Søgen efter lykke i de vestlige samfund Salman Ahmed, New Civilisation efteråret 2004: Nr. 1

Transkript

1 Søgen efter lykke i de vestlige samfund Salman Ahmed, New Civilisation efteråret 2004: Nr. 1 Indledning Da Briterne for første gang rejste til et udviklingsland, såsom Indien eller Indonesien, blev et væsentligt lys, for mange, kastet over forskellene mellem livet i et udviklet land og i et udviklingsland. Folk var i forvejen vant til at beklage sig over tilstanden i sundhedssektoren eller andre offentlige tjenesteydelser, sommetider med en følelse af påskønnelse over styrkerne af deres egen civilisation som værende et produkt af flere hundrede års vestlig kapitalisme. I Storbritannien, som i resten af det vestlige Europa, er det ikke mange, der tigger eller lever på gaderne, gaderne bliver ikke kun vasket når det regner, folk bliver ikke tvunget ud af hospitalerne, hvis de ikke kan betale for deres behandling, og skoler og universiteter er ikke forbeholdt de rige. Endvidere distribueres goderne i det britiske samfund skønt nogle ville argumentere for at uligheden er forværret således at majoriteten af den britiske befolkning anser dem selv som værende en del af middelklassen. De besidder en rigdom, som de fleste mennesker i udviklingslandene kun kan drømme om, en grad af rigdom, der tillader dem udlandsrejser. De bliver husejere og forbruger i stor stil alle typer af varer og tjenesteydelser. Rigdommen, teknologien, og organiseringen i de vestlige samfund betyder i dag at vi ikke længere står over for det, som John Maynard Keynes beskrev som et permanent problem for menneskeheden: kampen for overlevelse. Er det da muligt, på grundlag af denne tilstand, at konkludere, at befolkningens lykkelighed stiger i takt med dens rigdom? For nogle er svaret måske åbenlyst, men min og andres erfaring viser, at der er mange anekdotiske eksempler, som påviser, at der ikke er et indbyrdes afhængighedsforhold mellem rigdom om lykke. Mange af os har venner eller bekendte, som har valgt at droppe det hektiske ræs (et begreb, som benyttes om det moderne arbejdsliv) for at forbedre deres livsstil eller lykke. Og hvis du, ligesom mig, har kontakt til folk i udviklingslandene specielt i den muslimske verden eller andre steder, hvor ikkematerialistiske kulturer stadig har indflydelse - vil du støde på folk som udviser lykke og tilfredshed med deres liv, selvom de lever i et udviklingsland og har meget begrænset rigdom. Det virker som om, at deres mangel på rigdom ikke forhindrer deres lykke. Princippet om at lykke går hånd i hånd med rigdom, og at mennesket derfor bør have som overordnet mål at tilegne sig maksimal rigdom, har en indflydelse på folks liv, som bestemt ikke bør undervurderes. Dette gælder i særdeleshed folk, som lever i denne del af verden. For mange er det et centralt kriterium for de valg de træffer inden for deres arbejdsliv, personlige forhold, og endda hvordan de bruger deres fritid. Dette princip og andre, som er relateret hertil, såsom personlig frihed og selvrealisering, er den vestlige kapitalismes ideologiske grundsøjler. Lykke og Oplysningstiden Oplysningstænkerne fra det 18. århundrede og deres forløbere anså dem selv for at være banebrydende, idet deres ideer bragte Europa, som i århundreder havde været præget af mørke og uvidenhed, ind i en tidsalder domineret af fornuftslutninger og videnskab. Ifølge empirister som Hume og Locke har mennesket en medfødt evne til at observere realiteten, opdage dens fundamentale sandheder og heraf forbedre dens situation ved hjælp af dette kendskab. Bernard Mandeville fremlagde i sit digt, historien og bierne teorien om, at forfølgelsen af individuel selvrealisering var af største gavn for samfundet. Adam Smith hævdede i sin afhandling om nationernes rigdom, at samfundet generelt set fik gavn af markedets usynlige hånd og individernes forfølgelse af selvrealisering. Hobbes argumenterede i hans værk Leviathan for, at individerne i samfundet skulle opgive nogle af deres rettigheder og friheder til 1

