DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consult

3

4 V' /

5

6

7 "D-raktisk-theoretisk INTERPUNKTIONS LÆR for dansk Skriftsprog, (Regler, Eksempler og Øvelsesmateriale. Sieht er, mein lieber Andres, wo der Yerstand halb aus ist, setzt er ein Oomma; wo er ganz aus ist, ein Punctum, und wo gar keiner ist, kann er setzen, was er will, wie er auch in vielen Schriften findet, die herauskommen. Claudius. Af K. Lunde-Nieløsen, Sproglærer. 2det Oplag. Kjøbenhavn. Axel Andersens Forlag. Trykt hos A. E. Kihl

8 x&ø

9 Forord. EZrindrer man den Kjendsgjerning, at Modersmaalet er vor Skoles mest forsømte Fag, og at Lærebøgerne deri ere saa omtrent det kjedsommeligste, nogen Skoledreng kjender; naar tilmed saa vigtige og saa interessante Dannelses-Discipliner som Sætningslære, Orddannelseslære, Synonymik, Metrik, Stilistik etc. gaa endog de lærde Skolers Elever saa temmelig forbi: da undres man ikke over, at et tilsyneladende saa underordnet Æmne som Interpunktionen almindeligvis kjendes uværdigt til Grammatikforfatteres Opmærksomhed. I Tyverne gjorde den dalevende Professor Nissen opmærksom paa Interpunktionens store Værd, i Fyrrerne udgav nuværende Etatsraad H. P. Holst en lille Vejledning deri: men siden da nøjes man med at indrømme den et Par Sider, Bagsider helst, i en og anden»formlære«. Den er saaledes overladt til Lærerne. Men disse overlade af forskellige Grunde et»indre Anliggende«som Tegnenes Anvendelse til Elevernes uklare Skjøn, maaske med et lille Vink som dette:»ser han, Andreas! hvor Meningen er halvt ude, sætter han et Komma, hvor den er helt ude, et Punktum, og hvor der slet ingen Mening er, kan han sætte, hvad han vil.«frugterne af denne Undervisningsmaade kjendes da ogsaa i private Skrivelser som i ofentlige Aktstykker og ikke mindst i den moderne Tankestregs-Literatur. Uheldigvis bliver Interpunktionens store Betydning for Stilen ikke mindre derved, at den undervurderes og miskjendes. Saa vist som det er, at en omhyggelig og velforstaaet Brug af Skilletegnene kan gjælde for et Vidnesbyrd om den Skrivendes Indsigt, Ordenssans og Herredømme over Sproget, ligesaa vist er det Madsatte: at en skjødesløs, mangelfuld og urigtig Tegnsætning tyder paa Forsømmelighed og logisk Ubehjælpsomhed. De Fleste have vel nok paa Fornemmelsen, hvor dette og hint Tegn kan sættes uden at skade Meningen; men kun de Færreste have Blik for de Tilfælde, da et Tegn ligefrem klargjør en ellers tvetydig Mening. De Fleste mene

10 vel ogsaa, at Skilletegn er en Luksus, medens den erfarne Stilist vil kunne tale med om dens absolute Nødvendighed for et velformet Sprog. I min Egenskab af Lærer, dels ved Realskoler, dels ved Kursus for studerende voksne Mennesker, har jeg bestandig gjort den Erfaring: 1) at Interpunktionslæren skal bygges paa Kjendskab til baade Form- og Sætningslære, 2) at den vænner Eleven til at reflektere over hver Sætnings Natur, og 3) at den er et herligt Hjælpemiddel til at anskueliggjøre Stilens syntaktiske, logiske og rhetoriske Krav. Men Skilletegnene ere ikke for Øjet alene; de skulle ogsaa under Oplæsningen vejlede Øret, idet de staa som Udtryk for de kortere eller længere Ophold mellem Sætningerne, den stærkere eller svagere, hurtigere eller langsommere Betoning af Sætningerne. Hvis man ved Oplæsningen bare en eneste Gang vilde forklare Eleven Aarsagen til hvert enkelt Tegns direkte Betydning, for Betoningen, og den indirekte, for Forstaaelsen, da vilde man, som Erfaringen har vist, faa noget andet at høre end den ynkelige Kæp- i- Hjuls-Læsning, som nu præsteres, og samtidig havde man lært Eleven, ikke at jaske sig fra Interpunktionen i hans egne skriftlige Arbejder. Forfatteren tør ikke vente, at ovenstaaende Bemærkninger skulde gjøre Æmnet mindre upaaagtet, end det nu er, som Del af Dansk Undervisningen, men han formoder, netop derfor, at en Vejledning som denne lille Bog vil kunne benyttes med Fordel af dem, der paa egen Haand ville (eller skulle) gjøre sig bekjendt med Skilletegnenes systematiske Anvendelse i Dansk. Bogen er sikkert mangelfuld, eftersom der ikke kan opstilles Regler for alle Interpunktions-Tilfælde, og da der, ydermere, ikke er taget Hensyn til ekstravagante, manierede Skribenters selvlavede Systemer. Kjøbenhavn, i December K L. N.

11 Oprindelig skrev man uden Skilletegn, satte Ordene i større eller mindre Afstand fra hinanden eller som i de fleste Runeskrifter med et ensartet Tegn efter hvert enkelt Ord. Undertiden skrev man stichometrisk o: at Linjerne ordnedes efter Meningen. Den alexandriske Aristophanes (der levede ca. 300 Aar før Chr.) indførte de græske Akcenter og gjorde Begyndelsen med Brugen af Skilletegn. I det 9de Aarhundrede føjede Angelsakseren Alcuin ikke blot flere nye Tegn til, men knyttede ogsaa systematiske Bestemmelser til dem. Endelig * i det 15de Aarhundrede opfandt den venitianske Bogtrykker Manutius et nyt Interpunktionssystem, det nuværende, som efterhaanjjen blev benyttet i alle civiliserede Sprog, anvendt efter omtrent de samme Regler. Engelsk er det Sprog, hvor Tegnsætningen synes mest vilkaarlig og inkonsekvent, dels fordi den ikke indøves paa Basis af Sætningslæren. ^els paa Grund af Sprogets blødere Overgange fra Hovedsætning til Bisætning. I Tysk derimod har Systemet vundet stor Fasthed, nødvendiggjort vel af Hensynet til dette Sprogs skarpt afgrænsede Sætninger et Hensyn, der ogsaa kan gjælde i Dansk. Man skjelner mellem i grammatikalske og 2) materielle Tegn eller Opholdstegn og Foredragstegn. Den førstnævnte Art staar i saa nøje Sammenhæng med Sprogets Grammatik, at denne nødvendig maa kjendes, hvis en korrekt Interpunktion skal tænkes mulig. Her forudsættes imidlertid kun Kjendskab til de almindeligste grammatikalske Benævnelser paa Ord og Former, og hvad der er ment, vil med Lethed kunne ses af de ledsagende Eksempler. Skilletegnene gruppere Ordene til Led. Leddene til Sætninger, Sætningerne til Perioder. Med Hensyn til Læsningen ere de Opholdstegn. betegne Pavser af forskjellig Længde og rangordnes bedst saaledes: Komma, Sémikolon. Kolon, Punktum.

