Urup Kirke. Torsdag d. 29. maj 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Torsdag d. 29. maj 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til Kristi himmelfartsdag, Luk. 24,46-53, 2. tekstrække. Salmer. DDS 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre. DDS 264 Herre Jesus, du, som troner. DDS 252 Til himmels fór den ærens drot DDS 259 Din Himmel-krone ser vi stråle. Altergang: DDS 251 Jesus, himmelfaren. DDS 66 Lyslevende fra Himmerig. Tekstlæsninger. Sl. 113, Ap.G. 1,1-11; Luk. 24,46-53.

2 2 Prædiken. Tiden går lynhurtigt. For mit vedkommende føles det i hvert fald, som om det ikke er meget mere end en fjorten dages tid siden, vi fejrede påske. Men faktisk er der gået 40 dage, fra vi fejrede Kristi opstandelse, til vi i dag fejrer hans himmelfart. Det skyldes, at Jesus i fyrre dage viste sig for disciplene og talte om Guds rige, sådan som vi hørte det i læsningen fra Apostlenes Gerninger. Man har altså overført de 40 dage til kirkeåret. Det er det samme princip, der ligger til grund for, at vi fejrer Mariæ bebudelsesdag ni måneder inden jul, fordi en graviditet som bekendt varer cirka ni måneder. Det er egentlig pudsigt, at Jesus bruger lige præcis 40 dage på at få disciplene til at indse det totalt fornyende i hans opstandelse, for i Bibelen er 40 et symbolsk tal for prøvelse. Jesus var 40 døgn i ørkenen, inden han blev fristet af djævelen. I Det Gamle Testamente fortælles det, at Gud lod det regne uafbrudt i 40 døgn, hvorved han skabte syndfloden, som jo i høj grad var en prøvelse for hele jordens befolkning. En betragtelig mindre, men dog betydningsfuld prøvelse opstod, da den tredje og sidste patriark, Jakob, døde i Egypten. Han skulle fragtes tilbage til Israel for at blive gravlagt dér, fordi det nu engang var det land, Gud havde skænket Jakob og hans efterkommere. For at det kunne lade sig gøre, måtte han først balsameres. Den proces tog 40 dage, og så blev sørgetiden oven i købet forlænget til næsten det dobbelte. 1 Mange generationer senere fulgte ørkenvandringen, som varede i 40 år. Undervejs befandt Moses sig på Sinajbjerget i 40 døgn, hvor han fik overrakt Guds bud. 2 At det var en periode, der krævede udholdenhed afsløres af, at israelitterne mistede troen på Gud og støbte en frugtbarhedsafgud i form af en tyrekalv. Den dyrkede de, indtil Moses kom ned fra bjerget og smadrede statuen. Faktisk blev han så rasende, at han 1 1. Mos. 50, Mos. 24,28.

3 3 også smadrede stentavlerne med Guds bud på. Derfor måtte han stige op på bjerget igen og tilbringe 40 døgn mere i selskab med Gud, der ridsede sine bestemmelser ind i nogle nye tavler. 3 Israelitterne havde dog lært lektien og undlod at støbe en ny gudestatue. Når det oplyses, at Jesus tilbragte 40 dage sammen med sine disciple mellem opstandelsen og himmelfarten, må man altså tro, at der er tale om en udfordrende periode, hvor disciplene gennemgår en omfattende prøvelse. Det kan da bestemt også have været en prøvelse for disciplene at få hoved og hale i de forudgående begivenheder. At Jesus var opstået fra de døde overgik enhver forstand. Men i så fald var det en positiv prøvelse; lidt lige som den folk udsætter sig selv for i dag, når de løber en maraton. Bagefter har det været hele sliddet værd. For disciplene var det bestemt også sliddet værd. Selvom de havde fulgt Jesus i flere år inden hans død og opstandelse, havde de ikke forstået, hvad der skulle ske og hvilken betydning det ville få. Jesus havde ikke lagt skjul på noget, men forudsagt både sin død og opstandelse, men det overgik deres forstand og så er der selvsagt ikke noget at sige til, at de ikke fattede det. Deres manglende forståelse medførte, at deres fortvivlelse var bundløs ved hans død. Alt, hvad de havde sat deres lid til, var faldet til jorden. Siden fulgte opstandelsen, og efter Jesu 40 dage lange forklaring mellem opstandelsen og himmelfarten, var de ikke længere i tvivl om, at de havde været vidner til den vigtigste verdenshistoriske begivenhed siden universets skabelse. At det kun tog dem 40 dage at indse en så omvæltende kendsgerning er sådan set ganske imponerende, men det skyldes altså nok, at prøvelsen var præget af glæde. Denne glæde lyser da også ud af dem pinsedag, hvor det næppe er tilfældigt, at de anklages for at være fulde, fordi de taler i munden på hinanden om alt det, Jesus har gjort og lært dem. Rent faktisk er de berusede, men ikke af spiritus. De er derimod fulde af glæde, lidenskab og tro Mos. 34,28.

