Forord: Af: Torben Lund

Transkript

1 Af: Torben Lund Forord: Hvorfor bliver soldater syge? Når jeg har valgt og sætte min historie ind her, er det fordi den ikke er enestående. Der er rigtig mange soldater som har været udsendt der har haft meget værre oplevelser end mine, både fra Cypern, Balkan, Kosovo, Irak, Afghanistan og andre steder hvor der har været sendt Danske soldater ud. Mange af dem er ikke i stand til og skrive om deres oplevelser fordi de er for hårdt ramte. Jeg kan kun håbe på at min historie kan være med til og skabe en bedre forståelse for de ramte Veteraner og at dette netop kan fremme sagen for dem som er endt med PTSD, netop ved at fortælle vores historier. Jeg gør dette for at jeg har et håb om det måske kan hjælpe andre til at komme videre i deres liv når de er gået i stampe. Det er muligt og have et liv med PTSD, også selv om det er svært. Der er rigtig mange Veteraner som sidder og gemmer sig pga. de oplevelser der har ramt dem under udsendelserne og ikke mindst de mareridt og flashback som de har fået efter de er kommet hjem i sikkerhed. Der er også nogle som har haft helt anderledes oplevelser og alligevel blevet ramt. Husk, vi er alle forskellige! Kun ved og være åbne og fortælle om de ting som er hændt, kan vi give andre folk et indblik i hvad vi føler når vi er kommet hjem og har mistet pusten i det virklige liv. Vi skal ikke forklare hvorfor nogle bliver ramt og andre går glat i gennem alt, selv om vi har de samme oplevelser! Nogle bliver berørt af andre ting som driller dem i hver dagen således at de ikke kan fungere i samfundet. Mange af mine egne ting har jeg fået fortalt af andre, da jeg har kæmpe store sorte huller i min hukommelse på grund af det stress PTSD fremkalder, sådan er det med mange og det skaber en kæmpe usikkerhed når man skal ud, jeg har ofte selv svært ved og genkende folk, eller kan huske hvor

2 jeg kender dem fra når jeg møder dem i byen, ting som disse gør at det mange gange blot er nemmere at gemme sig derhjemme. Mvh. Torben Lund Til Advokaten. Ex-Jugoslavien, UNHCR (civil) Jeg startede min udlands karriere marts 1992 hvor jeg rejste til Ex-Jugoslavien for Dansk Flygtningehjælp, jeg kom til Metcovic og hurtigt derfra til Zenica. Her havde jeg som Convoy leader ansvaret for 14 mand samt en tolk, jeg var heldig at jeg ikke på noget tidspunkt mistede nogle af mine egne folk, da vi dagligt og ofte mange gange om dagen blev Gun pointet ved Chekpoint s. Det var særdeles vanskeligt og farligt formin Convoy at passere de forskellige Chekpoint s da jeg kørte med både muslimer, kroater og serbere som chaufører. Vi kørte hovedsageligt til Tuzla, men havde rigtig mange mindre destinationer også i nær området omkring Zenica hvor vi ofte kom frem på små gedestier med store kløfter til siderne, smukt men meget farligt når det havde regnet. Bomb Alley passerede vi normalt to gange om dagen, 6 dage om ugen, her blev der skudt med mortergranater og direkte ild med tunge våben mm efter Convoy erne, selv om vi kørte med eskorte over denne strækning mistede mange mennesker livet på strækningen og sidst på året (1992) havde de skudt sig godt ind og der holdt ofte brændende køretøjer som var blevet skubbet til side af de Engelske styrker som stod for eskorten således at vejen kunne passeres, det var på denne strækning min egen vogn blev ramt af et stort sprængstykke hvor jeg måtte køre knap 4 km med en fælg på baghjulet som manglede ca. en fjerdedel der blev sprængt væk i starten på Bomb Alley. En af de første grimme episoder som jeg oplevede dernede var i Mostar hvor en dreng på omkring 7 års alderen blev skudt i benet, der løb en mand ud for at hjælpe drengen hvor han blev skudt i hovedet, derefter løb to soldater ud for at redde drengen, begge skudt i hovedet, ligeledes blev drengen til sidst skudt i hovedet. I Central Bosnien hvor jeg kørte fra Zenica så vi døde hver dag, mest kvinder og børn som var blevet slagtet om natten, vi kom ofte igennem små byer hvor de hang i vinduerne og døråbninger eller lå henkastet uden for husene, mange dræbt med bajonetter da de fleste blot var sprættet op. Spændingen var følbar når vi trillede stille igennem sådanne byer, idet vi ikke vidste om der lå soldater og ventede på flere mål. Når vi fandt lig på vejen brugte jeg en entre krog med 30 meter line til og trække dem væk fra vejene da de ofte var mineret. Mine biler blev ramt flere gange mens jeg kørte fra Zenica, men altid uden person skade, convoy leader bilen blev ramt to gange mens jeg har kørt i den, heldigvis uden personelskader. Den anden episode hvor min egen bil blev ramt var efter et møde i Kisseljak hvor jeg ofte deltog for at få sikkerheds briefingerne, der havde været en del episoder hvor UN organisationer mistede biler om aftenen og kunne observere dem i samme område næste dag blot i en anden farve, jeg kørte fra