12 I. Komma (,). 1. Komma erstatter de to sideordnende Bindeord og samt eller, naar disse kun forbinde enkelte Ord, ufuldstændige Sætninger. Ekspl.: Kanél, Salt, Peber og Sennop ere Kryderier istedetfor og og og Bispen, Provsten, Præsten eller Læreren maa forrette Daabshandlingen, istf. eller eller eller maa forrette Han sover det meste af Dagen, arbejder om Natten. Han kunde hverken skrive, regne, læse eller synge. Tallene tre, fem, syv og flere ere Primtal. Du kan komme selv, sende Drengen med Besked eller skrive. Han har vist sig som en brav, flittig og forstandig ung Mand. Enten K., L, S. eller F. vil faa Ansættelsen. Han lever udelukkende af, for og i sin Gjerning. Rejsen var bestemt og skulde foregaa den næste Dag. A n m. I Almindelighed sættes Bindeordet mellem de to sidste Ord eller Led, da man ellers ikke altid kan vide, hvilket af de to Bindeord Tegnet erstatter. 2. Komma erstatter ligeledes og samt eller, men o. fl. mellem sideordnede Infinitiver, Nævnemaader (o: Tidsord styrede af at); altsaa skrives: at arbejde, at fortjene, at nyde og at forbruge bør enhver, istedetfor: at arbejde og at fortjene og at nyde o. s. v.: ligesaa: han forstod hverken at læse, at skrive eller at regne. A n m. Naar Infinitiver udvides meget, danne Grupper, adskilles -de ved Semikolon.

13 7 8. Komma erstatter endelig og, eller, men o. 1. mellem sideordnede Forholdsled (o: Led, der ere styrede af Forholdsord, i, ved, af, paa, til, efter o. s. v.); derfor hedder det:»i Skov, i Dal, i Vangen jeg hørte Fuglesangen«, istedetfor: i Skov og i Dal og i Vangen o. s. v. endvidere: under stort Besvær, med megen Bekostning og til manges Misundelse naaede han Maalet. Du kan finde den paa Bordet, i Skuffen, i Skabet eller under Syæsken. A n m. Xaar Forholdsled udvides meget, adskilles de indbyrdes ved Gruppe-Tegnet Semikolon. 4. Komma adskiller sideordnede fuldstændige Sætninger, ogsaa naar de ere forbundne ved Bindeordene og, eller, men, thi, som, saavelsom, end, enten- eller, delsdels, jo- desto o. fl. Han har lovet det, og det samme maa Du. Vil Du gjøre det, eller skal jeg. Bejsen var bestemt, men den blev ikke foretaget. Han var blandt Fremmede, som han var derhjemme. Dels er Tiden ugunstig, dels mangler jeg Lysten. Enten afholdes Mødet, eller vi maa aflyse det. Hverken Øjet ser det, eller Øret hører det. (Derimod: Hverken Øjet eller Øret opdager Nogetse 1.) & ' Jo mere Du faar, desto mere vil Du have, Du har flere Guldstykker, end jeg har Kobbermønter. A n m. I. Foran men og dels- dels, jo- jo, jo- desto sættes Kommaet, om de end kun tilknytte et Led eller en ufuldst. Sætning. Eks. Jeg vilde gjerne, men kan ikke. Den er dels rød, dels gul! Jeg har ofte prøvet derpaa, men har altid haft Uheld med mig' Han opholder sig dels paa Landet, dels i Staden. Jo flere Du faar desto bedre. ' A n m. II. Ved Sammenligningsbindeordene som, end o. 1. sættes almindeligvis intet Tegn, naar det, de tilknytte, enten er et enkelt Ord i Apposition (Alexander som Feltherre. Jeg kiendte ham som ung) eller en ufuldstændig Sætning (uden Subjekt eller -Prædikat); altsaa: Jeg er lige saa gammel som Du. Du er ældre end jeg. Han elsker ham som en Søn. Skriften taler ikke saaledes som det mundtlige Ord (derimod: Skr. taler ikke, saaledes som

14 8 det mundtl Ord.) Han er flinkere i Tysk end i Fransk (derimod: Han er fl. i T., end Du i Fransk.) 5 a. Komma adskiller en Bindeords-Bisætning fra dens Hovedsætning. Saadanne Bisætninger kjendes derpaa, at de ere tilknyttede ved de underordnende Bindeord da, naar, medens (mens), fordi (efterdi, eftersom, saasom), hvis, saafremt, dersom, forsaavidt, saavidt, medmindre, uagtet, skjøndt (endskj., omendskj ), ihvorvel, thi, saa at, paa det at, for at, at, om, forinden, siden o. fl. Alle disse Bindeord have Komma foran sig, naar da ellers Hovedsætningen staar først, Bisætningen sidst. Ekspl.: Jeg traf ham ikke, da jeg var der. Glem ikke Brevet, naar Du gaar. Hun opholdt sig her, medens det regnede. Byen maatte overgive sig, fordi Indbyggerne havde været forsømmelige. Jeg giver gjerne 100 Kr. til, hvis det kan gjøre det. Vi ere aldeles enige, saafremt vi ikke misforstaa hinanden. Udfaldet var blevet bedre, dersom Fremgangsmaaden havde været det. Det skal blive gjort, forsaavidt Du ønsker det. Han har det godt, saavidt man kan skjønne. Vi mangler en Trediemand, medmindre Din Broder vil være med. Hun tog hjem tilfods, uagtet der var Vogne nok. Vi gik derhen, skjøndt det var sent. Faderen gjorde det, ihvorvel det krævede Overvindelse. Jeg gjør min Pligt, paa det at ingen skal bebrejde mig noget. Det er bekjendt, at Ræven er et Rovdyr. Jeg siger Dig det, for at Du skal tro det. Du ved nok ikke, om Du vil eller ej. Denne Mand har bortødslet alt, saa at han nu maa tigge.,, Det er for tidligt at juble, thi Lykken kan vende sig. 5 b. Men alle disse Eksempler, med Undtagelse af de to sidste, kunne have Bisætningen staaende foran Hovedsætningen, og i det Tilfælde maa der være Komma efter Bisætningen. Ekspl.

15 9 Da jeg var der, traf jeg ham ikke. Naar Du gaaer, glem (da) ikke Brevet. Medens det regnede, opholdt hun sig her. (Se forresten Eksemplerne foran.) 5 c. Bindeords-Bisætningen kan endelig være indskudt i Hovedsætningen og har da Komma baade foran og bagefter. Eksplr.: Jeg traf, da jeg var der, ikke en Sjæl hjemme. Husk, naar Du gaar, at tage Brevet med. Hun opholdt sig, medens det regnede, i vor Bagligstue (forskj. fra: Hun oph. sig, medens det regnede i vor Dagligstue). Han sov, fordi Beboerne vare flyttede ud, i en Lade (forskj. fra: Han sov, fordi Beb. vare flyttede ud i en Lade). Jeg giver, hvis det kan gjøre det, gjerne 100 Kr. til. Han blev, fordi han befandt sig godt, i Byen (forskj. fra: Han blev, fordi han bef. sig godt i Byen]. Han rejser til Kalifornien, saafremt det lader sig gjøre, (for) at grave Guld (men: Han rejser til K., saafremt det lader sig gjøre at grave Guld). Vi skulle, dersom det lykkes nu, gjentage Forsøget. Toget vil. forsaavidt det ikke allerede er gaaet, afgaa i dette Øjeblik. Jeg venter, medmindre Du raader fra, at blive der (forskj. fra: Jeg venter, medmindre Du raader fra at blive der). De gik, uagtet der var opslaaet Advarsler, paa den tvnde Is (forskj. fra: De gik. uagtet der var opsl. Adv. paa den tynde Is). De Fremmede bifaldt, skjøndt det var sent, at betragte Solnedgangen (forskj. fra: De Fr. bifaldt, skj. det var sent at betr. Solnedg.). Faderen gjorde det, ihvorvel han ikke holdt af det, for Sønnens Skyld (forskj. fra: Fad. gjorde det, ihvorvel han ikke holdt af det for Sønnens Skyld). Jeg gjør min Pligt, paa det at Ingen skal kalde mig utaknemlig, mod alle og hver (men: Jeg gjør min PL, paa det at ingen skal kalde mig utaknemlig mod alle og hver). Jeg tænker paa, at Du har det saa trangt, og (jeg) misunder mig næsten min Lykke (men: Jeg tænker paa,

