Ikke bare bøsser og bryster

Transkript

1 Nr Ikke bare bøsser og bryster En redaktør takker af Af Marianne Wagner 72. årgang Da jeg for 15 år siden besluttede mig for at blive politisk aktiv, var det ud fra den vage betragtning, at jeg ville gøre noget for Danmark, ved indvandringen og EU nærmere betegnet, og valget faldt på Dansk Samling pga. dets historie og dets kristne, nationale udgangspunkt. Jeg kendte ikke noget videre til Arne Sørensen og DS, og et væsentligt punkt som partikritikken var helt fremmed for mig (i dag for mig at se noget af det væsentligste, DS har at tilbyde). Jeg tror, at jeg deler denne erfaring med mange af de nye medlemmer. Der gik ikke længe, før jeg blev valgt til hovedstyrelsen, og siden julen 2004 har jeg været redaktør af NYT. Jeg har bestræbt mig på at bringe artikler, som skulle udvikle DS politik ud fra det synspunkt, at politik handler om Danmarks selvstændighed, om et Danmark, der er sig sin historie, kultur og tro bevidst og handler på det. Her vil jeg særligt fremhæve artikelserier som: I øvrigt mener jeg, at Danmark skal ud af EU (1. artikel bragt i NYT 1, 2011), Du er fyrsten! (1. art. i NYT 1, 2014), Naar een Mand rejser sig (1 art. i NYT 4, 2012) samt Det skønne, vi har (1. art. i NYT 3, 2014). Det har m.a.o. været vigtigt for mig både at omsætte DS kristent nationale værdigrundlag til praktisk politik og at gøre positivt opmærksom på det danske. Og det sidste er lige så vigtigt som det første. For med den stigende folkelige modstand mod indvandringen er der også kommet en rådvildhed over, hvad det egentlig er, man reagerer imod. Mange hævder, at det er truslen mod de»danske«værdier som demokrati, ligestilling og frisind retten til at være homoseksuel og gå topløs i det offentlige rum som de fremmede må

2 antage for at blive»danske«. Disse værdier kan være udmærkede, men de kan også blive totalitære, når de påduttes alle. Ej heller er de særligt danske; vi var danske, da vi havde enevælde, og kvinderne ikke havde stemmeret. Der findes helte og skurke, som alle var danske. At være dansk er i høj grad noget nedarvet, det er noget, man bare er, en fælles forståelse eller et skæbnefællesskab på godt og ondt, som man må tage på sig og kæmpe for, så det kan blive til gavn og glæde for så mange som muligt. Ikke alle gør det, men alle er vi danske. Folket knyttes altså sammen af afstamning, sprog, historie, kultur og landets geografi, og at der til stadighed er et sådant folk er forudsætningen for, at udefrakommende kan blive danske. Den fremmede kan dermed kun blive dansk, hvis han elsker Danmark og det danske folk. Jeg husker et hollandsk ægtepar, som havde ansøgt om dansk statsborgerskab, fordi de var begyndt at drømme på dansk. Og så var der Victor Cornelins,»negeren fra Nakskov«, som var en af de mest dannede lærere i den danske lærerstab i sin tid. Da han var færdiguddannet som lærer, var han så dansk, at han ikke kunne forestille sig at skulle vende tilbage til Vestindien. Eller som dronning Ingrid fortalte om den 9. april, så blev hun dansk, da hun hørte de tyske fly flyve ind over Danmark. Det var ikke en opsummering af fordele og ulemper ved at blive dansk. Hun måtte aktivt vælge sin skæbne, vælge mellem sin danske mand og hans folk og sit eget svenske. Ingrid valgte Danmark, og skal Danmark bestå, må ikke bare de fremmede vælge. Det må vi også selv, som situationen er nu. For et land er levende og tror, der er et folk, som altid giver svar, som tidligere landsformand for DS, Jens Rosendal, skriver i en af sine store fædrelandssange. At give landet svar har jeg efter fattig evne forsøgt i min gerning som redaktør, og det forsøger de dygtige og flittige mennesker, som nu leder DS, og de mange andre frivillige, som hjælper til. Jeg håber, at mange flere vil slutte sig til DS og gøre en indsats for Danmark, og det vel at mærke ikke på de sociale medier, men ved en personlig indsats. Vi mangler fem vælgererklæringer! Dansk Samling mangler stillere. Ved blot at skaffe fem vælgererklæringer kan alle, både medlemmer og abonnenter, hjælpe os godt på vej til folketinget. Fortæl venner og familie om Dansk Samlings gode program og bed dem blive stillere ved at gå ind på Så har du gjort en stor indsats for Dansk Samling, og i sidste ende for Danmark. Dansk Samling stiller nemlig ikke op for sin egen skyld, men for Danmarks! 2

3 Dansk Samlings landsråd DS afholdt lørdag d. 10. september landsrådsmøde i Nyborg. Medlemmer fra hele landet var mødt op og deltog indledningsvis i diskussioner og afstemninger angående ændringer i DS vedtægter samt justeringer i formuleringerne i DS grundsyn. De af hovedstyrelsen fremlagte forslag til ændringer af DS vedtægter (se NYT nr. 2-3, 2016) blev alle vedtaget. Mht. ændringen af 3 stk. 4 blev det enstemmigt vedtaget, at den gamle formulering skulle udgå og erstattes af ét af de nye forslag til formulering. Her blev den første formulering vedtaget. De af hovedstyrelsen fremsatte forslag til ændringer i DS politiske synspunkter (Grundsynet) blev diskuteret, og afstemningen om de enkelte forslag forløb således: Vedr. afsnittet»det kristne grundlag«s. 3: Den nye formulering blev således: Igennem århundreder har Danmark været et kristent land og det danske folk et kristent folk. De nye formuleringer om mennesket skabt i Guds billede, den kristne fyrste og Skånelandene blev alle vedtaget. DS formand, Morten Uhrskov Jensen, fremlagde efterfølgende sin beretning om årets gang og kunne i denne forbindelse pege på en række positive resultater, der var opnået siden sidste landsråd. Men samtidig blev det understreget, at DS stadig havde lang vej igen mht. at blive et opstillingsberettiget parti til folketingsvalgene. For at nå dette mål krævede det en fortsat stor indsats fra hovedstyrelsens side og ikke mindst fra de menige medlemmer rundt om i landet. Hovedstyrelsen (HS) påtager sig det kommende år en række kerneydelser: 1) Organisatorisk, således at DS fungerer administrativt (ifølge vedtægterne). Dvs. de opgaver, der hører ind under landssekretæren og landskassereren. 2) Politisk, idet HS fremmer og fremfører DS synspunkter i offentligheden primært med henblik på at få indsamlet stillererklæringer. Her spiller formanden samt et»medienetværk«bestående af diverse skribenter (til dagspressen, FB etc.) en vigtig rolle. 3) Arrangementer og medlemspleje, hvor HS fremadrettet vil begrænse sig til følgende: a) Hvidsten Kro (august måned) b) Landsrådsmøde (september/ oktober) c) Mindelunden d. 4. maj (HS-møde inden) d) Grundlovsdag d. 5. juni (Sorø) e) Folkemødet på Bornholm (juni). Alt hvad der ligger ud over dette, må andre påtage sig. Ønsker medlemmer yderligere aktivitet, så må de selv i gang med at tage initiativer og så støtter HS op i det omfang, det er muligt, lød det fra formanden. Desuden understregede formanden, at det trykte tidsskrift ikke fortsætter i 2017, med mindre 3

