Fysioterapi er faget i vækst. Vækst i antallet af fysioterapeuter. Vækst i antallet af arbejdspladser og i antallet af medlemmer af foreningen.

Transkript

1 Fysioterapi er faget i vækst. Vækst i antallet af fysioterapeuter. Vækst i antallet af arbejdspladser og i antallet af medlemmer af foreningen. Vækst i viden, i antallet af ph.d. ere og i uddannelsesmuligheder for fysioterapeuter. Vækst i antallet af tillidsrepræsentanter, genoptræningsplaner og patienter. Vækst i fysioterapeutiske virksomheder, der skaber mere vækst for fysioterapeuter. Fysioterapi er faget i vækst, og det er et resultat af vores fælles indsats. Væksten er grundlæggende god, fordi den giver en masse muligheder: At være flere giver en stærkere stemme både i den offentlige debat og også internt i sundhedsvæsenet. Politiske og fagpolitiske debatter bliver præget af vores synspunkter og vores viden. Fysioterapeuterne er ganske enkelt ikke så lette at komme uden om. At vide mere styrker fagets placering. Det giver basis for at tage de store faglige diskussioner, ikke bare internt men også med andre faggrupper. Den tid er langt forbi, hvor fysioterapien alene var baseret på erfaring. Fysioterapien er ganske enkelt ikke så let at komme uden om. Men at vide mere og være flere giver også udfordringer. Ingen tvivl om det. Vi skal oppe os for at sikre, at der er jobs til alle, at der er penge til den forskning og kvalitetsudvikling, som har betydning for faget, og at foreningen meningsfyldt kan være forening for alle fysioterapeuter. Hvert kvartal får vi 100 udmeldelser. Der er ikke noget særligt mønster i udmeldelserne. Alligevel er der grund til at stoppe op og se på de tydelige tegn, som senere års medlemsundersøgelser og Folketinget har givet os. Lad os begynde med Folketinget, for regeringen og Dansk Folkeparti har et ønske om at stække fagforeningerne. Der er indført en grænse for fradrag for lønmodtageres faglige kontingenter på kr. årligt. Forslaget er ren ideologi. 1

2 Danske Fysioterapeuter protesterede over forslaget, og vi har solide argumenter imod udhulingen af fradragsretten: For det første: Er det nu virkelig er en god ide at svække den danske arbejdsmarkedsmodel. Den berømmede flexicurity model kræver en velfungerende B side, og derfor er det ikke nogen god ide at mindske fradragsretten. For det andet er fradragsretten og det er særdeles væsentligt også en investering for samfundet: Som professionsforening løfter Danske Fysioterapeuter en betydelig opgave med udvikling af faget og kvalitetssikring af ydelserne, som kommer både samfund og patienter til gode. Det er en opgave, som det offentlige ellers ville være nødt til at påtage sig. Der blev ikke lyttet til argumenterne, og for et helt almindeligt medlem af Danske Fysioterapeuter betyder det, at det bliver godt kr. dyrere om året at være medlem. Og det er jo sandelig også en slags penge. Spørgsmålet er naturligvis, om viljen er til stede hos vores medlemmer. Har de lyst til at blive ved med at betale? Ifølge vores egen medlemsundersøgelse fra dette forår så overvejer knapt hver fjerde medlem at melde sig ud. I 2007 var det knapt hver femte. Og det er de unge, der overvejer deres medlemskab. Over hver tredje medlem under 35 år har overvejet at melde sig ud. Og selvom det ikke kun er kontingentets størrelse, der er afgørende for, om en fysioterapeut overvejer at melde sig ud, så spiller pengene en rolle; og de spiller en større rolle for de yngre end for de ældre. Efter konflikten i foråret 2008 fik vi lavet en undersøgelse, hvor vi også så på viljen til at betale konfliktkontingent. Den viste det samme mønster: Flere yngre ser kritisk på kontingentstørrelsen, og flere yngre overvejer at melde sig ud. Det ville være en tonedøv hovedbestyrelse, der valgte at overhøre de klare signaler. Og derfor har hovedbestyrelsen besluttet at lægge en strategi med tre elementer, der indbyrdes er tæt forbundne, og som skal give foreningen og fysioterapeuter et stærkt afsæt: Flere jobs. Flere medlemmer. Lavere kontingent. De tre ting jobs, medlemmer og lavere kontingent hænger uløseligt sammen; de er hinandens forudsætninger. 2

