TEMA: Når Kognitiv terapi og antidepressiva ikke virker

Transkript

1 Nr. 20 april TEMA: Når Kognitiv terapi og antidepressiva ikke virker Selvhjælpsgrupper giver mindre angst Nye selvhjælpsgrupper starter rundt om i landet - se opslagstavlen MAO mod angst? 4 ECT mod angst? 10 Gener og medicin 18 Sport og angst 20

2 Redaktion: Kamma Kaspersen (ans. red.) Marie Särs Andersen Claus Sersar Thomsen Pruduktion: Quickly Tryk Oplag: Layout: Indhold 2... Kolofon 3... Leder Tilskud til psykologhjælp til let depressive Artikler i AngstAvisen udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller Angstforeningens holdning. Redaktionen er bekendt med navn og adresse på skribenter. Bidrag på diskette eller mail til: info@angstforeningen.dk Peter Bangsvej 1, D, Frederiksberg C Tlf.: ISSN Vi frakender os ansvar for tilsendt materiale, vi ikke har bestilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i materiale. AngstAvisen er Angstforeningens medlemsblad og udkommer 4 gange årligt. Kontingent 2008: kr. 200 Biblioteksabonnement: kr. 250 Firmaabonnement: kr Institutionsabonnement: kr (Firma- og institutionsabonnementer udløser op til 4 numre pr. blad) Gavebeløb på mindst 25 kr. pr. medlem medvirker til at bevare vores godkendelse til driftstøtte fra tips- og lottomidlerne. 4...Behandling af angstlidelser med MAO-hæmmere 7... ECT og angstlidelser - en behandlingsmulighed 9... D-cycloserin ECT-behandling af angst Vejle- Psykiatricenter Vest Desperationens og håbløshedens overdrev Min angst Selvhjælpsgrupper giver mindre angst Gener og medicin Sport og angst Bogreolen Opslagstavlen I slutningen af januar blev der bevilget mere hjælp til danskere, der lider af lette og moderate depressioner. Fra 1. april kan praktiserende læger henvise patienter mellem 18 og 37 år til en psykolog med tilskud fra det offentlige. Det er resultatet af en overenskomstaftale indgået mellem regionerne og Dansk Psykolog Forening. Fremover betaler man 60 procent af udgifterne til psykologen. Samtidig forpligter psykologen sig til at orientere lægen om resultaterne, så der er sammenhæng i behandlingen. Henvisningsmuligheden afkorter patienternes sygdomsforløb, så de hurtigere kan vende tilbage til en normal hverdag. Regionerne og regeringen har afsat 20 millioner kroner til området og 125 psykologer får mulighed for at behandle patienter henvist fra deres praktiserende læge. Angstforeningen ønsker de depressive til lykke med det nye tilbud, der må forventes også at gavne mange angstramte, som samtidig lider af depression. Men vi undrer vi os imidlertid over, at man ikke stiller krav til psykologernes efteruddannelse. De metoder man brugte i fx 1970 erne og 80 erne, er ikke nødvendigvis de metoder, man anbefaler i dag. Og får man en henvisning til en psykolog, der ikke også mestrer de nyere og anerkendte metoder (kognitiv adfærdsterapi) som anbefalet i Sundhedsstyrelsens referenceprogram for behandling af angstlidelser (omtalt i AngstAvisen 19) er kvaliteten af behandlingen usikker. Det er dyrt for samfundet og uhensigtsmæssigt for den enkelte, hvis behandlingen ikke har den tilsigtede virkning. Desuden finder vi aldersgrænsen for behandling på 37 år besynderlig. Er man ikke længere værd at satse på, når man er blevet 38 år eller mere? I Angstforeningen vil vi arbejde for videnskabeligt dokumenteret behandling for alle ikke-psykotiske patienter uanset alder. For at opnå bedre forhold for mennesker med ikke-psykotiske sygdomme har vi sammen med OCD-foreningen og DepressionForeningen sendt vores kommentarer til regionernes forslag til fremtidens psykiatri, og nu venter vi på de endelige udfald. Vi vil holde et vågent øje med, om intentionerne bliver udlevet i praksis og ser frem til at vende tilbage med mere nyt om dette, når alle planer er vedtaget og offentliggjort. Hovedtemaet i dette nummer er, hvad vi gør, når kognitiv adfærdsterapi og SSRI/SNRI ( lykkepiller ) ikke har den ønskede effekt. I den forbindelse ser vi bl.a. på muligheden for at anvende elektrochokbehandling (ECT) til angstpatienter en behandling som mange med depression har gavn af. Ledende overlæge, professor, dr.med. Raben Rosenberg har skrevet en artikel om ECT. Desuden ser vi nærmere på behandling med MAO-hæmmere; en type medicin, der kan anvendes, hvis almindelige antidepressive midler ikke virker. Endelig sætter vi den gavnlige effekt af motion under lup. De to personlige historier, som bringes i dette nummer, illustrerer, at behandling desværre ikke altid går efter bogen og ender i en solstrålehistorie. Sluttelig vil vi tillade os at minde om, at der endnu er en del, der ikke har betalt kontingentet for Hvis det skyldes en forglemmelse kan det nås endnu ved at indsætte 200 kr. på giro nr I ønskes god læselyst og et dejligt forår! Venlig hilsen Kamma Kaspersen Løssalg: 20 kr. Gaver og sposoreringer op til og med kr. årligt er fradragsberettiget iht. Ligningslovens 8A. Der skal dog betales skat af de første 500 gavekroner. 2 3

3 Behandling af angstlidelser TEMA - Når Kognitiv terapi og antidepressiva ikke virker med MAO-hæmmere Af Jens Knud Larsen Overlæge, speciallæge i psykiatri MAO-hæmmernes historie Opdagelsen af MAO-hæmmere som antidepressiva er eventyrlig og et af de helt store gennembrud i den moderne psykofarmakologis historie. De fleste kender den tyske forfatter og nobelpristager Thomas Manns beskrivelse af forholdene på et gammeldags tuberkulosesanatorium i bogen Trolddomsfjeldet. Bogen blev filmatiseret og gik som Tv-serie for en del år siden. Et lille halvt århundrede efter Thomas Manns skildring indførtes i tuberkulosebehandlingen bl.a. lægemidlet iproniazid, som er en MAO-hæmmer. Forestil jer de dødssyge tuberkulosepatienter på datidens tuberkulosesanatorier. I behandling med iproniazid så man disse patienter, som i bogstaveligste forstand vandrede på gravens rand, blive opstemte eller maniske, de dansede i salene. De blev euforiske, sov meget lidt og fik bedre appetit. Franske og amerikanske psykiatere diskuterer endnu, hvem der indførte iproniazid i depressionsbehandlingen. En kendsgerning er det imidlertid, at det var et amerikansk arbejde fra 1954, som først grundigt beskrev tuberkulosemidlets antidepressive virkning (1). Og det var en anden amerikansk psykiater Nathan Kline, som 3 år senere beskrev dets virkning ved depression (2). Hermed var grunden lagt til MAO-hæmmernes indtog i depressionsbehandlingen, som kulminerede i 1960 erne, hvorefter behandlingen blev overtaget af de tricykliske antidepressive lægemidler, som var blevet indført i slutningen af 1950 erne. En senere gennemgang viste, at de tuberkulosepatienter, som responderede på behandling med iproniazid, i forvejen var deprimerede eller tidligere havde lidt af depression eller angst. Man kan vel sige, at man hermed fik et slags bevis på, at det gamle tuberkulosemiddel havde en antidepressiv eller en antiangst virkning uafhængig af den antituberkuløse virkning. Blandt nye tuberkulosemidler, som ikke er registrerede på det danske marked, knytter der sig en vis interesse til den kemiske forbindelse D- cycloserin. Det har muligvis en gunstig virkning på angst, men sagen er ikke afklaret. MAO- hæmmernes virkningsmekanisme På det danske marked findes to MAO-hæmmere, som er registreret til behandling af depression, nemlig Marplan (isocarboxazid) (3) og Aurorix (moclobemid). Begge som andetvalgspræparater, idet det for begge gælder, at de anvendes meget lidt. Navnet MAO-hæmmere eller skrevet helt ud Mono-Amino-Oxydasehæmmere henviser til, at disse lægemidler virker ved at hæmme nedbrydningen af monoaminer som dopamin, noradrenalin og serotonin i den synaptiske spalte mellem nerveceller. Som bekendt er stoffet serotonin uløseligt forbundet med virkningen af SSRI -antidepressiva, som også er effektive lægemidler ved angsttilstande. En tredje MAO-hæmmer selegilin er på det danske marked registreret til behandling af parkinsonisme. Selegilin har svag antidepressiv virkning, men næppe virkning af betydning ved angst. Det diskuteres stadigvæk, om det centrale i virkningsmekanismen er en stimulerende effekt på angst- og depressionstilstande eller en mere indirekte antidepressiv og antiangst virkning. Men begge forhold gør det særdeles relevant at overveje behandling med MAO-hæmmere ved angsttilstande. SSRI virker ved at hæmme genoptagelsen af serotonin. SNRI samt tricykliske antidepressiva hæmmer genoptagelsen af både serotonin og noradrenalin i den synaptiske spalte mellem nervecellerne. MAOhæmmerne virker ved at hæmme nedbrydningen af serotonin og noradrenalin. MAO-hæmmernes bivirkninger og interaktioner MAO-hæmmeren iproniazid medfører ved langvarig anvendelse risiko for leverskade, hvilket gjorde lægemidlet mindre egnet i depressionsog angstbehandlingen, hvor farmakologisk behandling ofte er langvarig. Marplan er langt mindre leverbeskadigende og Aurorix påvirker ikke leverens funktion. Marplan har dog den ulempe, at det ikke kan anvendes sammen med en række andre lægemidler og sammen med visse fødemidler, som indeholder større mængder tyramin herunder bl.a. alle former for lagrede fødevarer som (langvarigt lagrede) marinerede sild, lagret ost og helt og MAO er et enzym, som bl.a. nedbryder signalstofferne serotonin og noradrenalin. MAO-hæmmere virker således ved at hæmme dette enzym, så signalstofferne ikke nedbrydes så hurtigt. aldeles blåskimmelost. I tvivlstilfælde bør man spørge sin læge til råds. Det var med baggrund i ulemperne forbundet med Marplan, at man fremstillede MAO-hæmmeren Aurorix. Det påvirker ikke leverens funktion, er i praksis uden fødemiddelinteraktion og har kun ringe lægemiddelinteraktion. MAO-hæmmernes placering i angstbehandlingen Som bekendt vil et lægemiddel udgå, hvis det ikke viser sig at have større virkning på den eller de tilstande, som det er registreret til at behandle. For Marplans vedkommende lykkedes det aldrig i klinisk kontrollerede undersøgelser at dokumentere en klar og sikker antidepressiv virkning, og det viste sig hurtigt mindre effektivt end tricykliske antidepressiva og ECT (elektroshock). Senere har det vist sig med fordel at kunne anvendes ved atypiske depressioner, men de særlige hensyn, der skal tages til kosten og evt. samtidig behandling med andre lægemidler, har varigt begrænset anvendelsen. Marplan er aldrig blevet tilstrækkeligt videnskabeligt undersøgt ved angsttilstande, selv om det er nærliggende at antage, at det i lighed med andre MAO-hæmmere har eller kunne have en god virkning ved forskellige former for angst. De udenlandske registrerede MAO-hæmmere phenelzin og tranylcypromin undersøgtes i 1980erne og 1990erne over for panikangst og agorafobi og viste sig især over for agorafobi at være rimeligt effektive. Som det noteredes, fandt man, at mange patienter 4 5