16 at Du har det saa tr. og (Du) misunder mig næsten min L ). Han vil sikkert love det, for at Du kan slaa Dig til Ro, og handle derefter (men: Han vil sikkert love det, for at Du kan slaa Dig til Ro og handle derefter). Anni. I. Af cle foranstaaende Eksempler sés det let, at Kommaet efter Bisætningen er overordentlig vigtigt; Hovedsætningens sidste Del vil, hvis Kommaet mangler, ikke blot blive læst i Flugt med Bisætningen men ogsaa blive opfattet som hørende dertil, hvorved Meningen oftest bliver aldeles forvandsket. A n m. II. Bindeordet da bruges ligesaa ofte som Biord og har da intet Komma foran, t. Eks : Hvad skal jeg da gjøre? naar er tillige Spørgebiord (se 7) forsaavidt og saavidt i Skikkelsen for-såa-vidt og såa,-vidt ere ligeledes Biord, t. Eks.: For saa vidt har jeg ikke noget imod det. Er Du endelig kommen saa vidt med Arbejdet? uagtet benyttes tillige som Forholdsord, t. Eks.: Han gjorde det uagtet alle Forbud. at er tillige Nævnemaadens Kjendeord, t. Eks.: Han holder af at ride (se 15 b) om er oftest Forholdsord (se 15 c) før, siden og inden ere tillige Biord og Forholdsord. A n m. III. Bindeordet at udelades ofte; men Kommaet maa dog være der: Tror Lægen, (at) han vil komme sig? at bruges ofte for saa at, paa det at, for at, har ogsaa da Komma foran. 5d. Staa to eller flere Bindeords-Bisætninger i sideordnet Stilling, adskilles de ogsaa indbyrdes ved Komma, selv om de maatte være forbundne ved Bindeord. Ekspl. 1) Da Regnen er ophørt, og 2) (da) Luften er mild, er det bedre at gaa. Jeg tvivler endnu, fordi 1) det kun er løs Tale, og (fordi) 2) Ingen kan bevise Paastanden. l) Uagtet jeg advarede Dig, og 2) skjøndt Du selv er gammel nok, har Du begaaet Dumheder. A n m Udeladelsen af Bisætningens Bindeord (da, fordi o. 1.) er uden Betydning for Interpunktionen. Samtidig med Bindeo. udelades undertiden Verbet (hvis det er det samme som i den foregaaende Sætning); der kan ogsaa Skilletegnet udelades, t. Eks.: Da Regnen er ophørt (,) og (da) Luften (er) mild. 6 a. Komma adskiller tilbagevisende Bisætninger fra deres Hovedsætninger, hvad enten de ere 1) pronominale (o: tilknyttede ved Pronomenerne som, der, hvilket, hvilken, hvilke, hvad, hvem eller 2) adverbiale (o: indledede

17 11 med Adverbierne hvor, hvorved, hvorfor, hvormed osv. hvor i Sammensætning med Forholdsord). Ekspl. Det er den Mand, som vil kjøbe mit Hus. Jeg kjender Ingen, der kan maale sig med ham. Han er aldeles ikke fattig, hvilket jeg nu véd. Der ser Du den By, hvor min Fætter bor. Det er et Foretagende, hvorved der kun haves Tab. Hun fortalte mig Granden, hvorfor hun ikke vilde komme. Den Egn, hvortil han nu er rejst, kjender jeg godt. Der var endnu flere Gæster, hvilke jeg ikke kjendte. Han er deri, hvem jeg helst giver det. Den lste Maj kom jeg til F., hvor jeg blev en Uge. Han gjorde en Opfindelse, hvorved han tjente sig rig. Byen var aldeles nedbrændt, hvorfor Beboerne led Nød. Her er en Stang, hvormed Du kan naa Reden. Giv mig en Kop, hvori jeg kan helde Mælken. A u m. I. Alle ovennævnte relative Pronomener og Adverbier kunne, med Undtagelse af som og der, tillige være spørgende (se 7). Pronomenet som maa ikke forveksles med Bindeordet som, der ikke altid har Komma foran sig (se 4 Anm. II.). Det relative der forveksles ikke med I) Stedsbiordet dér eller 2) det ubestemte Stedord der, hvilke ikke have Komma foran, t. Eks. jeg saa dér en Mand Der var Ingen hjemme. Der var en Dame dér, i der saner o * A nm. II. De relative Pronomener (men ikke Adverbierne) kunne ofte for Vellyds Skyld helt udelades; Kommaet forbliver dog: Hvis er den Bog, (som) her ligger? Hvem er dog det, (der) dér ligger? Pigen, (hvem) jeg skulde levere Nøglen. (>b. Flere Relativer i sideordnet Forhold adskilles ogsaa indbyrdes ved Komma, selv om de ere forbundne ved Bindeord. Ekspl. I. Den Begivenhed, 1) til hvilken Du sigter, 2) for hvis Skyld jeg har maattet døje Ondt, og 3) som en Tid var et yndet Samtaleæmne, er imidlertid nu glemt. Ekspl. II. Du, som var med den Gang, og som ellers husker saa godt, kan ikke have glemt det. Ekspl. III. Christian II, 1) hvem Borgerstanden var hengiven med Liv og Sjæl, og 2) som selv nærede et grundigt Had til Adelsherrerne, troede maaske at kunne frigjøre sig helt for Haandfæstningen.

18 12 A n m. I. Udelades det relat. Pron., gaar den paagj. Sætnover til at være Prædikatsled, hvorfor Skilletegnet kan udelades, t. Ekspl. Du, som var med den Gr. (,) og (som) ellers husker saa godt,, kan ikke... A n m. II. Hvis der enten er et større Antal relative Bisætninger indskudt eller en enkelt saadan er meget udvidet, kan man for Tydeligheds Skyld udskille det relative Indhold af Hovedsætningen ved Tankestreger (se dette Tegn) til Eks. Denne Mand der allerede en Gang havde svigtet sit Fædreland og leflet med dets Fjender, og som ikke fandt noget Middel for usselt, naar det gjaldt at mætte Hævnsygen fik endelig sin Løn. 6 c. Tilbagevisende Bisætninger kunne styres af og indledes med Forholdsord (af. paa, ved, hos, til, fra, med osv.). Forholdsordet rnaa ved Tegnet indlemmes i Bisætningen. Ekspl.: Den Begivenhed, til hvilken Du sigter, er glemt nu. De Folk. om hvis Stilling her tales, kunne bekræfte det. Det gamle Hus, i hvilket jeg bor, blev solgt igaar. Er det Firmaet Å & B, med hvilket Du har Forbindelse? Mener Du den Mand, hos hvem jeg boede? Kun En var der, paa hvem Hakon da kunde iide. 6 d. Den relative Bisætning kan ogsaa staa indskudt i sin Hovedsætning, har da Komma baade foran og bagefter : Den Mand, som vil kjøbe mit Hus, lovede at skrive. Ingen af dem, (som) jeg kjender, kan maale sig med ham. De andre Gæster, hvilke jeg ikke kjendte, bleve endnu tilbage. Den Herre, hvem Du har fornærmet, venter en Undskyldning af Dig. I Byen F., hvor jeg forblev en Uge, traf jeg gamle V enner. Den Opfindelse, hvorved han tjente sin Formue, var en simpel Mekanisme. 7. Komma udskiller Spørgebisætninger (o: indirekte Spørgesætninger) fra deres Hovedsætning, sættes følgelig foran de spørgende Pron. hvem, hvad, hvilket osv. og foran de spørg. Biord hvor, hvornaar (naar), hvorledes, hvorfor,

