Ikke et ord om flygtninge- og indvandrerpolitikken - men et par ord om Brorsonkirken. Og vores egen.

Transkript

1

2 Ikke et ord om flygtninge- og indvandrerpolitikken - men et par ord om Brorsonkirken. Og vores egen. Midt i august ryddede politiet med magt Brorsonkirken i København for et større antal afviste, irakiske flygtninge, som gennem længere tid havde søgt og fået ophold der. Sagen har siden været heftigt debatteret, ikke mindst i kirkelige kredse. Det har været en diskussion med flere niveauer: Man har diskuteret både flygtningepolitikken generelt, medmenneskelighed, retfærdighed, kirken som fredhellig og politiets fremfærd. Og de forskellige diskussioner har ofte været godt blandet sammen. Jeg prædikede om begivenhederne i Brorsonkirken den følgende søndag, og flere af kirkegængerne sagde bagefter der gik du godt nok på listesko. Ja, det gjorde jeg, og det var helt bevidst. For jeg vil insistere på, at vi så vidt som overhovedet muligt skal adskille kristendom og politik. For hver enkelt af os, kan der meget vel være en sammenhæng mellem det, vi tror på og vores politiske overbevisninger. Men vi kan konstatere, at der er rigtigt mange forskellige politiske holdninger til samfundets indretning, også blandt mennesker der betragter sig som kristne. Er det da mig eller de andre, der har fejlsluttet fra kristendom til politik? Lur mig, om ikke jeg som regel vil mene, at det er de andre, der har misforstået noget. Men det er en farlig vej at gå: At jeg skulle have forstået, hvad kristendommen vil at vi skal gøre som mennesker i et samfund. At jeg skulle have den fulde indsigt i, hvordan Gud vil indrette velfærdssamfundet i 2009, hvilken efterlønsalder vi skal have, og hvor mange flygtninge vi skal give ophold i Danmark. I kirken prædiker vi kærlighed. Kærlighed fra Gud og kærlighed mellem mennesker. Og det skal vi blive ved med for ingen kan leve uden den kærlighed. I kirken får vi at vide, at Gud elsker os som vi er. Det er en stor befrielse og en stor gave. Og han giver os den opgave, at vi skal elske med den kærlighed han viser og tilgive med den tilgivelse, han viser os. På den måde kan kærligheden strømme med hver enkelt kirkegænger ud i verden og blive til virkelighed, også der. Men hvordan det sker gennem hver enkelt af os det er svært at sige. Som kristne er vi tvunget til konstant at overveje, hvad det rigtige er at gøre. Der er ingen opskrifter. Der er ingen facitliste. Der står intetsteds i Biblen, om vi skal give opholdstilladelse til 213 afviste irakere i Brorsonkirken, eller om det også gælder de 200 afviste flygtninge, der er rejst frivilligt hjem, eller om det også gælder de tusindvis af flygtninge, der hensygner i lejre i Iraks nabolande, eller om det gælder alle irakere. I enhver situation; i vores privatliv og i de sociale sammenhænge, vi er en del af, må vi overveje igen og igen, hvad det er, vi skal gøre. Som mennesker, som samfundsborgere, som kristne. Det er ingen let opgave, men jeg tror, at man skal gå til sagen med en vis ydmyghed. Og at man derfor skal være varsom med at spænde Jesus foran en bestemt politisk vogn. Måske man endda skal være varsom med at spænde ham for noget som helst andet end foran ens eget liv. Og mest af alt skal jeg vogte mig for, når jeg en gang har truffet mine valg og dannet mig min holdning, at være skråsikker og selvretfærdigt bedrevidende som den farisæer, der også blev prædiket om i august: Ham fra Lukasevangeliets kapitel 18, vers Morten SKovsted FLYGTNINGE I HJORTSHØJ KIRKE? Forestil dig, at de afviste, irakiske flygtninge havde banket på døren til Hjortshøj kirke i stedet for Brorsonkirken i København. Hvad ville du have sagt som borger i Hjortshøj eller som medlem af menighedsrådet? Skal vi give husly og kirkeasyl til disse medmennesker, der står i kød og blod foran vores dør? Eller skal vi afvise dem, fordi vi som kirke ikke vil blande os i politik? Kom til en forhåbentlig fredelig og hyggelig debataften i Den Gamle Skole onsdag d. 2. september kl Om dette nummer...2 Sommerhøjskolen Kirketid... 6 Et blik på kirkens historie...10 Om Hjortshøj Kirkes historie Kristendom i praksis Salmer og tekster Reformationen i korte træk Besøgstjenesten Et liv uden Gud Fornyelse i kirken Aktiviteter FDF/Praktisk info Kalenderen Kirkebladet udgives af Hjortshøj menighedsråd og udarbejdes af en redaktionsgruppe bestående af: Ruben Fønsbo, Heidi Jensen og Morten Skovsted (ansv.). Evt. indlæg, kommentarer, kritik eller ros kan mailes til rubens@ .dk. Kirkebladet har til formål at oplyse om kirke og kristendom, at anspore til refleksion og debat herom samt at oplyse om arrangementer i kirke og sognegård. Redaktionen ønsker et kirkeblad skrevet af en bred skare af skribenter, og læserindlæg modtages derfor gerne. Dette betyder også, at hvert enkelt indlæg ikke nødvendigvis er udtryk for redaktionens holdning, men udelukkende må stå for skribentens egen regning. Bladet udgives fire gange om året d. 1. marts, 1. juni, 1. september og 1. december. Deadline en måned før udgivelse. Kirkebladet trykkes i 1500 eksemplarer, der ho- hvor vi i afslappede rammer og fordomsfrit vil diskutere, hvad kristendom og kirke i denne vedsageligt omdeles i Hjortshøj sogn og forefindes i kirken. Har du ikke fået Kirkebladet leveret, bedes du henvende dig til Hanna Rasmussen, forsøge at styre gemytterne og efter behov komme med et par provokerende indspark i debatten. konkrete, politiske og menneskelige virkelighed betyder i Sognepræst Morten Skovsted vil Løvgangen 1, tlf Bladet kan også Alle er velkomne og der vil være kaffe, øl og vand at købe. læses på 2 3

3 Omvejen er den eneste vej! Sommerhøjskole 2009 med Fællesskab som tema Af K.E. Mortensen Temaet for Sommerhøjskole 2009 var Fællesskab. Og på vanlig vis blev temaet angrebet fra forskellige sider: Foredrag, debat, fællessang, vandring og bevægelse og musik. Indledningsforedraget stod det tidligere medlem af Moon-bevægelsen og nu folkekirkepræst Martin Herbst for. Titlen var: Sekterisme og sundt menneskeligt fællesskab. Fra Moon-sektmedlem til folkekirkepræst. Og det blev til 2½ times spændende beskrivelse og diskussion af emnet. Men med så mange interessante synspunkter at det er umuligt at få det hele med i en så kort artikel som denne. Vi blev alle meget grebet af problemstillingen: Hvad er sekterisme og hvordan bekæmper vi den? Foredraget gav også anledning til at mange købte hans bog: Mit livs omvej så man selv kunne fordybe sig. Beskrivelsen af Martin Herbst s 20 årige medlemskab af Moon-bevægelsen er interessant, men det mest spændende var hans refleksioner over hvad sekterisme er og hvordan vi undgår den. Ifølge Martin Herbst er sekterisme karakteriseret af følgende 3 synspunkter: selvkritik. Og det er problematisk, for det fører til åndeligt dovenskab, arrogance og frygt. Når hele autoriteten er forankret i en karismatisk lederskikkelse eller i en snæver gruppe af ledere, så mister det enkelte medlem noget af sin selvstændighed. Man forfalder til en åndelig dovenskab og glemsel. Man er i form for arrogance, for man ved alt. Og man ved det bedre end alle andre, hvad der afføder en falsk form for selvstændighed hos den enkelte. Og fordi man nu har lederen og læren, opstår der et tredje problem. Der er ikke nogen selvkritik. Sekten kryber sammen i en angstens bevægelse, hvor man lukker ting ude og vinkel kan bidrage til en sund optik og være et lødigt korrektiv til en sekterisk tænkning. En sekt trives, fordi den klart markerer sig i forhold til omverdenen. Så man skal gøre hvad Jesus gjorde: bryde grænsen, nedrive skellet. Man skal rette en saglig, men også en kærlig kritik mod sekterismen. Man støder jo også på modsætninger og paradokser i kristendommen. Hver gang Jesus åbner munden, insisterer han på menneskers værdighed, og just i den insisteren opfordrer han dem til selvkritik: Altså det der sker når folk møder Jesus, er at de tror problemet ligger i de andre, men hele tiden bliver de kastet tilbage på sig selv. Martin Herbst følte at da han var med i Moonbevægelsen, var han midt i noget større. Og bange for at dø hvis han gik. Men i mødet med kristendommen mødte han noget større og turde tage angsten i hånden. Og vi skal huske at en åndelig kamp skal kæmpes med åndelige midler, og at en verdslig kamp skal kæmpes med verdslige midler. 1. Al autoritet bliver forankret i en karismatisk lederskikkelse. 2. Man kommer til at leve i færdige forklaringers paradis. 3. Der er ingen selvkritik. Det er altid de andres skyld! Vi skal alle ud på nogle omveje i livet for at blive menneske. For at blive klogere. Odysseus var 20 år på færden, Moses 40 år i ørkenen. For Martin Herbst blev næsten 20 år i Moon-bevægelsen hans livs omvej før han atter vendte hjem, for nu at sidde i en præstebolig på Amager. For at give de mange indtryk fra foredraget lejlighed til at bundfælde sig gik vi med Ib og Milena i spidsen gennem Andelssamfundet. Efter spisning af den dejlige mad som højskoleudvalget havde lavet, var der en meget smuk koncert i kirken, hvor Kirsten Münster Berg sang vidunderligt og Anne-Marie Elbech tryllede smukke toner ud af vort orgel. På 2.-dagen startede vi meget smukt med Britta Søes morgensamling i kirken, som rørte os alle dybt, inden Kirsten Thonsgaard godt hjulpet af alle deltagerne gennemgik de sidste 100 års kulturhistorie. Og om eftermiddagen var deltagerne i højskoledagene endnu mere selv på. Først ude at røre os med hjælp fra Anita og derefter sang fra Højskolesangbogen under ledelse af og med kommentarer fra tidligere forstander på Vestbirk Højskole, Jens Grøn. Der findes sekter i både fast og flydende form. Den faste form er til at få øje på, f.eks. Al-Qaeda, Blekingegadebanden, Jehovas Vidner og altså også Moonbevægelsen. fare for at miste sig selv, for man får hele sin iden- ikke stiller selvkritiske spørgsmål. Denne forsimpling Men så findes der også en sekterisme, titet fra denne organisation eller struktur, hvor det i et dem og os er ikke konstruktiv. Den styrker der ikke er særlig synlig, fordi den foregår i åbne sociale egentlige referencepunkt er lederen. Man glemmer blot positionerne. Martin Herbst mener at sekteris- fællesskaber, f.eks i familien, på arbejdspladsen alt det der gik forud: historien, bevidstheden og trame simpelthen er en øjensygdom. Et angreb på vo- og selv i folkekirken. Men ovenstående er 3 kendetegn ditionen. Arrogancen opstår i forbindelse med at der res perspektiv. Og kampen står mellem perspektiver. Og den dejlige mad som højskoleudvalget havde la- på sekterisme, uanset om formen er fast eller i den sekteriske optik, i læren, ligger færdige forkla- Man kan ikke bombe Al-Qaeda væk. Det er en forvet alt for meget af, kom hjemløse til glæde, for Peditionen. flydende. Der er en karismatisk lederskikkelse, det ringer på alt mellem himmel og jord. Nuvel, det giver tolkning af Islam, det er et perspektiv. Ikke overraskende ter kørte det ind til Kirkens Korshærs Nattjeneste i 4 er de færdige forklaringers paradis og der er ingen stabilitet og ro, men det afføder også en uhyggelig mener Martin Herbst at den kristne indfalds- Mejlgade, da højskoledagene var slut. 5