4 med agorafobi, som ikke havde gavn af SSRI antidepressiva eller det tricykliske antidepressive lægemiddel imipramin, bedredes markant under behandling med phenelzin (4). Endelig er det en gammel klinisk iagttagelse, som næsten er gået i glemmebogen, at patienter med en klinisk profil af fobiske symptomer, panikangst, agorafobi, social fobi og hypokondri med fordel kan behandles med MAO-hæmmere (5). Disse kendsgerninger, at MAOhæmmere også er antiangstmidler, inspirerede producenten af Aurorix. Der blev med det samme iværksat en række undersøgelser over virkningen af Aurorix ved panikangst, generaliseret angst og social fobi samtidig med, at virkningen af Aurorix undersøgtes ved depression, herunder atypisk depression. Resultatet af disse undersøgelser har ikke overbevist sundhedsmyndighederne om, at Aurorix er et effektivt lægemiddel ved angsttilstande, og det er ikke registreret på denne indikation i Danmark. Her i landet er det således op til den enkelte læge i samarbejde med angstpatienten at overveje behandling med Aurorix eller for den sags skyld Marplan, hvis anden farmakologisk behandling svigter. Den spinkle videnskabelige begrundelse for at anvende Aurorix ved social fobi skyldes to placebo-kontrollerede studier, som fandt Aurorix i en dosis på ca. 600 mg mere effektivt end placebo, medens andre undersøgelser af lægemidlet på samme indikation ikke kunne bekræfte effekten. Tilsvarende viste to sammenlignende undersøgelser af Aurorix over for panikangst, at det var lige så effektivt som henholdsvis SSRI-midlet fluoxetin og det tricykliske antidepressivum klomipramin, hvorimod placebo-kontrollerede undersøgelser ikke er publiceret (6). Fremtidens angstbehandling Fremtidens angstbehandling bør organiseres efter de anbefalinger, som er nedfældet i Referenceprogrammet for angstlidelser hos voksne. Det formuleres heri, at der er behov for efter- og videreuddannelse i kognitiv adfærdsterapi og psykofarmakologisk behandling af angsttilstande. Det er vigtigt at tilstræbe, at faggrupperne har kvalificeret træning i psykopatologisk vurdering og diagnostik. - Under henvisning til, at den farmakologiske behandling også kan omfatte MAO-hæmmere Aktion mod farlige piller har hjulpet hos vanskeligt behandlelige patienter, understreges betydningen af, at angstbehandling bør gøres til et ekspertområde indenfor psykiatriens område. Referencer 1. Bloch RG, Dooneief AS, Buchberg AS et al. The clinical state of isoniazid and iproniazid in the treatment of pulmonary tuberculosis. Ann Intern Med 1954;40: Kline NS. Clinical experience with iproniazid. J Clin Exp Psychopathol 1958;19(Suppl 1): Larsen JK. Status for anvendelsen af Marplan. medilink@medilink. dk Phol R, Berchou R, Rainey JM. Tricyclic antidepressants and monoamine oxidase inhibitors in the treatment of agoraphobia. J Clin Psychopharmacol 1982;2: Tyrer P. Towards rational therapy with monoamine oxidase inhibitors. Br J Psychiatry 1976;128: Bonnet U. Moclobemide: Therapeutic use and clinical studies. CNS Drug News 3003;9: Mange danskere er nu på vej ud af det pillemisbrug, de alt for længe har befundet sig i. Det viser nye tal fra Lægemiddelstyrelsen, der har undersøgt, hvor meget sove- og nervemedicin, vi egentlig fortærer. Forbruget af de farlige, vanedannende piller i Region Hovedstaden er faldet med 10 procent fra 1. halvår af 2006 til 1. halvår af Det har længe været et kæmpe problem, at danskerne sluger alt for mange af de beroligende piller, hvor Stesolid er en af de mest kendte. Lægernes indsats har tydeligvis båret frugt, men hvad har de gjort anderledes? For eksempel udskriver vi nu kun medicinen, når patienten møder op personligt. Vi udskriver kun til én måned ad gangen. Og så fortæller vi om alternative behandlingsformer, fx samtaleterapi og antidepressiv medicin. Men det er svært at komme ud af et stof, man er blevet afhængig af, forklarer praktiserende læge Mads Klem Thomsen. Villabyerne Weekend, ECT og angstlidelser - en behandlingsmulighed? Af Raben Rosenberg Ledende overlæge, professor, dr.med Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital Risskov Hvorfor benyttes ECT ikke ved svare angstlidelser, hvor anden behandling ikke har givet tilstrækkeligt resultat? Dette er et indlysende og klart spørgsmål, som det imidlertid ikke er let kort at svære på. Jeg vil i det følgende forsøge at sætte dette spørgsmål ind i en større sammenhæng og vove at spå lidt om fremtiden I tiden efter anden verdenskrig inddelte man i mange år psykiske lidelser i de sværere - psykoserne og de lettere neuroserne. Ved psykoser optræder der hallucinationer og vrangforestillinger, og med fremkomsten af moderne lægemidler i midten af 1950erne blev den medicinske behandling af f.eks. skizofreni og stemningssygdom (maniodepressiv psykose) hovedbehandlingen. Elektrostimulation (elektrisk krampebehandling), der blev opdaget i slutningen af 1930erne, blev også brugt, men især til meget svære og livstruende sindslidelser som svær depression, men også til såkaldte delirøse tilstande. I folkemunde kom elektroshock -behandingen i miskredit og blev gjort til genstand for megen mytedannelse og solid misinformation. Behandlingen kaldes i dag på engelsk Electro Convulsive Treatment, forkortet ECT. Over for neuroser var hovedbehandlingen derimod psykoterapi, der i mange år var baseret på de teorier udviklet ud fra Freuds psykologiske teorier. Ud fra en såkaldt psykodynamisk opfattelse af neuroserne var der ikke grundlag for medicinsk behandling og slet ikke for ECT. Det viste sig dog, at mange mennesker blev behandlet med angstdæmpende medicin af typen benzodiazepiner, hvor Stesolid er det bedst kendte i en bredere kreds. Det blev dog ikke opfattet som god behandling. Referenceprogram for angstlidelser Omfattende medicinsk og psykologisk forskning i perioden førte til en helt ny opfattelse og inddeling af de tidligere benævnte neuroser. Det kom mest tydeligt til udtryk i 3. udgave af det amerikanske diagnose-system DSM-III. I stedet for angstneurose talte man nu om panikangst, i stedet for tvangsneuroser om obsessive-kompulsive tilstande m.fl. Behandlingsmæssigt skete der i de efterfølgende år yderligere fremskridt. Det blev efterhånden klart dokumenteret, at man både kunne anvende psykoterapeutisk og medicinsk behandling af de tilstande, der tidligere blev kaldt neuroser. Det var især udvikling inden for kognitiv psykoterapi, som fik afgørende betydning, idet det i mange videnskabelige studier blev vist, at kognitiv adfærdsterapi var effektiv over for alle angstlidelser. Det var imidlertid også et banebrydende fund, at antidepressiva var virksomme over for angsttilstande, således at man nu havde flere muligheder for at bedre disse tilstande. Sideløbende med denne forskning blev det solidt dokumenteret, at angstlidelser ofte havde større konsekvenser end tidligere antaget, og at de med hensyn til livskvalitet og social funktionsevne i høj grad kunne være invaliderende. Som det fremgår af det referenceprogram for behandling af angstlidelser hos voksne, som Sundhedsstyrelsen i slutningen af 2007 offentliggjorde, er der i dag solid dokumentation for effekten af både medicinsk behandling og kognitiv psykoterapi ved angstlidelser. Men træerne vokser imidlertid ikke ind i himlen, idet mange mennesker til trods for disse fremskridt ikke opnår tilstrækkelig stor effekt af behandlingen, således at der fortsat er et væsentligt behov for nye og mere effektive behandlingsformer. Depression Disse behandlingsmæssige forhold ved angstlidelser minder ganske om forholdene ved behandling af depressive tilstande, således som det fremgår af Sundhedsstyrelsens referenceprogram for behandling af unipolar depression hos voksne, som samtidigt blev udgivet. For både angsttilstande og depression er der gode behandlingsmuligheder, men også behov for udvikling af nye behandlinger til de mennesker, som ikke får tilstrækkelig god effekt af hverken medicin eller psykoterapi. Af referenceprogrammerne fremgår det dog, at ECT er en effektiv og veldokumenteret behandling ved svær depression, men at der kun foreligger sporadiske undersøgelser af virkningen ved angsttilstande og kun ved enkle tilstande som OCD og PTSD. Krav til dokumentation Kravene til dokumenteret effekt af 6 7

5 behandling er i dag meget store. Man kan i referenceprogrammerne nærmere læse om, hvorledes man foretager en systematisk undersøgelse af den videnskabelige litteratur, og hvordan man vurderer den såkaldte evidens for den påviste virkning af behandling, der er offentliggjort i videnskabelige artikler. Altså hvor velbegrundet det er at tale om effekt af den konkrete behanding. Det er ikke nok, at der foreligger udtalelser fra enkeltpersoner om god effekt af en behandling. Det er sjældent tilstrækkeligt, at der foreligger en enkelt god undersøgelse. Det kan nemlig være svært at overføre resultaterne til andre mennesker med angstlidelser. Ofte foreligger en række forskellige studier over virkning af f.eks. medicin eller psykoterapi, og der findes forskellige komplicerede statistiske analyser såkaldte meta-analyser til at sammenfatte resultaterne fra mange forskellige undersøgelse og nå frem til en klar konklusion om effekten af behandlingen. ECT og angstlidelser Ud fra den videnskabelige litteratur må vi i dag sige, at der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for ECTbehandling for angstlidelser. Som kort berørt i et svar til et spørgsmål andetsteds i dette temanummer er der mange grunde til, at man har været tilbageholdende med at forsøge at benytte ECT over for nye lidelser end de hidtil accepterede, nemlig depression, delirium m.fl. Man er generelt forsigtig, fordi ECT foregår under fuld bedøvelse og fordi ECT har forskellige forbigående bivirkninger. Hertil kommer utilstrækkelig viden om de grundlæggende hjernemæssige forstyrrelser ved angstlidelser og virkningen af ECT. Sagt med andre ord, vi ved for lidt om, hvordan ECT virker på hjernen hos mennesker med angstlidelser. Man har i dyreforsøg kunne påvise forskellige ændringer i hjernen efter ECT, f.eks. dannelse af nye celler i hippocampus, som er et område af stor betydning