SPEAKBOG. Ebeltoft Zoo & Safari. 1. Udgave Af Nanna Ramsgaard. Kommentarer og rettelser sendes til nanna_ramsgaard@hotmail.

Transkript

1 SPEAKBOG Ebeltoft Zoo & Safari 1. Udgave 2004 Af Nanna Ramsgaard Kommentarer og rettelser sendes til

2 Alfabetisk indeks A B D E G H Asiatisk dværgodder Bjerglori Blisbuk Blåhalset struds Bongo antilope Definition af halvaber. Definition af helaber Definition af hovdyr Definitioner/forskelle på plettede kattedyr Dik dik antilope Dødningehovedabe EEP Elanantilope Europæisk bison Generelt om slanger Gepard Hjorteantilope Hvidhovedet brunlemur K Kapuchinabe Katta lemur Kongepyton Krontrane M Manløs zebra Marabustork Muflon Mælkesnog O P S T V Oksegnu Onager Pelikaner Perlehøns Sporeskildpadde Sydlig hornravn Termitter Topuklet kamel Vari lemur Vildhund W Watussikvæg Alfabetisk indeks

3 Definition af EEP EEP står for European Endangered species Programme og er et europæisk avlssamarbejde, der arbejder for bevarelsen af udryddelsestruede dyr. EEP samarbejdet udveksler dyr erfaring og viden med andre internationale avlsprogrammer i blandt andet Amerika og Asien. Hovedformålet med disse avlsprogrammer er at arbejde for opretholdelsen af en sund og genetisk varieret bestand, således at dyr, om nødvendigt, kan genudsættes i naturen på de lokaliteter, hvor en sådan reintroduktion måtte være ønskelig. Reintroduktions- eller genudsætningsprogrammer foregår ofte i samarbejde med en underafdeling af IUCN (The International Union for Conservation of Nature), der kaldes CBSG (Conservation Breeding Specialist Group) Ebeltoft Zoo deltager i 12 forskellige avlsprogrammer og har været medvirkende til reintroduktion af den sjældne europæiske bison i Polen. Vari lemurer, cuba boa, rødknæet mexicansk fugleedderkop, paryksilkeabe, hvidansigtet silkeabe, europæisk bison, gepard, bongo, onager og afrikansk vildhund er i EEP. Mens blisbuk antilope, manløs zebra, dikdik antilope, dødningehovedabe og katta lemur er i ESB (European StudBook). EEP

4 Definition af halvaber Primater er delt op i helaber og halvaber, hvor bl.a. lemuren tilhører halvaberne. Halvaber har træk, der er mindre udviklede end hos helaberne og derfor anses de for at være mere primitive. Nedenfor er nævnt nogle af disse træk. hår i ansigtet spinkel og slank krop tilpasset til livet i træerne spids, fremadstående snude bagben længere end forben 36 tænder (4 mere end helaberne) mere tætsiddende øjenhuler, der ikke er lukket bagtil som hos helaber regnes for mindre intelligente end helaber store øjne (tilpasning til nataktivitet) Lemurer findes kun på Madagaskar, men der findes halvaber andre steder i verden, dog kun i den gamle verden (Afrika, Madagaskar og Asien). Halvaber udenfor Madagaskar er udelukkende nataktive, hvilket højst sandsynlig skyldes konkurrence fra helaberne. På Madagaskar findes der ingen helaber og derfor er nogle af lemurene dagaktive. Halvaber kan inddeles i 5 familier: Spøgelsesaber (Tarsiidae), lorier (Lorisidae), fingerdyr (Daubentoniidae), indrier (Indridae) og lemurer (Lemuridae). Definition af halvaber

5 Definition af helaber Helaber tilhører såvel som halvaber gruppen af primater. Primater omfatter mange forskellige arter, der findes adskillig steder rundt om i verden. Helaber adskiller sig fra halvaber ved at visse træk er mere udviklede. lever mest i træerne, men kan have en sekundært tilpasning til at leve på jorden ansigtet er hårløst kraniet er stort og kan derfor rumme en stor udviklet hjerne for- og bagpoter er formet som gribehænder, hvor storetåen altid og tommelfingeren ofte kan modstilles de øvrige tæer/fingre oftest dagaktiv føden er overvejende vegetabilsk, men oftest er dyrene altædende Helaberne er opdelt i øst- og vestaber. Østaber kommer fra den gamle verden, hvilke vil sige Afrika og Asien, hvor vestaber stammer fra den nye verden (Amerika). Nedenfor er angivet nogle karakteristika for henholdsvis østaber og vestaber. Østaber at næseborene vender nedad og skillevæggen imellem dem er tynd 32 tænder som mennesket ofte sædepuder i livlige farver halen er ikke gribehale og kan være helt manglende Østaber inddeles i to overfamilier: menneskeaber og menneskelignende aber (Hominoidea) og marekatagtige aber (Cercopithecoidea). Vestaber Vestaberne lever i en del af det amerikanske kontinent. De opfattes som sløvere, mere melankolske og ikke så intelligente som østaberne. De er desuden kendetegnet ved: spinklere bygget gribehale ses hos de fleste tommelfingeren kan ikke modstilles i samme grad som storetåen til de øvrige tæer/fingre tænder mangler kindposer og sædepuder lever udelukkende i træer Inddeles i to familier: egernaber og silkeaber (Callithricidae) og sapajuer eller pelsaber (Cebidae) Definition af helaber

