Kommando- og styrkestruktur

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2005/2006 Kaptajn P. Vexø April 2006 Kommando- og styrkestruktur under post-conflict operations. Flygtninge og KFOR i Kosovo sommeren Kilde: Opfyldte de militære styrker under interventionen i Kosovo i 1999 de juridiske og doktrinære krav til organisationen og opgaveporteføljen?

2 INDHOLDSFORTEGNELSE: RESUMÉ INDLEDNING Idé Emnevalg Emnediskussion stigende kompleksitet efter den Kolde Krig Militære styrkers rolle Grundlaget Problemformulering Rammer og begreber Definitioner Afgrænsning Teoriapparat og empiri Teori: Empiri Undersøgelsesdesign og struktur FORMULERING AF TEORI Generelt Folkeretten Generelt Landkrigsreglementet Den IV Genève Konvention Krav fra Folkeretten NATO Doktrin Generelt AJP-3 Allied Joint Operations Teorien RAMMERNE FOR INTERVENTIONEN I KOSOVO Generelt UNSCR KFOR Military Technical Agreement (MTA) KFOR opgaver Hensigten med interventionen SITUATIONEN I KOSOVO Generelt KFOR opgaveanvisning Lov og orden Generelt Lov og retspleje Domstole Fængselsvæsen Politimyndighed KFOR egne love og domstole... 45

3 4.4. Civile samfundsfunktioner Generelt Civil administration Infrastruktur Nødhjælp Teorien og situationen i Kosovo KONKLUSION PERSPEKTIVERING Tillæg A: Bibliografi Bilag 1: Historisk og politisk baggrund for interventionen i Kosovo

4 RESUMÉ Under interventionen i Kosovo 1999 løste de militære styrker primært opgaver inden for civile samfundsfunktioner samt lov og orden. Opgaverne blev undertiden løst på ad hoc basis og på et uklart grundlag. Opgaverne var typisk ikke traditionelle militære opgaver, men i deres natur civile opgaver. Specialet analyserer de juridiske og doktrinære forpligtelser en intervenerende militær styrke har i forhold til området og den befolkning der interveneres i og undersøger hvorvidt disse forpligtelser blev overholdt under interventionen i Kosovo Der fokuseres på post-conflict operations altså operationer, der gennemføres efter de større kamphandlinger og som leder mod en overdragelse af ansvaret for området til civile organisationer (transition) herunder at den intervenerende styrke imødegår det magtvakuum, der opstår efter de større kamphandlinger. Analysen af forpligtelserne tager udgangspunkt i Folkeretten 1 og NATO s doktrin AJP-3 Allied Joint Operations og konkluderer, at moderne interventioner ofte kan sammenlignes med besættelse i juridisk forstand. Her er et nøgle-kriterium kontrol med området og hermed evne til at sætte sin vilje i gennem. Endvidere udledes fire overordnede elementer som en moderne intervention skal leve op til: - Militær kontrol med et område - Erkendelse af ansvar for området og oprettelse af et regime/administration - Genoprettelse af lov og orden - Genoprettelse af civile samfundsfunktioner. Herudover udledes et antal situationsafhængige evner som styrken skal besidde for at kunne varetage sine forpligtelser. I analysen af det politisk-strategiske grundlag for interventionen i Kosovo 1999 analyseres FN s sikkerhedsrådsresolution 1244, NATO s Military-technical Agreement med Jugoslavien samt opgaveanvisningen til KFOR. Det konkluderes, at det internationale samfund med FN og NATO i spidsen har til hensigt at opfylde juridiske og doktrinære forpligtelser i forbindelse med den efterfølgende intervention i Kosovo. Undersøgelsen af selve interventionen i Kosovo afslører visse mangler hos den intervenerende styrke, KFOR. Inden for lov og orden konkluderes det, at evne til efterforskning, opstilling af militære domstole, udøvelse af politimyndighed samt gennemførelse af grænsekontrol alle er områder hvorunder den militære styrke ikke helt lever op til sine forpligtelser. Særligt manglen på evnen til efterforskning og gennemførelse af grænsekontrol giver mulighed for, at kriminelle elementer tiltager sig magt og beriger sig med en forlængelse af den samlede mission som følge. Inden for civile samfundsfunktioner viser analysen at den militære styrke har gode forudsætninger for at løse opgaverne. Viden, færdigheder, organisation og materiel kan umiddelbart overføres og anvendes til støtte for det civile samfund. Der identificeres enkelte områder, der kan forbedres. Særligt inden for brand- og redningstjenesten kan den 1 IV Haager-konvention, IV Genève-konvention samt Tillægsprotokol II fra

5 militære styrke forbedre sin evne til at støtte det civile samfund. Endvidere kan evnen til styring af den civile administration styrkes. Det konstateres at opretholdelse af lov og orden er forudsætningsskabende for en intervention som helhed. Succes på dette område giver mulighed for, at lade civile organisationer overtage ansvar og genbygge områdets institutioner og infrastruktur. Der peges på primært politiske årsager til, at den militære styrke ikke levede helt op til sine forpligtelser. Herunder ses frygten for association til besættelse samt modviljen mod at anvende militære midler overfor en civilbefolkning at spille en væsentlig rolle. Også det militære system i sig selv har indbyggede svagheder. Perceptionen af CIMIC (militært-civilt samarbejde) som værende til støtte for de militære operationer er en hindring under post-conflict operations. Under post-conflict operations er CIMIC de militære operationer, mens CIMIC under større kamphandlinger naturligvis skal støtte de militære styrker i opnåelsen af de militære mål. Generelt bør der derfor anlægges en helhedsbetragtning under en intervention. Alle opgaver skal løses af den organisation, der er bedst til det i den givne situation og militære styrker kan ikke alene deployeres hurtigt til et område de kan også operere i et fjendtligt miljø, modsat de civile organisationer. Der opstilles herefter tre forskellige muligheder det danske Forsvar, kan tilpasse sin organisation efter for at leve op til sine forpligtelser under en intervention: 1) Enheden løser opgaven med de midler den har til rådighed og tilføres om nødvendigt tilføres flere enheder af den efterspurgte type. 2) Enheden tilføres en særlig enhed udefra civil eller militær. 3) Enheden tilføres særlige rådgivere og løser herefter opgaverne med integrerede enheder under vejledning. Vigtige budskaber er her at en militær enhed sammensættes til lejligheden og gives et flydende antal soldater, der løbende kan justeres afhængigt af situationen. Det danske Forsvar opfordres endvidere til at åbne sig og give civile interessenter adgang til doktriner og rapporter, således at der kan skabes et samarbejde og en debat. Forsvars- og Udenrigsministeriets samtænkning af civil og militær indsats i internationale operationer ses som en start på denne åbning. Udgangspunktet for Samtænkningen er at danske statslige institutioner som Politiet, Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Udenrigstjenesten alle har forskellige interesser i en intervention, hvilket skaber et skisma i forhold til det samlede ansvar en intervenerende styrke har. 5

