Bilag 6. Meningskondensering

Transkript

1 Bilag 6. Meningskondensering Dette bilag er meningskondenseringen af interviewene med projektleder Jess Borggaard samt de fire projektmedarbejdere (formænd) fra Haveprojektet. De længere meningspassager fra disse interviews er kogt ned til essensen og derefter inddelt under følgende centrale temaer: - Deltagersammensætning/organisering af deltagerne og meddeltagernes betydning. - Deltageres kontakt til formand - Deltagernes kontakt til pensionisterne - Sanktionering - Ejerskab til forløbet - Kompetenceudvikling Under hvert tema står der endvidere stikord, for at hjælpe med at passe passager under de rigtige temaer. Udplukkene fra interviewene er delt op efter fra hhv. hvilken interviewperson disse stammer, samt en kilde til hvorfra disse kan genfindes i de forskellige transskriptioner. Deltagersammensætning/organisering af deltagerne og meddeltagernes betydning: Samtale første dag, hvem passer sammen, kemi i gruppen, opdeling efter forventet indsats overfor deltageren, fakta om de forskellige deltagere, interne problemer i grupperne. Formand 3: Men som regel så virker det bedst for mig i hvert fald, at når jeg kører dem ud, så tager jeg en snak med dem i bilen, og der kan jeg med nogle års erfaring nu nogenlunde ramme ( ), så kan jeg næsten ud fra snakken i bilen ramme det hold, hvor de passer bedst ind, og det handler lidt om lige at få snakket lidt om baggrunden de har og måske deres fritidsinteresser. Altså det er smart hvis der nu er en, der spiller fodbold at han kommer til at gå med to mere, som også måske, måske ikke spiller fodbold, men i hvert fald ser det i fjernsynet, sådan at de har nogle fælles punkter de kan snakke om ud over arbejde. (formand 3, s. 2) så det det egentligt handler om, altså mit arbejde der er det vigtigste at ramme kemien fra dag et, at få dem puttet ind i de rigtige grupper fordi lige så snart vi har nogle grupper der kan arbejde selv, jamen så er jeg egentligt lidt overflødig (formand 3, s. 9) 1

2 Formand 1: så er jeg så så privilegeret kan man sige, at jeg kan sortere lidt i folk også, sætte dem de steder hvor jeg måske tror de passer bedst ind. Det kan være aldersmæssigt eller humørmæssigt, hvor meget de snakker og så videre (formand 1, s. 3) det kan lyde så hårdt at man måske generaliserer så meget men jeg har et mødested hvor jeg samler dem som jeg enten ved på forhånd eller kan læse ud af klubplannen (?, 9:47) har et misbrugsproblem. Det gør jeg fordi at, det smitter generelt. Alting smitter. Hvis man drikker jamen, så smitter det, de andre. Dem som måske egentlig har lyst til det, jamen så kommer de også til at drikke. Og hvis man er doven, jamen så smitter det jo også. Det trækker så de andre ned, altså så der er mange ting, som man kan sortere folk ud fra (formand 1, s. 4) Formand 2: Formand 2: og det skal du også tænke over når du skal sætte dem sammen med folk derude for der er jo nogen der sådan er meget åbentmundet og så er der andre der sådan er lidt mere stille og den der lidt måske tilbageholdende person som også går med nogen problemer for sig selv som de ikke rigtig lukker op for. De skal måske ikke lige stilles ud sammen med dem. Så skal du finde nogen hvor man siger: ah her passer de godt ind ikke og så skal du egentlig også følge op på det, fungerer det nu derude fordi det kan jo heller ikke nytte noget, vedkommende bliver stødt ud af gruppen s.4-5. Formand 2: ( ) fordi vi har jo alle de.. man kan sige.. de stærke og de lidt svagere s.5. Interviewer: Men ved du lige præcis hvem der er hvem? Formand2: du finder lynhurtigt ud af det. (..)hvis jeg har nu har jeg mine landture, det er sådan et rigtig godt sted og få snakket med folk fordi der kører jeg meget (..) og har dem meget på enehånd og der kan man få snakket om alle sådan nogen ting. (..) så begynder de at lukke sig op og så kan man se hvad det er for nogen problematikker de har og de døjer med og det kan jo fandme være alt. Formand 2: Jeg kan gå ind og søge i det, men det gør jeg jo egentlig ikke.. altså med mindre at jeg kan se at der er noget der er helt galt. ( )men ellers så gør jeg det ikke som udgangspunkt. (...) nu synes jeg jo selv jeg har så meget rutine ( ) de skal ikke sidde 5 minutter på bilen så har jeg fundet ud af hvad gruppe de hører hjemme i. s.6. Formand 2: Altså der kan være en der kan være nogen særlige ting der gør at de er sat i matchgruppe 2. Jeg synes ikke altid nødvendigvis at det betyder de skulle være dårligere end 1. s.12. Formand 2: ( ) Når de nogle gange havner her som 2ere så kan det jo være de har været et andet sted og der er de måske sat som 2ere. ( ) Det kan måske lige der hvor de har været der er de ikke faldet særlig godt ind. Og så kommer de her til og så falder de måske rigtig godt ind. De har ingen fravær, så burde de ikke være en 2er. Men egentlig passer det de skal og er glade for at være her og egentlig også velfungerende. s.11 2

