FILOSOFI. nr. 2, Teknologi. FILOSOFI nr. 2, Filosofilærerforeningen for Gymnasiet og HF

Transkript

1 FILOSOFI nr. 2, 2014 Teknologi FILOSOFI nr. 2, Filosofilærerforeningen for Gymnasiet og HF

2 Når mennesket begynder at forholde sig til sig selv, må det erkende alle sine tidligere handlinger som sig selv SK Forsidetegning: Lisbeth Jørgensen Layout: Suzanne Fog Print: Tryk2100, København Ø 2 FILOSOFI nr. 2, 2014

3 Indhold Indledning 4 Meddelser fra Fagkonsulent 5 Formand 6 Kasser 7 Artikler 10 Beslutningsdygtig teknologi 8 Bruno Latour 17 Filosofi olympiade og hvad er et filosofisk essay? 28 Anmeldelser 30 AlfRoss 30 Filosoffen på arbejde 33 I lyset af Bataille 36 At læse biografisk Kalender Bagsiden 44 Kontakter mv. 44 FILOSOFI nr. 2,

4 I dette nummer... kan du læse om teknologi og filosofi og også finde en tekst på dansk til undervisningen i konstruktivisme i filosofilærerforeningen. Den er produceret af en af de didaktiske oplægsholdere fra efterårskurset: Konstruktivisme i kritisk belysning på Fyn. I sit essay om Dræber-Robert eller Beslutningsdygtig Teknologi løfter Martin Mose Bentzen sløret for de sidste nye tekniske løsninger på afviklingen af trafik og krig. Dilemmaer i forbindelse med skabelsen af Dræbermaskinen og Den Selvkørende Bil viser helt tydeligt behovet for eller eksistensen af et værdimæssigt grundlag, når man indstiller maskinen. Denne menneskelige indblanding fra den humanistiske tanke efterlyses. Den skal påvirke afgørelsen om, hvordan maskinen konstrueres og hvad den skal kunne. Man kommer til at frygte alternativet, nemlig at maskinen løsriver sig fra sin Herre og får sit eget liv, dvs. overtager styringen. Eller har maskinen allerede gjort det? Hvis vi får selvkørende biler, der følger færdsselsloven, slipper vi så for trafikulykker? Hvis vi får dræbermaskiner, der overholder FN s konventioner for krigsførelse, får vi så en humanistisk og retfærdig krig? Vil en robot lave civil ulydighed? Strejke? Sabotage? Være anti-autoritær? Lave fredsbevægelse? Er det er spørgsmål om hvem, der laver maskinen og er teknologifilosofi ved at kræve sit eget kategorinummer på bibliotekets fagbogshylder? Vi har sakset anmeldelser fra Filosofiske anmeldelser. Der er flere anmeldelser tilgængelige på nettidsskriftet af samme navn. Der er adgang via Dansk magisterforenings hjemmeside og Dansk filosofisk selskabs hjemmeside. Det kommer 3 gange om året og laves af vores gamle redaktør her på bladet: Finn Jespersen. Filosofisk Selskab har også en kalender, der reklamerer filosofiske arrangementer på landsplan. Og de indkalder allerede nu wordshopholdere til landsmødet i Aarhus den 6. og 7. marts 215. Man kan tilmelde sig deres nyhedsbrev. Viel vergnügen! Lisbeth Jørgensen NÆSTE TEMA er Æstetik! 4Deadline for indslag til næste nr. er 2. FILOSOFI februar nr. 2,

5 Fagkonsulenten Kære medlemmer af Filosofilærerforeningen Jeg er pr. 1. november tiltrådt som fagkonsulent i begge mine fag, historie og religion, samt filosofi. Dette er selvfølgelig ikke en optimal situation, og jeg vil ikke foregive at jeg har indsigt i faget og dets didaktik. Jeg vil derfor få tilknyttet en sparringspartner fra fagmiljøet, ligesom jeg håber på, at I alle vil være mig behjælpelig med relevant input. Jeg håber også at jeg får mulighed for at observere filosofiundervisning rundt om på forskellige institutioner, så jeg kan få et bedre kendskab hertil. Da jeg kun netop er tiltrådt, har jeg ikke meget nyt fra ministeriet. Ligesom andre, går også jeg og venter spændt på at se, hvad der mere præcist ligger i Helle Thorning Smiths udmeldinger i talen ved Folketingets åbning om, at regeringen vil forbedre og forenkle gymnasiet. Jeg ser frem til samarbejdet og har nok betydeligt mere at skrive til jeres næste blad. DEt er lidt flippet med den trådeløse teknologi FILOSOFI nr. 2,

6 Formand Af Jeanette Hougaard Sørensen Efteråret har gjort sit indtog i alle dets smukke farver, og skoleåret er godt i gang. Traditionen tro afholder foreningen også i år et efterårskursus, og snart drager mange filosoffer til Hindsgavl i Middelfart, hvor Dorthe Mondrup og Uffe Steen står klar som kursusledere til at føre jer gennem et par spændende dage med konstruktivisme på dagsordenen. Årskurset finder sted, den 6. og 7. november 2014, og ja! - der er lukket for kursustilmeldinger, men herfra skal lyde et ønske om et godt kursus. Det er dejligt at se, at så mange kan komme af sted på kurset og ikke mindst fået lov til at tage af sted. Ok13 effekt Dette leder mig frem til en problemstilling, som er opstået i forlængelse af OK13. Udover, at det kan være svært at få lov til at tage af sted på kurser af ens skole, er der også en problematik i forhold til de faglige foreninger. Ikke alle uddannelseschefer og rektorer bakker op om arbejdet i den faglige forening (i form af honorering og frihed til mødedage osv.). De faglige foreninger lever af frivillige hænder, der vil påtage sig bestyrelsesarbejdet, og af velvillige chefer, som giver frihed til at afholde de nødvendige møder. Bestyrelsen for Filosofilærerforeningen for Gymnasiet og HF oplever i øjeblikket, at der skal argumenteres kraftigere på de respektive skoler for at fastholde den frihed, som et foreningsarbejde kræver. Forudsætningen for et fællesskab er, at man mødes. Dette gælder, hvad enten man er underviser og gerne vil af sted på et udbudt kursus i en forening, ajourføres fagligt samt møde ligesindede. Og det gælder, når man skal drive en forening i en bestyrelse. Ok13 har sat kedelige spor, som udfordrer os. Vi kæmper mod vindmøller her, og er bevidste om, at vilkårene efter 0K13 er anderledes, men helt læne os tilbage kan vi som faglig forening af gode grunde ikke! På gensyn og velkommen Der sker også nyt på andre fronter, da Martha Haahr har valgt at stoppe som fagkonsulent for Filosofi, og Christian Vollmond fra København (Kvuc) tiltræder stillingen pr. 1. november Christian bliver fagkonsulent for fagene: Filosofi, Historie og Religion. Vi byder Christian velkommen og glæder os til et frugtbart fagligt samarbejde. En stor tak til Martha for det gode samarbejde skal bestemt lyde her. Martha har utrætteligt kæmpet for vort fags interesser og med stort engagement. Bestyrelsen håber fortsat at se Martha på foreningens kurser, så Et på gensyn, Martha samt Et velkommen, Christian herfra. 6 FILOSOFI nr. 2, 2014