4 Vor kirkes tidslinje Af Steen Kløve Lassen En tidslinje sådan i store træk, og fra en lidt alternativ synsvinkel i kristendommen, idet hun føder Kristus, og dermed er i en slags forbindelse med Gud. Siden indførslen af protestantismen i vores kulturkreds set som en ret overdrevet detalje, men ses som af stor vigtighed i katolicismen. År 0 eller sådan ca. Ingen ved præcis, hvornår Jesus blev født det er rent gætværk. Derfor kan man strengt taget holde juleaften, når det nu passer én selv! Skrifterne i bibelen stemmer nemlig ikke helt overens med andre historiske kilder. Ej heller er de indbyrdes særligt enige. Egentlig gik man da Jesus blev født, i romerriget ud fra tidspunktet for Roms grundlæggelse, og Jesus var således født d. 25. december, 753 år efter Roms grundlæggelse. Faktisk skiftede man først til den nuværende årstalsbestemmelse engang i middelalderen, da en smart munk fik den fikse ide, at det jo kunne være et godt PR-fif for kirken, hvis man nu gik ud fra den centrale figurs fødselsdag! År 30 eller 33 eller sådan derved Jesus rager uklar med det jødiske præsteskab, og de vil have ham klynget op på et kors. Det blev han så med lidt hjælp fra romerne. Dette skal vise sig at blive en skelsættende begivenhed, idet vi stadig fejrer den som den vigtigste kirkelige begivenhed her knapt 2000 år senere. For selv om Jesus var død, var han nemlig ikke død alligevel han fortsatte med at leve, og gå rundt blandt sine venner og sit folk i endnu en tid. Netop deri ligger en stor del af budskabet med Jesus at det er noget, der sker for os alle altså ikke det at dø, men at vi på en måde netop ikke gør. Men dette at Jesus genopstår, skal nok mere forstås i overført betydning, idet Helligånden også bliver blandet ind i det omkring pinsetid. Desuden sagde Jesus: Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple, hvilket apostlene så gjorde. Én af dem tog til Rom, og prædikede der. Han hed Peter. Fik også en stor kirke opkaldt efter sig - det er noget med løver og forfølgelse og grundlæggelsen af kirken der, der skulle udvikle sig til pavedømmet. Til gengæld var damer ikke velkomne, der måtte være måde med liberalismen. Så det store spørgsmål var nu: Kunne man være kristen, uden at være jøde? Og det uden at lade sig omskære? Heldigvis blev svaret ja til begge spørgsmål. Det er vi nogle stykker, der er glade for i dag specielt mændene! Men hermed var vejen ideologisk set banet for, at kristendommen kunne udvikle sig til en verdensreligion. År ca. 150 til omkring 400, eller sådan noget Hvis nogen tror, Bibelen er specielt hellig i sig selv, og at man ved at følge den har gjort sig ufejlbarlig, bedre end andre, eller i øvrigt tager dens ord for pålydende, er man i den grad galt afmarcheret! Bibelen er nemlig skrevet af mennesker som dig og mig. Jeg ved ikke med jer, men jeg er i hvert fald ikke ufejlbarlig! Så diverse nyreligiøse bevægelser er altså på glatis, hvis teksten skal tages helt og fuldt bogstaveligt. Bibelen skal nok forstås i forhold til den tid, den er skrevet i af mennesker. Helt grundlæggende består Bibelen, som de fleste ved, af det Gamle Testamente, som vi et langt stykke af vejen deler med jøderne, og vores egen tilføjelse: Det Ny Testamente. Til daglig plejer vi fx at sige, at der er fire testamenter altså i Bibelen. I og for sig findes der mange flere, de kom bare ikke med i den endelige udgave. Ligesom så mange andre skrifter. Så der er sket en stor frasortering, og efterhånden er der opstået en kanon en slags fælles overenskomst om, hvad der er med i Bibelen eller Bogen. År 325 præcist! Dette år menes fødselskirken i Betlehem påbegyndt af Konstantin den Store, af stilling kejser i Rom, af religiøs overbevisning kristen en nyhed, der kom til at betyde uanede muligheder for udbredelsen af religionen. Den blev nemlig statsreligion i hele romerriget, fulgt minoritet blevet salonfæhig, og nærmest påbudt, hvis man ville have en karriere i den romerske administration. Man holdt det første økumeniske koncil = kirkemøde: Her besluttes det, at faderen og sønnen er én og samme person. Desuden kommer den første fælles trosbekendelse til: Den Nikæanske mødet blev nemlig holdt i Nikæa. År 381 Andet økumeniske koncil: Nu med Helligånd. Så nu hedder det Faderen, Sønnen og Helligånden, i modsætning til mødet i Nikæa, hvor de kun var faderen og sønnen. Holdt i Konstantinopel, opkaldt efter førnævnte kejser, og nu indkaldt af en anden romerske kejser. År 395 Romerriget deles i det Vestromerske og det Østromerske rige, med hovedstæder i Rom og Konstantinopel/Byzans. Af disse kommer det Østromerske rige til at bestå længst helt frem til Paven bliver boende i Rom, men Patriarken i Konstantinopel og Paven i Rom stod næsten lige i magtmæssig henseende. Patriarken kronede fx den Østromerske kejser, mens Paven, da Vestromerriget gik til grunde, i mange år ikke havde nogen at krone til kejser surt! År 431 Vi er nu logisk nok nået til det tredje økumeniske koncil: Nu med Jomfru Maria. Ses som en vigtig figur År Tre økumeniske konciler afholdes, i 451, 553 og , hvor det overvejende diskuteres om Jesus er af menneskelig natur, eller om han er en del af Guds natur, og hvornår han var det ene, og hvornår han var det andet, hvornår man skulle tolke hans udsagn som et menneskes, og hvornår det var som Gud, han talte. Kort sagt: En temmelig forvirrende diskussion, men det blev dog en både/og løsning. År 476 Vestromerriget går til grunde det er efterhånden blevet en fælleseuropæisk folkefornøjelse at invadere og plyndre Rom! (- man kommer til at tænke på udsalg i Bilka ;-)) Ingen til at beskytte Paven og Kirken i Rom stakkels Pave :-( År 537 Haga Sofia indvies. Den største og vigtigste kirke i datidens kristne verden indvies i Konstantinopel. Dette var den kristne kulturs fremmeste udstillingsvindue. Indtil Peterskirken i Rom blev bygget, den vigtigste kristne kirke. År 787 Syvende økumeniske synode i Nikæa (II) i Lilleasien. Det havde i mange år været en stående debat, om man måtte afbilde Jesus eller Gud. Nogle mente ja, andre nej. Ikonoklasmen = billedforbuddet havde sit udgangspunkt i det 5. Bud: Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Denne ret firkantede og ortodokse tolkning blev heldigvis underkendt, År 50 eller deromkring Apostelmødet i Jerusalem. Her blev det besluttet, at kristendommen var for alle. Paulus havde nemlig lavet og som sådan også en del af det politiske magtspil. På idet tolkningen var, at så længe det ikke var billedet, 6 rav i den, idet han havde forkyndt for ikke-jøder. godt og ondt. Kristendommen var fra at være en for- man tilbad, men tanken og ideen bag, var det OK. 7

