Og hvad lever du så af? leder af Nina Malinovski 4

Transkript

1 r e p l i k k e r o k t o b e r Og hvad lever du så af? leder af Nina Malinovski 4 > TEMA: Dramatiker på fuld tid? fortællelystens pris af Niels Brunse 6 naturligvis af Martin Kreisberg 7 at overleve det at leve af Tomas Lagermand Lundme 8 SÅ skal der skrives, skal der! af John Stefan Olsen 9 kunsten at overleve af Lars Chr. Detlefsen 12 > forbundsnyt vandskadet! af Nina Malinovski 13 SIMPLICITY - ars electronica 06 af Annette Finnsdottir 14 symposiumsrapport af Claus Flygare 16 prisuddelinger 20 opslag fra sekretariatet 21 Aktuelle arbejdsområder for bestyrelse og administration 26 hanne hansen af Arne Ungermann 27 Side

2 Og hvad lever du så af? af nina malinovski Manden overfor mig har spurgt mig, hvad mit arbejde er, og jeg har svaret ham, at jeg lige nu sidder og skriver på en libretto til en opera. Øjeblikket efter falder det undrende modspørgsmål: Og hvad laver du så, når du arbejder, altså sådan rigtigt? Røber den spørgende sin uvidenhed, eller udtrykker han bare den gængse opfattelse af kunstneren som en løsreven, fritsvævende satellit, der ikke har noget som helst med det omkringliggende samfund at gøre? En stakkels ensom og kæmpende sjæl, afskåret fra at deltage i menneskelivets mest almindelige tildragelser, måske lige netop med undtagelse af fødsel og død? Og hvad lever du så af? Hvor mange manuskriptforfattere, dramatikere og kunstnere i det hele taget er ikke blevet mødt med det spørgsmål, når de har fortalt, hvad de arbejdede med. Måske er det især vores lidt ældre medlemmer, som undertegnede, der vil kunne nikke genkendende til det mærkelige og måske alligevel ikke så mærkelige spørgsmål med underteksten: at skrive dramatik eller filmmanuskripter er vel ikke ligefrem noget, man kan leve af?! De lidt yngre, etablerede og dygtige manuskriptforfattere er heldigvis i fuld gang med at ændre det billede. For de kan faktisk næsten leve af at skrive manuskripter til film og TV, nogle af dem. Og af en eller anden grund ligner processen omkring manuskriptskrivningen mere et arbejde på linje med andre kendte og etablerede fag. Er det Mogens Rukov-effekten, der slår igennem her, læren om at det at skrive film eller TV er håndværk for omkring 98% vedkommende? Eller er det fordi man på filmområdet af den ene eller anden grund har været heldigere med at forhandle gode vilkår? Eller måske simpelthen fordi dansk films opgangstider har været med til at sprede en meget stor respekt for et godt manuskript som et meget vigtigt og nødvendigt grundlag for en filmisk produktion? I den modsatte ende af den skala befinder de fleste dramatikere sig, for de dramatikere, som rent faktisk kan leve af deres dramatik kan tælles på ganske få for ikke at sige én hånd. Og så er det jo bare med at komme ud og lave noget andet, hvis man altså skal overleve og måske også forsørge andre end sig selv. Fodboldkommentator, billedkunstner, reklamekonsulent, bare et par bud fra medlemmerne på, hvad man så kan tage sig til, når det ikke lige er dramatik, man skriver. Jeg selv kan supplere listen med f.eks. statist på Det Kgl. Teater, gartnerelev (med speciale i purløgsnipning), model på Kunstakademiet, bagerjomfru og hjemmehjælper. Og det er selvfølgelig vigtigt at vide, hvad der rører sig udenfor ens arbejdsværelse, derude i virkeligheden, når man i den ene eller anden form skal fortælle historier fra selv samme virkelighed, ja, det er vel nærmest en nødvendighed. Med lige så stor ret kunne man sige, at der nok var blevet skrevet endnu mere kvalificeret og spændende dramatik, hvis ikke forfatteren havde måttet stå på hovedet i en murerspand eller danse striptease på en strandbar, for nu bare at nævne et par af mulighederne. Formand Maos kulturrevolution fx og de følgende arbejdsforflyttelser var sikkert en øjenåbner for mange professorer og andre intellektuelle, som troede, at livet var noget, man kunne læse i en bog. Men den havde jo også en lang række ret så uheldige sideeffekter, ved vi i dag. Med andre ord, hvor hensigtsmæssigt er det egentlig, at en dramatiker eller manuskriptforfatter eller en kunstner i det hele taget skal beskæftige sig med alt muligt andet end det, vedkommende er god til og finder betydningsfuldt? Side

3 Dramatiker på fuld tid? Kan man leve af at være dramatiker/ manuskriptforfatter på fuld tid? Hvis ikke, hvad gør man så og hvad synes man så om det? Tager man et banklån eller får arbejde som natportier, skriver man bøger eller instruerer film, får man arbejdsløshedsunderstøttelse eller findes der helt andre måder at klare skærene på? Svaret kommer på de næste sider > side