4 der melder sig en ny redaktør/redaktionsgruppe. Efter formandens beretning var der debat. De fremmødte medlemmer var ikke i tvivl om, hvorvidt DS fortsat skulle søge at blive opstillingsberettiget. Direkte adspurgt opfordrede deltagerne i landsrådet enstemmigt HS til at fortsætte kampagnen også selvom andre partier, der påstår, at de vil føre en politik, der i hovedtræk svarer til DS politik på EU- og indvandringsområdet, skulle blive opstillingsberettigede før DS. På landsrådet blev DS hovedstyrelse endvidere udvidet til otte medlemmer. Som nye hovedstyrelsesmedlemmer blev følgende valgt: Cherif El- Ayouty, Carsten Budolph-Larsen, Anders Arfelt, Anders Peter Johnsen, Poul Sivertsen og Lona Friborg (genvalgt). Desuden som suppleanter: Jeppe Ammitzbøll og Kasper Ravn Fredensborg. Nyt fra Dansk Samling nu som elektronisk nyhedsbrev Det er blevet dyrt at sende post ud på gammeldags vis. Dansk Samling har de seneste år brugt en ikke ringe del af kontingentet på at udsende Nyt fra Dansk Samling, som i en del år har været en mellemting mellem et nyhedsbrev og et egentligt tidsskrift. I år så det elektroniske nyhedsbrev dagens lys, og Nyt fra Dansk Samling kommer til at leve videre her. Om et nyt tidsskrift under et nyt navn skal udkomme afhænger af, om der er nogen, der melder sig som redaktør. Modtager du ikke det elektroniske nyhedsbrev kan du på vor hjemmeside tilmelde dig under rubrikken Tilmeld nyhedsbrev. Har du et indlæg til nyhedsbrevet, kan du indsende dette til nyhedsbrev@dksamling.dk. Kulturstafetten det skønne, vi har. Tidligere artikler i Kulturstafetten bragt i NYT om Niels Larsen Stevns af Marianne Wagner, om Aksel Schiøtz af Morten Uhrskov Jensen, om de danske kyster af Adam Wagner, om Carl Nielsen af Niels Martin Lasthein, om de lyse nætter af Kasper Støvring, om den danske sangskat af Lone Nørgaard og om Tåsinge af Erik Sloth. 4

5 »Og stundom ud fra din fulde glød sprang lyn fra skyen i jordens skød, og tordenlatter og tordenregn din trolddom spændte fra egn til egn! Vild, vild, vild er, skønne sommer, din kraft og ild.«det skønne, vi har»tordenlatter og tordenregn«meddelte en facebookprofilindehaver sine venner ved Sankt Hans. Og sandt var det, at vi omkring Sankt Hans dette år fik besøg af en ny slags sommer. De kølige, gråvåde somre dem med havearbejde kender vi så udmærket, men især de solrige, varme med strandbesøg og spredt latter i haven natten lang. Nu lærte vi den varme, våde sommer at kende. Sankt Hansbålet udgjorde mange steder en snasket affære med dertil hørende luftfugtighed på et uendeligt antal millibar og medførte et tungsind, som i hvert fald denne skribent ikke kan fraskrive sig. Og så fløj denne Thøger Larsensekvens hen over skærmen og ind i den apatiske hjerne. For der er, som også Thøger Larsen antyder, noget vildt og troldsk ved tordenvejr. På tysk er der intet underfundigt ved tordenvejret; det er»das Tordenlatter og tordenregn Af Margrethe Horstmann 5 Gewitter«, som dækker vejrfænomenet og»donnerwetter«, som er en ed. Men til det troldske hører det underfundige, underdrejede, underfulde, som i vore nabolande bliver analyseret til det ulidelige eller rubriceret som politisk utilladeligt. Denne sommer har om nogen mindet os alle om, at vi lever i trange tider, om ikke de sidste. At der er torden i syd og alle andre steder vil ikke på dette sted komme som en overraskelse. At søge trøst i og stå fast på»danske værdier«, som så mange udmærkede mennesker opfordrer os til, er dog kun et skrig i en dyne, for de danske værdier, der i går var samarbejdspolitik kan jo blive sharia i morgen. Dansk ånd, derimod, er noget ganske andet, og udgør denne ånd kun en bisætning på den menneskelige ånds guldtavle, så kan man jo trøste sig med, at verdens hersker, kejser Augustus, jo også kom med i en bisætning i Lukasevangeliet. Som én, der med eller, formentlig, mod, Guds vilje, er medarbejder på hans frelse. Således også den danske sommer, især når den bearbejdes af danske digtere. Er man så heldig at kunne drage et par dage til udlandet med bil eller tog, er der altid noget særligt

6 ved at vende hjem. Når bilen hoster ud af færgen i Gedser eller Rostock, er udsynet straks et andet. For det første regner det næsten altid; for det andet er landskabet, husene, vejgrebet, ja selv skiltningen en anden end hos naboen. Blødere og rundere. Det er ikke Venligboernes smil og suppekøkken, der gør velkomsten til noget særligt, men at det er vort hjertes hjem hernede. Nå, er det dig igen, synes landet at sige til den hjemvendte. Ikke indbydende, som den ikke hjemmehørende synes at mene. For en fremmed barskt og fattigt. Men for den, der i eller måske under tordenregn hører tordenlatter, er det en velkomst som ingen anden. Vi er kendte. Som Thøger Larsen skriver i vers 4 af den elskede sommersang, så oplevede man også før klimakatastrofen foranderlige somre, ja somre, hvor der endda sprang lyn fra skyen. Også torden er sommer, og fra et andet sted ved vi, at Han kom frem, i (torden?)skyen os at hente hjem. Dér hvor med venner i lys vi tale. Men det er en helt anden historie, eller, måske er det netop den? Danexit efter Brexit Af Erik Høgh-Sørensen Opbruddet i Europa fortsætter i form af et længe tiltrængt opgør med de ikke-folkevalgte og udemokratiske bureaukrater som Jean- Claude Juncker og Donald Tusk. Men hvordan ender det, og hvor skal Danmark placere sig? Det giver jeg et bud på i det følgende. Danmarks stilling i EU efter Brexit En ny konkurrencedygtig nordvesteuropæisk frihandelsblok begynder at tegne sig som følge af Brexit-afstemningen i Storbritannien, den hollandske folkeafstemning om Ukraine, og den danske folkeafstemning om retsforbeholdet 3. december Brikkerne er langt fra faldet helt på plads endnu, men ser man på de underliggende politiske og økonomiske faktorer, er der næppe tvivl om, at Danmarks plads inden for EU forringes drastisk med den forestående britiske exit. Dette gælder både for dansk erhvervsliv og andre dele af dansk forsvars- og udenrigspolitik. Anekdotisk bevises det af, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har svært ved at komme videre med forhandlingerne om noget så naturligt som en god dansk samarbejdsaftale vedrørende politisamarbejdet Europol. Der 6

