Indholdsfortegnelse INDLEDNING 3 PROBLEMFELT 4 VIDENSKABSTEORI 9. Fænomenologi 10 METODE 11 TEORI 18

Transkript

1 Indholdsfortegnelse INDLEDNING 3 PROBLEMFELT 4 Hvorfor og hvordan kan museet skabe bedre oplevelser? 8 Hvad er mobilspil? 9 VIDENSKABSTEORI 9 Fænomenologi 10 METODE 11 Praktiske erfaringer og metodiske overvejelser 13 Fortolkning af interviews 16 Generalisering 17 TEORI 18 Giddens og det postmoderne samfund 18 Refleksivitet 19 Virtualitet vs. Virkelighed og Autencitet 21 Oplevelse og kommunikation 22 Oplevelse 24 Oplevelser og marketing 25 Christian Jantzen og den gode oplevelse 26 Oplevelser på museet 28 Oplysningstradition vs. Oplevelsestradition 29 Krav til museerne. Og nye muligheder 30 Interaktivitet og digital formidling på museerne 31 Social og Digital 33 Museumsoplevelsen 34 Opsamling på teorien 35 MOBILSPIL OG MUSEUMSFORMIDLING 36 Mulighedernes Land 36 Guldhornstyven 37 EGO-TRAP 38 Oplevelesescenteret Ejbybunkeren 40 Koldkrigsspionen 41 1

2 Opsamling af mobilspil på museer 42 Genren på Koldkrigsspionen 43 Specifikt om spiloplevelsen med mobile spil 44 ANALYSE 45 Ejbybunkeren som bæredygtigt oplevelsesøkonomisk koncept 46 Oplevelsestilbuddet skal have et tema 46 Oplevelsestilbuddet skal indbyde til følelsesmæssige investeringer 47 Oplevelsestilbuddet skal være personligt 48 Hvordan oplever gæsterne et mobilspil på museet? 49 Generelt god oplevelse 50 Stress og fysiske udfordringer 51 Tekniske vanskeligheder 52 Alder og målgruppe 55 Kendskab og forventninger. Kommunikationsstrategi 56 Motivation 58 Læring 61 Autencitet 64 Opsamling på gæsternes oplevelse 67 DISKUSSION 69 Forskellige syn på interaktion i mobilspillet 71 Interaktion er samarbejde 71 Interaktion handler om valg 72 Interaktion er en gensidig forhandling mellem virkelighed og virtualitet 73 KONKLUSION 75 LITTERATURLISTE 78 FORMIDLINGSARTIKEL 81 Redegørelsen for valg af målgruppe, medie og virkemidler m.v. til formidlingsartikel. 83 2

3 Indledning Mobiltelefonen har med udviklingen af smartphonen og apps fået større og større indflydelse på vores liv. Der findes Apps til næsten alt, der kan hjælpe os til at reducere kompleksitet i vores moderne liv, ved at samle og bearbejde information på en nem og overskuelig måde. De kan også motivere os og hjælpe med at styre vores liv i en bestemt retning, som når Motions- og trænings apps hjælper dig til at holde dig i form og spise sundt 1. Sundhedsapps fortæller dig hvad du fejler, når du er syg 2. Du kan få Apps om alt fra boligindretning til førstehjælp. Samtidigt bliver et koncept som inline-shopping mere populært og enkelt, via. smartphonen 3. Det er blevet mere socialt acceptabelt at bruge mobilen i det offentlige rum. I USA har det længe været acceptabelt at tage smartphonen med i teatret, og i Danmark vil man nu også til at forsøge sig med dette 4. Under forestillingen kan man fx. 'Tweete' med instruktøren, og på andre måder forbedre teateroplevelsen. På Assistenskirkegården er det blevet muligt at gense de døde via en særlig app. Det er ikke bare tilladt, men børn bliver endda opfordret til at bruge deres mobiltelefon på biblioteket, til noget så useriøst og forstyrrende som at spille spil. Men spil kan også have fornuftige formål, fx. når de handler om at lære børn at bruge bibliotekets søgesystemer 5. Så er du smart og bruger din mobil, har du ikke bare adgang til mere information end andre, på samme geografiske lokation. Du kan også få en bedre, og mere meningsfuld oplevelse. Smartphonen har fået samme funktion som vores pung eller tegnebog havde før i tiden. Heri ligger vores identitet, i form af kontakter og netværk, downloadede apps og vores yndlingsspil, personlige billeder og videoer. Mobilen er det første du kigger efter når du vågner op, og det sidste du tjekker inden du går i seng. Nu er smartphonen og dens smarte apps også ved at gøre sit indtog på de danske museer og det er noget man kan kalde for smart museologi 6. Det starter med noget så simpelt som at scanne koden ved et udstillet billede, og straks virker du klogere end dine medgæster. Men museerne er nu også begyndt at bruge mere komplekse systemer for videnstilegnelse og formidling. Det jeg taler om er mobilspil. 1http:// http:// 4http:// ( kl 12) 5http:// 6Smart Museologi er titlen på et speciale om anvendelsen af Apps i publikumsorienterede museumsoplevelser af Markus Borg Mogensen

