LÆRERVEJLEDNING 1. Tekst og illustrationer: Mikala Klubien Foto: Jørgen Schytte

Transkript

1 Børnenes U-landskalender 2012 LÆRERVEJLEDNING 1 Tekst og illustrationer: Mikala Klubien Foto: Jørgen Schytte

2 2 INDHOLD PÅ DVD Film til ELEFANTSPOR I RØD JORD: De fem fra Tachipe Under vores træ Tæl til 10 Lær en leg Film fra DR-TV: Nørd: Jagten på Ressourcer Nørd: Tro og overtro i Ghana Nørd: Dyrene i Ghana Nørd: På hårdt arbejde 13 små film om børn fra Ghana LÆRERVEJLEDNING BØRNENES U-LANDSKALENDER 2012 TEKST OG ILLUSTRATIONER: MIKALA KLUBIEN FOTOS: JØRGEN SCHYTTE 2012 ALL RIGHTS OF THE PRODUCER AND OF THE WORKS REPRODUCED RESERVED. UNAUTHORISED COPYING, HIRING, LENDING, PUBLIC PERFORMANCE AND BROADCASTING OF THIS RECORDING PROHIBITED

3 4 5 Børnenes U-landskalender 2012 ELEFANTSPOR I RØD JORD - Lærervejledning Undervisningsmaterialet Elefantspor i rød jord består af en elevbog, en lærervejledning med vedlagt dvd med film og et arbejdshæfte til eleverne. Materialet er tilrettelagt for klasse. Udgivet af Danida Danida Udenrigsministeriet. Tekst og illustrationer: Mikala Klubien Redaktion: Kirsten Selsmark Fotos: Jørgen Schytte Film: Mikala Klubien Musik: Kevin L. Dyrholm og Morten Bo Larsen Sang: Louise Engelsen og Brønshøj Skoles Kor Layout/repro: Publikum Kommunikation / Morten Bak Tryk: Center Tryk Produktion: Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed ISBN Elektronisk version: ISBN Klassesæt med 30 elevbøger, 30 arbejdshæfter, 2 lærervejledninger og en dvd med film: ISBN arbejdshæfter: ISBN Synspunkter, der kommer til udtryk i materialerne, er forfatternes og ikke nødvendigvis sammenfaldende med Udenrigsministeriets. På findes flere informationer om årets u-landskalenderprojekt samt spil og aktiviteter for børn. Bestilling: Elefantspor i rød jord samt materialer fra tidligere år kan bestilles på: INDHOLD 5 BØRNENES U-LANDSKALENDER OM UNDERVISNINGSMATERIALET 8 FORSLAG TIL arbejdet med materialet 9 VÆRD AT VIDE OM GHANA Baggrundsviden til læreren 10 slavernes kyst 11 Ghanas natur Geografi Klima Dyrelivet 15 Ghanas folk Ghanas mange folk Sprog Arbejde og produktion Økonomi Nord og syd Accra Centralregering og høvdingedømmer Menneskerettigheder Medier og kontakt Flag og penge 21 Historien Tidlige tider Europæerne ankommer Afrikanske forbindelser Slaveri Danskerne på Guldkysten Guldkysten bliver koloni Ghanas kolonitid Wullfs hus Drømmen om selvstændighed Endelig fri Nkrumahs styre Kup og militærstyre Ghana i dag 29 Livet i ghana Familien Ind i livet Den sidste rejse Børn Mad Musik Noget at læse i Sport Skole og uddannelse Leveforhold Sundhed og sygdom Tro 35 TACHIPE EN LANDSBY I NORD 38 IBIS I GHANA DANIDA I GHANA 39 NOGET AT TALE OM Temaer og samtaleemner til elevbogens kapitler 43 GHANA FOR BØRN Gennemgang af arbejdshæftets aktivitetstemaer 44 Ghana guf 45 I skole i Ghana 48 God lærer + god elev = god skole 49 U-landskalender.dk 50 SUPPLERENDE MATERIALER 3D-spil, film og sjove aktiviteter BØRNENES U-LANDSKALENDER 2012 I år kan Børnenes U-landskalender fejre 50-års jubilæum. Ved at købe kalenderen har danske børn siden 1962 støttet jævnaldrende børn med i alt 163 mio. kr. Hermed har danske børn givet børn i udviklingslandene muligheden for at skabe sig et bedre liv og selv tage del i arbejdet med at forandre de forhold, de lever under. Alle har brug for en god lærer Alle børn i verden har ret til at komme i skole alle har brug for en god lærer. Uddannelse er den bedste vej ud af fattigdom. Uddannelse er med til at skabe udviklingsmuligheder for det enkelte barn, familien og samfundet. I 2012 går overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender via IBIS til skolegang for børn i Nordghana. Pengene skal bruges til at oprette skoler langt ude på landet, hvor børn ellers ikke kommer i skole, fordi der er for langt at gå. Den undervisning, der foregår i skolen, skal være god, så børnene lærer noget, de kan bruge. Derfor arbejder IBIS også med uddannelse af lærere. Gode lærere er vigtigt for en god skole. Skolegang til alle At sikre skolegang til alle er et af de otte mål, som skal være nået i Og vi er godt på vej. De nyeste tal fra Verdensbanken viser, at 90 pct. af udviklingslandenes børn går i skole. I Ghana er 84 pct. af alle børn indskrevet i grundskolen. Nu skal vi have de sidste med også børnene langt ude på landet i Nordghana Målene Vi skal: 1. Halvere fattigdommen 2. Sikre skolegang for alle børn 3. Sikre kvinder ligestilling 4. Nedbringe børnedødeligheden med to tredjedele 5. Nedbringe dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder med tre fjerdedele 6. Stoppe spredningen af hiv/aids og andre smitsomme sygdomme 7. Sikre et bæredygtigt miljø 8. Skabe et globalt partnerskab for udvikling Læs mere på: Danida er en betegnelse for den del af det danske udenrigsministerium, der arbejder med bekæmpelse af fattigdom i u-landene. IBIS er en uafhængig dansk u-landsorganisation, som arbejder med kvalitetsuddannelse, lokal organisering og støtte til at give de fattigste i udviklingslandene politisk indflydelse.

4 6 7 OM UNDERVISNINGSMATERIALET Elefantspor i rød jord indgår i en serie af undervisningsmaterialer, som Danida hvert år udgiver i forbindelse med salget af Børnenes U-landskalender. Materialet, der er tilrettelagt for klasse, har til formål at give danske børn den første viden om livet i andre lande og indblik i ligheder og forskelle i børns opvækstvilkår rundt om på kloden. Elefantspor i rød jord er et danskmateriale, der inddrager tværfaglige elementer fra fag som hjemkundskab, natur/teknik, musik, håndarbejde, der kan bidrage til, at eleverne får et mangesidet og nuanceret indtryk af kulturen og dagliglivet i et udviklingsland. Derudover tilgodeser materialet den internationale dimension i undervisningen, der siden 1996 har skullet indgå i undervisningen på alle klassetrin. Elefantspor i rød jord og trinmålene for dansk Det talte sprog Via materialets forslag til temaer og samtaleforslag trænes eleverne i at bruge talesproget i samtale og i at give udtryk for fantasi, følelser og erfaringer. Tillige træner eleverne deres evne til at lytte aktivt til andre og til at følge op med spørgsmål og respons. For de yngste elevers vedkommende vil højtlæsning af elevbogens tekst være relevant. I læseplanen for klasse er højtlæsning angivet som central for elevernes udvikling af lytteforståelse. Det skrevne sprog: Læse Via materialets elevbog og de supplerende letlæsningstekster i arbejdshæftet og på hjemmesiden trænes eleverne i at læse sprogligt udviklende tekster, søge forklaring på ukendte ord, genfortælle indhold og udtrykke forståelse for det læste. Der indgår skønlitterære såvel som faglitterære tekster i materialet og tillige læsning på digitale medier som pc og tablet. Det skrevne sprog: Skrive Via materialets arbejdshæfte trænes eleverne i at skrive små sagtekster, finde information i tekster og bruge skrivning til at fastholde og strukturere ideer og tanker. Materialets opbygning Undervisningsmaterialet består af: En elevbog En lærervejledning En dvd med film, vedlagt lærervejledningen Et arbejdshæfte til eleverne En hjemmeside med supplerende aktiviteter. Elefantspor i rød jord elevbog En fortælling om fem drenge i den lille by Tachipe i det nordlige Ghana. En historie om venskab, kappestrid og sjove påfund, som de voksne ikke altid er begejstrede for. Men Elefantspor i rød jord er også historien om en skole, der ser helt anderledes ud end den, vi kender, og om et børneliv, der leves på andre vilkår end danske børns. Elevbogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og vil kunne selvlæses fra slutningen af 2. klasse. Dyslexie font I år er elevbogen sat med Dyslexie font. Fonten, der kommer fra Holland, har til formål at gøre det lettere for ordblinde at afkode skrift. Blandt andet er bogstaverne gjort mere differentierbare ved at have større åbninger. Bogstaver som b og d, der ofte blandes sammen af ordblinde (og begynderlæsere), er vinklet forskelligt. Da mange ordblinde har en tendens til visuelt at rotere bogstaver som for eksempel p og d, er bogstaverne gjort tykkere i bunden. Bogstavet j er ligeledes vinklet lidt, for at adskille det fra bogstavet i. Punktummer og store begyndelsesbogstaver er sat i fed for at hjælpe læseren til bedre at kunne identificere en sætnings begyndelse og slutning. Undersøgelser har vist, at ordblinde får et signifikant fald i fejllæsning af ord med dyslexie-fonten i forhold til læsning af almindelige fonte som Arial og New Roman. Det er spændende, om denne font også kan støtte begynderlæsningen. Lærervejledning Lærervejledningen indeholder baggrundsoplysninger om Ghanas historie, geografi, sociale forhold og dagligliv, der klæder læreren på til arbejdet med undervisningsmaterialet. Der gives forslag til temaer og samtaleemner til hvert enkelt af elevbogens kapitler tilrettelagt, så elevernes viden om udviklingslande og deres kendskab til forskelle og ligheder i børns opvækstvilkår forskellige steder på jorden udbygges. I lærervejledningens sidste del kan læreren finde oplæg til aktiviteterne i elevernes arbejdshæfte og på internettet. Film Dvd en, der er vedlagt lærervejledningen, indeholder en række film fra Ghana, der er produceret i tæt forbindelse med resten af undervisningsmaterialet. Derudover indeholder dvd en fire film fra DR-TV, hvor vi følger Nørd på eventyr i Ghana, og 13 små film af 3 6 minutters varighed. Filmen De fem fra Tachipe fortæller om landet Ghana og om livet i den lille landsby Tachipe. På dvd en findes desuden tre andre film, der understøtter aktiviteter i elevernes arbejdshæfte: en musikvideo med sangen Under vores træ, der er komponeret specielt til materialet en film, hvor børn fra Ghana tæller til 10 på gonja-sproget, og et filmklip, der viser, hvordan man leger ampé. Film fra DR-TV I den første Nørd-film, Jagten på ressourcer, går Peter på jagt efter ting i naturen, som man kan leve af. Han bliver også inviteret på et noget specielt måltid med delikatesser fra Ghanas skove. I filmen Tro og overtro i Ghana lærer Peter, hvordan man skal opføre sig til fredagsbøn i moskeen. Han kommer helt tæt på en flok hellige aber og en præst, der beder til skovguderne. I den tredje Nørd-film, Dyrene i Ghana, tager Peter ud og ser på Ghanas fantastiske dyreliv. Han møder havskildpadder, elefanter, krokodiller og andre spændende dyr. I den sidste film, På hårdt arbejde, hjælper Peter børn fra Ghana med deres daglige arbejde og oplever, hvor hårdt det er. Derudover har DR-TV produceret 13 små film. Her møder vi børn fra Ghana, der fortæller om deres liv. Hjemmeside På hjemmesiden u-landskalender.dk findes en lang række supplerende aktiviteter for børn om Ghana: Et stort læringsspil Det mystiske brev Puslespil Vendespil, der træner læsning Quiz om Ghana Tælle-quiz To letlæsningsbøger skrevet af Charlotte Blay (til læsning online) Fra børnesiden er der link til en side for voksne. Her finder man tidligere års materialer og hjemmesider, der fortsat er aktive.

