Konstruktionen af et Stjernebillede - Robert Hansen og Vild med Dans

Transkript

1 Konstruktionen af et Stjernebillede - Robert Hansen og Vild med Dans Anne Jerslev University of Copenhagen, Denmark jerslev@hum.ku.dk Skrifter om TV-underholdning: Flermedialitet og viden Papers on TV entertainment: Crossmediality and knowledge Aarhus, Denmark 2009

2 Published by the project TV entertainment: Crossmediality and knowledge Aarhus, June Editor of the papers: Kirsten Frandsen Anne Jerslev: Konstruktionen af et Stjernebillede Anne Jerslev, 2009 Printed at: Fællestrykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora, University of Aarhus (Universiteetsparken, bygn. 1163) ISBN: TV entertainment: Crossmediality and knowledge Department of Information and Media Studies Helsingforsgade 14 DK-8200 Aarhus N tvunderholdning@imv.au.dk tel.: fax:

3 Konstruktionen af et Stjernebillede - Robert Hansen og Vild med Dans Anne Jerslev Københavns Universitet jerslev@hum.ku.dk INDLEDNING D. 16. november 2007 vandt skuespilleren Robert Hansen sammen med den professionelle danser Marianne Eihilt foran skuespiller og komiker Vicki Berlin og hendes partner Steen Lund fjerde sæson af TV2 s succesfulde livetransmitterede fredagsunderholdningsprogram Vild Med Dans seere så finalens første del og anden del, afgørelsen, på et program, der i gennemsnit havde haft seere og som, lige som de tidligere sæsoner, havde optaget de øvrige medier. Vild Med Dans 2007 havde størst tilslutning i aldersgruppen og >50, og flere kvindelige end mandlige seere (i gennemsnit mandlige og kvindelige seere). i Denne artikel har fokus på vinderen Robert Hansen som celebrity i den danske mediekultur og den genforhandling af hans image som filmstjerne og celebrity, hans deltagelse i programmet afstedkom - på tværs af en række medier og medieplatforme. Vild Med Dans er således ikke privilegeret analyseobjekt i artiklen, men vil blive betragtet som et tv-program, andre medier og mediegenrer knytter sig til, og som alle er med til at konstruere Robert Hansen som mediefigur. Stjerner er altid extensive, multimedia, intertextual, som Richard Dyer formulerer det (1986: 3). For det første konstrueres og rekonstrueres 3

4 stjernen/celebrity en i tid, over en årrække og igennem et intertekstuelt henvisningssystem. ii For det andet etableres stjernen/celebrity en på tværs af medier, ja han eller hun er på sæt og vis defineret ved tværmedialitet. Det er denne allerede etablerede tværmedialitet, Vild Med Dans-formatet kan tage afsæt i og udnytte i sin egen tværmediale strategi. Jeg vil derfor i artiklens første del redegøre for formatet Vild Med Dans og programmets placering i og bidrag til en nutidig, tværmedial celebritykultur. Som DR1 s X-Factor er Vild Med Dans en underholdningshybrid. Programmet er en talentkonkurrence om dansefærdigheder med rødder i fjernsynstransmitterede sportsdansekonkurrencer som danselandskampe eller Dans på tværs. iii Endvidere lægger Vild Med Dans (såvel som X-Factor) sig op ad en lang række makeovershows, hvis rationale og drive er muligheden for spektakulære iscenesættelser af kropslig og/eller psykologisk quick-change (Sobchack 2000). Gennem intensiv træning fra deres professionelle partnere skal deltagerne lære at danse en række danse fra repertoiret af ballroom danse og dernæst performe dem for et publikum, der i bedste ballroom tradition er placeret omkring borde, hvor de nyder et glas, og selv er i deres stive puds. iv I overensstemmelse med traditionen fra sportsdans er deltagerne glamourøst påklædt. Kvinderne er i lange, fejende kjoler og mændene i kjole og hvidt til standarddansene; kvinderne iført meget korte, kropsafslørende og ofte glimtende kjoler og mændene i mørkt, men afslappet tøj, oftest åbentstående skjorte og uden jakke til de latinamerikanske danse. v Deltagerne bliver efter hver dans bedømt af fire dommere, der i alle sæsoner har været de samme: de tidligere professionelle dansere Britt Bendixen, Anne Laxholm, Jens Werner og Allan Tornsberg. vi Seerne fungerer endvidere via sms-afstemning som meddommere; de opfordres, hver gang et par har fået deres karakterer, af den kvindelige vært og ofte også af parret selv til at stemme på sig hvis seerne mener, de skal gå videre i konkurrencen. I programmets anden del, Afgørelsen, efter Nyhederne, lægges dommernes stemmer sammen med sms-stemmerne, som omregnes til et antal points efter et ikke-offentliggjort system, og i hvert afsnit udgår det par, som har fået færrest stemmer i den samlede vurdering. Til karakteristikken af Vild Med Dans hører altså ikke mindst, at programmet i omfattende forstand indgår i en tværmedial konstruktion, hvor Vild Med Dans relateret stof kommunikeres på forskellige platforme og involverer forskellige grader af tilskueraktivitet, der tilsammen danner én stor tværmedial 4

5 underholdningsflade. Den sæson, som jeg her skal beskæftige mig med, som blev sendt i tidsrummet 7-9 til 16-11, 2007 (i alt 11 programmer) startede med et live pressemøde på hotel D Angleterre i København, hvor værter og dansere blev præsenteret i al deres glamourøse fremtoning. Programmet blev dækket intensivt i dags- og ugepressen (især i B.T., Ekstra Bladet, SE og HØR og Kig Ind). På TV2 s omfattende Vild Med Dans site bloggede deltager Lisbeth Østergaard og vært Claus Elming. Derudover bloggede Robert Hansen på B.T. s hjemmeside og den professionelle danser Thomas Evers Poulsen på sin egen hjemmeside; deltagerne var gæster i andre programmer på TV2 (som Go Aften Danmark og Brunch) og i andre medier, på Radio 100fm og på TV2 Radio, som havde Vild Med Dans Radio. TV2 Sputnik havde bag om Vild Med Dans-programmet Trin for Trin, og endelig optrådte flere af deltagerne live, med danseoptræden (fx i storcentre). Det er konstruktionen af og forhandlingen af Robert Hansen som celebrity i dette omfattende tværmediale netværk, jeg skal beskæftige mig med. VILD MED DANS OG CELEBRIFICERING Vild Med Dans er defineret ved, at deltagerne, i modsætning til i andre talentkonkurrencer som Idols (TV3), Scenen er din (TV2) og X-Factor (DR) allerede er offentligt kendte personer. De medvirkende er især blevet rekrutteret fra sports- eller film-, tv- og musikverdenen. Medvirket har således sportsfolk som cykelrytter Jesper Skibby, roer Eskild Ebbesen, håndboldspillerne Rikke Hørlykke og Christina Roslyng, rytter Tina Lund og bokser Gert Bo Jacobsen; skuespillere som Anne Louise Hassing, Benedikte Hansen, Stine Stengade, Mia Lyhne og David Owe, sangere som Birthe Kjær, Simon Mathew og Zindy Laursen og endelig tv-værter som Sisse Fisker, Erik Peitersen, Hans Pilgaard og Paula Larrain. Nogle få falder udenfor eller imellem disse kategorier, fx Klaus Bondam, som er tidligere skuespiller og nuværende teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Aller-arving og eventyrer Bettina Adler og statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen. Deltagerne spænder således fra at være kendte i en specialistkreds og overvejende optræde i avisernes sportssektioner og i sportsprogrammer på tv til bredere at kunne defineres som celebrities i den forstand, at de allerede er blevet tildelt en status af glamour og/eller berømthed i og af medierne, der rækker ud over deres professionelle 5