6 Definition af hov(klov)dyr Hovdyr går på det yderste af tåspidserne, dvs. at de kun berører jorden med stærkt forstørrede og fortykkede negle, der kaldes hove eller klove. Ud fra den måde dyrene sætter lemmerne på jorden inddeles de i sålegængere (klippegrævling), tågængere (tapir og næsehorn) og neglegængere (parrettået og uparrettået hovdyr). Udviklingen af lemmerne er gået i retningen af en reduktion af antallet af tæer (oprindelig 5 på hvert lem). Først reduceredes de til 4 (tapirer) dernæst 3 og videre til 2 (drøvtyggere) og endelig til en tå (heste). Nedenfor er lavet en kort definition af de parret og uparrettået hovdyr, som er den del, der er mest relevant for de dyr vi har i Ebeltoft Zoo. Parrettået hovdyr: benets forlængede akse går mellem tredje og fjerde tå lige antal tæer undtagen navlesvin, der har 3 tæer kindtænderne har folder i emaljen næsten udelukkende planteædere med undtagelsen af svin mange familier har horn hovene kaldes ofte klove Parrettåede dyrs penis er fiberelastisk. Det betyder i praksis, at de ikke er afhængige af blodtilstrømning eller friktionsstimuli. Parringen hos parrettåede er derfor kortvarig - ganske få sekunder. Er inddelt i 3 underordener: svinegruppen (Suiformes), drøvtyggerne (pecora) og kamelerne (Tylopoda) Uparrettået hovdyr: benets forlængede akse går gennem den tredje tå, der er stærkest udviklet og måske den eneste (som hos hestene) ulige antal tæer undtagen hos tapiren, der har 4 tæer lever i Afrika, Asien og Amerika Opdeles i 2 underordner: Hippomorfe (hestelignende) og Ceratomorfe (næsehornslignende), der er opdelt i 3 familier: næsehorn (Rhinocerotidae), tapirer (Tapiridae) og heste (Equidae) Definition af hov(klov)dyr

7 Store plettede kattedyr Gepard (Acinonyx jubata) Geparden er udbredt i Afrika og Iran. I forhold til både leopard og jaguar er geparden slankere og mere adræt bygget. Gepardens pletter er små og tilfældigt spredt ud over kroppe, til forskel for leopard og jaguar, hvor pletterne er rosetformede En anden væsentlig forskel er tårestriberne, der løber fra geparden øjnene og ned til munden. Geparden kan ikke, som andre katte, trække sine klør ind og den er derfor ikke nogen god træklatre, da kløerne ikke er så spidse pga. vedvarende slid. Leopard (Panthera pardus) Leoparden er ligesom geparden fra den gamle verden, men dens udbredelse er meget større end hos andre store kattedyr. Den forekommer i det meste af Afrika, Asien, Mellemøsten og Sri Lanka. Leopardens pletter er rosetformede og kan variere i størrelse i forhold til det geografiske område. I modsætning til jaguaren er leoparden rosetter tomme og mindre. Leoparden er ikke så graciøst bygget som geparden, men er dog stadig slankere end jaguaren. Jaguar (Panthera onca) Jaguaren er den mindst studerede af de store katte og lever kun i den nye verden. Jaguarens pletter er som hos leoparden rosetformede, den store forskel er, at jaguarens rosetter er større og desuden er udfyldt af 1-4 mørke pletter inden i den åbne plet. Rosetterne er normalt mørkere, har tykkere linier og har mindre pletter. Jaguaren udseende er mere firskåren end den mere slanke leopard. Sort panter Den sorte panter er ikke en art for sig selv, men et navn for alle store kattedyr med sort pels. Den sorte farve skyldes, at pigmentet melanin kommer til udtryk pga. en mutation i et af kattedyrets gener. Mutationen er arvelig, men ikke nødvendigvis direkte. Derfor er det normalt at se miksede kuld med en sort killing i blandt de normale plettede. I det rigtige lys kan de oprindelige plette hos panteren ses forholdsvist tydeligt. Normalt er billeder af sorte pantere enten leoparder eller jaguarer, men den sorte pels kan forekomme i mange andre arter af vilde kattedyr. Leoparden er dog den af alle kattedyrene, der oftest er sort. Sorte leoparder er især almindelige i tætte tropiske regnskove i sydøst Asien. Den sorte farve anses for at være en bedre kamuflage end den plettede, da skovbunden i disse områder er fattig på lys grundet den tætte skov. Da overlevelses chancerne højnes ved at være sort, bliver farven automatisk mere almindelig. Store plettede kattedyr