5 8 9 FORSLAG TIL ARBEJDET MED MATERIALET VÆRD AT VIDE OM GHANA Planlægning Undervisningsmaterialet er tilrettelagt, så det konkrete undervisningsforløb kan udformes på flere forskellige måder. Det vil være naturligt, at læsningen af elevbogen og arbejdet med elevhæftets temaer ligger i danskundervisningen, men da materialet indeholder tværfaglige elementer (musik, håndarbejde, natur/teknik, hjemkundskab) vil det være nærliggende at inddrage flere af klassens fag og lærere i arbejdet. Dog er de tværfaglige aktiviteter tilrettelagt, så de ikke kræver særlig fagkundskab. Man kan også vælge at organisere undervisningsforløbet flere klasser sammen som et tema- eller værkstedsforløb. Mange skoler benytter materialet til en featureuge for hele indskolingen. Før du går i gang: Læs på forhånd afsnittet Værd at vide om Ghana (side 9 denne bog), og bliv klædt på til at svare på elevernes spørgsmål Udvælg, og organiser, hvilke af arbejdshæftets aktiviteter der skal indgå i forløbet. Suppler evt. med flere opgaver, der passer til lige dine elever Reserver relevante faglokaler og it-medier. Tjek materialets hjemmeside, og beslut, hvordan den skal indgå Se de vedlagte film igennem. Forløb: Introducer undervisningsmaterialet for eleverne (se side 40) Fortsæt derefter forløbet med højt- eller selvlæsning af elevbogen, kapitel for kapitel. I denne vejledning er der givet forslag og inspiration til temaer og samtaleforslag til hvert af elevbogens kapitler (side 39) Studer sammen elevbogens mange fotos, og læs billedteksterne. Via samtale og fælles refleksion vil eleverne få mulighed for at engagere sig, undres og få ny viden om børn i verden Se de vedlagte film og DR-TV s film, der underbygger og supplerer elevbogens fortælling Inddrag aktiviteterne i arbejdshæftet parallelt med gennemlæsningen af elevbogen, eller lad dem indgå i fortsættelse heraf. Afslutning Det er altid en god ide at afslutte et temaforløb lidt festligt, så eleverne kan få mulighed for at vise andre, hvad de har lavet, og hvad de har lært. Det kan være en familiedag eller en invitation til andre lærere og elever på skolen. Eleverne kan servere små retter mad fra Ghana, de selv har fremstillet. De kan udstille tæpper, kurve og andet, de har lavet. De kan synge sangen Under vores træ og lege ampé, og de kan lære gæsterne sangen og legen. De små film fra Ghana kan vises i en lille biograf. God fornøjelse! Baggrundsoplysninger til lærere om Ghanas historie, geografi, sociale forhold og dagligliv.

6 Værd at vide om Ghana Størrelse: km 2 Befolkning: 24,6 mio. Forventet levealder: 64 år Antal fødsler pr. kvinde: 3 Børnedødelighed under fem år pr. tusind: 69 Procentdel af børn indskrevet i grundskole: 84 Etniske grupper: Akan 45 %, Mole- Dagbon 15 %, Ewe 12 %, Guan 4 %, Gurma 4 %, Grusi 3 %. Religioner: Kristne 69 %, muslimer16 %, traditionelle trosretninger 9 % Analfabeter: 33 % SLAVERNES KYST Ghana, der tidligere bar navnet Guldkysten, var historisk set et område forbundet med guld, elfenben og slavehandel. Senere blev det anskuet som et eksempel på det kolonialistiske Europas udnyttelse af det afrikanske kontinent. Gennem kolonitiden leverede Ghana arbejdskraft til den europæiske kolonisering af den nye verden i form af slaver. Også Danmark var aktiv i denne Udsigt mod Elmina-fortet, der blev opført af portugiserne i handel, og man finder stadig mange spor efter danskerne ved Ghanas kyst. I 1957 fik Ghana, som den første stat i Afrika, sin selvstændighed. Siden da har der været lange perioder med kup og militærstyre, men gennem de senere år er der blevet etableret et demokratisk styre, som fungerer stabilt. Ghana står over for mange udfordringer i forhold til samfundsudvikling, uddannelse og bekæmpelse af fattigdom. Men i sammenligning med andre afrikanske stater har de gode kort på hånden. Mineralrigdom, et veludviklet landbrug og nye oliefund vil kunne hjælpe til at trække Ghana ud af sin placering blandt verdens fattigste lande. Gennem det seneste århundrede har voldsom skovhugst medført store ødelæggelser af Ghanas regnskovsområder. GHANAS NATUR Geografi Ghana, der ligger i Vestafrika ud mod Guineabugten, er cirka fem gange så stort som Danmark. Ghana deler grænser med Burkina Faso, Elfenbenskysten og Togo. Den største del af Ghana består af lavland; næsten halvdelen af landet ligger under 150 meter over havets overflade, og ingen bjerge overstiger 1000 meters højde. Den sydlige del af Ghana består af et stort sletteområde, der strækker sig fra kysten og 150 kilometer ind i landet. I det indre af landet ligger det store Volta-flodbækken, der strækker sig fra byen Tamale i nord til Voltaflodens udmunding i syd. I dette område ligger Voltasøen, der er en af verdens største kunstigt skabte søer. Oprindeligt var hele det sydlige Ghana dækket af enorme skove. Men gennem det seneste århundrede har voldsom skovhugst medført massive ødelæggelser af landets regnskovsområder. Kommerciel udnyttelse af skov til tømmer og et hastigt voksende intensivt landbrug har gjort store indhug i denne naturressource. Over de seneste 100 år er Ghanas regnskov formindsket med 84 procent. Det er de store tømmerfirmaer, der sikrer Ghanas eksportindtægter gennem salg af efterspurgt eksotisk træ, som sammen med en voksende produktion af kakao i regnskovsområderne har forårsaget, at den oprindelige skov fældes med stor hast. Ghana er verdens tredjestørste producent af kakao, og store områder skov er fældet for at skabe plads til kakaoafgrøder, som trives i den frugtbare regnskovsmuld. I øjeblikket vurderer eksperter, at tømmerindustrien fælder fire gange hurtigere, end de burde, hvis deres industri skulle være bæredygtig. Siden 1988 har man i Ghana haft love, der beskytter 18 forskellige træarter mod kommerciel fældning. Og siden 1994 har eksport af tømmer været forbudt, men illegal tømmerhugst truer fortsat skovene. Fortsætter dette, vil Ghanas oprindelige skove være forsvundet om få årtier. Den nordlige halvdel af Ghana er savanneland; græsslette med spredte træer. Klima Ghana har tropisk klima, og temperaturerne ligger året rundt mellem 21 og 35 grader. Bortset fra det nordlige Ghana, der kun har én regntid, er der i Ghana regntid to gange årligt: fra april til juni og fra september til november. Fra december til marts påvirkes klimaet i det nordlige Ghana mærkbart af Harmattanen, en tør og sandfyldt ørkenvind, der blæser ind fra Saharaørkenen. Vinden sænker luftfugtigheden og medfører dagtemperaturer op til 40 grader og nattemperaturer ned til 15 grader.

