Indledende problematisering s. 3. Metode s. 4. Afgrænsning s. 6. Arne Næss en kortfattet biografi s. 6. Martin Heidegger s. 6. Næss om Heidegger s.

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledende problematisering s. 3 Metode s. 4 Afgrænsning s. 6 Arne Næss en kortfattet biografi s. 6 Martin Heidegger s. 6 Næss om Heidegger s. 7 Das Man s. 7 Næss holistiske projekt s Tre vigtige begreber for egenværdi og enhedstanken s Om hvordan mennesket og naturen hænger sammen s. 11 Videnskaben og naturen s Ekspertens og generalistens rolle s Videnskabens naturbeskrivelse overfor den sanselige naturbeskrivelse s Det uligevægtige naturforhold og antropocentrismen s Animisme, symboler og gestalt s Opsummering s. 22 Teknologidebattens behov for normer s. 24 En klargøring af værdiprioriteringer s. 24 En overgang fra hår til blød teknologi s. 26 Opsummering s. 28 Spørgsmålet om teknikken s. 29 Diskussion s. 36 Teknologi s. 36 Bestanden, maskinen behovene og teknologiens blik s. 36 Undertrykkelse af subjektive behov s. 40 Videnskaben s. 41 Teoretiske pejlepunkter s. 41 Side 1

2 Gestell og videnskabens objektive blik s. 43 En anden tilgang til naturen s. 47 Kritik af Arne Næss' projekt s. 49 Mystik s. 51 Konklusion s. 53 Bibliografi s. 55 Bilag: Der Ister af Friedrich Hölderlin Side 2

3 Indledende problematisering Forholdet mellem naturen og mennesket har altid haft indflydelse på menneskets måde at tænke og indrette sig på. Fra menneskets urtid har det været afhængig af naturen, og har måttet søge herhen for at skaffe basale fornødenheder og resurser, som mad, tøj og læ for vind og vejr. Opfyldelsen af disse er nødvendig for menneskets eksistens, i dag, som dengang. Kun metoden til at anskaffe sig disse basale nødvendigheder har forandret sig i takt med menneskets udvikling. Dette uligevægtige afhængighedsforhold mellem mennesket og naturen har herved også indflydelse på menneskets indgangsvinkel og syn på naturen. Naturfænomener som storm, regn, torden, og tørke bliver hurtigt dominerende elementer, der indvirker på disse basale eksistensvilkår. Herved bliver det også magtfulde faktorer, som mennesket på den ene eller anden måde kan have interesse i at forsøge at kontrollere eller forklare for at kunne tilpasse sig. På grund af de strenge vilkår mennesket er underlagt i opfyldelsen af basale behov, har naturen tidligere både været forbundet med livgivende egenskaber og nådesløshed, og er ofte blevet tildelt guddommelige kræfter. I takt med menneskets udvikling har synet på naturen også ændret sig. Frem for at beskrive og forklare naturen ud fra religiøse rammer, såsom myter og Guds vilje, har videnskaben skabt en forklaringsramme, der i stedet bygger på empiriske undersøgelser og rationelle slutninger. I menneskets anskuelse og forestilling af naturen kan der derfor også forekomme variationer i måden hvorpå naturen opfattes, forstås og defineres. Dette vil ligeledes udtrykke sig i den måde mennesket interagerer med naturen; om det ser natur som noget beslægtet, eller som noget, der er udenfor mennesket og dermed fjernt og fremmed. Forklaringsrammerne bærer hver især præg af forskellige naturtilgange. Videnskabens fremskridt har medført et andet syn på naturen, der har tilladt og muliggjort en mere instrumentel tilgang til naturen. I takt med naturvidenskabens fremskridt, har mennesket løsrevet sig mere og mere fra naturen og behøver ikke længere at indordne sig dens præmisser i samme grad. Men i denne proces risikerer mennesket også at miste noget af sit forhold til naturen. Mennesket er i højere grad blevet i stand til at kontrollere og udnytte den til egen fordel. Mennesket har bygget huse og efterhånden klimatiseret dem efter behov, og har på mange måder søgt at gøre sin tilværelse komfortabel, uafhængigt af årstider, klima og vejr. Fremskridt på essentielle områder som lægevidenskab har gjort mennesket i stand til at forklare og løse mange af de problemer, som man tidligere ikke var i stand til at løse. Ny teknologi har givet mennesket nye muligheder i form af automatisering og strømlining af produktion, men i denne mulighed ligger også en begrænsning af menneskets praktiske liv. Dette sker som følge af, at teknologien kommer imellem mennesket og naturen (Nielsen in Lund og Side 3

4 Nielsen, 1987: 13). Teknologien har på denne måde været med til at ændre vores forhold til naturen og brug af den. Inden for filosofien er der både positive og negative syn på teknologiens rolle, hvor en positiv holdning kunne være Karl Marx, der mente at teknologien integreret i produktivkræfterne var med til at udvikle og forme fremtidens samfund (Jensen og Skovsmose, 1986: 15). Dette projekt lægger dog hovedsageligt et teknologikritisk syn på problemstillingen, da vi anvender Arne Næss som udgangspunkt og inddrager Heidegger som led i et mere præciseret fokus. Den måde natursynet har ændret sig på kan tænkes at have konsekvenser for den tilgang vi har til naturen. Det er i hvert fald tesen hos den norske filosof Arne Næss, der i starten af 1970'erne skrev sit første udkast til en nytænkning af menneskets forhold til naturen; Økologi, samfunn og livsstil. Martin Heidegger pointerer i sit essay Spørgsmålet om teknikken ligeledes et problem i måden, hvorpå mennesket anskuer naturen og i dets forhold til denne. Nogle af de gennemgåede problematikker har ledt os frem til følgende problemformulering: Set ud fra Arne Næss og med inddragelse af Martin Heidegger, hvilke problemer opstår der i videnskabens og teknologiens påvirkning af mennesket og naturen, og hvordan ændrer dette menneskets forhold til naturen? Denne uddybes med følgende arbejdsspørgsmål, som bliver taget op i diskussionen: Hvordan forholder teknologien sig til naturen og mennesket? Hvilken indvirkning har videnskaben på menneskets forhold til naturen? Hvad er det, som mangler i menneskets forhold til naturen? hvilke muligheder er der for at skabe et andet forhold mellem mennesket og naturen? Metode Udgangspunktet for dette projekt er at belyse teknologiens og videnskabens indflydelse på menneskets forhold til naturen. For at gøre dette tager vi udgangspunkt i Arne Næss og hans bog Økologi, samfunn og livsstil fra Som led i at besvare problemstillingen inddrager vi Martin Heideggers essay Spørgsmålet om teknikken fra Ved inddragelsen af Heidegger præciseres dette bestemte fokus, der især omhandler teknikkens og herigennem videnskabens påvirkning af mennesket og naturen. Havde vi inddraget andre end Martin Heidegger, da havde projektets fokus derved også ændret sig. Dette vi har gjort fordi Arne Næss' bog Økologi, samfunn og livsstil, er et Side 4

