MELLEM ØST INFORMA- TION

Transkript

1 INFORMA- TION Nr årgang ISSN Indhold: Træk af fremtidsperspektiverne for dansk fødevarereksport til Mellemøsten (Del I) 1 Af Charlotte Wien Borgerkrig i Yemen? 3 Af Lars Erslev Andersen Massakren i Hebron 7 Af Torben Rugberg Rasmussen Tyrkiet på vej ind i den europæiske union 9 Af Lone Sandholdt Jacobsen Den muslimske Romeo og Julie-tragedie 11 Af Mehmet Ümit Necef En farlig fortolkning af Koranen 14 Af Jakob Skovgaard-Petersen Redaktionelt Redaktion: Lars Erslev Andersen, Martin Hvidt, Helle Brade Kreipke, Søren Mørch, Mehmet Ümit Necef, Helle Lykke Nielsen, Torben Rugberg Rasmussen og Charlotte Wien (ansvarshavende). Redaktionen afsluttet 2.. Udsendt til abonnenterne 5. april Næste nummer udsendes 2. maj Årsabonnement kr inkl. to bogudgivelser. Løssalg kr. 60. Mellemøst-information,, Campusvej 55, 5230 Odense M, tlf , lokal Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøst-Information. Træk af fremtidsperspektiverne for dansk fødevarereksport til Mellemøsten (Del I) Af Charlotte Wien Der er en grundliggende forskel på den rigdom, der karakteriserer Danmark, og den, der karakteriserer de af landene i Mellemøsten, der ligeledes er velstående. Vores rigdom er for en stor del bygget på vores landbrugsproduktion og vores industriproduktion, især det af den, der relaterer sig til landbrugsproduktionen. Ser man på landbrugsproduktionen alene, så producerer vi ca. tre gange så meget, som vi selv kan spise. Vi har således mulighed for at eksportere to tredjedele af vores produktion af fødevarer til den del af verden, der ikke producerer nok til at dække befolkningens behov. Og selvom vi engang skulle gå hen og blive 15 mio. danskere, vil vi fortsat have vores industriproduktion og knowhow at eksportere af, hvis der altså er nogen, der vil købe det af os. Med et sådant overskud er det interessant for os at se os om i verden og finde ud af, hvem der har penge til at købe vores produktion. Det er en gammel konvention, at det er nemmest og mest rentabelt at eksportere til nabomarkederne, og siden F et i EF blev til et U, kan man alt efter temperament vælge at betragte Mellemøsten som et nabomarkede. Og det er der god grund til - for Mellemøsten har et behov for at importere fødevarer, og dertil har en lang række af landene et særdeles købekraftigt publikum. I denne artikel vil jeg koncentrere mig om de mest købekraftige markeder, dvs. de af landene i Mellemøsten, der har et BNP pr. capita, der i størrelsesorden nærmer sig det danske - dvs. landene på Den arabiske Halvø. I runde tal har regionen som helhed et underskud

2 2 på fødevareballancen på omkring 20% af den samlede efterspørgsel og importerer for ca. 100 mia. USD fødevarer årligt. Og der er ikke noget, der tyder på, at det vil ændre sig radikalt. For det første har fødevarerimporten udviklet sig hastigt. På blot 30 år er regionen gået fra at være nettoeksportør til at være nettoimportør af fødevarer og er oven i købet blevet den region i verden, der har den laveste grad af selvforsyning af fødevarer og det på trods af, at effektiviteten i landbruget er steget meget voldsomt. Mellemøsten importerer omkring 8% af alle de fødevarer, der handles på verdensmarkedet og 30% af alle de fødevarer, der købes af tredjeverdenslandene og det på trods af, at den Mellemøstlige befolkning kun udgør omkring 4% af verdens befolkning og 5% af tredjeverdenslandenes befolkninger. Det hænger sammen med flere forhold. For det første har regionen som helhed en dårlig og ukoordineret landbrugspolitik: landbrugssektorerne i mange af landene beskæftiger op mod 50% af befolkningen, men bidrager kun med et sted mellem 5 og 15% af BNP. For det andet er der et dårligt samarbejde landene imellem og, politiskt ustabilitet gør, at frugtbare lande som f.eks. Sudan simpelthen ikke fungerer. For det tredje gør den hastige befolkningstilvækst og migrationen mod byerne sit til at gøre hullet i fødevarerforsyningen større, og for det fjerde, hvad der kan synes en detalje, men som er nok så vigtigt: regionens befolkning har ændret spisevaner! Økonomien For lande som Saudi Arabien, Qatar, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og tildels Bahrain og Oman, der har et BNP pr. capita, der ligger tæt på vores, er det ikke noget problem, at landene ikke kan forsyne befolkningen med fødevarer fra egen produktion. De har som bekendt alle oliepenge - i hårde USD, og dem vil vi som alle andre fødevarereksportører gerne afregne i. De olieeksporterende lande har derfor ikke noget problem i forhold til at købe fødevarer. Dommedagsprofetierne om at olien snart slipper op er i denne sammenhæng ikke noget, der kan anvendes til at skræmme hverken os (der har brug for at sælge) eller dem, der har brug for at købe vores varer. For selv om man kan lave relativt præcise opgørelser over, hvor mange år endnu Saudi Arabien har olie, er det noget pjat at bruge dem i denne sammenhæng, og de ligner da også mest dommedagsprofetier som den om den nært forestående istid. Jo - selvfølgelig slipper olien op - engang - men foreløbig har de mere og mere sofistikerede efterforskningsmuligheder og -teknologier gjort, at verdens samlede oliereserver er steget 5 gange siden midten af 1950erne - og der er ikke noget, der for alvor tyder på, at vi reelt kan være sikre på, at verdens kendte oliereserver faktisk svarer til hvad der findes og kan udvindes af olie i verden. Nu er det som bekendt ikke alle landene i Mellemøsten, der har olie - og dermed et flow af fremmed valuta ind i statskassen og så alligevel: for det første har de olierige lande om ikke været flinke til at kanalisere penge til de fattige lande, så er der dog en strøm af penge mellem landene dels i form af bistandsmidler, dels i form af hjemsendelser fra arbejdere i olielandene. Og i følge denne tankegang er en underforsyning i regionen som helhed på 20% på fødevarerballancen ikke det store problem. Alligevel må der være en grund til, at man i regionen som helhed nærmest panikagtigt forsøger at iværksætte store og kostbare projekter for at opnå selvforsyning af fødevarer. Det politiske ønske om selvforsyning Regeringerne iværksætter kostbare fødevarerprojekter som hvededyrkning i al-rub al-khali i Saudi Arabien - projekter som dem vi har set på Bahrain og i det tidligere Sydyemen, hvor landene faktisk har opnået selvforsyning af kyllinger og æg, de utallige turn-key mejerier og farme som vi i Danmark har været med til at levere. Det er langt hen ad vejen projekter, som der overhovedet ingen fornuft er i. Hvis formålet med at dyrke hvede i al-rub al-khali skulle være, at sikre Saudi Arabien en hvedeproduktion, når olien slipper op, skal man ikke tænke sig om ret mange gange, før projektets tåbelighed står tindrende tydeligt: hvede skal have min. 400 mm. nedbør om året for at kunne klare sig i Mellemøsten under de der gældende klimatiske forhold - i al-rub al-khali er den gennemsnitlige nedbør 0 mm. - ergo skal hveden kunstvandes - og vandet skal derfor enten fragtes fra de store havvandsafsaltningsanlæg langs kysten - hvor hver kubikmeter afsaltet havvand

