Menneskelige behov, humanitær intervention, menneskelig sikkerhed og krigen i Irak

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Menneskelige behov, humanitær intervention, menneskelig sikkerhed og krigen i Irak Skrevet af: Johan Galtung Offentliggjort: 15. september Menneskelige behov og den forventede levetid for begreber og ord Begreber kommer og går; de er her ikke for altid. 'Menneskelig sikkerhed' er in, 'humanitær intervention' er på vej ud. Dette gør sig gældende indenfor videnskab, indenfor politik i almindelighed og indenfor international politik og FN-rammen i særdeleshed. De samlede betingelser for menneskeliv har mange facetter, og de har alle ret til vores opmærksomhed. En menneskelig betingelse som fattigdom forbliver, mens 'fattigdomsbekæmpelse' træder i baggrunden på samme måde som 'samfundsudvikling', 'selvhjulpenhed' og 'ny økonomisk verdensorden' gjorde og som endda 'kvindeudvikling' givetvis vil gøre. Hårdt, men sådan er begrebernes livscyklus. Hvorfor? Inden for videnskaben finder vi Thomas Kuhn's (1) epistemologiske svar: fordi det underliggende paradigme er udtømt. Paradigmet er blevet presset til det yderste, alle de forskellige kombinationer af underliggende ideer er blevet udtømt, det eneste der er tilbage er forandring af rækkefølgen, Kuhn's 'gåder', intet nyt kommer frem. Tiden er inde til en 'videnskabelig revolution', nye ideer, nye paradigmer. I forlængelse af dette kan tilføjes et sociologisk/politisk svar: Det gamle paradigme er formentlig blevet adgangskort til at opnå indflydelse indenfor den videnskabelige verden, med læretid og omhyggeligt arbejde i et eller andet 'hjørne' af paradigmet som stationer på vejen mod den videnskabelige elite. Og en yngre generation forsøger måske at opnå en hurtigere adgang til toppen ved at opdage en overlegen måde til at omgå den traditionelle metode, hvor man udfordrer personen i toppen ved at være bedre indenfor hans eget paradigme. (2) Og den måde er naturligvis et nyt paradigme, ukendt for toppen; et uberørt paradigme med ikke kun nye svar men også nye problemer.(3) Således findes der en 'kuhn'sk' epistemologi bestående af kognitiv træthed, der fører til paradigmeskift. Men der findes også en forklaring hos Khaldun (4) på nye generationers politik - eller grupper i almindelighed, som køn, klasse, nationer - der knuser portene og på den måde skiller sig af med de udbrændte forsvarere af udbrændte paradigmer og i stedet installerer sig selv, idet de soler sig i æren for de nye indsigter og praksisser, indtil også deres lys langsomt svækkes, og deres krav på magten reduceres til en fejlfri efterligning af deres yndlingsdeduktioner fra gamle aksiomer med gamle svar på gamle problemer, ude af stand til at give nye svar eller i det hele taget identificere nye problemer. Uden for portene er de nye ideers rumlen allerede hørbar for dem, der ikke er gjort døve af dementia praecox. (5) På samme måde gik et paradigme sin sejrsgang i FN regi i 1970'erne under overskriften 'basale menneskelige behov'. Det indeholdt basale menneskerettigheder; ikke blot fra universaldeklarationen af den 10. december 1948, men også fra den sociale, økonomiske og kulturelle pagt af den 16. december en pagt der endnu ikke er ratificeret af USA: derved var paradigmet tæt på sådanne basale behov som føde, beklædning, bolig, sundhed og uddannelse. Denne forfatter, i sin egenskab af rådgiver for en række medlemmer af FN, var og er fremdeles dedikeret til det paradigme og dets bestræbelser på at etablere uundværlige betingelser, der ikke er 1 / 17

2 til forhandling - ikke blot for et væsen, for livet, men for et menneske. Intellektuelt udfordrede paradigmet forskere ved at fordre udviklingen af en teori om menneskelige behov og ikke mindst en metode til at identificere dem. Denne forfatters svar var at spørge alverdens mennesker, i dialog, hvad de ikke kan leve foruden. Svarene var overlevelse, sundhed, frihed og identitet. (6) Politisk udfordrede paradigmet politikere til at implementere opfyldelsen af basale behov for alle. Paradigmet om basale menneskelige behov er ikke blevet udtømt, hverken intellektuelt eller politisk. Politisk placerede det mennesket i centrum af modernitetens stat-kapital-civilsamfund trekant. Staten blev ofte anset for at garantere overlevelse, 'sikkerhed' i snæver forstand og frihed. Kapitalen fungerede som leverandør af varer og velbefindende for dem, der kunne betale den krævede pris. Civilsamfundets netværk af menneskelige sammenslutninger og organisationer, samt lokale myndigheder, arbejdede for alle fire kategorier, blandt andet gennem den uformelle økonomi af ikke-monetært bytte og produktion til eget forbrug. Arbejdsdelingen mellem denne treenighed af det moderne samfunds fundament blev, og er fortsat, at udforske basale paradigmeproblemer, at knække hårde nødder. Ifølge denne model havde staten, og for den sags skyld også kapitalen, en stærk konkurrent i det civile samfund, NGO'erne og de lokale myndigheder og kommuner. Hvad ville der ske med staten og kapitalen, såfremt folk kendte deres basale behov og kunne få dem opfyldt lokalt og/eller gennem selvudviklede netværk i et til stadighed ekspanderende og dyberegående globalt civilsamfund, idet man også inddrog traditionel og endda gammel visdom? Hvorvidt staten skulle være en aktør på markedet, og ikke mindst hvorvidt den skulle have den ultimative magt over økonomiske transaktioner, har været kilde til megen kontrovers i det 20. århundrede. Pendulet svingede til sidst i retning af privatkapitalistisk monopol og således væk fra offentlig statskapitalistisk/socialistisk monopol. Men ekstremer er ikke gode hvilesteder. Midten er et bedre hvilested for pendulet. Den strømning, der lagde vægt på forbindelsen mellem basale behov og civilsamfundet, var ikke synderlig interesseret i det ideologiske pendul. Kravene til stat og kapital skiftede fra 'gør dit' og 'gør dat' til 'gør ikke dit' og 'gør ikke dat'. Gå ikke i vejen. Forsvind. Det brød de sig ikke om. Kapitalen slog igen med globalisering: grænseløse markeder for først finansiel og siden produktive økonomier, hvorved lokale markeder og uformelle økonomier blev slået i stykker. Gammel visdom blev patenteret, og varer og serviceydelser - også til dækning af basale behov - blev monetariseret i en verden med milliarder af mennesker ude af stand til at betale. Staten slog igen med humanitær intervention og menneskelig sikkerhed, og gjorde derved regeringen og militæret uundværlige for sikkerheden. De havde et meget godt argument, der tilsyneladende ikke var tilstrækkeligt udforsket af paradigmet om menneskelige behov: Statslig voldsanvendelse mod egne borgere, beskyttet af doktrinerne om statssuverænitet og statssikkerhed. Det var ikke nødvendigt at bruge eksempler fra fortiden. 1990'erne var vidne til statsvold, endda af folkemordskarakter, i Øst-Timor, Rwanda, Jugoslavien, Afghanistan og Irak. Løsningen blev formuleret i begreber som udefrakommende modvold, men andre ord: intervention for humanitære mål, også kaldet humanitær intervention. Og problemet var at gøre 'humanitær' og 'intervention' kompatible. Menneskelige behov, inklusive behovet for overlevelse, føles indeni mennesker; de er menneskeorienteret. Men menneskelig sikkerhed er også statsorienteret, eftersom kun stater kan generere modvold. Statens ultimative voldsmonopol (ultima ratio regis) er beskyttet af en generel 2 / 17