5 År 800 Og Juhuu siger Paven i Rom: Endelig én, der værd at krone til Kejser: Karl den Store: Så har jeg også én, ligesom Patriarken i Byzans! Og så gør han det slemme ved muslimerne i Spanien! Muhammeds ide med Islam har nemlig haft stor succes i det sydlige udland, og er blevet en politisk, militær og religiøs trussel til kristendommen. År 968 En vis Harald Blåtand hævder, at danerne er blevet kristne: Nok lidt af en tilsnigelse, eftersom han nok var under storpolitisk pres, og det sandsynligvis kunne være forbundet med en politisk fordel i forhold til Karl den Stores efterfølgere. Så havde de i hvert fald ikke den undskyldning til at invadere landet, at det var for at kristne dem det var de jo allerede. Desuden var mange almindelige mennesker noget forbeholden ved en konvertering, men generelt vendte den folkelige stemning også efterhånden til fordel for kristendommen. Der var ligesom mere perspektiv i det med evigt liv i himlen, frem for Ragnarok! År 1054 Den første store ballade: Den kristne kirke deles i to, den (græsk/russisk-) ortodokse, og den katolske. Den ene med centrum i Konstantinopel, den anden i Rom. Patriarken mener, at han har monopol på at udnævne kejsere, og at der absolut ikke skal være nogen tysk-romersk, udnævnt af Paven! Ikke desto mindre har Paven fået ambitioner, og er efterhånden blevet til chefen i butikken, idet man ikke blev konge eller kejser noget sted i den vestlige del af Europa, uden hans godkendelse. Ellers var det ud (- af min butik!) Erindrer vi en vis Barbarossa, der måtte kravle på sine knæ, og vente ved porten, til Paven havde lyst til at se ham? har sikkert hjulpet godt på motivationen, så den var der mange, der var med på at støtte. Minder det lidt om jihad? At det så samtidig kunne gå ud over Konstantinopel/ Byzans, der lå på vejen, gjorde sandsynligvis ikke udfordringen mindre interessant. Det koster at have en hær på kost og de blev længe i byen er det påfaldende? Sådan blev det ved et par hundrede år, og i 1292 var vi så nået til det fjerde korstog. Alle påfaldende præget af en del studehandler undervejs. En byzantinsk prins tilbød fx en kæmpe sum, hvis toget da lige slog et smut forbi Konstantinopel og gjorde ham til kejser i stedet for kejseren så det gjorde man da lige. Til gengæld var det så som så, hvad der var tilbage af datidens største europæiske by, efter den behandling. I vores del af verden er der jo lidt langt til Jerusalem. Men så kan vi jo tage på korstog tættere på. Så Valdemar den Store tog til de baltiske lande i stedet. Hvad der lige talte mest, udbredelsen af kristendommen, eller udvidelsen af ens eget magtgrundlag, skal jeg lade folk selv gætte om. Men der fik han så fat en rød klud med et hvidt kors! Det har vi siden syntes var meget pænt. År Blev der bygget mange huse i halvfjerdserne? Var Storebæltsbroen et stort projekt? Det var småting i forhold til det, der blev bygget mellem to ovennævnte årstal. Næste alle de hvide landsbykirker rundt i det ganske danske land blev nemlig bygget mellem disse to årstal, også den på bakken. En imponerende bedrift af en befolkning på under en halv million og de står der endnu, så hvis man tager det som udtryk for styrken i deres tro, må den have været stor! År eller senere, tror jeg??? Paven flytter til Avignon. Og så i 1378 var der igen en Pave i Rom og stadig én i Avignon: Er De forvirret? Det var datiden også kort og godt noget rod. To paver, hvoraf den ene blev udnævnt antipave af den anden stadig forvirret? Nå, men forklaringen bliver nok ikke meget bedre. det lykkes dem aldrig at erobre byen. Dog får de et nogenlunde fast herredømme på Balkan frem til 1683, hvorefter det gik gradvist tilbage, for til sidst at gå til grunde som en følge af første verdenskrig. År 1492 Spanierne får smidt de sidste muslimer ud af landet, så vestfronten mod dem i Europa får en naturlig grænse ved Gibraltar. Omkring 1500 Der var voksende utilfredshed med den katolske kirke mange steder i Europa. Den spanske inkvisition kom også på banen. Det var simpelthen udrensning af anderledes troende jøderne og muslimerne, som der ellers var en del af. Dette skete under store folkelige protester. Samtidig skete der i det nordlige Europa en afstandtagen til den katolske kirke, og kritikken begyndte indefra. Paven havde gang i byggeriet af Peterskirken i Rom, og det kostede. Enhver der har set den, ved hvorfor. Kirken var i sig selv vel ved muffen, men skulle bruge flere penge. Så man begyndte at sælge afladsbreve til opholdet i Helvedes forgård, Skærsilden = den lutrende/rensende ild, hvor du får dine synder brændt af, inden du kommer i himlen. Mod en bestemt sum penge kunne man springe opholdet over, eller afkorte det. Når pengene i kassen klinger, snart sjælen ud af skærsilden springer, forkyndte en smart munk som slogan på en markedsplads. Man kunne endda købe afladsbreve for sine slægtninge mange generationer tilbage. Det faldt mange for brystet at der skulle være en sammenhæng mellem usselt mammon og ens tid i skærsilden. Jesus sagde jo netop, at ville være sværere at få en rig i himmeriget, end en kamel gennem et nåleøje, og så kom kirken selv med en nem smutvej! Og Jesus sagde jo også, at alene ved tro var man tilgivet sine synder betingelsesløst! delse, blev tingen skåret noget mere ud i pap for menigmand. Samtidig var man jo i renæssancen, hvor der skete en del med hensyn til videnskab og argumentation, og noget af det gik kirken en del på tværs fx at Jorden ikke var universets centrum, og at man kunne bruge sin sunde fornuft og ræsonnere sig frem til ting. Så den katolske kirke var på flere måder ved at male sig op et hjørne, og tabte en stor del af sin menighed. Os, for eksempel. At den katolske kirkes rigdom stak mange i øjnene, var ganske åbenlyst. På den tid var det typisk sådan, at magten i et land var tredelt: Kronen, herremændene og kirken, og alliancerne skiftede jævnt hen hele tiden. Nu fik man i vores del af verden mulighed for at køre kirken ud på et sidespor, og kronen fik lejlighed til at hapse kirkens rigdomme hvilket den så gjorde, fx i Danmark. Det kostede godt nok et par konger, men hvor der handles osv. Læs fx Kongens Fald. Dette er i hvert fald baggrunden for, at kirken i vores del af verden hører under staten, og hvorfor vi af og til beder for, at Margrethe skal ha det godt! År Herimellem er tredive år, og der var krig derimellem, heraf navnet: Trediveårskrigen. Katolikkerne ville gøre protestanterne til katolikker, og protestanterne ville gøre katolikkerne til protestanter. Og sådan skete der ikke specielt meget, ud over der blev slået en hel del mennesker ihjel, Christian den IV fik roterende storhedsvanvid og kørte landet bankerot, foruden han fik startet en masse krige med svenskerne. Til slut var de, som var protestanter før krigen, stadig protestanter, og ligesådan med katolikkerne. Så det eneste nogen vandt ved det, var strengt taget at ingen vandt noget, men alle blev en god del fattigere. Specielt Danmark. Surt! Dette er en meget summarisk gennemgang, med et glimt i øjet, og med absolut frasigelse af historisk korrekthed. Ligeledes er tiden før Kristi fødsel udeladt, men mange af Jesu handlinger skete netop i kraft af en nyfortolkning af indholdet og budskabet i det Gamle Testamente, og som en indsigelse mod præsteskabets fortolkning af dette. Deraf konflikten og dødsdommen ved korsfæstelsen, men sådan sagde han jo År 1095 til 1292: Det første korstog blev indledt i Det blev indledt, År 1453 da der stadig var røre i andedammen efter kir- Konstantinopel og Byzans rendes over ende af mus- kens deling. Men nu var kejseren i Byzans på spanden, limerne. Byen/staten havde ellers væres bolværket idet han var trængt af muslimernes fremmarch. mod muslimernes indtrængen i Europa østfra. Dette Og Paven mente, at Jerusalem skulle befries fra de er for eksempel forklaringen på, at der findes muslimer vantro, altså muslimerne. At Paven så også lovede, at i det tidligere Jugoslavien. Tyrkerne, for dem er Godt nok var de fleste jo u-uddannede, men derfor også selv, det måtte gå. Og det gjorde det jo også. 8 det var den direkte vej i Himlen, hvis man faldt i kamp, det, trænger ad flere omgange helt frem til Wien, men behøver man jo ikke være dum. Og med Luthers le- Heldigvis? 9

6 Den kristne kirkes tilblivelseshistorie En hurtig gennemgang af de første år og et bud på hvorfor kirken ser ud som den gør Af Ruben Fønsbo Prøv noget sjovt næste gang du skal rundt i Danmark: Se dig omkring. Næsten uanset hvor du er, er der kun få steder du ikke har udsigt til mindst én kirke. Her kan man konstatere mere end et gran af sandhed i den franske katolske teolog Alfred Loisys ord Kristus prædikede Guds Rige; i stedet fik vi kirken. Mener man at kunne spore en vis bitterhed, kan det skyldes Loisys lange kamp med den katolske kirke. I 1902 udgav han skriftet L Évangile et l Église (Evangeliet og Kirken), som året efter kom på den katolske kirkes liste over forbudte bøger. Bogen var den katolske modernismes programskrift, og her gentog Loisy bl.a. sine synspunkter fra 1890 erne om at Bibelen ikke var fejlfri og ufejlbarlig. Allerede i 1893 førte disse synspunkter til at han mistede sit job som professor i bibelsk teologi, og i 1908 blev han ekskommunikeret. Han døde i 1940 uden at være blevet forsonet med kirken. Men hvordan kan kirken som organisation ekskludere medlemmer? Hvad er det for en struktur, og hvad er det for regler der gør det muligt, og hvordan er udviklingen fra de 12 apostle til den katolske kirke sket? Hvor kommer traditionerne, dogmerne og skikkene fra? Dem læser man nemlig ikke noget om i Bibelen, og man kan med god ret sige at det i hvert fald ikke var Jesus der grundlagde den kristne kirke. De kirker der bekender sig til kristendommen, har dog alle det til fælles at de baserer deres forkyndelse på Bibelen, men de gør det på vidt forskellige måder og ud fra vidt forskellige tolkninger af både skrift og tradition. Når kirken udviklede sig som den gjorde, skyldes det i høj grad at Jesu genkomst lod vente på sig. De første kristne menigheder levede i det som i teologiske kredse kaldes nærforventningen ; dvs. forventningen om at Jesu genkomst var nært forestående. Paulus var fx ganske sikker på at Jesus ville vende tilbage i hans egen levetid, og herom skriver han i 1. Tessalonikerbrev kap. 4 v. 15: For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. Der skulle altså ikke gå ret lang tid, og de første kristne samfund havde således mere karakter af religiøse, uformelle og afventende grupperinger end en egentlig kirke. De evangelier som vi kender, var heller ikke nedskrevet endnu; det begyndte man først på da de første generationer; dvs. da de mennesker som havde mødt, set og hørt Jesus, var ved at uddø. Da Jesu genkomst samtidig udeblev, opstod gradvist et behov for en formalisering af både menighedsstrukturen og trosgrundlaget. De tidlige menigheder og kirkedannelsen De første menigheder var kristustroende jøder, og fra tidlige tider, sandsynligvis allerede kort efter Jesu død, afholdt man sammenkomster i private huse, ofte under ledelse af disciple eller husenes ejere. I Apostlenes Gerninger kap. 2 beskrives hvordan de troende dagligt mødtes i templet, og hjemme brød de brødet og spiste sammen mens de priste Gud. Gennem en årrække efter Jesu død rettede forkyndelsen af hans ord sig mod jøder, men på det såkaldte Apostelmøde i år 50 (ca.) mødtes på den ene side disciplene og de ældste fra menigheden i Jerusalem, og på den anden side Paulus og Barnabas. Paulus havde gennem længere tid missioneret blandt både jøder og hedninger, mens flertallet af hans modstandere talte for at Kristi ord udelukkende var rettet mod jøder. Paulus fik imidlertid sine synspunkter anerkendt; synspunkter som bl.a. handlede om at kristne ikke behøvede at blive omskåret, og derudover skulle de kun overholde de fire regler som blev specificeret i Ap.G : For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!. Hermed var grunden for kristendommens udbredelse blandt ikke-jøder lagt, og gennem de følgende mere end 50 år voksede antallet af kristne støt. Apostelmødet understreger dog det grundlæggende problem i den tidlige kirke, nemlig enighed; eller rettere, mangel på enighed. Det var ganske enkelt nødvendigt at have et fælles grundlag for forkyndelsen, og de personer som fastlagde dette grundlag, kom meget hurtigt til at stå som teologiske autoriteter i de tidlige menigheder. Her indtog apostlene, ikke mindst Peter, en særstilling, men også Paulus opnåede, ikke mindst i kraft af det enorme antal omvendelser han udvirkede, en væsentlig position. Det er ikke praktisk muligt at sætte tal på hvor mange der blev omvendt af Paulus, men de af hans breve der kendes fra Bibelen, er skrevet til menigheder som han selv grundlagde på sine missionsrejser til bl.a. Cypern, Lilleasien, Makedo- De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til 10 Søndagsskolebillede; en ukendt kunstners bud på kirkens alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jub- 11 allerførste menighed lende og oprigtige af hjertet priste de Gud... (Ap.G. 2)