3 Kan det lade sig gøre? Ca. 84 procent af alle fysioterapeuter på arbejdsmarkedet har valgt at være del af fællesskabet i vores forening. Det er stærkt og det viser også et potentiale. Sammenlignet med andre fagforbund er vi jo i en ganske gunstig situation: Der kommer mange flere fysioterapeuter og dermed mulighed for flere medlemmer. I 2020 vil der være ca flere fysioterapeuter. Flere medlemmer betyder, at vi kan nedsætte kontingentet så medlemmerne ikke rammes så hårdt økonomisk og samtidig undgå alt for drastiske nedskæringer i foreningens nuværende aktiviteter. Så planen er klar: Vi sætter kontingentet ned. I første omgang med 300 kr. om året, og samtidig forsvinder konfliktkontingentet. Det er der nemlig ikke grund til at opkræve mere, fordi kampkassen er fyldt op igen. I 2013 er planen, at vi nedsætter kontingentet en tand mere. Men det er som nævnt kun en del af løsningen. En anden del handler om at få flere medlemmer. Vores forening skal være arnestedet for den faglige gnist, der brænder så stærkt i alle fysioterapeuter. Vi skal være stedet, hvor fagligheden er bindemidlet mellem vores sundhedspolitiske krav og de krav, vi stiller til løn og honorarer. Danske Fysioterapeuter skal være fremtidens fagforening. Foreningen som leverer et relevant tilbud, der kan begejstre, inddrage og engagere det enkelte medlem bliver året, hvor vi sætter gang i en kampagne, der skal vise medlemmerne og de potentielle medlemmer hvorfor der er flere gode grunde til at være medlem af Danske Fysioterapeuter, og her bliver også det tredje element, arbejdet for flere jobs tydeligt: Vi skal vise, hvordan politiske krav om flere penge til forskning i fysioterapi går hånd i hånd med arbejdet for at etablere en kandidatuddannelse i fysioterapi. Hvordan kampagnen om kvalitet i træning går hånd i hånd med krav til de lokale politikere om at sikre kort ventetid til genoptræning og mere uddannelse på arbejdspladserne. Og hvordan fokus på færre operationer og mere træning hænger sammen med indsatsen for at få højere løn og flere fysioterapeutiske arbejdspladser. Det er komplekst at være fagforening, men det skal vi ikke være kede af. Tværtimod skal vi være stolte over, at alle de ting vi gør, alt sam 3

4 men drejer sig om at sørge for, at fysioterapien står stærkt. For dét gør det lettere at skaffe fysioterapeuter jobs, højere løn og bedre honorarer for det arbejde, der er så nødvendigt for danskernes sundhed. De tre elementer flere jobs, flere medlemmer, lavere kontingent hænger sammen. Samtidig er tiden kommet, hvor vi må skrue ned for generøsiteten og de gratis glæder. Vi vil begrænse adgangen til rådgivning, services og fagbladet via hjemmesiden for ikke medlemmer. Det er en forudsætning for at kunne vise forskellen på at være medlem og ikke at være det. Det er muligt, at man selv kan sammensætte sin pakke ved at vælge lidt hist og pist i andre foreninger og sammenslutninger. Men i Danske Fysioterapeuter kan vi levere det rette mix af individuel medlemsservice af høj kvalitet, kollektive rettigheder, et arbejde for faglig udvikling og en politisk indsats, så sundhedsvæsenet udvikler sig i en retning, hvor fysioterapeuters kompetencer kan udfolde sig. Den vare får man kun hos os. Der er også mindst en anden ting, som man kun får i Danske Fysioterapeuter: En forening hvor alle offentlig som privat, ansat som selvstændig har ét fagligt fællesskab. Fra tid til anden kommer spørgsmålet: Ville det ikke være meget lettere, hvis vi var to eller måske tre eller fire forskellige foreninger? Sandt er det, at vi er udfordret af de forskellige måder, hvorpå vi tjener det daglige brød, men vi har altid det væsentlige fælles nemlig fagligheden. Vi har en vision, der handler om at levere de bedste løn, honorar og arbejdsvilkår til alle fysioterapeuter. Sådan bør det også være fremover, og derfor mener vi i hovedbestyrelsen, at vi må i gang med at formulere en erhvervspolitik. Og hvorfor nu det? Fordi flere og flere af vore medlemmer driver virksomhed. I CVR registret er der registreret fysioterapeutiske virksomheder: Det er enkeltmandsvirksomheder, klinikker med ansatte, dem der driver konsulentvirksomhed, business to business og mange andre ! Det betyder, at rigtig mange fysioterapeuter indberetter moms og skat og løn og kommunikerer om barselsgodtgørelse og feriegodtgø 4