4 Fortællelystens pris Af Niels brunse Jeg har altid villet skrive, altid fortælle historier. Måske begyndte det allerede, da jeg som barn fortalte godnathistorier for min lillesøster. De foregik tit i en insektverden, hvor hovedpersonen var en heltinde ved navn Anne Mariehøne (det var længe før Dream- Works og Disney lavede myrefilm!), mens skurkene var biller og ørentvister. Det endte uvægerligt med, at Anne Mariehøne smed saltsyre på dem, og så var de leveret. Senere har jeg opdaget, at der er mere sofistikerede måder at slippe af med skurke på, om end det med saltsyren nok kunne være ganske effektfuldt på en scene. Senere skrev jeg adskillige værker i den meget udbredte genre skuffelitteratur. Digte, historier, romanudkast, skuffescener og et helt skuffestykke. Indgangen til dramatikken, til teatrets forjættende verden, fandt jeg egentlig ret sent; udgangen har jeg til gengæld ikke fundet endnu, og hvis jeg nogen sinde finder den, tror jeg ikke, jeg vil bruge den. Men hvordan finansierer man sin fortællelyst i de mange, mange år, hvor den ikke kan betale sig selv? Jeg har prøvet adskillige løsninger. De bedste har været at lave noget der ligner: skrive om bøger og teater i stedet for at skrive bøger og teater, oversætte i stedet for at digte, redigere i stedet for at fabulere. Man lærer noget af det, og det kan også have en værdi og en tilfredsstillelse i sig selv. Den næstbedste løsning er at få et job i et rejsebureau; det lykkedes mig ikke, selv om jeg havde købt en helt ny skjorte til ansættelsessamtalen. Den absolut værste løsning er at bruge de penge, som man burde lægge til side til skatten. Den kendes også som B-indkomst-fælden. Da jeg var røget i den, tog det mig otte år at komme op igen. Otte år, hvor jeg i en periode stillede til samtale hver fjortende dag hos fuldmægtig Lund på mit lokale ligningskontor. Fuldmægtig Lund ville gerne høre, hvilke indtægter jeg havde udsigt til i den nærmeste fremtid, og hvor meget af dem jeg kunne afse til afdrag på min skattegæld. En dag mødte jeg op med et stort badge, jeg havde fundet, hvor der stod: Den eneste intellektuelle virksomhed, der betaler sig, er skatteunddragelse. Fuldmægtig Lund stirrede på det, men sagde ikke noget. Jeg sagde heller ikke noget. Det med saltsyren strejfede mig et kort øjeblik. Det var en meget ladet og intens situation, men som research til et drama var den ikke meget bevendt. Det er skattemetoden heller ikke. Nu går det bedre (tak fordi I spurgte). Jeg kan se tilbage på en erfaringsrig fortid. Og mit kollegiale råd må være: Skriv løs og tag fat, men betal din skat. Side 6

5 Naturligvis kan man leve af at være dramatiker/manuskriptforfatter på fuld tid. Så opdager man bare ikke, hvordan verden udenfor ens laptop ser ud. Man begynder at gentage sig sige selv og lader folk blive kørt over igen og igen, eller får ambitioner om at skrive på engelsk, når Dannevang er blevet for småt og ender med at give Olsenbanden nyt liv i Glasgow. Hvis man har erkendt, at et socialt liv udover grillbaren og de andre i Joyce-læsegruppen er et must, begynder man ikke at instruere film, for det gør alle de skuespillere, der ikke får nok ud af at være skuespillere allerede. Og instruktørerne, der helst selv vil skrive de film, de længes efter at instruere, kan ikke få deres favoritskuespillere med, fordi disse har travlt med at skrive manuskripter. Måske man med fordel kunne nøjes med at optage ordblinde på landets skuespillerskoler... i hvert fald set med en dramatikers pen! Så ville der heller ikke opstå al den tumult om, hvem man kan tillade sig at caste til Ofelia på Nationalscenen. Begynder man som dramatiker at skrive bøger, opdager man langsomt, at forlagsbranchen ikke er helt så længe om at reagere på manuskripter som de kære teatre. Men et halvt års tålmodighed, inden man tør rykke, bør man mindst have opsparet. Men det er heller ikke svært, når man en gang har prøvet Kålormen. Du husker nok den forlystelse i Tivoli, hvor man kørte i ring og ikke kunne se ud. Klummer kan man ikke komme til at skrive, så længe man ikke står i FBI s arkiv. Så jeg nøjes med at kommentere fodbold hos de levende på Nettet. Men når der kommer flere tilskuere til nyfortolkningen af klassikere i Parken end på Byens skrå brædder, gør det ikke så meget. Mere sørgeligt er det at søge ny boldgade, når man regner med at ens vid og CV (udover dramatikeren) kan overbevise teaterchefen, og man så ikke engang kommer til samtale, men overhales indenom af en konsulent i legetøjsbil. Endelig er det, når man får sin månedlige check fra reklamebureauet, bevisligt nemmere at vinde Guldkorn i Cirkusbygningen (muligvis fordi der er så meget kvinder ikke forstår ) end Reumert i det Kongelige Teater. Måske fordi reklame ikke er en branche, hvor det ikke er vennernes, men konkurrenternes arbejde, man værdsætter. Med ophøjet ro Martin Kreisberg side

6 At overleve det at leve der til syvende og sidst jo er til at overkomme, for hvis skriften og lysten til at skrive dramatik er det bærende hjerteblod i knoglestrukturen, skal man nok finde sig de tidspunkter, hvor man kan grifle løs i sin røde notesbog alligevel. Af tomas lagermand lundme Alt hedder med populære fraser fra den oldnordiske historie - enten-eller i disse tider. Og sådan ligger landet i forhold til økonomisk overlevelse ligeså. En dag har man lidt vind i sejlet, og næste dag er der tomt i bøssen. Og sådan med røven i vandskorpen er det også at skrive dramatik, hvad enten det hedder på fuldtid, halvtid, deltid eller lidt tid. Det har selvfølgelig sine fordele og sine ulemper. Og der er nok lige meget af hver. Fordelene ved ikke at overleve alene af en til tider ret ensom beskæftigelse foran tastaturet er jo ret synlige, for det kan jo være decideret svært at skrive dialoger, som folket taler dem, hvis man i ny og næ ikke også har noget med samfundet at gøre. På den ene eller anden måde. Det kan være som deltidsansat i en institution, en pornobutik, på et teater eller som frivillig, ulønnet arbejdskraft på et politisk kontor. I hvert fald steder man møder mennesker, der taler sammen, med hinanden og om hinanden, når den ene part lige er ude og tisse. Disse deltidsansættelser kan være frugtbare nødløsninger, For egen regning skriver jeg ved siden af den dramatiske gerning bøger, artikler, politiske nyhedsbreve, eller jeg maler, tegner, fotograferer og en dag om ugen underviser jeg i fotografiets historie, betydning og konsekvens på et uddannelsessted for at holde skindet på næsen. Det med at holde skindet på tuden er nok så meget sagt, for jeg gør det med glæde, fordi det beriger alt det andet, jeg laver. Alt hænger jo sammen et eller andet sted, og det med at have sine samfundsdage og sine isolationsdage går hånd i handske her på Bagerstræde, hvor jeg har valgt at slå mig ned. Ulemperne, som jeg tidligere har lovet at vende i luften, er meget få, for hvis der er noget, der brænder tekstligt, skal det nok finde sin form, tale sit sprog og komme ud, enten af den ene eller anden vej. Det at overleve at leve indebærer jo en hel del fordele og ulemper, der alle til syvende og sidst går op i en højere enhed, når man en dag skal putte hovedet på (notes)blokken. Ingenting kommer jo af sig selv, så det at arbejde med det ene, smitter jo også af på det andet, det er bare noget med at vælge sine handlinger ud fra en overordnet strategi, så alting i sidste ende har et overordnet formål, et hele muligvis det at være et menneske der skriver dramatik. Side

