DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 TONNAGE-VÆDDEKAMPEN KOMMER TIL AT AFGØRE VERDENSKRIGEN NORDISKE FORFATTERES FORLAG KOBENHAVN

4 VERDENSKRIGEN a DET KONGELIGE BIBLIOTEK OlH 1 7

5 TONNAGE-VÆDDEKAMPEN KOMMER TIL AT AFGØRE VERDENSKRIGEN jho NORDISKE FORFATTERES FORLAG KØBENHAVN 1918

6 S. L. Møllers Bogtrykkeri. København.

7 FORORD. Taknemmelighed for alt det, som Tyskland har skænket mig gennem mere end en Menneskealder, trykker mig Pennen i Haanden. Jeg har levet i Tyskland og lært at elske det med alle dets Fejl og Svagheder, som naturligvis kun den kan bedømme, som har faaet et Indblik i det tyske Sjæleliv, der desværre hidtil er bleven saa forkert fortolket af Udlandet. Jeg vil ikke lægge Skjul paa, at jeg ogsaa under et Ophold i England og de engelske Kolonier har stødt paa meget dér, som jeg har lært at skatte ikke mindre højt. Det er min Opfattelse, at Tyskland har dokumenteret store Fortrin, men ogsaa store Svagheder, og at England, der mærkværdigt sent er blevet erkendt som Verdenskrigens Drivkraft, har vist sig i Besiddelse af færre Fortrin, men ogsaa i mange Retninger af færre Svagheder. Heraf kan uddrages mange lærerige Slutninger med Hensyn til, hvem der er mest afholdt ude i Verden: England eller Tyskland, samt Resultatet af deres Politik. Mine Beretninger stammer udelukkende fra engelske og amerikanske Kilder af Aar Kilder, jeg stadig har forfulgt under Krigen, og som i al Almindelighed næppe naar udenfor deres Udsprings Territorium og ud til de neutrale Lande. Af denne Grund er det vel forstaaeligt, omend absolut ikke tilgiveligt, naar der i disse Lande avles Bevægelser, som driver en Branting og andre farlige Forførere af venizelistisk Natur op paa Overfladen. FORFATTEREN.

8

9 D en, der ved Gennemlæsningen af den engelske Presse ikke lader sig nøje med blindt at tro paa de Udtalelser, som rapporteres af Avisverdenens Løgnekonge, alle Krigsophidseres Fører, den argeste Fjende af al Neutralitet, nemlig den ædle Lord Northcliffe, som endogsaa en Lloyd George maa være til Vilje, faar et Billede af Krigssituationen og af Englands Udsigter i denne Krig, som gør ham det indlysende, hvorfor Tysklands Tillid vokser fra Dag til Dag. Endogsaa Læseren af alvorlige, nogenlunde sandhedskærlige engelske Blade, der byder paa noget mere end de officielt paanødte Beretninger, og som offentliggør andet og mere end folkeforførende Ordskvalder, begriber kun rigtig Fredsraabet (som iøvrigt ikke er mindre stærkt i Tyskland end i alle de i Krigen indviklede Lande, baade blandt dem, der kun er Tilskuere, og blandt dem som endogsaa har tjent rigeligt paa den) hvis han hører til de faa udvalgte, som ikke har ladet sig berøve deres Begejstring for tysk Væsen, tyske Præstationer, tysk Kraft og tysk Vilje. Ikke ladet sig forblænde af den afmægtigt rasende Vrede fra en hadfyldt eller overfor Englands Interesser fuldstændig ligegyldig Verden, der fra alle Jordens Egne, Kulturtrin, Hudfarver og Aandsretninger ved samme Englands Magt er bleven tvunget til at være vore Fjender. En Tysker kunde næppe have bedømt Krigsudsigterne gunstigere for Tyskland end f. Eks. Londonnerbladet»Statist«har gjort det i et Tilbageblik paa de første tre Krigsaar, som fandtes i dets Nummer for 14. Juli Det hedder deri blandt andet:»da Krigen brød ud, var der ingen udenfor de to Centralmagter, der troede, at disse (Centralmagterne), hvis Krigen varede tre Aar, vilde have Mænd og Penge nok til at fortsætte den.

10 6 Jo bedre man mente at være underrettet, des sikrere var man paa, at disse Folk, der jo havde almindelig Værnepligt, og som paatog sig at kæmpe imod en seks Gange større Overmagt, vilde blive fuldstændigt udmattede, hvis det ikke lakkedes dem i Løbet af de første Par Maaneder at naa deres Krigsmaal. Erfaringen har vist, at vi alle havde Uret, og at Tyskland og Østrig-Ungarn den Dag i Dag endnu er i Stand til at kæmpe, ja, end mere (saaledes som de har vist det ved Ysermundingen) har kunnet aabne en Offensiv, i hvilken de, hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt, har haft Held med sig i hvert Fald i første Angreb. Vi maa altsaa aabent og ærligt tilstaa, at de bedst underrettede Folk i de Lande, der gaar i Spidsen for Civilisationen, havde ganske Uret i deres Antagelser, og at Tyskland og Østrig-Ungarn beviseligt lægger en Kampdygtighed for Dagen, som de bedstunderrettede dengang holdt for ganske umulig. Hvilket Fattigdomsvidnesbyrd og hvilken Bekendelse om Svaghed lyser dog ikke ud af den Udtalelse, som selv et saa imperialistisk Blad som»morning Post«indeholdt den 23. April 1917, og hvori det hedder:»england maa forstaa, at den britiske Sømagt ikke eksisterer mere i den Forstand, som man før Krigen lagde i dette Udtryk. De gamle Betingelser, i Kraft af hvilke hele det økonomiske og politiske System herskede, nemlig en sejrrig Marine og en fuldstændig Betryggelse af Søtransporten, bestaar ikke mere. Vi har fuldt op at gøre med at tilpasse vort økonomiske og politiske System efter den nye Situation.«Gives der en tydeligere Indrømmelse af Englands og alle dets Vasallers Underlegenhed? Hvis England stod lige saa sejrskronet, som Tyskland faktisk nu gør efter de første tre Krigsaar, havde lige saa rige Udsigter og var i Besiddelse af et lige saa virkningsfuldt Vaaben som den tyske U-Baad, desuden var Herre over lige saa vældige, erobrede Landstrækninger paa europæisk Territorium, som de tyske Hære nu holder besat, da vilde det sikkert, forvirret af Storhedsvanvid, give sig til at udsuge

