Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik. Sammenfatning af resultater fra Socialministeriets evalueringsprogram

Transkript

1 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik Sammenfatning af resultater fra Socialministeriets evalueringsprogram

2 TITEL ÆLDREPOLITISKE FORHOLD: ØKONOMI, ANSVAR OG KRITIK SAMMENFATNING AF RESULTATER FRA SOCIALMINISTERIETS EVALUERINGSPROGRAM FORFATTER SUSANNE POSBORG REDIGERING SOCIALINFORM RÅHØJTOFTEN 6, 8260 VIBY J KABEL@SOCIALINFORM.DK UDGIVER SOCIALMINISTERIET SOCIALPOLITISK-JURIDISK CENTER TLF FAX UDGIVELSESÅR 2003 UDGAVE, OPLAG 1. UDGAVE, 1. OPLAG, EKS. ISBN LAYOUT LINDA BALLE GRAFIK TRYK TREKRONER GRAFISK PRIS 50,- KR. INKL. MOMS I BOGHANDELEN ELLER VED HENVENDELSE TIL DANMARK.DK TLF SAMLET PRIS VED KØB AF HELE SERIEN PÅ 5 HÆFTER: 150,- KR. INKL. MOMS PUBLIKATIONEN KAN OGSÅ SES PÅ SOCIALMINISTERIETS HJEMMESIDE:

3 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik Sammenfatning af resultater fra Socialministeriets evalueringsprogram

4 INDHOLD Levevilkår blandt folkepensionister 8 uden supplerende indkomst Indkomst og levevilkår 10 Hvem har kun folkepension og ATP? Disponibel indkomst Forskelle i levevilkår 12 Bolig Helbred Sociale kontakter Forbrug Sammenfatning 15 Den ældre har brug for hjælp 16 Lovgivningens bestemmelser 18 Personligt ansvar Det offentliges ansvar Ældre med behov for hjælp 21 De ældres holdninger Pårørendes holdninger Aktørernes holdninger Ældres forventninger 23 Praktiske opgaver Brug for ældreegnet bolig Ensomhed og fritidsaktivitet Muligheder for hjælp Hvem skal træde til? Sammenfatning 27 Kritik af ældreservicen 28 Kritikkens indhold 30 Varetagelsen af myndighedsopgaven Udførelsen Arbejdsforholdene Ledelse og organisering Kritikkens årsager 32 Forandringer Mangelfuld dialog Forventninger Manglende sammenhæng Klager over udførelsen Omsorg og professionalisme Individuelle hensyn Uklar arbejdsdeling Vanskelige borgere Den offentlige debat 37 Politikerer profilerer sig Hvordan modtages kritikken? 39 Forholder man sig åbent? Forholder man sig kritisk? Forholder man sig konstruktivt? Forholder man sig konsekvent? Sammenfatning 42 Præsentation af 44 evalueringsprogrammet Kilder 47

5 Folketingets beslutninger om socialpolitik bliver til praktiske resultater lokalt i amter og kommuner. Det er lokalpolitikere, ledere i forvaltninger, sagsbehandlere i kommuner og amter og de mange medarbejdere i daginstitutioner, botilbud til handicappede, behandlingstilbud til udsatte børn mv., der dagligt har ansvaret for at levere gode sociale løsninger, der passer til den enkelte borgers behov. Derfor er det vigtigt, at der blandt medarbejdere og personale på det sociale område er en engageret og levende debat om, hvordan den daglige sociale indsat kan gøres bedre. Denne lille skriftserie gengiver nogle af hovedresultaterne fra de mange evalueringer, der er gennemført som led i Socialministeriets evalueringsprogram. Jeg håber, at den vil inspirere til den engagerede debat og erfaringsudveksling, der er en forudsætning for, at vi bliver bedre til at løse eksisterende og fremtidige sociale problemer. I den sociale sektor skal vi hele tiden følge op på, om de ting, vi gør, virker. Får vi de ønskede effekter ud af de mange kræfter og ressourcer, vi lægger i indsatserne? Hvad virker godt og hvad virker mindre godt? Under overskriften Kvalitetskontrol af Socialpolitikken har Socialministeriet gennemført en række evalueringer af centrale socialpolitiske områder. Programmet ligger i naturlig forlængelse af den tradition, vi har for at evaluere i den sociale sektor, men som noget nyt er der også blevet taget fat om større og mere brede spørgsmål, som for eksempel, hvordan den forebyggende indsats over for børn og unge virker, eller hvad konsekvenserne af institutionsbegrebets ophævelse på handicapområdet er. Formålet med at evaluere er at se kritisk på de ting, vi gør, og få en systematisk viden om virkningen af lovgivningen. Gør man det i praksis, som beslutningstagerne har forudsat, og kommer der det ud af det, som man forventede? Evalueringer kigger bagud for at skabe viden til at udvikle og forbedre socialpolitikken fremover. Når man som borger har brug for hjælp og støtte, skal man kunne regne med, at kvaliteten er i orden, lige som man som skatteborger skal kunne have tillid til, at ressourcerne bruges bedst muligt. Det kan evalueringer hjælpe med. Socialminister Henriette Kjær

6 ÆLDREPOLITISKE FORHOLD: Økonomi, ansvar og kritik Er der en sammenhæng mellem indkomst og folkepensionisters levevilkår i bred forstand? Det kan der være, og der er da også en tendens til en ophobning af dårligere levevilkår blandt ældre med lav indkomst. Men det er ikke således, at der nødvendigvis er en direkte årsagssammenhæng mellem indkomst og dårlige levevilkår, ligesom det heller ikke er sådan, at en højere indkomst automatisk betyder bedre levevilkår. Ældre ønsker at klare sig selv så længe som muligt. Og de opfatter det som deres eget ansvar at klare egne hjælpebehov, så længe de kan. Det er den generelle holdning, når ældre bliver spurgt om, hvem der skal træde til i forbindelse med hjælp til praktiske opgaver i hjemmet. Men kan man ikke det, og er der ikke en ægtefælle, børn, familie eller andre, som kan hjælpe, er der også en forventning om, at kommunen skal træde til. Det er også en udbredt holdning, at man godt kan købe sig til visse huslige opgaver, hvis man har råd. Stort set alle mener, at svage ældre, som har behov for hjælp, skal have hjælp fra kommunen, og at kommunen ikke må svigte sit ansvar i denne forbindelse. Ældreområdet er udsat for megen kritik. Dette giver sig udslag i klager fra borgerne og kritiske historier i pressen. Det er derfor nødvendigt for kommunerne at forholde sig til dette på en klar og konstruktiv måde, så den kan bruges positivt til en forbedring af serviceniveauet på ældreområdet. Det viser evalueringerne af ældreområdet, som er foretaget af henholdsvis Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), Socialforskningsinstituttet (SFI) i samarbejde med Institut for Serviceudvikling samt connector a/s i samarbejde med CAST Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering ved Syddansk Universitet. Dette hæfte giver et resume af centrale resultater fra evalueringerne. Indhold Evalueringsprogrammet på ældreområdet er sammensat af evalueringer på følgende tre hovedområder: Ældres levevilkår Undersøgelsen kortlægger forskellige aspekter af levevilkår i bred forstand blandt folkepensionister uden supplerende pensionsindtægter. Temaet skal ses i relation til debatten om pensionens størrelse og de mere langsigtede perspekti-

