturen hvilket sker gennem metodiske videnskabelige undersøgelser af observationer, empiri og konstatering af faktuel viden. b. Vores videnskabelige empiriske viden samordnes derefter med vores interesse i at fortolke sociologisk og kulturel viden, hvor mennesker i fællesskab indhenter og deler erfaringer, som kan omsættes i praktiske handlingsplaner, hvilket gør os i stand til at skabe sammenhæng mellem teori og praksis. 5 Bowman & Rehg, kap Bowman & Rehg, kap. 1. 6

7 c. Vi har en iboende trang til at søge efter det frie liv, hvor mennesket kognitivt altid vil arbejde for at frigøre sig fra dogmatisme, tvang og dominans. Vi har, ifølge Habermas, gennem menneskets historie vist, at vi har evnen til aktivt at tage herredømmet over, hvilken retning samfundet skal udvikle sig. Videnskaberne skal ud og have direkte betydning i den praktiske verden og være grundlaget for en kontrolleret samfundsudvikling til fordel for alle mennesker. Habermas beskriver en dualistiske samfundsmodel med en struktur 7 ud fra to grundlæggende systemer. Systemet Systemet består af de strukturer om magt og økonomi, som får samfundet til at hænge sammen i hverdagen. Systemet defineres ikke som en fysisk verden og ikke som et mentalt rum, hvor mennesker kan opholde sig eller finde indre refleksion. Systemet er et netværk af handlinger og målrettet kommunikation, der får samfundet til at fungere. Systemets målrettede handlinger hæfter sig f.eks. på de monetære systemer om valuta og investeringer, markedskræfter, bureaukratiske og organisatoriske magtstrukturer. Det er kendetegnende for systemets handlinger, at de kan fungere uden direkte styring fra en koordineret handlen, der er opstået i en diskurs mellem mennesker. Habermas benævner systemet som det, der fungerer over the heads of the participants. 8 Der er ikke rettet nogen intentionalitet mod noget bestemt, som skal sikre en koordination af handlinger mod et bestemt mål. Systemet friholder dermed mennesket for de mekaniske og automatiske forhold i samfundet, der sørger for, at samfundet kan fungere i hverdagen. Virksomheder og forretninger møder kunder, som efter et aftalt system om prissætning om udbud og efterspørgsel, hvor konflikter ikke opstår, fordi alle har accepteret vilkårene for markedsøkonomien. Hvis der opstår en konflikt om lighed og retfærdighed, standser det ikke markedet, som kan fortsætte med at styre udbud og efterspørgsel. Pengesystemerne og markedskræfterne er friholdt fra intentionalitet, konflikt, normativitet og nødvendigheden af konsensus. Historien har vist, at systemets rationaliseringsfordel, f.eks. i form af implementering af ny teknologi eller strukturændringer, der udvikler i specielt de økonomisk veludviklede samfund, har været en stor succes for velfærd og frihed. Systemet har sikret en stabil 7 Bordum, Kap. 3, side Bordum, side

8 økonomi og et robust produktionsapparat, som har leveret produkter og ydelser i udviklingen af vores samfund. Bordum beskriver Habermas 9 begreb om penge, magt og bureaukrati således, at de ikke kan udvikle og formidle kulturel viden, normative regler og selverkendelse. Systemet er blindt for kommunikativ forståelse og diskursive erkendelsesprocesser og indeholder sin egen non-diskursive kommunikation i form af direkte ordre og konkrete instrukser. Livsverden Habermas definerer den anden form for processuelt rum, som han kalder Livsverden. For selv om systemverden er afgørende for samfundets evne til at fungere, er det livsverden, der har forrang i den sociale udvikling og erkendelse i samfundet. Det er fra livsverden, der skabes den bredspektrede kommunikation, hvor vi er fysisk tilstede og i direkte kommunikation med hinanden. Livsverden 10 beskrives af Habermas, som en konstitution af al kommunikativ handlen, der forgrener sig ud i sociale sammenhænge og historiske tidsforløb. Men livsverden eksisterer ikke kun som et selvstændigt organisatorisk fænomen. Der er tale om en samling af kulturelt prægede vidensdomæner, som er styret af alle berørte parter i samfundet. Det er her, hvor der akkumuleres viden fra påstande og udsagn, som er opstået i samtale blandt mennesker. Livsverden fungerer som et lager af viden og erfaring, der er opstået i konsensualt fællesskab med andre og er underlagt præmissen om pluralisme og fallibilisme. Livsverden er derfor domænet, hvor videnskab og erfaringer indgår i en fortløbende proces, som præger vores handlinger og adfærd i hverdagen. Ifølge Bordum er noget af kritikken mod Habermas dualistiske samfundsmodel baseret på en fejlagtig forståelse af begreberne system og livsverden. Han nævner Thyssens kritik 11 fra 1991, hvor Thyssen stiller sig kritisk overfor Habermas grundlæggende begreber om system og livsverden. Thyssens argument er, ifølge Bordum, at vi ikke med sikkerhed kan adskille systemet fra livsverden. Thyssen mener, at der altid er et system midt i livsverden, hvor vi f.eks. i familien eller andre sociale sammenhænge giver påbud eller, at vi ud fra normative argumenter sørger for at betale vores fordringer systematisk og til tiden. Thyssen opfatter penge og magt som bindeledet mellem vores sociale handlen og systemet. 9 Bordum, side Bordum, kap. 3, side Bordum, kap. 3, side