7 er bred folkelig opbakning til en sådan aftale, og ikke ét eneste EUland har åbent modsat sig de danske ønsker. Alligevel spores der modstand fra føderalister som Juncker og Tusk. Med andre ord, allerede nu står Danmark så alene i EU, at end ikke den naturligste aftale af alle kan indgås: Samarbejde mellem forskellige landes politistyrker i den internationale kamp mod terror og kriminalitet. Hertil kommer så Brexit-afstemningen 23. juni, som kun gør tingene værre for det danske EU-medlemskab. I figuren ses den magtfordeling, der vil være mellem de tilbageværende EUlande, når briterne er væk. Det ses tydeligt, at de store eurolande vil kunne gøre noget nær, hvad de vil. Det kunne de ikke, mens briterne var med. Euro-gældskrisen og danskernes stillingtagen I tillæg må man notere sig, at eurogældskrisen langt fra er ovre. Tværtimod. Der holdes fortsat forbrugsfest i Frankrig, Spanien, Italien og Portugal på de øvrige landes bekostning, og i strid med euroreglerne, hvilket senest har bidraget til at få nobelpristageren Joseph Stiglitz til at se euroen som selve problemet i Europa. Skvulpet fra et eventuelt sammenbrud vil i givet fald også ramme Danmark i højere grad end ellers, fordi vi er medlemmer af EU og har en fastkurspolitik til euroen. Nu er den britiske udtræden ikke endelig færdigforhandlet, ja den er end ikke officielt begyndt, idet der er store politiske uenigheder internt både i Storbritannien og i de resterende 27 EU-lande. Derfor vides det i sagens natur heller ikke, hvem der får mest ud af aftalen. Men allerede før Brexitafstemningen lavede tænketanken Analyseenheden 4V en tilstræbt objektiv gennemgang af scenarierne for Danmark. Data og konklusioner herfra danner basis for det følgende: Danske vælgere er rådvilde med hensyn til fortsat dansk EUmedlemskab. En repræsentativ og landsdækkende dataindsamling foretaget af Epinion for Analyseenheden 4V viste i marts 2016 statistisk dødt løb mellem de danske vælgere, der i tilfælde af Brexit ville blive i EU (30%) og dem, som går ind for dansk udtræden (27%). Andre målinger har vist den modsatte tendens. Dernæst er det værd at grave sig lidt ned i tallene bag folkeafstem- 7

8 ningen 3. december Nejsiden vandt med 53,9 procent af de stemmeafgivende vælgere mod 46,1 procent. Resultatet var overraskende, fordi medierne ifølge flere uafhængige analyser mestendels støttede ja-siden. Eksempelvis blev vælgerne i stort tal holdt i uvidenhed omkring den kendsgerning, at den af ja-siden foreslåede tilvalgsordning strider med den danske Grundlovs 20 om afgivelse af suverænitet. I virkeligheden måtte selv det danske embedsapparat erkende, at folkeafstemningen handlede om mindst 129 EU-retsakter og ikke kun 22. Hertil kommer, at tilvalgsordningen ville have skrottet Grundlovens krav om 5/6 flertal i Folketinget i spørgsmål om dansk suverænitet. Tilvalgsordningen er grundlovsstridig. Så kort kan det siges. Mange vælgere finder et uacceptabelt, at Grundloven var en del af billedet ved folkeafstemningen. Det fremgår af en dataindsamling foretaget af Epinion for Analyseenheden 4V, at 64,5 procent af vælgerne ville have stemt nej ved folkeafstemningen 3. december, hvis de havde kendt til dette grundlovsaspekt (se figuren). Danmark bør have en folkeafstemning Dette indebærer, at hvis den britiske Brexit-aftale bliver attraktiv, så er der ikke umuligt, at Danmark følger Storbritannien ud af EU. Det kunne blive en fordel, politisk, økonomisk, og demokratisk; ligesom der ligger en historisk cirkel i den kendsgerning, at Storbritannien og Danmark kom ind i det daværende EF sammen i Så kan vi vel også melde os ud nogenlunde samtidigt. Paradoksalt nok ville en britisk forbliven i EU Remain have været en stor fordel for Danmark. Det kunne have bidraget til at skabe ro på internt i Danmark. Den EUreform, som daværende premierminister David Cameron med et Remain-resultat ville have fået gennemført, havde også styrket danske interesser i EU i relation til frihandel, konkurrencedygtighed, indre marked, borgernære beslutninger. Den britiske afstemning var altså en slags kvit eller dobbelt for Danmark. Nu står især små og mellemstore danske eksportvirksomheder med risiko for, at det indre marked mister fokus på frihandel og konkurrence, og allerede inden Brexit stod Danmark som en lilleput med blot 1,1 procents stemmevægt i Ministerrådet. Derfor ligger det lige for at holde 8

9 en Danexit- (eller Dexit-) afstemning, selvom ja-siden og regeringen nægter. I en dansk folkeafstemnings-situation vil det det bedste udgangspunkt dog være, hvis vælgerne kan præsenteres for et præcist og attraktivt alternativ. Det opnår vi, når den endelige Brexit-aftale er indgået. Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet: Konturerne af en konkurrencedygtig nordvest-europæisk frihandelszone tegner sig, og dette vil i givet fald også påvirke andre politikområder såvel som dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som en ekstra lille hilsen til alle jer medlemmer af Dansk Samling kan jeg til slut fortælle, at min far deltog aktivt i den danske frihedskamp under Anden Verdenskrig. I de senere år er det gået op for mig, at det, som min far og nogle af hans kammerater (hvoraf to blev henrettet i Ryvangen) kæmpede for, dét må vi efterfølgende generationer ikke lade gå tabt. Danmark skal være et suverænt selvstændigt og demokratisk land med vidt udstrakt ytringsfrihed. [Erik Høgh-Sørensen er international journalist og tidligere EU-korrespondent for Ritzau i Bruxelles. Han er ekspert i besættelsestiden, afdækkede Søren Kam-sagen og sporede en række andre undvegne nazistiske krigsforbrydere, hvilket er gengivet i bogen Forbrydere uden straf. Som politiker i Dansk Folkeparti er Erik Høgh-Sørensen kendt for sin EU-modstand. Han har på basis af sin tid i Bruxelles skrevet bogen Mod vinden. Danmarks plads i Europa, anmeldt i NYT nr. 3, 2015.] At handle efter sin samvittighed»oehlenschläger har sagt: Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå. Vor opgave bliver at gøre denne profeti til skamme. Lad dem fælde alle bøgetræerne. Danmark lever ikke af sine rummetre, men af vor trofasthed og vor følelse af personlig forpligtelse.«således afsluttede den 19-årige student Johannes Stefan Jørgensen (1921- Boganmeldelse Af Adam Wagner 1973), kaldet»johs«, sin rustale på Øregaard gymnasium den 21. juni Og det var ikke bare store ord ved en festlig lejlighed, skulle det vise sig. Johs blev nemlig siden aktiv sabotør og kom til at betale en høj pris for sin indsats. Han fik benet amputeret efter en aktion, hvor hans knæ var blevet ramt af tyske projektiler. Steffen Bülow har skrevet om 9

