FILOSOFI. nr. 1, Filosofilærerforeningen for Gymnasiet og HF. FILOSOFI nr. 1,

Transkript

1 FILOSOFI nr. 1, Filosofilærerforeningen for Gymnasiet og HF

2 Indledning Kærlighed som tema interesserer måske mest de unge, selvom de ældre har så meget mere forstand på den. Angelika Krebs, der arbejder i Bern, Schweiz, var en af hovedtalerne på Dansk filosofisk Selskabs årsmøde i Ålborg. Temaet for mødet var anvendt filosofi. Måske er behandlingen af temaet: Kærlighed og afhængighed livsnært nok til at være spændende for vores elever og kursister at læse og diskutere. Angelika Krebs dykker ned i den klassiske filosofi, men har ingen intension om at levere filosofihistorie. Foredraget har en strengt musikalsk opbygning med temaer og gentagelse af temaer og indeholder ord som modeller og varianter. Angelika Krebs foredrag er oprindeligt lagt på nettet af Hamborg Universitet. Krebs begrebsanalyse og søgen efter den rigtige forklaring af, hvad kærlighed er, er et led i en tværvidenskabelig foredragsrække om Sårbarhed. De dygtigste filosofielever fra gymnasierne har gang i en voldsom international konkurrence om at være bedst på filosofitangenterne. Deres lærere er vigtige for arrangementet, men vi får også nogle af deres egne betragtninger at høre. Begivenheden ses som sund for udbredelsen af viden om hvad filosofi er og hvor spændende grænsende til uundværligt faget er. Der er en lille beretning fra Filosofilærerforeningens kursus om anvendt etik. Forskere fra RUC forvandlede små hverdagsagtige dilemmaer, såsom om man skal spise kød og om man skal købe kvinder til at give én seksuel tilfredsstillelse, til undervisning i klasserne. Endelig er endnu et klassisk liberalistisk værk genudgivet og oversat i sin helhed. Det drejer sig om nationernes velstand. Bodil Kruse anbefaler bogen som kilde til at forstå verden aktuelt. Til slut er der tre anmeldelser, der er klippet fra Filosofiske anmeldelser, studerende og andre, der anmelder nye bøger på nettet. Det er kun en brøkdel af bøgerne vi tager med her. Ved regelmæssigt at gå ind på nettet under filosofiske anmeldelser kan man få godt indblik i, hvad der rør sig på bogmarkedet i øjeblikket. Det er ikke så lidt! Forsiden: Angelika Krebs forfatter til Kærlighed og Afhængighed. Tegninger: Lisbeth Jørgensen Layout: Suzanne Fog Print: Tryk2100, København Ø Årh.. og hvis medlemmerne selv vil skrive til bladet, så vil det leve bedre op til begrebet medlemsblad. Følgende bøger ligger på redaktionen til anmeldelse: Alf Ross: Om ret og retfærdighed 478 sider og Nye spørgsmål om teknikken, red. Kasper Schølin og Søren Riis. 410 sider. Platons Samlede værker i ny oversættelse bog V: Lovene og Epinomis. 520 sider. Kontakt Lj@kvuc.dk, hvis du vil anmelde en bog. Bidrag modtages med begejstring. Også gerne laaaang tid før deadline, som er september Tema for næste nummer: Filosofi i den elektroniske verden. Lisbeth Jørgensen 2 3

3 Indhold Nyt fra fagkonsulenten 6 Artikler 7 Kærlighed og afhængighed af Angelika Krebs 7 Filosofiolympiade af Thomas Rohrmoser m. fl. 17 Ur-teksten fra Adan Smith af Bodil Kruse 22 Anmeldelser 24 Den tavse dimension af Rakel Blöndal Sveinsdóttir 24 Om Revolution af Zeynep Üsüdür 26 Søren Kierkegaard og græciteten af Anders Dræby Sørensen 30 Kalender 35 Kursus om konstruktivismen 35 Bagsiden 36 Kontakter mv

4 Nyt fra fagkonsulenten Kære kolleger Nu ligger innovationskonferencernes datoer og steder fast. Det bliver 18/9 på Århus Statsgymnasium og d. 26/9 på Frederiksberg Gymnasium. Her vil alle fag have workshops, hvor ressourcepersoner fremlægger eksempler på innovation i de enkelte fag. For filosofifaget er det Peter Fink fra Stenhus Gymnasium og HF, der står for workshoppen. I opfordres til at møde frem, lade jer inspirere, diskutere og selv byde ind med gode ideer. Fagkonsulenterne vil være til stede. Forud for workshoppene har Peter Fink og jeg haft inspirationsmøde med bestyrelsen repræsenteret ved Jeanette Hougaard og Mads Pedersen samt med professor Søren Harnow Klausen, SDU. Her blev drøftet spændende vinklinger på innovationsbegrebet, hvor fx innovationens skyggeside blev fremført, og begrebet kreativ destruktion lanceret. Blandt meget andet berettede Mads Pedersen om et gennemført forløb med en klasse i teknologihistorie, hvor samarbejdet med et lille museum om en udstilling med temaet Store opfindere var det konkrete innovationsarbejde. I Råd og vink/vejledningen bliver der et link til de udarbejdede innovationsforløb, hvor man kan finde inspiration til sin undervisning. I ministeriet er man i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på formuleringerne vedrørende digital dannelse. Her bliver alle fag forpligtet på udviklingen af denne kompetence hos eleverne. Nu står eksamen snart for døren, og jeg erindrer om, at vi fortsat bør holde fanen højt angående gode læsbare kopier til eleverne/kursisterne. Rigtig mange kolleger har eksamenstekster liggende digitalt lige til at printe ud, og I opfordres til at dele jeres dokumenter indbyrdes ved eksamen, så både eksaminator og censor efterfølgende har dobbelt så mange digitale eksamenstekster i computeren efter mødet. Det er godt at blive inspireret og at inspirere. Det var ordene for denne gang. I må alle have en rigtig fin eksamensperioden og sommerferie. Med venlig hilsen fra Martha Kærlighed og afhængighed Angelika Krebs Oversat fra Liebe und Abhängigkeit. Foredrag i en række Lectures2go på Hamborgs Universitet Tilgængeligt på: Lecture2go.uni-hamburg.d/veranstaltungen/-/v/11143 Tak for invitationen til at komme med mit bidrag til jeres temarække om Sårbarhed! I centrum er først og fremmest ikke mennesket som kompetent og uafhængig skaber af sit liv, men udgangspunktet er mennesket, der er henvist til andre mennesker som et væsen med behov. I mit foredrag vil jeg fokusere på en dimension af denne menneskelige sårbarhed. Det er som titlen antyder afhængigheden af andre eller af den anden i den erotiske kærlighed. I titlen bruger jeg ordet kærlighed. Dermed mener jeg den sande erotiske kærlighed, eller jeg kunne også sige den romantiske kærlighed, seksualiteten, parforholdet. Der er ikke rigtigt noget ord jeg synes passer helt til det jeg vil sige og som er uden risiko for misforståelser. Det jeg mener, er kærlighed som det forekommer i ordet kærlighedsforhold. Det er ikke kærlighed mellem forældre og børn, jeg mener, eller venskab, eller næstekærlighed, eller kærligheden til Gud eller kærligheden til musik eller til natur. Det gælder her i den grad par-kærligheden. Min tese er: Der findes en bagside af medaljen af den sande erotiske kærlighed og det er afhængighed. Den, der forsøger at undvige denne afhængighed, fordi han ikke kan komme overens med dette begreb, og kan forbinde det med sin ide om et uafhængigt selv, et selv, der kan klare sig selv, han ødelægger eller spærrer for kærligheden. Jeg bruger med vilje han, for at have et mandligt ideal