7 nien, Grækenland, Kreta og Rom. Mange af brevene indeholder anvisninger på menighedsliv, troslære, regler for kirkepraksis og kristen livsførelse. En stor del af det som skulle udvikle sig til kirkens praksis, er således allerede grundlagt her, kort efter midten af det 1. årh. Peter og Paulus. Mosaik fra Ravenna, ca. år 500 Den tidlige kirkeledelse I de tidlige menigheder kunne enhver tage ordet og forkynde. Der var formelt ingen præst eller leder af de enkelte samfund af troende, men mange religiøse og verdslige sager og pligter blev varetaget af en kreds af presbytere (ældste). Blandt dem blev udpeget en overordnet leder; en såkaldt opsynsmand. Det græske ord ἐπίσκοπος (episkopos) betyder opsynsmand, og ordet biskop er afledt af episkopos. Udnævnelsen til opsynsmand (dvs. biskop) skete ved en formel indvielse med håndspålæggelse og velsignelse som symboler på at Helligånden nu var med den nyindviede, og at man nu var en af apostlenes efterfølgere og dermed et led i den såkaldte Apostolske Succession; rækken af biskopper tilbage til apostelen Peter. I begyndelsen havde mange af disse biskopper borgerlige hverv ved siden af opsynstjenesten, men efterhånden som menighederne voksede i størrelse, blev det nødvendigt at biskopperne kun varetog deres opsynshverv. Det blev derefter menighedernes pligt at forsørge dem med gaver i form af naturalier og penge. Biskoppens opgave var bl.a. at forvalte sakramenterne, dåb og nadver, og at føre tilsyn med at menighederne holdt sig til den tro på Jesus som blev forkyndt. Det varede heller ikke længe før det kun var biskopperne der havde ret til at forkynde, og forkyndelsen tog udgangspunkt i kanon, den samling af traditioner og mundtlig overlevering som dannede grundlaget for missionen. Kanon og tradition Uanset hvor uformel og løs den tidlige kirkestruktur kan have set ud, var der allerede tidligt tre grundlæggende træk, nemlig det nævnte episkopat, og derudover bekendelse og kanon (græsk: rettesnor el. målestok). Da man sent i det 1. århundrede begyndte at nedskrive de kendte overleveringer, opstod behovet for en anerkendt kanon; dvs. en oversigt over hvilke tekster der skulle være en del af trosgrundlaget, og hvilke der ikke skulle. Det blev især nødvendigt fordi troen hyppigt var under angreb. Omkr. år 140 offentliggjorde Markion af Pontus sit bud på en bibelkanon, og da han ikke brød sig om jødedommen og dens gudsbillede, udelod han Gammel Testamente. Hans kanon omfattede således kun 10 breve af Paulus og et Lukas-evangelium hvorfra alle referencer til jødedommen var fjernet. Markions opfattelse af Kristus og frelsen adskilte sig også radikalt fra hvad apostlenes efterfølgere forkyndte, og i det hele taget medvirkede hans kanon til at forstærkede behovet for en konkret oversigt over de tekster der udgjorde det sande troens grundlag. Markions kanon blev afvist, og teologer som Muratori, Irenæus, Tertullian og Clemens gav hver deres bud på en bibelkanon, men det skulle vare mere end 200 år endnu før biskop Athanasius definitive oversigt lå fast i 367. Til gengæld har den ikke ændret sig siden. Gradvist blev troen, kirken og dens struktur udbredt i Romerriget, dels på grund af den glimrende infrastruktur der gjorde missionsrejser lette, og dels på grund af den romerske statsmagts afslappede forhold til andre religioner. Der fandt dog fra tid til anden betydelige kristenforfølgelser sted, dels fra romersk side, og dels foranlediget af jøder der hævdede at de kristne opfordrede til omstyrtelse af den bestående samfundsorden. Paradoksalt nok var forfølgelserne med til at styrke troens udbredelse. Mange så nemlig med respekt og ærefrygt hvordan de kristne mødte både forfølgere og straf; som regel dødsstraf, uden frygt og med stor værdighed, og en samtidig observatør vurderer at for hver kristen der blev henrettet, kom ti nye troende til. Lokale uenigheder til trods var kirken stadig én. Den kanoniske ret (Corpus Juris Canonici) indeholdt alle I begyndelsen af 300-tallet indledtes de hidtil værste nødvendige bestemmelser for kirkelige handlinger, de kristenforfølgelser under kejser Diocletian, og gejstliges embeds- og livsførelse, definitioner af kir- de fortsatte et stykke ind i efterfølgeren, Konstantin kelige begreber osv., og Corpus Juris Canonici gjaldt den Stores regeringstid. Om ham skriver kirkehi- Økonomi gav magt, og snart var kirken også en uund- overalt. Selv meget store stridigheder; fx en længere storikeren Eusebius senere at han umiddelbart forud gåelig faktor i retsplejen med biskoppen som døm- periode med to samtidige paver i hhv. Rom og Avig- Til hjælp for biskopperne kom, ud over presbyterne, for et stort slag i 312 havde en drøm hvor han så mende myndighed i både kirkelige og verdslige sager. non, lykkedes det kirken at overleve. Den styrke og en særlig stand af diakoner, dvs. hjælpere, som kunne et lysende kors for sig, mens Kristus befalede ham Selv om fattigdom og askese stadig var et kirkeligt magt som institutionen havde, er væsentlige grunde prædike og døbe, men ikke forrette nadver. I gudstjenesten at rykke mod fjenden under dette fanemærke. Det ideal, smittede velstanden af på både gudstjeneste og til at der skulle gå mere end 1500 år før nogen overgave, fik nadveren stadig større betydning som offer- gjorde Konstantin, og trods fjendens overmagt vandt biskoppernes levned; begge dele blev præget af både vejede gennemgribende ændringer, og først med Lu- og da biskopperne var de eneste der måtte forrette han en afgørende sejr der gjorde ham til enehersker i pragt og ødselhed. Det afspejlede sig også i opførelthers reformation så man et brud med den kirkestruk- 12 denne offertjeneste, voksede deres betydning. Det Vestromerske Rige. Som en anerkendelse af Krisen af kirkebygninger; i Rom blev omkr. år 300 opført tur som grundlagdes i det 1. århundrede. 13 sti magt befalede Konstantin herefter at forfølgelserne af de kristne skulle indstilles, og kristendommen skulle være statsreligion i Romerriget. Roms betydning i romerriget smittede af på kirken; ikke mindst fordi Rom var den by hvor apostlene Peter og Paulus led martyrdøden, og med byens betydning voksede også den romerske biskops betydning, og med årene vandt han anerkendelse som kirkens egentlige overhoved. I vore dage er biskoppen af Rom formentlig bedre kendt under titlen Pave. Kirken den er et gammelt hus... De første egentlige kirker kendes fra omkr. år 200. Her fandt man de såkaldte huskirker som var bygninger der kun anvendtes til gudstjenester. Ingen af de oldkirkelige bygninger er bevaret, men under Rom findes stadig de tidligste kristne begravelsespladser, Katakomberne, og herfra har man hentet store mængder oplysninger om de tidlige kristne. Ikke alene har man kunnet udforske begravelsesskikke, men katakomberne er også rigt udsmykket med kalkmalerier der fortæller om samtidens Kristusopfattelse, menighedsliv, skikke og traditioner. Med kristendommens rolle som statsreligion i Romerriget opnåede kirken og dens embedsmænd store privilegier. Biskopper og præster var bl.a. fritaget for krigstjeneste og en række skatter og afgifter, og kirken fik ret til at erhverve ejendomme, modtage arv og inddrage rigdomme fra tidligere hedenske kulter. Biskopperne forvaltede rigdommene, og det blev ret hurtigt almindeligt at indtægterne blev delt i fire dele. De tre tilfaldt hhv. biskoppen, præsteskabet og de fattige, mens den sidste fjerdedel blev brugt til kirkebygninger og gudstjenester. Det kom til at bidrage betydeligt til kirkens velstand at man fremhævede almissens syndsforladende virkning, og kirken blev snart så velhavende at staten overlod fattigplejen til kirken. en kirke på det sted hvor apostlen Peter blev korsfæstet og begravet. Resterne af denne kirke og apostlens grav findes stadig under den nuværende Peterskirke i Rom. Fra samme periode kendes ruinerne af kristne kirker i bl.a. Jordan, og Laterankirken i Rom, som i dag er byens domkirke, blev påbegyndt i 313. Kirken i Danmark På vore breddegrader er kristendommen, og dermed de kristne kirker, et noget nyere fænomen. Traditionen vil vide at kong Harald Blåtand kristnede danerne efter at have set munken Poppos jernbyrd, og det skete i slutningen af 900-tallet. Det vides dog med sikkerhed at der har været kristne missionærer i Danmark allerede i 700-tallet, og krønikeskriveren Adam af Bremen skriver at der i 1070 fandtes 300 kirker i Skåne, 150 på Sjælland og 100 på Fyn. Disse kirker var dog opført i træ, da de ældste kendte stenkirker herhjemme er fra ca. 1075, men det vil ikke være urimeligt at antage at i hvert fald en del af dem er fra før Harald kristnede danerne. De nordiske kirker bar præg af at man havde masser af byggematerialer til rådighed i form af kampesten og frådsten, men hvor kirkerne af udseende adskilte sig fra andre landes kirkebygninger, overtog man via ærkebispesædet i Hamburg-Bremen de skikke der hørte til den katolske kirke ( katolsk er afledt ca og opført i frådsten Vor Frue Kirke i Århus er fra af græsk kata holos ; for alle, dvs. at den katolske kirke var kirken for alle). Af politiske grunde ønskede den danske konge Svend Estridsen at løsrive kirken fra tysk overherredømme, men det blev afvist af paven. Alligevel gik Svend i gang; der var jo langt til både Bremen og Rom, og bl.a. Ribe, Viborg, Århus, Vendsyssel og Skåbne stifter blev oprettet. Det lykkedes dog ikke Svend at løsrive kirken, og først i 1103 blev der oprettet et ærkebispesæde i Lund, så den danske kirke nu var fri af tysk indflydelse.