19 13 hvorved, hvormed, hvortil, hvorfra, hvorover, hvori osv.; desuden mærkes Bindeordet om. Ekspl. Har Du hørt, hvem det er? Jeg hørte ikke, hvad han sagde. Sig mig, hvilket Du foretrækker. Véd Du ikke, hvor Du vil hen? Jed véd ikke, naar (hvornaar) han kommer. Det er mig ligegyldigt, hvad der skér. Nu skal jeg forklare Dig, hvorledes jeg mener det. Hun ønsker at vide, hvorfor vi forlod hende. Ingen kan sige, hvilket der er det rigtigste. Han skriver aldrig om, hvorledes han har det. Sig mig, hvorved Du kan opnaa det? Jeg aner ikke, hvormed vi kan naa den. Da kan selv bestemme, hvortil Du vil rejse. Endelig fandt jeg ud, hvori det laa. Man kan ikke vide endnu, om Høsten bliver daarlig. A n m. I Bindeordet om maa ikke forveksles med Forholdsordet om: Han spurgte, om (Bindeord) Høsten var god; men: Han spurgte ud om (Forholdso.) Høsten. Som Forholdsord har det Komma foran i to Tilfælde (se andetsteds). Naar baade Bindeord og Forholdso. om støde sammen, til Eks. : Her er ikke Tale om, om Du vil eller ej, da udelader man ofte det første (Forholdsord), til Eks : Her er Talen ikke, om Du vil eller ej. A n m. II. De spørgende Bisætninger kunne ligesom de relative være styret af et Forholdsord, til Eks.: Sig mig, ad hvilken Vej jeg skal gaa. Jeg gad vide, med hvilken Ret det sker. 8- Komma udskiller beskrivende Appositioner fra det overordnede Ord eller Led. Appositionerne kunne være 1) enkelte Ord, 2) Led, 3) Sætninger. a. Substantiver og Pronomener (nøgne og udvidede) t. Eks. Kjøbenhavn, Nordens Athen. Ibis, en Fugl. Hamborg, den gamle Hansestad, har ingen Frihandel længere. Frederik den Anden fulgte som Konge i Preussen sin Fader, Fred. Vilhelm, den anden Konge i Pr., og blev efterfulgt af sin Brodersøn Fred. Vilhelm d. Anden, Konge i Preussen. Held os! den gamle med rimfrosne Lokker, Vinteren, flyer. Vi, Du og jeg. Jeg traf sammen med Forfatteren, Kielland (forsk, fra: Jeg traf sammen men Forf. (,) K.). b. Adjektiver (nøgne el. udv.) t. Eks. Her sidder jeg, sort af Kul og Støv. Ræven, mættet og forfrisket,

20 14 listede sig bort. Han hvilte ud, træt som han var. Sangen, harmonisk skjøn som den var lod os glemme vor Sorg. c. Adverbier (nøgne el. udv.) t. Eks. Det maa komme en Gang, før eller senere. Han gjorde det dog, villig maaske, men snarere uvillig. Det skal aldrig ske, 'aldrig medens jeg lever. Det bør ske snarest, allerhelst straks. Hun synger smukt, smukkere end sin Søster. Nordlysets Farve er hvidlig, omtrent som Mælkevejens (se elliptiske Led 9). d. Participier af Perfektum, t. Eks.: Han døde, æret og agtet, Aar Vaaren. bekranset med himmelblaa Klokker, Livet fornyer. Godgjørenhed, udøvet i Stilhed, er rosværdig. (Tillægsleddet staar ofte i absolut Forbindelse med Sætningens Grundord, udskilles da ikke: Skilling (,) lagt til Skilling (,) gjør tilsidst en Daler (o: Sk. -j- Skilling). Godgjørenh. (,) udøvet i Stilhed (,) er rosværdig (o: den i Stilh. udøvede Godgj. er rosværdig.)) e. Participier af Præsens, t. Eks. Ved Romsdals Kyster han steg iland, erklærende sig for en Fjende. - De omkastede Træer fandtes at ligge med Toppene, pegende mod et fælles Midtpunkt (o: Træerne pege) men: De omk. Tr. fandtes at ligge med Toppene (,) pegende mod.. (o: Toppene pege). f. Talord, t. Eks. Forslagene, sytten eller atten i Antal, forkastedes alle. Han kommer her flittigt, to å tre Gange om Dagen. g. Interjektioner, t. Eks. Fuglen fløj, vips! ud gjennem Vinduet. Lige med ét, plump! laa han i Vandet. (Efter Interjektioner hellere Udraabstegn end Komma.) h. Infinitiver (Fortids, Nutids og Fremtids) til Eks. Det, at have gjort sin Pligt, er altid en Beroligelse. Din Plan, at fortie Sagen, forekommer mig at være urigtig. Det gamle Løfte, at ville hjælpe, naar det behøvedes, gjælder vel endnu? i. Præpositionsled, t. Eks. Aaret efter foretog Holberg sin fjerde Rejse, til Paris. (Udelades Kommaet, bliver Meningen den, at han havde været i Paris ogsaa paa sine tre foregaaende Rejser). En Dreng af dannede Forældre, med gode Skolekundskaber, kan faa Plads. (Udelades Kommaet, slutter Forholdsleddet sig til»forældre«), Senere, om Aftenen, gaar hun ikke ud (o: gaar slet ikke ud om Aftenen. (Udelades Tegnene,

21 15 staar der: hun gaar ikke ud senere end en vis Aftentime). Et Wienerblad meddeler, i Følge Nationaltid." at der... (o:»nationalt.«har Wienerbl. til Kilde. Udelades Kommaerne, siges derimod, at Wienerbl. har»natt.«til Kilde.) j. Substantiviske (nominale) Bindeordsbisætninger (tilknyttet ved at og om) t. Eks. Din stærke Tro, at det skal lykkes for Dig, er allerede det halve Værk. Min Formodning, at Du vilde befinde Dig vel der, har saaledes faaet Bekræftelse. Det Spørgsmaal, om vi skulle gaa eller kjøre, maa Du afgjøre. Det Hensyn til, om den er ny eller gammel, maa ikke gjøres her. A11 m. I. \ed Adjektiver, Adverbier og Participier mærkes, at de snart staa som Apposition, snart som adverbielt Tillæg, hvilken Forskjel kun kan udtrykkes ved Interpunktionen. Mærk følgende Variationer: Dyret ligger, mageligt, udstrakt paa Gulvet ( mag." er App. til Dyret"; udstr." Adv. til ligger"). Dyret ligger mageligt, udstrakt, paa Gulvet ( mag." er Adv. til ligger"; udstr." App. til Dyret"). Dyret ligger, mageligt, udstrakt, paa Gulvet ( mag." og udstr." ere sideordnede App til Dyret") Dyret ligger, magelig udstrakt, paa Gulvet ( mag." Adv. til udstr.", der er App. til Dyret"). Dyret ligger magelig, udstrakt paa Gulvet ( mag." og udstr." ere sideordn. Adv. til ligger"). Dyret ligger magelig udstrakt paa Gulvet ( mag." er Adv. til udstr.", der selv er Adv. til ligger"). Anm. II. Appositionsforholdet ophører, naar det adj., adv. eller particip Led staar først, altsaa falder ogsaa Kommaet bort: Sort af Kul og Støv sidder jeg her. Mættet og forfrisket listede Ræven sig bort. Erklærende sig for en Fjende steg han iland paa Kysten. Anm. III. Er et Appositionsled meget langt eller meget tilbagetrængt i Meningen, udskilles det ofte bedre ved Tankestreg end ved Komma. 9. Komma (eller Tankestreg) udskiller elliptiske og andre efterhængte Led og Sætninger (se 9 c). Eksempler: Saturn har to Binge, den ene udenom den anden. Kl. 6 begynder Forestillingen, eller Kl. 7 (istedetfor: Kl. 6 eller Kl. 7 beg. Forestil.). Jorden drejer sig omkring sin egen Akse, 366 Gange aarlig (istedetf.: Jorden

