FORORD INDLEDNING HISTORIE

Transkript

1 FORORD I 1985 var jeg for første gang i New Zealand, hvor jeg boede der i et år sammen med min mor. Min mor har i mange år studeret Maorierne og vi rejste derfor rundt i hele New Zealand for at besøge diverse stammer. På denne måde fik jeg tidligt et personligt indblik i deres kultur. Når jeg ikke fik positiv og lærerig indflydelse fra Maorierne, gik jeg i det new zealandske uddannelsessystem. Når vi var på besøg i stammerne, kunne jeg ikke lade være med at være fascineret af hele deres mentalitet. Der var en af kvinderne der lærte mig nogle af deres danse og tog mig med da de skulle lave nogle kurve af Flax, dette var spændende og lærerigt, så min mor havde ofte vanskelig-heder med at løsrive mig fra det hele, når rejsen fortsatte. Da Maorierne altid har haft en stor indflydelse på mit liv, blev jeg glad da jeg opdagede at min store skriftlige opgave kunne handle om dem. For når folk skriver om indfødte er det hovedsageligt om indianerne i USA eller urbefolkningen i Australien, og det er efter min mening på tide at vi også lærer noget om Maorierne. INDLEDNING På grundlag af problemformuleringen har jeg delt Maoriernes historie, kultur og Mytologi op i afsnit, dette har jeg valgt for bedre at kunne beskrive hvorledes indflydelsen af denne blanding,påvirker Maoriernes levevis. Historiafsnittet er forkortet med de informationer jeg mener er vigtigst for at opnå en forståelse af, hvilken indflydelse de hvide har haft på Maoriernes nuværende kultur. Men for at få den helt rigtige forståelse skal man også kende til deres sagn, religion og kunst. Dette har jeg valgt at samle under Mytologi, da de 3 ting hænger meget sammen i Maoriernes verden. Hvorledes disse 3 ting er med til at påvirke den holistiske levevis Maorierne har, beskriver jeg i et afsnit for sig selv, men man skal stadig være opmærksom på de foregående afsnit. Opgaven skal læses som en stor sammenhæng for at få den rette forståelse for Maoriernes position i dag. HISTORIE Der er lidt uklarheder om, præcist hvor Maorierne stammer fra, men det mest sandsynlige er at de oprindeligt stammer fra det asiatiske kontinent. Maoriernes stamtræer kan føres tilbage til midten af det 11. århundrede, hvor 7-8 Te Whaka (Te Whaka er en stor kano med plads op til 140 personer) ankom til Bay Of Plenty, som ligger på nordøen af New Zealand. De drog ud fra "Hawaiki", hvis geografiske placering ikke er helt fastslået, men forslagene er Cook øerne, Filippinerne, Samoa, Indonesien.. Man er dog enige om, at de er af polynesisk afstamning, da det eneste der adskiller Maoriernes sprog fra andre austronesiske sprog, er dialekter. Medlemmerne i hver Te Whaka var nært beslægtet. Disse slog sig ned i hvert sit territorium, hvor man

2 stadigvæk i dag kan spore deres forfædre fra hver Te Whaka. Det land de kom til var helt dækket af skov, samt en rig bestand af vulkaner og varmekilder. Der fandtes ikke husdyr og det eneste Maorierne havde medbragt, var hunden. Til gengæld var der et rigt fugleliv samt havets goder. Maorierne fik lov til at leve for sig selv i næsten fire århundrede, før deres første møde med Pakeha (Pakeha er Maori-navnet for en person af europæisk afstamning.), dette var den 9. oktober 1769 hvor Captain Cook gik i land ved Poverty Bay og rejste rundt om New Zealands kyst. De mennesker, Captain Cook mødte, var meget venlige. Maorierne var ikke krigs mennesker. Når de drog i krig med andre stammer, var det ikke for at slå ihjel, men for at vinde ære ved at overliste fjenden og udøve nærkamp. Så da Captain Cook medbragte skydevåbnene, skulle det vise sig at blive katastrofalt for Maorierne, der ikke kendte til våbens magt. Før Cook var stammerne nogenlunde lige, mht. magt og fordeling af jord. Opdagelsen af våbnenes magt, resulterede i at de stammer, der havde mulighed for at producerer mange handelsvarer,blev klart overlegne da de kunne bytte disse for våben, og dette ødelagde den tætte balance stammerne imellem. I 1820 var den nye generation af Maorier blevet vant til Pakeha og havde fået en smule respekt for dem. Dette skyldtes ikke, at de var Pakeha men at de kunne stjæle fra dem og handle med dem. Da de stammer, der kunne handle meget, købte våben resulterede det i mange ulige kampe mellem stammerne i hele landet. Under disse kampe var der ca der blev dræbt, og den mestm overlegne hær ført af maorien Hongi Hika fra Ngapuhi stammen tog ca til fange og gjorde dem til slaver. Før Pakeha kom, boede Maorierne på højsletterne hvor der var lyst, varmt og i det hele taget et sundt miljø. Pga. dette var Maorierne sjældent syge og havde ikke oplevet