Af Per Nørgård. Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse -

Transkript

1 E R FA R I N G, E F T E R TA N K E O G T R O. R E F L E K S I O N E R PÅ B A S I S A F KO M P O S I T O R I S K P R A K S I S U D F R A U E N D E L I G H E D S H I E R A R K I E R N E ( ) Af Per Nørgård Det har ofte undret mig, at selve trosfænomenet ikke indtager en betydelig plads inden for forskningsområderne. Hvor ofte henvises der nemlig ikke til det, især fra lægeside, fx med visse uforklarlige helbredelser som anledning, og sædvanligvis med den autoritære mine af hvidkitlet videnskabelighed, der lover fred-og-ingen-fare ( det var skam bare selvsuggestion ). At denne videnskabelige kappe i virkeligheden dækker over gåder, stablet på gåder, véd videnskabsmænd naturligvis selv meget godt det psykosomatiske er ligesom elektricitet og magnetisme: man anvender det i praksis, men ved ikke hvad det er. Men den hvidkitlede myndighed undlader ikke at gøre sin virkning på den som til alle tider overtroiske befolkning. Samtidens stærkeste overtro er nu engang på den hellige ko kaldet videnskaben : befordret ned i menneskeforagten af den altforenklende dagspresse, med modeleksempel i det mindeværdige forsidefoto i Søndags Politiken af forelskede ledsaget af den fede overskrift: Er det bare kemi når vi elsker? Imidlertid forekommer trosfænomenet som virkefaktor jo ikke bare inden for det medicinske område (integreret i placebo-effekten ), men indenfor snart sagt et hvilket som helst handlingsfelt af menneskelig art. Det mest hyppigt påtrufne og derfor mest upåfaldende er naturligvis vor dagligdags spontane tale, hvor det faktisk til dato er ubegrebet af sprogvidenskaben, hvorledes det overhovedet kommer i stand til at vi tør åbne munden, uden forberedelse, og kaste os ud i en lang, ofte særdeles velformuleret tankerække ( vel at mærke velformuleret, først når den ér realiseret, hvilket taleren ikke kunne vide på forhånd!). Her finder vi, analogt med tros-helbredelserne, men ubemærket på grund af sin udbredthed, at troen på at kunne tale ikke blot giver mod, men også evne! Det samme gælder naturligvis for kunstnerisk, litterær, filosofisk og anden kreativ produktion på alle de områder, hvor man ikke på forhånd har nogen garanteret viden om, eller måske blot et klart billede af, hvor man skal hen. Troen giver energi med en styrke direkte proportional med troens. Nu er det jo imidlertid således fat. at vi bruger ordet tro også i forbindelse med en til vished grænsende forventning. Faldskærmsudspringeren tror på at faldskærmen vil folde sig ud fordi han statistisk set har grund til optimisme, ikke fordi han kender fabrikanten. Fodgængeren tror på, at lastbilen vil holde tilbage for ham ikke fordi han kender chaufføren, men fordi han véd at flertallet følger færdselslovene og dermed sandsynligvis også den pågældende chauffør. På en række områder er troen altså båret af en akkumuleret erfaring der giver tillid, en tillid, der dog naturligvis kan rystes hvilket netop synes at være et hovedkendetegn for just vor tid. Ikke uden grund indgår tillids-øvelser i psykologisk gruppeterapi (fx den velkendte med at lade sig falde bagover uden udtryk for panik og uden at gribe for sig i tillid til, at de bagvedstående griber), for aldrig før er der sat så mange spørgsmålstegn ved et hvert dybere trosforholds rimelighed og mulige gyldighed. Stadig længere væk fra de oprindelige skanser der hed troen på berettigelsen (af fx arveprivilégier) er det gået slag i slag: troen på politikernes bedreviden har med de to verdenskrige og ikke mindst det forinden, herimellem og bagefter stedfundne (og afslørede!) fået et grundskud, som udtrykker sig i de stadig hyppigere folkebevægelser. Ikke blot herhjemme Anti-atom og Anti-EF kampagnerne, men også Glistrups, Rindals og Poulsgaards virkninger, som er analoge med 1

