Bauckham, Richard Jesus and the eyewitnesses : the Gospels as eyewitness testimony. Grand Rapids Mich.: William B. Eerdmans Pub. Co.

Transkript

1 Bauckham, Richard Jesus and the eyewitnesses : the Gospels as eyewitness testimony. Grand Rapids Mich.: William B. Eerdmans Pub. Co. 1/7 1. From the Historial Jesus to the Jesus of Testimony (1-11): Udtrykket den historiske Jesus kan have tre forskellige betydninger: a) den jordiske Jesus (versus den ophøjede Kristus), b) Jesus - sådan som evangelierne har berettet om ham, c) den Jesus, som den historiske forskning finder bag kildernes skildring. I denne sidste betydning synes der at være en konflikt mellem videnskaben og troen. Men RB vil vise, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet. Vejen frem er begrebet vidnesbyrd. Ifølge formkritikerne levede de mundtlige traditioner anonymt i menigheden og udviklede sig. RB afviser denne opfattelse og vil vise, at der mellem Jesus og evangelisterne ikke var anonyme mundtlige traditioner, men derimod øjenvidner. Det er på basis af deres vidnesbyrd, at evangelierne er affattet. 2. Papias on the Eyewitnesses (12-38): Papias skrev sikkert sine bøger lige efter århundredskiftet. Han tilhørte den tredje generation af kristne. Han fortæller i prologen om en ældre tid, måske ca. år 80 ekr. Det interessante ved Papias prolog er bl.a., at han betoner øjenvidnesbyrdet så stærkt. Han afspejler den opfattelse, at der var en iver efter at vide, hvad Jesus havde sagt og gjort, og man opfattede disciplene som autoritative vidner helt til deres død. Formhistorikerne havde dermed ikke ret i, at øjenvidnerne ved evangeliernes affattelse for længst var døde, og at traditionerne var anonyme. Papias foretrækker den levende røst frem for bøger. Det betyder ikke, at han foretrækker mundtlig frem for skriftlig tradition. Men tanken er, at det personlige møde med en lærer gør større indtryk end at læse dennes skrifter. Papias foretrækker med andre ord øjenvidnesbyrd. For Papias er der ikke tale om en anonym kollektiv tradition fra menigheden. Ikke sådan at forestå, at han kaster vrag på denne form for tradition. Men Papias vil afvise, at denne kollektive tradition skulle erstatte øjenvidnesbyrdet fra individuelle navngivne vidner. Tilsvarende bygger evangelierne ikke primært på kollektive anonyme traditioner, men netop på øjenvidnesbyrd, vidnesbyrd fra navngivne individer. 3. Names in the Gospel Tradition (39-66): RB opregner i en tabel (65f) en række navne på personer omtalt i de fire evangelier. Af skemaet fremgår det, at Matthæus og Lukas i en række tilfælde overtager navne fra Markus, men de kan også udelade disse navne. Men den omvendte udvikling findes ikke. Matthæus og Lukas navngiver ikke personer, som hos Markus er anonyme. Q rummer ikke personnavne. I Matthæus særstof er der ét eksempel, men i Lukas særstof 11 navngivne personer. Og Johannes har fire eksempler. RB s tese er nu dobbelt: a) de omtalte personers navne er bevaret, fordi de blev kristne og tilhørte den kristne menighed (givetvis i Jerusalem); b) de omtalte personer fremstod i den ældste menighed som øjenvidner. Et eksempel er Simon af Kyrene og dennes sønner. Simon af Kyrene nævnes som far til Aleksander og Rufus (Mark 15,21). Hvorfor nævnes disse to? Man kan tænke sig, at de to sønner har fortalt deres fars historie videre til menigheden. Matthæus og Lukas nævner ikke de to sønner, vel sagtens fordi de ikke var selvstændige kilder for Matthæus og Lukas. Det er påfaldende, at netop de beretninger, der rummer navngivne personer, også ofte indehol-