11 7 sine forførte Venner endnu værre, end det nu er Tilfældet, og om muligt undervurdere sine Modstandere endnu mere. Der hører hele Tyskerens Storsind, men ogsaa det mærkeligt drømmende i hans Sjæl (som egentlig slet ikke egner sig for Verdenspolitik, og som han trods uhørte Mistænkeliggørelser ikke har sat til under denne frygtelige Krig) til i uanfægtet Besindighed og uden egentlig at være sig sit overmenneskelige Held bevidst, at stræbe mod en Fred, som overhovedet ingen Gevinst vil give ham, heller ingen Erstatning, slet ikke andet end den nøgne Anerkendelse af hans Ret til at eksistere, at leve. Efter alle Solemærker at dømme tilspidser den uhyre Kamp mellem Folkene sig mere og mere til en Væddekamp om Tonnage. Og i denne Væddekamp afhænger Resultatet i det væsenligste af, om de tyske U-Baade kan ødelægge britisk Tonnage i større Mængde og hurtigere, end Englænderne og deres Forbundsfæller og Hjælpere er i Stand til at erstatte Tabene. Netop i Øjeblikket afgiver Krigssituationen et typisk Billede af et Væddeløb mellem to Mesterløbere. Hver af de to Løbere er paa det rene med Nødvendigheden af og i Besiddelse af Viljen til at sejre. Ingen af dem tænker paa under nogensomhelst Omstændigheder at opgive Løbet! Enhver af dem tror fuldt og fast paa sin Sejr og paa det umulige i, at den anden kan sejre. Ogsaa den af dem, hvis Chancer er ganske aabenbart ugunstige i Øjeblikket, stoler paa sin Lykke. Det kan jo da ske, at den anden kun en Fodsbred fra Maalet taber Vejret. Han kan jo brække et Ben eller styrte afkræftet sammen. Først i det Øjeblik, da vedkommende erkender, at der hos ham selv indtræder en saadan Svækkelsestilstand, saa at han kun vil naa at komme ind som Nr. 2, vil hans Anskuelse muligvis blive ændret. Men denne Anskuelse erobrer først den febrilske Løber, der kæmper trodsigt for Sejren, i det Øjeblik, da han er lige ved at knække sammen, ja saa nær ved at falde i Afmagt, at han paa dette Tidspunkt er ude af Stand til at tage en Be

12 8 slutning. Først naar han er helt klar, ser han, at den anden har sejret. Hører han ham hovere. Men ogsaa Sejrherren har lidt under Løbets Eksaltation. Det gaar med Væddeløberen som det gaar med den professionelle Spiller. De er begge Fanatikere, som hellere ofrer alt, hvad der tilhører dem selv og deres nærmeste, end opgiver et Parti, før det er forbi, fordi de indser, at de vil tabe det. Denne Opfattelse af Krigssituationen er aabenbart den herskende i vide Kredse i England! Lad os f. Eks. høre, hvad der staar i Liverpools»Journal of Commerce«den 16. August Den skriver:»at^ indtil Dato har det tyske Admiralitets Bestræbelser for at tilintetgøre Tonnage og det engelske Admiralitets Anstrengelser for at bygge Erstatninger afbalanceret hinanden. Men den engelske Skibsfart kan ikke stadigvæk bløde som den hidtil har blødt, kan ikke i ubegrænset Tid bære saadanne Tab. Det er meget slemt, at vi mangler ethvert virkeligt Middel mod U-Baadene, idet vore Opfindere i denne Henseende har været mere optimistiske end just heldige. Men det er meget værre, at de Bekæmpelsesmidler mod U-Baadene, som stod til Englands Disposition, først er bleven bragt for sent til Veje. For England drejer det sig om noget adskilligt mere end Sejr i denne Krig. Det drejer sig nemlig om, hvorvidt England endnu i Nu- og Fremtid vil kunne honorere de Fordringer til det som»havets Herre«og»Sømagtens Ihændehaver«, som det fra Arilds Tid mener at have kunnet gøre Fordring paa. Det afhænger altsammen af, om England kan finde Midler og Veje til at betvinge U-Baadfaren eller om U-Baadene vil kunne bringe den britiske Marine i saa stor en Fare, at den er fordømt til Undergang.«Det maa falde»journal of Commerce«16. August 1917 svært nok at maatte indrømme, at»ganske vist har vi endnu gennem forskelligartede Forholdsregler kunnet holde ud uden alt for store Savn, men det er klart, at Sænkningen af 16 20

13 9 store Skibe pr. Uge betyder en meget alvorlig Indskrænkning i vore Hjælpekilder. Statistiken viser, at Fjenden navnlig gør sig Umage for at sænke store Skibe.«Et endnu tydeligere Sprog tales i en Spidsartikel i»manchester Guardian«den 18. Juli Dér finder man følgende bedrøvede Tilstaaelse:»Den tyske U-Baad har forringet vor Her sker stilling paa Havet, idet den har forhindret den frie Udfoldelse af vor Handelsskibsfart. Herskerstillingen paa Havet, i dette Ords gamle Betydning, besidder vi ikke længere, og vi vil ikke kunne generobre den, førend der (maaske ved Ombygning af vore Handelsskibe til Handels-U-Baade) er fundet et nyt Middel mod U-Baadene.«At England nu som før sætter hele sin Lid til et Tryllemiddel mod U-Baadene, oplyses i Augusthæfter 1917 af»national Review«, der iøvrigt, uagtet sin ellers meget højt skraalende Imperialisme, netop i U-Baadsspørgsmaalet er mærkværdig tavst. Her hedder det:»naar Storbritannien ligger under i U-Baadkrigen, saa fortjener vi vor Skæbne. Det vilde være forrykt at undervurdere de økonomiske Følger af en fortsat Ødelæggelse af vor Tonnage.«Her viser det sig tydeligt, at U-Baadenes tekniske Udvikling er kommet som en Overraskelse for Englænderne. De har paany, i endnu højere Grad end før, erfaret, at de tyske U-3aade er større end formodet og kan foretage længere Rejser end antaget, samt at deres Træfsikkerhed er langt større end man troede, navnlig naar de er forsynede med Hydrofoner. Hertil kommer, at de Strøminer, som enhver Undervandsbaad fører med sig, er af overordentlig eksplosiv Natur og yderst farlige for de engelske Modforholdsregler.»National Review«er naaet til samme Resultat. Hovedfaren, som spøger for England paa Grund af dens Tonnages Ødelæggelse, anses mindre for at ligge i en eventuel Udhungring af Landet, end deri, at Sandsynligheden, jo Tonnage-Væddekampen. 2

14 10 længere Krigen varer, taler stærkere og stærkere for, at England ved dens Afslutning ikke længere vil formaa at spille Verdens-Speditørens Rolle. Det vil tværtimod, frygter man, i stadig tiltagende Grad blive andre Stater, navnlig Amerika og Japan, men ogsaa de neutrale Lande, der kommer til at overtage denne hidtil af Englænderne monopolagtigt beherskede Forretning, som er den britiske Verdenshandels Rygrad. I den første overstrømmende Begejstring er der nu og da i tyske Blade bleven udtalt, at den uindskrænkede U-Baadkrig vilde føre til Udhungring af England. Engelske Blade har kun alt for villigt bragt denne Udlægning af U-Baadkrigens Betydning og søger stadig at paavise den tyske U-Baadkrigs Fiasko ved at tilvejebringe Materiale, der beviser at Udhungringen af England paa denne Maade er utænkelig. Men bevisligt har heller ingen fornuftig tysk Fagmand nogensinde regnet med dette; og det er kun en snedig journalistisk Manøvre af Englænderne, naar de vildleder den offentlige Mening i ovennævnte Retning. Den tyske U-Baadkrigs Maal hverken har haft eller har paa sit Program nogen i Ordets egentlige Forstand Udhungring af England, men derimod Tonnagenød for England. Og hvem vil nægte at en saadan (selv om den endnu ikke er overvældende) rykker nærmere Dag for Dag? I alle Fald tyder de enkelte Presseudtalelser, som her er gengivet, derpaa. Tidsskriftet»National Review«s sømilitære Medarbejder udtrykker sig i Majhæftet 1917 yderst uforbeholdent om Situationen:»Under visse Omstændigheder kan vi holde ud en Tid lang. Disse Omstændigheder bestaar i: Sparsom Ernæring, Indførsels-Indskrænkninger, forceret Produktion af Næringsmidler og en Stigning i Skibsbyggeriet. Med andre Ord: Alle de Forhold, som man i lange Aar har lært os, umuligt vilde kunne indtræde, med mindre den britiske Flaade blev besejret, de eksisterer nu!