7 12 13 Nomaderne, der driver deres store flokke af kvæg over savannen, har ofte konflikter om vand og græsning med lokale bønder. Dyrelivet Mens næsten alle større vilde dyr i det sydlige Ghana er forsvundet, bortset fra i de tilbageværende skovområder, finder man stadig dyr som leopard, hyæne, bøffel, abe, vildsvin, antilope og slanger i nord. Store pattedyr som elefant og løve er dog forsvundet og findes i dag kun i dyreparker. Den afrikanske savanneelefant er verdens største nulevende landdyr. Det er gået stærkt tilbage for arten i Afrika. Man regner med, at der er elefanter tilbage. I 1979 fandtes der mere end en million. Den vigtigste årsag til tilbagegangen er jagten på elfenben og det deraf følgende krybskytteri. I dag lever den største del af Afrikas elefantbestand i dyreparker som Mole i det nordlige Ghana. Hanelefanten bliver op til syv meter lang og vejer seks ton (det samme som en lastbil). Elefanter kan blive 60 år gamle. Hunelefanter får en unge hvert fjerde år. Ungen er voksen, når den bliver ti år. Elefantens snabel har ingen knogler, men i stedet muskler (mennesket har cirka 600 muskler i alt). Snablen bruges til at tage føde med, til at drikke med, til våben og til at tale med. Elefanter kommunikerer med hinanden over flere kilometers afstand ved hjælp af meget dybe brummelyde, som vi mennesker ikke kan opfatte. Hvis en elefant er vred, trompeterer den med snablen. Elefanter spiser 250 kilo føde hver dag, derfor er de på evig vandring efter frisk vegetation. Der lever mange giftige slangearter i Nordghana. Den sorte mamba er en af verdens giftigste slanger. Den kan blive op til 2,5 meter lang og kan bevæge sig med op til 20 km/t. Bliver man bidt af denne slange, vil man uden modgift dø inden for en time. Lige så farlig er den store afrikanske hugorm, der bliver omkring en meter lang. Den er iklædt camouflagefarver og beskytter sig ved at ligge helt stille. Derfor kan mennesker komme til at træde på den og blive bidt. Bare ét bid er nok til at slå en voksen mand ihjel. Skorpionen, der er i familie med edderkoppen, er et af verdens ældste dyr. Man har fundet forsteninger af skorpioner, der er 420 millioner år gamle. Nogle af verdens giftigste skorpioner lever i Afrika. Den sorte kejserskorpion, som er den største art i verden, lever i Ghanas skovområder. Kejserskorpionen kan blive 25 cm lang. Dens bid er dog ikke farligere end et bistik. Fedthaleskorpionen, der lever i områderne omkring Saharaørkenen, er til gengæld et meget farligt dyr, der hvert år er skyld i menneskers død. Bliver man stukket af en fedthaleskorpion, skal man inden for få timer have modgift. Skorpioners gift sidder i en brod, der er placeret for enden af deres lange hale. Skorpioner er natdyr, om dagen gemmer de sig på mørke steder, for eksempel under sten. Når mørket falder på, går de på jagt. Deres almindeligste føde er græshopper, tusindben og andre små dyr. Skorpioner kan blive meget gamle, mellem 13 og 25 år. Termitter er i familie med kakerlakker. De lever af blade og andet plantemateriale. Termitterne bygger termitboer, der kan være op til 10 meter høje. Grunden til, at termitterne bygger i højden, er, at de herved har mulighed for at afkøle boet via en stor mængde ventilationsgange. Dybt inde i termitboet findes kongens og dronningens kammer. Dronninge- og kongetermitten kan blive op til 25 år gamle. Hver dag lægger dronningen tusindvis af æg. De fleste af disse æg bliver til arbejdere, der skaffer føde, og til soldater, der skal forsvare termitboets indgange mod rovdyr. Blandt landbefolkningen i Nordghana er jagt på de vilde dyr, der lever på savannen, en del af deres traditionelle livsmønster og et vigtigt tilskud til kosten. Jægerne benytter mange forskellige typer af fangstredskaber. Bue og pil er almindeligt, ligesom spyd, fælder og hjemmebyggede geværer. Jagten foregår ofte ved hjælp af hunde, der løber vildtet op. Det hyppigste jagtbytte er mindre dyr som egern, gekkoer, harer og perlehøns, men det er heller ikke sjældent, at jægere har held til at nedlægge dyr som vildsvin og småhjorte.

8 14 15 GHANAS FOLK Ghanas mange folk Ligesom det er tilfældet med mange andre afrikanske stater, er Ghana oprindeligt en europæisk opfindelse. Før kolonitiden bestod det område, vi i dag kender som Ghana, af en mængde forskellige kongedømmer og af mange forskellige folkeslag indvandret fra andre dele af Afrika. Lægger man alle de etniske grupper og undergrupper sammen, der er borgere i Ghana, kommer tallet op omkring 50. Akanfolket menes at være indvandret fra Sahelområdet, lige syd for Sahara i det århun drede. En undergruppe af akanfolket, ashantifolket, bosatte sig i det indre af Ghana, hvor de grundlagde deres hovedby, Kumasi. De ernærede sig primært ved guldminedrift og handel med omkringboende folk. En anden undergruppe, fantefolket, slog sig ned langs kysten. Deres hovedby er Cape Coast. Akanfolket udgør omkring 45 procent af Ghanas befolkning, og deres kultur er landets dominerende. Akanfolket har gennem tiderne været matrilineære; ejendom og land nedarves gennem de mødrene slægtsled. Det var ashanti- og fantefolket, der var i kontakt med de europæere, der fra 1500-tallet og tre hundrede år frem slog sig ned på Guldkysten for at skabe sig rigdom gennem handel med guld og slaver. I den nordøstlige del af Ghana, i området omkring distriktshovedstaden Tamale, er det dagombafolket, der er dominerende. De er, som de fleste andre folk i Nordghana, muslimer og lever for størstedelens vedkommende af agerbrug, først og fremmest hirse og sorghum. Dagombafolket ledes, som Ghanas andre folk, af lokale høvdinge en tradition, der rækker langt tilbage. Høvdingene har stor magt og autoritet, når det gælder lokale administrative forhold. Høvdingeembedet går principielt i arv fra far til søn, men overtræder en høvding sine beføjelser, kan han afsættes af det samlede høvdingeråd, der så indsætter en afløser i hans sted. Et tegn på høvdingeværdigheden er den bunke af koskind, høvdingen sidder på. Afsættes han, kaldes det på dagombaernes sprog, dagbani, at han afskindes altså får frataget den skindbunke, der udgør hans trone. Dagombaerne er kendt for deres trommespil og en stor mundtlig tradition for historiefortælling. Et andet folk i det nordlige Ghana er gonjafolket. Deres hovedby er Salaga, en by, der i tidligere tider var handelscentrum for salg af slaver, salt og produkter fra savannen, der blev udvekslet med afgrøder fra det sydlige Ghana, først og fremmest kolanødder. Gonjafolket er primært agerbrugere og dyrker maniok, kassava og majs. Mange har også et par køer, der fungerer som et statussymbol. Dagombaerne og gonjafolket har i tidligere tider haft et fjendtligt forhold til hinanden på grund af konflikter om land. Gonjafolket overtog før i tiden store områder fra dagombastammer og indsatte deres egne høvdinge i landsbyerne. I Tachipe, den landsby, hvor vores fortælling foregår, boede der således flere forskellige folk, men høvdingen i byen var gonja. I dag er der dog et venskabeligt forhold mellem dagomba- og gonjafolket.

9 Værd at vide om Ghana Der er frisører overalt. Ghanesiske kvinder går meget op i hårpleje. Kassava og majs males til mel i en mølle, der drives af en generator. Sprog Der tales omkring 50 forskellige sprog i Ghana, men det er engelsk, der er landets officielle sprog. Det er det sprog, der tales i de landsdækkende medier, i administrationen og i skolerne. Det er dog langtfra alle ghanesere, der behersker engelsk. I det daglige taler man sit eget sprog og måske et andet lokalt sprog, som er dominerende i den del af Ghana, man bebor. I dag, hvor mange forskellige etniske grupper bor blandt hinanden, er det sproget, der gør det muligt for andre at identificere, hvilken etnisk gruppe man tilhører. Arbejde og produktion Den største del af Ghanas arbejdende befolkning lever som agerbrugere i landområderne. I den sydlige del af landet drives intensivt landbrug. Næsten alle landbrug er organiseret som familiebrug. Hovedafgrøderne er maniok, yams, majs og forskellige grøntsager. I 1876 startede en produktion af kakao, og i 1911 var Ghana blevet verdens største kakaoeksportør. Gennem det 20. århundrede blev Ghana overhalet af andre producenter, og i dag står landet for kun 15 procent af verdensproduktionen. Kakaoen er dog stadig landets næststørste eksportvare. Savannen i den nordlige del af Ghana dækker 40 procent af landets areal, men bebos af kun 20 procent af befolkningen. Her dyrkes hirse, sorghum, majs og i stigende grad ris. Produktionsformen er traditionel: svedjebrug med afbrænding af marker og traditionelle markredskaber som hakke og oksetrukket plov er det almindelige. Kvægdrift er en vigtig aktivitet. Ofte overlades pasningen af det elskede kvæg til fulanier, et nomadefolk fra Sahelområdet, der er specialister i kvægdrift. Fulanifolket er dog ikke altid velkomment, når de driver deres store flokke af kvæg over savannen. Marker trampes ned, og i den tørre tid opstår der voldsomme konflikter om retten til vand mellem nomaderne og de fastboende. Ghana er et land, der er rigt på naturressourcer som guld, diamanter, mangan og bauxit, der bruges til fremstilling af aluminium. I 2007 blev der gjort et stort fund af olie i havet ud for Ghanas kyst. Siden 2010 har man udvundet store mængder olie og gas fra boreplatforme. Oliefundet er så stort, at eksperter regner med, at Ghana snart vil være en af de største olieproducenter i Vestafrika. Sammen med guld og kakao er olie nu Ghanas største eksportindtægt. Lake Volta er en af verdens største kunstige søer. Den blev dannet, da man i 1965 konstruerede en stor dæmning på tværs af Voltafloden for at kunne producere elektricitet til aluminiumsindustrien. Den vigtigste grundpille i Ghanas økonomi er dog fortsat landbrug, der giver arbejde til mere end halvdelen af landets befolkning. Ud over kakao produceres der kokos, sheanødder og kaffe til eksportmarkedet. Økonomi I sammenligning med andre afrikanske stater er Ghana et relativt stabilt og økonomisk velfunderet land. Siden 1990 erne har Ghana haft en økonomisk vækst, der overstiger befolkningstilvæksten. Landet er dog meget plaget af gæld og har i lange perioder haft underskud på statsbudgettet. I sammenligning med andre afrikanske stater er Ghana et relativt stabilt og økonomisk velfunderet land. Dette har medført stor afhængighed af international økonomisk støtte. Goderne i Ghana er meget ulige fordelt; få rige lever i luksus, mens det store flertal er udsat for fattigdom og arbejdsløshed. Inflation har været et stort problem. I 1995 steg forbrugspriserne i løbet af blot ét år med 59 procent. I løbet af de seneste år har olieindtægter medført en mærkbar stigning i den økonomiske Mange lever af det, de kan tjene ved at sælge ting på gaden. vækstrate, der i 2009 blev på 14,4 procent. Dette har medført en udvikling og forbedring i levestandarden i den sydlige del af landet, som har forstærket den i forvejen betydelige forskel mellem det mere velstående Sydghana og det fattige Nordghana.