3 konsensus. Kontroversen har mest gået på, hvor meget vold og hvilke voldsmidler staten skal have råderet over, fra den realistiske maksimum position til den pacifistiske minimum position; samt hvor meget kontrol civilsamfundet måtte udøve i forhold statens udøvelse af vold, fra den fascistiske 0% position til den demokratiske 100% position. Disse to dimensioner kan meget vel komme til at definere meget af det politiske spektrum i det 21. århundrede. 2. Humanitær Intervention = Humanitarisme + Intervention Der findes en humanitarisme-tradition, som udtrykt i en artikel af Jon M. Ebersole, der spillede en nøglerolle i udarbejdelsen af 'Mohonk-kriterierne for humanitær bistand i komplekse nødsituationer' (7). De fem kriterier, der blev vedtaget af en konference med et bredt deltagergrundlag (8), er: [1] Humanitet: Der skal tages hånd om menneskelig lidelse, hvor den end findes. Alle ofres værdighed og rettigheder skal respekteres. [2] Uvildighed: Der skal ydes humanitær bistand uden at diskriminere med henvisning til etnisk oprindelse, køn, nationalitet, politiske meninger, race eller religion. Lindring for individers lidelse skal udelukkende styres af deres behov, og de mest presserende nødstilfælde skal prioriteres. [3] Neutralitet: Der skal ydes humanitær bistand uden involvering i fjendtligheder, og uden at der tages parti i kontroverser af politisk, religiøs eller ideologisk art. [4] Uafhængighed: Der skal ikke gøres indgreb i de humanitære agenturers handlingsfrihed, ligesom politiske, militære eller andre interesser ikke skal påvirke denne på urimelig vis. [5] Bemyndigelse: Den humanitære bistand skal sigte efter at puste nyt liv i lokale institutioner og gøre dem i stand til at sørge for det berørte samfunds behov. Den humanitære bistand skal udgøre et solidt første skridt i et kontinuum til afhjælpning af nødsituationer, renovering, genopbyggelse og udvikling. Det er den humanitarisme-tradition, der er forbundet med NGO'er som f.eks. Røde Kors (9), men også med stater, små som store, i forbindelse med natur- og menneskeskabte katastrofer. Mohonkkriterierne markerer en ny fase, ligesom DMTP, uddannelsesprogrammet for katastrofestyring under FN's udviklingsprogram, gjorde det. Men vi fornemmer en kønsliggørelse af spørgsmålet: Mohonk-kriterierne retter sig mod lidelse, 'hvor den end findes'. Det, der udløser handlingen, er krænkelsen af grundlæggende menneskelige behov, som behovet for fysisk velbefindende. Ifølge Carol Gilligan (10) findes denne medfølelse mest hyppigt blandt kvinder. Mænd har en tilbøjelighed til at blive styret af andre og mere abstrakte principper, der er mere distanceret fra grundlæggende behov. Et eksempel: 'En fremtrædende amerikansk ekspert satte spørgsmålstegn ved nogle af de grundlæggende, hævdvundne principper, der udgør grundlaget for humanitær aktion', med en formulering af et meget mandligt synspunkt: (11) "Uvildighed og neutralitet kan, når de anvendes i tilfælde som Bosnien, være kontraproduktive. F.eks. har De Forenede Nationer, når de giver serbere humanitær hjælp i henhold til princippet om neutralitet, i bund og grund legitimeret serbernes påstand om, at de, og ikke bosnierne, er ofre. Ved at yde humanitær bistand har de desuden frigjort ressourcer til serberne, som f.eks. brændstof og fødevarer til at ernære deres tropper i frontområderne. Der er i mange eksempler på rigtigt og forkert i internationale konflikter, og i disse tilfælde skal spørgsmålene om uvildighed og neutralitet undersøges meget nærmere.' De abstrakte principper i denne tekst er velkendte. 'Serbere' indgår som en generel kategori, sat 3 / 17

4 sammen uden nogen form for skelnen mellem gerningsmænd og uskyldige ofre/civile/tilskuere. Fra denne position er der ikke langt til en skelnen mellem værdige og uværdige ofre, internt fordrevne personer eller flygtninge. Almindelig menneskelig medfølelse er væk. Derefter interventionisme-traditionen. Den har et dårligt omdømme, som levn fra kolonimagternes krigstogter generelt, og Storbritanniens togter i særdeleshed, med henblik på at straffe de koloniserede og beskytte kolonisterne, og USA's talrige militærinterventioner (Irak er nr. 69 efter anden verdenskrig) for at udøve kontrol. Kontrol = stoppe vold = stoppe lidelse = "humanitær". Men: Hvis interventionen forårsager mere lidelse end den udrydder? Hvis intervention = krig, er det imod FN-charter 2(4) og skal bemyndiges af FN's Sikkerhedsråd med henblik på at opfylde den internationale lovgivning. Men af forudsætningen om 'intervention med henblik på at beskytte folk fra vold fra dets egen regering' følger ikke, at interventionen generelt skal være voldelig og militær (som vi især har set fra USA's side). En meget vigtig variabel i den sammenhæng er den militære kultur. (12) Overvej følgende: "Når alt kommer til alt er de amerikanske styrker gennemsyret af en offensiv ånd, karakteriseret ved en ukuelig vilje til at vinde og en aggressiv beslutsomhed til at føre krig mod fjenden. Målet er at påføre fjenden et tidligt og afgørende nederlag. Denne ånd, der sandsynligvis fører til succes på slagmarken, er ofte i modstrid med de politiske lederes instinkter, der måske foretrækker en mere gradueret anvendelse af den militære styrke, kombineret med diplomatisk pres samt pres af andre typer." "Fredsovervågning, fredsbevarelse, katastrofelettelse (national bistand, støtte til narkotikabekæmpelse, antiterrorisme og nonkombattante evakueringsoperationer) er måske afgørende politisk set, eller moralsk ønskeligt, men nedbryder ofte kombattante styrkers parathed til at udføre deres væsentligste mission: krigsførelse og forberedelse på krig." (13) Modsætningen er tydelig (14): Den europæiske indfaldsvinkel: "[Fredsmissioner] er missioner blandt folket. Hvis du står i skjorteærmer, med geværet hængende ned langs siden, og du ikke ser aggressiv ud, så har du en beroligende virkning. Jo mere du forsøger at isolere dig selv fra folket, om det så er med hjelm og skudsikker vest, eller i en fire-mands patruljevogn, jo mindre sandsynligt vil det være, at du kan finde en person eller et folk, der betyder noget for dig, blandt disse mennesker.' (General Rupert Smith) Den amerikanske indfaldsvinkel: "Det er ganske enkelt. Når du er under våben, bærer du dit kampudstyr. Vi insisterer på, at der bruges hjelme i Humvee-jeeps og lastbiler, fordi det redder liv, når der sker en ulykke. Den amerikanske hærs filosofi på dette område er, 'hør her, hvis du vil have, at vi skal gå i felten og yde fredsbevarelse under våben, skal du skaffe en organisation med en militærdisciplin, der er klar til at besvare enhver dødelig trussel. Hvis du ikke kan lide det på den måde, så send bud efter FN'. (General Montgomery Meigs). (15) Dette åbner op for spørgsmålet om 'hvilken type militærintervention?' Men det udtømmer ikke interventionsdimensionen. TRANSCEND-perspektivet identificerer f.eks. en række andre elementer i en intervention: (16) 4 / 17