22 16 dr. sig aarlig 366 G. omkr. sin egen A.). Sjælen lider under Legemets Trang, selv den stærkeste (istf. Selv den st. Sj. lider under Legemets Tr.). Ulven er farlig, navnlig i Vintertiden. Freden er ikke sluttet, saaledes som Rygtet beretter (forskj. fra: Fr. er ikke si. saaledes, som R. beretter). Jeg ser ham ofte, hver Dag, hos min Onkels, (forskj. fra: Jeg ser ham ofte hver Dag). Det er en Sag af den yderste Vigtighed, en Sag, der angaar os alle, som her skal omtales. Der blev hverken danset eller spillet, noget, jeg ikke kunde tænke mig. Karlen maa komme, eller Pigen, a) Frederik III. svarede, endnu kort før Stormen skulde foregaa, at... b) Frederik III. svarede endnu, kort før St. sk. foregaa, at... c) Frederik III. svarede endnu kort, før Slaget begyndte (Bindeordsbisætning). d) Fr. III. svarede endnu kort før Stormen (Forholdsled). 10. Anførende Hovedsætninger udskilles ved Komma, naar de staa efter eller indskudt i det anførte Indhold. Det er ligegyldigt, om det x^nførte er Citat eller ej. Eksplr.:»Den Ros«, sagde han,»har jeg kun daarlig fortjent«eller:»den Ros har jeg kun daarlig fortjent«, sagde han.»grib efter en Guldkjortel«, siger et skotsk Ordsprog,»og Du faar maaske et Ærme«eller:»Gr. efter en Guldkj., og Du faar maaske et Ærme«, siger et sk. Ordsp. Vi gjør, tror jeg, bedst i at gaa nu. Du er, sagde jeg, allerede kjed af Din Stilling. Anm. I. Staar den anførende Sætning derimod først og er citeret, bruges ikke Komma men Kolon (se derom). Han sagde: Den Ros har jeg kun daarlig fortjent'". Det sk. Ordsprog siger: Grib efter en Guldkjortel, og Du faar maaske et Ærme". Anm. II. Er det anførte Indhold en Titel, kort eller lang, for en Bog, et Digt, et Kunstværk etc., bør det betragtes som Led af den anførende Sætning og maa ikke udskilles fra denne. Kan Du synge Kong Kristian" eller Der er et Land"?... Klosterklokkerne" kan han ikke spille. Anm. III. Den anførte Hovedsætning lader sig altid omskrive til Bisætning. Ekspl.: Han sagde, at den Ros havde han kun daarlig fortjent. Jeg tror, at vi gjør bedst i at gaa nu. 11. Ved Komma udskilles en direkte Tiltale af en fortællende, forestillende, ønskende, spørgende, bydende Hovedsætning.

23 17 li Eksplr. Du skulde være kommet før, min lille Ven (forsk, fra: Du skulde være kommet (,) før min lille Ven). Hvorfor slaar Du altid Drengen, Emil? (forskj. fra: Hvorfor slaar Du altid Drengen (,) Emil?) Frederik, kom herover ved Middagstid! (forsk, fra: Frederik (,) kom herover ved Middagstid). 12 Ved Hjælp af Komma kan man betegne, om et Adverbium eller et Præpositionsled hører til en efterfølgende Infinitiv eller ikke. Ekspl. Jeg beklager, ikke at kunne modtage Deres Tilbud men: Jeg beklager (,) ikke at kunne modt... Han paastaar, aldrig at have sagt det men: Han paastaar (,) aldrig at have sagt det. Dette er sandelig, for Smed at rette Bager. Maaden er, for Brød at give Stene. A n m. I. Er man ikke sikker paa at kunne punktere saadanne Sætninger rigtigt, raaa mau hellere helt omskrive dem, saaledes: Jeg beklager, at jeg ikke kan... Han paastaar, at han aldrig... Dette er sandelig at rette Bager for Smed. Maaden er at give Stene for Brød bedre: :. 13 Det hænder undertiden, at Betoningen og en unaturlig Ordstilling dikterer Komma paa et Sted, hvor Tegnet vel ikke er grammatikalsk berettiget, men dog nødvendigt til at forebygge Misforstaaelse. Eksp. Den, som kommer til Hus, hedder det, behøver Ild, Spise og Klæder, Vand til Tvæt, og Moro (derimod ikke: Vand til Tvæt og (til) Moro). Han fik Spise og Drikke, varme Klæder, og Brød til sine Heste (ikke varme Klæder og Brød til Hestene). A n m. I. Heldig for Læsningen er ogsaa Englændernes Skik, i visse Tilfælde at omslutte et enkelt Biord, Aarsags- eller Indrømmelses-, med Komma. Eks. Vi kom, desuagtet, et Kvarter før Tiden. Der er, derfor, ikke mere at gjøre. 14 Pleonastiske Sætninger og Led udsondres ved Komma. Ekspl.: De Bølger, de ginge saa høje (o: De Bølger ginge saa høje).

24 Den Husmand af by, P. P., hans Konkursbo tilhørende Ejendom (o: Den Husmand P. P.s Konkursbo tf!h. Ejendom i -by). Og Glæden, den er ikke stor, og Haabet, det er svagt min Bror. Du skal snart faa noget Andet at vide, skal Du. Kom saa imorgen, gjør! (kom! eller hører Du!)' Han plejede ham, det baade af Potte og Pande, mens han var der., 15 Til Forebyggelse af nogle almindeligt forekommende Komma-Fejl tjener følgende negative Regler: a. Intet Komma mellem sideordnede Ord og Led, der ere forbundne ved Bindeord. b. Intet Komma foran (og efter) Infinitiver (o: at efterfulgt af et Verbum), undtagen de 1) staa som Apposition (se 9, f, g, h.) eller 2) tage et foranstaaende Biord eller et Forholdsled til sig (se 12, Ekspl). c. Intet Komma foran Forholdsled. undtagen Forholdsordet styrer 1) en relativ Bisætning (se 6 c) eller 2) en spørgende Bisætning (se 7) eller 3) Leddet staar som Apposition (se 9 i og Anm. III) eller 4) foran en Infinitiv i de faa Tilfælde, som omtales 12. d. Intet Komma imellem Subjekt og Prædikat, medmindre de ere adskilte ved en Bisætning eller en Apposition, e. Intet Komma foran adjektiviske, adverbiale eller partieipiale Led, medmindre de staa efterhængt eller indskudt som Apposition (se 9 b, c, d, e).

25 19 II. Semikolon (;). Som Kommaet tjener til at adskille de med hinanden forbundne Sætninger, saaledes skiller Semikolon den ene Gruppe fra den anden; Kommaet holder de enkelte Sætninger ude fra hinanden, medens Semikolon som det overordnede Tegn grupperer Sætningerne efter deres Indhold. Den almindelige danske Benævnelse»Fordelingstegn«er noget vildledende, da man derved snarest maa komme til at tænke paa Sætningers Fordeling (ved Komma); en anden Benævnelse,»Halvsluttegn«, er, skjønt et barbarisk Ord. langt mere vejledende; thi Semikolon afslutter Sætningsforbindelsen, medens Punktum (»Helsluttegn«) afslutter baade Sætnings- og Meningsforbindelse. 1(». Semikolon tjener til at adskille ikke-forbundne Grupper af samme Sætning (o: udvidede Led af sammensatte Perioder). Dette Tilfælde forekommer navnlig mellem sideordnede Forsætninger, naar hver af dem er meget udvidet. Ekspl.: Stundom 1) naar jeg har vandret ud i den store Alhede, hvor jeg kun har haft den brune Lyng omkring mig og den blaa Himmel over mig; 2) naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun ere Muldvarpeskud, som jt e^er en anden urolig Tamerlan engang jævner med Jorden: 3) naar jeg svævede hjertelet, frihedsstolt som Beduinen, hvem intet Hus. ingen snevert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt, hvad han ser, som^ ikke boer men lystrer, hvor han vil; -t) naar da mit vidt svævende Blik i Kimingen skimtede et Hus og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt:

