Billeder af handling. En artikel fra KRITISK DEBAT. Skrevet af: Jan Mølgaard Offentliggjort: 15. juni 2014

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Billeder af handling Skrevet af: Jan Mølgaard Offentliggjort: 15. juni 2014 Denne tekst er et forsøg. Et forsøg på at tegne billeder af typiske skæbner med udgangspunkt i et begreb. Her er begrebet handling. Men det kunne også være afmægtighed, grådighed, angst eller oprør. Eller noget helt femte. Hensigten er at sætte ansigter, liv og skæbne på begrebet. I stedet for flere begreber, forklaringer og analyser. Og teksten er skrevet for at minde mig selv om det, som alle vores begreber refererer til den levede og levende virkelighed. For at fange de glimt af liv, som verden er fuld af. Denne artikel hænger sammen med tre andre artikler: Billeder af magtesløshed, Billeder af vrede og Billeder af håb. 1. De andre sagde, at vi skulle flygte. Da soldaterne kom til os i forgårs ude fra skoven og brændte husene ned, ødelagde skolen og smadrede pumpen og vores to vindmøller, gemte vi os. Først dagen efter dukkede folk op og lavede mandtal. Konstaterede at tre kvinder og en mand var blevet dræbt. Vi begravede de døde, tændte små bål for at koge majsgrød og rodede de sidste grøntsager frem af asken søde kartofler og lidt andet. Drak af vanddunke, fordi pumpen ikke længere virkede. Søgte efter kvæg og geder. Og så talte vi sammen. De andre vil pakke de sidste ejendele sammen og flygte mod syd. Jeg sagde, at det ville jeg ikke. Men mændene ville ikke lytte efter, hvad en kvinde sagde. Jamen, vil du kæmpe imod militserne, spurgte de. Med hvad? Sammen med hvem. Vores landsby er ødelagt, vores kvæg er væk. Vi har intet tilbage at kæmpe for og intet at kæmpe med. Jeg sagde, at tiden nu var inde til, at vi kæmpede for vores jord og vores stolthed. At jeg foragtede de mænd, der ikke vovede at tage kampen op. Og så var der andre kvinder, der gav mig ret. De sagde, at selvom vi intet havde at kæmpe for, så var flugten lig med det endegyldige nederlag. Med at vi opgav alting. Med at vi gav sejren til dem, der kun ville sig selv og var ligeglade med os og vores liv. Jeg sagde også, at vi skulle kæmpe for vores børn, der ville blive syge og dø under flugten. Og pludselig var der andre, der sluttede sig til. Sagde det samme som jeg. Sagde det samme som dem, der ikke ville opgive. Pludselig var der så flest, der ikke ville flygte. Pludselig var der flest, der ville genopbygge husene og reparere pumpen og se, om vi i det mindste ikke kunne få en af vindmøllerne til at virke. Og jeg så, at det bekom folk vel. Så nu bygger vi. Nu genopbygger vi. Nu bevæbner vi os og bygger også hegn som i de indhegninger, hvor kvæget før gik. Og på sjettedagen fik vi den ene vindmølle til at virke. Det kan godt være, at vi dør i forsvaret af vores landsby. Men i det mindste må militserne kæmpe hårdt for at vinde deres sejr. I det mindste har vi forsøgt. 2. Der er politisk forår i luften i Bosnien-Hercegovina. Den seneste uge har tusindvis af borgere demonstrereret over hele landet i protest mod privatiseringer af statens virksomheder, voksende arbejdsløshed og politisk korruption. De kræver ikke blot regeringens afgang, men et opgør med hele det politiske system. Situationen i landet har udviklet sig til et regulært folkeligt oprør, som har samlet befolkningen på tværs af etniske, politiske og religiøse grupper, og er allerede blevet sammenlignet med»det Arabiske Forår«, der rystede Mellemøsten i Tændsatsen til urolighederne var politiets voldsomme indgreb overfor en fredelige demonstration mod en fyringsrunde, som følge af privatiseringen af en statsvirksomhed i den lille by Tuzla onsdag den 5. februar. Protesterne spredte sig hurtigt med demonstrationer og angreb på regeringsbygninger i flere andre byer, og utilfredsheden eksploderede fredag den 7. februar, da demonstranter satte ild til præsidentbygningen i hovedstaden Sarajevo. 1 / 6