5 - Missioner kan forbedres ved at indkalde ekspertise, ikke blot i våben og militærmentalitet, men også inden for politifærdigheder, ikke-voldelige færdigheder og mæglingsevner. Eftersom kvinder ville være tilbøjelige til at forholde sig mere til mennesker end til materiel, kunne de måske udgøre 50 % af enhederne. Derudover burde det samlede antal øges væsentligt. Kort sagt: Et blåt tæppe af fredsbevarende styrker, og ikke kun blåhjelme, et tæppe så tykt, at der ikke er megen plads tilbage at kæmpe på. Og fredsbevarelse ville således også omfatte de tre r'er: Reconstruction, reconciliation og resolution (genopbygning, forsoning og afgørelse) uden at skulle vente på, at volden er 'ovre'. Hvis vi fjerner militære og politimæssige evner, eksemplificeret i USA's militære etos, kommer vi til dimensionens ikke-voldelige pol. På trods af de mange ikke-voldelige succeser fra 1940'erne og fremefter (17) er regeringer ikke tilbøjelige til at anvende sådanne midler i forbindelse med en intervention. De har ikke monopol på dem, og de kan også blive brugt mod enhver grov regering, der er involveret i direkte eller strukturel vold. Vi har altså et højre/venstre-spektrum over fire typer intervention: Hårdt militær (som USA), blødt militær (som Europa, beskrevet ovenfor), blød ikke-vold, hård ikke-vold (som Gandhi). (18) Det bedste ville være folks hårde ikke-vold indefra. At gøre ingenting er ikke en mulighed. Men der er en anden tilgangsvinkel indlejret i paradigmeskiftet fra sikkerhedsstudier til fredsstudier. Sikkerhedsstudier er tilbøjelige til at løse voldsproblemer med vold eller truslen herom. Ikke-vold kommer tæt på at løse problemer vedrørende illegitim magtanvendelse med ikke-voldelig modmagt. Men fredsstudier har en tilbøjelighed til at se vold som konsekvensen af uændret konflikt og dehumanisering, og løsninger som udtrykt i konflikttransformation og depolarisering, før volden kommer i gang: Ved at forbinde fred med konflikt og dens løsning, som i 'freds- og konfliktstudier', og ikke kun med fravær af vold Ved at insistere på ikke-voldelige og kreative tilgange til konfliktløsning, som i 'fred med fredelige midler' Ved at anvende dette på konflikter på alle niveauer: Mikro (i og mellem personer), meso (i samfund), makro (mellem stater og nationer) og mega (mellem regioner og civilisationer) samt Ved at udgøre en anvendt diagnose/prognose/terapi = fredsudøvelsesvidenskab, der anvender al relevant viden fra alle discipliner. Fredsstudier skal undersøge parternes mål, hvad angår deres legitimitet med hensyn til forenelighed med grundlæggende behov/rettigheder for alle, og forsøge at bygge bro mellem legitime mål. Dette skal ske uden nogen form for prioritering af målene for den stat, der betaler for undersøgelserne. (19) Chamberlains "fred i vor tid" fremdrages ofte mod fredsbevægelser, etc. Men i München brugte Chamberlain Nazityskland mod en værre fare, set ud fra et Tory-synspunkt: Den kommunistiske Sovjetunion. "Rusland, Rusland" lød rådet i parlamentet til forsvar for hans politik. Fredsstudier ville have udforsket alle parters mål, bygget bro mellem de legitime mål og stået imod de illegitime på ikke-voldelig vis. Ikke en let udfordring. 3. Menneskelig sikkerhed = Menneske + sikkerhed Tese: Rwanda gav i 1994 muligheden for ikke at gøre noget et dårligt ry. Den (meget) bløde militærtilgang i Bosnien i der ledte til Srebrenica - gav den FN-ledede fredsbevarende styrke et dårligt ry. Den hårde militære USA-ledede NATO-krig i 1999 mod Serbien for at beskytte Kosovos indbyggere gav humanitær intervention et dårligt ry. Men den succesfulde hårde ikke-voldelige 5 / 17