5 stort projekt, der indeholder mange forskellige emner og indgangsvinkler, der alle beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen. En anden teoretiker kunne eksempelvis have givet fokus på de politiske aspekter af Arne Næss' tilgang til problemstillingen. Men gennem Martin Heidegger skabes det ønskede fokus, vi mener, vores projekt bør indeholde. Da besvarelsen af problemet i teknologiens og videnskabens påvirkning af menneskets forhold til naturen er et meget bredt og mangesidet spørgsmål, har vi i vores problemformulering valgt at inddrage Arne Næss og Martin Heidegger til at begrænse vores tilgang til problematikken. I projektets diskussion stilles flere af deres synspunkter og pointer op overfor hinanden. Det er dog ikke hovedformålet med vores projekt at lave en komparativ analyse af Arne Næss og Martin Heideggers tekster, men dette bliver et vigtigt element i forståelsen af deres tanker og i projektets undersøgelse af de problemer som videnskaben og teknologien skaber for mennesket forhold til naturen. Grundlaget for valget af Arne Næss er, at vi finder hans indgangsvinkel til problemstillingen spændende og særpræget og derfor mener, at dette kan give en anden tilgang til menneskets forhold til naturen end eksempelvis en dominerende nutidig tilgang som klimaetik. I vores gennemgang af Arne Næss har vi måttet sammenstykke hans pointer fra flere forskellige kapitler. Dette indebærer i sig selv en vis tolkning, men er nødvendig som følge af hans manglende kronologi i fremstillingen af sin filosofi. I redegørelsen af Martin Heidegger har vi som led i forståelse og fremstilling af ham ligeledes måttet tolke på hans til tider abstrakte udlægninger. I gennem projektet vil begreber og titler på litteratur være sat i kursiv. Et muligt problem ved vores tilgang og behandling af problemstillingen er, at vi kun tager udgangspunkt i dele af Arne Næss' projekt, som ellers indeholder mange forskellige områder som skaber en større sammenhæng i hans filosofi. Mange af hans pointer om økonomi og etik udelader vi, da disse ikke ligger fuldstændigt indenfor vores fokus, men i denne forbindelse risikerer vi at afskære nogle af de elementer, der gør at Arne Næss' filosofi hænger sammen. Ligeledes kan et problem ved vores behandling af Martin Heidegger være, at vi kun tager udgangspunkt i hans essay Spørgsmålet om teknikken og som følge heraf muligvis mangler fuldstændig redegørelse af nogle af forståelsesrammerne for hans begreber, blandt andet væren. Et andet muligt problem omkring sammenstillingen af Arne Næss og Martin Heidegger kunne være, at den parallelle læsning af dem har været med til at farve vores tolkning. Ligeledes er Næss' brug af begreber, der tenderer synonymer, et element, der kan have påvirket vores læsning af ham. Side 5

6 Et muligt problem i projekt ses i vores manglende skelnen mellem ordene teknik og teknologi, som vi i dette bruger synonymt. Afgrænsning I projektet har vi afgrænset os til at beskæftige os med Arne Næss' værk Økologi, samfunn og livsstil samt Martin Heideggers Spørgsmålet om teknikken. I Næss værk afgrænser vi os fra at fokusere dybdegående på de politiske elementer i hans filosofi. Dette indebærer blandt andet spørgsmålet om befolkningsvæksten, økopolitikken og socialøkonomiens betydning. Ligeledes afgrænser vi os fra at beskæftige os med hans udredning af etik og normer, og deres betydning i hans projekt. Vi afgrænser os også fra at beskæftige os med en gennemgang og redegørelse af den Dybøkologiske Bevægelse, dens idealer samt dens betydning for hans projekt og tilgang. I forhold til Heidegger afgrænser vi os fra en redegørelse af hans begreb væren, samt en fuldstændig redegørelse for hans sandhedsbegreb. Arne Næss en kortfattet biografi: Arne Dekke Eide Næss blev født i 1912 tæt ved Oslo, og døde i 2009 i en alder 96 år. Han studerede filosofi, matematik og astronomi ved universiteterne i Oslo, Wien og Sorbonne. Han blev ansat som professor i filosofi i 1939 ved universitetet i Oslo, og var den eneste professor i filosofi i Norge indtil 1954 (Glasser, 1997: 2). Han forlod posten i 1969, for at hellige sig økologisk aktivisme. Dette var også et vendepunkt i hans filosofiske karriere, der gik fra at beskæftige sig med akademisk filosofi til økosofien og den Dybøkologiske Bevægelse, som han var med til at stifte (Glasser, 1997: 3). Martin Heidegger en kortfattet biografi Martin Heidegger blev født i 1889 i byen Messkirch i Tyskland. Han er uddannet i filosofi ved Freiburg universitet, hvor han i 1915 også begyndte at undervise. Det er også på dette universitet, Martin Heidegger mødte Edmund Husserl, der var et vigtigt bekendtskab i hans liv. Da Husserl i 1915 får et professorat på Freiburg, bliver Martin Heidegger hans assistent. Efter at have undervist en del år på Marburg universitet, vender Martin Heidegger tilbage til Freiburg, hvor han overtager Husserls professorat. Heideggers mest indflydelsesrige værk Sein und Zeit udgives i 1927, og var et værk der gjorde ham til en betydningsfuld filosof. Heidegger bliver i 1933 medlem af det Side 6