9 Penge og magt er derfor i sig selv ikke kun tilhørende i systemet. Bordum opfatter Thyssens kritik som en forfladigelse af Habermas begreber. Thyssen misfortolker, ifølge Bordum, både begrebet livsverden som sidestilles med handling og systemet, som han kalder systemverden. Dermed individualisere Thyssen meningen med begrebet magt,jævnfør Bordum, til ukendelighed. Magtbegrebet hos Habermas er demokratisk ud fra en fælles forståelse i livsverden og en administrativ foranstaltning i systemet. I Thyssens fortolkning kan magtbegrebet forstås som at være udpræget strategisk og rettet mod individuel succes. Bordum tolker Habermas dualisme som et ønske om en demokratisk proces, hvor vi inddrager de forskellige videnskabsteoretiske forklaringstyper 12. Habermas forsøger at adskille de intentionelle og frie forklaringstyper i samfundsvidenskaberne, som opstår i livsverden, fra de mere kausale og empiriske forklaringstyper i naturvidenskaberne, der opstår i systemet. Men det er uklart, hvordan Bordum tolker argumentation, om sammenhængen mellem system og livsverden. Bordum giver ikke en fuldstændig konkret forklaring på, hvordan Habermas forstiller sig, at de to begreber adskilles fra hinanden. Det forekommer, at Habermas ser en tæt samordning mellem systemet og livsverden. For hvordan kan vi indrette det effektive system i overensstemmelse med de interesser og behov, mennesket har, uden at det udspringer af de legitime normer, som er aftalt i livsverden. Bordums forklaring giver ikke noget klart billede af, hvordan Habermas konkret forestiller sig, at normative aftale og handlingsplaner får indflydelse på systemet. Habermas fremstilling af sin teori overlader os til fortolkninger om, hvorledes der er en direkte sammenhæng mellem måden, systemet administreres, og de aftaler der skabes i konsensus i livsverden. Hugh Baxter stiller sig mere kritisk overfor Habermas definitioner af livsverden og system. Baxter opfatter Habermas teorier som, at han har haft et behov for at skabe en adskillelse mellem to forskellige videnskabsteoretiske metoder 13. Det er Baxters opfattelse, at begrebet livsverden ikke er særligt relevant i beskrivelsen påstanden om en nødvendig erkendelses proces i menneskers sociale omgang med hinanden. Måske burde livsverdensbegrebet være beskrevet som en socialvidenskabelig metodisk proces om, hvordan mennesker i social omgang med hinanden administrerer forskellige synsvinkler på videnskaben. Baxter opfatter ikke Habermas beskrivelse af selve interaktionen mellem 12 Bordum, kap. 3, side Baxter, kap. 4, side

10 system og livsverden, som tilstrækkeligt til at forstå sammenhængen mellem de to begreber. Ifølge Baxter får vi slet ikke en konkret forklaring på, hvordan Habermas reelt opfatter, hvordan processen fungerer i systemet. Det forekommer uklart, hvordan der tilføres indflydelse fra livsverdens pluralistisme og konsensus til systemets målrettede rationalitet om succes og vi får ikke en forklaring på, hvordan Habermas forestiller sig at systemet afgrænses fra livsverden. Jævnfør Baxter 14 er Habermas forklaring ikke tilstrækkelig på disse spørgsmål, som han opfatter at være ret centrale, når nu der lægges vægt på, at det er i livsverden, at normerne for samfundets udvikling skabes. Når vi udvikler den kommunikative handlen til lovgivning og instrukser til samfundets drift, må dele af de adfærdsregulerende love og regler naturligt omformes fra livsverdens normative domæne til systemets målrettede domæne. Systemet er må derfor være under indflydelse af de handleplaner, som aftales i livsverden. Det synes utilstrækkeligt, når Habermas efterlader os med opfattelsen af, at der er en tilfældighed i, hvilke institutioner, videnskabskvinder/mænd og beslutningstagere som har direkte indflydelse på, hvordan systemet indrettes. En forklaring kan måske udledes fra Habermas beskrivelse af faren for systemets kolonisering af livsverden, 15 hvilket betyder at der gradvist indføres dele af systemets målrettede succeskriterier i livsverdens domæne. De normative rationelle handlingsplaner fra livsverden omdannes i systemet til f.eks. selvtilstrækkelige ekspertkulturer, detailstyring af samfundet via lovgivning, individualisering af sociale problemer, klientgørelse af mennesker i kontakt med offentlige instanser, og at systemets kriser bliver til kriser i livsverden. Denne kolonisering er ifølge Bordum ikke tilstrækkeligt præcist beskrevet af Habermas. Men Bordum 16 opfatter Habermas koloniseringsbegreb som beskrivelsen af et rationaliseringstab. Når de koordinerede handlinger ikke giver mening for de implicerede parter, opstår der frustrationer og følelse af meningsløshed. Hvis vi oplever, at fordeling af goder og fordele i et samfund ikke lever op til de oprindeligt aftalte retfærdighedsnormer og ønsket om en fair fordeling, vil handlingerne opfattes som irrationelle og meningsløse. Bordum beskriver derfor koloniseringsbegrebet som, at systemet gør indirekte skade på livsverdens rationelle konsensus. Når systemets mekanismer om penge og magt overtager handlingsinitiativet, vil rationaliteten ikke blive 14 Baxter, kap. 4 side Bordum, kap. 2 side Bordum, kap. 2, side

