The Press of Greenland an examination of the role of the press, in regards to the Greenlandic nationbuilding process

Transkript

1 The Press of Greenland an examination of the role of the press, in regards to the Greenlandic nationbuilding process By Karina Fleischer Eskimology and Arctic Studies Department of Cross Cultural and Regional Studies University of Copenhagen, 2008 Abstract This thesis examines the nationwide Greenlandic press, focusing on the role of the press in the nation of Greenland under Home Rule. By way of the Tenant to Owner case, I will examine the press as a platform for information and discussion between the political authorities and the citizens. The first Greenlandic newspaper, Atuagagdliutit, was launched in 1861, and contributed towards creating a common forum for discussion between Greenlanders. After World War Two, the national radio station Radio Greenland opened, giving the Greenlanders a radio news service, enabling news to spread faster. A few years after the introduction of Home Rule, television programmes were transmitted for the first time, available to most of Greenlands population. In 1980, the former local newspaper Sermitsiak went nationwide, now providing the Greenlanders with two national newspapers Semitisiak and AG. In 1991, the first tv news programme Qanorooq went on air, and Greenlands national media landscape now consists of the two papers and the tv and radio station KNR. All these nationwide media have had an impact at the image and the coming together of the Greenlandic nation. My analysis of the Tenant to Owner case showed that the Greenlandic field of journalism is split in two groups. One group which is argumentative and confrontational, and another which is more neutral in its manner. There are indications, both in earlier episodes and today, that the political authorities in Greenland have managed to curtail parts of the Greenlandic press. Meanwhile, the analysis shows that the outrage in press and public over the sales of homes relating to the Tenant to Owner scheme had less to do with the homes that were sold, and more with Greenlanders being fed up with rising inequality in the Greenlandic society. 1

2 Not only does the press have a role in uniting the nation; in my view it also plays a role in developing a public tradition of critical discussion, which is highly important in developing the democratic Greenlandic nation. 2

3 Indledning I foråret 2008 kunne man i den grønlandske avis AG/Grønlandsposten læse en leder med overskriften: Gå så af. (AG 2008a:2). Dette var ment som en meget direkte opfordring til det grønlandske landsstyre om at tage sin afgang. Baggrunden for lederens kritiske indstilling var en sag, som i over et år have optaget de grønlandske medier og den grønlandske befolkning. I foråret 2007 var det kommet frem, at adskillige politikere og embedsmænd havde erhvervet sig særdeles billige boliger på baggrund af en lov, som blev kendt under navnet fra lejer til ejer-ordningen. Man kan undre sig over, hvad der ligger bag sådan en bombastisk overskrift, og hvorfor aviserne overhovedet skal blande sig i, hvordan landets politikere vælger at agere. I dette speciale vil jeg undersøge de processer, der ligger forud for overskrifter som denne. Nærmere bestemt vil jeg undersøge betydningen af en national presse i forhold til udviklingen af den hjemmestyrede grønlandske nation. I undersøgelsen vil jeg lade mig inspirere af Pierre Bourdieus feltbegreb, og via en konkret nutidig case, den føromtalte lejer til ejer-sag, vil jeg udfolde de processer, som udspiller sig i medierne mellem pressen, de politiske magthavere og borgerne. Da Grønland fik overdraget den magt, der fulgte med indførelsen af hjemmestyret i 1979, skulle landet i gang med at bygge nationen op på en ny og anden måde. Hvor grønlænderne førhen skulle forholde sig til de danske magthavere, skulle de nu til at være aktive diskuterende medborgere i et hjemmestyrende Grønland, som blev opbygget på ideer om demokrati og folkestyre. På Grønlands Hjemmestyres hjemmeside står i 2008: Når Landsstyret har holdt møder og truffet en række beslutninger, formidles dette videre til Centraladministrationen gennem interne referater af møderne. Offentligheden har tidligere først hørt om disse beslutninger gennem andre kanaler, lang tid efter at beslutningen er taget. Landsstyret har derfor besluttet at indføre større offentlighed omkring sit arbejde, så pressen og borgerne løbende kan følge med i Landsstyrets arbejde. (Grønlands Hjemmestyre u.å.). 3

4 For som borger at kunne deltage aktivt i folkestyret er det væsentligt at have adgang til informationer fra de politiske magthavere, så borgeren har mulighed for at reflektere over de folkevalgtes beslutninger. Som det fremgår af hjemmesiden, anses det også for at være vigtigt, at pressen holdes opdateret og informeret. Som en platform for information og diskussion mellem de politiske magthavere og borgerne står pressen. Forskningslitteraturen om den grønlandske presse under hjemmestyret er ikke omfattende. Tidligere er den grønlandske presse hovedsageligt blevet præsenteret i mediernes egne jubilæumsskrifter 1 eller i jubilæumsskrifter for hjemmestyret. I Grønlænder og global grønlandsk sprog, litteratur og medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse behandler Jette Rygaard i sin artikel En tv-historie bl.a. via interviews reaktionerne på fremkomsten af landsdækkende grønlandske tv-udsendelser og berører i den forbindelse også emnet fjernsynets evne til at samle grupper af mennesker (Rygaard 2004:194). I samme antologi beskæftiger Birgit Kleist Petersen sig bl.a. med grønlandske unges brug af aviser (Kleist Petersen 2004:80). Det er hovedsageligt Jette Rygaard og Birgit Kleist Petersen, som i det sidste årti har beskæftiget sig med analyser inden for det grønlandske medieforskningsfelt. I starten af 1980 erne, i tiden omkring indførelsen af samtidigheds-tv i Grønland, udkom der mindre pjecer om tv-mediet og dets tilblivelse (Kleivan & Hjorth Nielsen 1984, Lynge 1983). I forbindelse med den danske magtudredning En analyse af demokrati og magt i Danmark blev også grønlandske forhold undersøgt i et enkelt bind, Demokrati og magt i Grønland. Hvor adskillige bind af den danske magtudredning har beskæftiget sig med medier og magt, er dette emne ganske uberørt i den grønlandske udgave. Enkelte af den grønlandske magtudrednings artikler berører dog den grønlandske presse ganske flygtigt. 2 Det er min opfattelse, at studier af den grønlandske presse hovedsageligt har været behandlet som enten et historisk tilbageblik eller som mere konkrete analyser af medieforbrug. Mit formål med dette speciale er at bidrage til feltet ved via en konkret analyse af en case at åbne for de magtspil, som udspiller sig mellem pressen, politikerne og borgerne, og derved komme med mit bud på, 1 Eksempelvis i Fleischer, Jørgen (1980): Et grønlandsk blad Atuagagdliutit 120 år, og Rosing, Peter Frederik & Marianne Stenbæk (1998): Grønlands Radio (Janussen 2003:47), (Andersen & Tonsgaard 2003:61) og (Hansen 2003:166). 4