7 nationalsocialistiske arbejderparti i Tyskland, hvilket vi dog ikke vil beskæftige os nærmere med. Heidegger dør som 86-årig i 1976 (Wheeler, 2011). Næss om Heidegger Som led i inddragelsen af Arne Næss og Martin Heidegger i forhold til problemstillingen, bliver det ligeledes interessant med en kobling mellem dem begge. Vi har derfor valgt at inddrage dele af Arne Næss' udlægning af Heidegger. I denne forbindelse har Arne Næss' i sit forfatterskab udgivet bogen; Filosofiens Historie, hvori han redegør for nogle af de mest indflydelsesrige filosofer, heriblandt Martin Heidegger. Udfra denne samlede redegørelse vil vi inddrage hans redegørelse af Heideggers begreb das Man. Vores udredning af begrebet das Man er ikke et udgangspunkt for projektets forståelse, men derimod en illustration af Næss' inspiration fra Heidegger. Grundlaget for, at belyse denne kobling, er at Næss selv benytter das Man i sit værk. En interessant ting ved bogen er at den stammer fra et tidligere værk som Arne Næss udgav, der hed Moderne filosoffer. Da han udgav denne bog, var mindet om det nazistiske Tyskland stadig frisk i europæernes erindring. Martin Heidegger havde været en fortaler for det nationalsocialistiske parti og var deraf også blevet ret upopulær i efterkrigstiden. Derfor tiltrak Næss sig en del opmærksomhed ved at udgive en bog, der både havde en positiv skildring af Heideggers filosofi og også samtidig indeholdt en skildring af en af Heideggers største kritikere Rudolph Carnap, der i under krigen netop måtte flygte fra det nazistiske Tyskland (Glasser, 1997: 3). Das Man Under kapitlet Hverdagsagtighed, uegentlighed, 'das Man', udfolder Næss sin udlægning af dette begreb. Uden at vi bevæger os ind på en redegørelse af Heideggers værensterminologi, kan man dog sige at begrebet das Man hører ind under Heideggers beskæftigelse med væren og nærmere betegnet menneskets væren i verden. Spørgsmålet, der stilles, er derved også, hvem subjektet er? Das Man bliver i denne forbindelse aktuel når man ser på om subjektets måde at eksistere på har en væren, der er selvstændigt skabt og defineret eller om subjektet præges, tabes og indlejres i omverdenen, som subjektet interagerer med i hverdagen. Omverden dominerer subjektet i forskellige grader, men i hverdagen er mennesket ofte i funktionssammenhænge med andre, og disse de andre er derved en fast indlejret del af ens forståelse og ens væren i verden. Men her er en mulighed for, at subjektet kan miste sig selv til verden, fordi de andre også har stor indflydelse på hvem man er (Næss, 1991: 324, 325). Subjektet vil til en vis grænse ikke skille sig ud fra de andre og derfor styrer dette de andre Side 7

8 også subjektets muligheder. Men problemet er at de andre ikke er en håndgribelig størrelse eller nogle bestemte mennesker, men derimod hvilken som helst person. Derfor kan de andre også være subjektet selv, men de er dog ikke karakteriseret ved hverken at være subjektet selv eller andre mennesker, men derimod som et neutralt das Man (Næss, 1991: 325). Faren ved das Man består ligeledes i, at den gennem sin indvirkning på subjektets væren truer alt ægte og oprindeligt anderledes med at forgå og forsvinde. Subjektet kan derfor være underlagt das Mans diktatur, hvor alt anderledeshed fordrives og i stedet erstattes af en ensretning, og udglatning af måden at være til på. Vi nyder og vi morer os, som Man nyder; vi læser, ser og dømmer om litteratur og kunst, som Man ser og dømmer (...) (Næss, 1991: 326) Subjektet risikerer derfor at forfalde til denne gennemsnitlighed, der bygger på sløvhed der bliver let at forfalde til qua dens reducering af ansvar i hverdagen. Das Man kan sidestilles med en bestemt måde at eksistere på, hvor et subjekt indlejret heri endnu ikke har fundet dets egentlige selv; subjektet er fremmedgjort over for sig selv. I dette ligger implicit også en ide om at subjektet derfor er istand til at løsrive sig das Mans diktatur og selv opdage verden og åbne op for en egentlig væren (Næss, 1991: 327, 328). Det er denne frakobling til verden, der truer subjektet med aldrig at finde sin egentlige væren. Das Man er også et begreb der dukker op i Arne Næss' filosofi, hvor han ligeledes taler om faren ved at subjektets forståelse af virkeligheden og naturen henfalder og præges af denne gennemsnittelighed. Mere om det i diskuteres i afsnittet Videnskabens naturbeskrivelse. Derfor er det netop også interessant, at Næss har beskrevet begrebet og tilmed sætter det i forbindelse med sin egen filosofi. Arne Næss' holistiske projekt I læsningen af Arne Næss' bog træder en tydelig idé frem om en sammenhæng mellem livsformer i naturen, og hvordan disse står i relation til hinanden og deraf også er mere eller mindre direkte eller indirekte afhænge af hinanden og af hinandens handlinger. Hans bog centrerer sig især omkring menneskets rolle i denne forbindelse og problemerne, der opstår når menneskets forhold til naturen ændrer sig på bekostning af naturen. I denne forbindelse diskuterer Næss etiske standpunkter og udgangspunkter, samfundsstrukturer og samfundsudvikling, økonomi, videnskab, teknik, overbefolkning, normer, værdier og politik. Til dette skriver han: Side 8

9 Skal man på fyldestgjørende måte vise at alt henger sammen, må man innom alt (Næss, 1976: 5) Næss' udgangspunkt er at opbygge sin egen udgave af en økosofi, som rent ordmæssigt er en sammensætning af ordene økologi og filosofi. Således er økologiens filosofi en bagvedliggende betydning, og Næss gør retningen til sin egen ved at kalde den økosofi, hvori betydningen henleder til en samfundsfilosofi der bygger på økologi (Næss, 1976: 22). Ydermere er hele foregående liste af standpunkter og værdier involveret i et holistisk projekt. Han vil med denne retning forsøge at vise, hvordan metodelære, ontologi, erkendelseslære, deskriptiv og normativ etik, videnskabsfilosofi, generel æstetik, socialfilosofi og værdilære hører ind under denne og til sammen skaber et system og en mangfoldighed som munder ud i ideen om, at alt er ét (Næss, 1976: 23). Et andet gennemgående element er hans tilbagevenden til Den Dybøkologiske Bevægelse og henholdsvis denne bevægelses og økosofiens samspil i løsningen af den miljøkrise verden er i samt problemerne i det menneskelige forhold til naturen. Gennem sin brede behandling af samtlige emner forsøger han trinvist at vise de dybtgående ændringer, der skal ske, samt hvordan disse berører næsten alt i det menneskelige samfund (Næss, 1976: 16) I vores projekt vil vi dog i så lille en grad så muligt berøre hans samfundsændringer og politiske tiltag. I stedet vil dette projekt især beskæftige sig med Arne Næss' udlægning af videnskabens og teknologiens rolle i forbindelse med menneskets natursyn og naturbeskrivelser. Næss pointerer kraftigt, at vi står overfor et valg. Enten skal vi ændre samfundet og vores indstilling til naturen, så blandt andet forherligelsen af værdineutral vækst udskiftes med værdiskabende ligevægt, eller lade tingene stå til, og være i væksten og produktionens vold. Vi har ladet teknik og produktion løbe løbsk. Det truer nu både naturen og menneskeheden. Der ligger dog indlejret en mulighed i krisen for at synliggøre og åbne nye kilder til et anderledes og mere meningsfyldt liv (Næss, 1976: 12). Dog pointerer Næss faren i, at vi tror, at vi har fuldt ud magt over disse ændringer. Disse er dybt forankret i samfundet på kryds og tværs, og ændringer kræver derfor en samlet justering flere forskellige steder. En af farerne ligger i de teknisk-økonomiske systemer, hvor udviklingen der er sat i gang holder sig selv kørende i stigende fart, og vi synes at have mistet herredømmet over det selv samme system, vi har sat i gang. Tannhjulene har trukket oss inn i det maskineri vi trodde var vår slave. (Næss, 1976: 12) Derfor er fremskridt kun muligt, hvis vi samtidig får en større indsigt i disse bagvedliggende systemer og deres igangsatte maskineri (Næss, 1976: 12). Side 9