6 tilgang til Milosevics fald i 1999 (20) gav ikke ikke-vold et godt ry, fordi tilgangen lå uden for de gængse paradigmer i en USA-ledet verden, der søgte militær legitimitet. (21) Kort sagt, det er tid til et nyt koncept. FN-kommissionen for menneskelig sikkerhed (CHS), der blev lanceret i juni 2001, var ledet af tidligere FN-flygtningehøjkommisær Sadako Ogata og Amartya Sen, Nobel-pristager i økonomi.(22) Den endelige rapport blev præsenteret for FN's generalsekretær den 1. maj 2003.(23) Nogle højdepunkter fra den vigtige rapport: Det internationale samfund har hurtigt brug for et nyt sikkerhedsparadigme. (Staten) mislykkes ofte i at opfylde dens sikkerhedsforpligtelser (og er til tider endda blevet en kilde til trusler mod dens eget folk), og opmærksomheden må nu skifte fra statens sikkerhed til folkets sikkerhed - til menneskelig sikkerhed. (Rapporten er) et svar på de påførte voldstrusler, men det svar vil ikke være effektivt, hvis det er opdelt mellem dem, der arbejder med rettigheder, med sikkerhed, med humanitære anliggender eller med udvikling. Menneskelig sikkerhed komplementerer statssikkerhed, udvider menneskerettighederne og styrker menneskelig udvikling. CHS-definitionen: At beskytte den livsvigtige kerne af alle menneskeliv på en måde, der udvider menneskelige friheder og menneskelig selvopfyldelse. Menneskelig sikkerhed komplementerer 'statssikkerhed' på fire måder: 1.Dens fokus er individet og fællesskabet frem for staten 2.Trusler omfatter mere end trusler mod statssikkerhed 3.Omfanget af aktører udvides til at være flere end staten. 4.Opnåelse af menneskelig sikkerhed omfatter myndiggørelse af folket Menneskelig sikkerhed bidrager til at identificere huller i beskyttelsesinfrastrukturen samt måder at styrke eller forbedre den på. Den operative del omsætter sådanne ideer til ti punkter: 1) Beskyttelse af mennesker i voldelige konflikter. 2) Beskyttelse af mennesker mod spredning af våben 3) Støtte til menneskelig sikkerhed for mennesker på flugt 4) Oprettelse af overgangsfonde for menneskelig sikkerhed i forbindelse med post-konflikter 5) Opmuntring til retfærdig handel og retfærdige markeder til fordel for de fattige 6) Oprettelse af minimumslevestandarder overalt 7) Enighed om høj prioritering af almen adgang til grundlæggende sundhedspleje 8) Udvikling af et effektivt og rimeligt globalt system for patentrettigheder 9) Myndiggørelse af alle mennesker gennem almen grunduddannelse 10) Tydeliggørelse af behovet for en global menneskelig identitet, samtidig med at individets ret til at have forskellige identiteter og tilhørsforhold respekteres Meget af det, der er blevet nævnt, ligger i traditionen for grundlæggende menneskelige behov, som f.eks. de fire behov-kategorier, der er beskrevet i afsnit [1] ovenfor: Der er fokus på overlevelse, hvad angår beskyttelse og sikkerhed. Der er fokus på velbefindende, hvad angår grundlæggende sundhedspleje, grunduddannelse og minimumslevestandarder. Handel, marked og patentrettigheder kvalificeres som 'retfærdige', 'til fordel for de fattige' og 'rimelige'. Der er fokus på forskellige identiteter, herunder global identitet. Frihed mangler blandt disse punkter, men det er alle steder i rapporten, der i høj grad baserer sig på en af de førende intellektuelle i vor tid, medformand Amartya Sen, og hans grundlæggende bog Udvikling som frihed. (24) 6 / 17

7 Og vigtigst af alt: 'Omfanget af aktører udvides til flere end staten', frem for alt med inddragelse af myndiggjorte individer overalt. Denne rapport legitimerer ordet 'sikkerhed' ved at tilføre det konnotationen 'menneskelig'. Hvad der sker derefter, rækker ud over rapportens sider. Vi kan forvente, at statssystemet med dets monopol på voldelige sikkerhedsmidler bruger denne legitimering til at retfærdiggøre intervention inden for andre stater i den 'menneskelige sikkerheds' navn. Og vi kan også forvente, at nogle af dem bruger 'sikkerhed' i den brede betydning som et dække for andre mål i den nationale interesses tradition, altså sikkerhed for staten. 4. Krigen i Irak Lad os dog antage, at det eneste motiv bag USA's og Storbritanniens krig mod Irak, der startede den 20. marts 2003 (lokal tid i Baghdad), var menneskelig sikkerhed, dvs. beskyttelsen af det irakiske folk mod Hussein-Ba'ath-Sunni-regimet. Den 1. maj var det verdslige, statskapitalistiske Ba'athregime ødelagt, og magten lå i hænderne på USA-koalitionens midlertidige myndighed. Ni måneder efter at krigen var startet, var Saddam Hussein en krigsfange. Frihed? En succeshistorie? Ifølge den overforenklede logik Hussein-ved-magten vs. Hussein-ikke-ved-magten, ja. Men den logik gemmer to væsentlige spørgsmål (25): A: Hvad var regimeskiftets samlede cost-benefits? og, B: Fandtes der mindre kostbare metoder til et regimeskifte? Argumentet går ikke imod regimeskiftet, ej heller imod et udefrakommende regimeskifte = intervention. Den grundlæggende antagelse om humanitær intervention i overensstemmelse med logikken om menneskelig sikkerhed accepteres. Stater er ikke suveræne. Det er mennesker derimod. Det er ikke kun stater, der har brug for sikkerhed. Mennesker har også. Der er dog en tilføjelse, der engang kan vise sig at blive væsentlig. Engang kunne menneskelig sikkerhed mod vold fra ens egen regering også blive fortolket som omfattende den økonomiske vold, hvor ringe købekraft lader de nederste X % af befolkningen tilbage med utilstrækkelige midler til at dække basale behov, og med uforholdsmæssig stor sygelighed og dødelighed. Dette resultat skyldes som regel strukturel vold, grundet utilsigtede handlinger og ikke-handlinger. Men det kunne også skyldes misgerninger, som direkte vold; krig mod de fattige frem for krig mod fattigdom, men med økonomiske, ikke militære/efterretningsmæssige midler. En dag, senere end nogen håber, men tidligere end nogen frygter, kan økonomisk vold blive omfattet af definitionen af folkedrab og blive en årsag til at gribe ind for at fremkalde et regimeskifte i den menneskelige sikkerheds navn. Udtrykket 'sikkerhed' bruges ofte i forbindelse med krigen i Irak, der i begyndelsen af 2004 stadig befinder sig i sin anden guerilla-fase. Hvis 'sikkerhed', mere traditionelt, defineres som lav/ingen sandsynlighed for at blive offer for vold, så er Irak helt sikkert et 'sikkerhedsproblem'. Et voldeligt angreb har en tilbøjelighed til at udløse voldelig modstand, og slagmarker har, uanset typen af vold eller hvem der angriber, en tilbøjelighed til at blive et sikkerhedsproblem for samtlige de berørte, "dem eller os", militærpersoner eller civile. Af de 28 lande, der havde sendt tropper til Irak per den 8. december 2003, havde 10 'sikkerhed' blandt sine 'hovedaktiviteter'. Landene er USA, England, Albanien, Bulgarien, El Salvador, Italien, Holland, Polen, Spanien og Ukraine. Eftersom sikkerhedsdiskursen har en tendens til at se løsningen på vold i begrebet mod-vold, bliver 'sikkerhed' blot en formildende omskrivning af 'kamp'. Resultatet er usikkert i lyset af den irakiske dybdekultur, der har en meget lang tidshorisont, og hvor mod, værdighed og ære betragtes som vigtigere end det at vinde. (26) 7 / 17