8 Slanger generelt Udviklingshistorie Fossiler af slanger kendes helt tilbage fra kridttiden for 100 mio. år siden. Nyere data viser, at slanger udviklede sig fra varanlignende øgler med tilhold i havet. De tidlige slangeformer var marine og reduktionen af lemmerne fandt sted på dette tidspunkt. Desuden menes øjenlågenes sammenvoksning, som en gennemsigtig hinde, at være en tilpasning for at beskytte øjnene mod saltvand. Udviklingen af slangen har ført til, at man i dag kender omkring 3000 forskellige arter, der har tilpasset sig til vidt forskellige habitater. Karakteristika Slangen er et vekselvarmt dyr, hvilket betyder, at kropstemperaturen bestemmes af omgivelserne. Ideal temperaturen for en slange ligger på ca. 30. Ved for høje temperaturer kan slangen få hedeslag og ved for lave temperaturer bliver slangen sløv og kropsfunktionerne bremses. Slangen er karakteristisk med sin skældækkede hud og sin lange næsten cylinderformede krop. For at få plads til de indre organer er disse tilpasset slangens form. For lungerne gælder det, at den venstre lunge er reduceret eller helt mangler. Slangens skællede hud består af pladeagtige skæl forbundet med elastisk hud. Skællene minder om riddernes ringbrynjer ved at være både beskyttende og smidige. Skællene på hovedet har forskellige størrelse fra art til art. På undersiden af slangen sidder ventralskællene. Disse er lidt større og letter fremdriften, når slangen glider fremad. De forhindrer desuden slangen i at glide baglæns. Hamskifte Slanger skifter ikke ham ved en gradvis afskalling, men kaster hele hammen på en gang. Hammen består af det ydre forhornede hudlag og gengiver nøjagtigt alle detaljer i skælstrukturen. Det er dermed muligt at artsbestemme en slange ud fra dens ham. Den forhornede overhud er adskilt fra det underliggende lag. Med jævne mellemrum bliver hornlaget tykkere, hvorefter den øverste del skilles fra det underliggende lag. Der dannes et hulrum, hvor lymfevæske siver ind. Efter nogle dage er hammen helt løsnet over hele kroppen, hvorefter slangen er klar til at smide den. Ved at gnide hovedet mod ru overflader laves der et hul i hammen omkring munden. Den tynde, gamle ham kan nu vrides af som en handske, fra hovedet og bagover. Ved hamskifte forandrer slangen udseende. Farverne bliver mere matte og øjet dækkes af en gennemsigtig hornhinde. Slanger skifter ham afhængig af deres fysiske tilstand og de ydre temperaturforhold. Skelettet Slanger har en rygsøjle bestående af mellem 200 og 400 hvirvler. Alle hvirvlerne har ribben, men brystbenet mangler. Ribbenene er altså frie i enderne. Disse frie ender er forbundet med bugskællene og har dermed betydning for bevægelsen. Kæbeleddene er adskilte og bevægelige. Et elastisk bånd forbinder over- og underkæben, hvilket gør, at slanger er i stand til at sluge byttedyr, der er meget større end deres egen hoved. Slanger generelt

9 Sanser Slanger mangler ydre ører og mellemøre og er altså døve for luftbåren lyd, men de er i stand til at opfange vibrationer via jorden. Slangen har desuden nogle meget udviklede sanser. Øjnene spiller en væsentlig rolle, når slangen skal informere sig om sine omgivelser. Men også lugtesansen og varmegruberne er vigtige. Når slangen lugter stikker den tungen ud og smager på luften. Tungen fanger lugtpartikler i luften, der derpå stikkes op i et organ (Jacobsons organ) inde i ganen. Varmegruberne, der sidder foran ved slangens hoved kan opfange temperaturforskelle på bare 0,2 C. Ved at analysere varmesignaler kan slangen bestemme afstanden til et byttedyr. Jagten Alle slanger er kødædere, men der forekommer en stor variation af byttedyr fra art til art. Nogle er specialiserede jægere, mens andre æder alt, hvad de kan sluge. Når slanger jager, er de afhængige af alle deres sanser. Først opsnappes færten af et byttedyr med tungen. Når byttedyret er kommet indenfor den rigtige rækkevidde bestemmes, vha. varmegruberne, hvor og hvor langt væk byttedyret er. Men først når byttet bevæger sig hugger slangen. Ved at bruge så mange sanser til at jage er slangen i stand til at angribe meget præcist, selv i mørke. Når byttet er fanget ædes det enten levende eller slås ihjel først. Små dyr, der ikke er stærke nok til at forsvare sig selv sluges levende. Større dyr slås ihjel enten ved kvælning eller gift. Kvælningen foregår ved, at slangen strammer til hver gang byttedyret ånder ud. Dette betyder, at byttedyret kan udvide sin brystkasse mindre og mindre og til sidst kvæles. Giften som giftslanger bruger er ofte en form for nervegift indeholdende fordøjelsesenzymer (protolytiske enzymer). Der er forskel på om en slange er aktiv eller passiv jæger. Passive jægere venter på at byttedyret skal komme til dem. Sådanne slanger har ofte stærke kamuflagefarver. Aktive jægere går derimod på jagt efter deres bytte. Dette kan fx være ved at søge i klippesprækker, træer el. lign. steder. Slanger generelt