10 Samtidig med er netop hans helhedstanke og den holismetanke, der præger hele hans bog, vigtig i den fulde forståelse af menneskets forhold og relation til naturen. Som led i at beskrive dette introducerer Næss et centralt begreb; egenværdi. Egenværdi-begrebet og dets underbyggende begreber forklares nedenfor og bliver en platform for den senere behandling af videnskabens og teknologiens rolle i forhold til Næss' synspunkter. Kort opsummeret kan man beskrive egenværdibegrebet som værende tanken om, at alt liv har en værdi i sig selv. Dette betyder også, at naturen i sig selv som selvstændig enhed ikke kun har værdi i forhold til menneskets anskuelse og benyttelse af denne. I stedet skal naturen anskues som en livsform, der i lige grad med mennesket har en egenværdi, og derfor skal værnes om og respekteres. I forhold til vores undersøgelsesfelt har vi valgt at give en kort beskrivelse af egenværdi-begrebet sammen med begreberne om selvrealisering, solidaritet og identificering. Dette har vi valgt at gøre, fordi disse begreber bliver vigtige for forståelsen af den enhedsfilosofi han forsøger at opstille i bogen. De kan fungere som en forståelsesnøgle, der kan sætte hans syn på videnskab og teknologi ind i en større kontekst. Tre begreber, som er vigtige for egenværdi og enhedstanken Nogle vigtige begreber at klargøre for en bredere forståelse af egenværdi-begrebet er: Identificering, solidaritet og selvrealisering. Disse er samtidig også med til at udgøre forudsætningerne for egenværdiens realisering. I det ligger, at alle er egenskaber som mennesket besidder som led i at bevæge sig mod et mere holistisk syn på naturen og eget indbyrdes forhold. Ved identificering mener Næss, at en person genkender sig selv i en anden uden at opleve en forskel, men derimod handler og oplever som kunne personen lige såvel have været den anden. Næss påpeger at identifikation i en relationstænkning ofte indeholder to sider hvilket delvist er identificeringen, men også en anden mere negativ side: fremmedgørelsen. Begrebet identifikation kan ofte rumme en vis fare for en samtidig inkorporeret fremmedgørelse; den stærke følelse af eksklusion som identifikation nogle gange kan medføre, hvor nogle ting bliver skubbet væk fra den fælles forståelse (Næss, 1976; 274). Denne fremmedgørelse er dog fuldstændig ekskluderet fra Næss' forståelse af identifikation og er essentiel at holde udenfor. Men identifikationen begrænses ikke kun til menneskelige forhold, det er essentielt, at den gør sig gældende blandt alle livsformer og heraf bliver en ekskludering af fremmedgørelsen vigtig. Næss anerkender, at der er forskel på den del af det geometrisk-fysiske rum de befinder sig i, men at identifikationen kræver, at man oplever og behandler alle væsner som lige (Næss, 1976; ). Forskellen mellem væsner ligger derved ikke så meget i, om man er en laks eller et menneske, men derimod mere i selve den rumlige opspaltning og afgrænsning mellem livsformerne. Side 10

11 I denne forbindelse får solidariteten en vigtig rolle. Solidaritet er ifølge Næss først mulig efter at identifikationen har indtrådt. Solidariteten kræver en stabil identifikation, for at den kan få dybde og varighed og vil heraf ikke opfattes som moralske krav, men derimod som en naturlig sammenhæng. Gennem denne identificering skabes et fællesskab, der muliggør solidaritet og loyalitet mellem enten to personer eller livsformer, og på denne måde bliver deres selvrealisering afhængige af hinanden, da de er indbyrdes knyttede og vil støtte hinanden. Alle livsformer har nogle egenskaber og nogle kvaliteter, der gør dem unikke og som giver dem værdi på en eller anden måde eksempelvis kan laksen svømme over store havstrækninger. Disse egenskabers og kvaliteters udfoldelse er alt sammen nogle, der er med til at udgøre den enkelte livsforms selvrealisering. Selvrealisering er de egenskaber som et levende væsen har, der gør dem unikke. I denne forbindelse bliver det essentielt, at livsformerne får mulighed for at realisere disse egenskaber. Der er altså nogle negative følger af, menneskehedens forurening og dårlige behandling af dyr har, da dette afskærer dem fra deres selvrealisering. Den fuldstændige Selvrealisering forbinder Næss ligeledes med sandhed i det han skriver: Fullstendig selvrealisering forutsetter søken etter sannhet (Næss, 1976: 312). Det er altså indlagt i sandhedsprocessen, at mennesket eller nærmere betegnet livsformerne er i stand til at realisere deres livsform fuldstændigt. - om, hvordan mennesket og naturen hænger sammen Menneskets forhold til naturen har en central rolle i forklaringen af egenværdi-begrebet. Man kan ikke skille jeg'et fra det omgivende miljø. Dette gælder både jeg'ets nære relationer, som familien og vennerne, men også selve den natur, der omgiver det. Næss beskriver, hvordan jeg'et ikke kan separeres fuldstændig fra natur og det naturlige, da det er bygget op af en vekselvirkning mellem organisme og miljø (Næss, 1976; 264). Dette gælder både organisk og ikke-organisk natur, da vores tilværelse influeres af den omgivende natur og dets naturfænomener. Samme omstændigheder gælder for andre livsformer som dyre- og plantearterne, der er indbyrdes afhængige af hinanden både i samarbejde og samliv (Næss, 1976; 272). I og med, at mennesket ikke kan skilles fra naturen, får denne herved også en stor betydning i rettighederne til at være og have plads i denne verden. Han slår fast, at mennesker i sig selv ikke er nogen særligt privilegeret dyreart med større rettigheder til livet end andet natur. Alle livsformer har en indre sammenhæng, skriver Næss, men er heri også opmærksom på, at denne anskuelse kan have en næsten mytisk klang. Tilbake blir likevel noe dyptgående felles: Livet er som fenomen grundleggende ett (Næss, 1976; 266) Side 11