7 SÅ skal der skrives, skal der! Af john stefan olsen Hov, der er da vist ikke mere end 18 ruller toiletpapir i reserve, og gad vide om der er stearinlys til en længere forsyningskrise i el-sektoren? Pink skosværte er afgjort ikke lagervare i bryggersskabet. Der må handles. Og det skal være nu! Klokken er Hvornår fanden åbner de butikker. I gamle dage, der kunne man købe en morgenpilsner hos Børge i Skjold Burne, som skiltet forkyndte, men vi andre vidste godt, at det var Børge Nielsen, der stod bag. Og han mødte klokken på cykel og solgte alt muligt andet end blot vin og tobak, som ellers var butikskædens påstand. Dog solgte Børge ikke pink skosværte. Så langt fra. Men han er død nu, og klokken er , og butikkerne åbner først om 3 timer. TRE stive klokketimer. Hvad i helvede skal man så gøre nu? Man kunne sætte sig til at skrive. På romanen som de venter på henne på forlaget. Venter og venter er måske så meget sagt, de har jo meget at vente på på sådan et forlag. Det er ikke nemt at være forlag i dag. Men de har udtrykt interesse for bogideen. Positiv interesse. Eller man kunne skrive på synopsen til spillefilmen på den der ide, som de i den grad var helt vilde med i produktionsselskabet. Så vilde, at de sagtens kunne finde nogle penge. Bare ikke lige nu. Der skal jo lige være et par sider. Eller måske 10 sider. Hverken mere eller mindre. Så vil de søge, og de får helt sikkert ja, og så er der hul igennem. Og penge og det hele. Men på den anden side, det der med film. Det er jo en stor maskine. Kunsten kvæles i det professionelle apparat. Forsvinder som morgendug i Børges baghave. side

8 Man skulle måske droppe film og skrive på noget helt andet. På et livsværk. På et stort essay om handelsvejenes betydning for udbredelsen af kunsten? Skrive på noget stort? Måske skulle man bare skrive på computer. Eller hvad med gammeldags skrivemaskine. Fra dengang man gik i bad, tog pænt tøj på og skrev RENT. Uden en slagfejl. Helst! Dog udstyret med fjumrelak hvis uheldet var ude. I dag kan man jo bare skrive løs og slette det hele. Men hvorfor så ikke bare skrive løs, når man nu kan slette det hele? Fordi det sparer tid. Hvor dum kan man være. Først at skrive en hel masse og så slette det hele, når man lisså godt kan lade være med at skrive. Voila. Resultatet er det samme - blank skærm. Apropos skærm gad vide, hvad de taler om i morgen TV. Nå nej, de er først på ved 7-tiden. Hvordan pokker skal man så kunne skrive noget som helst, når der ikke er noget i fjernsynet, og man ikke har reservetoiletpapir nok til - hvis der nu kom en hel del uventede fremmede på besøg og der indtraf generalstrejke. Eller hvad med pink skosværte? Det kunne jo være man løb ind i et par sko, det ville klæ med pink sværte. Det kunne også være man løb ind i noget andet. Måske en mur. Panden mod en mur. Det er jo ikke sikkert panden holder. Ideen fra i nat var nu god nok. Nogen har gravet en tunnel til et hus i et pænt kvarter i en forstad. Og kommer ved en fejl til at hakke sig op i bunden af en svimmingpool, og derfra går det løs. Det kører derudaf. Med så stærk en start skriver det sig selv. De vil elske det. På forlaget eller i produktionsselskabet. Man må hellere beskytte ideen, de hugger den gør de. Ork der er ikke grænser for, hvad der er hugget. En kollega havde fået en ide med at lave noget med Jesus. Og hvad ser han tre år efter? Da Vinci Mysteriet. Sådan er det hele vejen igennem. Pilråddent. Man skal beskytte sine ideer, skal man. Klokken er Jeg må øjeblikkeligt ringe til en advokat. Men de er ikke stået op i endnu. Advokater står sent op. Skide sent. Ikke som Børge allerede ved 5-tiden, men det er jo mange år siden. Hvor fanden er min badekåbe. Det er da ikke mærkeligt, man ikke får skrevet noget, når badekåben er væk, og når man ikke har de meste basale dagligvarer i reserve til krisen kommer. Man skal være tryg for at skrive. Døren skal være lukket men lidt åben alligevel. Et fængsel med lige præcis så langt mellem tremmerne, at man kan smyge sig ud. Ud i det fri. Men det fri er lukket. Klokken er kun Og der er hamrende lukket ude i det fri. Pling. Så er der mail. Hvem fanden sender mail på det her ukristelige tidspunkt. De ved jo godt, jeg står tidligt op for at skrive, og vil have fred om morgenen. Skriver bedst på en smuk og uplettet dag. Er hamrende effektiv om morgenen. Jeg læser den ikke. Det gør jeg altså ikke. Hvad fanden bilder de sig ind. En penisforlængelse tilbudt klokken Om morgenen. Hvor dælen har de fået min mail fra. Det sku forbydes sku det. I det hele taget alt det handel på nettet. Man skal mødes og se hinanden i øjnene. Og være mennesker. Et jeg overfor et du. Eller omvendt. Jeg kan aldrig huske det. Vist nok Søren Kierkegaard. Man kan roligt påstå det. Overfor de fleste. Og jeg kender kun de fleste. Skriv nu for helvede. Et eller andet. Måske en faktura. På et klækkeligt beløb. Det manglede bare. Folk i fast arbejde får jo også løn, når de sidder og fiser den af. Men hvem skal vi andre sende regningen til for timers affisning. Nå skriv nu. Det er jo ikke så svært. Bare noget om at skrive og om at leve af det og dø for det og med det og af det. Og om ikke at have salt nok til svimmingpoolen. Hov den skal ind i den der idé til en start. Det bliver et hit. Fed ide. Nu åbner butikkerne snart. Og så kan man få opfyldt sit varelager, og så kan man få ro til at passe sit arbejde. Når der først er toiletpapir, stearinlys og pink skosværte i skabet - Så skal der skrives, skal der. illustration Mani Spinx Side 10