3 Kisseljak sent og der var blevet mørkt hvilket absolut ikke var efter bogen, men noget jeg ofte havde gjort når jeg var alene. Desværre var der i mørket sat et ekstra chekpoint op på vejen til Zenica hvilket normalt indikerer problemer. Da jeg kom nærmere satte jeg farten ned indtil jeg vidste at jeg kunne accelerere op i 3 gear og blæste igennem spærringerne, jeg vidste at vejen svingede omkring hundrede meter fra det nye chekpoint og at jeg ville være i sikkerhed derefter og krøb sammen i min skudsikre vest med hovedet trukket godt ned, da de endelig skød ramte de bilen højt hvor kuglerne kun gjorde skade på taget. Den 1. juni 1993 blev Beredskabsstyrelsens convoy beskudt og ramt i Maglaj Tunnelen, jeg hørte om det på vores codan radio og min egen convoy var kun få kilometer fra tunnelen, jeg gjorde holdt og informerede min egen convoy om hvad der var sket og sendte min tolk over i den første lastbil, hvorefter de returnerede ved egen hjælp til Zenica og jeg kørte alene op til Maglaj Tunnelen, jeg kørte så langt ind som jeg mente var forsvarligt og løb imod strømmen af mennesker, jeg mødte flere at folkene fra beredskabsstyrelsen men havde svært ved at danne et overblik over hvad der var sket, derfor fortsatte jeg helt ud til mundingen hvor jeg kunne se der brændte en lastbil uden for og i skyggerne kunne jeg se der sad en op af forhjulet på en af de beskadigede lastbiler inde i tunnellen, ham løb jeg over til for at få ham med tilbage, her jeg kunne se resterne af deres tolk som var fuldstændig skilt ad og lod det blot ligge, da jeg tager fat i skjorten for at trække Jimmi væk står jeg blot med størstedelen af hans torso, hvorefter jeg blot sætter den ned igen. Ham havde jeg lånt til min egen convoy dagen før af beredskabsstyrelsen som vi var naboer med, sådan en ung knægt hvor livet blev spildt. Der var tre døde ansat ved beredskabsstyrelsen samt flere civile den dag i tunellen ved Maglaj. Jeg hjalp efterfølgende til på hospitalet indtil daggry hvor der var ro på, hvorefter jeg returnerede til tunellen efter aftale med Englænderne i Vitez sammen med en SAS gruppe fra Vitez, de døde var hentet i løbet af natten, her hentede jeg drengenes personlige ejendele i lastbilerne samt radioerne fra convoy leader bilen som stod uden for tunnelen, mens jeg riggede radioerne af blev der pludselig skudt 3-5 skud der ramte betonen mindre end en halv meter over hovedet på mig, de sidste ledninger blev ikke skruet af, men jeg havde radioerne med ind i tunnellen! Her lavede jeg en evakueringsplan for bjærgningen af deres køretøjer, jeg kontaktede Vitez hvor jeg aftalte at Englænderne støttede mig med en bjærgningsvogn samt en SAS gruppe til støtte hvis Beredskabsstyrelsen ønskede at bjærge køretøjerne, de mente dog ikke det var det værd, men lod mig vurdere hvad vi kunne håndtere. Der blev bjærget 11 af de 12 køretøjer idet den som var brændt lod vi stå. Jeg var i tunnelen 6 timer før mine folk, for at feje kødrester af bilerne idet en af bilerne med Canbeef var ramt og det var delt ud sammen med menneskekød som lå overalt på køretøjerne, vi havde mere end 30 dæk til udskiftning hvilket fortæller lidt om skaderne på køretøjerne. Jeg var en af de første udlændinge som kørte ind til sindssygehospitalet i Føjnica med en dansk læge som arbejdede for WHO, her kunne vi konstatere at dem der var overlevende havde spist af de døde

4 og der var ekskrementer over alt, hospitalet var blevet beskudt fra begge sider i området, herefter blev der åbnet op dertil, med hjælp fra danskerne i Kisseljak. (Mener at det var Per Jessen som var chef i Kisseljak). Jeg var kommet i humoristen da jeg havde lovet vores lokale loadmaster at jeg ville se om det var muligt at få hans forældre ud af Vitez og til Zenica hvor han arbejdede. Jeg aftalte med Englænderne hvad jeg ønskede at gøre og de kom ud med en Warrior som støtte, dog måtte de ikke køre fra hovedvejen, men kunne støtte mod det sidste ckekpoint i Vitez, jeg afhentede det ældre ægtepar og kørte op mod chekpointet hvor jeg blev stoppet og beordret ud. Det var den lokale chef for HOS, nynazisterne i området og han var omkring to meter høj så jeg skulle kikke noget op, han havde to bodyguards med som havde MP 5 kort med lyddæmper monteret. Vi havde en temmelig ophedet diskussion og på et tidspunkt hamrer den ene bodyguard sin MP ind i siden på mig hvorved jeg får fat i dæmperen og laver en ben fejning på ham og efterfølgende smider hans MP ud i grøften, jeg fortsætter diskutionen med chefen og han kunne ikke lade være med at smile samtidig med han sagde noget til hans mænd. Jeg måtte køre de gamle tilbage, men fik lov og hente dem ugen efter. Min assistent Poul Henrik Christensen kunne mange år efter fortælle at han havde fået af vide, at de vidste alt om hvad der skulle ske og at jeg skulle have en forskrækkelse, da de mente at vi fra UN s side leverede