8 Eftersom den humanitære intervention i Irak bl.a. blev gennemført med sigte på irakernes menneskelige sikkerhed, vil vi bruge basale menneskelige behov som rettesnor for at vurdere costbenefit i irakiske menneskelige termer. Den mulige retfærdiggørelse af interventionen afhænger af udfaldet, når man sammenligner: Benefit (goder): graden af opfyldte basale menneskelige behov efter interventionen versus graden af opfyldte menneskelige behov uden intervention. Cost (omkostninger): Omkostningerne ved interventionen i basale menneskelige behov. Denne sammenligning kunne med fordel gennemføres årligt efter den 20. marts 2003, eftersom nogle basale menneskelige behovsforbedringer kan være langfristede. I den forbindelse vil det desuden være nødvendigt at opjustere resultaterne uden intervention: Omkostningerne ved en fortsat FN våbeninspektion (der viser et fravær af masseødelæggelsesvåben), versus goderne ved et menneskerettighedsregime og ved gradvist lempede sanktioner. De fleste af regimets uhyrligheder blev begået i fortiden. (27) Det følgende antyder kun tankemåderne, idet vi anvender de fire 'basale menneskelige behov' skitseret foroven. Empirien er meget begrænset. 1. Overlevelse. I forhold til at vurdere hvorvidt sikkerhed i den snævre betydning - 'risiko for at blive dræbt' - er blevet forbedret med interventionen, er det et problem at Pentagon nægter at udlevere data omkring irakiske militære eller civile ofre, dræbte eller sårede. Der tales indtil videre om tal i størrelsesordenen (28), hvilket er højt for en intervention, selv i vores område. De amerikanske tab har passeret (red.) og usynliggøres desuden, fordi medierne ikke har tilladelse til at dække hjemsendelsen af kister endsige begravelser. Disse forhold afspejler terrorismens strategi, hvad enten der er tale om statsterrorisme eller privat terrorisme: maksimer antallet af ofre samtidig med at udøverne holdes udenfor rækkevidde af gengældelse. Rater i omegnen af gange er imidlertid relativt lave i forhold til 3.000:19=158 (29) for 11.september terroristerne. Såfremt vi udvider definitionen på 'krigen i Irak' til også at indbefatte de anglo-amerikanske luftangreb i perioden efter den første golfkrig i 1991, stiger antallet af ofre, men ikke blandt udøverne. Og krigen fortsætter. 2. Velbefindende. Ødelæggelse af beboelsessteder og infrastruktur som følge af kamp, af plantager og landbrugsjord som repressalier mod landmænd mistænkt for samarbejde med modstandsbevægelsen, arbejdsløshedsrater på op mod 70% i nogle regioner og overfyldte hospitaler - peger alt sammen i retning af en alvorlig nedgang i udbuddet af føde, tøj, ly, sundhed og uddannelse, alle vigtige faktorer for at opfylde basale menneskelige behov. Denne nedgang, relativ til det høje niveau for opfyldelse af basale menneskelige behov i den olierige Ba'ath velfærdsstat, har en forhistorie i krigen mod Iran , den første Golfkrig, de økonomiske sanktioner og de efterfølgende luftangreb. Der er imidlertid nogle forbedringer som følge af lettelsen af sanktioner. 3. Frihed. Overvej dette: (30) Den 19. september 2003 underskrev Paul Bremer den nu berygtede ordre nummer 39. Den bekendtgjorde at 200 irakiske statslige virksomheder skulle privatiseres, herunder at udenlandske virksomheder kan erhverve 100% ejerskab over irakiske banker, miner og fabrikker. Samtidig tillod dekretet disse virksomheder at flytte hele deres profit ud af Irak. The Economist erklærede de nye regler for en kapitalistisk drøm. Afmonteringen af den offentlige sektor, kan gavne 8 / 17

9 velbefindendet blandt samfundets øverste 30%, men ikke blandt de nederste 70%. Ud over at være i modstrid med Geneve-konventionen er det præcis den slags beslutninger, der kun kan træffes af irakerne selv og ikke via et amerikansk tvangsdekret. Det er velforberedt enevælde (31), ikke frihed. Vi er vidner til den samme tendens i udsættelsen af regulære valg, idet man i stedet anvender en model (på samme måde som loya jirga i Afghanistan) bestående af håndplukkede delegater til en forsamling; ikke direkte valg. 4. Identitet. Det muslimske Irak blev angrebet af to protestantiske permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd, i modsætning til de øvrige tre, et sekulær/katolsk, et sekulær/ortodokst og et konfutsiansk (Frankrig, Rusland og Kina). Angrebet blev indledt på et af de helligste steder i det shiamuslimske Irak, Karbala, på selve den dag, forårssolhverv 2003, hvor Hussein ibn Ali, Mohammeds sønnesøn, blev halshugget under sunni-shia kampe og således blev shia-islams martyr. (32) Den amerikanske overkommando refererede endda til angrebet som 'en halshugning', baseret på oplysninger om hvor Saddam Hussein kunne tænkes at gemme sig. I kølvandet på det amerikanske militær kom kristne fundamentalistiske missionærer (33) for at omvende, og politiske missionærer for at gennemtvinge en opdeling af kirke og stat, det hellige og det verdslige, i direkte modstrid med den islamiske tro, ifølge hvilken de to sfærer er udelelige. Der kan tænkes en vej til demokrati via moskeen og ulemaen, men det var ikke den vej der blev fulgt af USA, endsige af Saddam Hussein. Ingen fremskridt i forhold til identitet, udelukkende voldsomme identitetsomkostninger fremtvunget af interventionen. Overordnet konklusion: hverken sikkerhed eller mennesker. 5. Et alternativ: at løse konflikten i og omkring Irak Lad os nu betragte Irak ud fra et konfliktperspektiv, anskuet som rystelser mellem forskellige mål, ikke nødvendigvis mellem forskellige partier/grupper. Vold kan være følgen af at konflikten ikke omformes på en måde, så parterne kan klare den uden vold. En forvirrende voldelig konflikt definerer en begrænset og begrænsende sikkerhedsdiskurs. En afklaring må starte med fire punkter: Identificér parterne i konflikten Identificér deres mål Opdel målene i legitime og illegitime med basale menneskelige behov som rettesnor Forsøg at byg bro mellem de legitime mål Jeg vil i det følgende præsentere en model bestående af 11 parter i og omkring konflikten i Irak, med tre parter i Irak og otte parter udenfor Irak, idet parterne kan opsplittes og yderligere parter kan tilføjes: Konfliktens parter i Irak: Kurderne - ønsker uafhængighed, eller i det mindste en meget høj grad af selvstyre Et tyrkisk mindretal - ønsker sikkerhed og måske endda autonomi fra kurderne Sunni, ønsker - at styre Irak fra Baghdad med sekulære, socialistiske, velfærdsstatstræk (ba'athism) Shia, ønsker 9 / 17