10 Formering Det er svært at se forskel på kønnene hos slanger. Oftest er hanner mindre end hunner, mens halen derimod er længere og mere voluminøs. Der kan desuden være forskel på farvetegninger, men dette er en usikker måde at kønsbestemme på. Slanger har indre befrugtning og befrugtes af hannens to-delte penis. Ægudviklingen starter i æglederen, hvorefter æglægningen finder sted efter et tidsrum, der varierer fra art til art. Æggeskallen har en konsistens, der minder om pergament. Æggene lægges oftest i fordybninger i jorden, på skyggefulde og fugtige steder. De fleste slanger mister interessen for æggene, så snart de er lagt, mens andre udruger æggene ved at sno sig rundt om dem. Dette gælder først og fremmest for pytoner. Fosterudviklingen varierer alt efter arten og fugtigheden, men ligger normalt på omkring 2-3 måneder. Når æggene er klækkede må ungerne klare sig selv. En del slangearter føder levende unger især i de tempererede egne, da det her er for koldt til at æggene kan udvikles. Forsvar Selv om slanger er rovdyr har de mange fjender, deriblandt mennesket. Slanger bruger ofte et passivt forsvar mod fjender med farver. Enten ved at kamuflere sig eller vged at antage farver andre rovdyr forbinder med giftige dyr. Et aktivt forsvar kan være at spille død, fjerne opmærksomheden fra hovedet ved at spille med halen (klapperslangen) eller ved at hugge ud efter/bide fjenden. Status Slanger lever oftest skjult og det er derfor svært at have et overblik over bestanden. Men for de fleste arter gælder det, at de i dag er truede. Dette skyldes især os mennesker. Mange mennesker, især indfødte i bl.a. Afrika, dræber slanger pga. frygt. Mens andre aktivt jager dem for at få deres skind til at lave sko, bælter og tasker af. Derudover sker der en generel ødelæggelse af slangers levesteder, såvel som det gælder for de fleste andre dyr. Slanger generelt

11 Watussikvæg / Watutsi Højde:?? Vægt: kg Udbredelse/levested: Domesticeret i Afrika Føde: Græs og blade Levetid:?? Kønsmoden:?? Drægtighedsperiode: 1 år Antal unger: 1 Bos taurus Biologi Karakteristika Watussi kvæg er meget langhornet opdrættet kvæg, der lever i Afrika. De er en blanding af de gamle egyptiske langhornede kvæg og zebuoksen. Kvæget blev domesticeret for 7000 år siden af stammefolket watutsierne i det østlige Afrika. Kvæget blev holdt som statussymbol for watutsierne og de blev stærkt beundret af hutuerne, der mod at passe kvæget fik lov at malke og slagte tyrekalvene. Mange af stammerne i Afrika holder kun kvæg af rituelle grunde og ikke for kødets skyld. De regner watussi kvæget for hellig og må derfor ikke spise dem. I stedet drikker de mælken blandet med dyrets blod, hvilket udgør et vigtigt og dagligt næringsrigt kosttilskud. Adfærd og social levevis Watussi kvæg lever i flokke med en tyr, mange kvier og deres afkom. Kvæget er godt tilpasset til varmen i Afrika og bruger deres horn til at nedkøle blodet, så de ikke overopheder. Hornene er blot en hornskede udenpå en kalk- og gelé-agtig masse. Det opvarmede blod løber ud i hornene og køles derpå ned, når en brise blæser hen over hornene. Status Eftersom watussi kvæget er domesticeret for ca år siden kan man ikke kalde arten for truet. I Afrika er watussi kvæg desuden yderst almindelig. Vidste du Watutsi er flertal af tutsi, der er navnet på den stamme, der domesticerede kvæget Watussi kvæg horn kan nå en længde på 5 fod Watussikvæg