for subjektet til at være i baggrunden. Ham, der ødelægger kærligheden ved at frasige sig afhængighed, har mistet en del af det, der er vigtigt for at føre et godt menneskeligt liv. Hvordan bidrager kærlighed til et godt menneskeligt liv? Der kan I sikkert komme i tanker om mange ting, Kærlighed hjælper os til selverkendelse. Vi kan lære os selv bedre at kende gennem den anden, der er ligesom et spejl, et andet jeg. Gennem råd og vink fra den anden kan vi udvikle vores karakter. Når man er sammen med en anden er det lettere at blive ved med noget man skal. Man holder ikke så nemt op. Har man problemer, kan man få hjælp af den anden. Og så er der lyst-aspektet. Den seksuelle lyst, den blotte betragtning af en elskede. Alle disse ting er instrumentelle goder. Der er håndfaste fordele ved partnerskabet. Kærlighed er godt for selverkendelse. Kærlighed er godt for karakteropbygning. Kontinuitet. I en nødsituation. For at få lyst. Og disse instrumentelle goder, som kærligheden bringer, er slet ikke de vigtigste ved kærligheden. Det vigtigste ved kærligheden er, at den er en del af det gode liv. Den er den indefra kommende drivkraft, der er livets værdi. Kærligheden er vores sociale natur. Vi realiserer os 6 7

5 selv i samværet med andre. Kommer hinsides vores ensomhed. Kærlighed er en nødvendig god del af et godt menneskeliv. Men hvad jeg har givet her først er kun stikord. Det jeg har berørt her vil jeg kalde afhængighed den gode afhængighed. For den er del af noget godt. Kærlighed er et af de væsentligste goder i et godt menneskeliv. Den er en god afhængighed, den hører med til det hele. Det vil ikke sige, at der ikke kan høre stor ulykke til kærlighed. Tænk bare på, når partneren dør, partneren er utro eller partneren udvikler sig til et dårligt menneske, og hiver én med ned i sølet. God afhængighed er ingen garanti mod ulykke eller lidelse. Selvom ulykken kommer, kan kærligheden godt vare ved. Det ville være dumt at sige andet. Der er altså en form for afhængighed, der hører med til kærligheden. Og man må acceptere den afhængighed, når man har kærlighed. Afhængighed betyder, det ligger der i ordet, et tab af Autarki (selvstyre, enevælde), et tab af frihed for andre. Jeg er involveret i andre, jeg er ikke mere fri fra dem. Men det betyder ikke tab af autonomi eller selvbestemmelse. Man har stadig magten til at sætte sine egne værdier og normer. Hvis man mister den evne, vil jeg kalde afhængigheden for dårlig afhængighed. Sand kærlighed foragter den afhængighed, der er skadeligt for den ene. Det er skadelig for den afhængige, men også for kærligheden som sådan. Godt! Det jeg vil med mit foredrag er at skelne mellem sand kærlighed og god afhængighed og dårlig afhængighed og dårlig kærlighed, Man må arbejde med begreberne og måske skal man også fænomenologisk afklare hvad alt det her er, for ikke at blive hængende i det abstrakte. Følgene elementer indgår i oplægget. 1) Forforståelse af kærlighed (erotisk kærlighed) 2) A. Kærlighed som sammensmeltning B. Kærlighed som omsorg/care C. Kærlighed som dialog 3) Kærlighed og afhængighed 4) Litterært eksempel. Henry James: The wings of the dove (1902) Moderne roman Metodisk vil det være naturligt at spørge om det litterære eksempel: Udvisker det ikke grænserne mellem fagene? Det er meningen, at det her skal være et filosofisk foredrag. I filosofi snakker vi alment. Vi laver en almen forklaring af begreber og om argumentation. I litteraturen derimod finder vi konkrete skæbner, personbeskrivelser, der er iklædt æstetiske virkemidler og former. Men der findes visse temaer, hvor analyser og argumentation og filosofihistorisk arbejde kun når en del af det, der skal siges. Og når jeg taler om kærligheden kommer vi til noget, som vi ikke kan tale om i generelle, almene termer. Og vi skal så beslutte, hvorvidt v skal tie eller finde nogle andre medier at belyse det igennem. Det har jeg valgt at bruge litteraturen til at vise eksemplarisk. Så filosofi og litteratur går hånd i hånd ud over den grænse, hvor det er umuligt at fremstille noget proportionalt. Kærligheden er et tema, blandt andre, hvor det er nødvendigt. Vi når med temaet kærlighed hurtigt grænsen i filosofi: Vi kan sortere, præcisere, analysere og indordne og så kan vi ikke komme videre. Det er vores område. Og det er i orden. Så må litteraturen støtte filosofien. Det, der gør temaet om kærlighed besværligt indenfor filosofi, er begrebets uhåndterlighed: Kærlighed er ikke simpelthen en tilstand. Men det er noget der vokser, blomstrer og måske aftager. Gennemgår forskellige stadier. Når man behandler kærligheden, må man egentlig fortælle kærlighed. Den er et narrativt fænomen. Og det er den egenskab litteratur har: Den fortæller. Den indeholder lag af udviklinger. En anden ting er, at kærlighed er noget, der finder sted mellem to personer, og det kan bedst fremstiles, når man kan præsentere det mellem. Det sker i dialoger, frem og tilbage i handlinger, og ikke i den endimensionale forestilling om mennesket, som filosofiens har sit udgangspunkt i. Det tredje faktum, der adskiller temaet kærlighed fra filosofiens grundudgangspunkt i mennesket, er, at det er bestemte mennesker, der indgår i et forhold. Det er meget svært at almengøre det. Igen er litteraturen en god hjælper. Den forsyner os med mennesker af kød og blod og med dialoger. Det var den metodiske forbemærkning. Nu leverer jeg en filosofisk begrebsafklaring. Når vi elsker en person, deler vi vores liv med ham i hans unikhed. Vi deler glæder og sorger. Vi deler imidlertid også projekter. Det kan være rejser, haven, børnene. Til opklaring vil jeg sige, at vi deler bestemt ting. Vi elsker ikke kun et øjeblik, 5 minutter, eller 3 timer. Men kærlighed er noget, der består i en periode. Den skal ikke nødvendigvis vare hele livet, men det skal vare en del af livet. For det andet har det at dele livet i kærligheden ikke et formål: Man gør det ikke pga. karakterudvikling, karriere, selverkendelse alt det jeg talte om før, det er ingen instrumentaliseret handling. Man lever med én i kærlighed, fordi man selv vil det og fordi det giver glæde. Der er intet formål, det har værdi i sig selv. Hvis to mennesker bruger hinanden til noget, udnytter hinanden, så fortjener forholdet ikke mærkaten kærlighed. Og hvis nogen vælger partneren, fordi han er intelligent, smuk, nyttig, sjov etc. Så er det slet ikke noget, jeg vil kalde kærlighed. Den udvalgte er valgt som pladsholder for gode egenskaber og ikke for kærlighed. Jeg har to kriterier for at kalde noget kærlighed: 1) Egoismen må være overvundet 2) Man må interessere sig for den anden som person og ikke som en deltager i et bytteforhold, som man kan få noget ud af at være i par med. Man må tilkende den anden personlighed, partikularitet. Hvordan kan man overvinde egoismen? Hvad gør man for at dele et liv med en anden? Tre forskellige svar kunne være 1) Vi smelter sammen. 2) Jeg drager omsorg for den anden 3) Vi er i dialog. 8 9