7 ver på pensionsområdet, herunder udbredelsen af arbejdsmarkedspensioner, som kan betyde at indkomstforskellene fra de erhvervsaktive år i højere grad vil slå igennem blandt fremtidens pensionister. Evalueringen sammenligner således levevilkår for folkepensionister uden supplerende indkomst i forhold til andre folkepensionister. Desuden belyser den, hvilken betydning de økonomiske vilkår har for folkepensionisters sundhed, familiemæssige og andre sociale relationer og aktiviteter. Den ældre har brug for hjælp Den løbende offentlige debat om den sociale service på ældreområdet efterlader det indtryk, at forventningerne til den offentlige service overstiger det niveau, som det offentlige kan tilfredsstille. Derfor er det vigtigt løbende at følge, hvor grænserne mellem individets ansvar, det offentliges og andre aktørers ansvar trækkes i praksis. Med udgangspunkt i dette ansvarsperspektiv, koncentrerer evalueringen sig om holdninger og forventninger til praktisk hjælp. Desuden belyser den, hvilke forventninger og holdninger de ældre selv har til hjælp og bistand fra familie, det offentlige og frivillige. Endelig ser den på hvilke holdninger familie, ansatte, politikere og repræsentanter for frivillige organisationer har til dette. Hvorfor kritik? Evalueringen belyser ældreserviceområdet ud fra perspektivet klager og kritik. Dette skal ses i lyset af den megen kritik, som ældreområdet har været genstand for i de seneste år. Undersøgelsen evaluerer baggrunden for kritikken set i sammenhæng med de mange initiativer, som er blevet gennemført og den omstillingsproces, som er i gang blandt andet som følge af indførelsen af kvalitetsstandarder. Evalueringen belyser dette set både ud fra enkeltpersoners klagesager og ud fra mediernes og politikernes rolle i denne sammenhæng. Ud over at tilvejebringe et detaljeret billede af selve kritikkens årsager og indhold, beskriver undersøgelsen hvorledes, kommunerne kan bruge kritikken til at forbedre kommunikationen med borgerne og således være med til af skabe større overensstemmelse mellem de forventninger borgerne har til serviceniveauet og den hjælp, kommunerne tilbyder. Opbygning Denne publikation er inddelt i tre afsnit, der præsenterer de ovennævnte hovedområder. Strukturen i de enkelte afsnit følger de enkelte rapporters opbygning i hovedtræk, men danner tilsammen et perspektiv af ældreområdet set fra brugernes, aktørernes og de skriftlige mediers synsvinkler. Endelig afsluttes hæftet med en præsentation af Socialministeriets evalueringsprogram og kildehenvisninger. Her er der en samlet oversigt over de evalueringsrapporter, der indgår i evalueringsprogrammet. Del af en skriftserie Hæftet udgives i en serie af fem hæfter med resultater fra Socialministeriets Evalueringsprogram. Skriftserien er redigeret og skrevet af et hold journalister på Socialministeriets opdrag. Det er forfatterne, der har ansvaret for redaktionelle valg og teksten i hæftet. Da der er tale om et meget kort resume, er der fravalgt mange aspekter i de forskellige evalueringsrapporter ligesom langt fra alle nuancer kan komme med. Skriftserien udgives af Socialministeriet. Evalueringerne er gennemført af eksterne evaluatorer. Evalueringernes konklusioner og anbefalinger er derfor ikke nødvendigvis sammenfaldende med socialministerens eller Socialministeriets synspunkter. Resultaterne fra evalueringerne, herunder konklusioner og anbefalinger, indgår på lige fod med anden viden og information i den løbende udvikling af socialpolitikken på de forskellige områder.

8 Levevilkår blandt folkepensionister uden supplerende indkomst Empiriske studier, som denne undersøgelse refererer til, antager, at indkomst har en betydning for, hvor godt ældre har det. I denne sammenhæng belyser undersøgelsen sammenhænge mellem indkomst og levevilkår, som har indflydelse på ældres liv som folkepensionist

9

10 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik 10 INDKOMST OG LEVEVILKÅR Undersøgelsen Levevilkår blandt folkepensionister uden supplerende indkomst påpeger, at flere forhold kan gøre sig gældende for, hvorledes indkomst kan have betydning for ældres levevilkår. Meget lav indkomst kan selvsagt forårsage mangel på helt livsnødvendige ting, som mad, tøj eller en velegnet bolig. Men indkomst kan også have betydning for mere end livsnødvendige ting. Det koster penge at deltage i kultur- og fritidsaktiviteter, dyrke sine venskaber og at have interesser i det hele taget. En højere indkomst kan, udover at give adgang til bedre materielle levevilkår, også give større udfoldelsesmuligheder, ligesom en lavere indkomst kan hæmme ældre i deres udfoldesesmuligheder Sammenhængen mellem levevilkår og indkomst er derfor kompleks, hvor mange ikke-økonomiske faktorer også spiller ind. Ser man på helbred og sociale relationer kan lav indkomst betyde, at mennesker i højere grad er nervøse, nedtrykte eller bekymrede, men det er ikke nødvendigvis således, at fordi man har en lav indkomst, har man mindre kontakt til familie. Samtidig påpeger undersøgelsen, at indkomst kan have en negativ effekt for personer med højere indkomster, hvis de dyrker en livsstil, der eksempelvis indebærer, at en overdreven fokusering på forbrug og materielle goder snarere end emotionelle faktorer kan være til skade for helbred og sociale relationer. Hertil kommer, at da ældres indkomst ud over folkepension hovedsagelig er bestemt år tilbage gennem opsparing og pensionsordninger, kan en sammenhæng mellem nuværende indkomst som pensionist og levevilkår afspejle sammenhænge skabt tidligere i livet. Tab af sociale kontakter i den erhvervsaktive periode kan medføre ensomhed og andre problemer, der har indflydelse på ens jobsituation, så det fører til indkomsttab. Hvis disse tab ikke genoprettes, kan dette påvirke levevilkår og indkomst i pensionisttilværelsen i negativ retning. Det er således ikke givet, at en højere indkomst i sig selv giver bedre levevilkår, eller at lavere indkomst i sig selv givere ringere levevilkår. Mange andre forhold spiller ind og kan ændre både indkomst og levevilkår, uden at disse faktorer påvirker hinanden direkte. Personlighed, vaner og evner har eksempelvis betydning både for de ældres indkomst og deres levevilkår. Undersøgelsen har primært fokus på personer, som kun modtager folkepension og ATP, men inddrager også personer med supplerende indkomst ud over folkepension og ATP som sammenligningsgrundlag. Hvem har kun folkepension og ATP? I 1999 var der i alt 24% af de 67+årige, som levede i en husstand stort set uden anden indkomst end folkepension og ATP. Ældre uden supplerende indkomst findes især blandt følgende: enlige kvinder de ældste ældre i bykommuner i hovedstadsområdet ældre, som det meste af livet har været faglært eller ufaglært arbejder

