Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider september 20 Ministerielle skrivelser m.m. Om lovliggørelse af ulovlig opfyldning inden for strandbeskyttelseslinien har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 194, december 1999 Viborg Amt meddelte lovliggørende landzonetilladelse til en allerede anlagt boldbane, samt dispensation fra naturbeskyttelseslovens 15 og 18 til boldbanen, til en terrænændring og til opfyldning af en grøft indenfor strandbeskyttelseslinien og fortidsmindebeskyttelseslinien på en ejendom, som anvendtes til ungdomskostskole. Afgørelsen blev påklaget til Naturklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite. Ejendommen, som var på ca. 70 ha., lå med et parkanlæg ned mod Hjarbæk Fjord, og omfattede bl.a. et gammelt voldsted, der var beskyttet som fortidsminde. Området var i regionplanen udpeget som et særligt beskyttelsesområde og som EUfuglebeskyttelsesområde og habitatområde søværts strandbeskyttelseslinien. Boldbanen havde en udstrækning på ca m 2 og havde været etableret i ca. 25 år til afløsning af en ældre bane, der havde ligget på et tilgrænsende areal siden 1940 erne. Der var sket opfyldning på det areal, hvor banen lå. Den øvrige opfyldning af et område på ca m 2 inden for beskyttelseslinien var sket i 1997 i forbindelse med uddybning af en sejlrende ved ungdomskostskolens bådebro. Den tildækkede grøft var ifølge amtet blevet rørlagt omkring Amtet lagde i sin afgørelse vægt på, at ingen af de arter, der havde ligget til grund for områdets udpegning som fuglebeskyttelsesområde og habitatområde, benyttede de berørte områder som yngle- eller rasteplads. Den ændring af plantesammensætningen, der var et resultat af opfyldningerne, afveg efter amtets vurdering ikke væsentligt fra den sammensætning, der ville kunne opstå ved lovlig anvendelse, herunder græsning.

2 Amtet havde endvidere lagt vægt på, at den nu anlagte boldbane og den tildækkede grøft havde ligget upåtalt af myndigheder og naboer siden 1975, ligesom grøften muligvis var blevet tildækket på amtets foranledning. Det var ligeledes indgået i amtets vurdering, at den ændrede anvendelse havde en relativ beskeden indvirken på omgivelserne, idet ændringerne fremtrådte som en naturlig forlængelse af skolens parkområde, og at området anvendtes til friluftsaktiviteter for både skolens elever og offentligheden. Lokalkomiteen gjorde gældende, at boldbanen var ulovligt anlagt på et areal inden for strandbeskyttelseslinien og fortidsmindebeskyttelseslinien, hvor der var sket opfyldning og dermed en tilstandsændring i strid med formålet med både strandbeskyttelseslinien og fortidsmindebeskyttelseslinien. Lokalkomiteen fandt derfor, at såvel boldbane som øvrig opfyldning burde fjernes. Naturklagenævnet (12 medlemmer) udtalte efter at have besigtiget ejendommen:»formålet med strandbeskyttelsesliniens forbud mod tilstandsændringer er at sikre en generel friholdelse af kystområderne mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Hermed varetages en række landskabelige, biologiske og rekreative hensyn. Fortidsmindebeskyttelseslinien skal bl.a. sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer, således at der er frit udsyn til og fra fortidsminderne. Dispensationer fra disse beskyttelsesordninger kan, jf. naturbeskyttelseslovens 65, stk. 3, kun ske i særlige tilfælde. Opfyldningen af grøften har ligesom etableringen af boldbanen fundet sted i perioden omkring Disse forhold har således henligget upåtalt af myndigheder og andre i ca. 25 år. Naturklagenævnet stadfæster på denne baggrund enstemmigt amtets dispensationer fra naturbeskyttelseslovens 15 og 18 og landzonetilladelsen for så vidt angår disse forhold. Et flertal på 8 af nævnets medlemmer bemærker om opfyldningen i 1997 af det nordlige areal, at der er tale om et væsentligt indgreb i kystlandskabet og de biologiske værdier knyttet hertil. Der kræves efter praksis ganske særlige og tungtvejende grunde til at give dispensation til et sådant indgreb. Sådanne grunde ses ikke at foreligge i dette tilfælde. Den omstændighed at indgrebet allerede er foretaget bl.a. således at en retablering af den tidligere naturtilstand vil kræve nogle års tilgroning m.v. bør ikke føre til et andet resultat. Det spiller hermed en rolle at den ulovlige opfyldning er foretaget af en offentlig institution. Såfremt der gives lovliggørende dispensation i et tilfælde som det foreliggende vil det ikke være muligt fremover at opretholde den generelt meget restriktive praksis på området.