alt for meget nødhjælp til muslimerne i området. Han er i dag gift og bor i Zenica. Der har været mange episoder i Bosnien som jeg ikke kan huske andet end halvdelen af, men der var meget da jeg altid kørte på kanten af hvad der var forsvarligt. To gange blev vores lille convoy udråbt som den bedst ydende i forhold til størrelsen dernede, jeg ved jeg gjorde en forskel for jeg kom ud i slut områderne med nødhjælp hvor de virkelig trængende befandt sig, ofte kun nogle få hundrede meter fra front linjerne. Jeg mistede 7 kollegaer/kammerater i den tid, mange af dem puttede jeg selv i poser og deltog også i obduktioner for at vedkommende kunne få lov til at blive sendt hjem til Danmark. Jeg havde ikke været længe hjemme før jeg blev ringet op af en Svensker i Østrig som ønskede at få bragt tre lastbiler med medicin ind til Tuzla som på dette tidspunkt var fuldstændigt lukket af for transporter, jeg fandt en mekaniker og en tidligere jægersoldat og tog til Østrig hvor vi fik bilerne sat i en stand, så vi håbede at de kunne køre hele vejen selv. Turen blev kørt for UN under Care og var ganske spændende. Ex-Jugoslavien, UNPROFOR, UNPF 1. juli 94 startede jeg i HQCOY-5. Jeg havde ellers forsvoret at jeg ville tilbage til forsvaret idet jeg havde søgt i 92 og fået at vide at jeg var ALT for gammel, men en kort snak med min kommende chef Djon Severinsen, en kop kaffe og en ostemad kan gøre meget, så var jeg på vej igen. Når musikken spiller kan alle gamle soldater finde takten, også jeg!

5 Jeg skal være ærlig og skrive her at jeg har meget store huller i hukommelsen fra min tid i Sarajevo og nogle af de ting jeg kan huske har andre fortalt mig eller jeg har haft billeder at støtte mig til, jeg blander ofte forskellige episoder fra de forskellige hold sammen, jeg var fuld tid på hold 5 som flyttede det hele til Sarajevo fra Kisseljak og oprettede lejren der, hold 6 var jeg der fuld tid samt hold 7 hvor jeg kun var nogle uger for at hjælpe dem i gang. En af de første oplevelser af farlig karakter i selve Sarajevo lejren var da vi løbetrænede på det olympiske anlæg hvor der blev åbnet ild med et tung maskingevær fra Serberne s side, et af projektilerne pløjede sig ind i sæderne tæt på hvor jeg løb, kadencen blev ikke mindre da vi løb i dækning! Vedligeholdelsen af bjærgningsvognen som var en ældre dame kostede en del timer og derfor har jeg også prøvet og måtte løbe for livet når de bombede vores lejr, det var oftest vore køretøjer de skød efter, men vi fik også træffere i selve lejrområdet hvor det mest gik ud over bla. vore køle/fryse containere. Naboen fik på et tidspunkt en direkte træffer hvor den franske læge mistede livet i en nærmest direkte træffer, han var ikke køn bagefter. Når jeg var i lejren og intet havde til bjærgningsvognen kørte jeg ofte for Sanitetsdelingen når de havde folk hjemme eller havde travl med andre ting, her prøvede jeg at da vi kom frem til et område lige over for PTT bygningen hvor der var faldet en del morter ild som havde ramt civile, at da vi ankommer hopper der en soldat op på vores sanitets PMV som var tydeligt afmærket med røde kors på siderne og front og banker geværpiben i hovedet af mig, hvor jeg sidder som kører. De ønsker ikke vores hjælp og vil have os til at køre væk fra området med det samme, da de vil have det hele filmet inden nogen kan få hjælp. Den samme oplevelse fik jeg da Serberne bombede den gamle markedsplads i Sarajevo, sådan som jeg husker det var der skrigende børn overalt, mange med manglende lemmer, døde lemlæstede voksne og blod overalt. Her blev vi også truet væk af soldater som mente at det var vores skyld at sådan noget kunne ske, de var temmelig ophidsede og klar til at skyde os. Det var også i en San PMV hvor jeg fik en brosten i hovedet med fuld fart, det gav lidt hovedpine men værst var det dog at hjælmen flækkede fuldstændigt og vi ikke havde nogen reserve, men måtte vente på en ny fra Danmark. Både bjærgningsvognen og en mobilkran som vi lånte hos UN civil enginers blev brugt til opbygningen af lejren, mobilkranen kørte jeg også ved franskmændene på Mount Ikman og andre steder hvor vi kunne hjælpe UN folk samt civile. Den var en god ekstra cappasitet som vi fik mulighed for at bruge og som blev udnyttet til fulde, desværre var det også et naturligt mål når man kom kørende på Sniper Street og kunne høre det plinge på bommen ved siden af en når de skød på kranen hvilket godt kunne gøre en, en smule anspændt. En anden episode som jeg husker meget tydeligt var hvor jeg havde hentet en ny mand i Sarajevo lufthavn i bjærgningsvognen. Da jeg kører ind til lufthavnen opdager Serberne at jeg havde et karton Cola er i bunden af vognen og da jeg holder og venter i deres chekpoint på min eskorte kommer der en Serber og hopper op på trinbrættet og vil have cola er hvilket jeg siger nej til, vinduet er rullet ned og med ham hængende i spejlrammen trækker han sin pistol og banker den ind i skulderen og truer mig Han VIL have Cola, jeg har på dette tidspunkt trukket min egen pistol fra skulderhylsteret og skubber