2 der en række detaljer, der egentlig ikke er nødvendige for fortællingerne. Stammer omtalen af disse detaljer fra de givne øjenvidner? 4. Palestinian Jewish Names (67-92): Den israelske forsker Tal Ilan har samlet personnavne på ikke færre end 3000 palæstinensiske jøder, som levede fra 330 fkr til 200 ekr. RB sammenligner med navnene i evangelierne og ApG, og resultatet er bemærkelsesværdigt: En hitliste over de opførte navne viser, at navnene på palæstinensiske jøder i evangelierne og ApG korresponderer nøje med navnene på befolkningen i det hele taget i jødisk Palæstina, men ikke med navnene på jøder i diasporaen. På den baggrund er der usandsynligt, at evangelister, der levede i diasporaen har tilføjet deres samtids navne til traditionen. Navnene er altså næppe en senere tids opfindelse, da evangelietraditionen levede uden for Palæstina. Konklusionen er, at personnavnene i evangelierne fremstår som autentiske, og dermed kan det bekræftes, at de nævnte personer i den ældste kirke har fungeret som øjenvidner. 5. The Twelve (93-113): RB s pointe er, at de tolv var autoritative øjenvidner og tradenter i urkirken. Listen over de tolv hos alle tre synoptikere fungerer som en omtale af øjenvidnesbyrdets officielle korps, som har formuleret og offentliggjort den største samling evangelietraditioner. Det er på basis af denne samling, evangelisterne har affattet deres værker. Synoptikerne omtaler navnene på de tolv (Matt 10,2-4; Mark 3,16-19, Luk 6,13-16). De nævnes ikke blot, fordi evangelisterne vil præsentere de personer, der indgår i fortællingerne. I så fald er det underligt, at omkring halvdelen af de nævnte ikke ellers omtales ved navns nævnelse. Men de nævnes, fordi de udgør den gruppe øjenvidner, som formulerede og autoriserede de traditioner, som de synoptiske evangelier bygger på. De var ikke mindst dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere (Luk 1,2). 6. Eyewitnesses from the Beginning ( ): Flere steder betones det, at de, der fra begyndelsen havde været øjenvidner til Jesus (især de tolv), havde en særlig betydning i den ældste kirke: ApG 1,21f; 10,36-42; Joh 15,26f; 2,11. Lukas-prologen: Ordene oi` avpv avrch/j auvto,ptai (Luk 1,2) betegner førstehåndsvidner til begivenhederne. Øjenvidner fortalte ikke blot af historisk interesse, men deres fortælling dannede basis for forkyndelsen. Øjenvidnesbyrdets inclusio i Markus-evangeliet: Peter nævnes først (1,16-18) og sidst (16,7). Peter var til stede hos Jesus fra begyndelsen til afslutningen af Jesu virke. Hans øjenvidnesbyrd omfatter hele Jesu liv. Han nævnes da også relativt hyppigt i netop Markus-evangeliet. Øjenvidnesbyrdets inclusio i Johannes-evangeliet: Skriftet indledes med kaldelsen af en anonym discipel (1,35), som må være yndlingsdisciplen. Og skriftet slutter med en omtale af denne samme discipel (21,23). Yndlingsdisciplen kaldes umiddelbart før Peter, og ordene om yndlingsdisciplen kommer i Joh 21 umiddelbart efter en omtale af Peter. Vi har altså i Johannes-evangeliet at gøre med en petrinsk inclusio inden for yndlingsdisciplens inclusio. Ergo: Vidnesbyrdet i Johannes-evangeliet stammer ikke fra Peter, men fra yndlingsdisciplen. Øjenvidnesbyrdets inclusio i Lukas-evangeliet: Lukas er ene om at skildre nogle navngivne kvinder i forbindelse med Jesu virke i Galilæa (8,2f). Og de nævnes også ved navns nævnelse som vidner til Jesu opstandelse (24,10). Lukas har også den petrinske inclusio (4,38; 24,10), der sikkert er overtaget fra Markus, men Lukas tilføjer altså en anden inclusio, omfattende kvinderne. Matthæus-evangeliet: Dette skrift savner en øjenvidnesbyrdets inclusio. Skikkelsen Matthæus kaldes først til discipel i Matt 9, og han træder ikke ud i forhold til de andre disciple i afslut- 2/7