3 Flertallet stemmer derfor for at ændre Viborg Amts dispensation til et afslag.«mindretallet (4 medlemmer) fandt, at amtets dispensation burde stadfæstes. Naturklagenævnets afgørelse gik herefter ud på at stadfæste amtets afgørelse vedrørende boldbanen og opfyldningen af grøften. Amtets dispensation fra naturbeskyttelseslovens 15 og 18 til den opfyldning der fandt sted i 1997, ændredes til et afslag. (Afgørelse af , j.nr / ) Om Naturbeskyttelseslovens 21 friluftsreklamer i det åbne land grænsen mellem land og by klageadgang har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 195, december 1999 Storstrøms Amt havde meddelt Rødby Kommune, at en ændring af skiltningen på vandtårnet i Rødbyhavn ikke vurderedes at stride mod naturbeskyttelseslovens 21. Danmarks Naturfredningsforening påklagede amtets vurdering til Naturklagenævnet. Foreningen klagede samtidig over amtets interne retningslinier for administration af naturbeskyttelseslovens regler om reklamer i det åbne land. Vandtårnet var placeret ud mod en motorvej i bebyggelsens østlige udkant. Tårnets overbygning havde hidtil været beklædt med kommunens logo og en reklame for DSB, men blev i 1998 ændret til kommunens navn (uden logo) og en reklame for et færgeselskab. Den hidtidige skiltning var godkendt af amtet på grundlag af en udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen fra I forhold til de dagældende regler i naturfredningsloven fandt Skov- og Naturstyrelsen, at det var tale om tilladt skiltning, idet den var opsat i bymæssig bebyggelse. Amtet fandt ikke, at den nugældende regel i naturbeskyttelsesloven gav grundlag for en ændret vurdering i forbindelse med den nye skiltning på vandtårnet. Det anførtes i klagen, at udskiftningen af skiltningen måtte anses for ulovlig, idet der efter naturbeskyttelsesloven fra 1992 jf. Skov- og Naturstyrelsens vejledning fra ikke må ske

4 »opsætning af usædvanligt store og dominerende reklamer og propagandaskilte i byer og bymæssig bebyggelse, såfremt de virker, ikke blot som om de var placeret i det åbne land, men tillige har en dominerende karakter eller er synlig over lange afstande«. Skov- og Naturstyrelsen afgav en udtalelse i sagen, hvor styrelsen henholdt sig til ovennævnte vejledning. Naturklagenævnet (12 medlemmer) udtalte enstemmigt:»til Naturklagenævnet kan klages over amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser efter naturbeskyttelsesloven, jf. lovens 78, stk. 1. En afgørelse i lovens forstand er en bindende tilkendegivelse af, hvad der efter reglerne skal gælde i et konkret tilfælde. Et administrationsgrundlag med generelle retningslinier har ikke karakter af en afgørelse, der kan påklages. Naturklagenævnet vil alene kunne efterprøve holdbarheden af sådanne retningslinier i forbindelse med konkrete afgørelser, som kan påklages. Naturfredningsforeningens klage over amtets retningslinier for administration af naturbeskyttelseslovens 21 kan derfor ikke behandles, og omtalen af en konkret skiltning i den forbindelse kan ikke anses for en selvstændig, konkret klage.. Vedrørende skiltningen på vandtårnet i Rødbyhavn bemærkes følgende: Nævnet lægger til grund, at vandtårnet er placeret i bymæssig bebyggelse, og at skiltningen på tårnet er synlig på lang afstand fra det omliggende åbne land. Dette er i 1991 fundet i overensstemmelse med reglerne i den dagældende naturfredningslov, og den oprindelige skiltning ville derfor kunne bibeholdes. De nye skilte skal derimod vurderes efter den nugældende lov. Det skal derfor afgøres, om skiltningen er omfattet af forbudet i naturbeskyttelseslovens 21, stk. 1. Efter overskriften til naturbeskyttelseslovens kapitel 3 med 20 og 21 vedrører reglerne i kapitlet»anlæg i det åbne land«. Lovens ordlyd giver således ikke grundlag for at antage, at forbuddet omfatter skilte, der opstilles i bymæssig bebyggelse uden for det åbne land. Efter lovbemærkningerne til naturbeskyttelsesloven svarer 21 stort set til den hidtidige regler i naturfredningslovens 57, der indeholdt et generelt forbud mod at anbringe reklamer og propagandaskilte»i fri luft«. Principielt kunne en sådan skiltning være omfattet af den tidligere lovs forbud, selv om den var opstillet i byområde, men i praksis antoges reglen kun at have virkning for det åbne land. Den hidtidige skiltning på vandtårnet i Rødbyhavn blev således ikke anset for omfattet af forbuddet. Efter Danmarks Naturfredningsforenings og Skov- og Naturstyrelsens opfattelser er skilte opsat i bymæssig bebyggelse i visse tilfælde omfattet af forbuddet i