12 Han kalder det selv for identitetsmyten, men tilknytter, at den ikke udelukkende tager udgangspunkt i det ophav som livsformerne deler, men ligeledes i, at mennesket har en helt unik egenskab blandt alle livsformerne til at bevidne sit og andre liv, og herigennem har mulighed for at føle sympati, solidaritet og slægtskab med andre livsformer (Næss, 1976; 269). Mennesket står ikke udenfor naturen og kan ikke skille sig fra den, men er derimod knyttet til den ligeså tæt som til det samfund det indgår i. Dette betyder også at det har en forpligtigelse til at behandle naturen med omtanke, da mennesket er så tæt knyttet til naturen, at sløseri og misbrug af denne har en indflydelse på os. Ændringer i naturens processer har også en stor indvirkning på det menneskelige samfund. Mennesket har dog den karakteristiske kvalitet ved sig, at det søger at forstå livets udfoldelse, og i denne udvikling kan det ses hvordan livet dybest set er en enhedsproces (Næss, 1976; 266). Videnskaben og naturen I dette afsnit vil vi beskæftige os med videnskabens tilgang og syn på naturen og herigennem undersøge, på hvilken måde dette kan være med til at ændre menneskets forhold til naturen. Et af problemerne i menneskernes tilgang til naturen, kan nemlig ifølge Næss spores til videnskaben. Videnskaben bliver en form for tveægget sværd, der dels kan have en positiv indvirke på naturforholdet og naturforståelsen og dels kan have en meget reducerende og destruktiv funktion. Det der bestemmer udfaldet er videnskabens tilgang til naturen, forstået således om den kan åbne for en bredere forståelse af naturen eller i stedet reducere naturen til strukturer og farveløse og neutrale genstande. Egenværdi-begrebet, selvrealisering og hans holistiske tanke bliver heraf også vigtige forståelsesnøgler i forbindelse med hans tilgang til videnskab. En brugbar videnskabelig tilgang til naturen, synes i denne forbindelse at fremstå som en, der er med til at understøtte disse elementer ved at åbne for menneskets forståelses af en enhed og sammenhæng i livet samt de enkelte livsformers værdi. Det er disse sammenhænge og livsformernes værdi, der kan være i fare ved et rent videnskabeligt blik på naturen. Ekspertens og generalistens rolle Et af problemerne ved videnskaben er den grad af betydning som dens udsagn om virkeligheden og verden tillægges. I denne forbindelse er forskerens eller nærmere betegnet ekspertens rolle essentiel. Ekspertens arbejde består i at undersøge et bestemt felt eller problem gennem iagttagelser og i den sammenhæng opsamle data og fakta som eksempelvis fotodokumentation og målinger og herudfra forsøge at sige noget om de fænomener de iagttager. Men i disse data og fakta lægger også indlejret Side 12

13 en potentiel fare, da de bygger på fænomener, der kan være mere eller mindre fantasifuldt konstrueret. Data og fakta puttes herefter i skema og modeller, der i sig selv virker begrænsende og forenklende. Ydermere bestemmes deres betydning ligeledes af de hypoteser og klassifikationer som videnskaben, men også eksperterne sætter op, mens relevansen af hypoteserne og begrebsdannelserne igen vurderes af accepten af sandhedsværdien og holdbarheden for dem. Eksperternes rolle er derfor udover at kende resultater også i høj grad at kunne fortolke og benytte disse, så de får relevans for de opstillede spørgsmål, som bliver stillet udefra af blandt andet politikere. Næss mener derfor, at fantasien spiller en stor rolle i eksperternes udsagn og konklusioner. Det er vigtigt at ekspertens rolle ikke ses som en, der på objektiv vis undersøger og formidler ren fakta, men at også eksperten er præget af nogle værdier og bagvedliggende normer (Næss, 1976: 29, 34). Dette skal dog ikke forstås som, at disse data og fakta er misvisende eller ikke bør lægge til grund for vores tilgang til visse problemstillinger. Problemet opstår når ekspertens fortolkninger og udsagn kun afhænger af og forholder sig til de data og de modeller, som undersøgelsen har opstillet. Her risikerer man ikke at anskue tingene ud fra en mere generel helhedstilgang og derved blive låst fast i én specifik forståelse og en fortolkning, der kun relaterer sig hertil. Her er risikoen, at eventuelle forståelsesnøgler kan blive undladt, da andre informationer eller data mangler i det samlede billede. Problemet er ligeledes at rationalitet ofte sidestilles med målinger og videnskabelige metoder. Et eksempel er statistik, der benyttes til at træffe beslutninger og opstille målsætninger. Herved ses det, hvordan videnskaben låner sine rationelle beslutninger ud til politiske tiltag. I stedet foreslår Næss, at generalisten vinder nogle fordele ved sin tilgang til forskningsområdet. Generalisten skal både tage hensyn til de komplicerede videnskabelige data, samtidig med at han/hun skal tage højde for sund fornuft og vurderinger af ekspertresultaterne (Næss, 1976: 35). Derved er ekspertdata også en vigtig del af udsagnene, bare ikke som hovedkriteriet. Generalistens område er ikke at have fuldt kendskab til alle felterne i videnskaben, men derimod at vide hvor de overlapper og være i stand til at formidle denne forståelse. Et af problemerne der knytter sig hertil er ligeledes de videnskabelige forskningsresultaters plausibilitet set i et tidsperspektiv. I mange situationer aner man ikke hvilke og hvor mange konsekvenser eventuelle tiltag og menneskelige indgreb i naturen og økosystemer, vil have på længere sigt. Der ligger derfor også en uvidenhed indlejret i denne tilgang, og problemet opstår når man forsøger at lave tiltag, og dele af disse bygger på en uvidenhedsfaktor. Dette kan blandt andet ende i, at man tyer til at udsætte eksempelvis vigtige miljømæssige tiltag, da de foreliggende oplysninger ikke er tilstrækkelige. Næss giver eksemplet på et tiltag mod udryddelsen af en fiskeart, Side 13