10 Værd at vide om Ghana I det nordlige Ghana mangler der elektricitet, hospitaler og skoler. Nord og syd Mens de senere års økonomiske fremskridt i Ghanas økonomi har kunnet aflæses i en forbedret levestandard for indbyggerne i det sydlige Ghana, er udviklingen gået det nordlige Ghana forbi. Her mangler rent drikkevand, veje, elektricitet, hospitaler og mulighed for skolegang og uddannelse. I kolonitiden havde Nordghana ikke englændernes opmærksomhed, og efter selvstændigheden har kun få af de hyppigt skiftende regeringer været interesseret i at investere i området. Som en konsekvens af denne problematik er indbyggerne i nord fattigere og dårligere uddannet. Mens 90 procent af alle børn i Sydghana kommer i skole, har kun halvdelen af børnene i Nordghana mulighed for skolegang. Accra Ghanas hovedstad, Accra, ligger ved kysten ud til Atlanterhavet. Med sine lidt mere end fire millioner indbyggere er byen Ghanas største. Byen voksede oprindelig frem omkring en havn og fungerede i årene som hovedstad for det engelske koloniherredømme Guldkysten. Ordet Accra menes at være en afledning af akanfolkets benævnelse for termitter, nkran. Navnet henfører til de talrige meterhøje termitboer, der fortsat kan ses overalt i de landområder, der omkranser Accra. I dag fremstår Accras centrum som en moderne metropol med højhuse og brede ringveje fyldt med sydende trafik. Accra er den eneste by i verden, hvor også rustvogne er udstyret med blåt blink på taget, der sættes i funktion, når trafikken i myldretiden bliver for tæt. I byens yderkanter fornemmer man fortsat det landsbypræg, som byen havde i kolonidagene. Det var et sådant landsbyområde, portugisere, svenskere, hollændere, danskere og briter fra 1600-tallet og de følgende 200 år frem udviklede til Afrikas ledende centrum for slavehandel. Det centrale Accra er opbygget omkring tre store slaveforter: britiske James Fort, hollandske Ussher Fort og det danske Christiansborg. Christiansborg, der i dag er omdøbt til Osu Castle, fungerer nu som residens for Ghanas præsident. Accra er den eneste by i verden, hvor også rustvogne er udstyret med blåt blink på taget. Ghanas ældste universitet, University of Ghana, ligger i Accra. I udkanten af Accra ligger Ghanas første og ældste statsdrevne universitet, University of Ghana. Universitetet, der er opført 1948 som en by af smukke hvidkalkede huse med røde tegltage, var en gave fra England i forbindelse med Ghanas uafhængighed. Universitetet, der anses for at være et af de bedste i Afrika, tilbyder uddannelser inden for en bred vifte af humanistiske såvel som tekniske fag. Der er studerende på universitetet. Mange af disse bor på campus, da de kommer fra områder langt fra Accra. Overhøvdingen i Tamale fejres ved den årlige Damba Festival. Centralregering og høvdingedømmer Ghana, der er en republik, vedtog sin forfatning ved en folkeafstemning i Den lovgivende magt ligger hos parlamentet med 230 medlemmer, der vælges ved direkte valg for fire år. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, som ligeledes vælges ved direkte valg for fire år med mulighed for genvalg én gang. For at blive valgt skal en præsidentkandidat opnå mindst 50 procent af de afgivne stemmer. Præsidenten udpeger regeringen, som skal godkendes af parlamentet. Til at rådgive præsidenten findes et statsråd på 25 medlemmer. I Ghana opererer man med to niveauer af retsvæsen og administration: Man har det officielle retsvæsen, politiet og de valgte politiske repræsentanter. Dertil har man et veletableret system af traditionelle høvdinge, der styrer i lokalområderne. I det nordlige Ghana har man haft høvdingestyre helt tilbage fra før kolonitiden, og systemet fungerer fortsat. Høvdinges rettigheder og pligter er sikret i Ghanas grundlov. Opstår der problemer mellem forskellige høvdinge, afgøres uenighederne af The National House of Chiefs i Accra. Man kan være høvding på flere niveauer. Den øverste høvding (paramount chief) styrer store landområder. Under sig har han mindre betydningsfulde høvdinge og ligeledes lederne af de enkelte landsbyer. Høvdingens vigtigste medhjælper er medicinmanden, der rådgiver om, hvilket tidspunkt der er det bedste, når der skal træffes vigtige beslutninger. Ligeledes har høvdingen altid fortalere. En høvding udtaler sig aldrig selv offentligt, men lader sin fortaler tale for sig. Høvdingen har autoritet med hensyn til lokal fordeling af jord og optræder som dommer, når der opstår problemer af legal art i hans område. Det kan dreje sig om skilsmisse, retten til børn, konflikter om ejendom og kriminalitet som tyveri og overfald. De centralt valgte politikere benytter sig ofte af råd fra lokale høvdinge, før de tager beslutninger. Menneskerettigheder Selv om borgerne i Ghana i princippet er beskyttet mod overgreb via lovgivning, bliver mange mennesker hvert år udsat for overgreb i strid med menneskerettighederne. Forholdene i landets fængsler er forfærdelige, og mange fanger udsættes for mishandling af politiet. Kvinders position i samfundet er langt svagere end mænds, og kvinder udsættes hyppigt for vold og seksuelle overgreb både af deres egne mænd og fremmede. Specielt i det nordlige Ghana er der fortsat en fast forankret tro på heksekunst. Mange ældre kvinder i landsbyerne bliver angrebet, fordi de menes at være skyld i ulykker som dårlig høst eller sygdom. En del udstødes af landsbyen og henvises til at overleve i hekselejre. Det samme gælder mentalt syge, der sendes i bedelejre af deres familier. I den overbevisning, at de er besat af onde ånder, bliver

11 Værd at vide om Ghana En af de få, der ikke er gået over til mobiltelefon endnu. de i lejrene udsat for sult og tørst for at uddrive ånden. Korruption er et udbredt fænomen på alle niveauer inden for den offentlige administration og politiet. Folk afpresses ved hjælp af falske anklager, som de må købe sig fri af, eller betaler sig vej til særlige fordele hos myndighederne. Det er heller ikke ualmindeligt, at lokalt politi opretter selvbestaltede vejspærringer og opkræver penge af bilisterne. Pengene stikker de i egen lomme. Medier og kontakt Ghanas medieverden er en af de bedst udviklede på det afrikanske kontinent. Der udkommer et stort antal aviser, de fleste engelsksprogede, og mange private og offentlige tv-kanaler sender dagligt nyheder ud. Radioen er dog den mest populære nyhedsformidler i et land, hvor indkøb at et tv ligger langt over, hvad de fleste har råd til. I radioen er quiz-programmer særlig populære. Der er udstrakt pressefrihed i Ghana, og mange aviser er stærkt regeringskritiske. I de store byer er der adgang til internet fra cafeer, der er meget benyttede af unge, men computere findes normalt ikke på offentlige skoler, og kun en meget lille del af befolkningen har egen computer. Som i alle afrikanske lande er det mobiltelefonen, der er blevet alles eje. Mobiltelefoner er billige, kan køre på taletidskort og sætter folk i nem og hurtig kontakt med hinanden. Der er opsat master, så den største del af landet er dækket. Selv i små, støvede landsbyer uden elektricitet kan man tage mobilen frem og ringe til sin tante i nabobyen. Opladningen af telefonerne klares med en benzindrevet generator. Flag og penge Da Ghana i 1957 blev selvstændigt, fik landet også nyt flag. Flaget er i de panafrikanske farver: rød, gul og grøn. Rød symboliserer de mennesker, der døde i kampen for frihed, gul landets rigdom på guld og mineraler og grøn landets smukke natur. Den sorte stjerne i flagets midte symboliserer friheden. Ghanas valuta er den ghanesiske cedi. En cedi svarer til 3,14 kr. (2012). Ghanas valuta er den ghanesiske cedi. Ghanas flag. HISTORIEN Tidlige tider Det er en almindelig misforståelse, at Vestafrika før europæernes ankomst var et tilbagestående og uudviklet område. Intet kan være mere forkert. En af Afrikas vigtigste karavaneruter, der har eksisteret fra langt før vor tidsregning, gennemkrydsede og kontrolleredes af riger i Vestafrika. Handelsruten gik mellem den nordafrikanske kyst, gennem Sahara, ned gennem savanneområderne i Sahel og endnu længere sydpå. Fra nord bragtes luksusvarer som salt, fint klæde og våben, som blev byttet med guld, elfenben og kolanødder. På denne rute voksede en stat frem, der blev rig og mægtig ved at optræde som bindeled mellem områderne nord for Sahara og syd for Sahel. I de første nedskrevne arabiske vidnesbyrd om dette land kaldes det Landet af guld. Dette land var det gamle Ghana, som lå en hel del nordligere end det Ghana, vi kender i dag. Det gamle Ghana-rige bestod frem til begyndelsen af 1200-tallet, hvor det gik i opløsning og blev underlagt konkurrerende riger. I 1300-tallet indvandrede grupper af et folk kaldet mossi til savannen i det nuværende nordlige Ghana. Disse mennesker grundlagde rigerne Namumba, Mamprusi og også Dagomba, som er navnet på det folk, der den dag i dag er det toneangivende her. På samme tid indvandrede andre folk til det vestlige Ghana og slog sig ned i udkanten af de store skovområder. Her ernærede de sig ved udvinding af guld. Gonjafolket, et mande-folk, der var indvandret fra vest, slog sig ned langs Voltafloden. Også dette folk var tiltrukket af de rige guldforekomster. I den sydlige skovregion dannedes en række små akanstater. Disse stater smeltede i det 16. århundrede sammen til Ashantiriget, der med centrum i byen Kumasi udviklede sig til en højt organiseret stat. Op gennem de følgende århundreder udvidede Ashantiriget sine territorier, så det omkring 1820 strakte sig fra nord mod syd næsten helt ned til kysten, der var beboet af fantefolket. Da portugiserne første gang anløb kysten i 1471, gav de den med rette navnet Guldkysten, et navn, der bestod helt op til Ghanas selvstændighed. Elminafortet, der blev opført af portugiserne. Europæerne ankommer Muligheden for handel med guld fik portugiserne til at satse hårdt på at opnå kontrol med handlen på Guldkysten. De byggede flere forter langs kysten til beskyttelse mod andre europæiske handelsstater. Det mest kendte af disse forter er Elmina, der ligger ved kysten tæt på byen Cape Coast. I lang tid havde de held med deres forehavende, og de bevarede monopolet på handlen med guld frem til begyndelsen af 1600-tallet. I denne periode eksporterede de helt op til 1 ton guld årligt fra Guldkysten. I 1591 lykkedes det dog hollænderne at bide sig fast på kysten, og bortset fra en enkelt periode, hvor portugiserne for en kort bemærkning igen fik overtaget, var det nu Holland, der dominerede handlen på Guldkysten. I 1637 lykkedes det dem at indtage Fort Elmina og to andre portugisiske forter. I første omgang havde det været guld og elfenben, der lokkede europæerne til Guldkysten, men efterhånden som plantagerne i Amerika blev udbygget, blev handel med slaver den vigtigste aktivitet.