8 Hjortshøj kirke og historien gjorde for 800 år siden, har mennesker i Hjortshøj og omegn takket, bedt, grædt, frygtet og håbet i århundreder. Mon ikke de fleste af os på et eller andet tidspunkt har oplevet det, man kalder historiens vingesus? Denne svimlende fornemmelse af i et glimt at være der, hvor der engang skete noget stort og vigtigt, sådan at man pludselig står midt i det, mærker en stemning, hører stemmer og genoplever historien. Jeg elsker den slags! Det kan ske, når man ser historiske film eller dokumentarudsendelser, men de stærkeste oplevelser har man som regel on location, når man befinder sig der, hvor det skete. I år gik præstefamiliens ferie til Sydtyskland, hvor megen historie har udspillet sig, ikke mindst i forbindelse med nazisternes overtagelse af magten i Tyskland. Det var rystende; både tankevækkende og fascinerende at stå der på talerplatformen på Zeppelintribunen i Nürnberg og skue ude over den store plads. Herfra stammer de kendte billeder fra Nationalsocialisternes partidage i 1934, hvor Hitler taler fra selvsamme kvadratmeter til hundredtusindvis af begejstrede, ekstatiske nazister, SS er og Hitlerjugends i snorlige rækker. Der stod man pludselig midt i historien. Men man behøver ikke at tage til Tyskland for at opleve historiens vingesus. Man kan bare besøge Hjortshøj kirke, som har ligget på sin bakketop i over 800 år, og som er åben hver dag i dagtimerne. Prøv en dag at gå derind, gerne helt alene. Uden andet ærinde end det at opleve rummet og historiens vingesus. Rigtigt mange Hjortshøjborgere kommer i kirken hvert år: Til juleaften, til søndagsgudstjenester, vielse eller begravelse, men gad vide, om særligt mange rigtigt tænker over, hvor meget der er sket i det rum? hellige Asadyrkende sted, hvor man ofte valgte at lægge de første kirker. Den første stenkirke har været mindre end den nuværende, der sidst i tallet er blevet udvidet med korpartiet (hvor alteret står), med tårn og med hvælvinger. Først med reformationen i starten af 1500-tallet er der kommet større vinduer i kirken, for da begyndte man at have salmebøger og dermed behov for lys til at kunne læse ved. Bænkene har heller ikke været der i den første kirke, men til gengæld har man haft et vindue eller en åbning i kirkens kor, sådan at man har kunnet se den opgående sol i øst. I dette rum, der gennem tiden har skiftet udseende og indretning på forskellig vis, men i det store og hele ligger, som det Prøv en dag i kirken at lukke øjnene og lad tankerne glide tilbage til den barnedåb i 1253, hvor en familie fra Hesselballe bar deres lille spædbarn til dåben i kirken med glæde men også med frygt for hvordan det skulle gå barnet i en tid, hvor hvert andet barn døde, inden det blev fem år. Prøv om du kan tænke dig tilbage til 1368 eller mange andre år, hvor tårer fra folk i Hjortshøj har ramt gulvet, fordi de stod der ved kisten foran koret for at tage afsked med deres barn, deres ægtefælle, deres forældre eller andre, som pesten, lungebetændelsen, krigen eller alderen havde taget fra dem. Prøv om du kan forestille dig, hvordan borgerne fra Hjortshøj sogn i 1421 har lyttet til prædikerne om frelse og fortabelse. Se om du kan sætte dig ind i, hvordan de udannede bønder sikkert med præstens hjælp - med gysen har forestillet sig, hvordan der har set ud fra deres plads i det hinsidige. Tænk videre over, hvordan man i 1530 erne har været vidne til overgangen fra katolicisme til protestantisme. De fleste sikkert uden at forstå særligt meget. Lyt, og se om du kan høre, hvordan præsten en søndag i 1617 fra prædikestolen har oplæst Christian IV s helt nye forordning om intensivering af heksejagten, som kom til at koste så mange troldkvinder livet. Se, om du i tankerne kan snige dig ind til globryllup i 1700-tallet, måske endda et et af de sjældne af slagsen, hvor brudeparret selv havde valgt hinanden. Og måske du endda kan se for dig, hvordan byens mest dannede personer midt i 1800-tallet i våbenhuset eller foran kirken har diskuteret Darwins allernyeste teorier, mens fossilerne i kirkens stengulv tavst har været vidne til menneskers forsøg på at begribe Guds skaberværk. Og sådan kan du fortsætte frem til efteråret 2009, hvor der stadig søndag efter søndag ringes til gudstjeneste i byens ældste, største og indtil nu eneste museum. Men vel at mærke et museum, hvor der stadig døbes børn. En bygning hvor der stadig vies forelskede unge og lidt ældre. Og et rum, hvor der stadig grædes, når nogen har mistet. de også glæder sig over, at nogen (andre end dem selv) holder det hele kørende: At orglet spiller, som det plejer, at nogen tager sig af det der med det åndelige, og at kirken også ligger klar der til dem selv, hvis det en dag skulle blive nødvendigt. Og så er der dem, der bruger kirken helt regelmæssigt: Som deltager i gudstjenester, sognearrangementer og måske endda menighedsrådsarbejdet. Og kaster man sig ud i det sidstnævnte, så vil man opleve, hvordan det er en balancegang at være kirke i 2009: En balancegang mellem en historisk arv, som man forvalter og et budskab, man gerne vil forkynde for moderne mennesker på nutidens vilkår. Vi har smukke rammer om forkyndelsen i Hjortshøj, men også rammer der med Nationalmuseet som vogter, helst skal være, som de altid har været. Vi har i menighedsrådet oplevet at blive pålagt meget dyre renoveringer ( kr) af kirkens inventar, fordi det var udtørret på grund af den opvarmning af kirken, som jo er en naturlig konsekvens af, at der faktisk foregår meget i kirken. Vi har oplevet at få nej til at opsætte enkle, diskrete forsatsvinduer for at spare på den ret store varmeregning. Det er i sig selv fascinerende, at vi i byen har en bygning, der i 800 år har dannet rammen om Hjortshøj borgernes religiøse liv: Deres undren, deres tvivl, deres spørgen og deres afmagt. Det er en historie, vi alle er del af, selv om vi forvalter denne arv vidt forskelligt. Nogle kommer aldrig i kirken og ænser den måske slet ikke i deres daglige liv og færden. Andre Og der ligger flere kampe foran os: Menighedsrå- Kirken blev bygget en gang i 1100-tallet, sandsynligvis nyder at kirken ligger der, lidt hævet over byen, det regner med i løbet af få år at skulle i gang med der, hvor der allerede har ligget en trækirke, pænt belyst i den mørke tid, som et udtryk for at noget 14 og sandsynligvis dermed også oven på det gamle, trods alt står fast i en omskiftelig verden. Måske Forts. næste side 15

9 en nænsom opdatering af kirkerummet. Vi drømmer om pænere og mere brugervenlig belysning, evt. vil vi have lidt mere livlige farver på bænkene. Og vi vil gerne have et mindre bastant knæfald, og vi vil gerne have sænket prædikestolen, så ham præsten kommer lidt længere ned i nærheden af menigheden. Men det er svære processer; prædikestolen har fx haft den højde den har i 300 år, og når kirken betragtes som museum, har den slags en helt egen værdi. I Nationalmuseets optik bliver det godt at prædikestolen er høj, alene fordi den har været det i 300 år. Og her over for står altså menighedsrådets ønske om at få præsten lidt mere ned på gulvet. Det er en balancegang, fordi vi på den ene side ønsker et brugsrum med god varme, gode lysforhold, moderne musik, projektor og scenekasser til de dramaer, der af og til opføres af og for børn og unge. Samtidigt anerkender vi, at kirken er en del af en historie, som vi skal værne om. Mindetavlen for min forgænger i embedet, Knud Eschisøn (der var præst i Hjortshøj sidst i 1600-tallet) er træls, fordi det forhindrer os i at varme kirken op til en behagelig temperatur. Men det er også fascinerende at have hængende som et vidnesbyrd om, at vi i kirken blot er små brikker i et langt større puslespil; at vi alle blot er små dele af en større historie. Den slags erkendelse giver ydmyghed. Og mindetavlen (eller epitafiet, som det hedder) kan minde os om, at alle pastor Eschisøns fire børn døde, før de blev 18 år gamle. Den slags kan fylde os med taknemmelighed, når vi kommer med vores børn til dåben og med nogenlunde sikkerhed kan forvente, at de vil forblive sunde og raske længe endnu. At kirken både et er museum og et brugsrum kommer vi ikke uden om. Det er vores vilkår. Ofte ville jeg ønske, at vi kunne smide alle de gamle ting ud og indrette kirken, som vi i menighedsrådet ville anse det for formålstjenstligt (idet vores egentlige formål er at forkynde kristendom). Men på den anden side (måske det er alderen) får jeg også en større og større forståelse for, hvad det vil sige at være indfældet i en historie, der er større end mine opfattelser af, hvad der er formålstjenstligt her og nu. Heldigvis har vi et godt menighedsråd i Hjortshøj, der har en fin forståelse for denne balancegang. Med respekt for det, der er blevet os overleveret, fortsætter menighedsrådet således arbejdet på at gøre rammerne for den kristne forkyndelse endnu bedre og endnu mere tidssvarende i fremtiden. I næste nummer kan du læse om det smukke lystræ, som vi inden længe indvier i kirken, og derefter vil der på et tidspunkt blive løftet lidt af sløret for, hvad vi videre Kristendom i praksis Det kristne budskab er blevet fortalt i Danmark i mere end 1000 år, og det har måske været praktiseret næsten lige så længe. Budskabet er i kristendommens grundfortællinger, og dem kan vi bruge som støtte og vejledning, når vi møder store udfordringer. Fortællingerne kan hjælpe os, så vi ikke mister orientering i tilværelsen men også i tilspidsede situationer er i stand til at træffe valg, der er i overensstemmelse med vores grundholdning til livet og til andre mennesker. En af fortællingerne er fra Lukasevangeliet Lukas kap. 10 v30: Jesus svarede og sagde: En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. v31 Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi... (I kan læse resten i salmebogen, det er teksten til 13. søndag e. trinitatis, eller høre hele teksten læst i kirken på søndag, den 6. september. ) Vi kender vist alle historien. De ansatte ved templet i Jerusalem gik forbi og lod ham ligge; hellige love og religiøse regler hindrede dem i at hjælpe, mente de; sådan forstod de deres ansættelse, selvom jødedommen indeholder en grundregel om at hjælpe enker, faderløse, fattige og fremmede. I fortællingen er det en mand fra Samaria der hjælper den nødstedte, og det har givet navn til fortællingen Den Barmhjertige Samaritaner. Fortællingen indeholder en skarp kritik af den måde jødernes ledere praktiserer deres religion på. I kristendommen har vi taget fortællingen til os som en vejledning om at hjælpe mennesker i nød. Vincent van Gogh Den barmhjertige samaritaner I Danmark har vi også en anden grundfortælling, som siger noget om, hvordan vi gerne vil opfatte os selv. Den handler om begivenhederne i 1943, da mange danskere satte livet på spil for at skjule jøderne og hjælpe dem væk fra den aktion, som skulle sende dem til lejrene i Tyskland. Fortællingen har mange nuancer, men den er vigtig at huske, for den er med til at give os identitet: Vi hjælper mennesker i nød. Det er også kristendom i praksis. Peder Kjærgaard Studiekredsen Tro og virkelighed Hvad er det for et liv Jesus tilbyder os, når han taler om Guds rige, frelse, frihed og evigt liv? Er det krav eller muligheder? Liv eller ånd? Tro eller virkelighed? Det samles vi om i samtale og stilhed med udgangspunkt i Bibelens budskaber og menneskers tanker og erfaringer. Vi mødes på tirsdage kl i Den gamle Skole. I efteråret er datoerne 29/9, 27/10 og 1/12. Vil du vide mere, kontakt Edvard Borbye, telefon nr har af planer med vores museum. Jeg mener vores 16 kirke. Jeg mener begge dele. 17