6 Det er tre kærlighedsmodeller, som er repræsenteret i filosofien. Der kommer nu en klassisk og en aktuel variant for hver model. Så kan man se, at varianterne i opfattelsen af kærlighed ikke er nogle overståede stadier, men at kærligheden stadig opfattes sådan i visse kredse. Alle tre forståelser af kærlighed stiller jeg overfor udfordringer: Hvordan svarer modellen på kravet om forsagelse af egoismen? Og hvordan giver den plads til kravet om den andens unikhed? 1. Kærlighed som sammensmeltning, fusion. Den klassiske forklaring af hvad kærlighed er, - måske den mest berømte, er fra Platons Symposion. Det er teorien om kuglemennesket fra Aristofanes myte. Den er nok bekendt: Mennesket var kugler med fire arme, fire ben og to hoveder. De var overmodige og truede med at prøve at tage magten fra guderne. Guderne ville ikke finde sig i det. De skar mennesket i to halvdele. Citat fra Platons: Symposion: Siden da har kærligheden fandtes i mennesker. De forsøger at komme tilbage til deres oprindelige tilstand: De søger at gøre to til en. Og derved at gøre menneskelig svaghed god igen. Vi er hver især kun halve, fordi vi er skåret over, og er som skaller, hvor der er blevet to af en. Derfor søger enhver altid sin anden halvdel. Pointen er, at jeg overvinder egoismen, idet jeg bliver et med den anden. Han er del af mig. Jeg er del af ham. Og hvad der er en del af mig, det instrumenterer jeg ikke, det bruger jeg ikke som middel. Det interessante ved den andens unikhed, bliver i den myte eftersøgningen af den tabte halvdel. Min bedre halvdel. Det er ikke bestemte egenskaber, der kunne opfylde mine krav i et partnervalg. Men man søger præcis den, som har været del af samme helhed som en selv engang. Det er meget unikt. Måske er det en forudbestemt person, eller man kan også tage det på den måde, at man kan skabe helheden. Det er ikke sætligt sandsynligt, at det går ud på at finde en i menneskehavet, der stammer fra den overskæringshandling, der kun er mytisk. Den moderne variation heraf er, findes mange steder. Jeg har valgt Robert Solomon, en berømt emosionsteoretiker. About Love, 1988, lægger sig op ad denne myte. Den taler om fusion. Legemlig fusion i seksualiteten, og også sjælelig fusion. Den taler om, at elskende har et fælles jeg. I forhold til den unikke anden, siger Solomon, at det ikke er sandsynligt med den eneste ene, som man skal finde. Man skal nærmere forestille sig det sådan, at man, når man siger Jeg elsker dig til end, der er sympatisk, så inviterer man en anden til en proces, hvor man sammen udvikler den fælles enhed. Det enestående, enkelt gangs forekommende, er det særlige ved denne kærlighedsforståelse, der trækker linjer tilbage til Platon. Fællesskabet er det man gør, det er ikke noget gammelt, som man genfinder. Solomon siger, at når man udvikler denne enhed, dette forhold, ophører den tilstand, hvor man kan skelne mellem den ene og den anden. Hvor starter den ene hvor hører den anden op? Alt er delt, det er ikke muligt at skelne. Han bemærker, at den tilstand af enhed slår imod vores behov for autonomi og for vores eget liv. Og også for vores behov for, at den anden har sit eget liv. Derfor er kærlighed konfliktfyldt i sin natur: På den ene side stræber man efter enhed. På den anden side stræber man efter at være/blive sig selv. Kærlighed hører med nødvendighed sammen med fortvivlelse. 2. Kærlighed som care Den klassiske variant stammer tilbage fra Aristoteles fra hans Nicomakeiske etik, bog 8 og 9. Aristoteles begynder i bog 8 med en begrebsbestemmelse. Han vil sige, hvad kærlighed eller venskab, filia, er og kommer med 3 elementer. Han siger, at kærlighed eller venskab er et velbefindende for den anden, altså man vil den anden det godt. Denne vel-villen skal være gensidig. Og den må ikke være skjult. Den skal frem i lyset. Den skal gøres bekendt, deklameres. Man må være venligt stemt overfor hinanden og ønske det gode for hinanden. Og man må vide om den anden, at han mener det samme. Aristoteles siger så videre: Han siger, at det ikke kun handler om at ville, at det skal gå godt, men der skal også handling til, man må gøre noget. Det hører med til venskab og kærlighed, at det ikke kan være passivt. Og for det andet findes der kærlighed og venskab i det fjerne, når man er adskilt, er venskabet der stadig. Det går ikke hurtigt over. Derfor siger han, at det handler om en indstilling eller en holdning. Men adskillelsen må ikke vare for længe. For venskab og kærlighed vil blive opløst ved mangel på kærlighed og venskab. Samlet siger Aristoteles: Venskab og kærlighed er noget gensidigt. Man ønsker det godt for den anden. Man gør noget godt for den anden og forholdet er gensidigt. Generelt i den antikke filosofi og også hos Aristoteles, handler det ikke så meget om individualitet, sådan som vi møder det i romantikken, så den enkelte søger ned i selvets dyb. Det kender vi først fra romantikken. Den moderne variant til care-kærlighed tager jeg fra Harry Frankfurt, der er amerikaner. Han udgav 2004 bogen Reasons of Love. Den er oversat til tysk. Den passer meget godt til Aristoteles beskrivelse. Det handler også om at man gør noget godt for hinanden. At man sørger for den andens velbefindende. Og det handler om, at man vil den anden det godt. Det er en holdning. Men Frankfurt springer det over med, at det ikke må være skjult og at det skal være gensidigt. Det tager han ikke med. Frankfurt befinder sig indenfor den kristne tradition og agape pligt. Man kigger ikke så meget på, hvad der kommer fra den anden side. Det handler om at give. Han giver et paradigmatisk eksempel på kærlighed, og det er forældrenes kærlighed til børnene. I forhold til det andet, nemlig nødvendigheden af den andens unikhed, har Frakfurt et specielt standpunkt. Han taler om panrationalisme, som også griber ind i filosofi om kærligheden. Han siger, at der må være grunde til at vi elsker denne person. Den person er ikke særlig pga. egenskaber eller værdier som vi erkender og vælger, men den elskede bliver særlig, idet vi elsker ham eller hende. Den særlige status som udkåren eller unik er en, der tildeles af den elskende. Det er ikke en erkendelse af noget, der ér der, men en tildeling i handlingen: Kærlighed. Det klinger også an til den kristelige tradition. Det er Gud, der skænker kærlighed til menneskene. Eller 10 11