3 3 koster omkring 1 USD, eller det skal hentes fra de fossile vandressourcer i undergrunden. Det sidste kræver kostbare boringer - og ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så må facit blive, at ingen for alvor kan tro på, at hvededyrkningsprojekterne i al-rub al-khali tjener til opbygning af en saudisk selvforsyning af fødevarer - det kan simpelthen ikke betale sig. Ser man nærmere på den saudiske import af hvede, så viser det sig da også, at Saudi Arabien har den tvivlsomme ære at være den 6. største importør af hvede i verden, og at den saudiske fødevarerimport stiger med en lille halv mia. USD årligt. Godt - men så kyllingefarme: jo, ideen er da bestemt god nok - problemet er bare, at kyllinger faktisk også spiser, og det de spiser, må man så til gengæld importere - for Mellemøsten er hverken selvforsynende på korn eller de øvrige ingredienser i kyllingefoder. Noget tilsvarende gør sig naturligvis gældende på mejeriområdet. For selv om man opbygger flotte mejerier i regionen, så skal man have køer til at levere råvarerne til mejeriproduktionen, og de spiser som bekendt også landbrugsprodukter. Meningen med denne argumentation er at påvise, at det slet ikke handler om et ønske om selvforsyning, når der laves projekter af denne karakter i Mellemøsten, men at målet med sådanne tiltag i højere grad er, at det på det politiske plan skal se ud, som om det er statsmagternes intention at sikre befolkningerne i fremtiden - og at signalisere til befolkningen, at man gør alt hvad der er muligt, for befolkningen - det er såmænd ikke så anderledes end herhjemme! På sin vis kan vi være ligeglade, om de mellemøstlige statsmagter har selvforsyning af fødevarer på programmet, eller de ikke har - for ligegyldigt hvordan man vender sagen, så har de også i fremtiden behov for at importere fødevarer og turn-key mejerier eller kyllingefarme. Det vi kan være interesserede i er, hvordan og hvilken karakter efterspørgslen på fødevarer vil få de kommende år - og her bliver det vigtigt, at landene i Golfen har en udtalt politik der hedder selvforsyning inden år 2010 eller lignende. Artiklen fortsættes i næste nummer af en Borgerkrig i Yemen? Af Lars Erslev Andersen Overskrifterne fra Yemen har i vinters og i de tidlige forårsmåneder meldt om krise, militære træfninger over den gamle grænse mellem Nord og Syd, samt om at den nye republik står over for splittelse og borgerkrig. Trods intense forsøg på at mediere mellem Yemens præsident Ali Abdullah Saleh og vicepræsidenten al-baid, Sydyemens tidligere leder, befinder landet sig fortsat i den værste politiske krise siden statens dannelse i maj Mange stiller sig spørgsmålet, om Yemen kun fire år efter euforien over sammenlægningen af det marxistiske Sydyemen og det islamiske og stammeprægede Nordyemen står over for opløsning med borgerkrig og regional ustabilitet til følge. Baggrund Optimismen var ellers stor, da Nord- og Sydyemen gik sammen i dannelsen af Republikken Yemen: mange års politiske og militære konflikter blev erstattet af et fælles mål om etablering af en moderne stat, hvor demokratisering og respekt for menneskerettigheder var nøgleord. Processen skulle finansieres af de forventede olieindtægter fra nye fund bl.a. i Shabwa og Masila i Hadramaut i det tidligere Sydyemen, hjulpet på vej af betydelig bistandshjælp fra Vesten. Et skår i glæden var dog den politiske og økonomiske isolation, der blev resultatet af Yemens pro-irakiske holdning i Golfkrigen, men allerede i 1992 var Vestens attitude, herunder amerikanernes, mere forsonlig og sympatisk stemt over for det, der aftegnede sig som et helt enestående demokratisk eksperiment på Den arabiske Halvø, og en række donorer med Verdensbanken i spidsen gav tilsagn om økonomisk støtte til den nye stat. Troen på demokratiseringen blev dog noget svækket, da det i november 1992 blev besluttet at udskyde de planlagte valg. Oppositionen beskyldte regeringen for bevidst at forhale processen, og samtidig optrappedes urolighederne i landet som reaktion på forringede levevilkår som følge af den hårdt pressede økonomi. I november og december 1992 var der således protestaktioner i Sana a og Taiz, der udviklede sig til deciderede gadeoptøjer og hærværk i frustration over en inflation på over 100% og en

4 4 stærkt stigende arbejdsløshed. I marts 1993 var der strejke i Aden, fordi styret i Sana a ikke betalte lønninger til offentligt ansatte i Syd - angiveligt fordi man manglede pengesedler. Værst var og er dog eskaleringen af politiske attentater, navnlig rettet mod medlemmer af YSP, regeringspartiet i det tidlige Sydyemen, og et stort antal kapringer af vestlige biler samt enkelte angreb på turister. Ikke desto mindre lykkedes det yemenitterne at gennemføre såvel valgkamp som egentlige valg i april De blev overvåget af kontrollører fra EU, USA og internationale organisationer, der alle kunne rapportere om en overraskende fair gennemførelse. I maj 93 blev den nye regering udpeget af ministerpræsident al-attas (YSP), og skønt det nordyemenitiske kongresparti (GPC) selv kunne have dannet regering sammen med enten al-islah (stammernes islamisk orienterede parti) eller med YSP, blev der tale om en slags national samlingsregering. Alle de tre store partier fik indflydelsesrige poster, ligesom det pro-irakiske Baath-parti fik placeret Mujahid Yahya Abu Shawarib som viceministerpræsident og den uafhængige kandidat Mohamad Salim Basindowa fik posten som udenrigsminister. Hermed blev alle betydningsfulde grupper i den yemenitiske befolkning repræsenteret i styret, og navnlig indlemmelsen af al-islah, der blev nummer to ved valget, blev fra alle sider betragtet som et positivt og konstruktivt skridt i retning af en handlekraftig regering. Tilsvarende dannedes et præsidentråd med to repræsentanter fra YSP, to fra GPC, og fra al-islah valgtes