5 naturbeskyttelseslovens 21. Opfattelsen begrundes med, at der under hensyn til ordlyden af 21 og reglernes generelle formål ikke i alle tilfælde kan drages den modsætningsslutning, at skiltning uden for det åbne land er tilladt. Nævnet finder ikke, at lovens formål kan begrunde, at en forbudsregel som den omhandlede udstrækkes til at omfatte forhold, der ligger udover, hvad der fremgår af en naturlig sproglig forståelse af reglens indhold. Der er ikke i forarbejderne til loven grundlag for at udstrække forbuddet i 21 til skilte m.v. anbragt i bymæssig bebyggelse. Der kan derfor ikke gives medhold i klagen over Storstrøms Amts vurdering vedrørende den nye skiltning på vandtårnet i Rødbyhavn. Nævnet kan tiltræde, at skiltningen er opsat i bymæssig bebyggelse og dermed ikke omfattet af naturbeskyttelseslovens forbud mod skiltning i det åbne land.«(afgørelse af , j.nr / ). Om genindførelse af bæver i Danmark ved udsætning af importerede dyr. har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref.»naturklagenævnet Orienterer«nr. 196, december 1999 Skov- og Naturstyrelsen ønskede at genindføre bæveren som vildtlevende i Danmark, ved udsætning af bæver bl.a. ved Flynder Å i Klosterheden Plantage og ved Omme Å på Borris Skydeterræn. Begge lokaliteter ansås for at være optimale levesteder for bæveren. I udsætningsområdet ved Omme Å vil der kunne leve Ca. 14 bæverfamilier, ved Flynder Å ca. 10. Bæveren er Europas største gnaver og lever af planteføde, fortrinsvis bark, løv, kviste og skud fra f.eks. pil og bævreasp. Bæveren bor i en hule i brinken. Indgangen til hulen ligger under vand; selve hulen ligger over vandspejlet. Normalt bygger bæveren kun dæmninger i vandløb med vandstand under ½ m. I disse vandløb stemmes vandet op, og midlertidige oversvømmelser opstår. De nye småsøer skaber et væld af liv og tiltrækker fugle, insekter og padder. Formålet med udsætningen var at få indført en økologisk nøgleart i Danmark; det vil sige en art, der er af stor betydning for andre arters tilstedeværelse, og således vil skabe mulighed for større biologisk og økologisk variation. Efter naturbeskyttelseslovens 3 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af bl.a. beskyttede vandløb, søer med et areal på over 100 m 2 samt moser og enge. Efter lovens 65, stk.

6 3, kan amtsrådet dispensere fra denne bestemmelse i særlige tilfælde. Efter 4 i bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder må der ikke gives dispensation efter naturbeskyttelsesloven 3, hvis dette kan indebære forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arterne eller kan medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for. Ringkøbing Amt meddelte på visse vilkår dispensation fra naturbeskyttelsesloven til udsætningen. Amtets afgørelse blev indbragt for Naturklagenævnet. Klagerne påberåbte sig navnlig, at udsætning af bæver ville få negative konsekvenser for fiskebestandene. I efteråret 1998 traf Miljø- og Energiministeren beslutning om, at der skulle udsættes bævere i Danmark. Ministerens beslutning blev den 17. august 1999 fulgt op af en egentlig afgørelse herom efter naturbeskyttelseslovens 31. Klagerne vedrørte til dels det helt overordnede spørgsmål, om der overhovedet skulle genindføres bæver i Danmark. Dette reguleres af 31, hvor Naturklagenævnet ikke har nogen kompetence. Nævnet kunne alene vurdere, om der bør gives dispensation efter 65, stk. 3, jf. 3, til udsætning af bæver i de to konkrete lokaliteter Flynder Å og Omme Å. Nævnet besigtigede de to potentielle udsætningsområder. Nævnets afgørelse indledes med nogle generelle betragtninger om, hvorvidt udsætning af bævere vil indebære en 3-relevant ændring af tilstanden i de beskyttede områder Både i Omme Å og Flynder Å vil en