2 folkebevægelserne og udtrykker den voksende mistillid til de etableredes styre. Troen på specialisterne gennemgår også p.t. nogle elevatorture, der meget vel kan ende med den helt store værdinihilistiske rutsjetur ned i braget: Bellum omnia contra omnes, hvori måske det enkelte ego kun bevarer den næsten grædefærdige omend rystede tro på at have ret fordi det er mig. Den ene dag står politikerne for skud under henvisning til kritiske økonomer, der ryster troen på politikerne ude i samme befolkning, hvis tillid til de økonomiske vismænd imidlertid i sig selv kan være på et meget lille sted. Hele tiden står i dette århundrede kirken for skud, for måske efter et nært familiemedlems død så at få lidt momentan fornyet tiltro (eller tilflugt?) hos de enkelte borgere. Snart er lægerne almindeligt mistænkeliggjorte, snart er de genstande for en tyrkertro, der lige så fuldt kan kaldes overtro, som den dyrkelse visse guruer og naturlærere er udsat for. Jeg søger en troens fænomenologi, hvoraf det kunne fremgå, hvilke varianter og overgangsformer der findes mellem, på den ene ekstreme side, den faktiske viden og på den anden, den rene tro. Men hvad er viden og hvad er tro? Nøjagtigt hvor bliver det fx upræcist at sige jeg tror i de følgende eksempler og burde det erstattes med jeg regner med eller ligefrem af jeg ved : jeg tror på Triniteten, jeg tror på Kristus som Guds enbårne søn, jeg tror på sandheden i evangeliernes helbredelsesberetninger, jeg tror på pålideligheden af i hvert fald de væsentligste træk i helgenlegenderne, jeg tror på naturhelbredelser, jeg tror på rigtigheden af Darwins udviklingslære, jeg tror på den videnskabelige uomstødelighed i den dialektiske materialisme, jeg tror på meteorologernes forudsigelser, jeg tror på trafikmeldingerne om kødannelser på hovedvejene og ventetider ved færgerne jeg tror på at min bil vil starte i aften. Fælles for alle disse eksempler er jo en vis fond af almene baggrunds-erfaringer, der kun delvis er draget direkte af den troende, og uden hvilke enhver tro enten hvilede tøjlesløst i subjektiv vilkårlighed eller var, om tænkeligt, en ren spekulativt funderet hypotese. Allerede yderpunkterne viden contra tro er det imidlertid vanskeligt at definere... Faktisk viden er jo viden om noget sandt, og det er jo, som sprogforskerne har påvist, en foreteelse, som er knyttet til den videndes eksistens som medlem af en bestemt sprogstamme m.m. og altså derfor i grunden kun relativ sandhed, sandhed inden for en afgrænset, omend kompliceret, rammebeskrivelse: Under de og kun de omstændigheder kan en vis påstand kaldes sand (når den vel at mærke går ud over den rent matematiske logik), mens den under andre omstændigheder, udsagt i andre kulturelle sammenhænge, ville blive opfattet som absurd eller fantastisk. Allerede viden er altså definitionsmæssigt flosset i kanten og kan derfor kun opfattes som gyldig som sandhed inden for ét særligt sprog, som selvbekræftende data fra et statistisk forudsigeligt kollektivsystem. Selv kritik af viden, fremsat på denne videns præmisser, bekræfter denne viden! Den usikkerhed der knyttes til vidensbegrebet fører det imidlertid ikke nærmere til tro, men snarere omvendt, for den relativitet der påføres vidensbegrebet er jo ikke uvished om virkeligheden i ens eget univers (herunder forstået bl,a. folkestamme og sprog), men om den absolutte sandhed der åbenbart ikke kan vise sig blandt en folkegruppes sproglige overenskomster. Enhver anvendelse af sproget, selv kritisk kulturelle (som denne tekst) bekræfter kulturen. Ved mere eksistentielle møder mellem repræsentanter for forskellige kulturer vil begge parter ofte opfatte hinanden som ret skøre (således som det så vitalt beskrives i Carlos Castanedas bøger om sit møde med den mexikanske Yapuiindianer Don Juan og hans lære).- Vi kan herved uddrage i hvert fald to forskellige begreber bag fællesbetegnelsen tro : 2