10 ham i Frihedsmuseets Venners årsskrift for 2015, som samtidigt er en selvstændig bog (dog med årsberetninger fra Frihedsmuseet m.fl. til sidst) med titlen Johs. Bülow er ikke historiker, men har skrevet ud fra en personlig interesse for Johs og dennes fader, som blev clearing-myrdet i Det er der kommet en spændende lille bog ud af, som dog også har sine svage sider. DS som åndelig baggrund Bogen er bygget op med små kapitler, der behandler hver deres emne eller aktion, begyndende med en beskrivelse af Johs fader, Stefan Jørgensen, og derpå begivenhederne i tidsfølge med Johs indsats, aktionerne osv. Enkelt og klart, men også noget stift; desuden lader det til, at forfatteren har været så optaget af denne fremadskridende begivenhedsrække, at han ikke har søgt særligt dybt efter Johs, faderens og hele gruppens åndelige baggrund. Det kunne ellers have været spændende, for Johs fader, Stefan Jørgensen, var tidligt medlem af Dansk Samling (DS), og han var tillige klart antinazistisk allerede i trediverne, ligesom det fremgår, at han, med Johs ord, var»inderligt kristen«. Hjemme hos familien Jørgensen blev der i begyndelsen af krigen holdt flere DSdaglig-stuemøder, hvor bl.a. Arne Sørensen deltog. Man får også at vide, at Stefan Jørgensen blev»åndelig bagmand«for den studentergruppe af sabotører, som Johs blev en del af. Men man får ikke mere at vide om Stefan Jørgensens engagement i DS eller om, hvad det betød, at han var»åndelig bagmand«. Desuden får man at vide, at både Johs og et andet af gruppens medlemmer, Jørgen Ringsted, meldte sig ind i både DS og Akademisk Skytteforening, ligesom det oplyses, at Hans Edvard Teglers, der blev gruppens leder, var medlem af DS; men oplysningerne falder ligesom tilfældigt og ude af sammenhæng med hele forløbet, som om Bülow ikke er helt opmærksom på betydningen af dem. Her kan det tilføjes, at Bülow i bogens slutning har optrykt den tale, som Lene Kattrup, der er datter af Johs, holdt i Mindelunden i 2011; men det oplyses ikke, at det var ved DS mindehøjtidelighed, at talen blev holdt, hvilket ellers ikke er irrelevant, Johs medlemskab taget i betragtning (se talen i NYT nr. 2, 2011). Talen er i øvrigt blevet kraftigt beskåret i bogen, uden at Bülow gør opmærksom på det, hvilket er kritisabelt. 10

11 Aktionerne Men det er spændende at læse om de mange aktioner, Johs og hans gruppe foretog. Nogle vellykkede, andre mislykkede, nogle store, nogle små, nogle tragiske og andre morsomme. De skal ikke gennemgås her, men det kan nævnes, at aktionerne indbefattede sabotage, likvideringer, en befrielsesaktion, våbentyveri mm. Johs begyndte i en gruppe i Gentofte, der var var borgerligt og nationalt præget. Først handlede gruppen på egen hånd, men siden blev den en del af BOPA, og på et tidspunkt brød gruppen med BOPA og kom med i Holger Danske. Vigtige emner Bruddet med BOPA er der brugt noget plads på i bogen, og det er godt, da forståelsen af det er noget, der rækker videre ud. For det fremgår af en af beretningerne, at deres umiddelbare leder i BOPA, kommunisten Erik Saxtorph, i et skænderi med Teglers afslørede, at han pga. spændingerne mellem ham selv og de borgerlige i studentergruppen havde foreslået DKP s centralkomité, at de sidstnævnte blev likvideret men at det var blevet afslået. Selvom der tilsyneladende ikke er ganske enighed om denne udlægning, er stedet interessant, fordi det tyder på, at visse af kommunisterne ønskede at drive en benhård ideologisk linje uden hensyntagen til andre interesser end deres egne. Der er bare det problem med beretningen, at selvom der tilsyneladende er tale om et citat, fremgår det ikke klart hvem eller hvad, der citeres. Ved at konsultere Jørgen Røjels bog, Holger Danske rejser sig (Samleren, 1993), kan man dog se, at det drejer sig om Jørgen Ringsteds beretning; men det burde naturligvis fremgå klart og tydeligt også i Bülows behandling. Der er andre steder, hvor der i bogen berøres spørgsmål, hvis besvarelse kan have en videre rækkevidde end blot at afdække Johs og hans gruppes historie, som fx clearing-drabet på faderen, Stefan Jørgensen i 1944; for på hvilket grundlag blev disse clearing-drab udført? Det er ikke altid klart, og det er fx ikke afklaret, om tyskerne vidste, at Stefan Jørgensen var inddraget i modstandsarbejdet. Men at de skulle have udpeget ham tilfældigt, virker næsten for utroligt. Også andre spørgsmål berøres, som fx de unge menneskers moralske overvejelser og deres stærke pligtfølelse og ansvarsbevidsthed. Hver enkelt stikkerlikvidering overvejes alvorligt, og der skydes ikke på må og få; heller ikke mod danske i tysk tjeneste, hvilket synes at vidne om en udpræget retsfølelse. Bülow kommer kort ind på tiden efter krigen, hvilket er fint, men han berører ikke den kendsger- 11