26 20 stundom opstod det Ønske: Gid denne Menneskevaaning var borte! A n m. I. Forsætningen (tillige Bisætning) i Eksemplet ovenfor bestaar af fire Grupper, allesammen elliptiske o: med det samme Ord, Bindeoi det naar, til Udgangspunkt. Udelod man Udvidelserne ved hver Gruppe (de ikke-understregede Dele), kunde Komma være tilstrækkeligt Skilletegn; men Kolon burde alligevel staa efter Flugt" for at betegne Grænsen mellem den flerleddede Forsætning og den korte Eftersætning (tillige Hoveds.). A n m. II. Sjeldnere forekomme sideordnede Eftersætninger ud\ idede paa samme Maade: Semikolon er ogsaa da at foretrække for Komma. Ekspl.: Hvis det Rygte er sandt, saa er da alle vore smukke Planer, af hvilke vi haabede saa meget, med ét Slag kuldkastede; saa kan vi begynde vort Arbejde forfra, paa selve det Sted, hvor vi begyndte for 10 Aar siden; saa er Ydmygelsen den eneste Løn, vi høster, maaske den bedste, vi kunde høste. A n m. III. Næsten alle Arter sideordnede Hovedsætninger og Bisætninger kunne udvides saa vidt, at de maa adskilles indbyrdes ved Semikolon. A 11 m. IV. Opramsninger grupperes ligeledes ved Semikolon, t. Eks. Ord af forskj. Kjøn ere: en Bog, en Gade, en Sten, en Dreng; et Hus, et Træ, et Papir, et Bud. Vil man gruppere dem parvis, hedder det: en Bog -, et Hus ; en Gade, et Hus ; en Sten, et Papir. 17 Semikolon grupperer*sideordnede men ikke forbundne Hovedsætninger, naar der bestaar et Modsætnings- Forhold imellem dem. Modsætningen skal søges i Indholdet, men ligger dog stundom ogsaa i Formen (i Substantivernes Kasus og Form, i Verbernes Tid, i Adjektivernes Grad, i Sætningernes Art). Ofte er Forholdet antydet (eller kunde have været det) ved Bindeordet men eller ved Biordene derimod, tværtimod o. 1. Ekspl. I. Da skrev han ej Latin med Blæk; (men) paa Dansk han skrev med røde Træk sit Navn. A n m. Her er tre Modsætninger:.,skrev ej" og skrev"; Latin" og Navn paa Dansk"; med Blæk" og med røde Træk". Kun Subjektet han" er fælles. _ Ekspl. II. ^ Jeg tvivler ikke om Din redelige Villie; derimod tror jeg (eller: jeg tror derimod) Din Ævne for ringe.

27 21 Ekspl. III. Det er aldeles ikke, som man fortæller; tværtimod: det er... Ekspl. IV. Endnu Nattens Syner aande Giften i Dit syge Sind: o, men Solen skal saa fage kalde Roserne tilbage paa Din Kind. A n m. Her er to vigtige Modsætninger: Subjekterne Nattens Syner" og Solen", Objekterne Grift" (o: Død) og Roserne" (o: Liv) det eneste, der forbinder de to Sætninger i Tanken, er det possessive Pronomen (Dit, Din). Ekspl. V. Din Skjønhed (Akussativ) vil jeg hylde, saalænge Dag jeg skuer; Skjønheds (Genitiv) Blomst skal være mit Hjærtes hede Luer. Ekspl. VI. Du skjønne Land med Dal og Bakker fagre, med grønne Enge og med gyldne Agre; med Kløfterne, hvor Bækken... A n m. Semikolon betegner her Overgangen fra ubestemt til bestemt Taleform. Ekspl. VII. Jeg elskte (Fortid) Dig som ingen Anden; jeg elsker (Nutid) Dig endnu. Ekspl. VIII. Skøn Jomfru, luk Dit Vindu' op ; (imperativ Sætning) her er Din Hjertenskjær! (indikativ Sætning). Hvorfor vil Du gjøre det; (interrogativ) hele Sagen er jo saa ubetydelig? (indikativ). A11 m. Naar saadanne to Sætninger af forskjellig Art følge efter hinanden, er det rigtigst at betragte dem begge som Hovedsætninger og punktere enhver efter dens Indhold, altsaa: Skjøn Jomfru, luk Dit Vindu' op! (ikke Semikolon) Her er Din Hjertenskjær. (ikke Udraabstegn) Hvorfor vil Du gjøre det? (ikke Semikolon) Hele Sagen er jo saa ubetydelig (ikke Spørgsmaalstegn) Skal den sidste Sætning derimod absolut være Bisætning til den første, maa den ogsaa punkteres som saadan o: med Komma, altsaa: Skjøn Jomfru, luk Dit Vindu op, (thi) her er Din Hjertenskjær! Hvorfor Adl Du gjøre det, (da) hele Sagen er saa ubetydelig? 18. Semikolon udskiller en Gruppe, der tjener til nærmere at forklare en foranstaaende Sætning uden at være forbunden med denne. Den forklarende Hovedsætning

28 indeholder ofte (eller kunde indeholde) Biordene nemlig, navnlig, fornemmelig, især o. 1. Ekspl. 1. Korfitz Ulfeld vendte ikke tilbage; han vidste (nemlig), hvad der forestod ham i Danmark. Ekspl. 2. Man tvistes ofte om, hvorved en Kvinde har denne Magt til Mandens Sind at bøje ; En tror, hun har en Engel i sit Øje, en Anden, at hun er en Halvgudinde. (Hostrup.) A n m. At En tror saaledes, en Anden anderledes, forklarer det første: man tvistes". Ekspl. 3. Vistnok er det ikke Studentens Kald, med Sværdet at skille i Kongernes Trætter; det Vaaben, der er ham anvist, er (nemlig) ikke det, for hvilket Fjenderne segne... (H. Rørdam). Ekspl. 4. Der opstod almindelig Fryd over hele Armeen; navnlig ytrede der sig en ubegrænset Begejstring for Kongen af Polen. Ekspl. 5._ Brandmandskabet viste stor Dygtighed; især gjorde Nr. 39, Jensen, sig fortjent til Ros og"belønning eller: Nr. 39, J., gj. sig især fortjent til osv. Anm. For Interpunktionen er det ligegyldigt, om et af de ovennævnte Biord staar først i Sætningen eller indskudt i den. li). Semikolon udskiller én Hovedsætning, der indeholder Aarsagen til en anden, f'oregaaende. Aarsagssætningen kan tænkes indledet med Bindeordet thi. Ekspl. I. Her ser Du mig nu, fattig og modløs: alle mine Foretagender ere mislykkede. Anm. Ændres dette til: Her ser Du mig nu. fattig og modløs, da alle mine Foret, ere..., da er Aarsagssætningen kun Bisætning, udskilles derfor kun ved Komma. Ekspl. II. Løft Dit Hoved og sjung det ud, aldrig kuer Du Vaarens Skud; (en underordnet Aarsagsbisætn.) hvor der er gjærende Kræfter, ^^ZedsltoT skyder det Aaret efter. 20. Semikolon adskiller to Hovedsætninger, af hvilke den sidste betegner en Tidsfølge, et Resultat, en Konse-