2 regeringen, for således, at den kan forsyne individerne med tryghed og sikkerhed, hvilket betød at regeringens rolle skulle være at tjene den almene interesse og befolkningens lykke. Bidraget fra disse forfattere, deres efterfølgere og andre, der talte for humanisme og sekularisme, fremsatte et verdenssyn og et formål for mennesket, som gik ud på, at det skulle forfølge dets selvrealisering livet igennem. For at realiserer det, som var i individernes bedste interesse, havde befolkningen behov for et antal grundlæggende samfundsprincipper: at regeringens rolle var at arbejde for de almene interesser og befolkningens lykke, at forfølgelsen af materiel rigdom i konteksten af det frie marked var gavnlig for enhver i samfundet og skulle tilskyndes. En persons succes i hans stræben efter rigdom blev set som et produkt af hans/hendes hårde arbejde og anstrengelse. I det 19. århundrede blev det hævdet, at lige fremtidsudsigter for begge køn ville resultere i, at befolkningen kunne realisere forfølgelsen af deres selvrealisering. Ulighederne mellem befolkningen ville ikke længere afspejle arvet rigdom, men snarere være en konsekvens af personers anstrengelse og talent. Den prominente samfundsvidenskabsmand Thomas Carlyle manede til reelt aristokrati, dvs. talenternes aristokrati. Dette blev accepteret som værende dyb visdom, og regeringer implementerede en samfundslovgivning i det 19. og 20. århundrede, som resulterede i frembringelsen af folkeskoler og universiteter, der skulle producere talentfulde individer, som senere, gennem hårdt arbejde og slid, ville fortjene de positioner, de havde opnået. Det blev vidt accepteret, at en persons karakter var god, hvis vedkommende besad rigdom, mens fattigdom implicerede dovenskab, manglende talent og karaktersvaghed. Nogle tænkere foreslog endda, at almisse til de fattige var i modstrid med den naturlige biologiske orden. Herbert Spencer og hans socialdarwinistiske kollega hævdede, at de fattige, skrøbelige, og svage skulle efterlades til kampen om liv og død for at forbedre den generelle samfundskomposition. Således er forfølgelsen af rigdom i Vestens kapitalisme ikke bare godt, men praktisk talt nødvendigt for både individerne og samfundet. En vigtig rolle for staten er at bakke op om forfølgelsen af rigdom, idet lykke og rigdom er uadskillelige. Et studie af menneskets natur Eftersom lykke er en menneskelig følelse eller en fysiologisk tilstand, er det nødvendigt at studere og forstå, hvordan vestlige samfund tilfredsstiller menneskets natur og behov. Manglende tilfredsstillelse af vores menneskelige behov leder til en mangfoldighed af ubehagelige tilstande, dette kunne være sult, tørst, kulde, bekymring eller nedtrykthed, afhængig af, hvilket af menneskets behov, som ikke er tilfredsstillet. Omvendt leder tilfredsstillelsen af vores menneskelige behov til en tilstand af fornøjelse og lykke. Richard Tomkins påpeger i en artikel med titlen Hvordan bliver man lykkelig, at talrige gennemførte studier i de vestlige samfund over de sidste fem årtier indikerer, at der har været en nedgang i befolkningernes lykkefølelse samtidig med, at de er blevet rigere. For at redegøre for lykken i konteksten af tilfredsstillelsen af menneskets behov brugte Tomkins en udbredt accepteret model af menneskets natur kaldt behovspyramiden udviklet af psykologen Abraham Maslow. Maslow refererer til fem niveauer af behov, som motiverer mennesket til at handle. Disse niveauer er alle afhængige af hinanden således, at det er svært for en person at blive motiveret af et højere niveau, hvis det lavere niveau ikke er opfyldt. Det laveste niveau, som ifølge Maslow motiverer mennesket, er dets trang til de basale behov, såsom mad og vand. Det næste niveau er menneskets trang til tryghed og sikkerhed. Niveauet efter dette er behovet for at blive elsket og føle et tilhørsforhold. Næste niveau er behovet for agtelse, og i toppen af hierarkiet er behovet for selvrealisering, set ud fra hvad det pågældende menneske er i stand til at opnå ud fra egen evne. 2