11 genskabt. Måske kan vi finde en bedre forståelse af sammenhængen mellem livsverden og system ud fra koloniseringsteorien ved, at livsverden skal normativt kontrollere processerne i systemet. Men vi efterlades uden en konkret forklaring på, hvordan det skal foregå i praksis. Uwe Steinhoff opfatter denne koloniseringsteori som et bevis på, at Habermas har meget svært ved at holde fast i adskillelsen af system og livsverden 17. Steinhoff påpeger, at Habermas erkender muligheden for, at der opstår subsystemer 18 fra systemet, som rækker ind i livsverdens normative domæne. Men livsverden og systemets domæner er adskilte og står ved siden af hinanden i den koordinerede handlen. Habermas har i svar på kritikken af koloniseringsteorien erkendt, at systemets magt, økonomiske og politiske strukturer i nogen udstrækning tager over fra den kommunikative handlen, når behovet for fælles forståelse og sprog rækker ind i systemets domæne. Der vil naturligt være behov for formel lovgivning om brug af magt og økonomi, som rækker ind i livsverden. Steinhoff er dermed enig med Baxter i hans synspunkt om, at Habermas teori om en dualistisk samfundsorden ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt underbygget. Vi får ikke en klar beskrivelse af, hvordan man undgår en kolonisering af livsverden, og hvordan man genopretter rationaliseringen, når den er gået tabt. Teorien om den kommunikative handling Teorien om den kommunikative handling hænger nøje sammen med defineringen af begreberne livsverden og system. Mennesker kan i handling præge verden i en bestemt retning ved enten, at indgå i sociale normative fælleskaber om forståelse med hinanden eller ved, at handle ud fra helt individuelle målrettede succeskriterier. Strategisk handlen Strategisk handlen er en intentionel, målrettet og individuel handlen mod et helt bestemt formål. Vi handler ud fra motiver og succeskriterier, som primært får en praktisk betydning for os selv, men som ikke nødvendigvis undgår at implicere andre. Strategiske handlinger kan derfor typisk opleves som påbud eller ordre i en bestemt situation, hvor der ikke er behov for forståelse og indsigt. En grænsevagt kan f.eks. råbe en grænseløber an og beordre den pågældende at lægge sig ned. Denne form for kommunikation betyder, at den 17 Steinhoff, kap , side Steinhoff, kap , side

12 ene samtalepartner ønsker noget fra den anden samtalepartner, hvor der ikke kræves forståelse for den samfundsmæssige kontekst eller indsigt i baggrunden for vores vidensgrundlag 19. Der er tale om instrumentelle handlinger, som er rettet mod en forventet succes i opnåelsen af et givent mål. Den strategiske kommunikation befinder sig derfor primært på systemet, hvor der er behov for målrettede påbud og ordrer, der skal understøtte nødvendige magtstrukturer i driften af samfundets forskellige funktioner. En styrmand på et stort skib udsteder ordre om kurs og fart i kraft af hans uddannelse, erfaring og overblik. Disse ordrer er ikke til diskussion når de kommunikeres ud til besætningen. Der skal handles med det samme i overensstemmelse med hans påbud, ellers kan konsekvensen være, at skibet måske havarerer. Da den individuelle strategiske handlen er intentionel rettet mod noget bestemt ud fra en individuel skabt rationalitet, er vores handlinger også skabt ud fra vores egen individuelle forståelse af situationen. Vores individuelle handlinger skaber, ifølge Habermas, et behov for selvlegitimering 20 af vores adfærd. Selvlegitimeringen skal sørge for, at vi holder os på et normativt korrekt spor og ikke mister selvkontrollen i negativ og skadelig adfærd. Selvlegitimeringen opstår ud vores opdragelse fra vores forældre og sociale erfaringer fra andre mennesker i samfundet. Vi har en iboende egenskab af evnen til at få angst, dårlig samvittighed og identitetskrise, når vores selvlegitimering svigter. Selvlegitimeringen er derfor en rationel begrundelse, som beror i os selv, og som refererer til den gode adfærd i alle situationer. Den sørger for, at vi overholder gyldighedskravet om oprigtighed i vores udsagn og handlen 21. Habermas er inspireret af Aristoteles, 22 som beskriver vores handlinger ud fra dyder om det evigt gode og ikke på kortsigtet behov og begær. Det må derfor tolkes som, at Habermas forudsætter det gode i alle mennesker også når handler ud fra individuelle mål og motiver om succes. Men succeskriteriet for den strategiske handlen vil altid være retter mod alt andet i forståelse og konsensus. 19 Bordum, kap. 3, side Bordum, kap. 3, side Bordum, kap. 3, side Bordum, kap. 3, side

13 Den kommunikative handlen Ifølge Habermas er det nødvendigt, at grundlaget for rationaliteten skabes i sociale domæner, hvor vi mennesker aftaler handlingsplaner i forståelse og indsigt med hinandens interesser. Dermed hæfter den kommunikative handlen sig på Habermas teori om livsverden. Den kommunikative handlen 23 er en harmonisering af alle de individuelle interesser og handlingsplaner, som de implicerede parter måtte besidde. Denne harmonisering skal sikre, at vi sammen skaber social stabilitet og forhindrer irrationelle konfliktsituationer. Habermas beskriver harmonisering af individuelle handlingsplaner som en fælles opfattelse og forståelse af en aktuel situation samt nødvendigheden af, at vi i synlig adfærd gør noget aktivt ved problemstillingerne i samfundet. Der opstår en naturlig legitimitet for vores handlinger, hvis alle får indflydelse og indgår aktivt i denne koordinerede proces. Bordum 24 tolker Habermas som, at den koordinerede handlen er en erkendelsesproces, hvor fortolkninger, ønsker og egne interesser koordineres i en praktisk proces. Begrebet Rationalitet 25 er, ifølge Habermas, en grundlæggende kompetence, der opstår og udvikles i samtalen. Han definerer samtalen som der, hvor mennesker deler viden og erfaringer og dermed får forståelse og overblik af problemstillingerne. Når samtalen har skabt tilstrækkelig indsigt for alle implicerede, kan de sammen skabe den tilstrækkelige konsensus om bestemte handlinger. Kompetencen er ikke målt ud fra, om et menneske besidder et højt vidensniveau eller højere uddannelse. Den defineres, jævnfør Habermas, som at det talende og handlende menneske tilegner sig og bruger viden aktivt i socialt samvær med andre 26. Definitionen tager udgangspunkt i, at aktive nysgerrige mennesker undersøger, skaber videnskab og opnår erfaringer, som vi fremfører og argumenterer for i samvær med de andre implicerede parter. Kommunikativ handlen er derfor både en individuel og fælles erkendelsesproces, hvor individuelle fortolkninger, normer og interesser fremlægges og derefter i fællesskab med andre koordineres og udmøntes i fælles beslutning om, hvordan vi vil løse en bestemte problemstillinger. Hverken Bowman & Rehg eller Bordum beskriver særlig præcist, 23 Bordum, kap. 3, side Bordum, kap. 3, side Bowman & Rehg, kap Bowman & Rehg, kap