for hukommelse og grundstemning. Men vi ved endnu ikke, om disse ændringer er betydningsfulde for bedring af svære angstlidelser. Slægskab med angst- og depressive tilstande Der er imidlertid meget forskning, som viser et betydeligt slægtskab mellem angstlidelser og depressive tilstande. Det er således velkendt, at mange mennesker med angstlidelser også samtidig kan være deprimerede. Det hænder også ofte, at en person med rene angstsymptomer kan berette, at vedkommende tidligere har haft en depression, og følger man personer med angstlidelser, vil mange senere få en depression. Tilsvarende kan angstsymptomer være meget udtalte hos personer med depression. Det er velkendt, at ECT ved svær depression også fører til bedring af angstsymptomerne. Der er også undersøgelser af arvelige forhold ved angst og depression, der peger på, at det kan dreje sig om beslægtede lidelser, der har en fælles arvelig baggrund. En mulighed er, at man arver en særlig sårbarhed eller tilbøjelighed til under forskellige belastninger at reagere med enten angst eller depression. En anden opfattelser af den hyppige forekomst af angst og depression hos samme person, er den såkaldte demoraliseringshypotese. Ifølge denne opfattelse er depression et resultat af langvarig angstlidelse. Hvis man i længere tid, måske i mange år har haft angstsymptomer, der har ført til panikanfald, forventningsangst og undgåelse af mange dagligdagsting, vil man efterhånden blive opgivende og komme i en tilstand præget af manglende energi, håbløshedsfornemmelse, utilstrækkelighedsfølelse, osv., altså en depressiv tilstand. Er en sådan tilstand først udviklet, vil ECT langt bedre kunne begrundes, fordi der nu rent faktisk foreligger en depressiv tilstand. Og det uagtet at personerne tidligere har haft en angstlidelse. Men det skal dreje sig om en meget svær depression. Konklusion Konklusionen af det foregående må være, at der er behov for yderligere hjerneforskning af de psykologiske og neurobiologiske forhold ved angstlidelser og af virkningsmekanismer ved ECT. Afhængig af en sådan forskning kan man bestemt ikke udelukke, at ECT fremover kan være en behandlingsmulighed ved sværere angstlidelser. En vis tilbageholdenhed vil dog givetvis præge den kommende tid over for afprøvning af ECT. Ikke mindst set i lyset af psykiatriens historie, hvor man tidligere var for ukritisk og for hurtig til at introducere behandlinger, der ikke var til gavn for patienterne. Jeg tænker naturligvis på det hvide snit og LSD-behandling. På den anden side øges vores viden om de hjernemæssige forstyrrelser ved svære angstlidelser så hurtigt i dag, at der snart kan foreligge tilstrækkelig dokumentation for, at ECT-behandling bør afprøves i gode kontrollerede kliniske forsøg. Litteratur: (1) Sundhedsstyrelsen. Referenceprogram for angstlidelser hos voksne, København:Sundhedsstyrelsen, (2) Sundhedsstyrelsen. Referenceprogram for unipolar depression hos voksne, København:Sundhedsstyrelsen, Socialfobikere ser vrede, hvor der ingen er Tre forskere mente som udgangspunkt, at man burde undre sig over, at socialangst ikke holder op af sig selv, i takt med at den angste opdager, at andre ikke er så farlige endda. Forskerne opstillede på forhånd den hypotese, at socialangste måske bilder sig ind, at andre mennesker er mere vrede og farlige, end de egentlig er. Hypotesen blev testet på en ganske simpel måde. De fik en computer til at skabe en masse simple billeder af menneskeansigter, således at nogle billeder så vrede ud, andre så helt neutrale ud, mens atter andre så glade ud. Derefter lod man to ensartede grupper af voksne der kun adskilte sig ved, at den ene gruppe havde socialangst, mens den anden gruppe ikke havde det til at vurdere hvert enkelt billede med hensyn til, om det så vredt, neutralt eller glad ud. Det viste sig ganske som ventet, at de socialangste forsøgspersoner ikke alene scorede de vrede ansigter som vrede, men de mente også, at en stor del af de neutrale ansigter så vrede eller fjendtlige ud! Dette så man slet ikke i gruppen af ikke-socialangste; her blev stort set ingen af de neutrale ansigter scoret som vrede eller fjendtlige, så det ser vitterlig ud til, at hypotesen er rigtig, altså at socialangste»ser vrede, hvor der ingen er.«forklaringen er sandsynligvis, mener de tre forskere, at de socialangste ikke selv forstår, hvor deres socialangst kommer fra. Mohlman, J. Carmin, C.N. & Price, R.B. (2007). Jumping to interpretations: Social anxiety disorder and the identification of emotional facial expressions. /Behaviour Research and Therapy, 45. / D-cycloserin Af Liza Overgaard Overlæge Jens Knud Larsen nævner i sin artikel om MAO-hæmmerne, D- cycloserin (DCS). Her følger en kort forklaring på, hvorfor denne tuberkulose-medicin kan være af interesse for angstpatienter. I hjernen findes en såkaldt NMDAreceptor, som spiller en stor rolle i forbindelse med indlæring og hukommelse. Hvis NMDA-receptoren gøres inaktiv af antagonister eller hæmmende stoffer, blokeres både indlæring og aflæring af frygt. DCS hjælper eller aktiverer derimod NMDA-receptoren i hvert tilfælde tyder forsøg på, at DCS forøger indlæringsevnen. Eksponeringsterapi måske bedst kendt fra den kognitive adfærdsterapi går netop ud på at lære den angstramte, at det, som vedkommende frygter, ikke er så farligt, at det står mål med den fobiske angst. Da man jo fx ikke dør af at køre i bus eller af at gå over en bro, skulle den angste ved at blive udsat for netop det, han eller hun frygter, derfor gerne efterhånden aflære sin fobi. Selvom eksponeringsterapien er blandt de mest effektive behandlingsformer, så står mange patienter alligevel tilbage med symptomer på deres angst eller fobi. Der har derfor været foretaget forsøg med at kombinere eksponeringsterapien med DCS for at se, om DCS kunne forøge effekten af eksponeringsterapien. Eller sagt på en anden måde: Man ville undersøge, om aflæringen af den fobiske angst gik bedre, hvis patienterne også fik DCS. Svaret herpå var et klart ja. Men forsøgene omfattede kun relativt små grupper 28 patienter med højdeskræk og 27 som led af socialfobi. Der er således behov for langt større studier med langt flere patienter, før man kan sige noget generelt om, hvorvidt indlæringen eller vel rettere sagt aflæringen under eksponeringsterapi kan forstærkes med brug af DCS. Kilde: Stefan G. Hofmann m.fl: Augmentation of Exposure Therapy With D-Cycloserine for Social Anxiety Disorder. Archives of General Psychiatry, vol. 63 No. 3, March

6 ECT-behandling af angst? Af Liza Overgaard Liza Overgaard, Angstforeningen, har stillet Raben Rosenberg, prof, dr. med. og ledende overlæge ved Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital, Risskov, nogle spørgsmål omkring behandling med elektrochok (ECT). På side 23 i Angst-Avisen nr. 18 står der bl.a., at 928 patienter var indlagt på sygehus med en angstdiagnose i Der verserer forskellige forlydender om, at antidepressiva (gammel, ny og nyere) ikke har nogen effekt på procent af angstpatienterne. Når man nu behandler angst med de samme typer medicin, som man behandler depression med, når medicinen ikke altid har nogen effekt, og når endelig en del angstpatienter hvert år er så dårlige, at de er indlagt, hvorfor har man så ikke forsøgt at behandle nogle af de svære angsttilfælde med ECT? Har man nogen erfaring overhovedet med behandling af angst ved hjælp af ECT? Hvis man ikke har forsøgt at behandle de meget svære og kroniske angstpatienter med ECT, hvad er så årsagen til dette? SVAR Det er et meget relevant og interessant spørgsmål, der stilles. Der er en enkel forklaring på, at ECT ikke anbefales i de nævnte tilfælde, hvor anden behandling af angstlidelser ikke har givet tilfredsstillende resultat. Der foreligger nemlig ikke den nødvendige videnskabelige dokumentation for ECT ved angsttilstande. Grundige kontrollerede studier af effekt og bivirkninger kræves i dag, før man kan anbefale en konkret behandling. At sådanne studier ikke er udført, er der mange forklaringer på. Trods den enestående effekt af ECT ved svære depressioner, er der mange steder verden over en betydelig modvilje og tilbageholdenhed over for ECT. Det er ikke videnskabeligt begrundet, men afspejler både fordomme og ideologier. Man har derfor været tilbageholdende over for at udvide behandlingsområdet. Hertil kommer også, at angstlidelser tidligere blev betragtet som relativt milde psykiske lidelser, der blot krævede samtaleterapi. Det har været et hårdt arbejde at ændre holdningen til behandlingen og få accepteret medicinsk behandling som velbegrundet. Men trods fremskridt inden for både medicinsk og psykoterapeutisk behandling er der mennesker, som er invalideret af deres angst. Man kan derfor håbe på, at man i nær fremtid vil undersøge om denne gruppe af mennesker kan have effekt af ECT. Der er et vist slægtskab mellem depression og angsttilstande, hvilket gør det teoretisk sandsynligt, at mennesker med meget svær angst kan have effekt af ECT. Hvis et krav om ECT undersøgelser af svære angsttilstande kommer fra patienter eller patientorganisationer, er der måske større chancer for, at ECT ved angsttilstande kan blive videnskabeligt belyst. VEJLE - Psykiatricenter Vest Hurtig undersøgelse af psykisk syge børn Børn og unge under 19 år får i 2008 ret til at vælge et privat tilbud, hvis regionerne ikke kan tilbyde psykiatrisk undersøgelse inden for to måneder. Fra 2009 udvides ordningen til at omfatte ret til behandling på private behandlingssteder, hvis regionerne ikke kan tilbyde behandling inden for to måneder. Det er resultatet af et forlig, som regeringen har indgået med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om udmøntning af satspuljen på sundhedsområdet sbn@dagensmedicin.dk Psykiatricenter Vest Vejle på Vejle sygehus På Vejle Sygehus findes der et tilbud om kognitiv adfærdsterapi. Tilbudet er for personer med agorafobi, panikangst og socialfobi, men ikke for personer med misbrug, psykose, spiseforstyrrelse og svær depression. Behandlingen, der foregår som gruppeterapi, varetages af psykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter og sygeplejersker. Medicinsk behandling er ikke obligatorisk. Forløbet varer uger à cirka en gang om ugen i tre timer med to timers opfølgning efter tre måneder. Patienter henvises af egen læge eller af distriktspsykiatrien. Fra henvisningen er modtaget går der ca. en måned, før man bliver indkaldt til visitation, og efterfølgende er der maks. et års ventetid til behandling. (Det er meget længe, men derfor også vigtigt, at man ikke lader sig slå ud og opgiver at bede om en henvisning overhovedet. For pludselig er året gået, og så er det jo ærgerligt, hvis man ikke fik lagt billet ind). For yderligere oplysninger: Vejle Sygehus Psykiatricenter Vest Kabeltoft Vejle Telefon:

7 En fortælling fra desperationens og håbløshedens overdrev Af Liza Overgaard At leve med angst har været et grundvilkår for mig siden den allertidligste barndom. Det må næsten være startet med agorafobi, for da jeg i 1969 skulle begynde i børnehaveklasse ville jeg absolut ikke af sted. Det er naturligvis meget svært at huske, hvordan jeg havde det. Men jeg husker dog noget med mavepine samt en evindelig kvalme, der medførte en stærk frygt for at kaste op. Heldigvis fik jeg efterhånden lært at gå i skole, men kvalmen har forfulgt mig i en sådan grad, at jeg ikke turde spise noget, før jeg gik i 3. eller 4. klasse. Mit første panikanfald må jeg have fået, da jeg gik i 5. klasse og var på lejrtur med min skoleklasse. Det var så slemt, at jeg måtte køres hjem midt i det hele. I løbet af min barndom og ungdom har angsten varieret meget i styrke, men den var altid til stede og hæmmede mig i en sådan grad, at jeg havde store problemer med at deltage i fx fødselsdage, udflugter, gymnastikstævner, fester, og hvor man nu ellers udvikler sig menneskeligt og socialt. Jeg havde en række veninder fra skolen, men de kunne ikke begribe, hvorfor jeg aldrig ville med nogen steder hen, da de selv begyndte at gå på diskotek, få kærester og ture rundt på Christiania. Der skete en masse for dem, mens jeg måtte blive hjemme og håbe på, at et eller andet mirakel ville indtræffe, så også jeg kunne komme til at deltage i livet. Noget mirakel blev det ikke til. Tværtimod fortsatte det blot ned ad bakke. Da jeg var først i 20erne havde jeg to afbrudte videregående uddannelser bag mig, jeg var på bistandshjælp og anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv og mit liv. Samtidig gled mit forhold til veninderne mere og mere ud jeg var vel efterhånden blevet for mærkelig. Veninderne blev ikke erstattet af nye venskaber, arbejde, uddannelse eller kærester. I stedet blev jeg mere og mere invalideret og dermed også isoleret. Men alt dette var ikke engang det værste. Det værste var den konstante angst, der hev og sled i min krop: Trykken for brystet, trykken i hovedet, svimmelhed, uvirkelighedfornemmelser, kvalme, søvnbesvær, smerter, ben, der føltes som om, de var af blævrende gummi og derfor ikke kunne bære mig, en fornemmelse af, at min bevidsthed var ved siden af eller skæv i forhold til min krop for ikke at nævne den konstante fornemmelse af, at jeg var ved at besvime. Alle disse fysiske symptomer gjorde, at jeg spekulerede meget grundigt over, om der mon var en eller anden sær gift, som flød rundt i mit blod og forpestede min krop og min tilværelse. Eller var jeg mon på god gammeldags middelalder-manér forbandet eller besat af en eller anden dæmon? Jeg var i slutningen af 20erne, da aviserne begyndte at bringe artikler om en ny medicinsk behandlingsform fra USA. Min mor klippede artiklerne ud og sendte dem til mig. På dette tidspunkt havde jeg været igennem ca. fire år hos en psykolog, jeg var kommet på revalideringsydelse og var begyndt at læse statskundskab på Københavns Universitet. Jeg kunne forstå, at man skulle til lægen eller til en psykiater for at få den medicin, som var beskrevet i artiklerne fra min mor. Så jeg gik til lægen og blev henvist til en psykiater. Jeg var således fyldt 30 år, da jeg endelig kom i behandling med SSRI. Nu skulle piben da godt nok have en helt anden lyd! Nu skulle jeg være rask, og nu skulle jeg leve livet! Ja, forventningerne var enorme ikke blot fra min egen side, men også fra min families side. Så da jeg efter ca. 14 dage på Fontex efterhånden havde fået det så elendigt, at jeg dårligt turde stå ud af sengen, var frustrationerne og skuffelserne enorme. Min familie mente, at miseren nok skyldtes, at jeg ikke ville have det bedre altså at jeg ville være syg. Som mange angstpatienter vil vide, så er man hunderæd for at tage piller jeg var ingen undtagelse fra den regel, og mine første erfaringer med Fontex gjorde ikke sagen bedre. Men min psykiater ville prøve en anden type SSRI. Det var med til at holde mit mod oppe, at min psykiater trods alt stadig var overbevist om, at hun kunne hjælpe vrangvillige og håbløse lille mig. Men min familie bed ikke rigtigt på. Jeg husker en samtale med min bror, hvor jeg fortalte, at jeg skulle i gang med en anden type medicin. Nå, sagde han. Hvad hedder de så, Merrymix eller hvad? Det var rart at kunne grine lidt af det. Men jeg turde ikke umiddelbart give mig i kast med et nyt SSRI-præparat, så i stedet fik jeg Anafranil (et af de gamle tricykliske antidepressiva). Det var heller ikke nogen succes, så i nogle måneder fik jeg blot et benzodiazepin kaldet Tafil Retard. Først derefter prøvede vi igen denne gang med Cipramil. Jeg husker den intense rædsel for at tage pillerne. Når man i forvejen føler, at man stavrer rundt på kanten af en afgrund af panikanfald, er det utrygt (for at sige det mildt) at smide endnu en ukendt faktor ind i den ligning, som udgør en meget kompliceret balancegang. Nok engang skulle man vente en til to uger på at finde ud af, om man kunne tåle medicinen og endnu længere tid på at finde ud af, om skidtet overhovedet hjalp. Jeg forstår så sandelig godt den intense modvilje mod medicin, som mange især unge angstramte giver udtryk for. Havde min angst ikke været så voldsom, som tilfældet var, så tror jeg også, at jeg havde opgivet ævred. Men heldigvis viste det sig, at jeg tålte Cipramil. Dog havde jeg meget svært ved at komme op i dosis. Først 3. gang lykkedes det. Langsomt, langsomt begyndte jeg endelig at få det bedre. De mange fysiske symptomer tog stille og roligt af, og der blev længere og længere imellem dykkene. Efter ca. 1½ år på Cipramil følte jeg mig rimeligt normal, og jeg fik indhentet noget af det forsømte fra ungdomsårene. En fed tid, som selvfølgelig ikke varede ved. Dertil havde jeg som jeg ser det i dag nok været for syg alt for længe og arrene var derfor for dybe. Efter 2½-3 år begyndte det atter at gå i den gale retning. Min psykiater og jeg prøvede igen at skrifte SSRI-præparat. Da det ikke gjorde den store forskel, og da Cipralex netop var kommet på markedet, prøvede jeg dem. Og så gik det for alvor ned ad bakke! På dette tidspunkt havde jeg afbrudt mit før nævnte studium. Jeg var tilbage på kontanthjælp og i gang med et forløb på Revacentret, som skulle have ført til et fleksjob. Efter nogle måneder med Cipralex måtte jeg også afbryde forløbet på Revacentret. Min sagsbehandler foreslog da, at jeg kom i behandling på en fobiskole. Jamen, det vil jeg da gerne, sagde jeg. Men det ligger jo inde i København. Hvordan skal jeg komme derind? Svaret var selvfølgelig, at der jo både kører busser og tog derind og hurra for det! Efter aftale med sagsbehandleren tog jeg kontakt til en privatpraktiserende kognitiv psykolog. Jeg forklarede, at jeg var så dårlig af agorafobi, at jeg ikke ville kunne komme til hende. Men det var bare ærgerligt, for hun ville ikke tage hjem til mig. Behandlingen skulle foregå i hendes konsultation. Faktisk lød hun til at være dybt overrasket og forundret over, at man kunne have en så stærk agorafobi, at man kun på en god dag kunne bevæge sig 50 meter væk hjemmefra for at købe smøger og cola i den lokale kiosk. Denne reaktion fik mig til at spekulere over, hvad det egentlig er for nogle angstpatienter, som de kognitive psykologer og fobiskolerne henvender sig til. Ikke alene skal man da i hvert tilfælde ikke være mere syg, end at man kan magte at tage derhen, hvor de udbreder deres kognitive guldkorn. For fobiskolernes vedkommende skal man også kunne klare at møde op hver dag i flere uger og tilbringe flere timer sammen med andre mennesker. Ærlig talt: Særlig meget angst kan deres kunder sgu da ikke have! Via en bekendt fik jeg kontakt til en psykoterapeut, som godt ville tage mig i behandling i mit eget hjem. Blot skulle hun naturligvis også have betaling for den tid, hun skulle bruge på transport. Så flippede min sagsbehandler ud. Hun ringede og skældte mig huden fuld. Selvom vi havde talt om det, før jeg kontaktede psykoterapeuten, så var psykoterapeuter nu pludselig direkte farlige og desuden var der jo også grænser for, hvad man sådan kunne få systemet til at betale for. Så søgte jeg om førtidspension. Det fik jeg imidlertid siden hen afslag på. Efter ca. 8 måneder med Cipralex skiftede jeg tilbage til Zoloft, som var det præparat, jeg senest havde haft det tåleligt på. Igen skulle der gå op imod 1½ år, før jeg igen var nogenlunde funktionsduelig. I sommeren 2005 døde min mor, og hun efterlod sig en arv, som jeg p.t. lever af. Jeg er således ikke på kontanthjælp nu. Jeg aner fortsat ikke mine levende råd om, hvad jeg skal stille op med mig selv. Men tankerne går i retning af en psykolog, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mit lorteliv. Nu hvor jeg igen kan komme væsentligt længere væk hjemmefra end 50 meter, har jeg også gjort mig nogle tanker om at smide nogle penge efter en kognitiv psykolog. Jeg ville meget gerne i fleksjob. Et rigtigt fuldtidsjob på normale vilkår tror jeg ikke på med min angst og med mit curriculum vitae. Så i håb om at finde ud af, hvordan jeg skaffer mig et økonomisk livsgrundlag, når arven er brugt op, vil jeg prøve at opsøge noget uafhængig juridisk hjælp jobcentre og sagsbehandlere hos kommunen kan man i hvert tilfælde ikke sætte sin lid til. Da slet ikke i en tid, hvor man er så desperat efter arbejdskraft, at man bilder sig selv og hinanden ind, at det også er psykisk og menneskeligt udskud som mig, arbejdsgiverne står og sukker efter. En sidste kommentar herude fra desperationens og håbløshedens overdrev er, at de mange, mange år med sygdom, nederlag og skuffelser synes at have opbygget en enorm barriere af handlingslammelse. Man tror ikke på noget som helst længere. Der er ikke noget, der nytter noget på den lange bane, som alle siger nu om dage, og det er derfor efterhånden blevet umuligt at mande sig op til at prøve at gøre noget som helst ved noget