6 1. INDLEDNING 1.1. Idé Kosovo august Ved et checkpoint på grænsen til Serbien standses en personbil med tre personer i på vej ind i Serbien. Bilen er en næsten ny VW Passat med italienske nummerplader. Mærkeligt tænker soldaterne ved checkpointet. Der er jo kun traktorer, kærrer og gamle Yugo er i Kosovo, men det kan vi ikke gøre noget ved. Bilen undersøges for våben, for det kan de gøre noget ved. Der findes ingen våben i bilen, men bagagerummet er bogstaveligt talt fyldt med D-mark. Mærkeligt tænker soldaterne igen, for alle de har set i Kosovo er forholdsvis fattige, men en kubikmeter D-mark kan vi ikke gøre noget ved. I landsbyen ikke langt fra checkpointet har de ingen elektricitet, da bestyreren af elektricitetsværket ved dæmningen er flygtet. De NGO er, der arbejder i Kosovo, leverer kun mad og telte, så hvem har ansvaret for at få værket til at producere strøm så samfundet igen kan komme i gang? I anden landsby lidt længere væk ser beboerne misundeligt på nabo-landsbyen, der dagligt modtager omfattende nødhjælp, mens de selv er stemplet som aggressorer og ikke kan få hjælp. De har samme behov for mad. Hvem skal sikre en ligelig og neutral fordeling af nødhjælp, så konflikten ikke genopstår lokalt? Syge fra en landsby tør ikke lade sig transportere til hospitalet gennem områder, hvor den anden etniske gruppe dominerer. Hvem skal tage vare på dette problem? Disse eksempler er kun få blandt mange fra Kosovo De rejser spørgsmålet om hvem der har ansvaret for lov og orden i et samfund, der efter en krig eller væbnet konflikt er brudt mere eller mindre sammen. Det er derfor interessant at undersøge, hvilke forpligtelser efter de større kamphandlinger en intervenerende militær styrke egentligt har over for det område og den befolkning den intervenerer i. Forpligtelser der ligger udover den åbenlyse at skabe militær sikkerhed over for det område og den befolkning den opererer i. Herunder er det ligeså interessant at undersøge om eventuelle forpligtelser skal eller bør have betydning for den militære styrkes organisation i forbindelse med løsning af opgaver, der falder uden for kernekompetencerne Emnevalg Specialets overordnede emne er kommando- og styrkestruktur, hvilket naturligt leder tankerne hen mod NATO s etablerede kommando- og styrkestruktur. Denne struktur har traditionelt været opstillet til gennemførelse af artikel-5 operationer til forsvar af NATOlandenes territorium. Ved Pragh topmødet i 2002 vedtog NATO konceptet out-of-area og med det senere NRF-koncept har NATO efter den Kolde Krig påtaget sig en global rolle og søgt at tilpasse sine doktriner herefter. 2 2 Mulvad (2005) s

7 Som eksemplerne ovenfor viser, finder jeg det interessant at se på den struktur, der rent faktisk anvendes i moderne interventioner efter den Kolde Krig. Her tænkes ikke på den struktur, der anvendes til at gennemføre kampagner eller store (kamp)operationer som de, der var forløbere til de nuværende situationer i f.eks. Afghanistan 2001 og Irak Den struktur jeg ønsker at behandle i dette speciale er den struktur, der indsættes til løsning af opgaver efter de større militære kamphandlinger til at vinde freden om man vil. NATO kalder operationer gennemført efter det militære end-state 3 er nået for post-conflict operations. 4 Disse operationer skal sikre at det politisk-strategiske nåes. Dette politiske end-state kan efter en Crisis Response Operation (CRO) være overførsel af ansvar for området og dens befolkning til internationale civile organisationer, idet CRO oftest ses etableret på mandat af FN. Efter artikel 5 operationer gennemføres post-conflict operations efter de deltagende landes politiske beslutning. Emnevalget er således Kommando- og styrkestruktur under post-conflict operations Emnediskussion stigende kompleksitet efter den Kolde Krig Post-conflict operations har siden den Kolde Krigs afslutning været præget af en øget kompleksitet. Dette skyldes ikke mindst, at krigene og de væbnede konflikter efter den Kolde Krig har haft en anden karakter end under den Kolde Krig. For det første foregår de ikke i skyggen af spændingerne mellem USSR og USA, men er i højere grad lokale konflikter, ofte med et potentiale til at sprede sig regionalt. Krigene foregår ofte internt i svage eller fejlslagne stater, hvilket øger kompleksiteten og omfanget af post-conflict operations. 5 Samtidig er der ikke længere kun fokus på militær sikkerhed. Spredning af liberale værdier som menneskerettigheder, demokrati, et frit marked og retsstatsprincipper er blevet væsentlige elementer for vestlige lande i moderne interventioner. 6 Ikke blot under fredsstøttende operationer, men også under deciderede krige som Afghanistan 2001 og Irak 2003, hvor USA (og NATO i Afghanistan) nu forsøger at bygge bæredygtige og demokratiske samfund op (statsbygning). Post-konflikt-operationerne har udviklet sig fra klassisk fredsbevarelse, hvor begge de stridende parter accepterer FN-styrkernes tilstedeværelse og civilsamfundene i et vist omfang stadig fungerer, til konflikter hvor civilsamfundene ikke eksister (failed states og weak states) eller hvor civilsamfundene ophører med at eksistere (Øst Timor, Kosovo) i forbindelse med en intervention eller mister deres legitimitet helt eller delvist (Irak, Bosnien). Denne komplekse kontekst stiller store krav til doktrinen. I tilfælde som ovennævnte gennemfører de civile organisationer efterfølgende en statsbygning i området for 3 End-state er den politiske eller militære tilstand som skal være til stede når operationerne er afsluttet med success. Kilde: Undervisning på Forsvarsakademiet januar AJP-3, Allied Joint Operations, ss Breitenbauch (2005) s Breitenbauch (2005) s