epidemier, som vi havde her i Europa. Da stammerne blev meget interesseret i våben måtte de fremstille noget de kunne handle med. Alt hvad de fremstillede af beklædning blev lavet af Flax, og derfor flyttede de ned til sumpene hvor miljøet var meget sundheds skadeligt for dem. Der var fugtigt, næsten intet lys og koldt, en yngleplads for diverse sygdomme. Pga. deres svækkede immunforsvar overfor Pakehas importerede sygdomme førte alt dette til stor dødelighed. Men det var ikke kun de dårlige ting, som våben og sygdomme, Pakeha medbragte. Pakeha havde husdyr og grøntsager så som kartofler, hvede majs, gulerødder og diverse frugter med, så Maorierne derved fik en mere varieret kost. Kampene fortsatte, primært fordi indvandringen blev større og større og nu handlede de mest, om hvem der skulle eje jorden. Den 6. Februar 1840 underskrev Maorierne Waitangi-traktaten, hvor de overlod alt til Storbritannien og blev derved til en britisk koloni. I Waitangi-traktaten stod der; "full exclusive and undisturbed possession of their Lands and Estates, Forests and Fisheries, and other properties which they may collectively or individually possess, so long as it is their wish and desire to retain the same in their possession". Selvom det lød flot, skulle det ikke gå så nemt. I de 20 år der fulgte, var der uendelige diskussioner om hvem der kunne sælge land og om tidligere handler var lovlige. Endeligt var der nogle Maorier, der var fast besluttede på ikke at sælge til den kvarte million af britiske kolonister, der kom på mindre end 3 årtier. I 1858 var den engelske

3 befolkning på New Zealand, større end Maori befolkningen. Som historien har vist mange andre steder, bl.a. i USA, førte alt dette til at der blev konfiskeret meget af Maoriernes traditionelle landområder. Efter 10 års krig blev der atter sluttet fred i 1871, men nu var Maori befolkningen blevet reduceret til , hvor der i 1800 var omkring Dette var konsekvenserne af alle de fremmede sygdomme og de krige som Pakeha medbragte. Når man kigger på de politiske aspekter, har regeringer prøvet at råde bod på nogle af de synder der blev begået mod Maorierne i fortiden, gennem en række sær ordninger og erstatninger. I dag er kun 4,5% af alle landområder traditionelt stamme land, som stadigvæk kun ejes af Maorier. KULTUR Maorierne levede i en række stammer, hvor de alle var beslægtede. I stammerne var der inddeling i klasser; adel, borgerskab og slaver. Familien var den vigtigste for dem og hver af familiens overhoveder havde en plads i råds forsamlingen, som var den besluttende myndighed for alle sociale anliggender. Man giftede sig normalt indenfor stammen, men det nærmeste slægtskab der blev tolereret, var fælles oldeforældre. Adlerne var der ikke mange af og dem der var, havde en afstamning de kunne være stolte af. Den kunne føres tilbage til navngivne høvdinge fra "Den store flåde". Høvdingene var som regel adlens førstefødte, men denne skulle også leve op til de normer man forbandt denne stilling med. Da Høvdingene var dem som stod guderne nærmest, besad de meget mana, som var en personlig helligkraft, der var meget farlig for andre. Dette var i midlertidlig både et gode og en ulempe for dem der besad det. Man opnåede stor respekt, men hvis man fx. kom til at klø sig i hovedet med en finger blev den tabu og ubrugelig, og så skulle man have den renset ved en særlig ceremoni udført af en Tohunga.Tohunga var præster eller eksperter som tilhørte adlen.der fandtes to ekspert skoler; en der tog sig af undervisningen i religiøse sager, og en der stod for undervisningen i historie, genealogi, kunst, håndværk, krigsførelse etc. Maorierne har ikke et skriftsprog, så al undervisning var mundtligt og eksamerne foregik ved lange recitationer, sange og opremsninger, hvis man dumpede, var det for evigt. Disse skoler fandtes stadigvæk lang inde i det 19. århundrede. Adlen havde ikke nogen magt over borgerne, og kunne ikke beordre dem til noget, kun opfordre og råde, da det var råds forsamlingen, der var den besluttende myndighed. Men når det kom til slaverne, var der et meget stort spring, de havde absolut ingen rettigheder. Så hvis en høvding var blevet taget til fange af en anden stamme, og blev frigivet, kunne han aldrig opnå sin gamle position i sin oprindelige stamme. Men slaver kunne godt gifte sig med sin herres slægtninge og børnene deraf blev anset som alle andre almindelige stammes medlemmer. Maorierne boede i rektangulære gavltagshuse, som blev gravet ca. 30 cm ned i jorden for at isolere. Der var ingen møbler i husene, man sov på gulvene. Husene var meget smukt dekoreret med carvings.

