Høringssvar vedrørende forslag om ændring af Arbejdsskadesikringsloven

Transkript

1 Beskæftigelsesministeriet Arbejdsskadestyrelsen, 8. kontor Æbeløgade 1 Postboks København Ø. Den 15. marts 2002 Høringssvar vedrørende forslag om ændring af Arbejdsskadesikringsloven Beskæftigelsesministeriet har med 14. marts 2002 som frist anmodet om LO s bemærkninger til forlag om ændringer af Arbejdsskadesikringsloven. Indledningsvis ønsker LO at fremføre nogle mere principielle synspunkter om ønsker til initiativer på arbejdsskadeområdet. Synspunkterne knytter især an til ændring af lovens arbejdsskadebegreber, hvilket ikke er omfattet af det foreliggende lovforslag. Det seneste ministerielle Arbejdsskadeudvalgs betænkning nr. 1402, udgør væsentlig dokumentation for fagbevægelsens mangeårige ønsker til problemløsninger på arbejdsskadeområdet. SR-regeringens efterfølgende reformforslag imødekom LO s ønske om at få fjernet lovens diskriminering af skader som følge af forventede påvirkninger i arbejdet. Denne diskriminering er dokumenteret i betænkning nr Også den nuværende og foregående minister, har i offentlige tilkendegivelser fremført en række konkrete eksempler på den uacceptable retstilstand. SR-forslaget, som efterfølgende er fremsat som beslutningsforslag, udvider desuden rammen for anerkendelse af blandt andet bevægeapparatslidelser. Desuden forbedres samspillet mellem de relevante love på området og indsatsen for arbejdsfastholdelse. Det aktuelle lovforslag medtager kun delelementer fra denne reform, hvorimod en løsning af de mere principielle spørgsmål om forventelighed og erhvervssygdomme henholdsvis udskydes og udelades. Det er LO s generelle vurdering, at der er tale om et lovforslag med megen retsusikkerhed til følge og uden de store perspektiver og kun med små administrative forbedringer. Dertil kommer, at LO finder det meget betænkeligt, at beskæftigelsesministeren på eget initiativ og uden forudgående drøftelse med parterne har udarbejdet det foreliggende forslag til ændring af Arbejdsskadesikringsloven. Beskæftigelsesministeriet har samtidig besluttet at nedsætte et nyt Arbejdsskadeudvalg med deltagelse af parterne m.fl. Udvalget skal afslutte sit arbejde d. 1. juni Dette udvalgs snævre kommissorie omfatter ikke de mange elementer, der indgik i SR-regeringens reformforslag. Blandt andet er erhvervssygdomsområdet og lovens samspil med arbejdsfastholdelse udeladt af kommissoriet. Udvalgets manøvremuligheder er desuden begrænsede på grund af

2 forudsætningen, om løsninger samlet skal være udgiftsneutrale. LO har den 13. marts anmodet Beskæftigelsesministeriet om at klargøre en række forhold vedrørende kommissoriet før udvalgsarbejdet igangsættes. LO s generelle synspunkter om initiativerne på arbejdsskadeområdet LO kan ikke anbefale, at initiativer på arbejdsskadeområdet, som det er tilfældet med det konkrete lovforslag, deles op i faser, uden at der er udsigt til løsning af de primære problemer vedr. arbejdsskadebegreberne. Problemernes tilstedeværelse er dokumenteret og ville være blevet løst med SR-regeringens mere gennemgribende arbejdsskadereform. LO kan ikke acceptere, at en række væsentlige temaer, hverken behandles i lovforslaget eller i det forestående nye Arbejdsskadeudvalg,- herunder især beviskravet i erhvervssygdomssager. Umiddelbart kan lovforslaget om retsgaranti om sagers afgørelse inden for 1 år samt forbedret kompensation for medicin- og behandlingsudgifter synes besnærende, men prisen er indskrænkning af skadelidtes retsstilling på andre områder. Desuden er der ikke indbygget en forudsætning om et nyt og mere retfærdigt arbejdsskadebegreb. LO kan ikke acceptere, at lovforslagets finansiering og bestræbelser på at nedsætte sagsbehandlingstiden sker på bekostning af skadelidtes retsstilling. Skadelidtes retsstilling begrænses med indførelse af 6 måneders frist for retlige spørgsmål, begrænsning af genoptagelsesmulighederne og standardisering af erstatningsfastsættelse ved midlertidige erstatninger. Fremover vil det være skadelidte, der bærer den risiko, der kan være forbundet med en hurtig og muligvis ukvalificeret sagsbehandling. LO kan ikke acceptere lovforslaget om, at afgørelser, der indtil nu har været truffet efter høring af Erhvervssygdomsudvalget fremover alene skal behandles administrativt af Arbejdsskadestyrelsen. Med afskaffelsen af parternes konkrete medvirken afvikles den helt særegne danske model for udvikling af området. Ændringer af parternes rolle kan efter LO s opfattelse kun komme på tale, hvis der samtidig sker ændringer i styrelsens anerkendelsespraksis på erhvervssygdomsområdet gennem indførelsen af et nyt og tidssvarende erhvervssygdomsbegreb. Det er afgørende for LO, at parterne har indflydelse på arbejdsskadeområdets udvikling. Vi finder det derfor meget problematisk, at man uden videre reducerer parternes indflydelse i Erhvervssygdomsudvalget og dermed parternes eneste formelle indflydelse på arbejdsskadeområdet, og uden at det har været drøftet med arbejdsmarkedets parter.