5 relse og udfylde apv er og betale affaldsgebyrer og gør alle de mange, mange ting, som skal til for at drive en virksomhed. Og som forening bør vi have holdninger til de vilkår, hvorunder de driver virksomhed, og vi bør engagere os i at drive politisk interessevaretagelse også på de områder. For skal det virkelig være sådan, at de, der driver fysioterapeutisk virksomhed, skal være medlemmer andre steder eller flere steder: Hos os for at følge den faglige debat og i Dansk Erhverv sammen med McDonalds for at få varetaget deres erhvervsinteresser? Jeg ved, vi åbner for et hav af diskussioner, men sådan må det være. Jeg ønsker en forening med plads til alle fysioterapeuter, og som ikke tvinger nogle til at købe deres ydelser andre steder. Foreningen skal være relevant for alle, og derfor skal vi ikke være berøringsangste over for debatten. Og samtidig med at vi skal diskutere rammerne og målene for en erhvervspolitik, skal vi også vedkende os den del af vores forening, der skal sørge for ordentlige løn og ansættelsesvilkår for fysioterapeuter. Derfor må vi tale om, hvordan vi skal forholde os til fysioterapeuten som arbejdsgiver over for den anden fysioterapeut som ansat. Er tiden kommet, hvor en fysioterapeut ansat hos en anden fysioterapeut skal have mere end blot funktionærloven og en anbefalet standardkontrakt at falde tilbage på? Burde der være en overenskomst? Jeg ved ikke præcist, hvor denne diskussion ender, men jeg er fuldt ud overbevist om, at vi er nødt til at begynde et sted. For hvis vi ikke gør det, hvis vi lukker øjnene og lader som ingenting, så vil der være mange medlemmer, der ikke i længden kan se sig selv i foreningen. Og det vil ikke være til gavn for nogen. I midten af september brød forhandlingerne om ny overenskomst på praksisområdet sammen. Det er beklageligt, men uundgåeligt. Vi blev igen bedt om alene at tage det fulde ansvar for økonomien på vederlagsfri ordning, selvom vi ikke er ene aktør eller ene ansvarlig. Og vi blev mødt med honorarknækmodeller der gør det mindre attraktivt at behandle de mest handicappede. Der var ingen penge med, kun krav om mere for de samme penge.. Og overenskomsten vil fortsat være en massiv barriere for naturlig og evident faglig udvikling. 5

6 Det var kulminationen oven på flere måneders arbejde blandt embedsmændene hos os og hos dem. Jeg ved ikke med KL og DR, men vores folk kunne da godt have brugt tiden på noget andet, noget med mere værdi for vores medlemmer Det giver stof til eftertanke for en formand. Og hvad så nu? Vi vil gerne have en aftale, men der er jo det med aftaler, at der skal være noget i det for dem, der indgår aftalerne. For eksempel nogle fordele eller en vision om det fælles gode og om en vigtig udvikling til gavn for parterne og i dette tilfælde ikke mindst for patienterne. Der skal være noget at komme efter. Det var der ikke. Så hvorfor egentlig bruge energi og ressourcer på det. Dette forår bød på en solstrålehistorie. En rigtig en. Vi fik Danske Regioner og regeringen til at erkende, at vejen frem er mindre kniv og mere træning. Vi havde gennem længere tid samlet den faglige og sundhedsøkonomiske dokumentation, og vi påviste, at antallet af operationer er vokset samtidig med, at evidensen for træning er blevet mere og mere tydelig. Vi viste, hvordan behandlingsgarantien blev til en operationsgaranti og det blev så tydeligt, at formanden for Danske Regioner Bent Hansen brugte vores ord. Jeg var i selskab med såvel Bent Hansen som sundhedsminister Bertel Haarder netop i de dage, hvor vi fik stor anerkendelse. Og jeg må sige, at jeg var stolt over indsatsen: For da økonomiforhandlingerne var færdige, havde parterne forpligtet hinanden til at sætte gang i vurderingen af de kliniske retningslinjer, der er grundlaget for operation på fedme og på rygområdet. Vores arbejde bar frugt. Det skal vi være tilfredse med, og det skal inspirere os fremover. Ryg og fedmeområdet er et udmærket sted at starte, men det er også kun en start: For skal der virkelig skal skub i brugen af træning som behandling og som alternativ til operation, så skal kommunerne have et reelt økonomisk incitament til at forebygge sygehusindlæggelser, og sygehusene skal have en grundlæggende accept af at fysioterapeutisk behandling kan erstatte eller supplere konventionelle behandlingsformer som f.eks. operation. 6