4 Problemfelt Mobilteknologien i form af smartphones som iphones og Android-telefoner er et område i rivende udvikling. Som et stykke konvergens-teknologi er den smarte mobiltelefon i stand til at forandre måden, vi socialiserer og kommunikerer med hinanden. Derfor vil de også have betydning for måden virksomheder, organisationer og institutioner kommunikerer med os som borgere og forbrugere. Et eksempel på en sådan institution, der i stigende grad, gerne vil kommunikere og interagere med borgere og samfund, er de danske museer. Som Drotner et al (2011) påpeger, er det interaktive museum en tautologi, fordi man dårligt kan forestille sig et museum, der ikke på et eller andet plan interagerer med sin omverden (Drotner et al 2011; 11). Udgangspunktet for dette speciale er dog, at der foreligger en ændret, eller måske endda en skærpet kommunikativ situation for museerne, der i større grad må til at skabe oplevelser for deres gæster og derved forlade sig mere på oplevelsesbaseret kommunikation end på traditionel marketing. På den måde bliver oplevelse og interaktion på museer en form for kommunikationsforståelse. En forståelse der kræver en øget informationsudveksling mellem museet som organisation og dets omverden. Netop formålet med de danske museer er det der aktuelt er til diskussion. Skal museerne vægte den traditionelle, autoritative formidling og bevare det museale tempel? Eller skal de erkende at vi befinder os i oplevelsesøkonomien, og derfor kaste sig ud i konkurrencen om befolkningens opmærksomhed, på lige fod med forlystelsesparker, biografer og power-shopping ture på strøget? Sidstnævnte mulighed vil kræve at museerne tilbyder spændende, sanselige, underholdende og overraskende oplevelser. De danske museer er, hvad enten de vil det eller ej, blevet en del af oplevelsesøkonomien (Skot- Hansen 2008; 9). Oplevelses-økonomi er forsøgt defineret på mange måder, men handler groft sagt om at tilføje merværdi til sit produkt ved brugen af oplevelser. Et museums-besøg er en oplevelse i sig selv, hvor et af formålene kan, men ikke behøver at være, tilegnelse af ny viden. Jeg har undersøgt, hvordan det oplevelsesteoretiske perspektiv bruges til at skaffe nye besøgende og skabe en bedre museums-oplevelse, så gæsterne vælger at komme igen. Interaktion virker som nøgleordet. I hvert fald hvis man læser Drotner et al's bog: Det interaktive museum. Her er fokus på digitaliseringen af de danske museer, som tegn på en dagsorden, der vil skabe interaktivitet mellem 4

5 museerne og deres eksisterende og nye, mulige gæster. Interaktionen kommer som udgangspunkt af et lovkrav om digitaliseringen af museets samlinger, men kommer også til udtryk i museernes brug af ny, digital teknologi til at gøre deres samlinger mere levende og involvere deres publikum. Men er det ikke en forældet tanke, at tro at ny, smart teknologi nødvendigvis er fremtiden for de danske museer? Ørnbo et al påpeger i Oplevelsesbaseret Kommunikation det paradoksale i, at forsøge at skabe en psykologisk kontrakt med modtagerne, baseret på upersonlige envejskommunikationsmedier (Ørnbo et al 2004; 94). Ørnbo et al's budskab er at virksomhedernes konstante søgen efter nye, smarte medier og teknologi til at overføre deres budskaber til vores hjerner, har ført til en mediemætning, og en ufølsomhed, hos os. Udviklingen kan kun vendes ved en tilbagevenden til det autentiske, fysiske møde og den sanselige, kropslige bevægelse og erkendelse. Således refererer han til en stærk tradition inden for oplevelses-teorien. Her understreges vigtigheden af at involvere sanserne. Pine og Gilmore mener, at jo flere og mere sanserne stimuleres des bedre og mere mindeværdig bliver oplevelsen (Pine og Gilmore 1999; 104). Museerne udgør, i min egen opfattelse, i forvejen et godt oplevelses-rum. Særligt de museer, hvor det er muligt at røre ved og sanse udstillings-genstandene, eller blive en del af processerne, som når man for eksempel maler mel og bager brød på historiske værksteder. Det har alle dage været en fornøjelig oplevelse, således at få fingrene i historien. Nu gør museerne så alligevel brug af smart, ny teknologi for at interagere med deres brugere. Det er noget der bliver bakket op omkring fra Kulturarvsstyrelsens antologi: Digital museumsformidling i brugerperspektiv (2009). Og Kirsten Drotners Det interaktive museum (2011). Drotner et al's udgangspunkt er interaktiv, digital teknologi, uden at blive meget mere specifik end det. Men hvad er det egentlig for en smart ny teknologi, jeg beskæftiger mig med i dette speciale? Det er en stigende tendens at museer, bl.a. for at skabe interaktivitet med brugerne er begyndt at satse på lokationsbaseret læring ved at gøre brug af fænomenet Location Based Games (LBS). Et fænomen jeg oversætter og definerer som mobilspil. Bl.a. fordi de for det meste fungerer ved hjælp af den nyeste generation af mobiltelefoner, de såkaldte smartphones. I forbindelse med specialet har jeg besøgt en del museer og er blevet opmærksom på, at der er mange eksempler på museer, der bruger ny, mobilbaseret GPS teknologi til at skabe rollespil, og fx gøre aktivitet og bevægelse til en del af formidlingen. Således benytter Nationalmuseet, Frilandsmuseet, Experimentariet og den nyligt åbnede Ejbybunker på Vestvolden alle den nye teknologi som et ekstra krydderi på deres 5

6 eksisterende udstillinger. Det er denne del af den digitale museumsformidling, specialet fokuserer på. Det er interessant at se på den kommunikative effekt af de specifikke tiltag, hvis man fx ser mobilspillet Koldkrigsspionen i Ejbybunkeren som et udtryk for en digitalisering af museet. Mit udgangspunkt er en undren over, hvorfor det lige netop er museerne, der begynder at gøre brug af mobilspil, og hvordan den nye teknologi spiller sammen med de oplevelsesteoretiske perspektiver (som fx sanselighed og kropslighed). Hvorfor skal museumsgæsterne til at interagere med museets bygninger, landskaber og genstande? Hvordan ændrer interaktionen sig, når man gør brug af smartphones? Er der tale om en reel innovativ måde at se museer på? Eller er det bare en moderigtig fascination af den nye teknologi? Hvad bør prioriteres? Kvalitet i formidlingen, eller kvantitet i besøgstal? Jeg er ikke født digital. Computerspil er i min forståelseshorisont noget, der skaber fysisk inaktivitet. De involverer kun 2 ud af 6 sanser. Det er syns- og høresansen, som for mig, er de to mindst vigtige for den engagerende og mindeværdige oplevelse. Computerspil er asociale. De spil, som man kan spille sammen, er medieret af computere og giver derfor ikke samme grad af social tilfredsstillelse som umedieret social kommunikation. Det er derfor min fordom, at brugen af computerspil på museet vil føre til en ringere, og mindre sanselig oplevelse. Oplevelses-baseret kommunikation handler ifølge Ørnbo et al om at bruge sanselighed og menneskeligt nærvær i kommunikationen. Det gælder selvfølgelig også formidling som kommunikation. Men hvordan kan det så være at tendensen peger hen imod brugen af ny teknologi til at facilitere interaktivitet i fx kultur- og historieformidling? Hvad sker der med den kropslige, sanselige og sociale erfaringsdannelse, når man digitaliserer museer, og gør brug af fx lokationsbaseret læring i form af digitale mobilspil? Jeg vil med specialet sætte spørgsmålstegn ved, om mere digitalisering nødvendigvis betyder mere interaktivitet? Og i den sammenhæng, er mobilspil så også et udtryk for mere interaktivitet? Hvordan spiller de oplevelses-teoretiske perspektiver og interaktiv computer-medieret museums formidling sammen, når man gør brug af mobile spil og lokationsbaseret læring? Det har ført til følgende problemformulering: 6