5 hvilken rolle den landsdækkende grønlandske presse udfylder i udviklingen af den grønlandske nation. Metode og teori Som metodisk grundlag for min analyse vil jeg lade mig inspirere af sociologen Pierre Bourdieus feltbegreb, som åbner for en praksisorienteret analyse med fokus på magtrelationer i samfundet. I analysen arbejder Bourdieu med en dobbeltlæsning af samfundet. I den første læsning er der fokus på struktur, og i den anden læsning er der fokus på individet som aktør (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:21ff). I forbindelse med analysens anden læsning, hvor der er fokus på aktørernes egen opfattelse af virkeligheden, vil jeg gøre brug af en diskursanalytisk tilgang. Specialets teoretiske fundament bygger på Benedict Andersons teori om nationen som et forestillet fællesskab, hvor opfindelsen af bogtrykkerkunsten og avisens evne til at udtrykke samtidighed bliver væsentlig. Samtidig vil dette speciale lægge sig tæt op ad Jürgen Habermas teori om borgerlig offentlighed som et rum, hvorfra kritisk og fri diskussion af de politiske magthavere udspringer og derved fremstår som en legitimering af magthaverne. Afgrænsning Den tidsmæssige afgrænsning for dette speciale bliver fra indførelsen af hjemmestyret og frem til i dag. På trods af at Grønland officielt mister sin status som koloni i 1953, er det min overbevisning, at der med hjemmestyrets indførelse og de dertilhørende nye magtbeføjelser, skete et skift i den grønlandske befolknings selvforståelse. Aldrig havde grønlænderne selv, som en moderne nation, haft så megen råderet over interne anliggender. I kraft af at nye bånd mellem den hjemmestyrede nation og befolkningen skulle opbygges, bliver netop denne periode interessant. Jeg vælger at fokusere på de landsdækkende medier, da min tese er, at det er mediernes evne til at foregive samtidighed og fælleshed, der er medvirkende faktor til at få samlet nationen. Fokus bliver derfor på radio/tv-stationen KNR og de to landsdækkende aviser Atuagagdliutit/Grønlandsposten og Sermitsiak. Atuagagdliutit/Grønlandsposten vil fremover blive omtalt som AG. Inden for de seneste par år har endnu et medie fået status som landsdækkende: internettet. Dette har også gjort sig gældende i Grønland. Det ligger dog uden for dette speciales ramme at undersøge internettets muligheder. 5

6 Specialets opbygning I kapitel 1 udfolder jeg Bourdieus tanker om felt som analyseredskab. I forlængelse af Bourdieu fremlægger jeg ideer om diskursanalyse. Herefter redegør jeg for forestillinger om nationen med fokus på Benedict Andersons ideer om nationen som et forestillet fællesskab, for til sidst at introducere Jürgen Habermas begreb borgerlig offentlighed. Kapitel 2 er af kontekstuel karakter, hvor jeg redegør for etableringen af det grønlandske kulturelle og politiske fællesskab samt for opbyggelsen af det grønlandske hjemmestyre. I kapitel 3 analyserer jeg det grønlandske journalistiske felt. Analysen er delt i to dele. Første del er hovedsageligt enhistorisk beskrivende del, hvor jeg blotlægger det journalistiske felts aktører. Herefter, i analysens anden del, retter jeg fokus mod lejer til ejer-sagen og dens fremstilling i de grønlandske landsdækkende medier hovedsageligt AG og Sermitsiak. I kapitel 4 diskuterer jeg de problemstillinger, som jeg fandt frem til i analysen. Og i det sidste og konkluderende kapitel opsummerer jeg på mine iagttagelser af det grønlandske journalistiske felt. 6

7 1. Teori og metode Et af formålene med dette speciale er at få afdækket det grønlandske journalistiske felt samt at få sat det i relation til udviklingen af den hjemmestyrede grønlandske nation. Når jeg bruger begrebet felt, henviser det til sociologen Pierre Bourdieus ideer om samfundet som opdelt i forskellige sociale felter. I min analyse af det grønlandske journalistiske felt vil jeg lade mig inspirere af Bourdieus tankeredskaber. Når jeg vælger at bruge Bourdieus feltbegreb, er det fordi, at dette åbner op for en analyse, som opererer på to planer den formår både at være afdækkende og analyserende. Ved hjælp af sine nøglebegreber felt, habitus og kapital forsøger Bourdieu at åbne op for de strukturer, som ligger bag individets handlemåder. Det bliver en måde at forstå de handlemønstre, som bliver dannet og indlejret i individet. Med andre ord bliver det en måde at forstå, hvilke normer og regler som gør sig gældende inden for et felt. I det følgende vil jeg give en introduktion til de tre centrale nøglebegreber samt enkelte af Bourdieus egne overvejelser af det journalistiske felt. Bourdieus feltbegreb Centralt i Bourdieus tilgang er, at han gerne ser teori og metode i en forening. Hans udvikling af metode, som han ser som fleksibel og i konstant forandring og udvikling, mener han skal forstås og bruges som et tankeredskab til at analysere med. Det er altså ikke en fast analyseramme, som man kan presse ned over sin empiri. Som analytiker er det derfor vigtigt at gøre sig sin problemstilling klar, så ens valg af metode passer til problemstillingen og samtidig er til løbende overvejelse. En anden central tanke hos Bourdieu er, at det er vigtigt at tænke relationelt. Et felt er på alle måder opbygget i og af relationer. Både forholdet mellem feltets aktører, men også de forskellige begreber, som Bourdieu gør brug af, skal forstås relationelt. Det er styrkeforholdet mellem aktørerne, som definerer feltets struktur. Sker der forskydninger i et felts magtbalance, får dette også betydning for andre felter. Det sociale rum, eller samfundet, ser Bourdieu som den måde, hvorpå aktører optræder relationelt i forhold til hinanden. Alle aktører indtager bestemte positioner i rummet, som er organiseret ud fra to differentieringsprincipper. I den første dimension er aktørerne fordelt ud fra deres samlede mængde af kapital. Dernæst er de positioneret på baggrund af deres fordeling mellem økonomisk 7