10 - en islamisk republik i Irak - i det mindste for dem selv Konfliktens parter udenfor Irak: USA, ønsker - Direkte/indirekte kontrol med Irak fra Baghdad for at styrke: - Geopolitisk kontrol med golfregionen og Eurasien (34) - Selskabers økonomiske kontrol med olie (også af geopolitiske hensyn) (35) - Jødisk-Kristen fundamentalisme, også for at beskytte Israel (36) Storbritannien, ønsker - At afgøre gamle imperiale udeståender med Irak - Særlige relationer, at være udvalgt af Guds eget land Japan, ønsker - At 'normalisere' Japan ved at legitimere det japanske militær (SDF) - Særlige relationer, at være udvalgt af verdens nummer et Australien, Spanien m.fl., ønsker - Amerikansk støtte mod terrorister til gengæld for deltagelse Frankrig, Tyskland, ønsker - EU uafhængigt af USA i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål Tyrkiet, ønsker - Ingen kurdisk autonomi der kan fungere som løftestang for de tyrkiske kurdere - Beskyttelse af det tyrkiske mindretal i Irak Syrien, Jordan, Kuwait, Iran, ønsker - At undgå et amerikansk angreb - Gode relationer med det nye Irak Saudiarabien, ønsker - At overleve, klemt mellem Wahhabisme og USA (37) 11 parter, 19 mål er naturligvis en simplificering, men det er trods alt bedre end 'verden mod Saddam'. Begrundelserne 'at eliminere truslen fra masseødelæggelsesvåben' og 'at eliminere Al Qaedas baser' er påskud, som efterretningsvæsenerne må have vidst var opdigtede. Saddam Husseins enevælde var ikke opdigtet, men blev også bragt på bane som et ægte mål for at bibringe troværdighed. Ikke desto mindre er der noget ægte ved demokrati og menneskerettigheder, men ikke som et mål set i lyset af samarbejdet med Hussein. Den amerikanske strategi i Irak afspejler de tre skitserede mål, men problemet er at USA's kontrol med målopfyldelsen eroderer. (38) Det næste problem er et legitimitetsproblem: Ud af de 18 mål, hvor mange er da legitime ud fra et kriterium om basale menneskelige behov? Det kurdiske og det tyrkiske mindretals mål er legitime, fordi de udspringer af retten til selvstyre; derved bliver det første tyrkiske mål illegitimt. Ethvert sunni-muslimsk krav om at styre hele Irak, hvor de udgør 21% af befolkningen, kan betragtes som en illegitim fortsættelse af kolonistyret. De politiske mål kan dog bibringes legitimitet via demokrati. 10 / 17

11 Shia-muslimernes mål vil også kræve demokratisk legitimitet og kan derfor ikke påtvinges de øvrige befolkningsgrupper af denne den største gruppe i Irak, i strid med menneskerettighederne. De amerikanske mål er illegitime, usanktioneret af de irakiske folk, Golfen og Eurasien; et amerikansk mandat er naturligvis ikke tilstrækkeligt (39) Storbritanniens mål afspejler identitetsproblemer, der bør løses internt i Storbritannien. De japanske identitetsproblemer kan også kun løses i Japan. Australien, Spanien m.fl. mål kan, ligesom de britiske og japanske mål, ikke opnås i Irak på bekostning af opfyldelsen af det irakiske folks basale menneskelige behov. Det fransk/tyske mål er legitimt, såfremt det er sanktioneret af folket. Målene hos landene omkring Irak er legitime. Det saudiarabiske mål afspejler et socialt problem, der skal løses i Saudiarabien. Bag disse overvejelser omkring legitimitet findes et generelt moralsk påbud om ikke at tilfredsstille egne mål på andres bekostning. Vi står således tilbage med de legitime mål hos kurderne, det tyrkiske mindretal, shia-muslimerne, de franko-germanske aspirationer på vegne af EU og hos alle nabolandene om at slippe uskadt igennem konflikten. Storbritannien, Japan, Australien m.fl. og Saudiarabien derimod har dybtliggende problemer, som ikke lader sig løse ved at invadere og/eller besætte Irak. Hvorledes bygger vi bro mellem disse positioner? Et vigtigt skridt kunne være ved at EU i almindelighed og de ledende magter Frankrig og Tyskland i særdeleshed tog initiativ til at afholde en konference om sikkerhed og samarbejde i Mellemøsten (CSCME), skåret efter samme alen som Helsiknki konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa (CSCE), Et punkt på dagsordenen skulle være Irak, et andet kurderne. Inden krigen kunne dette have været tilføjet til det fransk/tyske forslag om fortsatte våbeninspektioner, og sikring af menneskerettighederne i Irak, præsenteret i FN's sikkerhedsråd i marts 2003 som et alternativ til den anglo-amerikanske krigeriskhed. Nu efter krigen er idéen om CSCME så aktuel som nogensinde. Men økonomisk boykot fra enkeltpersoner og det internationale civilsamfund i almindelighed må muligvis anvendes for at sætte de besættende magter under pres. De oplagte mål for en sådan boykot er selskaber, der har 'vundet' kontrakter i Irak, og som deler krigsbyttet fra denne klassiske kolonikrig. Som Arundhati Roy udtrykker det (40): 'Jeg foreslår at vi udvælger to af de største selskaber, der høster fordele af Irakkrigen. Vi kunne derefter opliste samtlige projekter, de er involveret i. Vi kunne lokalisere samtlige deres kontorer i hele verden. Vi kunne forfølge dem. Vi kunne lukke dem.' Men hvorfor kun 'to af de største', hvilket reelt vil betyde: hvorfor kun USA? For at tage Australien som eksempel kunne man inkludere Patrick Corp. (Baghdad lufthavn), SAGRIC (landbrug), Snowy Mountains Electricity Corp (electricitet), GRM International (reguleringssystemer), Australian Wheat Board (olie for mad) og ANZ Bank ('Irakiske handelsbanks konsortium'). (41) For Spanien ville det inkludere Soluziona (42) m.fl. Løsningen for Irak behøver hverken at være en samlet stat, som den blev konstitueret af kolonialismen ud fra områderne Mosul, Baghdad og Basra i det gamle osmanniske rige, eller en fragmentering i 18 provincer (43), ej heller en opdeling i tre stater. Løsningen kunne være en føderation med en høj grad af autonomi for kurderne, sunni- og shiamuslimerne med en føderal hovedstad et andet sted en Baghdad. Kuwait, den 19. provins, før den blev udskilt i 1899 som et 11 / 17