15 11 Den britiske Flaade er endnu ikke bleven besejret, og dog beherskes vi af disse Forhold. Minen og Torpedoen (saaledes hedder det videre i denne Artikel) har baade for Nu- og Fremtiden lagt den britiske Flaade uovervindelige Hindringer i Vejen, hvis den da vil kæmpe paa sin hidtidige Maade, og fremskaffet en fuldstændig ny Krigssituation, i hvilken begge de krigsførende Magters Handel paa Havet er udleveret til den andens Forgodtbefindende. Under den Sort Omstændigheder har det Land, der selv formaar at ernære sig, Fordelen paa sin Side, selv om dets samlede Flaade er svagere end Modstanderens.«En ikke alene i neutrale Kredse vidt udbredt Opfattelse, som ogsaa synes mig soleklar, træder i Breschen for det Standpunkt, at Verdenskrigens Afslutning ikke i første Række vil afhænge af Landkampenes Resultater. Paa Østfronten trues den tyske Hær ikke af nogen som helst Fare længere. Og selv om den skulde trænge nok saa langt ind i Landet, vil Vestmagterne ikke af den Grund se sig foranlediget til at give efter. Paa den anden Side taler ingen stor Sandsynlighed for, at man fra tysk Side vil løbe den Risiko ved en vældig Offensiv mod Vest at forsøge et Fremstød, da det næsten er et Faktum, at den tyske Vestfront er uigennembrydelig. Et Faktum, der fornylig er bleven erkendt selv fra fransk Side. Og selv om Ententens Offensiv er nok saa voldsom, har den dog kun lokal Karakter og kan i bedste Fald trykke den tyske Front nogle Kilometer tilbage. Med Rette betegner Kaptajn Nørregaard denne Offensiv som en Defensiv. Til den virkelige Offensiv henregner han, ligesom jeg, kun Blokaden og Afspærringerne paa Havet. Hvis nu ikke alle Fysikens Grundsætninger er bleven stillet paa Hovedet i denne Krig, saadan som Nationaløkonomiens (som man med Rette har betegnet som en blameret Videnskab) da maa, og oven i Købet i Løbet af kort Tid, Væddekampen mellem Tonnageødelæggelse og Genopbygning af Tonnage ende med U-Baadenes fuldstændige Sejr. Til at forstaa Berettigelsen af denne Paastand behøves 2

16 12 der ikke højere matematiske Kundskaber, men blot en jævn, god Menneskeforstand. Thi hvem vil nægte, at det tager langt kortere Tid at ødelægge end at genopbygge Tonnage? Ikke 10 men 100 af Gange er det bleven os berettet, at smaa, saavel som store, Fartøjer er bleven sænket ned paa Verdenshavets Bund med Mand og Mus kun faa Minutter efter, at de er bleven truffet af Kuglerne fra en U-Baad. Men det varer Maaneder, ja, sommetider Aar, inden man faar bygget et nyt Skib, og dertil Maaneder, inden det er bleven forsynet med de nødvendige Indretninger og Maskiner; og yderligere Uger, inden det er naaet saa vidt, at det kan stikke til Søs. Selv om der fra de Allieredes Side bliver sat nok saa stærkt et Pres paa Skibsbyggeriet, saa vil det altid tage adskilligt længere Tid at bygge et Skib end at sænke det. Oberst Emerson har saaledes fuldstændig Ret, naar han paastaar, at»værfterne vil gøre Udslaget i denne Verdenskrig«. Thi Virkningerne af U-Baadskrigen (med Hensyn til Ødelæggelse af Tonnage) har ifølge en Erklæring fra selveste Admiral Jellicoe blot indenfor Englands ledende Kredse stadfæstet en dér herskende Overbevisning om Uvirksomheden i Englands historiske Marinepolitik. Man indser, at Englands store Flaade er fuldkommen magtesløs overfor U-Baadene. Alle de Midler, der hidtil er anvendt mod disse, har vist sig at være mere eller mindre utilstrækkelige. Det eneste Middel, der foreløbig findes, bestaar (ligeledes ifølge Admiralens Ytringer) i Ødelæggelse af U-Baadene; det være sig paa Havet, eller ved Ødelæggelse af U-Baadhavnene, dog navnlig ved Hjælp af Luftskibe. Den planlagte Generobring af den flanderske Kyst skulde tjene dette Maal. Det ser dog ikke ud til, at denne Englands brændende Længsel skal blive stillet ad Vejen til Lands, og endnu mindre Sandsynlighed er der for, at England vil sætte sin Flaade paa Spil for at naa dette Maal. Eller skulde der mon pludselig i det fjerde Krigsaar ske

17 13 en Kovending i den passive Aand, som ellers har behersket den engelske Flaade? Skulde England mon vove det fortvivlede Skridt at sætte sin eneste virkelige Indsats i Krigen paa Spil, for om muligt nogenlunde at bringe sin fuldstændigt undergravede Præstige paa Benene igen? Meningsudvekslingerne angaaende en britisk Flaadeoffensiv har allerede raset maanedsvis i engelske Blade af alle Farver og (hvad jeg har bragt i Erfaring fra sikker Kilde) ogsaa indenfor selve Krigsministeriets Admiralitet. Men indtil Dato har Offensivens Modstandere haft Overtaget, og der viser sig ingen Tegn paa, at dette Forhold foreløbigt vil ændres, især da det intet Steds fra skorter paa Advarsler mod en saadan Flaadeoffensiv. Imidlertid søger man ihærdigt Trøst i det ret vage Haab om Opfindelsen af en U-Baadsopdager, et genialt Middel, der skal gøre de britiske Skibes hidtil uopdagelige Fjende synlig. Man kan dog ikke skjule for sig selv, at Opfindelsen af et saadant idealt U-Baads-Ødelæggelsesmiddel fuldt ud i Vanskelighed staar paa Højde med Konstruktionen af endnu virkningsfuldere U-Baade og U-Baads-Kampmidler. Med Angst og Bæven imødeser»journal of Commerce«i et Tilbageblik over de tre første Krigsaar af 2. August 1917 den kommende endnu større, endnu hurtigere og endnu virkningsfuldere tyske U-Baad. Bladet regner med et stort Antal af denne nye U-Baadstype, der»mere ligner en mindre Krydser, som er i Stand til at dykke.«englands hidtidige Modforholdsregler mod U- Baadene forslaar slet ikke her. Disse stærkt bevæbnede og hurtigt sejlende Dykker-Krydsere, af hvilke man venter, der vil blive bygget et stort Antal, bliver frygtet som den mest djævelske af alle tyske Opfindelser. Og denne Fare er saa meget større for England, som man dér ikke er uvidende om, at man er naaet til Vejs Ende, hvad den mest muligt rentable Udnyttelse af den for Haanden værende Tonnage angaar. Midlerne til Tonnagebesparelse er udtømte, yderligere Importindskrænkninger og Indførselsforbud er næppe til at føre igennem, lige saa lidt endnu bedre Udnyttelse af Ton-