8 kapital og kulturel kapital (Bourdieu 1994:57). Alle aktørernes positioneringer i det sociale rum er relationelle, så jo tættere de er på hinanden i begge dimensioner, jo mere har de til fælles. Bourdieu inddeler det sociale rum i felter. Det være sig det kunstneriske felt, det politiske felt, det akademiske felt etc. I hvert felt kæmpes der om ressourcer og magt, og det, der kendetegner feltet, er det, der kæmpes om, eksempelvis politisk magt eller kulturel status. Man kan sige, at det, der kæmpes om, er at få monopol på den slags kapital, som er vigtig i feltet. Til ethvert felt er knyttet en logik, som afspejler de regler, der kæmpes efter i kampen om magt og kapital (Høiris 1993:44). Det kan være svært at få afstukket præcise afgrænsninger for et felt, eftersom at dette defineres inden for rammerne af feltet selv (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:87). Ved at tilkæmpe sig feltets overordnede kapital, den symbolske kapital, kan der opnås magt inden for feltets interne orden, men samtidig kan det også være muligt at opnå autoritet i det overordnede magtfelt. Det er nemlig ikke alle felter, der har lige status. Det altdominerende felt er magtfeltet, hvor der kæmpes om magten i samfundet (Høiris 1993:44). De mindre kampe, som der udspilles i felterne, kan senere vise sig at få stor betydning for strukturen i det overordnede magtfelt (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]: 29). I det overordnede magtfelt handler det om at få tilkæmpet sig de kapitalformer, som gør, at man kan få mulighed for at styre og påvirke de regler, der spilles efter i det sociale rum og derved opnå magt over staten ( Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:89). Ved at undersøge de kampe, der har udspillet sig i feltet og mellem andre felter, bliver det ifølge Bourdieu muligt at forstå feltets struktur. Når feltbegrebet bruges som analyseredskab, er det samtidig vigtigt at undersøge feltets etablering, og hvorledes tidligere kampe, som både kan være kampe, der har haft til formål at ændre eller fastholde en struktur, har indlejret sig i feltet (Høiris 1993:44). Habitus Aktørerne har således en position i det sociale rum, men samtidig indtager de også nogle positioneringer. Det, som Bourdieu kalder for habitus, bliver det led, som forbinder aktørernes position og hans positioneringer. Det bliver disse tilegnede anlæg, som aktørerne handler og kæmper ud fra, og som er nødvendige for at kunne praktisere i et givet felt. Habitus kan betegnes 8

9 som et sæt eller system af regler, der indeholder, hvorledes aktørerne klassificerer og positionerer sig. Det er bl.a. her, at aktørerne får indlejret på rygraden, hvad der er rigtigt/forkert, god smag/dårlig smag osv. (Bourdieu 1997[1994]:24). Man kan sige, at habitus bliver et sæt rygradshandlinger, som oftest bliver foretaget ubevidst, og som vil være forudsigelige. Habitus er ikke statisk og kan betragtes som et produkt af historien. Det vil derfor variere alt efter tid og sted og vil skabes i et samspil med hver enkelt aktørs erfaring (Høiris 1993:45). På trods af at habitus ikke skal betragtes som en statisk størrelse, er det dog oftest svært og langsommeligt at ændre den. Aktørernes habitus har en evne til at fastholde aktørerne i velkendte positioneringer og forekommer derfor oftest ret stabil (Järvinen 2000[1996]:350). Kapital Som vi så i det sociale rum, indtager alle aktører en position ud fra deres samlede mængde af kapital. Man kan betragte kapital som den eller de ressourcer, en aktør besidder. Bourdieu opererer med flere slags kapitaler. Økonomisk kapital, der svarer til den gængse opfattelse af kapital penge, ejendom, jord etc. Dernæst betragter han også kulturel kapital som en ressource. Med kulturel kapital menes den viden, man tilegner sig gennem dannelse. Det være sig uddannelse, men også evnen til at kunne skelne god smag fra dårlig smag. Alle aktører tilhører en specifik gruppe. De ressourcer, der knytter sig til det at være medlem af denne gruppe, betegner Bourdieu som social kapital. Denne kapitalform kan betragtes som det netværk, aktøren kan trække på, dvs. det kan være familiære forbindelser eller måske det netværk, man har opbygget ved at have gået på en bestemt skole (Merkelsen 2006:192ff.). Den overordnede kapital, der hersker i ethvert felt, er symbolsk kapital. Denne kapitalform kan oversættes til prestige eller ry, og det er denne kapitalform, som der kæmpes om inden for feltet (Høiris 1993:46). Hvad der kan synes prestigefyldt i et givet felt, kan være uden betydning i et andet. Det er dét, at den genkendes og anerkendes som en værdi, der gør den symbolske kapital prestigefyldt (Bourdieu 1996[1994]:61). Bourdieu beskriver ofte de processer, som foregår i feltet som spil eller kampe. I det sociale rums felter udspiller sig et utal af kampe. Den vigtigste af disse er kampen om verdensopfattelsen. At få sin egen opfattelse af verden til at fremstå indlysende og sand. Bourdieu kalder dette for symbolsk vold. Det er en form for usynlig eller skjult magtanvendelse for både magtudøveren og dem, magten 9

10 udøves på. Det handler om at få indlejret, nogle for én selv givtige forhold i andres habitus. Derved forekommer magtforholdet og uligheden helt naturlig (Høiris 1993:47). Hvordan analyseres et felt? Det første Boudieu mener, man må gøre sig klart, når man arbejder med et felt, er at få det indplaceret i forhold til det overordnede magtfelt. Dernæst skal de objektive relationer mellem feltets aktører og institutioner undersøges (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:91). Når det kaldes objektive strukturer og relationer, ligger der en forventning om, at disse forhold bliver fremlagt beskrivende uden at være fortolkende. Dog kan det ikke være helt objektivt, eftersom man som analytiker tager nogle valg for, hvilke objektive strukturer og relationer man vægter i analysen. Bourdieus tilgang lægger jo netop op til, at feltanalyse ikke skal forstås som en fast analyseramme, men det er op til analytikeren hele tiden at vurdere og revurdere sin metode. Så når jeg i min analyse vil fremlægge det grønlandske journalistiske felts objektive strukturer, skal man være klar over, at dette selvfølgelig ikke er fuldstændig objektivt, eftersom jeg vælger, hvilke aktører jeg finder relevante for min analyse. Efter at have blotlagt feltets objektive strukturer finder Bourdieu det væsentligt at undersøge aktørernes habitus (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:91). Hvordan habitus undersøges, giver Bourdieu ikke selv nogen eksakte svar på. Hans overordnede tilgang til studier af samfundet er, at man skal åbne op for magt- og meningsrelationer mellem grupper ved at lave en dobbeltlæsning af samfundet. Det vil sige, man først åbner for de objektive relationer, hvorfra de mere fysiske elementer kan beskrives og kortlægges, uden at man tager stilling til individet. Herefter inddrages individets fortolkning af dets egen verden og omverden (Bourdieu & Wacquant 1996[1992]:22). Denne sidste læsning leder tankerne hen på diskursanalyse. Overordnet kan man sige, at diskursanalyse kan bruges til at forstå, hvordan verden opfattes ud fra en bestemt position. Det bliver en afspejlning af, hvordan aktøren opfatter både sig selv og sin omverden (Jørgensen & Phillips 1999:9). Diskursanalyse trækker på sprogfilosofi, som anskuer, at opfattelsen og tilgangen til verden opleves gennem sproget. Sprog bliver en måde både at vise og skabe en virkelighed. Der findes adskillige tilgange til diskursanalyse. Bl.a. fik Michel Foucault en stor betydning for udviklingen af diskursanalyse, og i hans tilgang er der fokus på viden og magt. Desuden kan nævnes Norman Fairclough, som har udviklet, hvad han kalder en kritisk 10