7 Nye kollegaer Også et velkommen til de nye lærere i fagene Filosofi- og idéhistorie. Vi håber, at I har fundet vejen til vores forening, og at vores medlemmer rundt om på skolerne husker at fortælle deres nye kollegaer om foreningen. Hvordan man opnår medlemskab, kan ses på både EMU en under Filosofilærerforeningen for Gymnasiet og HF samt på foreningens site på Facebook: Vi samler på likes på vores site, så klik ind på siden, og vær med til at skabe et levende debatforum. Tilslut vil jeg ønske jer god læselyst af nærværende nummer af Filosofi. Efterårets mørke timer nærmest drager os til lænestolen, og inviterer os til fordybelsen! Kasser/ kontingent Den årlige opkrævning af kontingent er udsendt via en mail, som alle medlemmer gerne skulle have fået. Hvis du ikke har fået den, kan grunden være, at Foreningen ikke har dinaktuelle mailadresse! Du bedes i så fald henvende dig til kassereren, Finn Jespersen/ fj4800@live.dk Fristen for indbetaling af kontingentet var 1. september. Men det kan nås endnu! Indbetaling (kr. 300,-) sker direkte til Foreningens bankkonto bemærk at der ikke længere opkræves kontingent via NETS (PBS)! Husk afsender på meddelelsen til os! Venlig hilsen Finn Jespersen, kasserer FILOSOFI nr. 2,

8 Beslutningsdygtig teknologi om autonome sociale robotter og moralsk ansvar Martin Mose Bentzen Cand. mag. i Idehistorie, Ph.d. i filosofi, adjunkt, DTU Management Engineering, Danmarks Tekniske Universitet Dominansen eskalerer Siden dampkraftens maskinelle brug i 1780 erne indvarslede den industrielle revolution har TEKNOLOGI været den dominerende samfundsforandrende faktor. I hvert fald, hvis man tænker globalt og historisk. Mere end skiftende politiske systemer, mere end kunst og kultur, mere end krige og katastrofer, ændrer teknologien på de grundlæggende forhold i vores dagligdag og relationer. Teknologien opstår naturligvis ikke spontant. Den er som oftest videnskabeligt, og altid socialt, institutionelt og økonomisk funderet, og den indgår i et komplekst netværk med andre faktorer. Teknologi kan opstå som følge af en krig, og som vi ved, kan den medføre katastrofale konsekvenser. Men dette afholder ikke mennesker fra at kaste sig over den seneste teknologi som om den nærmest var en nødvendig del af vores udvikling. Tænk på internettet og de sociale mediers rolle lige nu. Ikke bare i den vestlige verden, men globalt set har internettet ændret vores måder at modtage nyheder om verden på, ændret vores måde at handle med hinanden, vores måde at føre politik på og vores måde at møde hinanden og udveksle tanker og følelser. På trods af nødvendigheden af f.eks. at have en adresse, er der en del filosoffer (af den indeterministiske skuffe), som benægter teknologisk determinisme i betydningen uundgåelig lineær teknologisk progression (eller regression, hvis man er en mere pessimistisk teknologisk determinist). Disse vil hævde, at mennesket har indflydelse på teknologiens udvikling. Et eksempel, der underbygger deres argumentation er, at mennesker kan afvise specifikke teknologier lokalt eller globalt. Atomkraft benyttes f.eks. ikke til at producere energi i Danmark. Især i forbindelse med nyligt opståede teknologier, såkaldt emergent technologies må man forvente, at der er mulighed for at udviklingen kan trække i forskellige retninger via forskellige påvirkninger, herunder den filosofiske, kritiske refleksion. For så vidt, at denne refleksion finder kanaler til at blive hørt. Blandt de nyligt opståede teknologier der ligger og venter lige om hjørnet, og som sandsynligvis vil ændre vores hverdag grundlæggende, er genetisk manipulation og 3D printere og sociale robotter. Sociale robotter er robotter, der kan indgå i sociale sammenhænge med mennesker eller andre robotter med dertil hørende kulturelle normer og værdier. Et oplagt eksempel er den selvkørende bil, som kører efter færdselsloven. Et andet, og meget omstridt eksempel, er den såkaldte autonome letale robot, bedre kendt som den militære dræberrobot, der selvstændigt tager beslutninger om, hvem den slår ihjel på slagmarken under hensyntagen til krigens love og internationale konventioner. Google har allerede udviklet den selvkørende bil og USA og andre militære magter arbejder målrettet og ihærdigt, dvs. kaster milliarder af dollars efter forskning i, autonome letale robotter. 8 FILOSOFI nr. 2, 2014

9 Ud- eller af-vikling af humaniora? Hvad er filosofiens rolle i forhold til denne udvikling? Kan filosofi overhovedet tage stilling til et sådant moving target som robotteknologi, eller skal støvet lægge sig før filosofien kan fange et billede i sit refleksive spejl. Kan Minervas ugle (eller drone) virkelig først lette ved skumringstide? Tid giver overblik, men som allerede antydet ovenfor, vil jeg forsvare den position, at filosofien kan og bør spille en rolle i forhold til udviklingen og implementeringen af sociale robotter. Udover at denne position synes at forudsætte teknologisk indeterminisme i en eller anden form, så kræver den som nævnt også at filosofien bliver hørt af dem der rent faktisk udvikler teknologien. Kan dette lade sig gøre? Det er langt fra sikkert, men hvis filosofferne vælger at isolere sig i det berømte elfenbenstårn, så vil det ende med, at ingeniører, jurister og politikere løber væk med filosofiens arvesølv og får det sidste ord om hvad etik er for noget, når det kommer til robotter. Måske vil det ske. Vi har før set discipliner som fysik, psykologi og sociologi skille sig ud fra FILOSOFIEN og hævde selvstændig eksistensberettigelse. Robotetikken kunne ende med at blive et sådant selvstændigt vidensdomæne. Men det er min holdning at der i øjeblikket, i den brydningstid vi befinder os i, ligger et arbejde og en mulighed for filosoffer i at hjælpe ingeniører og andre teknikere med den helt grundlæggende udvikling af etiske systemer til robotter. I at sætte politikere og jurister i gang med den kritiske refleksion der skal til, for at indførelsen af sociale robotter på forskellige områder fra sundhedsvæsenet til trafikken kan ske etisk forsvarligt. Man kan ikke forlange, at det skal ske uden etiske komplikationer. Men det kan komme til at ske med åbne øjne for farer og dilemmaer. Her vil jeg ikke direkte beskæftige mig med den første mulighed, altså filosoffer (som logikere og etikere), der hjælper ingeniører med at lave computermodeller af etiske systemer, i hvert fald ikke for så vidt angår de tekniske detaljer. Derimod vil jeg med udgangspunkt i selvkørende biler og autonome letale robotter, undersøge nogle af de dilemmaer, der kan og sandsynligvis vil opstå i forbindelse med indførelsen af disse teknologier. Tillad mig at springe direkte til den vigtigste konklusion og herefter fremføre argumenterne for den. Det er min overbevisning, at såfremt vi tillader indførelsen af autonome robotter, så vil vi være nødsaget til at lade dem tage beslutninger, der gælder menneskers liv og død. Denne påstand er formet som en hypotetisk såfremt så sætning, og den indeholder de filosofiske problematiske ord autonome og beslutninger som jeg vil vende tilbage til, men der er for mig ikke meget tvivl om, at vi rent faktisk vil tillade indførelsen af autonome robotter - googles selvkørende bil er har allerede kørt over en million FILOSOFI nr. 2,