14 hvorledes Habermas forestiller sig, at samtalen praktisk skal foregå. Han synes at forudsætte, at vi mennesker altid vil opnå rationalitet i social kontakt med hinanden. Det tætteste, vi kommer på en beskrivelse af samtalens forløb, er, Habermas definition af en todelt proces, hvor den ene er en epistemologisk proces om fortolkninger, normative forventninger og individuelle interesser, der samordnes i konsensus. Den anden proces er den praktiske, hvor den fysiske adfærd koordineres til synlige handlinger. De to processer hænger ubrydeligt tæt sammen, da den ene proces forstærker den anden. Når vi sammen har aftalt, hvor vi skal hen, vil det være oplagt at udføre handlingen mod målet. Men vi overlades til selv at tolke hvad han mener med en praktisk metode. De epistemologiske processer giver mennesket evnen til at forstå meningen med samfundsudviklingen, når de indgåede aftaler kommer vises i synlig handling. Når alle får indflydelse på den praktiske adfærd, giver det mening at udføre en given handling for det enkelte menneske. Men accepten forudsætter, at der overholdes en afgørende regel for samtalens afvikling. Samtalen skal overholde kriterierne om, at de implicerede parter taler ud fra en tilstrækkelig rationel validitet: a. Oprigtighed. b. Korrekthed. c. Sandhed. Samtalepartnerne forpligter sig på at udtrykke deres oprigtige mening ud fra ønsket om at opnå den bedst mulige forståelse for deres individuelle synspunkter og interesser (a). Meningerne skal udtrykkes på en socialt acceptabel måde, hvor alle implicerede overholder de normativt aftalte regler for samtalens afvikling (b). Henvisninger til faktuel viden og videnskabelige grundlag skal være sande eller repræsentere en generelt accepteret opfattelse af situationen som alment gældende i videnskaben (c). Habermas teori om opdeling af de kommunikative handlinger opfattes som kontroversielt af flere filosoffer. Steinhoff 27 påpeger f.eks., at teorien om koordineret rationel handling ikke tager højde for, hvordan udvikler tilstrækkelig viden til vurderingen af, om vores handlinger er det rette at gøre i en bestemt situation. Derfor er spørgsmålet, om vi opnår 27 Steinhoff, kap. 1.1, side 3. 14

15 tilstrækkelig videnskabelig erkendelse om de helt afgørende problemstillinger i samfundet? Nogle af de centrale problemstillinger kan være så komplekse, at det kan være svært at afgøre, om vores handling løser problemerne eller blot gør situationen værre. Steinhoffs position er derfor kritisk overfor Habermas forudsætninger om, at vi i samtalen altid opnår rationalitet og erkendelse. Ifølge Steinhoff vil vi altid skelne mellem, at udføre en bestemt handling fuldstændigt korrekt eller, at vores handling er det mest korrekte at gøre i en given situation. Med andre ord, om vi gør tingene rigtigt eller gør de rigtige ting. Han beskriver et eksempel, hvor støber et betongulv i vores hus. I støbeprocessen arbejder vi rationelt, så gulvet bliver støbt på en fagligt korrekt måde. Vi gør derfor tingene rigtigt. Men hvis vi under arbejdet griber en sprængfarlig granat, som kan eksplodere når som helst, vil det være mest rationelt at smide alt og løbe sin vej, selv om vi dermed ødelægger vores nystøbte gulv. Vi gør altså det rigtige og undgår at skade os selv. Men vi kan forestille os en situation, hvor vi måske er så optagede af fuldfører støbningen korrekt, at vi helt overser faren for en eksplosion. Steinhoffs pointe er, at Habermas ikke giver os svaret på, hvordan det er muligt at være fuldstændigt sikre på, at vi opnår den mest rationelle fælles erkendelse om den korrekte handling i vores handlinger. Det er lidt uklart, om Steinhoff i sit eksempel kritiserer Habermas subjekt objekt teori om opnåelse af erkendelse i samtalen. Men jævnfør Steinhoff opstår der hele tiden situationer, hvor vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad der er en rationel handling. Ifølge Steinhoff har Habermas ikke taget højde for, at nogle mennesker måske har mere fokus på at gøre tingene rigtigt, hvor andre har fokus på at gøre de rigtige ting. Det er uklart, om Habermas anerkender den risiko, som Steinhoff beskriver. Men ifølge Steinhoff giver rationelle proces ingen sikkerhed for, at vores handlinger er de mest rationelt rigtige i den konkrete situation. Steinhoff mener, at vi nødvendigvis bør indføre en mere præcis definition af rationalitet, som præciserer hvad vi ønsker, at opnå med vores handlinger. Samtidigt bør vi præcisere, hvilke succeskriterier der er gældende, og hvornår de er opnået. I det førnævnte eksempel er det fordelagtigt at kaste alt fra sig og løbe, selv om det betyder, at gulvet bliver ødelagt. Men succeskriteriet må være, at vi overlever og ikke, at gulvet ødelægges. Med Steinhoffs præcisering ophæves Habermas distinktion mellem strategisk og kommunikativ handlen fordi, vi nu påpeger nødvendigheden af et succesfuldt mål om, hvad vi ønsker at opnå i vores handlen og ikke blot at opnå forståelse. Ideen med Habermas teori er netop, at den 15