6 virke (jf. fx Marshall 1997, Rojek 2001, Turner 2004). En pointe i programkonceptet er imidlertid, at de offentligt kendte personer installeres i en anden rolle, end den de er kendte for. Celebrificering er Nick Couldrys (2004) term for, hvad han kalder den proces, hvorigennem almindelige mennesker transformeres til mediepersonligheder i og gennem forskellige medier og formater (som fx reality-tv). vii Men begrebet kan også meningsfuldt bruges til at benævne de tværmediale processer, hvorigennem celebritystatus etableres, forhandles og transformeres. Chris Rojek taler om tre typer af celebrities i den moderne mediekultur, ascriebed, achieved og attributed. Den første type har erhvervet sin status gennem slægtskab, fx moderne unge kongelige som det danske tronfølgerpar. Den anden type har erhvervet sin status gennem talent; typisk er her tale om sportsstjerner eller skuespillere. Endelig siger Rojek om den tredje kategori, at her er status erhvervet gennem intensiv eksponering. Den sidste kategori er da på sæt og vis tom eller tautologisk; her er tale om den type celebrity, der, som Daniel Boorstein (1961) skrev i sin kulturpessimistiske beskrivelse af den amerikanske populærkultur, er kendt for at være kendt, known for his wellknownness. Rojek konstaterer, at denne tredje kategori celebrities er vokset kolossalt, og den får sit klareste udtryk i celetoid en, en særlig form for komprimeret medieeksponering, som primært knytter sig til reality-celebritien koncentreret på i et kort tidsrum og derefter ude af mediernes søgelys igen. viii Rojeks kategorier er klare og veldefinerede, og de kan bruges til at forstå ændringer i celebrificeringsprocessen i et historisk lys. De kan derimod ikke gribe dynamikken i en nutidig medialiseret celebritykultur, som snarere er karkteriseret ved, at de tre kategorier hele tiden blandes. Ikke desto mindre kan kategorierne bruges til at kortlægge, hvordan et celebrity tvunderholdningsprogram som Vild Med Dans både rekonstruerer og transformerer celebrityen som celebrity. Det særegne ved Vild Med Dans-formatet er celebritydeltagelse, men deltagelsen i programmet ændrer samtidig de medvirkendes celebritystatus, og formodentlig skifter flere deltagere igen status, når programmet er ovre. I udvælgelsen af deltagere har tilrettelæggerne af Vild Med Dans skelet stærkt til achieved celebrities kategorien, mens man ikke har valgt deltagere fra attributed celebrities kategorien selv om tv-personalities som studieværter kan siges at befinde sig et sted mellem achieved og attributed. Såvel i kraft af at 6

7 være professionelle kendte, der her optræder og eksponeres i medieoffentligheden frataget det talent, der oprindelig tildelte dem celebritystatus, som på baggrund af den koncentrerede tværmediale eksponering skifter deltagerne status fra achieved (celebrities) til i en vis forstand at blive attributed celebrities kraftigt eksponerede alene i kraft af deres deltagelse i et tv-program og ikke i kraft af deres talent. Man kan diskutere, om fx håndboldspilleren Joachim Boldsen kunne benævnes celebrity, inden han deltog i 2007-sæsonen. At han blev det i løbet af de uger, han deltog (inden han måtte forlade programmet på grund af en skade), var der imidlertid ingen tvivl om; formiddagsbladene var intenst optaget af hans privatliv og sladrede lystigt om en mulig romance med hans dansepartner. Den eneste deltager, som indtil videre har haft en helt særlig status er statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen. Hun var inden programmet hverken en del af sports- eller underholdningsverdenen. Hun var heller ikke kendt i kraft af andet professionelt virke, men alene som hustru til Danmarks statsminister. Endvidere var hun som offentligt kendt person ikke omgivet af den glamour, som kendetegner celebrity en; tværtimod er hun altid blevet visuelt iscenesat som pædagog eller som Anders Fogh Rasmussens (lidt for) almindeligt udseende kone. Men Vild Med Dans celebrificerede Anne Mette Rasmussen. Omvendt tydeliggjorde Anne Mette Rasmussens tilstedeværelse i Vild Med Dans, at celebrificering har kropsmodellering og stil(isering) som særlige kendetegn. Celebrificeringsprocessen etablerer en figur, som både indeholder aftryk af et ordinært, privat selv og et performet selv. Celebrity en Robert Hansen er ikke en person, men en persona (jf. nedenfor). Som celebrity er han ikke Robert Hansen, men heller ikke ikke Robert Hansen (jf. om denne distinktion Christensen og Jerslev 2009); som mediekonstruktion befinder celebrity en sig altid i et dynamisk uafgørlighedsfelt, hvorfra spørgsmålet om sandhed og løgn, autentisk og fabrikeret ikke lader sig besvare. Det siges ofte, og er først blevet sagt af Richard Dyer (1979, 1986) i hans indflydelsesrige stjernestudier, at stjernen konstrueres i et spændingsfelt mellem det ordinære og det ekstraordinære. ix Det ekstraordinære konstrueres på baggrund af den store rigdom, det iøjnefaldende forbrug og mediehistorierne om det aldeles ekstraordinære i det ordinære liv, de kendte lever lige som os andre. Det ekstraordinære kan imidlertid også betegne den generalisering, som 7