3 Troen inden for et sluttet system på, at dets overenskomster stadig er ved magt. ( jeg tror at vi kan nå det med bussen er således en dagligdagsbemærkning med stor kompleksitet bag sin enkle facade, og udsiger noget om forventning om bestemte intervaller mellem afgangene og bestemte trafikale situationer, uforudsebare hver for sig, men statistisk beregnelige, at fx kun halvdelen af trafiklysene er røde og kun et rimeligt gennemsnitligt antal biler samlet omkring de samme kryds). Herunder falder i virkeligheden også den viden (der altså går ud over de matematiske abstraktioner a la = 4), nemlig fx her i Vesten videnskaben, som bag sit objektive ydre dækker over et sæt af valg af spørgsmål til naturen: hvis så, hvad sker så. Naturlovene svarer til, svarer på spørgsmålene, i hvert fald til en vis grænse, men der er en del der tyder på, at en anden måde at forholde sig til naturen, at spørge anderledes, giver lige så virkelige svar! (Hvis man tror man kan operere med hænderne som en filippinsk kristen præst, så kán man). Men vi bør dog acceptere ordene naturvidenskabelige sandheder, når vi knytter dem til visse givne måder at se på nature: at indrette forsøgsbetingelserne osv. Kort sagt: det hele hænger meget godt sammen indenfor det givne samfund: man tror i fællesskab pa visse normer og så holder de i hvert fald et vist stykke tid. Der er vel nogen der vil kritisere anvendelsen af ordet tro i denne (videnskabelige) sammenhæng og sige at det er mere passende at erstatte det med viden (omend relativ) eller antagelse. Dette kan jeg dog ikke gå med på, eftersom ingen af disse ord indeholder ordet tros irrationelle associationer, og disse er absolut væsentlige at medtage i billedet, som ellers let kunne få en alt for autoritativ selvindlysende karakter, at naturlovene ér sådan og sådan i sig selv. Det er jo en kendsgerning (statistisk!) at troen selv i strengeste videnskabelige kontrolsammenhæng påvirker resultaterne, således som den amerikanske psykolog Robert Rosenthal har påvist (med den såkaldte Rosenthal-effekt ) i forbindelse med bl.a. rotteeksperimenter. Uden at gå så vidt som til at antyde at vor dagligdag kun fungerer så tæt op ad naturlovene som den gør her i Vesten, fordi vi er indoktrineret til at tro fuldt og fast på dem, må man have lov til at fastslå, at det i grunden er en meget opsigtsvækkende trojansk hest Rosenthal har indført i det objektive naturvidenskabelige verdensbillede. Over for dette ene yderpunkt af tros-begrebet, dér hvor det nærmer sig en omend relativ viden, står det andet, nemlig hvor det nærmer sig: Det subjektivt vilkårlige, gætteriet, evt. båret af ønsketænkning eller bliver rent spekulative konstruktioner på løseste erfaringsgrundlag. Hvis de semiologiske sociologer har ret vil det være forståeligt om mennesket instinktivt reagerede mod det relative i dets erkendelse udfra samfundstilknytninger og søgte det absolutte, det samlende og forbindende bag alle enkeltkulturernes forholds-betingede forståelsessystemer. Forståeligt ja, men nedslående urealistisk, må man samtidig mene, hvis sociologerne og semiologerne (som Saussure) følges i deres analyser: for disse absolutte sammenhæng an-sich må jo på en eller anden måde formuleres i et begrebssprog, og allerede derved ville meddelelsen blive medlems-betinget og altså relativ. Der synes ikke at være nogen logisk udvej fra dette dilemma (som allerede ligger implicit i den Kant ske kritik af fornuften). Relativisterne er så sikre på deres argumentation at de tilmed går så vidt som til at påstå, at de ikke er relativister, for dette ord ville jo implicere at der var noget absolut, tilgængeligt for tanken, men det ligger i argumentets natur at det eneste for mennesket absolutte (udover dets subjektive viden om behag/ubehag og om at det skal dø, osv.) er dets tilknytning til et eller andet specielt samfund og dets sandheder Det er stillet over for denne dead-end at jeg reagerede med et erkendelsesforsøg som vel næppe er enestående i sit indhold, men muligvis i sit udgangspunkt: Alle overvejelser 3

