1. Autoetnografi fra pre-event på Den Røde Plads, d. 12. marts

Transkript

1 1. Autoetnografi fra pre-event på Den Røde Plads, d. 12. marts Jeg ankommer til Den Røde Plads en halv times tid før markedet officielt åbner. Pladsens røde farve lyser op på den grå og lettere regnfulde lørdag formiddag. Det er koldt. Der går mennesker rundt på pladsens højre side, og der er køretøjer og food trucks af forskellige størrelser og kaliber. Jeg genkender logoet fra Rebel Food, der er markeret både på en bil, og klistret fast på siden af en sort pavillon. Når jeg kigger på de folk der er ved at sætte markedet op, markerer de sig som en gruppe madsælgere, og en lille samling af arrangører og arbejdsmænd, der guider og hjælper til forskellige steder. Tre unge mænd står og fumler med at få tændt en grill. Jeg smiler til dem, og fornemmer en usikkerhed i deres blikke og kropssprog. På asfalten står der kasser fyldt med forskellige madvarer og plastikbøtter. Jeg ser en stor pose med pølser, og aner at madboden her, på en eller anden måde har noget med salg af grillede pølser. Når jeg kigger rundt på mange af de andre madsælgere, har de investeret i en designfabrikeret food truck med logo, navn og motiver på. Drengenes grill og øvrige opstilling synes middelmådig i forhold til de andre aktører. Mens jeg står i midten af markedet, beslutter jeg mig for at gå lidt væk og vente til at markedet åbner. Jeg fryser, og mærker en irritation i min krop over at markedet ser så ufærdigt ud som det gør, bare 20 minutter inden åbning. Jeg sætter mig over på en gynge i modsatte ende af pladsen og venter på at de andre fra gruppen ankommer, samt vores vejleder. Jeg genkender Frederik Aske Sønksen, der er chef og medstifter for Rebel Food. Han balancerer med hastige trin lange bænke og stole på armene, som han efterfølgende placerer i midten af det mere og mere synligt cirkelformede madmarked. Hvor er indgangen tænker jeg med det samme? Jeg kigger rundt og observerer to huller i cirklen, to tomme rum hvor der ikke står food trucks. Det ser nærmere tilfældigt ud, men måske der er en tanke bag. Hullerne er i hvert fald placeret i hver sin ende af cirklen, som jeg vil formode er et praktisk valg når der begynder at komme besøgende til. Jeg tæller 12 forskellige boder. De er alle parkeret på en sådan måde at selve salgsområdet for hver lille vogn sker vendende ind mod midten. Jeg længes efter min kæreste. Vi har aftalt at han kommer og spiser frokost med mig kl Jeg begynder at blive lidt sulten, og nu begynder forskellige mennesker også at cirkulerer rundt på markedet. Jeg får øje på Bjørn, vores vejleder, og går over i mod ham. Vi snakker om at vi ikke havde aftalt noget specifikt mødested på pladsen. Astrid kommer cyklende, Emma dukker også op. Vi skuer ud over markedspladsen, og går lidt hvert til sit for at observere.

2 Nysgerrige kroppe. De fleste mennesker kommer ude fra Nørrebrogade. Et ungt par med barnevogn stopper op foran en mørkeblå food truck, efter at have slentret forbi samtlige boder. Hvad kan man få at spise her? På min tur rundt i manegen møder jeg først en hvid pavillon, en mand står og smører en tynd dej ud på en stor, rund og varm plade. Jeg genkender duften og udseende af de franske pandekager crepes. Jeg går videre, og den næste food truck jeg møder er en farvestrålende og mønstret varevogn. Jeg kigger ind i åbningen af vognen, hvor to mænd står og laver mad. Der spilles reggaemusik derinde fra, de har dreadlocks og farverige t-shirts på. De synger med på sangen, og jeg bliver smittet af deres gode humør. Det dufter af sødt og salt på samme tid, der står krydderurter på deres lille disk, og plastikkasser er fyldt med farverige hakkede grøntsager. Til venstre står menuen skrevet med kridt på en sort tavle. Her vil jeg gerne spise, tænker jeg. Jeg går rundt og kigger på de andre madboder. Average Meatballs står der printet på en anden food truck. Den er flot, synes jeg. Et brunligt design i glat materiale. Langt væk fra ligner det rustikke træplanker der ligger vandret. Der står ingen mennesker foran trucken. Tre unge mænd står derinde og kigger ud af åbningen med en tilbageholden mimik. Der farer billeder og erindringer frem og tilbage i mit hoved af et stort madmarked jeg engang besøgte i Barcelona. Der var godt nok ikke stille det er der nu. Dengang i Barcelona råbte den ene sælger op efter den anden, for at fange besøgernes opmærksomhed. Her midt på den Røde Plads er der ingen som råber. Jeg sætter mig på en af markedets bænke i midten, tager min notesbog og blyant frem og begiver mig til at nedskrive mine observationer i stikord. Kedeligt vejr, mennesker i alle aldre, kvinder med barnevogne, ubeslutsomhed, folk cirkulerer rundt, ingen billeder af maden, utydelige skilte, venner mødes, familier mødes, italiensk bistrostemning, graffiti på bygningsfacader, kvinde med tørklæde, hipstere, mødested, noget at kigge på, søgende blikke, Nørrebro, råt og våt. Vi siger farvel til Bjørn og takker ham for at have ville mødes med os her. Mens han forsvinder væk, får jeg pludselig øje på Martin. Nu skal vi spise. Pludselig er der kø ved nærmest alle boder. De fleste står i en klump, og ingen virker til at kunne læse eller se hvad for noget mad man kan købe. Vi tager en hurtig beslutning om hvor vi skal stille os i kø. MJ s Oriental buns. Bløde boller med orientalsk fyld jeg har set flere besøgende spise dem, og jeg bliver nødt til selv at prøve dem. Astrid og Emma har stillet sig i sammen kø. Mens vi står og venter på maden snakker jeg med manden inden i vognen. Han plejer normalt at stå foran sygehuset i Lund i Sverige, fortæller han. Det er svært at få hans opmærksomhed. Han har