10 En bibeltekst, en god salme Af Morten Skovsted og en gammel Den opmærksomme læser af Kirkebladet ved, at jeg er glad for nye salmer. Overskriften er derfor kærligt provokerende, fordi jeg ved, at salmediskussionen kan udløse store følelser. Jeg holder rigtigt meget af mange af de gamle salmer. De bedste har en uendeligt rig poetisk dybde; de er billedskabende, de er flydende, strømmende og evigt gode. Men alt for ofte står sproget i vejen for et ellers godt indhold. En søndag midt i august valgte jeg hele to salmer, der var skrevet over prædiketeksten, men med et par århundreders mellemrum. Den pågældende Bibeltekst lød således (i uddrag): Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde:»vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem:»der står skrevet: Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule. (Fra Luk 19,41 ff.) At Bibelteksternes alder også af og til kan stå i vejen for budskabet, er en lidt anden sag, men hvor salmedigterne fortolker i sangtekster, har vi heldigvis præster til forsøgsvis at gøre det samme i prædikener. Jeg håber, at det af og til lykkes. To salmedigtere har udlagt teksten. Den første er Johan Nordahl Brun, der i 1786 skrev den salme, der i dag er at finde som salmebogens nummer 174: Brug lys og dag, o sjæl, mens sol er oppe, og vogt dig for modvillig at tilstoppe det kildevæld, som i din ørk brød frem! Foragtet nåde strengelig sig hævner, kom det i hu, hver gang din tunge nævner Jerusalem! O Jesus! lad de tårer, som du fældte, mit sovende og hårde hjerte smelte! Min andagt skal i dag opsamle dem, og Åndens dug min andagt skal velsigne, og så skal ej min sidste skæbne ligne Jerusalem! Salmens indhold og opbygning er slet ikke tosset. Vers 1 ridser op, henvendt til Jerusalem: Jesus græder, han taler din sag, og bare du dog for alvor fattede det. I vers 2 lyder det formanende: Pas på ikke at tilstoppe det kildevæld hvorfra Guds nåde strømmer, for det hævner sig, hvis man foragter den slags. Og vers 3 forløser ved, trods den løftede pegefinger i vers 2, at beskrive hvordan Jesu tårer rammer mit hjerte under gudstjenestens andagt og sikrer at min skæbne bliver bedre end Jerusalems. Som sagt (på jysk): Det er slet ikke så ringe men det er heller ikke så umiddelbart forståeligt. Mere ligetil virker (synes jeg) Lars Busk Sørensens salme fra 1995, Der kom han, Søn af himlens Gud. De tre første vers lyder: Der kom han, Søn af himlens Gud, Til jordens travle byer Med kærlighed i overskud Og blev vor livsfornyer - og dér stod vi og så forbi med sind og tanker drejet Der kom han fra Guds evighed til vore snævre gader og lyste himmerigets fredag som hilsen fra sin Fader - og dér gik vi Ham sløvt forbi Og søgte tomme glæder Og glemsel andre steder Der kom han med sin kærlighed, vor revser og forsoner, og rev de blanke borde ned, hvor magten altid troner - og bittert kom for livets dom de drømme, vi har døvet de længsler, vi har sløvet Denne salme er i den grad, og på langt mere moderne vis, en øjenåbner, i hvert fald for prædikanter og/ eller opmærksomme salmesangere. Det kan være, at jeg er fagidiot, og at også denne salme kræver forkundskaber og fromhed for at give mening. Men jeg synes, at den skaber billeder og mening på spændende vis. Det er mit håb og mit indtryk, at også de mere kirkefremmede deltagere i gudstjenesterne den pågældende søndag fik noget med sig af denne salme. Om ikke andet, så fordi jeg også i prædikenen inddrog salmen og fremdrog nogle af følgende pointer, der for mig at se rummes i salmen: Gennem hele salmen tales der i datid: Jesus kom. Og vi stod der. Men ved i vers 1 at bruge vi i stedet for de, bliver vi (kirkegængeren/salmesangeren) inddraget som en aktiv del af det, der foregik og foregår. Det var ikke kun Jerusalem dengang, der vendte det døve øre til. Det er også os her og nu. Ved at bruge ordet travl og ved at sige, at vi står der med sind og tanker drejet mod vort eget, formår digteren på enkel vis at placere salmen og teksten tæt på vores egen erfaringsverden: Vi kender til travlhed. Vi kender til at være vendt mod vores eget. Og derfor har det stadig trange kår med det evige livsfornyelsesprojekt, som Gud lancerede, da han sendte Jesus til den verden, der som regel har nok i sig selv. I vers 2 synes jeg også at ordet snævre rammer noget, jeg kender. Og når han skal oplyse dem, må det være fordi de er mørke. Snæverhed i form af selvtilstrækkelighed, fordomme, smålighed er jo netop mørke. Og det har brug for oplysning. Men igen går vi ham sløvt forbi. Hvem sagde TV, celebrities, ugeblade, psykofarmaka, bedøvelse, apati, mismod, tomhed og fortrængninger? Kender vi ikke alle til at gøre det for at glemme folkemordet i Sudan og det faktum, at der dør børn af sult i dag i en verden, hvor Gud ellers har sørget for så rigelige resurser til alle? I vers tre må der være tale om et bevidst spil på den kendte salme Hil dig, frelser og forsoner. Det er en salme, som de fleste kender, og revser og forsoner ligger så tæt på frelser og forsoner, at de fleste i det mindste ubevidst vil opleve genkendelsens glæde. Genkendelse er altid rar, så det er både frækt og effektivt af LBS på den måde at bygge bro mellem gammelt og nyt. Men det siger også noget om en strømning i moderne kristendom: I gamle dage proklamerede man Jesus som frelser og forsoner. I dag ved vi, at vi lige så meget har brug for en revser, som en frelser. Frelse er noget hinsidigt, verdens gang og ansvaret for medmennesket er dennesidigt, og det kræver rusken og revselse at minde os om det. For igen og igen stiller vi disse magtens blanke borde op, i templer, kirker, og på bonede gulve. For at vi kan sætte ting i menneskelige og retfærdige systemer, og for at vi kan gemme os bag noget, så vi ikke behøver at blive konfronteret med alt det, vi har døvet og sløvet. Herunder Guds ord, som vi jo udmærket kender til hvis vi tør lytte og tage imod Ham, når han kommer til os, som han kom til Jerusalem. Jerusalem! i dag din konge græder og nåderig mod dine mure træder, og bedende han taler for din sag. O, vidste du, hvad til din fred dig tjente, og hvor din ømme frelsers hjerte brændte så fattigt mod vort eget En anden slags salme: 18 for dig i dag! søge tomme glæder og glemsel? Er vi ikke nødt til at Middelalderlig gregoriansk munkesang 19

11 Den Store Omvæltning Luthers reformation gjorde op med 1500 års tradition, og Luther er sandsynligvis, bortset fra Jesus og Paulus, den enkeltperson der har haft størst betydning for kirken Reformationen er den bevægelse som efter brud med pavemagten i 16. årh. førte til dannelsen af de protestantiske kirkesamfund, dvs. de lutherske kirker, de reformerte kirker og den anglikanske kirke. Baggrunden for reformationen var især de anklager der ved middelalderens slutning blev rejst over for pavekirken om forfald; bl.a. på grund af salg af aflad, som angiveligt skulle kunne forkorte synderes ophold i skærsilden. Reformkoncilier Ved flere store kirkemøder i 1400-tallet, de såkaldte reformkoncilier, havde man forsøgt at fjerne de mest iøjnefaldende misbrug inden for kirken og dermed genoprette tilliden til pavedømmet, men resultaterne var ikke imponerende. Det som vi nu kalder reformationen, siges at have sit udspring i en bestemt begivenhed, nemlig at munken Martin Luther d. 31. oktober 1517 slog sine 95 teser om afladshandelen op på kirkedøren i Wittenberg. Den katolske kirke tog denne handling meget fortrydeligt op, selv om den fra Luthers side egentlig var ment som en indbydelse til en akademisk drøftelse af kirkens kræmmervæsen. Originalt Luther-håndskrift fra Kan ses i Luthers arbejdsværelse på Wartburg. Af Ruben Fønsbo Luther var i årene frem til 1517 kommet til personlig klarhed over evangeliets sande indhold, men det var ikke hans hensigt at bryde med den kirkelige øvrighed. Hans væsentligste synspunkt var at frelse ikke kan vindes ved aflad, gode gerninger eller bønner, men ved troen alene. Frelse er Guds nådeshandling, som gives til mennesket på trods af synd; blot man tror. Hans synspunkt vandt spontan og udbredt tilslutning, og det medførte at paven selv satte betydelig magt ind for at bringe den lærde munk til tavshed. Det havde den mod- satte virkning; Luther studerede kirkens væsen endnu mere intenst, og snart erklærede han at Det hel- bekendelse og forkyndelse. Disse tanker skulle komme til at kendetegne de kirkesamfund der under Reformationen opstod og udviklede sig som modstykker til pavedømmet og den katolske kirke. Rigsdagen i Worms Efter at Luther på rigsdagen i Worms 1521 havde nægtet at tilbagekalde sine skrifter, fortsatte han sit teologiske arbejde; nu som bandlyst og fredløs i skjul på borgen Wartburg. Mens han her arbejdede med at oversætte Det Nye Testamente til tysk, udviklede den Luthers arbejdsværelse på Wartburg er i dag indrettet som museum. Her oversatte han NT fra græsk til tysk. spirende reformation sig i hans fravær til både oprør mod øvrigheden og til sværmeri (en form for Gudsdyrkelse hvor man mente at Guds ord fødes i den troendes bevidsthed, og hvor den troende kan bedømme alt i kraft af ånden). Luther, som i 1522 vendte tilbage til Wittenberg for at tale sine overordentligt ivrige tilhængere til rette, afviste meget skarpt den drejning som reformationen her tog. Rigsdagen i Augsburg Ved rigsdagen i Augsburg 1530 fremlagde man Confessio Augustana, som Philip Melanchton, Luthers gode ven, udarbejdede som et forsøg på at bilægge reformationsstridighederne. Konfessionen fortalte om det trosmæssige grundlag for reformationsbevægelsen, og sammen med Luthers lille katekismus blev CA lærenorm i de lutherske kirker. CA sigtede på at fastslå den lære der var i overensstemmelse med Det hellige Skrift og dermed fælles for alle kristne, og Melanchton gjorde sig stor umage for at nedtone uoverensstemmelserne mellem katolske og evangeliske. Rigsdagen ønskede dog ikke noget forlig, og stadfæstede i stedet dommen fra Worms over Luther. Calvin og Zwingli Sideløbende med den lutherske reformation fandt en lignende fornyelse sted i Schweiz, Frankrig, Nederlandene og Skotland, hvor de to schweiziske reformatorer Ulrich Zwingli og Johannes Calvin kom til at præge både forkyndelse og kirkestyre. Zwingli var en god ven af Luther, bortset fra at de på afgørende punkter var uenige om nadverlæren (se Kirkebladet/plakat juni 2009), og han havde stor betydning for reformationens gennemførelse i Schweiz. Den reformation som Calvin inspirerede til, nåede endnu videre; hans teologi var skarpt formuleret, og han gennemførte en streng kirkeorganisation hvor både gudstjeneste og kirkestyrelse blev udformet efter Skriftens anvisning. Den reformerte kirketype blev ledet af såkaldte ældste (presbytere; jf. s. 12), og kirken blev den katolske kirkes mest tydelige modstykke. Skotland og John Knox Calvinismen blev hurtigt udbredt i Skotland, men i England fik bruddet med den katolske kirke et højst broget forløb, som sluttede med dannelsen af Church of England. Henry VIII fik i 1534 parlamentet til at erklære at kongen var den engelske kirkes overhoved. Henry var egentlig ganske katolsk, men ville gøre landets kirke uafhængig af paven. Under Mary I måtte parlamentet ophæve reformlovgivningen, og protestanterne blev grusomt forfulgt. Først i 1559, under dronning Elizabeth I blev kirkens forfatning og gudstjenestens form fastlagt med bl.a. The Book of Common Prayer. Church of England holder stadig fast i en række gamle traditioner, ikke mindst bispeembedet med den apostolske succession. Nederlandene Også i Nederlandene blev reformationen gennemført, men ikke uden kamp, og ved Den Westfalske Fred i 1648 blev de reformerte nordstaters (det nuv. Nederland) uafhængighed bekræftet. De sydlige provinser forblev under spansk herredømme, hvilket er grunden til at meget af Belgien stadig er katolsk. Frankrig og Huguenotterne I Frankrig vandt den reformatoriske bevægelse bredt indpas, men mødte fanatisk modstand. De franske reformerte, huguenotterne, blev løbende forfulgt, og Bartholomæusnatten, d. 24. august 1572, hvor størstedelen af Paris huguenotter blev dræbt, blev indledningen til nye voldsomme kampe. Senere bredte forfølgelserne og drabene sig til resten af Frankrig. Ved fredsslutningen med Nantesediktet i 1598 blev katolicismen anerkendt som statsreligion, mens de reformerte fik begrænset religionsfrihed. I Italien og i Spanien fik reformationen ikke videre betydning. Reformation i Danmark Reformationen i Danmark blev tidligt udbredt på grund af kong Christian II s tilslutning til Luthers tanker. Den evangeliske lære slog først igennem i hertugdømmerne og siden på herredagene i Odense i Her fik reformpræsterne i Viborg, Hans Tausen og Jørgen Sadolin, kongeligt beskyttelsesbrev som gav de lutherske prædikanter ret til at danne frie menigheder. Herefter bredte reformationen sig fra Viborg og så langt som til København og Malmö, hvor den første danske salmebog blev trykt i Kirkeordinansen af 1537 Den endelige ordning af kirkens forhold efter luthersk forbillede blev truffet på rigsdagen i København i 1536 og lovfæstet i den såkaldte Kirkeordinans i På samme måde blev forholdene ordnet i Norge og Island. Ved rigsdagen i Västerås i Sverige brød man i 1527 med den katolske kirke, men den definitive stiftelse af den lutherske kirke her skete først ved rigsdagen i Västerås i Den første svenske ærkebiskop i Uppsala var Laurentius Petri, og han blev indviet 1531 af en af de gamle kanonisk indviede bisper, så Sverige har, til forskel fra Danmark og Norge, bevaret den apostolske succession. Luthers hustru, Katarina von Bora. Han var præst og hun var nonne, og det var et radikalt brud med tidens skikke at præster og nonner giftede sig. De mødte hinanden da Luther i juni 1523 indvilligede i at hjælpe hende og 11 andre reformtilhængere med at flygte fra klosteret i byen Nimbschen. Kvinderne skjulte sig Schmalkaldiske Forbund I de følgende år blev reformationen forsvaret af et forbund af evangeliske fyrster (Det Schmalkaldiske For- lige Skrift var den eneste ufejlbarlige autoritet for alle kristne. I en række fremragende teologiske skrifter bund), og i Tyskland blev de kirkelige forhold endeligt i sildetønder som blev transporteret ud af klostret på 20 redegjorde han i løbet af 1520 for hovedtankerne i sin ordnet ved religionsfreden i Augsburg en købmands hestevogn. 21