3 Formand 2: ( ) der hvor jeg synes der kan blive problematisk det er hvis du nu f.eks. får ti mand herud ( ) og så de otte af dem de ligger i den tunge ende virkelig tunge ende, og du får kun to man må sige der er de er velfungerende, så er det altså lidt op ad bakke med hensyn til at få ting til at køre. Fordi et eller andet sted så er der jo når de arbejder sammen i sådan en gruppe, hvis der er for mange der trækker den anden vej altså forstå på den måde der er negative hele tiden der er sure hele der gider ikke ja så kan det nemt komme til at smitte af på sidemanden. Så det er også galt når man laver de der match matcher dem sammen herude, den måde de skal arbejde sammen med så er det også med ligesom få dem få dem sat ind i de rigtige grupper og det er egentlig det jeg synes er kunsten for at man får ting til at lykkes s.13 Formand 4: Formand 4 er åben for at deltagerne selv sammensætter de hold de går i: Når vi møder om morgenen vi prøver at gøre sådan, at dem der gerne vil gå sammen de går sammen (Formand 4, side 14). Hvis der ikke er nogle der ikke siger hvem de gerne vil gå sammen med, så sætter han holdene, men tilføjer, at hvis der er nogle de ikke kan lide, så kom og sig det, så bliver I aldrig sat sammen (Formand 4, side 14). På den måde forsøger han, at deltagerne får det bedste ud af de teams de skal indgå i. Angående matchgrupper, siger Formand 4 følgende: Altså hvem er det der giver dem et et tal hver er det der giver dem et to tal. Det er jo ikke os, det er socialrådgiverne, på basis af de de samtaler de holder med dem, men altså jeg kan sige generelt så rammer de rigtig nok. Men så sker det jo sommetider heldigvis det at nogen altså måske påvirker det måske vågner de selv op af tornerosesøvnen (Formand 4, side 9) Formand 4 om hvordan han tackler forskellige typer mennesker: Vi har også den her type (ligger armene over kors) Jeg skal bare møde, jeg skal ikke lave noget. Så har jeg som formand to muligheder: hjem med dig, no money. Den anden der: Amen sæt dig nu ned og få en kop kaffe. Der er ikke én mand der holder over en dag i skuret og så når jeg er væk og så snakker han lidt med de andre og så pludselig dagen efter så går han ud med de andre. Det er måden hvordan man psykologisk kan tackle folk, ikke? Ingen penge, hjem med dig, nej, lad dem nu få en chance så de ikke taber ansigt, så får vi dem med alligevel. (Formand 4, side 17). Jess Borggaard: uanset hvor man er henne på stigen, i aktiveringsmæssig henseende, så kan man altid, jeg er lige ved at sige, havne i haveprojektet, fordi vi fyrer ikke folk, men vi siger at hvis du ikke vil stille op til den plan som vi har indgået i fællesskab, med at der er en række ting du skal forbedre på det personlige niveau hvis ikke du kan stille op til det eller hvis du ikke ønsker det. Jamen så må du gå ud i haveprojektet. (Borggaard: 5) 3

4 Men alle skulle gerne kunne få noget ud af det (læs: deltagelse i haveprojektet), men der er måske nogle af de unge som slet ikke kan forstå, at der bliver stillet nogle krav og som slet ikke kan se det rimelige i at man skal gøre et eller andet, hvor det hele det bare er latterligt og det bare er fuck det hele. Og de er selvfølgelig da forholdsvis svære at arbejde med, men det er så måske også dem der så relativt hurtigt måske ender med at blive skrevet ud af projektet, fordi deres fravær er så langvarigt at de, om jeg så må sige, selv skriver sig ud. (Borggaard: 8) det er jo der hvor folk de forsvinder før arbejdstidsophør, at de er meget syge.. at de simpelthen udebliver.. så må vi jo konstatere at de hører jo i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke hjemme her.. og det.. det er jo den måde det afspejler sig på.. og så ender det jo så med, at de bliver udskrevet fra projektet og så er vi jo så tilbage igen.. at enten så.. er de ude af projektet.. og så på et eller andet tidspunkt så kommer de tilbage og beder om at få kontanthjælp og så får de at vide: jamen for at kontanthjælpen kan sættes i gang, så må de møde ud i projektet eller også så er det dem der forsvinder helt ud (Borggaard: 11). Ansvaret overfor og kravene fra kollegaer og chefer er også af betydning for projektet og for at opgaverne kan løses i fællesskab: Men derfor kan det jo godt være at den enkelte formand og måske også nogen deltagere går og er pisse irriteret over at vi ikke kan gøre det godt fordi der er nogen der ikke løfter deres del af opgaven.. altså der er jo også sådan en kraftig selvjustits ude i projektet fordi man har jo faktisk en række kollegaer.. som bliver trætte af.. at hvis man ikke møder.. hvis man ikke kommer og tager sin del af byrden.. (Borggaard: 12). Formændenes mål med aktiveringsindsatsen er forskellig fra deltager til deltager, hvorfor nogle ikke skal have de store råd eller vejledning i modsætning til andre: det jo lidt forskelligt alt efter den målgruppe, som den enkelte nu beskæftiger sig med. Fordi vi skal jo ikke gå ud og få en nytteaktivist, som gerne vil starte en uddannelse Vedkommende skal vi jo ikke lige pludselig gøre så hooked på et ufaglært job hos en planteskole eller hos et hjemmeservice firma, fordi det er jo ikke meningen (Jess Borgaard: 3). for vores andre kontanthjælpsmodtagere der er det jo sådan at VIA, at vi skal stille op med en dagligdag der giver dem en indsigt i, hvordan det er at man kan komme ud på et arbejdsmarked og gebærde sig ude på et arbejdsmarked. Så er det vores opgave at skal lave et projekt som ligger så tæt ved virkeligheden, at de egentligt siger til sig selv at: Hvis jeg kan klare det her og hvis jeg kan stille op til det, så kan jeg ligeså godt gå ud og få mig et job. Og med den hjælp som den enkelte formand VIA det store netværk han har og det netværk som ellers er i projektafsnittet, med jobkonsulenter osv. osv., så LYKKES det jo faktisk forholdsvis tit, at en kontanthjælpsmodtager, som måske har gået på kontanthjælp i fire år, lige pludselig får sig et job. Og det mener jeg at det er, der er også vores formænds fortjeneste, fordi vi forsøger at stille op til et eller andet, der gør, at de kan få tillid til at gå videre. (Jess Borggaard: 4). 4