Shaikh Abdul Majid al-zindani, der leder højrefløjen i islamisternes politiske organisation. En hovedopgave for det nye styre er udformning af en ny forfatning, og i den forbindelse har det vakt en del international opsigt, at præsident Ali Abdullah Saleh ganske u-arabisk har stillet forslag om, at præsidentposten skal være på valg hvert andet år - et forslag, der nok kan få øjenbrynene til at løfte sig på en Hafiz al-assad, en Kong Hussain, en Saddam Hussain, en Kong Fahd og en Sultan Qaboos. Derudover er der stillet forslag om dannelsen af et overhus med repræsentanter fra de regionale guvernorater til sikring af større decentral indflydelse på styret. Fire år efter republikkens dannelse så det altså i maj 1993 ud til, at den nye stat var godt igang med at realisere sin målsætning på trods af fortsatte uroligheder, svigtende statslige indtægter og en stigende udlandsgæld. De fleste nærede tillid til, at den nye samlingsregering kunne genoptage reformarbejdet, der stort set var sat i bero i perioden op til valget, samt videreføre sammenlægningen af de to stater, hvor det største tilbagestående problem er foreningen af de to tidligere staters hære. Det gik imidlertid helt anderledes. På vej mod splittelse? I stedet for samarbejde har regeringen været lammet, og parlamentet har ikke været samlet siden august 93, hvor vicepræsident al-baid trak sig tilbage til sit politiske bagland i Aden. Han har ikke siden vist sig i hovedstaden Sana a, og han har konsekvent nægtet at udføre det arbejde, han er valgt til at varetage. Baggrunden er, at sydyemenitterne føler sig godt og grundigt snydt af styret i Sana a. Den begejstring over sammenlægningen, der navnlig kom til udtryk i Syd, er i dag afløst af bitterhed og vrede over, at landets sparsomme ressourcer stort set forsvinder i et hul i Sana a. Der er ikke sket nogen som helst positiv udvikling i Syd siden sammenlægningen, og Aden, der skulle være økonomisk hovedstad med udbygning af olieraffinaderiet, er i dag mere forarmet end før Dertil kommer, at den nordyemenitiske indflydelse har ført til stigende korruption, øget qatforbrug, forringede forhold for kvinderne og en bureaukratisk og uduelig administration. Dette er sket samtidig med, at leveforholdene generelt i Yemen er blevet forringet med rekordstigninger i priser på fødevarer, forbrugsgoder og huse. Det er derfor ikke mærkeligt, at sydyemenitterne føler sig ført bag lyset af de seneste års udvikling. Når de så samtidig tager i betragtning, at de seneste års oliefund samt forventningerne til nye fund alle knytter sig områder i det tidligere Sydyemen, navnlig Hadramaut, kan det være svært for dem at se sammenlægningen som andet end en smart måde for nordyemenitterne at annektere deres land på. Skønt indtægterne fra Yemens nuværende olieproduktion kun rækker til betaling af landets import af basisfødevarer, så skal det i den forbindelse tages i betragtning, at sydyemenitterne kun udgør knapt 3 mio. af republikkens samlede befolkning på omkring 14 mio., så det kan alt andet lige let se ud, som om det er sydyemenitisk olie, der betaler regningen for hele staten, uden at sydyemenitterne modtager noget retur.

5 5 Med andre ord er fristelsen stor til at sige farvel og tak til det forenede Yemen og forsøge sig som minioliestat. Sådan er der i det mindste mange sydyemenitter, der ser det - og i stigende grad også mange udenlandske iagttagere. Imidlertid er der meget, der tyder på, at al-baid ser anderledes på det. Ganske vist har han nægtet at varetage sine regeringsforpligtelser siden august, holdt sig væk fra Sana a og ført forhandlinger med først den ene så den anden udenlandske regering i et omfang, der i marts fik udenrigsminister Basindowa til at gøre udenlandske stater opmærksom på, at Yemens legitime repræsentant i udenrigsspørgsmål er ham og ikke YSPpolitikere. Og al-baid har fremsat særdeles skarpe beskyldninger mod styret i Nord og navnlig mod præsident Ali Abdullah Saleh for blot at ville annektere og udbytte Sydyemen. Ser man imidlertid på al-baids faktiske politik sammenfattet i den 18 punkts plan, han udformede som grundlag for et genoptaget samarbejde, er det ikke splittelse, men en reel videreførelse af sammenlægningen han vil. Grunden hertil er utvivlsomt, at han ikke blot tænker på olien og den lille befolkning, men også på den store gæld, sydyemenitterne stiftede til navnlig det tidligere Sovjetunionen før sammenlægningen, hvor Sydyemen var langt det mest forgældede af de to lande. En gæld i en størrelsesorden, der langtfra kan betales af en olieproduktion, der næppe i de kommende år vil overstige Danmarks. Når dertil betænkes, at eftersøgning og udvinding af olie kræver store investeringer, kan der nøgternt set være grund til at slå koldt vand i blodet. Al-Baid er således på den ene side presset af en sydyemenitisk befolkning, hvorfra han og YSP henter praktisk taget alle sine stemmer, og som øjner muligheden for at gå enegang og på den anden side en nøgtern vurdering af, at udsigterne for et selvstændigt Sydyemen formentlig vil være dårligere, end de vil være i fortsat samarbejde med Nordyemen - navnlig i betragtning af, at en selvstændiggørelse givet vis vil føre til helt urimeligt høje militærudgifter som følge af en uundgåelig krig. Den aktuelle situation Situationen i dag er således ikke meget anderledes, end den var i maj 1990: ingen af landene har dybest set noget at vinde ved en splittelse med uundgåelig borgerkrig til følge, snarere tværtimod, og det er på denne baggrund, at den aktuelle situation må vurderes. Så selvom situationen unægtelig ser truende ud, og selvom det endnu ikke er lykkedes Oman, Jordan, PLO, Yassir Arafat og Egypten effektivt at mægle i konflikten og dermed sætte en stopper for den, så synes viljen til at ville forsætte arbejdet med republikken større end et sydyemenitisk ønske om selvstændighed. På overfladen ser det ganske vist anderledes ud: det er endnu ikke lykkedes at samle parlamentet, og også et forsøg på en samling i Aden i slutningen af marts måtte aflyses; attentater mod ledende YSP medlemmer finder fortsat sted, og indtil i dag oplyses om 154 myrdede, og al-baid fremsætter løbende beskyldninger mod indflydelsesrige GPC medlemmer for at være indblandet i terroren ; der har været deciderede kamphandlinger mellem de to hære med over fyrre dræbte soldater til følge, og såvel Nord som Syd har dirigeret militære enheder til de betydningsfulde oliefelter. Kigger man imidlertid på det 18 