4 På husenes gavlspidser sad der et udskåret hoved med tungen ud af munden, dette skulle holde alle onde magter på lang afstand. Inden i husene fandt man smukke udskæringer af familiens forfædre og sagnfigure, men aldrig af guderne. Marae var det sted hvor alle sociale begivenheder så som undervisning, fester, dans, begravelsescermonier og modtagelse af fine gæster m.v. fandt sted. I dag betegner ordet Marae de lokale forsamlingshuse.maorierne udsmykkede ikke kun deres huse, de udsmykkede også sig selv. For kvindernes vedkommende, var det kun adelsfruer og høvdingekoner, der fik tatoveret hage og læber. Mændenes tatoveringer derimod, dækkede ofte hele ansigtet, ryggen og lårene. Tatoveringen var af stor social betydning, det var ikke blot en hellig ting, den kendetegnede også personen og gav ham værdighed. Mønstrene blev slået ind i huden ved hjælp af en lille tværøkseformet mejsel af ben, og når blodet var visket væk, blev sårene indgnedet i et blåligt pigment. Det kunne godt tage lang tid og var meget smertefuldt. Det var Tohunga der lavede tatoveringerne, da han også kendte til de rituelle sider af sagen. En af deres vigtigste og mest bevarede skikke, er deres begravelsesceremonier.den døde bliver bragt til stammens Marae, hvor man i tre dage sover sammen med den døde, på nogle anbragte madrasser. I gamle dage blev den døde gravet op, når forrådnelsesprocessen var færdig, og hans knogler blev bragt tilbage til landsbyen, hvor ceremonien foregik i stor festlighed. Den døde blev budt velkommen gennem taler og sange. Våben og kapper blev lagt frem, og man rensede og bemalede knoglerne. På denne måde forberedte man den døde til at tage afsted til åndeverdenen, hvor sjælen derefter ville vende tilbage til den menneskelige verden og blive knyttet til en fra den nye generation, som personlig forfædrearv. Men denne skik kan de ikke fuldføre i dag, da det er forbudt at grave de døde op. MYTOLOGI Maorierne har, ligesom deres naboer Aboriginals, ikke een gud de tror på men en skabelseshistorie, som de tror på. De bruger deres "guder" som er deres forfædres ånder, til at mindes deres forhistorie og hele tiden tage vare om naturen. Så for Maorierne er det ikke et spørgsmål om tro, men rammen om hele deres kulturliv. Skabelsen: Rangi (himmelens fader) og Papa (moder jord) lå tæt omslynget, så intet kunne komme imellem dem, ikke engang lyset. Inde mellem Rangi og Papa levede deres 70 børn, som alle var eller blev guder. Tane Mahuta, var gud af skovene og alle levende væsners fader. Børnene der var i mellem Rangi og Papa kunne ikke se noget lys og de måtte kravle rundt på den trange plads. Efter mange forsøg fra børnene, var det Tane Mahuta som skilte sine forældre.siden har Rangi og Papa været adskilt, men Papa s elskovssuk stiger stadig op mod Rangi som tåge, og hans tårer falder på hende som dugdråber. Tane og hans brødre stod og betragtede deres moders tårer. Selvom det var Tane der havde forvoldt dem, elskede han stadig sin moder meget, så han plantede sine børn (træerne) på Papa så hun fik et

5 pragtfuldt klæde. For at der var nogle der kunne passe på hans træerne (børnene), gav han skovene liv i form af et rigt dyreliv. Fuglene og insekternes opgave blev nu at vogte træerne. Tane og de andre guder kendte ikke til de menneskelige elementer, som var kendt som Ira Atua hvilke kun kunne opnås fra det feminine element Uha. Så efter lang tids søgning opsøgte han sin moder Papa, hun fortalte ham at han skulle tage noget af hendes jord som indeholdt de menneskelige frø. Med hjælp fra sine brødre skabte han det første menneske. Det var en kvinde! Hun blev skabt ved, at den ældre broder formede kroppen af jorden fra Papa hvorefter den yngste fyldte kroppen med muskler, fedt, væske og blod. Guden af frugtbarheden lagde sig ovenpå den nyskabte krop og pustede liv i hendes