7 den er en gave fra det ene syndige menneske til det andet. Uden at man leder efter egenskaber eller værdier. 3. Kærlighed som dialog. Den sidste forståelse af kærlighed, som er den jeg selv går ind for, er igen i sin klassiske variant taget fra Aristoteles. Jeg har sprunget den over, han har den ikke i begyndelsen, men i slutningen af 8. og 9. bog. Det er dér, han taler om venskab. Han indfører en betingelse for, at det virkelig drejer sig om venskab, idet han siger, at kun for så vidt man lever sammen, kan der være tale om venskab og kærlighed, sådan som han ønsker at forstå det. Ellers er man snarere bare venligt stemt overfor hinanden. For venskabet er et fællesskab. Det, der er så vigtigt for den ene, er det også for den anden og derfor vil de leve sammen. Så nogle drikker sammen, andre spiller terninger, nogle jager sammen eller filosoferer. Og hver gang er de sammen om det i livet, som de sætter mest pris på. For de vil leve med venner og så gør de dét i fællesskab, som er det vigtige i deres liv. Her ser vi en tredje model for, hvordan vi kan overvinde egoismen. Det gælder ikke om at smelte sammen til en enhed, eller om at give den anden omsorg for dens skyld. Men her gælder det om at forene sig for sammen at opnå et fælles mål. Den anden er partner, del af et team, medspiller. Her kommer det til at være væsentligt, at det ikke er skjult for den anden. Man kan kun lave noget sammen, ved at vide, at den anden er der, ved at det ikke er skjult og det er gensidigt og at man kan stole på, at den anden er der. Nu til den moderne variant af den dialogiske forståelse af kærlighed eller kærlighed som fællesskab. Her tager jeg Rodger Schrudent ind, som skrev Sexual Desire i I bogen skriver han om seksualitet og ikke så meget om kærlighed, men han opfatter også seksualitet som en konkret dialog mellem personer. Den er en del af ægte kærlighed. Kærlighed er livet i tegn af delte værdier, siger han. Man kan spørge, om han går tilbage til model nummer 1? Men han slår fast, at i hans teori handler det ikke om at besidde den anden, eller om at indtage den anden, eller om at få sikkerhed for, at man har den anden. Kærlighed er nærmere nydelsen ved sammenspillet, nydelsen ved dialogen, ved at dele noget. Det er der formålet med kærligheden sidder. Målet sidder ikke i at opnå en eller anden enhed som i etteren. Der er ikke så meget mere at hente hos Schrudent, men kigger vi i den analytiske filosofis debat om joint action eller intentionality. Magaret Gilbert og Michel Pragman. Her undersøger man hvad strukturen i med hinanden er. Og de bruger eksemplet: Man kan gå tur med hinanden. Man kan også gøre det samme på samme tidspunkt og sted, men gøre det parallelt. Forestil Dem, at De går ved floden Alster. De træder et skridt til siden. Udpeger noget. Taler sammen om noget. Eller forestil Dem, at De simpelthen iagttager den samme scene uden at være del af den. Dét, de ser, er ikke nogle, der spadserer sammen, men nogle, der går parallelt med hinanden ved floden. Hvordan kan noget blive til at spadsere sammen? Hvilken struktur ligger bag sådan en iagttagelse? Jeg ser for mig, for at forklare eksemplet lidt anderledes, to danse vals. A orienterer sig mod B som en, der skal danse valsen. Og B opfatter A som del af det fælles projekt at danse vals. De afstemmer alt hvad de gør med hinanden og resultatet bliver, at de nu udfører dansen. Det væsentlige er, at det hele afstemmes efter hinanden og det lykkes at lave noget sammen. Meningen med alle de bevægelser, de laver, er udførelsen af dansen. De kan også udføre det de skal dårligt. Og så mislykkes projektet. Det er ikke helt til at sige, hvis skyld det er. Det er en almindelig struktur ved samarbejde. Fodbold, arbejde osv. Når kærlighed skal forstås som samarbejde, må De tænke Dem en mere grundlæggende form for samarbejde end handlinger. Det stikker dybere og er mere grundlæggende for personerne, der indgår. Det bliver et Miteinander, hvorigennem den andens personlighed dannes, det laves med følelser. Det er ikke kun handlinger, der menes. At føle Miterinander er noget Max Scheeler har arbejdet med for omkring 100 år siden. Han snakker om, hvordan børn smitter hinanden med latter, som vokser som en lavine. Eller til en fest, hvor den gode stemning øges hele tiden. Det er kategorien at føle med hinanden. Det er noget andet end klassisk medlidenhed. Og det er heller ikke noget med at man smitter. Eller smelter sammen. Scheeler skriver om at føle Miterinander: Faderen og moderen står ved deres fælles barns afsjælede legeme. De føler sammen lidelse, den samme smerte. Det er ikke A, der føler den og B, der føler den. Nej, de føler den samme smerte. Og de ved, at den anden føler sorgen. Det er en Miteinander-følen. (Det er ligesom spadsereturen, de går turen sammen, der er ikke tale om en parallel-følen). Han siger: I tilfælde af ægte Miterinander-følen er følelsen fælles og er forskellig fra den sorg og medlidenhed, der kommer fra C, der træder hen og viser sin kondolence. Det kunne være care- perspektivet, der viste sig. A og B er i samme følelse. Altså: Vi har A og B. De er enkeltvis forbundet med deres oplevelse af dødsfaldet. Sådan kan en normal analyse lyde. Men at tage med, at C forholder sig til A+B s sorg, det involverer en anerkendelse af Miterinander-følelse som noget reelt. Det er en anerkendelse af en ny kvalitet. Det er ligesom valsen. A og B sørger begge. De betragter sig hver især som bidragere til eller deltagere i en fælles sorg over deres barn. Den sorg skabes, gennemleves, udvikles. Nu kigger jeg lige hvor jeg er kommet til. Tredje del. Man kunne tilspidse spørgsmålet og foreslå at tolke hver forklaring af kærlighed som passende til hver sit eksempel: Par, næstekærlighed, barn-forældre. Det går dog ikke. Jeg vil forsøge at gøre det på den måde, at jeg tilbageviser de to første modeller og så står jeg med den sidste tilbage

8 Model. 1. Kærlighed som sammensmeltning. Den er meget kausal. Det vil sige, der er ikke meget selvbestemmelse og handling forbundet til denne model. Kærligheden er smitsom. Og det gør den ikke brugbar. Den levner ikke mennesker noget ansvar for, hvad de gør i forholdet. Det gode er, at modellen slår fast, at der er to i et par. Det er ligesom, når man spiller musik i et orkester. Og når det går rigtigt godt, glemmer man hvilket bidrag, den enkelte laver, man smelter sammen i et. Men man smelter jo ikke virkeligt sammen. Det der er tale om er den perfekte koordination, hvor man glemmer hvilket bidrag, den enkelte kommer med. Model 2. Care-modellen rammer ikke hvad erotisk kærlighed er for voksne. Den fanger ikke det gensidige i kærligheden mellem voksne. Den levner en mulighed for, at kærligheden er noget, der kommer udefra til en. Gensidigheden er ikke underforstået. Den indebærer ikke, at hvis man elsker, vil man gerne genelskes. Kærlighed mellem to voksne er ifølge care-modellen to separate kærligheder, der smadrer ind i hinanden. Men som jeg forstår et voksent forhold, så må kærligheden være det, der vokser, det, der gror, det der forandrer. Ved care-modellen er hengivelse god. Men det skal, som i model 3, være hengivelsen mod et Vi. Mod det Vi, vi i fællesskab bygger op. Model 3. Kærlighed som fællesskab og som dialog. Man skal forstå, hvad man gør ved hinanden. Man kan så spørge, hvorvidt afhængigheden er et problem. Her vil jeg igen tage en analogi fra musikken. En, der spiller kammermusik, kan sige: Jeg