8 Jeg er 45 år i skrivende stund, men min angst debuterede, da jeg var 16 år, mens jeg gik på handelsskole. Det hele startede med, at jeg sad og læste op af en bog i en klub, hvor jeg kom. Pludselig kom der en køn pige ind i rummet, mens jeg læste højt, hvilket gjorde mig enormt usikker. Stemmen og hænderne rystede. Det første fik den konsekvens, at jeg lød, som om jeg skulle til at bryde sammen, hvilket da også betød, at jeg måtte afbryde højtlæsningen. Efterfølgende ville jeg tage en tår af min te, men jeg rystede så meget på hænderne, at jeg spildte over det hele, hvorefter jeg straks satte koppen ned igen. Mit hjerte galoperede, jeg rystede over hele kroppen og var meget bange. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad det var. Det måtte helt sikkert være noget fysisk, der var galt med mig, for jeg havde aldrig hørt om, at noget sådant kunne være psykisk. Javel, hr. lærer Jeg skrev under på en 4-årig kontrakt med militæret, og heri lå en civil uddannelse bestående af en fuld hfeksamen. Min ubehandlede angst bredte sig som ringe i vandet. Jeg blev bange fx på skydebanen, når jeg skulle putte patroner i geværet, mens de overordnede kiggede på, ligesom klasseundervisning, hvor jeg kunne risikere at blive hørt, gjorde mig angst. Tonen internt blandt konstablerne var ekstremt rå. Det tog på mig at opleve, at flere gik ned pga. druk og nervøsitet alene på baggrund af mobning. Desuden var der et forfærdeligt drukmiljø med masser af fester. Min angst Tiden på hf kunne jeg faktisk godt lide, selv om sprogfagene var så angstprovokerende, at jeg fravalgte dem. Jeg opdagede, at verden var andet end militær og druk, selvom festerne i weekenderne ikke aftog i styrke, men nu var det som oftest sammen med en masse piger og drenge, der ikke havde tilknytning til det rå militærmiljø. Hovedet på receptblokken Et par år efter min angstdebut, brød jeg sammen hjemme hos mine forældre. Naturligvis fik jeg trøst, men ellers var de magtesløse og foreslog, at jeg kom til lægen. Han kunne ikke rigtig forklare, hvad der var galt, men jeg fik en recept på nogle betaklokkere, som hyppigst gives mod forhøjet blodtryk og ved visse tilstande af uregelmæssig puls. De havde ingen effekt, ligesom de heller ikke har en direkte angstdæmpende virkning, så jeg kom hurtigt til lægen igen og fik i tillæg nogle meget milde benzodiazepiner. De var også uden effekt, og jeg var stadig ikke blevet klogere på, hvad der egentlig var galt med mig. Et årstid senere blev jeg endda sendt til neurolog for at få udelukket somatiske lidelser, men der var ikke noget galt, så jeg fik bare en recept på en ny omgang betablokkere. Efter tre år i militæret skulle kasernen lukke, og jeg valgte at blive fritstillet. Jeg fandt en læreplads inden for kommunen. Efter læretiden i kommunen fik jeg job som fængselsbetjent i Vestre fængsel. Jeg var egentlig god til mit arbejde, men jeg havde det problem, at når jeg skulle uddele medicin, som var opløst i saftevand i bitte små bægre, så voldte det stor angst for at ryste på hænderne, og det kunne jeg ikke holde til på trods af den megen medicin, min læge udskrev. Så alene af den grund stoppede jeg efter få måneder. Det var ærgerligt, for jeg fik af vide, at jeg var god til mit job. Angsten tager til Jeg begyndte så som selvstædig ejendomshandler sammen med en anden. På en dejlig tur til London oplevede jeg på den sidste dag at få et enormt panikanfald. Det skete, da jeg skulle med undergrundstoget, som jeg havde kørt med mange gange før. Jeg vid<ste slet ikke, hvad det handlede om. Da jeg med det samme prøvede at gå ned i undergrunden igen, blev det bare endnu værre. I stedet tog jeg en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg nappede et par store glas rom for at falde ned igen. Tanken om hjemturen gjorde mig forfærdelig angst, for jeg skulle jo både med tog og sejle og så endda helt fra London til Roskilde. De kommende måneder eskalerede angsten for at tage tog og bus, og jeg fik svimmelhedsanfald. Bedre blev det ikke af, at vi havde meget travlt med vores virksomhed. Samarbejdet med partneren holdt ikke, og i stedet begyndte jeg at samarbejde med et byggeselskab. Jeg blev hurtigt den absolut bedste sælger. Ved siden af dette solgte jeg brugte huse og ejerlejligheder i kommission. Tilmed opkøbte jeg selv lejligheder, som blev istandsat og solgt videre med god fortjeneste. Oven i hatten drev jeg konsulentvirksomhed for spekulanter. Det brugte jeg meget tid på, samtidig med at jeg skulle sætte mig ind i meget nyt. Det førte til en voldsom forøgelse af angsten, som bl.a. gav sig udslag i stadigt større fobisk angst og frygt for panikanfald fx hvis jeg skulle køre langt i bil eller færdes rundt på cykel. Dette blev dulmet med Tesmesta og Rohypnol til at sove på to stærke midler. Stort alkoholforbrug Mine arbejdsuger var på ca. 60 timer, og jeg havde stresssymptomer, der gjorde, at jeg ikke kunne være nogen steder, når jeg kom hjem. Jeg købte vin til at falde ned på. Og det blev efterhånden hver dag. Alkohol er det mest beroligende, der findes. Det virker hurtigt og aftager hurtigt i virkning i forhold til fx stesolidpræperater. Vi mennesker har en tilbøjelighed til at ville minimere smerte og optimere glæde og ro med hurtige midler. I disse år prøvede jeg hypnosebehandling, gik hos en psykiater, var hos en speciallæge, der på det tidspunkt var en fremtrædende kapacitet, hvad angik angstlidelser. Hans behandlingsmetoder var, efter min mening, fuldstændigt vanvittige. Han ville have, at jeg øjeblikkelig stoppede med at tage min medicin, som dengang var stesolid. Dette til trods for, at man ved, at en udtrapning skal ske langsomt og skånsomt. Desuden mente han, at jeg skulle tage toget øjeblikkeligt, når jeg skulle til konsultation i hans praksis. De forskellige tiltag var uden resultater men med en del dårlige erfaringer. Så mødte jeg kvinden, som året efter blev mor til min datter. En stor gave, som jeg er stolt af. Hun er en rigtig fars pige. Og på trods af min angst og periodevise alkoholproblemer tror jeg ikke, hun på nogen måde kan sige, at hun ikke har fået kærlighed og opmærksomhed. Der skal dog slet ikke være nogen som helst tvivl om, at hun har lidt under mit til tider destruktive drikkeri, som kulminerede, da jeg for nogle år siden pga. stress udviklede en blødende tarmlidelse. Her blev jeg sat i behandling med prednisolon et præparat, som både kan have alvorlige fysiske og psykiske bivirkninger. Min angst blev så voldsom, at jeg supplerede min medicinske behandling med alkohol. Det gav bagslag i form af øget angst og stress. Reaktioner som blev godt hjulpet på vej af den sociale isolation, der fulgte af min sygemelding fra mit arbejde som serviceleder. Mit arbejde bestod i at snakke med mennesker hele tiden. Et arbejde, jeg kunne lide, selvom det sidste halve år var så stressende og øgede min angst voldsomt. På bunden af flasken Jeg fik besked fra min kone om, at hun ville skilles. Den første uge eller to troede jeg simpelthen ikke på det til trods for, at jeg snakkede med hendes nye mand i telefonen. Så væltede sorgen, angsten og depressionen lige ind i hovedet på mig. På dette tidspunkt stod jeg uden psykiater, og min læge var magtesløs, så jeg måtte simpelthen drikke stærk spiritus, dels for at slippe for den smerte som skilsmissen voldte, dels for at dæmpe angsten. Jeg troede faktisk, mit liv var slut. Jeg var blevet fyret pga. 120 dages reglen, og jeg var for angst til at finde andet arbejde. Jeg kunne godt være kommet tilbage inden de 120 dage, hvis ikke det havde været for angsten. Jeg kunne slet ikke komme uden for en dør alene, og det var svært nok, selvom jeg havde følge. Til sidst måtte jeg simpelthen bede min læge om at komme til psykiater, og ad den vej blev jeg medicineret med alprazolam, således at jeg hurtigt genvandt en fornuftig aktionsradius og dermed også kunne genoptage vigtige sociale relationer. Jeg er et meget udadvendt menneske, som har et voldsomt behov for gode sociale kontakter. Gennem min mangeårige angstlidelse ved jeg, at hvis dette opfyldes, reduceres min angst også, og derved også mit medicinforbrug. Uvorne piller Jeg ved godt at behandling med benzodiazepiner er meget udskældt, men jeg vil hellere leve med at skulle indtage denne medicin og så leve et nogenlunde anstændigt liv, nu da alle andre behandlingsforsøg har vist sig stort set virkningsløse. Jeg får kun noget ud af kognitiv adfærdsterapi, hvis jeg samtidig får en behandling med alprazolam i en tilstrækkelig dosis. Ja, jeg har været igennem et behandlingsforløb på fobiskole, hvor man mødte 5 dage om ugen. Jeg og mange andre gjorde enorme fremskridt, mens vi gik i skolen, men da vi efterfølgende forlod fobiskolen og vendte tilbage til den normale dagligdag, svandt de gode resultater. Fobier er noget man skal arbejde med kontinuerligt. Ellers kommer angsten igen. Jeg prøvede på et tidspunkt MAOhæmmeren Marplan. Det er et middel, man som regel først bruger når alt andet er prøvet. Man anbefaler en dosis på omkring 30 mg, men min psykiater turde ikke gå højere op, selvom jeg måske vil have haft gavn af fx 40 mg. Lægerne er bange for de interaktionsproblemer, der er med visse former for kost og medicin. Formentlig derfor er det meget få psykiatere, der tør udskrive det, selvom mange måske kunne havde glæde af det. Rehabilitering I tiden lige efter skilsmissen fik jeg for første gang i mit liv hjælp hos det offentlige med en rehabilitering til arbejdsmarkedet. Det skulle vise sig at blive ganske umuligt. Det hedder sig, at kommunen skal sikre rehabilitering 14 15