7 Hvordan kan brugen af mobilspil skabe en bedre oplevelse for museets gæster og derved blive et udtryk for interaktion? Problemformuleringen fordrer en uddybende forklaring. Basalt set handler den om forholdet mellem to teoretisk baserede udtryk: begrebet en bedre oplevelse og begrebet interaktion. Deres forhold kan illustreres i følgende figur, som jeg selv har konstrueret til lejligheden: Jeg bliver nødt til at pointere at mobilspillet ikke er en oplevelse, men derimod et teknisk medie, der påvirker eller faciliterer interaktion mellem museum og gæst. En bedre oplevelse for museumsgæsterne er nemlig afhængig af denne interaktion, og interaktionen kommer til udtryk i museets ønske om at skabe en bedre oplevelse. På den måde er de to dele dobbelt afhængige af hinanden. Interaktion er en del af en bedre oplevelse (som 1 ud af Jantzens 10 kriterier). Men en bedre oplevelse er som udgangspunkt også et udtryk for interaktion, fordi det at ville skabe bedre oplevelser indebærer en rettethed eller intention mellem gæst og museum om at forstå hinanden. Min forforståelse om interaktionsbegrebet er imidlertid blevet udfordret gennem arbejdet med specialet, og jeg vil senere gennemgå en mere dybdegående diskussion af, hvor bredt man egentlig kan definere dette begreb, når man undersøger om mobilspil kan skabe interaktivitet. 7

8 Udgangspunktet for problemformuleringen er en undren over, hvorfor der eksisterer mobilspil på museer. Det kan delvist forklares teoretisk, da teorien beskriver hvordan museerne befinder sig i oplevelsesøkonomien, og derfor skal satse på at skabe digitale, interaktive oplevelser for deres gæster. Jeg opfatter mobilspillet Koldkrigsspionen i Ejbybunkeren som en sådan satsning. Jeg vil derfor gå til den virkelige verden igen, og undersøge hvad museets gæster oplever, når de spiller mobilspil, om de får en god oplevelse, om det er et udtryk for interaktion, og en ny, kommunikativ relation mellem museet og dets brugere. For at kunne svare på problemformuleringen har jeg konstrueret nogle arbejdsspørgsmål, der delvist vil fungere som en rød tråd for specialet. De to første vil kort blive berørt nedenfor, og resten vil blive besvaret implicit senere: Hvorfor og hvordan skal museet skabe bedre oplevelser? Hvad er mobilspil? Hvad er en god oplevelse for museets gæster? Og hvordan bliver oplevelsen påvirket af mobilspil? Kan man se mobilspil som et udtryk for interaktion? Kan mobilspil skabe en bedre kommunikativ relation mellem museet og dets brugere? Hvorfor og hvordan kan museet skabe bedre oplevelser? Det kan være svært at definere den gode oplevelse. Men der er alligevel en del der har gjort nogle forsøg. Pine og Gilmore, Lena Mossberg og Christian Jantzen har alle deres bud. Jeg hæfter mig ved Christian Jantzen, som har lavet en nem og lettilgængelig liste over de ti essentielle kriterier der skal opfyldes ved det oplevelsesorienterede produkt. Jeg læner mig langt hen af vejen ad Christian Jantzens forsøg på definition af oplevelsesbegrebet, men forholder mig også til at oplevelser ikke bare skal være sanseligt stimulerende og nydelsesfulde, men også meningsfulde. Det kan nemlig sagtens vise sig, at det der med autencitet og meningsfuldhed har betydning for folks museumsoplevelse. John Falk og Lynn Dierking har specifikt undersøgt museumsoplevelsen og museumsgæsternes motivation for besøg. Ifølge John Falk er museers gæster motiveret af potentialet for at skabe jegidentiteter gennem deres oplevelse på museet. Men hvilke elementer kan være med til at danne en 8

9 god, identitetsskabende oplevelse? Kan et mobilspil påvirke dette? Oplever forskellige gæster mobilspil forskelligt? Museumsgæster bliver i litteraturen refereret til som brugere, publikum, kunder mm. Jeg bruger Pine og Gilmores teaterterminologi og kalder dem gæster, for at understrege, at museet er et sted hvor nogen har en intention om at skabe oplevelser for deres gæster. Man kunne argumentere for at ordet brugere ville være mere passende eftersom projektet til dels handler om den aktive, refleksive bruger, der selv ønsker at forme sit museums-besøg. At være gæst har mere passive konnotationer, hvilket som udgangspunkt også passede med Pine og Gilmores originale tankegang. Hvad er mobilspil? Mobilspil er i min definition spil på mobilen, men det ellers populære spil Snake er ikke et af dem. Mobilspil i min definition benytter sig af smartphonens muligheder for at knytte information, lyd, billeder og video til et specifikt geografisk punkt og derved blande den fysiske, virkelige verden med den virtuelle på en måde, der skaber indlevelse, medlevelse og leg gennem oplevelse. Mobilspillene repræsenterer en teknologisk udvikling, der både er et produkt af, og som påvirker en sociologisk udvikling. Det kan for eksempel være måden vi interagerer med hinanden på, eller måden vi interagerer med virksomheder og organisationer. Derfor rummer mobilspil muligheden for museet til at skabe en ny kommunikativ relation til deres brugere. Spørgsmålet er så om det også gælder for Koldkrigsspionen i Ejbybunkeren? Det kan være utroligt svært at sammenligne mobilspil, netop fordi det er et svært begreb at definere. Jeg vil senere undersøge genren på Koldkrigsspionen for bedre at kunne forstå muligheder, fordele og ulemper ved netop denne genre. Specialet tager udgangspunkt i Koldkrigsspionen i Ejbybunkeren, som et udtryk for digital, interaktiv formidling definerer bredt mobilspil på museer som en kombination af smartphones og spil i museumsformidling. Videnskabsteori Specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt er en kombination af hermeneutik og fænomenologi, som også kaldes hermeneutisk-fænomenologi. Formålet er forståelsen af et fænomen, der 9