16 kommunikative handlen skulle friholdes for målrettethed mod noget bestemt, men opfylde kriteriet om forståelse og indsigt. Når den kommunikative handlen defineres som målet i sig selv, bliver argumentet om distinktionen mellem strategisk og kommunikativ handlen yderligere uklart. Er der tale om en proces, der blot er en strategisk handling mod målet om succes i forståelse og indsigt? Eller er der tale om en praksis om, at processen ikke har noget reelt mål? I det første tilfælde ophæves distinktionen, og i det andet tilfælde bliver den kommunikative handlen meningsløs. Baxter 28 forholder sig derfor også kritisk overfor Habermas evne til at forklare forskellen mellem målrettet og kommunikativ handlen. Baxter tolker Habermas teori mere i retning af en metode til at identificere forskellige måder for menneskets interaktion i samfundet. Hvis man ser Habermas ud fra et socialvidenskabeligt perspektiv om menneskelig adfærd, kan distinktionen opfattes som Habermas forsøg på at beskrive to grundlæggende typer af menneskelig adfærd. Han kan dermed identificere de grundlæggende mekanismer, som leder os mod forskellige koordinerede handlinger ud fra, hvilken situation vi befinder os i. Baxter efterlyser en tydelig forklaring på, at strategisk handlen altid er motiveret i succes, og kommunikativ handlen altid er motiveret i forståelse og indsigt. Habermas har ud fra kritikken af hans teori erkendt 29, at den kommunikative handlen ikke altid kan friholdes for at indeholde et konkret succeskriterium i at opnå et bestemt resultat. Der kan også være situationer, hvor strategiske handlen måske kræver talehandlinger ud fra et behov om forståelse af motivet for handlingerne. Baxter opfatter derfor Habermas distinktion som et forsøg på at skabe en rationel rekonstruktion af de nødvendige forsætninger for en formel og normativ kommunikativ praksis. Men Habermas har under kritik 30 af hans teorier erkendt, at der ikke altid kan etableres en skarp adskillelse mellem strategiske udsagn i en direkte ordre og normativt begrundede ønsker. Forståelsen af det strategisk motiverede udsagn vil i mange tilfælde kræve en accept af normative regler om adfærd. De imperative udsagn vil i mange tilfælde være normstyrende eller opdragende i bestemte situationer og dermed lede hen mod adfærd, som binder os socialt sammen. Et eksempel kunne være udsagnet Lad kniven ligge. Dette udsagn kan være imperativt om 28 Baxter, kap , side Baxter, kap , side Baxter, kap , side

17 at lade kniven være. Men der kan også foreligge et normativ rationalitet om, at vi skal forhindre nogen i at skade sig selv på en skarp kniv. Vi kan derfor ikke altid udelukke, at strategisk handlen kan holdes fri af normative rationaler. Subjektet, sproget og argumentets tvangsløse tvang Habermas teori om samtalen som udgangspunkt for opnåelse af rationalitet skaber afstand til den klassiske opfattelse af subjektet. 31 Spørgsmålet er, om menneskelig erkendelse skabes i os selv ud fra vores egne erfaringer, viden og indsigt, eller om erkendelsen kun skabes i socialt samvær og samtale med andre mennesker? Hvor Kants klassiske subjekt objekt teori beskriver erkendelse som noget, der foregår i subjektet, så er erkendelse, ifølge Habermas, noget, vi mennesker udvikler i fælleskab og samtale med andre mennesker. Både den individuelle erkendelse for det enkelte menneske og en fælles erkendelse i samfundet opnås ved, at vi i samtalen udvikler bevidsthed og indsigt i vores egne. andres og dermed fælles interesser. I Kants subjekt objekt teori vil der, ifølge Habermas, opstå et eksistentielt tomrum mellem subjektet og objektet. Der mangler en forbindelse mellem subjektets rationelle normative selv og det forhold, at vores rationalitet skal omsættes til synlige handlinger i den praktiske verden. Ifølge Habermas har mennesket historisk vist sig som en aktiv del af verden, hvor vi har evnen til at indgå i rationelle sociale sammenhænge med andre mennesker. Habermas antager dermed en historisk ny-kantiansk position i opfattelsen af menneskelig eksistens 32. Mennesket skaber rationalitet med hinanden ud fra en konstruktiv proces af diskurs og talehandlinger, hvor talehandlinger er vores evne til at fremføre udsagn, der kan forstås af de andre implicerede i samtalen. Han udvider derfor teorien om subjekt objekt til en teori om subjekt objekt subjekt 33. Der opstår en social dimension med det udgangspunktet om, at der opstår rationalitet i det enkelte menneske under samtalen. Det oprindelige isolerede subjekt hos Kant udvikler sig hos Habermas til et talende og indflydelsesrigt subjekt, som bliver i stand til at handle sammen med alle de andre subjekter. Det fremstår ikke helt klart, hvad Habermas forestiller sig det skal foregå i praksis. Men jeg tolker hans beskrivelse som, at han ønsker 31 Jürgen Habermas, Diskursetik, side Bowman & Rehg, kap Thyssen, kap. 33, side