punktsprogram, al- Baid har formuleret som betingelse for at genoptage sit hverv i Sana a, er det klart udtryk for en strategi, der skal føre til større integration: større og mere effektive bestræbelser på arrestation og afvæbning af personer involveret i terror- og voldshandlinger; sammenlægning af de to hære og tilbagetrækning af militæret fra alle større byer; mere magt til guvernoraterne og gentegning af provinsgrænserne med henblik på at fjerne den klare grænse mellem de to tidligere stater samt en række økonomiske krav, der bl.a. rummer en valutareform. Med andre ord alt sammen krav, der utvetydigt sigter mod en større og mere reel integration af republikken. Programmet er faktisk blevet vedtaget og underskrevet i Amman, Jordan den 20. februar, men uden at dette har ført til opblødning i konflikten. Tværtimod er de militære omrokeringer intensiveret, og der har siden været flere kamphandlinger. Baggrunden herfor er ifølge al-baid, at det ikke er nok at skrive under på et dokument; det drejer sig om den reelle implementering af planen og den er ikke sat igang endnu. Et af problemerne med implementereringen af planen er, at de to hære tilsyneladende opererer selvstændigt og med større loyalitet over for deres tidligere arbejdsgivere, de to tidligere stater, end over for centralstyret i Sana a. Dette er blot et af symptomerne på, at der endnu er lang vej til, at Yemens proklamerede enhed

6 6 også reelt fungerer som en enhed. Det er ikke blot al- Baid, som erkender problemet med de to hærers rivaliserende og egenrådige dispositioner, men også præsident Saleh og det er da også blevet set som et vendepunkt i den aktuelle politiske konflikt, at Saleh og al-baid i fælleskab i sidste uge underskrev en erklæring, som bemyndiger en kommision bestående af yemenitiske militærfolk og attachéer fra USA og Frankrig opgaven at få stoppet for sådanne operationer. Et vendepunkt fordi, det er første gang siden august 1993, at de to ledere i fælleskab har udsendt en politisk erklæring. Så lang tid det yemenitiske styre ikke formår at integrere de to hære samt ikke formår at afvæbne selvbestaltede politiske grupper og dermed skabe basis for en retssikkerhed i landet, som kontrolleres af staten, er enhver snak om reelt demokrati og udvikling dybest set futil. En forudsætning for, at den yemenitiske stat kan overtage kontrollen i landet og garantere retssikkerhed for landets borgere er, at de to tidligere staters militær integreres, at deres politi integreres og sikres mulighed for at slå hårdt ned på terrorgrupper, hvadenten disse har deres basis i autonome stammer, yderligtgående politiske partier eller i islamisk fundamentalisme. Al-Baids program sigter mod dette mål. Han har selv prøvet at blive tilbageholdt uden for Sana a på vej til regeringsmøde, og han har oplevet at over 150 af hans partimedlemmer er blevet myrdet. Hans politiske aktion og selvvalgte eksil i Aden begrunder sig i ultimative krav om at få sat en stopper for retsløsheden i landet, og midlet er reel forening af Nord og Syd - ikke splittelse og opløsning af den fire år gamle republik. Denne mand kommer fra et snævert, sekterisk politisk miljø. Han blev til i en sump, der har sit blodtørstige udspring såvel her som på den anden side af Atlanterhavet. Et udspring, der ikke har det fjerneste med jødedommen at gøre. Vi vil overhovedet ikke kendes ved det. Til ham og hans meningsfæller kan vi blot sige: I har ingen del i det zionistiske projekt. I er et fremmedlegeme. I er rajgræs. Den besindige jødedom sender Jer ud med en spytklat. I er en skændsel for Zionismen, og I bringer skam over jødedommen. Ordene er den israelske ministerpræsident Yitzhak Rabins i anledning af den jødiske bosætter Baruch Goldsteins nedskydning af ca. 30 palæstinensere ved al-ibrahimi-moskeen i Hebron den 25. februar. Og selv om udtalelsen har et klart politisk sigte som følge af de politiske problemer, som massehenrettelsen har givet anledning til i forbindelse med fredsprocessen med PLO og de arabiske nabostater, er der ingen grund til at affærdige den som en rutinemæssig politisk manøvre, der blot har til formål at lægge låg på det skete. Her taler derimod en mand, der er oprigtig opbragt og chokeret. Både over massakrens hensynsløshed, den religiøse motivation, hadet til araberne og de uforsonlige politisk-religiøse modsætninger i det israelske samfund. Her er ingen konsensus mulig, og selv om Rabin gør alt for at afgrænse jødedommen og zionismen fra massemorderens politisk-religiøse miljø i jødiske ekstremistgrupper som Kach og Kahane Lever, er sumpen en del af den politiske virkelighed i Israel - ikke mindst blandt de ca jødiske bosættere på Vestbredden, der har haft Intifadaens væbnede angreb tæt inde på livet og ser deres livsgrundlag smuldre som følge af det, der opfatter som den israelske regerings forrræderi og knæfald for den arabiske fjende. Sumpen eller manglen på konsensus Massakren i Hebron Af Torben Rugberg Rasmussen Spørgsmålet er imidlertid, om den sump, som Rabin så eftertrykkeligt tager afstand til, lader sig afgrænse til de militante jødiske grupper, der har den nu afdøde jødiske højre-aktivist Meir Kahane som åndelig vejleder? Eller om sumpen ikke snarere er kviksand, der handler om et fundamentalt uafklaret forhold i den israelske befolkning med hensyn til palæstinenserne, araberne og det israelske samfunds grundlag? Er Israel

7 7 en jødisk stat eller en sekulær stat? Er araberne venner, fjender, ligemænd eller undermennesker? Det er disse spørgsmål, massakren i Hebron rejser, og selvom de fleste israelere har let ved at afvise Kahanisternes apokalyptiske teologi, den hadske racisme og brugen af vold som politisk middel til at realisere den Gudsstat, der er målet, peger Baruch Goldsteins mord på fundamentale selvforståelsesproblemer i den israelske befolkning. Hvis man sammenligner Rabins afvisning af mordene og deres politiske og religiøse legitimitet med f.eks. Likud-lederen Ariel Sharons kommentar, får man et karakteristisk signalement af splittelsen i det israelske samfund. Ariel Sharons kommentar til massakren lød således: Når man ser stort på israelske borgeres sikkerhed, når regeringen slynger os ud på skråplanet og egenhændigt tilintetgør hele det zionistiske projekt og selve tanken med den jødiske stat, så kan det vel ikke undre, at nogle jøder mister håbet, kursen og fatningen. Man kan også sige, at Sharons udtalelser viser sumpens afsmittende effekt i forhold til den