8 ligger i celebrificeringen, etableringen af celebrity en som både unik og mere end et singulært selv. Richard Dyer sagde enkelt og præcist om stjernen som mediekonstruktion midt i 1980 erne, at much of what makes them interesting is how they articulate aspects of living in contemporary society [ ] they express the particular notion we hold of the person, of the individual (Dyer 1986: 8). Celebrity en er interessant, fordi han eller hun som en både unik og almengjort figur kropsliggør noget typisk på et bestemt historisk tidspunkt og dermed kan bruges til at skrive symbolske fortællinger på. Dette var tilfældet med Anne- Mette Rasmussen, da hun blev transformeret til celebrity. Hendes spektakulære og mere og mere stylede, dansende krop kunne bruges som det billede, hvori en kønnet historie om subjektiv og kropslig frisættelse kunne indfældes. Væsentligt for konstruktionen af deltagerne som celebrities i Vild Med Dans er, at det er dans og ikke fx løb, programmet drejer sig om. Dels muliggøres en spektakulær mise-en-scène, dels iscenesætter dansen kroppen i positurer, hvor den tager sig bedst ud, lige som træningen former en skulptureret og sammenhængende krop. Det er især to af dansens tre væsentlige funktioner, programmet sætter i scene såvel i de genkommende backstage sekvenser fra træningslokalet som i parrenes on stage performances for det indbudte studiepublikum og for seerne. For det første er det dansen som æstetisk udtryk, som bevægelse, kropslig hengivelse, sensualitet, rytme og harmoni, altså dans som en kropslig udfoldelse, uden anden betydning end sig selv (jf Kolbjørnsen 1998, Thomas 2003). Dansen inviterer her til fortabelse og æstetisk nydelse, og til dette bidrager den spektakulære kostumering, der både former og fremhæver kroppen. For det andet er det dans som sportslig præstation, dans som disciplin der kræver behernskelse af specifikke tekniske færdigheder såsom kropslig disciplinering, hurtighed og teknisk præcision; performancen ses og vurderes her som et resultat af målrettet træning og hårdt arbejde. Om end dommerne også lader sig begejstre af charme og udstråling, er det den sportslige præstation, de ser på; de refererer både til dansernes tekniske kunnen (fodarbejde, kropsholdning) og til, hvor meget de har forbedret sig fra gang til gang, fx Det er fantastisk! Du har fået sway, du har fået body rise, du har fået dine fødder til at fungere, og jeg 8

9 ved hvilken disciplin det kræver. Jeg vil ønske jer begge to tillykke. Hvor er det flot klaret (Britt Bendixen til Robert Hansen under semifinalen). Dans er herudover, for det tredje, af antropologer, sociologer og kulturanalytikere blevet analyseret som symbolsk udtryk og social aktivitet, der historisk set har haft et rituelt udgangspunkt; dansen har fungeret som seksuelt ritual og som kønsligt spil, men også som ramme om, udtryk for og skaber af sociale fællesskaber som fx ungdomskulturer. I denne sammenhæng bliver dansen opfattet som friheds- og frisættelsesudtryk, som udtryk for ungdomskulturens legeaspekt og som symbolsk kurmageri; set fra et sociologisk standpunkt er kroppens udfoldelse i dans altså ladet med betydning (Thomas 2003, McRobbie 1990 og 1993, Frith 1996 (passim), Ward 1993). Disse dansens symbolske og kulturelle funktioner tematiseres og verbalisere ikke direkte i Vild Med Dans. Opfattelsen af dansen som kurmageri og seksuelt spil lå imidlertid som en understrøm i programmet, dels iscenesat i interviewene i programmets backstage-del, hvor parrene altid sad meget tæt og svedige sammen i sofaen, dels i nogle af de (sladder)historier, der blev skrevet omkring programmet, først og fremmest i den meget omtalte afsløring af, at et af parrene, Lai Yde og Mie Moltke, var blevet kærester. Endelig lå det i noget af den venligt flirtende ros, deltagerne fik af dommerne, når de refererede til parrenes udstråling og udseende med bemærkninger som jeg synes I ser fantastiske ud (Anne Laxholm til Hansen/Eihilt i semifinalen), du ser rigtigt godt ud i sort (Anne Laxholm til Robert Hansen i finalen) og Robert, du har aldrig set så godt ud på dansegulvet som i dag (Britt Bendixen til Robert Hansen i finalen). Det er klart, at med den klare kønslige rollefordeling i de allerfleste danse (manden fører, kvinden bliver ført) indeholder og inviterer ballroom dans også til at indlæse symbolske iscenesættelser af kønspositioner og kønsspil. Programmet bidrog således afgørende til, at en af de gennemgående historier om Robert Hansen, som kunne skrives på baggrund af hans medvirken, var den klassiske dannelseshistorie om drengen, der udvikler sig til at blive mand. Værten Andrea Elisabeth Rudolph konstaterede således backstage til Robert Hansen, efter at han havde danset cha cha cha i semifinalen, at han var gået fra at være en drengerøv til at være en mand. Hun refererede her til, at dommer Allan Tornsbergs i sin umiddelbart foregående vurdering af Robert Hansens dans havde konstateret, at det er svært at være mand i dag, og du 9

10 klarede det bare så godt, Robert ; men hun fortolkede samtidig Tornsbergs ord på baggrund af den revidering af Robert Hansens mediepersona, som allerede i et stykke tid havde været undervejs i dele af pressen. Når dommerne taler om, at en deltager har udviklet sig, indeholder ordet ikke nødvendigvis samme brede symbolske betydning, som når en fan på en blog bruger ordet. Mens fan en refererer til personlig udvikling, refererer dommeren til udviklingen af dansefærdigheder. Ikke desto mindre kan ordet i i sidstnævnte tilfælde tillægges den brede betydning, netop fordi Robert Hansen bar på en omfattende celebrityhistorie, da han blev castet i Vild Med Dans. Og som det vil fremgå af denne artikels sidste afsnit, spiller dansen som bærer af symbolsk indhold i høj grad med i publikums oplevelse af programmet. STJERNEBILLEDET EN HERMENEUTISK KAMPPLADS I de følgende afsnit skal jeg uddybe casen om skuespilleren Robert Hansen. Robert Hansen er ikke hvem som helst i en dansk underholdningssammenhæng, men indehaver af den ene hovedrolle i nogle af de seneste års mest sete danske film, Anja og Viktor-filmene, der startede i Robert Hansen var, allerede inden han kom med i Vild Med Dans, ikke bare skuespiller, men en dansk celebrity. Hans liv og færden uden for lærredet/skærmen havde i en årrække optaget medierne lige så meget som hans professionelle virke; dette havde været tilfældet, siden B.T. i starten af november 2001 bragte en forsidehistorie om, at Robert Hansen var blevet pågrebet i besiddelse af kokain. Mit analyseobjekt er altså den komplekse mediekonstruktion Robert Hansen, som denne fremtræder med slutpunkt i 2007, efter Vild Med Dans-finalen; spørgsmålet er, hvordan mediebilledet er blevet konstrueret igennem en række forhandlinger i det tværmediale netværk, hans deltagelse i Vild Med Dans 2007 blev en væsentlig del af, som har intertekstuelle rødder tilbage til Robert Hansens optræden som barnestjerne i filmen Vildbassen i 1994, og som inkluderer den trykte presses fremstillinger af op- og nedture i hans liv, især siden 2001, hvor han på negativ vis kom i mediernes søgelys og i årene herefter blev etableret som Kokain-Robert. Hele denne forhistorie kan anskues som et populærkulturelt lager af viden, der kan reaktiveres og genfortolkes igennem seernes oplevelse og vurdering af 10