18 14 nagen eller hensigtsmæssigere Anordninger angaaende Belastningsfladen o. s. v. Derfor maa Selvbedraget hjælpe saa længe, det formaar, og til dette Middel griber Lloyd George med særligt Mesterskab. Men hans Talangivelser over Tab af Skibe lader i Retning af Tilforladelighed en Del tilbage at ønske. Det tvivlsomme ved de af det engelske Admiralitet bekendtgjorte Tabscifre kan ikke overraske, det stemmer tværtimod overens med engelsk Vane! Men saa længe de engelske Myndigheder ikke opgiver Tabscifrene med samme Nøjagtighed som de tyske, maa man tro paa sidstnævnte. Det er dog i det mindste usædvanligt paafaldende, at skønt man i stadigt videre Kredse ytrer sig højere og højere og mere og mere utilfreds overfor de mangelfulde engelske Meldinger angaaende Skibstab, saa forholder Regeringen sig stadig døv og stum og vover ikke at offentliggøre de Tal, som Offentligheden har Krav paa at lære at kende. Der er blevet foretaget heftige Angreb (fra de forskelligste Sider i det engelske Parlament og den engelske Presse) paa samtlige engelske Statistiker. I et lukket Møde i Underhuset blev de betegnet som vildledende og ikke staaende i Samklang med de virkelige Forhold. Regeringens Repræsentanter formaaede ikke overfor disse Angreb at haandhæve Rigtigheden af deres Statistik. De saa sig oven i Købet nødsaget til at indrømme, at Listerne maatte være fulde af Huller. Men ogsaa, naar disse Huller ikke eksisterede, vilde Statistikerne, som overvejende beskæftigede sig med Antallet paa indløbende og afgaaede Skibe, være temmeligt værdiløse. Thi der kunde ikke ud af disse blive draget brugbart Materiale til Bedømmelse af Tonnageforholdene. Selv om tilsyneladende Tallene paa ud- og indgaaende Skibe stadig stiger, saa kan jo nemlig Tonnagetabene godt stige endnu mere. Thi mens en Australiedamper med frosset Kød kun i Løbet af Aaret kan blive noteret tre Gange, som indgaaet i en engelsk Havn, saa kan en Lokaldamper dagligt, ja maaske endogsaa flere Gange blive noteret derfor.

19 15 Cifferet for Besøg i Havnene stiger derfor, sjlvom langt større og værdifuldere oversøiske Dampere paa Langfart gaar under i stort Antal. Men netop paa Ødelæggelsen af disse kommer det jo an. løvrigt er, hvad man ogsaa nu i England gaar med til, følgende at iagttage: Efter Admiralitetets Offentliggørelse løb der f. Eks. i Marts 1915 samtlige 6015 Skibe ind i de britiske Havne. I Marts 1917 blev Antallet noteret til 18,453 Skibe! Statistiken i 1915 omfattede kun Skibe paa 3000 Tons og derover, bestemt til oversøisk Fart. Men nu blev Skibe af enhver Størrelse talt med, foruden Fiskerfartøjerne, som befandt sig i Flodmundingerne! Naar et lille Kystfartøj i en Uge anløb tre Havne, blev det 6 Gange statistisk optalt, 3 Gange ved Ankomst og 3 Gange ved Afrejse!!! Paa denne Maade lader (i alle Fald for en Tidlang) den tyske U-Baad-Sukces sig betydelig tilsløre, og af dette Middel gør Lloyd George rigeligt Brug. Selv om det er sandt, hvad det engelske Admiralitet paastaar, nemlig at Skibe, som kun er bleven anskudte, stedse bliver regnet med og indmeldt som sænkede af de tyske U- Baadførere, mens beviseligt et stort Antal af dem ikke er sænket, men naaet i Havn mere eller mindre beskadiget, da vilde dette kun i ringe Grad ændre de tyske Tal. Forøvrigt betyder jo et beskadiget Skib i de Uger, ja, Maaneder, der hengaar med Reparationen af det, ikke mere end et sænket, saa meget mere som Ladningen i beskadigede Skibe jo som Regel er bleven helt eller i alle Fald delvis ubrugelig. Det mangler naturligvis heller ikke paa Røster, der betegner den omtalte Metode som meget farlig, og som advarer indtrængende mod at tro paa en Bedring af Situationen, fordi der en Uge indtræder en officiel Mindskelse i Tabene. Man tror ofte, at de Tab, som U-Baadkrigen tilføjer Englænderne, bevæger sig i Bølgelinie. Men først ved vedvarende Formindskelse af Tabene, gennem uge- eller endogsaa maa-

20 16 nedsvis, vil man dog kunne slutte sig til en Lammelse af U-Baadkrigen. Lejlighedsvis kommer den Opfattelse frem, at man ved Fortsættelse af Krigen maa regne med en endnu mere skærpet og virkningsfuld U-Baadkrig, antageligt i Foraaret 1918, en Tid, der vil blive meget kritisk for Englands Ernæring. Det har varet lige indtil Slutningen af April 1917, før det engelske Admiralitet fuldt ud har erkendt Handelsskibenes vitale Betydning og har handlet derefter. Først paa dette 1 idspunkt synes Nøden paa Fragttonnage at være blevet Admiralitetet øjensynlig. Endnu for kort Tid siden havde det frit Valg mellem Handelsskibene, søgte sig de bedste og mest moderne Skibe ud til sine Formaal og lod de gamle blive liggende.»det gaar ikke mere«, hedder det i»sunday Times«, nu maa ogsaa de ældste og daarligste Handelsskibe frem. Nu hævner den tidligere Misrøgt af den engelske Handelsflaade sig.«som et Universallægemiddel i Kampen om Skibstonnage gjaldt, i det mindste en Tidlang, Bygningen af Standard- Skibe, og med Stolthed og Tilfredshed blev der i Juli Maaned meddelt, at et saadant Skib var bygget. I en Artikel af 19. September 1917 stiller f. Eks. Bladet»Lloyd List«sig ret ubegejstret heroverfor og udtaler, at»af langt større Vigtighed end den rent historiske Kendsgerning, at det første Skib nu er blevet fremstillet, er det at erfare, hvorledes Skibet er bygget i sine Enkeltheder, hvor længe man har været om at bygge det, hvilke Fremskridt Bygningen af Handelsskibe paa engelske Værfter overhovedet gør, om flere Skibe af samme Slags snart vil være færdige o. s. v., o. s. v. Disse Kendsgerninger er nemlig af stor Vigtighed for hele Landet, da Udsigterne til at besejre de tyske U-Baade i alier højeste Grad afhænger af dem. For Rederne er saadanne Kendsgerninger af Vigtighed, fordi Besejringen af de tyske U-Baade er ensbetydende med Befrielse for den værste Trusel, som deres Erhverv nogensinde har været udsat for, og fordi de saa kan regne med r