3 travlt med både at tage imod bestilling af mad, derefter tilberede maden, og til sidst udlevere maden. Man kan betale via Mobilepay. Han kigger ikke engang på min telefon når jeg viser kvitteringen frem. Martin og jeg går over og sætter os på en bænk med vores orientalske håndmad, serveret i en bambuslignende tallerken, foldet som en lille båd. Maden smager lækkert. Koriander, chili, pulled pork, den søde bløde hvide bolledej, soya. Jeg lægger mærke til at der spilles musik ud over markedet. Toner og rytmer af amerikansk hip hop-musik. Jeg kigger rundt på folk. De taler med hinanden, få sidder alene. De fleste med en bid mad i hånden, stående eller siddende i midten af pladsen. Der går festivalminder igennem min krop. Musik, fadøl, mad, og mennesker der nyder hinandens selvskab. Lige pludselig er solen begyndt at skinne. Vi bliver siddende en halv times tid efter maden er sunket ned i vores maver. Taler om weekendens gøremål, kigger på menneskene omkring os og skuer ud over pladsen. 2. Autoetnografi Halmtorvet, d. 15. april Idag skulle være indledningen på et gruppeprojekt, som jeg skulle være en del af, endda på hjemmebane. Med hjemmebane mener jeg mit kvarter, hvor jeg primært har gebærdet mig i de ti år jeg har boet i København. Halmtorvet på Vesterbro, stedet der indeholder caféen hvorpå jeg fik mit første arbejdet i byen. Politistationen hvor jeg et utal af gange, har været og anmeldt at en ikke velbefindende skæbne havde brug for hjælp, lidt længere nede af Lille Istedgade. Øksnehallen hvor jeg gentagende gange har assisteret i modeuge-øjemed, grønthandleren der introducerede mig for madbananer og torvet hvorpå jeg har danset solen op til en af de allerførste Distortionfester. Således kunne jeg cykelturen dertil med lukkede øjne, jeg havde indsigt i hvilke mennesker man traditionelt møder på stedet og havde et godt generelt overblik over stedet og dets potentialer. Vejrudsigten var umiddelbart ikke passende for en udendørsaktivitet, men jeg iklædte mig tøj til formålet og lidt ekstra optimisme Jeg kørte i samme retning mod Søndre Boulevard, som jeg plejer, når jeg skal mod Halmtorvet. Ad strækningen langs boulevarden bemærkede jeg at et andet street food-madmarked var igangværende i midterrabatten. Dette studsede jeg over, da jeg var bekendt med at foruden Rebel Foods afvikling, ville der også i Kødbyen være et streetfood marked over weekenden. Duftene fra dette marked, forblev i næseborene indtil at de blev erstattet af duftene fra et pizzaria jeg mødte længere nede ad Boulevarden. Endnu en gang blev disse kort efter erstattet af lidt fjernere dufte, da jeg kørte forbi indgangen til Kødbyen. Herfra begyndte jeg at kunne ane

