Prædiken Alle Helgens dag 2016 Salmer: 402, 838, , 561, 121. Alle har sit, stort eller lidt, Himlen alene for sorgen er kvit

Transkript

1 Prædiken Alle Helgens dag 2016 Salmer: 402, 838, , 561, 121 Alle har sit, stort eller lidt, Himlen alene for sorgen er kvit Evangelieteksten til Alle Helgens dag læser vi i Matthæusevangeliet, kap.5, vers 13-16: Jesus sagde: "I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. Amen. I 1975erne skulle der opføres en ny skole i Maglemosen ved Vedbæk Fjord. Buldozerne var i gang med at grave, da der lige pludselig dukkede et kranium op foran dem. Gravearbejdet måtte standse, for det viste sig, at skolen skulle opføres ovenpå en 7000 år gammel gravplads. Arkæologerne kom til, og den ene grav efter den anden blev afdækket med stensætninger og skeletter alt sammen indfarvet i okker, samme farve som i Skelager Kirkes kor. Meningen med okkerfarven som en del af begravelsesritualet, især i børnegravene, er ukendt, men noget andet fra gravpladsen gjorde indtryk. Det lå som en hilsen til os fra en fjern fortid, et billede, som byder sig til for vores fortolkning. Det var en grav, hvori der lå en ung kvinde, ca. 18

2 år gammel, med et lille barn ved sin højre side, et barn, som var et foster i 8. eller 9.måned. Både kvinden og barnet var sandsynligvis døde under fødslen. Barnet var lagt vendt mod moderen, der var ingen tvivl om, at de hørte sammen. Det var nok en lille dreng, for han havde fået en lille flintedolk med sig i graven. Under drengens små knogler lå nogle andre småbitte knogler. De viste sig at være fra en svane. Barnet var blevet begravet ovenpå en svanevinge. Suset fra den vinge går gennem tiden. Det eneste svar på, hvorfor den er der, er kærlighed. De, som begravede mor og barn udtrykte deres omsorg ved at lægge vingen under ham. Vingen er en kærlighedsvinge, som bærer barnet gennem døden og ind i livet efter døden. Måske har de tænkt, at det lille barn, som ikke selv kunne gå, havde brug for en vinge til at bære sig et andet sted hen, et andet sted, et bedre sted. Sådan et sted som Åbenbaringsbogen fortæller om, et sted, hvor døden ikke skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. En ny himmel og en ny jord. Ja, det kan ikke undgås, at jeg og mange andre uvægerligt kommer til at tolke svanevingen som et billede på håb og længsel. Et håb, som er lagt i os ved skabelsen, da Gud satte os i denne verden. En længsel vi kan have fælles med mennesker, som levede for 7000 år siden. Håbet fik 5000 år senere fik sin opfyldelse i opstandelsen. Kristi opstandelse, som nærer håbet om vores opstandelse. Da kvinderne kom til graven påskemorgen, mødte der dem en engel i hvide klæder måske med vinger som svanevinger. Den opstandne lå ikke længere på dem, han var løftet op af Guds vingehænder, sådan som vi ser det på vores alterbillede.

3 Påskens salmedigter, Grundtvig, kendte af gode grunde ikke gravfundet fra Vedbæk, men han kendte til svanens rolle i nordisk mytologi, hvor den er et udtryk for ånd og poesi. Og han kombinerer i sit dejlige digt om påskeblomsten, påskeliljen med svanens vinger og sang. Opstandelsesvinger, morgensang. I den oprindelige udgave lød det nemlig sådan her. Påskeblomst, en dråbe stærk/ drak jeg af dit gule bæger/og som ved et underværk/den mig hæver, vederkvæger/ svanevinge, svanesang synes mig af den udsprang/ vågnende jeg ser de døde i en påskemorgenrøde. Påskemorgenrøden er det håb, vi har fået at leve på, det er det håb vi har fået at dele med hinanden. Derfor læser vi påskeevangeliet ved begravelser, derfor er også Alle Helgen ikke blot de dødes dag, men en påskedag, fyldt med opstandelsens budskab og lovsang. Alle Helgens dag, dagen i dag, hvor vi tænker på og mindes vore døde, er både en sorgens og en taknemmelighedens dag. Taknemmeligheden for dem, der har været i vores liv, om det så var kort eller lang tid. Taknemmelighed for det salt og det lys, de har været for os. For døden har to sider. Den ene, der vender ud mod os, og som fylder os med sorg og savn, mørke og forbitrelse, den side, som ser bagud mod fortiden, længes efter og klamrer sig til alt det, der har været, den ene side, som hejser flaget på halv stang for at vise alverden, at glæden er blevet beskåret. Enhver flaghejser ved imidlertid, at flaget skal op først, fordi livet gik forud. Og så dødens anden side, den som vender mod Gud og fremtiden og som er fyldt med glæde, lys og nærvær. Det er den anden side, som hejser flaget på hel stang igen, når jordpåkastelsen er sket, for triumferende at udråbe, at der ikke blot er en, der er død, men en, der er opstået til