11 stjernens optræden i Vild Med Dans, og omvendt er denne forhistorie med til at fortolke og vurdere hans optræden i det aktuelle danseprogram. Ikke mindst seerkommentarerne på blogs viser, at et stjernebillede er en vedvarende forhandling om betydning. Stjernebilledet kan således betegnes som en hermeneutisk kampplads, hvor parterne strides såvel om retten til at investere stjernen med symbolsk betydning som indholdet af denne. De ovenfor citerede dommerudtalelser peger på, at de mange artikler om og moralske udtalelser og domme over Robert Hansen samler sig til afsnit i en fortælling om maskulinitet, som forhandler balancer mellem barn og mand, barnlig og voksen adfærd, overskridelse og indordning, ansvarlighed i forhold til andre og individuel udfoldelse. Det turde være klart, at den Robert Hansen, jeg i denne sammenhæng er interesseret i at fremanalysere, ikke er den private person eller det, som Chris Rojek (2001) kalder for det veridikale, ægte, selv, et biografisk subjekt bag mediekonstruktionen, som fx har haft nogle helt bestemte grunde til at sige ja til at deltage i Vild Med Dans eller lade sig interviewe i Ekstra Bladet og B.T., som politirapporter kan dokumentere er blevet pågrebet med kokain i frakkelommen, og som har spillet med i så og så mange Anja og Viktor-film. Hensigten er ikke at skrive den sande historie om Robert Hansen. Klart nok er et veridikalt selv og faktuelle, dokumenterbare handlinger udgangspunkt for celebrificeringen, og forestillingen om et sådant indgår i konstruktionen af celebrity en som et spændingsfelt mellem privat og offentligt. I den forstand er en celebrity ikke en fiktion. Pointen er imidlertid, at et egentligt selv ikke kan gribes, når vi taler om celebrities, samtidig med at det bestandig er det, der har mediernes og publikums interesse. Det private selv er altid performet i celebrity en som mediekonstruktion; celebrity ens performance er et resultat af strategiske beslutninger og af spændinger mellem en række forskellige interesser, inklusive celebrity ens egne. Mediekonstruktionen Robert Hansen, iscenesat i og gennem et tværmedialt netværk i de måneder, Vild Med Dans varer, får altså næring af en bredere mediehistorie. Når skuespilleren udfolder sig foran seerne i Vild Med Dans, er han ikke bare deltager i en dansekonkurrence her og nu, men indskrives i et allerede eksisterende, men ikke desto mindre dynamisk og foranderligt betydningssystem, i hvilket den aktuelle Vild Med Dans optræden både kan være med til at forudgribe næste kapitel i celebrityhistorien og 11

12 genfortolke denne bagud. Det samme gælder for andre kendte deltagere. Formatet Vild Med Dans har et omfattende populærkulturelt bagkatalog at spille på, og tilrettelæggerne kan regne med, at en del seere lynhurtigt, i kraft af denne viden, kan investere deltagerne med historie(r) og dermed investere sig affektivt i programmet og konkurrenceforløbet på en anden og mere intens måde, end hvis deltagerne havde været almindelige mennesker. x I den forstand var castingen af Robert Hansen et strategisk klogt træk. Formet af en række roller i succesfilm og af mediernes optagethed af ham gennem flere år lå der allerede en række kapitler i et skript parat, fulde af dramatik og human interest, som seerne kunne være med til at fortolke, genskrive og forsyne med en slutning. ROBERT HANSEN EN MEDIEPERSONA Er min teoretisk analytiske interesse ikke at skrive den sande historie om Robert Hansen, er den heller ikke at påvise, hvordan Robert Hansen passer som hånd i handske i forhold til en eller flere eksisterende teorier om stjernen som fænomen. Derimod anvender jeg begreber fra forskningen i stjerner/celebrities til at gøre rede for den komplicerede konstruktion af og genforhandling af en mediepersona ved navn Robert Hansen. Jeg bruger personabegrebet såvel til at afgrænse mit analyseobjekt som til at definere de elementer af celebrity en, der forhandles. Personaen kan forstås som en præcisering af dynamikken i Rojeks achieved celebrity kategori, som Robert Hansen som skuespiller tilhører. Personaen består af tre dele, der som regel er afstemt hinanden (jf. i øvrigt om personabegrebet Dyer 1979, King 1991). Skandalen kan opstå, når de af forskellige grunde ikke mere danner en plausibel enhed - dette skulle blive tilfældet med Robert Hansen efter slutningen af Det ene element er stjernens roller (i Robert Hansens tilfælde især filmrollen som den søde og drengede Viktor i Anja og Viktor-filmene, men også som det frække og charmerende livsstykke i debutfilmen Vildbassen). Det andet element i personaen er stjernens personality, dvs. den private persons fremtræden som sig selv i medieoffentligheden, fx i en bekendende form eller indviende offentligheden i sine vaner og sin smag i interviews. Pointen er her (jf. decordova 1990), at personality en altid er farvet af rollerne; i Robert Hansens tilfælde blev det egentligt skandaløse efter den første historie om 12