5 Nogle har således ikke brug for at blive gjort Hooked på noget andet end de selv har planer om, men for andre så er det formændenes og projektets opgave at vejlede og vise hvordan man skal gebærde sig ude på et arbejdsmarked, således at deltagerne kan få tillid til at gå videre. Men det er heller ikke alle der umiddelbart skal fokusere på at komme i arbejde eller uddannelse på den ene eller anden måde, idet Jess Borgaard vurdere at: Hvis vi ikke kan bringe dem dertil (læs: arbejde), så vil vi gerne bibringe dem noget stabilitet sådan, at de måske kan starte på en af de andre af vores projekter i projektafsnittet. (Borggaard: 4) For disse deltagere kan det således være et mål i sig selv at komme videre i anden mere udviklende aktivering: før man kaster sig over lidt mere måske erhvervsrettet aktivering (Borggaard: 4). Og en anden gruppe kommer måske slet ikke videre selvom de reelt figurerer som en succes i forhold til endemålet, idet de er ude af kontanthjælpen. Overfor denne gruppe, vurderer Jess Borggaard at: Og resten, det er jo rigtigt nok, der konstaterer vi, at de er ej berettiget til kontanthjælp, og så kan der gå x antal uger, måske ligefrem måneder, før vi så igen har dem i systemet. (Borggaard: 6) Han er bevidst om at disse folk i hvert fald ikke opnår reel langvarig selvforsørgelse, idet de: KOMMER igen (Borggaard: 6) Og i sådanne tilfælde nærmest er blevet hæmmet på deres vej mod beskæftigelse idet: så starter de jo sådan set på en eller anden måde from scratch igen (Ibid.: 7). Deltageres kontakt til formand: Nogle har mere brug for snak eller bekræftelse end andre, snak om problemer eller hverdag, kan også være at det er fint for nogle ikke at have så meget kontakt, tillid, hjælp videre i tilværelsen Formand 3: Men nogle de kommer lige sådan hen, lige når jeg stiger ud af bilen og lige fanger mig lidt inden at de andre måske lige lægger mærke til, at jeg er dukket op. Hvis de så lige har et eller andet de lige vil snakke om, jamen så er det der. (formand 3, s. 3) Hvem, der har brug for mest kontakt: Dem som er 2.2 ere som vi kalder dem og 2.3 ere, det vil sige dem, der har problemer ud over at være på kontanthjælp, jamen de er tit lidt mere søgende, og det er jo måske naturligt nok. (formand 3, s. 3) Lars tror han bliver betragtet som en del af kommunen. Måske et tegn på, at han egentlig ikke har så tæt et forhold til deltagerne: 5

6 det er igen lidt forskelligt med kemien synes jeg, fordi nogle vil gerne fortælle en hel masse og nogle vil ikke fortælle så meget, men jeg tror egentlig de betragter mig mere som en del af kommunen, jeg tror de har lidt, de kan godt finde ud af, at det er mig der er her og det er mig, der sætter dem i gang, men jeg tror egentlig at deres økonomiske rådgiver og deres rådgiver de ellers har og resten af kommunen, det tror jeg er en stor bobbel for dem, hvor der er nogle mennesker. (formand 3, s. 4) Lars hjælper deltagerne direkte i job: altså ved jeg at de mangler folk ved spændbeton, fordi jeg læser jo også avis kigger jo også på nettet, jamen så kan jeg jo også godt finde på at sige til fem af mine aller bedste, i dag der slår vi ikke græs der tager vi bussen ud og søger job på spændbeton for de mangler 10 mand eller 12 mand, så på den måde hjælper vi dem lidt på vej (formand 3, s. 13) Formand 1: Om at læse op på, hvem den enkelte deltager er: Hvis en deltager, eller en borger, hidser sig op over for en rådgiver så følger det jo vedkommende resten af livet faktisk, i de systemer vi har i dag, fordi det bliver skrevet ind og det kan jo være lige den ene dag at vedkommende har haft en dårlig dag. Så så mange gange øh, vælger jeg faktisk sådan set selv og ville danne mig et indtryk af den person, det er for mit vedkommende. (formand 1, s. 3) Fordi de matchgrupper, de, ja, de er spredt ud med en skovl vil jeg sige, altså, det kan man ikke bruge til ret meget jo. (formand 1 s. 4) Jeg har i hvert fald ikke indtryk af at de er bange for at snakke. For det er klart at nogle af dem vi har, dem vi har de har nogle, måske, problemer som de ikke er så interesserede i at systemet ellers ved noget om men der synes jeg det er, at de har indtrykket af at de godt kan snakke med os. Vi er jo ikke så pædagogiske måske som mange andre projekter er, altså vi er kendt for at kalde en spade for en spade (formand 1, s. 4) Men jeg, hvad skal man sige, opfordrer dem da til at søge arbejde, ikke også, og hvis vi hører om, det er jo somme tider at vi hører, øh, at der er nogle arbejdspladser som der søger arbejde, så fortæller jeg da om det og har da også somme tider fotokopier eller udklip med fra stillingsannoncer. (formand 1, s. 6) Gensidig respekt mellem deltagere og formand: hvis man behandler folk ordenligt, og sørger for at der er ordentlige forholde her, med bl.a. med kaffe og med brød engang imellem og sådan noget, at hvis man så kommer i problemer på et tidspunkt, så øh, så vil de også godt give igen, det er som regel altid mig der kommer i problemer, hvis, der kan blive meget sygdom eller hvis det nu regner to uger i træk, jamen så vokser græsset jo af pommeren til, men vi kan ikke få slået noget græs (formand 1, s. 13) De to formænd har forskellige syn på tillidsforholdet imellem dem og deltagerne. Måske er der også forskel. 6