29 23 kvens af den første. I slige Sætninger ere Biordene derfor, altsaa, følgelig, dernæst, saa, da, derefter, saaledes, enten osv. indledende. Ekspl. I. Alle mine Foretagender ere mislykkede; derfor ser Du mig nu her, fattig og modløs. A n m. Se disse Sætningers omvendte Forhold ovenfor. Ekspl. II. Slaget var allerede tabt; altsaa havde vi kun at trække os tilbage. Ekspl. III. Han kommer ikke idag: følgelig bliver jeg ene om Arbejdet. Ekspl. IV. Vi opholdt os der i tre Dage; dernæst vare vi bos Præsten i V. Ekspl. V. De Rejsende stod op ved Daggry; saa havde de Tiden for sig, mente de. Ekspl. VI. Hnn bød hele Selskabet Godnat; derefter trak hun sig tilbage. Ekspl. VII. Hverken Byer eller Kroer kunde øjnes; vi vare saaledes ilde stedte. A n m, I Eksemplerne ovenfor kan, naar begge Sætninger have samme Person til Subjekt, den sidste Sætnings Subjekt udelades; derved bliver den sidste Del forvandlet til et Prædikatsled, sideordnet med den første Sætnings Prædikat, t. Eks.: Hun bød hele Selskabet Godnat, trak sig derefter tilb. Foretrækker man denne simplere men mindre fyndige Udtryksmaade, maa selvfølgelig kun bruges Komma. 21 Semikolon adskiller en Indrømmelsessætning fra en anden Hovedsætning. Indrømmelsen er almindeligvis udtrykt ved Biord som alligevel, dog, desuagtet, ialfald, (eller: i alt Fald), imidlertid, jo. Ekspl. I. Meget formaar man ved Ro og Flid, véd jeg; alligevel bliver jeg aldrig færdig med det store Arbejde. Ekspl. II. Han er ganske vist meget imødekommende; dog skal man ikke benytte sig for tidt deraf. Ekspl. III. Denne Mand forsømte sin Pligt imod mig; desuagtet vil jeg gjøre min mod ham. Ekspl. IV. Tørklædet ligger ikke der: jeg har ialfald ikke kunnet finde det. Ekspl. V. Der var slet Ingen hjemme; jo den gamle Bedstemoder var dog.

30 Semikolon skiller bekræftende og benægtende Hovedsætninger fra en foranstaaende. De respektive Biord ja og nej o. fl. ere ofte indledende her. Ekspl. I. Og naar Maden er god og fordøjelig, er han virkelig flink og fornøjelig; ja han løber efter Østers fra Fladstrand, som en Puddelhund efter en Madspand. (Richard.) Ekspl. II. Jeg skulde opgive mit gode Forsæt for denne Hindrings Skyld; nej aldrig i Evighed! 23- Semikolon udskiller en Reflektions-Sætning fra en anden Hovedsætning. Ekspl. I. Nu har jeg det saa godt og klager ikke; jeg siger godt, men mener noget Andet. Ekspl. II. Du raader mig at vente, indtil Svaret kommer; kan hænde, det var bedst at følge Raadet. Ekspl. III. Vor Stads fornemste Digter er bleven jordet her; bliver han udødelig, saa bliver vi det alle. (Baggesen.) 24. Semikolon udskiller almindeligvis en pronominal Hovedsætning o: en Sætning, der ved et Pronomen er sat i Relation til et Substantiv i Sætningen foran. Ekspl. I. Her ligger Killevalle; bliver han (o: Killevalle) udødelig, saa bliver vi det alle. Ekspl. II. Den Maade kjender jeg godt; jeg har benyttet den flere Gange. Ekspl. III. Jeg stoler ikke paa, at han... det lyder altfor utroligt. 25. Semikolon sættes undertiden foran en Hovedsætning, der kun formelt er forbunden med en anden, foranstaaende. Ekspl. I. Men Drengen, han skjalv som i Blæsten et Siv; og Skipperen slang sine Arme:»Hvad skal vi nu give Dig for vort Liv?<- (Blicher.) A n m. Spørgsmaalet udtaltes af Skipperen alene, medens han slang sine Arme"; derfor er Skipperen" og Drengen" ikke siddeordnede i Meningen.

31 Ekspl. II. Jeg ønsker Dig, Monfrere, iaar saa skikkelig at være, som Du var skikkelig ifjor: og saa god rolig Nat, min Bror. (Wessel). 26. Semikolon adskiller elliptiske Sætninger og Led indbyrdes, saafremt der efter hver Gjentagelse sker saa betydelige Udvidelser, at Sætningen eller Leddet kan betragtes som en Gruppe (sml. Eksemplet til 17). Ekspl. I. Her er da Manden, som alle Poster fik, én efter anden, men ingen fandt, som....; her er han da, som Staten ønskte det.... (Baggesen.) Ekspl. II. Han har sværmet, sædvanlig ved Theen, for det Store, for Frihedsideen ; i sin Vaar for Arcole og Rivoli, i sin Vinter for Øen i Tivoli. (Richard.) A n m. I. Udelades nu Udvidelserne i sin Vaar" og i sin Vinter", danne de to sidste Linier ingen Gruppe længere, hvorfor Semikolon/et erstattes med Komma. A n m. II. I Almindelighed er det et Verbum, der er den elliptiske Sætnings eller Gruppes Midtpunkt 27 Følgende negative Regler ere særlig bestemte for de Tilfælde, da Semikolon anvendes fejlagtigt, i Stedet for Komma. a. Aldrig Semikolon mellem Forsætning og Eftersætning. Er Forsætningen flerleddet og udvidet, er Komma ganske vist ikke nok, men da bruges Kolon (se 28). b. Aldrig Semikolon (men Komma) foran det sideordnende Sætningsbindeord og, undtagen i det yderst sjeldne Tilfælde, da Sideordningen kun er formel og Forbindelsen abstrakt (se 26). c. Aldrig Semikolon (men Komma) foran det sideordnende Sætningsbindeord men, naar Modsætningsforholdet kun er konkret, simpelt, enkelt, t. Eks. Jeg kan nok, men jeg vil ikke, ligesom: Jeg kan nok, og jeg vil tillige; endvidere: Min Ven véd det, men han vil ikke fortælle det. Er Forholdet derimod abstrakt, benyttes Semikolon, t. Eks.: Min Ven véd det; men hvad kan

32 26 det (o: at han véd det) nytte os, naar han ikke vil sige det! Denne Hændelse kan være ubehagelig nok; men Skaden er egentlig ikke stor. I det konkrete Tilfælde ere kun enkelte Ord stillede i Modsætning til hinanden, i abstrakte do. er det Sætningernes hele Indhold. d. Aldrig Semikolon (men Komma) foran det sideordnende Sætningsbindeord thi, naar dette tilknytter en konkret Forklarings- eller Aarsagssætning, t. Eks.: Nu er det for sent, thi Klokken er allerede 7. Løft Dit Hoved og sjung det ud, thi aldrig kuer Du Vaarens Skud. I Modsætning hertil kan Forholdet være abstrakt, t. Eks. Ulfeld foretrak viselig at blive borte; thi var han kommen hjem paa den Tid, vilde hans Misundere snart have osv. (Den sidste Sætning giver ingen Forklaring til. at han»foretrak«, men til det»viselige«i at foretrække det). \ \

33 III. Kolon (:). 28. Kolon samler en Kjæde sideordnede Forsætninger, navnlig naar disse hver især ere udvidede til Grupper, indbyrdes adskilte ved Semikolon. Tegnet betegner da Overgangen fra Forsætning til Eftersætning. Ekspl. I. Naar vaarmild Luften gjennem Daien gaar, og (naar) Vandene.. og (naar) Græsset..., naar Birken...: da jubler vel Ungdomsmodet, og raskere jager Blodet. Ekspl. IL Ekspl. III. Stundom, naar jeg har vandret osv.; naar jeg vankede fjernt osv.; naar jeg svævede hjertelet osv.; naar mit svævende Blik skimtede et Hus: stundom opstod da det Ønske osv. (Ekspl. til 17). Hvis det nu var saaledes, som Du paastaar; om nu virkelig et Folk skulde være moralsk underkastet den første den bedste selvbestaltede, selvgode og selvkloge Regering; om det kaldes i sin Orden", at man omgaar og suspenderer Grundlovsbestemmelser: hvad saa? er da ikke selve den forfatningsmæssige Frihed et blot og bart Skin? 29. Kolon samler sideordnede Ord, Sætninger og Grupper samt hele Afsnit, der under ét skulle indordnes (som Prædikatsord eller som Objekt) under en foranstaaende Sætning. Denne bebuder ofte den saakaldte»opramsning«ved Hjælp af Talord, Biord eller Bindeord (nemlig, saasom, saaledes, t. Eks., f. Eks., altsaa, følgende, nedenstaaende, osv., men, thi o. a.).