bliver så frustreret af, hvor afhængig jeg bliver af de andre. De skal være der til tiden når vi øver, de skal være forberedte, de må ikke presse sig selv i forgrunden, de skal spille fleksibelt. Vi skal få så mange ting til at klappe, at jeg hellere vil spille med mig selv solo. Jeg gør mig fri. Når jeg selv spiller, er det musik, og ikke denne afhængighed af andre. Og når man tager denne musikanalogi, bliver det med det samme klart, at der er tale om en misforståelse. Man er ikke kun fri og autonom alene uden de andre. Men der findes en form for fælles autonomi, når man er med andre. Den er ansvarskrævende og ricikabel, hvis de andre ikke kan trække i den rigtige retning. Men det er trods alt en form for autonomi. Man må skelne mellem autonomi og autarki. Autonomi er den gode afhængighed, der hører til, når man er i et fællesskab. Og autarki er noget man simpelthen må opgive. Den gode afhængighed har jeg nu beskrevet. Den fremgår også af modellen med A og B i valsen. Den dårlige afhængighed vil jeg nu reformulere som noget, der åbnes rum for i sammensmeltningsmodellen: Nemlig en causal manipulerende indvirkning på den anden. Det kan ske bevidst eller ubevidst. Det er en indflydelse på den anden, den underminerer den andens autonomi og derfor er den problematisk. Til sidst det litterære eksempel, der skal bringe lyset hen på kærlighed som dialog. Det er hos Henry James: Wings of the Dove, at jeg finder den historie, der hjælper mig til at sige, de ting jeg vil. Det er det dialogiske Vi, som det handler om. Ikke så meget, hvordan det er opbygget, men hvordan det udvikler sig. Og helt præcist viser han på eminent måde, det forfald, der kan overgå sådan et Vi. Forhistorien for parforholdet beskrives på 30 sider. Og alt tyder godt. Det er et meget vitalt, klogt og levende par, der opstår for vores øjne. Senere forfalder og degenerer parret i en umoralsk udnyttelse af den anden. De har ingen penge. Så de narrer et ældre medlem af familien, så kvinden får lov at bo hos hende. Enken er syg og hun bliver passet af den forældreløse kvinde, der ellers ikke har noget sted at bo. Hun er kun ude på at få arven. Hun vil for ingen pris være fattig. Hun vil stige op ad den sociale rangstige. Og det ville hun ikke være i stand til, hvis ikke de sørger for at skaffe sig penge på den måde. Men de skjuler, at de er et par. Manden spiller med. Enken dør og efterlader manden pengene. Men manden vil ikke længere have pengene. Og han vil have, at de siger nej til formuen. Det bliver slutningen på forholdet. Det er svært at fortælle historien rigtigt, når det skal gøres så hurtigt. Romanen handler om deres forhold og deres følelser. Og man skal selv tænke meget af det ind i historien. Forfatteren er co-autor, man må selv gøre meget af arbejdet med at tænke på, hvordan det har været. Det jeg har fortalt lyder også meget sort-hvidt. Men det er det ikke i romanen. Det er ikke sådan, at kvinden er den onde, og at den fattige mand bare går med. Der er ingen helte og skurke. Og deres forhold beskrives i lag, hvordan det glider frem mod den endelige slutning. Forholdet bliver ustandselig repareret. Det bliver også forklaret, hvordan denne arving lader tingene ske og selv får noget ud af det. Det tager også manden noget tid at gennemskue, hvilket spil, der spilles. Hvad er moralen ved denne historie? I grove træk viser romanen, hvordan parret misbruger en tredje person. Og på den måde degenererer den kærlighed, der var skøn og i dialog, til noget, der snarere skal puttes ind under Model 1: Sammensmeltning eller fusion. Manden bliver mere og mere bevidst om, hvad der sker og hvad hans rolle i det hele er. Og han forsøger at undvige. Men han bliver slæbt ind i spillet igen igennem kærlighed. Mere specielt gennem den seksuelle afhængighed, han får af hende. Han bor i en erotisk boble med kvinden, spæret inde af hende. Den dialog parret havde bygget deres forhold på degenererer til en fusion, hvor den ene har det meste af magten, nemlig kvinden, men hvor han også udøver sin del af manipulationen. Det går ind i en fase med umoralsk misbrug af en tredje part. Og det slår tilbage på forholdet parret imellem. Vi går fra et par med dybe forbindelser og dyb kommunikation med hinanden. Gennem misbrugets logik ødelægges deres lykkelige tillidsfulde tilstand. Til sidst kan de ikke glemme det dårlige de har gjort sammen. Og de må skilles ad. I kærlighed forlanges der ingen symmetri. Det kan man ikke. Men der kan være én, der elske mere, det gør ikke noget. Det kan godt være et vellykket dialogisk kærlighedsforhold uden total symmetri og lighed. Men der er grænser for, hvor stor forskellen kan være. Den ene kan have mere erfaring, være stærkere. Vi skal have respekt for den andens autonomi. Man må ikke se den anden som marionet. Og man skal yde et bidrag og ikke udbytte den anden

9 I de to s forhold er der et tegn på, at det kan ende dårligt, fordi hun har mere magt over ham end han over hende. Hun sender ham til den rige tante. Og han gør hvad hun forlanger. He would do, what she likes. Hendes skikkelse beskrives som fascinerende for ham. Tak for opmærksomheden! Angelika Krebs er professor ved Basels Universitet i Schweiz på institut for filosofi og medier. Hun deltog som key note speaker ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde i Ålborg 7. og 8. marts Oversætter: Lisbeth Jørgensen, tysk og filosofilærer ved KVUC (København) Filosofi-olympiaden Af Thomas Rohrmoser, Jon Holmboe Poulsen og Karin-Ann Madsen I øjeblikket er 20 elever i filosofi ved at gøre sig klar til finalen i den 7. danske filosofiolympiade. Læsset med ordbøger, filosofiske leksika og undervisningsnotater med mere tager de til Odense for at skrive et 4-timers filosofisk essay på engelsk. De 20 har inden da, sammen med ca. 500 andre elever fra 23 skoler fra hele landet, skrevet et essay i filosofi i en første indledende runde. Formålet med konkurrencen er at fremme elevernes kritiske, undersøgende og nysgerrige tænkning og således være med til at styrke faget filosofi på ungdomsuddannelserne. Jeg synes, at det er en god sag at skrive filosofiessays. Man skal tænke sig om, og man kan nærmest skrive hvad som helst, man kan være kreativ og lade tankerne løbe. Man skal ikke altid finde frem til en løsning i teksten, men man får overvejet forskellige aspekter, som man måske ellers ikke ville have tænkt over så intensivt. Jeg synes, at det er vigtigt i livet, at filosofere over ting, det hører bare med. Man skal spørge til livet og ikke bare acceptere og modtage, på den måde går man glip af vigtige konstateringer. Filosofiundervisningen er en god måde, at få unge til at tænke på andre ting end bare skolestress eller de almindelige problemer. Man får eksempler på forskellige filosoffer og deres holdninger og synsvinkler på livet. Det giver en inspiration for eleverne, at efterspørge livet og de kan perspektivere deres egen holdning. Jeg