Kun på den måde får vi skabt en positiv udvikling for den enkelte borger og for samfundet

Transkript

1 Kongres den 28.oktober Pkt. 7 5HGHJ UHOVHRPXGGDQQHOVHVSROLWLVNGHEDWRSO J /2VHNUHW U+DUDOG% UVWLQJ Arbejdsmarkedet ændrer sig dramatisk. Det stiller store krav til uddannelsessystemet om, at give den enkelte borger mulighed for at udvikle sig til, at klare kravene på fremtidens arbejdsmarked. Fogh-regeringen forstår ikke denne sammenhæng. Den er ikke interesseret i at løse opgaven til gavn for den enkelte borger. I stedet skal der skæres ned for at tilgodese et skattestop. Og der skal markedsføres, så uddannelse kommer til at passe ind i den liberale ideologi, hvor uddannelse ligestilles med vaskepulver. Fagbevægelsen har et ansvar for at få skabt en anden dagsorden. Vi skal give både unge og voksne muligheder for at udvikle sig. Vi skal give flere ikke færre muligheder. Kun på den måde får vi skabt en positiv udvikling for den enkelte borger og for samfundet Jeg er glad for, at vi nu tager hul på en uddannelsespolitisk debat som skal sætte spor i fremtidens uddannelsestænkning. Jeg vil i denne indledning redegøre for nogle af de temaer og ideer, der er indeholdt i oplægget. Til slut vil jeg sige lidt om, hvordan jeg forestiller mig det videre arbejde. Udgangspunktet er, at vi skal nå ud til det enkelte medlem for at motivere og for at rådgive om betingelser for den livslange læring. Vi skal som fagbevægelse understøtte det enkelte medlem, når han eller hun går i gang med kompetenceudvikling. Vi skal skabe de rigtige rammebetingelser i lovgivning og i overenskomster. Og vi skal være med til at skabe et landsdækkende og anerkendt udbud af efter- og videreuddannelse. Vi skal samarbejde i fagbevægelsen om denne opgave. På arbejdspladser og i lokalområder skal vi gøre vores medlemsservice bedre og mere effektiv. Samtidig skal vi samarbejde lokalt for at få maksimal indflydelse på de lokale uddannelsesinstitutioner. LO skal stå til rådighed, som omdrejningspunkt og koordinator. Men det er de enkelte forbund, der har opgaven og kontakten til medlemmerne. Ungdomsuddannelserne fungerer som en sorteringsmekanisme. Og det er den mest effektive mekanisme til social sortering for resten af livet. Derfor må det være et mål for os at imødegå denne sortering.

2 Det mener jeg skal ske ved at sikre, at de unge træffer så kvalificerede valg som muligt, når de skal vælge uddannelse. Valgene skal basere sig på evner, interesser og motivation for en fremtidig beskæftigelse. Ikke som nu hvor det baserer sig på, hvad der er finest eller hvilke skoler og skoleformer, der har mest prestige. Vi ved det jo godt, de unge oplever gymnasiet som det fineste. Dernæst handelsskolerne og til sidst de tekniske skoler. Vi skal gøre ungdomsuddannelserne ligeværdige. Ligeværdige betyder ikke, at gøre alle uddannelser ens eller at blande alle ungdomsuddannelserne sammen i en pærevælling. Nej ligeværdighed tager udgangspunkt i, at der er forskel. Der skal være stor forskel på f.eks. en almen gymnasial uddannelse og en erhvervsuddannelse i deres indhold og deres struktur. Men alle ungdomsuddannelser skal gives lige gode betingelser. Vi skal give alle unge lige gode og reelle muligheder for den uddannelse, de vælger. Uddannelser må ikke være blindgyder. Man skal kunne gennemføre den uddannelse man starter på. Det er forudsætningerne for ligeværdighed. Vi vil styrke ligeværdigheden ved at samle ungdomsuddannelserne under samme tag. Dvs. i fælles centre, hvor der både er en almen gymnasieretning, en erhvervsgymnasial retning og en række erhvervsuddannelser. Det give store fordele, de forskellige lærergrupper kan blive inspireret af hinanden og samarbejde om undervisningen. Det øger muligheden for et mere varieret og større fagudbud. Ligesom det giver den enkelte større muligheder for at sammensætte sin uddannelse. Men det giver samtidig mulighed for at skabe helt nye retninger. Men er det ikke at ødelægge en succes? Spørger nogle. De hævder, at når så mange vælger gymnasiet og er tilfredse, så er det en succes. Det mener jeg, at man kan stille spørgsmålstegn ved. Der er alt for mange, der ikke får noget ud af gymnasiet bl.a. fordi de ender med en karakter, der er for lav til en videregående uddannelse. Og det er underligt, at så mange gymnasieelever udnytter fraværsreglerne til det yderste, hvis de er så glade for undervisningen. I øvrigt foreslår vi jo ikke, hverken at jævne gymnasierne med jorden, eller at nedlægge uddannelsen. Vi ønsker blot at se det i en anden ramme. En ramme hvor ungdomsuddannelserne optræder mere ligeværdige. Men der er stadig alt for mange unge, der hverken får en studentereksamen eller en erhvervsuddannelse. 17 % af dem, der gik i 8.klasse i år 2000 får hverken en studieeller erhvervskompetencegivende uddannelse lyder prognosen. Det er en fiasko for uddannelsessystemet 2