11 diskursanalyse, hvor han bl.a. har fokus på at undersøge hver enkelt linje og ord meget konkret (Jørgensen & Phillips 1999:95). I en del af min analyse af casen lejer til ejer-sagen vil jeg i forsøget på at åbne for aktørernes egne argumenter lade mig inspirere af en diskursanalytisk tilgang, dog uden at tilslutte mig en specifik tilgang. Det vil sige, at jeg fra aktørens position vil forsøge at redegøre for, hvordan han opfatter situationen, samt hvilke meninger det er, han prøver at udlægge. Dette gør jeg ved at undersøge, hvilke betydninger der er tillagt ord og sætninger. Bourdieu og det journalistiske felt Bourdieu har også beskæftiget sig med det journalistiske felt nærmere bestemt tv-mediet. Ifølge Bourdieu har dette medie haft en stor indflydelse på resten af det journalistiske felt (Merkelsen 2006:199). I bogen Om tv og journalistikkens magt giver Bourdieu en kritisk kommentar til den kommercialiserende udvikling, som han ser inden for tv og journalistik. Jeg vil ikke gå dybere ind i hans kritik, da dette område ligger uden for mit speciales rammer, men vil dog fremhæve enkelte overvejelser, som han gør sig om det journalistiske felt. I forhold til mit speciale er det interessant at undersøge det journalistiske felts forhold til borgerne og til det politiske felt. En af Bourdieus overvejelser går på, at i forhold til borgerne besidder det journalistiske felt en vigtig magtfaktor, grundet feltets de facto-monopol på udbredelsen af informationer i det offentlige rum. Teoretisk kan feltets aktører bestemme, hvilke informationer de vælger og anser for vigtige at sprede til befolkningen (Bourdieu 1998[1996]:52). Her taler vi ikke kun nyheder af samfundspolitisk karakter. Det kan lige så vel være omtalen af kulturelle aktiviteter, som udgivelsen af en ny bog eller opsætningen af et teaterstykke. Såfremt en bog omtales i en anmeldelse, vil offentligheden være mere opmærksom på den, samt det vil kunne betyde en væsentlig stigning i indtægt for forfatteren, eller i tilfælde af en dårlig anmeldelse det modsatte. Dette eksempel viser tydeligt en af Bourdieus centrale argumenter nemlig at det sociale rum er bygget op af relationer. Og at omrokeringer i et felts struktur også har indflydelse på andre felters struktur. Bourdieu berører også kort, hvilke kampe man ser inden for det journalistiske felt. I kampen for økonomisk overlevelse kæmpes der i det journalistiske felt en konkret kamp mellem feltets aktører, journalisterne. Det være sig både om et professionelt ry, men også om det store scoop hvem er først og alene om at bringe den eksklusive nyhed (Bourdieu 1998[1996]:46)? 11

12 Som det journalistiske felt, ifølge Bourdieu, har de facto-monopol på udbredelsen af massekommunikation, har regeringsinstanserne monopol på lovgivning og information om denne. Lovgivningen bliver en meget direkte måde at udøve magt på. Hvorimod andre og knap så direkte magtformer som interviews og pressekonferencer er symbolske magtformer, som også er med til at gribe ind i det journalistiske felt, hvor det kan være med til at sætte den journalistiske dagsorden (Bourdieu 1998[1996]:82). Nationsbegrebet Når jeg gerne i dette speciale vil undersøge, hvilken betydning den grønlandske presse har for opbygningen af den grønlandske nation, er det væsentligt at forklare, hvilke ideer der ligger bag nationsbegrebet. At få opbygget en nation har der gennem tiderne været adskillige indgangsvinkler til. I romantikkens Europa var især den tyske filosof Herder med til at fremme forestillingen om den nationale identitet som forholdsvis konstant i historien. Her blev objektive kriterier som sprog og kulturelle traditioner fremhævet som nationale bærere. En forklaringsmodel, som var overvejende essentialistisk, hvor nationen nærmest fik organisk karakter, og stod som en noget statisk størrelse. Senere kom Renans værk fra 1882 What is a Nation til, som lagde spiren til en mere konstruktivistisk tilgang til nationsbegrebet. Hvor Herder kan opfattes som kulturnationens fader, ses hos Renan en tilgang, som peger i retning af en mere politisk nation. Nationens grænser så Renan som et resultat af krige og konflikter. Netop disse voldshandlinger, som ifølge Renan følger med enhver begyndelse af politiske formationer, opstår et folks evne til fælles erindring og fælles glemsel (Renan 2001[1882]:166). En nations geografi var også i et vist omfang medbestemmende til afgrænsning og definering af territoriet, men hovedkraften bag nationen var en lang række af fælles erindringer og folkets vilje til at fortsætte et fælles liv. Et fælles liv, bestående af fælles anstrengelser, opofringer og hengivenhed på både godt og ondt. Samtidig så han nationens eksistens som en daglig folkeafstemning, i den forstand at den kræver en evig og tilbagevendende bekræftelse, såfremt den skal bestå (Renan 2001[1882]:175]. I løbet af det tyvende århundrede er der kommet yderligere adskillige bud på, hvad en nation egentlig er. Fra de overvejende funktionalistiske forklaringsmodeller repræsenteret ved Ernest Gellners Nations and Nationalism fra 1983 og Eric Hobsbawns The Invention of Tradition fra samme år over teoretikere som Anthony D. Smith og Benedict Anderson, som opfatter nationen 12