6 ham bare ned fra lastbilen hvorefter han løber ind i deres container og kommer ud med en maskinpistol, her råber en af franskmændene ham an og jeg slipper bremsen på bjærgningsvognen og lader konverteren i bjærgningsvognen om at arbejde mens jeg tager mikrofonen og kalder op over vores radio og fortæller Ecco at de gerne må lave en pivot vending midt i ingenmandsland for vi var på vej til dem, grinende vender jeg mod den nye mand som jeg ikke har haft tid til at kikke på fra Serberen kom. Han er fuldstændig hvid i hovedet og jeg kan huske at jeg skældte ham ud fordi han ikke havde haft sit våben parat. Da vi kom i lejren gik jeg i messen og fik noget og spise, her kom præsten over og lagde hånden på skulderen af mig og fortalte at hvis jeg havde det dårligt måtte jeg gerne komme forbi ham senere. Jeg var på det tidspunkt slet ikke med på hvad det var han var ved og fortælle mig. Den nye mand havde jo fået et mindre chok over at jeg reagerede så ligeglad med at få stukket et våben i hovedet, men det var jo blevet noget helt daglig dags ting for os som havde været der så længe. Kuwait, UNIKOM Kuwait var en fredelig mission hvor vi blot havde en enkelt død, desværre ville moderen se ham når han kom hjem hvilket krævede at han blev iklædt sin fine uniform, det er ikke så rart at gøre når et lig har ligget for længe i varmen, men han var pæn ved hjemkomsten til familien. Irak, UN-Guard Irak var en spændende tid hvor jeg var bosat i Sulemania, Erbil og Diana hvor jeg både har været menigt medlem i patruljerne og Teamleader, opgaverne var vidtrækkende fra at køre patruljer i fredelige områder til at køre ud og lave rapporter over incidents og tale med de lokale klanledere. Tyrkerne var ofte over området med deres fly og disse blev brugt med kraftige våben mod Kurderne, vi havde også observationer mod den Irakiske grænse op til Iran, hvor vi ofte kunne tælle mere end 800 mulddyr som blev brugt til at im/exportere mellem de to lande ganske uofficielt. På vej tilbage fra en patrulje i et område hvor vi ikke har kunne komme igennem meget længe rammer jeg en cyklist! Vi har pjattet over vores små radioer da vi var temmelig lettet over at være kommet ud på den anden side af ruten og nu er vi igen sikre da vi er på en stor 4 sporet hovedvej, her kommer der to lastbiler imod os uden udstødning og en cyklist i samme retning som os, jeg har lige advaret min bagerste bil mod cyklisten da lastbilerne passerer os og i samme øjeblik drejer cyklisten til venstre ca 3-4 meter foran mig således at jeg faktisk ikke når at bremse før vi har ramt ham. Han bliver kastet af cyklen og efter hvad jeg føler som en evighed ligger han på forklappen og hans arm banker mod forruden, selvfølgelig er det kun få sekunder men tiden føles utrolig lang, han ender i vejkanten på den anden side og selv om vi havde ordre om at blot køre videre hvis sådan noget skulle ske gjorde jeg det ikke. Vi kørte i et område hvor der ikke var et øje at se i miles omkreds, men inden vi havde fået rigget bilen om således vi kunne fragte den unge mand ind til hospitalet ca. 6 km væk stod der mere end 30 mænd alle med riflerne truende rettet i mod min tolk og jeg. På vej til hospitalet kalder jeg Erbil op og fortæller hvad der er sket, desværre tror den Filippiner som sidder på radioen at det blot er en joke og melder intet om dette til sine foresatte, dette kan skyldtes at

7 vi som danskere melder sådanne ting ind med en ro som de slet ikke kan forstå, jeg ved at min melding var helt klar og præcis og jeg var helt rolig da jeg sendte den, også selv om jeg kendte konsekvenserne af det som var sket. Kun få minutter efter uheldet bliver den unge mand, kun 19 år gammel afleveret til hospitalspersonellet og min tolk og jeg går ind til det lokale politi som ligger i samme bygning for at aflægge rapport til politiet, betjenten kikkede intenst på mig ved ankomsten og jeg skal aflevere mine UN papirer til ham, min jakke er en meget kort jakke således han kan se at der intet er i bæltet og der bliver ikke spurgt til om jeg havde våben på mig, efter nogle timer i afhøring hos den lokale politimand beder jeg om og måtte sende min anden bil tilbage til lejren da jeg ikke kan forstå at der intet er sket fra den side. Han smiler blot og fortæller tolken at jeg gerne måtte prøve, da jeg kommer ud er de temmelig skræmte da hele pladsen er fyldt med folk som alle har våben der pegede diskret på deres vogn, jeg får dem til at starte vognen op og da folk ikke ville flytte sig trækker jeg min pistol fra skulderhylsteret og får lavet plads således de kan køre. Politimanden blev temmelig rasende, mest på min tolk fordi han ikke havde fortalt at