9 til hurtigst mulig egenforsørgelse, og det er naturligvis et ganske sundt princip. Jeg fik skiftende sagsbehandlere, for disse holder normalt ikke længe i det kommunale system. Det er alt for hårdt at skulle hjælpe mennesker med ofte store problemer, der i sagens natur kræver helt individuelle hensyn. Allerede her hopper kæden af, idet man har nogle ganske få kasser at operere indenfor, og passer man ikke lige ind i dem, får man (yderligere) et problem. Mit store ønske er at hjælpen blev samlet, så det var muligt at se mere helhedsorienteret på den enkelte. Det ville være dejligt, hvis man kunne få en samlet behandling med vedvarende opfølgning et sted, hvor der blev foretaget en psykologisk, medicinsk og social indsats, uanset Depression kan spores på syv minutter om der er tale om et misbrugsproblem og/eller en psykisk lidelse som fx angst. Samfundsøkonomisk ville det være en rigtig god idé, men indtil videre er det bare ønsketænkning fra min side. Forfatteren til denne historie har ønsket at være anonym. Hans navn fulde navn er redaktionen bekendt. Fremover bliver det lettere at spore en psykisk sygdom hos de cirka danskere, der i månedsvis er for syge til at gå på arbejde. I slutningen af sidste uge sendte overlæge ph.d. Hans Jørgen Søgaard fra Herning en folder ud til sagsbehandlerne i landets 98 kommuner med et simpelt værktøj, der på få minutter kan screene de cirka fem procent af den danske arbejdsstyrke, som er langtidssygemeldt. Næsten halvdelen lider af en psykisk sygdom, typisk angst eller en depression, og hos næsten halvdelen af disse er lidelsen uopdaget. Både sagsbehandler og den praktiserende læge overser ganske enkelt den sygemeldtes psykiske problemer, eller forveksler dem med fysiske skavanker. Når kommunen ikke ved, at der ligger en psykisk sygdom til grund for sygemeldingen, er det selvklart svært for kommunen at hjælpe. Og meget anstrengende for personen at skulle igennem aktivering eller tilbage på arbejde, fortæller overlæge Søgaard. Politiken Ny terapi stopper selvmordstanker En ny form for terapi har vist sig effektiv over for folk på randen af selvmord. Metoden, der hedder Collaborative Assessment and Management of Suicidality, går kort fortalt ud på, at terapeuten skal acceptere patienternes selvmordstanker i stedet for at modarbejde dem. Det får patienternes selvmordstanker til at forsvinde, viser nye resultater, som Ugeskrift for Læger offentliggjorde mandag den Ifølge overlæge Bent Rosenbaum fra Psykiatrisk Center Glostrup handler det om, at terapeuten skal godtage tankerne om selvmord, som patientens eneste brugbare løsning på at komme ud af en tilsyneladende ubærlig lidelse, i stedet for at kræve, at patienten forpligter sig til ikke at begå selvmord. Og resultaterne er gode. I en evaluering af metoden mente 80 procent af patienterne, at samtalerne hjalp. Metoden redder liv, fordi den nedsætter frekvensen for, at man forsøger igen. Gentagne selvmordsforsøg fører jo til, at det til sidst lykkes, siger overlægen. Ritzau, Selvhjælpsgrupper giver mindre angst Af Marie S. Andersen Angstforeningen søger hvert år økonomiske midler fra Socialministeriets forskellige puljer. Fra og med 2007 er det et krav, at ansøgerne skal måle resultatet af de støttede projekter. Vi foretog derfor en anonym spørgeskemaundersøgelse i november 2007 og bringer resultatet her. Generel information Desværre deltog kun ca. 40% af selvhjælpsgruppedeltagere i undersøgelsen. Af disse var 41% i aldersgruppen år, 44% i 40 erne og 15% 50 år eller derover. Ca. 1/3 deltog i grupper for socialfobi og 2/3 i grupper for blandede angstlidelser. Deltagerne havde gennemsnitligt været med i en gruppe i knap halvandet år. Succeskriterier for selvhjælpsgrupper De opstillede succeskriterier for selvhjælpsgrupperne er, at deltagerne skal føle, at de kan læsse af og få brugbar feedback. de får lidt lettere ved at tale om deres angstlidelse uden for gruppen. de profiterer af gennemgangen af selvhjælpsmateriale eller praktiske øvelser. Konklusion På baggrund af de indkomne resultater mener vi at kunne konstatere, at formålet med Angstforeningens selvhjælpsgrupper er opfyldt. Samtlige deltagere i undersøgelsen mener, at de har mulighed for at læsse af. Og i og med at 6% bruger grupperne, mens de venter på at komme i behandling og 28% bruger grupperne som opfølgning efter endt behandling, må grupperne desuden kunne siges at fungere som supplement til behandling. Næsten samtlige deltagere mener, at de både føler sig mindre alene og får feedback, som kan bruges i dagligdagen. Og langt hovedparten har fået lettere ved at tale om angsten. Faktorer som gør, at man ikke behøver bruge helt så megen energi på at skjule sin angst. 71% af deltagerne i undersøgelsen har haft mulighed for at udføre adfærdstræning og 63% har haft Forskning i hjernens signalstoffer Lundbeckfonden donerer 3,8 mio. kr. til forskning i transporten af monoaminerne i hjernen. Ulrik Gether, professor ved Københavns Universitet, har modtaget en donation fra Lundbeckfonden på kr. Monoaminerne omfatter dopamin, noradrenalin og serotonin, der udgør nogle af hjernens vigtigste signalstoffer, som har betydning ved mange lidelser i centralnervesystemet fx skizofreni, depressioner og angsttilstande. Det er målet at karakterisere betydningen af cellulære protein-protein interaktioner og signaleringsmekanismer samt undersøge, hvordan disse kan påvirkes af antidepressive lægemidler og centralstimulerende stoffer. Dagens medicin, mulighed for at arbejde med selvhjælpsmateriale. Hovedparten af disse mener, at adfærdstræningen og arbejdet med selvhjælpsmateriale har en positiv effekt. Vi havde en forventning om dette, men er glade for at have fået det bekræftet. Endelig er det glædeligt at konstatere, at mindst 75% af deltagerne i undersøgelsen mener, at de i en eller anden grad er blevet mindre angste som et resultat af deltagelsen i gruppen. På baggrund af undersøgelsens resultater vil vi forsøge at lægge mere vægt på adfærdstræning og selvhjælpsmateriale dog i det omfang deltagerne selv ønsker det. For selv om målet er, at det gerne må rykke at deltage i en af vores selvhjælpsgrupper, skal der også være plads til dem, der ikke orker at kæmpe mere, men bare vil have et fristed, hvor de kan møde ligestillede at dele deres tanker med. Sluttelig vil vi gerne sige mange tak for hjælpen til jer, der deltog i undersøgelsen! 16 17

10 Gener og medicin Af Liza Overgaard De fleste læsere af AngstAvisen er nok bekendt med, hvad de skal svare på spørgsmålet: Hvordan behandler man angst? Kognitiv adfærdsterapi og eller antidepressiv medicin (SSRI/ SNRI). Og gid det var så enkelt, men hele % af de patienter, der behandles med de nyere antidepressiva, har ikke tilstrækkelig effekt af medicinen. Angstsygdommen medfører i sig selv mange oplevelser af nederlag og utilstrækkelighed, og når medicinen så heller ikke rigtigt virker, føjes der endnu en ordentligt gang spot til skade og frustrationen, og skuffelsen er voldsom hos både en selv og hos ens omgivelser. Efterhånden opstår så spørgsmålet: Hvorfor virker medicinen så forskelligt på folk? En del af svaret findes måske i generne, så i det efterfølgende vil jeg gennemgå en artikel fra Ugeskrift for Læger fra den 16. april 2007 side med titlen Genetiske variationers betydning for effekten af selektive serotoningenoptagelseshæmmere (selektive serotoningenoptagelseshæmmere eller SSRI er den mest anvendte antidepressive medicin, red.). Forskerne har kigget på nogle af generne for følgende tre dele af serotoninsystemet: 1. Serotonintransporteren 2. Serotoninstofskiftet 3. Serotoninreceptorerne Serotonintransporteren Med nyere antidepressiva er det i første omgang serotonintransporteren, man påvirker. Genet for transporteren findes i to varianter en kort og en lang. Den lange variant koder for hurtigere og bedre aktivitet af transporteren, således at disse patienter responderer bedre på serotoningenoptagelses-hæmmere end patienter med den korte variant. Den hidtidige forskning tyder imidlertid ikke på, at genvariationen også skulle have betydning for signalstoffet noradrenalin. Et studie med en placebogruppe tyder endvidere på, at folk med den lange genvariant i det hele taget er bedre stillede, idet de sandsynligvis oplever en anden type depression, som responderer bedre over for forskellige former for behandling og miljøpåvirkninger såsom søvn og lys. Serotoninstofskiftet I stofskiftet findes et enzym, som begrænser hastigheden i serotoninsyntesen (serotonindannelsen, red.). Der kendes flere forskellige variationer i genet for dette enzym, og også her kan man finde variationer, som medfører nedsat serotoninsyntese og dårligere respons på SSRI. I serotoninstofskiftet findes også enzymet monoaminoxydase eller MAO, som står for nedbrydningen af serotonin. MAO-hæmmere virker således ved at hæmme dette enzym, således at serotoninet ikke nedbrydes så hurtigt. Den hidtidige forskning har imidlertid ikke fundet variationer i genet for MAO, som har betydning for effekten af hverken MAO eller serotoninhæmmende medicin. Serotoninreceptorerne Vores hjerne indeholder mange forskellige receptorer for serotonin. Så mange endda, at de inddeles i syv klasser og forskellige underklasser. Hovedparten af de videnskabelige studier har koncentreret sig om to af denne type receptorer. Den ene lad os kalde den A regulerer serotoninfrigørelsen, mens den anden som vi så kan kalde B menes at have betydning for, hvordan depression påvirker den menneskelige organisme samt for antidepressive lægemidlers virkningsmekanisme. Der findes et stof, pindolol, som blokerer receptor A, hvorved effekten af antidepressiva forøges. Faktisk synes pindolol at kunne ophæve den negative effekt af at have en serotonintransporter, som er styret af den korte genvariation. Patienter med den korte variation opnår med andre ord den samme responsrate, som patienter med den lange variation. Et sådant resultat peger endvidere på, at vi mennesker er styret af et særdeles komplekst samspil af gener. Medicinsk kompensation for en uheldig variation i ét gen er dermed ikke nødvendigvis nok til at slippe af med angst eller depression. Denne kompleksitet understreges af, at undersøgelser i variationer i genet for receptor A, ikke entydigt påvirker effekten af de forskellige serotoninhæmmende stoffer. Citalopram viste sig således også at være afhængig af variationer i genet for serotonintransporteren. Forskellige variationer i genet for receptor B har i tidligere undersøgelser vist sig kun at have lille betydning for effekten af antidepressiva. Senere har man dog fundet en ret begrænset sammenhæng mellem variationer i dette gen og udkommet af behandling med citalopram. Hvide forsøgspersoner med den ene genvariant havde 18 % mindre risiko for manglende effekt af citalopram end personer med den anden variant. For sorte forsøgspersoner fandt man ingen sammenhæng dog forekom den effektive variant af genet seks gange hyppigere hos hvide end hos sorte. Alle receptorerne er koblet på såkaldte G-proteiner. G-proteiner formidler effekten af receptorbinding til et væld af signalsystemer inden i cellerne. Man har fundet en genvariation i G-proteinet, som har betydning for overførslen af signaler og for iontransport. Variationen har også vist sig at påvirke responsen på SSRI. Der er ikke gennemført andre studier af sammenhænge mellem genvariationer i cellernes signalsystemer og effekten af antidepressiva. Konklusion Forskningen i sammenhængen