udsætning af bæver finde sted i kunstigt anlagte bæverhytter. Udsætningen vil påvirke beskyttede områder i og ved begge vandløb og f.eks. skabe lysninger i pilekrat og for Flynder Ås vedkommende ved dæmningsbyggeri påvirke vandgennemstrømningen m.m. Udsætning af bæver kan bevirke en mulig ændring af fiskesammensætningen. Bæverskabte vådområder og bæverdamme kan have stor betydning for biodiversiteten i et område. Fladbundede vådområder tiltrækker med deres rige vegetation fugle, fisk, pattedyr m.m. Disse ændringer må forventes at ske med rimelig stor sikkerhed og i kortere tid efter udsætningen. Udsætning af bæver vil således indebære dels menneskeskabte indgreb, dels konkrete tilstandsforandringer af lokaliteten. Det antages, at det alene er ændringer, der har en mere varig karakter, der kræver dispensation. Foranstaltninger kan endvidere være så perifere eller bagatelagtige, at de kan iværksættes uden dispensation. Foranstaltninger, der klart tjener til at opretholde områdets hidtidige tilstand, kan ske uden dispensation. Dette gælder f.eks. fjernelse af selvsåede træer og

7 buske i begrænset omfang. Foranstaltninger, der rækker ud over almindelig pleje af områdets hidtidige tilstand, kræver dispensation, selv om de tager sigte på at forbedre naturtilstanden. Hverken bæverhuler eller bæverdæmninger vil bestå i en længere årrække. Dæmninger vil i nogle tilfælde blive ødelagt inden for kortere tid. Da pil er en hurtigt voksende selvsående art, vil lysningerne i pilekrattet endvidere formentlig forsvinde igen nogen tid efter, at bæverne har forladt området. Bl.a. ud fra et forsigtighedsprincip vurderes disse betragtninger ikke at føre til, at de planlagte udsætninger ikke kræver 3- tilladelse. Det er ikke afgørende for, om sagen skal behandles efter 3, at de fleste af forandringerne i vådområderne ikke direkte foretages af mennesker, men af dyr, der udsættes af ansøger, og at der som følge heraf nødvendigvis må være en vis usikkerhed om, præcis hvilke forandringer der vil ske, og præcis hvor de vil ske. Beskyttelsen efter 3 og dispensationsbeføjelsen efter 65 er knyttet til et geografisk afgrænset område. Amtets dispensation vedrører 21 km. af Omme Å med tilgrænsende åbredder samt 7 nærmere afgrænsede områder på Klosterheden. Bævere er relativt bofaste. De fleste af de udsatte dyr forventes at blive et par år ved udsætningsstedet hvor der bygges huler til dem. Den af styrelsen forventede og ønskelige spredning vil dog meget muligt medføre, at der på grund af udsætning I Omme Å eller Flynder Å på et tidspunkt findes bævere i en lang række 3 områder i Jylland. Hvis det kan sandsynliggøres, at nogle bævere inden for kortere tid vil flytte til et bestemt nærmere angivet 3-område, vil den nu ansøgte udsætning nødvendiggøre, at der i givet fald tillige træffes afgørelse efter 3 vedrørende et sådant område. Det kan forekomme lidt vilkårligt, at styrelse, amt og nævn efter 3 skal foretage relativt omfattende overvejelser i forhold til de få lokale udsætningssteder, mens der ikke skal foretages nogen 3-vurdering vedrørende de måske mange kommende 3-områder, hvor bæverne senere vil slå sig ned. Efter naturbeskyttelseslovens 3 sammenholdt med 31 må det imidlertid fastholdes, at overvejelser herom alene skal foretages af ministeren (Skov- og Naturstyrelsen) i forbindelse med 31-beslutningen. Det er på den baggrund sammenfattende nævnets vurdering, at en udsætning af bæver i Omme Å og på Klosterheden er en ændring af den beskyttede naturtype og forudsætter dispensation efter naturbeskyttelseslovens 3. Nævnet udtalte herefter: Dispensationsbeføjelsen i naturbeskyttelseslovens 65, stk. 3, fortolkes i praksis restriktivt. Ved administrationen heraf skal