13 kokainbesiddelsen d derfor, at der tilsyneladende fandtes en Robert Hansen, som var helt forskellig fra Viktor, som altså ikke stemte overens med den personality, rollen havde formet. Endelig indgår stjernens image i personakonstruktionen, dvs. det mediebillede af stjernen der over tid er blevet skabt en vis konsensus om fx at kalde Robert Hansen for Kokain-Robert et gennemgående øgenavn, ikke bare i Ekstra Bladet og B.T. De stærkeste aktører i forhandlingen af elementerne i Robert Hansen-personaen er Ekstra Bladet og B.T. på den ene side og Anja og Viktor-producenten Ragner Grasten på den anden side; på den ene side tabloidpressen, ivrige efter at bringe skandalehistorier, og på den anden side Grastens stadige strøm af Anja og Viktor-film med store publikumstal og Grastens offentlige støtteerklæringer til Robert Hansen i interviews og pressemeddelelser, der kunne forstås som strategiske bestræbelser på at knytte roller og personality sammen igen. xi Gennem læserbreve i de to aviser har biografgængere og fans herudover kontinuerligt bidraget til forhandlingen af både personaen og mere refleksivt - dagbladenes konstruktion af personaen. Ingen af personaens dele er tættere på en virkelig person end andre. I celebritykonstruktionen er også backstage-adfærd medieret og performet i den forstand, at i celebritykulturen fremtræder en person altid som personality og lægger med sin (strategiske) adfærd bestandigt brikker til personaen som dynamisk konstruktion. Derfor må selv klare autenticitetsperformances som tilståelser og løfter om bod og bedring afføde det skeptiske spørgsmål, er det sandt?. Robert Hansen har ved flere lejligheder udtalt, at han pludselig og uventet fik en opfordring til at være med i Vild Med Dans, et program som han ikke havde fulgt særligt med i. xii Da han læste, at der skulle laves en ny sæson, havde han for sig selv tænkt, at det kunne være sjovt at glide hen over et dansegulv, og til hans store overraskelse ringede mobilen i samme øjeblik. Hvorvidt denne historie om, hvordan deltagelsen i Vild Med Dans var et resultat af skæbnens gunst, er sand eller ej, er ikke vigtigt eller interessant i personaanalysen. Det er alene dens betydningspotentiale i personakonstruktionen. Man kunne således indvende, at interesseren i celebrity en som tekstlig konstruktion og subjektivitet som strategisk performance, ikke er i stand til at begribe, eller i hvert fald ikke i stand til at fremanalysere spørgsmål om agens 13

14 og aktørernes spil på magtens back stage. Personaanalysen er kun empirisk på medie- og tekstniveau; i den forstand er personaanalysen også undersøgelsen af en semiotisk kampplads. Personaanalysen kan ikke fremanalysere Robert Hansens egen rolle i konstruktionen af hans persona; ej heller kan den fremanalysere de konkrete institutionelle spil omkring mediebranchens aktører, fx forholdet mellem avisernes nyhedsjournalistik og filmbranchens pr-folk. Således vil en produktionsanalyse af, hvordan Robert Hansen etableres som stjerne, fx være interesseret i, i hvilket omfang Robert Hansens medvirken i Vild Med Dans er et resultat af målrettede pr-tiltag fra instanser i mediebranchen med (økonomiske) interesser i Robert Hansen, såsom folk i Ragner Grasten Film. På den anden side vil spørgsmål til personaen som et resultat af strategiske overvejelser altid være i forgrunden; således var man i Ekstra Bladet ikke i tvivl om, at Robert Hansens deltagelse i programmet kunne få betydning for hans videre karriere: Robert ved godt, at han skal gøre sig meget uheldigt bemærket, hvis ikke hans optræden i Vild med Dans medfører et ordentligt karriereboost. Det er pr, der ikke kan købes for penge. Ér der tale om bevidst udvirket damage control, er der tale om et meget vellykket stykke pr-arbejde: Igennem 2005 og 2006 havde Robert Hansen flere gange været hovedpersonen i skandalehistorier især i Ekstra Bladet - såvel i forbindelse med aggressiv adfærd overfor en ekskæreste, kørsel i spirituspåvirket tilstand og truende adfærd mod medtrafikanter og igen - for besiddelse af kokain. I kraft af den succesfulde Vild Med Dans-optræden kan der konstrueres et diametralt modsat billede end billedet af den narkotikaafhængige skuespiller, der har mistet kontrollen med sig selv. Igennem dansen og konkurrencen etableres et billede af en målrettet kæmpende, kropsligt kontrolleret og aktiv person med glæde, engagement og overskud. Vild Med Dans-deltager Robert Hansens optræden i talentprogrammet Vild Med Dans fra 7. september til 16. november 2007 udgør én del af den intertekstuelle og tværmediale forhandling af Robert Hansen personaen. Dagog ugepressens årelange skriverier om skuespilleren udgør en anden; seeres og læseres bloggeri om deres oplevelser af Vild Med Dans-deltageren en tredie, og endelig indgår Robert Hansens roller, først og fremmest som Viktor i Anja og Viktor-filmene, som en fjerde. Dette betyder, at der til grund for analysen af stjernebilledet ligger et meget stort empirisk materiale, der dækker 14

15 en række forskellige medier og genrer, som gensidigt er påvirket af og afføder hinanden. For det første Vild Med Dans sæson For det andet alle dagbladsartikler fra 2001 til og med 2007, i hvilke Robert Hansen omtales. xiii For det tredje materiale fra Robert Hansens blog på i perioden til og med (Robert Hansens indlæg og læsernes/seernes kommentarer), og endelig, for det fjerde Anja og Viktorfilmene og anmeldelser af disse, først og fremmest Anja og Viktor brændende kærlighed, der havde premiere d , dvs. lidt mere end et halvt år før Vild med Dans startede. xiv Det store materiale af dagbladsartikler sammenfattes i gennemgangen af en række nøgleartikler, dvs. artikler som særligt prægnant sammenfatter en fase i celebritykonstruktionen; disse er alle fra B.T. og Ekstra Bladet. DEGRADERING OG FORLØSNING ET CEREMONIELT CELEBRITYNARRATIV Chris Rojek (2000) gør opmærksom på, at celebritykulturen består af en række rituelle (ceremonielle kalder Rojek det) narrativer, blandt hvilke et gennemgående er forfaldshistorien eller degraderingshistorien, historien om at stige til tinderne og falde fra dem igen. Mere præcist slægter de tv s typiske narrativ, føljetonen, på, idet historien om stjernerne ofte dramaturgisk følger en bølgemodel, hvor de dramatiske historier om stigning og fald - erhvervelsen af en status of noget ekstraordinært, ja nogle gange næsten ophøjet i offentligheden og tabet af den bliver repeteret med variationer. Bølgemetaforen fremhæver det dynamiske i celebritykonstruktionen, at stigning og fald er forbundne størrelser, og at det ene allerede indeholder kimen til det andet. I den forstand er historierne rituelle, selvgenererende. I konstruktionen Robert Hansen betegner de genkomne prædikater ungdomsidol, rollemodel og forbilledet for en hel generation af unge det ekstraordinære. I årene efter 2001 blev disse imidlertid erstattet af prædikatet Kokain-Robert, og nyhederne om Hansens kokainmisbrug kunne tilføres et stærkere præg af skandale, fordi de kunne profileres i forhold til den tidligere status som rollemodel og ungdomsidol. Den flerårige tværmediale forhandling af Robert Hansens persona følger ganske nøje Rojeks beskrivelse af et ritualiseret forløb i faser. Rojek gør 15