21 17 at der igen vil indtræde nogenlunde normale Handelsbetingelser. Skibsbyggerne er interesserede heri, fordi de maa vide, hvornaar det Tidspunkt kommer, da de igen kan afslutte normale Kontrakter; thi de vil ikke faa Frihed hertil, før alle Standardskibene er færdige, hvad der ikke er at vente før efter adskillige Maaneders Forløb.«Med Lloyd Georges nye Erklæring maa man sammenholde, hvad Lord Beresford den 26. Juli 1917 har udtalt i Overhuset:»Knapheden paa Tonnage er meget alvorligere, end Publikum aner. Fra Krigens Begyndelse til Januar 1917 blev der sænket 4 Mill. Tons af de Allieredes og de Neutrales Tonnage. Siden Januar er endvidere 4 Mill. gaaet tabt. Hvis man beregner det maanedlige Gennemsnitstab, kommer man til et aarligt Tab paa 8 Mill. Ved Krigens Begyndelse havde vi, vore Allierede og de neutrale 30 Mill. Tons, nu har vi kun Mill. Paa Indtægtssiden staar ganske vist de Skibe, som vi har taget fra Tyskerne, men en meget stor Del af dem kan ikke bruges som Fragtskibe. Den aarlige Produktion af nybyggede Skibe beløber sig nu til 2'A Mill. Tons, og jeg tror ikke, at man kan komme højere op end paa 4 Mill. Thi man maa ikke alene erindre sig Knapheden paa Staal, men ogsaa Manglen af Maskiner. Jeg anser Situationen for meget farlig.«lloyd George søger at fremstille Forholdene ganske anderledes. Hvis Krigen skulde afgøres ved Talefærdighed, da havde samme Lloyd George forlængst været Sejrherre. Men den Mistillid, som de engelske Redere nærer til Lloyd George s Optimisme, tilkendegiver sig i Londonerbladet»Fair Play«for 26. Juni 1917, hvori det blandt andet hedder:»vi vil særdeles gerne tro, at Lloyd George holder sig ganske nøje til Kendsgerningerne, naar han anfører, at vi alene i Løbet af de to sidste Maaneder af indeværende Aar vil kunne fremstille lige saa mange Skibe, som vi byggede i alle det foregaaende Aars tolv Maaneder, og at vi i hele Aaret

22 vil kunne bygge 4 Gange saa mange, og i Aaret Gange saa mange Skibe, som vi fik færdige i 1916* men det værste ved denne ministerielle Paastand er, at den saa ofte hviler paa ubestemte Angivelser, saaledes at vi hyppigt er henvist til vore egne Gisninger, hvis vi skal fatte, hvad Resultatet af alt dette vil blive. Forudsat nu, at Ministerpræsidenten udelukkende havde andelsskibene for Øje (thi han talte jo om vore Tab ved U-Baadskrigen) og at ogsaa det af ham brugte Udtryk»fremstille«i fri Udlæggelse tør opfattes som»løbe af Stablen«, da kommer vi til nogle lærerige Slutninger: Englands Produktion af Handelstonnage beløb sig i 1916 til ca. 600,000 Tons. I de to sidste Maaneder af 1917 vil den andrage 2,4 Mill. Tons, og ,6 Mill. Tons. Det er altsammen meget glædeligt og trøsterigt.. i ) /len 1 disse Tal ^gnes der slet ikke med, hvad der muligvis kunde foranledige blot den ringeste Slappelse i vore Anstrengelser. Alt skal»klappe«! Thi vi vil have Brug for al denne Tonnage, endog længe før den er færdig, selv om U-Baadkrigens Virkninger ikke tiltager. Vi skal bruge Skibe, Skibe og endnu engang Skibe, lige indtil den Dag, Freden bliver sluttet, og endnu længere.«' Der bliver ødelagt 20 Skibe om Ugen, og vi formaar i det højeste at bygge 6 til Gengæld! Det er det magre, lidet beroligende Resultat af Englands Skibsbyggeri, som»journal of Commerce«for den 26. Juli 1917 beklager sig over. Det hedder:»det springende Punkt er dette: om vor egen Industri (forstærket gennem vore Forbundsfæller) kan bygge Skibe nok til at erstatte vore og de andre Folks Tab, som allerede har antaget saadanne Dimensioner, at Transportvanskelighederne ikke alene foraarsager Civilbefolkningen store Afsavn, men ogsaa svækker vore oversøiske Kræfters militære Virksomhed. Hvis Tabskurven for vore Handelsskibe holder sig paa samme Højde som i de sidste Uger, da maa vi se at krydse det Ødelæggelsesmaal, som Fjenden har sat sig for i Krigen

23 19 mod vor Handelsflaade, hvilket imidlertid endnu ikke er lykkedes os. Thi selv ved Bygningen af Skibe og Maskiner af Standard- Typen har vi ikke kunnet faa mere end 6 Skibe af den paakrævede Art færdige pr. Uge. Og selv naar vi tager alt muligt til Hjælp, er det ikke sandsynligt, at vi kan mere end fordoble denne Produktion. Vort Skibsbyggeri formaar ikke engang at udligne vore nuværende Tab. Situationens Alvor træder endnu tydeligere frem, naar vi stiller de Erstatninger, som det nu er os muligt at tilvejebringe, ligeoverfor Gennemsnitstabet i de fem sidste Maaneder. Hvor det drejer sig om Skibe paa 1600 Tons og derover, har vi i et Tidsrum af 20 Uger mistet 400 Skibe, til Dels af meget stort Tonnageindhold. Det er altsaa 20 om Ugen. Hvis man antager, at disse Tab varer ved, da er vor Situations Alvor stærkt iøjnefaldende. Saalænge vi havde et Overskud eller kunde udelade unødvendig Fragt, gik det godt. Men efter at baade det aabenbare og det skjulte Overskud er udtømt, befinder vi os i den i det foregaaende klarlagte Situation.«En særlig aaben Kritik, som ogsaa fordømmer Lloyd George redningsløst, findes endvidere i»journal of Commerce«for 9. August Heri hedder det:»situationen er, saavidt vides, i Korthed følgende: De Allierede er gaaet ind i Aaret 1917 med ca. 20 Mill. Brutto Reg. Tons Handelsskibe. Vore Tab har ifølge fjendtlige Opgivelser i de sidste 6 Maaneder svaret til et aarligt Tab af 5 Mill. Tons, mens Verdensproduktionen af nye Handelsskibe i det sidste Aar har beløbet sig til mindre end 2 Mill. Br. Reg. Tons. Vedvarer denne Tingenes Tilstand, saa er det klart, at Tyskland har al mulig Grund til at regne med den endelige Sejr i sin U-Baadkrig, og at det Punkt snart vil være naaet, da vore Tab vil influere ganske væsentligt paa de Allieredes militære Styrke. For at bekæmpe den fjendtlige U-Baadskrig noget virk