12 Værd at vide om Ghana Slaverne blev sejlet til plantagerne i de nye kolonier. Også danske, svenske og britiske handelsmænd slog sig ned langs Guldkysten i løbet af det 17. århundrede. Langs havet byggede europæerne en lang række handelsforter, ofte af materialer, der blev sejlet til Afrika fra hjemlandet. På en strækning af 375 km blev der bygget ikke færre end 36 europæiske forter. De tjente til beskyttelse mod fjender såvel fra land som fra havsiden. Afrikanske forbindelser De europæiske forter blev ikke bygget på erobret jord. Jorden blev lejet af lokale herskere, som man betalte en årlig skat. Det var disse herskere, der var de egentlige magthavere på Guldkysten. Man sagde om den europæiske magt over området, at den kun rakte et kanonskud væk fra fortet altså 1000 meter. Det mest almindelige var dog, at kanonerne var opstillet på havsiden af fortet, da truslen fra de europæiske konkurrenter var langt større end truslen fra afrikanerne. Mod land nøjedes man med en mur. De lokale herskeres positive holdning til europæisk tilstedeværelse havde ganske konkrete årsager. Europæerne var de nye aftagere af en vare, der allerede var veletableret slaver. Slaveri var ikke en europæisk opfindelse, men en ældgammel tradition i Afrika. De slaver, der blev købt af forterne, var allerede slaver, når de blev solgt til europæerne. De var taget som krigsbytte under konflikter mellem forskellige afrikanske herskere. Araberne havde allerede i flere hundrede år opkøbt slaver i området, og de var slet ikke begejstrede for den nye europæiske konkurrence. Man skal således ikke forestille sig, at det var de europæiske handelsmænd selv, der drog på ekspedition ind i landet for at fange mennesker. Slaverne blev bragt til kysten af afrikanske mellemmænd, efter at være samlet i store slavelejre inde i landet. Det var privilegerede kompagnier, der havde monopol på handel på Guldkysten. Oftest var der kun et mindre antal ansatte og soldater på forterne. Det var dyrt at sende folk den lange vej til Afrika. Mange af de udsendte døde af malaria og andre tropesygdomme, få måneder efter de var ankommet. Med tiden blev også mulatter, der var et resultat Slavernes værdi lå ene og alene i deres arbejdskraft. af forhold mellem de ansatte og kvindelige slaver, ansat som soldater eller lignende. Forterne var dyre at bygge og vedligeholde, og skibe gik ned. Regnskaber fra tiden viser, at slavehandlen ofte viste sig at være en tabsforretning. Slaveri Mens slaver i Afrika traditionelt var blevet benyttet i husholdningerne, hvor de til en vis grad indgik i familien, var den europæiske udnyttelse af slaverne langt mere kommerciel. Deres værdi lå ene og alene i deres ydeevne. Plantagearbejdet i de nye kolonier var anlagt på stordrift med nøje udregning af den nødvendige arbejdskraft. Det var ashantifolket, der primært stod for salget af slaver til Guldkysten. De interagerede dog ikke direkte med de europæiske opkøbere, men overlod den direkte kontakt til fante- og Slaverne blev bragt til kysten af afrikanske mellemmænd. Forterne var dyre at bygge og vedligeholde, og skibe gik ned. Regnskaber fra tiden viser, at slavehandlen ofte viste sig at være en tabsforretning. ga-folket, der boede omkring forterne langs kysten. Betalingen for deres leverancer blev sædvanligvis udregnet i våben, krudt og brændevin. Slaverne, mænd, kvinder og børn, blev i kolonner tvunget den lange vej til kysten, ofte fra slavemarkeder så langt inde i landet som Salaga. Turen foregik til fods og i lænker. Ved ankomsten var de udmagrede og udmattede og måtte derfor fedes op, inden de kunne fremvises for opkøberne. Natten tilbragte de tæt sammenstuvet i fortets kælderrum, mens dagen blev tilbragt i gården, hvor de sad sammenlænkede med hals- eller benringe. Man straffede nødigt de slaver med pisk, der skulle sælges; piskning gav ar og antydede, at slaven var uregerlig. Piskning var derimod en daglig begivenhed, når det angik ulydighed hos de slaver, der arbejdede på fortet. Flugt- eller selvmordsforsøg var hyppige blandt slaverne begge forbrydelser blev straffet med døden. Når et slaveskib ankom til kysten, blev slaverne opstillet på rækker og fremvist for de potentielle købere. De blev undersøgt for sygdomme og fik testet deres fysik. Unge mænd indhentede den højeste pris, kvinder blev solgt for en tredjedel af mændenes pris. Havde kvinden et lille barn, satte dette straks hendes Det danskbyggede fort Christiansborg er i dag præsidentbolig. pris ned. Slavehandlernes erfaring var, at en mor med et spædbarn fyldte alt for meget i de tætpakkede lastrum på skibene, og at barnet for det meste alligevel døde undervejs. Disse børn blev derfor ofte skaffet af vejen. Når en handel var indgået, blev slaverne brændemærket med den nye ejers mærke. Derefter blev de tvunget om bord på slaveskibet og sejlet bort til de nye kolonier. Mange døde under den lange sejlads. Frem til 1807, hvor slavehandel blev forbudt, blev mennesker eksporteret som slaver fra Guldkysten. I alt bragte den transatlantiske slavehandel mellem 12 og 15 millioner afrikanere til Den Nye Verden. Danskerne på Guldkysten Det var svenskerne, der viste danskerne vejen til Guldkysten. I 1650 byggede de, efter at have gennemført nogle vellykkede sejladser til området, fortet Carolusborg ved Cape Coast. Dette ansporede danskerne til at forsøge sig. Der var indledningsvis en del vanskeligheder, da de allerede etablerede lande ikke ønskede ny konkurrence. I 1658 havde danskerne held til at erobre svenskernes fort, Carolusborg. Dette blev begyndelsen til 200 års dansk slavehandel på Guldkysten. Ejerskabet til Carolusborg blev dog kun af kort varighed, da det blot et år senere lykkedes hollænderne at få danskerne til at rømme fortet, ved at narre den danske kommandant til at tro, at svenskerne havde udslettet det danske kongerige. Carolusborg overgik efter nogle år til englænderne, der omdøbte det til Cape Coast Castle. Fortet fungerede som englændernes administrative hovedsæde helt frem til Ghanas selvstændighed. I dag er det museum.

13 Værd at vide om Ghana Cape Coast Castle. Kanonerne peger mod havet - en beskyttelse mod konkurrerende europæiske slavehandlere. Den danskbyggede plantageejendom, Frederiksgave. Danskerne havde selv opført et par forter: Frederiksborg, der lå tæt på Carolusborg, og Christiansborg, ved Accra. Christiansborg blev danskernes hovedsæde. Den danske handel med slaver var fra begyndelsen en tvivlsom affære, økonomisk set. At man alligevel fortsat opretholdt handlen, var begrundet i Danmarks kolonisering af De Vestindiske Øer, Sct. Thomas, Sct. Jan og Sct. Croix. Her var der stor mangel på arbejdskraft til plantagerne. I 1780 erne opførte danskerne endnu fire forter, heriblandt Kongensten og Prinsensten, der blev anlagt inde i landet ved Voltaflodens bredder. Formålet med disse forter var at få mulighed for at opkøbe slaver, inden de nåede frem til kysten, hvor der var skarp konkurrence mellem de europæiske deltagere i slavehandlen. Som en konsekvens af den urentable slavehandel foreslog lægen Paul Isert, at man i stedet for at sejle de afrikanske slaver til fjerne kolonier oprettede plantager ved Guldkysten. Hans ideer vandt gehør i Danmark. Den magtfulde og hovedrige greve og finansminister Ernst Schimmelmann, der ønskede at afskaffe slavehandlen, gav Isert politisk og økonomisk støtte til at oprette en plantage på Guldkysten. Ydermere udstedte han Forordning om negerhandelens ophævelse. Det blev herefter fra udgangen af 1802 forbudt danskere at deltage i slavehandel. Ashanti-kongen var dog ikke til sinds at underlægge sig de nye forordninger. Slavehandel var ashantifolkets primære indtægtskilde, og der var masser af andre kunder ud over danskerne. Frem til 1850 anlagdes 15 banan- og kaffeplantager i området omkring Christiansborg. Kun nogle få af disse gav overskud. Gennem årene var det briterne, der var blevet de mest magtfulde aktører på Guldkysten. Danmark var i tiltagende grad i tvivl om, hvad man skulle stille op med både de danske kolonier og med besiddelserne på Guldkysten. I 1850 blev det besluttet at overdrage bygningsanlæggene til England. Prisen var pund en meget lav pris. I 1917 blev De Vestindiske Øer, efter en folkeafstemning, solgt til USA. Tilbage i Ghana ligger i dag en række bygningsværker som vidnesbyrd om et mørkt kapitel i Danmarks historie. Det største bygningsværk, Christiansborgfortet, fungerer nu som embedsbolig for Ghanas præsident og er derfor ikke åbent for besøg. Dog kan man endnu studere en lang række gravsten med danske navne, der er opsat på muren, der omgiver fortet. Her kan man læse navnene på nogle af de mange danskere, der søgte eventyret i det fremmede, men bukkede under for den frygtede klimatfeber (malaria og angreb af guineaorm). Et kort stykke vej uden for Accra, ved landsbyen Sesimi, ligger Frederiksgave, der blev bygget til plantagedrift og ligeledes fungerede som et kærkomment åndehul for danskerne på Christiansborg. Frederiksgave er i dag restaureret med støtte fra den danske Augustinusfond og omskabt til et museum for danskernes tid i Ghana. Guldkysten bliver koloni England ejede efterhånden samtlige forter langs Guldkysten. I England var der stærke politiske strømninger, der ønskede at sætte en stopper for handel med slaver. Dette var en trussel mod Ashantiriget. I 1830 indledte ashantikongen, der indtil nu havde været den egentlige magthaver på kysten, et angreb på kystområderne. Englænderne slog tilbage og tvang Ashantiriget til at opgive deres herredømme. Der dannedes et uformelt protektorat, som kystfolket, der frygtede ashantifolket, tilsluttede sig. Flere krige med Ashanti fulgte. I 1872 købte englænderne fortet Elmina af hollænderne, hvilket yderligere forstærkede deres greb om kystområdet. Ashanti var dog ikke til sinds at underlægge sig britisk herredømme. Briterne regnede med at løse dette problem endeligt, da de i 1874 angreb Ashantiriget med store militære styrker og nedbrændte ashantihovedstaden, Kumasi. Ved de følgende fredsforhandlinger blev Ashanti tvunget til at opgive store landområder i den sydlige del af deres rige. Herefter blev Ashantiriget stadig svagere, og mange af høvdingene i sammenslutningen allierede sig med briterne. Ashanti havde dog ikke helt givet op, endnu to gange udbrød der krig mellem Ashanti og briterne, men i 1900 måtte Ashantiriget se sig endeligt besejret. Ashantiregenten blev sendt i eksil, og Ashantiriget blev en del af den britiske koloni Guldkysten. Ghanas kolonitid Englænderne valgte delvis at styre Guldkysten gennem et administrativt råd af høvdinge udpeget af kolonimagten. Kolonien Guldkysten blev opdelt i Wullfs hus Lige over for Christiansborg ligger et enetageshus. En enkel sandstensplade i muren bærer indskriften: Frederiksminde, 1840, W.J. Wulff. Joseph Wulff kom fra Randers. Han var velbegavet og eventyrlysten og havde taget juridisk embedseksamen allerede som 20-årig. Efter en ulykkelig kærlighedsaffære søgte han embede som surnummerair assistent på Christiansborg. Ankommet til Guldkysten opdagede han dog snart, at hans drøm om en strålende karriere ikke holdt. Han var jøde, og kunne som sådan ikke avancere, men måtte forblive i sin assistentstilling og se sig overhalet af nye ansatte. Han hadede landet og heden og blev snart ramt af klimatfeberen. Desuden var han plaget af en frygtelig hjemve og skrev mange klagende breve til sin mor. Med årene vænnede han sig dog til sin tilværelse i en sådan grad, at han tog en mulatkvinde i huset som sin hustru. Han købte et stykke jord og lod et hus opføre. Her levede han med sin kone, Sara, og deres tre børn. Ved sin død lod han sig begrave i husets kælder efter afrikansk skik. Huset er forblevet i familiens eje og er i dag beboet af en af Joseph Wulffs efterkommere.