4 i det følgende er nemlig udsprungne af erfaringer og eftertanker i forbindelse med min kompositoriske praksis. Jeg skal kort skitsere grundtanken i dette erkendelsesforsøg: Vi antager at semiologernes påstand er korrekt og at ethvert tankeindhold er bundet til de restriktive bestemmelser i dets ophavssprog. Helt konkret kan disse sprogtyper eksemplificeres i de europæiske sprogstammers fælles tilhør til én af vistnok fire overtyper, kaldet: ansvarsbevidstheden. Hvad der kan være af realvirkelighed uden for dette filter indfanges ikke, den europæiske jeg-ansvarlighed udelukker fx den sproglige registrering af evt. overjegslige tilstande, der altså derfor bliver unormale. Over for dette ansvarlighedens sprog kan man sætte fx hebraisk med dets mangetydighed i hvert tegn, der nok er et ord, men også et princip, hvis individuelle aktuelle aspekt kun antydes og fremgår af sammenhængen. Herved sættes i hebraisk billedfantasien kraftigt i gang, korrespondensfølelsen vækkes og hebraisk er derfor ikke et bevisernes sprog, således som de europæiske med deres indbyggede kronometerbevidsthed. Vi har vel alle for at tage et andet eksempel læst om de mærkelige, ligesom drømmende samtaler mellem arabere, selv på statsmandsplanet, og må undres over den schizoidt prægede evne, der må besiddes af de få der behersker flere basalt afvigende sprog. For ifølge semiologerne kan de jo aldrig essentielt meddele sig til hinanden om deres beherskede sprogs forskelligheder, og én hjerne ville vel blive splittet hvis den skulle begrebsligt omfatte essentielt forskellige tilstande og virkelighedskoncepter hvis ikke disse udsprang af én væsentlig medfødt grundevne, nemlig den af sprogforskeren Chomsky forsvarede og af psykologen Piaget underbyggede fælles-grammatikalsk orienteringssans. Det er jo den samme evne der udnyttet i ret tid, får et barn i London og ét på Borneo til, mod alle odds, at kunne orientere sig i det hav af blabberlyde der omgiver det fra voksenverdenen. Der tænkes altså en medfødt åndeligt organisk udfoldelsesevne på linie med de organisk fysiske vækstevner. Man må heraf uddrage en højere lov end semiologernes, nemlig en dybere end sproget manifeste fænomen forbindende lovmæssighed. Mest kortfattet kan den udtrykkes i det velkendte som foroven således også forneden og mere poetisk i symbolet det i Gudsbillede-skabte-menneske. Herudfra kan man så fordybe sig i alle eksistensens nicher og i alle eksistensens temponiveauer og størrelsesformer og man vil da høre uendeligt forskellige historier men i et fælles rytmisk, proportioneret sprog af energiudladninger, med hvis interne konsekvens der ikke lader sig diskutere! Lad mig resumére: Jeg opstillede to ekstremer af erkendelsesformerne tro over for viden og påviste at viden kun var viden som tautologisk fænomen, inden for et sprog der dikterede denne viden. Forestillinger om det ikke-indenfor-sproget-synlige måtte derfor verbalt komme til kort som ubeviselige antagelser tro. Heroverfor sætter jeg forestillingen om det for menneskevæsenet uundværlige sprog som, trods mangfoldige essentielle nuancerings-muligheder, besidder en fælles udtryksform. Dette er bæreren af sprog som jeg tænker mig at det er bærer af alle andre manifesterede hierarkiske fænomener, i mineral, plante, dyre, menneske verdenerne, såsom krystalgitterdannelser, atomare oscillationsfænomener, vækst-processer, fosterudvikling, sprogdannelse, kulturmønstre og kunstneriske udtryk. Man kan så forske sammenlignende i dette supersprogs udtryksformer i forskellige elementer, således som det østrigske Institut für harmonikale Grundforschung gør det på en begrænset og ret statisk facon. Men man kan også koncentrere opmærksomheden om de supersproglige tilsynekomsters fænomener inden for ét felt, de rytmiske og energiafgivelsesmæssige love, således som de viser sig i fortløbende tid, og som de fx kommer til syne (eller rettere til lytning), i musikværelset. Jeg selv har herved som komponist kunnet iagttage stil og måder i den musikalske komposition og har forsøgt at overføre erfaringen til musikværkets opståelsesproces i tilhørerens bevidsthed, hvorved jeg gjorde mig til 4