11 Procentvis fordeling af folkepensionister efter bruttoindkomst i 1999 ud over folkepension og ATP opgjort på køn samt enlige og samboende: MÆND KVINDER MÆND KVINDER (ENLIGE) (ENLIGE) (SAMB.) (SAMB.) UNDER KR KR KR KR OVER KR I ALT Kilde: AKF et al.: Levevilkår blandt folkepensionister uden supplerende indkomst, side 30. Anm. Stikprøve 10% af folkepensionisterne. Sammenligner man enlige og samboende fremgår det, at der er omkring dobbelt så mange enlige mænd og kvinder, som ikke har nogen indkomst ud over folkepension. Billedet viser også, at der ikke er nogen markant forskel på mænd og kvinder, hvad enten de er enlige eller samboende. Folkepensionister med lav indkomst har som regel ikke mulighed for at trække på en stor formue, idet der er en sammenhæng mellem indkomst og formue. Det følger, at folkepensionister med lav indkomst - hvis de har en formue - har en lille formue, mens de store formuer findes hos folkepensionister med høj indkomst. Undersøgelsen fremhæver, at andelen af folkepensionister, der kun har folkepension og ATP, vil falde yderligere i de kommende år som følge af, at en stigende andel af de erhvervsaktive indbetaler til en pensionsordning. Det økonomiske Råd har tidligere beregnet, at i 2045 vil der være 9% af alderspensionisterne, hvis eneste indkomst stammer fra sociale pensioner. Analyserne i denne undersøgelse viser, at mange i den erhvervsaktive alder, også blandt lavindkomstgrupper, betaler til en pensionsordning, og derfor vil få væsentlige udbetalinger som pensionister. I denne sammenhæng påpeges det, at pensionsordninger formodentlig har størst effekt for lavindkomstgrupper. Ser man på den disponible indkomst i forbindelse med overgangen fra at være på arbejdsmarkedet til at være pensionist, har undersøgelsen en analyse af både 71-årige og 76-åriges disponible indkomst i Omkring halvdelen har oplevet en nedgang på højst 20 % i forhold til deres disponible indkomst før deres tilbagetrækning. Blandt pensionister uden supplerende indtægter har 20-25% oplevet en nedgang på mere end 40% i disponibel indkomst. En del pensionister uden supplerende indtægter har dog også oplevet en stigning i disponibel indkomst ved overgang til folkepension. Det gælder for omkring 15% af de 71-årige og 20% af de 76-årige. I nedenstående diagram er vist ændringen i den disponible indkomst for de disse grupper. Det fremgår ligeledes, at næsten 15% blandt personer med en bruttoindkomst på op til kr. ud over folkepension har oplevet en stigning. Folkepensionister har gennemgående en lavere disponibel indkomst end erhvervsaktive. Sammenligner man danske folkepensionisters indkomst med nogle af de øvrige EU lande, ligger den i midten, når man ser på størrelsen af indkomsten i kroner. Alligevel er danske folkepensionister mest tilfredse med deres økonomi. I Danmark er det ligeledes sådan, at tilfredshed med økonomien stiger med alderen ved en given indkomst. Undersøgelsen påviser en sammenhæng mellem indkomst og subjektiv vurdering af økonomien, men stiller også spørgsmålet, hvordan det skal tolkes, at tilfredsheden med økonomien stiger med alderen for en given indkomst. Procent årige kvinder 71-årige mænd 76-årige kvinder 76-årige mænd 11 Disponibel indkomst Den disponible indkomst udtrykker bedre end bruttoindkomsten den enkeltes økonomiske muligheder. 0 Stigning 0-20% fald 20-40% fald over 40% fald Kilde: AKF et al.: Levevilkår blandt folkepensionister uden supplerende indkomst, side 42

12 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik 12 FORSKELLE I LEVEVILKÅR Tidligere undersøgelser har påvist, at der er en sammenhæng mellem indkomst og levevilkår, og at der er en tendens til ophobning af dårlige levevilkår for ældre med lave indkomster, hvad angår helbred, bolig og sociale kontakter. Det er over 20 år siden, man i Danmark har foretaget sådanne analyser, men nyere undersøgelser i Norge bekræfter dette. Undersøgelsen har derfor set på, hvordan situationen er i Danmark, og hvilke forskelle i levevilkår der er mellem ældre med lav indkomst og ældre med betydelig indkomst ud over folkepension og ATP. Bolig Stort set alle folkepensionister har en bolig med eget toilet og bad. Og boligen som ældre mennesker med lav indkomst bor i, er gennemgående ikke af ældre dato end den bolig, som pensionister med høj indkomst bor i. De seneste års markante forbedringer i boligstandarden er således kommet folkepensionisterne til gode. Men det fremgår også, at knap 25% af pensionister, som kun har folkepension og ATP bor i ejerbolig, mens over 60% med supplerende indkomst bor i ejerbolig. Overordnet viser undersøgelsen, at ældre med lav indkomst gennemgående bor i en mindre bolig end ældre med en høj indkomst. Billedet er dog mere sammensat, idet undersøgelsen påpeger, at variation i boligstørrelse er større inden for de enkelte indkomstgrupper end mellem de forskellige indkomstkategorier. Dog fremgår det også, at enlige ældre, som har mindre end kr. pr. år i supplerende indkomst, i størst omfang bor i særligt indrettede boliger. Disse boliger omfatter plejeboliger og andre boliger indrettet for ældre eller handicappede. Folkepensionister med indkomst ud over folkepension og ATP har højere boligudgifter, men nettoboligudgiften udgør stor set en konstant andel af forbruget uanset indkomstens størrelse. Helbred Der er en markant sammenhæng i ældres vurdering af eget helbred og indkomst. Jo højere indkomst desto bedre vurderer man sit helbred at være. Det stemmer