politiske mainstream. Men så er der ikke længerer tale om en afgrænset sump, man kan dræne og inddæmme, men udtryk for en fundamental mangel på konsensus i det israelske samfund med hensyn til mål og grundlag for staten. Her står Yitzhak Rabin med et problem, der er mindst lige så stort som de problemer, der sætter dagsordenen i fredsforhandlingerne med PLO og de arabiske naboer. Parlamentarisk er Rabins manøvrerum begrænset, og i et større perspektiv kræver den mentale og ideologiske Vergangenheitsbewältigung, som en normaliseringen af forholdet til arabere og palæstinensere i sidste instans forudsætter, i hvert fald mere tid. Det er således kun ca. et halvt år siden, at PLO var bandlyst og juridisk placeret side om side med organisationer som HAMAS og Islamisk Jihad. Det gode og det onde Det var den amerikansk uddannede læge, familiefar og Kach-medlem, Baruch Goldstein, der stod bag nedskydningen af de bedende muslimer i Hebron. Efter at have færdiggjort sin lægeuddannelse i New York emigrerede han i midten af 1980erne til Israel, hvor han bosatte sig i Kiryat Arba, en stor jødisk bosættelse i udkanten af Hebron, og en af de første israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza efter krigen i I særdeleshed efter Likuds magtovertagelse i 1977 blev Kiryat Arba og mange af de nye jødiske bosættelser, der med landbrugsminister Ariel Sharon som arkitekt blev placeret i nærheden af palæstinensiske byer og steder af religiøs betydning for jøderne, domineret af bosættere med rod i den radikale jødiske Gush Emunim-bevægelse - De troendes Blok - og det er her, Baruch Goldstein og organisationer som Kach og Kahane Lever har deres ideologiske og politiske udspring. Det ville være lettest og mest opportunt for alle, hvis man kunne forklare massehenrettelsen i Hebron med henvisning til en pludselig og irrationel grusomhed. Sådan forholder det sig bare ikke: Baruch Goldstein var hverken en marginal figur i bosætternes politiske liv eller offer for en momentan sindsforvirring, men derimod i høj grad ved sine fulde fem, kendt som en personlighed og en religiøs støtte i de ti bosættelser i Hebron-området, hvor han fungerede som læge, og var valgt som medlem af bystyret i Kiriyat Arba for Kach. Han var kendt for sin store interesse for alternativ medicin og ydede en stor indsats i forbindelse med den lokale krisehjælp til bosættere, der på den ene eller den anden måde havde været i kamp eller klammeri med palæstinensiske grupper. Denne normalitet var ingen hindring for at begå massemordet, og der er ingen grund til at mistænke Goldstein for at have ført et dobbeltliv a la Jekyll og Hyde. Snarere var massehenrettelsen en logisk konsekvens af det religiøse livssyn, som hans livsførelse var forankret i, for Baruch dræbte ikke uskyldigt bedende mennesker. Han ærede derimod Gud, som det er det udvalgte jødiske folks pligt, og ofrene var ikke først og fremmest arabere eller muslimer, men derimod repræsentanter for Amalek, den stamme, der ifølge Det gamle Testamente angreb jøderne i ørkenen, og hvis totale udslettelse Biblen kræver. Man kan kan også sige, at Goldstein på trods af sin moderne uddannelse og sine moderne livsvilkår forstod sig selv som kæmpende i en kosmisk kamp mellem Det gode og Det Onde, mellem Jahve og Amalek, og ved at affyre sine 111 kugler fra sin Galil-riffel bidrog han ikke blot til at eliminere Amalek i sin jordiske forklædning som arabere - i den forrige generation var det nazisterne, der repræsenterede Amaleks kamæleonagtige historiske identitet - men også til den messianske proces, der

8 8 som perspektiv har Messias genkomst! Det var dette fundamentalt dualistiske og messianske livssyn, der lå bag massakren i Hebron og det normale jødiske liv, Baruch Goldstein levede i Kiryat Arba, og det er klart, at vi her har at gøre med en sekterisk jødisk tradition, der kun har få sympatisører - i særdeleshed i organisationer som Kach og Kahane Lever. Hvorvidt Goldstein i juridisk forstand var alene om at udføre drabene, er i en vis forstand uinteressant, selvom alle selvsagt har en interesse i, at sagen belyses ned til mindste detalje og tvivlsspørgsmål. Ideologisk stod og står han ikke alene. Ifølge talsmænd for Kach og Kahane Lever, står andre således klar i kulissen til at fortsætte Goldsteins guddommelige hævnaktion mod araberne og den siddende regering, der af Kahanes forskellige arvtagere ligeledes opfattes som forklædninger af Amalek. Det ideologiske grundlag I forbindelse med massenedskydningen i Hebron bragte dagbladet Politiken et længere interview med Baruch Goldstein, lavet af den amerikanske journalist Tom Roberts en uge før massakren, og det er både interessant og chokerende læsning. Baruch Goldstein siger bl.a. i interviewet: Det jødiske folk er som får blandt 70 ulve. Men alt er et spørgsmål om Guds vilje. Våben og militærmagt betyder intet. Jeg tror på een Gud, Israels Gud. Den fejltagelse, vi begår nu, er, at vi forsøger at være som resten af verden. Vores opgave som jøder er at bringe åndelighed ind i verden. andre mennesker har til opgave at bygge verden. Vi vil tage os af den åndeligt. Israels ledere forsøger at skabe en elitenation. Bosætterne udgør en trussel mod deres lederskab. Derfor fører de en smædekampagne mod os sammen med den israelske presse og forsøger at få folket til at acceptere vores hedengang. For vi vil aldrig nogensinde opgive vores fødselsret. Vi vil aldrig forlade Hebron, vore forfædres land. Vi narrer os selv, når vi tror, at vi kan leve sammen med araberne. Det er umuligt. men det israelske samfund er blevet træt af at bekæmpe dem, træt af at kæmpe i en blindgyde. Vi er lede og kede af araberne, araberne er som en epidemi. de er sygdomsvoldere, der inficerer os. Araberne er stærke. De forener nationalisme med deres egen religiøse glød. Hvis vi ikke sparker dem ud herfra, vil de sparke os ud. Men vi driver dem ikke ud, fordi vi - jøderne - lider af et Holocaust-syndrom. Men den sande sammenligning med Holocaust er, at araberne er sidstedags-nazister. De samarbejdede med nazisterne, og de hviler ikke, før de har voldtaget alle vores kvinder og dræbt alle vores mænd. Vi bærer os ad som de jøder, der arbejdede for nazisterne. Vi adlyder deres befaling. Det er kun et spørgsmål om Guds vilje - enten gør vi det af vores egen, fri jødiske vilje eller også fører Gud os med en stærk arm og torden. Det er klart, at dette jødiske livssyn og verdensbillede ikke rimer på Schindlers Liste og alle