3 ningen af skriftet. Ergo: Matthæus-evangeliet synes ikke at betone øjenvidnesbyrdet i samme grad som de tre øvrige evangelier. RB dokumenterer forekomsten af øjenvidnesbyrds inclusio i to senere græske biografier. De, der kendte øjenvidnesbyrdets inclusio, ville straks kunne identificere de forudsatte øjenvidner. 7. The Petrine Perspective in the Gospel of Mark ( ): Markus skriver ud fra et øjenvidnes perspektiv, og dette øjenvidne er sandsynligvis Peter. Peter har fortalt om disse begivenheder i vi-perspektiv, og Markus gengiver det i et de-perspektiv. Navnet Peter er nævnt særligt hyppigt i Markus-evangeliet. Nogle gange optræder Peter som den typiske discipel (14,37f; 11,21; 1,36f). Der er også tilfælde, hvor Peter er talsmand for de tolv (10,28). Men i nogle tekster går hans rolle videre, og der er fokus på Peter som individ (8,29), især i Jesu forudsigelse af hans fornægtelse (14,30). Der er i Markus-evangeliet fokus på Peters individualitet, men det fremgår samtidig, at Peter overalt optræder som en del af gruppe. Der er dog en undtagelse: Beretningen om Peters fornægtelse. Man kan undre sig over, at beretningen om Peters fornægtelse har en så stor plads i alle fire evangelier, men disse fortællinger skal ses i den større sammenhæng, hvor der også berettes om, hvorledes Peter bliver taget til nåde. Det var kun på måde, han kunne indse, at det var nødvendigt, at Messias gik vejen til korset. Man kan sagtens forestille sig, at Peter selv har fortalt om sin fornægtelse. Der er i Markus-evangeliet et særligt petrinsk perspektiv, og der er god grund til at antage, at Markus kendte traditionerne i den form, som Peter fortalte dem. 8. Anonymous Persons in Marks s Passion Narrative ( ): I Mark 14,43-52 fortælles om to anonyme personer. Den ene hugger øret af ypperstepræstens tjener. Den anden flygter nøgen. Theissen vil mene, at vi her har at gøre med eksempler på, at anonymiteten tjener til deres beskyttelse. Fremgik navnene af den før-markinske passionshistorie, ville det være let at anholde dem. RB finder den samme tendens andre steder hos Markus. Den, der låner Jesus et æsel før indtoget i Jerusalem, er påfaldende anonym i Markus-evangeliet. Markus vil vel dermed lade forstå, at den, der låner Jesus et æsel, skal ikke komme i en vanskelig situation af den grund. Hans navn nævnes derfor ikke. Noget tilsvarende gælder den mand, der udlåner sit hus til fejringen af Jesu påskemåltid med disciplene. Disse personer kan være blevet medlemmer af menigheden i Jerusalem, og de får gennem anonymiteten en beskyttelse. Den beskyttende anonymitet gælder også den kvinde, der salver Jesus (Mark 14,3-9). Hun får derimod et navn hos Johannes. Johannes kan i den forbindelse nævne Lazarus. Men han end ikke omtales hos Markus. Omtale af ham vil i Markus situation være for farlig, mens situationen er en anden på Johannes tid. 9. Papias on Mark and Matthew ( ): Papias fortæller ifølge Euseb HE 3,39,14-16, at Markus var Peters tolk; vi må forstå det sådan, at Peter anså Markus for at have et bedre græsk sprog end ham selv. Ifølge Papias affattede Markus sit evangelium på basis af det, han havde hørt fra Peter. Peter reciterede, og Markus skrev ned - i et forbedret græsk sprog. Ifølge Papias gengav Markus direkte det, som blev fortalt af Peter. Markus gjorde det ordret. Men det betød, at Markus-evangeliet ifølge Papias mangler en kronologisk rækkefølge af begivenhederne. Men Markus fulgte nøje Peters gengivelse, idet Markus ikke selv havde været øjenvidne. Papias fortæller, at Matthæus skrev sit evangelium på hebraisk eller aramaisk, og enhver over- 3/7