10 fremtræder for mig, i form af mobilspil på de danske museer. Specialet handler om oplevelser, og jeg blev inspireret af følgende citat fra Kenneth Hansens forsøg på at definere den meningsfulde oplevelse: En oplevelse er derfor defineret som en meningsfuld oplevelse, dvs. som en bevidsthedsakt, hvis væsensstruktur er intentionaliteten (Gadamer 2004, s ). (Hansen 2011; 11). Som udgangspunkt er jeg Hermeneutiker. Det vil sige at de hermeneutiske tanker har gennemsyret ikke bare specialets tekst, men alle dele af arbejdet med dette projekt. Den hermeneutiske cirkel er central for hermeneutikken, og betegner den vekselvirkning, der foregår mellem del og helhed. Sammenhængen mellem del og helhed er det der er meningsskabende. (Fuglsang og Olsen 2004; 312). Jeg benytter mig af Hans-Georg Gadamers filosofiske hermeneutik, hvorved den hermeneutiske cirkel ikke længere bliver en metode til at opnå sandheden om verden, men derimod et ontologisk princip og en betingelse for den menneskelige erkendelsesproces, eksistens og erfaring (Fuglsang og Olsen 2004; 320). Forforståelse og fordomme udgør tilsammen en forståelseshorisont, som er med til at bestemme hvordan vi forstår verden (Fuglsang og Olsen 2004; 323). Undervejs i specialet vil jeg redegøre for, hvornår og hvordan mine forforståelser er blevet udfordret. Mit teoretiske begrebsapparat er også en vigtig del af min forståelseshorisont. Hermeneutik og fænomenologi passer godt sammen, bl.a. fordi de begge opererer med forforståelser. Det kommet til udtryk i en retning der hedder Hermeneutisk fænomenologi og som er beskrevet af Martin Heidegger og Paul Ricæur (Fuglsang og Olsen 2004; 282). Fænomenologien er min tilgang til at forstå de processer, der foregår, når museumsgæster leger sig til viden via mobilteknologi. Denne nye forståelse skal udfordre min forforståelse om fænomenet museumsformidling og lokationsbaseret læring, og således bevæge mig længere ad den hermeneutiske cirkel. Fænomenologi Tager udgangspunkt i den tyske filosof Edmund Husserls arbejder (Fuglsang og Olsen 2004; 278). fundamentalt for fænomenologien er intentionaliteten, der er styrende for den menneskelige bevidsthed. Det indebærer at vi som mennesker besidder en rettethed mod verden og et ønske om at forstå den. Husserl udviklede den eidediske reduktion, der er en metode til at beskrive bevidsthedens meningserfaring bagved videnskabens objektive verden. Ved at analysere bevidsthedens intentionalitetsstrukturer som en række variationer i erfaringen kan man beskrive fænomenernes eidetiske essenser (hvilket er formålet med den fænomenologiske analyse) (Fuglsang 10

11 og Olsen 2004; 280). Den eidetiske reduktion går ud på at beskrive oplevelsen af fx et æbletræ som en konkret variation i bevidsthedslivet, bestemt af oplevelsens bevægelser i tid og rum. Forudsætningen for dette er et transcendentalt jeg, funderet i livsverdenen. Livsverdenen er vores konkrete virkelighed som vi kan erfare og som vi i det daglige tager for givet og er fortrolige med selvom den er fyldt med tavs mening og betydning. Reduktion betyder at lede tilbage. Ofte handler det om at sætte sin forforståelse i parentes, og se bort fra tidligere erfaringer og teorier, der har at gøre med fænomenet (Norlyk og Martinsen; 2008). Fænomenologien opererer også med forforståelser. Men hvor hermeneutikkens udgangspunkt er sproget, så er det for fænomenologien kroppens væren-i-verden og kropslig sansning som udgangspunkt for fortolkning. Hvor Husserl forankrede intentionaliteten i den menneskelige bevidsthed, knytter Merleau-Ponty intentionaliteten til kroppen, og mener at erfaringen af verden er baseret på bevidsthedens enhed med kroppen (Norlyk og Martinsen 2008). Stine Ejsing-Duun gør også brug af Maurice Merleau-Pontys kropsfænomenologi til at beskrive oplevelsen af netop lokationsbaserede spil. Når man beskæftiger sig med lokationsbaserede spil er det altså meget relevant, hvordan mennesker forholder sig til deres væren-i-verden og dannelse af mening og meningsfulde oplevelser. Denne dialog kan ses fra et fænomenologisk perspektiv (Ejsing-Duun 2011; 268). Norlyk og Martinsen bruger en metodisk fænomenologisk tilgang som de kalder Reflective Lifeworld Research, som jeg ikke vil følge slavisk her i specialet. Til gengæld vil jeg lade mig inspirere af de filosofisk fænomenologiske tilgange og referere ved de enkelte eksempler undervejs i metoden. Thompson et al har nogle gode råd til hvordan man udfører gode, fænomenologiske interviews, mens Norlyk og Martinsen har råd til analysen og bidrager med en mere filosofisk tilgang til fænomenologien. Metode Den bedste måde for at komme til sandheden om museumsgæsternes oplevelse er at spørge dem selv. Derfor har jeg udført en række korte, fænomenologiske interviews med gæsterne for at kunne beskrive fænomenet den gode oplevelse (med mobilspil) i Ejbybunkeren. Den gode oplevelse må også forstås på en teoretisk baggrund af oplevelsesdesign, mobildesign og interaktionsdesign. Tilsammen udgør disse dele helheden af fænomenet den gode oplevelse med mobilspil i Ejbybunkeren. Det er dog i sidste ende gæsternes oplevelse der tæller, fordi det er i 11