mund, ører og næse.og på denne måde havde de skabt en datter, som fik navnet Hine-I-Tauira. Men de havde stadigvæk ikke fundet døden. Tane var meget glad for at have skabt en datter, og da den eneste kvindelige gud var Papa, giftede han sig med hende. Da Hine-I-Tauira ville vide hvem hendes forældre var, fortalte Tane det efter lang overtalelse og hun blev meget skuffet og vred. Hun rejste fra ham med ordene om, at hun ville være overalt i denne verden, bare ikke sammen med ham. Tane lovede at hans moder altid ville beskytte hende i dybet af hendes skød, da blev vejen til underverdenen oprettet.da hun tog plads i skyggen, skiftede hun navn til Hine-nui-Tepoo. Hun blev dødens gudinde! Menneskerne der levede på Papa havde lys om dagen, men om natten var der helt mørkt, for at de ikke skulle bumle ind i hinanden, satte Tane månen op. Med lysende stykker fra månen dækkede han Rangi, og derved kom stjernerne. Men menneskerne vidste stadigvæk ikke hvordan de skulle bygge huse, tale med hinanden og hvordan de skulle skaffe føde.så Tane tog de tre kurve med "Things-that-are-good" og strøede dem udover Papa. "From the first basket, they will have things-that-are-good-to-know. From the second basket, they will have things-that-are-good-to-do. And in the third basket, they will find things-that-are-goodfrom-the-earth-mother".3 Så nu havde menneskeheden alt hvad de skulle bruge. Som tidligere nævnt, var der 70 himmelfødte guder, men udover det fandtes der et helt hiraki af lavere guder. Man sagde der var 12 himle over hinanden og de lavere guder fungerede så som sendebude mellem dem. De lavere guder var fx. dyrelivet som vågede over naturens rette gang. Under de lavere guder kom så de afdøde høvdinges sjæle, der havde indflydelse på de levendes ve og vel. Maorierne anråber deres guder fra afsides liggende hellige steder, hvilke kun er markerede af en stendynge. Ligesom i andre religioner var der også onde ånder i Maoriernes. Disse kunne besætte et menneske og forudsage sygdomme og smerter. Dette skyldtes ofte at man havde foretaget et tabu brud, som indebar, at man mistede gudernes beskyttelse. Hvis man ikke skulle se den snarlige død i øjene, skulle det onde drives bort hurtigst

6 muligt, ved en Tohunga s indgriben.i deres kunst lavede og laver man billedlige fremstillinger af halvguderne, men ikke de højere guder som Papa og Rangi. Disse bruger man som udsmykning af såvel husene som de enkelte personer. De fleste Maorier bærer en Tiki.Myter og legender er stadig i live i dag, der findes mange af dem, ikke kun Tane s skabelsesberetning, men om alle slags ånder og stammehøvdinger. Legenden om kæmpen Matau er meget populær blandt Maorierne. Det er historien om kæmpen der boede i Central Otago på sydøen, og hvordan han kidnappede en smuk ung pige hvis navn var Mauata. Hendes kæreste Matakauri ledte efter hende og fandt hende på stranden til en flod. Der var hun bundet i garn fra skindet af Matau s 12-hovedede hund, han kunne intet gøre for at hjælpe hende. Hendes tårer løste imidlertid båndene.matakauri gik til døden af natten og fandt ham sovende. Matakauri tændte ild rundt om ham og han vågnede uheldigvis for sent - døde i flammerne fra hans hjerte. Hans døde krop forsvandt i jorden, hvor det efterlod et stort hul. Et stærkt regnvejr fyldte derefter hullet skabte søen Wakatipu, hvilket betyder hullet og dæmonen. Sammefattende findes der altså ingen dyr, planter eller pladser i Aotearoa som ikke har en placering i Maoriernes mytologi. DEN HOLISTISKE LEVEVIS På basis af de foregående afsnit kan man se hvordan Historien, Kulturen og Mytologien har en stor betydning for hvordan Maorierne lever til hverdag. Deres forfædre havde stor indflydelse på hvordan mytologien blev opbygget. Hver gang de skal bruge naturen spørger de altid først guderne om lov. Familien spiller den