7 Formand 2: Formand 2:..Så synes jeg egentlig også at det er rigtig rart engang imellem lige at have godt tid til at gå og snakke sammen med de unge ude i haverne og det kan jeg mærke, at det kan de egentlig også gode lide og de kan egentlig også godt lide at lære noget når det kommer dertil. s.1. Formand 2: Så når jeg tager dem på bilen og kører ud, så snakker jeg lidt med dem om hvad det er vi skal og hvad jeg forventer af dem og hvad jeg håber de forventer af mig og så har jeg jo det daglige tilsyn i haven.. jeg kører rundt og ser om de ting vi skal have lavet de også bliver det. s.4. Formand 2: efterhånden som du kommer til at lære dem at kende så kommer vi jo også ind på deres interesser. Og det er jo lige fra fritidsinteresser og til hvad de godt kunne tænke sig at beskæftige sig med og hvorfor de nu lige pludselig er havnet her. Og nogen af dem der er jo ingen problematikker omkring (..) de ved godt hvad de vil. De står måske lige og venter på uddannelse de skal i gang med og der er jo ingen ting. Altså det er jo en kort proces og så starter de på uddannelsen ikke. s.4. Formands vejledning af deltager: Formand 2: og så er det lige med at få dem ind under og lige få dem fortalt: jamen har du prøvet at henvende dig der og har du prøvet at henvende dig der? Fordi der har du også nogle muligheder.(...)nogen kan jo heller ikke finde ud af det der med at de faktisk kan, hvis de skal have en vejleder, eller få kommunen til at betale indskud i første omgang, ( ) få dem fumlet hen på de rigtige kontorer. (..) når de kommer med sådan nogen ting til mig (..) hvis jeg ikke altid lige ved hvad det er så undersøger jeg det og så melder jeg tilbage til dem. s.6. I forbindelse med et morgenmøde på mødestedet: Formand 2: så starter vi sådan lige med at få drøftet igennem had det er vi har nået, hvad det er det vi har gjort godt, hvad er det vi har gjort skidt, hvad kan gøres bedre s.2. Formand 2: Jeg synes mødestedet betyder meget med hensyn til de folk vi har altså de føler sig godt tilpas fra dag et af s.3. Måske brugbart mødestedet var en moderator for at man var motiveret/fik et godt forløb i projektet osv. Formand 2: Der kan også komme nogen og spørge mig: Jeg kunne egentlig godt tænke mig at komme til at arbejde med det eller det. Men hvordan gør jeg det? Så siger jeg: Ved du hvad, jeg får lige fat i Lene. s.3. Lenes kontakt til deltager: Formand 2: det er jo sådan at vi har tilknyttet en som sørger for at de kommer lidt hurtigere ud af arbejdsløshed ikke? Formand 2: Hun har en masse kontakter rundt omkring, det kan være hun kan få dig sat i gang ( ) sådan en som Lene, som vi har tilknyttet her, det er hun ret skrab til. 7

8 Så vi får mange ud, sådan lige pludselig, bum, så er det ved at være tomt igen, så starter vi forfra. s.3. Formand 2: Jah så kalder jeg Lene ud og siger: Lene kan du ikke lige komme ud og ive dem en lille pep-talk herude? Og så tager hun en rundbordssnak med dem. Først med dem alle sammen og så tager hun dem en efter en bagefter: Hvad er det egentlig du godt kunne tænke dig? Hvad vil du gerne arbejde med? s.3. Formand 4: Til spørgsmålet om Formand 4 snakker med deltagerne om andet end arbejdet i aktiveringen, svarer han følgende: Det skal jeg love dig for. Vi drikke jo kaffe sammen og altså når vi har nogle pauser og noget, så diskuterer vi mange ting (Formand 4, side 8) Han fortsætter og forklarer, at hvis nogle har hørt om de søger arbejde ude ved Siemens, så snakker de om det og hvordan de skal skrive deres ansøgninger, som han gerne læser igennem og komme med feedback, han vil endda gerne køre dem derud. Omkring deltagerne har tillid til ham forklarer han, at: Ja, for de kommer jo og spørger mig om alverdens ting og sager (Formand 4, side 9). Han mener, altså at de unge ikke er blege for, at komme med spørgsmål eller vejledning som måske ligger udenfor aktiveringens rammer. Ydermere fortæller han, at de: har jo tavshedspligt når man er ansat, det gør jo også de fleste folk de fortæller jo tit om sig selv (Formand 4, side 10). Kontakten til deltagerne skal passe til situationen, nogle gange: kan man også godt fyre en vittighed af. Sommetider siger jeg til dem, hvis du får børn nu hvad skal dit barn sige når det kommer i skole, hvad laver din far?, på biiistand. Den rammer folk (Formand 4, side 7). Efterfølgende pointere han, at det er vigtigt at sige det en dag hvor de er i godt humør og ikke når de er nede. Han fortæller senere omkring, at man skal ikke sætte sig ved bordet foran folk det giver en distance på folk (Formand 4, side 16) og tilføjer den der med at du sidder sådan her som nu (i et mødelokale, overfor hinanden), ligesom ved banken, det er ikke den bedste måde i mine øjne (Ibid.), I stedet skal kontakten ske når de går ude i haverne. 8