16 opmærksom på, at det især er gennem kropslige degraderingsscenarier, helten effektivt bliver hevet ned fra piedestalen: Descent is established by routines of behavior that centre on the mortification of the body. Thus, celebrities may become anorexic or balloon in weight, develop phobias about being in public places, succumb to narcotic addiction or engage in public displays of drunkenness. The mortification of the body brings the celebrity down to earth (Rojek 2000: 80). Degraderingsprocessen følger to eller tre faser, ifølge Rojek (2000: 80-83). Den første benævner han en form for symbolsk piskning, fortællinger hvorigennem stjernen berøves sin status (status stripping siger Rojek malende). Her er tale om to forskellige processer, som er afhængige af hinanden og gensidigt betinger hinanden, hvad Rojek kalder for henholdsvis exo-degradering og autodegradering. Sidstnævnte refererer til journalistiske genrer som fx interviews eller portrætter, hvori stjernen selv står frem og fortæller om sine nedture, førstnævnte refererer til journalistiske genrer som afslørende reportage og analyse. Auto-degraderingen etablerer en bodfærdig synder, exodegraderingen den offentlige henrettelse. Denne fase kan i nogle tilfælde efterfølges af en mere eller mindre alvorlig disintegrationsfase, artikler om indlæggelser, rehab eller lignende. I enkelte tilfælde fører disintegrationen til selvmord; dette ser Rojek som en følge af, at statusberøvelsen har udslettet stjernens fornemmelse af overhovedet at besidde et veridikalt selv. Den vigtige overgang til den tredje fase, som Rojek med reference til det religiøse system, han sammenligner celebritysystemet med, kalder for forløsningen (redemption), er det offentlige skrifte The ritualized attempt by a fallen celebrity to re-acquire positive celebrity status through confession and the request for public absolution (ibid.: 88). Igennem denne autenticitetsperformance erkender stjernen fx graden af sit misbrug og angrer, men forsøger også at etablere et nyt forhold til offentligheden, der i højere grad er baseret på en bæredygtig relation og en figur, hvori der er plads til nuancer stjernen som menneske snarere end som idol - altså et mere balanceret forhold mellem det ordinære og det ekstraordinære ( appeals for compassion rather than blind worship ) (ibid.: 87): 16

17 The public confession is the medium through which the celebrity renegotiates a public face, following the acknowledgment of states of disintegration or near disintegration (ibid.: 85) Forløsningen skal herefter genoprette det forhold til publikum/seere/fans, som både exo- og autodegraderingen skævvred; den populærkulturelle kapital, celebrity en repræsenterede, skal forhandles på plads igen. Hvis det offentlige skrifte er overgangen mellem disintegrationen og forløsningen, er løftet om bod og bedring eller forsikringen om at være godt på vej et andet sted hen det forhandlingsudspil, stjernen kan komme med til publikum/fans. Ifølge Rojek er dette risikabelt, fordi celebrity en hermed for det første officielt erkender ridserne i lakken og for det andet kan love mere, end godt er. På den anden side kan man sige, at den bodfærdige tale kan performe en nærhedsrelation til publikum, som på sin side kan bane vej for tilgivelsen og forløsningen. Dette var en strategi, Robert Hansen benyttede ved at etablere sin blog på B.T. s hjemmeside. Den repetitive adfærd, som påpeges gennem tilnavnet Kokain-Robert og degraderende historier om diskrepansen mellem hvad celebrity en siger, og hvad han gør, kan kun modgås af stærkt positive elementer i personaen. I Robert Hansens tilfælde står Viktor-figuren for disse, og i kraft af at der stadig er kommet nye film, har Viktor hele tiden kunne etablere en vis modvægt til Kokain-Robert. Stjernens medvirken i Vild Med Dans tilbyder imidlertid et nyt og mere effektivt modbillede til Kokain-Robert og dermed materiale til at konstruere en ny, positiv og sammenhængende persona. Efter Vild Med Dans er det blevet muligt at skrive en troværdig dannelseshistorie om udviklingen fra den socialt uacceptable Kokain-Robert til den socialt acceptable dansemus, udviklingen fra drengerøv til mand. I udviklingshistorien indkapsles den norm- og lovbrydende Kokain-Robert som en ungdommelig dumhed, man vokser fra, et uheldigt, men også naturligt element i den maskuline identitetskonstruktion. Efter Vild Med Dans iscenesættes Robert Hansen som familieoverhoved in spe, og hermed er enhver form for normbrud effektivt skrevet ud af stjernens image. Men i dannelseshistorien indkapsles også et af de foregående års genkommende forsvar for Robert Hansen, nemlig at han var et symptom på en funktionsmåde i hele mediebranchen og i ungdomskulturen. Henrik List skrev således i Berlingske Tidende d , at 17

18 i virkeligheden har han ikke gjort andet, end hvad titusinder af andre jævnaldrende danskere gør hver eneste weekend, nemlig at overtræde en anakronistisk lov om rusmidler, der ikke længere har noget som helst med virkeligheden at gøre. Forløsningshistorien, etableringen af historien om et enkelt subjekts dannelse, eliminerer således de brede historiske spændinger, der kunne skrives ind i personaen. EN HISTORIE OM AT FALDE OG REJSE SIG IGEN Det var de to første Anja og Viktor-film, der etablerede Robert Hansen som stjerne og ungdomsidol, Kærlighed ved første hik (1999), og Anja og Viktor, som havde premiere 3. august Igennem denne anden film befæstede Robert Hansen sin rolle som den charmerende og uskyldig drengerøv som Bo Green Jensen velvilligt skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen på premieredagen. I Berlingske Tidende samme dag mente Henrik List, at Anja og Viktor var lidt mindre drengerøvsagtig end Kærlighed ved første hik; List skriver, at Viktor sammen med sine jævnaldrende drengevenner tumler kejtede rundt i en ufrivilligt forlænget pubertet, og at Robert Hansen spillede rollen med en blanding af naivitet, sårbarhed og gå-på-mod. Endelig benævnte Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten mindre velvilligt Viktor barnerøv. Drengerøven var fundamentet i Robert Hansens stjernepersona; en figur der blev yderligere udbygget af skuespillerens rolle som vært i DR s sommermorgenbørneprogram Sommer Summarum i Men tre måneder efter premieren på Anja og Viktor bragte B.T. (d. 2-11) forsidehistorien om, at Robert Hansen var blevet taget med kokain, og at det samme havde været tilfældet to gange tidligere. En artikel inde i bladet bar overskriften Børneidol taget med kokain ; heri blev det bl.a. anført, at Robert Hansen i sommer var det store forbillede for børnene som TV-vært på Danmarks Radios børneprogram Sommer Summarum. I de følgende dage skrev de to formiddagsblade en koncentreret ceremoniel degraderingsfortælling, der kulminerede med Ekstra Bladets Nekrolog i utide d Efter en halv snes artikler og notitser om sagen i EB og B.T., der også kolporterede rygter om, at DR havde annuleret en kontrakt med Robert Hansen, 18