synes, at filosofi er særlig vigtig og det er godt, at vi har denne undervisning. (Vera, elev på AP Møller Skolen, 2014) Men konkurrencen har også en international side, idet de to bedste elever fra Danmark inviteres med til at deltage i en årlig international filosofi-olympiade (philosophy-olympiad.org). Her er målet også at tilskynde intellektuel og personlig udveksling mellem de unge fra forskellige lande. På verdensbasis deltager hvert år ca. 40 lande fra stort set alle kontinenter. Sidste år foregik den internationale finale i Odense (ipo2013.dk), og i år er det Litauens tur til at være værtsnation (ipo2014.lt). Et forsigtigt skøn siger, at omtrent elever hvert år deltager i den internationale konkurrence, der startede i 1993 i Bulgarien. Danmark kom med for 7 år siden og har været fint repræsenteret med både en sølv- og en guldmedalje samt flere honorable mentions. Det æstetiske stadie i tre moderne varianter: Den skønne, den rige, den sunde Essayskrivning i filosofi I konkurrencen skriver eleverne normalt deres essay ud fra et centralt citat af en filosof. Som regel vil der være citater spredt i de filosofiske hoveddiscipliner: videnskabsteori, etik, metafysik, erkendelsesteori og politisk filosofi, og ofte går opgaven ud på at svare på problemstillinger fra den moderne verden. Her er to eksempler fra tidligere mesterskaber: 1) Die traurige Wahrheit ist, dass das meiste Böse von Leuten begangen wird, die niemals entschieden haben, ob sie gut oder böse sein wollen. (Hannah Arendt, Vom Leben des Geistes, 1978) og 2) Each person possesses an inviolability founded on justice that even the welfare of society as a whole cannot override (John Rawls, A theory of Justice, 1971). Men som noget nyt i år var der ingen citater i den første danske runde. Opgaverne var i stedet: 16 17

10 1. Må man bruge vold til at fjerne en diktator? 2. Har vi en etisk pligt til at hjælpe de fattige? 3. Er alting relativt? 4. Diskuter hvordan et menneske adskiller sig fra en ting. 5. Diskuter om der en nogle etiske problemer ved designerbabyer. 6. Ville du acceptere, at en suveræn herskede, hvis du til gengæld blev sikret fred? 7. Hvilken tanke er den farligste for mennesket? 8. Er fornuften eller sanseerfaringen den grundlæggende kilde til vores erkendelse? 9. Diskuter sætningen: Hvad jeg gør mod mit medmenneske, skal jeg kunne acceptere, at det gør mod mig. 10. Har dyr etiske rettigheder? 11. Skal man i et samfund vægte lighed, eller skal man vægte at samfundet samlet set er rigest muligt? Mange af eleverne valgte at skrive deres essay ud fra opgave nr. 7. Fare kan betegne mange ting: noget der direkte truer menneskeliv, noget der modarbejder vor menneskelige og kulturelle fremskridt, noget der truer individets frihed osv. Definitionen afhænger af hvilket perspektiv der anlægges, og således vil det snævre perspektiv anse begrebet fare som noget der helt konkret truer vores eksistens, mens et bredt perspektiv ville anse sand fare for noget der truer vores samfund eller vores værdier. (Troels, elev på Silkeborg Gymnasium, 2014). En konkurrence i filosofi Hvert indsendte essay blev bedømt af tre forskellige kolleger blandt de 23 deltagende skoler. Bedømmelseskriterierne er 1) Faglighed 2) Argumentation 3) Relevans 4) Kohærens og 5) Originalitet. 80 glade filosofi-elever fra 40 lande ved den internationale filosofi-olympiade, maj 2012 i Oslo. Ud fra de tre lærer-karakterer (LK1-LK3) i regnskabet kan man se, at kollegerne som regel er ganske enige om karakterne, der gives på en 10-trins-skala. Dog er der enkelte steder stor uenighed om et essay kan anbefales til næste runde - og det er måske fint nok. Essay-genren er fri, og hvordan vurderer man for eksempel et essay, der er originalt og argumenterende over for et essay, der er fagligt og traditionelt? Et essay i filosofi handler først og fremmest om tænkning og adskiller sig fra de mere litterære essays i sprogfagene. Egen mening er velkommen, men må ikke tage overhånd og så anbefales det at have styr på sin begrebsafklaring og holdbarhed i argumentationen. Et filosofisk essay kan ofte betragtes som et forsvar for en holdning eller påstand. Derfor skal essayet indeholde argumentation. Den hyppigste fejl er altså at komme med holdninger uden begrundelser. At man selv synes, at noget er indlysende, betyder ikke at andre er enige i det. Et tip er faktisk, at gå ud fra at læseren af ens essay er uenig i det man skriver. Man skal altså for eksempel ikke skrive: Min holdning er, at alt er relativt. Man skal skrive: Min holdning er, at alt er relativt. Det mener jeg fordi. Det går heller ikke at sige: Descartes synes Q. Man skal skrive: Descartes synes Q, men det følgende tanke-eksperiment vil vise at Q er falsk (Jim Pryor, professor i filosofi ved New York Universitet, lettere omskrevet fra jimpryor.net) Top 20 efter den første runde 2014 Karin-Ann Madsen, Odense Katedralskole, Jon Holmboe Poulsen, Gefion Gymnasium (Kbh.) Thomas Rohrmoser A. P. Møller Skolen i Slesvig, Tyskland

11 Kursus i Kolding i anvendt etik Af: Mogens G. Andersen På en fredag eftermiddag i februar afholdte filosofilærerforeningen et endagskursus i anvendt etik på Kolding Gymnasium. Det blev en lille sluttet kreds af fremmødte, der fik fornøjelsen af at høre de to veloplagte og inspirerende oplægsholdere, Rune Klingenberg Hansen og Frej Klem Thomsen fra RUC give eksempler på hvordan man kan gøre brug af forskningsfeltet anvendt etik. Begge oplægsholdere har arbejdet med feltet i en årrække. Moralske intuitioner Frem Klem Thomsen lagde ud med at redegøre for den anvendte etiks forudsætninger i form af intuitioner og metoder. Anvendt etik gør udstrakt brug af moralske intuitioner, hvilket ikke skal forstås som et mystisk udgangspunkt, hvor man mener at have adgang til en særlig sfære af etiske idéer. Den moralske intuition stiller simpelthen spørgsmålet: virker P fornuftig eller rimelig? Metodisk står vi med det problem, at hvis vi ikke vil godtage etiske intuitioner, må kunne begrunde vores antagelser på en anden form, og det kan gå hen at knibe. Kort fortalt ender vi enten i en uendelig regres, en cirkelslutning eller et postuleret grundlag. Tankeeksperimenter Det er en del af den anvendte etiks metode at gøre udstrakt brug af tankeeksperimenter, fremfor at tage udgangspunkt i den klassiske sætningslogik teoretiske fremstilling. Tankeeksperimenternes funktion er at fremkalde, teste og (især) isolere de moralske faktorer, der gør en forskel. På den måde har den anvendte etik et fællesskab med den amerikanske pragmatiske filosofi, med det berømte motto der er ikke en forskel, hvis det ikke gør en forskel. Tilgange til moralfilosofi Rune Klingenberg indledte sit oplæg med at tale om hvilke tilgange man kan have til moralfilosofi. Enten Top-down eller Bottom-up. Top-down er karakteriseret ved et teoretisk og principielt udgangspunkt, mens bottom-up er den anvendte etiks