3 Vi skal være klar med et langsigtet bud på, hvordan vi skaber ligeværdige ungdomsuddannelser for alle unge, så de får et godt grundlag for en fremtid på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen har et særligt ansvar for erhvervsuddannelserne. Det ansvar skal vi fastholde bl.a. ved at bevare vores erhvervsuddannelser som vekseluddannelser, hvor praktik er en central del. Men vi skal have et bredere uddannelsesudbud og flere uddannelsespladser. Vi skal skabe et større uddannelsesudbud, der bl.a. retter sig mod de brancher, der har haft den største beskæftigelsesfremgang de sidste 10 år. Det er f.eks. IT og øvrige servicebrancher. Mange af de unge der ender uden en ungdomsuddannelse, har været på en erhvervsskole, men er faldet fra, ikke mindst på grund af manglen på praktikpladser. Vi skal sikre, at erhvervsuddannelserne har tilstrækkelig kapacitet til, at vi kan give den enkelte unge en reel uddannelsesgaranti. Efter- og videreuddannelse skal bruges offensivt, som led i en aktiv erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik. Vi ønsker en målrettet indsats i forhold til det, vi i oplægget kalder de udsatte grupper. Der er meget store forskelle på, hvordan medlemmerne oplever mulighederne for udvikling og uddannelse i hverdagen. I den ene ende er virksomheder og institutioner, hvor der er et godt og udviklet samarbejde om uddannelsesplanlægning. Her har medlemmerne gode muligheder for livslang læring. Her skal vi i højere grad motivere medlemmerne til at gå videre. I den anden ende af spektret er der mange virksomheder og institutioner - for det er sandelig både private og offentlige arbejdspladser, vi taler om, hvor medlemmer hverken tilskyndes til eller har særlige muligheder for uddannelse. Det rammer især de kortuddannede. Man taler om, at den livslange læring er den enkeltes ansvar. Det er helt ude i hampen, når vi samtidig i dette samfund tillader, at mennesker skal beskæftiges med arbejde, hvor der ikke er udviklingsmuligheder. Oftest på en arbejdsplads hvor arbejdsgiveren ikke er interesseret i at vedligeholde medarbejdernes kvalifikationer. Fagbevægelsens opgave er at kæmpe for fælles rettigheder til uddannelse og livslang læring. Det må så være statens opgave at sikre mulighederne for, at det enkelte medlem kan indgå i den livslange læring gennem et bredt udbud af uddannelsesmuligheder. Jeg har nogle gange sammenlignet udviklings- og uddannelsesmulighederne med arbejdsmiljøet. Lige så lidt som vi vil finde os i at vore medlemmer bliver nedslidte eller 3