8 interventionen. Overdragelsen kaldes i disse tilfælde for transition til statsbygning. 7 Behandling af dette emne har taget fart i starten af dette årtusinde godt hjulpet på vej af doktrinudvikling i USA. 8 Også i Danmark forskes der på området. Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har på bevilling fra Forsvarsministeriet udgivet en omfattende rapport på området. 9 Fra denne rapport Transition til statsbygning efter intervention er lånt nedenstående figur: 10 Figur 1. Sikkerhedsunderskuddet mellem afslutningen af egentlige krigsoperationer og civil overtagelse. Tvangsbehov Efter-kamp behov for militære instrumenter Militær Idealudvikling civil Civile instrumenters behovsgrænse Militært kerneområde Fase IV,SASO Civilt kerneområde Tid Slut på større kampoperationer Slut på fase IV (Fra COIN til PKO) Noter til figur 1: Efter større kampoperationer følger fase IV med missionstyper lig stabiliserings- og støtteoperationer (SASO). COIN: Counter insurgency. PKO: Peacekeeping Operations. X-aksen viser den ønskede udviklingen over tid under en intervention. Y-aksen viser behovet for tvang i det givne samfund og dette behov er delt op i størrelser, der kan håndteres af henholdsvis civile og militære organisationer. Faserne skal ikke ses som skarpt afgrænsede men som overlappende faser, hvor næste fase godt kan påbegyndes på nogle områder inden forudgående fase er afsluttet på alle områder. Fase IV 11 kan deles yderligere op i under-faserne IVa og IVb. 12 I fase IVa påbegyndes post-conflict operations mod slutningen af kampfasen. Dette foretages primært af militære styrker og skal skabe 7 Breitenbauch (2005) s Se f.eks: United States Joint Forces Command (2004), Security, Transition and reconstruction Operations Joint Operating Concept (Draft Working Paper, June ). Tilgængelig på 9 Breitenbauch.(2005). 10 Breitenbauch (2005) s Forud for den viste fase IV er fase I med planlægning, fase II med indledende operationer og fase III hvor de egentlige større kampoperationer gennemføres. Kilde: se note Breitenbauch s. 6. 8

9 forudsætning for fase IVb. I fase IVb starter civile organisationer deres opgaveløsning og overtager herefter gradvist ansvar og opgaver fra de militære styrker. Termerne er i høj grad hentet fra amerikansk doktrin og SASO sættes her i specialet lig NATO-begrebet post-conflict operations. Hensigten med operationerne er den samme ligesom målet i begge tilfælde er overdragelse af ansvar og opgaver til civile organisationer. Efter de større kampoperationer i situationer, hvor områdets institutioner helt eller delvist er faldet fra hinanden, opstår der et magttomrum. Dette magttomrum er en konsekvens af manglende myndighed og ødelagt eller mangelfuld infrastruktur. Endvidere ses ofte en del flygtninge, internt fordrevne og mindre og sporadiske kampe. Magttomrummet kan udnyttes af kriminelle elementer og personer til simpel berigelse og/eller til at tilrane sig økonomisk og politisk magt i området. Ved sammenbruddet af civilsamfundene har IO er 13, GO er 14 og NGO er 15 tidligere typisk løst opgaven. De civile organisationer kan dog først påbegynde deres opgaveløsning efter de militære enheder har oprettet et sikkert miljø at operere i og efter en deployering til området. Dette sås tydeligt i Irak i 2003, hvor FN efter bombningen af deres hovedkvarter i Baghdad trak sig ud af Irak. Minimeres tomrummet ved effektive post-conflict operations reduceres samtidig de kriminelle organisationers muligheder for at forankre en magtbase og (gen)opbygningen af de civile myndigheder kan hurtigere sættes i gang. Herved er der skabt forudsætning for en hurtigere tilbagetrækning af militære styrker og civil støtte. Hermed kan de samlede omkostninger til interventionen reduceres. Det er derfor interessant at undersøge, hvorledes en militær styrke under post-conflict operations på den ene eller anden måde kan tilsikre, at tomrummet i videst muligt omfang udfyldes, indtil sikkerhedsniveauet er højt nok til, at civile organisationer kan påbegynde deres indsats Militære styrkers rolle Tilgangen ved de militære styrker synes at være på ad hoc basis, hvor de løser de opståede problemer med de midler de nu har til rådighed. Det er sket både inden for lov og orden samt inden for infrastruktur og flygtninge m.m. Det er dels sket for at afhjælpe kritiske situationer, men også for at øge de militære styrkers egen-beskyttelse (force protection). Denne dualitet og den manglende synkronisering med det politiske end-state i hvert fald i starten af de gennemførte postconflict operations - kommer bl.a. til udtryk i NATO s doktrin for civilt-militært samarbejde (CIMIC). Ifølge Allied Joint Publication 9 (AJP-9) CIMIC skal samarbejdet med den lokale befolkning og de civile organisationer tjene det formål at fremme den militære opgaveløsning og øge force protection. 16 Der tages således ikke hensyn til området, befolkningen eller eventuelle politiske målsætninger og end-state, som kan være at genopbygge en stat under demokratiske former. 13 International organisationer, som FN, UNHCR, Røde Kors m.fl. 14 Governmental organisations, som DANIDA o.a. 15 Non-governmental organisations, ikke-statslige organisationer som Mellemfolkeligt samvirke, CARITAS m.fl. 16 AJP-9 CIMIC s