5 iagttager af mine behov som lytter uafhængigt af stil og følelsesformernes art (og formulerede dem i et arbejde, kaldet Hierarkisk Genesis fra ). Det er erfaringer og eftertanker fra den særlige menneskelige funktion jeg dér udøvede, som skal afslutte dette indlæg. Lad mig antyde noget om mit såkaldte hierarkiske toneunivers: Det er en verden, der indeslutter umådeligt forskellige og forskelligt fortløbende tidsrum, samtidigt, det er som bølge-rørelser med mangfoldige interferensers vekslende formkarakter. Det er en verden med plads til mange melodiske skikkelser, og mange er der ofte levende og udfoldende sig i myternes former og tempi, og farvet af tidernes evigt cykliske vekslinger. Det er en verden, hvori man måske mest spontant kan genkende døgnrytmen, åndedraget, livskurven og årets kredsløb med dets skiftende mimiske udtryk. Hvor genfinder man ikke disse i alle tilværelsens fortrolige hændelsesfølger? Den konkrete kompositionsproces på basis af uendelighedssystemerne er baseret på en næsten tyveårig udvikling og udforskning af melodi, klang og rytme og resulterer i (den nødvendigvis kun fragmentarisk realiserede) forestilling om et uendeligt, hierarkisk netværk af melodiske, klanglige og rytmiske muligheder. 2 Om dette har jeg viden om dets genetiske principper, forestilling om det jeg endnu ikke har realiseret, (hvilket er det uendeligt meste!), erfaring om dets anvendelighed i kompositorisk praksis og herudfra forventning om dets fremtidige anvendelighed. Men hvor kommer nu troen ind (bortset naturligvis fra den akt og det forråd af tro, der er forudsætningen for enhver projektion af handlinger ind i et urealiseret værk-utopia )? Det skal i det følgende være mit forsøg at give et bidrag til troens fænomenologi ved at redegøre for visse særegne oplevelser i forbindelse med mine senere års kompositionsprocesser. Man skulle antage at der ved arbejdet udfra uendelighedshierarkierne ikke var andre erkendelseskategorier end de rent vidensmæssige, der kunne gøre sig gældende (bortset fra den nævnte tros-akt i springet ud mod det ikke-værende værk). Det forholder sig anderledes. Selve u-udtømmeligheden i det hierarkiske netværk af toner, rytmer, samklange gør en samlet betragtning af alle muligheder inden for blot et kortere tidsfragment umulig. Og uendeligheden gælder også indadtil Men der tilbyder sig altid konkrete toner, klange samt delklange og rytmer, når jeg én gang følger en eller flere stier i uendelighedens labyrint. Og disse konkrete toner kan jeg overskue bagud i tid og et godt stykke fremover, hvilket giver nok at holde sammen på. Arbejdet på dette plan modsvarer ganske arbejdet inden for traditionelle systemer, såsom dur/moll-harmoniken eller den strenge polyfone sats. Herved føler jeg fortrolighed og arbejdsprocessen rummer på dette plan blot de velkendte gåder for enhver kreativ virksomhed. Men herudover er der et Novum, som jeg nærmer mig en omtale af med stor usikkerhed ligesom på listefødder. For hvordan skal jeg redegøre for erfaringer som har forudsætninger i et gennem lang tid udviklet, og kun af en inderkreds tilegnet, strukturgrundlag? Min toneverden af uendelighedshierarkier er nok uendeligt dybe, komplicerede og uendeligt u-udforskelig, men samtidig er den rig på fortrolige rum med fortrolige væsener, karakterer som vi kendte dem i vores