jeg havde våben med, men de kom afsted og først da de kommer tilbage til lejren går det op for radiomanden at meldingen var korrekt. Der bliver nu gjort noget fra officielt side foranstaltet af UN i Erbil men i mellemtiden er jeg flyttet til at andet politihovedkvarter i byen og det blev der brugt nogen tid på at lokalisere dette. Jeg får efter mange timers afhøring lov til at køre til UN hovedkvarteret i Erbil hvor de samme politifolk kom tilbage om aftenen og forlangte at jeg skulle følge med dem til et lokalt fængsel, da politiet var bange for at der ville komme repressalier mod lejren, hvad der før var sket! Jeg havde allerede på dette tidspunkt gjort det klart for chefen at skulle dette ske, ville jeg hellere tage chancen og forsøge at komme over grænsen til Tyrkiet. Dette blev mig nægtet, men han lovede han ikke ville tillade at jeg kom i et lokalt fængsel. Da alt dette sker i Erbil, er kommunikationen mellem UN og Bagdad ved at komme i et dødvande med hensyn til de våbeninspektører som skulle kunne bevæge sig frit i Irak og jeg føler at jeg pludseligt blev en brik i dette spil. Den første uge efter uheldet forsøger man at få mig fragtet til Bagdad, uheldet har været i retten i Erbil hvor jeg fuldstændigt bliver frifundet og UN har betalt familien penge således at der officielt ikke er noget og komme efter. På det personlige plan ville de nok forsøge at skyde mig, hvis en fra familien fik chancen fik jeg at vide, så jeg gik ingen steder uden pistolen var i hånden i lommen. To eller tre gange forsøgte UN at sende mig til Bagdad inden jeg kom igennem det Irakiske chekpoint uden for Erbil, de første gange blev vi returneret til stor frustration for alle de andre som var meget utrykke ved og have mig med i bussen da de viste at jeg var et Target som kunne koste dem livet også, hvis der blev forsøgt og kaste en pansermine eller lignende efter bussen. Tiden i UN s hovedkvarter i Bagdad var lang og kvælende, jeg havde en plads og sove på i et kontor om natten som jeg rømmede hver dag, til og begynde med var jeg meget fortrøstningsfuld og troede på at det ville blive gjort noget på et professionelt plan. Men som tiden gik og UN blandt andet sendte en kvinde til det Irakiske udenrigsministerie for at tale min sag, hvorfra hun blev sendt tilbage med en hovedrysten.

8 UN s øverste leder i Bagdad kunne måske begå sig på de bonede gulve rundt omkring i verden, men kulturel forståelse havde han ingen sans for i et land som regner en hund for mere end en kvinde! Jeg havde god kontakt med de forskellige våbeninspektører i hovedkvarteret og samlede fra starten informationer ind om hvor og hvordan det så ud i områderne omkring Kuwait i syd og i nord, mod Tyrkiet. Som jeg fortalte Halliday den øverste UN chef i Bagdad i en smule ophedet diskussion, at hvis ikke han kunne finde ud af det skulle jeg nok selv! Det faldt ikke i god jord og han sendte straks en mail til UN i New York om at jeg var Psykisk syg og kunne finde på hvad som helst. Han havde jo helt ret, men han kunne jo heller ikke vide at det bla. var en situation som denne jeg var blevet uddannet til ved forsvaret! Jeg havde planlagt to forskellige ruter hjem og de indebar begge lån af et UN køretøj, kunne jeg køre til Um Qasar i syd eller til Dohuk i nord var jeg sikker på at jeg nok skulle komme ud, jeg havde fået navnet på en Amerikansk Oberst som jeg blot skulle henvende mig til i Doha i Kuwait, så ville han sørge for at jeg kom til Frankfurt og han var informeret om min situation i Bagdad. Det var denne rute som jeg var mest lun på da jeg fra min tid i Kuwait ikke havde lavet andet end og køre på grænsen mellem Irak og Kuwait og således kendte de fleste steder som kunne krydses uden at blive opdaget. Jeg havde lånt gode kort i huset og sammenlignede ruter og troppe bevægelserne af Søren Hansens styrker, jeg talte en del med de NGO er som kom i huset, nogle af disse havde kendskab til ruter hvor de kom illegalt ind i landet bla. via Tyrkiet. Da jeg ikke længere havde et blå UN pas organiserede jeg et på kontoret og ændrede det med mit eget billede i, men med et andet navn. Måske ikke det bedste falskneri, men den almene vagt i chekpoint s ville ikke kunne se det. Alt i alt en svær tid som jeg fik til og gå på mange underlige måder, jeg kendte alt til de forskellige Irakiske vagthold som gik ved hegnet og på et tidspunkt hoppede jeg over hegnet en mørk aften og drog til byen velvidende at hvis de havde set mig ville de have skudt mig, jeg købte en Taric i byen sammen med 50 skud til den, det var et dårligt våben lavet lokalt i Irak. Men da den var magen til den som vi havde udleveret, kendte jeg til den og efter lidt rengøring og smørring så den ud til at funktionere ordentligt. Jeg forventede ikke og skulle skyde andet end på klods hold med den og så stort på at jeg ikke vidste hvor den ville ramme. Min egen