3 Med denne model af menneskets natur påpeger Tomkins, at rigdom er nødvendig, for at menneskets basale behov kan realiseres, samt at dets omgivelser kan forblive trygge og sikre. Studier har demonstreret, at mennesker som har meget lave indkomster bliver betydeligt lykkeligere, så snart de er i stand til at opnå dette basale rigdomsniveau. Disse studier indikerer ligeledes, at opnåelsen af denne effekt nødvendiggør en relativt lille personindkomst til at starte med, mens indkomststigninger udover det basale niveau ikke har tendens til at medføre betydningsfulde forbedringer, hvad angår lykke. Følgelig fører en nationaløkonomisk politik, hvis formål er at forøge landets bruttonationalprodukt (BNP), ikke nødvendigvis til forøgelse af befolkningens lykke. Det næste niveau i Maslow hierarki er behovet for at føle et tilhørsforhold samt at modtage kærlighed. Dette opnås gennem tætte personlige forhold til andre - specielt en partner eller familiemedlemmer. Hvis samfundet programmerer os til at være for individualistiske i vores adfærd og personlige forbrug, vil det, ifølge Tomkins, sandsynligvis være på bekostning af disse personlige forhold. Jo flere timer vi bruger på udviklingen af vores karrierer, des færre timer bruger vi på vores partnere og børn. Mange af vores aktiviteter kan imidlertid linkes direkte til landets BNP, men kan samtidig skade vores følelsesmæssige tilstand over for andre. Mens skilsmissestatistikken stiger, bruger vi fortsat mere tid, energi og økonomi på juristhonorarer, rådgivning, vedligeholdelse af flere husstande mv. Disse aktiviteter forøger landets (BNP) men afspejler en større ulykkelighed for individerne, idet folks personlige forhold er forstyrret. Ligeledes forøges nationens BNP med de penge, vi bruger på personlig sikkerhed såsom alarmer og overvågningsudstyr, men dette er i følgeskab med følelsen af usikkerhed i vores samfund. For den farmaceutiske sektor er effekten stigende omsætning, da flere og flere mennesker bruger anti-depressive midler for at imødegå depressionen. Nogle økonomer har foreslået at modificere det statistiske målesystem for BNP for således at nedbringe de negative trivselsomkostninger gennem forøgelse af de økonomiske aktiviteter. Målesystemet Index of Sustainable Economic Welfare, som blev udviklet af den forhenværende økonom for Verdensbanken Herman Daly og teologen John Daly i deres bog fra 1989, for folkets vel. Dette målesystem og et andet målesystem kaldt Genuine Progress Indicator er blevet brugt til at analysere de økonomiske data fra USA og Storbritannien gennem de sidste 50 år. Lykkestudier gennemført i begge lande over samme årrække viser en interessant sammenhæng mellem BNP og befolkningens lykke. I USA forøgedes befolkningens generelle fremskidt (en størrelse, som inkluderer fremskridt i lykke) sideløbende med BNP fra 1950 til omkring 1970, hvor den begyndte at aftage, til forskel fra BNP, som vedblev med at stige. Omkring 1970 begyndte amerikanerne for alvor at blive ulykkelige trods det faktum, at landets BNP fortsat steg støt. Dernæst på Maslows hierarki er behovet for at opnå respekt og anerkendelse fra andre. I Vestens kapitalisme er den principielle måde, hvorpå man opnår respekt og anerkendelse ens evne til at akkumulere rigdom. Oplysningstidens tradition er, at rigdom er målestokken for mennesket succes. Det forholder sig imidlertid således, at denne målestok for succes og status er relativ. Dvs. at det er den indbyrdes forskel i rigdom mellem mennesker, der sammenligner sig med hinanden frem for den absolutte kvantitet af rigdom, som afgør en given persons status. Behovet for selvværd forårsager, at mennesker konkurrerer med hinanden over rigdom. Dette statuskapløb er uophørligt, idet der altid vil være folk med flere penge og flere rigdomspralende symboler, man kan konkurrere med. Desuden bliver tingene forældet kort tid efter, at tingene er blevet erhvervet, såsom biler, tøj, og andet. Så for facadens vedligeholdelses skyld bliver mange ejendele unødvendigt erstattet af nye. Imens vestlige samfund bliver rigere, bliver dette kapløb fortsat mere krævende. Richard Bronk argumenterer i hans bog, Progress and the Invisible Hand for, at mange statusvarer er knappe, til forskel fra de materielle goder, som er nødvendige for at opfylde de basale behov. Således er der kun et begrænset antal huse på de bedste placeringer i byen, kun få steder er der plads til fortøjning af en yacht, 3