13 overens med de faktuelle forhold, fordi de i mindre grad er hæmmet af dårligt helbred. Omvendt gælder det at jo lavere indkomstgruppe, jo større er tendensen til at vurdere sit helbred som dårligt, og jo større er der sandsynlighed for, at man rent faktisk lider af dårligt helbred. Undersøgelsen finder også en sammenhæng mellem indkomst og personernes helbredsmæssige kunnen til at udføre forskellige hverdagsagtige gøremål, som at lave mad og købe ind samt at udføre tungere eller lettere husarbejde. Det fremgår, at en større andel af personer med lavere indkomst udfører disse opgaver selv sammenlignet med personer med en højere supplerende indkomst. Her antages det, at personer med højere indkomst køber sig til huslig hjælp. Sammenligner man ældres helbred i Danmark med andre lande, synes dette at ligge i den bedre ende, når det drejer sig om de ældres egen vurdering, mens danskerne ligger i midterfeltet, når der er tale om fravær af kronisk sygdom. Sociale kontakter Ældre med supplerende indkomst oplever ikke, at de så ofte er alene, selv om de har mere lyst til at være sammen med andre. Procentvis fordeling efter hvor ofte det skete i 1997 at personerne var alene, selv om de egentlig havde mest lyst til at være sammen med andre: UFRIVILLIGT ALENE INDKOMST I ALT I < > % OFTE/AF OG TIL SJÆLDENT ALDRIG I ALT Kilde: AKF et al.: Levevilkår blandt folkepensionister uden supplerende indkomst, side 62 Anm. Stikprøvestørrelse: 1361 personer Tabellen viser en sammenhæng mellem lavere indkomst og en øget sandsynlighed for at være alene, selv om man helst vil være sammen med andre. Men uanset indkomstgruppe oplever langt de fleste ikke følelse af ensomhed. Blandt personer med lavere indkomst angiver næsten 2/3, at de aldrig føler sig ensomme mod knap 3/4 med højere supplerende indkomster. Undersøgelsen fremhæver ligeledes, at en langt større andel enlige føler sig ensomme, og at noget tyder på, at de ældre blandt folkepensionisterne hyppigere føler sig uønsket alene. I denne sammenhæng konstaterer undersøgelsen, at meget få danske ældre har ringe sociale kontakter sammenlignet med andre lande. Herudover ser undersøgelsen på, i hvilken udstrækning indkomstens størrelse har betydning for forskellige aspekter af levevilkår, og i hvilken udstrækning andre forhold gør sig gældende for ældre. I denne sammenhæng har der været fokus på ophobning af dårlige levevilkår og indkomstens betydning, hvor det påpeges, at indkomstens størrelse viser en markant sammenhæng med ældres fysiske funktionsevne og fysiske aktivitetsniveau. Ældre med høj supplerende indkomst har bedre funktionsevne og dyrker oftere fysisk aktivitet end ældre med lav indkomst. Analyserne viser også, at der er en direkte sammenhæng fra indkomst til levevilkår, således at øget indkomst har en direkte gavnlig effekt på funktionsevne og fysisk aktivitet. Men det understreges, at det meget vel kan tænkes, at det er sammenhænge, der er skabt på et tidligere tidspunkt i livet. Dette vises indirekte ved, at uddannelse og stilling det meste af livet har betydning for levevilkår ud over indkomstens betydning. Undersøgelsen viser desuden en sammenhæng mellem indkomst, udførelse af aktiviteter, som de ældre foretager alene, psykisk velbefindende og ensomhed. Ser man på aktiviteter, ældre foretager alene som eksempelvis at læse, kan sammenhængen forklares ved, at personer med højere indkomst har en højere uddannelse. Hvad angår psykisk velbefindende finder undersøgelsen også en sammenhæng med indkomst, når der samtidig kontrolleres for, at enlige ældre og ældre i hovedstadsområdet i gennem- 13

14 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik 14...sociale kontakter snit har en højere indkomst, men ikke desto mindre et dårligere psykisk velbefindende. Ensomhed har ikke umiddelbart nogen markant sammenhæng med indkomst. Dog føler enlige og kvinder sig i højere grad ensomme. Det fremhæves, at både dårligt psykisk velbefindende og ensomhed kan skyldes dårlig funktionsevne, da alle de undersøgte levevilkår udviser en sammenhæng med funktionsevnen. Forbrug Forbruget er et væsentligt element i folks generelle levevilkår også blandt folkepensionister. Undersøgelsen påpeger, at større indkomst naturligvis medfører større forbrug, men der er ikke nødvendigvis en entydig sammenhæng. Måske sparer økonomisk velstillede pensionister i højere grad op til arv til deres børn, således at forskelle i indkomster i lige så høj grad slår igennem på størrelsen af arv som på størrelsen af forbrug. Folkepensionister med en lav indkomst har et lavere samlet forbrug end folkepensionister med høj indkomst, men forskellen i samlet forbrug er ikke proportional med forskellen i disponibel indkomst. Og der er stor spredning i forbruget for pensionister med samme indkomst. Pensionister med lav indkomst har mindre opsparing end pensionister med høj indkomst og typisk også en lav formue. Der er således ikke tale om, at husstande med lav indkomst i almindelighed har finansieret deres forbrug ved at tage af deres formue. I det hele taget er forbrug finansieret af formue begrænset, selv om en stor formue øger forbruget. Pensionisters forbrug er mindre end de erhvervsaktives forbrug, men forskellen er ikke overvældende stor. Det samlede forbrug synes at falde med alderen, idet forbruget ved en given indkomst er mindre for de ældste pensionister end for de yngste. Selve forbrugsmønstret kan hænge sammen med andre levevilkår. Der kan være særlige varegrupper, der tyder på en god tilværelse. Og der kan være varer, der tyder på en tungere tilværelse i form af dårligt helbred. En vare, der relaterer sig til gode sider af tilværelsen kan være ferierejser, mens en vare som medicin kan pege på helbredsproblemer. Undersøgelsen finder ingen klar sammenhæng mellem udvalgte varegrupper og indkomst. Men pensionister med lav indkomst har dog især færre udgifter til fornøjelser, som rejser, restaurantbesøg, biograf og museer, mens udgifter til for eksempel medicin ikke tynger specielt i budgettet for denne gruppe af pensionister. Det samme billede tegner sig, hvis man ser på boligudgifter. Der er ikke nogen tydelig sammenhæng mellem boligudgifter og indkomst. Undersøgelsen anfører, at man kunne have forventet, at et nødvendighedsgode som varme i højere grad ville fylde relativt meget i budgettet for pensionister med lav indkomst, uanset om der er tale om lejere eller ejere. Dette er ikke tilfældet, mens udgiftsandelen for den højeste indkomstgruppe er lidt højere for ejere end for lejere.