13 som kun et delvist konstrukt. Som en del af den teoretiske forståelsesramme for dette speciale synes Benedict Andersons ideer om nationen at være interessante. En af Benedict Andersons pointer er, at opfindelsen og udbredelsen af trykpressen var en væsentlig faktor for, at det forestillede fællesskab, som han ser nationen, kunne opstå. I det følgende vil jeg præsenterer Benedict Anderson og hans forestillinger om nationens opståen. Nationen som et forestillet fællesskab Anderson ser nation-ness som et kulturelt artefakt, som blev skabt i slutningen af det attende århundrede. Et koncept, som i vid udstrækning var modellerbart og kunne forenes med forskellige politiske ideologiske konstellationer (Anderson 1987[1983]:14). Hans udgangspunkt er at se nationen som et forestillet politisk fællesskab. Hovedpointen hos Anderson er netop, at fællesskabet er forestillet, i kraft af at ingen af medlemmerne nogensinde vil have mulighed for at stå ansigt til ansigt med alle, men at de i deres sind oplever en form for fællesskab (Anderson 1987[1983]:15). Som udgangspunkt for nationen som dette forestillede fællesskab peger Anderson på tre væsentlige omdrejningspunkter. I løbet af det sekstende århundrede blev det latinske sprogs monopol brudt, og der begyndte så småt at blive udgivet publikationer på andre modersmål. Derudover skete der det, at de sakrale dynastier brød sammen. Andersons argument for at kalde nationen suveræn er, at den nationsforståelse, han taler om, opstod i kølvandet på reformationen. Indtil da havde religionen været i fokus, og magthaverne var blevet dikteret direkte fra Gud. Men med dette religiøse opbrud blev det forestillede fællesskabs suverænitet folkets anliggende (Anderson 1987[1983]:16). En sidste væsentlig detalje er, at der udvikledes en helt anden forståelse for tid. Hvor at middelalderens kristne opererede i en samtid, skete der er skift, hvori tiden både kunne opfattes som tilbage- og fremadskuende. Man taler om, at tidsopfattelsen gik fra messiansk tid til homogen eller tom tid (Anderson 1987[1983]:30). Helt væsentligt for dette speciales forståelsesramme bliver vigtigheden af denne anden tidsopfattelse, der ifølge Anderson får væsentlig indflydelse på videreudviklingen af printkapitalismen i form af romaner og aviser. Printkapitalismen blev et teknisk instrument for, at kunne repræsentere det forestillede fællesskab som nationen er (Anderson 1987[1983]:30). 13

14 Opfindelsen og udbredelsen af trykpressen gav helt nye muligheder for et stort antal af mennesker. Hvor man tidligere var begrænset af, at kommunikation krævede en face to face-interaktion, var der med trykpressens fremkomst mulighed for at reflektere over egen situation og samtidig relatere sig til andre på en helt ny måde. Det blev muligt at være fælles om noget, dele de samme oplevelser, uden nødvendigvis at skulle have en fysisk kontakt. I forbindelse med printkapitalismen blev et fælles skriftsprog essentielt for den forestillede fællesskabsfølelse. Anderson ser det nærmest som en forudsætning for, at det nationale fællesskab kan spire. Med et fælles skriftsprog blev det muligt at få skabt en fælles platform for kommunikation (Anderson 1987[1983]:47). Der er her tale om skriftsproget som en både inkluderende og ekskluderende faktor. Inkluderende, fordi det formår at forene et stort antal mennesker, og ekskluderende, fordi det netop kun er de mennesker, der kender koden som forenes. Netop gennembruddet af det fælles skriftsprog som en forenende faktor fik betydning for den masseproducerede avis evne som nationssamler. Hver evig eneste dag sidder et stort antal mennesker og får de, stort set, samme informationer på nogenlunde samme tid. Igen kommer Benedict Andersons pointe om det forestillede fællesskab til udtryk, for hvert enkelt avislæser er helt klar over, at der i adskillige andre hjem udføres samme læsende handling, og at der derved opstår et fællesskab. Dog er dette et forestillet fællesskab, i kraft af at alle avislæserne ikke kender hinanden personligt (Anderson 1987[1983]:39). En af de væsentligste pointer for dette speciale er avisens evne til at få udtrykt en samtidighed og et fællesskab, som ifølge Benedict Anderson er en særdeles væsentlig faktor i nationens opbygning. Grønlands situation som hjemmestyrende, og formodentlig snart selvstyrende, nation kan vanskeliggøre at definere landets position i forhold til nationsteorier som Benedict Andersons, der bygger på staters suverænitet. Selv hvis grønlænderne, som forventet, stemmer ja til den kommende folkeafstemning om selvstyrelov til november 2008, vil Grønland stadig være underlagt den danske grundlov. Som jeg yderligere vil uddybe i kapitel 2, opfører og etablerer Grønland sig dog som en suveræn stat. I den forbindelse er det interessant at inddrage antropologen Anne Knudsens perspektiver angående mikronationer. Anne Knudsen definerer mikronationer som statsløse folk med et særligt territorium (Knudsen 1992:150), hvilket for Grønlands vedkommende synes særdeles passende. Trods den danske kolonisering af landet har der aldrig hersket tvivl om Grønlands territorium. I kraft af landets 14

15 status som ø, dets geografiske placering og indbyggernes etniske fælleshed har Grønland, både for grønlænderne og danskerne, stået som en klar afgrænsning. Knudsens pointe er, at mikronationer i forsøget på at legitimere sig gør brug af samme virkemidler som de suveræne stater også gjorde brug af under deres opbygning af nationen sprog, landskabet og landets historie bliver redskaber i legitimeringsprocessen (Knudsen 1992:161). Træk, som også er gældende for Grønlands situation, og som jeg vil uddybe nærmere i næste kapitel. Så når jeg alligevel vælger at bruge Anderson som teoretisk grundlag for dette speciale, trods hans fokus på staters suverænitet, gør jeg det med Anne Knudsens ideer om mikronationernes legitimeringsmetoder in mente. Man kan sige, at Benedict Andersons ideer om bl.a. aviserne kan bruges til at forklare, hvordan pressen som medie kan have en samlende effekt for nationen. Sociologen Jürgen Habermas har i Strukturwandel der Öffentlicheit fra 1962 beskæftiget sig med pressen som offentligt rum, samt hvordan medierne interagerer med borgerne og de politiske magthavere. Jürgen Habermas har haft en stor indflydelse på medieforskningen (Brink Lund 2004[2003]:12). I det følgende vil jeg redegøre for hans væsentligste hovedpointer. Borgerlig offentlighed Hovedpointen i Habermas ideer om borgerlig offentlighed er, at han ser den borgerlige offentlighed som en sfære mellem de private og de offentlige myndigheder, hvor borgerne kritisk kan diskutere væsentlige offentlige anliggender. En væsentlig faktor for skabelsen af den borgerlige offentlighed var fremkomsten af først ugentlige og siden daglige politiske aviser, som opstod i midten af 1600-tallet. I kraft af en øget langdistancehandel udvikledes også nyhedsstrømmen. Man kan tale om, at der opstod en form for litterær offentlighed, som i kraft af en forholdsvis omfangsrig distribution blev en fast bestanddel af borgerskabets hushold. Herved skabtes grobund for en oplyst borgerlighed, som kunne være medvirkende til en udvikling af en kritisk offentlig sfære (Habermas 1989[1962]:24). Derudover blev disse nye presseorganer (den litterære offentlighed) hurtigt set som en måde at videreformidle viden fra de statslige apparater og blev derved forløberen for, hvad Habermas opfattede som en politisk offentlighed (Merkelsen 2006:160). 15