10 Der er dog en voksende militær erkendelse af den stigende kompleksitet. Det afspejler sig bl.a. i det nye amerikanske begreb full spectrum operations fra doktrinen Field Manual 3-0 Operations fra 2001, der netop kæder disse forhold sammen. 17 Erkendelsen afspejler sig ligeledes i både NATO s doktrin for post-conflict operations og i USA s udkast til doktrin som afbilledet i figur 1. Også nationalt har konflikter og operationer været genstand for debat. Traditionelt har bistand og militære operationer været skarpt adskilt, men efter krigene på Balkan og i Irak (2003) og den danske indsats dernede er der kommet fokus på udnyttelsen af de samlede danske ressourcer i forbindelse med konflikthåndtering. Udenrigs- og forsvarsministeriet Samtænkning af civil og militær indsats i internationale operationer (Samtænkningen) 18 og de afledte fælles aktiviteter er den foreløbige kulmination på den øgede fokus Grundlaget For at få overblik over ovennævnte problemstillinger kan grundlaget for interventioner undersøges. Grundlaget består i hovedsagen af det politiske mandat for interventionen og doktrinen for anvendelse af styrkerne. Ovenover doktrin og politisk mandat ligger Folkerettens konventioner, som skal overholdes både i doktrin og mandat. Det politiske mandat kan stilles af nationer, som under golfkrigen 2003, eller af internationale organisationer som FN som set i forbindelse med Kosovo Mandatet beskriver formålet med interventionen, opgaver der skal løses samt rammerne for disse. Mandaterne afspejler mere og mere den liberale politiske og folkelige opinion, der kræver overholdelse af menneskerettigheder, retstilstande og demokrati. Disse liberale værdier bliver et mål i sig selv i forbindelse med interventioner, hvad enten interventionerne sker på grund af humanitære forhold som i Bosnien 1995, Kosovo 1999 og Øst Timor 1999 eller de sker som følge af at den internationale eller nationale sikkerhed er truet som hævdet af USA i forbindelse med Afghanistan 2001 og Irak Liberale værdier er blevet en moralsk forpligtelse. Folkeretten regulerer jus in bello altså hvorledes militære styrker skal forholde sig i krig eller væbnet konflikt. Herunder regulerer Folkeretten forhold under besættelse. Besættelse er et stærkt følelsesladet begreb, der ofte forbindes med aggression, undertrykkelse, kolonitiden, imperialisme m.m. Derfor anvendes begrebet typisk ikke til at beskrive en fysisk tilstand hvor en militær styrke kontrollerer et andet lands territorium. Begrebet benyttes oftere til at beskrive en politisk tilstand hvor besættelsesmagten per definition er undertrykkende og besættelsen ulovlig. Folkerettens bestemmelser vedrørende besættelse er ikke politiske, men søger blot at regulere besættelsesmagtens forhold til det besatte område og dens befolkning. Besættelsesmagten har i den forbindelse en del pligter mens befolkningen i området har en del rettigheder. En pointe i Folkerettens regulering af besættelse er kriterierne for besættelse, og herunder er et væsentligt kriterium kontrol med området. Anvendes dette kriterium på en moderne post-conflict 17 Field Manual no FM 3-0. Fundet 08 APR 2006 på: En militær styrke skal kunne håndtere et bredt spektrum af trusler, der ikke nødvendigvis falder sammen i tid og rum. Således kan styrken i en del af operationsområdet være indsat i deciderede kamphandlinger, mens der kan være mere fredeligt i andre dele. I de fredeligere dele af området kan styrken f.eks. være indsat i counter insurgency eller til uddeling af nødhjælp. 18 Samtænkning. 10

11 operation, på mandat fra FN eller en nation, kan interventionen ses i et lidt andet lys. I Kosovo 1999, i Øst Timor 1999 og i Irak 2003 var der efter kampoperationerne kun militære styrker i områderne og de havde alle kontrol med området i hvert fald militært. Selvom en militær styrke ikke ser sig selv som en besættelsesmagt, så gør den faktiske kontrol med et givent territorium, at styrken i hvert fald kan sidestilles med en besættelsesmagt og den har dermed muligvis overtaget besættelsesmagtens ansvar og pligter. Dette skal undersøges nærmere. Som eksemplerne bl.a. fra Kosovo har vist er der store udfordringer forbundet med postconflict operations. Dette gælder inden for lov og orden såvel som inden for civile samfundsfunktioner. Eksemplerne viser også, at der kan herske tvivl om, hvilken organisation der skal løse opgaverne den militære eller de civile? Doktrinerne viser, at civile organisationer skal sikre opnåelsen af det politiske end-state, men samtidigt erkendes det, i doktrinen, at den militære styrke gradvist skal overdrage ansvar og opgaver til de civile organisationer. Denne transition er vigtig i denne sammenhæng. Jo før den kan foregå, des tidligere kan den militære styrke trækkes ud og anvendes andre steder. Endvidere gælder, at jo hurtigere de civile organisationer kan påbegynde deres arbejde, des hurtigere kan det politiske end-state nås, hvilket er i de intervenerende parters interesse. Parter der ikke ser dette som deres målsætning, kan være forskellige kriminelle og politiske spoilere, der vil søge at tilrane sig magt i det tomrum den væbnede konflikt ofte har efterladt. Det er derfor essentielt for den samlede opgaveløsning at postconflict operations hurtigst muligt iværksættes. De civile organisationers natur gør, at de ikke kan deployere hurtigt til området og de kan heller ikke operere før området er sikkert. Den militære styrke skal derfor være i stand til umiddelbart efter eller endog under kamphandlingerne at kunne påbegynde post-conflict operations Problemformulering Af ovenstående udledes følgende problemformulering: Kommando- og styrkestruktur - under post-conflict operations. Opfyldte de militære styrker under interventionen i Kosovo i 1999 de juridiske og doktrinære krav til organisationen og opgaveporteføljen? For at fastslå de juridiske forpligtelser skal Folkeretten undersøges. Det skal undersøges hvilke kriterier der skal være opfyldt for, at en militær styrke kan betegnes som en besættelsesmagt og der skal gives en vurdering af om interventionen i Kosovo 1999, som det valgte empiriske eksempel er dækket heraf. Efterfølgende skal konkrete krav til en besættelsesmagt udledes. Ligeledes skal det militære doktringrundlag analyseres for at udlede allerede erkendte og påtagede forpligtelser for den militære styrke under en intervention. Doktringrundlaget sætter endvidere juridiske forpligtelser i et nutidigt perspektiv. En tredje væsentlig parameter i rammerne er de mandater eller grundlag, der udgives i forbindelse med interventioner og bemyndiger interventionen - hvad enten disse er udgivet af internationale- eller regionale organisationer eller er givet af en stat som USA i Irak Disse mandater skal analyseres for konsistens i forhold til de juridiske og doktrinære krav, herunder skal afvigelser identificeres. Disse overordnede rammer er herefter basis 11