10 kilometer på offentlige veje i USA, i Japan vil de indføre robotsygeplejersker, robotforskere som Ron Arkin arbejder med det amerikanske militær på dræberrobotten.stop.er der ikke en fundamental forskel på dræberrobotten, som tager en beslutning om at dræbe et menneske og den selvkørende bil som vi må formode højst ved et uheld kan slå nogen ihjel? Er det ikke ondt i sig selv for en maskine at slå et menneske ihjel, mala in se, som man kalder det inden for moralsk teori, en position som den amerikanske filosof og robotetiker Wendell Wallach har gjort sig til talsmand for? Dette spørgsmål skal jeg også vende tilbage til. Som sagt, er der for mig ingen tvivl om at vi vil tillade indførslen af autonome robotter, og hvis man vil give mig ret i dette, så bliver min påstand efter et simpelt logisk ræsonnement til den følgende: Vi vil blive nødsaget til at lade autonome robotter tage beslutninger der gælder menneskers liv og død. I det følgende vil jeg argumentere både for, at dette er noget nær uundgåeligt og for at det er helt moralsk acceptabelt, ja ligefrem en god ting, etisk set. Jeg vil desuden argumentere for, at hvor man muligvis kan tænke sig robotter, der er mala in se, så gælder det ikke autonome letale robotter som samlet kategori. Hvis man vil forbyde udviklingen af autonome letale robotter, må det underbygges af andre argumenter end dette. Autonomi for robotter Når jeg i dette essay taler om autonome robotter der tager beslutninger, kan det naturligvis ikke betyde det samme, som når et menneske frit overvejer sine muligheder og tager sine valg. Robotter er ikke bevidste om noget som helst. De har ingen interesser eller præferencer og vil ikke have det i den nærmeste fremtid. Alligevel er der tale om en nyttig analogi til den menneskelige beslutning. Robotterne fungerer som om de har autonomi, hvilket bl.a. indebærer at DERES OPFØRSEL kan rationaliseres. Den kan udlægges som om den er fornuftig. Noget lignende gør vi også, når vi f.eks. observerer insekters opførsel. For at være en anelse mere konkret, vil jeg her holde mig til en bestemt model, nemlig at robotters opførsel kan rationaliseres i forhold til strukturer af formen overbevisning-ønske-intention. Robottens handlinger ser ud som om de på baggrund af bestemte overbevisninger om hvordan verden hænger sammen og ønsket om at nå bestemte mål, former intentioner om at handle på bestemte måder. Den selvkørende bil har et mål om at nå fra punkt A til punkt B (ønske), så på basis af dens viden om færdselsloven, dens egen funktionalitet, de trafikale forhold, o.s.v. (overbevisninger), laver den en plan for at nå til punkt B (intention). Disse mentale tilstande kommer selvfølgelig ikke af sig selv, de er programmeret ind i robotten af designere, suppleret med oplysninger fra brugeren, o.s.v. Men selvom robotten ikke foretager et selvstændigt, bevidst valg i den almindelige betydning af ordet, er det en nyttig model at have for robotten. Denne model giver os nemlig en tilgang, hvor noget er gået galt, hvis robotten ikke opfører sig som vi ønsker. Er der noget galt i dens repræsentation af verden (overbevisninger), dens overordnede mål (ønsker) eller dens måde at planlægge handlinger (intentioner)? 10 FILOSOFI nr. 2, 2014

11 Etiske dilemmaer ved selvkørende biler Den amerikanske filosof Patrick Lin har skrevet om etiske dilemmaer i forbindelse med selvkørende biler med fokus på varianter af Philippa Foots berømte Trolley-problem, se (Lin, 2013). Det følgende eksempel er af samme type. Forestil dig, at din selvkørende bil kører rundt om et hjørne og to cyklister kører lige imod den. Der er ikke tid til at stoppe, men ved at dreje kan bilen undgå at ramme den ene. Hvis bilen vælger ikke at gøre noget, så vil begge cyklister blive ramt. Den ene cyklist har cykelhjelm på, den anden har ikke. Spørgsmålet er: hvem bør bilen programmeres til at ramme? Eksemplet viser, at ny teknologi giver nye variationer af gamle problemer. Et menneske i denne situation, ville måske ikke have tid til lange etiske overvejelser, men den selvkørende bil, kunne i princippet programmeres til at følge etiske principper. Spørgsmålet er så bare, hvilke etiske principper, den bør følge? Det virker oplagt at kigge på eksemplet fra flere normative synsvinkler, i hvert fald fra en konsekvensetisk og fra en deontologisk synsvinkel. Allerede med dette valg er der tale om en afgrænsning og jeg vil yderligere begrænse mig til overvejelser ud fra det utilitaristiske princip, ifølge hvilket man bør øge lykken og mindske ulykken for flest mulige, og til første formulering af Kants kategoriske imperativ. Fra et konsekvensetisk synspunkt, ville det gælde om at minimere smerten mest muligt i situationen. Sandsynligheden for et alvorligt uheld med den smerte dette indebærer, vil alt andet lige være større, hvis bilen kører ind i cyklisten uden hjelm end hvis den kører ind i cyklisten med hjelm. Fra et konsekvensetisk synspunkt vil det altså være moralsk korrekt at køre ind i cyklisten med hjelm. Med hensyn til den deontologiske etik, hvor man undersøger motivet bag handlingen, vil jeg begrænse mig til Kants første kategoriske imperativ, der som bekendt påbyder én at handle sådan at ens viljes maksime samtidig kan gælde som almen lov. Maksimen eller det uformelle beslutningsgrundlag synes her at være at man i situationer, hvor en eller flere mennesker uundgåeligt vil blive udsat for risiko bør handle således at man udsætter dem med de bedste sikkerhedsforanstaltninger for størst risiko. Kan man ville, at dette bliver en universel lov? I en verden, der gjorde dette til lov, ville motivationen til sikkerhedsforanstaltninger blive undermineret, folk ville ikke turde tage hjelm på af fare for sig selv. Dermed synes hele ideen om sikkerhed at blive modsagt, en vigtig etisk komponent i forbindelse med udvikling og brug af teknologi, ifølge den svenske filosof Sven Ove Hansson. Hvis man skal følge denne etiske overvejelse synes det ikke at være tilfældet, at bilen skal ramme cyklisten med hjelm. Skal man følge den modsatte leveregel, at bilen skal ramme den person, der den har ringeste sikkerhedsforanstaltning? Denne regel synes ikke at underminere sig selv på samme vis, men der er noget kynisk over overhovedet at vælge i en sådan situation. Dog, er det ikke mere kynisk, hvis der ikke foretages et valg og begge køres over? Er det mere retfærdigt at slå terning og lade det være helt tilfældigt hvem der bliver ramt? FILOSOFI nr. 2,