de andre billeder af og fra Holocaust, som har formet synet på jødedommen. Både Baruch Goldstein, den fanatiske Messiastro, ultranationalismen og det hadske forhold til araberne er imidlertid en del af jødedommen - og mere prekært: en del af den politiske virkelighed i Israel. Tyrkiet på vej ind i den europæiske union Af Lone Sandholdt Jacobsen Tyrkiet indgik den 9. november 1992 en aftale med EF om en fuld toldunion fra Den største modstander af en sådan aftale er naturligvis arvefjenden Grækenland, men striden om anerkendelsen af Makedoniens selvstændighed har medført, at Tyrkiet er kommet til at fremstå væsentlig mere fornuftig end Grækenland. Blandt andet derfor er sandsynligheden for, at Tyrkiet rykker tættere på EU, nu større end nogensinde. Tyrkiet som regional stormagt Der er også andre grunde til, at EU gør sig selv en tjeneste ved at tage Tyrkiets ønske om optagelse i unionen alvorligt. Udviklingen siden 1989, og dermed indførelsen af den nye verdensorden har givet Tyrkiet mange strenge at spille på. Helt overordnet betyder ophævelsen af det internationale bipolære system, at regionerne får større betydning. Staterne har ikke

9 9 længere mulighed for at hente støtte hos den ene af de to daværende supermagter, og magtfordelingen i de enkelte regioner afspejler i dag i højere grad de enkelte landes reelle styrke. Tyrkiet har fået en helt enestående chance under den nye verdensorden for at markere sig som sin regions stormagt. I forholdet til de nye centralasiatiske republikker fremstår Tyrkiet som republikkernes politiske forbillede, fordi Tyrkiet har forstået at adskille politik og religion. Hvad angår samhandlen, har Tyrkiet ydet betydelige kreditter til republikkerne, og der er planer om at bygge rørledninger med olie og gas fra Kazakhstan og Turkmenistan til Tyrkiet. Også kulturelt gør Tyrkiet sig gældende ved at sørge for, at det statslige tyrkiske fjernsyns udsendelser når Centralasien pr. satellit. Dette lader sig gøre, fordi det tyrkiske sprog ligger tæt op ad det, der tales af store dele af befolkningen i Centralasien. Også i forholdet til Rusland er Tyrkiet interessant. Mere end 500 års fælles grænse med Rusland har givet Tyrkiet erfaring i at omgåes dette land, og regeringen i Ankara er meget bevidst om at bevare et godt forhold til nabolandet. Den 25. juni 1992 var Tyrkiet vært ved stiftelsen af Sortehavets Økonomiske Samarbejdszone. Sammenslutningen består af de lande, der grænser op til Sortehavet plus Armenien, Azerbajdjan, Albanien og Grækenland. Når dertil lægges, at Tyrkiet både politisk og økonomisk fremstår som en moderne stat i sammenligning med de arabiske lande, tegner der sig et billede af et land, der er et vigtigt knudepunkt for udviklingen i regionen. De forhold, der er skitseret ovenfor, har de vesteuropæiske lande efterhånden haft et par år til at opdage. Når der ikke rigtig er sket noget i forholdet mellem Tyrkiet og EU, skyldes det især Grækenlands modstand mod optagelse af Tyrkiet i unionen. Det skal dog også tages i betragtning, at en indlemmelse af Tyrkiet i EU sandsynligvis ville koste dyrt, fordi der skulle bruges mange ressourcer på at udvikle det tyrkiske landbrug. En anden årsag til, at Tyrkiet holdes uden for et EU-medlemsskab, er frygten for en massiv udvandring af tyrkere til de rigere unionslande. Den aftale om toldunionen mellem Tyrkiet og EU, der skal træde i kraft om to år, indebærer, at toldgrænserne mellem de to parter fjernes. Reelt betyder dette, at Tyrkiet skal afskaffe sin toldbeskyttelse, der er væsentlig større end den, EU skal afskaffe i forholdet til Tyrkiet. Og dette fører kun til, at Tyrkiet indgår i en toldunion og ikke, at Tyrkiet bliver fuldgyldigt medlem af EU. Det er imidlertid værd at bemærke, at forbeholdene mod at optage Tyrkiet i EU hovedsagelig er af økonomisk art. Der har også været brugt det argument, at Tyrkiet ikke overholdt menneskerettighederne. Specielt huskes Tysklands vrede over at opdage, at den tyrkiske regering i foråret 1992 havde indsat tyskdonerede panservogne i kampen mod civile kurderne. Halvandet år senere forbød tyskerne Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) og tilhørende organisationer at arbejde i Tyskland. Så sent som den 27. marts 1994 var der sammenstød mellem kurdere i Tyskland og det tyske politi. Dette er naturligvis ikke det samme som at godkende brugen af de tyske kampvogne i det østlige Tyrkiet, men det udtrykker dog en stillingtagen i den tyrkiske regerings favør. Tyrkiet vil være en besværlig partner i EU økonomisk set, men politisk og strategisk er Tyrkiet blevet så vigtigt et land, at EU vil have fordel af et samarbejde. Tyrkiets holdning til krigen i det tidligere Jugoslavien, og især forholdene omkring anerkendelsen af Makedonien, er en god illustration af, at Tyrkiet, politisk set, rykker stadig nærmere Vesteuropa. Balladen om Makedonien Opløsningen af Jugoslavien har medført, at Tyrkiet kan gøre sin indflydelse gældende også her. Tyrkiet har således i rollen som talsmand for de muslimske lande opfordret Vesten til at beskytte de bosniske muslimer. Dog har Tyrkiet været klog nok til ikke at involvere sig direkte i krigen. Sagen om Makedonien er vigtig i denne sammenhæng, fordi den viser, at den tyrkiske politik er mere i overensstemmelse med EUs politik end Grækenlands. Og dette styrker Tyrkiets forhold til EU. Tilbage i november 1993 kom Grækenlands minister for europæiske anliggender Theodoros Pangalos med skrappe udtalelser i anledning af Tysklands optagelse af diplomatiske forbindelser med Makedonien. Som det måske huskes, blev Tyskland kaldt for..en gigant på lerfødder...med en bestialsk styrke og et barns hjerne. Udtalelsen faldt på baggrund af en dyb mistillid til Tysklands intentioner på Balkan og den ændrede politik overfor Tyrkiet. EU gik heller ikke ram forbi, men blev skarpt kritiseret for sine relationer til Tyrkiet, der ved samme lejlighed blev