12 Asiatisk dværgodder / Claw-less Otter Længde: cm Vægt: 1 5 kg Udbredelse/levested: Floder, floddeltaer og kystvande i Indien, Kina og andre steder i Asien Føde: Krabber, skaldyr, bløddyr og frøer sjældent fisk Levetid: år Kønsmoden: 1 år Drægtighedsperiode: dage Antal unger: 1 2, men kan få helt op til 6 Trichoglossus haematodus Biologi Karakteristika Den asiatiske dværgodder er den mindste af alle oddere. Yderligere adskiller den sig fra andre oddere ved delvist at mangle svømmehuden mellem tæer og fingre. Dette gør poterne mere følsomme og dværgodderen er på den måde i stand til at finde frem til sit bytte i mudder eller under ral og sten. Andre oddere bruger munden til at fange deres bytte med. Den asiatiske dværgodder har meget store og kraftige kindtænder, der bruges til at knuse skallerne på krabber og skaldyr. Dværgodderens syn er utrolig godt, både under og over vandet. Adfærd og social levevis Den asiatiske dværgodder lever i grupper på 4-12 individer, hvor hunnen er den dominerende. Grupperne består oftest af forældre med deres voksne unger. Dværgodderen er dagaktiv, i områder, hvor den ikke forstyrres af mennesker, ellers nataktiv. Odderne kommunikerer vha. af lyde. De har op til 12 forskellige lyde og heri er ikke inkluderet de instinkte lyde. De asiatiske dværgoddere er utrolig livlige og man ser dem gerne lege rundt i vandet, enten alene eller med hinanden. De er desuden glade for at sole sig på bredden, når vejret er godt. Den asiatiske dværgodder bor i huler eller reder langs vandet. Oftest ligger udgangstunnelen under vandoverfladen. Vandet fungerer dermed ikke kun som en legeplads, men er også tilflugtssted ved farer. Formering og unger Den asiatiske dværgodder er monogam. Når hannen og hunnen har fundet sammen, er det for altid. Når ungerne fødes hjælpes både hannen og hunnen med at opfostre, de i starten, hjælpeløse unger. Først når ungerne er 40 dage gamle åbner de øjnene. Når ungerne er ca. 9 uger gamle starter de med at svømme og efter ca uger kan de begynde at spise fast føde. Asiatisk dværgodder

13 Nyttedyr I Sydøstasien er den asiatiske dværgodder trænet til at hjælpe fiskerne med at fange fisk. Iført en sele med en lang snor driver odderne stimer af fisk ind i fiskernes net. Som belønning får odderne lov til at spise af fangsten. Den asiatiske dværgodder bruges desuden af farmerne. Odderne spiser nemlig alle de krebsdyr, der ellers ødelægger afgrøderne. Status Den asiatiske dværgodder er erklæret truet af IUCN og USID pga. habitattab, pelsjægere og kæledyrsjægere. Den asiatiske odder er også beskyttet af IOSF (International Otter Survival Fund). Selv i fangenskab er odderen svær at bevare, da mange får nyresten (kan skyldes forkert ernæring). Hidtil har man dog ikke fundet en kur. Der findes 110 oddere i de 21 deltagende SSP (Species Survival Plan) Zoos. I Zoo I Ebeltoft Zoo har vi 2 asiatiske dværgoddere, der har fundet sammen som par. De har indtil videre både parret sig og bygget rede. Vidste du at den asiatiske dværgodder bruger mere tid på land end andre oddere at den er den eneste odder, der ikke fanger sit bytte med munden at den er én ud af kun få sociale oddere at den asiatiske dværgodder holder af at lege tovtrækning og andre lege Asiatisk dværgodder

14 Bjerglori / Rainbow Lory(keet) Længde: cm Vægt: g Udbredelse/levested: Skovområder i Australien, Tasmanien, Indonesien, Ny Guinea Føde: Pollen, nektar, frugt. Men også bær, frø, insekter og insektlarver Levetid: 10 år, år i Zoo Kønsmoden: måneder Rugeperiode: 25 dage Antal æg: 2 Trichoglossus haematodus Biologi Karakteristika Bjerglorier er farverige papegøjefugle, der desuden kendt under navnet penseltungepapegøjer. Navnet skyldes deres specielle tunger, der ligner små pensler med små papillaer på spidsen. Lorierne er fødespecialister og bruger deres tunger til at opsamle pollen og nektar. De adskiller sig endvidere fra andre papegøjer ved at have et lidt smallere og ofte knivskarpt næb, der bruges til at flænse frugtkød for at få fat i saften. Næbbet er således ikke så solidt som hos andre papegøjefugle. Bjerglorien er en meget grådig fugl. Den kan frådse i nektar og frugt indtil dens hoved, hals og bryst er én klæbrig masse. Den ødelægger derfor ofte mere, end den spiser. Adfærd og social levevis Lever i flokke som kan bestå af et par enkelte fugle eller op til flere hundrede, alt afhængig af fødemængden i området. Bjerglorien er en utrolig adræt og udholdende flyver. I naturen er bjerglorien en nomadefugl, da den konstant er på jagt efter føde. Bjerglorien råder over et stort repertoire af lyde. Lige fra høje skrig til dyb knurren. Desuden har den et yderst veludviklet kropssprog, der består af bl.a. hoppen på stedet, rullen på ryggen og snurren med vingerne. Især i yngleperioden udfører den en charmende parringsdans. Formering og unger Bjerglorien lægger to æg, som hunnen selv udruger, mens hannen bringer hende føde. Når æggene er klækkede enes hunnen og hannen om fodringen de første par dage, hvorefter hannen overtager helt. Efter 60 dage forlader ungerne reden. Ungfuglene adskiller sig fra de voksne ved at have en lidt anderledes fjerdragt. Ungfuglenes næb er mørkebrune og er mere gule på den øverste del af brystkassen. Status Bjerglorien er på ingen måde en truet art og har i fx Australien nærmest status som vores egen solsort. Den ses ofte i parker og haver i bl.a. Sydney. Er endvidere en meget almindelig kælefugl blandt private fugleelskere. Bjerglori