15 SAMMENFATNING Undersøgelsen konkluderer, at social kontakt med familie og venner samt deltagelse i aktiviteter med andre ikke udviser nogen sammenhæng med indkomst. Dårlige levevilkår Samtidig konkluderes det, at denne undersøgelse også viser en tendens til en ophobning af dårligere levevilkår blandt ældre med lav indkomst i forhold til: dårlig funktionsevne, lav fysisk aktivitet, få aktiviteter alene, dårligt psykisk velbefindende og oplevelse af ensomhed. Men det kan ikke konkluderes, at en lav indkomst i sig selv er årsagen til disse forhold. Da indkomsten som pensionist er bestemt år tilbage gennem opsparing og medlemskab af en pensionsordning, kan det ikke udelukkes, at en sammenhæng mellem nuværende indkomst og levevilkår skyldes sammenhænge skabt tidligere i livet. Mere forbrug En øget indkomst blandt pensionister med lave indkomster vil kunne forbedre deres forbrugsmuligheder, øge deres opsparing og forbedre deres subjektive vurdering af deres økonomi, men det indebærer ikke i sig selv, at en øget indkomst også vil forbedre andre levevilkår. Det synes således, at folkepension uden supplerende indkomst ikke nødvendigvis betyder, at disse pensionister har væsentligt ringere levevilkår i bred forstand end andre folkepensionister. 15

16 Den ældre har brug for hjælp Hvor går grænsen mellem den enkeltes eget ansvar og det offentliges ansvar for at yde hjælp, når ældres helbred svigter?

17

18 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik 18 LOVGIVNINGENS BESTEMMELSER Spørgsmålet om, hvor grænsen mellem den enkeltes eget ansvar og det offentliges ansvar for at yde hjælp, når ældres helbred svigter, danner udgangspunktet for undersøgelsen Den ældre har brug for hjælp. Hvem bør træde til? Den belyser blandt andet ældres holdninger og forventninger til hjælp og bistand fra familie, fra det offentlige og fra frivillige til opgaver, som den ældre ikke selv kan løse. Undersøgelsen belyser ligeledes, hvorledes pårørende, aktører inden for det offentlige og det frivillige arbejde ser på dette spørgsmål. Undersøgelsen er koncentreret om hjælp til en række praktiske opgaver og i mindre omfang hjælp til personlig pleje. Ansvar defineres i undersøgelsen som ansvar for, at hjælp bliver givet. Det betyder, at den, der påtager sig ansvaret, selv udfører opgaven eller sørger for, at opgaven bliver udført og i givet fald finansierer opgavens udførelse. Den ældre kan påtage sig et ansvar ved at købe hjælp, når der er brug for det. Pårørende kan påtage sig et ansvar ved at udføre hjælpen. Ansvaret kan overlades til kommunen, som enten gennem egne medarbejdere eller gennem en privat virksomhed yder hjælpen. Personligt ansvar Det er et grundlæggende princip, at den enkelte har ansvar for at sørge for sig selv og sin familie. Det betyder, at ægtefæller har et gensidigt ansvar for hinanden, og at hjemmeboende voksne børn har et ansvar. Den enkelte har således pligt til at udnytte egne muligheder for at dække egne behov og løse egne og familiens problemer. I løbet af 1980 erne og frem mod århundredeskiftet, har en stigende andel af ældrebefolkningen benyttet sig af muligheden for hjælp fra det offentlige. I denne periode blev det mere almindeligt at søge om og få bevilget hjemmehjælp, når ældre har haft svært ved at klare sig selv. Dette kan blandt andet forklares med, at det fra slutningen af 80 erne blev gratis at modtage hjemmehjælp. Siden sidste halvdel af 90 erne har der fra lovgivningens side været øget fokus på de ældres retssikkerhed i forhold til den praktiske og personlig hjælp. Kommunernes ansvar for at levere hjælp samt de ældres rettigheder i denne sammenhæng er blevet præciseret. Ligeledes er kommunerne blevet forpligtet til at synliggøre, hvilken hjælp den ældre kan forvente at få, hvis behovet for hjælp opstår. I 1996 blev der indført klageråd på hjemmehjælpsområdet, og kommunerne blev forpligtet til at udarbejde skemaer forud for afgørelsen om hjemmehjælp som en del af visitationen og som grundlag for selve afgørelsen.

19 I 1998 blev det muligt at indbringe klage over kommunens afgørelse om hjemmehjælp til det sociale nævn. Samme år blev kommunerne forpligtet til at udarbejde kvalitetsstandarder for den praktiske og personlig hjælp for at sikre sammenhæng mellem kommunernes serviceniveau, den konkrete afgørelse om hjælp samt udførelsen af hjælpen og at sikre, at borgerne ved, hvilken hjælp man kan forvente at få. Som led i at skabe større klarhed over kommunernes ansvar samt de ældres rettigheder, blev kommunernes tilsynsforpligtelser skærpet fra 1. januar 2002, og fra 1. juli samme år er kommunernes forpligtelse til at yde den hjælp, der er truffet afgørelse om, blevet præciseret. Endvidere er der indført regler om erstatningshjælp i de tilfælde, hvor kommunen ikke har været i stand til at yde hjælpen i overensstemmelse med afgørelsen. Det offentliges ansvar Ældre har meget forskellige hodninger til hvilke opgaver, det offentlige bør tage sig af. Og hvilke opgaver der er de ældres eget eller familiens ansvar at tage sig af. Undersøgelsen har set på følgende områder: ret til at få anvist en bolig selvvisitation til ældreegnet bolig. ret til hjælp til rengøring. aldersbetinget eller behovsbestemt ret til hjemmehjælp. holdninger til egenbetaling for praktisk hjælp fra kommunen. behov for at snakke hvis ansvar? hjælp fra familie, venner, naboer og frivillige organisationer - hvornår skal de træde til? Ret til at få anvist en bolig 87% af de ældre mener, at de bør have ret til at få anvist en bolig, der er særlig egnet for ældre, når de selv føler, de har behov, hvilket vil sige uafhængig af den kommunale visitationspraksis og det kommunale serviceniveau. De fleste ældre har således en holdning til en offentlig forpligtelse, der ligger langt fra virkeligheden, hvor ældre skal igennem en kommunal visitation for at få en særlig egnet bolig. Det er især ældre i bykommuner, faglærte, ufaglærte, underordnede funktionærer, ældre med en kort skoleuddannelse og ældre som sjældent dyrker fritidsaktiviteter, der mener, at ældre bør have denne rettighed. Hjælp til rengøring Det er også en udbredt holdning, at visitationen til hjælp til rengøring bør være mere lempelig end tilfældet ofte er. 61 % mener således, at ældre skal have ret til praktisk hjælp, når det er meget besværligt at klare det selv. 33 % mener, at det kun er ældre, som slet ikke kan klare rengøring, der skal have ret til hjemmehjælp. Samboende ældre er i forhold til ældre, der bor alene, mere tilbøjelige til at mene, at ældre, som godt kan klare rengøring i beskedent omfang, bør have ret til hjælp hertil. Har man ikke selv personlig og praktisk hjælp i forvejen, synes man i mindre udstrækning, at ældre, som godt selv kan klare rengøring, skal have ret til hjælp. Bor man i en landkommune, er sandsynligheden for at mene, at ældre burde have ret til rengøring, dobbelt så stor end, hvis man bor i en bykommune. Aldersbetinget ret Hjemmehjælp skal imidlertid ikke være en aldersbetinget rettighed. Kun 27% er af denne opfattelse. Den generelle holdning er, at der skal foreligge et behov baseret på en konkret individuel vurdering af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, før man er berettiget til hjælp. Det er især enlige mænd, ældre med svage sociale kontakter og ældre med et skrøbeligt psykisk velbefindende, der mener, at det burde være en rettighed uafhængigt af behov. Igen er der forskel på, om man bor i en kommune i et tæt befolket område eller i en kommune i et tyndt befolket område. Sidstnævnte synes oftere, at hjemme- 19