4 ligesom der er et begrænset antal pladser på en Michelin stjernet restaurant. I takt med, at folks indkomster forøges, konkurrerer de endnu mere om disse begrænsede positionelle goder, hvilket leder til endnu højere priser. Folk, som ønsker disse statusvarer, er derfor nødt til at bruge endnu mere rigdom, anstrengelse og tid for at opretholde deres eksisterende fortæringsniveau af disse varer. Dette betyder at kapløbet om status bliver hårdere og hårdere sideløbende med, at samfundet bliver rigere. Alain De Botton argumenterer i hans for nyligt udgivne bog Status Anxiety for, at kapløbet om status vil lede til bekymring og depression for mange mennesker. Ikke alle og enhver vil blive investeringsrådgiver, administrerende direktør eller succesfuld entreprenør. De fleste mennesker vil ikke have råd til at udskifte deres bil hvert år, eller holde hyppige ferier på Caribien. Hvis folk deltager i dette kapløb ved at tage banklån og bruge kreditkort, vil mange af dem ende med storgæld. De vil blive gjort til tabere og fiaskoer i samfundet, da succes jo måles på rigdom. Det ovenstående studie af menneskets natur tyder på, at vestlige samfund påtvinger befolkningen at tilfredsstille deres menneskelige behov på en måde, der forårsager, at mange føler sig deprimeret, bekymret og ulykkelig. Hvis dette er tilfældet, burde man da ikke spørge sig selv, hvorfor befolkningen holder fast i og vedkender sig disse adfærdsmønstre, som gør dem ulykkelige? En mulig årsag er, at mennesket sjældent selv er i stand til at identificere roden til det problem, der forårsagede disse følelser. Frem for at promovere selvundersøgelse eller kritisk refleksion, opmuntrer vestlige samfund individerne til at hengive sig til aktiviteter, hvormed de kan flygte fra deres ængstelser og bekymringer: alkoholmisbrug, antidepressive midler, mad, computerspil osv. Ydermere har de vestlige samfund udviklet mekanismer, der påvirker befolkningens adfærd, fordi disse samfunds velgående er afhængig af individernes forfølgelse af rigdom og forbrug af varer og tjenesteydelser. Det er denne magttilstand eller kontrol, og mangel på en alternativ levemåde, der gør det svært for individerne at ændre deres adfærdsmønstre. Systemet har brug for individuelle forbrugere Kernen i det vestlige samfund er, at det er baseret på et kapitalistisk økonomisystem. Det repræsenterer et produktionssystem og udveksling af varer og tjenesteydelser i konteksten af det frie marked. For at systemet kan fungere skal økonomien konstant vokse. For at økonomien kan vokse, skal firmaer forøge produktionen af varer og tjenesteydelser, og folk skal om nødvendigt fortsætte med et forøget forbrug af disse varer og tjenesteydelser. Derfor skal systemet fortsætte med at opmuntre folk til at ønske sig mere. Inden for de fleste markedsområder møder producenterne et problem med overskud af varer. Givet deres økonomiske råderum, deres masseproduktionsfaciliteter, såvel som den teknologi, de har erhvervet sig igennem de sidste 200 år, er producenter i stand til at producere meget mere end forbrugerne kræver inden for næsten alle industrier. Folk i den vestlige verden lider i dag ikke af sult snarere bliver vi i dag præsenteret for en sådan mangfoldighed af fødevarer, at vores problem nu er fedmeepidemien. Kapitalismen lider af et overskudsproblem. En måde hvorpå firmaer kan nedskære deres produktionskapacitet af varer er at opkøbe virksomheder og forstyrre deres konkurrenter, men dette forårsager arbejdsløshed. Og eftersom de arbejdsløse også skal forbruge varerne og tjenesteydelserne som udgangspunkt, leder dette til en ond cirkel. En anden måde, at adressere overskudsproblemet på, er ved at forsøge åbningen af nye markeder. I de fleste udviklingslande er der dog få små eller slet ingen penge at tjene på disse markeder, eftersom folk har en meget lav købekraft. 4