10 10 beskyldt for at trække sine blodige støvler hen over Europas tæpper. Udtalelserne faldt godt en måned før, Grækenland overtog formandsskabet i EU, og på trods af, at der er en stiltiende aftale om ikke at fornærme EU-partnere offentligt. Grækenlands protester hindrede dog ikke, at seks EU-lande, nemlig England, Tyskland, Frankrig, Italien, Holland og Danmark den 16. december fejrede optagelsen af de diplomatiske forbindelser i Makedoniens hovedstad Skopje. Efter at Grækenland har overtaget formandsskabet i EU, er Grækenlands handelssanktioner mod Makedonien blevet stadig strammere, og da disse sanktioner er i strid med EUs politik, er det meget sandsynligt, at Grækenland i den nærmeste fremtid bliver stillet for en domstol af kommissionen. Tyrkiets rolle i konflikten Problemet med anerkendelsen af Makedonien er ikke blot, at Grækenland frygter, at Makedonien vil kræve landområder fra Grækenland. Problemet er snarrere, set fra Vesteuropas side, at et uafklaret forhold omkring Makedoniens status og områdets ustabile økonomiske forhold kan medføre, at krigen i det tidligere Jugoslavien breder sig sydpå. Derfor er der da også udstationeret 1000 FN-observatører i Makedonien. Indtil nu har FN undgået at inddrage FN-soldater fra nabolandene i krigen, men der er nu tale om at sende et kontingent tyrkiske FN-soldater ind i Exjugoslavien. Grækenland har naturligvis svaret igen ved at kræve, at også græske FN-soldater involveres. Dette er imidlertid ikke den eneste måde, Grækenland drilles af Tyrkiet på. Den græske handelssanktion mod Makedonien har bl.a. givet sig udtryk i, at Grækenland har forbudt Makedonien, der ikke selv har direkte adgang til havet, at benytte havnen i Thessaloniki. Naturligvis tilbyder Tyrkiet så, Makedonien at benytte de tyrkiske havne. Grækenland har stadig den mulighed at udnytte sit EU-formandsskab til at fremhæve spørgsmålet om inddragelse af Cypern i EU, og dermed fokusere på Tyrkiets besættelse af øens nordlige del. For de andre EU-lande vil det dog sandsynligvis veje tungere, at Tyrkiet har en vigtig regional rolle efter Sovjet Unionens kollaps, og at Tyrkiet er en vigtig forsvarspolitisk partner, ikke mindst fordi det er nabo til Irak. Konklusionen er, at Grækenland i spørgsmålet om anerkendelsen af Makedoniens selvstændighed, har bragt sig på kant med de øvrige EU-medlemslande. Denne uenighed har givet Tyrkiet så gode kort på hånden, at landet nu fremstår som en partner, EUlandene kan have tillid til. Med andre ord er Tyrkiets rolle som regional stormagt blevet manifesteret og accepteret. Set i et lidt større perspektiv, tegner der sig en ny magtfordeling i Balkanområdet, der erstatter det magttomrum, som opløsningen af Jugoslavien efterlod. På den ene side står Rusland, Serbien, Bulgarien og Grækenland med et historisk betinget fællesskab. Overfor disse lande står Tyrkiet, Makedonien og Bosnien. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor stærkt disse to nye akser vil præge udviklingen i området. På nuværende tidspunkt er det dog vigtigt at fremhæve, at EU har en stor interesse i at styrke forholdet til Tyrkiet bl.a. for at holde aksen med Rusland stangen. Dermed har Tyrkiet fået indflydelse i endnu et naboområde og er samtidig rykket tættere på et EU-medlemsskab. Den muslimske Romeo og Julie-tragedie Af Mehmet Ümit Necef Det dobbelte selvmord, som Ekstra Bladet døbte Romeo og Julie- tragedien, har igen gjort arrangerede ægteskaber blandt de muslimske indvandrere aktuelt. Da ingen anden avis end Ekstra Bladet har skrevet om den sørgelige episode, skal her kort fortælles, hvad der er sket. Kort før jul begik Nazia, en 17-årige pakistansk gymnasieelev selvmord i København. To uger senere valgte hendes iransk-indiske skolekammerat Rick den samme tragiske skæbne. Nazia og Rick havde kommet sammen et stykke tid og havde tilsyneladende talt om at blive gift. Men der var to problemer, som vanskeliggjorde deres forhold. For det første måtte Nazia som en ortodokst opdraget muslimsk pige ikke have førægteskabelige forhold til mænd. Desuden havde hendes forældre allerede lovet hende som brud til en ung slægtning hjemme i Pakistan. Nazia kunne åbenbart ikke bære den psykiske pres, som en hemmelig

11 11 affære og et uønsket ægteskab forvoldte. I Ricks tilfælde er der højst sandsynlig tale om dårlig samvittighed og sorg over at miste den man har kær. Denne tragedie har skabt en heftig debat i Ekstra Bladet. Mange danskere og muslimer skrev læserbreve, hvor de bl.a. tog afstand fra tvangsægteskaber, og bladets flittig debatredaktør Nils Højlund svarede personligt på nogle af brevene. Bladet trykte et interview med en ret ortodoks imam, som beklagede sig over familiestrukturens og kvindernes forfald i Danmark og forsvarede arrangerede ægteskaber. Bladets redaktør blandede sig i debatten med to ledere, hvoraf den ene var et svar på en kritisk kronik skrevet af en pakistaner, der kalder sig selv indvandrerpolitiker. Desuden havde bladet inviteret den folkevalgte politiker Lubna Elahi, der selv er pakistaner, til at besvare telefonopkald fra pakistanske unge, der måtte føle sig splittet mellem familiens og det danske samfunds værdier. Dagen efter bragte bladet uddrag af hendes interessante samtaler og modige opfordringer til at bekæmpe uønskede ægteskabsaftaler. Arrangerede ægteskaber og ikke mindst tvang fra forældres side i ægteskabssager kan ikke undgå at virke frastødende på de fleste danskere. Selv på dem, der nogle gange er parate til at acceptere hvad som helst fra de fremmede folkeslags side, så længe det er gjort i kulturens og traditionens navn. Modstanden mod arragerede ægteskaber Hvorfor oplever nutidens danskere sådanne arrangementer som noget bizart, selv om lignende arrangementer ikke var ualmindelige i Danmark så sent som for hundrede år siden? I hvilken kulturel sammenhæng kan vi placere arrangerede ægteskaber? Hvordan kan vi forklare fænomenets opståen? Hvor udbredte er de blandt indvandrere i Danmark? For at tage det sidste spørgsmål først: den eneste repræsentative undersøgelse, vi har om unge indvandrere i Danmark, er lavet af forskeren Kirsten Just Jeppesen. Jeppesen spurgte pakistanske og tyrkiske unge, som var forlovede eller gifte, om deres egen indflydelse på valg af ægtefælle. Godt halvdelen af de pakistanske unge svarede, at deres forlovelse eller ægteskab var arrangeret af forældre (10% uden den unges accept eller med den unges delvise accept). Derimod svarede meget få, at de selv havde valgt deres partnere uden forældres accept. Sammenligner man med de pakistanske unge har tyrkerne en større frihed med hensyn til valg af ægtefælle. Kun godt en femte del af dem svarede, at deres forlovelse eller ægteskab var arrangeret af forældrene (4% uden den unges accept eller med den unges delvise accept). På den andens side svarede 8%, at de selv havde valgt deres partnere uden forældrenes accept. Igen angående indvandrernes ægteskabsarrangementer har Just Jeppesen fundet, at 56% af de tyrkiske og 77% af de pakistanske unge var gift