12 ning, at Johs også i DSsammenhæng var aktiv i kampen mod EF op til afstemningen i Den oplysning ville ellers smukt have afrundet beretningen om Johs og hans indsats for Danmark, inden han døde i december 1973, blot 52 år gammel. Håbløs citatteknik Man kommer desværre ikke uden om at nævne bogens største svaghed: Dens helt håbløse»citatteknik«, som allerede har været berørt. Sagen er, at næsten alle citater er skrevet i ét med den øvrige tekst uden brug af citationstegn! Et eksempel (s.38):»stålhærderiet under Jernkontoret på Vibevej i København blev bortsprængt med 36 kg trotyl, som iflg. Johs ikke levnede en spån af selve hærderiet. Hvorfor skulle det hærderi smadres? Det vidste jeg virkelig ikke. Nå, det er måske lige lovlig stærkt sagt, men personligt vidste jeg kun, at der i København fandtes ganske få stålhærderier«osv. Som man ser, glider forfatterens beretning direkte uden markering af nogen art over i Johs beretning på en sådan måde, at man først tror, at forfatteren sidder og småsludrer med sig selv. Andre steder får man indtryk af, at Bülow var med (og siger»vi«), indtil man opdager, at det nok er et citat fra en af de deltagendes beretninger. Som læser er man i tvivl om, hvor citatet begynder. Og hvor slutter det igen? Den slags er mere reglen end undtagelsen i bogen. Desuden er det sine steder uklart, hvem der citeres. Det er forvirrende og i værste fald misvisende. Selvom forfatteren naturligvis har et ansvar for den slags fejl, kan det ikke alene hvile på ham. Der har været en korrekturlæser ind over (Hans Ørum), samt en redaktør (Kjeld Thorsen), og (ifølge forordet) også Niels Gyrsting, som desuden står for selve seriens tilrettelæggelse. Hvem der har fejlet, ved jeg naturligvis ikke, men i sidste ende er det forlagets ansvar, og det er ganske enkelt for dårligt, at Frihedsmuseets Venners Forlag sender noget ud med den slags helt grundlæggende fejl. Og nu vi er ved det, kunne sproget i det hele taget have haft godt af en finpudsning. Fx er undertitlen på selve forsiden helt håbløs:»om sabotøren Johannes Stefan Jørgensen der gik fra BOPA til Holger Danske og tog med alle midler kampen op mod tyskerne«. Det er synd for selve indholdet med den slags, for bogen er spændende, og Johs har sandelig fortjent en sådan udgivelse. Bogen Johs kan da også, uanset hvad, anbefales enhver, der interesserer sig for modstandskampen; ikke mindst medlemmer af DS. Lad os nu runde af med et opbyggeligt efterkrigscitat af hovedperso- 12

13 nen selv, et citat, der meget godt viser Johs åndelige indstilling, som i øvrigt var typisk for ånden i DS på krigens tid:»jeg kan på erfaringens grund sige, at livet bliver lykkeligere og bedre, når man efter ringe evne og blot på et punkt frivilligt tager initiativet til at handle efter sin samvittighed.«steffen BÜLOW Johs. Sabotøren Frihedsmuseets Venners Forlag sider. 149 kr. Søren Pinds nemme svar Af Ole Hasselbalch Søren Pind har i sommerens løb flere gange frabedt sig nemme svar. De, der anbefaler, at vi frigør os fra konventioner, med alibi i hvilke vi er blevet påført de sidste års masseindvandring, har således iht. ham aldrig nogensinde underkastet konsekvenserne heraf»nogen som helst form for granskning eller kritik.«(jyllands-posten 24/ ) I det udvalgsarbejde, som gik forud for ændringen af udlændingeloven i begyndelsen af erne, der satte turbo på indvandringen, anbefalede udvalgsflertallet herunder Højesterets præsident Peter Christensen at indbygge en nødbremse, så at der kunne lukkes af ved en»omfattende«indstrømning. Det lykkedes desuagtet Flygtningehjælpen ved Hans Gammeltoft-Hansen at besnakke Folketinget til at gennemføre den lov, der lagde grunden til ulykkerne. Mener Søren Pind, at højetsretspræsidentens anbefalinger var ufunderede? Med denne lov tog indvandringen især fra muslimske lande fart. Allerede ved årtiets udløb havde vi ifølge Arne Melchiors referat af oplysninger fra den daværende justitsminister fået af dem (JP 7/8 1991). Nu har vi så ifølge Søren Pind , altså over 4 gange så mange. Fortsætter dette hvad det med sikkerhed gør med den nuværende defaitistiske regering ved roret vil vore børn i 2040 stå med mere end en million. I over 30 år har ansvarlige mennesker forgæves forsøgt at råbe politikerne op om konsekvenserne af den såkaldte»flygtninge«lov. Nu er samfundet så i færd med at synke til bunds under vægten af tilvandrede, som hver især koster millioner over et livsforløb, fordi de ikke er i stand til at løfte det samme, som de forbruger (jf. min kronik i JP 7/5 i år). Efter mange 13

14 hundrede års erfaringer fra islams grænselande er det endvidere umuligt at leve sammen med tilhængerne af denne aggressive politiske ideologi, der forklædt som religion maroderer omgivelserne overalt, og om hvem det aldrig er til at vide, om selv de tilsyneladende veltilpassede pludselig går amok. Vi skal ikke føre krig mod islam, skriver Pind. Det har det kristne Danmark ellers gjort i århundreder, jf. Den Augsburgske Bekendelse, som er grundlag for Folkekirken, der udtrykkeligt fordømmer»muhamedanerne«, som præsterne ifølge præsteløftet er forpligtet til at bekæmpe. Det vil komme til at gøre meget ondt at sætte foden ned over for den muslimske invasion. Men det vil komme til at gøre endnu mere ondt på vore efterkommere, hvis vi bare lader stå til. Ord til tiden til hver en tid»too often today people are ready to tell us: "This is not possible, that is not possible." I say: whatever the true interest of our country calls for is always possible.«enoch Powell, fremtrædende engelsk konservativ EF og indvandringsmodstander; sagt ved Det konservative Partis årsmøde i Kunsten at tegne profeten Denne anmelder er rindalist; jeg mener, at eftertiden må vurdere, hvornår noget er kunst, og at moderne kunst derfor ikke skal have en krone i støtte. Det er derfor lidt af et vovestykke at begive sig ud i en anmeldelse af en bog om den særdeles nulevende kunstner Lars Vilks, men jeg vil altså forsøge. For selv om jeg ikke helt forstår, hvorfor Lars Vilks skal kaldes kunstner, så er der jo andre grunde til at beskæftige sig med ham; blot kan man ikke komme uden om at Boganmeldelse Af Marianne Wagner 14 forholde sig til hans kunst og kunstbegreb, slet ikke efter Bjørn Nørgaards forord, hvori han erklærer, at moderne kunstnere»formodes, i den kunstneriske proces, helt grundlæggende kritisk at kunne vende op og ned på vedtagne værdier og derigennem sikre, at magt og sædvane ikke sætter samfundet i stå.«(s.9.) Nørgaard er nok blevet salonfähig helt ind i de kongelige gemakker, men han har altså et udtalt politisk, revolutionært mål med sin kunst. Ved de