4 kommer til skade. Lige så lidt vil vi acceptere at arbejdsgiverne ikke vedligeholder medlemmernes kvalifikationer. Vi skal i gang med at øge indsatsen der, hvor vi allerede ved, at den er påkrævet. Det er f.eks. den meget store gruppe af læsesvage. Vi ved at der er op imod 1 mio. voksne som har problemer med læsningen. Med den indsats der ydes nu vil det tage flere årtier inden problemet er afhjulpet. Det kan vi ikke være bekendt. Folketinget skal behandle et forslag til voksenvejledningsreform næste år. Vi skal i denne forbindelse kræve at de udsatte grupper får særlig opmærksomhed. Fagbevægelsen skal fastholde den kompetencestrategi, som LO fastlagde på sidste kongres. Vi skal udnytte det parallelle system af videreuddannelser den grundlæggende voksenuddannelse, den videregående voksenuddannelse, diplomuddannelserne og masteruddannelserne. Først og fremmest giver det naturligvis den enkelte, der har lyst, muligheder for at udvikle sine evner og færdigheder. Men det kan også skabe dynamik på arbejdsmarkedet, med både en skub og trækeffekt, hvor alle bliver løftet, og hvor flere i sidste ende kan blive trukket ind på arbejdsmarkedet. Vi skal have mere gang i de grundlæggende uddannelser. Vi skal sikre, at de, der deltager i forberedende og grundlæggende voksenundervisning, kan deltage gratis og med fuld godtgørelse. Hvis ikke voksne skal kunne få dette uddannelsesniveau, som alle unge er berettiget til så ophører enhver rimelighed. For de øvrige videreuddannelser skal vi sikre, at deltagerbetalingen er på et så lavt niveau, at den ikke udgør en reel barriere for deltagelse. Efter- og videreuddannelse skal være en reel mulighed for det enkelte medlem. Masser af medlemmer deltager i uddannelse på eget initiativ. Det sker allerede f.eks. under åben uddannelse, under fritidsloven og hos private kursusudbydere. Fagbevægelsen skal støtte medlemmerne i disse aktiviteter. Vi skal udvikle samspillet mellem lovgivning og overenskomster på dette område. Det enkelte medlem skal kunne se, at de overenskomstmæssige rettigheder også spiller en rolle i forbindelse med selvvalgt uddannelse Vi skal ændre uddannelsesudbuddet så det tilgodeser medlemmernes behov. Vi skal væk fra de mange forskellige regelsæt med forskellige vilkår. Medlemmerne foreslår det ikke og er i øvrigt også ligeglade med under hvilken lov en uddannelse udbydes. Det må vi lave om på. Det er en del af vores opgave at gå ind i en reform af udbuddet, så det i højere grad afspejler det behov, det enkelte medlem oplever. Det enkelte medlem skal kunne lære det, der er ønske om. Og lære det på den måde, han eller hun ønsker ikke som det passer systemet at tilrettelægge det. Bare for at illustrere hvor svært det kan være for medlemmerne at overskue, vil jeg fortælle jer en lille historie fra det virkelige liv. Det ligger nogle år tilbage. Dengang 4

5 AMU hed specielskoler. Det havde vi i SiD i øvrigt stor glæde af at de hed for medlemmerne troede selvfølgelig at det dermed var specialarbejderforbundets skoler. Det endda i en sådan grad at vi engang oplevede, at et medlem mødte op på Langsøhus tillidsmandsskolen og påbegyndte undervisningen. Det er der sådant set ikke i sig selv noget mærkeligt i. Først da medlemmet på 3. dagen i kurset sagde at han da var glad for kurset, men han havde meldt sig til et krankursus og havde lidt svært ved at forstå undervisningen i den sammenhæng. Jeg vil som det sidste tema sige noget om arbejdsgiverne og deres ansvar. Jeg mener simpelthen ikke, at arbejdsgiverne er deres del af ansvaret bevidst. Der er i disse år bred enighed om, at praksislæring er godt. Ikke mindst arbejdsgiverne hylder praksislæring og den arbejdspladsbaserede læring. Det er LO enig i. Det er vigtigt at de erfaringer, man har fra arbejdslivet, bliver anerkendt i forhold til de traditionelle uddannelser. Men jeg undrer mig over, at der kan være så langt fra ord til virkeligheden i danske virksomheder. Når vi ser på, hvordan det er i virkeligheden, så er der et fald i mulighederne for at få praktik; der er et fald i virksomhedernes brug af uddannelsesmuligheder, og der er en masse såvel private som offentlige arbejdspladser, hvor mulighederne for at lære i arbejdet bliver sparet væk. Vi skal bruge alle midler for at ændre denne virkelighed. Vi er nødt til at insistere på at uddannelsesopgaven er en del af arbejdsgivernes ansvar for en bæredygtig arbejdsplads. Vi er nødt til at hjælpe arbejdsgiverne med konkrete værktøjer. Og endelig skal vi presse arbejdsgiverne med reguleringer - f.eks. i forbindelse med anvendelse af de offentlige uddannelsestilbud. Der er virksomheder, der tager kompetenceudvikling alvorligt, og hvor der er basis for også at udvide vores samarbejde med arbejdsgivermodparten. Men på mange arbejdspladser, er det fagbevægelsen, der er nødt til at være dem, der sikrer det enkelte medlems muligheder for livslang læring. Man kan sige det på den måde: der er ualmindeligt mange arbejdsgivere født i trillebørens tegn de skal både løftes og skubbes. Jeg har fremhævet nogle centrale elementer i debatoplægget og vil slutte af med et par bemærkninger om, hvad det er for en proces, dette debatoplæg indgår i. Jeg vil først reklamere lidt for et lille hæfte. Det kan hentes ude ved LO s stand i foyeren. Det indeholder indlæg fra eksperter uden for fagbevægelsen, som forholder sig til vores debatoplæg. Det er der kommet mange gode kommentarer ud af. I vil kunne se, at eksperterne ikke er enige om ret meget, men at vort oplæg i hvert fald rammer nogle punkter, der skaber debat. 5