2 [Modkraft den 11. februar 2014] 3. De har bare levet deres stille liv. Er gået i seng og er stået op tidligt, fordi der er lang vej til der, hvor arbejdet er. Har spist lidt brød og har drukket lidt kaffe i køkkenet før bussen kom oppe på torvet. Og har så gjort det, som de fik besked på. Lige indtil de en dag fik at vide, at der nu ikke var arbejde til dem mere. Den dag tog de hjem. Men der blev ikke snakket i bussen. Ingen sagde noget. Og dagen efter var der ingen af dem, som var nødt til at stå tidligt op. Ingen af dem, der lavede kaffe og skar brød i daggryet. På torvet samledes folk hen på formiddagen. De fleste kviede sig ved at bruge penge på at købe en kop kaffe i baren. Man sad i stedet på muren nedenfor kirken og sagde stadigvæk ikke meget. Dem, der sagde noget, forsøgte at puste liv i håbet. Måske er det bare en overgang. Måske vil godsejeren fortryde. Måske vil der være arbejde igen i morgen. Eller om en uges tid. Måske. Man kunne godt høre, at de ikke selv troede på det. Bagefter var der ikke rigtigt nogen, som kunne huske, hvem der var kommet med ideen. Men alle kunne huske, at ingen rigtigt troede på den til at begynde med. Men dagen efter talte de om den. Og dagen efter igen. Om at det jo altid havde været dem, der havde lavet arbejdet, dem der vidste, hvordan det skulle gøres, dem der vidste, hvad det kunne betale sig at dyrke. Så hvorfor ikke? Hvorfor ikke gøre det selv? Efter et par uger talte alle om det. Og da der var gået en måned og der stadigvæk intet arbejde var da tiden var inde til at så bønner og til at plante tomater da tiden var inde til det, så tog de alligevel bussen, satte sig på deres cykler, og gik for nogles vedkommende den lange vej. Og så begyndte de bare at arbejde. De såede, de lugede, de vandede. For jorden var der jorden er der. For frø og planter var der og ventede bare på, at blive sået og plantet og vandet. En fik fat på en gammel varevogn. Andre reparerede den. Atter andre tog til markedet i byen for at finde ud af, hvordan man kunne sætte boder op for at sælge høsten. Og atter andre tog rundt og samlede penge ind til nye frø, nye planter til gødning og til benzin. Da godsforvalteren dukkede op sammen med to betjente, stod de bare ved siden af hinanden og så på dem. Godsforvalteren gik igen. Han kom tilbage et par dage efter sammen med flere betjente, men nu var næsten hele landsbyen samlet derude. Så atter gik han med sine betjente. Den dag, hvor de kom sidste gang, høstede de tomater og bønner og salat og agurker fra drivhusene og kørte ind til markedet for at sælge dem. Og dem der havde penge til at købe for derinde, købte billige grøntsager. Andre fik grøntsager mod at love at hjælpe til som mekanikere og elektrikere ude i landsbyen. Og den aften holdt de fest på torvet. 4. I de sidste år er der opstået utallige basisinitiativer, der organiserer modstanden mod regeringens forringelser af tidligere tilkæmpede rettigheder og mod bankernes og arbejdsgivernes forsøg på at vælte krisen over på kunderne og de ansatte. Et af disse initiativer er nabohjælpeorganisationen mod tvangsudsættelser PAH ( Plataforma de afectados por la hipoteca ). Organisationen, der blev grundlagt i Barcelona for omtrent fire år siden, har konkret forhindret myndighedernes forsøg på at smide 510 familier ud af deres bolig. Advokater har stillet sig gratis til rådighed for initiativet og assisterer i forhandlinger med myndighederne og kreditinstitutter. Overalt rumler utilfredsheden og protesterne former sig. Sågar dommere er begyndt at røre på sig og deltager i protestdemonstrationerne mod tvangsudsættelser. [Autonom Infoservice.net] 5. Det regner. Det føles, som om det har regnet i måneder. Som om selve syndfloden er nær. I regnen står vi ved fabriksporten og fryser. Kaffe og the i termokander når at blive kold og besk, før vi drikker den. Og vi står der og skutter os, mens vi drømmer om blussende bål i åbne kaminer, varme tærter og kold øl med masser af skum. Hænderne er sluttet omkring kæppe med plakater, eller knyttet i lommerne på den våde frakke. Og nakken er vendt mod vinden og regnen, som om det kunne hjælpe. Fra om morgenen, før lyset er brudt frem. Til om aftenen eller natten står vi her. Og 2 / 6