12 oplevelsesplanlægning som med service management: kunden har altid ret. Min metode til at opnå en beskrivelse af fænomenet er altså en kvalitativ, empirisk indsamling og bearbejdning af en række korte, fænomenologiske interviews med gæsterne i Ejbybunkeren. Fænomenologiske interviews fordrer, at forskeren tøjler sin forforståelse eller sætter den i parentes. Siden et hovedbegreb for fænomenologien er intentionalitet, kan jeg dog ikke ignorere at jeg har en intention om at gå til genstandsfeltet med et særligt ønske om at undersøge et specifikt fænomen eller dele af dette fænomen. Jeg er derfor nødt til klart og tydeligt at formulere formålet med undersøgelsen (Kvale 2000; 178ff). Formålet med de fænomenologiske interviews er en afdækning af gæsternes livsverden med det formål at beskrive fænomenet: Den gode oplevelse med mobilspil i Ejbybunkeren. Jeg vil gerne have svar på spørgsmålene: Hvad oplever gæsterne rent faktisk, når de bruger applikationen Koldkrigsspionen? Hvad er på spil? Jeg blev inspireret af Kulturarvsstyrelsens undersøgelser af digital museumsformidling, hvor de bedyrer, at der er brug for kvalitative brugerundersøgelser og opfølgning på de mange digitale projekter, som bliver realiseret på museerne i de nærmeste år (Kulturarvsstyrelsen 2009; 23). Med udgangspunkt i mobilspillet Koldkrigsspionen som et eksempel på et digitalt projekt vil jeg undersøge hvordan et mobilspil potentielt påvirker fænomenet den gode oplevelse på museet. Specialet skal dog ikke blot være en evaluering af et enkelt mobilspil, men undersøger og diskuterer også om mobilspillet således som digitalt, interaktivt element er udtryk for en ny kommunikativ situation for museet, i form af god, oplevelsesbaseret kommunikation. Skaber mobilspil en bedre oplevelse på museet? Hvordan påvirker et mobilspil fx de enkelte af Jantzens 10 kriterier for det oplevelses-orienterede produkt? Hvordan påvirker det fx følelsen af museets/udstillingens autencitet? Har et mobilspil betydning for interaktionen mellem gæst og udstilling, eller mellem gæsten og andre gæster? Er gæsten i højere eller mindre grad i stand til at se sig selv som medskaber af museumsoplevelsen, når museet gør brug af mobilspil? Hvordan understøtter mobilspil muligheden for at museumsgæsterne kan udleve deres personlige ønsker og behov for at skabe identitet? Med John Falks perspektiv på besøgs-motivation in mente må man altså medtænke, hvordan passer det specifikke mobilspil til det specifikke identitetsskabende potentiale, som de specifikke gæster mener at det specifikke museum har? Således har jeg gjort det klart, hvad intentionen bag min undersøgelse var. Det er nødvendigt for at kunne udfordre min forforståelse og fordomme om fænomenet. 12

13 Praktiske erfaringer og metodiske overvejelser I forbindelse med specialet har jeg udført 12 interviews med gæster i Ejbybunkeren, der har spillet mobilspillet Koldkrigsspionen. Søndag d. 2. december kom jeg efter aftale forbi Ejbybunkeren for at interviewe gæsterne. Desværre var den første sne netop faldet og alle børnefamilierne var ude at kælke i stedet for at gå på museum. Museumslederen beklagede meget, da søndag ellers normalt er en travl dag. Han var dog meget opsat på projektet og foreslog at kontakte sin journalist-ven for at sætte en annonce i Rødovre lokalavis. Her skulle vi eftersøge interviewpersoner, der vil få gratis adgang til bunkeren mod at deltage i et kort interview. Jeg takkede pænt ja, på grund af tidspres, men var bekymret over de metodiske konsekvenser. Mine interviewpersoner ville således blive læsere af Rødovre Avis, der var interesserede i at deltage i et forsøg som mit, og ikke nødvendigvis repræsentere museets sædvanlige segment. Endnu værre, ville det være, hvis de kun blev lokket af løftet om gratis indgang. Jeg konkluderede dog, at det nok var de færreste, der meldte sig, som ikke alligevel ville have besøgt museet, og derfor kunne man blot se artiklen som en ekstra reklame for Ejbybunkeren. Resultatet var da også magert, da få respondenter i sidste ende svarede på efterlysningen. De fleste interviewpersoner har jeg kontaktet, enten mens de spillede mobilspil eller da de ankom til museet. På den måde fik jeg interviewet gæsterne mens de oplevede, og de havde således deres umiddelbare indtryk friskt i hukommelsen. For at være fair fik alle, der havde givet interview, bagefter muligheden for at få refunderet indgangsbilletten. De fleste var dog ikke klar over refunderings-muligheden, da de gik ind til interviewet, men var bare glade for at kunne hjælpe. Jeg udførte individuelle interviews for netop at vægte individualiteten. Det er meget vigtigt, fordi oplevelser, selv hvis man er sammen med andre, altid vil være individuelle. Både ifølge mit eget, Christian Jantzens og det fænomenologiske perspektiv der præger specialet. Langt hen ad vejen er det lykkedes at vægte individualiteten, selvom de fleste gæster besøger museet sammen med venner og familie. Nogle grupper splittede jeg op og interviewede enkeltvis. Familier med børn forblev samlet. Børnene var en særlig problematik. Jeg var klar over, at de ville have begrænsede evner til kognitiv refleksion og tillige en begrænset koncentrationsevne. Derfor konstruerede jeg en særlig interviewguide til børn, og var opmærksom på dette i interviewsituationen. Det var begrænset hvor mange børn jeg fik interviewet. Hvis det lykkedes var forældrene ved siden af og kom med tilskyndelser og ledende kommentarer. Udtalelser på baggrund af ledende spørgsmål og kommentarer må jeg så vidt muligt se bort fra i tolkningen af resultaterne, hvad enten det har været mig selv, der har spurgt ledende, eller der har været pres fra interviewpersonens ledsager. 13