9 Per Oscarsson i SULT (Henning Carlsen, 1966) side 11

10 AF LARS CHRISTIAN DETLEFSEN To år efter jeg gik ud af Filmskolen, knoklede Shaky og jeg på at lave flere dumme film (efter Nattens Engel ). Ålen gav os lidt penge, så vi ikke skulle dø af sult, mens vi skrev. Men Instituttet kunne bestemt ikke lide vores manus til Go Johnny Go, en spaghettiwestern i København. Og så sad jeg der og hang lidt med skuffen. Regningerne hobede sig op, og der kom ikke flere efterspørgsler på manusser med vampyrer, cowboys, halvnøgne piger og biljagter Men så en dag ringede telefonen. Det var Filmskolen, der ville høre, om jeg kunne komme og undervise i en måneds tid?! Jeg troede ikke mine egne ører: Det var jo som at lukke barbarerne ind i Vatikanet. Jeg forstod ingenting, men jeg var flad og sagde ja, så jeg undgik et taberjob som opvasker Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at Mogens Rukov og jeg har forskellig filmsmag. Men vi har det tilfælles, at vi er overbeviste om, at gode historier kommer fra personlig passion, og at kreativiteten er styret af lyst, ikke af tanker og klogskab. Nu var jeg altså tilbage på Filmskolen, bare på den anden side af katederet. Og jeg kastede mig over arbejdet og opdagede, at jeg havde talent for at lytte til andres historier og give dem kritik, de kunne bruge til noget (for det meste altså ). Og i dag, 7 år senere, elsker jeg stadigvæk at undervise, selvom det er et benhårdt job med umulige elever, lange timer og tonsvis af manusser, der skal læses Det er vigtigt, at man som faglærerne på Filmskolen ikke bare underviser, analyserer og evaluerer, men at man også får jord under neglene, og fortælle eleverne om ens egne erfaringer med skrivearbejdet, metoder, møder, afslag og kontrakter osv.. Jeg bruger mine aftner og weekender på at skrive, for at holde håndværket ved lige og for at holde kontakten til branchen og Instituttet. Filmfortællingen forandrer sig konstant, og branchen er jo i en rivende udvikling med nye selskaber, folk og muligheder Lige nu sidder jeg og skriver sammen med Søren Frellesen på ungdomskomedien, Den Sidste Chartertur. Det bliver måske ikke stor kunst, men det bliver stor underholdning (forhåbentligt) Desuden er jeg konsulent på film og deslige. Det er et meget alsidigt arbejde, hvor jeg én dag er historiekonsulent på skydespillet Hitman hos IO Interactive, og næste dag taler jeg med Daniel Espinosa om hans nye kunstfilm Ghetto, og næste dag igen er jeg med til at udvikle historien til Far til fire 2, osv. Faktisk har Filmskolen givet mig tre uddannelser: Forfatter, underviser og konsulent. Og det er også det, vi prøver at give videre til vores elever, så de kan leve af at beskæftige sig med film, som jo er det bedste job i verden. Side 12