15 I Zoo Bjerglorierne i Ebeltoft Zoo har mulighed for at flyve frit rundt i og omkring parken. Dette lader sig gøre fordi fuglene er trænet til at komme, når der bliver fløjtet efter dem så ved de nemlig, at der er mad. De kan dog godt være svære at kalde til sig i højsommeren, da der her er masser af mad at finde i naturen. Blandt andet har de et år fundet et pæretræ i en nabohave. Pæretræet blev selvfølgelig plyndret fuldstændig, så der kun hang skrogene tilbage. Ekstra I parken flyver der desuden munkeparakitter frit rundt. Disse ses af og til ved lori-fodringen. Munkeparakitterne er sociale fugle og bor i en stor fælles rede bestående af små enkeltreder. Da fuglene er sociale, kommer de altid tilbage til deres rede. Vidste du at bjerglorien ikke kan lære at tale pga. dens tunge, men at den er god til at efterligne lyde at den tilbringer næsten hele sit liv i træerne og kun kommer ned for at drikke at den opfattes som skadedyr blandt frugtplantageejere, da de kan forvolde store skader på årets høst at den elsker at bade og lege med vand Har flydende ekskrementer de nemt kan skyde et par meter væk fra buret Bjerglori

16 Blåhalset struds / Ostrich Højde: 1,9 2,7 m Vægt: kg Udbredelse/levested: Halvåbne savanner og ørkener i Centralafrika (Kenya, Somalia) Føde: Græs, frø, blade, græshopper og firben Levetid: 40 år eller derover Kønsmoden: 1-2 år Rugeperiode: Ca. 40 dage Antal æg: pr høne æg i en rede lagt af flere hunner. Struthio camelus Biologi Karakteristika Strudsen er verdens største fugl. Den har ingen fjer på hverken hals eller ben og er som andre strudsefugle ikke i stand til at flyve. Derimod kan den løbe stærkt. Over korte afstande når den en topfart på 70 km/t og en skridtlængde på 3,5 m. Strudsen bruger desuden de veludviklede ben til spark, hvis den føler sig truet. Strudsen har kun to tæer på foden, hvor andre fugle har 3 el. 4. Strudsens øjne er yderst veludviklende, hvilket giver strudsen et godt syn. Den blåhalsede struds har fået navnet efter hannens farve på halsen og benene. I modsætning til den rødhalsede struds, der lever i den sydlige del af Afrika, har den blåhalsede struds et blåligt skær på ben og hals. Adfærd og social levevis Strudse ses både alene og i flok. Flokkene kan være i størrelsesordener 5-50 individer. Oftest ses de sammen med græssende antiloper og zebraer. Strudsen ses sommetider liggende på jorden med halsen udstrakt. Dette er et forsøg på at gemme sig. Man mener, at det er denne adfærd, der har givet grobund for den populære forestilling om, at strudsen gemmer sit hoved i busken, når den bliver bange. Strudsen er utrolig glad for vand og bader gerne, når der er mulighed for det. Formering og unger I parringssæsonen kæmper hannerne om grupper af 3-5 høns. Hannens næb og skinneben farves i denne periode stærkt røde. Yderligere indikerer strudsekokken sit kurmageri ved at smide sig ned på jorden og danse ved at vifte med vingerne og slå hovedet om på ryggen fra side til side. I en rede skrabet i jorden lægger alle hunnerne deres æg. Det er dog kun hannen og førerhunnen, der udruger dem. Det er set, at førerhunnen forsøger at skubbe andre hunners æg ud af reden. Hannen ruger om natten og hunnen om dagen. Arbejdsdelingen kommer af, at hannen er bedst kamufleret om natten med sine sorte fjer og hunnen om dagen. Ungerne er fuldt udviklede, når æggene klækkes. Herefter er det hannens job at passe ungerne. Efter et år har ungerne opnået fuld størrelse, men kun 15% vil overleve til de er et år gamle. Blåhalset struds