mellem genvariationer og effekten af antidepressiva er stadig kun i sin vorden. Man kan derfor endnu ikke sige noget om, hvilken medicintype, der ville egne sig bedst til den enkelte patient. Svaret herpå skal givetvis findes via forskning i flere forskellige gener samt i disses forskellige variationer samt nok så vigtigt i en afdækning af samspillet mellem forskellige kombinationer af gener og genvarianter. Det er med andre ord ikke særlig sandsynligt, at man vil kunne forudsige effekten af en given behandling ud fra blot nogle få genvariationer. Endvidere må man regne med, at serotoninsystemets genetik kun er en blandt flere faktorer, som har betydning for behandlingsresponsen. Af andre forhold nævner artiklen biologiske og miljømæssige påvirkninger. Vi påvirkes forskelligt af ydre forhold, men et studie fra 2003 viser, at netop genetiske variationer i serotonintransporteren har betydning for, hvor følsomme vi hver især er overfor fx belastende livsbegivenheder. Vores personlighed spiller også ind og er muligvis også af betydning for udviklingen af psykiske lidelser samt for, hvordan vi reagerer på behandling. Men igen er der meget forskning, der tyder på, at genetiske variationer afstedkommer bestemte personlighedstræk eller personlighedsafvigelser. Det vides således ikke, om man skal finde de væsentligste årsager til manglende behandlingseffekt i generne for personlighed, sensitivitet over for miljøfaktorer eller i de farmakologiske virkningsmekanismer. Angste kan få tillæg til SU Har du et handicap, kan du søge om handicaptillæg eller specialpædagogisk støtte (SPS). Begge dele gives bl.a. til videregående uddannelse. Handicaptillæg Har du en varig psykisk lidelse, kan du få et tillæg til SU en, når du læser på en videregående uddannelse. Betingelsen er, at funktionsnedsættelsen giver betydelige begrænsninger i din evne til at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse - altså have studenterjob. Tillægget kompenserer for den manglende mulighed for indtægt ved siden af SU en. Der er således et lavere loft for, hvad du må tjene ved siden af SU en. For at modtage handicaptillæg skal du: modtage SU gå på en videregående uddannelse, der er SU-berettigende kunne dokumentere, at du har en varig funktionsnedsættelse (fx svære psykiske og psykosociale vanskeligheder som følge af angst og fobier). På kan du læse mere om, hvordan du opnår handicaptillæg. (Klik på Du har et handicap i menuen til venstre). Specialpædagogisk støtte (SPS) SPS skal sikre, at elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre. Fx kan personer med psykisk funktionsnedsættelse modtage støttetimer under denne ordning. Læs mere om SPU på

11 Sport og Angst Af Marie S. Andersen Motion skulle være så godt både for vores fysiske og psykiske velbefindende. Hvorfor er der så så mange angste, som ikke TØR dyrke sport? Og hvordan man kan arbejde med denne angst for igen at komme til at nyde sport og dens mange fordele? På Angstforeningens forum (www. forum.dk) er der en tråd: Bange for sport. Indlæggene handler om angsten for at dyrke sport pga. af det fysiske ubehag med hyperventilering, svimmelhed og hjertebanken samt katastrofetankerne om at få hjertestop, hvis nu kroppen ikke kan klare belastningen. Ubehaget er så stærkt, at nogle afstår fra at dyrke sport. Også selv om de måske tidligere i livet har haft stor glæde af at dyrke sport og gerne ville genoptage deres aktivitet. En indlægsskriver, som selv kender til disse problemer, er samtidig opmærksom på den gode effekt motion kan have på angst. Vedkommende har langsomt gennem et år - ved hjælp af vægte og en motionscykel - optrappet sin form og er nu begyndt at løbetræne. Med træningen kan man vænne sig til at være forpustet uden at blive angst, og efterhånden som man vænner sig til de fysiske symptomer, skal der mere til, før man bliver angst i andre situationer. Man kan se sporten som en form for eksponeringstræning, hvor man går langsomt frem. Vigtig information Ifølge pjecen Motion og Psyke udgivet af Sundhedsstyrelsen kan motion ganske rigtigt give de samme kropslige fornemmelser, som man oplever, når man er bange. Det vil sige hjertebanken, øget puls, sved, vejrtrækningsbesvær, uro i maven og anspændthed. Hertil kan komme svimmelhed, hyperventilation, trykken i brystet, sovende eller prikkende fornemmelse, uvirkelighedsfølelse, frygt for at miste selvkontrollen, frygt for at dø og fornemmelse af at skulle besvime. Det er vigtigt at patienter informeres om, at motion og fysisk aktivitet i øvrigt aktiverer det sympatiske nervesystem, og derved fremkalder de fysiske symptomer nævnt ovenfor. Manglende information om de fysiologiske ændringer kan fremkalde tvangsforestillinger eller hypokondre tanker. Motion som behandling Motion kan faktisk være en del af den behandling, der enten tilbydes mod angstanfald og angstsymptomer, eller som man selv kan tage initiativ til at påbegynde. Angst afstedkommer såvel en psykologisk oplevelse som en fysiologisk reaktion. Flere kontrollerede undersøgelser har vist, at angst- og spændingsniveauet reduceres efter fysisk træning. Træningseffekten indtræder 5-15 minutter efter afsluttet træning, og den angstdæmpende virkning varer i 2-4 timer. Der vil dog være store individuelle forskelle, idet nogle kan opleve en kortvarig og svag effekt, mens andre kan opleve en effekt i et til to døgn. I starten, når man motionerer, vil man kunne mærke, at angstniveauet øges, fordi de kropslige reaktioner, man oplever i forbindelse med motionen, som sagt kan minde om dem, man oplever under et angstanfald. Men efter nogen tid vil træningen være med til at mindske angstoplevelsen, så angstsymptomerne virker mindre skræmmende. Det er altså vigtigt ikke at falde fra i starten. Ved Iøb oplever man den samme fysiologiske reaktion som ved angst, blot uden at reaktionen tolkes som angst. Dette forhold har man bl.a. udnyttet ved busfobi. Her har man ladet patienten Iøbe mindst 20 minutter i træk for derefter at stige på en bus. Dermed var den fysiologiske reaktion forbundet med Iøbeturen og ikke med angst. Således blev patienten i stand til at gennemføre busturen og fik erfaring med at kunne klare denne situation. Undersøgelser af angstanfald og angstsymptomer peger på, at såkaldt aerob motion (fx svømning, cykling og Iøb) har den største terapeutiske effekt på tilstanden. Da der er stor forskel på, hvordan den enkelte oplever motionens virkning, anbefales det, at man prøver sig frem og gør sine egne erfaringer. Hvem kan bruge motion som behandling Fysisk aktivitet kan anbefales til patienter med angst, hvorimod træningseffekten er tvivlsom ved socialfobi. Det må dog være op til den enkelte at afprøve og vurdere effekten. Socialfobikere kan fx også få kraftig hjertebanken i forbindelse med angstanfald, og her kan det være godt at lære, at det er cykelturen op ad bakken eller løbeturen for at nå toget og ikke den forestående middag, som har Angste danskere bliver sjældent kureret forårsaget den voldsomme aktivitet i brystet. Er man i medicinsk behandling for en angstlidelse, kan det i øvrigt være en god idé at drøfte motionsovervejelser med den læge, som har udskrevet medicinen danskere lider af angst, men kun få får en diagnose eller behandling, viser ny rapport. Hvis man bliver ramt af en invaliderende form for angst, så skal man kigge langt efter hjælp i det offentlige. De praktiserende læger er ikke i stand til at identificere sygdommen, og sundhedsvæsenet er ikke gearet til at tage hånd om de syge. Derfor går hundredtusindvis af danskere rundt og lider i stilhed, afslører en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen om angstlidelser blandt voksne danskere. De ubehandlede psykiske lidelser, som omkring danskere ifølge Psykiatrifonden døjer med, koster årligt samfundet milliarder af kroner i tabt arbejdsfortjeneste og sygedagpenge. Asger Baunsbak Jensen, tidligere formand for Det Radikale Venstre, er een af mange danskere, der måtte afbryde sin karriere på grund af angst og depression. Han har skrevet en bog om sin sygdom. Kognitiv adfærdsterapi mod børns mavesmerter Tilbagevendende mavesmerter ses hos pct. af alle skolebørn, men hos godt 90 pct. af børnene finder man aldrig en fysisk årsag til børnenes mavesmerter. Ny forskning peger på, at kognitiv terapi kan reducere smerternes intensitet og hyppighed og have en gavnlig virkning på disse smerter hos børn. Hos ca. 90% af børnene med mavesmerter betegnes mavesmerterne som funktionelle, dvs. der kan ikke påvises en fysisk sygdom som årsag. Det centrale i behandlingen er at lære barnet at identificere dysfunktionelle tanker, at lære at forstå forholdet mellem tanker, følelser, adfærd og kropslige reaktioner samt at udvikle mere konstruktive kognitive (tankemæssige) og dermed også adfærdsmæssige strategier. Læge og ph.d.-studerende Charlotte Ulrikka Rask fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov, er medforfatter på en oversigtsartikel om kognitiv adfærdsterapi til børn med funktionelle mavesmerter. Hun forklarer, at den præcise årsag til de funktionelle mavesmerter er ukendt, men at flere faktorer kan spille ind. Gennem den kognitive adfærdsterapi lærer forældrene at understøtte barnet i strategier, så barnet bliver bedre i stand til at håndtere mavesmerterne,«siger Charlotte Rask. Charlotte Rasks ph.d. hedder: Funktionelle fysiske symptomer hos 5-7-årige børn. Diagnostik, prævalens og association til psykiske vanskeligheder Nyhedsavisen,