11 Vandskadet! Når telefonen ringer kl. 2 om natten, er det sjældent et godt budskab, der venter én. Og ganske rigtigt, efter et par halsbrækkende trin ned ad min hønsestige hører jeg Susannes stemme sige: Forbundet står under vand!, og øjeblikket efter siger hun: og nu slår politiet døren ind hos overboen. Det er natten til tirsdag, d. 12. september, på en halv time er jeg i tøjet, har fanget en taxa og er nået ind til Klosterstræde, hvor et par ISS-biler allerede er ved at rulle slanger ud. Et par beboere løber forvirret rundt, og der er vand overalt, vores lejlighed bogstaveligt talt flyder i vand, og især plasker det ned i vores mødelokale og på det store bord, hvor revisionen netop dagen før har bredt alle deres papirer ud. Susanne er bleg, men fattet, og vi går i gang med at fjerne billederne af Emma Gad og et par andre uerstattelige ting. ISSfolkene er i mellemtiden begyndt at støvsuge gulvene for vand og vi andre samles ude på trappeafsatsen og forsøger at danne os et overblik over det skete. En eller anden kobling under overboens håndvask er gået i stykker og det varme vand har fået lov til at fosse ud i timevis, for overboen var ikke hjemme. Og Thomas, der bor lige under os, vågnede ved at mærke vand, der dryppede ned i hans fodende. Vand er måske ikke lige ordet, det er snarere en tyk, brun væske, farvet af de flere hundrede år gamle lag af sand, ler og strå mellem gulve og lofter. Vandet er faktisk løbet helt ned til Dennis, guitarbyggeren i stuen. Dominique, vores genbo, har slæbt et par stole ud på trappeafsatsen og lavet en dejlig kanelthe til os og vi har fundet en flaske rom frem, en tiloversbleven efter vores jubilæum i maj måned. Og så sidder vi dér i et par timer og egentlig ville det have været vældig hyggeligt, hvis ikke anledningen havde været så trist. Solen er stået op, flasken er tømt, ISS-mændene har placeret affugtere i alle rum hele vejen ned igennem huset, og egentlig er der ikke mere for os at udrette. Men det er svært at falde til ro. Susanne og jeg tager forbi en bager, køber lidt morgenbrød og spiser morgenmad hjemme hos hende, før vi skilles. Og jeg når lige hjem til at kunne få min søvndrukne datter af sted i skole. Men det er stadig svært at falde til ro og ikke at spekulere på fremtiden og på alle de konsekvenser, sådan en vandskade vil få for os. Her i skrivende stund ser det ud som om, tingene er ved at falde på plads alligevel. Efter nogle ekstremt travle uger, hvor vi har styrtet rundt og set på lejemål, holdt krisemøder rundt omkring hos hinanden og på caféer og samtidigt prøvet at holde sekretariatet på nødblus, ser det ud til, at vi har fundet et midlertidigt lejemål. Det er Teknisk Landsforbund, som også huser sceneteknikerne, som lykkeligt for os har en tom lejlighed stående i Nørre Voldgade, hvor de holder til. Den er lidt større end vores nuværende i Klosterstræde, en lys og nyrenoveret kvistlejlighed, som vi kan leje for en rimelig husleje (som vores forsikring dækker). Eneste ulempe er, at den ligger på 5. sal og at der ikke er elevator, men vi håber, at I som medlemmer ikke vil undlade at besøge os som hidtil, på trods af de mange trapper! Nina Malinovski Forbundets nye adresse er: Nørre Voldgade 12A, 5. sal 1358 København K side 13

12 Simplicity the art of complexity Om Ars Electronica 2006, den årlige festival for kunst, teknologi og samfund, afholdt den første uge i september i Linz, Østrig. Af Annette Finnsdottir Jeg har tidligere skrevet i Replikker om mine rejseoplevelser fra Ars Electronica. I 2001 var temaet på festivalen Takeover, hvor der var fokus på computerspil. I 2004 var temaet Timeshift. Her fejrede man festivalens 25 års fødselsdag og brugte jubilæet ikke blot til et retrospektivt blik, men også til at prøve at forudse, hvordan verden ville se ud om femogtyve år. Ars Electronica er superinspirerende med et utroligt udbud af udstillinger, filmvisninger, performances, dans og musik, men også af symposier og talks med nogle af verdens førende teoretikere, praktikere og kunstnere. Fokus er på, hvordan kunst og teknologi og samfund kan arbejde kreativt sammen og samtidigt vise ansvarlighed over for vores globale medmennesker og ressourcer. Hver gang jeg har deltaget, har jeg fået masser af inspiration, nye ideer og viden med hjem. Jeg har - udover at være manuskriptforfatter og magister i Visuel kultur og Film og Medievidenskab, - specialiseret mig i New Media og digital storytel-ling. Jeg har blandt andet et projektionsrum på nettet som hedder men er også for tiden interesseret i de kunstneriske muligheder i videoblogs, net-broadcasting, social media m.v. på internettet samt andre mobile platforme som f.eks. mobiltelefoner. Festivalens tema i år var Simplicity the art of Complexity og havde valgt at sætte fokus på den verdensberømte grafiske designer og billedkunstner John Maeda og hans værker her en serie på 7 digitale motion-paintings Nature som blev vist i udstillingsbygningen Lentos ved Donau-floden. Men Maeda var også inviteret som vært for hele dette års Ars Electronica. Som datalog og professor ved det amerikanske MIT Media Lab i Cambridge, Massachusetts har John Maeda grundlagt og styret the Aesthetics + Computation Group, hvorfra nogle af verdens førende digitale kunstnere og designere er udklækket. I dag er han med til at lede the Physical Language Workshop samme sted, hvor SIMPLICITY er omdrejningspunktet for deres forskning. SIMPLICITY is a complex topic that has no single, simple answer. We live in an increasingly complex technological world where nothing works like it is supposed to, and at the end of the day makes all of us hunger for simplicity to some degree. Yet ironically when given the choice of more or less, we are programmed at the genetic level to want more. Would you like the big cookie or the smaller cookie? or Would you like the computer with ten processors or just one? The choice is simple really, or is it? For the Ars Electronica Symposium on SIMPLICITY we think together about what simplicity (and complexity) means in politics, life, art, and techhnology. Expect more than you can ever imagine, and less. John Maeda Maeda var vært og moderator på Simplicity-Symposiet med talere som Hong Kong-arkitekten Gary Chang, kunstneren og new media-teoretikeren Olga Goriunova, nyhedsbloggeren Jason Kottke og Walter Bender, som blandt andet leder den non-kommercielle organisation One laptop Per Child, der arbejder på at revolutionere, hvordan børn i verden bliver undervist. Her blev der talt om, hvordan vi lever, om hvordan vi vil komme til at leve, hvad vi frygter, og hvad længes vi efter. Olga Goriunova var inde på, at internettet ikke længere er nyt, og at vi alle efterhånden er blevet content producers. Folk gør kreative ting som at skrive dagbøger, tage fotografier, kommentere. Der er mange former for åbne platforme til at udgive og organisere indhold skabt af brugere. Der er åbne encyklopædier, sociale netværker, netværktjenester, nyhedsblogs, fotoblogs, kortlægning/mapping, vj ing, deling af links, musik etc. Der er også mulighed for mo-blogging, hvor man direkte fra sin mobil kan uploade fotografier, videoer og tekst på sin hjemmeside, hvor man nu er henne i verden. Dette kan blot være et udtryk for vores samfund, hvor arbejdet er blevet immaterielt, og at vi alle hovedsaglig beskæftiger os med kulturel produktion, men Olga mener dog også, at her har folk mulighed for udveksle deres kreativitet uden indblanding fra institutioner eller virksomheder; her er muligheden for samarbejder, kommunikation og skabelsen af kunst. Maeda præsenterede også sine tanker om Simplicity i sin nye bog The Laws of Simplicity på klosteret St. Florian. Hele festivalen blev om lørdagen flyttet ud af Linz og hen på et fantastisk barokt kloster udenfor byen. St. Florian har været et center for religiøsitet og spiritualitet siden det 4. århundrede, og hensigten med endagsudflugten var at se festivalaktiviteterne i nyt lys. Her var der et fantastisk bombardement af oplevelser og sanseligheder i noget, som man ellers kunne opleve som modsætninger. Der var en workshop i Origami, japansk papirfoldning, men også i Arduino Open Hardware, Side 14