17 Prædatorer Strudsen er hovedsageligt kun truet af prædatorer under dens udvikling fra æg til fuld størrelse. Det er primært hyæner, jakaler og gribbe, der er en trussel. En fuldvoksen struds angribes kun sjældent af rovdyr. Nyttedyr I dag er strudsen blevet et almindeligt husdyr over hele verden. Dette skyldes bl.a. deres tilpasningsevne til nye miljøer, men derudover også den stigende interesse for strudseprodukter. Før i tiden var især efterspørgslen på strudsens fjer stor, men i dag bruges både fjer, æg, kød og skind. Både kød og skind anses for utrolig fint, men har også prisen derefter. Dette skyldes blandt andet, at kødet bliver bedst når strudsen slagtes ung, mens skindet er bedst, når strudsen slagtes gammel. Mængden af kød på en struds er desuden yderst ringe sammenlignet med andre dyr på samme størrelse. Status Strudsen var nær blevet udryddet i det 18. århundrede grundet den stigende efterspørgsel på strudsefjer. Men i midten af det 19. århundrede begyndte den deciderede avl af strudse, som vi kender i dag. Strudsen er i dag kun truet i visse lande i Afrika. Fx Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Mauretanien, Mali, Algeriet, Burkina Faso I Zoo Strudse er meget nysgerrige og det er vores også. Ofte kommer de safaribilen i møde for at nappe lidt i bilen eller publikum. Hvis ikke safaribilen er interessant holder strudsene mest til langs hegnet for at holde øje med publikum. Læg mærke til at strudsen synker, når den har nappet i noget, uanset om der er noget at synke eller ej. Strudsene lægger æg og udruger dem selv, men desværre er zebraerne ofte lidt for hårdhændede overfor de nye beboere på den afrikanske savanne. Lidt ekstra sjov Ifølge en rundvisningsguide på en strudsefarm i Sydafrika, er der to ting man kan gøre, hvis man bliver forfulgt af en struds: - Fiksér den med en pind. Strudsen har sine øjne meget kær og holder man en pind op i nærheden af dens hoved, holder den skarpt øje med denne og du har nu mulighed for enten at kaste en sæk over hovedet på den, eller komme i sikkerhed. - Læg dig ned på maven. Hvis en struds føler sig truet, vil den forsøge at sparke dig. Dette undgår du ved at lægge dig ned på maven. Strudse kan nemlig ikke både stå på et ben og sparke samtidig med, at den læner sig frem og kigger ned for at se, hvor målet er. Vidste du at strudse kan finde på at spise ådsler at en struds i fangenskab spiser op til 3,5 kg føde om dagen at strudsen kan overleve uden vand i flere dage at det er en gammel skrøne, at strudsen gemmer sit hoved, når den bliver bange at strudsens hjerne kun vejer 40 g at strudse er meget selektive i deres madvaner at et strudseæg svarer til hønseæg og vejer ca. 1,5 2 kg at det tager en time at hårdkoge et strudseæg at der kan være op til 60 æg i en rede, men kun 10% klækkes Blåhalset struds

18 Blisbuk / Blesbok Højde: cm Vægt: kg Udbredelse/levested: På græssavannen i den østlige og centrale del af Sydafrika Føde: Græs og blade Levetid: Op til 17 år Kønsmoden: 2,5 år Drægtighedsperiode: 7,5-8 måneder Antal unger: 1 Damaliscus dorcas phillipsi Biologi Karakteristika Blisbukken har fået sit navn efter den hvide blis, der strækker sig fra øjnene og ned til næseborene. Resten af kroppen har en flot rødbrun farve. Denne farve opnås ved indtagelse af forholdsvis store mængder af kobber, der optages via græsset fra jorden. Blisbukken har lyre-formede horn, der kan blive cm lange. Adfærd og social levevis Blisbukken er mest aktiv tidligt om morgenen og sent om aftenen. Midt på dagen ligger de i skyggen i ly for solens skarpe stråler. I meget varmt vejr står de dog ofte midt i solen med hovedet bøjet og vendt mod solen. Af denne grund bliver blisbukkene også kaldt for savannens geder. Den sociale organisering i flokken skifter med årstiderne. I yngleperioden vogter hannen over et harem af hunner på 2-25 stykker. Bevogtningen foregår ved, at hannen cirkler omkring hunnerne med hovedet strakt fremad og med oprullet hale. Uden for ynglesæsonen forlader hannerne deres territorier og flokke. Hanner uden territorium danner ungkarleflokke Hannerne afmærker deres territorier med centralt placerede urin- og gødningshøje for at visualisere territoriet for forbipasserende. Blisbukken efterladerdesuden sin duft fra ansigtets duftkirtler, ved at gnubbe hovedet i græsset. Nærmer en rival sig alligevel territoriet stiller hannen sig med siden til den indtrængende, stamper i jorden, svinger med hovedet og graver jorden op med hornene. Er dette ikke nok til at skræmme rivalen væk, standser blisbukken op og stirrer resolut på rivalen med hovedet højt hævet. Før et evt. angreb starter udstødes en række prustende og fnysende lyde. Disse kampe udvikler sig gerne og kan udvikle sig fatalt. Blisbuk