15 mon det på Amalienborg? Vilks eget kunstbegreb findes indenfor den såkaldte institutionelle kunstteori, som Vilks har videreudviklet ved at definere god kunst (altså ikke bare kunst, for den kan være dårlig) som det, kunstverdenen ved dens fagfolk vurderer, er god kunst. Både Vilks og Nørgaards kunstdefinitioner forekommer mig at være problematiske; hvor befinder en kunstner som f.eks. Thomas Kluge sig i forhold til de to definitioner? Kluge var længe ikke anerkendt af kunstverdenen, og hans kunst kan dårligt regnes for revolutionær. Og m.h.t. Vilks selv, så lever han nok op til Nørgaards definition for kunst, men ikke i forhold til sin egen, da hans kunst ofte bliver betegnet som dårlig eller ikke som kunst, især når den portrætterer profeten. Og jeg tror faktisk, at Vilks som fagmand (han er professor og en engageret underviser) selv mener, at han er kunstner. Det er ikke uvæsentligt, hvis man skal forstå hans handlinger. Mennesket Man forhandler ikke med et maskingevær er en bog, der forsøger at skildre Vilks både som kunster og som menneske samt det fangenskab, han reelt befinder sig i, og jeg synes, at den klarer det meste vældig godt. Bogen er en lækkert udseende kaffebordsbog, som man ikke behøver at læse fra a til å for at få noget ud af. Man kan hurtigt danne sig overblik over Vilks liv, udstillinger og udgivelser. Opbygningen gør, at læserens nysgerrighed vækkes med det samme. Helle Merete Brix beskriver i indledningen sit første møde med Vilks efter terrorangrebet ved Krudttønden: hvordan hun afhentes af en sikkerhedsvagt, som ikke fortæller hende, hvor hun bliver kørt hen, hvordan hun venter i en korridor uden vinduer, før hun føres ind til Vilks, som sidder i et lokale med to livvagter, bevæbnet med maskinpistoler. Vilks er i fangenskab, han flyttes fra safe house til safe house, er konstant omgivet af livvagter, persiennerne er altid trukket ned, og han har udgang en gang om dagen. Denne indledning sætter skarpt fokus på det vanvittige i, at samfundet accepterer Vilks krav på beskyttelse og hans frihed til at ytre sig, men stadig ikke vil acceptere, at truslen er opstået pga. en bestemt politik, nemlig den svenske og danske indvandringspolitik, som har medført et stort antal muslimer i vore lande, hvoraf nogle forhandler med maskingeværer. I stedet forsøger man at opretholde en form for normalitet ved at yde Vilks beskyttelse, men han kan altså ikke længere leve normalt. Man opbygger dermed en illusion hos menigmand om, at systemet fungerer som det skal, og at man imødekommer tidens udfordringer. Men sammen med Brix er læse- 15

16 ren altså blevet lukket ind til mennesket Vilks, der selv får lov at fortælle om fatwaen, om sin lykkelige barndom i Skåne hos sin enlige mor og hendes familie af stærke kvinder. Om sit liv, som det nu former sig, hvor han forsøger at leve, som var han fri. Vilks lader til at være en mand med et stort åndeligt overskud, som får ham til at tilpasse sig livet under omstændigheder, som ville gøre de fleste mennesker gale og deprimerede; han finder en rutine og en hverdag også i det, han maler mere, han sludrer hyggeligt med sine vagter, som gerne vil lære ham at lave ordentlig mad, men Vilks orker ikke. Han har det fint med det enkle; grød og gryderetter. Aner man en længsel efter noget andet, så er det, da han fortæller, at det er for besværligt at se på stjerner nu, hvad han ellers holder meget af, og ganske rørende omtaler han sin første kone, som han giftede sig med meget ung:»hun var sød og rar og meget optaget af kunst«(s.22), men de var så unge, at de ikke kunne finde ud af det sammen, så de blev skilt. Siden har Vilks fået kontakt med hende via facebook. Man fornemmer et savn, måske efter hende, måske efter en ukompliceret tid, og det går lige til hjertet. Kunstneren Uwe Max Jensen indfører læseren i Vilks kunstneriske univers, og det gør han forbilledligt. Jensen er tydeligvis meget begejstret, men det er nu forfriskende. Vilks har et par interessante betragtninger, idet han mener, at loven sætter grænserne, og at censur altid er nødvendigt; dog må grænserne herfor afprøves. (ss.35-36). Skal man tage ham på ordet, så må hele hans virke være et forsøg på at udfordre loven og censurens grænser; Vilks monumentale værk, Nimis, som han har opført på Kullen (angiveligt for at bearbejde, at han engang var nær ved at drukne), er blevet erklæret ulovligt, idet området er fredet. Men da Nimis nu ganske som Christiania er blevet en turistattraktion, som årligt har omkring besøgende (i et fredet område!!!), har det fået lov at stå, og dermed har Vilks bevist, at myndighederne ikke håndhæver lovens grænser. Med sin tegning af Muhammed som rundkørselshund (på svensk rondellhund, som også betyder gadekryds, hvilket nok ikke gør profetens tilhængere mere fornøjede) har han bevist, at et mindretal udenfor rigsdagen i praksis har indført censur, og han har endvidere skabt røre i den svenske hygge (rundkørselshundene var oprindeligt en folkesport, hvor nogle fandt det sjovt at placere håndlavede hunde i rundkørsler), fordi, ja, hvorfor? Kunne folk ikke bare være ligeglade? Nej, for profeten spreder sjovt nok ikke hygge, men 16

17 deler vandene. Vilks ønsker ikke bare at tegne profeten for at provokere; han tager flere gange i bogen afstand fra, at alle tegner løs, men holder fast i, at der skal være en mening med (s.30) at tegne Muhammed. Det var der, da han tegnede ham, men ikke lader det til ud fra en bevidst politisk holdning; Vilks havde allerede i 2001 tegnet profeten, som ser på Bandy, og i 2006 tegnede han rundkørselshunden til en udstilling, hvor emnet året før havde været katte. Her havde nogen tegnet George W. Bush som kat, og Vilks kunne ikke se forskellen på, om man skildrede den ene eller den anden som et dyr. Men det var der altså. Resten er historie. Vilks har m.a.o. sat sig selv ind for Nørgaards definition på kunst (hvilket er mere, end hvad Nørgaard selv har), han har taget sin skæbne på sig og har gjort sit liv til et kunstværk, et modsvar til den kendte maler, Carl Larsson, som skildrede sit eget familieliv, så det blev et forbillede for det svenske folkhem. Nu er folkhemmet blevet til et safe house, hvor Lars Vilks tegner pasticher over bl.a. Larssons kendte værker, men hvor Muhammed nu dukker op som hund på de mærkeligste steder (s.77). Folkhemmet har fået en tyran, måske den tyran, det fortjener, men hvem ved? Måske vil Vilks blive husket som den, der sagde alt det, ingen andre turde sige og dermed genoprettede hjemmets ro og orden. Efter endt læsning fremstår Vilks for denne læser som en af de fineste repræsentanter for nordisk frimandssind, en overmåde sympatisk mand, som modigt og kreativt anvender sin store viden og kunnen til at udstille samfundets magtstrukturer. Om det gør ham til kunstner er jeg fortsat usikker på, ligesom jeg fortsat er skeptisk overfor de moderne kunstbegreber, som han og Nørgaard gør brug af. Men uden dem havde vi ikke haft en Vilks, og det ville bestemt have været et stort tab i den alvorlige situation, vi står i. Forfatterne beklager manglen på billeder fra Vilks barndom, men også billeder af Vilks seneste værker glimrer ved deres fravær, og det er en alvorlig mangel i en kaffebordsbog. Alligevel være den hermed varmt anbefalet! HELLE MERETE BRIX og UWE MAX JENSEN Man forhandler ikke med et maskingevær en bog om manden og kunstneren Lars Vilks Document sider. 250 kr. 17