34 28 Eks. I. Verdensdelene ere fem: Evropa, Asien... eller: Verdensdelene ere fem, nemlig: Evropa, Asien... eller: De fem Verdensdele ere: Evropa... Af vore Fiskearter nævne vi de tre vigtige: Torsk, Sild og Rødspætter, ikke: Af vore Fiskearter nævne vi de tre vigtige Torsk, Sild og Rødspætter. heller ikke: Disse Rjerge indeholde Metaller, saasom: Bly, Jærn, Sølv. Danmark har flere Havnebyer v saaledes: Helsingør, Korsør osv. Brug ikke de franske Verber, t, Eks.: gratulere, kondolere, promenere. forskj.fra: Brug, t. Eks., ikke de fr. Verber gratulere, kondolere, promenere. Kun de to betydeligste maa nævnes, altsaa: Valdemar Sejr og Christian II. De indbudte Gjæster ere følgende: Doktor H., Assistent F.,... eller: Følgende ere de indb. G.: Dr. H., Assistent F.,... a, e, i o, u, y, æ, ø ere Vokaler, men: b, c, d, f osv. ere Konsonanter. Eks. II. Han skriver: at Regnen vedvarer, at Vejene ere ufarbare, Markerne lig Sumper, og at Floderne svømme over Bredderne. Eks. III. De fire Hobe, hvori Kjøbenhavns Forsvarere delte sig, vare: Adelshoben, hvortil henhørte Rigsraaderne, Adelen, kgl. Betjente; den gejstlige Hob, som bestod af Præster, Professorer, Studenter og Kirkebetjente: Borgerskabet: og de egentlige Soldater. Eks. IV. De fire sidste Paragrafer lyde saaledes: 1) Optagelse af ny Medlemmer sker ved almindelig Afstemning. 2) Til Vedtagelse af et Forslag fordres %, til Forkastelse ^ af Stemmerne. Anm. Naar saadanne Prædikatsord og Objekter som forekomme under Eks. I stilles foran i Sætningen som Subjekt, er Samlirigstegnet unødvendigt, t. Eks.: Asien, Amerika, Afrika, Evropa, Avstralien ere de fem Verdensdele. Ved Eksempler som II og III kan det derimod vanskelig undværes; altsaa: Adelshoben, hvortil henhørte.. den

35 29 gejstlige, som bestod af.. Borgerskabet; og de egentlige Soldater: vare de fire Hobe, hvori Kjøbenhavns Forsvarere delte sig. 30 Kolon samler et anført (citeret) Indhold, direkt eller indirekt bebudet af en foranstaaende Sætning som anførende. Eks. I. Herren sagde: bliv!" og der blev. Eks. II. Eks. III. Men vi, der nød. hvad hans Rigdom gav, vi sætte de Ord paa vor Kunstners Grav: Her hviler en Verden af Latter!" Højere dog stemtes dine Toner. naar de med den gyldne Sol frembrød, kimed: Støv, opreist er Din Forsoner; stat nu op i Paaske-Morgengry! 4 ' Eks. IV. Han spurgte først i en halvvred Tone:»Hvad vil De?«derpaa, idet han betragtede mig:»har De været her før?«og tilsidst, efterat være bleven noget formildet:»naa, vi kan jo tale om det.«eks. V. Præsidenten:»En saadan Udtalelse kan ikke være min.«gartner H.:»Jeg har Bevis for, at det er sandt.«præsid.:»maatte jeg saa høre Bevisførelsen straks?«eks. VI. Eks. VII. Han hvøvler med Haanden:»Hej, Søren!«Hun saa Sønnen mildt ind i Øjet:»Du har vel ikke glemt det?«anm, I. I Eksemplerne V, VI og VII mangler det formelt bebudende Verbum sagde", spurgte", svarede" etc. Anm. II. Staar den anførende Sætning indskudt i den anførte eller har Plads sidst, udskilles den ikke ved Kolon men ved Komma (eventuelt? eller!); altsaa: Hannibal sagde: Nu kjender jeg Karthagos Skjæbne!" men: Nu kjender jeg", sagde Hannibal, Karthagos Skjæbne!" ligesaa: Nu kjender jeg K's. Skj ", sagde Hannibal. Anm. III. En anført Sætning, der i sig selv fremtræder som et samlet Begreb o: som Benævnelse eller Titel, bør ikke udskilles ved noget Tegn; altsaa: De sang Dengang jeg drog afsted" ikke: De sang: Dengang jeg dr. afsted"; Dengang jeg drog afsted" sang de. ikke: Dengang jeg drog afsted", sang de.

36 Kolon samler ogsaa et ikke-citeret Hovedindhold, hvis det er anført af en foranstaaende bydende, dikterende eller paa anden Maade demonstrativ Sætning. Ekspl. I. Meld dem: den Mand, som jeg skal agte, maa have et andet Ideal end Sølv og Guld! (Den anførte Hovedsætn. kan omskrives til Bisætn., hvorved Samlingstegnet bortfalder: Meld dem. at den Mand, som... maa have et andet Ideal...). Hør nu: Du kommer til at gaa. Sig mig: hvad er egentlig Hensigten? (Sig mig, hvad der egentlig er Hensigten!). Har Du hørt Mage: han kalder en Plejl for en Slyngel"! (Har Du hørt Mage til det, det han kalder osv.). Ekspl. II. Thi det skal vides i hver Vraa: midt under Kampens Torden var han en Lynildstraale blaa, som lyste gjennem Norden... Og det skal mindes fjernt og nær, til Tiden staar ved Maalet: da Danmarks Engel svang sit Sværd, sprang Olaf Rye af Staalet. (Molbech.) Ekspl. III. Et véd jeg nu: vi nærmer os dog Maalet (men: Et véd jeg nu. at vi dog nærmer os Maalet). Der findes Tyrker, Romanere, Germanere kort sagt: alle Folkeslag. (men: der findes, kort sagt, alle Folkesl.). Det læger, idet det saarer, det opbygger, idet det nedbryder med et Ord: det er Aandens Sværd (men: det er, med et Ord, Aandens Sv.). Apropos: jeg talte med ham idag. (men: Jeg talte, a propos, med ham idag). Hvordan det end gaar: Huset skal sælges (men: Hvordan det end gaar, skal H. sælges; eller: H. skal sælges, hvordan det end gaar). - Derom er jeg overbevist: Du vil fortryde Rejsen, (men: Jeg er overbevist om, at Du vil fortr. R. eller: Du vil fortr. R.: derom er jeg overbevist). Sagen forholder sig saaledes: Han misforstod min Udtalelse forleden Aften og har endnu ondt ved at komme bort fra sin Fejltagelse, (men: Han misforstod min Udtalelse forl. Aften...; saaledes forh. Sagen sig.) 32. Kolon samler Sætninger og Grupper, der under Ét skulle forklare et Ord eller flere i den foranstaaende Sætning. Tænker man sig denne som Paastanden, vil det andet være Beviset.