var blevet inddraget da jeg havde fortalt Halliday at jeg selv kunne finde hjem, i et land hvor alt kunne købes, var dette dog det mindste problem! Min mormor fyldte 80 og jeg var frustreret over jeg ikke kunne være der, hun var syg og jeg ville gerne være der for hende også. Da jeg på et tidspunkt var så presset over UN s manglende evner til dette spil, tog jeg igennem min far i Danmark kontakt til Niels Brink fra TV 2 som jeg havde lært og kende i Ex-Jugoslavien. Han ville høre om jeg virkeligt ville have det ud i pressen da både forsvaret og Udenrigsministeriet mente det kunne blive farligt for mig dernede, sådan som jeg så på situationen havde jeg helt fod på hvad der kunne ske mig i Bagdad og mente at presset ville rette sig mod UN som i forvejen havde problemer med Irak, HOK havde været en god støtte for mig da det var en af mine gamle chefer som sad i HOK, det gav dem i det mindste en smule troværdighed og jeg var trygge ved dem, hvorimod udenrigsministeriet kun fik mit korte hår til og rejse sig op. Med pressen i ryggen rejste der sig en storm mod udenrigsministeriet og forsvaret hvor sidst nævnte blot kunne konstatere at

9 de blot havde skaffet personellet, men det var udenrigsministeriet som skulle forhandle med UN og Irak. Mange politikere tog ansvar, mens andre vaskede fingre da jeg kom hjem. Således ønskede den Socialdemokratiske Poul Nielson at jeg skulle sendes tilbage til Irak, underligt nok ønskede han ikke at møde mig i en direkte udsendelse på TV 2. Idet sagen med våbeninspektørerne lige så stille lagde sig igen kom der rygter i Hovedkvarteret om at Irakkerne ville have mig udleveret til et Irakisk fængsel, først grinede jeg af det. Men da rygterne blev ved med og komme kunne jeg se at tiden var løbet ud for mig og jeg klargjorde det sidste som jeg havde i Bagdad. Igennem de sidste to måneder havde jeg fået sendt alt hvad jeg havde i Irak ud og ejede faktisk kun to uniformer og et sæt civilt tøj samt en lille Engelsk rygsæk med camouflage på. Der blev pakket to flasker vand, to pakker kiks, mit civile tøj samt den ekstra uniform og ammunitionen lagt i toplommen på rygsækken, støvle kniven sad hvor den altid sad, nemlig på udvendigt side inden i den højre støvle. Jeg har altid lært at når man skal gøre noget så skørt som og køre 800 km gennem fjendtligt land skal man gøre det de mindst forventer og da vi ikke måtte køre efter mørkets frembrud var det jo en selvfølge at det var det jeg gjorde, jeg havde en som jeg havde lært og kende i Bagdad med på turen, vi var begge enige om at blev vi stoppet i chekpoint skulle jeg skyde det bedste jeg havde lært og han skulle forsøge at køre derfra. Vi blev stoppet to gange mest fordi de ikke kunne forstå at vi kørte om natten, men da vores papirer var i orden fik vi lov og køre igen og kørte den sidste del af turen i dagslys. De danske kollegaer i Dohuk ønskede ikke og blive involveret i mit stunt, men gav mig dog et kort lift således jeg kunne komme tættere på grænsen. Pistol og ammunition blev efterladt i Irak og i Tyrkiet fandt jeg en lokal som kørte mig til Diyar Bakir hvorfra jeg håbede at kunne komme med et fly til Europa, jeg nåede at få forfrysninger i to tæer da jeg var ude og skubbe i sneen på vej med den lokale chaufør, han kørte nogle omveje hvor han forklarede at der var Tyrkiske Chekpoints som han ikke ønskede at komme i. Diyar Bakir er en lille by med en civil lufthavn i det østlige Tyrkiet, den var ifølge mine kilder blandt NGO erne en mulighed for at komme videre uden udrejsestempel fra Irakkerne, desværre havde jeg så heller ikke noget indrejsestempel til Tyrkiet, men havde fået af vide det kunne ordnes med Dollars. Ankommet til lufthavnen ser jeg at der kun er ET fly om ugen som går til Istanbul og det er samme aften! Jeg går til skranken og forsøger at købe en billet hvilket var meget billigt, desværre kunne jeg ikke komme med, da flyveren allerede var overbooket. Jeg blev ved med og presse den unge mand bag skranken og havde til sidst, næsten tilbudt ham hvad der svarede til et halv års løn for den stakkels mand, efter jeg et par timer og havde vandret frem og tilbage med mine tilbud havde han pludselig fundet en fætter som havde et rejsebureau i byen. jeg skulle blot gå uden for så ville der komme en grøn Mercedes som ville køre mig dertil Da jeg entrede den grønne Mercedes sad der foruden chaufføren en tyrker mere i hjørnet og halvtreds meter længere fremme samlede vi en tyrker mere op og for enden af bygningen kom den unge mand ud og satte sig ind. Jeg selv og fire tyrkere i en mørk Mercedes som kørte rundt i Diyarbakir var ikke særligt betryggende, højre hånd var konstant på støvlekniven og efter hvad jeg mente var rigtig lang tid tog jeg en beslutning om at næste gang vi holdt stille ved et kryds ville jeg blot vælte ud af bilen og løbe