12 Dette er bare to etiske overvejelser ud af mange mulige, og de frembringer mindst lige så mange spørgsmål som de besvarer. Derudover kommer de juridiske overvejelser. Hvis det f.eks. er lovpligtigt at bære hjelm, og cyklisten uden hjelm dermed bryder loven, vil bilistens ejer måske løbe en mindre risiko ved at køre ind i cyklisten uden hjelm. Er sådanne selviske overvejelser etisk acceptable? Hvordan vælger vi, hvilke etiske principper skal styre de selvkørende biler? Skal bilerne overhovedet kunne skelne mellem cyklister på denne måde og dermed tvinges til at prioritere eller ville det være mere etisk at lade tilfældet råde? Måske i dette tilfælde, men der vil under alle omstændigheder opstå tilfælde, hvor bilen skal vælge. Hvad hvis der er tre børn der leger på vejen? Bilen kan køre op på fortovet og redde børnene, og der er ingen på fortovet. Men der en lille risiko for at en person træder ud af sin hoveddør i samme øjeblik og bliver kørt over. Må bilen løbe denne risiko for at redde de tre børn? Hvis den vælger ikke at gøre det, er der også blevet taget et valg. Og hvad i det usandsynlige tilfælde, hvor en person træder ud af døren og bliver slået ihjel? Hvem har ansvaret? Producenten af bilen? Bilens fører? Lovgiverne? Det kommer vel i nogen grad an på, hvem der har bestemt hvilke etiske principper bilen skal køre efter. Lin argumenterer imod at lade det være op til bilens ejer, og dette virker fornuftigt, men det bør vel heller ikke være op til bilens producent. Tænk f.eks. på Ford Pinto skandalen, hvor Ford med udgangspunkt i en cost-benefit analyse valgte at undlade at installere en del til 11 dollars til beskyttelse af benzintanken, hvilket medførte at benzintanken forholdsvist let eksploderede ved kollision bagfra med selv lave hastigheder. Denne og lignende skandaler viser, at bilproducenter til tider lader profitmotivet veje tungere end hensynet til trafiksikkerheden, hvilket ikke er etisk forsvarligt. Skal det være op til et lovgiverne, evt. i samarbejde med et organ som etisk råd? Hvordan skal samarbejdet mellem det politiske niveau og producenten etableres og evalueres? Forsøg med etik som holdningsbeskrivelse Et sted at starte kunne simpelthen være, at begynde at spørge folk. Såkaldt EKSPERIMENTEL FILOSOFI er ved at vinde indpas. Hvor filosofiprofessorer i gamle dage fortalte deres studerende, hvad de burde mene om filosofiens store spørgsmål, så spørger de nu i stedet de studerende, hvad de mener og publicerer resultatet. Jeg vil ikke diskutere tilgangensmetodologiske problemer her. Jeg vil blot beskrive et par eksempler på et par undersøgelser af folks HOLDNINGER i dilemmaer om selvkørende biler. Tænketanken Open Roboethics Initiative, som er baseret på University of British Columbia, Vancouver, Canada har foretaget empiriske undersøgelser om Lins dilemmaer og relaterede emner. I en variation af cylistdilemmaet, der involverede motorcyklister og som gav informanterne flere valgmuligheder end de to, jeg bevidst begrænsede det til ovenfor, tegnede der sig følgende mønster. 12 FILOSOFI nr. 2, 2014

13 30 procent mente, at bilen ikke skulle være programmeret til at kunne opdage, om en trafikant havde hjelm på eller ej. 10 procent mente, at bilen skulle køre ind i motorcyklisten uden hjelm. Kun to procent mente, at den skulle køre ind i motorcyklisten med hjelm. Tre procent mente, at bilen skulle vælge tilfældigt, hvem af de to den stødte ind i. 10 procent valgte»andet«, mens 45 procent mente, at bilen blot skulle bremse og intet andet. Dette populære valg eller afståen fra valg kan nok være etisk forsvarligt i situationer med stor usikkerhed i udfaldet, men i eksemplet med cyklerne ville det resultere i, at begge blev ramt, hvilket ikke kan være etisk ønskværdigt. En anden undersøgelse bad informanterne om at vælge mellem at køre en lille pige, der var faldet på vejen, over og dermed slå hende ihjel eller at køre bilen ind i en tunnelvæg og slå sig selv ihjel. Her valgte 64 procent at fortsætte og slå pigen ihjel, mens 36 procent ville ofre deres eget liv. Adspurgt om hvem informanterne mente skulle afgøre hvordan bilen skulle indstilles rent etisk, ville 44 procent overlade det til føreren, 12 procent overlade det til producenten og 33 procent overlade det til lovgiverne, mens 11 procent svarede»andet«. Etik kan ikke begrænses til en måling af folks præferencer, såkaldt deskriptiv etik, men undersøgelser som disse giver vigtige fingerpeg til videre debat og grundigere filosofisk analyse. Kort konklusionjeg mener, vi kan konkludere to ting fra det ovenstående. Det ene er at der er etiske problemstillinger i forbindelse med selvkørende biler, der rækker udover en simpel overholdelse af færdselsloven. Det bliver en opgave for både almindelige mennesker og fagfolk som filosoffer, ingeniører, politikere og jurister at håndtere disse problemstillinger. Det andet er, at hvordan vi end vender og drejer det, så vil der kunne opstå situationer, hvor selvkørende biler skal tage beslutninger, der gælder liv og død. Der vil være situationer som cyklistdilemmaet, hvor et fravalg er et etisk værre valg end at handle. Denne konklusion mener jeg kan bredes ud til mange andre kategorier af sociale robotter. Skal den humanoide robot, som kommer forbi et barn der er ved at drukne i en lav pøl, og som kan redde barnet uden at skade sig selv, undlade at gøre noget fordi robotter ikke må tage beslutninger der gælder liv og død? Er autonome letale robotter onde i sig selv? Lad os tage denne sidste konklusion med os, når vi nu kigger på Wendel Wallachs foreslåede princip angående autonome letale robotter nemlig, at de klassificeres som mala in se, onde i sig selv. Denne kategori bruges indenfor teorien om retfærdig krig, hvor det er et af principperne for jus in bello, retfærdig krigsførelse, at krigsførende magter ikke må bruge metoder eller våben der er onde i sig selv. Disse ndbefatter bl.a. massevoldtægt, folkemord, og våbentyper med ukontrollerbare konsekvenser, såsom biologiske våben. Bør autonome letale robotter forbydes på linje med biologiske og kemiske våben? Wallach argumenterer som følger. FILOSOFI nr. 2,