barndoms fædre, mødre, søstre, brødre, forelskelse og fjernere bekendte og slægtninge. Som et eksempel på det fortrolige ved denne verden har jeg valgt at gennemgå især koralerne fra værket Libra fra 1973 (for tenor solo, guitar, to kor (koral-kor og acappella-kor), to vibrafoner (el. klaverer el. harper) og træblæsere ad lib.) 2. Libra blev oprindelig komponeret som et guitarværk, men under kompositionsprocessen opstod samtidig med guitarmusikken en vokal stemme, ja flere stemmer gradvist opstod hele to kor og musikken var nu vokset til adskillige satser, med inddragelse af et digt af Rudolf Steiner og tekster af salmisten David, om harmoni, balance og kærlighed. Libra blev således en fællestitel for en række værker: det timelange dobbeltkor-værk (med tenor-solo, guitar, to vibrafoner og blæ- 5

6 seinstrumenter ad lib. og tilføjelsen integral version ) består af ti satser, og afspejler sider af dyrekredsens Vægt -princip (Libra), således som det udtrykkes af Rudolf Steiner i dennes digt af samme navn: Die Welt erhaltet welten ( Verden bærer verdener ), der sammen med fire Davidsalmer (sunget på tysk) indgår som tekster i værket. Udfra den store, integrale, version kan værket også opføres for mindre besætninger og af kortere varighed, fx for Tenor, Guitar og Koral-kor (sats afsluttende med sats 6), eller for Dobbeltkor og to Vibrafoner (sats 2-5-7). (Gennemgang af værket Libra ) 2 Den stadigt på-ny-bevægende oplevelse ved komposition med og i uendelighedshierarkierne er af især to grundarter: Den umiddelbart mest begribelige er den underligt konstant nyfødte glæde og taknemmelighed ved, at det hele går op, en glæde der selvfølgelig kan latterliggøres ud fra den indlysende betragtning, at da hele princippets udformning tilsiger sikkerhed for samstemthed, er der ingen grund til særlig taknemmelighed. Jeg véd det ikke! Måske denne blaserthed er berettiget, måske ikke. I hvert fald er jeg sikker på at fx tunnelingeniører vil dele disse taknemmelighedsfølelser, når de får to tunneludgravninger til at mødes efter års adskilt arbejde i hver sin ende. På tilsvarende måde kan jeg arbejde i en bestemt provins af uendelighedslandskabet og koncentrere mig om at få netop denne provins i fuldt flor. En dag skal jeg så omsider forbinde provinsens særlige tonelinier med de gennemgående linier og da er det som at skulle landsætte et månefartøj fra jorden. Det virker mirakuløst at se dette komplicerede netværk restløst indfattet i helheden. Glæden ved at finde den harmoniske tilslutning fuldbyrdet er tror jeg glæden og taknemmeligheden ved at se resultaterne af et åndeligt princip, og denne glæde bør aldrig kunne formørkes af blaserthed ordet princip betyder jo det første, det styrende, det fyrstelige. Troen på princippets holdbarhed ér viden men opleves i praksis som tro! Men der er en anden erfaring, som er af såkaldt irrationel natur, og dog inden for oplevelsens fænomenologi af betydelig følelsesmæssig lighed med den nævnte. Den kan kaldes trygheden i springet og manifesterer sig utallige gange i kompositionsarbejdet. Kort fremstillet udtrykker denne erfaring sig som de spontane indfald altid lige overraskende harmoniske indfatning i det store mønster en tilsyneladende frit svævende idé viser sig at kunne få borgerret i Uendelighedslandskabet, på en ligeså uventet som selvfølgelig måde. Det er, som havde indfaldet sin præ-eksistens i landskabet, en oplevelse som umiddelbart forekommer at være en af komponistens mere udelelige glæder. Men man kan imidlertid spørge om ikke denne erfaring er af ganske samme art som den irrationelle men indiskutabelt optrædende virkelighed man erfarer ved hengivelse til tilværelsens spontane handlinger, som ofte viser sig at være af søvngængersikker præcision i forhold til kommende begivenheder, men endnu ikke kendte? Endnu mere irrationelt men ligeså uafviseligt