8 der bl.a. foretages en biologisk bedømmelse af den nuværende naturtilstand og værdien heraf og hvilken ændring, indgrebet vil medføre. Der må herved bl.a. henses til EF-habitatdirektivet og til målsætningerne heri samt i Bernkonventionen. Der er ikke tidligere efter naturbeskyttelsesloven givet tilladelse til genudsætning af et større pattedyr i Danmark. Et væsentligt formål med udsætning af bæveren er, at bæveren - nogle gange midlertidigt - vil ændre den natur, den udsættes i, og senere vil sprede sig til andre områder. Uanset at bævere tidligere er udsat i andre lande, og uanset der foreligger litteratur, der beskriver den påvirkning, der vil følge af udsætning af bævere, vil det efter nævnets opfattelse være forbundet med usikkerhed, præcis hvilken påvirkning af 3- områderne, der vil blive resultatet af udsætningen. Forandringerne skønnes at kunne være ganske betydelige visse steder. Herefter og selv om det foreliggende materiale overvejende indicerer, at ændringerne vil blive i naturforbedrende retning, finder nævnet, at der bør udvises stor forsigtighed i forbindelse med den første bæverudsætning. Det er nævnets opfattelse, at der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at bæverudsætning ikke vil få negative følger for bl.a. laks i Omme Å/Skjern Å-systemet, hvortil bemærkes, at Skjern Å er habitatområde for den særlige Skjern Å laksebestand. Tilladelsen til udsætning i dette område ændres derfor til et afslag. For så vidt angår området ved Flynder Å, hvor der ikke er den særlige laksestamme eller andre rødlistede arter, dér kan trues af bæverudsætningen, har nævnet ikke de samme betænkeligheder ved at tillade en udsætning. Det er dog nævnets opfattelse, at det ud fra forsigtighedsprincippet er påkrævet at skærpe de af amtet fastsatte vilkår. Nævnet kan tilslutte sig vilkårene om, at tilladelsen alene gælder for en femårig periode, at der herefter skal tages stilling til bæverens fortsatte tilstedeværelse, og at der i denne periode gennemføres et overvågningsprogram. Det præciseres, at der inden udsætningen skal være foretaget en registrering af de forskellige dyre- og plantearter i udsætningsområdet. Endvidere skal der foreligge en konstatering af vandløb og vådområders tilstand og dimensioner. Skov- og Naturstyrelsen skal i perioden løbende overvåge de ændringer, som bæverne måtte forårsage, samt afhjælpe de gener, der måtte opstå, herunder eventuelt fjerne bævere fra privat område. Hvis Skovog Naturstyrelsen ønsker den femårige tilladelse forlænget, skal ansøgning herom indsendes til amtet i god tid inden femårsperiodens udløb....«nævnets afgørelse - som er enstemmig -gik herefter ud på, at Ringkjøbing Amts afgørelse blev ændret til et afslag for så vidt angår udsætning af bæver ved Omme Å i Borris Skydeterræn.

9 For så vidt angår udsætning af bæver ved Flynder Å i Klosterheden Plantage blev amtets tilladelse stadfæstet på skærpede vilkår, svarende til ovenstående. Afgørelse af , j. nr / ) Om gæsteprincippet som alment princip ved råden over vejareal har Vejdirektoratets i brev af 7. april 2000 (j.nr D0312-8) udtalt: I brev af 3. marts 2000 har De på vegne af F-værk klaget over, at Ebeltoft Kommune har påbudt Deres klient at fjerne en olietank, der er nedgravet i Bryggerivej, i offentligt vejareal, der anvendes som parkeringsareal. Kommunens påbud er givet under henvisning til vejlovens 106 og er begrundet i, at det omhandlede vejareal skal ombygges og forsynes med en ny belægning af brosten samt beplantning m.v. Ifølge påbudet skal tanken fjernes således, at dæk og sider nedbrydes og bortkøres, og det fremkomne hul skal herefter opfyldes med sand, der komprimeres til bæredygtig bund for vejanlægget. Der er fastsat en frist for arbejdet til 1. maj De har i klagen bl.a. gjort gældende, at adgangen til tanken - efter at Deres klient har foretaget opfyldning med sand - ikke længere er fornøden, at beholderen i sig selv er af en sådan forskriftsmæssig stabilitet, at den kan modstå trafik, at trafikbelastningen af arealet efter kommunens planer vil blive mindre end den nuværende, at fjernelse af tanken derfor ikke er en nødvendig følge af et vejarbejde i et offentlig vejareal, at fjernelsen af tanken ikke er nødvendig som følge af et arbejde, som hovedsagelig tjener et vejformål, at vejlovens 106 er uanvendelig som hjemmel for påbudet, jf. bestemmelsens formål, at beplantning ikke tjener færdselsmæssige eller vejtekniske hensyn, samt at tankens placering i øvrigt ikke er til hinder for beplantning. Kommunen har i en udtalelse i sagen af 15. marts 2000 bl.a.