7 Det sidste kræver, at fysioterapi er en integreret del af behandlingstilbuddene på sygehusene. Det forudsætter, at der er viden og bevidsthed hos andre faggrupper om effekten af fysioterapi, og det kræver en gennemtænkt strategisk tilgang at arbejde med at fremme den bevidsthed. Strategisk ledelse for fysioterapeuter på sygehuse er at opfange signaler om fremtiden, at identificere muligheder og udfordringer, at opstille visioner og finde farbare veje til at realisere visionerne. Udfordringen for fysioterapien på fremtidens sygehuse er at sætte den rette dagsorden og skaffe den optimale opbakning. Foreningen kan bakke op med for eksempel debatoplægget Pludselig gav det et smæld i ryggen. På sygehusene skal vi ikke kæmpe om magten i traditionel forstand. Den gammeldags kamp er ukonstruktiv og ikke til at vinde. På en lang række områder er det dokumenteret, at fysioterapi er en vigtig del af behandlingen, og hvis vi bevarer fokus på opgaven, og hvis vi kræver, at opgaven defineres sundhedsfagligt, vil fysioterapi ikke være til at komme uden om. Det handler om definitionsmagten på opgaverne, og om ikke at lade sig trække ind i fagkampe, men insistere på at løsningerne skal være opgavedrevet. Hvis det er en kamp, så er vores viden vores våben. Og hvis vi lykkes, så vil fysioterapien på sygehusene få en stærk placering. Og så skal vi se på kommunerne: Siden kommunalreformen i 2007 har sundhedsøkonom efter sundhedsøkonom kritiseret, at den kommunale medfinansiering af indlæggelser simpelthen er for lavt sat. Det kan ikke for alvor betale sig for kommunerne at gøre en forebyggende eller sundhedsfremmende indsats, fordi der er for få penge at spare for dem. Den erkendelse har Kommunernes Landsforening, KL, arbejdet på at få bragt ind i regeringen, og de er da kommet så langt, at der kører et udvalgsarbejde, der skal se på tingene.. og så er der jo en risiko for, at der ikke sker mere ved det. Lad der derfor lyde en opfordring til regeringen om at få skruet økonomien sammen, så det rent faktisk kan betale sig for kommunerne at gøre noget. Kommunerne er og bliver et omdrejningspunkt for fysioterapeutisk træning og behandling. Fremtidens fysioterapeutiske specialister kommer ikke kun til at arbejde på sygehusene eller klinikkerne, de kommer i høj grad til at have en kommunal hverdag. En helt central udfordring er at få borgmestre, kommunalbestyrelsesmedlemmer og 7