18 Intet Danmark uden Slesvig intet Slesvig uden Danmark. Udflugten til Den sønderjyske Sten DS har en tradition for at afholde udflugt til Den sønderjyske Sten, som blev rejst i Dyrehaven efter 1864, og hvor indskriften lyder: Intet Danmark uden Slesvig intet Slesvig uden Danmark. Vi vil her gerne slå et slag for traditionens fortsættelse, som er et hyggeligt tiltag, hvor man på baggrund af en historisk begivenhed samles om en tur i det grønne med udsigt til yndige Skåne og efterfølgende fællesspisning. Vi bringer derfor et lille uddrag af Adam Wagners tale ved stenen den 7. september 2002 (trykt i NYT nr. 4, 2002):»Den, der kan trække på skuldrene af tabet af én del af Danmark, kan vel også trække på skuldrene af tabet af hele Danmark. Den, der derimod aldrig vil opgive Danmark, vil heller ikke kunne opgive den mindste del deraf. Den, der kan acceptere tabet af Sønderjylland, kan også acceptere tabet af Bornholm eller Fyn, mens den, der ikke kan acceptere tabet af disse nødvendigvis også med kraft må kæmpe mod tabet af Sønderjylland.En åre i et folks historie«sådan kalder forfatteren Hans-Tyge Haarløv både poetisk og rammende den gamle danske grænseflod Ejderen. Og folket, det er naturligvis det danske. Bogen, der ganske enkelt hedder Ejderen, er en lystrejse i tid, ord og billeder langs denne flod. Det er en rigtig kaffebordsbog med flotte helsidesbilleder på venstresiderne og små tekster på højresiderne. Hvert opslag danner således et afsnit for sig. Forfatteren fortæller godt og er da også lærer på Rønshoved højskole, der siden sin grundlæggelse i 1921 har haft særlig opmærksomhed på Sydslesvig altså den del af Sønderjylland, der ikke blev dansk i Ejderen Boganmeldelse Af Adam Wagner 18 Bogen er opbygget som en rejse fra Ejderens udspring i Holsten (syd f. Kiel) til dens»endeligt«i vadehavet. Der berettes skiftevis om historiske, kulturelle, nationale og dagligdags emner og om natur og teknik, og hvad der nu ellers passer ind eller faldt forfatteren ind. Og det er såmænd både fornøjeligt og oplysende, og den gamle Ejder træder efterhånden frem som en personlighed. Bogen fremhæver Ejderen som grænseflod, hvilket den var fra 811, hvor Karl den Store anerkendte floden som grænse mellem Danmark og Frankerriget, og indtil 1864, hvor Prøjsen og Østrig erobrede det meste af det gamle dan-

19 ske hertugdømme Slesvig og udslettede grænsen mellem Slesvig og Holsten. Bogens danske sindelag Man kan i de mange små fortællinger læse om slaget ved Bornhøved, om Johan Rantzaus gods Bothkamp, om Bordesholm, hvorfra Slesvig domkirkes smukke altertavle stammer, om Westensee, hvor Matthias Claudius så månen hæve sig, om den uigennemtrængelige grænseskov Jernved, om slaget ved Sehested, om Rendsborg, om Ejder-stenen, om danskpatriotisk poesi på tysk, om oprøret i 1848, Treårskrigen, krigen i 1864, skandinavisme, om krigeriske ditmarskere, stabelholms klokkestabler, om de underjordiske og et guldbæger, om friserne, de danske i Sydslesvig i dag og meget mere. Og så naturligvis om Uffe hin Spage og om kong Godfred; og om Karl den Stores godkendelse af Ejder-grænsen i 811. En glæde ved bogen forårsages af dens ligefremme danske sindelag hvilket ikke er en selvfølge i vore dage. Flere gange i de små historier benytter forfatteren lejligheden til at antyde, at det havde været bedst både for Sydslesvig og indbyggerne, hvis landsdelen var forblevet dansk. Under afsnittet Slesvig-holstenismen, som findes der, hvor man er nået til Rendsborg, står fx følgende:»slesvigholstenerne betalte en høj pris for deres kamp imod den danske helstat. De fik ikke deres egen stat i det tyske forbund, som de havde ønsket sig. I stedet blev Slesvig og Holsten underlagt først Preussen og Østrig, snart kun Berlin efter Preussen bankede østrigerne ud af det tyske forbund i 1866 som tak for hjælpen et par år forinden. Derpå måtte også mange slesvigholstenere deltage i den fransktyske krig for at blive en del af det tyske kejserrige. Som en slesvig-holstener tørt bemærkede: Vi bad om en hertug og fik en kejser! Den blodige pris for dette bevidnes i Garnisonskirken i Rendsborg med en liste over dem, der fandt heltedøden for König und Vaterland som der står. Siden måtte slesvig-holstenere også deltage i både Første og Anden Verdenskrig med de enorme tab, det gav, hvilket bevidnes i hver en landsby med mindesten over egnens faldne.«en anden fortælling end Bornedals Forfatteren jager altså ikke som så mange andre i tiden (fx fjernsynsserien om 1864) efter at udstille den danske side som dum, grov eller imperialistisk. Således gør forfatteren opmærksom på den helt rigtige, men ofte oversete, kendsgerning, at den danske Ejder-politik egentlig mere var en 19