10 oplyst, at den omhandlede betontank blev nedgravet i det omhandlede parkeringsareal i 1977 til heavy fuel til brug i fjernvarmeværkets oliekedler, at den blev dimensioneret til, at der kunne parkeres på tankens dæk, som blev asfalteret sammen med parkeringspladsen, så pladsen fremstod i ét plan, at tanken herefter var i brug indtil slutningen af 1980 erne, at kommunen i 1992 på betingelse af indgåelse af en 20-årig overenskomst herom, imødekom en ansøgning fra fjernvarmeværket om brug af tanken til pumpestation m.m., uden at dette blev effektueret, at det offentlige vejareal, hvori olietanken er beliggende, i forbindelse med nybyggeri på den tidligere fjernvarmegrund i henhold til lokalplan for området skal forsynes med ny brostensbelægning samt beplantes med træer, at betontanken nødvendigvis må fjernes af hensyn til fremføring af afvandingsledninger til vejbrøndene og plantning af træerne, at det på grund af en stram tidsplan for byggeriet og hermed anlægget af torv og parkeringsplads er nødvendigt, at tanken fjernes inden for den fastsatte frist. Kommunen har med sin udtalelse fremsendt kopi af den nævnte lokalplan, nr. 217,»Bryggertorvet«. Lokalplanen har ifølge sit indhold til formål at sikre, at området kan anvendes til centerformål i form af bolig og erhverv, at ny bebyggelse opføres med særlig hensyn til det eksisterende bymiljø og den omkringliggende bebyggelse, både hvad angår materiale- og farvevalg og byggeriets arkitektur, samt at områdets trafikarealer og fællesarealer udformes i overensstemmelse med det særegne miljø i bymidten. I brev af 28. marts 2000 er De fremkommet med bemærkninger til kommunens udtalelse. De har heri anført, at kommunen som eneste begrundelse for påbudet har angivet, at der skal fremføres afvandingsledninger til vejbrøndene samt plantning af træer, at pladsen, som i dag er asfalteret, har kunnet anvendes uden problemer med tanken nedgravet, at behovet for ledningsført afvanding om muligt bliver endnu mindre efter en brolægning, at træer ikke tjener færdselsmæssige eller vejtekniske hensyn, men alene æstetiske hensyn,

11 at tankens placering i forhold til terrænet i øvrigt ikke hindrer plantning af træer, at kommunens argumentation på denne baggrund forekommer konstrueret, at kommunens bemærkninger vedrørende den underjordiske pumpestation for så vidt er uden betydning for sagen, samt at påbudet om fjernelse er langt mere vidtrækkende end nødvendigt. Kommunen har telefonisk oplyst, at den ikke er i besiddelse af den i forbindelse med nedgravningen af olietanken givne tilladelse. Vejdirektoratet kan oplyse følgende: Ifølge 4, stk. 1, i lov om offentlige veje (vejloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999, jf. 1, stk. 1, nr. 1, i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 681 af 17. september 1998 om henlæggelse af opgaver til Vejdirektoratet, kan en vejbestyrelses afgørelse om forhold omfattet af denne lov påklages til Vejdirektoratet for så vidt angår retlige spørgsmål. Vejdirektoratet kan således tage stilling til, om vejbestyrelsens afgørelse er lovlig, men kan ikke tage stilling til vejbestyrelsens skøn inden for rammerne af gældende lov. Vejdirektoratet kan således ikke tage stilling til, om en lovlig afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Ifølge 102, stk. 1, nr. 1, i vejloven, må det til en offentlig vej hørende areal ikke uden vejbestyrelsens tilladelse anvendes til varig eller midlertidig anbringes af bl.a. affald, materiel, materialer, løsøregenstande eller lignende. Bestemmelsen er kasuistisk affattet, og dermed ikke udtømmende. Dette indebærer efter Vejdirektoratets opfattelse, at enhver form for råden over vejarealerne, der ikke tjener færdselsmæssige formål er omfattet af bestemmelsen. Ifølge vejlovens 101, stk. 1, må der ikke uden vejbestyrelsens samtykke på offentligt vejareal foretages nogen forandring, herunder foretages opgravning. Disse bestemmelser må betragtes som et udslag af kommunens almindelige rådighedsret over offentlige vejarealer. Denne rådighedsret indebærer, at vejbestyrelsen på visse punkter har ejerlignende beføjelser over vejarealet. Disse beføjelser må imidlertid vige, når samfundsmæssige hensyn taler derfor. Såvel forsyningsledninger som tanke til brug for sådanne ledninger tillades på denne baggrund i henhold til disse bestemmelser i vidt omfang nedlagt uden vederlag i offentlige vejarealer.