8 KL til at forstå nødvendigheden af at tage sundhedsopgaven på sig, med alt hvad det indebærer af uddannelse, kvalitetsudvikling, forskning og andre økonomiske styringsredskaber. Behandling af syge er ikke et spørgsmål om kommunalt serviceniveau. Det er min oplevelse, at forståelsen i kommunerne er voksende, men de barske økonomiske vilkår gør det svært. Min opfordring til kollegerne i kommunerne er, at I skal være vedholdende og insistere på, at de gode resultater ikke kommer af sig selv, og at forskning og kvalitetsudvikling ikke skal være undtagelsen men hovedreglen også i den kommunale fysioterapeutiske verden. For som det er på sygehusene, bør det naturligvis være i kommunerne: Behandlingen af syge mennesker er tæt forbundet med en forpligtelse, en nysgerrighed, til hele tiden at finde bedre, mere effektive, mindre indgribende måder at behandle på. Det er den dedikation, den nysgerrighed, vi skal bygge fremtidens fysioterapi på. Nysgerrighed er også kerneordet, når det gælder den teknologiske udvikling. Men lad os lige slå en ting fast: Teknologi er ikke noget nyt for fysioterapeuter. Teknologi har været en del af fysioterapi i mange år. Fysioterapeuter bruger elstimulation, laser, ultralyd, TENS og ultralydskanning, og i de seneste år har computerteknologien givet helt nye muligheder: Computerstyrede proteser, Eksoskeletter, vaskerobotter og den elektroniske patientkuffert er alle nye teknologier, der kan være med til at spare hænder i en tid, hvor der mangler arbejdskraft. Et firma i samarbejde med blandt andre fysioterapeuter er i gang med at udvikle et nyt billigt apparatur, der kan måle EMG i bevægelse og hvor målingerne kan overføres til mobiltelefon eller computer. EMG målinger vil sammen med ultralydsskanning kunne bruges af fysioterapeuten til at måle fremgang i behandlingen og til at kontrollere, at patienten har udført hjemmeøvelser korrekt. Vi har i hovedbestyrelsen besluttet, at der skal udformes en strategi for sundhedsteknologi og fysioterapi. Det er der tre gode grunde til: For det første der er jobs i teknologi. Både til udvikling og til implementering. 8

9 For det andet skal fysioterapeuter have indflydelse på den teknologi, der udvikles til genoptræning. Ikke mindst fordi det vil give en bedre teknologi. For tredje skal vi være med, fordi teknologien kan forbedre det fysioterapeutiske tilbud. Det kan udfordre os, og måske være med til at give mere fysioterapi for de samme penge. Verden forandrer sig, men nogle gange hurtigere og mere negativt end vi kan forudse. Frem mod sidste overenskomstforhandling på det offentlige område, i efteråret 2007 var den økonomiske virkelighed en ganske anden end nu. Vi kunne komme til at eje hele verden, mente finansministeren. Nu er det dengang rekordstore overskud på de offentlige finanser afløst af underskud og lavkonjunkturer. Ikke nok med det så har lønstigningerne for de offentligt ansatte været højere end i det private, så inden vi overhovedet har nærmet os forhandlingsbordet, så skylder vi. Langt de fleste offentligt ansatte fysioterapeuter ved det godt allerede. Enten fra dagspressen eller fra deres egen hverdag på arbejdspladser, hvor økonomien i disse uger og måneder er under stort pres. Det betyder service og kvalitetsforringelser eller direkte afskedigelser af gode kolleger. Det er en vanskelig tid for den offentlige sektor, og skiftet fra opgangstider til sparetider er sket meget hurtigt. Vi står over for en historisk vanskelig forhandling, hvor vi vil blive mødt at krav fra arbejdsgiverne om lønnedgang og øget fleksibilitet. Vi vil blive udsat for et voldsomt pres fra regioner og kommuner, der selv har fået vredet armene rundt af en stålsat finansminister. Jeg vil dog også gerne sende et klart signal til arbejdsgiverne: Danske Fysioterapeuter vil altid gerne være med til at finde løsninger for sundhedsvæsenet. Vi vil også gerne påtage os et ansvar i økonomisk vanskelige tider. Men lad nu være med at benytte anledningen til et forsøg på at gennemtrumfe forringelser for de ansatte. Vi har alle sammen et ansvar for, at vi ikke havner i en opslidende konflikt en gang til. Ligeløn er heller ikke let. Den sidste overenskomstforhandling viste os, at vi ikke grundlæggende kan komme uligelønnen til livs i for 9