12 for en analyse af det empiriske eksempel. Denne analyse skal identificere afvigelser i forhold til rammerne og i perspektiveringen stille forslag om justeringer af praksis Rammer og begreber Definitioner Besættelse Begrebet besættelse har siden det 19. århundrede år været genstand for en del juridisk og praktisk diskussion uden, at der foreligger konsensus om en egentlig definition. Det ligger uden for intentionen med dette speciale at redegøre for denne diskussion. Begrebet besættelse anvendes i specialet udelukkende til at udlede krav til en militær styrke i forbindelse med post-conflict operations, hvor den intervenerende styrke er rykket ind i et bestemt område og her er i stand til at udøve myndighed. Den IV Haager-konventions definition af besættelse dækker derfor udmærket dette speciales brug af begrebet. Det drejer sig om kontrol med et givent territorium 19 at kunne sætte sin vilje i gennem. 20 Konventionen nævner, at territoriet skal være underlagt en fjendtlig hærs myndighed. Dette ses som et udtryk for den tid konventionen blev skrevet i (1907). Med fremkomsten af humanitær intervention, fredsbevarende og skabende styrke m.m. ses det mere dækkende og relevant at tale om fremmede styrker i en moderne kontekst. Efterfølgende vil denne definition derfor blive anvendt: Et territorium anses for besat, når det faktisk er underlagt den fremmede hærs myndighed. Besættelsen udstrækker sig kun til de territorier, hvor denne myndighed er etableret og i stand til at udøves. 21 Der stilles ikke krav om forudgående kamphandlinger eller krigserklæring, hvorfor også forholdsvis fredelige indrykninger som Kosovo 1999 kan være dækket af begrebet. Specialet bygger derfor på en forudsætning om en hærs kontrol med et givent territorium. Denne hær betegnes herefter som besættelsesmagten eller den intervenerende styrke. Specialet bygger endvidere på den forudsætning at en militær styrke yderligere er moralsk forpligtet til at skride ind over for en nødlidende befolkning eller samfund uanset, at der rent formelt eller juridisk er etableret en besættelse. Post-conflict operations I opgaveformuleringen nævnes post-conflict operations. Dette begreb er hentet fra NATO s doktrin Allied Joint Publication 3 (AJP-3) Allied Joint Operation (2002). Begrebet er defineret således: Post-conflict operations er disse, der følger umiddelbart efter en succesfuld operation og de er designet til ultimativt at lede til det strategiske end-state ønsket af de politiske ledere. Article-5 post-conflict operations vil blive gennemført i henhold til den politiske situation i de respektive medlemsstater. En post-conflict operation under non-article-5 Crisis Response Operation (CRO) ender normalt med en overførsel af ansvar til udpegede civile organisationer. 22 Post-conflict operations kan altså gennemføres efter større kamphandlinger og efter CRO. CRO kan endvidere gennemføres som en ren fredsstøttende operation, hvilket betyder at post-conflict operations kan være en selvstændig og uafhængig operation. Begrebet rammer derfor bredt og følgende operationer ses bl.a. dækket af begrebet: Somalia (1992), Bosnien (1995), Øst Timor 19 IV Haager-konvention, artikel Kelly (1997) s Ovenstående definition er en lettere omskrivning af IV Haager-konventions artikel 42. Ordet fjendtlige er erstattet med fremmede og ordet okkupation med besættelse. 22 AJP-3, s. 6-2 (egen oversættelse). 12

13 (1999), Kosovo (1999) samt Afghanistan (2003) og Irak (2003) efter de større kamphandlingers afslutning. Magttomrummet Magttomrummet defineres som den situation, der opstår efter de større kamphandlinger er afsluttet og indtil en militær styrke ved post-conflict operations har (gen)oprettet lov og orden. Magttomrummet kan være opstået uden egentlige kamphandlinger involverende de intervenerende styrker som f.eks. i en failed eller colapsed state. Intervention En intervention defineres her til at være når et land eller en gruppe af lande øver indflydelse på et andet land. Dette kan ske med økonomiske og politiske såvel som med militære midler. I dette speciale refererer intervention udelukkende til indflydelse gennem anvendelse af primært militære midler med mindre andet direkte er nævnt. Dette anvendes i den videre analyse uanset at der i flere af de nævnte eksempler ligeledes indgår væsentlige civile komponenter. Den militære styrke anses for at være forudsætningsskabende over for alle civile komponenter Afgrænsning Generelt Det er ikke hensigten med specialet at give en altomfattende analyse af samtlige militære interventioner eller belyse samtlige problemer, der kan opstå i forbindelse med samme. Specialet vil empirisk fokusere på konflikter, hvor magttomrummet efter de militære operationer er eller har været evident. Tidsmæssigt afgrænses til tiden efter den Kolde Krig, idet der her har fundet et paradigmeskifte sted. 23 For at kunne gå i dybden med kravene til en intervenerende styrke er der valgt en enkelt intervention ud til at belyse emnet. Det valgte eksempel suppleres med henvisninger til andre relevante interventioner for at tydeliggøre relevansen af problemstillingen og drage sammenligninger. Den manglende bredde ved at vælge ét praktisk eksempel at gå i dybden med, har naturligvis konsekvenser for specialets konklusion og den efterfølgende perspektivering. I hovedsagen kan der kun konkluderes på det konkrete eksempel, hvilket reducerer konklusions relevans. Som nævnt søges dette imødegået med henvisninger til andre lignende interventioner. Til gengæld er specialets teori bredt dækkende, idet teoriens grundlag, Folkeretten og NATO s doktrin, ses at have en noget bredere relevans både tidsmæssigt og situationsmæssigt. Den udledte teori ses derfor at kunne anvendes uændret på en række andre interventioner. Teorien repræsenterer således bredden i specialet og eksemplet repræsenterer dybden. Dette forhold har også betydning for perspektiveringen og opstillingen af mulige løsninger. De mulige løsninger skal derfor gøres brede og fleksible netop for at tilgodese en bredere anvendelighed i tid og i forhold til andre situationer. Empirisk eksempel Som relevant empiriske eksempel er valgt NATO s intervention i Kosovo i Kosovo er valgt, fordi interventionen rummer de elementer, der er nødvendig for at belyse emnet. For det første blev interventionen iværksat af NATO og autoriseret af FN s sikkerhedsråd, 23 Breitenbauch (2005) s