3 Udviklingen af arbejdsskadeområdet, herunder erhvervssygdomsområdet, vil efter LO s opfattelse fortsat bedst være tjent med inddragelse af parternes konkrete viden om udviklingen inden for arbejdsmiljøforhold m.v. Det er således LO s opfattelse, at Erhvervssygdomsudvalgets arbejde gennem de senere år blandt andet er kvalificeret gennem parternes konkrete bidrag om branche- og virksomhedsspecifik viden. Parternes medvirken har dermed kvalificeret sagsoplysningen og dermed øget retssikkerheden for alle sagens parter. LO s bemærkninger til lovforslagets enkelte elementer Nedbringelse af sagsbehandlingstiden er i skadelidtes og LO s interesse, principielt set. Vi er imidlertid meget betænkelige ved, om én samlet afgørelse af anerkendelse og erstatning skaber sikkerhed for, at afgørelserne bliver retssikkerhedsmæssige forsvarlige, når arbejdsskadebegreberne fortsat er juridisk uigennemskuelige og vanskelige at omsætte i en retlinet administrativ praksis. Allerede med de gældende frister har der været et alt for stort antal mere principielle og langvarige ankesager og retlige søgsmål mod ankemyndigheden. LO frygter desuden, at nedbringelse af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i værste fald kun sker ved, at de meget langvarige sagsforløb forkortes, mens de fleste øvrige sagsbehandlingstider reelt forlænges lidt. Dermed kan én samlet afgørelse medføre længere tid i uvished om anerkendelsesspørgsmålet, - i tilfælde, hvor det er vanskeligt at tage stilling til eksempelvis varigt mén. Det er vores opfattelse, at de foreslåede tidsfrister for afgørelse kan medføre, at der bliver truffet afgørelser, der i visse tilfælde ikke er i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, idet mange sager er komplekse og kræver grundig udredning, forinden afgørelse kan træffes. Dette - sammenholdt med, at mulighederne for genoptagelse forringes og skærpes væsentligt, - fører efter LO s opfattelse til en urimelig begrænsning af de skadelidtes mulighed for at få sagen belyst og efterprøvet. Fremtidigt vil det være skadelidte, der bærer den risiko, der kan være forbundet med en hurtig og muligvis ukvalificeret sagsbehandling - som er baseres på et uigennemskueligt lovgrundlag, hvor arbejdsskadebegreberne fortsat er juridisk komplicerede og diskriminerende. Overvejelser om begrænsning af tidsfrister og genoptagelsesmuligheder kan efter LO s opfattelse kun komme på tale såfremt der indføres et mere retfærdigt og gennemskueligt arbejdsskadebegreb. Såfremt der som led i en mere samlet reform indføres retskrav om afgørelse inden 1 år foreslår LO, at der knyttes en økonomisk godtgørelse til retskravet. Herefter vil skadelidte være berettiget til et nærmere fastlagt engangsbeløb, som udbetales jvf. bestemmelsens tidsfrister. Ydelsen skal udbetales med mindre det godtgøres, at skaden med overvejende sandsynlighed ikke skyldes