eller forlovet med børn af deres forældres bekendte eller slægtninge. Hvad er det som gør, at en del pakistanske og tyrkiske forældre betragter det som deres naturlige ret at bestemme i en sådan grad over en personlig og intim sfære i deres børn liv? Den vigtigste grund er, at de ikke betragter deres børn som særskilte individer, der har magt over deres egne kroppe og liv, men primært som en del af familien og slægten. Denne opfattelse har to konsekvenser for deres børns intime liv og ægteskabsdispositioner. For det første anerkendes romantisk kærlighed ikke som en legitim følelse, der berettiger til fysisk samvær med den udkårede og seksuel tilfredsstillelse. Heller ikke som grundlag for et lykkeligt ægteskab. I det hele taget betragtes ægteskabet ikke som noget personligt og intimt, men primært som et anliggende mellem to familier. I dette kulturelle univers er det ikke to individer, men to slægter, der forenes, når to personer gifter sig. Yderligere anses seksualitet ikke hovedsageligt som individets anliggende, men først som en sag, der vedrører familiens ære. En pige bør bevare sin mødom, og et brud på dette princip bringer skam over hele familiens omdømme, noget der kun kan renses ved fysisk afstraffelse. Som en del af denne jomfrudomsdyrkelse kræver en mand, at hans kone er jomfru, og hvis han opdager, at hun ikke er det, har han lov til at levere hende tilbage til sin familie. Der er ikke noget at sige til, at dette kulturelle univers er meget fremmed for de fleste danskere. Dette skyldes, at Danmark er et gennemindividualiseret samfund, hvor den enkeltes krop og seksualitet betragtes som noget privat og intimt. Folk finder normalt deres ægtefælle selv, og ægteskabet betragtes som en aftale mellem to selvstændige individer, der føler sig æstetisk og erotisk tiltrukket af hinanden. Som Ekstra Bladets redaktør med henvis-

12 12 ning til S. S. Blichers novelle Hosekræmmeren gør opmærksom på, var det ikke sådan i Danmark før slutningen af sidste århundrede. Det er Danmarks modernisering siden da, der socialt og kulturelt har trukket tæppet væk under arrangerede ægteskaber. Alt dette skal ikke kun bidrage til at afbilde indvandrere som meget anderledes end danskere, selv om det ville være uklogt at fortrænge forskellighederne af angst for racisme. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at pege på de kulturelle forskelle mellem de fleste danskere og en del indvandrere. En endnu vigtigere pointe må være, at mange af de traditionelle værdier og normer blandt indvandrere er i skred og på vej ud. Just Jeppesens undersøgelse viser med al tydelighed denne tendens. Som nævnt ovenfor er 20% af de ægteskabelige aftaler for de tyrkiske unge arrangerede af forældrene. Dette skal sammenholdes med, at de aller fleste ægteskaber i Tyrkiets landområder er arrangerede af forældrene. Kulturrelativismen Arrangerede ægteskaber rejser to grundlæggende spørgsmål i kulturforskningen. For det første aktualiserer de debatten om kulturanalysens plageånd, kulturrelativismen, med andre ord tanken om, at alle kulturer er ligeværdige. For eksempel ville en radikal relativist i denne sammenhæng hævde, at man ikke kan sige, hvorvidt arrangerede eller moderne ægteskaber er bedst. Og at man ikke kan gøre sig til dommer over forskellige folkeslags levevis. Som Sløk en gang - med rette - i en af de uendelige relativismedebatter skrev, giver det ikke mening at diskutere om ægteskabstraditioner i middelalderens Italien eller i det moderne Danmark er bedst. Det giver heller ikke mening at diskutere, hvorvidt den måde, hvorpå yemenitterne bortgifter deres døtre, er bedre eller værre end tyrkernes. På den anden side er der et aspekt, der i debattens hede ofte overses nemlig det, at der ikke mere er tale om historiske eller geografisk adskilte tilfælde. Folk, der eksempelvis gifter deres døtre bort, er helt bogstaveligt havnet ved antropologens eller filosofens dør. Derfor er der mening i at diskutere, om det ene eller det andet værdisæt er mere hensigtsmæssige, under moderne livsbetingelser. Hvad angår retten til valg af ægtefælle, kan man med fordel argumentere for det frie valg. Ikke fordi vi behøver at kunne henvise til en guddommeligt målestok, ifølge hvilken det er bedst, at folk har ret til selv at vælge egen ægtefælle. Men fordi det virker rimeligt at hævde, at der ville forekomme færre menneskelige lidelser, hvis alle betragtede denne ret som hellig. Vel at mærke: under moderne livsbetingelser. Minus- og plusholdninger i Danmark Det andet spørgsmål gammeldags ægteskabsarrangementer rejser, er en bestemt holdning blandt en del danskere i omgangen med fremmede kulturer. Man tager simpelt hen værdier, normer og levevis i Danmark som de naturlige og universelle og tror, at de gælder for alle mennesker. Fejlen er ikke så meget, at man tager sine egne kulturelle værdier som umiddelbart udgangspunkt - hvad skulle man dog ellers gøre? -, men at man betragter dem som givne og ikke som resultater af en særlig historisk proces. Med andre ord antager man blot, at alle andre folkeslag også accepterer ens kulturelle grundlag. På den måde bliver hele verden til Danmark minus eller plus en række forhold, man tager afstand fra eller bliver fascineret af. Danmark-minus-holdningen går ud på, at de fremmede i grunden har samme værdier og normer som danskere. Derfor må det være mod bedre vidende, når de stadigvæk gør en del ting anderledes end danskere. Følgelig er nogle muslimske forældre bare onde og dumme, da de arrangerer ægteskaber for deres børn. Folk med denne karikerede holdning har tendens til at væmmes ved bestemte dele af fremmede kulturer, noget der ikke nødvendigvis gør dem til racister. Men de væmmes også ved fremmede mennesker, noget der fører ud på en virkeligt farlige glidebane. De fremmedes kultur betragtes som uforanderlig og statisk, og at påvirke dem gennem samtale anses som et håbløst projekt. Ligeledes betragter Danmark-plus-folkene fremmede kulturer basalt set som den danske, men indeholdende alle de rettigheder, muligheder og friheder samt en række andre positive træk, som man synes, man mangler i Danmark. Denne fløj er ofte fremmedkulturvenlig og hurtig, efter en overfladisk betragtning, til at lovprise snart det ene snart det andet træk ved fremmede kulturer. De fremmede har nemlig stærke familiesammenhold, de tager vare på familiemedlemmerne, de passer deres gamle i stedet for at overlade dem til plejehjem og ensomhed osv.. Sådanne betragt-