12 Plante smil og plante solskin... Et dejligt liv uden gud vært og besøgsven får en oplevelse sammen, og der er mulighed for at lære andre at kende. En del af disse ugentlige møder har varet ved gennem mange år, og besøgsvenner har oplevet at deres vært er blevet meget skrøbelig og til slut er gået ud af ordningen. Selv i disse situationer kan det være berigende for begge parter, andre gange vælger en besøgsven at gå ud af ordningen, når den anden bliver meget svækket. Arrangement ved Besøgstjenesten, Lokalcenter Hjortshøj Besøgstjenesten i Hjortshøj formidler kontakt mellem mennesker, et win-win projekt hvor to mennesker mødes en time om ugen. Den ene part er en person som ønsker mere kontakt udefra og er besøgsvært, fordi vedkommende inviterer den anden, besøgsvennen til at komme i sit hjem. En del af besøgsværterne har ikke selv ressource til at skabe kontakt og den etableres derfor ofte efter forslag fra Merete som er ansat i aktivitetsafdelingen på Lokalcentret eller efter forslag fra hjemmesygeplejen eller hjemmehjælper. Doris Berg har i mange år haft kontakt med besøgsvennerne og forsøger at finde to personer som kan have glæde af hinanden, så mødet kan blive ægte og ligeværdigt. Ønskerne fra besøgsværterne er meget forskellige. For nogle er det vigtigste glæden ved at se frem til, at der kommer en ven og får en kop kaffe en gang om ugen. Samtale og nærvær er her det værdifulde. Nogle vil gerne tale om gode bøger, have hjælp til at skrive breve eller på anden måde vedligeholde kontakt med familie og venner. Behovet kan også være at få hjælp til at læse avis eller breve. Måske er det vigtigste for besøgsvennen at have en ledsager til en lille tur udenfor hjemmet. Det er forskelligt som altid i mødet meller to mennesker. Der er også brug for dig i besøgstjenesten, vi mangler både mænd og kvinder (børn og hunde) som besøgsvenner. Du giver din tid og få del i en andens liv. Du kan på en time bringe lys og glæde ind i en stille tilværelse en gang om ugen og få smil og solskin tilbage. Henvendelse til menighedsrådet eller Doris Berg. Ateistisk reklamekampagne på busser i London. Oversat lyder teksten Der er sandsynligvis ingen Gud, så lad være med at bekymre dig og nyd livet. Personen på billedet er Richard Dawkins, forfatter til bl.a. Illusionen om Gud Ikke alene kan man leve et liv uden religion, men måske kan man ligefrem leve et, der er bedre? Fri fra gamle dogmer, der er skrevet i en tid, som var radikalt anderledes end vores egen? Fri for at skulle granske hvad den almægtige dog kan have ment med flystyrt og tsunamier? I disse år breder gudløsheden sig, og med god grund. Religionens rolle som arnested for fanatisme, terror og intolerance er alment kendt og videnskaben har efterhånden ædt sig ind på biblens myter og afvist dem én efter én. Mange konkluderer derfor, at religionen ikke har noget at byde på rent moralsk eller i forhold til at forstå virkeligheden omkring os. Også for mig står moderne humanisme, hvor man anerkender alle menneskers værdi uanset tro, seksualitet eller noget som helst andet, som en noget mere holdbar etik for det 21. århundrede. Samtidig mener jeg, at forestillinger om ånder og sjæle ofte står i vejen for et mere realistisk og videnskabeligt syn på mennesket og den naturhistorie vi er formet af. Tilbage er der næsten kun det gode at sige om religionen, at den styrker den personlige identitet, giver en svag sundhedsmæssig gevinst og selvfølgelig skaber fællesskab omkring et livssyn, der også udmønter sig i rituelle rammer om livets store begivenheder. kekirken stadig en religion, og derfor føler vi os ikke hjemme i den. Og mange af de gode ting folkekirken rummer, kan efterhånden tilbydes af sekulære foreninger som Humanistisk Samfund, der siden sin stiftelse har fået en massiv medlemstilgang. Mange ikke-troende oplever faktisk det at forlade folkekirken som en befrielse. Endelig slipper de for at høre komplicerede ting om Helligånd, arvesynd og gudesønner og endelig kan de fejre navngivninger og bryllupper uden at gud skal inviteres med. Endelig handler det om os selv og hinanden, og ikke om hellige magter (som vi sandsynligvis selv har opdigtet). Endelig kan vi begrunde moral og etik igennem fornuft og ikke igennem stentavler. Gudløshed og humanisme er for os en befrielse. En logisk, virkelighedsnær og måske også mere ansvarlig måde at være menneske på. Men hvor godt går det med at leve i fredelig sameksistens troende og ikketroende? Og vil vores projektor uundgåeligt konflikte længere nede af sporet? Det håber jeg, at I vil komme og diskutere med mig tirsdag d. 20. oktober kl i Den Gamle Skole. Tak til Doris Berg og Martha Frandsen, som nu efter otte år stopper som leder og administrator af en velfungerende Måske er folkekirken blevet så meget en tradition, at Dennis Nørmark, Antropolog Besøgstjenesten arrangerer hvert år 3-4 fester og solskinstjeneste. man undertiden kan glemme, at den overhovedet er og forfatter, talsmand for 22 udflugter for brugerne, forår, høst og jul. Besøgs- Peder Kjærgaard rammen om en religion? Men for mange af os er fol- Humanistisk Samfund 23

13 Åndelig fornyelse i kirken Sogneaften med Lene Højlund d. 24. november kl i Den Gamle Skole En ny bølge af åndelig fornyelse er på vej ind i Folkekirken. I mange kirker arrangeres der stille- eller meditationsgudstjenester, fordybelse i bibeltekster, pilgrimsvandringer, natkirke, og menigheder tager på retræte eller pilgrimsrejser sammen. Ofte er det en længsel efter mere inderlighed i forhold til Gud og efter et rum for religiøse følelser, der får mange mennesker til at deltage i sådanne arrangementer. Længe har det kun været muligt at bruge religiøse følelser i mere alternative sammenhænge, men mange har en længsel efter at finde tilbage til kristendommen, som jo er de flestes baggrund, og derfor er det så vigtigt og glædeligt, at kirken er begyndt at engagere sig i denne længsel og kommer disse mennesker i møde. Kirken og kristendommen har virkelig noget at byde på, men der må en fordybelse og en fornyelse til. Et stort problem er det, at mennesker i dag har glemt det religiøse sprog og derfor ikke kan læse de bibelske tekster eller forstå de kirkelige handlinger. Indholdet i teksternes fortællinger tages for konkret pålydende i stedet for at forstås som symbolske billeder på de vilkår, vi mennesker har fået her i livet. i virkeligheden er det modsatte. Derfor har kirken en stor opgave i forhold til det religiøse sprog og tolkningen af det livstydende indhold heri. Denne aften vil med udgangspunkt i egne erfaringer være refleksioner over tidens nye spirituelle strømning. Med baggrund i et arbejde først som adjunkt på VUC i Århus og forelæser på Folkeuniversitetet, dernæst som selvstændig terapeut og kursusudbyder og endelig som præst i Folkekirken har jeg igennem rigtig mange år færdedes i den kristne virkelighed på kanten af den alternative bølge. Jeg har igen og igen mødt mennesker, der har følt sig lukket ude af Folkekirken, men også i de senere år mennesker, der har glædet sig over, at de nu har fundet kirker, hvor de kan føle sig hjemme. Der er dog stadig lang vej at gå, for mange mennesker har i dag en stor blufærdighed overfor kirken og det kristne, og det er endnu en opgave for kirken at få løst op for den. Gud og spaghetti Musikalsk legestue for børn Efterårets aktiviteter Gud og spaghetti er en gudstjeneste særligt tilrettelagt for børnefamilier. Vi synger børnesange med fagter og bevægelse til, en salme, hører bibelfortælling (dukketeater, drama el.), beder Fadervor og får Guds velsignelse. Det starter kl. 17 og varer ca. 30 min. Efter gudstjenesten er der spaghetti og kødsovs i Den Gamle Skole ved kirken og mulighed for at hygge sig med andre. Maden koster 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn. Tilmelding til spisning senest tirsdag, før kl. 12 mail til sognemedhjælper Britta Søes på sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk eller sms til kirketjener Else Elmer på tlf Datoer for kommende spaghettigudstjenester: Onsdag d. 23.sep. kl. 17 Onsdag d. 21.okt. kl. 17 Onsdag d. 18.nov. kl. 17 Der er Musikalsk Legestue hver tirsdag fra kl i Den Gamle Skole ved siden af kirken. Det er for alle småbørn (0-5 år) ifølge med en voksen. Vi synger, spiller, bevæger os, leger m.m. Hver gang hygger vi os med at spise medbragte madpakker. Legestuen sørger for kaffe, te og saftevand. Det er gratis at være med. For yderligere info kontakt Sognemedhjælper Britta Søes. Eller se kirkens hjemmeside under Særligt for børn : FRIRUM EFTERÅRETS FRIRUM Dette efterår er der planlagt FRIRUM til d. 13. september, 1. november og 6. december, alle dage kl. 14 i Hjortshøj Kirke. Gudstjenesterne vil som sædvanligt rette sig mod publikum i alle aldre. Vi stræber efter en ligefrem tilgang til forkyndelsen, og vi synger lovsange og gospel på både danske og engelsk. Der er altid musik, god stemning og friskbagt alterbrød :-). Gudstjenesten var ca 1 time og et kvarter, og bagefter er der altid hyggeligt samvær i Den Gamle Skole, for dem der har lyst. Alle er velkomne. Et dejligt liv uden gud Tirsdag d. 20. oktober kl i Den Gl. Skole Foredrag og efterfølgende debat ved antropolog og forfatter Dennis Nørmark, som også er talsmand for Humanistisk Samfund. Se omtale af arrangementet på side 23 i dette nummer af kirkebladet. BUSK-gudstjeneste BUSK gudstjeneste i Hjortshøj Kirke søndag d kl. 14. BUSK står for Børn, Unge, Sogn og Kirke. BUSK er Den åndelige fornyelse, der i dag banker på til den blevet indført af kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, for at sætte fokus på børn og unge kirkelige verden, har meget at byde på. Den rummer en tilbagevenden til tidligere tiders inderlighed i kirken. I mange sogne er det efterhånden blevet en god tradition med BUSK-dagen, som kan Det betyder, at mange tager afstand fra tekster og og alvor, til værdsættelse af religiøse følelser og bøn foregå på mange måder. BUSK i Hjortshøj er et ritualer uden at forstå deres egentlige indhold og og til sanselighed og glæde. samarbejde mellem FDF og kirken. Børnekoret budskab. Mange tekster kommer f.eks. til at stå som ved Hjortshøj Kirke medvirker til BUSK. Velkommen til en festlig gudstjeneste! 24 udtryk for love og regler og begrænsninger, hvor de Aftenen vil give gode muligheder for samtale. 25