20 imødekommelse end en aggression, hvilket Bismarck og serien 1864 ellers har fremstillet det som. Orla Lehmann, der fremførte Ejder-politikken, mente jo dermed, at Danmark måtte afstå både Holsten og Lauenborg, men markerede samtidig, at man fra dansk side ikke kunne gå med til også at afstå land nord for den gamle grænseflod, der jo indtil 1864 dannede grænse mellem det tyske hertugdømme Holsten og det danske hertugdømme Slesvig. Ejder-politikken var altså en hertil-og ikkelængere-tilkendegivelse og ikke udtryk for dansk ekspansion. Men det er nu så langt fra alene denne tilgrundliggende danske indstilling, der gør bogen så fornøjelig at læse og kigge i. Det skyldes nemlig især de mange spændende beretninger fra Danmarks historie og om Ejderens omgivelser samt de flotte billeder. Man får lyst til at gøre turen selv. Og det er jo ikke så dårligt. For hvor mange har egentlig set den gamle grænseflod, Ejderen? Bogen om Ejderen er et godt sted at begynde. HANS-TYGE B. T. T. HAARLØV Ejderen Eget forlag sider. 300 kr. [Bogen kan bestilles på forfatterens hjemmeside: Efter Georg Boganmeldelse Af Niels Martin Lasthein I det tidlige forår indbød Årsskriftet Critique til årskonference på Aarhus universitet. Temaet var det lovende: Mod kulturradikalismen og det fik mig til Aarhus for at høre foredrag af Nina Bjørneboe, Anders Thyrring Andersen og Søren Hviid Pedersen. Det fik mig også til at købe Munch & Lorenzens genoptryk af Nina Bjørneboes biografi om Manden, der overlevede sin skæbne Harald Nielsen. Det er godt at være rustet i den kamp, der har stået på siden Brandes dage, og som stadig raser med stor styrke, men i dag modsiges kulturradikalismen virkelig. Ikke bare med stor, men med overbevisende styrke, hvad årsmødet var en bekræftelse på. Sidste år udgav Munch & Lorenzen bogen Efter Georg virkningshistoriske livtag med brandesianismen, og intensionen om at sætte ind netop her ved brandesianismens/kulturradikalismens kilde, forekom- 20

21 mer indlysende stadigvæk. Det er gode folk, der fortsætter Søren Krarups livslange og stålfaste indsats og kamp mod den og for et frit og uhildet åndsliv i Danmark. (Munch & Lorenzen er det forlag, Critique udgives på, og de to navne refererer til de to første formænd for konservative studenter i Aarhus). Kampen om sjælene Den har godt fat om sjælene stadigvæk, kulturradikalismen. Det mærker man, når man hører, hvad kollegerne på (folke-)skolen beder eleverne om. Facitlisten er den samme som i 70-erne, når de skal»fremlægge«alle disse dødssyge fremlæggelser, hvor læreren ingen gavn gør i forløbet. Undervis dem for pokker i stedet for! Fortæl dem noget nyttigt, giv dem viden og indsigt eller fortæl dem bare ind i mellem noget morsomt. Jeg bilder mig ind, at gymnasiet har flyttet sig de senere år mod det bedre, er kommet noget væk fra den gængse sociologiske og psykologiske facitliste. Der er blevet højere til loftet, fordi universiteterne har været nødt til at lukke striden, antibrandesianismen, indenfor. Den er så indlysende virkelighedstro i modsætning til brandesianismens selvhøjtidelige ateistisk-ideologiske skoleridt. Man skal væk fra Brandes og hans proselytter for at kunne drikke af den kilde, der ikke tørrer ud: Kristendommen. Med disse bemærkninger har jeg så også bekendt kulør, med hvilke briller jeg har læst Efter Georg. Havde jeg haft sans for det moderne gennembruds velsignelse, havde måske andre artikler end de her især fremhævede været mere væsentlige, for som fortalt i forordet bogen kommer rundt om Brandes, så der er noget for enhver smag så at sige. Nogle vil sige en styrke ved bogen, jeg selv hælder dog til den anden side, finder det lidt trættende, at man skal være parat til at se sagen fra flere vinkler, når nu man som antibrandesianer ønsker konfrontation og kun magter at forstå åndskampens poler, godt sagt i forordet:» det er historien om sammenstødet mellem det internationale og det nationale, mellem radikalismen og konservatismen og mellem ateismen og kristendommen. Det er den grundlæggende historie om stormen i andedammen, der delte og endnu deler de ideologiske vande i Danmarks offentlige liv.«(s.8.) Brandes forvanskningsstrategi Efter Georg sætter, trods en»rundere«tilgang, ind samme sted, som årskonferencen gjorde det. Anders Thyrring holdt et meget væsentligt foredrag. Martin A. Hansen og Hereticas kritik af kulturradikalismen og hans artikel i bogen burde være pligtlæsning for alle humaniorastuderende samt på alle 21

22 landets læreruddannelser. Herligt som han går i flæsket på Indledning til Brandes Hovedstrømninger i det nittende Århundredes Litteratur ( ), og han skriver om,»at man (om man følger Brandes) kan komme til tro på det revolutionære evangelium og komme på omgangshøjde, og således at vi omsider kan skabe en litteratur af værdi«(s.35) frydefuld læsning. Ak ja, alt er for Brandes sååå trøstesløst i Danevang. Vi er sakket så langt bagud! Vi hører i dag fra tid til anden, at nu er endnu en af mediepersonerne blevet skamfuld over at være dansk. Der er støtte hos Brandes for disse ædle følelser, og Thyrring tager godt fat i det, han kalder for Brandes»forvanskningsstrategi«(s.37). Hvorfor er det for øvrigt lige, at Brandes skriver biografi om Søren Kierkegaard? Jo, som han kan fortælle Nietzsche i et brev:» denne bog (Brandes biografi) er en slags stridsskrift, skrevet for at hæmme hans indflydelse«(s.40) og lad os lægge øre til Thyrrings meget vigtige udlægning:»her består den demagogiske manipulation ikke i, at Brandes skriver om Kierkegaard for at modarbejde hans indflydelse, men at dette ikke tilstås åbent i værket, for i stedet blot at figurere som gedulgt, ideologisk motivation i et privat brev. I lige linje fra Brandes stammer den fortrængnings- og især forvanskningsstrategi, som den dag i dag er virksom over for det kristne i almindelighed, og kristen-moderne litteratur i særdeleshed.«(s.40) læs Thyrring! Christian Egander Skov bidrager med en lang artikel, der tager det forvanskende aspekt hos Brandes op. Han taler om Brandes virkelighedsforfalskning (s.233), og også Skov graver, hvor der skal graves, i Brandes had til kristendommen. Over for hvilken Brandes sætter sin fremskridtstro (s.234). Og så har han et indgående kendskab til den konservative partihistorie. Han trækker partiet og partiets folk med ind i diskussionen. Redaktør Adolph Svenssons (redaktør Bjørn Svenssons fader) forsøg på at få grundlagt en højskole, der skulle ruste ungdommen til kulturkampen, omtales, og har man sandt konservativt blod i årerne, må man i dag ærgre sig over, at der ikke kom kød på det ben. Hvor havde det været velgørende i højskolelandskabet, der overvejende har gjort Grundtvig til en kulturradikaler. Bogens kulturhistoriske sigte Georg Brandes biograf Jørgen Knudsen indleder bogen, og ridser linjer op, der er nyttige at have med sig under læsningen. Den grundige biograf kender sin hovedperson også hans selvoptagethed og forfængelighed (s.20). Knud Bjarne Gjesings artikel er solid og godt perspektiverende: Det moderne sammenbruds mænd og kvin- 22