Skolen i naturen set med ergoterapeutiske øjne

Transkript

1 Ulla Bundgaard Westendorp og Linda Nielsen, Dybkær Specialskole, Silkeborg Skolen i naturen set med ergoterapeutiske øjne Det er midt i september en tilfældig tirsdag formiddag, og et ældre ægtepar har trodset den kølige finregn med en gåtur ned til Silkeborgsøerne. Lidt fra søbredden stopper de pludselig op og stirrer forundret på en stor flok mennesker. Der er syv voksne og 14 børn, små, store, søde, skæve, nogle på ben andre på hjul travlt i gang overalt, som en lille myretue. På en lille bro står et par våde drenge og fisker i søen, og lidt længere henne til højre øver en flok med nogle kajakker. En motorjolle er fyldt med glade ansigter på vej til søs, mens røgen og duften fra et lejrbål følger dem, og lidt oppe i et træ hviner en pige hængende i en klatresele. Hvad foregår der dog her? spør han fruen. Ved det ikke, men se lyset i deres øjne. Baggrund Skolen i naturen startede for alvor i 2002 og er i dag en fast integreret del af tilbuddet primært i ungdomsafsnittet på Dybkær Specialskole i Silkeborg. Dybkær Specialskole er en skole for børn fra 0. klasse til 10. klasse. Her er elever med både fysiske og psykiske handicaps i varierende grad, men fælles for dem alle er, at de har brug for tilpassede aktiviteter. En eller to gange om ugen fra april til oktober er vi ude for at lave forskellige aktiviteter i naturen. Naturen forærer uendelig mange muligheder for udfoldelse og udfordringer, og vi har erfaret, at det giver mulighed for at nå ind til 30

2 eleverne på en helt anden måde, end klasseværelset og træningslokalet kan. Det meningsfulde lys i elevernes øjne fortæller ofte mere end ord. Over en årrække er der via forskellige fonde og skolens betaling skaffet udstyr til brug i naturen, bl.a. kajakker, cykler, klatregrej, udstyr til lejrbål, jolle, fiskegrej mm. Det er alt sammen pakket i en trailer lige til at tage med. Naturen er en vigtig del af livet, og den udgør et aktivitetsområde, som står med åbne arme og venter på os. Kun ganske få af eleverne på skolen har mulighed for at udvide deres aktivitetskompetencer på dette område i deres fritid. Ofte findes der ikke de rette tilpassede tilbud i deres nærmiljø, fordi disse børn behøver en tilvænning til nye omgivelser og nye aktiviteter, som over tid kræver en pædagogisk tilgang. Dette forarbejde med at tilvænne og tilpasse aktiviteter i naturen til børnene udfører vi på skolen, og så har forældrene eller bostedet mulighed for at arbejde videre med aktiviteterne. Samarbejde Skolen i naturen bygger på et tværfagligt samarbejde mellem lærere, ergoterapeuter og pædagoger. I fællesskab planlægges en dag i det fri, hvor elementer som læring og træning gennem meningsfulde aktiviteter, sansestimulation og socialt samvær indgår i samspil med naturen og de elementer, som den har at byde på. Det er lærerne, som står for den undervisningsmæssige del. Vi er som ergoterapeuter ikke behandlende terapeuter på skolen; vi vejleder i stedet i undervisningsrelateret terapi. Vi vejleder lærere og pædagoger i at tilpasse aktiviteterne og eventuelt finde hjælpemidler, så vi giver hver enkelt elev mulighed for at deltage ud fra 31