5 Producenternes mest stabile måde at komme overskudsproblemet til livs på er derfor at opmuntre befolkningerne i de vestlige samfund til at forsætte deres forbrug af varer og tjenesteydelser med endnu større hastighed. Der er en gruppe af mennesker, hvis opgave er at forstå og fastsætte menneskers behov, uddanne folk i produkternes tilgængelighed og vigtige produktfeatures samt udvikle strategier for at overbevise mennesker om, at de bør købe produkterne; disse er handelsmændene. Hvis handelsmændene er de kommanderende generaler i denne overbevisningskrig, så er deres menige soldater reklamevirksomhederne, og deres mest magtfulde våben er massemedierne. For hundrede år siden var trykte ord den eneste måde, man kunne viderebringe informationer til masserne på. Med den moderne teknologi har vi nu, i næsten alle hjem, mange forskellige måder at modtage informationer på: radio, tv, magasiner, internet osv. Disse massemedier har en umådelig magt til at påvirke vores værdier, attituder, og adfærd. De skaber vores bevidsthed og projekterer livsstile, som vi afprøver og udlever. Folkene som forsyner massemedierne med økonomi er annoncørerne. Ved brugen af billedsprogskraften tilsigter massemedierne at overbevise os, forme vores personligheder og påvirke vores adfærd. Der er stort set ingen plads til neutrale informationer i de kommercielt drevne massemedier. Forkyndelsen af det kapitalistiske system foregår i disse massemedier ved at fremstille forbruget af varer og tjenesteydelser som noget spændende og følelsesmæssigt tilfredsstillende, noget som giver folk betydning og formål med livet. Fx skal vi, når vi beklæder os, gøre det med tøj der bærer et kendt sports- eller modemærke. Disse navne og logoer repræsenterer identiteter, vi føler en tilknytning til. Vores adfærd er formet således, at vi ønsker at efterligne livsstilen eller identiteten, annoncørerne har fremført berømte fodboldstjerner, basketballstjerner eller andre kendisser. Som Richard Tomkins argumenterer for, foregår mange af disse overtalelser på meget udspekulerede måder. For at undgå, at folk lider af reklameudmattelse, bruges mange billeder af produktet på en indirekte måde. Hollywood-film og musikvideoer er fyldt med produktanbringelser og professionelle sportsgrene er blevet gjort til endnu et marked for annonceringsindustrien. Faktisk kan ingen kulturel eller kunstnerisk begivenhed udspille sig uden kommerciel sponsorskab, ligesom modemagasiner ofte er en del mere end blot indkøbskataloger. Professor Philip Kotler, en af verdens førende marketing guruer sagde i et interview: Hvis der ikke er flere behov hvorved jeg mener, at der er en leverandør til alt hvad vi tænker på - så er vi nødt til at opfinde nye behov jeg ved at det er blevet kritiseret. Folk siger: hvorfor gør du det mod os? Hvorfor lader du os ikke være i fred? Men en del af kapitalismen er, at det er et system, hvor vi er nødt til at motivere folk så de ønsker ting, for således at de arbejder for disse ting. Hvis der ikke er flere ting de ønsker, arbejder de ikke så hårdt. De ønsker en 35 timers arbejdsuge, så 30 timer osv. Ja, marketing driver os til nye ønsker. Du har en Ford, nu ønsker du dig en BMW, og hvis du har penge nok bliver de brugt på en Lamborghini. Fra et filosofisk synspunkt kan folk snakke omkring at de bliver manipuleret. Handelsmænd og annoncører har magten til at ændre samfundskulturen. 1960erne var en tid med studenterprotester, demonstrationer mod Vietnam-krigen og Amerikas imperialisme. Hippierne repræsenterede den bohemeagtige livsstil og kultur, der forkastede konformitet og traditionelle værdier. De ønskede en verden, hvor kærlighed skulle dominere, ikke magt og rigdom. Den værste kriminalitet en hippie kunne begå var at sælge ud af de kommercielle interesser. Som Thomas Frank illustrerede i sin bog fra 1997, The Conquest of Cool, optog og promoverede annoncører og handelsmænd hippiernes liberalisme, fordi den nedbrød den utilregnelige kontrol over folks adfærd. Hvis folk forlader økonomi og konservatisme og prøvede at eksperimentere med ting som engang var forbudt, ville det betyde højere forbrug af varer og tjenesteydelser. 5