20 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik 20...det offentliges ansvar hjælpen burde være en rettighed uanset behov, når man er over 75 år gammel. Egenbetaling for praktisk hjælp I betragtning af, at personlig og praktisk hjælp har været gratis i mange år, kunne man forvente, at ældre opfattede gratis hjælp som en rettighed. Men dette er ikke tilfældet. Mange, nemlig 64%, har den opfattelse, at ældre, der har råd, bør være med til at betale for den praktiske hjælp, de får fra kommunen. De, der ikke går ind for brugerbetaling, har oftere den holdning, at man skal have ret til hjælp uanset, at man selv godt kan klare rengøringen i et vist omfang, og at alle over 75 år burde have ret til hjemmehjælp. Undersøgelsen viser også, at personer, der ikke har hjemmehjælp, er mere tilbøjelige til at mene, at ældre, som har råd, selv bør være med til at betale for den praktiske hjælp. Brug for nogen at snakke med Det er ifølge de ældre ikke kommunens ansvar at træde til, når ældre alene har brug for nogen at snakke med. Her præciserer undersøgelsen, at man ikke har spurgt om, folk føler sig ensomme, men alene har spurgt om behovet for at have nogen at snakke med. 20% mener, at det er kommunens opgave at træde til i denne situation. Det er især de yngste og personer med et skrøbeligt psykisk velbefindende, som er af denne opfattelse, ligesom også ældre, der hele livet har været selvstændige, faglærte eller ufaglærte er af denne opfattelse. Hjælp fra familie, venner og frivillige Kun 17% mener, at familie, venner og frivillige organisationer kan yde mere hjælp i forbindelse med nogle af de opgaver, kommunen normalt hjælper med, og således aflaste kommunen. Heriblandt mener 12% af de interviewede, at familien bør yde mere hjælp. 8% mener, at venner og naboer bør træde til og 11%, at det bør frivillige organisationer gøre. 5% mener, at alle tre grupper bør yde mere hjælp. Som nævnt ovenfor drejer det sig om opgaver, som kommunen ellers skulle varetage. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at mere end hver tiende peger på de frivillige organisationer, som jo netop kun skal påtage sig opgaver, der ligger uden for det kommunale regi.

21 ÆLDRE MED BEHOV FOR HJÆLP Undersøgelsen ser i denne sammenhæng på spørgsmålet om, hvem der bør træde til, når de ældre har brug for praktisk hjælp. Holdningerne undersøges blandt tre parter. De ældre selv, pårørende og aktørerne på feltet, hvilket vil sige kommunalpolitikere, kommunalt personale og frivillige organisationer. De ældres holdninger De ældre mener generelt, at er der en ægtefælle, bør denne træde til. Men der er stor forskel på, hvad mænd og kvinder mener. Gifte mænd mener, at det først og fremmest er ægtefællen, som bør hjælpe, mens gifte kvinde tillægger kommunen et større ansvar for at træde til med hjælp. Drejer det sig om tungere rengøring, mener 52%, at kommunen bør tage sig af dette, når en gift kvinde har brug for hjælp, mens kun 32% mener, at kommunen har ansvaret, når en gift mand har brug for hjælp. Holdningsforskellene er endnu større, hvis man ser på lettere rengøring. Her mener 38%, at kommunen bør træde til, når en gift kvinde har brug for hjælp, mens kun 15% mener, at en gift mand bør træde til. I denne sammenhæng mener 52% af de gifte kvinder og 78% af de gifte mænd, at ægtefællerne skal træde til. Stort set det samme billede tegner sig, når det gælder madlavning og tøjvask. Når det drejer sig om at komme udendørs og foretage indkøb, mener de fleste kvinder og mænd, at det er ægtefællens opgave. Det samme gør sig gældende i forbindelse med at henvende sig til offentlige myndigheder og at ordne pengesager. Her markeres det også, at børn, familie og venner i højere grad bør hjælpe, end når det gælder praktisk hjælp. Er der tale om en ældre, som bor alene, mener mellem 83% og 87%, at det først og fremmest er kommunen, som skal træde til i forbindelse med tungere og lettere rengøring samt madlavning. Det er også de ældres opfattelse, at familie venner og naboer bør tillægges et større ansvar for at hjælpe den enlige både med rengøring og madlavning, men især når det drejer sig om indkøb, tøjvask, hjælp til at komme udendørs og i forbindelse med henvendelse til offentlige myndigheder og hjælp til at ordne pengesager. Generelt mener de ældre, at kommunen har det primære ansvar for at tage sig af de huslige opgaver og for at pågældende kommer ud, mens familien tillægges et større ansvar, når det drejer sig om henvendelse til offentlige myndigheder og at ordne pengesager. Ud over vinduespudsning mener de ældre ikke, at ældre skal købe sig til hjælp til praktiske opgaver, men mange har dog også den opfattelse, at ældre, der har råd, selv bør være med til at betale for den praktiske hjælp, kommunen yder. 21 Pårørendes holdninger Der er blandt de pårørende bred enighed om ægtefællers indbyrdes ansvar for hinanden, og at det derfor primært bør være ægtefællen, som træder til og løser de praktiske opgaver i hjemmet, hvis denne er velfungerende og kan klare det. Er