19 Formering og unger Parringen sker i april og juni. Under kælvningen forlader hunnen ikke flokken. Nyfødte kalve er i stand til at stå allerede efter få minutter og kan følge med flokken efter kun 20 min. Hunner lader kun deres egne kalve die, andre kalve jages væk. Det sociale bånd mellem mor og kalv svækkes efter 6 måneder, men et løsere socialt bånd vil forblive i helt op til 2 år. Status Blisbukken er i dag fuldstændig udryddet fra sit naturlige habitat og findes kun i Afrika på farme og i nationalparker. Blisbukken avles i dag kommercielt og kødet kan derfor købes i supermarkederne. Det skal dog understreges, at blisbukken stadig er en stærkt truet art, som man gerne vil have tilbage i naturen. I Zoo I Ebeltoft Zoo fodres blisbukkene med kobber for at de kan bibeholde den rødbrune farve. Dog kan det være svært at administrere, at kun blisbukkene får kobberet, da de færdes sammen med de andre antiloper. Ikke alle antiloperne på den afrikanske savanne kan tåle de høje mængder af kobber i føden. Blisbukke er svære at få til at yngle i fangenskab, men her i Ebeltoft Zoo lykkedes det os sidste år (2003) at få to nye kalve Teddy og Sally. Desværre blev Sally sparket ved et uheld af zebraerne og måtte tages fra flokken og fodres op med sutteflaske. Når Sally bliver kønsmoden håber vi på, at kunne sætte hende ud i flokken igen. Vidste du at blisbukken kun drikker en gang om dagen, hvis der er vand. Hvis ikke kan den gå flere dage uden at drikke at blisbukken er en dårlig springer og derfor er foretrukket af mange farmere, da hegnet ikke behøves at være højere end til kvæg at rekordlængden af et blisbuk horn er 51 cm at blesbuk kommer af afrikaans, hvor bles betyder blis Blisbuk

20 Bongo antilope / Bongo antilope Højde: cm Vægt: kg Udbredelse/levested: Den tætte underskov i tropiske skove i det centrale Afrika Føde: Blade, skud og græsser Levetid: Op til 19 år Kønsmoden: 20 måneder Drægtighedsperiode: 9 måneder Antal unger: 1 Tragelaphus eurycerus Biologi Karakteristika Bongo antilopen er den største og tungeste af alle skovantiloper. Men også den smukkeste med sin rødbrune farve, hvide striber og de snoede horn. Disse flotte farver gør, at bongoerne kan genkende hinanden i den mørke underskov, men de fungerer samtidig som kamuflage. Farver og striber gør bongoen næsten usynlig, når den står stille i underskoven. Bongo antiloper har ikke nogle specielle duftkirtler som andre antiloper og er derfor henstillet til kun at bruge synet, samt hørelsen for at finde hinanden. Bongoen er som andre skovantiloper udstyret med ekstremt store ører, da den tætte underskov forhindrer et ordentligt udsyn. Bongoens ører kan rettes fremefter eller bagud som store tragte, alt efter hvor lyden kommer fra. Bongoen spiser primært plantevækster, men også jord og brændt træ indtages for dække behovet for mineraler. For at nå friske skud og blade i træerne er bongoen i stand til at stå på bagbenene og spise, men den kan også bruge hornene til at hive grenene helt ned fra træerne. Adfærd og social levevis Bongo antilopen er nataktiv, men kan af og til være aktiv om dagen. De er meget sky og flygter oftest ind i skoven ved det mindste tegn på fare. Ved flugt lægger bongoen hovedet tilbage for at forhindre hornene i at sidde fast i grenene undervejs. Hos ældre bongoer ses ofte to bare pletter på ryggen efter hornene. Bongoer lever ofte alene eller i små grupper som fx hunner og deres unger. Formering og unger Hanner opsøger kun hunnerne i parringstiden. Når kalven fødes efterlades den skjult for prædatorer i underskoven i en uges tid. Med jævne mellemrum kommer moderen forbi for at lade kalven die. Kalven vokser hurtigt og er i stand til at følge moderen efter kort tid. Efter 3½ måned begynder hornene at vokse ud. Bongo antilope