16 Omkring 1700-tallet opstod der i de større byer som Paris og London kaffehuse, klubber og saloner, hvor diskussioner og debatter kunne og blev udfoldet. Som udgangspunkt var det de intellektuelle, der debatterede kunst og litteratur, men efterhånden kom disse samlingssteder også til at huse håndværkere og butiksejere, der deltog i diskussioner og debatter, der efterhånden også kom til at omhandle økonomi og politik (Habermas 1989[1962]:33). Habermas mener, at den borgerlige offentlighed udsprang af borgerskabets kapitalistiske interesse og ønske om at kunne præge de politiske magthavere og derved få mere politisk indflydelse. Og dette blev gjort gennem en åben og fri meningsudveksling, som skabte en dialog mellem offentligheden og magthaverne. Den borgerlige offentligheds kritiske ræsonnement blev en legitimering af magthaverne. Det var i dette sociale rum, at magthavernes udspil, eksempelvis lovgivning, blev diskuteret. Forudsætningerne for, at den borgerlige offentlighed kunne opstå, var bl.a., at der i samfundet fandtes en frihed til at kunne samles og ytre sig frit. Under offentlighedens udvikling skete der en forvandling, hvor skellet mellem samfund og stat samt det private og offentlige udviklede sig, hvilket Habermas ser som en forudsætning for udviklingen af den borgerlige offentlighed (Habermas 1989[1962]:142). Den private sfære var en sfære, som det offentlige ikke havde bemyndigelse til at blande sig i. Når folk som enkeltpersoner samledes, udvikledes den borgerlige offentlighed som et rum mellem stat og det borgerlige samfund, men stadig som en sfære, der var knyttet til og udsprunget af den private sfære (Habermas 1989[1962]:141). Ifølge Habermas undergår den borgerlige offentlighed en strukturforvandling, der til sidst undergraver dens oprindelige struktur og formål (Habermas 1989[1962]:140). Undergangen skyldes netop en forandring i forholdet mellem den offentlige og private sfære (Habermas 1989[1962]:143). Med den borgerlige offentligheds tilknytning til den private sfære, som ifølge Habermas blev brudt, forsvandt grundlaget for den kritiske offentlige menings legitimering af de politiske magthavere (Habermas 1989[1962]:142). Man kan tale om, at der sker en afprivatisering af den private sfære og den intimitet, som førhen var en grundsten i den private sfære, blev nu en perifer bestanddel.hvor borgerskabet førhen typisk havde brugt sit private liv på beskæftigelse og familie, blev familien endnu mere privatiseret, og beskæftigelsen endnu mere offentlig (Habermas 1989[1962]:152). Familiens lønindkomst blev nu en forudsætning for familiens fritid. I kraft af den private sfæres tvedeling blev familien i højere og 16

17 højere grad gjort til forbrugere, hvilket betød, at den sfære, hvori det politiske engagement lå, i stedet bliver til et forbrugersamfund. Så fra at være borgere går familien i højere grad over til at være forbrugere (Habermas1989[1962]:156). Dermed ikke sagt, at borgernes evne til at ræsonnere og kritisk diskutere forsvinder, men det bliver gjort i en anden form end den borgerlige offentligheds oprindelige form. Borgernes offentlige diskussioner bliver nu til styrede podiumsdiskussioner i medierne. Hvor disse diskussioner førhen havde en offentlig substans, bliver de nu, ifølge Habermas, ikke andet end eksempler på personlige uoverensstemmelser (Habermas 1989[1962]:164). Det er kombinationen af økonomiske forandringer, og at skellet mellem den offentlige og den private sfære formindsket, der gør, at den borgerlige offentlighedsmodel, som Habermas præsenterer, undermineres. En medvirkende faktor til denne strukturforvandlig er ifølge Habermas, at pressen, som han opfatter som en af den borgerlige offentligheds institutioner, undergår en forandring. Pressens rolle som et politisk instrument bliver i stedet til et kommercielt instrument (Habermas 1989[1962]:181). Når mediernes rolle i den borgerlige offentlighed som skal forstås som den legitimerende kraft bag den politiske magt undergraves, står medierne tilbage som et underholdende kommercielt medie for masserne. Medierne bliver altså ikke længere et medium for befolkningens interesser, men et medie som viderebringer andres interesser over for befolkningen (Habermas 1989[1962]:200). Den borgerlige offentlighed med pressen som et instrument har derved mistet sin funktion som medie for legitimering af statsmagten. Habermas er siden bl.a. blevet kritiseret for sit ensidige fokus på borgerskabet som dét forum, hvorfra den borgerlige offentlighed udsprang, hvilket tilsidesætter f.eks. kvinder og andre samfundslag. Men på trods af dette står hans teori i dag stadig som et væsentligt værk. I det ovenstående har jeg redegjort for dele af Bourdieus begrebsunivers, samt hvorledes medierne i Jürgen Habermas teori om borgerlig offentlighed bliver et instrument i legitimeringen af de politiske magthavere. Desuden har jeg beskæftiget mig med, via Benedict Anderson og Anne Knudsen, hvordan en nation kan opfattes. I det efterfølgende kapitel vil jeg redegøre for, hvorledes Grønland legitimerer sig som nation. 17