12 bogreolen Motion og psyke Af Claus Sersar Thomsen Jes Gerlach (red.) Psykiatrifondens Forlag, s ISBN-nr Denne bog, der egentligt er en tekstsamling, består af 12 kapitler, skrevet af personer, der er inviteret til at skrive om forholdet mellem motion og psyke. Titlen er en anelse misvisende, da det mestendels handler om forholdet mellem den syge psyke og motion. I mange af kapitlerne går man tilmed meget langt væk fra det overordnede emne. Men psyke og krop er jo uløseligt forbundne og det er måske ikke det nemmeste emne at afgrænse. Bogen omhandler mest den gruppe af psykisk syge, der ofte er indlagt eller tilknyttet væresteder i psykiatrien, som de fleste angstpatienter kun har sporadisk kontakt til. Baggrunden for at skrive en sådan bog er dels at fysisk træning kan supplere og i visse tilfælde ligefrem erstatte medicinsk eller psykologisk behandling af psykiske sygdomme; dels at mange, der lider af psykiske sygdomme har en øget forekomst i forhold til resten af befolkningen af type-2 diabetes, hjerte-kar-sygdomme og overvægt. En del af miseren skyldes den inaktivitet, der ofte følger i kølvandet på en psykisk sygdom, men også bivirkninger fra medicin, der giver vægtøgning og øget appetit, hvilket gælder flere antipsykotiske midler og visse midler mod depression/angst (nogle SSRI/ SNRI mv.). At bogen afgjort er relevant, fremgår fx af en undersøgelse foretaget i det gamle Vejle Amt (kap. 10), hvor man kom frem til at % af de psykisk syge, der deltog i undersøgelsen, havde et aktivitetsniveau, der svarer til en kørestolsbrugers! Mange psykisk syge har imidlertid en del forhindringer at overvinde i forhold til at dyrke sport, fx kan en person, der har socialfobi føle, at andre måler og vejer hans/hendes præstation og for en depressiv virker sport helt urealistisk, når selv de mest dagligdags gøremål er uoverskuelige. De første kapitler, 2,3 og 4 indeholder mange nyttige oplysninger om forskning inden for de områder, der beskæftiger sig med forholdet mellem motion og psyke. Forskningsresultater peger eksempelvis på, forklarer Henning Kirk (s.23), at bedre fysisk form giver forbedret hjernefunktion og forklarer i øvrigt, hvilken indvirkning motion har på hjernen i det hele taget et forskningsområde, hvor der sker spændende ting i øjeblikket. Men han siger dog også, at man endnu ikke ved ret meget om, hvordan den fysisk aktive krop påvirker følelserne, bevidstheden og de kognitive funktioner. Særligt Bente Klarlunds kapitel (2) bringer spændende nyt om et område, jeg personligt ved meget lidt om nemlig muskelforskning; kroppens muskelvæv opfattes i dag som et stort organ (!), der ikke blot tjener til kroppens bevægelighed, men også fungerer som en stor hormonproducerende kirtel. Hun forklarer, hvordan fysisk aktivitet ofte øger udskillelsen af en række hormoner, som serotonin og noradrenalin især ved regelmæssig fysisk aktivitet. Og flere af disse hormoner har betydning for hjernen, (nogle af dem genfinder man i antidepressiv medicin), og dermed for eksempel for stemningslejet eller graden af ængstelighed. Men det betyder formentligt ikke, at det er endeligt påvist, at der er en sammenhæng mellem motion og bedre psykisk helse. Mange af de efterfølgende kapitler handler om, hvordan de mennesker, der til dagligt arbejder med at få psykisk syge, på væresteder eller på psykiatriske afdelinger, til at bevæge sig mere, får det sat i værk i hverdagen, og om den positive effekt de kan se, når psykisk syge får mere bevægelse ind i hverdagen. Særligt interessant for angstpatienter er muligvis kapitel 6, der handler om, hvordan fysioterapi kan anvendes i angstbehandling. Med kroppen i centrum Af Kamma Kaspersen Reinhard Stelter Idrætspsykologi i teori og praksis Dansk Psykologisk forlag, 2006, 303 s. Med kroppen i centrum giver et samlet overblik over idrætspsykologi i teori og praksis. I denne anmeldelse har jeg prioriteret at informere om de områder, der kunne være interessante for angstramte. Fx metoden, hvor man kan skifte mellem angststimulus i kort tid og terapeutens instruktion om forskellige typer af afspænding. Vekselvirkningen mellem angststimulus og afspænding skulle virke dæmpende på angsten og gentages, indtil der ikke længere udløses en angstreaktion. Angsten ændres fra at være Uheldigvis er bogen også præget af en del generaliseringer, der vækker undren; eksempelvis i kapitel 11 om motion og søvn, der mest er en gennemgang af søvnfaserne, finder man generaliseringer som den gode søvn er en ressource som er til rådighed for os alle. Vi kan bruge den eller lade være. Jeg ved at bogen ikke henvender sig til specielt til angstpatienter, men mange angstpatienter, især de mennesker, der lider af generaliseret angst (og formentligt også en del panikangste/sygdomsangste) har imidlertid indsovningsproblemer og sover siden hen meget let, og det kan ikke blot løses med de gængse søvnråd, desværre. Det er altid en god idé at følge rådene, og se om der skulle være noget at hente der. Man kan i øvrigt finde rådene på næsten enhver hjemmeside om søvn. Det er selvfølgelig ingen skade til at få det repeteret. Bogen er som de fleste andre selvhjælpsbøger/oplysende bøger skrevet i den bedste mening, men man bør måske huske at tage misteltenen i ed. Og det gælder ikke kun for denne i øvrigt udmærkede bog, men for den type bøger i det hele taget. Det virker som om de kapitler, der er skrevet af de mennesker, der til dagligt har fingrene i bolledejen falder mere i tråd med den virkelighed psykisk syge oplever. Det er mit indtryk. Det er til gengæld fint, at det forklares i kapitlet, hvordan motion kan medvirke til en bedre søvnkvalitet ved at sænke niveauet af aktiverende signalstoffer. Om motion til gengæld hjælper på de indsovningsproblemer som mange angstpatienter har, forbliver et ubesvaret spørgsmål. Jeg sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved, om motion gavner søvnkvaliteten og sænker angstniveauet, for det har jeg selv erfaring for. Else Smith og Barabara Hjalstad nævner i deres indledning, at der bør spørges til patientens motion og kostvaner, og at fysisk aktivitet bør integreres i behandlingen. Det kan kun bifaldes, men om det er blevet praksis i sundhedssektoren siden 2005 er en helt anden snak. Mange initiativer sker tilsyneladende på lokalt niveau, hvilket for så vidt er udmærket, men for at det skal batte, bør sundhedspersonale spørge ind til patientens motionsvaner og efterfølgende iværksætte en handleplan sammen med patienten for at forebygge velfærdssygdomme. Men der skal formentligt også skaffes mere dokumentation for, hvordan og om motion virker på de enkelte psykiske sygdomme og kombinationerne deraf, og hvorfor den virker. Virker motion en trussel til at blive neutral. Metoden minder om, når man arbejder kognitivt med sine tanker. Kroppen bliver ofte underkendt i forhold til psyken, selv om kroppen bærer på stor viden. Den gode danser kan umuligt huske hvert trin og bevægelse. Det er kroppens hukommelse, der automatisk går i gang. Dette gælder også, når vi fx skal cykle eller svømme. Hukommelsen er altså situationsbetinget. Michael Laudrup er et eksempel på en person med en særlig rumlig og kropslig intelligens. Undersøgelser tyder på at 8-9-årige børns selvopfattelse hænger sammen med det kropslige. Fysisk aktivitet er derfor en vigtig kompetence, fx på den panikangstes opfattelse af kropsfornemmelser? Der er lavet undersøgelser om emnet, men den viden, der er om emnet, bør efter min mening systematiseres, hvilket Merete Nordentoft også påpeger i sit kapitel. Dorte Sestoft fra Dansk Psykiatrisk selskab anbefaler i det sidste kapitel motion på recept til mennesker med angstlidelser og depressioner, og det er en god idé. Men der er lidt for meget rutinearbejde i bogen, og lidt opstramning her og der ville ikke have skadet. Og det ville nok også have gavnet udgivelsen, hvis det stod mere klart, hvem målgruppen for bogen er. Men som sagt er bogen opdelt i klart adskilte kapitler, så man kan læse, hvad der interesserer én og lade resten ligge. Overordnet synes jeg dog, at det en fin og letlæselig introduktion til emnet. som styrker selvfølelsen og dermed trivslen blandt de andre i klassen. Fysisk aktivitet afgiver mange stimulerende hormoner, som virker som lykkepiller ; fx endomorfiner, der ligner opium. Så selvom du synes, det er morsommere at gå i gang med alle andre aktiviteter end motion, så kunne det være, at det alligevel var en god ide at motionere. Chancen for at du får det bedre, er dokumenteret, så der er vel ingen vej uden om, selv om jeg personligt har gjort, hvad jeg har kunnet for at undgå sved på panden. Men nu skal det være slut. Jeg vil motionere, nu da jeg kan se, at det er dokumenteret, at det virker positivt på både krop og psyke

13 Peter Bangsvej 1, D, Frederiksberg Tlf.: Opslagstavlen Interviewpersoner og foredragsholdere søges i hele landet Har du mod på at stå frem i pressen eller til foredrag og fortælle din historie om vejen ud af angsten? I givet fald kan du kontakte os og høre mere på marie@angstforeningen.dk (P.t. søges fx sygeplejerske til indlæg i Fagbladet Sygeplejersken ) Kalundborg Ny selvhjælpsgruppe Start: 23. april kl Yderligere info på eller grupper@angstforeningen.dk Har du brug for en snak eller informationsmateriale kan du desuden møde Angstforeningens repræsentant Elsebeth Søborg Benkjer i Infobutikken, Lindegade 3, Kalundborg, torsdage i ulige uger kl Fotoserie om angst I anledningen af Landsindsatsen mod Angst, indbyder PsykInfo, Region Syddanmark, til at deltage i en fotoserie om angst. Billederne, der skal ledsages af tekst, skal vise angsten set indefra, fotograferet af mennesker, der selv lider af angst. Yderligere information fås hos Mette Skov i PsykInfo på tlf.: eller Angst og behandling Mandag den 26. maj 2008, kl Gentofte Bibliotek, Øregårdssalen, Ahlmanns Allé 6, Hellerup Foredrag om angst og behandling ved Pia Callesen, cand.psych. Personlige historier om panikangst og socialfobi. Information om Angstforeningen samt mulighed for opstart af selvhjælpsgruppe. Entre: kr. 25. Tilmelding ikke nødvendig Arrangør: Angstforeningen Esbjerg og Randers starter selvhjælpsgrupper Er du interesseret i at deltage i en selvhjælpsgruppe i Esbjerg eller Randers, så henvend dig til grupper@angstforeningen.dk eller ring på Vi starter, så snart der er nok interesserede Deprimklub Angstforeningen Ja, pardon my French, men ovenstående foreningsnavn for folk med fobier er hylende morsomt, ligeledes det faktum, at Angstforeningens medlemsblad hedder Angstavisen (frem for eksempelvis Panikposten eller Tvangstanke Tidende). Ovenstående citat stammer fra + LI- STEN (!) i Politikens I byen, torsdag 20. marts. AngstAvisens redaktion har modtaget det fra et medlem, der mener, at vi bør kunne grine lidt af os selv. Og det er vi bestemt enige i. Især Panikposten får os til at trække på smilebåndet, men af bar skræk for, hvordan alle jer med socialfobi og generaliseret angst m.m. ville reagere på et sådant navneskifte tør vi simpelthen ikke bruge det. Til gengæld kunne vores kære venner i Depressionsforeningen og OCDforeningen måske have mere glæde end os af henholdsvis Deprimklub og Tvangstanke Tidende. Frivillige til TelefonRådgivningen i dagtimerne Har du lyst til at hjælpe os med at rådgive omkring angst og behandling? Er du fyldt 28 år? Stabil, empatisk og i besiddelse af fastnettelefon, så henvend dig og hør mere: marie@angstforeningen.dk