4 4 I vore dage antager glæden, lidenskaben og troen mere begrænsede former end den, der prægede disciplene. Kristi himmelfartsdag er ikke en helligdag, folk strømmer til, sådan som det er tilfældet med juleaften. Måske bærer evangelisten Lukas en del af skylden for dette. Der er udbredt enighed om, at det er den samme forfatter, der står bag Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. I dem begge refererer han himmelfarten som noget, der er vidner til. I Apostlenes Gerninger beskrives det på denne måde: Da Jesus havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Det er alt sammen meget konkret. Netop det konkrete skal gøre det troværdigt, men det mirakuløse bliver ikke nødvendigvis troværdigt ved at blive skildret konkret. Det risikerer derimod at blive underligt i stedet for underfuldt. Derfor nøjes evangelisterne Matthæus og Johannes med at antyde himmelfarten som en naturlig følge af Jesu opstandelse, mens evangelisten Markus placerer sig midt i med en lidt mere kortfattet beskrivelse end Lukas. Med fremstillingen af Kristus, der svæver bort på en sky, er det blevet en prøvelse at tage Kristi himmelfart alvorligt. Der er simpelthen for meget tegneserie over det! Hændelsen bliver for konkret i sin skildring af det, vi i sidste ende ikke kan sige noget om, men blot må konstatere har fundet sted på en eller anden måde. Vi fejrer da heller ikke Kristi himmelfartsdag i taknemmelighed over, at Kristus kunne stige ombord på himmelekspressens skybus. Denne dag fejres derimod i glæde over, at Kristus da han havde fuldført sin opgave på jorden vendte tilbage til den guddommelige tilstand, han kom fra; en metafysisk eller overjordisk tilstand, som netop karakteriserer Gud. Det er ikke en hændelse, vi kan udfolde i en beskrivelse af, hvordan det gik til, for det ved vi intet som helst om. Den slags har kun Gud indsigt i. Men selve det, at himmelfarten har fundet sted, er tilstrækkelig grund til fejring. Kristi himmelfartsdag kan bruges til at takke Gud for, at han viste sin interesse for os; en interesse, der fik ham til at give sig ind under vores vilkår, hvor snævre de end må

5 5 have syntes for ham. Vi kan også bruge dagen til at takke Gud for, at han fandt os værd at dø for; ikke fordi vi gør os fortjent til det, men fordi han holder af os på trods af vore fejl. Endelig kan vi bruge dagen til at takke Gud for, at han med sin himmelfart banede den sidste del af vejen mellem døden og det evige liv. Vi kan med andre ord bruge Kristi himmelfartsdag til at takke Gud for hele kristendommens vidunderlige budskab om, at Gud vil være os nær fra hver vores fødsel og videre i al evighed. Disciplene fik 40 dage i selskab med den opstandne Kristus, der gentog det, han havde sagt før, men som de først fattede nu. Det var en prøvelse for dem, men ikke i form af en sur pligt. For vores vedkommende består prøvelsen i at tro på opstandelsen, uden at Kristus er fysisk tilstede som vejleder. Vi har ikke helt så gunstige vilkår som disciplene, der stod ansigt til ansigt med Kristus og kunne spørge ham om alt, hvad de ikke forstod. At vi ikke har mulighed for det betyder imidlertid ikke, at han er fraværende. I evangelieteksten hørte vi ham sige: Se, jeg sender det, min far har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje. Dette blev uddybet i læsningen fra Apostlenes Gerninger, hvor Jesus siger: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage. Disciplenes helligåndsdåb fejres i pinsen; en højtid, der handler om, at deres lidenskabelige forkyndelse førte til kirkens stiftelse. Kirkens fællesskab blev etableret med Helligånden som det, der binder de enkelte troende sammen. Nok er Kristus ikke fysisk til stede, men hans ånd er hos os, hver gang vi hører Guds ord. Det er ikke nødvendigvis noget, vi mærker, og derfor kan selve det at tro ind imellem tage form af en prøvelse. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt man tror nok. Men tro er hverken en bedrift eller noget, man skal kunne fremlægge beviser for. Troen er en gave, hvor lille og usikker den end må synes; en gave, der stiller os i disciplenes position og lader os få del i den indsigt, som de fik i

6 6 de 40 dage mellem Kristi opstandelse og himmelfart. Denne gave er tilstrækkelig til, at vi kan glæde os på samme måde, som disciplene gjorde det. Amen.