4 4/7 satte de nedskrevne logia efter bedste evne, men det betød, at den oprindelige orden i Matthæus-evangeliet blev ødelagt. Papias finder den korrekte rækkefølge i Johannes-evangeliet. 10. Models of Oral Tradition ( ): RB vil rehabilitere øjenvidnesbyrd i vurderingen af den mundtlige tradition, som ligger mellem den historiske Jesus og affattelsen af evangelierne. Det billede, formhistorikerne tegner af urmenigheden og den mundtlige tradition, må forkastes. RB redegør for den metode, der er udviklet af Kenneth E. Bailey. Denne sondrer mellem traditioner, der er informal uncontrolled (informal ingen identificerbar lærer, student etc.; Bultmanns billede af urmenighedens mundtlige tradition), traditioner, der er formal controlled (Gerhardssons billede af den mundtlige tradition) og informal controlled (uden identificer lærer / student, men kontrolleret af et fællesskab, f.eks. de ældste samlet til rådslagning). Fællesskabet kontrollerer traditionen. Men der er inden for disse rammer med informal controlled tradition på samme tid plads for fleksibilitet i fortællingen. Ifølge Kenneth E. Bailey er det denne sidste model, som giver den bedste forklaring på den mundtlige tradition i den ældste menighed. 11. Transmitting the Jesus Traditions ( ): Formhistorikerne mente, at de første kristne ikke sondrede mellem den historiske Jesus og den ophøjede Kristus. Men dette er ikke rigtigt. Der var tværtimod blandt de kristne en klar bevidsthed om sondringen mellem fortid og nutid. Det kommer bl.a. til udtryk deri, at før-påske-jesus adskiller sig fra efter-påske-jesus. Den historiske Jesus kaldes f.eks. Menneskesønnen, men det gør den ophøjede Kristus sjældent. Og evangelierne er at sammenligne med antikkens biografier, hvor der fortælles om fortidige personer. Men hvorfor bevarede man ord af den historiske Jesus? Svaret er ganske enkelt: fordi menigheden stod i den frelse, som var skaffet til veje af Jesus. Frelsens virkelighed forbandt de troende med den historiske Jesus. Memorering var vigtig i antikken. Memorering var ikke blot en evne, men en færdighed, som kunne opøves ved forskellige teknikker. Og læreren kunne udtrykke sig på en sådan måde, at det kunne lette memoreringen. Jesu ord er ofte formet som aforismer, hvilket letter hukommelsen af dem. Det betyder også, at den præcise ordlyd er lettere at bevare med Jesus-ord end ved fortællinger om Jesus. Jesus må have forventet, at hans disciple memorerede hans ord (jf. Luk 9,44a), og at de traderede Jesu ord til andre. 12. Anonymous Traditions or Eyewitness Testimony? ( ): RB betoner betydningen af individer i overleveringen af Jesus-traditionen. Det var øjenvidner, som var disse traditioners ophav. Og øjenvidnerne var garanter for Jesus-traditionens pålidelighed. Formkritikerne betoner, at traditionerne var anonyme og tilhørte kollektivet, menigheden. Og også både Kenneth E. Bailey og Dunn betoner dette kollektive aspekt, når de bestemmer Jesus-traditionen som informal controlled. RB vil i stedet vise, at øjenvidnesbyrdet spillede en afgørende rolle for Jesus-traditionen. Traditionerne var formal controlled. Kollektivet kan være modtager af Jesus-traditionen, men ikke tradent. Som tradenter omtales udelukkende enkelt-individer. Øjenvidnerne havde en kontrollerende funktion i menighederne. Man var interesseret i en troværdig overlevering, og her var øjenvidnerne af uvurderlig betydning. De spillede givetvis en rolle i mange menigheder, idet man skal tage i betragtning, at der var et netværk mellem disse menigheder (gode veje, søveje etc.).