6 Der er f.eks. Lars Henrik Schmidt, der er rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, som altid er god for nogle ramsaltede bemærkninger: Problemet i debatten om livslang læring er, at også LO tror, at livslang læring er et projekt, hvor hvert medlem bliver fagligt raffineret og personlig udviklet gennem evig uddannelse. Sådan er det ikke. Efteruddannelse er kompensation for forfald af hver enkelt medlems kvalifikationer. Til gengæld er Erik Jørgen Hansen, der er professor ved samme universitet, lidt mere positiv, når det handler om debatoplæggets afsnit om ungdomsuddannelser: Et fremragende forslag endelig et virkeligt nybrud, som viser vejen for de problemfyldte ungdomsuddannelser. Endelig siger Mette Bock, der er chefredaktør på Jyske Vestkysten: LO s uddannelsesoplæg er utroligt spændende. Lidt mere kortfattet kan det nå langt omkring. Og kan organisationen få nogle af oplæggets ideer igennem, så har den bestemt nået noget. Jeg vil ikke gi flere citater, jeg skulle jo nødig ødelægge jeres humør ved at citere undervisningsministeren. Hun er naturligvis ikke med i hæftet Hvad mener eksperterne, men hun har udtalt sig i dagspressen. Det sidste citat viser klart, at der er en stor formidlingsopgave, når vi vil udbrede debatten. Inden kongressen har pressen interesseret sig en del for vores gymnasieforslag. Vi må desværre konstatere, at det alt for ofte bliver andre dele af uddannelsessystemet end de erhvervsrettede, der sætter dagsordenen i debatten. Der ligger en kæmpe opgave ikke alene for LO, men for os alle sammen, i at gå ind i uddannelsesdebatten. Det gælder ikke alene om at få indflydelse på de beslutninger der træffes. Jeg tror også det handler om, at de enkelte medlemmer får en større forståelse for, hvad fagbevægelsen mener og gør på uddannelsesområdet. Alle forbund gør en kæmpe indsats på uddannelsesfeltet, men jeg tror desværre ikke altid at medlemmerne forstår og påskønner dette. Det vil en stærkere markering i offentligheden også kunne medvirke til. Det vil blive en af opgaverne i den kommende periode at få diskuteret mere praktisk hvordan vi kobler rettigheder og individuelle muligheder sammen med overenskomsterne. Det vil være en af de forpligtelser, der ligger på LO-fagbevægelsen - at sikre at de diskussioner, vi fører i dag, kan lede frem til egentlige beslutninger, når tiden og sagen er moden dertil. Men først og fremmest ligger ansvaret for opfølgningen af disse diskussioner hos Jer selv på den enkelte arbejdsplads, i den enkelte afdeling og i det enkelte forbund. Det vil med fordel kunne ske i et øget tværfagligt samarbejde på alle niveauer. 6

7 Det er ved at støtte det enkelte medlem på den enkelte arbejdsplads, at fagbevægelsen for alvor skal gøre en forskel. Det er fagbevægelsen, der skal sikre, at den enkelte ikke lades i stikken. Den enkelte skal ikke have påduttet hele ansvaret for sin fremtidige placering på arbejdsmarkedet. Den enkelte skal ikke alene bære ansvaret for sine egne muligheder for hele tiden at være beskæftiget. Fagbevægelsen skal sikre solidariske løsninger, hvor fællesskabet er med til at sikre rammer og grundlag for det enkelte medlems udvikling og uddannelsesmuligheder. Der skal være tale om et kompetenceløft for hele arbejdsstyrken, for alle medlemmer. Vi skal også holde fast i, at det ikke alene drejer sig om her og nu krav på arbejdspladsen, men også om bredere og mere almene udviklingsmuligheder for den enkelte. Det er i disse perspektiver, at vi skal diskutere debatoplægget i dag - med os selv som aktører. Vi repræsenterer på mange niveauer i mange organisationer en meget stærk kraft i uddannelsespolitikken. Lad os bruge den indflydelse. Jeg glæder mig til en åben og bred debat. 7