6 Hvad der startede som et oprør blev nu førende, idet annoncørerne adopterede de symboler, den musik og den identitet, som denne oprørskultur præsenterede. Den seksuelle liberalisering i 1960erne gav forretningsmindede personer nye kommercielle muligheder som kunne udnyttes. Fx pornoindustrien, som transformerede sig fra at være et tabu, en skyggefuld industri til at være mainstream i vores kultur i dag indeholder popsange softcore pornobilleder og samfundet accepterer det velvilligt. Hippiernes budskab, kærlighed frem for krig, der bekæmpede de grundlæggende og kommercielle interesser blev med tiden bekvemmeligt marginaliseret. Findes et alternativ? Som vi har undersøgt i denne artikel, udspringer der fra vestens kapitalisme en tilbøjelighed til konkurrence om rigdom og status. Dette resulterer i bekymring, depression, og et endeløst kapløb. Regeringens politik, som er fokuseret på den økonomiske vækst, fejler i at adressere vores ikke-materielle behov, såsom vores behov for en familie, kærlighed, medfølelse, sikkerhed, og fællesskab. Endvidere former og påvirker massemedierne vores attitude og adfærd så vi bliver de forbrugere, systemet ønsker, vi skal være. Lykkefølelsen, der opstår når vi lever vores liv i overensstemmelse med vores natur som menneske, er i dag sandelig en mangelvare. Oplysningstænkerne fejlede i antagelsen om, at rigdom ville bringe lykke, og at jagten på rigdom derfor skulle være samfundets hovedformål. Måske fokuserede de ikke nok på menneskets natur, eller måske var den ikke tilstrækkeligt forstået på den tid, hvor de udviklede deres idéer. Eftersom grundlaget i Vestens kapitalisme er præmissen om, at rigdom medfører lykke, er det meget svært, hvis ikke umuligt, at reformere Vestens kapitalisme således at dens mål og værdier stemmer overens med menneskets natur. Hvis vi virkelig ønsker lykke, er vi nødt til at søge efter et alternativ til kapitalismen, som er baseret på en fundamental anderledes opfattelse af formålet med menneskets eksistens, og som er i overensstemmelse med vores natur. Der eksisterer i dag et alternativ til kapitalismen, nemlig Islam. Måske fordi det er et alternativ, bliver Islam altid i de vestlige medier præsenteret i konteksten af terrorisme og fanatisme. Islams fundamentale verdenssyn er, at menneskeheden er skabt af en Skaber, at vi er blevet givet åbenbarede tekster som vi skal følge, at døden er uundgåelig for enhver person, at mennesket vil blive stillet til regnskab for det liv, det har ført mens det levede, hvorefter uendelig belønning eller straf vil blive udmålt. Ved at anvende Maslows behovsmodel kan vi vurdere hvordan Islam adresserer menneskets behov. Lad os først overveje Maslows nederste niveau ønsket om basale behov. I de islamiske traditioner er det velkendt, at mandlige individer muslim såvel som ikke-muslim er forpligtet til at søge arbejde for at tjene til deres daglige fornødenheder, såfremt de ikke allerede er i stand til at imødekomme deres basale behov gennem rigdom eller aktiver som de besidder. Men hvis de ikke er i stand til det måske er der ikke noget arbejde tilgængeligt, eller også lider de af et handikap så falder ansvaret for forsørgelsespligten først på de nærmeste familiemedlemmer. Ifald familiemedlemmerne er ude af stand til at forsørge dem grundet deres egen fattigdom, falder forpligtelsen om at varetage de basale behov på samfundet og staten. De islamiske traditioner taler nedsættende om den person som går mæt i seng, mens hans nabo er sulten. På næste niveau i behovspyramiden, identificerer Maslow behovet for tryghed og sikkerhed. Islam formaner individerne til ikke at involvere sig i aktiviteter såsom tyveri, bedrageri, og mord. Folk som engagerer sig i sådanne aktiviteter er fortalt, at de vil møde alvorlig straf fra deres Skaber. På samme tid 6