14 Det var vigtigt for mig at sørge for informeret samtykke. I begyndelsen af interviewet blev respondenterne derfor fortalt om interviewets formål og at interviewet vil blive optaget. Det skete, efter Thompson et al's råd, så vidt muligt uden at give indtryk af, at jeg gerne vil have bestemte svar på bestemte spørgsmål (Thompson et al; 1989). Thompson et al understreger at det er vigtigt i fænomenologiske interviews, at det er respondenten, og ikke intervieweren, der styrer dialogen, som bør være cirkulær frem for lineær. Det betyder at de deskriptive spørgsmål, der bliver spurgt, skal fremkomme naturligt af dialogen og ikke være udtryk for en prædetermineret plan. Interviewet skal have karakter af en samtale, og ikke en spørgsmålsvar situation (Thompson et al; 1989). Jeg havde på forhånd konstrueret en interviewguide som foreskrevet af Steinar Kvale (Kvale 2000). Den skulle ikke ses som en færdig opskrift, men mere som en erkendelsesproces om min undersøgelsesinteresse. I interviewsituationen fulgte spørgsmålene sjældent interviewguiden slavisk, og det blev kun nødvendigt at tage den i brug i situationer, hvor samtalen gik i stå, eller blev fuldstændig afsporet. [M8] er det bestemte spørgsmål eller svar du skal have svar på? [K] Nej, nej det er sådan set, mit udgangspunkt det er, at det er jer der ved, hvad der er vigtigt. Men vi kan jo starte med hvor I har hørt om stedet her? Intervieweren må ikke begynde interviewet med en følelse af at vide mere om emnet end respondenten (Kvale 2000). Interviewpersonen skal have en følelse af, at det er han/hun der er eksperten. Det er trods alt interviewpersonens levede erfaringer, der er omdrejningspunktet for interviewsituationen. Formålet er at fremskaffe beskrivelser af oplevelser/erfaringer og ikke at bekræfte teoretiske hypoteser. Det er derfor jeg så vidt muligt ikke har brugt abstraktioner i mine spørgsmål som: Hvad symboliserer dette for dig? I fænomenologiske interviews bør man hellere spørge ind til en specifik erfaring/oplevelse. Gode spørgsmål er deskriptive spørgsmål, der lægger op til deskriptive svar. Et godt interview har korte spørgsmål og lange svar. Det viste sig at det ikke var noget problem, da gæsterne i Ejbybunkeren var glade for at beskrive og kunne evaluere deres oplevelse. Det er også vigtigt at bruge samme termer som respondenten, hvilket kom helt naturligt for mig. Men hvis der fx blev 14

15 brugt ord eller udtryk, jeg ikke var bekendt med eller sikker på, måtte jeg spørge ind til hvad der mentes med dette. Fx når [Ip2] siger at mobilspillet giver ham en tintin-agtig følelse. [K] Du bliver nødt til at uddybe 'TinTin-agtigt', fordi.. [Ip2] jamen det var bare den der stemning der var i spillet. Men det var nok også ham der manden med overskægget og hans diktion. Jamen det er sådan lidt et TinTin-univers generelt, at komme ned i, med raketter og navigationsrum og så videre. Jeg måtte ikke bruge hvorfor-spørgsmål. Det er en af de markante forskelle mellem fænomenologiske interviews og traditionelle interviews. Hvorfor-spørgsmål er ikke særligt effektive til at få beskrivelser af levede oplevelser. Hvorfor-spørgsmål påtvinger nemlig rationaliseringer og defensive responser, fordi de kan virke dømmende (Thompson et al; 1989). Thompson et al siger at man skal forsøge at undgå Hvorfor-spørgsmål, fordi de påtvinger rationalitet, og interviewpersonerne således ikke giver udtryk for deres umiddelbare følelser (Thompson et al 1989). I interviewsituationen brød jeg denne regel et par gange. Jeg fik fx. indsneget et spørgsmål, der lød: Hvorfor er du kommet her i dag? Det er nemlig meget relevant for min undersøgelse. I nogle situationer har spørgsmålet karakter af: hvordan har du hørt om Ejbybunkeren? Eller hvordan er du havnet her? Formålet med spørgsmålet er at få interviewpersonerne til at tænke over hvad deres motivation for besøget har været. Udgangspunktet var, at oplevelses-baseret marketing forlader sig på mund-til-mund metoden, og det var derfor relevant at finde ud af om gæsten havde hørt om museet ad denne vej. Det var desuden relevant om gæsten i forvejen kendte til mobilspillet og om beslutningen om et besøg afhang af denne viden. I forhold til grupper af besøgende som familier og lign. følte jeg, at det var relevant at vide, om det fx var far, mor eller barn, der havde hørt om stedet, og hvem der afgjorde beslutningen om museums-besøget. Jeg var også nødt til at påtvinge refleksioner, og i nogle sammenhænge lade interviewpersonen reflektere ud over sin egen situation. Det gør jeg, fx når jeg spørger om hvorfor vedkommende tror at museet (Ejbybunkeren) har lavet sådan et mobilspil. Det er dog vigtigt at disse udtalelser bliver identificeret som refleksive, og tolket på, som sådan. Udtaler en 'ældre' interviewperson fx. at museet nok laver mobilspil for at appellere til de yngre målgrupper, kan det tolkes som om vedkommende føler sig uden for målgruppen. Om et spørgsmål er ledende, er ikke kun et spørgsmål om ordlyd. Det handler også om kropssprog, tegn og fagter, der er usynlige i en trasskribtion. 15