14 26 27 administrative underterritorier. Hensigten var at udvikle en styreform, hvor høvdinge fortsat tog sig af den lokale administration af deres områder under tæt supervision af den centrale engelske kolonimagt. Englænderne udelukkede dog deres gamle fjender, ashantifolket, fra at deltage i denne ordning. Gennem den første halvdel af det 20. århundrede udviklede Guldkysten sig både socialt og økonomisk til en velfungerende koloni. Der blev bygget veje og jernbaner, der kunne forbinde landet. Nye afgrøder som kaffe og især kakao, der snart blev landets største indtægtskilde, blev introduceret. Guldminedrift og eksport af tømmer bidrog til at forøge koloniens indtægter. Englænderne geninvesterede en del af udbyttet i lokal udvikling. Der blev skabt uddannelse og Frimærke med præsident Kwame Nkrumah sundhedsvæsen. Uddannelsessystemet var opbygget efter britisk model og uddannede en elite af ghanesiske unge, der var bedre uddannet end noget andet sted i Vestafrika. I 1890 var der 54 skoler med i alt 5000 elever på Guldkysten. I 1950 var der elever indskrevet på 3000 skoler, hvilket betød, at 44 procent af alle børn på Guldkysten på dette tidspunkt gik i skole. Ligeledes blev der brugt økonomiske midler på at opbygge vandforsyning, kloakering, kommunikation og andre grundlæggende nødvendigheder. Drømmen om selvstændighed Det engelske overherredømme blev efterhånden uacceptabelt for et voksende antal veluddannede ghanesere. Man opponerede imod, at repræsentanterne i de lokale høvdingeråd var udpeget af englænderne og ikke valgt af befolkningen. I 1925 blev forfatningen ændret, og der blev dannet provinsråd for de ledende høvdinge. Ashantihøvdinge var dog fortsat udelukket fra sæder i rådet. Høvdingerådene fik retten til at vælge seks høvdinge til uofficielle medlemmer af den centrale lovgivende forsamling. Englænderne havde dog konstrueret ændringen således, at de altid selv ville have flertal i rådet, og de valgte høvdinge havde således kun stilling som rådgivere. Folket havde fortsat ingen mulighed for at deltage i beslutningsprocesserne, da deltagelse var forbeholdt høvdinge. Ydermere gjalt Nkrumah selv fik 90 procent af alle stemmer i Accraområdet. ordningen ikke for de nordlige provinser. Først i 1946 fik Guldkysten, efter stort pres fra befolkningen, et lovgivende råd, hvor demokratisk valgte repræsentanter var i flertal. Endelig fik også ashantifolket mulighed for repræsentation. Den nye ordning var enestående; Guldkysten var den eneste afrikanske koloni på det tidspunkt, der havde opnået en sådan grad af selvbestemmelse. Endelig fri Under Anden Verdenskrig kæmpede mange ghanesere for de allierede. Da krigen var overstået, vendte de hjem, men var ikke tilfredse med at genoptage deres gamle liv i landsbyerne. De havde oplevet, at krigen netop handlede om kampen for frihed. I tiden efter kom det til gentagne voldelige sammenstød mellem demonstranter og militær i Accras gader. Kolonitidens æra var ved at rinde ud. De to nye supermagter, USA og Sovjetunionen, vendte sig mod Europas kolonialisme og pressede deres allierede til at give kolonierne selvstændighed. England gav efter for presset og iværksatte en proces, der skulle føre til større selvbestemmelse for Guldkysten. I 1947 vendte Kwame Nkrumah, der havde forladt landet i 1939 for at studere i USA og London, tilbage for at stå i spidsen for et politisk krav om selvstændighed. I 1949 dannede han sit eget parti, CPP, som fik massiv folkelig opbakning. Han organiserede effektiv modstand mod kolonimagten i form af strejker og boykotter. Englænderne reagerede ved at idømme ham tre års fængsel. I 1951 afholdtes det første valg til et selvstændigt parlament, der dog stadig var i forbund med England. På trods af, at Nkrumah sad i fængsel, lykkedes det ham at få ret til at stille op til valget, som han og hans parti vandt med en jordskredssejr, der gav dem alle pladser i parlamentet. Nkrumah selv fik 90 procent af alle stemmer i Accraområdet. Englænderne så ingen anden løsning end at hente Nkrumah ud af fængslet, så han kunne danne den første selvstyreregering. I 1960 fik landet endelig fuldstændig selvstændighed og ændrede navn til Ghana efter det gamle afrikanske storrige mod nord. Ghana blev den første afrikanske kolonistat, der opnåede fuld selvstændighed. På tidspunktet for selvstændighed var Ghana en mønsterstat i Afrika, hvad angår udvikling, uddannelse og økonomi. Nkrumahs styre Præsident Nkrumah ønskede at modernisere Ghana. Han var socialist og mente, at det var

15 Værd at vide om Ghana I det nordlige Ghana, hvor der lever mange muslimer, er det almindeligt at have flere koner. De fleste ægteskaber på landet indgås uden papir. Et sådant ægteskabs indgåelse er ikke bare en sag mellem manden og kvinden, men kræver, at mandens far giver sit samtykke. Det er ligeledes faren, der opsøger kvindens fars hus og indgår aftaler. Når begge familier er blevet enige om ægteskabet, kan vielsescerestaten, der skulle kontrollere produktion og eksport. Det blev nu den, der opkøbte hele kakaoproduktionen til en fastsat pris og solgte den videre. Derved blev det staten og ikke bønderne, der kom til at tjene på kakaoeksporten. Der blev satset på opbygning af en sværindustri, mens udviklingen af det landbrug, der skaffede føden til den største del af Ghanas befolkning, gled i baggrunden. Nkrumah var et menneske med store visioner. Han var internationalt orienteret og arbejdede politisk, uden megen fremgang, for et forenet og frit Afrika. Nkrumah var ikke en mand, der accepterede modstand. Han slog hårdt ned på politisk opposition. Snart erklærede han sig selv som præsident for livstid og gjorde sit parti, CCP, til det eneste lovlige i landet. Udgifterne til Nkrumahs mange initiativer kostede dyrt, og den økonomiske udvikling stagnerede. Dette fik regeringen til at udskrive skatteforhøjelser og kræve tvungen opsparing af borgerne initiativer, der medførte stor utilfredshed i befolkningen. Kup og militærstyre I 1966 blev Nkrumah væltet ved et militærkup, mens han var på besøg i Kina. Han vendte aldrig tilbage til Ghana i levende live. På trods af de mange fejl, Nkrumah begik i sin regeringsperiode, hædres han i dag i Ghana som landets grundlægger og en stor statsmand. Hans jordiske rester blev efter hans død flyttet til hans hjemland, og han ligger i dag begravet ved et stort monument, Nkrumah Memorial, i Accra. I årene gik det nedad for Ghana såvel politisk som økonomisk. Korte perioder med demokrati blev afløst af nye militærkup. I 1969 blev der igen afholdt valg, og Nkrumahs politiske modstander, Kofi Busia, blev ny præsident. Under hans styre forringedes landets økonomiske situation yderligere, idet han lod store multinationale firmaer overtage kontrollen med Ghanas vigtigste produktion. Han holdt sig ved magten ved at spille de forskellige etniske grupper ud mod hinanden. Under hans styre blev mellem en halv og en hel million mennesker udvist af landet. Et nyt militærkup i 1972 satte ham fra magten, og i 1979 kom endnu et kup, anført af løjtnant Jerry Rawlins. Han lovede hurtigt at udskrive valg og indsatte den socialistisk orienterede Hilla Limann som præsident. Der blev iværksat en kraftig økonomisk hestekur for at vende den kriseramte økonomi. For at kompensere for et voldsomt fald i de internationale priser på kakao blev der indført drastiske begrænsninger i importen af blandt andet fødevarer, uden at man skar i lønningerne. Folk havde penge, men kunne ikke købe noget. Konsekvensen var omfattende strejker. Inflationen Nkrumah var ikke en mand, der accepterede modstand. Han slog hårdt ned på politisk opposition. nåede 140 procent, og arbejdsløsheden 25 procent. I 1981 blev Ghana ramt af sit fjerde statskup inden for 15 år, da Rawlins atter tog magten. Han dannede en midlertidig regering bestående af tre civile og fire militærpersoner. På lokalniveau opløste han de eksisterende politiske råd og erstattede dem med nye, han selv valgte. I de følgende år styrede han Ghana med hård hånd, både hvad angår frihedsrettigheder og økonomi. Han fik vendt økonomien og skabt økonomisk vækst, men befolkningen gjorde modstand. I 1989 lukkede han universiteterne i Ghana i fire måneder for at stoppe de studerendes protester. Rawlins blev presset, både nationalt og internationalt, for en tilbagevenden til demokrati. I 1990 erklærede Rawlins, at en ny grundlov for Ghana ville blive udarbejdet og sat til afstemning. Grundloven blev vedtaget, og Rawlins, der havde trukket sig tilbage fra militæret, stillede sammen med andre kandidater op til det første valg. Rawlins vandt med 58 procent af stemmerne og lod sig indsætte som præsident denne gang valgt legalt. Han forblev Ghanas præsident i de to følgende valgperioder, som forfatningen foreskriver. Derefter trak han sig tilbage efter 18 år ved magten. Ghana i dag Ved valget år 2000 slog John Kufuor fra oppositionspartiet Rawlins kandidat, John Atta- Mills, med en lille margin. Man frygtede et nyt kup, men dette viste sig ubegrundet, da Kufuor og Rawlins efter valget optrådte sammen på tv for at demonstrere, at de begge accepterede demokratiets spilleregler. Præsident Kufuor fortsatte som præsident i to valgperioder, hvorefter John Atta Mills, Rawlins efterfølger, der to gange havde tabt et valg, endelig vandt præsidentposten. Mills har erklæret, at han vil gøre Ghana til et i-land inden Dette er nok at sætte målet meget højt i et land, hvor en stor del af befolkningen fortsat lever under fattigdomsgrænsen, og hvor en tredjedel er analfabeter. Et af Ghanas store problemer er befolkningstilvæksten; skønt den i 2010 var faldet til 2,4 procent, er det dog så højt et tal, at der stadig bliver flere munde at mætte og flere børn, der skal i skole. Men der er grund til at være optimistisk. Ghana har gennem de senere år fastholdt en høj økonomisk vækstrate, og med de nye oliefund er der banet vej for yderligere udvikling af det ghanesiske samfund. LIVET I GHANA Familien I Ghana er familien det centrale i livet. Det er familien, der sørger for børnenes opvækst og for pasning og pleje af de gamle. Det er familien, der tager ansvar, når ulykker, sygdom og økonomiske problemer rammer et af dets medlemmer. I Ghana definerer man ikke familien som blot det enkelte par og deres børn. Begrebet familie er langt mere kompliceret og strækker sig langt ud i endog fjerne slægtskabsforhold og klan-tilhørsforhold. Akanfolket, der udgør næsten halvdelen af Ghanas indbyggere, er matrilineære. Her er en mands allernærmeste familie hans mor, hans søskende, hans søstres børn og hans mors brødre og søstre. Akankvindens allernærmeste familie består af alle de ovennævnte plus hendes egne børn og børnebørn. Hos Akanfolket er det kvinden, der arver sin mand, når han dør, og det er også hende, der har rettighederne over sine børn.