14 hvilket betyder, at de væsentligste dokumenter er umiddelbart tilgængelige. For det andet ligger interventionen i Kosovo tidsmæssigt således at en del erfaringer fra begyndelsen og midten af 1990 erne er blevet draget. For det tredje er dette en NATO intervention, hvilket giver mulighed for at anvende NATO s doktriner. Dette er en fordel da disse generelt har større international legitimitet og specielt har en national relevans for Danmark. For det fjerde ligger interventionen i tilpas tidsmæssigt afstand til at den er tilstrækkeligt belyst i forhold til specialets emne. For det femte er situationen omkring interventionen rent praktisk således at specialets emne kan belyses bredt i forhold til de mange facetter en intervention rummer. Civilsamfundet var i hovedsagen brudt sammen efter krigen, der var omfattende skader på infrastrukturen og befolkningens splittelse krævede en fleksibel og neutral tilgang. Tidsaspekter Da problemformuleringen tager afsæt i post-conflict operations og magttomrummet, der opstår umiddelbart efter de militære operationer, afgrænses det empiriske eksempel i tid til perioden indtil 12 måneder efter de militære operationers afslutning og/eller interventionens start. Dette skal ikke ses som et forsøg på at afgrænse et eventuelt militært ansvar til et bestemt tidsrum. Begrænsningen skal udelukkende ses som en omfangsmæssig begrænsning af analysen, henset til den pålagte kvantitative begrænsning af specialet. Denne tidsbegrænsning betyder ligeledes at opgaveporteføljen begrænses til de opgaver, der umiddelbart skal løses for at oprette eller genoprette det civile samfund. Jf. figur 1 så opbygger de civile organisationer gradvist kapaciteter til at støtte opbygningen. Disse organisationer besidder kompetencer til at opbygge varige civile organisationer og de intervenerende styrker skal derfor ikke påbegynde dette, blot skabe det nødvendige grundlag. Doktrin Doktrinært afgrænses der til NATO doktrin. NATO har været og vil på kort og mellemlang sigt fortsat være det sikkerhedspolitiske omdrejningspunkt for Danmark. 24 USA og Storbritannien har hver især udviklet doktriner inden for interventioner/fredsstøttende operationer. Disse doktriner ses at skabe præcedens ikke blot for interventioner men også for den generelle doktrinudvikling i Vesten, herunder NATO. NATO s doktrin skrives endvidere ofte med netop disse to lande som pennefører og doktrinen skal efterfølgende ligeledes godkendes af både USA og Storbritannien gennem NATO. Begge lande gennemfører normalt interventioner i regi af FN, NATO eller i regi af en til lejligheden sammensat koalition. NATO repræsenterer en fællesnævner for dette internationale miljø, hvorfor NATO s doktrin analyseres i dette speciale. FN har til dato ikke udarbejdet en doktrin for interventioner hverken efter kapitel VI eller kapitel VII. Jura Juridisk behandles jus in bello i forbindelse med overholdelse af Folkeretten og de af FN og NATO udgivne mandater altså de regler der gælder for selve krigsførelsen. Specialet vil ikke behandle jus ad bellum altså om krigen i sig selv er lovlig - idet dette falder uden for specialets intention. Specialet vil forholde sig til reelle nutidige og eventuelle 24 Mulvad (2005) s

15 fremtidige interventioner hvad enten de i sig selv er juridisk lovlige eller ej. Pligten til overholdelse af jus in bello gælder desuagtet. 25 Niveau Niveauet afgrænses inden for opgaveportefølje og doktrin til det operative niveau, idet den Land Component Command (LCC), der indsættes optræder på dette niveau og får direktiver og opgaver (mandat) fra politisk-strategisk niveau. Forhold ved Air componentog Maritime component Command (ACC og MCC) behandles ikke, idet hovedparten af identificerede problemer relaterer sig direkte til interaktioner mellem befolkningen i det aktuelle område og den intervenerende styrke 26. ACC og MCC har ikke betydende snitflader til befolkningen, mens LCC vil levere hovedparten af den intervenerende styrke på landjorden. Vedrørende en evt. justering af organisationen vil det taktiske niveau blive inddraget, idet opgaverne skal løses på dette niveau. Endvidere vil danske styrker formentligt fortsat bidrage med enheder til dette niveau Teoriapparat og empiri Teori: Som det ses i de foregående afsnit er kernen i problemet koncentreret om forhold vedrørende opgaver, doktriner og international ret på den ene side og organisation på den anden side. Når en intervenerende militær styrke anvises en opgave via sit mandat eller på anden vis så bidrager denne opgaveløsning i sig selv til at forme måden, hvorpå interventioner løses på eller kan løses på. Denne afhængighed kan manifestere sig ved konkrete doktriner for interventioner, ved ændringer i de eksisterende doktriner eller ved blot at være/blive sædvane. Da sædvanen ligeledes anviser handlemåder er denne således også i sig selv en doktrin. På samme måde bliver international ret til doktrin. Denne sammenhæng mellem organisation og doktrin er demonstreret i krigsførelsens kredsløb, der er udledt af Clausewitz s tanker; 27 Figur 2. Organisation Doktrin Teknologi 25 Roberts (1984) s AJP s. 5-2, pkt Storm Jensen s

16 Påvirkes eller ændres det ene hjørne i trekanten kan det få betydning for enten ét andet hjørne eller dem begge. Dette kredsløb af indbyrdes afhængige parametre vil være specialets metateori. Hvis alle tre parametres indbyrdes sammenhænge skal belyses og undersøges i forbindelse med interventioner bliver specialet for omfangsrigt og der mistes tilknytning til specialets problemformulering. Teknologi-parametren har ikke været berørt endnu. De opgaver, der undersøges i dette speciale ligger normalt uden for traditionelle militære opgaver, hvorfor de militære styrker traditionelt hverken er uddannet i eller udrustet til at varetage disse opgaver. Disse opgaver løses normalt af det civile samfund. De militære styrkers traditionelle opgaver har været/er primært forsvar mod en udefrakommende fjende. Dette betyder, at det civile samfund allerede råder over materiel til løsning af disse grundlæggende opgaver, hvorfor teknologi-parametren ikke vil tilføre specialet afgørende vinkler i forhold til problemformuleringen. Relevant teknologi vil umiddelbart kunne flyttes fra det civile samfund over i de militære styrker. Teknologi-parametren fastlåses derfor og behandles som en konstant. På samme måde kan der argumenteres for at doktrinen allerede findes i det civile samfund til løsning af disse opgaver. Det er for så vidt korrekt, men det interessante i denne sammenhæng, er hvorvidt de militære styrker overhovedet skal eller bør løse opgaverne (doktrin) og i bekræftende fald, hvorledes organisationen kan sættes sammen. Organisation er specialets variable hvortil ændringer foreslås som følge af kravene udledt af doktrinen. Den meta-teoretiske sammenhæng, der undersøges i specialet, bliver derfor sammenhængen mellem doktrin og organisation. Nærmere bestemt hvordan specifikke krav til og fra doktrin kan medføre en specifik ændring af organisation. Doktrin repræsenterer som følge deraf specialets egentlige teori. Emnets kompleksitet og ønsket om en bredere tilgang til interventioner gør at en enkelt doktrin ikke kan tages ud og behandles særskilt som teori. Som beskrevet i foregående afsnit er der flere elementer og interesser i en intervention og omkring den. Specialet må derfor rumme de væsentligste af de elementer, der sætter rammerne for en intervention. Rammerne er beskrevet i afsnit 1.3. Doktrinen beskriver normalt hvad man bør gøre og giver således retningslinier for udførelsen. En udefra kommende påvirkning vil ligeledes kunne ændre doktrinen til i visse tilfælde, at beskrive hvad man skal gøre. Dette er tilfældet med bl.a. Folkeretten og de konventioner som de fleste lande har tiltrådt. Opgaveporteføljen altså de typer opgaver en intervenerende styrke skal løse er naturligvis forskellig fra situation til situation. Der er dog mange gennemgående og fælles træk ved disse. Disse er forsøgt beskrevet i fælles doktriner bl.a. af internationale organisationer som FN og NATO. Derfor kan doktrin i trekantens ene ben i dette tilfælde erstattes af opgaveportefølje. Måden hvorpå opgaverne løses er også en del af en doktrin, men behandles kun i nødvendigt omfang i dette speciale. Doktrinen kan ligeledes påvirkes af politiske strømninger. Siden den Kolde Krigs afslutning har der i den vestlige verden været et stigende pres for at sprede demokrati og sætte fokus på menneskerettigheder. Dette har bl.a. vist sig i de mandater FN og NATO har 16