14 der må udsættes, da man ikke kender sandsynligheden for og kilden til denne udryddelse. Og imens der ventes på disse resultater og udsagn, når fisken at uddø. Det fremgår herved også hvordan den holistiske tanke præger Næss' syn på forskerens tilgang til de videnskabelige metoder og undersøgelsesfelter. Helheden bør tages med i betragtning, så de enkelte videnskaber ikke virker opdelende i synet på en sammenhængende forståelse af verden og derved risikerer, at udsagn og undersøgelser på sigt får en stærkere grad er virkelighedsfjernhed over sig. Videnskabens naturbeskrivelse overfor den sanselige naturbeskrivelse Et vigtigt element i forbindelse med Næss' syn på naturvidenskabens naturbeskrivelser, er hans fokusering på dens forsøg på objektivt at sige noget konkret om den virkelighed den refererer til. I forbindelse med dette ser Næss på skellet mellem subjektive naturbeskrivelser og objektive naturvidenskabelige naturbeskrivelse. Naturvidenskabens beskrivelse af naturen læner sig op af en objektiv beskrivelse. I det objektive syn bliver man nødt til at fjerne nogle kvaliteter, da beskrivelsen af naturen ellers kan fremstå som en form for subjektivt bias. Det skyldes blandt andet, at der i det subjektive natursyn findes betragtninger, der ikke kan gøres alment gældende. Den objektive derimod forsøger at beskrive tingene i verden ud fra egenskaber, der objektivt kan blive et fælles aspekt for alle observatører. Men problemet ved dette er, at disse beskrivelser ofte er abstrakte og svært anskuelige (Næss, 1976: 43). I en objektiv beskrivelse frasorteres sanseelementer som eksempelvis lugt og farve, da disse hører under subjektive beskrivelser. Beder man en gruppe observatører om at beskrive eksempelvis et bord, er det der bliver tilbage derfor geometriske karakterer ved bordet, som eksempelvis kvadratisk og bredt. Men disse pointerer Næss er heller ikke objektive kvaliteter. Disse kan ud fra relativitetsteorien ikke adskilles fra hastigheds- og tidsangivelser som observatørerne står i, men de skal dog heller ikke forveksles med subjektive kvaliteter. Dette sker, da man i et forsøg på at beskrive tingen objektivt, som den er i sig selv, finder ud af at egenskaberne ikke er egenskaber ved tingene, men i stedet udtryk for et netværk af relationer som tingene indgår i og ikke kan adskilles fra. Tingene står i en form for relationelt afhængighedsforhold til disse hastigheds- og tidsbegreber (Næss, 1976: 43). Dette set i en sammenhæng betyder, at naturvidenskaben ikke kan beskrive noget endegyldigt bestemt ved naturen. Naturvidenskabens beskrivelse af virkeligheden rummer ikke det samlede billede af realiteten, der findes i naturen. I stedet skal den ses som en lang række bidrag, som kun beskriver et lille udsnit af realiteten. Naturen synes i sin mangfoldighed ubegrænset, men alligevel som en helhed. Naturvidenskaben formår dog kun at beskrive en lille del af denne helhed (Næss, 1976: 44). Dens udsigelser om virkeligheden er derved ikke forkerte, men angiver bare nogle teoretiske pejlepunkter, som kan bruges til at beskrive dele af naturen; grader, brede- og Side 14

15 længdegrader, tid- og rumangivelser (Næss, 1976: 44). Disse teoretiske pejlepunkter er tilsammen med til at sige noget om virkeligheden, da de angiver nogle strukturer og former indenfor naturen, som synes at gøre sig gældende. Strukturerne, der fremtræder, er i sig selv meget abstrakte, men har den fordel, at de mangler stofligt indhold og fremstår mere rene og herigennem kan forstås og læres som gyldige indenfor flere kulturer. Netop fordi de beskriver naturen i strukturer, kan de blive fælles for naturbeskrivelser og derfor udbredes til flere kulturer. Dog er en vigtig pointe, at de ikke beskriver en fælles virkelighed, men blot en struktur der tilhører virkeligheden. Problematikken ved denne tilgang er, at verden indenfor denne naturvidenskabelige tænkning, med præcisering og forskning, mister sin evne til, at være en samling af ting med konstante eller vekslende egenskaber (Næss, 1976: 44). De objektive naturbeskrivelser, som naturvidenskaben laver, er derfor ikke i sig selv naturbeskrivelser, men derimod blot naturen sat ind i modeller, der beskriver generelle former og strukturer. Idet egenskaber fra enkelte og subjektive observationer sorteres fra i naturbeskrivelsen, fjernes alt farve og liv fra naturbeskrivelsen, som bliver ligesom i filosoffen Fechners billede Die Nachtansicht der Natur; en spøgelsesagtig beskrivelse af naturen. Denne naturbeskrivelse, skriver Næss, er en ubrugelig naturbeskrivelse (Næss, 1976: 43). Den subjektive vurdering af naturen kan derfor have en større fuldstændighed end den objektive. I den subjektive naturbeskrivelse er beskrivelser og naturfølelser ofte forbundet på en måde, der knytter kvaliteter til naturen. Dette bevirker, at naturen blot bliver et farveløst og mørk nattelandskab, fremmed og blottet for nogle af de kvaliteter vi mennesker kender (Næss, 1976: 48). I den subjektive naturbeskrivelse ligger dog også nogle faldgrupper indlejret, da et utrænet og uselvstændigt subjektiv blik ikke i ligeså høj grad vil kunne skelne ting fra hinanden, men i stedet vil kunne falde for gennemsnittets måde at se tingene på. Den vil heri være præget af det Heidegger kalder for das Man syn på tingene og omgivelserne. Derfor skal de subjektive følsomme betragtninger af naturens kvaliteter trænes, ligesom maleren, der skiller farverne ad frit og uafhængigt af en almen forståelse af farvesammensætning (Næss, 1976: 45,46). En af de ulemper, der er ved naturvidenskabens naturbeskrivelser, er at de laver en form for hierarkisk inddeling af kvaliteter ved naturen. Dette skete allerede i 1600-tallet, hvor naturbeskrivelser blev opdelt i 3 grupper: 6. De primære kvaliteter: Mekaniske, geometriske, størrelse, form og bevægelse 7. De sekundære kvaliteter: I denne gruppe er de mere følelses og fornemmelsesbetonede kvaliteter såsom; varme, farve, smag, lugt med mere. Side 15