10 handlingssystemet. Derfor er opgaven at sætte pres på politikerne på Christiansborg for at finde politiske løsninger, der kan lukke løngabet på et kønsopdelt arbejdsmarked. Det er fortsat en vigtig opgave for Sundhedskartellet. Men nu til en historie hvor det er lykkes for os: Syddansk Universitet etablerer fra næste år en kandidatuddannelse i fysioterapi. Det er vanskeligt at få armene ned. Virkelig vanskeligt. Etableringen af en kandidatuddannelse styrker og fremtidssikrer et forskningsmiljø for fysioterapi. Lige nu er i hvert fald 29 fysioterapeuter i gang med en ph.d. Når de er færdige, vil antallet af ph.d. er med fysioterapeutisk baggrund være fordoblet. Tænk bare, hvor stærkt det kan gå, når kandidatuddannelsen sætter skub i fødekæden! Det er der virkelig perspektiv i. Kandidatuddannelsen vil være et væsentligt bidrag til den evidensbasering af fysioterapiydelserne, som er helt afgørende for at sikre patienterne kvalitet i behandlingen. Og så må jeg også i dag glæde mig over, at kandidatuddannelsen er et direkte resultat af foreningens satsning på og medlemmernes kontante støtte til den fysioterapirelevante forskning på Syddansk universitet. Medlemmerne af Danske Fysioterapeuter har sammen med Praksisfonden og Gigtforeningen i perioden støttet Forskningsinitiativet for fysioterapi på Syddansk Universitet med i alt knap 4,4 mio. kr. Med kandidatuddannelsen har vi fået value for money, og vi kan hakke en vigtig opgave af på den uddannelsespolitiske to do liste. Til gengæld er der stadig et par udeståender, som alle udspringer af den grundlæggende udfordring for fysioterapiuddannelsen: At den ikke er forskningsbaseret. Der er ganske enkelt ikke sammenhæng mellem på den ene side sundhedsvæsenets krav om, at behandlingen skal være forskningsbaseret og på den anden side den manglende forskningsbasering af fysioterapeutuddannelsen. Det er en tvingende nødvendighed, at såvel teoretisk som klinisk undervisning i fysioterapi på alle niveauer er forskningsbaseret og bygger på et solidt videnskabeligt grundlag. Målet er ikke, at fysioterapi skal være et akademiseret og teoretisk fag fjernt fra hverdagens patienter. Vi skal derimod vedkende os og 10

11 være stolte af at være et forskningsbaseret fag på linje med anden sundhedsfaglig videnskab. Lidt populært kan man vel sige, at målet ikke er mere Habermas men derimod flere kliniske retningslinjer. I år har vi eksperimenteret med formen på den skriftlige beretning. Den er blevet kortere end vanligt, men viser som altid kun et hjørne af alle de aktiviteter, som foreningen har haft gang i siden sidste repræsentantskab. Der var meget, jeg ikke fik sagt. Ikke et ord om kvalitet i træning. Og heller ikke noget om faglige selskaber. Vi har debatter om de to vigtige emner senere i dag, så jeg sparer krudtet. Ingen tale uden tak. Mange har spillet en rolle i de resultater vi har nået i den forgangne periode. Tak til regionsbestyrelsesmedlemmerne og regionsformændene, der dagligt tager de politiske diskussioner ude i marken med by og regionsrødder, der skal overbevises om det rigtige i at satse på fysioterapi. Til alle jer, der er aktive i fagfora, faggrupper og fraktioner, fordi I holder den faglige fane højt og presser både foreningen og omverdenen til at holde fysioterapien oppe i gear. Til vores samarbejdspartnere i patientforeninger, fagforeninger FTF og ja, også til arbejdsgiverforeningerne. Vi må finde fælles mål og veje dertil.. Til TR ere, SU og kontaktpersonerne, til arbejdsmiljørepræsentanter og til ledere for at holde virkeligheden op foran øjnene på os alle. Og til hovedbestyrelsen: Tak for de mange gode diskussioner og timer sammen. Og endelig tak til medarbejderne i foreningen der hver dag gør en kæmpe forskel for vores medlemmer og for de fælles mål, vi har sat os for. Vi bliver flere i løbet af de næste ti år. Vi er veluddannede med særligt stærke kompetencer i træning og fysisk aktivitet. Vi har veldokumenterede metoder, og vi går målrettet efter udvikling af ny viden. Vi er spilbare, innovative og vi tager imod fremtidens teknologi med begejstring og nysgerrighed. Og vi vil være med til at sætte de sundhedspolitiske dagsordener. Lad os have en god debat om, hvordan vi når vores mål. 11