12 Spørgsmålet om flytning af sådanne ledninger m.v. i offentlige vejarealer må som udgangspunkt anses som et spørgsmål, som bør reguleres ved aftaler, herunder ved sagligt begrundede vilkår knyttet til de pågældende tilladelser. For så vidt angår nødvendig flytning af ledninger m.v. i forbindelse med vejens regulering eller omlægning, følger det af vejlovens 106, stk. 1, at udgifterne hertil afholdes af vedkommende ledningsejer, medmindre andet særligt er bestemt ved bl.a. overenskomst eller kendelse afsagt af en landvæsenskommission. Denne bestemmelse er udtryk for et såkaldt»gæsteprincip«, hvorefter gæster i vejarealer må flytte uden udgift for ejeren, når ejeren selv har brug for arealet, og er en lovfæstelse af en tidligere retspraksis på området. Der er efter Vejdirektoratets opfattelse tale om et generelt princip, der også gælder andre forhold end ledninger. Det er Vejdirektoratets opfattelse, at en vejbestyrelse, når en vejen uvedkommende genstand ikke længere anvendes, og der således ikke længere er forhold, der taler for den pågældende genstands forbliven i vejarealet, på baggrund af sine ejerretlige beføjelser over vejarealet kan påbyde den pågældende genstand fjernet, i hvert fald i de situationer, hvor vejbestyrelsen ønsker at råde over arealet til vejformål. Spørgsmålet, om et anlæg er til gene for fremtidige anlægsarbejder eller frembyder fare for fremtidige sætninger i vejarealet, beror ligesom spørgsmålet, om et konkret projekt gør det nødvendigt at kræve anlægget fjernet, på vejbestyrelsens skøn. Et sådant skøn kan Vejdirektoratet, jf. den ovennævnte begrænsning i direktoratets kompetence som klagemyndighed, ikke tage stilling til. Vejdirektoratet finder på denne baggrund, at kommunen lovligt har kunnet påbyde Deres klient at fjerne den omhandlede olietank. Det bemærkes herved, at Vejdirektoratet ikke finder grundlag for at antage, at kommunens skøn i forbindelse med påbudet bygger på usaglige hensyn. Vejdirektoratet kan således ikke pålægge kommunen at ændre beslutningen. Vejdirektoratet skal afslutningsvis gøre opmærksom på, at såfremt De ønsker lovligheden af kommunens afgørelse prøvet af domstolene, skal sagen være anlagt senest 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse, jf. 4, stk. 6, 2. pkt. i lov om offentlige veje.

13 Fra domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Ikke erstatningsansvar for kommune som følge af opgivelse af lokalplan (U HD) Hørsholm kommune afhændede en ejendom til en professionel bygherre, der efter om- og tilbygning af den eksisterende bebyggelse havde til hensigt at etablere 34 andelslejligheder på ejendommen. Der blev ved overdragelsen indgået en hensigtserklæring mellem kommunen og bygherren om parternes gensidige forpligtigelser. Det fremgik heraf, at kommunen efter udarbejdelse af skitseprojektet»omgående lader udarbejde lokalplanforslag«. Det skete, men affødte massive borgerprotester, som fik kommunen til at trække lokalplanforslaget tilbage. Herefter mente bygherren at have krav på erstatning for de forgæves afholdte projekteringsudgifter, idet han bl.a. påberåbte sig, at kommunen i forbindelse med overdragelsen havde forpligtet sig til at levere den nødvendige lokalplan, og at intet var til hinder for, at kommunen vedtog planen samt, at den i øvrigt havde handlet illoyalt ved ikke alternativt at søge en revideret lokalplan vedtaget. Kommunen afviste at have stået inde for, at lokalplanen blev vedtaget, og at det måtte være bygherren bekendt, at det ikke ville være muligt for kommunen. Kommunen havde gennem et borgermøde søgt at skabe forståelse for projektet. Kommunen mente i øvrigt at have handlet loyalt overfor bygherren og til fulde havde opfyldt sine forpligtigelser ved at udarbejde et lokalplanforslag. Både Landsretten og Højesteret afviste, at kommunen havde et erstatningsansvar. Højesteret tilsluttede sig Landsrettens bemærkning om, at kommunen ikke havde mulighed for at give tilsagn om endelig vedtaget lokalplan. Højesteret fandt, at det var borgernes modstand mod projektet, der havde fået kommunen til at opgive lokalplanen, hvilket ikke var hverken usagligt eller illoyalt. Kommunen havde derfor ikke pådraget sig noget erstatningsansvar. Planlægningen skal naturligvis tages alvorligt. Kommunen kan ikke forpligte sig til at vedtage en lokalplan - eller rettere, det kan den godt, men det vil være ulovligt. Og selv om det skulle ske, kan en bygherre kun trænge igennem med et erstatningskrav, hvis han godtgør at være i en begrundet god tro om tilsagnets lovlighed. I forbindelse med store projekter, der formentlig altid forestås af professionelle bygherrer, som kender planproceduren, bliver det nok ikke let at få anerkendt forgæves afholdte projekteringsudgifter. Man kan så spørge, hvordan retsstillingen vil være, hvis der ikke er ydre omstændigheder, der kan begrunde, at lokalplanen opgives? Det kan f.eks. være, at det under lokalplanproceduren bliver klart, at