22 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik 22...pårørendes holdninger ægtefællen svagelig, eller er der tale om enlige, ser de pårørende det som en naturlig ting at hjælpe til med at henvende sig til offentlige myndigheder og varetage pengesager. Derimod mener langt de fleste, at pårørende ikke skal bruge tid på daglige opgaver som eksempelvis madlavning og rengøring. Når de er sammen med deres ældre, skal de helst bruge tiden på noget socialt. Traditionelle kønsrollemønstre er stadigvæk dominerende blandt den ældre generation, men der er uenighed blandt de pårørende om, hvorvidt man skal tage hensyn til dette, når der er brug for at få hjælp. Nogle mener, at man ikke kan forvente, at en ældre mand skal pålægges at lave mad eller støvsuge, hvis han aldrig har gjort dette. Andre mener ikke, at der bør tages særligt hensyn i denne sammenhæng. De fleste mener imidlertid, at denne problematik vil forsvinde i løbet af de kommende år, da de ikke forventer, at de yngre ældre i samme grad vil leve efter et traditionelt kønsrollemønster. Men i øvrigt er det en generel opfattelse blandt de pårørende, at kommunen bør varetage den lettere rengøring, fordi det er en offentlig forpligtelse at sørge for, at ældre lever rent og sundt. At gå tur og at købe ind til det daglige forbrug bør ifølge mange af de pårørende også være en kommunal opgave, men her peger man også på, at de frivillige netværk og foreninger bør træde hjælpende til. Denne opfattelse deler de ældre ikke selv. De tillægger ikke de frivillige noget større ansvar. Aktørernes holdninger Ligesom de ældre selv og de pårørende, mener aktørerne på ældreområdet, at ægtefællen først og fremmest bør hjælpe til med de praktiske opgaver i hjemmet. Dette begrundes med, at man som ægtepar har et ansvar og en klar forpligtelse over for hinanden. Samtidig mener de også, at ægtefællens sundhedstilstand, alder, og i det hele taget hvordan hjemmet fungerer, bør tages i betragtning for at vurdere den enkeltes situation og behov for hjælp fra kommunen. Aktørerne mener generelt ikke, at kønsrollemønstre bør have indflydelse på, hvilke opgaver der skal hjælp til. Tværtimod er holdningen, at kommunen eller familien bør træde til og støtte den ældre i at varetage uvante opgaver, som eksempelvis at lære en ældre mandlig ægtefælle at lave mad. Man vil dog oftere give praktisk hjælp til en ældre mand end en kvinde, men dette skal også ses i sammenhæng med, at en mand som regel oplever et behov for hjælp og derfor henvender sig til kommunen før, en kvinde gør det. Der er enighed om, at pårørende bør træde til og hjælpe med opgaver som rengøring, madlavning, gåture, indkøb, kontakt til offentlige myndigheder og varetagelse af pengesager. Dette begrundes blandt andet med, at der er behov for at styrke familiemedlemmers ansvar. Aktører og pårørende har således samme holdning til, hvem der skal hjælpe med henvendelse til offentlige myndigheder og pengesager, hvorimod pårørendes holdning til hjælp med praktiske opgaver står i modsætning til aktørernes. Men aktørerne er opmærksomme på, at der kan være forhindringer for, at pårørende kan påtage sig disse opgaver på grund af eget familieliv, arbejde og geografisk afstand. Også blandt aktørerne er det en udbredt holdning, at kommunen først bør træde til, hvis ægtefællen, familien eller andet netværk ikke kan klare de praktiske opgaver længere. Her fremgår det også, at det er en klar kommunal opgave at yde lettere rengøring. Mange aktører mener, at praktisk hjælp fra kommunen bør være genstand for en indkomstreguleret brugerbetaling. I denne sammenhæng fremhæves det, at kommunen ligeledes bør tilbyde mad og tøjvask mod brugerbetaling og bør have frie hænder til at kunne tilbyde tillægsydelser alt efter de behov, de ældre måtte have ud over den kommunale forpligtelse til at yde hjælp. Det vil skabe en større sammenhængende service, og man vil kunne imødekomme de mange ældre, der efterspørger flere ydelser, end de bliver visiteret til.

23 ÆLDRES FORVENTNINGER I forrige afsnit blev holdninger til hvem, der bør hjælpe, beskrevet set med de ældres, de pårørerendes og aktørernes øjne. Dette afsnit beskriver undersøgelsens resultater i forhold til, hvilke forventninger om hjælp de ældre har, og hvad deres opfattelse af reelle muligheder for hjælp er. I denne sammenhæng tegnes også en profil af hvem af de ældre, der har hvilke forventninger. 23 Praktiske opgaver De ældres forventninger til, hvem de vil søge hjælp hos, hvis der bliver brug for (mere) hjælp. Procentandel, som angiver forskellige hjælpekilder: KOMMUNEN BØRN/VENNER PRIVAT KØBT ANDEN VED IKKE FÅR AL DEN HJÆLP, HJÆLP LØSNING DE HAR BRUG FOR RENGØRING TØJVASK MADLAVNING UDENDØRS INDKØB LÆGE VINDUER MYNDIGHEDER PENGESAGER DET HAR VÆRET MULIGT FOR IP AT ANGIVE FLERE SVAR, HVORFOR SUMMEN PÅ TVÆRS KAN VÆRE FORSKELLIG FRA 100 % Kilde: AKF et al.: Den ældre har brug for hjælp, side 57 Hvis man selv får brug for hjælp eller mere hjælp, forventer 2/3 at få hjælp fra kommunen til rengøring, mens knap halvdelen forventer at kunne få hjælp til tøjvask og madlavning. Forventningerne til kommunen er mindre, når det drejer sig om at komme udendørs og få hjælp til indkøb, mens omkring 1/5 forventer hjælp til at pudse vinduer udvendigt, henvende sig til offentlige myndigheder og at komme til læge. Forventningerne til børn, familie og venner eller naboer er størst i forbindelse med hjælp til at ordne pengesager. Det drejer sig om 83%, mens 75% har forventninger om hjælp til at henvende sig til offentlige myndigheder. Men en stor del forventer også hjælp til indkøb og tøjvask, at komme til læge og at komme udendørs. 35% af de ældre i undersøgelsen forventer at ville købe sig til hjælp i forskellige sammenhænge. Over halvdelen forventer at skulle betale for at få pudset vinduer og komme til læge med taxa eller Falck. Knap 1/3 vil betale for at spise på ældrecenter eller få varm mad på anden måde. Drejer det sig om indkøb, forventer godt 1/5 at betale sig fra det ved vareudbringning.