14 Jeg hævder at maskiner som udvælger mål og udsætter dem for dødelig og ikkedødelig fysisk påvirkning ikke bare er en dårlig ide, men også mala in se. Maskiner mangler evnen til at kende forskel, empati, og til at fælde de proportionelle domme som er nødvendige for at vægte civile tab imod at nå militære mål. Derudover er det amoralsk at delegere beslutninger om liv og død til maskiner, fordi maskiner ikke kan holdes ansvarlige for deres handlinger. (Wallach, 2013), (min oversættelse) Alle de problemer Wallach nævner er alvorlige. Men for nogle er de tekniske vanskeligheder større end de etiske. For eksempel er spørgsmålet om hvordan vi lærer robotten at kende forskel på civile og soldater, teknisk set vanskeligt. Problemet intensiveres, når man bevæger sig væk fra den traditionelle slagmark og ind i byområder med civile og ikke-uniformerede fjender. Men forudsat, at vi lærer robotterne at skelne mindst lige så godt som en menneskelig soldat, så er der ikke særlige etiske problemer ved dette. Eller det vil sige, problemer vil opstå når det alligevel går galt, og her bliver spørgsmålet om placering af ansvar relevant, og jeg vil vende tilbage hertil. Jeg vil her i øvrigt ikke gennemgå alle mulige argumenter og modargumenter, men begrænse mig til kernen, om autonome letale robotter er mala in se. Man kan forestille sig militære robotter der er onde i sig selv, f.eks. en torturrobot uden anden funktion end at skabe uudholdelig smerte for sine menneskelige ofre. En sådan robot skulle helt klart ikke tillades af internationale konventioner. Men spørgsmålet er om letale militære robotter som sådan bør falde i denne kategori? Det synes ikke at være tilfældet, i hvert fald ikke med mindre man vil hævde, at en hvilken som helst krigshandling er moralsk forkert, hvilket også vil indbefatte en forkastelse af teorien om retfærdig krig. Men hvis man ikke er pacifist og mener, at der i det mindste er én krig, som man blev tvunget til at kæmpe (de allieredes rolle i Anden Verdenskrig er det mest hyppigt nævnte eksempel), så holder denne argumentation ikke. Vi taler altså om situationen, hvor visse krigshandlinger anses for etisk forsvarlige, og hvor vi overvejer om militære letale robotter kan accepteres som våben. Den amerikanske robotforsker Ron Arkin har argumenteret for, at man i princippet kan konstruere robotter der overholder krigens love og internationale konventioner bedre end menneskelige soldater (der historisk set ikke er synderligt gode til dette). Sådanne robotter ville skulle bruge minimal dødelig magt, altid give modstanderen chancen for at overgive sig, aldrig bruge metoder som er mala in se ifølge teorien om retfærdig krig såsom voldtægt, forklædning og tortur. Det er ikke svært at regne ud, at det i praksis vil blive en ekstremt vanskelig opgave, men hvis det skulle lykkedes, så mener jeg ikke, at det ville være etisk 14 FILOSOFI nr. 2, 2014

15 forkert at bruge disse robotter. Et andet argument Wallach fremfører er, at det som sådan skulle være forkert for maskiner at tage beslutninger, der angår menneskers liv og død. Derfor må en letal militær robot ikke selv tage beslutningen om at affyre et dødeligt våben. Der skal altid være et menneske in the loop, der tager det endelige ansvar. Jeg har allerede vist ovenfor, at det er uundgåeligt, at autonome robotter, vil tage beslutninger, der angår menneskers liv og død, og at det vil være umoralsk ikke at lade dem gøre det. Derfor holder Wallachs argumentation ikke. Lad mig desuden tilføje, at vi vil indføre robotter på de områder, som vi ikke selv har lyst til at betræde, for eksempel fordi de er farlige. En væsentlig motivation for de selvkørende biler er netop, at mange mennesker bliver slået ihjel i trafikken, og at de selvkørende biler på sigt formodes at forbedre trafiksikkerheden. Men de vil aldrig blive perfekte, der vil stadig være uheld og i forbindelse med nogle af disse, vil det være uundgåeligt, at de selvkørende biler skal tage beslutninger der gælder liv og død. Det er korrekt, at der i sådanne situationer ikke altid vil være et menneske vi kan straffe, når noget går galt. Til gengæld kan vi programmere den selvkørende bil om, således at den aldrig begår samme fejl igen. Og dette kan vi gøre med langt større forventelig succes end det traditionelle straffesystem har med at resocialisere forbrydere. Jeg har argumenteret mod at klassificere letale autonome robotter som mala in se. Dette betyder ikke, at der ikke er forskelle på de etiske overvejelser, man må gøre sig i forhold til forskellige typer robotter. Det er bare ikke altid, at forskellene skal findes i teknologien selv, men i domænet, hvori den anvendes. De forskelle der er på militære robotter og trafikale robotter, f.eks., opstår primært fordi, der er forskel på krig og trafik. I krig beslutter politikere, generaler og soldater, at der skal slås mennesker ihjel. Dette er altid tragisk og indebærer altid civile tab. Ideen om en krig uden ofre, som kæmpes mellem to hære af robotter er ren science fiction og har intet at gøre med de asymmetriske krige, der i dag føres mellem teknologistærke nationer som USA og teknologisvage nationer som Irak. Robotteknologien vil kun øge denne asymmetri, i hvert fald på kort sigt. Men dette er kun et argument mod letale autonome robotter, hvis vi mener, at en situation hvor alle (eller flere) nationer bør være ligeværdige militært, hvilket kræver en særskilt argumentation. Man kan også argumentere for, at robotteknologi på længere sigt truer netop asymmetrien, i det der er fare for spredning af denne teknologi til andre nationer eller terroristgrupper. Dette kunne udgøre et argument for forsigtighed i forbindelse med udviklingen af letale autonome robotter. En enkelt terrorist som er herre over en robothær, ville kunne gøre stor skade og ønsker vi at påbegynde en udvikling, der kan ende i et sådant scenarie? Den filosofiske diskussion af sociale robotter er først for alvor sat i gang for nyligt, og dette essay har naturligvis på ingen måde udtømt denne diskussion. Jeg håber dog, at det har givet et indblik i, hvorledes sociale robotter, som eksempel på nyligt opstået teknologi, viser nye aspekter af gamle filosofiske problemer. Jeg håber også, at jeg har gjort det klart, at filosofien stadig har en afgørende rolle at spille i forhold til diskussionen af disse problemer. Filosoffer kan med FILOSOFI nr. 2,