3 egne forudsætninger. Udgangspunktet for os er motivation, aktivitet og deltagelse, og lærernes, pædagogernes og vores kompetencer danner tilsammen et bredt tværfagligt samarbejde i Skolen i naturen. Top-down Den samme aktivitet kan have forskellige formål. Overordnet har vi to vinkler. For nogle elevgrupper er fokus, at de skal lære at mestre en eller flere aktiviteter så selvstændigt som muligt. For andre er der ingen krav om at mestre, men blot at være i aktiviteten. Vi tager udgangspunkt i den enkelte elevs personlige forudsætninger og tilpasser udfordringerne, så det giver succes oplevelser. Vores tankegang er inspireret af en top down-procedure og er kendetegnet ved, at der arbejdes ud fra et helhedsorienteret perspektiv med fokus på menneskelig aktivitet og deltagelse i hverdagslivet og med meningsfulde aktiviteter i centrum. Børnene skal derfor ikke først med ind i træningslokalet for eksempel for at træne balance, inden de får lov at komme med ud i kajakken. Det giver ikke mening for dem, og vi udfører derfor selve aktiviteten sammen med dem. Vi har dog hele tiden vores undersøgelse af eleven i baghovedet, hvor vi har fundet både ressourcer og vanskeligheder. Vores viden fra undersøgelserne er endnu et værktøj til, at vi kan tilrettelægge en tilpas udfordring til eleven inden for nærmeste udviklings zone, så han/hun har mulighed for at opleve flow.¹ Struktur Det er vigtigt, at det ikke blot er en hyggelig dag i det fri uden krav og struktur. Der et stort behov for fokusering og strukturering af aktiviteten for at undgå store konflikter. I Skolen i naturen er konsekvenserne tydelige. Uden godt tøj bliver du våd og kold, og hvis knuden går op, fanger du ingen fisk. På den anden side er der også mere plads, når der er brug for at afreagere, og en lille løbetur med lyd på ind i skoven letter ofte presset. Vi har set, hvordan nogle af de udadreagerende børn falder til ro og kan gå lidt væk for at puste ud. For andre kan det være kaotisk, og vi skal hjælpe dem med at afgrænse området, sådan at de stille og roligt kan lære at være i et rum, hvor der ikke er den samme afgrænsning som i et klasseværelse. Kompetencer Aktiviteterne i naturen giver eleverne mulighed for at mærke og bruge et væld af sanser, når nye færdigheder skal læres. De grov- og finmotoriske funktioner bliver i høj grad stimuleret, men også kognitivt og perceptuelt ser vi, hvordan elever bliver bedre til at problemløse og orientere sig. I forbindelse med fiskeri har vi erfaret, at opfarende og utålmodige elever er faldet helt til ro med en fiskestang i hånden, og når den første fisk havde bidt på, var der ingen ende på begejstringen. Samme gruppe elever var ofte vanskelige at motivere til finmotorisk træning, men når de skulle rigge en fiskestang til, blev der bundet knuder nogle gange endda 32

4 i en gyngende båd, så både eleven og omgivelserne var i bevægelse. De viste hermed færdigheder, som fortalte os, at de nok på sigt skal få styr på at lyne lynlåse, knappe knapper og binde sløjfer, hvis de altså i den givende situation finder det meningsfuldt eller nødvendigt nok. Skolen i naturen har bidraget til, at elever stille og roligt har fået større selvværd og selvtillid i kraft af, at de har udvidet deres aktivitetskompetencer. De har oplevet succeser og oplevet, at de kan, når aktiviteten bliver tilpasset. Det har bl.a. vist sig for flere, at det at turde klatre højest op i træet har rykket på selvværdet i en sådan grad, at det har fået direkte positive konsekvenser i forhold til det sociale samspil i klassen. Som en pige der i en klasse med en del drenge blev lidt klemt af alle deres ord om alt, det de kunne. Der var ofte ikke grænser for deres formåen. Men da der en dag var træklatring på programmet, blev der stille. Hun var den eneste, der turde klatre helt op. Herefter behøvede hun blot at hæve blikket, når de kom for godt i gang med, hvad drenge var gode til, og piger ikke duede til. Alle er med For elevgruppen med multiple funktionsnedsættelser er der ingen krav om at mestre aktiviteten. Her gælder det om at være til stede i nuet og bruge sanserne til at opleve. De skal mærke lyset og luften og den gode stemning, der ofte opstår blandt personalet, som deler den gode oplevelse med eleverne. Det er derfor vigtigt, at det bliver til andet end en skovtur, hvor mad 33

5 pakken blot spises i andre omgivelser. Det handler i høj grad om, at denne elevgruppe også skal gives mulighed for at lære naturen at kende. Det er ofte en forudsætning, at klasserne får den nødvendige hjælp til at komme af sted. For eksempel er det vigtigt, at vi har aktiviteterne klar, når de når frem, hvis de da når frem. Dagene i disse klasser er ganske uforudsigelige, og de gode intensioner om at komme ud bremses en gang i mellem af kramper, sygdom, fyldte bleer mm. Vi overplanlægger derfor på den måde, at vi booker otte gange, og så er det en succes, hvis vi kommer af sted fire til fem gange. Det er nemlig bedre at komme helt og godt af sted med en god stemning, og netop stemningen er en vigtig del af dagen for disse elever. Nogle af eleverne kommer ned i en kajak, hvor der sidder en voksen bagpå og driver kajakken frem, eller de bliver udfordret af en sejltur i vores jolle Kathrine. Det handler også om at lære at være udenfor, selvom det regner og at kunne sidde under et primitivt shelter, hvor høresansen stimuleres, når regnen trommer, og den taktile sans stimuleres, når fugten rammer kroppen. Det kan selvfølgelig blive for dårligt vejr noget med storm og permafrost og skybrud på en gang til, at denne sårbare gruppe skal ud, så det er ikke for en hver pris. For os er det vigtigste dog at tænke på hvilke muligheder, der er i elevgruppen og vejret i stedet for alt det, der ikke er muligt. Ofte er der mange flere muligheder end først antaget. 34