16 8. De tertiære kvaliteter: Inden for denne gruppe hører de mere komplekse kvaliteter; styrkekvaliteter (blandt andet i forbindelse med synsindtryk) og sjælelige kvaliteter såsom smukt eller truende. (Næss, 1976: 47) I forbindelse med disse tre grupper placeres objektive naturbeskrivelser blandt de primære kvaliteter, mens de subjektive naturbeskrivelser placeres blandt de sekundære kvaliteter. Skellet blev da anset som værende et udtryk for, at den subjektive naturbeskrivelse var noget der udelukkende skete indeni subjektet, mens de objektive beskrivelser forholdte sig til verden og objekterne udenfor subjektet. Den grønne engen man tror er der ute i virkeligheden, er i virkeligheden i hodet på en, mens det der ute bare er fargeløse atomer. (Næss, 1976: 47) Dette er lidt samme proces som den mere moderne videnskab kommer frem til i sin beskrivelse af farverne, som blot værende et udtryk for kemiske reaktioner i hjernen og derved kun et sanseindtryk afhængig af hjernens måde at opfange lysbølger på. Problemet i denne opdeling i forskellige grupper består i nedvurderingen og den nedsættende tilgang til de sekundære og tertiære kvaliteter. Det skal forstås på den måde, at de objektive naturbeskrivelser bliver fremstillet som faktiske objektive forhold og kvaliteter ved naturen, mens de sekundære tilskrives tilfældigheder, der afhænger af det sansende individs sanseapparat. Ligeledes bliver de tertiære kvaliteter anset som personlige projektioner af egne følelser eller sjælelige kvaliteter på naturen. Men Næss pointerer, at selv de såkaldte objektive naturbeskrivelser af eksempelvis brede- eller højdemålinger er subjektive projiceringer, da de som beskrevet ovenfor blot er relationelle afhængighedsforhold mellem objekterne og subjektet. En af hovedtrækkende ved den primære gruppe er dog, at disse kvaliteter ikke varierer afhængig af subjektet, da de karakteriserer fastlagte og fælles strukturer, som er målsætningen i naturvidenskaben. Derimod vil kvaliteter i den tertiære gruppe kunne variere meget blandt subjekter, hvor eksempelvis skønhed vil variere fra person til person. Disse tertiære kvaliteter bliver ofte anset som projicerede subjektive kvaliteter på virkeligheden. Men skulle man fører denne argumentation videre, vil det få den følge at også de primære kvaliteter må ses som projicerede af subjektet, da både skønhed og breddemåling er koblet med et erkendende subjekt (Næss, 1976: 48). Denne argumentation vil derfor give en meningsløs beskrivelse af verden, da man ender i en situation, hvor intet kan berettes om tingen i sig selv, da alt er indeholdt i subjektet (Næss, 1976: 48). Side 16

17 Da de tertiære kvaliteter er ligeså vigtige som de primære pointerer Næss ligeledes at beskrivelsen af naturen i et rent naturvidenskabeligt syn efterlader den menneskelige virkelighed afskåret fra den egentlige natur. Hele prestisjen går til det som er det innerste egentlige og ordentlige, målbare og videnskabelige, og fullstendig uten lukt eller smak eller farger eller lys eller form; fullstendig utilgjengelig, forrykende virvler av elementærpartikler. Det er den <<egentlige virkeligheten>>. Alt det andre er romantisk påfunn. (Næss, 1976: 49) Næss mener, at dette er en virkelighedsforestilling, hvor verden blot fremtræder som elementarpartikler, der breder sig blandt mennesket. Dette sker ved hjælp af tekniske og videnskabelige begreber og apparaturer, som gør at denne forestilling godtages. Derved bliver denne videnskabelige virkelighed udgangspunkt for virkelighedsforestillingen, mens verden opfattet gennem de sekundære og tertiære grupper nedprioriteres og ikke tillægges samme grad af betydning (Næss, 1976: 49). Næss' løsning på dette bliver en videreudvikling af Protagoras' både-og-teori. Protagoras levede et sted mellem 500 og 400 år før vores tidsregning og er kendt for sætningen Man is the measure of all things, som repræsenterer hans relativistiske holdning til erkendelse (Taylor og Lee, 2012). I denne teori menes det, at erkendte objekter godt kan have flere kvaliteter, der umiddelbart synes modstridende. De primære kvaliteter ved virkeligheden fjernes i erkendelsen, fordi de opfattes som matematisk-fysiske idealer. Subjektet bringes ikke ind i fysikken gennem instrumenterne, men gennem deres egen sansning. Der lægges derfor vægt på sekundære og tertiære kvaliteter ved virkeligheden. Både-og-teorien giver på denne måde fuld ontologisk status til en sansebar virkelighed (Næss, 1976: 51). Det erkendte objekt bliver et knudepunkt i en relationel forståelse, hvor det samme objekt vil kunne fremstå på forskellige måder og med forskellige egenskaber afhængig af tid og erkendende subjekt (Næss, 1976: 50). Næss udbygger dette således at: De sekundære kvaliteter opfattes som ægte egenskaber ved naturen. I og med at nogen opfatter noget sanseligt ved en ting, for eksempel at den er varm, så betyder det også, at tingen har denne kvalitet. Derfor er det ikke nødvendigvis en modsigelse, at noget er både varmt og koldt. Ud fra dette synspunkt forsøger Næss derved at få plausibiliteten af den subjektive virkelighedsopfattelse tilbage i naturbeskrivelsen og naturforståelsen. Dette bliver også en vigtig pointe i forhold til resten af Næss' holistiske udgangspunkt og egenværdi, da disse kræver et følende Side 17

18 og sansende subjekt, der er engageret, integreret og en aktiv del af naturens helhed. Ligeledes at det er bevidst om denne sammenhæng mellem livsformerne. Problemet opstår, hvis virkeligheden udelukkende præges af det objektive virkelighedssyn, hvor det sanselige nedprioriteres og gøres til en underordnet del af denne virkelighed. Heri ligger faren for at mennesket fjerner sig endnu mere fra verden, som den nu engang perciperes af mennesket. På denne måde vil den sanselige forståelse af virkeligheden ikke tilskrives samme betydning og de emotionelle og ikke rationelle kvaliteter og værdier undervurderes på bekostning af enheds- og egenværditanken. Det uligevægtige naturforhold og antropocentrisme En af følgerne af denne virkelighedsforestilling er at naturen som følge heraf reduceres og afmystificeres. Det er ligeledes med til at skabe et uligevægtigt forhold til naturen, da denne blot forelægger som partikler til måling og observans. Videnskaben kan med sin instrumentalisering og praktiske tilgang til naturen være med til at fremme tanken om, at mennesket ejer den. Dette kan være faren ved et rent videnskabeligt natursyn. Hvis mennesket mener det ejer jorden, vil dette kunne føre til en art antropocentrisme som virker fremmedgørende og bør derfor ikke præge naturforholdet. I det teknisk-videnskabelige samfund, som Næss påpeger vi befinder os i, hersker et mindre respektfyldt syn på naturen, der som beskrevet ikke formår at skabe et fuldt ud realistisk billede af naturen. I et urealistisk billede af naturen kommer der let til at råde en tanke om, at mennesket står hævet over andre livsformer. Denne skaber en fremmedgørelse af naturen og truer herved menneskets tilhørsforhold til naturen. Forestillingen, om at mennesket som art skulle stå over andre, har, når denne forestilling brydes ned, intet grundlag. Selve retten til livet kan ikke kvantificeres efter art, og herved give visse arter større grundlag for eksistens og udfoldelse. Arne Næss fremhæver fire forskellige påstande om menneskets højere værdi, som han alle afviser, da disse ikke er velbegrundet og falder ved nærmere refleksion. 3. Hvis et vesen har en evig sjel, er dette vesen av større egenverdi enn et med tidsbegrenset sjel eller ingen sjel. 4. Hvis et vesen er fornuftig, har det større verdi enn et som ikke har fornuft eller er ufornuftig. 5. Hvis et vesen har bevissthet om seg selv og sine valgmuligheter, er det af større verdi enn et som mangler slik bevissthet. 6. Hvis et vesen er et høyere dyr i biologisk forstand, er det av større verdi enn om det står lavt i den biologiske skala. (Næss, 1976; 267) Disse påstande vil dog falde ved en nærmere undersøgelse ud fra anskuelsen om livet som en enhed. Problemet består ligeledes i at livsformerne ud fra påstandene ikke anskues efter deres Side 18