16 deres tilgang hjælpe udviklerne af den beslutningsdygtige teknologi, således at den bliver endnu dygtigere til at tage beslutninger. Og filosoffer kan bidrage væsentligt til den kritiske refleksion og analyse, som indførelsen af denne teknologi i komplekse samfundsmæssige kontekster kræver. Henvisninger Arkin, R.C. (2009) Governing Lethal Behavior in Autonomous Systems, Taylor and Francis. Dowie, M. (1977) Pinto Madness, artikel i Mother Jones fra september 1977, hentet fra Hansson, S. O. (2007) Safe Design, Techné: Research in Philosophy and Technology, vol. 10, nr. 1, ss Lin, P., Abney, K. og Bekey, G.A. (red.), Robot Ethics: The Ethical and Social Implications of Robotics, MIT Press Lin, P. (2013) The Ethics of Autonomous Cars, artikel i The Atlantic fra 8. oktober 2013, hentet fra Lin, P. (2014) Here s a Terrible Idea: Robot Cars With Adjustable Ethics Settings, artikel fra Wired fra 18. August 2014, hentet fra com/2014/08/heres-a-terrible-idea-robot-cars-with-adjustable-ethics-settings/ Martin, M.W og Schinzinger, R., (2005) Ethics in Engineering, 4. udgave, McGrawHill, New York. Open Roboethics Initiative (2014a) If death by autonomous car is unavoidable, who should die? Reader poll results. Artikel fra 23. Juni Hentet fra robohub.org/if-a-death-by-an-autonomous-car-is-unavoidable-who-should-dieresults-from-our-reader-poll/ Open Roboethics Initiative (2014b) Autonomous car poll: Participants choose random chance over informed decision, artikel fra 21. Juli Hentet fra Orend, B. (2005) War, artikel fra Stanford Encyclopedia of Philosophy, hentet fra Wallach, W. and Allen, C. (2008) Moral Machines: Teaching Robots Right from Wrong, New York, NY: Oxford University Press. Wallach, W. (2013) Terminating the Terminator: What to do About Autonomous Weapons, artikel I internetmagasinet Science Progress fra 29. Januar Hentet fra Hjemmesider Robohub.org : Robohub er en online platform med nyheder og debat om robotter om robotter : Open Roboetics Initiatives hjemmeside 16 FILOSOFI nr. 2, 2014

17 Bruno Latour Latour (f.1947) er en fransk filosof, videnskabssociolog og antropolog. Professor ved Institut d Etudes Politiques de Paris. I flere værker har han udtrykt et konstruktivistisk synspunkt på videnskab. Ved at bruge metoder fra sociologi, antropologi og litteraturteori er han en af hovedtænkerne i ANT, aktør-netværksteori. Med den gør han op med tredelingen af videnskaberne. I bogen Pasteuriseringen af Frankrig (Les microbes: guerre et paix suivi de irredeuctions, engelsk oversættelse The Pasteurization of France, 1988) beskriver Latour den berømte mikrobiolog Louis Pasteurs ( ) opdagelser af forskellige mikrober, og hvordan de kan bekæmpes. Han fremhæver, hvordan samfundsmæssige forhold spiller ind i hypotesedannelse og accept af videnskabelige teorier. Også i bogen Laboratorie liv (Laboratory life: the Social Construction of Scientific Facts, 1987, skrevet sammen med den engelske sociolog Steve Woolgar, gør han op med ideen om, at forskere står i deres laboratorium og udfører den slags eksperimenter, der fører til nye epokegørende opdagelser. I Pasteuriseringen af Frankrig undersøger Latour alt det, der har betydning for forskningens succes eller fiasko. Samfundsmæssige kræfter eller magtforhold som moral, religion, økonomiske muligheder, videnskabelig konsensus, universiteternes struktur, institutternes interne forhold og meget mere. Byggede Christian 4. Rundetårn i 1642, hvad man ofte hører? Nej! Han havde arkitekter, ingeniører, murere, tømrere, arbejdsmænd og villig kapital i ryggen. Med en lignende analogi indleder Latour sin bog med historien om, hvordan den russiske general Kutuzov med sine kosakker vandt et stort slag over Napoleons Grande Armée i Tarutino den 6.oktober Både czaren i St.Petersborg og franskmændene fik forlydender om denne begivenhed, og Kutuzov og hans officerer blev belønnet for deres heltemod og sejr. Mikhail Kutuzov ( ) Moskvas berømte enøjede forsvarer mod Napoleon. FILOSOFI nr. 2,