17 udgivet siden 1989 hvor en del af opgaveporteføljen har været at sikre menneskerettigheder og demokrati. Som følge deraf kan mandater have indflydelse på organisation og materiel i trekanten og mandater kan derfor behandles som doktrin i den efterfølgende analyse. Ovenstående teoridiskussion begrænser sig til krigsførelsens kredsløb som meta-teori og er således ikke direkte anvendelig til videre analyse. Til den videre analyse skal de forskellige doktriner analyseres og specifikke krav til en intervenerende styrke identificeres. Disse specifikke krav bliver herved samlet set til specialets egentlige teori. Teorien anvendes til at analysere det valgte operative eksempel for at undersøge i hvor høj grad der reelt leves op til de teoretiske krav og efterfølgende hvilke organisatoriske ændringer, der kan stilles forslag om. Tilbage står nu at få konkretiseret de forskellige relevante doktriner, der kan anvendes til at udlede teorien Empiri Som vist ovenfor er det hensigtsmæssigt at se på flere relevante dimensioner og doktriner. Det retslige grundlag udgøres i hovedsagen af den IV Haager-konvention (Landkrigsreglementet) fra 1907 af den IV Genève-konvention fra 1949 samt af Tillægsprotokol I fra Disse reglementer beskriver bl.a. en besættelsesmagts forpligtelser i det besatte område. Endvidere udgør FN-resolutioner og mandater de konkrete retslige grundlag for de specifikke interventioner. NATO doktrin Udover internationalt gældende retslige grundlag har NATO sine egne doktriner for forskellige operationer, hvoraf flere behandler interventioner og lignende forhold. NATO s primære og overordnede doktrin på området er beskrevet i AJP-3 Allied Joint Operations. I hovedsagen afledt heraf findes der beskrivelser og en vis operationalisering af den overordnede doktrin i AJP Peace Support Operations samt i AJP 9 CIMIC Doctrine. Specialet tager udgangspunkt i den overordnede teori som beskrevet i AJP-3 Allied Joint Operations, da de to andre doktriner er underordnet denne i NATO s doktrinhierarki. Interventionen i Kosovo ligger en del tid efter Folkerettens konventioner, men 3 år før NATO s justeringer af nuværende doktrin inden for emnet. Dette umiddelbare skisma for den efterfølgende analyse ses ikke at konflikte med problemformuleringen. For det første kan justeringen af doktrinerne ses som en konsekvens af 1990 ernes forskellige interventioner, herunder interventionen i Kosovo. Disse erfaringer ses at have en praktisk såvel som en moralsk og værdiladet dimension. Endvidere betyder NATO s mangfoldighed af lande, at en doktrin ikke autoriseres fra den ene dag til den anden. Der er en forudgående langvarig formulerings- og godkendelsesproces inden doktrinen endeligt kan autoriseres. Det er derfor sandsynligt at mange af tankerne bag de nye justeringer i doktrinerne faktisk blev født i slutningen af 1990 erne. Der er altså en forbindelse mellem Kosovo og justeringen af doktrinerne. For det andet anvendes interventionen i Kosovo her til at eksemplificere en generel og tids-uafhængig problemstilling nemlig militære styrkers 28 Roberts (1984) s

18 interaktion med det område og den befolkning, det intervenerer i. Skismaet har derfor kun teoretisk interesse og behandles derfor ikke yderligere. Kosovo Til beskrivelse af det empiriske eksempel anvendes flere, primært åbne kilder. Der tages udgangspunkt i det aktuelle mandat og den fredaftale, der legitimerer interventionen. Herfra kan udledes med hvilken hensigt de militære styrker indsættes, herunder hvilke opgaver de kan forudses at skulle løse. Herefter anvendes forskellige rapporter fra området, der giver en beskrivelse af de faktisk løste opgaver og eventuelle mangler. Der anvendes her åbne kilder fra FN, NATO og andre internationale organisationer eller anerkendte institutioner. Til belysning af nationale områder anvendes rapporter fra den danske bataljon i KFOR. Enkelte rapporter er klassificeret til tjenestebrug, men disse anvendes kun i tilfælde hvor informationen ligeledes kan hentes i åbne kilder. Kilderne er anvendt for også at anvende de begrænsede danske kilder på området. NATO s doktriner har ikke umiddelbart nogen klassifikation, og anvendes kun i uddrag. Specialet har derfor ingen klassifikation. Den danske samtænkning anvendes i forbindelse med perspektiveringen, idet specialets fokus er de intervenerende styrkers organisation og opgaveportefølje som Danmark ikke kan ignorere i en koalition, uanset om der er en særlig dansk doktrin eller ej. 18

19 1.7. Undersøgelsesdesign og struktur Grafisk ser design og struktur således ud: Problemformulering Teoretiske/doktrinære krav til militære styrker i f.m. besættelse. Kravene udledes fra Folkeretten og NATO s doktriner. Analyse af mandat og fredsaftale i forbindelse med Kosovo Analyse af den praktiske situation i Kosovo. Forskelle i henhold til teoretiske krav. Konklusion Perspektivering Opstilling af mulige løsninger 19