9 Jess Borggaard: Jess vurdere, at den enkelte formand har stor betydning for projektet, netop fordi det kan være så forskelligt alt efter hvilken forman den enkelte deltager har: når jeg nu mener små projekter i projektet så er det fordi at de enkelte formænd egentligt selv driver et enkeltmandsprojekt (Jess Borgaard: 3). Jess Borggaard lægger stor vægt på formandens rolle i at sikre at arbejdet udføres ordentligt: så er det stadig formandens forbandede pligt at gå hen og fortælle dem, at de gør det ikke ret godt. Og så fortælle dem, hvad det er han forventer og hvis de er i tvivl om hvordan arbejdet skal udføres, ja så er det jo igen formanden der skal gå ind og forklare dem hvordan det er, at det skal være, og så må han jo arbejde med dem og fortælle dem igen og igen at det altså er sådan man skal gøre det. (Borggaard: 7). Deltagernes kontakt pensionisterne: Positiv/ negativ feed-back, pensionisterne som kunder reelt arbejde Formand 1: Godt forhold mellem pensionister og deltagere er godt, og gør deltagerne gladere: hvis de laver lidt ekstra arbejde, ude i haverne, øh, det gør de typisk hvis pensionisterne er meget flink, sådan hænger det jo sammen, altså hvis en pensionister, giver kaffe eller kage eller sodavand hver gang, har som regel lidt bedre muligheder for at få lavet noget ekstra. (formand 1, s. 12) de er faktisk gladere om sommeren, id over vejret tror jeg også at det er fordi de har mere kontakt med pensionisterne. pensionisterne er lidt mere udadvendte og det kører bedre om sommeren, øh, for hvis der kommer en 4-5 mennesker så er der mange pensionister der måske er en lille smule, ikke utrygge, det er ikke lige så let at invitere folk ind om vinteren. Fordi de skal ind og alt det der, så om sommeren er der meget mere samvær med pensionisterne. (formand 1 s ) Kontakt med pensionisterne gør deltagerne glade. Men motiverer det dem? Formand 2: Formand 2: Jeg synes da jævnligt vi får gode tilkendegivelser udefra også af pensionister hvor de siger: det er godt nok dejligt at jeg kunne komme med her (..) og det er jo lige så vigtigt at de roser går viderer til de deltagere der går ude og laver arbejdet sådan at de kan se at det er faktisk noget værd det vi går og laver (..) Det ligger jeg meget vægt på. s

10 Sanktionering Skøn for sanktionering, åbenhed overfor egen fortolkning, tolerance, deltagernes kendskab hertil, fastholdelseseffekt, kontrol af deltagere, krav til deltagere Formand 3: Lars tror, at deltagerne forsøger at teste formændene: jeg tror at dem, dem der vælger at bryde reglerne de prøver sådan lidt hen ad vejen og teste formændene der er der, og det er typisk hvis jeg holder fri og der er en afløser, så sidder man måske lige i sine egne cowboy-bukser og tennissko, og så har man lige bukserne og skoene i en pose. (formand 3, s. 6) Formand 1: Om bevidsthed om reglerne (motiverer): og det ved de godt, så alene det er med til at hjælpe dem med og, og køre ind på at de skal altså komme op om morgenen. (formand 1, s. 7) Der sanktioneres ikke med det samme altså de får selvfølgelig en advarsel, eller to, eller tre, eller fire alt efter hvor spredt det er. (formand 1, s. 8) Selvjustits blandt deltagerne Så presset fra de andre i gruppen vil også gøre noget, ikke, de synes også at det er for ringe, at de skal møde til tiden og de andre måske ikke skal og måske oven i købet ikke bliver trukket i indtil et hvis tidspunkt. Formand 1, s. 8) Jamen det snakker de jo utroligt meget om, øh, altså mange af deltagerne er utroligt meget inde i reglerne, de kender næsten reglerne bedre end jeg gør, faktisk. Og kender også hullerne bedre i lovgivningen end jeg gør. (formand 1, s. 9) Formand 2: Formand 2: Og jeg os gør dem også opmærksom på hvor vigtigt det er at de møder og det siger de selvfølgelig også ja til alle sammen. ( ) (der) er nogle der bare bliver væk og der heller ikke gider ringe. Men så mærker de det jo på tegnebogen. Og så er det jo typisk den type mennesker du har til at stå ved dig når vi lige har rundet den første ( ) Så hiver man lige deres månedsseddel op, så viser man, nu skal du se de her dage er du mødt de her dage er du ikke mødt. Så hvis du begynder at møde så kan det også være at du får nogle af dine penge. s.10. Sanktioner fra kollegerne (formand2): Formand 2: jeg oplever faktisk også at sidekammeraten godt kan sige til ham at du kan fandme bare lære at møde, det er ikke engang nødvendigt jeg siger det. Men også fordi det kan være et irritationsmoment for sidekammeraten, som måske er makker med den person som bliver væk. Fordi hvorfor fanden er det altid mig der skal lave dit arbejde, du bliver bare væk. Så mange gange kan det godt være den der lille internt og den hjælper måske bedre end det jeg siger s

