Som baggrund for emnet, mål og midler i det kriminalpræventive arbejde, er jeg af bagmændene til mødet her blevet stillet en hel række spørgsmål.

Transkript

1 Introducerende bemærkninger: Som baggrund for emnet, mål og midler i det kriminalpræventive arbejde, er jeg af bagmændene til mødet her blevet stillet en hel række spørgsmål. Et af dem lyder: Virker SSP? Det er det spørgsmål jeg kan give det klareste og mest entydige svar på. Svaret er NEJ; Svaret er, at SSP ikke virker. Det gjordet det i hvert fald ikke sidst det blev undersøgt. Det var i sidste halvdel af 1980-erne. Det viste sig dengang ikke at betyde noget for kriminalitetens niveau og udvikling, om man slet ikke havde SSP, om man havde lidt eller man havde meget. Det gjorde ingen forskel. Dengang mente man, at det kunne forklares med, at SSP når de lavede noget hovedsagelig lavede kampagner, underviste i skolen, oprettede væresteder og prøvede at udvide fritidstilbud eller få unge til i højere grad at bruge dem tiltag som man allerede dengang fra forskningen vidste ikke kunne gøre nogen større forskel. Men det har vel ændret sig tror jeg - det er er helt eller delvist noget andet man primært foretager sig i dag? Eller er det? Jeg spørger bare. Sagen er, at vi må sige, at vi ikke ved hvad SSP reelt er i dag foretager sig og især ikke hvordan det virker og om det i det hele taget virker. Man kan vel ikke sige andet til dette punkt, at det bør man se at få undersøgt! Det synes jeg I skal prioritere højt. De resterende spørgsmål skal jeg forsøge at besvare meget kort ved at sige, hvad JEG PERSONLIGT synes SSP bør være og hvad SSP bør foretage sig. Og man kan sige, at det, der ligger bag, er mine overvejelser over, hvad SSP bør være for at

2 kunne yde et optimalt bidrag til, at børne- og ungdomskriminaliteten vil fortsætte med at falde i de kommende år. SSP s operationsfelt bør, som jeg ser det, være børn og unge, fra de er minus ni måneder til deres 25 års fødselsdag. Den nedre grænse giver sig selv, selv om man i princippet godt kunne inddrage børn der overvejes eller planlægges for at få fat i de kommende børns opvækstbetingelser så tidligt som muligt. Det særligt karakteristiske ved børn og unge er, at de reagerer mere via amygdala vores følelses- og sansecenter i hjernen end med cortex som, for at sige det banalt, er vores fornuftscenter. Børn og unge er biologisk set umodne, hvilket konkret betyder, at de er meget spontane; meget følelsesstyrede; delvist ude af stand til at forudse og handle ud fra de mulige konsekvenser af deres handlinger; de er for en stor del kortsigtede i deres handlinger; lette at friste; besidder en sær blanding af rastløshed og dovenskab. Børn, og især unge, er meget opvisningsorienterede i forhold til deres jævnaldrende i forbindelse med deres identitetsudvikling. Hvis man skal fastlægge en biologisk meningsfuld lavalder, begrundet i hvornår man må anses som fuldt ud i stand til at tage ansvaret for sine egne handlinger, så vil det være 25 år, eller deromkring, lidt tidligere for pigerne end for drengene men man skal jo nok ikke skelne kønsdiskriminere. I hvert fald er 25 år en meningsfuld grænse i forhold til SSP-arbejde. Hvorfor er det meningsfyldt? Fordi hovedsigtet md hensyn til børn og unge under 25 år ikke kan være at drage dem til et strafferetligt ansvar for deres handlinger på samme måde som for voksne, men derimod mere generelt at opdrage dem og give dem de bedste muligheder for at denne opdragelse kan foregå. Herunder at sørge for, at udslag af deres deres barnlighed og ungdommelighed som fx kriminalitet og andre former for risikoadfærd ikke kommer til at skade dem i deres udvikling. Den synsvinkel synes jeg kræver et nyt navn for det arbejde SSP udfører. S-S-P associerer alt for meget med myndigheder, autoritet og retsvæsen. SSP er velfærdsarbejde for børn og unge og bør benævnes som sådan. SSP-konsulenter bør benævnes velfærds-konsulenter.