18 en direkte praktisk forbindelse mellem vores evne til opnå rationalitet til, at vi kan omsætte rationaliteten til aktiv handling. Når samtalen mellem mennesker bliver det centrale i opnåelse af erkendelse, får sproget en særlig betydning. Evnen til at udtrykke sig over for andre ligger i sproget. Habermas taler ikke om et bestemt kulturelt sprog, men om vores retoriske evner under samtalen. Sproget har forskellige former, der enten frastøder eller tiltrækker os i en bestemt retning. Habermas har indhentet inspiration fra sprogfilosofien 34, hvor måden, vi udtrykker os på i f.eks. stemmeleje eller ordvalg, har stor indflydelse på, hvordan vi opfatter argumenter og beskrivelser. Samtalens præmis er skabt ud fra normative påvirkninger i den kultur, vi er en del af og beror ikke kun i det enkelte menneske men er en universel egenskab. Mennesker definerer derfor i fællesskab relevante begreber, som gøres tilgængelige i for alle andre i udviklingen af fælles erkendelse og forståelse for verden. Dermed bliver vores individuelle ideer og tanker i fælles sproglighed og fælles begreber offentligt tilgængeligt for alle i samfundet. Vi har sammen skabt en proces, hvor forskellige synspunkter og synsvinkler præger alles opfattelse af en problemstilling. Sproget bliver for Habermas ikke kun genstand i beskrivelsen af fysiske objekter og observerede fænomener, men muligheden for rationel argumentation, hvor det bedste argument altid vil have forrang. Habermas om sandhed og meningsmæssig identitet Habermas teori om det bedre arguments ejendommelige tvangsløse tvang 35 hænger nøje sammen med, at sproget og samtalen er udgangspunkt for erkendelse. Det er ud fra et netværk af alle de fremsatte synspunkter, at det bedste argument opstår. Derfor er det bedre arguments tvangsløse tvangs en tilstand under samtalen, som skabes når alle implicerede præges og motiveres imod fælles rationalitet. Jeg tolker Bordums af Habermas teori som, at han forudsætter vi drages mod den sunde fornuft og, at altid vil følge det argument, som giver mest mening i situationen. Den formelle deduktiv logik indeholder ikke nogen sandhed i sig selv, fordi beskrivelser af ting, oplevelser og interesser er ikke statiske, men ændrer sig i tid og rum. 34 Jürgen Habermas, Diskursetik, side Bordum, kap. 5side

19 Ifølge Habermas kan begrebet sandhed beskrives ud fra to argumentationsformer 36. I assertoriske udsagn konstaterer man om noget faktuelt er tilfældet eller ej, hvilket hæfter sig på f.eks. en sanselig observation. F.eks at is er koldt, og ild er varmt. Men moralske udsagn udtrykker noget, som kan ændre sig over tid og ud fra den erfaring og viden, vi mennesker deler med hinanden. Sandheden i moralske udsagn vil derfor altid være en afspejling af, hvorledes de korresponderer med den virkelige verden. Når vi f.eks. opnår konsensus om at handle ud fra bestemte moralske regler om ret og pligt i løsningen af ungdomsarbejdsløshed, kan vi se og opleve, om handlingsplanerne rent faktisk virker efter hensigten. Vi kan evaluere vores handlinger i vurderingen, om de er mulige eller ikke mulige, og om de er nødvendige eller ikke nødvendige. Han holder fast i modernismens udgangspunkt om, at der kan formuleres universelle moralske sandheder. Men de universelle sandheder i den normative argumentation forudsætter, at det sande er opnået i rationel konsensus blandt alle implicerede parter, og at argumentationen evalueres løbende. Derfor er sandheden heller ikke noget statisk, men kan ændre sig over tid. Det er Bordums opfattelse, at Habermas formulerer en ny-fortolket opfattelse af repræsentationsteorien, hvor erkendelse af sandheden er et spørgsmål om genspejling af fænomener i verden 37. Habermas vil ikke reducere moralsk gyldighed til kun at være et spørgsmål om sandt eller falsk, men at moralsk gyldighed er et spørgsmål om opfylde valideringskriteriernes 38 sandhed, rigtighed og oprigtighed. Hvor den klassiske opfattelse af repræsentationsteorien beskrev afspejlingen mellem de fremsatte påstande og de oplevede fænomener i verden, så er Habermas fortolkning, at de afspejlede fænomener først giver mening, når de diskuteres i en ærlig og oprigtig diskurs mellem de berørte parter. Bordum 39 påpeger, at Habermas opfattelse af moralske argumenters sandhed har været underlagt nogen kritik om at være uklare og ikke tilstrækkeligt uddybende i argumentet om, hvordan de implicerede parter overhovedet kan vide, om de taler ud fra en fælles opfattelse af en bestemt situation. Men Habermas fortolkning af repræsentationsteorien, om 1:1 repræsentation kan skabe hindringer for den videns- og argumentationsholisme, som Habermas diskursetik forudsætter. 36 Bordum, kap. 4, side Bordum, kap. 4, side Side Bordum, kap. 4, side