11 Formand 4: Hvis deltagerne udebliver en dag, så mister de deres kontanthjælp, men han tilføjer, at: med mindre de har en eller anden forklaring, hvis deres far er blevet kørt på sygehuset midt om natten, så skønner jeg som formand, at det kan jeg godt godkende og så får de for dagen (Formand 4, side 11). Jess Borggaard: Jess Borggaard nævner at de ikke kan fyrer folk i haveprojektet, hvilket han bliver spurgt ind til, hvorefter han svarer: Jo jo vi kan fyre folk ved at så sige, at der er en række aftaler eller at der er en række forhold der gør at hvis man har udeblevet over en vis periode, jamen så bliver man afskrevet fra projektet. Og så får man jo sådan set ikke nogen kontanthjælp indtil at man kommer tilbage igen og man bliver bevilget kontanthjælp. Men det er jo som regel altid under forudsætning af, at man møder her igen. Og hvis man så ikke gør det, jamen så er ens kontanthjælp stadig ikke til udbetaling. I hvert fald hvis det går efter de normale procedurer, fordi der kan være nogle andre ting som vi ikke er klar over, altså der kan være spædbørn med inde, altså småbørn med inde i billedet osv. Der gør at vi i realiteten ikke lukker kassen når det kommer til stykket. (Borggaard: 5) Det fremgår her tydeligt at det er haveprojektet er muligt at sanktionere deltagerne økonomisk såfremt de udebliver, hvilket derfor er en risiko som deltagerne lever med. Selvom de lovligt kan skære i deltagernes kontanthjælp så fremgår det dog også at der er plads til personlige skøn som kan medfører at brud på regler alligevel ikke medfører straf. det er klart. Unge som er under 25 og hjemmeboende og får 3162 kroner, eller hvor meget vedkommende får brutto, det er jo ikke fordi at man vader i penge så. Og der skal man nok ikke give sig til at regne en timeløn ud, men det kunne jo godt være, at det var det der MOTIVEREDE den unge, så til at gå ud og søge sig et andet job. Fordi der skal jo ikke være ret mange timer et andet sted, før man får mere end man får i haveprojektet. (Borggaard: 8) Her er der tydeligvis tale om at en ide ved haveprojekt klart er en negativ motivationseffekt, hvor projektet simpelthen skal give så lidt at stort set alt andet ville være bedre. Det er dog ikke kun igennem økonomi, at det sikres at deltagerne overholder de regler der er i haveprojektet. Også formændenes kontrol med de enkelte deltagere er en vigtigt brik i at sikre at arbejdet bliver udført: Og der må man også så sige igen at der kører vi jo også en linje der hedder at engang imellem er tillid godt, men kontrol det er endnu bedre. Så formanden kører jo rundt og siger farvel, men så kan han jo godt lige pludselig køre rundt om karreen og så komme tilbage igen 5 minutter efter og så er det jo uheldigt, hvis alle de nu ligger 11

12 på græsplænen og drikker bajer, så bliver han mildest talt ikke særligt begejstret. (Borggaard: 7). Ejerskab til forløbet: Ansvar overfor formand/kolleger, selvjustits i gruppen, frihed under ansvar, medbestemmelse, initiativtagen, fastholdelseseffekt, at have det godt Formand 3: Der er plads til at bøje reglerne og imødekomme den enkelte deltagers behov der kan jeg så, hvis de nu kommer og siger, jeg har utrolige menstruationssmerter eller jeg har, jeg har meget dårlig mave så jeg vil gerne være meget tæt på et toilet, jamen så kan jeg for eksempel sige, jamen vi har noget ukrudt der skal brændes, eller vi har plænen foran klubhuset, der skal slås, så bliver du nede i klubhuset i dag og så ser vi om ikke det er bedre i morgen. Så den mulighed har jeg også, at jeg kan fjerne dem ude fra haven hvis det er helt skævt og køre dem ned på anlægget hvor vi møder, og så gå og lave nogle ting dernede. (formand 3, s. 5) Frihed: Jamen altså jeg vil sige, når teamene de kører og holdene rammer kemimæssigt, så blander jeg mig sådan set ikke rigtig i hvad der, hvornår de gør hvad rundt omkring i haverne og hvem der gør hvad (formand 3, s. 8) Ansvar påvirker deltagerne positivt: Lidt ligesom at give et anførerbind til en fodboldspiller, så vokser de lidt med opgaven, altså, man, selvfølgelig har de ikke sådan, øh, så meget ansvar at de ligefrem mener at det er deres plæneklipper, men det er tæt på, altså de kan godt føle sådan en stolthed af at jamen der er syn plæneklippere, der er tre trimmere, der er fem hækkeklippere, der er det der skal være når jeg lukker containeren og også sådan, der mangler lige to rosensakse, hvem går med dem i lommen, fordi der skal være syn i kassen og der er kun fem (formand 3, s. 9) Formand 1: Frihed: Hvis de selv tager noget ansvar, og det gør de langt langt langt hen ad vejen, altså det er klart vi har nogle overordnede linjer for hvor tit vi gerne vil have slået græs, eller ja, jeg har, og hvordan arbejdet skal laves, men ellers så er det langt langt hen ad vejen dem selv der vurderer og tilrettelægger dagen. (formand 1, s. 12) Formand 2: Formand 2: Det er jo i bund og grund så er det jo meget fastlagt det de skal. Men det betyder jo ikke at de ikke har indflydelse på det daglige dag, fordi har de nogle guldkorn.. jamen så prøver vi det. s.6. Formand 2: ( ) så kan der også være nogen der kommer og siger jeg vil fandme helst bare klip hæk må jeg ikke godt det? Så siger jeg: Jo, det finder vi ud af.. men så er der også andre der siger.. jamen jeg vil jo hellere klippe græs s.7. 12