centrale rolle i deres samfund, men for dem er det hele stammen der er familien og alle passer på hinanden. Maraen er den vigtigste samlingsfaktor, og det er her man lærer at forstå hvordan man skal begå sig for at bevare essensen. Børnene bruger den som en slags børnehave og skole, hvor de ældre i stammen forklarede dem om deres fortid og lærer dem de mest elementære ting. Madlavningen foregik ude foran Maraen hvor alle kvinder hjalp hinanden, her var børnene også med. Fremstillingen af beklædnings genstande, samt processen af tatoveringer, fandt også sted her. I det hele taget foregik alle hverdags-elementerne i og omkring Maraen i en stor harmonistisk gang. I takt med den moderne udvikling faldt Maraens indflydelse, da de unge drog ind til byerne. Der kom mere ikke så mere til hverdag dog stadigvæk til store begivenheder, som begravelser. Dette har man så i en årrække prøvet at gøre op med, ved at indføre arbejdsløshedsprojekter, hvor de unge skal tilbage til Maraen. Mytologien, der kommer af historien, sætter sine spor i alt det, man kan forbinde med Maorierne. Billedlige fremstillinger går igen i deres tatoveringer, Te Whakaer, huse, smykker og beklædning. Det er de samme spiraler, figurer og kurver der kendetegner deres kunst. Hver lille streg har en spirituel betydning, og selve fremstillingen foregår med nøje overholdelse af traditioner som at bede guderne om tilgivelse for at bruge fx. naturen. Fremstillings proceduren for håndværk som ting af Flax og Carvings, er meget speciel. Her er det

7 meget vigtigt at feminine- og maskuline elementer ikke bliver blandet da det er Tapu. Så når mændene skal carve noget træ, sker det i absolut afholdenhed overfor kvinder. De må ikke være i det samme rum som dem eller på nogen måde kommunikere. Sker dette alligevel skal en Tohunga udrense stedet. Sådan er det med hele Maoriernes levevis, alt hvad de foretager har en form for sammenhæng med deres fortid og mytologi. Så hvis nogle elementer mangler skrider hele deres livsgrundlag. DERES POSITION I DAG Mange unge mennesker er flyttet til byområder, hvor kriminaliteten og arbejdsløsheden er stor. De har mistet deres rødder og forstår ikke deres kultur.ministeren for Maori Affairs har derfor udarbejdet nogle arbejdsløshedsprojekter, hvor de unge kan blive trænet og oplært i Maorisprog og kultur. Maraen s gamle hovedformål skal genoptages, så den igen bliver en slags institution hvor børnepasning, undervisning og alle slags håndværk skal integreres. Endvidere skal unge kriminelle også tages fra det New Zealandske retssystem til Maorilovene. Dette medfører at de i stedet for at komme ind i fængslerne, hvor der er lille sandsynlighed for at slippe ud af systemet igen, bliver sendt tilbage til deres oprindelige Marae, hvor de så skal finde deres rødder igen. Maorierne mener, at dette er det eneste, der vil have en positiv indflydelse på unge Maori kriminelle. Ca. 85% af Maorierne har ingen uddannelse eller kvalifikationer, der kan bruges i det moderne samfund, og ca. 75% af kvinderne i fængslerne, er Maorikvinder.Maorierne arbejder i dag mest som sæsonarbejdere, på slagterier og ved fåreklipning.de bygger veje og er jord- og betonarbejdere i de store byer, hvor udviklingen tager til i takt med den vestlige verdens teknologi. Maoriernes misfornøjelse mod de hvide, er vokset i takt med de hvides tiltagende magt. Det var ikke bare deres land de tog. De hvides kultur er dominerende i skoler og på universiteter, og Maorierne forstår ikke deres love. Men fremtidsudsigterne om at Maorisproget skal indføres i det New Zealandske uddannelsessystem, er forholdsvis positive. Dagen for underskrivelsen af Waitangi traktaten, er i dag blevet en protestdag for Maorierne. De protesterer mod den hvide mand, som har ført dem bag lyset.regeringen har prøvet at godtgøre deres forfædres