20 Der kan også opstå et spørgsmål, om vi altid kan opnå konsensus om sandhedsværdien for et givent argument ud fra en følelse af oprigtighed. En samtale kan godt fremstå som rationel, fordi alle fremfører deres argumenter ud fra valideringskriterierne, men der er ikke sikkert vi opnår tilstrækkelig fælles forståelse. Dermed risikerer vi at handle irrationelt på grund af misforståelser og forskellig opfattelse af situationen. Ifølge Bordum er Habermas forklaring på den problematik, at mennesket besidder en indbyrdes meningsmæssig identitet. Den meningsmæssige identitet defineres af Bordum, 40 som en fælles mening og fælles opfattelse af alle begreber og forhold, der opstår i samtalen. De implicerede har derfor muligheden for at kunne erklære sig enige eller uenige i vurderingen af situationen ud fra deres individuelle interesser, erfaring og viden. Bordum tolker Habermas 41 teori om den meningsmæssige identitet som en idealtilstand af nødvendige forudsætninger for al kommunikation, hvor der er fuldstændig enighed og forståelse af situationen mellem de implicerede samtalepartere. Habermas argument skal måske forstås på den måde, at hvis vi ikke forstår hinanden, vil der slet ikke opstå nogen samtale. Bordum påpeger, at Habermas teori ikke besvarer spørgsmålet om, hvordan vi kan være sikre på, at vi har samme opfattelse af de relevante begreber og hændelser i verden. Han løser blot problemet med, at hvis der ikke foreligger meningsmæssig identitet, må diskursen skifte over til en afklarende og forklarende proces, 42 indtil vi har opnået den tilstrækkelige fælles forståelse og indsigt. Men en sådan proces kan i bedste fald føre til, at vi måske aldrig opnår konsensus, fordi der i mellemtiden er opstået mistillid og frustrationer mellem de implicerede parter. Han synes heller ikke at tage højde for, at diskursen risikerer at fortsætte uden, at der tilføres nogen form for ny viden. Der er derfor risiko for, at diskursen ender i en ikke-rationel cirkulær argumentation, og at vi derfor aldrig bliver enige. Habermas opfattelse af menneskets evne til altid at indgå i rationel dialog forudsætter opfattelsen af en idealistisk tilstand, som stiller meget høje krav til menneskets evne til at opnå enighed. Han synes ikke at tage højde for, hvor forskelligt vi mennesker kan anskue de forhold, verden viser sig på. Habermas antagelse af, at vi alle har en grundlæggende fælles opfattelse af begreberne synes ikke at være et tilstrækkeligt 40 Bordum, kap. 4, side Bordum, kap. 4, side Bordum, kap. 4, side

21 underbygget argument. Der er talrige eksempler på, at vi mennesker opfatter bestemte situationer på vidt forskellige måder ud fra individuelle interesser. Steinhoff 43 stiller sig kritisk overfor Habermas tese, om sprogets iboende mål om forståelse og konsensus. Han fremhæver to konkrete situationer, hvor Habermas teori kommer under pres. Den ene situation opstår, når den kommunikative handlen sker på grundlag af konsensus, som er opnået ud fra argumenter, der ikke er særligt specifikke i pågældende situation. Bliver begrundelsen for en given handling for generel, bliver det svært at opnå tilstrækkelig forståelse for handlingens nødvendighed. Dermed mister vores handlinger legitimitet, og vi begynder måske at opfatte dele af den sociale adfærd som ligegyldig eller meningsløs. Den anden situation opstår, når argumentet bliver for specifikt eller nærmer sig et meget konkret moralsk påbud. I den situation vil det være muligt at handle uden, at vi på nogen måde behøver at indgå i en diskurs. Et konkret påbud om, at der er rygeforbud i offentlige transportmidler eller, at vi påbydes tavshed, når andre taler, kan godt efterleves uden, at vi nødvendigvis forstår den fulde mening bag handlingen. Habermas dilemma er derfor, at når aftalen om moralske normer bliver for generel, vil den ikke være tilstrækkelig til at forklare baggrunden for en bestemt handling. Til gengæld kan en meget specifik moralsk norm godt efterleves, uden det er nødvendigt at deltage i en diskurs for at kunne forstå grunden til en bestemt handling. Habermas 44 svar på kritikken fremstår, ifølge Steinhof, alt for vagt. Han illustrerer det med eksemplet, at vi ønsker et vindue lukket. Udsagnet luk vinduet kan opfattes på to måder. Vi kan opfatte det som et påbud eller og som en venlig henstilling. Habermas teori om talehandlinger giver os ikke noget svar på, hvordan vi opnår forståelse for en bestemt hensigt med udsagnet. Vi kan udtrykke os på mange forskellige måder, som f.eks. ved direkte påbud og henstillinger eller ved at bruge humor, hentydninger og sarkasme, Hvis vi skal forstå argumentationen korrekt, må det være nødvendigt, at vi har et indgående kendskab til vores samtalepartneres interesser og motiv. Men Habermas fastholder på trods af kritikken, at samtalen altid vil indeholde en iboende rationel mening ( Kind Of Reason ) 45 i sig selv. Men ifølge Steinhoff er argumentet for vagt og ikke tilstrækkeligt i forklaringen på, hvordan vi forståelsen af hinanden. Steinhoff fastholder at uanset hvor specifik vores viden 43 Steinhoff, kap , side Steinhoff, kap , side Steinhoff, kap , side 63 21