18 2. Grønland som nation et kulturelt og politisk fællesskab For at få en forståelse af, hvilke processer som er medvirkende til udviklingen af en nation, og for at få sat analysen af det grønlandske journalistiske felt ind i en kontekst, vil jeg i det følgende redegøre for udviklingen af den grønlandske nation med fokus på de kulturelle og politiske aspekter af fællesskabet. Derefter vil jeg sætte fokus på strukturen i hjemmestyret, de politiske partier samt fremhæve enkelte demokratiske udfordringer for det grønlandske samfund. En væsentlig faktor for, at en stor gruppe af mennesker skal føle en samhørighed, er udviklingen af et fælles skriftsprog (Anderson 1987[1983]:47). Med missionæren Samuel Kleinschmidts standardisering af det grønlandske skriftsprog i 1851 blev grobunden lagt for et fælles vestgrønlandsk modersmål. I midten af 1800-tallet var det grønlandske skolevæsen allerede godt etableret, hvilket betød, at en stor del af den grønlandske befolkning allerede på dette tidspunkt kunne læse og skrive grønlandsk (Dahl 1986:17). Dette fik betydning for udgivelsen af den første landsdækkende avis, Atuagagdliutit, i Den udkom godt nok kun en enkelt gang om måneden i Nuuk. I resten af Grønland blev aviserne samlet og udsendt en gang om året. Hvor at befolkningen tidligere var knyttet til sin lokale identitet, blev der med udbredelsen af Atuagagdliutit mulighed for at reflektere over egen og andres situation. Bosætningen i Grønland var dengang meget spredt, og massekommunikationen var endnu i sin spæde start. Dette har muligvis gjort det sværere at få skabt et fælles rum, hvor grønlændere kunne debattere. I den forbindelse spillede aviserne Atuagagdliutit og AvangnâmioK en væsentlig rolle. I årene var der i begge aviser en debat kørende om, hvad som konstituerede en rigtig grønlænder. At debatten kørte over så mange år, skyldtes, at aviserne jo oftest kun kom i ét samlet format én gang om året. Men dét, at der var et fælles medie, i et sprog, de fleste kunne læse, fik en væsentlig betydning for kommunikationen grønlænderne imellem. De havde nu mulighed for at deltage i en fælles diskussion, som på mange måder gjorde afstanden mellem befolkningen mindre og derved havde en samlende karakter. Samtidig fik grønlænderne mulighed for via aviserne at få skabt et frit diskuterende socialt rum, hvor holdninger kunne udveksles, og nye meninger kunne opstå. I samme periode som standardiseringen af det vestgrønlandske skriftsprog oprettedes også seminarier, som skulle uddanne nationalkateketer. Uddannelsen af disse var i høj grad også 18

19 medvirkende til at få fokus på nationalfølelsen. Her blev der i undervisningen især lagt væk på det særligt grønlandske: sproget, folket, naturen og landet (Thuesen 1988). Med udbredelsen af det grønlandske skriftsprog og følelsen af et kulturelt fællesskab opstod også de første grønlandske romaner. I 1914 udkom den første grønlandske roman, Sinnattugaq, og samtidig udvikledes også en stor sang og salmetradition, som var med til at vække den grønlandsk nationale følelse. I forbindelse med seminariernes opståen og udgivelsen af Atuagagdliutit begyndte grønlænderne at betegne sig selv som kalaallit grønlændere. Samtidig med at de refererede til deres land som Kalaallit Nunaat grønlændernes land (Thuesen 1988:161). En klar indikation af, at der på daværende tidspunkt var udviklet en forestilling om et fællesskab. Grønlænderne opfattede sig selv som en samlet gruppe med et fælles land. Den grønlandske nation blev i denne periode skabt omkring, under stærk indflydelse af den danske kolonipolitik og KGH, det grønlandske fangererhverv samt grønlandsk kultur og sprog (Thomsen 1988:28). Sideløbende med udviklingen af det kulturelle fællesskab blev der også gjort en indsats for at få udviklet et politisk fællesskab. På denne front var den danske inspektør H.J. Rink og seminarielærer Samuel Kleinschmidt som i midten af 1800-tallet var medvirkende til at få oprettet det første politiske fællesskab, hvor også grønlændere havde sæde. Dette organ fik navnet Forstanderskaberne og var et forsøg på at få grønlænderne indlemmet i en form for lokalt styre (Thorleifsen 1999:227). I starten af 1900-tallet blev det politiske fællesskab i Grønland yderligere udbygget, da der blev oprettet kommuneråd og to landsråd. Til kommunerådene kunne kun vælges grønlændere, og derfra blev repræsentanter til landsrådene udvalgt. Oprettelsen af landsrådene var i høj grad med til at få inddraget den grønlandske befolkning yderligere og derved få udbygget det kulturelle fællesskab til også at omfatte et mere komplekst politisk fællesskab (Thomsen 1988:32). Allerede inden anden verdenskrig var det kulturelle fællesskab, med fælles sprog, litteratur, sange og presse, godt konsolideret som en fælles grønlandsk national bevidsthed. Grønlands afsondring fra Danmark under krigen var medvirkende til at få skabt en trang hos grønlænderne til at få udbygget det grønlandske politiske fællesskab (Boel & Thuesen 1993:56). 19

20 Resultatet af anden verdenskrig og denne trang til mere selvbestemmelse fra grønlændernes side resulterede i en grundlovsændring i 1953 og var på mange måder en medvirkende faktor til udviklingen af det, som skulle ende ud med hjemmestyreordningen i Særdeles interessant for dette speciale er den mediemæssige udvikling, som ses under og i kølvandet af anden verdenskrig. Under krigen blev den dansksprogede avis Grønlandsposten, som senere fusionerede med Atuagagdliutit, oprettet med Christian Vibe som redaktør. Samme Vibe startede sammen med redaktøren af Atuagagdliutit, Kristoffer Lynge, på opfordring af administrationen i Grønland en grønlandsk radio Grønlands Radiofoni. Formålet fra administrationens side var at komme rygtesnak til livs samt bl.a. få udbygget fællesskabsfølelsen indbyrdes i den grønlandske befolkning. Grønlænderne og danskerne i Grønland var under krigen afsondret fra danske aviser og dansk radio og var særdeles begejstret for de nye tiltag (Boel & Thuesen 1993:53). Man kan sige, at krigstiden og tiden lige efter bød på nye og andre fællesskaber for grønlænderne, både politisk og mediemæssigt. Oprettelsen af Grønlands Radiofoni, hvor der blev transmitteret nyheder, musik og underholdning, havde en rækkevidde, som gjorde, at den kunne høres uden for Nuuk-Maniitsoq-Frederikshåb-området. Udsendelserne blev retransmitteret på en ulovlig bølgelænge fra Qeqertarsuaq, som gjorde, at den, i hvert fald om vinteren, kunne høres over næsten hele landet. Da denne ulovlige form for transmission blev lukket ned i 1955, var det til højlydte protester fra lytterne. Resultatet blev, at der blev bevilliget penge til at få udbygget radiofonien. Et par år efter i 1958 blev de første radioudsendelser fra Grønlands Radio transmitteret via det nye sendebånd (KNR u.å.). I kapitel 4 vil der komme en fyldigere redegørelse af Grønlands Radio/KNR. På den politiske front blev kendetegnet for efterkrigstiden en tid præget af modernisering og forandring. Med indlemmelsen af Grønland i det danske rige fik også grønlænderne sæde i det danske folketing. Grønland var på daværende tidspunkt inddelt i to valgkredse, nord og syd, og de to nye folketingsmedlemmer blev valgt ind ved et direkte valg. Samtidig blev de to landsråd sammenlagt til ét, hvilket betød, at Grønland for første gang havde ét politisk samlingspunkt (Skydsbjerg 1999:18). Dog var landsrådet ikke en besluttende myndighed, men fungerede nærmere som et rådgivende organ. Selv om grønlænderne i denne periode fik flere muligheder for at deltage i 20