20 2. FORMULERING AF TEORI 2.1. Generelt Som nævnt i forrige kapitel analyseres udvalgte doktriner med henblik på at udlede generelle doktrinære krav til en besættelsesmagt efter afslutning af kamphandlinger og indtil civile organisationer kan tage over. Fra Folkeretten analyseres primært den IV Haager-konvention og den IV Genèvekonvention samt Tillægsprotokol I. Der startes med at fastslå i hvilket omfang konventionerne kan siges at være gældende i forbindelse med moderne interventioner. Herefter udledes konkrete krav til besættelsesstyrken fra Folkeretten. Fra NATO s doktriner behandles AJP-3 Allied Joint Operations. Kapitlet afsluttes med en opsummering af de udledte krav og de heraf afledte krav om kapaciteter. Dette er herefter specialets teori. Som tidligere nævnt er begrebet besættelse et negativt ladet begreb og derfor et politisk følsomt emne og begrebet anvendes derfor neutralt i det efterfølgende Folkeretten Generelt Forhold vedrørende besættelse er i hovedsagen reguleret af to konventioner; den IV Haager-konvention af 18. oktober 1907 om regler og vedtægter for krig til lands (Landkrigsreglementet) og af den IV Genève-konvention af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid. Anvendelsen af disse finder sted under krig og væbnet konflikt, hvilket på underskrivningstidspunkterne i hovedsagen betød krig eller væbnet konflikt mellem to eller flere stater. Nutidige konflikter har et andet præg, idet der ofte er tale om intra-statslige konflikter som f.eks. i det tidligere Jugoslavien og i flere tidligere Sovjetrepublikker. Op mod 75 % af konflikterne siden 1945 har udspillet sig internt i stater. 29 Den IV Haager-konvention er stort set ratificeret af de fleste vestlige lande undtaget USA. Lande i den tredje verden har generelt ikke tiltrådt konventionen (mange lande var kolonier på tidspunktet). Den IV Genève-konvention og Tillægsprotokol I er tiltrådt af de fleste lande i verden (USA undtaget). 30 Folkeretten er gældende for stater, der har ratificeret konventionerne. Derudover er en del retssædvaner ligeledes gældende for alle stater. Det blev slået fast i den II Haagerkonvention fra 1899, hvorefter befolkninger og krigsførende beskyttes af folkerettens principper, indtil egentlige regler måtte være vedtaget. 31 Alle stater, væbnede styrker og befolkninger skal derfor overholde principperne, men alle er ligeledes beskyttet af konventionerne. Det stigende fokus på liberale værdier blandt vestlige lande øger kun den moralske forpligtigelse for stater til at overholde denne sædvane Dansk Udenrigspolitisk Institut (1999) s Regeringens Røde Kors-udvalg (2004) ss Regeringens Røde Kors-udvalg (2004) s Dansk Udenrigspolitisk Institut (1999), s

21 Landkrigsreglementet bestemmelser vedrørende besættelse findes i III afsnit i artiklerne Artikel 42 slår fast at et territorium er besat, når det er underlagt den fjendtlige hærs myndighed. I forbindelse med moderne interventioner, hvad enten disse sker som følge af reel krig som i Irak 2003 eller Kosovo 1999, etableres der efter de egentlige kamphandlinger kontrol med territoriet. Når denne kontrol er etableret efter kamphandlinger er der jf. artikel 42 altså tale om besættelse. De intervenerende styrker skal derfor overholde Landkrigsreglementet bestemmelser herfor. I tilfælde hvor en intervention er planlagt og iværksat af f.eks. FN reguleres operationerne af et kompleks af juridiske instrumenter. 33 Den britiske tilgang er at interventionen således ikke er dækket af Folkeretten, men af disse juridiske instrumenter. Imidlertid kan den militære styrke - juridiske instrumenter eller ej nemt komme til at stå i en situation hvor de er de eneste, der reelt kan løse opgaverne. 34 Dette ses tydeligt i Irak for nærværende hvor den USAledede koalition på tredje år kæmper med at skabe et sikkert miljø for civile organisationer. Omvendt betyder en militær sejr ikke at land er besat. Besættelse er aktiv i den forstand at den militære styrke skal kunne tage kontrol med befolkningen. 35 Den reelle kontrol med området må derfor bestemme, at den militære styrke har ansvaret for området og befolkningen. Således bør en de jure betragtning ikke fratage en besat befolkning sine rettigheder under en de facto besættelse slet ikke med det stigende fokus på liberale værdier. Art. 42 stk. 2 gør klart, at forpligtelser kun gør sig gældende i de territorier, der reelt er besat og hvor myndighed er etableret og kan udøves. USA s intervention i Afghanistan 2001 er et eksempel herpå. USA benyttede primært Nordalliancen til at afsætte det siddende Taliban-styre og tog efterfølgende ikke kontrol med hele det afghanske territorium. Forpligtelserne som besættelsesmagt gælder derfor kun i de reelt besatte dele af territoriet koncentreret om hovedstaden Kabul, hvor NATO har kontrollen. I forbindelse med den påbegyndte udvidelse af områder under amerikansk og NATO kontrol (de såkaldte stage 3 og stage 4 faser) gælder forpligtelserne derfor først når, USA og NATO er i stand til at udøve myndighed i områderne. Eksistensen af oprørs- og modstandsgrupper eller af deciderede lommer under oprørers kontrol har ikke indflydelse på om besættelse generelt er igangværende. 36 Den IV Genève-konvention finder jf. artikel 2 anvendelse, når der er erklæret krig eller opstået væbnet konflikt mellem to eller flere stater, der har underskrevet konventionen også selvom en af staterne ikke anerkender krigstilstanden. Endvidere gælder konventionen, for stater der har tiltrådt den, selvom en af de stridende parter ikke har tiltrådt konventionen. Sammen med sædvaneretten betyder det at Danmark og andre vestlige lande naturligvis er forpligtede til at overholde konventionen. Besatte områder behandles i konventionens afsnit 3, artiklerne Konventionerne er skrevet i en anden tid, hvor konflikterne havde en anden natur og hvor der ikke var samme fokus på individets rettigheder. Spørgsmålet om konventionernes legitimitet i forhold til moderne konflikter og interventioner presser sig derfor på. 33 United Kingdom Ministry of Defence (2005) s Roberts (1984) s Særligt operationer under kapitel VII (enforcement) kan skabe en situation hvor begrebet besættelse giver mening. 35 United Kingdom Ministry of Defence (2005) s United Kingdom Ministry of Defence (2005) s