14 De 9 læsninger Kravlegudstjeneste Nyt fra FDF i Hjortshøj De ni læsninger er en musikgudstjeneste og en forberedelsesgudstjeneste til julen og finder sted mandag den 7. dec. kl. 14 i Hjortshøj kirke. Efterfølgende er der glögg og æbleskiver i Den Gamle Skole. Vi håber at mange vil møde op til en stemningsfuld og hyggelig eftermiddag. Alle er velkomne! Sogneaften med Peter Duetoft kl i Den gl. Skole Det er de, der er anderledes, der gør livet smukt og spændende. Denne påstand kommer Peter Duetoft med i et engageret foredrag, hvor han tager temperaturen på dagens Danmark. Ældre, sindslidende, udviklingshæmmede, mennesker med anden etnisk baggrund eller blot særlinge kan have problemer med at finde fodfæste i vort samfund. Men taber samfundet ikke derved? I Bjergprædiken slog Jesus fast, at det er overfor de, der er anderledes end os selv, vor næstekærlighed skal vise sig. Forstår vi at leve op til det i vor moderne kultur? Hvad betyder globaliseringen og massemedierne for os alle? Bliver vi blot ensrettede? Forsvinder det spændende og udfordrende? Er jaget efter sensationer ødelæggende for Danmarks mulighed for at være et samfund, der har plads til alle? Den tekniske udvikling giver os i dag mulighed for at sikre, at de, der er for anderledes slet ikke bliver født. Er det en nødvendighed eller er er det en umenneskelig udfordring? Kravlegudstjeneste er en særlig gudstjeneste planlagt for småbørn (0-5 år) m. deres voksne. Det er efterhånden en tradition ved kirken at vi 2-3 gange årligt holder kravlegudstjeneste for de mindste en ganske kort gudstjeneste, hvor børn og voksne sidder på tæpper oppe ved alteret synger nogle sange, hører bibelhistorie, ber Fadervor og så får vi besøg af spændende dukker mm.! Det foregår tirsdag kl. 10 i kirken, og bagefter er alle velkomne til at spise medbragte madpakker i Den Gamle Skole. Kontakt sognemedhjælper Britta Søes for at høre nærmere (man. og tirs. ml , eller pr. mail sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk Dato for kommende kravlegudstjeneste Tirsdag d. 29.sept. kl. 10 Gospelkids Kan du li dans, sang, rytmer, bevægelse, leg og at høre bibelfortælling? så er gospelkids lige noget for dig Velkommen til en ny sæson med Gospelkids! Vi starter onsdag d. 9. sept. kl Gospelkids er for alle 5-8 årige børn. Vi mødes hver onsdag fra kl i Den Gamle Skole ved siden af kirken. En gang imellem optræder vi til spaghettigudstjeneste mm. Det er gratis at være med. FDF er startet på en ny sæson Mandag den 17. august startede FDF på en sæson. Her var hele kredsen samlet, for at få skudt sæsonen i gang med et brag. Igen i år bliver det et travlt efterår i FDF. De ældste starter med en kano- og kajaktur på Gudenåen sidste weekend i august, mens alle andre klasser har weekendture på programmet i efteråret. Den oktober skal hele kredsen af sted på løvfaldstur på Himmerlandsgården. Derudover er der også ungdomsweekend for de ældste i kredsen. Endeligt er der også seniorfestival. Seniorfestival For 10. gang afholder FDF Seniorfestival på Kongeådalens Efterskole den september. Med nye idéer og skøre påfund bliver dette års Seniorfestival mere end bare fed rock! Der kommer flere spændende boder med alverdens spændende tilbud og lækkerier. Det er nu 20 år siden den første Seniorfestival blev afholdt. Denne Seniorfestival bliver nr. 10 i rækken og det bliver markeret! Deltagerne kan derfor glæde sig til nogle spændende aktiviteter og optrædener på festivalen. Blandet andet kan festivalen præsentere komikeren Dan Andersen, som vil optræde med sit fantastiske og spetakulærte guitarshow samt den dygtige sanger Anna David, som gæster festivalen lørdag! Sidste gang var unge FDFere mellem 14 og 18 år med til at skabe en fantastisk fest der viste at unge sagtens kan more sig uden alkohol! Kom og få smag for FDF er du til store oplevelser og gode kammerater så er det lige noget for dig. Vores klasser er opdelt efter klassetrin i skolen, så man følger ens klassekammerater. FDF-Hytten ligger Virupvej 15. Hvornår mødes vi? Puslinge og tumlinge (0. 2. klasse) Mandage fra Pilte (3. 4. klasse) Tirsdage fra Væbnere (5. 6. klasse) Onsdage fra Seniorvæbnere og seniorer (7. kl. og ældre) Onsdage fra Kontakt Morten (del af kredsledelsen) for information på tlf , springborg@fdf.dk, eller se mere på Praktiske oplysninger Kirkelige handlinger: Ved fødsler, dåb, navngivelse, vielse, begravelse og ind- og udmeldelse af Folkekirken: Kontakt kordegnekontoret på tlf Hjortshøj-Egå-Skæring kordegnekontor: Poul Erik Ettrup Larsen, Egå Mosevej 7, 8250 Egå, tlf , fax , mand. - fre. kl. 9-13, torsd. desuden kl egaa.sogn@km.dk Præster: Morten Skovsted (kbf. og begravelsesmyndighed) Skødstrupvej 2, 8530 Hjortshøj, t,lf Fri fredag. morten@skovsted.dk Barselsvikar f. Lise Juhl Nielsen: Majbritt Fabech, vince@post6.tele.dk Mette Djurhuus, mette@born-djurhuus.dk Menighedsrådsformand: Peder Kjærgaard, tlf peder.kj@pedersplads.dk Barselsvikar organist: Birgitte Ø. Nielsen. organist@hjortshoejkirke.dk Kirketjener: Else Elmer, tlf kirketjener@hjortshoejkirke.dk Sognemedhjælper: Britta Søes. Træffetid mand. og tirsd. ml. 12 og 13 i Den gl. Skole. Tlf sognemedhjaelper@hjortshoejkirke.dk. Kirkesanger: Birgitte Stougaard, tlf Graver: Finn Matzen, Virupvej 11, 8530 Hjortshøj. Tlf. på kirkegården: graver@hjortshoejkirke.dk Gravermedhjælper: Torben Nielsen Kontakt sognemedhjælper Britta Søes for Peter Duetoft tager fat i en række af de grundlæggende holdninger og tankemåder og konfronterer teori og træffes ikke torsdag, eller pr. mail sognemedhjael- tilmelding eller for at høre nærmere (på tlf virkelighed. De valg, vi træffer i dag, får betydning for per@hjortshoejkirke.dk) Næstformand, menighedsrådet: Kirkens hjemmeside: generationer fremover. Er vi vort ansvar bevidst? Kom Christian Nørby Ernstsen, tlf , 26 og hør med! Der kan købes kaffe og kage. Sæsonen slutter onsdag d. 2.december. christian@ernstsen.dk 27

15 Kalender, efterår 09 September Ti 2 Kl Sogne- og debataften om Flygtninge i Hjortshøj Kirke, Den Gl. Skole, Sø 6 Kl. 11 Gudstjeneste v. Morten Skovsted On 9 Kl Opstart Gospelkids i Den Gamle Skole Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole To 10 Kl. 14 Lokalcenter Hjortshøj, Gudstjeneste v. Morten Skovsted Sø 13 Kl. 14 FRIRUM v. Morten Skovsted Ti 15 Kl Sogneaften med Peter Duetoft, De anderledes, Den Gamle Skole Sø 20 Kl. 14 Liturgsk høstgudstjeneste v. Mette Born Djurhuus On 23 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes Sø 27 Kl Gudstjeneste v. Morten Skovsted Ti 29 Kl. 10 Kravlegudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes Oktober Sø 4 Kl. 11 Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus On 7 Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole To 8 Kl. 14 Hjortshøj Lokalcenter Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus Sø 11 Kl Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus Sø 18 Kl. 11 Gudstjeneste v. Morten Skovsted Ti 20 Kl Sogneaften, Den Gl. Skole, Dennis Nørmark, Et dejligt liv - uden gud On 21 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes Sø 25 Kl. 14 BUSK-gudstjeneste v. FDF, kirkens pigekor og Morten Skovsted November Sø 1 Kl. 11 Allehelgensgudstjeneste v. Morten Skovsted Kl. 14 FRIRUM Morten Skovsted Sø 8 Kl Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus On 11 Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole To 12 Kl. 14 Hjortshøj Lokalcenter Gudstjeneste v. Morten Skovsted Sø 15 Kl. 11 Gudstjeneste v. Morten Skovsted On 18 Kl. 17 Spaghettigudstjeneste v. Morten Skovsted og Britta Søes. Gospelkids medvirker. Sø 22 Kl Gudstjeneste v. Mette Born Djurhuus Ti 24 Kl Sogneaften, Den gl. Skole, Lene Højholt, Åndelig fornyelse i kirken Sø 29 Kl sønd. i advent, Gudstjeneste v. Morten Skovsted. Efterflg. kaffe i Den gl. Skole December Sø 6 Kl. 14 FRIRUM Morten Skovsted Ma 7 Kl 14 De ni læsninger v. Morten Skovsted, Hjortshøj Kirke Kl 15 Glögg og æbleskiver, Den gl. Skole On 9 Kl. 19 MR-møde Den Gamle Skole Sø 13 Kl Gudstjeneste v. Majbritt Fabech