4 opstillingen af Rebel Foods madmarked i horisonten og kunne mærke at jeg blev lidt opstemt og nervøs på én gang. Jeg mødte og hilste på de øvrige gruppemedlemmer, arrangørerne bag begivenhederne og de samarbejder vi havde indgået i forbindelse med vores designafvikling. Jeg observerede at få andre folk ligeledes havde indtaget markedspladsen. Nogen for bare at krydse torvet, nogen for at snuse til udbuddet og andre der ventede ivrigt på åbningstidspunktet, hvilket lå en time frem. Da markedet blev erklæret for åbent, mærkede jeg hvordan jeg skiftede sindstilstand, fra at være involveret i en kontekst med de folk jeg kendte, til solo at iagttage hvorledes forholdene og forløbet udspillede sig under den pågældende begivenhedsramme. Alt dette, observeret ud fra mit personlige perspektiv og med mine sanser som apparat for dokumentationen der af. Det var koldt og det regnede og der var ikke mange besøgende at spore, hvilket påvirkede mit humør. Jeg blev en smule irritabel fordi jeg var nødsaget til at opholde mig i vejret for at opretholde min funktion som observatør, hvor jeg mest havde lyst til at bevæge min indendøre. Jeg spottede en plads i teltet, hvorfra jeg kunne observere i tørvejr og greb et ledigt tæppe på vejen dertil. Jeg betragtede herfra hvordan vejret påvirkede ikke blot de besøgende, men ligeledes arrangørerne og madaktørerne. Alle under åben himmel gik med dukkede hoveder og sammenknebne øjne, imens folkene i food trucksene stod handlingslammede, for uden mennesker, var det ikke muligt at sælge deres produkter. Duftene var mindre signifikante end fra dagen før, men man kunne stadig ane dem. Jeg overvejede om regnen manede dem til jorden og is tedet fyldte luften med dens masse. Udsynet fra under teltet var på samme måde heller ikke repræsentativt fra dagen før, eftersom der var et langt færre besøgstal repræsenteret i dag og dermed ikke meget aktivitet på tværs af pladsen. De få der var på pladsen, havde fundet læ under de paradoksalt opstillede parasoller. På samme måde som med duftene, var det som om at musikken kæmpede hårdt mod regnen og menneskelig snak var der heller ikke meget af, i kraft af at der var ikke mange mennesker tilstede. Det var som om regnen virkede som større og overdøvede alt andet.

5 Jeg betragtede markedet som en helhed, men lod mit fokus være på køaspektet, eftersom det var af særlig interesse, grundet at vores performance design var udviklet til brug i sådanne sammenhæng. Jeg iagttog ligeledes hvilke mennesker der var til stede, hvilket primært var unge der havde trodset regnen for at mødes over et måltid. På samme måde bemærkede jeg et større antal af folk med barnevogne repræsenteret, hvorimod ganske få af dem som jeg vil betegne som de farverige fra denne ende af Vesterbro, ikke rigtig var mødt op. Jeg mærkede hvordan jeg blev koldere op ad dagen og besluttede mig for at sikre mig et varmt måltid mad, for både at få lidt varme, men også for at få stillet min sult. Jeg bevægede mig lidt rundt for at betragte udvalget. I samme omgang var jeg opmærksom på, om de få besøgende bemærkede eller kommenterede på vores fysiske designs og om der overhovedet var udsyn til kø. Jeg bestilte et måltid og trak mig igen tilbage i teltet, hvor jeg over min fish and chips måtte erkende at der var ingen kø at spotte. Regnen tog til og efter jeg vendte tilbage fra en nærliggende kaffebar med tag over hovedet, blev jeg mødt af direktøren fra Rebel Food, som erklærede at madmarkedet ville lukke ned tidligere i dag, grundet upassende vejr. Jeg udtrådte herfra igen fra rollen som observatør og mødtes kort med gruppen, for derefter at cykle samme vej hjem ad boulevarden, for endeligt igen at nå ind i tørvejr. 3. Den Røde Plads, d. 6. maj D. 6. maj, Den Røde Plads pop-up for sæsonens andet officielle street food marked afholdt af Rebel Food. Solen skinnede og temperaturerne havde sneget sig op over de 20 grader. Som observatør og medafvikler af et performance design havde jeg håbet på godt vejr forud for dagen, fordi vores design tidligere har lidt under lav involvering. Boderne er stillet op i en cirkel lige ud for Nørrebrohallen. Cirklen signalerer på en gang, at det er aflukket, men inviterer alligevel den nysgerrige kunde ind som en slags inkluderende cirkel. Cirklen startede og sluttede med baren, hvor både folk fra Rebel Food arrangørerne stod klar til at ekspedere. Selvom der kun er en time til at markedet åbner, er boderne stort set klar og arrangørerne er i fuld gang med at gøre de sidste detaljer klar inden start, for når markedet åbner, er forventningen, at der ikke er tid til det. Når markedet åbner officielt, er hypotesen, at der skal være fart på, så al det man kan klargøre inden da, er kun en fordel.