4 liv. Det er begge dødens sider, der sender os hjem til vore tomme stuer igen, stadig med den sorg og forladthed, som ikke kan fornægtes, men med hjertet fyldt af forvisningen om, at den døde nu er i Guds varetægt. Med hjertet fyldt af glæde over, at den kærlighed, der er os imellem, aldrig kan gå til grunde, med hjertet fyldt af taknemmelighed over den tid, vi fik med hinanden. Med hjertet fyldt af forsoning overfor dem, vi ikke kan tilgive, og derfor ikke sørge over. For sorgen over ikke at kunne sørge er den største sorg af alle. Alle Helgens dag samler begge sider i sig. Den er en festdag, en hellig dag, en højtidsdag, selv om vi måtte græde. Flaget er på hel stang som først og sidst. Til os, der må græde over de døde og det døde, det tabte og forspildte i vores liv, lyder ordene fra Bibelen her i kirken, de ord, som også lød til dem, der på Jesu tid havde sorg og savn og kunne være tilbøjelige til at gemme sig under dyner af mismod og selvopgivelse: I er jordens salt, I er verdens lys. Det er ikke noget I skal blive, det er noget I er lige nu. Vi er lige så forskellige som dem, der stod omkring ham dengang, men ordene gør os lige værdige. Den stolte og hovmodige får bøjet sin alt for ranke og selvsikre ryg, den usikre og unyttige får rettet sig op og hans blik bliver fast. Vi er saltet og lyset, vi skal ikke først gøre os fortjent og kvalificere os til at være det. Vi er ikke til eksamen og vurdering. Gud kender os og kan bruge os, os med vore tab og svigt, nederlag, sorger og glæder, ja, netop os kan han bruge. I er jordens salt og verdens lys er sagt både til de stærke og de svage - alle har vi noget at bære videre. Ikke mægtige bedrifter og store ord, som blot forherliger os selv, men kærlighedens

5 og sandhedens ord og gerninger - de ord og gerninger som ikke kan stå alene, men må gives til nogen, til de andre. Både saltet og lyset er ubrugeligt og nyttesløst, når det er alene. Man kan ikke leve af salt, stirrer man ind i lyset, blænder det. Man kan ikke beholde lyset for sig selv, så slukkes det. Saltet skal salte noget, lyset skal lyse på noget - først da er det salt og lys. Vi kan ikke leve for os selv, kun sammen med andre bliver vi et selv. Begge symbolerne, hentet fra dagligdagen, saltet og lyset, blev i jødedommen brugt om Gud selv og Guds lov. Nu er det alle os, som uafladeligt bryder Guds lov og hans vilje, som bærer hans billede. Alle os, som i vore egne og andres øjne ikke duer, os har Gud sat som lys. Ikke heltene, ikke de vellykkede, ikke de i denne verden heldige. Som bærere af Guds salt og lys er vi sat i historiens og samfundets kæde. Vi har modtaget det af dem, der kom før os, af dem der lever sammen med os, og vi må nødvendigvis bringe det videre, hvis ikke det skal fordærves og slukkes i vores selvoptagethed. Saltet i Guds ord, som renser og bevarer den verden, vi lever i, lyset i troen og håbet, som oplyser, hvad der er sandt og rigtigt og lader det falske og hule stå frem i al sin forløjethed. Frem for alt den falske påstand, at vi lever for os selv og ikke er en del af historien og fællesskabet. Frem for alt den forkerte antagelse, at vi er, hvad vi forbruger og køber og udstiller. For hvis det var sandt, stod det dårligt til. Så var vi ikke værdige til bære lyset og saltet frem. Så skulle Gud vælge sig nogle andre helgener. Men han har valgt os, vi er af hans ånd. Det blev vi, da han i dåben gav os sine kærligheds vinger at flyve på. Dåben er indgangen til det liv, hvor der fås og gives, tabes og mistes. Det evige liv, hvor vi lever af Guds kærlighed. Det

6 liv, hvor vi får syndernes forladelse, inden vi overhovedet får begyndt, sådan at vores tilværelse ikke er et regnestykke af synd og straf, der skal gå op, men kan leves i frihed. Gud har elsket os først, sådan at vi er fri til at leve til glæde og gavn for hinanden, med muligheden for at gøre gode gerninger, ikke for vores egen skyld, men for de andres. Derfor er det heller aldrig for sent at takke Gud for de mennesker, der har været i vores liv. Alt hvad de har gjort mod os, er til Guds ære. Vi takker for dem her i kirken og når vi går på kirkegården med lys og blomster. Vi takker for dem ved at bære lyset og saltet videre til de mennesker, vi nu deler livet med. Her i Skelager Sogn har vi mistet 33 mennesker siden sidste Alle Helgen. Det er færre end tidligere år, langt færre end der er blevet født, men sorgen bliver ikke mindre for den enkelte. Når jeg siger vi, er det fordi, at nok er sorgen personlig og privat, men den er også fælles. Vi har mulighed for at tage del i hinandens sorger blot ved at være til stede. Vi har mistet gamle, som var trætte og mætte af dage, midaldrende, som havde mange muligheder tilbage, et barn, som bar på sine forældres drømme og håb. Sorgens grundelementer af taknemmelighed og forladthed er dog de samme. Derfor kan vi være sammen her i kirken i dag. Alle Helgens dag. De dødes dag og dog endnu en livets dag. Det liv, som vi ikke kan leve uden hinanden, det liv, som vi ikke kan leve uden Gud. Kærlighedens liv, som aldrig er spildt, selv om det blot er et lille dødt barn på en svanevinge. Digteren Ludvig Bødtcher beskrev det for over 100 år siden: Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg, paa uvis Frist, saa er Naturens Orden,

7 og vil du være fri for Savn og Sorg, da maa du intet elske her på Jorden Men sorgen er en Engels dunkle Haand, som lutrer hvad os jordisk kært er vorden, og løfter mod det evige vor Aand og derfor skal du elske her på Jorden Amen