5 Et godt udtryk for øjenvidnesbyrdets betydning findes i 1 Kor 15,3-8. Paulus anfører en række øjenvidner til tilsynekomsterrne, og korintherne kan kontrollere hans oplysninger, hvis de vil, fordi mange af disse personer fortsat er i live. Øjenvidnerne var altså en kontinuerlig kontrol af traditionen. Med andre ord: En udelukkende kollektiv hukommelse forekommer ikke mht Jesus-traditionen. På et tidspunkt er der naturligvis menigheder, hvori der ikke er øjenvidner. Da bliver Jesus-traditionen en kollektiv erindring, men den baserer sig hele tiden på det overleverede individuelle øjenvidnesbyrd. 13. Eyewitness Memory ( ): Det er tydelig, at erindringen om Jesus har været stærk og pålidelig, idet denne Jesus-erindring netop har de nævnte karakteristika. Øjenvidnerne gjorde det muligt at have en kontinuitet i Jesus-traditionen mellem tiden før påske og tiden efter påske. Det er klart, at Jesu opstandelse kastede et nyt lys over begivenhederne. Men det forhold at der var øjenvidner, gjorde, at Jesus-traditionen blev præget af stabilitet. Jesus-traditionen kunne ikke blive genstand for en vildt voksende fortolkning. Det er da også bemærkelsesværdigt, at de enkelte traditionerne kun i begrænset omfang er blevet påvirket af en efterpåske-fortolkning. Det forhold kan bedst forklares derved, at beretningerne allerede under Jesu jordeliv havde fået en nogenlunde fikseret form, som så at sige overlevede den revolution, som Jesu opstandelse udgjorde. 14. The Gospel of John as Eyewitness Testimony ( ): Ifølge selvvidnesbyrdet er Johannes-evangeliet affattet af et øjenvidne, som bestemmes som yndlingsdisciplen; sådan må 21,24f naturligt fortolkes. Pointen er nu, at det også i Johannes-evangeliet bliver understreget, at dette skrift bygger på øjenvidnesbyrd. 15. The Witness of the Beloved Disciple ( ): Alle fire evangelier er tættere på øjenvidnesbyrdet, end man tidligere har antaget. Når øjenvidnerne var så vigtige, beroede det på, at de både kunne rapportere om det hændte, men også fortolke det hændte. Man anså øjenvidner for at være pålidelige informanter. Men det særlige ved Johannes-evangeliet er, at forfatteren selv fremstår som øjenvidne. Han bygger ikke alene på andres øjenvidnesbyrd (som Markus og Lukas gør), men han har sit eget øjenvidnesbyrd at henholde sig til. Forfatteren af Johannes-evangeliet træder frem som øjenvidne allerede i Joh 1,14 (vi så hans herlighed), men herefter skildrer forfatteren sig selv i tredje person som yndlingsdisciplen, og det fremgår i 21,24f, at det er yndlingsdisciplen, der er forfatteren. Johannes-evangeliet fremstår på den måde som et skrift, der er baseret på øjenvidnesbyrd. Også i Johannes-evangeliet findes en inclusio mht øjenvidnesbyrdet. I Markus-evangeliet er det Peter, der er nævnt først og sidst i fremstillingen, men i Johannes-evangeliet er det yndlingsdisciplen. Han skildres lidt før Peter i begyndelsen af Johannes-evangeliet (1,35-40, den anonyme discipel af Johannes Døberen), og han omtales lidt efter Peter i skriftets afslutning (Joh 21). Det fremgår i afslutningen, at Peters opgave er at give sit liv for Jesus, mens yndlingsdisciplens opgave er at vidne om Jesus. Alt i alt fremgår det, at yndlingsdisciplen begyndte sin opgave, førend Peter blev discipel, og han fortsatte sin aktivitet, efter at Peter havde fuldført sit discipelskab. Ved at formulere sig således, gør evangeliet det klart, at yndlingsdisciplens vidnesbyrd er den primære kilde bag skriftet. Yndlingsdisciplen er omtalt følgende steder i Johannes-evangeliet: 1,35-40; 13,23-26; 19, ; 20,2-10; 21, og måske i 18,15f. Yndlingsdisciplen optræder ganske ofte sam- 5/7