tilgang, der starter med specifikke cases eller argumenter. Kød Temaet for Rune Klingenbergs oplæg var Dyreetik og vegetarisme, mens Frej Thomsens var Prostitution. I den efterfølgende debat blev forsamlingen enige om, at det fælles tema kunne være kød. Udgangspunktet for begge oplæg var, at tilhørerne havde et vist kendskab til etiske teorier og indholdet var derfor anvendt etik i aktion. Frej Klem Thomsen, Filosofi og videnskabsteori, RUC Prostitution som problem i anvendt etik At skille tingene ad problematikker: Den faktuelle hvad sker der? Den moralske er det godt eller skidt? Den politiske skal vi forbyde det? De hænger sammen: for at svare på den tredje må vi svare på den anden, for at svare på den anden Jeg skal ikke her gengive oplæggenes indhold. Såvel Rune Klingenbergs som Frej Thomsens oplæg gav anledning til en glimrende debat efterfølgende, som handlede om såvel det konkrete emne, som hvordan anvendt etik kan gøres anvendeligt i undervisningssammenhæng. Rune Klingenbergs oplæg om vegetarisme peger naturligvis direkte ind i årets AT-emne og er sikkert allerede på dagordnen hos flere af landets STX-elever, der skriver i filosofi. Emnet er dog relevant uden for denne sammenhæng simpelthen fordi, det er et personligt vedkommende emne hos elever såvel som lærer. Hvorvidt den samme personlige vedkommenhed gør sig gældende for Frej Thomsens oplæg om prostitution, skal jeg lade være usagt, men det er dog ikke desto mindre et relevant emne, alene af den grund, at det er på dagsordenen i den offentlige debat i disse år: skal vi forbyde sexkøb eller ej? Debat Anvendt etik er en naturlig indgangsvinkel til det etiske område på gymnasiale uddannelser. Ad denne vej er det muligt at gøre ellers vanskelige etiske emner og problemstillinger tilgængelige og vedkommende for elever såvel som læreren. Efter kursets oplæg havde vi god lejlighed til at debattere emnerne for oplæggene samt deres anvendelse i gymnasiet. Der var enighed om, at det uden videre kan implementeres som en naturlig indgang i det etiske emnefelt for eleverne. Udgangspunktet i etiske intuitioner bygger på en forforståelse hos den enkelte elev, som undervisningen frugtbart kan bygge videre på. Tak til alle deltagere for en god dag. Mogens Georg Andersen er Fagredaktør på EMU ens filosofiside og adjunkt i filosofi, samfundsfag og historie på Munkensdam Gymnasium i Kolding

12 Ur-teksten fra Adam Smith Adam Smith Nationernes Velstand. En undersøgelse af dens væsen og årsager. Bd. 1-2 ( sider) Oversat, kommenteret og præsenteret af Claus Bratt Østergaard Informations Forlag kr. Der er mange bøger især af klassikere som de fleste kender titlen på, men som ikke ret mange har læst eller sat sig ind i. En af dem er nok Adam Smiths store værk om Nationernes Velstand fra Når man så sætter sig for at læse et sådant værk, kan man blive meget overrasket, det være sig positivt eller negativt. Sådan er det gået mig før, det skete også denne gang her på flere måder positivt. Det vil jeg vende tilbage til. Adam Smiths værk nævnes i stort set alle filosofihistorier, men som regel kun med korte standardformuleringer, hvor man fortæller, at Smith går ind for frihandel og frit marked osv. Indtil nu har det ikke været muligt at stifte bekendtskab med bogen i dansk oversættelse. Informations Forlag har nu udgivet en samlet oversættelse af hele det klassiske værk. Adam Smith ( ) var født i Skotland og studerede filosofi og etik i Glasgow og i Oxford. Efter en ansættelse ved universitetet blev han ansat som toldkommissær i Skotland, et arbejde som han udførte samtidig med at han skrev sine værker. Han var nær ven med filosoffen David Hume ( ). Hans hovedværk The Wealth of Nations udkom Han har desuden skrevet et moralfilosofisk værk, The Theory of Moral Sentiments (1759). Claus Bratt Østergaard giver i sin indledning (s ) en placering af Smiths værk i 1700-tallets filosofiske og økonomiske tænkning. Han kalder værket et teoretisk kampskrift vendt mod privilegieøkonomien under merkantilismen. Og han kommer med en fornuftig placering af Smith mellem på den ene side de merkantilistiske tænkere og på den anden side de senere marxistiske teoretikere. Allerede i et af bogens første afsnit kommer Smith med en af sine ofte citerede statements om, at det ikke er på grund af slagterens, bryggerens eller bagerens velvilje, at vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi de ser på deres egen interesse. ( s. 54) Det vi har brug for, når vi handler i en butik er det, som også er til gavn for de handlende. Mennesket har altid brug for sine artsfæller. Kun en tigger skriver Smith - vælger at være afhængig af sine medborgeres velvilje, men selv tiggeren kan finde på at bytte et aflagt sæt tøj med noget mad. I samme afsnit gør Smith sig nogle overvejelser over forskellen mellem dyr og mennesker. En hund vil aldrig bytte sit gode gnaveben med en anden hund, der også har et ben at gnave på. De vil aldrig kunne lave en aftale om en handel som begge hunde kunne have fordel af. Mennesket derimod har ifølge Smith - en trang til at sjakre, handle og bytte med hinanden. Det er denne tilbøjelighed, som Smith vil se som en del af oprindelsen til arbejdsdelingen, som han så videre vil opfatte som en af de afgørende faktorer, der skaber bevægelse og velstand i et samfund. I flere afsnit mærker man Smith som den meget praktisk orienterede mand, der fra sit arbejde som toldkommissær har gjort sine iagttagelser om, hvordan livet foregik også blandt almindelige mennesker. Bogen igennem kommer Smith med mange jordnære eksempler på menneskers moralske og økonomiske adfærd, og det kunne give gode tekster til eleverne i undervisningen. En af Smiths grundlæggende tanker er, at det er arbejdet, der kan skabe velstand i et samfund. Hvis man vil arbejde med et forløb om begrebet arbejde og hvordan det er blevet forstået i tidens løb, vil man kunne finde gode eksempler i Adam Smiths værk. Adam Smith viser i mange afsnit af værket en utrolig stor historisk viden om, hvordan produktionen af varer og handelen med dem har foregået igennem tiderne, i såvel Oldtid som Middelalder og senere tider. Adam Smiths værk er kæmpestort, og værket er i to omfangstunge bind på knap 1000 sider i alt. Flere afsnit vil nok ligge lidt langt fra, hvad vi skal arbejde med i gymnasiet især i bd. 2 er der tunge afsnit om pengeteori, som formentlig ikke vil være relevante for gymnasieskolen. Andre afsnit især i bd. 1 er ret korte og sprogligt overkommelige at gå til. Eleverne skulle kunne læse afsnit fra bogen. Det er en stor begivenhed, at vi nu har fået denne klassiker i dansk oversættelse. Jeg kunne tænke mig, at lærere i filosofi og også i beslægtede fag som historie og samfundsfag vil kunne have nytte af at orientere sig i denne udgivelse. Som et kuriosum vil jeg nævne at Adam Smith et par steder har nogle nøgterne overvejelser om lærere og deres aflønning og arbejdsforpligtelser. I bd. 1 s.169ff skriver han om akademikere ( men of letters ) at De ulykkelige, der almindeligvis omtales som akademikere, er stort set i den situation, at de må stille sig tilfreds med en tarvelig modydelse. I bd. 2 s. 765ff skriver han om, hvordan man får lærere i højere skoler og universiteter til at undervise grundigt og omhyggeligt. Han skriver, at hovedparten af professorerne på Oxford Universitet i mange år ikke engang ladet som om, de underviste. Så Smith overvejer om lærere skal aflønnes ved donationer udefra, ved vederlag fra elever eller på anden måde. Det lyder næsten alt for aktuelt! BOGEN BØR STÅ PÅ SKOLENS BIBLIOTEK, SÅ LÆREREN KAN FÅ FAT PÅ DEN. Bodil Kruse har filosofi, religion og oldtidskundskab som fag og bor i Kongens Lyngby