24 Ældrepolitiske forhold: Økonomi, ansvar og kritik 24...praktiske opgaver Bede om hjælp hos kommunen: årige er ikke så tilbøjelige til at ville søge kommunen om hjælp til huslige opgaver. ældre, som er i tæt kontakt med familie, vil i mindre udstrækning end dem, som ikke er det, bede kommunen om hjælp. ældre, der bor i en landkommune, vil i mindre grad end ældre, der bor i en bykommune bede om hjælp. ældre, som stort set aldrig kommer i forening, klub eller til en fritidsaktivitet, vil i højere grad end de mere aktive bede kommunen om hjælp. Bede familie, venner eller naboer om hjælp: samboende har i mindre udstrækning end dem, der bor alene, tikendegivet, at de vil bede om hjælp hos familie, venner eller andre. sandsynligheden for at bede familie mv. om hjælp er højere for ældre der har nogen, de kan snakke med, hvis de står med personlige problemer eller vanskeligheder der er en tendens til, at ældre med nedsat funktionsevne er mindre tilbøjelige til at ville bede familie mv. om hjælp end ældre, som ikke har nævneværdige problemer med funktionsevnen. I denne sammenhæng er der også en svag tendens til, at personer uden nedsat funktionsevne i højere grad vil købe sig til hjælp. ældre, som kommer i klub eller deltager i andre fritidsaktiviteter mindst en gang om ugen, er mere tilbøjelige til at ville bede familie mv. om hjælp. ældre, der har en erhvervsuddannelse, vil sjældnere end dem uden henvende sig til familie mv. om hjælp, mens personer, der har været funktionærer det meste af livet oftere end andre med en anden erhvervstilknytning, vil bede familie mv. om hjælp. ældre, som bor i en landkommune, svarer i større udstrækning end ældre, der bor i en by kommune, at de vil bede familie, venner eller naboer om hjælp også selv om, man ikke i forvejen har hjemmehjælp. Købe sig til hjælp: kvinder er mere tilbøjelige til at ville købe sig til hjælp til huslige opgaver end mænd. samboende vil i højere grad end enlige købe sig til hjælp. ældre med en erhvervsuddannelse er mere til bøjelige til at ville købe sig til hjælp. tidligere selvstændige med underordnede og tidligere højere funktionærer er særligt tilbøje lige til at ville købe sig til hjælp. ældre, der næsten aldrig kommer ud til arrangementer eller fritidsaktiviteter, er mindre til bøjelige til at ville købe sig til hjælp. ældre uden funktionsnedsættelse forventer i højere grad end ældre med selv en beskeden funktionsnedsættelse, at de vil købe sig til hjælp. ældre, der bor i en særligt indrettet bolig, vil i mindre grad end dem, der bor i almindelig bolig, købe sig til hjælp. Brug for ældreegnet bolig Procentandel, som angiver forskellige hjælpekilder ved behov for anden bolig: PROCENTANDEL FÅ HJÆLP FRA KOMMUNEN 48 FÅ HJÆLP FRA FAMILIE 12 KONTAKTE BOLIGSELSKAB/ 24 EJENDOMSMÆGLER FINDE EN ANDEN LØSNING 5 VED IKKE 12 IRRELEVANT, FORDI IP ER FLYTTET 12 TIL ANDEN BOLIG ANTAL/PROCENTGRUNDLAG Kilde: AKF et al.: Den ældre har brug for hjælp, side 59 Hvis ældre skulle få brug for en anden bolig, vil knap halvdelen af de adspurgte ældre prøve at få hjælp fra kommunen. Knap 1/3 vil selv kontakte et boligselskab eller en ejendomsmægler, mens 12% vil bede om hjælp fra familien. Det er karakteristisk, at jo bedre man har det psykisk, i jo mindre grad vil man bede kommunen om hjælp. I denne sammenhæng er der ikke forskel på mænd, kvinder, enlige og samboende.

25 Lejere er dog mere tilbøjelige end boligejere til at søge hjælp fra kommunen. Ældre, der bor i en kommune i et tyndt befolket område, er mindre tilbøjelige til at anmode kommunen om hjælp til at finde en anden bolig end ældre, der bor i et tæt befolket område. Mens ældre, der bor i en landkommune, er mere tilbøjelige til at henvende sig til kommunen end ældre, der bor i en bykommune. Ensomhed og fritidsaktivitet Kun ganske få forventer hjælp fra kommunen, hvis de kommer i den situation, at de ofte er alene, selv om de egentlig havde mest lyst til at være sammen med andre. Dette opfattes som et privat spørgsmål, man selv finder en løsning på. Procentandel, som angiver forskellige hjælpekilder i forbindelse med ensomhed: PROCENTANDEL FÅ HJÆLP FRA KOMMUNEN 3 VÆRE SAMMEN MED FAMILIE, 36 VENNER/NABOER PRØVE AT FÅ EN BESØGSVEN 9 KONTAKTE EN FRIVILLIG ORGANISATION 4 GÅ IÆLDREKLUB/DAGCENTER 18 ELLER LIGNENDE FINDE EN ANDEN LØSNING 10 VED IKKE 34 ANTAL/PROCENTGRUNDLAG Kilde:AKF et al.: Den ældre har brug for hjælp, side 59 Godt 1/3 vil naturligt søge hjælp hos familie og venner. Knap 1/5 vil gå i ældreklub, mens kun henholdsvis 9% og 4% vil henvende sig til frivillige organisationer for at få en besøgsven eller lignende. Procentandel, som angiver forskellige hjælpekilder i forbindelse med fritidsaktiviteter: PROCENTANDEL FÅ HJÆLP FRA KOMMUNEN 7 FÅ HJÆLP FRA FAMILIE, VENNER/NABOER 7 FINDE EN AKTIVITET 36 KONTAKTE EN ÆLDREORGANISATION 11 FINDE EN ANDEN LØSNING 7 VED IKKE 38 ANTAL/ PROCENTGRUNDLAG Kilde: AKF et al.: Den ældre har brug for hjælp, side 60 Hvad angår hjælp til at komme i gang med en fritidsaktivitet uden for hjemmet, er der ligeledes kun 7%, som forventer hjælp fra kommunen, da også dette betragtes som en privat sag. 36% vil selv finde en aktivitet, som interesserer én, mens kun 7% vil søge hjælp fra familie mv. 11% vil henvende sig til en ældreorganisation, men også her er der omkring 1/3, som ikke ved, hvad de vil gøre. Muligheder for hjælp Hvordan vurderer de ældre mulighederne for at få hjælp i deres kommune? Mener de, at kommunen kan tilbyde tilstrækkelig hjælp og pleje til ældre, og regner de med at kunne få hjælp fra kommunen, hvis de en dag får brug for det eller får mere brug for hjælp til at klare sig i hverdagen? Ældre fordelt efter om de har hjemmehjælp eller ej og procentvis efter, om de synes, at kommunen kan tilbyde tilstrækkelig hjælp/pleje: HAR HAR IKKE ALLE HJEMMEHJÆLP HJEMMEHJÆLP HELT TILSTRÆKKELIG HJÆLP/PLEJE DELVIS TILSTRÆKKELIG HJÆLP/PLEJE UTILSTRÆKKELIG HJÆLP/PLEJE VED IKKE I ALT ANTAL Kilde: AKF et al.: Den ældre har brug for hjælp, side 66 37% af de ældre mener, at kommunen kan tilbyde en helt tilstrækkelig hjælp og pleje, mens i alt 47% synes, at der er mangler i den hjælp og pleje, som kommunen tilbyder. De resterende har ikke kunnet tage stilling. Ser man på, hvem der