24 20 sommere har vi for ca. 3 Maaneder siden lagt Admiralitetet om, og for saa vidt som Bygningen af Handelsskibe overhovedet kommer i Betragtning, saa overstiger Løfterne alt, hvad man kan ønske, ja de overstiger endogsaa de mest sangvinske Overslag, som Folk, der har indgaaende Forstand paa Englands Leveringsdygtighed paa Skibs-Nybygningens Omraade, har kunnet opstille.«. uf ef a " eren gaar da ind paa det af LJ oyd George medde te Skibsprogram og klarlægger, at efter dette (da de britiske Skibsværfter i 1918 skal fremstille 4 Mill. Tonnage imod ikke fuldt 600,000 Tons i 1916) er der stillet næsten 7 Gange saa megen Tonnage i Udsigt for næste Aar (1918), som der blev bygget i det foregaaende Aar, uden Hensyntagen til den stadig voldsomt stigende Mangel paa udlærte Arbejdere og Staal.»En saadan Stigning i vort Skibsbyggeri vil i det mindste y erligere fordre 30,000 Tons Staal mere ugentlig og over 100,000 flere Arbejdere til vore Skibsværfter. Er disse Have af Staal disponible, eller er det blot sandsynligt, at de bliver det? Har man truffet nogen som helst Foranstaltninger for at skaffe alle disse Arbejdere? Dette er Spørgsmaal, som i disse Dage drøftes indenfor Skibsbyggernes Kreds. At tale om i Krigstid at kunne fordoble den Skibsproduktion, som vi har naaet i et betydeligt gunstigere Fredsaar, smager stærkt af afsindig Optimisme. Maaske Lloyd George vil garantere os, at de, der er ansvarlige for denne Vurdering, enten bliver afskedigede eller skudte, hvis de i det første Kvartal af det næste Aar har produceret mindre end, skal vi sige, en Tiendedel af de 4 Mill Tons? Thi nogle enkelte Personers Skæbne er jo betydningsløs overfor de betydningsfulde Resultater, som afhænger af, at der bliver skaffet en tilstrækkelig Mængde Tonnage til Veje. # ^aa > v * er > Gud være takket, ikke af den Anskuelse, at det britiske Riges og dets Allieredes Skæbne er afhængig af, om der til næste Aar bliver bygget 4 Mill. Tons.

25 21 Men hvis ikke desto mindre Sejren bevisligt afhænger af disse 4 Mill. Tonnage, og den nye Forvaltning skal dømmes efter sine hidtidige Ydelser, da vil det være lige saa godt, allerede i Dag at erklære sig for besejret.«ogsaa med Skibsreparationerne synes det at knibe meget. Det bliver paastaaet i»fair Play«, at Skibe, som kun behøver lidt Reparationsarbejde for igen at blive sødygtige, uden nogen paaviselig Grund bliver liggende i lange lider i ubrugelig Stand, før man bekymrer sig om dem. Den højeste Vurdering af, hvad England i 1917 vilde formaa at fremstille af Skibsbyggeri, lød paa 3 Mill. Br. Reg. Tons. Men selv et ledende politisk Blad som»daily Telegraph«, der stadigt har agiteret stærkt for Bygning af Skibe, ser sig, med Henblik paa den herskende Arbejder- og Raastofmangel, nødsaget til at fordre af Amerika, at det, hvis man skal kunne naa dette Bygningsresultat, i de næste 6 Maaneder maa sende et betydeligt Antal dygtige Arbejdere til England, hvorved Bygningen af 1 Mill. Tons bliver gjort mulig. Hertil maa bemærkes, at den amerikanske Presse bestandig klager over stor Mangel paa erfarne Arbejdere. Med stor Ængstelse ser de engelske Redere hen til de Forhold, som ved Fredsslutningen vil være skabt af Tonnagemanglen. Dette viser f. Eks. en Artikel i»fair Play«af 19. April:»Selv om de i Udsigt stillede 3 Mill. amerikansk Tonnage stod til Disposition ved Krigens Slutning, vilde der ingenlunde herigennem og ved andre Nybygninger være skaftet Dækning for Ødelæggelserne.«Med Indignation bliver der i den samme Fremstilling henvist til, at de neutrale Lande, saasom Holland, Danmark, Sverrig og Norge er i Stand til at købe alt, hvad de begærer. Gennem den Kendsgerning, at de raader over tilstrækkelig Tonnage, vil de kunne paavirke hele Handelen til egen Fordel. Skal under disse Omstændigheder, spørger»fair Play«, de Allierede tillade Nonkombattanterne at paavirke Markedet?

26 22 Selv om man formoder, at den optimistiske Vurdering er rigtig, og antager, at England saavel som de Forenede Stater i Løbet af Aarene 1917 og 1918 vil kunne fremstille saa megen Tonnage, som de mest fortrøstningsfulde Bedømmere mener, saa findes der ikke, selv naar man medregner alle de tyske Skibe, som er internerede i alle de fjendtlige Havne, en Totalsum af Tonnageerstatning, som overgaar Tallet paa Ødelæggelserne, saafremt de tyske U-Baade fremdeles er i Stand til at ødelægge den samme Tonnagemængde, som de nar sænket i det første halve Aar af Med endnu mere Angst ser man paa Tonnagen, som ved Fredslutningen staar til Tysklands Disposition. Desuden taler man om V/2 Mill. Tons Nyopbygninger. Nu, efter at Amerika er kommet med i Krigen, vender alle Tysklands Fjender deres Blik mod den anden Side af Atlanterhavet og venter Frelse og Redning fra deres amerikanske rættere, uden paa nogensomhelst Maade at være sig den beskæmmende Svaghed, som ligger heri, bevidst. Men hvorledes ser det ud med Amerikas Flaade og Skibsbyggeri? Admiral Benson har i Slutningen af Juli 1915 i en Meddelelse til de forenede Staters Skattesekretær, hvori det drejer sig om Transportmuligheder for Tropperne til de europæiske Slagmarker, Nødvendigheden af Hjælpeskibe for den amerikanske Søstridsmagt og i Sammenhæng hermed om de amerikanske Værfters Leveringsdygtighed af Handelsskibe, fastslaaet, at man ikke uden at forstyrre den regelmæssige Bygning af Marineprogrammets Skibe paa de af Statens Værfter, der er beskæftiget med Krigsskibe, indenfor de første tolv Maaneder vil kunne bygge noget Fartøj paa den nuværende Størrelse af 10,000 Tons og med en Hastighed af 20 Knob. Man vil tværtimod være omtrent 2 Aar om at fremstille de første Skibe; men da vil rigtignok ogsaa 6 saadanne Fartøjer være færdige paa een Gang. Efter 2 Aars Forløb kunde Byggeydelsen stige til ca. 7 pr. Aar, forudsat, at det drejede sig om Bygning efter en allerede for Haanden værende Model. Men denne Beregning er ganske vist bygget paa den For-

27 23 udsætning, at det vil lykkes Marineværfterne at forøge Antallet af udlærte Arbejdere. Uden Tvivl har de amerikanske Skibsbygningsforhold forbedret sig betydeligt siden 1915, selv om det ikke er til at antage, at der blot paa det nærmeste kan præsteres det af dem, som reklamemæssigt er lovet af enkelte store amerikanske Skibsbyggerfirmaer. Et sikkert Bevis paa Misforholdet mellem Skibsbyggeriprojekterne og de mulige Ydelser giver f. Eks. det amerikanske Fagblad»The Shipbuilder«i en Artikel i sit Januarnummer for Heri blev det dadlende fremhævet, at i det mindste indtil Slutningen af 1916 var Uoverensstemmelsen mellem de Skibe, som blev lagt paa Stablen, og dem som løb af Stablen, stedse bleven større, til Trods for, at det modsatte var at vente som Følge af de forbedrede Indretninger. Denne Uoverensstemmelse forklares derved, at der i det mindste indtil Slutningen af 1916 har været Mangel paa Bygningsmateriel. Af samme Kilde kan man slutte sig til, at Tilvejebringelsen af Skibsmaskiner foraarsager Amerikanerne store Vanskeligheder, da der nemlig i høj Grad er Mangel paa Motorer, saa man allerede regner med en Renaissance for Sejlskibsfarten. I Modsætning til de engelske og amerikanske Dagblade forholder de fleste Fagblade sig højst skeptisk overfor det amerikanske Skibsbyggeri og lader det end ikke mangle paa Spot og Haan, for at bevise, at Amerikanerne ikke blot tilnærmelsesvis er i Stand til at præstere, hvad de har lovet. Dernæst peger Fagbladene i Særdeleshed paa, at der behøves Skibe med det samme, medens Amerika først efter mange Maaneder, i intet Tilfælde før i Efteraaret 1917, vil være i Stand til at stille en større Tonnagemængde til Disposition. De mest fantastiske Planer havde man med Hensyn til Bygningen af Træskibe. Een Gang havde de amerikanske Stater præsteret noget fremragende paa dette Omraade og havde staaet i Spidsen for Verdensproduktionen af Træskibe. Nu troede Trætrusten, at dens Tid atter var kommet, og lige-