13 Den tavse dimension At vide mere end man kan sige - en tavs dimension Michael Polanyi Den tavse dimension (Original titel: The Tacit Dimension.) Oversat af Tom Bøgeskov. Forlaget Mindspace, 2012 Kr. 198,- 134 sider V/ Rakel Blöndal Sveinsdóttir, cand. pæd. fil....sindet er sjælens øje, der kan se den sande virkelighed i fornuftens lys - Nej siger Polanyi, menneskelig erkendelse sker i en forening mellem krop og bevidsthed. Vi kan vide mere end vi kan redegøre for (s. 28). Det intellektuelle syn på den menneskelige erkendelse, som beror på det krav at adskille bevidstheden fra kroppens handlinger, har sit ophav i Platons skrifter og er særlig synligt i hans berømte hulelignelse. Hulelignelsens fokuspunkt er, hvordan menneskene skal undslippe sansernes tyranni ved at sætte deres lid til sindets evne til at føre dem ud af uvidenhedens hule og ind i de rene ideers klare lys. Sindet optræder i ligningen som sjælens øje i den forstand, at det er i stand til at se den sande virkelighed i fornuftens lys. Mange af filosofihistoriens store filosoffer så som Kant og Descartes har fulgt i Platons spor, men Michael Polanyi ( ) er uenig i dette syn på den menneskelige erkendelse, og i hans værk Den tavse dimension er det Polanyis filosofiske projekt at bevise sammenhængen mellem krop og bevidsthed. I den forbindelse diskuterer han forskelle og ligheder mellem sin egen teori og andre filosofiske traditioner som for eksempel fænomenologien. Polanyi så sin værens- eller videns ontologi som en brobygning, hvor integration af viden (tavs og eksplicit) sker via emergens som organiserende princip. Begreb som intuition, og igennem den at handle og vælge rigtigt i situationen, er ifølge Polanyi et udtryk for tavs viden. Det uforklarlige eller uudsigelige ved tavs viden kan også forklares ved, at når det gælder så forholdsvis simple, og alligevel ufattelig komplicerede, bevægelser som at svømme, gå eller cykle, hævder Polanyi, at færdigheden i stor grad bygger på den uforklarlige tavse dimension, altså nuets integration af handling og intention. Aktiviteten eller handlingen foregår automatisk og tavst og er meningsfuld for udøveren. Polanyi kalder dog ikke denne viden for automatisk, idet kroppen tager hensyn til omgivelser og situationen og kan ændre adfærd og foretage hensigtsmæssige justeringer af aktiviteten efter behov. Den slags regulering ville ikke finde sted automatisk og tilfældigt, erfaringen må derfor på en eller anden måde forefindes lagret i kroppen. Bevægelsen foregår altså på baggrund af kropslig erfaring og kan ikke redegøres for på sproglig vis. Vi opfatter det omkringliggende, ud fra de enkelte kropslige sanseindtryk, og forholder os, ud fra disse interne processer, til det omkringliggende eksterne miljø. At bruge en teori for at forstå naturen er at internalisere den. For vi retter opmærksomheden fra teorien mod de ting, vi ser i lyset af den, og vi er bevidste om teorien, mens vi bruger den på denne måde, i kraft af de fænomener, den tjener til at forklare. Det er derfor, matematisk teori kun kan læres ved at anvende den; den sande erkendelse af den ligger i vores evne til at bruge den (s. 42). Citatet leder tankerne hen mod det erfaringsmæssige aspekt af tavs viden. At jeg har fået noget fortalt er ikke ensbetydende med, at jeg også kan anvende denne viden i praksis. Der ligger noget erfarings-afhængigt i tavs viden, og således ved vi mere, end vi sprogligt kan videreformidle. Øvelse gør mester. Bogens opbygning Den tavse dimensions teoretiske indhold er opdelt i tre hovedafsnit opkaldt efter tre forelæsninger holdt af Polanyi i 1962; 1. Tavs viden, 2. Emergens og 3. Et samfund af opdagere. Udover disse indeholder bogen som det første en glimrende introduktion ved psykolog Allan Holmgren, hvor han kort, men præcist skitserer det videnskabelige landskab Polanyi befandt sig i, da han dannede teorien. Derudover præsenterer han en sammenfatning af mange af bogens hovedpointer og giver læseren et godt udgangspunkt til at læse videre. Dernæst følger forord ved økonom og nobelprisvinder Amartya Sen, der ligesom introduktionen bringer mange af bogens hovedpointer. Sen og Holmgren lader til at være enige om, at her foreligger en bemærkelsesværdig bog, hvis genudgivelse, og nu danske oversættelse, fortjener opmærksomhed, hvilket jeg erklærer mig enig i og kan anbefale den til alle læreanstalter, der beskæftiger sig med menneskelig viden og erkendelse indenfor en lang række humanistiske fag, såsom filosofi, pædagogik, sociologi og psykologi, samt indenfor sundhedsfag og videns design. Udover de førnævnte afsnit rummer bogen en indledning af forfatteren, hvor han præsenterer bogens udgangspunkt, og afslutningsvis følger Polanyis uddybende noter samt indeks, der tilsammen gør bogen let at manøvrere rundt i. Bogens budskab På trods af bogens meget lille format, især sammenlignet med mange filosofiske hovedværker, skal man ikke tro, at den ikke rummer store opdagelser. Polanyi så selv sin opdagelse af strukturen i tavs viden, som sit vigtigste bidrag til filosofien. Hans hovedpointer i bogen er for det første, at vi ved mere, end vi kan sige, for det andet at vi besidder viden, selv om vi ikke er bevidst om den, for det tredje at al objektiv, eksplicit og bevidst viden forudsætter tavs viden, og for det fjerde at man ikke kan redegøre for sin erkendelse og perception på basis af et eksplicit regelsæt, procedurer eller algoritmer. Desuden mener Polanyi, at kroppen er forudsætningen for al viden, både den praktiske og den intellektuelle. Man kan spørge sig selv, om ikke det vestlige civilisationsprojekt mister sin mening, når man håndhæver idealer som gennemsigtighed og eksplicitte? Og om ikke Michael Polanyi mænger sig med videnskabens undergravere, såsom Kierkegaard, Nietz-sche og Derrida, når han afviser muligheden for at give den et rationelt fundament. Imidlertid distancerer Polanyi sig dog fra kritikken om skepticisme, som han anser for objektivismens tendens til at undergrave sig selv og påpeger, at når den kritiske refleksion, der kendetegner videnskaben, anvendes på dens egne forudsætninger, smuldrer A N M E L S E L S E 24 25