13 hvor man fik lejlighed til at skabe små enkle robotter. Der var klokkekoncert komponeret af Michael Nyman eller orgelkoncert i klosterkirken. Man kunne kontemplere, mens man lyttede til en af klosterbrødrene læse tekster om Augustin, eller til oplæsning af Paul Virilios bog Den rasende stilstand man kunne deltage i talks med blandt andet Bill Buxton, tidligere elektronisk komponist bla. sammen med John Cage, men nu designchef hos Microsoft Research, og høre om hardcore brugerfokuserede designstrategier, eller man kunne se på Zenbueskydning i St. Florians klosterhave. Det var en fantastisk oplevelse at mærke, hvordan asiatisk og vestlig spiritualitet og kreativitet blendede sammen, som det også bliver personificeret i John Maeda, som er søn af en japansk tofu-mager bosiddende i USA og i dag en af de største forskere og teoretikere inden for det digitale felt. Jeg var bange for, at John Maedas The Laws of Simplicity lagde sig i den endeløse slipstrøm af livsstils- og self developing -bøger, men her forholder han sig konkret til vores teknologiske hverdag, og taler ikke om, at vi burde være alle mulige andre steder og i andre tider. Det er befriende og brugbart efter min mening. Der er 10 laws og de lyder sådan: 1. Reduce: The simplest way to achieve simplicity is through thoughtful reduction. 2. Organize: Organization makes a system of many appear fewer. 3. Time: Savings in time feels like Simplicity. 4. Learn: Knowledge makes everything simpler. 5. Differences: Simplicity and complexity need each other. 6. Context: What lies in the periphery of simplicity is definitely not peripheral. 7. Emotions: More emotions are better than less. 8. Trust: In Simplicity we trust. 9. Failure: Some things can never be made simple. 10. The One: Simplicity is about subtracting the obvious, and adding the meaningful. Udover symposier, events som udflugt til klosteret, real-time visualisering af Stravinsky, filmforevisninger og koncerter var der udstillingerne CyberArts 2006 på O.K. Centrum für Gegenwartskunst og Mobile City. Mobile City bestod af installationer i det offentlige rum, hvor mobile platforme som f.eks. mobiltelefoner, der allerede fungerer som interface mellem det offentlige og private rum, blev udforsket som den transformer for sociale processer, mobiliteten har vist sig at være. To af installationerne Song for C af M+M samt As if we were alone af Empfangshalle (Corbinian Böhm og Michael Gruber) udforsker eksemplarisk fremtidens mobile medie og dets kom- FOTO as if we were alone, Stephan Horst munkationsteknikker samt dets effekt på vor adfærd i det offentlige rum. Song for C er en filmisk film noir-detektivhistorie for mobiltelefoner, hvor mobiltelefonbrugere bliver deltagere i dramaet; en slags aktive voyeurs der modtager tilsyneladende autentiske beskeder, tilsendte billeder og andre ledetråde. Det fungerer således: en kvindelig detektiv sender videoklips til mobiltelefonbrugerne og holder dem opdateret med hendes efterforskning og samtidig involverer dem aktivt i sagen. As if we were alone til gengæld visualiserer og rumliggør det faktum, at når vi taler i mobiltelefon på offentlige steder, opfører vi os, som om vi er alene. Det er en slags dokumentarisk fiktion, om de forskellige rum vi skaber os, spor vi går ad, og den adfærd vi antager, når vi taler i mobiltelefon. Der var også mulighed for at deltage i forskellige workshops, som man kunne søge om at komme med på. Disse workshops foregik i open space i det, der blev kaldt ElectroLobbyen, festivalområdet for Digital Kultur og Livstil, hvor alle tilskuere også var velkomne til at sætte sig ned og være med. Dette års kurator David Cuartielles kaldte det for Make it Simple og ønskede at fokusere på myten om elektroniske nomader. Det er en myte om nomader, der med deres laptops følger en åben selvuddannelse og bruger open software og nu også open hardware. Udover workshops var der præsentationer af hinandens arbejder på den lille scene midt i det hele. Jeg søgte ved et tilfælde om at komme med på python-workshoppen og kom igennem! Her skulle jeg arbejde med mobiltelefon som platform og undersøge dets muligheder sammen med ingenører, interaktions-designere, web- og andre mediefolk. Det var en utrolig intens oplevelse, hvor jeg var sammen med folk fra hele verden. En stor del af flokken var spansktalende, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Vi blev krediteret som kunstnere og fik overnatning i en idrætshal, som blev lavet om til en sovesal. Her sov vi 50 mennesker på feltsenge med Røde Kors-uldtæpper og var på en måde gidsler i kuratorens koncept eller del af en fiktiv virkelighed. Underholdende, men også uhyggeligt, hvis man nu forestillede sig, at man var tvunget til at være der på grund af en krig eller katastrofe. Det gik fantastisk godt med at være sammen, og det var svært at bryde op, da det var slut. Links: Annette Finnsdottir har modtaget et rejselegat fra de kollek- side 15