16 I forhold til antallet af interviews og mængden af transkribberede sider, skal man ikke lade sig forlede af en form for 'kvalitativ positivisme', og tro at jo mere des bedre. Meningen kan let gå tabt i for meget data, der bliver tolket for overfladisk (Kvale 2000; 179). Jeg stoppede selv ved 12 interviews. Enkelte interviews indeholder flere interviewpersoner på samme tid. Der refereres i specialet til disse som [Ip x], men det er så vidt muligt forsøgt at vægte individualiteten i de enkelte udtalelser. Interviewene varierer meget i længde (og dybde). Da jeg oplevede, at jeg begyndte at få de samme svar på de samme spørgsmål, var det ikke længere meningsfyldt for mig at fortsætte med at lave nye interviews. Fortolkning af interviews Der findes, ifølge Kvale, ingen standardmetoder til tekstanalyse svarende til den mangfoldighed af teknikker der står til rådighed for statistisk analyse (Kvale 2000; 180). Der findes dog generelle indfaldsvinkler til meningsskabelse: kategorisering, kondensering, narrativ strukturering, dybdefortolkning og ad hoc teknikker til skabelse af mening. Jeg benytter mig af en kombination af meningskondensering og ad hoc teknikker. Det vigtigste for mig var, at jeg så vidt muligt kunne tøjle min forforståelse, selv under analysearbejdet, og lade interviewpersonernes deskriptive udtalelser være styrende for processen. Thompson et al har tre dogmer som jeg måtte forholde mig til, når jeg tolker på mine interviews. De hedder: Emic apprach, Tekstens autonomi og Bracketing. Emic apprach: Som jeg tidligere var inde på må man forholde sig til interviewpersonens egne termer og kategorisystemer, både i interviewsituationen og ved analysen. Tekstens autonomi: Teksten repræsenterer respondentens refleksioner over sin levede erfaring/oplevelse. Man må tage deres ord for gode varer, og ikke bruge ekstern verifikation. Jeg skal ikke begynde at tolke på ting som, den enkeltes respondents frustration i forhold til sine forældre/søskende, hvis dette ikke kommer op som et emne. Respondenten er blot frustreret, hvis vedkommende udtaler det. Bracketing: Jeg skal tøjle min forforståelse om fænomenet. When bracketing, the researcher relates to the respondent reflections in a non-dogmatic fashion and attempts to 16

17 grasp, rather than impose, meanings emerging from the dialog. Temaer skal komme frem fra respondentens beskrivelser frem for abstraktioner eller teori. I sammenhæng med den hermeneutiske tanke, må hvert enekelt citat (del) ikke ses uafhængigt af interviewets helhed og den overordnede kontekst. I eksistentiel fænomenologisk fortolkning foregår del-helhedsprocessen i to faser: Først mellem citat som del og det enkelte interview som helhed. I anden fase sammenligner man de forskellige interviews med hinanden, og der opstår mønstre. Disse mønstre eller sammenhænge refereres til som Centrale temaer (Kvale). Centrale temaer kan ses som dele af den samlede transskribbering af samtlige interviews (helheden) (Thompson et al; 1989). Det blev efterhånden muligt at se nogle mønstre, der kunne udgøre emner/overskrifter for interviewpersonernes udtalelser. På den måde får resultaterne et udseende af en meningskondensering som foreskrevet af Steinar Kvale. Centrale temaer kommer frem af en meningskondensering. Ved en meningskondensering gives de meninger, interviewpersonen udtrykker en kortere formulering. Derefter omformulerer jeg, som forsker, det tema, der dominerer en naturlig meningsenhed, så enkelt som muligt, så udsagnene tematiseres ud fra interviewpersonens synspunkt, sådan som forskeren forstår det. (Kvale 2009; ). Det er vigtigt, at overskrifterne ikke er udtryk for mine spørgsmål eller hovedpointer i teorien jeg har anvendt. Det ville være tegn på, at jeg har været for ledende i mine spørgsmål, og ikke fået udfordret min forforståelse. Først til sidst kan man stille spørgsmål til udsagnene i forhold til undersøgelsens formål. Det er vigtigt at interviewerens forforståelser sættes i parentes i interviewsituationen, men altså også i de indledende runder af analysen af resultaterne. Generalisering Generalisering er et vigtigt omdrejningspunkt for specialet. Empirisk undersøger jeg en meget konkret case om brugen af mobilspillet Koldkrigsspionen i Ejbybunkeren. Casen kan pege på nogle generelle tendenser for om mobilspil som udtryk for om digital museumsformidling potentielt kan forandre måden vi oplever museer på i en positiv retning. Måske konkluderer jeg at mobilspillet Koldkrigsspionen passer godt til de oplevelses-rammer der er inden for Ejbybunkeren og at det er med til at skabe en god oplevelse for museets gæster. Men spørgsmålet er så om det samme vil gælde for andre museer? Udnytter Koldkrigsspionen det fulde potentiale for mobilspil på smartphonen? Og på hvilke præmisser skal man vurdere den gode museumsoplevelse? 17

18 Samtidig vil specialet også kunne generalisere ved at kunne sige noget om potentialet/mulighederne for at generalisere inden for oplevelses-teorien. Hvor valid er egentlig Jantzens 10 kriterier for det oplevelsesorienterede produkt, eller John Falks model for museumsgæsternes motivation? Falk forsøger at lave en model, der kan forudsige den enkelte museumsbesøgenes oplevelse. Hvordan passer den med gæsternes oplevelse i Ejbybunkeren? Når udgangspunktet for specialet er, at interaktivitet er noget der skaber gode oplevelser, og gode oplevelser skaber interaktivitet, så bliver det også interessant at beskæftige sig med interaktivitetsbegrebet, som det bliver fremstillet i museums- og oplevelseslitteraturen. Specialet vil også kunne give nogle interessante perspektiver på dette, og derved bidrage mere generelt til teoretisk diskussion. Teori Dette afsnit indledes med en beskrivelse af de teknologiske og sociologiske udviklinger, der kan forklare mobilspil på museerne, heraf forandringer og muligheder for forbrugere og identitetsbegrebet. Dernæst vil det lede over i en redegørelse for specialets forståelse af sammenhængen mellem oplevelser og kommunikation som to begreber, der knyttes sammen af ønsket om at overbevise en genstridig og aktiv modtager. Det fører til en gennemgang af udvalgte oplevelsesteoretiske perspektiver på hvorfor og hvordan, man som museum skal skabe oplevelser for sine gæster. Specialet diskuterer, hvordan museumsformidling passer til den oplevelsesøkonomiske dagsorden og konkluderer at museerne også skal tænke over, hvordan de kan skabe oplevelser for deres gæster. Kulturarvsstyrelsens og Drotner et al's bud er, at det skal ske gennem interaktive, digitale elementer, og jeg vurderer derfor at det vil være relevant at undersøge et sådant specifikt element, som er mobilspillet Koldkrigsspionen i oplevelses-centeret Ejbybunkeren. Giddens og det postmoderne samfund Vi befinder os i et postmoderne og globaliseret samfund. Og hvad betyder så det? Man kan ikke nævne det postmoderne uden også at nævne Anthony Giddens. Giddens har beskæftiget sig med sociologiens problematikker i forhold til aktør-struktur-modsætningen. Giddens projekt er overskridelsen af denne modsætning i dualismen mellem struktur og aktør. Hans 18