21 det politiske liv via kommunalbestyrelser, landsråd og det danske folketing, var det stadig den danske stat, som sad med den altoverskyggende magt (Rosing Olsen 2005:81). Indlemmelsen af Grønland i rigsfællesskabet betød, at Grønland i 1950 erne og 1960 erne gennemgik mærkbare forandringer med reformerne G-50 og G-60, som havde til formål at få moderniseret landet. Hvor grønlænderne troede, at indlemmelsen ville betyde mere indflydelse, blev resultatet af disse forandringer, at en stor del af grønlænderne følte sig uden for indflydelse i deres eget land. Moderniseringsreformerne betød, at der var mangel på kvalificeret arbejdskraft i Grønland. Danske håndværkere og embedsmænd blev en stigende befolkningsgruppe i denne periode og fik en betydeligt højere løn end den etniske grønlænder. Disse forhold fik endnu en gang skudt forestillingen om lighed mellem grønlænderne og danskerne i sænk. I 1960 erne begyndte unge grønlændere at forme et oprør, som bl.a. italesatte det at være grønlænder som et særegent folk med egen kultur, sprog og traditioner. Denne fremhævning blev gjort, da de mente, at for at kunne indgå i et ligeligt forhold med danskerne var det nødvendigt at være sig sin egen særegenhed bevidst (Skydsbjerg 1999:22). Dette standpunkt blev yderligere udbygget i tiden frem mod hjemmestyrets indførelse. Hvor grønlandskheden omkring og før år 1900 især blev projiceret over i fangererhvervet, blev det at være grønlænder i årtiet op til indførelsen af hjemmestyret især sat i kontrast til det at være dansker. At italesætte sig i forhold til andre nationalkarakterer synes at være karakteristisk for nationer som Grønland, jf. Anne Knudsen ideer om mikronationer (Knudsen 1992:163). Der foregik en heftig diskussion af, hvad der definerede en rigtig grønlænder, og mange grønlændere var bange for, at den grønlandske kultur og identitet ville gå tabt i fordanskningen af det grønlandske samfund (Forchammer 1998:15). Derfor blev det oprindelige Grønland, med bl.a. bygderne og fangstredskaber, symboler for den rene grønlandske kultur. Inden den kraftige partipolitiske mobilisering, som for alvor startede i 1970 erne, var der også enkelte forsøg på partistiftelser i 1950 erne og 1960 erne. I 1955 blev Grønlands Socialdemokratiske parti stiftet, som var et parti, der arbejdede for ligestilling i det grønlandske samfund, og som lagde sig tæt op ad det danske Socialdemokratiet. Partiet eksisterede dog ikke i mere end tre år (Rosing Olsen 2005:62). I 1964 blev Inuit Partiiat stiftet som en modreaktion på indførelsen af G-60 s fødestedskriterium. 3 Mange fik den opfattelse, at partiet gerne så en løsrivelse fra Danmark, hvilket absolut ikke var målet. Derimod så partiet gerne et samarbejde, som netop skulle knytte de to befolkningsgrupper i Grønland tættere sammen. 3 Ens fødested blev afgørende for ens aflønning. Som udsendt fik man en højere løn, end hvis man var født i Grønland. Se Henrik Skydsbjerg (1999:22) for uddybning. 21

22 To af partiets medstiftere var beskæftiget inden for de grønlandske medier: Jørgen Fleischer, chefredaktør på Atuagagdliutit, og Jens Kreutzmann, medarbejder ved Grønlands Radio. I forbindelse med deres partipolitiske arbejde oplevede de begge at blive truet med fyringer. Disse trusler kom hovedsageligt fra medlemmer af landsrådet. Jørgen Fleischer, som var partiets første formand, ønskede ikke at genopstille til formandsposten pga. sit arbejde. Og herefter overtog Jens Kreutzmann posten. De bærende kræfter i partiet forsvandt lige så stille, og efter et par år lukkede partiet ned (Rosing Olsen 2005:110). Som jeg senere vil redegøre yderligere for i dette kapital, er der i det grønlandske samfund nogle særlige forhold, som gør sig gældende. Dette ovenstående eksempel viser bl.a., hvorledes demokratiske principper som friheden til at ytre sig i nogle tilfælde kan sættes under pres. Endnu et parti opstod på tærsklen til Knud Hertling, den senere grønlandsminister, oprettede i 1969 Sukaq Partiet, som arbejdede for større selvstændighed inden for rigsfællesskabets præmisser. Som de hidtidige partier overlevede Sukaq Partiet heller ikke, men havde ifølge partiets stifter en betydelig indvirkning på mobiliseringen af de kræfter, som senere skulle være føre til indførelsen af hjemmestyret i Grønland (Rosing Olsen 2005:150). Årene op mod 1979 var præget af et stærkt politisk engagement fra en gruppe af grønlændere, hvis mål var at få øget Grønlands medbestemmelse. I Danmark havde unge grønlandske studerende samlet sig i foreningen Unge Grønlænderes Råd, og i 1970 indkaldte landsrådet til Holsteinsborgkonferencen. En konference, hvor både politikere og de politiske græsrødder deltog. En af udløberne af konferencen var et politisk samarbejde under navnet Den ny politik med Moses Olsen, Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt som aktører. Tre herrer, som fik altafgørende betydning for indførelsen af hjemmestyreordningen (Skydsbjerg 1999:24). I forbindelse med Danmarks optagelse i EF viste det sig, at omkring 70 % af de grønlandske vælgere havde stemt nej, hvilket var medvirkende årsag til etableringen af et grønlandsk hjemmestyreudvalg, som skulle formulere grønlændernes ønsker for mere selvbestemmelse. Nogle år senere, i 1975, blev Hjemmestyrekommissionen nedsat, som bestod af både danske og grønlandske politikere. På baggrund af kommissionens arbejde blev hjemmestyreloven udformet. Grønlænderne gik i starten af 1979 til en vejledende folkeafstemning om hjemmestyreloven, og den 1. maj 1979 var hjemmestyret i Grønland en realitet. 22