6 men med Peter. Pointen er, at de har hver deres opgave. For Peter betyder discipelskabet en aktiv tjeneste. Han skal være hyrde og give sit liv. For yndlingsdisciplen betyder discipelskabet, at han skal være det perceptive (indsigtsfulde) vidne. Om Peter gælder det, at han elsker Jesus (og tjener Jesus). Om yndlingsdisciplen gælder det, at Jesus elsker ham (og det gør på en særlig måde yndlingsdisciplen til et vidne). Peter skal ikke være hyrde for de andre disciple, men for kirken efter Jesu opstandelse. Yndlingsdisciplen skal ikke vidne for de andre disciple, men han skal aflægge vidnesbyrd for kirken efter Jesu opstandelse. Portrættet af yndlingsdisciplen rummer fire karakteristika: (a) yndlingsdisciplen har et særligt fortroligt forhold til Jesus (1,35-40; 13,23-26; 19,26f), (b) yndlingsdisciplen er til stede ved nøglebegivenheder i Jesu liv (1,35.29; 19,35; 18,15f; 20,3-10), (c) de begivenheder, som yndlingsdisciplen bevidner, beskrives med særlige detaljer (1,39; 13,26; 18,18; 19,33-35; 20,6-8; 21,9.11), (d) yndlingsdisciplen er fremstillet som den, der har indsigt i den åndelige mening med begivenhederne, som er berettet. 16. Papias on John ( ): Papias omtaler (i Euseb HE 3,39,3f) en række af Jesu disciple, og det er sandsynligt, at han henter denne række fra Johannes-evangeliet, hvor de endda optræder i den samme rækkefølge som hos Papias. Hvis den iagttagelse holder stik, kan yndlingsdisciplen ifølge Papias ikke være Zebedæus-sønnen Johannes. For han nævnes meget tidligt i Johannes-evangeliet, men sent i Papias rækkefølge. Papias har med andre ord ikke været af den opfattelse, at Zebedæus-sønnen Johannes var identisk med yndlingsdisciplen. For Papias kan yndlingsdisciplen være Presbyteren Johannes. Det vil kunne bekræftes af det rygte, som omtales i 21,22f, at yndlingsdisciplen ikke ville dø før parusien. Et sådant rygte ville være aktuelt for en discipel, som levede usædvanligt længe, og som levede, da Papias skrev sine 5 bøger. Ergo: Papias betragtede Presbyteren Johannes som forfatter af Johannes-evangeliet. 17. Polycrates and Irenaeus on John ( ): Efesus-menigheden havde et særligt forhold til yndlingsdisciplen. Men vidnesbyrdet fra Polycrates viser, at man i slutningen af det 2. årh ikke identificerede ham med Zebedæussønnen, men med den i ApG 4,6 nævnte Johannes. Tanken har givetvis været, at man opfattede presbyteren Johannes som yndlingsdisciplen og dermed som forfatter af Johannes-evangeliet. Det kan samme dokumenteres hos Irenæus. 18. The Jesus Testimony ( ): Alle fire evangelier er baseret på øjenvidnesbyrd om Jesus. Jesus er i disse evangelier den bevidnede Jesus, the Jesus of testimony. Og netop begrebet vidnesbyrd ( testimony ) er vigtigt til at forstå relationen mellem den historiske Jesus og troens Jesus. Der kan tales om vidnesbyrd i forskellige sammenhænge, fx juridisk med vidnesbyrd aflagt i et retssal. Pointen er, at et vidnesbyrd i udgangspunktet skal mødes med tillid. Det er typisk for unge forskere af evangelierne, at de tror, at jo mere kritisk man er, desto mere videnskabelig er man. RB påpeger som svar herpå, at historikeren møder sine kilder med en fundamental tillid og ikke med en fundamental skepsis. Et vidnesbyrd skal man fæste lid til, indtil det modsatte er bevist. Den bedste tilgang til evangelierne opnår man, hvis man forstår dem som vidnesbyrd. Og historikeren må i udgangspunktet have tillid til disse vidnesbyrd. Øjenvidnesbyrd giver en insider-viden om begivenhederne. Det er en viden fra en eller flere af de involverede parter. Øjenvidnesbyrd tilbyder os derfor ikke blot observation, men også fortolkning af de bevidnede begivenheder. Øjenvidnet forsøger at forstå det, der skete. 6/7

7 Summa: Vidnesbyrd er den passende kategori (historisk og teologisk), når vi beskæftiger os med den historiske Jesus. It is in the Jesus of testimony that history and theology meet (508). 7/7