12 protektorat under det britiske imperium, kunne tænkes at være et uafhængigt associeret medlem, med samme status som Liechtenstein i forhold til Schweiz. I en sådan føderation vil et diktatur, legitimeret af et shia-muslimsk flertal på 61 %, være en umulighed. Løsningen for kurderne kunne være at stimulere til lignende autonome styrer i Syrien, Tyrkiet og Iran, med henblik på at skabe et Kurdistan ud af de fire autonome områder, uden at ændre på grænsedragninger og med et pas med betegnelsen Kurdistan plus et af de fire øvrige lande påtrykt. Og løsningen på problemet om sikkerheden i Irak kunne være at USA trak sig tilbage lige som i Vietnam (44) og ophørte med at fremsætte trusler, samtidig med at Irakerne anmodede det internationale samfund om en international beskyttelsesstyrke. Er det realistisk? Betydeligt mere end den nuværende amerikanske fremgangsmåde. Med enorme omkostninger indenfor basale behov og med Mohonk-kriterierne trådt under fode, giver USA's hårde militære fremfærd og doktrinen om forebyggende angreb doktrinen om menneskelig sikkerhed et meget dårligt ry. Der var ingen fare for en paddehattesky over Manhattan (45), ingen masseødelæggelsesvåben, ingen Irak-Al Qaeda forbindelse. Men en sort sky af ansvarlighed svæver over USA, dets allierede, efterretningstjenesterne og medierne. Hutton-undersøgelsen placerede ansvaret hos medierne (BBC). (46) De næste undersøgelser fokuserer på CIA-FBI i USA og MI6-MI5 i Storbritannien. Men hele projektet har allerede givet det amerikanske imperium og de allierede, der var tåbelige nok til at følge den amerikanske linje, et dårligt ry. Et rigtigt dårligt ry. Alternativer? Basale behov + blød intervention + konfliktløsning NOTER: (1) Thomas S. Kuhn, The Structure of Scientific Revolutions, 3rd edition, Chicago IL: University of Chicago Press, (2) For en sociologisk teori om epistemologi, der tager afsæt i isomorfisme mellem sociale strukturer og videnskabelige (etablerede) strukturer, se Johan Galtung, "Social structure and science structure", in Methodology and Ideology, Copenhagen: Ejlers, 1977, Ch. 1, pp (3) Der findes også en anden tilgang for en opkommende yngre generation: angrib det dominerende paradigme uden at have et alternativt para-digme. Og den vulgære version af denne tilgang: angrib de etablerede besiddere af det eksisterende paradigme med en selv i tankerne som alter-nativ. Hvor disse tilgange hersker bliver det akademiske liv så kedeligt som negativ politiseren. (4) For en præsentation af Ibn Khaldun's cykliske teori om makrohistorisk forandring, se Galtung, J og Inayatuallah, S eds., Macrohistory and Macrohistorians, New York: Praeger, (5) Der er en bredere fortolkning af dette. Vesten generelt, hvide angel-saxere i særdeleshed og den amerikanske elite om muligt endnu mere i særdeleshed, har nu gentaget sit tvillingemantra om valg (electionism) og nyliberalisme i størstedelen af to århundreder. De slænger sig i solen som de feudale herrer i de høje slotte, som Ibn Khaldun refererer til. Hvem banker på porten? Arbejderklassen, der har fået at vide, at den der vil ind i klubben må ligne medlemmerne af klubben inden i borgen - borgerne blev til bourgeoisi. Kvinderne banker på og får at vide, at dem der ikke ligner mænd nødvendigvis må tænke, tale og handle som mænd. De farvede får samme besked. Selv afro-amerikanere kan opnå at blive udenrigsminister, rådgiver for præsidenten, højesteretsdommer så længe de blot er tilstrækkeligt konservative. Spillet skal spilles efter reglerne. Grønne og miljøaktivister er mere problematiske, for de forkaster klubbens paradigmer. Var den 11. september 2001 en khaldunsk banken på porten hos den amerikanske magtelite? Det 12 / 17

13 afhænger af hvorvidt 'beduinerne ved porten' har et alternativt paradigme. Generelt fordres det, at det nye paradigme må generere ikke blot nye spørgsmål og svar, men også reproducere acceptable gamle og nye svar på gamle spørgsmål. En vanskelig opgave for en ung fundamentalistisk wahhabbit at påtage sig. (6) Se forfatterens "Meeting Basic Needs: Peace and Development", The Royal Society Discussion Meeting on "The science of well-being - integrating neurobiology, psychology and social science", november 2003, som bliver udgivet efterfølgende. To tilgange kan anvendes til at identificere behov: -Menneskelig fysiologi, i særdeleshed kropsåbninger og hvad der skal ind og ud, herunder også indtryk, der går ind gennem øjne og ører og bliver behandlet i hjernen og vender tilbage i bearbejdet form som udtryk gennem munden, kropssprog, herunder skrift (i relation til behovet for indtryk og ekspression); ikke kun luft, vand, føde, der kommer ind via næse og mund, og toiletter; og for fordøjelse (som de ovenfor beskrevne processer) -Ved at spørge folk i dialog, sådan som forfatteren har gjort i op mod 50 lande, hvad folk ikke kan undvære. De fire kategorier afspejler resultaterne. (7) Human Rights Quarterly,Vol. 4, nr. 3, 1995, pp (8) Mødet i Mohonk, New York, var det fjerde i en række, organiseret i efteråret 1993 af Arbejdsgruppen vedrørende etiske og juridiske spørgs-mål i forbindelse med humanitær bistand, sammensat af Programmet for humanitær bistand ved Verdenskonferencen om religion og fred, en NGO. Eftersom deltagelsesgrundlaget var bredt, er kriterierne, ligesom her, ofte blevet brugt som reference. (9) Det symbol er dog flertydigt, eftersom det er forbundet med bistand til civile ofre men også med militære enheder, der bistår gerningsmænd og militæret selv. At argumentere for to forskellige symboler er på ingen måde at argumentere for, at militært personale ikke også skal lindres for deres smerte. (10) Carol Gilligan, In a Different Voice: Psychological Theory and Women's Development(Cambridge MA: Harvard University Press, 1982) (11) Human Rights Quarterly, p. 15. Om synspunktet er overvejende mandligt eller overvejende amerikansk, er et åbent spørgsmål: De to kate-gorier udelukker naturligvis ikke hinanden men kan derimod forstærke hinanden. (12) Jeg skylder Patrick Rechner ved Forsvarsministeriet i Ottawa en tak for at gøre mig bevidst om denne dimension. (13) Colonel Lloyd J. Matthews, "The Evolution of American Military Ideals", Military Review, januarfebruar 1998, pp (14) Fra "A Force for Peace and Security: US and Allied Commanders' Views of the Military's Role in Peace Operations", Peace Through Law Education Fund, (15) Dette stemmer overens med en Pentagon-planlæggers berømte tese: "De amerikanske væbnede styrkers faktiske rolle vil være at bevare verden sikker for vores økonomi og åben over for vores kulturelle angreb. Med denne hensigt vil vi foretage en god del drab", citeret af Major Ralph Peters, Parameters, sommer 1997, pp. 4-14, US Army War College. Som George Bush siger i Bob Woodward's Bush at War, "Vi vil eksportere død og vold til verdens fire hjørner til forsvar for vores store nation". 13 / 17