6 Forventninger Med denne elevgruppe arbejdes der med at opbygge en forventning til noget godt. Ved gentagelse af aktiviteten skaber vi en forventning, og vores mål er, at vi kan give eleven et konkret i hånden (f.eks. en båd eller et stykke snor) og så se en positiv reaktion ved elevens genkendelse. Den erfaring, vi har gjort os, er, at man skal starte med aktiviteten og så rykke baglæns med informationen. F. eks. viste en elev første gang stor glæde ved at sidde i båden, men da vi anden gang skulle af sted, var hun ked af det og usikker, lige indtil hun mærkede båden gynge. Smilet og glæden kom frem, og det var tydeligt, at det der gik op for hende, at når vi sagde sejle, så var det her, vi mente. Næste gang kom den positive reaktion, da vi steg ud af bussen på havnen, og således rykkede forventningen baglæns til klasseværelset og morgensamlingen. En anden elev, som har CVI², viste sin glæde ved at falde i søvn og lade sig glide ned i bunden, ligeså snart han fornemmede, at farten blev taget af båden, og der blev gjort forberedelser til at lægge til. Hele turen sad han ellers og nød vinden i ansigtet og kom med glade lyde. Det viste os, hvor meget han egentlig havde styr på, og det gav os et hint om, hvordan vi skulle være opmærksomme på, at han skulle forberedes på, at også de gode aktiviteter slutter. Det kan være et godt middel til at undgå unødige konflikter og i stedet få en fin afslutning på en god oplevelse. Forældre Forældrene er ofte meget positive i forhold til Skolen i naturen. De forstår, at deres barn skal samle på gode oplevelser, og at det er vigtigt med interesser. De ved også, at den fleksibilitet, som deres børn indlærer i forhold til at være i forskellige omgivelser, øger deres aktivitetsradius i ferie og weekender. I de tilfælde, hvor der har været skepsis, har dialogen altid fremmet forståelsen og indsigten i, hvad formålet med Skolen i naturen er. Til hverdag bliver forældrene ofte konfronteret med alt det, deres barn ikke kan deltage i, men her står de pludselig med et billede af deres søn/datter siddende i en kajak eller et stolt barn med dagens fangst i hånden. Vi tror: - at for mange af eleverne betyder det også, at de bliver klædt lidt bedre på til deres ungdomsliv. Har de nogle aktiviteter, som de er glade for, og som de kan deltage i, så er de allerede et godt stykke på vej. Det kan betyde, at de eksempelvis på den videre ungdomsuddannelse eller bostedet kan deltage i flere tilbud, fordi de kender til nogle af aktiviteterne, og de er vant til at være i foranderlige omgivelser. Vi ser Skolen i naturen som endnu et tilbud til at styrke og udvikle mange af eleverne i positiv retning. Og så synes vi faktisk, at det er oplagt at tage imod de fantastiske muligheder, som naturen næsten helt gratis tilbyder os alle. Noter 1 flow: meningsfulde aktiviteter af en passende sværhedsgrad kan få eleven til at opleve at blive så opslugt, at tidsfornemmelsen og alt andet uvedkommende for 35

7 svinder og erstattes af dyb koncentration. Tilstanden opleves som menings- og nydelsesfuld, stressdæmpende og lærerig. 2 Cerebral Visuel Impairment Referencer Andersen, M. M. (2003). Ergoterapi og børn: Udvikling gennem aktivitet. København: FADL s forlag. Kielhofner, G. (2006). MOHO: Modellen for menneskelig aktivitet. København: FADL s forlag. Schilhab, T. et al (2007). Skolen i skoven: Hjerne, krop og læring i naturen. Lyngby: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag. Townsend, E. (2002). Fremme af menneskelig aktivitet ergoterapi i et canadisk perspektiv. København: FADL s forlag. n 36