13 Jess Borggaard: Jess Borggaard mener at deltagerne kan motiveres af positive ting som belønning når krav opfyldes og at løfte i flok, hvilket kan skabe en ansvarsfølelse: fordi der er også et eller andet sjovt ved at kunne løfte i flok.. og der er også et eller andet sjovt ved at kunne stride sig igennem og få opgaven løst og så er det jo så også at man opdager eller oplever det her som man gør på et andet.. hvilken som helst anden arbejdsplads.. har man lavet meget.. jamen så kan det godt være at der.. falder en fridag af.. det kan også godt være at formanden lige pludselig stiller op med varm kakao og boller og så videre og så videre.. for sådan er haveprojektet også. (Borggaard: 12). Kompetenceudvikling: Praktisk/socialt, succesoplevelser, kompetencer i forhold til, at arbejdet minder om en reel arbejdsplads, Formand 3: Deltagerne udvikler sig: Dem der sådan f.eks. ligger i 2 er-gruppen, jamen de starter som regel med at sidde heroppe til intro ( ) med at sidde sådan og kigge lidt ned og måske være lidt forlegen og så får de introen og tøjer og så kommer vi og snakker lidt med dem og så i løbet af noget tid så får de opbygget noget selvtillid, når de rent faktisk finder ud af, jamen jeg kan jo rent faktisk godt finde ud af at køre med en plæneklipper og nu kan lige pludselig også finde ud af at gå med en trimmer og de andre synes måske også at det er pænt det arbejde jeg laver. De snakker med mig, altså det er igen det der med kemien, så vokser de gevaldigt til et eller andet niveau (formand 3, s. 9) Hvor man kan sige, de første gange efter man har sat dem af, jamen der sidder de måske ved et bord sådan lidt for sig selv ude ved vinduet og lige pludselig, jamen så så sidder de inde og deltager i debatten, ikk og det er jo altså så er vi jo nået dertil hvor man kan sige, så skal de nok videre til et eller andet ikk (formand 3, s. 10) Formand 1: Det, deltagerne især lærer i haveservice er at stå op om morgenen så er der en del af dem der ikke har lært det simple at man skal stå op om morgenen, man skal møde kl 8, for eksempel, hvis det er kl 8 og at man måske godt kan gå på arbejde fordi man har en lille smule hovedpine eller noget.. Eller en lille smule forkølelse. Det er nok det vigtigste tror jeg egentlig vi lærer dem her. (formand 1, s. 5) Formand 2: Formand 2: Jeg synes det er et rigtig godt projekt når vi snakker projekter for det her det ligner jo et eller andet sted jo også en arbejdsplads ikke? De ting vi går og laver nu på den her årstid det er jo egentlig det samme som mange andre s.4. Formand 2: "( )og jeg har sagt til dem: kommer i ud til en pensionist, bliver i budt på en kop kaffe, tag den kop kaffe eller rundstykke eller hvad i nu bliver budt på og 13