18 Tolstoy skriver om slaget i sit berømte værk Krig og fred, Han har derimod en helt anden opfattelse af slaget, der måske aldrig fandt sted. Kutuzov ønskede ikke at kæmpe dette slag, og udsatte det i ugevis. Da han endelig den 2.oktober tvunget af omstændighederne, mod bedre vidende afventede at parere ordre, var den unge officer der havde disse ordrer gået vild mellem frontlinierne. Om morgenen gjorde Kutuzov klar til at udkæmpe slaget mod Napoleon, men ingen soldater var klar. Ingen officerer havde fået marchordrer. Alligevel konkluderer Tolstoy, at slaget i det store hele uden ordentlig planlægning, uden egentlig beslutning og ikke udkæmpet var en succes set fra russisk side. De vigtige resultater af den militære strategi var blevet opnået, men historieskrivningen viser sig at være forkert. Der er ingen heltemodig sejr som resultat af en gennemtænkt og velorganiseret plan. Med denne mistænksomhed mod især franske historieskrivere i baghovedet undersøger Latour Pasteurs sejre over mikroberne. Han skriver: Strategien var udviklet på forhånd; Pasteur bryggede den og havde regnet alle detaljer ud; det gik efter en plan, der fulgte en streng kommandoorden fra Pasteur til fåret ved hjælp af hans assistenter og medhjælpere. Men sådan en udlægning af begivenhederne er ifølge Latour forkert. Mange mennesker deltog i arbejdet og mange omstændigheder skulle passe sammen. Anthrax bacciller Fra 1860erne og frem havde Pasteur succes med sine eksperimenter der skulle afdække mikroorganismers årsag til mange sygdomme blandt mennesker og dyr bl.a. barselsfeber, rabies og anthrax. Han begyndte også at have held med vacciner, og har lagt navn til at dræbe mikrober vha. opvarmning. Men at han havde stor succes skyldtes også opdagelser indenfor hygiejne og sanitet, biologi, biokemi, medicin, kirurgi, lægevidenskab, veterinærmedicin, immunologi og meget mere. Lige som myten om store feltherrer og store bygherrer, afliver Latour nu myten om store videnskabsmænd. Videnskab er ikke en selvstændig disciplin uafhængig af krig og politik. Selv om der kan herske kaos omkring et forskningsprojekt, håber vi, at der er en kerne af rationelle forhold, hvorunder eksperimenter og evidens hersker. Men ligesom oplysningen fjernede troen på religion som ontologisk fundament, mangler vi nu at fjerne troen på videnskabens herredømme over sandhed. Latours udgangspunkt er derfor, som han selv skriver: at troen på videnskab, ligesom troen på Gud, er en overflødig hypotese. Vi bliver nødt til at indse, at både videnskab og samfund kan forklares mere tilfredsstillende ved at ana- 18 FILOSOFI nr. 2, 2014

19 lysere forholdet mellem kræfter, og at de bliver gensidigt uforklarlige og tågede, når de forklares hver for sig. 2 ANT Efter denne indledning indkredser Latour, hvordan alle forskere er afhængige af hinanden, af det omkringliggende samfund og den tilgængelige teknologi. Alle forskere arbejder i medgang og modgang. Alle har medhjælpere og kritikere, alle arbejder under tilrettelagte planer, der kan brydes af tilfældigheder. Alle skal have økonomiske resourcer og forhold at arbejde under. Alt dette sammenfatter Latour under betegnelsen netværk af aktører, hvor aktører skal forstås bredt som alle slags kræfter, både fysiske og sociale. Han analyserer videnskabsfolk som et antropologisk studie. Han udfører en videnskabsantropologi, hvor forskere opfattes som en stamme, der iagttages, for at forklare videnskabelige teoriers udvikling. Desuden låner han fra den fransklitauiske strukturalist A.Greimas og den russiske folkemindeforsker V.Propps litteraturteori. Aktantmodellen, hvor dyr, mennesker og ting er aktører på lige fod3, er en velkendt strukturalistisk analysemodel i litteratur. GIVER > OBJEKT > MODTAGER HJÆLPER > SUBJEKT > MODSTANDER Aktantmodellen skematisk I oversættelsen herunder gør Latour rede for det ontologiske og erkendelsesfilosofiske grundlag for sin konstruktivistiske videnskabsantropologi, samt sit syn på traditionel opfattelse af videnskab. Bruno Latour: Pasteuriseringen af Frankrig, Kap.1 Fra svaghed til styrke Intet er i sig selv, kan hverken reduceres eller ikke-reduceres til noget andet. Jeg vil kalde dette for princippet for ikke-reduktion, men det er en prins der ikke regerer, for det ville være en selvmodsigelse (2.6.1) Der findes kun styrkeprøver og svaghedsprøver. Eller mere enkelt, der findes kun forsøg. Dette er mit udgangspunkt: et verbum, at prøve Det er fordi intet er i sig selv, reducerbart eller ikke-reducerbart til noget andet, at der kun findes forsøg (styrkeprøver og svaghedsprøver). Hvad, der hverken kan reduceres eller ikke-reduceres skal testes, tælles og måles. Der er ingen anden måde Alt kan laves, så det kan være alt andets målestok Alt hvad der modstår forsøg er virkeligt. Verbet modstår er ikke et privilegeret ord. Jeg bruger det til at FILOSOFI nr. 2,

20 repræsentere hele samlingen af verber og adjektiver, redskaber og instrumenter, som tilsammen definerer forskellige måder at være virkelig på. Vi kunne lige så godt sige stivne, folde, skjule, skærpe, glide. Der er et dusin af andre muligheder Det virkelige er ikke en ting blandt andre, men snarere modstandsforløb Der er ingen forskel på det virkelige og det uvirkelige. Der er nærmere alt det, der kan opleves af forskellighed mellem dem, der kan modstå længe og dem der ikke kan. Dem der modstår modigt og dem der ikke gør, dem der forstår at alliere eller isolere sig og dem, der ikke gør Ingen kraft kan, som det ofte fremsættes, kende virkeligheden på anden måde end gennem den forskel, den skaber ved at modstå andre. I gamle dage ville man have sagt, at kraft og viden er sammenfaldende, eller som i fablen, at det stærkeste argument tager altid hensyn til den stærkestes argument Intet kan vides kun virkeliggøres En form er en styrkeprøves frontlinie, der de-formerer, trans-formerer, in-formerer eller udfører den. Selvfølgelig, når en form først er stabil, vil den ikke fremstå som en styrkeprøve Hvad er en kraft? Hvem er det? Hvad er det i stand til? Er det et subjekt, en tekst, et objekt, energi eller en ting? Hvor mange kræfter er der? Hvem er stærk og hvem er svag? Er dette en kamp? Er det et spil? Er det et marked? Alle disse spørgsmål afgrænses og deformeres kun ved yderligere forsøg. I stedet for kraft kan vi tale om svagheder, entelekier (livgivende kræfter)6, monader 7 eller bare aktanter Ingen aktant er så svag, at den ikke kan hverve en anden. De to kan så gå sammen og blive en for en tredje aktant, som de derfor lettere kan flytte. En hvirvel formes og den vokser ved at blive til mange andre. Er en aktant essens eller relation? Det kan vi ikke sige noget om uden forsøg. ( ). For at forhindre at blive skyllet væk kan essenser gå sammen med mange allierede, og forhold gå sammen med mange essenser En aktant kan kun få styrke ved at knytte sig sammen med andre. Derved kan den tale i deres navn. Hvorfor taler de andre ikke for sig selv? Fordi de er stumme; fordi de er blevet gjort tavse; fordi de blev uhørbare ved at tale på samme tid. Sådan vil nogen fortolke dem og tale i deres sted. Men hvem? Hvem taler? Dem eller det? Forræder oversætter (Traditore traduttore). En er lig med flere. Det kan ikke bestemmes. Hvis der stilles spørgsmål ved en aktants troskab, kan den vise, at den blot gentager, hvad de andre ønskede at den skulle sige. Den tilbyder en udlægning af kræfternes tilstand, som ikke kan blive anfægtet ikke engang foreløbigt uden en anden alliance Du kan handle som du ønsker, så længe det, du gør, ikke let kan gøres om. Som et resultat af aktanternes arbejde, vil nogen ting ikke kunne vende tilbage til deres oprindelige tilstand. En form dannes som en krølle. 20 FILOSOFI nr. 2, 2014