14 Side 16

15 symposium FOTOS Frank Paulsen 20. maj i år holdt forbundet i forbindelse med sit 100 års jubilæum et symposium under overskriften Hvis virkeligheden taler med bomber og terror, hvad svarer dramatikken så?. Claus Flygare fortæller, hvad der kom ud af diskussionen. af claus flygare Jeg var med i udvalget, der planlagde hele den store dag. Det var et spændende og muntert arbejde, der strakte sig over mange måneder. Efter jeg, af en eller anden grund, ikke havde deltaget i et møde, fik jeg ved den efterfølgende samling at vide, at man havde vedtaget, at jeg skulle lede symposiet. Det lod ikke til at være til diskussion, og mine forsøg på at undvige ved at fortælle, at jeg før havde oplevet nogle eventyrlige fiaskoer som netop mødeleder, gjorde intet indtryk. Sådan gik det til, at det var mig, der den 20. maj klokken 15 åbnede festlighederne ved at fortælle, hvad ordet symposium egentlig betød. I min ordbog stod der: Symposion ell. Symposium (fra græsk symposion af syn- og en afledn. af pinein drikke) drikkelag; spec. (efter navnet på en dialog af Platon) om drikkelag, fest, hvor der holdes åndfulde diskussioner; (efter eng.) videnskabelig ell. teknisk konference. I min fortolkning betonede jeg drikkelag og åndfulde diskussioner, som jeg udlagde som: afslappede, åndfulde meningsudvekslinger. Aleksa Okanovic var oplægsholder og indledte med sit svar på dagens tema. Han slog en afslappet og varm tone an og fortalte, hvordan han fik ideer som dramatiker, og hvad han følte var hans styrke, og hvad der var hans begrænsninger, hvis han skulle have sig selv med i sine stykker. Herefter kom dagens paneldeltagere på scenen, hvor de indledningsvis skulle kommentere Okanovics oplæg. Paneldeltagerne var udover Aleksa Okanovic: Flemming Jensen, Annegrete Kraul, Line Knutzon, Greta Sundberg fra Sverige, Jokum Rohde, Hans Petter Blad fra Norge og Kristin Omarsdottir fra Island og undetegnede. side 17

16 symposium... I ugen op til symposiet havde jeg været i kontakt med flere dramatikere, som ikke kunne deltage i mødet, men hvis meninger jeg gerne ville have med i vores meningsudveksling. Det drejede sig bla. om Christian Lollike og Vivian Nielsen. Jeg ringede også til Line Knutzon, og da jeg fortalte om temaet, svarede Line hurtigt: Jeg har umiddelbart lyst til at svare som C.V. Jørgensen gjorde det i tv forleden dag, da han blev spurgt om, hvad hans forhold var til terroren i Tyskland og Italien i 70 erne: Det kunne jeg slet ikke forholde mig til, for jeg boede i Birkerød. Jeg læser selvfølgelig, hvad der står i avisen, og jeg har altid mine sneglefølehorn ude for at følge med i, hvad der sker, men jeg føler ikke som dramatiker, at det er min opgave at kommentere det hele tiden. Men alle mine figurer har terrortruslerne inde i sig, lige som jeg selv har det, men jeg kan ikke love, at de taler om det, hver gang de åbner munden. Nu kom Line Knutzon til at sidde i panelet, og citatet blev aldrig brugt på dagen. Jeg brænder alligevel for at offentliggøre det, fordi jeg synes det er godt. Vivian Nielsen var forhindret i at deltage, da hun blev gift på dagen. Vivian havde før sin store dag sendt dette svar på symposiets tema, som på et tidspunkt blev præsenteret for tilhørerne: Jeg forholder mig til terror på samme niveau, som jeg forholder mig til den manipulation, der udøves for at få et barn til at mene, at æggemaden smager bedre end skumfiduser. Jeg har intet at sige om, hvad teater bør eller skal. Personligt søger jeg et teater, der udforsker, hvad det vil sige at være menneske. Terror er pt. en del heraf. Ligesom en global økonomi uden for demokratisk justits. Efter mødets første pause blev Christian Lollikes kommentar til oplægget læst op: Jeg mener jo, at spørgsmålet kun er interessant, såfremt man for alvor har tid til at svare. At det nemt bliver en popdiskussion, med det fatale som udgangspunkt, såfremt man ikke for alvor giver sig selv tid. Med dette som forbehold vil jeg alligevel forsøge: Grundlæggende mener jeg, at teatret generelt har svært ved at gribe om den politiske virkelighed. I hvert fald så længe teatret insisterer - lige som filmen - på den gode historie. Jeg mener ikke, at klassiske historier og helstøbte figurer er i stand til at gå i dialog med virkeligheden - eftersom de jo ikke findes der, i virkeligheden. Jeg tror derfor mere på et teater som et laboratorium. Dvs. et sted, hvor man kan undersøge Side 18