4 arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår. Tilbagebetalingskrav skal normalt ikke kunne gøres gældende. Ændringen af erhvervssygdomsudvalgets opgaver i form af, at konkrete sager ikke længere skal forelægges udvalget finder LO meget betænkeligt, især når det som her foregår løsrevet fra en samlet vurdering af erhvervssygdomsområdet Udviklingen af arbejdsskadeområdet, herunder erhvervssygdomsområdet, vil efter LO s opfattelse fortsat være bedst tjent med inddragelse af partenes viden og synspunkter, herunder repræsentanter for de parter, hvor skaderne især opstår. Det er således LO s opfattelse, at Erhvervssygdomsudvalgets arbejde gennem de senere år blandt andet er kvalificeret gennem indhentelse af mere branche-/fagspecifik viden. LO ønsker en nærmere analyse af anerkendelsespraksis vedrørende erhvervssygdommene, både dem på fortegnelsen og dem uden for fortegnelsen. Først efter en sådan udredning mener vi, at der kan tages stilling til en eventuel ændring af Erhvervssygdomsudvalgets opgaver, herunder om udvalget skal foretage enkeltsags behandling. Der er ikke foretaget nærmere analyser på dette område - heller ikke i det seneste ministerielle Arbejdsskadeudvalg. Tilsvarende er der aldrig gennemført en egentlig evaluering af de opgaver som Erhvervssygdomsudvalget har varetaget gennem flere årtier. Vores ønske om en nærmere analyse og begrundes desuden i Arbejdsskadeudvalgets betænkning nr. 1402, bilag 5 om Arbejdsskadestyrelsens anerkendelsespraksis. Af bilaget fremgår at man ikke har kunnet afklare hvorvidt der er sket en generel stramning af Arbejdsskadestyrelsens anerkendelsespraksis. Vi finder det desuden problematisk, at man uden videre reducerer parternes indflydelse i udvalget, og dermed parternes eneste formelle indflydelse på arbejdsskadeområdet, uden at det har været drøftet med arbejdsmarkedets parter. Som tidligere nævnt vurderer vi også, at forslaget svækker retssikkerheden for sagens parter, idet den konkrete sagsoplysning svækkes. På den baggrund kan vi ikke acceptere, at afgørelser, der indtil nu har været truffet efter høring af Erhvervssygdomsudvalget fremover alene skal behandles administrativt af Arbejdsskadestyrelsen. Udvidelsen af den sikrede personkreds i form af frivillig tilslutning af selvstændige erhvervsdrivende m.fl. har LO ingen særlige kommentarer til, men går ud fra som givet at omkostningerne ved denne ordning ikke må svække lønmodtagernes erstatningsmuligheder eller øvrige rettigheder. Vi skal dog benytte lejligheden til at understrege, at der er behov for at se på (den manglende) dækning af en række andre gruppers erstatningsforhold:

5 Der er behov for en nærmere vurdering af sikringslovens erstatningsniveau, årslønsfastsættelse og aldersgrænsen for unge, der kan medføre uhensigtsmæssige skævheder for en ung. For lærlinge må det overvejes at indføre erstatning ved forlængelse af uddannelsestiden - eventuelt i form af en engangsgodtgørelse, som ikke forudsætter dokumentation for egentligt tab. Der er desuden behov for en nærmere vurdering af sikringslovens (manglende) dækning for så vidt angår visse uddannelsessøgende, kursister i arbejdsmarkedsuddannelserne mv. samt personer i arbejdsprøvning. Disse er i dag ikke omfattet af loven, undtagen under særlige omstændigheder. Arbejdsskadelovens dækning til og fra arbejde må ligeledes vurderes. Reglerne i disse tilfælde er komplicerede og ikke altid rimelige. Der må ses på hullet i Arbejdsskadelovens dækningsområde med hensyn til arbejde i udlandet. Eksempelvis er danske sømænd, der arbejder på danske skibe, som sejler under fremmede flag, ikke dækket af dansk lovgivning i tilfælde af arbejdsskader, som sker i internationalt farvand. Erstatningsniveauet for invaliderende kroniske smertetilstande skal forbedres, da en del bevægeapparatskader takseres meget lavt især sat i forhold til andre skader. Méntabellen skal derfor revideres. Udvidelse af betaling for behandlingsudgifter m.m. ser LO som en klar forbedring, hvorefter der bliver mulighed for at betale for de fremtidige behandlingsudgifter i lighed med den bestemmelse, der træder i kraft i Erstatningsansvarsloven d. 1. juli Imidlertid betyder indførelsen af én samlet afgørelse, at der kan gå op til et år, før end der træffes afgørelse om anerkendelse i sagen. I den periode er skadelidte henvist til at lægge ud for behandlingsudgifter med fare for at skadelidte undlader at søge behandling af økonomiske årsager. Vi er opmærksomme på, at bemærkningerne til lovforslaget søger at tage højde for dette forhold, men vi føler os ikke overbevist om, at der ikke kan opstå situationer, hvor behandlingsudgifter først honoreres ved 1 års fristen for afgørelse. At midlertidig tab af erhvervsevne fastsættes til 25% finder vi dybt betænkeligt, da det i mange tilfælde vil betyde indtægtsnedgang og forringede erstatningsmuligheder for de arbejdskadede, som er under revalidering mv. Forslaget vil reelt kun være en fordel for dem, der tjener mindre end ca kr. pr. måned. For en lang række LO medlemmer vil det økonomiske tab være meget større end 25 %. Af lovforslagets bemærkninger til punkt 24, har der siden efteråret 2001 været anvendt en praksis, hvor erstatning beregnes og fastsættes individuelt. LO mener, at den retstilstand som Højesteret har fastslået i januar 2002 skal bevares,