10 alt hvad jeg kunne! Da vi gjorde holdt næste gang var det ud for et kontor som var større en Spies i København så jeg slap kniven og gik med indenfor hvor ejeren tog pænt imod mig, men kunne med det samme fortælle mig at der ikke var nogen mulighed for at komme til Istanbul. MEN hvis jeg ville booke en billet til London eller Frankfurt ville det være muligt, idet dem som skulle rejse videre havde fortrins ret til sæderne i flyet til Istanbul. Jeg valgte London da der kun var få timer i ventetid i Istanbul, hvor der ved Frankfurt ville være mange timer. Timer hvor jeg måske kunne blive afsløret og sendt tilbage til Irak. Tilbage i lufthavnen forsvandt den unge mand med min rygsæk som dog ikke indeholdt noget af værdi da jeg havde alt andet i mine lommer, men da der to gange havde været kaldt ud til flyet kom han ud af en side dør hvor han gennede mig i gennem den uden om toldområdet og ud til flyveren. Straks efter ankomsten til Istanbul tog jeg en taxa til nærmeste hotel hvor jeg gik i bad og i seng efter mere end 60 timer på flugt uden søvn, jeg sov mindre end 4 timer og efter et hurtigt bad var jeg igen på vej til lufthavnen en smule rundt på gulvet, men på vej hjem! Lufthavnen i Istanbul er stor og jeg stillede mig i kø til flyet til London, idet jeg vidste at jeg ingen indrejse stempel havde, lagde jeg 100 Dollars i passet og afleverede det. Han KIKKEDE blot i det og afleverede det tilbage til mig, men da jeg kikkede efter mine 100 Dollars havde de forladt passet, det var ikke første gang han havde prøvet dette. I afgangs hallen gik der en stor tyrker rundt i uniform og kontrollerede folk og på et tidspunkt kom han også og ville se mit pas, dette fik han i hånden og efter at have set det forfra og bagfra flere gange hvor han ikke kunne finde de korrekte stempler tændte han af og råbte en del efter mig hvortil jeg trak mit militære ID kort, dette kikkede han kort på og spurgte om jeg var fra NATO hvilket jeg bekræftigede, herefter fulgte han mig til flyveren og gjorde honnør for mig. Min tur ud af helvede var på retur, vi landede i London og måtte vente på banen i mere end 45 minutter og jeg tror jeg var den eneste som smilede i flyet, jeg var bare glad for at være tilbage i det civiliserede Europa. I London fik jeg ringet til de forskellige som burde have besked, udenrigsministeriet mente jeg dog ikke jeg havde lovet noget, så der lod jeg HOK om at informere dem! Jeg kunne ikke skaffe en billet fra London til København, men min far kunne købe en i Danmark. Damen i skranken var noget målløs da hun havde gjort alt hvad hun kunne og ikke kunne skaffe en billet og så min gamle far kunne gøre det fra Danmark. I Danmark blev jeg mødt af forsvarets folk uden problemer og jeg var hurtigt på vej til Aalborg hvor jeg kunne konstatere at min gamle far var blevet fuldstændig hvidhåret på de 11 uger dette stunt havde taget.

11 Bilag: 1. Billeder fra Maglaj 2. Takke brev fra Beredskabsstyrelsen 3. Brev fra en af mine Liaison Officerer 4. Min fars skrivelser fra tiden i Bagdad 5. Billeder af ID kort og forfalsket UN pas. 6. Udsendelses tidspunkter Efter Jeg har brugt rigtig lang tid på at komme i gang med denne skrivelse og har fået åbnet op for Pandoras æske hvor mine billeder, kort og andre papirer har været lukket ned i mere end 15 år. Det har været en skræmmende tur, hvor mange ting som jeg havde fået lagt låg på er kommet op til overfladen igen. Hvilket igen har givet flere mareridt og flashback. Jeg har i rigtig mange år troet at jeg var ene om at være ramt og så det selv som et svaghedstegn hos mig selv og ønskede derfor ikke at komme frem med dette over for familie og venner. Jeg har været ved og tage mit liv to gange i en tid hvor jeg følte at jeg ofte mistede fodfæstet fuldstændigt, jeg kunne svinge fra og være helt stabil til at explodere fuldstændigt umotiveret og trak mig mere og mere fra mennesker jeg ikke kendte rigtig godt. Jeg var i en periode på kukkasse medicin hvilket kun gjorde at jeg tog gevaldigt på og blev om end, endnu mere sær og det endte med at jeg skyllede resten ud i toilettet, de næste tre dage troede jeg at jeg skulle dø, men jeg er her stadig! De første to Psykologer der var anvist af forsvaret som jeg var hos var i mine øjne ubrugelige, den ene havde aldrig haft med folk som havde været i krig og den anden følte jeg kun var der fordi forsvaret betalte hende penge. Alt i alt vidste de ikke nok til at kunne hjælpe soldater som kom hjem fra en fuldstændig ukendt verden for dem. Selvfølgelig fik jeg lidt værktøjer hos den første som jeg kunne bruge, men min vrede og frustration blev en del af mig selv, hvilket ikke er særlig rart. Mine mareridt var i starten meget levende og jeg kunne ofte huske hvad jeg havde drømt om, sådan er det ikke længere, nu vågner jeg blot svedig med en høj puls og med en angst som ikke kan defineres, hvilket er meget sværere at håndtere. Mine flashback kan