3 vi møder strejkebrydere og funktionærer med hvide skjorter eller tækkelige skørter, der haster forbi os uden at vove at se os i øjnene. Her møder vi ledere og tilfældige forbipasserende om morgenen, om formiddagen og om eftermiddagen. Fordi vi kæmper for at værdigt liv og en retfærdig løn. I fællesskab. Og kampens vilkår er kulden og regnen og blæsten. Kampens vilkår er truslen fra dem, der ikke kunne holde stand, der ikke kunne klare det mere. Der valgte at bøje sig. Vi forstår dem godt. Vi har alle sammen ind imellem lyst til at opgive, fordi vi kan se, hvor stærke kræfter, vi er oppe imod. Men indtil videre nægter vi at give efter. Indtil videre fortsætter strejken. Indtil videre er vi for stolte og for stædige til at give op og strække våben. Og på en måde har vi allerede vundet kampen, selvom vi måske taber strejken. Netop fordi vi står her. Og fordi vi bliver stående. Kun varmet af drømmen om et bedre liv og en lysere fremtid. 6. På en bestemt dag i hele Spanien Standsede arbejderne driften på virksomhederne. Togene Stod kolde på skinnerne. Uden lys Lå både huse og gader, telefonerne Var blikbunker til ingen gavn. Svindlerne Kunne ikke længer tilkalde politifolkene. I stedet Talte masserne sammen. Hele tre dage Viste dem der betjente de stormægtige maskiner sig at være Deres herskere. Arbejderne, der ikke længer arbejdede Viste deres magt. Den frugtbare ager Var pludselig ikke andet end et stenet jordstykke. Ingen Blev varmet af den uforarbejdede uld, ligesom kullet I mineskakten ikke længer gav varme. Selv politimandens støvle Ville falde fra hinanden og ikke længer finde en efterfølger. Så Brød uenighed opstandens kraft, men selv nu Kunne pampernes ordrer til at slutte strejken I dagevis ikke nå ud til masserne. Lokomotiverne Stod jo uden damp og posthusene forladte. Altså selv nu Demonstreredes Arbejdernes store magt. [Bertholt Brecht: Klassedigte] 7. Pludselig er der tid til at tale om en masse andet end maden i kantinen, den sidste fodboldkamp på stadion (som var noget lort) og det, jeg så i fjernsynet i går. Pludselig er det ikke længere nødvendigt bare at søge efter ord og ting at tale om. Pludselig gider man ikke længere skælde ud over en tåbelig værkfører eller en hoven skiderik på personalekontoret. Jeg ved ikke, hvornår det startede eller hvordan. Men der sad jeg og talte med to af de andre på natholdet om, hvordan vores liv egentlig skulle have formet sig. Hvordan det skulle have været, hvis det var os selv, som bestemte. Jeg kunne godt mærke denne tøven, denne usikkerhed. Ved at bruge sære ord, som jeg ellers aldrig brugte ved at tænke tanker, som jeg nok vidste, at jeg havde haft, men som jeg aldrig før havde vovet at slippe fri sammen med de andre. Det mest sære var dog, at de andre havde det på samme måde at de også havde tænkt tanker, at de også havde drømme, og at de nu også vovede at dele dem med mig. Vi grinede meget også. Og lavede sjov med vores egne drømme og vores ønsker. Grinede og tav så, fordi det næsten blev for meget. Fordi der var for langt mellem drømmene om virkeligheden. Men Karl sagde det. Det som vi andre ikke havde sagt endnu. Hvorfor ikke? sagde han. Har vi ikke lige så meget krav på at blive taget alvorligt? Har vi ikke lige så meget krav på at tage os selv alvorligt? Som dem, der har penge og tid nok, altså? Og han havde jo ret. Det var 3 / 6

4 sådan, som han sagde det. Vi har lige meget krav på det. Det er sådan, det er. Jeg knappede en bajer mere op og sagde, at det skulle være den sidste i dag. Drak et par dybe slurke af den. Og mærkede, at den lige pludselig smagte af meget, meget mere end den nogensinde havde gjort før. Og så tog jeg hjem og gav ungerne et knus og konen et klem. Uden at sige noget. Meget længe. Men de kunne også mærke, at der var sket noget. 8. Når jeg ser et rødt flag smælde på en blank og vårfrisk dag, kan jeg høre det sælsomt fortælle om min verden, mit folk og min sag. Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen, mens det kogler af kraft i mit mod, thi det flag, der nu smældende når himlen, er jo rødt som mit brusende blod Jeg har anet slægters striden imod fremtids fjerne mål. Jeg har set trælletoget i tiden blive mænd bag ved kampfanens bål. Jeg har set den i blafrende storme,- jeg har elsket dens flammer i strid, og bag den så jeg arbejdshænder forme verden om til en lysere tid. Jeg har set min fader ranke ryggen op i flagets brus. Jeg har lyttet og hørt hjertet banke i dets stolte, befriende sus. Jeg har elsket dets farve fra lille, da min mor tog mig op på sit skød og fortalte mig manende og stille om en fane så knitrende rød. Det er sliddets slægters fane over fronten vid og bred. Den skal ungdommen ildne og mane, den skal knuse hvert grænsernes led. Den var forrest i fredelig færden, den var forrest i stormklokkens klemt den er fanen, der favner hele verden - i dens folder er fremtiden gemt. 9. Fællesskab. Vi deles om det, vi har. Vi taler hinanden op i stedet for ned. Vi støtter hinanden, fordi vi deler vilkår, men også fordi vi alle sammen får det bedre, når vi gør det. Vi bliver stærkere sammen. Og det fællesskab, som vi taler om, er ikke kun fællesskabet om elendigheden, om presset, om ensomheden. Vi deler også vore drømme drømmene om, hvordan det kunne være, om hvordan det bør være. Og så står vi der, i fællesskabet, på trods af alle forhindringerne, og opdager, at vi ikke bliver mindre af at stå hånd i hånd og i snorlige rækker. Og oplever lige pludselig, at vi ikke bliver svagere af nederlag. At vi ikke bliver mindre af at være mange. Ikke bliver anderledes af at tænke igennem hinanden eller ved at dele vore tanker. Vi ler sammen. Vi spotter overmagten sammen, og 4 / 6

5 så er det overmagten, der pludselig antager andre og mere overkommelige dimensioner. Det er fællesskabet. Et fællesskab, der er båret af bevidstheden om, at kun vi kan få fremtiden til at blive anderledes. Ikke bare ved at erobre stemmer eller positioner eller dagsordener. Men bare ved at være, og ved at være urokkelige trods nederlag og modgang. Og ud af fællesskabet springer også nye begreber om rigdom, om lykke, om liv. Det er så stort, at man engang imellem næsten ikke kan tro på det. 10. Mit værelse er udsigtspost og nervecenter. Herfra skal jeg sgu nok observere fremherskende kriser og tendenser og sætte et og andet i gang som trækker i den rigtige retning eller noget i den retning Mange er opmærksomme på en masse løjerlige detaljer rækker fingeren op og råber: Jeg ved det! i TV og får tildelt præmie af folk der ved endnu mer besked om dit og dat og smedens kat, indsamlere af løsøre afrettere ser ikke dynamikken for bar droscher kvitter springet til fordel for fintælling af sutsko... Jeg må le. I mit værelse. [Erik Knudsen: Ord fra Humlebæk, 1986] 11. Nu er kampen begyndt. Eller også har den aldrig været stoppet. Men går bare videre og videre hele tiden på nye betingelser og under andre omstændigheder. Den ruller her i det små og i det store. Vel er trætheden ikke til at ignorere vel er skuffelserne mange og store vel er det, som om intet af det, der betyder noget får lov til at betyde noget, når jeg tænder for fjernsynet, åbner aviser, tænker to sammenhængende tanker. Men kampen er begyndt. Jeg ved det. Jeg er ikke i tvivl om det. Selvom de siger, at nu er krisen ovre, nu er alle kriser snart fortid, så ved jeg, at det ikke passer. Ligesom jeg ved, at kampen fortsætter både i gode tider og i dårlige tider. Mine drømme er måske flossede og nogle gange forvirrede. Men når jeg nu ved, at mennesker godt kan leve en bedre virkelighed, en sandere virkelighed, en mere rodfæstet virkelighed, så kan kampen ikke være forbi. Det kan ikke være nok bare at være lidt tilfreds, lidt lykkelig, lidt fri. Det kan aldrig være nok at være lidt af noget som helst. Og når jeg ved det, så er det jo sådan det er ikke sådan som alle de små siger, alle de tilfredse siger. Så opsøger jeg kampen. Måske bare her, lige her. Måske på et andet tidspunkt, et andet sted. Taler til mennesker, der taler tilbage. Taler til rummet, der ikke svarer ikke altid svarer. Og så står solen op igen, så spredes skyerne igen, så venter dagen igen. For det skal lykkes det kan lykkes. Det vil lykkes / 6

6 Så vær dog stille, blot for en stund, I talende mænd der bærer verdens skyld På alt for svage skuldre. Ti og lyt Til jeres bronze-ord der klager, klager I sportspaladser, rigsdagssale, operaer. Stands og betænk: Hvad er det hele værd? Hvad er jeres pigtrådsfremtid værd? Hvad nytter den skudsikre vest Når døden kommer fra hjertet? [Erik Knudsen] 6 / 6