7 er det velkendt at Islam eksekverer straffe over for individer, der bliver taget i at begå sådanne kriminelle handlinger, hvilket tjener som en advarsel for andre. Det næste niveau er behovet for kærlighed og tilhørsforhold. Islam sikrer især dette gennem familieenheden. Begrebet familie samt forholdene og ansvaret, der følger med det, er alle centrale i den islamiske lære. Forholdet mellem mand og kone er ikke et herre-slave forhold, som det skildres af de vestlige medier. Snarere er det et forhold, hvor hver part har sin særlige rolle. Islam tilskynder, at parterne skal opføre sig på en måde, der sikrer et stærkt kærlighedsbånd mellem dem. At ofre sin partners rettigheder, såsom vedkommendes behov for hjælp, støtte og tid på bekostning af ydre interesser, såsom arbejde, er noget, som er stærkt frarådet. Enhver part i forholdet, mand eller kvinde, har rettigheder som skal opfyldes. Ligeledes er båndet mellem forældre og barn et bånd, der skal baseres på vejledning, kærlighed og ansvarlighed. Når børnene er små, er forældrene ansvarlige for opdragelsen, vejledningen og opretholdelsen af deres ve og vel. Og når forældrene bliver syge og svage grundet alderdom, vender ansvaret om at varetage tilbage til børnene. Når det kommer til udviklingen af personligheden, har Islam hæftet stor betydning til værdier og opførsel såsom fromhed, ærlighed, retskaffenhed, hjælpsomhed og engagement i mange andre handlinger, hvor der ingen selviske interesser er. Som et resultat er respekt i et Islamisk samfund fortjent ved at opføre sig på en måde, der demonstrere disse frem for, at det sker gennem status og rigdom. Desto mere folk reagerer på den islamiske lære om at hjælpe de fattige og trængende, passe på sine gamle forældre, ofre tid og penge på de problemer, der sanses i samfundet, desto mere respekt vil andre i samfundet give dem. Ud fra en materialistisk synsvinkel, begrænser Islam ikke akkumuleringen af rigdom eller at man erhverver sig luksuriøse genstande på et hvilket som helt niveau. Dette er fordi Islam ikke er en asketisk eller klosterlignende tro, hvor man skal opgive materialistiske nydelser på bekostning af livet efter døden. Snarere er muslimerne opmundret til at nyde verden og de varer og tjenesteydelser, som den menneskelige anstrengelse producerer. Hvad de islamiske tekster strengt forbyder er, at folk bliver hovmodige og arrogante grundet deres rigdom. Denne diskussion indikerer, at Islam adresserer menneskets natur på en måde, der er vidt forskellig fra kapitalismens på en måde der er i harmoni med vores natur. Islam kan frembringe en tilfredsstillelse og lykkefølelse, i modsætning til den statusbekymring, depression og utilstrækkelighedsfølelse, som tydeligvis forpester de kapitalistiske samfund. Endvidere diskuterer Islam åbent spørgsmålet om døden, så man allerede i en tidlig alder kan finde sig tilrette med det uundgåelige. Dette bevirker, at folk tænker på deres liv i et bredere perspektiv frem for en individualistisk, hedonistisk adfærd, hvor man flygter fra sin egen menneskelige svaghed. Mens kapitalistiske samfund bruger massemedierne til at gøre folk til gode forbrugere, arbejder Islams samfund for, at befolkningens værdier og adfærd er karakteriseret med ærlighed, sandfærdighed og ønsket om at ofre sig for familien og mindre lykkelige medborgere. Denne type af betingelse frembringer de bedste kvaliteter i vores menneskelige natur. Endelig forøger den menneskets lykke og giver dem flere valg. Behovet for at forbruge skal ikke være formålet med vores eksistens. Begærlige borgere, som ønsker at blive rige, skal ikke forhindres i at bruge deres tid og ressourcer på dette, dog med det forbehold, at de ikke involverer sig i kriminelle aktiviteter. Andre skal bare ikke føle sig som tabere. 7