19 løsning er strukturationsteorien (Andersen og Kaspersen 2007; 428). Forholdet mellem aktør og struktur forstår han her som en sammenhængende relation, hvor struktur både ses som midlet til og resultatet af aktørernes handlinger. Aktørers handlinger producerer og reproducerer strukturer i en proces, Giddens kalder social praksis (Andersen og Kaspersen 2007; 428). Handling, får således karakter af en strøm af adfærd, der ikke kan opdeles i enkelte handlinger, med adskilte intentioner, årsager og motiver, fordi aktører handler både ud fra praktisk bevidsthed, diskursiv viden, og den ubevidste og refleksive regulering af handlinger (Andersen 2004; 81ff). Strukturationsteorien kan ifølge Giddens hjælpe sociologien med at kortlægge, hvilke handlinger der såvel tilsigtet som utilsigtet producerer og reproducerer specifikke sociale systemer. (Andersen 2004; 84). På den måde kan vi forstå det interaktive museum som et socialt system, der påvirker og bliver påvirket af individuelle aktørers handlinger. Det kan være relevant for, hvordan museer, (som strukturer i samfundet) bliver påvirket af gæsternes handlinger, samt af andre strukturer og aktører i samfundet, som fx politikere og erhvervsliv. Det kan forklare, hvorfor en teknologisk udvikling som mobilspil på smartphonen dukker frem netop på de danske museer. Hvis brugen af smartphones er en satsning for at få de unge til at gå på museum, vil de unge museumsgæster reproducere handlinger, der er knyttet til brug af smartphones i museumssammenhæng. Giddens især relevant i specialets sammenhæng, for hans perspektiv på senmodernitetens konsekvenser. Moderniteten kan sammenfattes i tre punkter: Adskillelse af tid og rum, de såkaldte udlejringsmekanismer og Modernitetens refleksive karakter. (Andersen og Kaspersen 2007; 433). Moderne teknologier gør at størstedelen af den sociale interaktion, der præger vores hverdagsliv ikke længere foregår på samme tid og sted (Andersen og Kaspersen 2007; 433). Vores rum udvides også med teknologien, fordi vi nu kan befinde os i samme rum, uden at befinde os samme sted. Udlejringsmekanismerne har karakter af enten symbolske tegn (som penge) eller ekspertsystemer. Disse abstrakte systemer øger også tid-rum-udstrækningen (Andersen og Kaspersen 2007; 435). Det moderne samfunds refleksivitet er ikke mindst muliggjort af massekommunikationsmidlernes udvikling, men også af andre kommunikationsmidlers mulighed for at opsamle og lagre store mængder af information for et større niveau af refleksivitet. Refleksivitet Men hvad er så refleksivitet? Refleksivitet kan stå i modsætning til at handle efter traditioner og tvinger os i stedet til at begrunde, hvad vi gør i forhold til andres handlinger. (Andersen og Kaspersen 2007; 435). Det lyder måske som et potentiale for at lære af vores egne og andres fejl, 19

20 men i stedet for at føre til et større kendskab til sandheden om verdenen, fører modernitetens refleksive karakter til en udpræget tvivl om gyldigheden af sandhedsbegrebet. En tvivl, der har store personlige konsekvenser for individet, der kan opleve et tab af mening med tilværelsen. Selvet bliver i det postmoderne samfund et refleksivt projekt, og identiteten er ikke længere givet ved fødslen, men må konstrueres ud fra valg, som den enkelte selv er ansvarlig for. Det handler om at opretholde en selvfortælling. (Andersen og Kaspersen 2007; 437). Christian Jantzen er også optaget af tankerne om det refleksive individ i sit perspektiv på oplevelser. Modsat Pine og Gilmore mener han ikke, at det er virksomhedernes opgave at skabe oplevelser for deres gæster. De skal derimod lade forbrugeren være statist eller ligefrem hovedrolleindehaver i det teaterstykke som oplevelsen ifølge Pine og Gilmore udgør. Det er forbrugeren, der aktivt skal realisere oplevelsen som skal åbne nye perspektiver for den oplevendes identitet. Som Jantzen siger det, så er det blandt andet derfor oplevelsesrejsen er hot og charterrejsen not (Jantzen og Østergaard 2006; ). Refleksivitet handler om at oprette systemer for valg, der kan reducere den kompleksitet, der eksisterer i det postmoderne samfunds overflod af muligheder. Nogle af disse valg eller muligheder handler om, hvem vi har lyst til at tale med, hvor og hvordan vi vil interagere. Adriana de Souza e Silva og Jordan Frith har beskæftiget sig med mobile interfaser og deres betydning i dagens postmoderne og urbaniserede samfund, der bl.a. byder på en overflod af mulige interaktioner. Det er blevet relevant for mennesker at reducere kompleksiteten ved interaktion i det offentlige rum. Her kan mobile interfaser hjælpe med at selektere for relevante interaktioner, hvilket kan forklare nogle af de medievalg, vi gør os. Silva og Frith bruger som eksempel paperback-romanen, der først blev rigtigt populær, da folk begyndte at køre i tog. Hvorfor? Fordi man med bogen kan vælge at læse, og ikke behøver at interagere med fremmede i toget, som man ikke har noget meningsfuldt tilfælles med. Det samme princip kan siges at gælde for gratisaviserne eller smartphonen. Smartphonen er dog en anden slags mobil interfase, på grund af sine Apps og hvad Silva og Frith kalder for location-aware teknologier som GPS-funktionen, der tillader individer at binde information til steder. Modsat andre typer mobile teknologier, styrker location-aware teknologier folks forbindelse til omverdenen, ved at sætte dem i forbindelse med andre mennesker, ting omkring dem eller folk de kender, eller har noget tilfælles med. (Silva og Frith 2012; 6). 20