6 hvorefter Arbejdsskadesikringslovens principper ikke adskiller sig fra de almindelige forsikringsretlige principper om en konkret, individuel bedømmelse på tidspunktet for afgørelsen. I Arbejdsskadeforsikringsloven (1978) fremgår det af bemærkningerne til og intentionerne bag loven, at erstatning skal beregnes og fastsættes individuelt. Det er derfor en tilsnigelse kun at referere til, at praksis kun skulle være fra efteråret I højesteretsdommen er ordlyden"...såvel lovens formål som det oplyste om praksis taler tværtimod for, at erhvervsevnetabet fastsættes ud fra, hvad det aktuelt er...". Højesteretsdommen henviser i øvrigt også til praksis for hele lovens periode. Altså vil den nu foreslåede lovændring ikke kun være en justering af en kortvarig praksis, - det er et helt fundamentalt indgreb i loven fra 1978 og dermed i grundlaget for den gældende lovbestemmelse. I øvrigt er der i det lovforeredende arbejde behov for at få uddybet indholdet af bemærkningerne til forslaget, hvor det anføres, at den midlertidige erstatning kan udbetales fra det tidspunkt, hvor skaden er anmeldt. LO finder det meget betænkeligt, at genoptagelse af sager bliver vanskeligere, uanset, at der i bemærkningerne henvises til tilsvarende regler (vanskeligheder) på andre lovområder. Med forslaget skal sagens omstændigheder have ændret sig væsentligt og det er ikke nok, at der skaffes nye oplysninger for, at en sag kan genoptages. Men netop her er det jo arbejdsskadelovens hensigt, i modsætning til andre lovområder, at en sag skal kunne føres uden, at der hyres advokat eller andre professionelle rådgivere. Det er meget svært for skadelidte at vide, hvilken form for dokumentation, der er relevant i sagen. Der bør derfor være rimelige muligheder for genoptagelse af en sag. Dette ønske bestyrkes af, at Arbejdsskadestyrelsens ikke altid af egen drift indhenter fyldestgørende dokumentation inden sagen afgøres. Vi er desuden opmærksomme på bemærkningernes eksempel med speciallægeerklæringen - men ønsker konsekvenserne tydeliggjort yderligere. Man skal være opmærksom på, at mange sager der behandles af fagbevægelsen og andre rådgivere har været forsøgt gennemført af skadelidte selv eller andre - uden held. Hvis genoptagelsesmulighederne begrænses vil risikoen for, at mange medlemmer lider retstab være til stede. Genoptagelsesreglerne vil bl.a. medføre, at praksisændring som følge af Højsteretsdomme ikke længere kan medføre genoptagelse af allerede afgjorte sager. Principielt ser LO med stor skepsis på især de skærpede regler vedr. genoptagelse og den foreslåede 6 måneders frist for anlæggelse af sager ved domstolene. Vores skepsis bestyrkes af, at der ikke indføres nye retfærdige arbejdsskadebegreber.

7 Fristen på 6 måneder for at indbringe afgørelser for retten kan LO ikke tilslutte sig, da det er særdeles tidskrævende at forberede en retssag med så kompliceret et indhold, som det ofte er tilfældet i denne type sager. En sådan regel vil i praksis betyde, at skadelidte og de, som advokerer, ved hver enkelt sag vil træffe afgørelse om den skal behandles ved domstolene. Dette afløser den gældende situation, hvor man ofte afventer dommen i et andet principielt søgsmål inden der rejses sag. Indbringelse for retten vil blive en yderst bekostelig nødvendighed og desuden medføre betydelig merarbejde ved domstolene. P.F.V. Marie-Louise Knuppert / Harald Børsting