28 24 ledes, at den vilde kunne slaa Profit af Krigen, saaledes som det hidtil var lykkedes Staalproducenterne. Alt det, man ventede sig af disse Træskibe, forraader en i»depeche de Toulouse«for 16. Juli 1917 aftrykt Beretning i hvilken det hedder:»amerikanerne har besluttet sig til at lave en Træflaade, 1) fordi et torpederet Træskib kan holde sig flydende og blive ved med at fyre, 2) fordi det kan bygges meget hurtigere end et Staalskib, 3) kun koster det halve og 4) netop derfor rigtig egner sig til Massefremstilling. Efter at Skibstrustens Præsident, Hr. Franklin, havde tilsagt Sagen sin Interesse og Morgan tilsagt den sin financielle Støtte, tog Statssekretær Daniels den 3. April Sagen i sin Haand. Jeg har i en Havn paa den amerikanske Kyst set Skroget til det første Skib af den nye Træflaade. Som Skelettet af et antediluviansk Uhyre tegnede det sig mod Havet. En Flok Tømmermænd var beskæftigede omkring det, og Hammerslagene drønede mod det gule Grantømmer. Snart vil der ligge saadanne 1000 paa Værfterne, hver paa 35,000 Tons og til en Pris af 300,000 Dollars; seks Maaneder vil være nok til deres Fremstilling, og inden et Aar vil 1000 af dem være paa Vandet! I Spidsen for Foretagendet staar General Goethals. Hans Fuldmægtig, der viste mig omkring, sagde til mig:»u-baadene ødelægger gennemsnitligt om Maaneden 500,000 Tons. Dette er lige saa meget, som den samlede Hamburg-Amerika-Linies Flaade var før Krigen. De amerikanske Værfter kan for Tiden lade 200,000 Tons Træskibe og 120,000 Tons Staalskibe løbe af Stablen om Maaneden. Der bliver altsaa her et Deficit paa 180,000 Tons, som de engelske, franske og italienske Værfter let vil kunne udfylde. Hvert Træskib vil aarligt kunne gøre 12 Rejser til Europa. De 1000 Skibe vil altsaa kunne skaffe 35 Mill. Tons over Havet. Det betyder dog altid nogle Kornsække og Ammunitionskister. Der bruges ganske vist til Træskibene en Billion Kubik-

29 25 meter Materiale, men alene Skovene ved Stillehavskysten, i Oregon og Maine, kan levere tilstrækkeligt hertil. Til Goethals Disposition staar desuden en Kredit paa 250 Mill. Skibene vil, dybtgaaende, som de er, uden Master, uden Røg og dreven ved Petroleumsfyring, være usynlige for U-Baadene indtil paa en Afstand af 5 Mil. Efter Krigen vil denne Flaade kunne bringe Produkterne fra vore talløse Fabriker og vore umaadelige Landejendomme ud over Jorden. Besætningen paa hvert Skib skal tælle 35 Mand foruden Betjeningen af Skydevaabnene.«Sammenholdt med denne latterlige Hæven til Skyerne af Træskibene som Redningsmiddel, maa man læse en Udtalelse af Inspektøren for det amerikanske Skibsbygningsselskab»Proctor«, som New Yorker Bladet»Journal of Commerce«og Liverpool Bladet af samme Navn bragte den 21. August 1917, og som gaar ud paa, at»de af de gamle amerikanske Skibsværfter, som forstaar sig noget paa Bygning af Træskibe, tager absolut Stilling imod den og vil kun befatte sig med Bygningen af dem, hvis de bliver tvunget dertil af Regeringen. Næsten alle de Selskaber, som af Regeringen er blevet betænkt med Koncession paa Bygning af Træskibe, er nye Firmaer. De Skibe, som bliver byggede dér, vil ikke være saa stærke, at de kan bære Maskinerne. Træet kan ikke blive holdt sammen, og Resultatet vil være, at Skibene vil falde fra hinanden. Det er ubegribeligt, at Regeringen vil risikere Materiale, Penge, Ladning og Menneskeliv; thi alt dette vil blive sat paa Spil, naar disse Træskibe bliver sluppet ud paa Atlanterhavet. De gamle Træskibe blev bygget af Egetræ, og der blev brugt større Træer til at bygge dem af. De var i enhver Henseende bedre konstruerede end Regeringens Træskibe. Efter min Mening og efter de Folks Mening, som har været i U-Baadkrigens Farezone, drejer denne Bygning af Træskibe sig om intet mere eller mindre end Bortødslen af Materiale og Penge.«Staaltrustens Befuldmægtigede sørgede selvfølgelig ogsaa

30 26 hurtigt for at bevise, at man med Hensyn til Træskibene i enhver Henseende var paa Vildspor; og saa smed man Planen i Brokkassen. Thi man havde hverken Værfter nok eller tilstrækkeligt med uddannede Arbejdere. Man maatte for at virkeliggøre Træskibsplanen fuldstændigt ombygge de Værfter, der var indrettet til Staalskibsbygning, og forsyne disse med fuldstændig nye Maskiner. Nu styrtede man sig saa meget voldsommere over Bygningen af Staalskibe og skraalte frygteligt op om, hvad Amerika paa dette Omraade var i Stand til at yde. Men ogsaa her indsaa man snart, at man havde ganske overordentlige Vanskeligheder at kæmpe med, som først og sidst bundede i Mangel paa Raastoffer. Saa dukkede en ny fantastisk Plan op, nemlig den at bygge Komposit-Skibe, det vil sige Skibe, som har et Jernskelet, der bliver udfyldt med Træ. Det vilde føre altfor vidt at skulle fremdrage alle Manglerne og Svaghederne ved disse Skibe. Den Kendsgerning turde være tilstrækkelig, at man endnu den Dag i Dag ikke synes at være bleven enige om, hverken, hvad man skal holde eller love; thi stadigvæk lægger baade Manglen paa Arbejdskraft og fremfor alt Manglen paa uddannede Søfolk til Besætning paa Skibene Amerikanerne store Hindringer i Vejen. Det er næppe bekendt ud over Englands Grænser, ja knap udenfor den snævre Kreds af Skibseksperter, med hvilken Spot Amerikas ekscentriske Skibsbygningsplaner stadig bliver trakteret, hvorledes man gør sig lystig over Yankeernes ukyndige, stortalende Væsen, som er af den barnagtige Opfattelse, at Dollars og et Program alene skulde kunne gøre sig til Herre over tekniske Vanskeligheder af enhver Art, over Raastofmangel og Knaphed paa Maskiner, over Arbejdermangel og andre industrielle Vanskeligheder. Kun nogle enkelte Eksempler skal anføres, som viser, hvad de engelske Redere og Skibsbyggere tænker om deres amerikanske Kolleger, som bryster sig af, ogsaa at have overgaaet England med Hensyn til Skibsbygning eller være lige ved at tage Arven op efter den Nation, som hidtil har staaet i Spidsen for de søfarende og skibsbyggende Nationer.