19 egentlige egenværdi, hvilket her betyder uden de sættes i forhold til menneskelig nytte. Altså bliver det et uplausibelt argument, at en leksikalt vægtning for naturens værdi ud fra sjæl, fornuft, selvbevidsthed eller biologisk skala, skulle være definerende for behandlingen af denne. Men hvorledes kan mennesket være i stand til at tale om noget, der har en værdi, som går ud over menneskets forståelse og definition af værdi? En påstand ville være, at noget kun kan karakteriseres som værende værdifuldt ud fra et menneskeligt perspektiv, da al værdi kun er udtrykt af mennesket og ikke dyrene. Til at besvarer dette spørgsmål forsøger Næss først at skille dualiteten i denne udtalelse ad. Han mener, at to ting sammenblandes, nemlig at noget har værdi, som følge af vores vurdering og på den anden side, at noget er værdifuldt til fordel for mennesket. Første del af de to fragmenteringer omhandler, at noget har værdi i sig selv, men ikke nødvendigvis som led i at det også har værdi for mennesket. Næss advarer mod denne opfattelse af, at man ikke kan tale om værdi som noget der eksisterer uden for menneskets perception og tanke (Næss, 1976; 281). Dette mener han i sidste ende vil føre til en subjektivisering og en solipsistisk egoisme, hvor mennesket og naturen i sig selv mister værdien. Pointen som Arne Næss her vil frem til er, at hvis man kun mener, at værdi eksisterer som et menneskeligt perspektiv, fører dette til en form for antropocentrisme, som ikke er holdbar (Næss, 1976; 282). Resurserne i verden er ikke kun menneskets ejendele og til menneskelig værdi. Dette ville være at forbryde sig mod enhedstanken. Men denne holdning truer med at udbrede sig, hvis vi ureflekteret accepterer teknokratiets fremtidssamfund og heri risikerer at fratage naturen dens sanselige mangfoldighed. (Næss, 1976: 279). Animisme, symboler og gestalt Et mere mystisk element som Næss inddrager i forbindelse med sin beskrivelse af menneskets forhold til naturen, er animismen. Næss mener, at animismen til en vis grænse indeholder et syn på naturen som i ligeså høj grad er realistisk og til tider mere respektfult. Det skal dog ikke forstås på den måde at den animistiske tanke skal præge videnskaberne. (...) solnedgangens brann kan ikke slukkes ved innsats av brannvesenet (Næss, 1976: 297) Animismen skal på ingen måde blandes ind i hverken fysikkens eller kemiens genstandsfelt og blive udgangspunk for mere obskure forklaringsmodeller som eksempelvis horror vacui, hvor menneskelig adfærd sættes på vandets opførsel, således at vandet i denne forklaringsmodel frygter tomrummet og derfor udviser en bestemt opførsel (Næss, 1976: 297). Side 19

20 Grunden til at animismen kan have en betydning for menneskets forhold til naturen, er derimod, at den rummer et interaktions- og symbolaspekt, som videnskaben mangler. Set fra et fagvidenskabeligt perspektiv er denne tilgang dog med god grund uacceptabel, men anskuer man det i stedet ud fra et livsfilosofisk plan, er den derimod meget rimelig. Naturen, der omgiver os, er fyldt med en masse symboler og udtryk, som kan give mennesket helt andre sanseoplevelser og tilhørsforhold. En af de konsekvenser, som videnskabens syn har haft på naturforholdet, er, at dens objektivitetsideal til dels har ændret tilgangen til naturen, hvor mennesket ikke er aktivt sansende, men derimod passivt forsøger at opleve naturen på en neutral og beskuende måde (Næss, 1976: 297). Symbolverdenen er i høj grad tilstede i naturen og i de forskellige naturlige ting, der findes i ens omgivelser, og dette kan med den rette opmærksomhed gøres bevist for individet. I denne proces ses en hel anden måde at definere en genstand. Næss giver et eksemplet på dette ved at sidestille det med, når man ser et ansigt, så vil der træde nogle særlige karakterer frem, som man opfatter øjeblikkeligt. På denne måde synliggøres genstandenes karakter også øjeblikkeligt på en særlig måde, som hvis den skulle oversættes til ord ville tage meget længere tid. Det er netop denne symbolik, som en farveløs tilgang til naturen risikerer at fordrive. I den rent videnskabelige og teknologiske tilgang til naturen fordres en neutral jeg-det-relation, der fordriver denne særlige og nære jeg-du-relation til natur og ting. På denne måde bliver naturen noget fuldstændigt uafhængigt af menneskets umiddelbare oplevelse af den. Hovedpointen i denne tanke er at ting, alt afhængig af vores tilgang til dem, kan synliggøre forskellige kvaliteter ved sig, og at mennesket på den måde er på talefod med dem og kan, ved at spørge eller se eller lytte på dem, åbne for denne betydning. Disse kvaliteter ved tingene må dog ikke forveksles med projektion, dette er derimod en vigtig del af gestalt-fænomenologien (Næss, 1976: 298). Kort beskrevet er gestalt-fænomenologi kendetegnet ved at være en bestemt måde at anskue tingene ikke som enkelte og separate genstande, men i en sammenhæng og en helhed. De tertiære kvaliteter er kvaliteter, der på hver sin komplekse måde kunne beskrives som gestalter. De er derved eksempelvis nogle sjælelige karakterer, som kobles på eksempelvis et bestemt naturfænomen; solsortens sørgmodige sang eller hjemegnens trygheds velvære. Disse indvirker på vores perception og bevidsthed om genstande og omgivelserne. Næss påpeger, at verden vi lever i er symbolernes og gestalternes verden (Næss, 1976: 299). Gestalterne er det, som kan binde jeg'et og ikke-jeget sammen på en måde, så det inddrages i en helhed. Denne gestaltevne er derved en vigtig del af, hvordan vi forholder os til naturen og de ting der omgiver os. Men i forbindelse med beskrivelsen af gestaltevnen pointerer han, hvordan disse Side 20