16 Værd at vide om Ghana monien finde sted. Ceremonien afholdes i brudens fars hus, hvor mandens familie samtidig præsenterer medgiften. Når medgiften er accepteret, er ægteskabet indgået. Normalt vil ægteparret bosætte sig hos mandens familie. Flerkoneri er efter ghanesisk lov tilladt ifølge den såkaldte sædvaneret, som træder i funktion, når det moderne retsvæsens love kommer i konflikt med ældgamle traditioner. Det almindelige er, at konerne lever i hvert deres hus, som manden så besøger på skift. Retten til at arve og rettigheder til børnene i ægteskabet følger Ghanas befolkningstal vokser fortsat hvert år. patrilineære regler. Skilles en mand og kvinde, er det manden, der har retten til børnene. Dør en mand, vil det være mændene i den afdødes familie og ikke den afdødes kone, der arver det meste. Familien er således ikke blot en social konstruktion, men også skelettet i de juridiske og arvemæssige forhold mellem mennesker. Ind i livet I gennemsnit føder hver kvinde i Ghana lidt under tre børn. Det er et fald i fødselshyppigheden i forhold til tidligere, men fortsat Den sidste rejse kan foretages i en kiste efter eget valg. I gennemsnit føder hver kvinde i Ghana lidt under tre børn. så højt et antal, at Ghanas befolkning vokser kraftigt hvert år. Det er kun omkring 48 procent fra kvinderne, der føder med hjælp af uddannet personale. Resten føder i landsbyerne hjulpet af traditionelle fødselshjælpere, også selv om de måske havde mulighed for at føde gratis på en offentlig klinik. Årsagerne er mange. Nogle frygter, det vil koste dem penge, hvis der opstår komplikationer, nogle bor for langt fra klinikkerne, mens andre bliver presset af familien til at føde på traditionel vis. Blandt muslimer er der tradition for at begrave moderkagen under et træ nær familiens hus. Dette menes at beskytte barnet. Føder en kvinde på klinik, er det ikke muligt. På trods af, at der er sket et vist fald i antallet af mødre, der dør i forbindelse med fødsel, er mødredødeligheden fortsat høj i Ghana. I 2008 døde 450 fødende kvinder af hver Den sidste rejse Også det at komme ud af livet kan være et problem i Ghana. Overhovedet for dagombafolket, Ya-Na Yakubu den anden, blev i 2002 myrdet under lokale stridigheder om magten. Hvervet som leder af Dagombariget går ifølge traditionen på skift mellem to forskellige grupper, andani og abudu. Men da den ene gruppe mistænkte den anden for at stå bag mordet, tog det fire år, før man endelig fandt en løsning på arvefølgen. Først derefter kunne den gamle hersker blive begravet. For kvinder er tøjvask et fast punkt på dagsprogrammet. Kassavaen stødes til fufu-mos. Mange børn fra fattige familier kommer ikke i skole, fordi familien har brug for deres arbejdskraft hjemme. I området omkring Accra er der opstået et nyt fænomen. Det er blevet et statussymbol at blive begravet i sin helt unikke specialdesignede kiste. På flere små værksteder i udkanten af byen fremstilles der kister formet som skibe, tigre, ølflasker, flyvemaskiner og meget andet. Kun fantasien sætter grænser. De fleste kister sender et signal om den afdødes erhverv eller om de drømme, vedkommende har haft i livet. Børn Børn deltager fra en tidlig alder i familiens daglige gøremål. Piger skal hjælpe med at passe yngre søskende, feje gården, hente vand og samle brænde. Drengene deltager i farens arbejde i marken, og passer familiens kvæg og geder. Mange børn fra fattige familier kommer ikke i skole, fordi familien har brug for deres arbejdskraft hjemme. Først når arbejdet er overstået, er der tid til at lege. Selv om slaveriets tid for længst er forbi, har man i Ghana afsløret, at handel med børn fortsat finder sted. Fattige forældre sælger deres børn til opkøbere for et beløb svarende til 50 dollars. Pigerne sættes til husligt arbejde, mens drenge ofte sættes til at arbejde i Ghanas fiskeindustri. Drengene, der ofte er under 10 år gamle, må arbejde mange timer hver dag. De tvinges til at dykke efter net og andet ekstremt farligt arbejde. Tusindvis af børn arbejder tillige på Ghanas mange kakaoplantager, hvor de sættes til at udføre hårdt fysisk arbejde. Regeringen har forsøgt at dæmme op for den ulovlige handel med børn, og en del sager er i de seneste år kommet for retten. Mad Den daglige føde i Ghana består af kogt kassava, yams eller ris, der oftest serveres med en suppe eller med stuvede grøntsager. Majsgrød og kogebananer er også almindelige retter. Langs kysten spiser man fisk, mens proteinkilden i nord er vildt, kaldet bushmeat, der jages på savannen. I alle landsbyer holdes der geder og høns, som indgår i kosten. En af de mest kendte og populære retter i Ghana er fufu, en mos fremstillet af yams. Fufu kan også laves af kogebananer eller majs. Ghanesere tygger ikke fufu de sluger den hel. En anden populær ret er jollofris. Den består af ris, der koges sammen med tomatpasta og forskellige grøntsager. Modsat mange andre områder i Vestafrika bruger ghanesere mange

17 Værd at vide om Ghana Børnene melder sig ind og kommer på biblioteket om eftermiddagen, når de får fri fra skole. Hvis man har en lærer og nogle børn, har man en skole. Der skal samles brænde til køkkenbålet. Den vigtigste motivation til at lære at læse er at have bøger at læse i. Selv om skolegang er obligatorisk, er det ikke alle børn, der kommer i skole. krydderier i maden. Man spiser maden med fingrene. En lille bolle af mos formes i hånden, før den dyppes i sovs. Musik Ghana er i særlig grad kendt for sin traditionelle trommemusik og er blevet et mekka for trommeslagere, der kommer til landet for at studere den særlige ghanesiske trommetradition og for at lære, hvordan trommerne bygges. På University of Ghana studerer unge fra hele verden ghanesisk trommespil og dans. Den mest populære musikstil lige nu er hiplife et mix mellem highlife og hiphop med indflydelse af reggae. Det er dansemusik, der kan få alle på gulvet. Noget at læse i Hvorfor skal man lære at læse, når der ikke er noget at læse i? I 1991 oprettede canadieren Kathy Knowles et lille bibliotek for børn i udkanten af Accra. Hun grundlagde organisationen Osu Children s Library Fund, og siden er der kommet seks nye børnebiblioteker til, bygget af gamle containere. Fonden har derudover medvirket til oprettelsen af 170 biblioteker rundt om i Ghana. Børnene melder sig ind og kommer på biblioteket om eftermiddagen, når de får fri fra skole, for at låne bøger. På bibliotekerne står frivillige bibliotekarer for højtlæsning, læsetræning og organisering af lege og boldspil. På hylderne findes spændende bøger, puslespil, brætspil og tegnematerialer. Om aftenen bliver der afholdt læseklasser for voksne, der ikke kan læse. Sport Ghanas ubestridte nationalsport er fodbold. Fodboldholdet Black Stars har gennem årtier været et af Afrikas bedste hold. Andre populære sportsgrene er hockey, volleyball, tennis og boksning. Skole og Uddannelse Ni års skolegang er obligatorisk i Ghana, og staten er forpligtet til at tilbyde gratis undervisning til alle børn i landet. Selv om undervisningen er gratis, koster det alligevel forældrene penge at sende et barn i skole. Der skal købes obligatorisk skoleuniform, kladdehæfter, blyanter og bøger. Mange familier kan ikke finde pengene til disse udgifter. Skolesystemet er opdelt i en seksårig grundskole, en treårig Junior High School og et fireårigt gymnasieforløb. Ifølge ghanesisk lov har børnene i skolens yngste klasser krav på at blive undervist på deres modersmål. Men der bliver ofte sendt lærere ud til skolerne, som ikke behersker de lokale sprog. Desuden findes der ikke bøger til at undervise på lokalsprogene i alle fag, så hvis eleverne er heldige, undervises de i læsning og skrivning på deres eget sprog, mens undervisning i alle andre fag foregår på engelsk. Selv om skolegang er obligatorisk, er det ikke alle børn, der kommer i skole. På landsplan kommer 84 procent af alle børn i skole, men under halvdelen af pigerne. Og i det nordlige Ghana er situationen endnu værre. Her er det svært at finde lærere, der har lyst til at undervise i de små landsbyer. På mange skoler er der stor mangel på undervisningsmaterialer, og ofte er klassekvotienten skyhøj, med elever fra flere forskellige klassetrin samlet i ét lokale. Mange elever falder fra undervejs og gennemfører ikke engang grundskoleforløbet. Fysisk afstraffelse er i Ghana et normalt opdragelsesmiddel både hjemme og i skolen. Det er ganske almindeligt, at lærere medbringer en kæp i klassen, som de bruger til at slå de elever, der forstyrrer. Et andet afstraffelsesmiddel er at tvinge elever til at knæle foran tavlen i mange minutter. Ghana har seks offentlige universiteter og en lang række private universiteter. Kvaliteten af universitetsuddannelse i Ghana betragtes som Vestafrikas højeste. Leveforhold Halvdelen af Ghanas befolkning bor i dag i byområder. I de store byer i det sydlige Ghana er der gennem de seneste årtier vokset en egentlig middelklasse frem. Denne voksende gruppe har adgang til gode leveforhold, sundhedsservice og uddannelse på højt niveau. Anderledes er