19 bragte B.T. under den auto-degraderende overskrift Hvor var jeg torskedum d et langt interview med skuespilleren, hvis indhold formiddagsbladene skulle referere skånselsløst til i de følgende år i en række mere eller mindre direkte exodegraderende gestus. xv I første afsnit etableres stjernens autodegradering, men også forsøget på at komme videre igennem den personlige bekendelse og undskyldningen: Undskyld! Jeg har været naiv, torskedum. Det her er ganske enkelt mit livs største bummert. Det her sker aldrig igen. Det tør jeg godt love. Så vil jeg i hvert fald være stendød i dansk film. Og lidt senere: Jeg kan kun beklage. Jeg har opført mig uendelig dumt og naivt. Jeg har det virkelig ad helvede til ved tanken om alle de mennesker, der har set mig i biografen som den sjove og uskyldige Viktor. Især de mange børn og unge, som er helt vilde med mig, sender mig breve, beder om min autograf osv. Hold kæft, hvor må jeg have skuffet dem. Journalist Torben Bagge fremlægger derefter det faktum, at den unge filmhelt forbilledet for en generation af børn og unge nu for tredje gang er blevet pågrebet med kokain på sig. Bagge fortolker direkte skuespillerens undskyldende gestus ind i et ceremonielt celebritynarrativ med sin konstatering af, at Hansen gennem tilståelsen vil forsøge at reparere på det ødelagte image ; men artiklen tillader ikke Hansen at foretage bevægelsen fra degradering til forløsning. Dens overordnede vinkel og hensigt er exodegraderingen. Med spørgsmålet Du må have ufattelig dårlig samvittighed over, at du som forbillede for masser af børn og unge bliver pågrebet med hårde stoffer? etableres Robert Hansen i den moralsk forkastelige rolle som svigtende og upålidelig voksen. Heroverfor påberåber journalisten sig en uklanderlig moralsk position ved at afsløre, at Hansen [i] første omgang valgte [ ] at lyve sig fra det. Den journalistiske afsløring og sandheden placeres som det moralsk rigtige overfor den løgnagtige lovovertræders, hvilket befæstes hen mod artiklens slutning, hvor Bagge citerer Anja og Viktor-filmproducent Ragner Grasten for at svare benægtende på spørgsmålet Er du vred over, at oplysningen om kokain-besiddelsen er sluppet ud? Både Robert Hansen og Ragner Grasten forhandler betydningen af lovovertrædelsen i forhold til den allerede etablerede Robert Hansen 19

20 stjernepersona. Det er gået utroligt stærkt med at blive berømt, svarer skuespilleren på spørgsmålet om, hvorfor han er havnet i denne situation. At der i dette svar kan ligge antydninger af en oplevelse af disintegration og tabet af fornemmelsen for det veridikale selv understøttes af en bemærkning tidligere i interviewet: Jeg har det fint med at være berømt og festens midtpunkt. Det gi r mig helt klart et rush. Man ved godt, at det er filmens Viktor, de er optaget af. Men selv om det måske ikke alt sammen er ærligt ment, så nyder man da rygklapperiet og opmærksomheden. Ragner Grasten fortolker hændelsen som et typisk ungdommeligt fejltrin, et udslag af barnlig naivitet og ungdommelig mangel på erfaring, og han foreslår, at Robert Hansens bommert har at gøre med den unge mands sociale baggrund og det miljøskift, som berømmelsen har medført: Og det gør det ikke lettere at han kommer fra Hvidovre, der er et sted med mere fart på end f.eks. Charlottenlund. Når han pludselig fjerner sig med 299 km i timen fra sit oprindelige miljø, rent intellektuelt og karrieremæssigt, ja så kan det næsten ikke undgå at give et pres fra de gamle venner I denne første massemediale forhandling af Robert Hansens stjernepersona tilføres den journalistiske exodegradering forsonende momenter, idet artiklen tilbyder et analytisk blik og en række forklaringer på hændelsen. Men artiklen gør det også klart, at autodegraderingen ikke umiddelbart fører til en ny begyndelse. I et interview samme dag i Ekstra Bladet ved Kim Kastrup er det også den etablerede persona, der er på spil. Under overskriften Jeg har kvajet mig, citeres Robert Hansen for at sige, at jeg er oven i købet blevet markedsført som svigermors drøm, og når det går galt i den situation, går det rigtigt galt. Der er tilsyneladende klare grænser for, hvad personaen svigermors drøm kan omfatte, og at overskride disse grænser straffes umiddelbart med degraderingshistorier. De følgende dage støtter læserbreve i Ekstra Bladet og B.T. Robert Hansen, enten ved at kritisere formiddagsbladenes dækning som heksejagt eller ved, på linje med Grasten, at undskylde skuespilleren. Redaktionelle notitser oplyser, at stjernen er på vej til at miste diverse kontrakter eller goodwill-opgaver. Kulminationen på dette første 20