17 den sønderskudte virkelighed og se hvilke moralske ståsteder, der NU er til rådighed. Nobelpristageren, østrigske Elfriede Jelinek har opgivet den klassiske dramatiske form og tilbyder i stedet taleflader. På den måde åbner hun den dramatiske form op, og giver plads for andre typer tekst end den klassiske replik. Jeg tror ikke, det er den klassiske replik og intrige mellem to mennesker, der kan sige verden det helt store. Jeg tror på, at enhver teksttype er potentiel dramatisk, jeg mener, at det er andre teksttyper, andre replikstrukturer, der skal kunne beskrive verden, som den ser ud i dag. Hvis man vil engagere sig i storpolitik, må man tale og skrive i et sprog, der er klogere end det, replikken og den berømmede konfliktsituation kan udtrykke. Fortsat god debat. at der skulle udveksles åndfulde meninger, og det blev der så. Bagefter kunne man konstatere, at den varme og begavede tone i Aleksa Okanovics oplæg faktisk holdt sig hele eftermiddagen, og en bedre start på en herlig dag (og aften) kunne man ikke ønske sig. Jokum Rohde kom med et af dagens mest finurlige spørgsmål. Det er et spørgsmål, som bla. bliver stillet til de elever, der søger ind på dramatikeruddannelsen, og det lød: Hvordan vil du bære dig ad med at skrive en figur, der er klogere end dig selv? Tag den! Omkring Okanovics oplæg og de forskellige indlæg foldede snakken sig så ud. Det vil sige, først var der lidt desorientering om, hvad symposiet egentlig gik ud på. Skulle man diskutere? Skulle man finde meningsforskelle og argumentere for sine egne standpunkter, eller hvad? Her holdt jeg fast i ordbogens forklaring af ordet symposium, dvs. den forudsætning, side 19

18 prisuddelinger - ved forbundets jubilæum 20. maj Julie Thor Fryd, vinder af forbundets Emma Gadkonkurrence, udskrevet i anledning af 100-årsjubilæet. Fra dommerkomitéen ses Dunja Gry jensen og Bo hr. Hansen. FOTOS Frank Paulsen Lars von Trier modtager forbundets Hæderspris. Begrundelsen blev givet af Mogens Rukov. Side 20 Line Knutzon modtager Allen-legatet. Begrundelsen blev givet af Nikolaj Cederholm.

19 høring! Hvad skal dit forbund gøre for dig? Gør vi det rigtige, gør vi det godt nok? Fortæl os hvad du synes, tænker og mener ved et uformelt medlemsmøde i januar Mere information om tid og sted følger! Der arbejdes - men kan det blive bedre? FOTO Frederiksberg Kommune > New World Latin Festival (5th edition) I weekenden den oktober fylder vi, for femte år i træk, Amager Bio med latinamerikanske rytmer og dansearrangementer! Livekoncerter tilbydes med nogle af de største kunstnere fra ind- og udland, inden for salsa, samba, reggae og reggaeton med bl a Charanga Habanera med special guest Haila (Cuba) og Natasja (DK). I sin helhed bliver der afholdt 6 store koncerter samt danseworkshops. Professionelle koreografer underviser i henholdsvis salsa og samba før hver koncert (drop-in undervisning). Der vil også være udstillinger med kunst og foredrag om Latinamerika, samt latinamerikansk buffet i husets café. Søndag har vi børnearrangement med bl.a. capoeira og sambaoptræden. Sted : Amager Bio Dato : Oktober 2006 Hele programmet kan ses på Arrangør: New World Latin Festival og Den Cubanske Kulturforening. Tlf: kontakt@latinfestival.dk medlemmer af danske dramatikeres forbund får 20 kr. rabat ved fremvisning af medlemskort ved køb af billetter i døren til festivalen. side 21

20 > medlemsfordele - med et medlemskort fra DDF kan man få rabat flg. steder: > biografer Gloria Biograf 10 kr. rabat på ordinære forestillinger > teatre Aalborg Teater man-tor 75 kr. pr. billet (A og B-billetter) fre-lør 140 kr. for A-billetter, 100 kr. for B-billetter. Svalegangen kollegapris. Odense Teater 50 % på gældende priser. Aarhus Teater 50 % på gældende priser. Kaleidoskop bestil billetterne med kollegarabat. Café Teatret billetpris: 60 kr. Folketeatret - personalebilletter, som bestilles på selve spilledagen fra kl Tilbudet gælder i tilfælde af ledige pladser på hverdage. Den Anden Opera - vennepris (normalt 50 kr. under normalpris) > museer Herning Kunstmuseum og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelt Museet mod betaling af 30 kr. (fællespris for begge museer normalt 50 kr.) Gratis entré på Vejen Kunstmuseum 30 kr. pr. billet på J.F. Willumsens Museum Gratis entré på Skive Kunstmuseum Gratis entré på Skovgaard Museet (Viborg Kunstmuseum) > de kollektive båndmidler - administreret af DDF For at opnå støtte skal projektet, der søges støtte til, som hovedregel involvere billedmedierne. Der uddeles fra 3 puljer: A: Støtte af enkelte ophavsmænd og kunstnere inden for alle genrer, herunder navnlig de som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk musik og film, men som ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed. B: Støtte til indspilninger af musik-cd, film, video og DVD m.v. inden for alle genrer i tilfælde, hvor der må forventes vanskeligheder med at få dækket udgivelses- og distributionsomkostningerne m.v. gennem bla. salgsindtægter. C: Støtte i særlige tilfælde af andre projekter og formål af almen kulturel karakter, herunder uddannelsesformål. Ansøgningen bør være max. 2 A4-sider og skal sendes i 4 eks. Legaterne uddeles tre gange årligt. Næste ansøgningsfrist er 1. JANUAR Ansøgningen sendes til forbundets sekretariat mrk. De Kollektive Båndmidler. > NYE MEDLEMMER vi har siden sidst fået 7 nye medlemmer: Jens Blendstrup f PHILIP LAZEBNIK f greg mcqueen f darin mercado f peter dupont weiss f CHRISTIAN TORPE f emil rum malmros f vi ønsker dem velkommen i forbundet! > de kollektive båndmidler - uddelt JUNI 2006 KAREN BALLE NINA LYNG JULIE THOR FRYD LISE JØRGENSEN OLE ØSTERGAARD JEPPE GRAM DARIN MERCADO ANNE HEENO KIT GOETZ NIELS GRÅBØL Side 22