21 Den kan kaldes en fælde, skrald, irreversabilitet, en Maxwells9 dæmon, en tingsliggørelse. Det præcise ord spiller ingen rolle, så længe det udpeger en asymetri. Herefter kan man ikke handle, som man vil. Der er vindere og tabere, der er retninger, og nogle kan gøres stærkere end andre Alt er stadig i spil. Men da mange spillere gør deres til at spillet ikke kan vendes og at alt ikke er lige muligt, så er spillet ovre. Hyldest til Masters of Go 10 (Kawabata: 1972) For at skabe en asymmetri, behøver en aktant kun at læne sig op ad en kraft, der er en anelse mere holdbar end den selv. Selv hvis denne forskel kun er lille bitte, er det nok til at skabe et modstandsforløb, som gør dem begge mere virkelige for en anden aktant. (1.1.5) Vi kan ikke sige, at en aktant handler efter regler, love eller strukturer, men vi kan heller ikke sige, at den handler uden disse. Ved at lære hvad andre aktanter gør, vil den gradvist udvikle regler, love og strukturer. Herefter vil den prøve at få andre til at spille efter de regler, som den hæv der at have lært, observeret eller modtaget. Hvis den vinder, så vil den verificere dem og dermed anvende dem. Er enhver given orden en konvention, en social konstruktion, en naturlov eller en struktur i den menneskelige bevidsthed? Det kan vi ikke sige noget om. Men i kærlighed som i krig er alt tilladt i forsøget på at ved hæfte reglerne til noget mere holdbart end det øjeblik, der inspirerede dem Intet er i sig selv ordnet eller uordnet, unikt eller mangfoldigt, ensartet eller uensartet, flydende eller ubevægeligt, menneskeligt eller umenneskeligt, nyttigt eller nytteløst. Aldrig i sig selv, men altid for andre. 11 Spinoza12 sagde det for lang tid siden: Hvad angår former må vi ikke være antropomorfe. Hver svaghed uddeler et komplet sæt af roller. Afhængig af hvad den forventer af andre, skelner den mellem det stabile og det ordnede på den ene side, og det formløse og det bevægelige på den anden. Men siden de andre også uddeler roller, opstår en smuk sammenfiltning. Alligevel er det forståeligt, hvorfor entelekier kan mis forstå dem, som de brød ned, sønderlemmede eller forførte for den formløse materies skyld Orden er udvundet ikke fra uorden, men fra andre ordener. Vi laver altid den samme fejltagelse. Vi skelner mellem barbarerne og de civiliserede, det opbyggede og det opløste, det ordnede og det uordnede. Vi jamrer altid over dekadence og moralsk opløsning. Uheldigvis! Attila taler græsk og latin; punks klæder sig med samme omhu som Coco Chanel; pestbakterier har lige så forfinede strategier som IBM; Azandestammen falsificerer deres formodninger med samme veloplagthed som en Popper. Lige gyldigt hvor langt vi går, er der altid form; i hver enkelt fisk er der pytter fulde af fisk. Nogle ser dem selv som form, mens andre er råmateriale, men dette synspunkt er en form for elitisme. For at indskrive en kraft, må vi lave en sammensværgelse med den. Den kan aldrig blive standset ud som et stykke metal eller hældt fra en støbeform. FILOSOFI nr. 2,

22 Der findes ingen ekstern henvisning13 /referent. Henvisninger er altid interne i forhold til de kræfter, der bruger dem som kriterier Realitetsprincippet er andre mennesker. Fortolkningen af det virkelige kan ikke skelnes fra det virkelige selv, fordi det virkelige er modstandsforløb (1.1.5) En aktant holder derfor aldrig op med at forhandle antallet, forløbet og naturen af disse forskelle; antallet, autoriteten og vægten af dem der forhandler; antallet, kvaliteten og pålideligheden af de kriterier som de vil bruge til at bedømme troværdigheden af dommerne Enhver entelleki udgør en hel verden for sig selv. De placerer sig selv og alle andre; de beslutter hvilke kræfter de er opbygget af; de genererer deres egen tid; de udpeger det, der skal blive deres virkelighedsprincipper. De oversætter alle andre kræfter på deres egen vegne, og de søger at få andre til at acceptere den version af sig selv, som de ønsker oversat. Nietzsche14 kaldte dette for evaluering, og Leibniz udtryk Taler vi om en kraft? Er det en kraft der taler? Er det en aktør, der taler gennem en anden. Er det en fortolkning, eller er det objektet selv? Er det en tekst eller en verden? Vi kan ikke sige noget om det, fordi det er, hvad vi kæmper om, opbygningen af et helt ord. Hvad dem der bruger hermeneutik, eksegese eller semiotik15 siger om tekster, kan siges om alle svagheder. Der har længe været enighed om, at forholdet mellem en tekst og en anden altid er et spørgsmål om fortolkning. Hvorfor ikke acceptere, at dette også er sandt mellem så-kaldte tekster og så-kaldte objekter, og selv mellem så-kaldte objekter selv? Kap. 4 Ikke-reduktionen af videnskaberne Hvad, vi kalder videnskab, er bygget op af en lang række af elementer, hvis magt vi foretrækker at tildele nogen få. Videnskab eksisterer ikke mere end sprog eller den moderne verden (3.5.2) Hvad vi kalder videnskab er valgt på en temmelig tilfældig måde blandt en broget mængde af aktanter. Selv om den repræsenterer de andre, benægter den denne kendsgerning (3.4.6)17 Dem der kalder sig selv videnskabsfolk sætter altid vognen foren hesten når de taler. Men i praksis får de vendt tingene i den rigtige orden. De hævder, at laboratorier, biblioteker, møder feltnoter, instrumenter og tekster kun er måder og midler til at bringe sandheden frem i lyset. Men de holder aldrig op med at bygge laboratorier, biblioteker og instrumenter for at kunne skabe et fokuspunkt for sandhed. Rationalister ved udmærket, at hvis dette underordnede materielle liv blev undertrykt, ville de blive tvunget til tavshed. En ren videnskabelig videnskab ville befri os fra videnskabsfolk. Af denne grund er de forsigtige med ikke at slå den gås ihjel, der lægger guldæg. 22 FILOSOFI nr. 2, 2014