opleves det for de mange der har prøvet tilfældighedsaktionerne i forbindelse med Forvandlingernes bog I-Ching (med dens møntkast) og blind-opslaget i en bog, fx Biblen ligeså uafviseligt er de overmåde påprikken-stemmende resultater. Før de vantro hånligt afviser disse, indrømmet, absurd forekommende praktikere, bør de måske overveje om ikke Tilværelsen er så meget dybere end Dagen tænkte sig at også tilfældet og indskydelsen må tænkes indfattet i dens store, uendelige orden. Kan noget overhovedet falde uden for denne? Det er vel en trossag... Lad mig afslutte med de sidste linier fra R. M. Rilkes Sonet til Orfeus Singe die Garten, mein Herz, die du nicht kennst: Welchem der Bilder du auch im Inneren geeinst bist, Sei es auch ein Moment aus dem lebender Pein, Fühl das der ganze der rühmliche Teppich gemeint ist 6

7 (Med hvilket af billederne du end i dit hjerte er knyttet, selvom det er et moment fra smertens liv, føl at der menes det hele, det priselige tæppe.) P.S. Nogle spørgsmål om et Supersprog: Det er en forudsætning for indlæring af sprogmønstret, at barnet modtager sproglig påvirkning i en bestemt tidsfase, efter hvilken evnens udfoldelse synes forpasset. Muligvis besidder vi en analog evne for strukturering af tiden i supersprogets rytme og proportioner, en evne som også behøver vækkelse i de yngste eller unge år. Måske er det udfoldelse af disse evner som fx balineserne skaffer deres børn ved fra tidligste barndom at lade dem deltage i musiceren og ritualer af både teaterog tempelnatur? Har vi blot afglansen af et lignende tilbud at byde, en lignende ansvarlighed at opvise? Hvor mange evner ligger ikke forkrøblede i Vestens voksne? Det er et vanskeligt problem at afgøre om den viden om supersprogets eksistens på de øjeblikkeligt iagttagelige planer som kan erobres (ved intellektuel og følelsesmæssige anstrengelser -organismens vækstrytmer, samspilslove, krystalgitter, proportioner osv.) om den evigt vil være tro i forhold til de endnu ikke iagttagelige? Er selve problemet måske principielt uafgørligt? Jeg vil i det mindste gerne herved have lagt op til en drøftelse af om det essentielle i denne erkendelsesform mest korrekt udtrykkes i ordet tro eller viden? Noter 1 Per Nørgård: Hierarkisk Genesis: trin henimod en naturlig musikteori? (Musikoplevelsen som interferens mellem forventning og realisering.) (1977) artiklen er indeholdt i nærværende arkiv. 2) Ved foredraget gennemgåes på dette tidspunkt Nørgård-værket Libra (med klingende eksempler, klaverdemonstrationer, analyser osv.) ikke gengivet i foredragsteksten. Nørgårds officielle værknote til Libra er derfor indsat i afsnittet før, og kan muligvis give fornemmelse af værkets hierarkiske, fraktale natur, hvor stemmer i én sats indgår i andre satser, hvor yderligere forgrenede stemmer baseret på samme grundstruktur er kommet til. Der er tale om et værk af stemmer, der indeholder stemmer, der m.a.o. hierarkisk. For en yderligere uddybning at komponistens arbejde med uendeligheds-hierarkierne (melodiske uendelighedsrækker, rytmiske gyldne snit-lagdelinger og akkordiske overtone og undertone-samklange) se fx artiklen Inde i en symfoni. Om 3. Symfoni indeholdt i dette arkiv). Redaktionel note: Ovenstående er holdt som foredrag for teologiske studenter og lærere fra Københavns Universitet på Systematikerugen i Haslev, marts Som det fremgår, indgik desuden en gennemgang af Per Nørgårds Libra. Temaet for ugen var Æstetik og teologi, og samtlige bidrag i dette nummer af KREDSEN (45. årgang, nr. 2-3, 1978) er at betragte som indfaldsvinkler til dette problemområde. Bidrag i Æstetik og teologi -nummeret: Jørgen K. Bukdahl: Teologi og æstetik. Elmo J. Due: Dannelse uden sjæl. Niels H. Petersen: Den tvetydige sækularisering. Per Nørgård: Erfaring, eftertanke og tro. Jørgen K. Bukdahl: Efterord til artiklen Teologi og æstetik. 7