14 snak med pensionisten for det er også noget med tillid imellem de unge og vores pensionister s.4. Formand 2: (...)når vi klipper hæk for eksempel. som er en stor udfordring. Så er der jo nogen der melder ud at det vil de ikke. Men så har jeg alligevel oplevet at når jeg kommer ud nogen gange. Så er de i gang med at klippe hæk. Så de vil alligevel godt prøve og så var det alligevel ikke så slemt som de gik og troede. Det er jo ret fedt s.7. Formand 2: ( ) Og jeg har da også haft folk her i forløbet ( ) hvor de har sagt: Hvordan fanden bliver man gartner? Eller hvordan kan man komme i gang med at blive gartner? For de kan jo egentlig godt lide det der. s.7. Formand 2: ( ) Men altså engang imellem kan du jo godt have at den som bare ingenting vil.. De popper jo altså op engang imellem.. det er heldigvis ikke så tit.. de er svære at komme videre med ( ) du kan ikke trænge ind til dem s.8. Formand 2: (..) der kan da godt være nogle gange hvor man siger, at her er det nok problemerne der fylder mest og så er det måske dem man skal have tacklet allerførst inden man tager fat på det andet. s.8. Formand 2: ( ) så er det egentlig min opgave ( ) at få dem til at møde og prøve at trænge ind til dem og finde ud af hvilke problematikker de går og bøvler med inde i sig selv. Og få dem sendt hen de rigtige steder så de kan komme videre. s.8. Formand 2: Hvor det ikke er arbejde jeg synes er det primære lige nu. Der er det mere for at få ryddet op i alt det de går med måske. s.8. Formand 2: Men jeg synes da der er rigtig mange at, når først, de har været her i et stykke tid, så finder de ud af jamen for fanden så kan jeg sgu da ligeså godt have et arbejde ikke os. Og nu tænker jeg så ikke på dem der søger uddannelse eller er optaget på uddannelse og bare venter på at komme ind. For de er jo i bund og grund afklaret. s.13 Formand 2: en del af dem vi her af de unge mennesker vi får her de er måske os jeg tænker nogle gange sådan lidt på forkælet den forkælet generation som jeg også vil kalde det, du kan have folk her som selvom du give dem en kost i hånden eller en rive i hånden så ved de sgu næsten ikke hvordan den skal vende eller hvordan den skal bruges. Og når man ser de egentlig går i gang med en kost så tænker man kors i kahytten, sådan en har de aldrig haft i hånden. Det kan bare være et øh et ganske almindeligt ørnenæb og det kan egentlig kun bruges på en måde sådan man tænker hold da hel kæft mand s.14 Formand 4: Deltagerne får selvfølgelig muligheden for at lære, at slå græs og klippe hæk: men lige om jeg kan sige om nogen flytter sig sådan, så lang tid har vi dem jo ikke, tre-fire måneder, fem måneder måske det er jo forskelligt (Formand 4, side 16). 14

15 Han tilføjer dog, at de der er nede i en bakkedal, de får en god social kultur (Ibid.) af at side i skuret og gå rundt med andre og ordne havearbejdet. Jess Borggaard: Generelt kommer Jess Borggaard ikke naturligt ind på hvilke dele af projektet der kan opkvalificere den enkelte deltagere, men efter et ledende direkte spørgsmål om opkvalificering gør han sig alligevel nogle tanker om hvilke dele af projektet der er opkvalificerende for den enkelte deltager: Det er da opkvalificerende, at man står op om morgenen, at man forstår at hvis man skal møde kl. otte så møder man klokken otte.. Det er opkvalificerende i forhold til at kunne gå ud på et eller andet tidspunkt og tage sig et job eller starte en undervisning, at man har vænnet sig til måske at høre efter en instruktion, at man kan holde i sit hoved at man skal gå ud og så er der en formiddag, hvor der er seks græsplæner der skal slås, der skal være en vis kvalitet. Og man skal kunne forstå at den formand der beder en om at gøre det, at man jo simpelthen bliver nødt til at acceptere, at det han siger, det er sådan set også det man skal gøre. Det mener jeg i sig selv, at det er opkvalificerende og det er egentlig, hva skal vi sige, karakterdannende i forhold til på et eller andet tidspunkt at kunne gå ud og få sig et job (Borggaard: 9) Og hvis nogle ikke kan nås eller ikke kan hjælpes i en positiv retning rent udviklingsmæssigt, så er det ikke en fiasko fordi det ikke er haveprojektets formål: Det skal vi ikke Altså vi har nogen kolleger, der gør en masse andre ting og i den periode, hvor den person der egentlig skulle nyde godt af de kolleger som gør en hel masse andre ting, i den periode hvor han sådan set har sat sig uden for det gode selskab der skal vi ikke gøre andet end det vi skal gøre... (Borggaard: 10) Og det de skal gøre er som nævnt tidligere at skabe en virksomhedslignende situation hvor der stilles krav og uddeles ris og ros, fordi: Vi er ikke et udviklingsprojekt i den forstand at vi skal.. altså.. bringe folk fra et sted til et andet.. det gør vi ikke.. på anden måde end vi stiller op med ris og ros og holder i og holder af.. og så fortæller dem, at det gør de godt eller fortæller dem at det gør de skidt og hvordan de så kan komme til at gøre det bedre.. det er sådan en god chef vil gøre ude på en arbejdsplads. (Borggaard: 11) Igen her er det tydeligt at selvopfattelsen er at det skal være som en arbejdsplads og ikke nødvendigvis bringe folk tættere på arbejdsmarkedet af andre veje. Dette medfører selvfølgelig en hel del vejledning og opdragelse, men det ses ikke ovenfra som noget udviklende for den enkelte. vores opgave, det er at drive en virksomhed, hvor man kan gå ind og få nogle arbejdsopgaver der minder om den virkelige verden. Uden at det skal være hul i hovedet opgaver. (Borggaard: 4). Her ses det konkret som et krav og en opgave for haveprojektet, at det skal minde om et reelt arbejde, ved at arbejdsopgaverne giver mening for deltageren. Jess Borggaard siger videre om formålet overfor deltagerne: 15

16 Det er, at det er en arbejdsplads og at der bliver stillet nogle krav og man skal honorerer de krav. Altså man skal møde til tiden, man skal blive her, man skal udføre det arbejde der er blevet en pålagt Og han slutter af med at konkludere at alle kan have gavn af at opleve arbejdslignende forhold: selvom man nu er nytteaktivist og man har en eller anden plan, så er der jo mange af dem der ligesom nok kan selv på et tidspunkt.. Egentligt har meget godt af at forstå at der er nogle der forventer at man kommer der er nogen der interessere sig for at man dukker op (Borggaard: 13). 16