22 er på et bestemt område, vil bestemte udsagn måske indeholde hensigter og motiver, vi ikke altid har mulighed for at afkode. Baxters 46 fremstilling af Habermas definition af begrebet mening i argumentet fremstår ikke særligt præcist. Han synes at være enig med Steinhoff i, at Habermas definition af begrebet reason er alt for vagt. Han tolker Habermas svar på kritikken af argumentet som, at Habermas fastholder argumentet om den iboende rationalitet i samtalen fastholdes af de tre validitetskriterier 47 (oprigtighed, korrekthed og sandhed), som er tilstrækkeligt til at vi opnår fælles forståelse, indsigt og konsensus. Det er derfor min opfattelse, at Baxter opfatter Habermas argument, som utilstrækkeligt præcist. Vi kan godt fremsætte et argument kun ud fra et ønske om at opnå en bestemt indflydelse på en handling. Vores argument kan være ærligt, korrekt og sandt. Men, som hos Steinhoff, mener Baxter ikke, at Habermas tilstrækkeligt forklarer, hvordan vi kan være sikre på at opnå den nødvendige forståelse for et argument. En samtale kan i udgangspunktet godt opstå med ønsket om konsensus, men ende med at argumenterne opfattes som et påbud og dermed som en strategisk handlen. Habermas 48 fastholder, at hvis der ikke er forståelse og meningsmæssig identitet mellem mennesker, vil der slet ikke opstå nogen samtale. Men både Baxter og Steinhoff er enige i, at dette argument ikke er en tilstrækkelig forklaring. Der findes mange eksempler på, at vi kan godt tale forbi hinanden uden, at dialogen nødvendigvis må ophøre. Vi kan godt acceptere en samtale uden, at vi føler nødvendigheden af forståelse og fælles definition af begreber. Derfor er det uklart, om det overhovedet er realistisk, at Habermas teori vil sikre den bedst mulige sandhedsværdi i dialogen. Diskursens principper og regler Habermas deontologiske udgangspunkt i opfattelse af moralfilosofien tager udgangspunkt i Kants teorier om det kategoriske imperativ, hvor det er begrundelsen for handlingen og ikke konsekvensen, som er styrende for vores adfærd. Vi har en pligt til at handle på en normativ korrekt måde, som om maximen for handlingen kunne blive en almengyldig lov. 46 Baxter, kap. 1, side Side Side 16 og Bordum, kap. 4, side

23 Men Habermas en ny regel for afviklingen af samtalen, 49 understøtter hans teori om den kommunikative handlen. Habermas definerer begrebet diskurs som en samtale mod fælles forståelse og konsensus, der legitimerer de synlige og praktiske handlinger i hverdagen. Habermas indfører derfor begrebet den kommunikative etik (diskursetik), som en universel praksis for social samvær mellem mennesker. I diskursen står etikken over det subjektive. Samtaleparterne har accepteret, at alle moralske synspunkter og påstande kan diskuteres og ændres under selve diskursen. Det er ikke det isolerede emne eller konkrete synspunkt, som er det centrale under samtalen. Der er tale om indholdsmæssige normative dagsordner, som konstant er åben for debat. Når det substantive altid er til diskussion, bliver praksis for den sociale omgangsform universel og dermed gældende for alle berørte parter. Habermas formulerer tre grundlæggende regler 50 for diskursens afvikling: 1. D-sætningen som er det diskursetiske princip 2. U-sætningen som er universaliseringsprincippet 3. L-sætningen som er det demokratiske-/legitimitetsprincip. 1. Det diskursetiske princip (D) begrundes ved, at handlingsnormer kun er gyldige, såfremt alle de implicerede i en rationel diskurs i enighed kan acceptere dem. Det gælder, at alle har haft fair indflydelse, og at de kan forstå og acceptere kriteriet for de aftalte handlingsnormer. Det diskursetiske princip skaber dermed en metaetisk dimension om, hvilke normer der har status af etisk gyldighed. Diskursetikken bliver måden, vi i praksis administrerer vores etiske udvikling, og det er kun i efterlevelsen af de diskursetiske regler, at vi opnår almen gyldighed for de aftalte normer for samfundet. 2. Universaliseringsprincippet (U) begrundes med, at alle implicerede i diskursen er bevidste om og kan acceptere alle mulige konsekvenser, som normerne bliver et 49 Bordum, kap. 1, side Bordum, kap. 1, side

24 resultat af. Dette princip er vidtrækkende, fordi der er et implicit krav 51 om, at målet for diskursen skal accepteres og efterleves af alle i samfundet. U bliver reglen for den rationelle argumentation i diskursen. Hvis normerne skal være alment gyldige, må alle de deltagende samtaleparter efterleve kravet om korrekt procedure i rationel argumentation. Denne procedure beskriver Habermas ved, at alle normernes direkte og indirekte målsætning (teleologi) skal afklares og evalueres til at være det bedste alternativ for alle de berørtes interesser. Accepten skal foregå i en proces af kognitivisme, frivillighed og tvangsfrihed. De to principper D og U relaterer sig derfor metaetisk tæt til hinanden, fordi D beskriver hvornår vi kan opfatte normerne som gyldige, og U beskriver den korrekte procedure for hvordan vi finder frem til de gyldige normer. 3. Det demokratiske princip, som også kaldes legitimitetsprincippet 52 (L), binder begrebet om almen gyldighed sammen med lovgivningsgrundlaget for samfundet. Lovgivning er kun legitim og demokratisk, såfremt der er skabt konsensus fra alle borgere i samfundet. Habermas forestiller sig en diskursiv parlamentarisk lovgivningsproces, som er retsligt konstitueret ved, at alle i samfundet har haft indflydelse på processen. Jeg har valgt at nævne legitimitetsprincippet i denne opgave, fordi Habermas har tilføjet L som en central del af retssamfundets udvikling under diskursen. Men jeg vil ikke uddybe L yderligere i denne opgave. Habermas forudsætter, at vi i alle situationer har en individuel interesse i at overholde reglerne for diskursen. Men det er uklart, om han tager højde for, at vi i nogle situationer har isolerede private interesser, som vi ikke ønsker andre inddraget i. De moralske normers sociale værdi behøver nødvendigvis ikke være accepteret af alle i den kultur, de skal fungere i. Der findes mange forskellige metafysiske og kulturelle interesser inden for f.eks. det centraleuropæiske kulturfællesskab, som vi mennesker ønsker at holde for os selv. Men interesserne præger vores opfattelser og præferencer i hverdagen. Denne forskellighed gør det svært at opfylde reglen for U. Habermas forudsætter, at vi mennesker naturligt altid vil handle, selv om forudsætningerne for en bestemt situation ikke nødvendigvis kræver nogen handling overhovedet. Det er Habermas overbevisning, at vi altid vil handle mod 51 Bordum, kap. 1, side Bordum, kap. 1, side