18 Værd at vide om Ghana betingelserne for Ghanas fattige landbefolkning. De fleste på landet må fortsat klare sig med, hvad de dyrker, og undvære adgang til de mest basale nødvendigheder som rent drikkevand, sanitet, elektricitet og lægehjælp. Sundhed og sygdom 47 ud af tusind børn dør, før de bliver et år gamle. (3 ud af 1000 i Danmark). Malaria, lungebetændelse og diarré er de mest almindelige årsager til spædbarnsdød. Grunden til, at disse sygdomme er livsfarlige for børn, er den dårlige ernæringstilstand og manglende adgang til lægehjælp. Der er kun ni læger til rådighed pr indbyggere, og på landet er der langt til lægehjælp. Derfor må de fleste her klare sig med medicinmandens urter. Mange infektionssygdomme som mæslinger, der tidligere slog børn ihjel, bliver i dag forebygget via intensive vaccinationsprogrammer. Der arbejdes i disse år på at få gravide kvinder til at blive kontrolleret på landets sundhedsklinikker, da man har påvist, at det forebygger fødselskomplikationer hos mor og barn. Man har derfor gjort det gratis for gravide kvinder at gå til kontrol. Skal en kvinde føde på et offentligt hospital, kræves det dog, at hun selv medbringer alt, hvad der er nødvendigt til fødslen. Da aids-epidemien var på sit højeste, var godt 2,3 procent af befolkningen i Ghana smittet. I dag har man fået knækket kurven ved hjælp af oplysning og medicin. Malaria er fortsat den sygdom, der årligt slår flest ihjel i Ghana. Mange dødsfald ville kunne undgås ved brug af moskitonet. Men de koster og skal vedligeholdes. Tro Størstedelen af befolkningen i Ghana er kristne, nogenlunde ligeligt fordelt mellem katolikker og andre kirkeretninger som baptisme, Jehovas Vidner og lignende. Omkring 15 procent er muslimer, som først og fremmest lever i de nordlige områder. I denne del af landet er der ligeledes mange, der har bevaret troen på de oprindelige afrikanske religioner, hvor forfædrenes ånder tilbedes, og naturen tillægges magiske kræfter. TACHIPE EN LANDSBY I NORD En mobil sundhedsklinik tilser spædbørn i de mindre byer. Moskeen i Larabanga er Ghanas ældste, bygget i det 17. århundrede.

19 Værd at vide om Ghana Det er i Tachipe, de fem drenge i Elefantspor i rød jord bor. Til Damba Festival i Tamale. Sekretæren, medicinmanden og høvdingen. Tachipe er en lille ghanesisk landsby med nogle få hundrede indbyggere. Den ligger i den nordøstlige del af landet, en tityve kilometer uden for provinsbyen Salaga. Det er i Tachipe, de fem drenge i Elefantspor i rød jord bor. For at komme til Tachipe måtte vi først en tur fra hovedstaden, Accra, til provinshovedstaden Tamale, som lige den dag stod på den anden ende. Det var dagen for høvdingenes årlige fest, Damba Festival. Høvdinge fra hele området kom i store optog til byen for at hylde deres Paramount Chief deres overhøvding. Høvdingene var til hest, og de blev fulgt af deres undersåtter, der skød vildt omkring sig med hjemmelavede geværer, der heldigvis var ladet med løst krudt viste det sig. Der var en masen og en skubben. Der blev trommet og sunget, og overhøvdingen lod sig hylde både udenfor med parasol og indenfor siddende på sin bunke af koskind et symbol på hans værdighed. Fra Tamale gik turen videre ad jordveje til Salaga, gonjafolkets hovedby, der er en lille, støvet flække. Engang i fortiden var Salaga ellers et vigtigt handelscentrum på karavaneruten fra Nordafrika. På det store slavemarked i byens centrum blev slaver byttet med varer og derefter drevet den lange vej til kysten for at blive solgt til europæiske handelsmænd. Fra Salaga er der ikke langt til Tachipe. Når man ankommer, skal man, som i alle andre landsbyer i Ghana, først introduceres for landsbyens leder. Det foregår under det store træ i landsbyens midte. Bænke og stole bliver båret frem, der bliver trykket hænder, og snart sidder man bænket i rundkreds med høvdingen og hans følge og så lige en andre beboere, der også godt vil tjekke gæsterne ud. Høvdingen er en meget gammel mand med stærke briller. Han taler gonja, men ikke direkte til os. Selve samtalen overlader han til sin fortaler og sekretær, der også er en gammel mand, og til sin medicinmand, der sidder på hans anden side. Vi fremfører vores ærinde og beder om lov til at filme og fotografere i byen nogle dage. Ikke noget problem, vi skal være så velkomne!

20 38 39 Under mødet ringer sekretærens mobiltelefon gentagne gange. Sekretæren taler i telefon og refererer, hvad der bliver sagt, til høvdingen. Hele forsamlingen følger interesseret med i telefonsamtalen og kommenterer livligt. Alle i Tachipe lever af at dyrke jorden. Mest yams og kassava. Hvis man er heldig, har man også en enkelt ko eller to. Landsbyens køer bliver passet af en fulanimand, der bor i udkanten af byen. Mange går tillige på jagt ved siden af landbruget. Alt hvad de får ram på, det være sig egern, leguaner eller markrotter, ryger i gryden. Der er ikke elektricitet i landsbyen, beboerne klarer sig med et par benzindrevne generatorer. Generatorerne bliver brugt til at oplade mobiltelefoner, som der er mange af, og til at drive byens kassavamølle. Bortset fra mobiltelefoner, cykler og et par enkelte motorcykler er det småt med moderniteten i Tachipe. Her lever man med og af de ting, naturen frembringer. Husene bygges af jord og strå, og landsbyens smed fremstiller markredskaber over et bål, mens hans lille søn aser med at holde blæsebælgen kørende. Bliver man syg, er der lang vej til Salaga, og medicinmandens urter er førstevalget. Indtil for ganske kort tid siden var der heller ikke nogen skole i Tachipe. Men det er der nu. Taget er godt nok en trækrone, og bænkene er lange træstammer, men en skole er det. Det er Harruna Lazarus, der har valgt, hvor skolen skal ligge, for det er ham, der er lærer. Han er 23 år gammel, og vokset op i en landsby i nærheden. Det var hans bror, der først flyttede til Tachipe, og Harruna besluttede sig til at følge efter. Egentlig dyrkede han jorden som alle andre her. Men han er anderledes end de fleste i Tachipe, for han kan læse, og mere end det, han har studentereksamen. Han var nemlig så kvik og klog en dreng, at folk i den landsby, han voksede op i, besluttede at gå sammen og finansiere hans skolegang. Det har han aldrig glemt, så derfor foreslog han høvdingen i Tachipe, at de skulle lave en skole. Så skulle han nok undervise. Det var en måde at betale tilbage på, syntes han. Skolen er blevet en kæmpe succes. Næsten for stor. Hver morgen møder samtlige børn fra Tachipe op. Hvis man er stor nok til at gå, eller kan blive båret af sin storesøster, er man også stor nok til at gå i skole. Harruna har nok at lave. Han har delt børnene i to grupper. På den ene side af træet sidder de børn, der er gamle nok til at blive undervist. På den anden side sidder en hel masse børn i vuggestue- og børnehavealderen. Harruna farer frem og tilbage. Næppe er han gået i gang med at vise et regnestykke på tavlen, før nogle af de små er kommet op at slås, og han må løbe over for at trøste og tørre næser. Så får de lige en sang, og så er det tilbage til matematikken igen. Tachipe er en af de små byer, der via IBIS og Børnenes U-landskalender vil få støtte til at bygge en skole. Forhåbentlig bliver der også penge til en hjælpelærer til Harruna Lazarus. NOGET AT TALE OM Forslag til temaer og samtale emner, der kan indgå i arbejdet med elevbogens kapitler. IBIS I GHANA IBIS, der er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation, har arbejdet i Ghana siden Ibis arbejder for uddannelse til alle. Mange børn i Nordghana lærer ikke at læse, fordi afstanden til den nærmeste skole er for lang. Når de bliver store nok til at gå den lange vej, er de blevet for gamle til at starte i 1. klasse. Ibis vil bruge overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender 2012 til at skabe kvalitets-skolegang for børn i det nordlige Ghana. Der vil være særlig fokus på at få piger til at komme i skole. Mange piger i Ghana kommer ikke i skole, fordi man traditionelt synes, at kvinders plads er i hjemmet. DANIDA I GHANA Samarbejdet mellem Danmark og Ghana begyndte i Efterhånden som Ghana fik formuleret sin egen politik på områder som sundhed, uddannelse, erhverv m.m. har samarbejdet ændret sig. Den danske støtte går i dag til at hjælpe landet med at gennemføre politikken. Danmark støtter bl.a. Ghana i opbygningen af en administration både centralt og lokalt som kan varetage, planlægge og gennemføre politikken på det pågældende område. Det betyder tillige, at alle tiltag, som Danmark støtter f.eks. på uddannelsesområdet, sker i tæt samarbejde med centrale og lokale myndigheder. Den danske udviklingsbistand til Ghana beløb sig i 2011 til 384 millioner kr.