3 Lyder det her meget abstrakt? Og gammeldags: opdragelse? Det kan da godt være, men det har nogle meget håndfaste og meget præcise betydninger og konsekvenser. For det første bør man i SSP og det vil jeg her fortsætte med at kalde jer - stort set holde fingrene væk fra børn og unge, der HAR begået kriminalitet. Vi ved fra store undersøgelser i indland og udland, at det generelt set er bedre, at børne- og ungdomskriminalitet ikke opdages, end at den opdages, fordi stemplingen så virker kraftigere end den eventuelle afskrækkelse mv. Som sagt er langt det meste børneog ungdomskriminalitet udslag af barnlighed og ungdommelighed det reparerer sig selv og det går over. Når butikstyveriet, cykeltyveriet osv. alligevel ved et uheld opdages og det er jo heldigvis sådan at langt det meste ikke opdages så bør man selvfølgelig ligesom hvis de havde trådt en over tæerne eller var kommet for sent hjem bede en undskyldning. Det er de store nok til. Og man skal så vidt muligt være den det er gået udover, offeret. Undskyldningen skal være velment, den kan være mundtlig eller skriftligt, den kan være med andre til stede eller ikke andre til stede, den kan være kort som i nogle få ord eller længere og med tyngde i form af gentjenester: offertjeneste, samfundstjeneste osv. VIL man ikke det, så må man finde sig i at samfundet griber ind over for en ikke fordi man har gjort noget skidt, men fordi man ikke vil gøre det godt igen ved at tage nogen af de goder barnet eller den unge råder over, såsom fx nogle af deres penge eller noget af deres frihed. For det andet: I det at SSP stort set skal holde fingrene væk fra børn og unge, der HAR begået kriminalitet, ligger, at arbejdet først og fremmest ligger på det generelle plan: Dvs. på den generelle eller primære forebyggelse. Det betyder følgende for SSP-arbejdet: 1: Det er en hovedopgave systematisk at mindske fristelserne i det lokalområde man befinder jer i, altså helt banalt visse former for situationel kriminalprævention. Her kan man jo kigge på kriminalitetsfrekvenserne og tage fat fra den høje ende og sige, at det først og fremmest drejer sig om at de unge skal passe bedre på hvad de har på sig som person og i tøj og tasker, det skal gøres meget sværere at stjæle cyklerne og butikkerne skal passe bedre på deres varer og det skal være sværere at lave ITkriminalitet.

4 2: Børn og unge, fra minus ni måneder og opefter skal have stabile og støttende voksenkontakter, helst forældre, men ellers andre. Måske den vigtigste, men også vanskeligste opgave for SSP er at finde ud af så tidligt som muligt, hvornår dette ikke er tilfældet og gøre noget ved det. 3: Børn og unge, skal komme i skolen og der skal de gives mulighed for at trives og udvikle sig der og klare sig fagligt. Det gælder ikke kun folkeskole, men også senere ungdomsuddannelsen. Når de er færdig med uddannelse SKAL de have et arbejde og her er det så nok ude af jeres hænder hvordan de trives og udvikler sig der. Det er ikke mindst på baggrund af de sidstnævnte to punkter om stabile og støttende voksenkontakter - det giver bedst menings at kalde SSP-arbejde for velfærds-arbejde, men også fordi trivsel er fremhævet som et direkte mål med det man foretage sig i SSP. Som jeg ser det har I måske ikke verdens lette opgave, men I har den tydeligste og problemet er nok, at I flyder ud i alle mulige andre gøremål i jeres daglige virke. Hvis jeg havde tiden, ville jeg bede jer alle udfylde dette skema, der sammenfatter hvad jeg i øjeblikket og de nærmest følgende år synes bør være fokuspunkter, dvs. som I burde bruge mindst 80 procent af jeres tid på:

5 Resten af tiden vil jeg på en forholdsvis kompliceret måde og ved hjælp af en ustyrlig masse slides bruge til at fremkomme med TO forslag, som jeg mener i væsentlig grad kan bidrage til de nævnte fokuspunkter, og til hvordan man opnår de mål, der ligger heri, og hvordan man i det hele taget styrer sin SSP-virksomhed. Det ene relaterer sig mest til målene, det andet til midlerne. Det ene er, at jeg synes at man i Danmark, i SSP-regi, bør oprette en crimewatch funktion med lokal forankring, der tidsmæssigt og geografisk holder detaljeret og systematisk styr på, hvordan det går med kriminaliteten, og evt. også andre former for risikoadfærd og i hvert fald delmålene såsom skolefravær, beskyttelse af cykler osv. DANKO er ikke nogen virksomhed, men står for Danmarks Nationale Kriminalitets Observatorium. Det andet er, at man i SSP-regi gennemfører et ligeledes nationalt projekt, der har som formål at styrke den sociale kapital i form af den civile del af velfærdssamfundet mellem og omkring børn og unge der hvor de er, bor og færdes. Dvs. styrkelse af forekomsten af gensidige hjælperelationer i nabolag, skoleklasser, fritidsinstitutioner, foreninger for børn og unge osv., menneske og menneske imellem. H. J.Æ. L.P står for hjælp. Projektet kunne hedde: Danmark- her hjælper vi hinanden. Og i de lokale udgaver: Vejle her hjælper vi hinanden, Tølløse her hjælper vi hinanden osv.

6 Lad mig for at begrunde disse forslag starte helt fra bunden: Hvad er det SSP egentlig har med at gøre og hvad er det man kan og skal gøre? Hvad er det man skal tage afsæt i, for at komme derop eller derhen, hvor vi gerne vil? Som jeg ser det:. Evidensbaseret kriminalprævention.