misligholdelser af Waitangi traktaten ved en række erstatninger. Det nyeste er, at de er blevet enige om at 1 mia. N.Z. dollars skal gå til disse stammer, men mange høvdinge synes ikke det er nok og nægter at tage imod dem.maoristammen Waikato, fik sidste år hele deres oprindelige land tilbage og 700 mio. N.Z. dollars i erstatning.men hvornår eller om alle får deres fortjente erstatninger og offentlige undskyldninger, er uvist. KONKLUSION Ud fra det skrevne har Maorierne en særdeles spændende historie, hvor de trods Pakeha s indflydelse har formået at bibeholde deres kultur i et vist omfang. De var tæt på udryddelse, men en blanding af den britiske regerings positive indstilling og Maoriernes livsvilje, har gjort at de efter min mening er, det oprindelige folkefærd, der har klaret indvandrernes påvirkninger bedst. Det er bemærkelsesværdigt hvordan de stadigvæk respekterer og passer på naturen. Deres tro mht. naturen har gjort at Kiwiernes holdninger til naturen også er meget stærke, hvilket er en stor fordel den.

8 Maoriernes forklaringer på liv og død, er for mig mere ligetil og natur venlig, end vores.i vores står der skrevet, at vi skal elske vores næste, men hvor mange er parate til at hjælpe naboen der pludselig bliver syg? Vores forhold til naturen er en skændsel, vi ødsler med de mirakuløse ting den indeholder. Laver atomsprængninger, der vil få katastrofale følger og regner med, at der altid vil være nok træer til at holde os i live. Maorierne derimod ved godt hvilken livsnødvendig betydning naturen har for os, og respekterer den hver dag. Det er først når det virkelig er ved at gå galt, at vi får øjnene op og gør noget ved problemet. Men hvem ved, om det er for sent den dag? Maoriernes livssyn er utroligt imponerende og enkelt, nemlig at man så vidt som muligt skal leve i harmoni med sin familie. Det bånd, der er til familien, er så godt som ubrydeligt. Måden de tager sig af hinanden på, kunne vi her i den vestlige verden lære meget af. Hvis vi var ligeså åbensindede som dem, ville vi håndtere mange ting anderledes, fx. at vi er tilbøjelige til at sige, at vi da godt kan se det frygtelige dilemma flygtningene er i, men hvad kommer det os ved! Vi sender da bare nogle penge og så er alt i den skønneste orden. Vi lever som enkelte individer og andres ve og vel interesserer os ikke. Maorierne lever for hinanden. Denne generation af Kiwier er utroligt stolte af Maoriernes kunst og kultur, og giver mere og mere plads til at den kan udfolde sig. Dette gør de både for deres egen skyld, men også i høj grad for at tiltrække turister. Men heldigvis er de også flove over deres forfædres behandling af Maorierne. Dette prøver de så at gøre godt med div. lappeløsninger som arbejdsløshedsprojekter, socialhjælp og erstatninger. Men ligesom de begynder at indse deres fejl, bliver de nærige og forstår ikke at penge alene ikke kan sætte plaster på såret. For Maorierne drejer det sig ikke så meget om kr. og øre, men om deres rødder. EFTERORD Selvom jeg havde et stort indblik i Maoriernes historie og levevis, har jeg nu fået udvidet min horisont. Jeg har lært meget mere om deres historie gennem de bøger, jeg har læst i sammenhæng med denne opgave. De bøger havde jeg formodentlig ikke læst, hvis det ikke var for opgaven. Men også skabelseshistorien kender jeg mere i detaljer nu. Det, jeg kendte til den, var fra børnebøger, jeg fik oplæst, og fra billederne i de Maraes vi besøgte i New Zealand. Det største problem, jeg havde med opgaven, var at jeg havde alt for meget materiale hvor det var svært at begrænse sig, da det hele er meget vigtigt. Det bedste ved denne opgave, er at Maoriernes indstilling til naturen og de helt elementære ting, har fået mig til at tænke over mange ting. Men om min vestlige medfødte indstilling ikke vil trænge sig igennem, det kan jeg ikke svare på.