6 Når man blot kigger ud over Den Røde Plads, er det klart de røde nuancer der dominerer. Det er dem, der er med til at afgrænse pladsen helt fra Mimersgade og tværs over et større areal til den larmende Nørrebrogade. Da jeg selv bor på Nørrebro, cyklede jeg ned gennem Mimersgade og drejede til venstre ind på pladsen. Efter at have parkeret min cykel, gik jeg mig en runde, for at studere de forskellige boder nærmere. Jeg hilste høfligt på alle de mennesker jeg nu havde mødt et par gange tidligere. Dermed var jeg også interesseret hvordan Den Røde Plads kunne bruges til at inviterer brugeren ind på madmarkedet i forhold til det pre-event jeg deltog for et par måneder siden. Efter at have gået en runde og kigget på boderne, gik jeg over og talte med stifterne af Average Meatballs, som repræsenterer en af de Rebeller vi samarbejder med. Vi talte lidt om udsigterne for vore designs succes i dag og aftalte i samråd med mine øvrige gruppemedlemmere, at vi ville studere markedet og eventuelle kø-muligheder, før at vi ville opsætte elementerne. Herefter satte jeg mig på en stol og kiggede ud over markedet, for at se hvad der ville ske, da markedet blev erklæret for åbent. Der skete en markant ændring i min opfattelse af tilstedeværelse, da jeg tog et par skridt tilbage fra det jeg ellers lige havde været så tæt på. Pludselig var jeg ikke en del af dem på markedet, men en tilskuer der kigger udefra ind, i stedet for indefra ud. Jeg lagde pludselig mærke til andre ting, som jeg ikke ville have lagt vægt på før. Hermed blev markedet en enhed i stedet for små blikfang og dermed kom der et overblik over markedet, som var med til at danne helhedsindtrykket over hvilke mennesker der kom til sådan et marked. For besøgene begyndte der langsomt at komme flere af. Folk kiggede nysgerrigt ind mellem boderne, og det er tydeligt på den måde de agerede og snakkede på, at de ikke var klar over at markedet ville finde sted den dag. De var måske bare gået en tur ned gennem Nørrebrogade for at løbe nogle ærinder eller bare for at nyde den forlængede weekend og havde pludseligt bidt mærke i at her skete der faktisk noget. Da klokken slog et, var der allerede flere mennesker, men det var ikke det eneste der skete. Arrangørerne satte musik på og pludseligt skete der en stemningsændring som reaktion gennem markedet, da tonerne af feel good sangen Sunshine Reggae af bandet Laid Back blev sat på, som et startskud, der indikerer at madmarkedet nu var åbent. Folk stod nu og vuggede frem og tilbage og grinte, og jeg kunne også selv mærke, at mit humør voksede gevaldigt i takt med at jeg selv nynnede med, da jeg kender sangen godt fra barndommen og jeg besluttede mig for at købe noget læskende at drikke. I baren bemærkede jeg at flere folk strømmede til og kiggede nysgerrigt rundt, for at danne sig et overblik over hvad de forskellige boder havde at tilbyde og mindre køer begyndte så småt at blive dannet af

7 ivrige kunder. I takt med at vi kom længere op af dagen, blev det endnu varmere, hvilket afspejlede sig tydeligt i strømmen af kunderne, der nu søgte hen imod de opslåede parasoller imellem de opstillede borde og bænke. Dette fik mig da også selv til at læne mig tilbage på en nyfunden solstol og nyde solens stråler og dens dejlige påmindelse om det gode danske forår. Luften fyldtes af latter og højtsnakkende mennesker, og jeg fik selv lyst til at tage en runde mere, nu som en del af markedet og dermed købe noget frokost. Eftersom jeg allerede havde dannet mig et overblik tidligere på formiddagen over hvad de forskellige boder havde at tilbyde, valgte jeg hurtigt en bod og stillede mig an imens jeg studerede deres menukort for at beslutte mig undervejs, for hvad jeg havde lyst til. Da jeg kom op til bestillingsvinduet blev jeg modtaget af en smilende mand, der glad tog imod min bestilling. Generelt havde jeg fornemmelsen af, at alle menneskerne bag boderne var meget tilstedeværende imens de serverede deres mad og fortalte ivrigt derom. Efter at have modtaget min mad, satte jeg mig ved et af bordene og nød den imens jeg fortsat studerede pladsen, menneskene omkring mig, men også særligt tendensen til kødannelse, som aldrig nåede en størrelse, som jeg tidligere havde set sig udspille på madmarkedet.