komme alle steder og jeg trick es ofte af lyde, som gør at jeg pludseligt er tilbage i farlige situationer. Jeg har efterhånden lært og holde masken når det sker, men dem som kender mig ser det straks. Højtider som jul og nytår har i mange år været et helvede hvor mange mennesker er samlet, ungerne støjer, der grines og tales højt. De sidste 4-5 år har jeg opgivet og være sammen med familien i højtiden og de har lidt stiltiende accepteret at jeg er blevet mærkelig. Det er også dem som har stået for skud når det har været slemt, hvilket nok er det som jeg skammer mig mest over. Nytårs aften gik jeg tidligt i seng i håb om at sove fra det hele, men fra kl 22 til 04 om morgenen blev der fyret bomberør og raketter af med høje knald i, så jeg kom ikke til at sove før efter 04 om morgenen

12 og kl 0515 var der en som smed et kanonslag uden for, hvilket resulterede i at jeg røg ud af sengen og lå på gulvet som så ofte før når der bliver skudt sådan noget af, uden jeg er forberedt derpå. I år hvor jeg har skulle skrive dette og rode rundt i minderne, er jeg kørt helt af sporet. Her hvor jeg har været i behandling hos psykologerne i Aarhus i mere end et år føler jeg for første gang at jeg har fået en forståelse for, hvorfor jeg har reageret som jeg har gjort i mange år. Mange spildte år hvor flere forhold væltede, idet jeg aldrig havde modet til og fortælle kæresten hvorfor jeg ikke kunne gå ud og handle med dem, hvorfor jeg pludselig sov i bilen i stedet for hos dem og mange andre ting. I dag har jeg opdaget at der er mange, der som jeg har gemt sig. Både for andre, men ikke mindst for sig selv. Det er helt slut nu, fra min side, jeg tør nu tale om det og have PTSD uden at skulle skamme mig over min utilstrækkelighed, hvilket giver en helt anderledes frihed for mig. Nu kan jeg være mig selv for første gang i mange år og selv om jeg stadig ikke kan være blandt mange mennesker er bare det og vide hvad det er der sker en trøst, jeg skammer mig ikke længere over ikke og være som jeg var før mine udsendelser. Der er nu med medicinsk hjælp ved og være bedre styr på min søvn, hvor jeg i rigtig mange år kun har sovet 3-3 ½ time hver nat er jeg nu oppe på ofte mere end 6 timer hver nat. Jeg vågner stadigt med mine mareridt, men kan nu falde i søvn igen. Set i bakspejlet har det stille og roligt vokset sig større og større, fra de første grimme ting i Bosnien i 1992 og til jeg kom hjem fra Irak i 1998, jeg er ikke i tvivl om at de mange daglige konflikter i Chekpoint s, de mange døde som lå henkastet lemlæstet rundt omkring, mest kvinder og børn, de daglige beskydninger på ruterne har gjort at jeg var i højt gear da jeg startede ved militæret igen, min erfaring med krise opgaver fra Falck, hjalp mig igennem mange af tingene, men presset er stille og roligt vokset igennem hele min udsendelses periode, kulmineret med min tur hjem fra Bagdad. Allerede mens jeg var i hovedkvarteret i Bagdad havde jeg mareridt om natten hvilket jeg blot skubbede hen med at det var fordi situationen var lidt skidt, jeg var jo professionel soldat! Vi kryber ikke for små ting, det har jeg lært fra min første dag ved forsvaret og holdt på med dette. Også længe efter jeg kom hjem, hvilket desværre skaber det vacum som væltede mig. Det er også den samme stolthed som har holdt mig oppe i alle disse år, ganske vist ikke en stolthed som jeg har kunne bruge til noget når man har haft gemt sig i hjemmet. Facaden som jeg havde gjorde også at folk som ikke kendte mig troede jeg stadig var stærk og handlekraftig hvilket på ingen måde har været tilfældet, min hukommelse og evnen til at koordinere er forsvundet, temperamentet kan jeg ofte ikke styre hvis jeg er træt og gråden kan komme bare jeg høre noget musik i radioen eller læser noget som påvirker mig. Fjernsyn har jeg ikke haft i 5 år da det ofte bragte mig ud over kanten og har ikke savnet det siden. Den sidste film jeg har set i biografen er Black Hawk Down hvor jeg gik derfra med tårerne trillende ned af kinderne, den bragte mig tilbage hvor jeg kunne lugte ørkensandet, blod og krudtrøg og jeg følte mig fuldstændig tom inden i, jeg har ikke prøvet biografen siden.

13 Jeg havde ikke forventet at jeg skulle komme ud på dette skråplan men må erkende at selv om jeg havde en god ballast inden jeg tog ud, hvor jeg blandt andet havde været professionel soldat og havde kørt ambulance i en del år, arbejdet med mennesker og meget andet inden jeg drog ud nu er nået til et punkt hvor jeg har kastet håndklædet i ringen og må erkende at det år i Aarhus har givet mig en god indsigt i hvordan mit liv kommer til at forme sig fremover og at jeg aldrig bliver som jeg var igen. For mig er det ikke penge, men et håb om at forsvaret på et tidspunkt erkender at vi er nogle som er blevet ramt Psykisk og tildeler os den medalje som jeg mener vi er berettiget til. Mvh. Torben Lund