14 (16) Se Conflict Transformation By Peaceful Means, Geneve: United Nations Development Programme, Disaster Management Training Pro-gramme, (17) For ti vigtige tilfælde, se Peace By Peaceful Means London: SAGE, 1996, andet oplag 1998, kapitel II.5 om ikke-vold. (18) En alternativ terminologi: i.hårdt militær = fredsskabelse ii.blødt militær = fredsbevarelse iii.blød ikke-vold = fred med fredelige midler iv.hård ikke-vold = ikke-vold (19) Regeringer har været generøse i deres finansiering af sikkerhedsstudier, idet de er gået ud fra, at konklusionerne i det store og hele ville stemme overens med deres egne nationale interesser. Fredsstudier var globaliserede, allerede inden globaliseringen opstod som koncept, idet de tog hensyn til verdensinteresser, menneskelige interesser (grundlæggende behov/rettigheder), naturens interesse - og nationale interesser, i fler-tal. Regeringsfinansiering har naturligvis været kneben eller fraværende, idet regeringerne i stadig højere grad vil have militære muligheder, in-klusive intervention og krig. (20) Problemet med de studerendes Otpor-ikkevold er naturligvis, i hvilket omfang den er en ægte, spontan reaktion fra en del af befolkningen, og i hvilket omfang den kunne være en tilsigtet bestræbelse fra eksterne magter, som f.eks. den amerikanske ambassade, efter at bruge ikkevold, da deres militære bestræbelser på at fjerne Milosevic-regimet fejlede. Soros-fonden finansierede en invitation til Otpor-aktivisterne i Tbilisi om "undervisning af mere end georgiske studerende i, hvorledes en ublodig revolution kan iværksættes" (Daily Georgian Times, 8. januar 2004). Med en ansvarlighed lig den, der var blevet udvist af Shahen og Marcos, var Shevardnadze naturligvis færdig og kunne ikke længere bru-ges af USA, og Mikhail Saakashvili, en amerikansk uddannet advokat, var i virkeligheden den eneste kandidat. (21) Såfremt opnåelse af legitimitet i forbindelse med hård militær intervention var den grundlæggende motivation, også af andre end humani-tære årsager, så skulle konkurrenterne til den tilgang elimineres. Hypotesen om, at der ikke fandt nogen intervention sted i Rwanda (på trods af den tilgængelige efterretning) var præcis møntet på at give ikke-intervention et dårligt ry, og at intervention i Srebrenica ikke var hårdere (på trods af den tilgængelige efterretning) for at give FN's fredsbevarende styrker et dårligt ry, kan lyde konspiratorisk. Men hvis en større struktur, som USAs (og Det Forenede Kongeriges og i stadig højere grad NATOs) offensive krigsmaskine, der i høj grad er 'hårdt militær', kæmper for overlevelse, kan sådanne strategier forventes. (22) Faktisk er det prisen fra den svenske nationalbanks hundredeårsfond, der forkert benævnes 'Nobel-prisen', eftersom den ikke var mellem Alfred Nobels priser. (23) Den dag, den amerikanske præsident erklærede, at kampene i Irak reelt set var ovre. (24) Se også interviewet med Amartya Sen i SGI Quarterly, juli 2003, pp Han retter opmærksomheden mod de 'uundgåelige tilbageslag" og de "uventede nedgange' i enhver udvikling eller politisk proces og mod det faktum, at 'den gamle idé om vækst med retfærdighed ikke yder en passende garantisikkerhed'. Til dette kan man selvfølgelig bemærke, at enhver proces sætter kræfter i gang, der igen vil udløse modkræfter, der kan blive stærkere, hvilket måske gør visse tilbageslag mere uundgåelige end uventede, og mindre uundgåelige i fald de var blevet forudset. (25) For ikke at påpege det ganske åbenlyse: Med Saddam Hussein væk kunne vi forvente meget 14 / 17

15 mere modstand, dog ikke nødvendigvis volde-lig, fra kurderne og shiaerne ifølge logikken 'USA har gjort arbejdet færdigt, USA kan tage hjem', som William Pfaff (The Japan Times, 19. de-cember 2003) og Paul Krugman (IHT, december) er enige om. (26) Det er her regionale studier med fokus på Irak og mere specifikt på arabisk kultur (som anderledes end f.eks. kurdisk kultur) samt i særdeleshed studier med fokus på beduinernes kultur nødvendigvis må sammenligne kulturer og andre aspekter i regionen. Verden lader sig ikke længere beskrive gennem komparative studier. Regionerne interagerer, verden er relationel og ikke kun relativ. I dette tilfælde taler vi om forholdet mellem Irak og USA og inddrager dermed også den amerikanske dybdekultur. Og med så mange af drabene begået fra afstand (missiler, bomber) reduceres modet og på samme måde værdighed og ære. Oveni kommer at tidsperspektivet er begrænset til den tid det tager for en krigsmaskine at styre en militær sejr, derefter bliver utålmodigheden åbenbar og alle andre former for modstand bortdefineres som 'terrorisme'. Hypotese: den part der har det længste tidsperspektiv og akkumulerer ære i processen, vil vinde. For at nå frem til en sådan konklusion er et regionalt perspektiv, der udelukkende fokuserer på Irak/den arabiske verden/islam misvisende. I det mindste kræves to regionale perspektiver og et studie af deres indbyrdes relation. (27) Der er naturligvis en vis flertydighed i forhold til de seneste større uhyrligheder. I den udstrækning Halabja massakren under krigen mod Iran - en krig der var tilskyndet af USA - hvor mange irakiske kurdere angiveligt kæmpede mod Baghdad og i den udstrækning massakrerne på kurderne og shiaerne i forbindelse med den første golfkrig blev opfordret af USA til at gøre oprør mod regimet uden at efterfølgende at modtage støtte, må ansvaret nødvendigvis deles. Jeg ønsker på ingen måde at retfærdiggøre uhyrlighederne, og forklaringen inkluderer, men rækker også videre end, Saddam Husseins regime. The Guardian (29. januar 2004) "Saddam's worst atrocities when he was backed by the West". (28) Andre skøn ligger så højt som (29) Tallene for uhyrlighederne ved WTC og Pentagon svinger mellem og (30) Naomi Klein, The Guardian, 7. november (31) Således forekommer den ofte fremsatte påstand i den amerikanske valgkamp om at besættelsesstyrkerne ikke var tilstrækkelig forberedt til situationen efter krigen falsk. Det var vel gennemtænkt og var hastigt implementeret. (32) Jeg står i gæld til professor Hamid Mowlana for denne pointe. (33) For at begribe hvad denne respektløshed overfor Islam kan betyde, kan det være nyttigt at være bevidst om USA's teologiske profil. I spørgeskemaundersøgelser fra september 2003 omhandlende trosspørgsmål hos amerikanerne svarede 42%, at de anså biblen for at være guds eksakte ord, 69% følte at 'religion spiller for lille en rolle de fleste menneskers liv i dag', 92% tror på gud, 85% på himmerig, 82% på mirakler, 78% på engle, 74% på helvede, 71% på djævlen, 34% på UFO'er, 34% på spøgelser, 29% på astrologi, 25% på reinkarnation og 24% på hekse (Chicago Tribune i samarbejde med The Yomiuri Shimbun, January ). Er det ikke en profil man kunne forvente hos et præmoderne samfund, der endnu ikke er beørt af oplysningstanker? (34) Geopolitikken bag dette er Mackinders teori (1904) om styrker og svagheder i verdens regioner, hvor det konkluderes, at den russiske kerne og de østlige områder indeholder potentialet til at blive en verdensmagt. I 1919 blev dette revideret til også at indbefatte Østeuropa og blev derved kendt 15 / 17