31 27 Et særligt træffende Eksempel paa engelsk Spot over de æventyrlige amerikanske Skibsbygningsplaner indeholder Londonnerrederbladet»Fairplay«for 9. August Heri erklærer Skibsbygningsmedarbejderen, at han»er nysgerrig efter at faa at vide, hvorlænge det endnu vil vare, inden vore amerikanske Venner forstaar den Kendsgerning, at Krigen for saa vidt det drejer sig om Skibsbygningsspørgsmaalet ikke er vundet ved, at man gaar efter allehaande ekscentriske Forslag og nyopdukkede Idéer, som er uden nogen praktisk Værdi, saalænge Tyskland ikke er fuldstændig bekæmpet.«ligeledes gør Londonner Rederbladet sig lystig over en i det amerikanske Tidsskrift»Iron Age«fremkommen Artikel, der lægger et godt Ord ind for Bygningen af Støbejernsstandardskibe. Der foresvæver Anbefaleren af disse Skibe den Plan, at man skal bygge Skibsskroget i enkelte Dele. Hver Del skal være et Støbestykke af størst muligt Omfang. Bagefter skal man saa ad elektrisk Vej sammensvajse de enkelte Stykker. Forfatteren bemærker til dette Forslag, hvorfor man dog laver Skibe saa omstændeligt i Amerika og ikke støber hele Skibet i et enkelt Stykke Jern. Idéen indeholder ubegrænsede Muligheder, hvis man vil forfølge den, men han kan ikke rigtig indse, hvorledes man ved Hjælp af den vil vinde Krigen. En særlig»bluff«afdækker Liverpooler»Journal of Commerce«i sit Nummer for 17. Juli Her drejer det sig om amerikanske Handelsdykkerbaade, som skal kunne udrette Vidundere. I en indsendt Artikel fra»en Amerikaner«vender denne sig imod en i Liverpoolerbladet offentliggjort Artikel, i hvilken der blev berettet om Grundlæggelsen af et amerikansk Selskab, som skulde bygge Dykkerbaade med 10,000 Tons Lastrum. Opfinderen af disse undersøiske Fartøjer haabede endogsaa det første Aar at kunne fremstille 100 saadanne, det andet Aar fem Gange saa mange. Indsenderen, der selv er U-Baadsbygger, gør sig lystig

32 28 over denne Forkyndelse og erklærer blandt andet:»store Handelsdykkerbaade kan under ingen Omstændigheder bedre undgaa de tyske U-Baades Torpedoer end et hvilket som helst almindeligt Fartøj, der sejler paa Havets Overflade. Thi store Undervands- eller Dykkerbaade er nødsaget til at tilbagelægge den største Del af Rejsen over Atlanterhavet i opdukket Tilstand, og her er de akkurat lige saa udsatte for tyske U-Baades Angreb som almindelige Skibe, har endogsaa visse Ulemper frem for disse. Naar nemlig en saadan stor Handelsdykkerbaad kommer en U-Baad i Sigte, da vil den næppe kunne dykke hurtigt nok til at undgaa Torpedoen. Den Paastand, at en Handelsdykkerbaad af den angivne Størrelse skulde være mere manøvredygtig end en lille Baad, er mere end naiv. Ligeledes véd enhver Fagmand, at de amerikanske Værfter er overfyldte med Fartøjer, som er under Bygning, og at de foruden disse har talløse nye Bestillinger. Der maa altsaa bygges nye Værfter. Men hvorfra vil man faa udlærte Arbejdere til disse? Men maaske»opfinderen«vil bygge sin Dykkerbaad af Træ? Ét er i alle Fald givet: Man kan med Sikkerhed forudsige, at Krigen vil være forbi, inden den første 10,000 Tons Dykkerbaad vil være naaet til Krigszonen.«Og nu klamrer man sig i Europa til Forhaabningerne om de amerikanske Troppemasser. Derom udtaler New York»Journal of Commerce«sig den 18. Juli 1917, idet den skriver:»vi vilde gerne kaste en stor Hær ind i Frankrig; men da vore Skibe bliver ødelagt hurtigere af U-Baadene, end vi kan bygge dem op igen, saa kan det hænde, at vor Hær en skønne Dag staar uden Levnedsmidler og Ammunition, viet til Undergang. Dette er ikke tomme Ord. Det er en Kendsgerning, der er lige saa kendt i Washington og hos alle de Allierede som i Tyskland.«I det hele taget synes den Begejstringsrus over, hvad Amerika kan hjælpe (Fjenden Tyskland!!) allerede at være forbi.

33 29 I det mindste er det paafaldende, hvor reserveret ledende engelske Blade forholder sig overfor Planen om at stille en amerikansk Europahær paa Benene, hvilket Frankrig i det mindste anser for at være den eneste Redning. Tyskerne behøver virkelig ikke at gøre andet end at aftrykke fagmæssige, engelske Bedømmelser og uddele dem blandt Folket, for fuldstændig at berolige det. Amerika formaar nemlig lige saa lidt at redde Ententen i 1918, som Rusland gjorde det i 1917, Rumænien i 1916 eller Italien i Lad os f. Eks. høre, hvad Liverpooler»Journal of Commerce«for 6. September 1917 skriver i sin ledende Artikel, hvor der er opstillet en Beregning over den Tonnage der fordres, for at kunne sende en amerikansk Hær paa 500,000 Mand til Europa. Avisen antager, at til Befordring af 1000 Mand Kamptropper med Udrustning udfordres der 5000 Br. Reg. Tons. Hele Rejsen, indbefattet Ind- og Udskibningen, vil sandsynligvis ikke kunne gøres paa mindre end 4 Uger. Man maa derfor nødvendigvis have en vis Mængde Tonnage til Disposition i tre lange Maaneder, for at befordre V* Mill. Mand til Europa, og der vil hertil udfordres over 750,000 Br. Reg. Tons. Heraf fremgaar det, at allerede Spørgsmaalet om Begyndelsestransporterne stiller meget store Fordringer til de Allieredes temmeligt udtømte Tonnageforraad. Det Problem at holde Mill. Mand paa Benene med alle deres Fornødenheder, Næringsmidler, Klæder, Skydevaaben, Ammunition, Flyvemaskiner og alle de andre for moderne Krigsførelse saa uundværlige Hjælpemidler, anser Tyskland, med Henblik paa sine U-Baade, for uløseligt. Dette er et Tonnageproblem og vil sandsynligvis være af stadig voksende alvorlig Betydning. Den eneste Vejledning, vi har med Hensyn til, hvor megen Tonnage, der fordres til Løsningen af denne Opgave, er at undersøge, hvor megen Tonnage vi selv har nødig i Øjeblikket: Vi underholder paa de forskellige Krigsskuepladser, men hovedsageligt i Frankrig, en Hær som tilsammen tæller 3