14 projektet får uheldige planlægningsmæssige konsekvenser. Igen er de konkrete omstændigheder væsentlige, og udfaldet vil fortsat afhænge af, om kommunens manglende vedtagelse af lokalplanen kan begrundes sagligt, og at kommunen ikke havde eller ikke burde have kendskab til disse forhold, da aftalen blev indgået. Jo svagere disse begrundelser fremstår, jo mere plads bliver der til en bedømmelse på et aftaleretligt grundlag. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Deklaration angav ikke tilstrækkeligt tydeligt de dele af ejendommen, den vedrørte (U VLK) Af en deklaration om opstilling af to vindmøller fremgik, at retten til opstilling vedrørte to anførte matr.nre af ejendommen, som i alt bestod af 9 matr.nre, ligesom deklarationen stiftede en vejret for mølleejeren ad en 4.5 meter bred vej på to anførte matr.nre. af ejendommen, således som det i øvrigt fremgik af et medfølgende rids. Vindmølleejeren blev endvidere indrømmet ret til at anbringe målerskabe, jordkabler og nødvendige driftsanlæg på ejendommen. Deklarationen begæredes lyst på ejendommen beskrevet ved ejendommens hovednummer med tilføjelsen m.fl. (matr.nr. 2 a m.fl., som ikke i sig selv var berørt af vindmølleanlægget). Samtlige matr.nre under ejendommen var i øvrigt anført i øverste venstre hjørne på deklarationens forside. Deklarationen blev afvist fra tingbogen under henvisning til tinglysningsbegæringens ufuldstændig matr.nr. betegnelse. Denne afgørelse blev påkæret af vindmøllefirmaets advokat, som bl.a. gjorde gældende, at deklarationen opfyldte tinglysningsforskrifterne og klart angav, hvilke arealer, den geografisk vedrørte. Tinglysningsdommeren fremførte, at tinglysning måtte afvises som følge af uklarheden mellem begæringen om tinglysning på hele ejendommen og deklarationens angivelse af de berørte matr.nre. Landsretten bemærkede, at det af hensyn til senere udstykning bør fremgå, hvilke matr.nre, der er omfattet af deklarationen og stadfæstede dommerens afvisning, men med en anden begrundelse nemlig, at det ikke fremgik, hvor de øvrige anlæg, herunder jordkablerne skulle placeres. Den tinglysningsdommer har da vist fået noget galt i halsen! Deklarationer lyses ikke på dele af, men på hele ejendommen. Det er derfor helt korrekt at udforme deklarationen som det faktisk skete, altså opremse alle ejendommens bestanddele i øverste hjørne. Det må også være fyldestgørende, at deklarationen begæres lyst på ejendommen anført ved ét matr.nr. med tilføjelse af en flerhedsangivelse (typisk m.fl. ). Det er imidlertid væsentligt at bemærke sig, at landsretten ikke tilslutter sig tinglysningsdommerens begrundelse. Når deklarationen afvises, sker det derimod under henvisning til, at placeringen af de

15 øvrige tekniske anlæg ikke er præciseret. Det er da klart, at man bør tilstræbe klarhed og entydighed i såvel bestemmelsernes formulering som angivelse af rettens geografiske placering - således som det jo er et krav ved stiftelse af vejrettigheder, hvor man enten må henvise til vejen på matrikelkortet, eller til en beliggenhed som anført på et rids (jf. vejrettighedslovens 3, stk. 2). Men noget ubetinget krav om stedfæstelse kan man da vist ikke opstille. Det er jo ikke sikkert, at man overhovedet kan stedfæste retten. Landsretten anfører ikke i præmisserne nogen bestemmelse til støtte for sin afgørelse. Formentlig fordi hjemlen mangler. Men det er jo til syvende og sidst ret væsentligt (TL 10, stk. 3, om at indholdet i den ret, der stiftes, skal være endeligt fastsat, vedrører rettens bestemthed - næppe den geografiske udstrækning). På baggrund af landsrettens bemærkning om hensynet til senere udstykning er jeg er tilbøjelig til at opfatte kendelsen i lyset af MTLproblematikken, og jeg har for så vidt sympati for, at det er hensigtsmæssigt, at det af tingbogen fremgår, hvilke af ejendommens matr.nre, de tinglyste rettigheder angår. Men hvis det er det, man ønsker, må det fremgå af en udtrykkelig bestemmelse; af ønsket om rettens stedfæstelse kan ikke udledes et krav om specifikation af det matr.nr., retten vedrører. Landsretten tiltrådte forståeligt nok ikke tinglysningsdommerens begrundelse. Men hvis landsretten mener, at et andet forhold kan begrunde afvisning, forekommer det rimeligt, at den kærende advokat - i overensstemmelse med det grundlæggende forhandlingsprincip - får lejlighed til at forholde sig til det, inden landsretten træffer sin afgørelse. Men det åbenbart ikke kutyme, i hvert fald oplyser advokaten, at det ikke skete.