21 exodegraderingsforløb er imidlertid Ekstra Bladets Christina Hammers nekrolog over Robert Hansen 10. november under overskriften Nekrolog i utide: Hvil i fred: Robert O.D. Hansen. xvi Det er her journalisten, der iscenesætter en symbolsk disintegration igennem en ironisk-morbid historie om skuespilleren, der døde ved kvælning ( kvalt i sine egne undskyldninger ) efter i sine sidste dage at have været mistænkt for ikke at rumme samme uskyldighed, som de roller der gjorde ham så populær. Hammer slutter sin tekst af med at begræde savnet af Robert Hansen. Han vil blive savnet for sine bedende hundeøjne. Sin angrende adfærd. Og sine dårlige undskyldninger. Hans alt for tidlige afsked med stjernelivet vil sidde i os alle som stikmærker til evig tid I Hammers historie knyttes disintegrationshistorien til kroppen, som Rojek anfører; skuespillerens degradering med påfølgende død ses alene som selvpåført, et resultat af mangel på omtanke og kontrol med sit liv. Også her er problemet for journalisten manglen på overensstemmelse mellem rolle og personality at den biografiske person ikke stemmer overens med den fiktive rolle. At Robert Hansen ikke bare er en biografisk person men en mediekonstruktion, selvsamme nekrolog bidrager til, er Hammer helt blind for, om end den mærkelige metafor til sidst i citatet kunne pege på, at den kropslige degradering ( stikmærker ) også har ramt journalisten. I resten af 2001 og ind i januar 2002 fortsætter Ekstra Bladets og B.T. s exodegradering igennem nye historier om Kokain-Roberts eskapader. Den aktuelle anledning er, at Robert Hansen lige inden jul, ifølge aviserne, igen blev grebet med kokain på sig. Strategiske udtalelser fra fx Ragner Grasten forsøger heroverfor at bruge exodegraderingen i en revideret personakonstruktion. I artiklen Robert spiller på smerten (Ekstra Bladet ) udtaler Grasten i forbindelse med indspilningen af Anja efter Viktor (i hvilken Anja bryder med Viktor), at Det har været en barsk omgang. Robert har jo måttet se sig selv på et hav af forsider. Og det er helt klart, at han også bruger den smerte, han har været udsat for, i sin rolle som Viktor. Anført af Ekstra Bladet og B.T. fortsatte avisernes degraderingsnarrativ i de følgende år med bl.a. flere historier om voldsom adfærd og hærværk. Næste 21

22 nøglehistorie er ligeledes en exodegraderingshistorie om kokainmisbrug. Den er slået stort op ( ) som afslørende journalistik i Ekstra Bladets Flash!- sektion, der fortæller dig alt det du ikke vidste om de kendte. Forsiden består af et mugshot-agtigt frontalt halvtotal af skuespilleren og rubrikken Robert Hansen afsløret. På kokain igen. Over to sider uddybes historien igennem korte journalistiske artikler og amatørbilleder fra en video taget med et mobiltelefonkamera til en privat fest. Også her installereres kroppen i centrum af degraderingshistorien. Over en frise af uskarpe eksklusive billeder, angiveligt af skuespilleren bøjet over et bord, forankres billedernes indhold med teksten Her sniffer Robert igen kokain, og manchetten fremhæver, at Robert Hansen er Taget på fersk gerning til privat fest indsnuser kæmpedosis på baner. Den aggressive, skandalejournalistiske exodegradering efterfølges i samme sektion af en længere tilståelsestekst i form af et interview over fire sider med Robert Hansen. Til forskel fra 2001-interviewet og med omkring fem års vanskelige forhandlinger af sin persona med især Ekstra Bladet bag sig er Robert Hansen måske klog af skade - her mere forsigtig med at love bod og bedring: Det er eddermame en kamp, og Det ser godt nok ud, men jeg vil ikke sidde og love, at jeg klarer den. For så kan det være, at der pludselig dukker nogle nye billeder op, citeres han for at sige om sin historie med kokainen. Hvor Ekstra Bladets og B.T. s fabrikation af stadigt nye exo-og autodegraderingsshistorier har etableret Robert Hansens personality som denman-ikke-kan-stole-på, da åbner de citerede udsagn op mod forløsningen igennem konstruktionen den-tappert-kæmpende. Journalisten Jan Körner afslutter det første interview med at citere Robert Hansen for at sige, at Jeg er glad for den her konfrontation. Så kan vi måske slutte fred, og jeg kan vaske tavlen ren. Tidligere var jeg nok ikke dukket op til det her interview, men det er rart at få det ud af busken og fortælle, hvor jeg står henne, siger Robert til farvel, og bliver mødt af en fan, der begejstret beder om en autograf. Såvel Hansens ord om lettelsen over at bekende som journalistens afsluttende sætning åbner for muligheden for et kommende forløsningsnarrativ. Det samme gør formuleringer som at skuespilleren i dag tør stå åbent frem, og at den oprindelige persona ikke er fuldstændigt forsvundet: [H]uden ser stadig lidt rødsprængt ud efter års massivt misbrug af alkohol og kokain. Men det 22

23 drengede smil er det samme. Det fremgår endvidere tydeligt, at Robert Hansen håber, tilståelsen baner vej for forløsning, at han kan vaske tavlen ren. Med en stadigt aggressivere celebrityjournalistik på konstant jagt efter nye juicy historier kan tavlen imidlertid ikke vaskes ren, og der vil, som Robert Hansen siger, sikkert dukke andre billeder. Derfor skal en proaktiv handling et halvt års tid senere, deltagelsen i Vild Med Dans, vise sig at være en langt bedre strategi end hvidvaskning. Jan Körner påstår i slutningen af interviewet, at I dag tør han stå åbent frem og fortælle om sit misbrug, som blandt andet førte til billederne på de foregående sider. Logikken bag udsagnet synes at være følgende: Som samfundets journalistiske vagthund er Ekstra Bladet til for at afsløre misbrugere, Robert Hansen er en misbruger, ergo opfylder Ekstra Bladet sin mission ved at afsløre ham. Denne syllogisme er på sæt og vis indbegrebet af tabloidiseringens legitimering af, at artikler om offentlige personers private liv yder et væsentligt bidrag til samfundet. Ekstra Bladet iscenesætter som i Christina Hammer-nekrologen - konsekvent sig selv som samfundsnyttige og objektive rapportører af andres in casu Robert Hansens allerede gjorte fejltrin, ikke som vedligeholdere af en celebritykonstruktion, de selv har været primus motor i etableringen af. Når Hansen siger, at der altid vil være mulighed for, at nye billeder dukker op, har han ret i den forstand, at celebrity-degraderingsbilleder, dvs. uofficielle billeder med skandalepotentiale, i dag er i høj kurs. I en notits i Ekstra Bladet halvanden måned senere (trykt enslydende og ) bruger Jan Körner disse mobiltelefonbilleder som eksempel i sin opfordring til læserne om at sms e, MMS e, maile eller ringe, hvis de har HØRT noget spændende eller SET noget spændende : Det stod hurtigt klart, at der var tale om nogle meget specielle billeder, da Ekstra Bladet blev kontaktet af en læser, som havde optaget en video med sit kamera. For billederne viste med al tydelighed Robert Hansen, som var i gang med at sniffe kokain til en privat fest [ ] Uden den opmærksomme læser var Robert aldrig blevet renset i offentligheden, men havde formentlig stadig skjult sin afvænning. I den journalistiske retorik bliver aktiv exodegraderende journalistik her transformeret til autodegradering, henrettelsen til renselse og paparazzifotografering til afslørende journalistik med humanitært potentiale. 23