1) Hvad er løsningen på problemet alkohol?

Transkript

1 AA-america-99 Læsningen af nedenstående kræver lidt tid til overvejelse, så det er en god idé at læse det, når der er tid og ro til det. Nogle af postulaterne kan virke lidt provokerende. Men provokationer kan have et formål, når de vækker til eftertanke og luger noget af den vanetænkning, vi alle kan blive offer for, væk. 1) Hvad er løsningen på problemet alkohol? 2) Forskel på "vanedrikkere" og "virkelige alkoholikere"? (Storebog side 43 ff) 3) Er AA i krise? 4) Der stilles ingen krav i Anonyme Alkoholikere? 5) Trin er vigtigere end møder 6) Er vi på vej væk fra det oprindelige AA med hensyn til vore møder? 7) Er Anonyme Alkoholikere gammeldags og antikveret? 8) Den oprindelige vej til at FORBLIVE ædru? 9) Storebogs måde at tage trinene på, 1. del 10) Storebogs måde at tage trinene på, 2. del

2 1) Hvad er løsningen på problemet alkohol? Dr. Silkworth fastslog, at den kroniske alkoholiker må "gennemgå en fuldstændig psykisk forandring", hvis han skal overleve sin skæbnesvangre sygdom ("Lægens synspunkt" i Storebog, side 19 ff). Endvidere fastslog han: "Man fornemmer, at der skal noget mere end menneskelig magt til at frembringe den afgørende psykiske forandring" ("Lægens synspunkt" i Storebog, side 19 ff). Noget, der ligger udenfor menneskelig magt, indikerer behovet for en Højere Magt. Jo, det giver mening. Så skrev Bill W., for de første 100 "Der findes en løsning". Hvad er det for en løsning? Dette og intet andet er den uafviselige kendsgerning, nemlig at vi oplevede en dyb og gennemgribende spirituel erfaring, der har revolutioneret hele vores holdning til tilværelsen, til vore fæller og til Guds univers. Det centrale indhold i vores liv i dag er den faste overbevisning om, at vores skaber er flyttet ind i vore hjerter og vore liv på en måde, der helt klart er mirakuløs (uforklarlig). Han er gået i gang med at fuldbyrde de ting for os, som vi aldrig selv kunne gennemføre. Er det er program til selvhjælp? Vel er det ej! Det er Guds hjælpeprogram. Gå nu til side 496 (Åndelig erfaring) i Storebog og find ud af forskellen mellem "spirituel oplevelse" og "spirituel opvågnen" og du vil se, at den eneste forskel ligger i den tid, det tager for os at gennemføre denne personlige forandring fra at være et selvisk, selvcentreret individ til at blive et uselvisk, kærligt og givende menneske. En "spirituel oplevelse" sker pludselig sådan som det skete for Bill W. på Towns Hospital. Derimod sker den "spirituelle opvågnen" over en periode, sådan som det var tilfældet for dr. Bob. Hvordan kan vi vide, om vi har oplevet denne dybe og gennemgribende spirituelle erfaring? Det får vi at vide i Storebog side 97: Hvis de har været samvittighedsfulde med at følge disse klare retningslinjer med at tage de første 9 trin ud af Anonyme Alkoholikeres 12 trin, var de forbløffede. (Løfte). De kom til at kende en ny frihed og ny lykke (Løfte) De beklagede ikke fortiden eller ønskede at lukke døren til den (Løfte) De fattede begrebet sindsro og de fik fred (Løfte) Uanset hvor langt nede de havde været, indså de at deres erfaring kunne gavne andre (Løfte) Deres følelse af uduelighed og selvmedlidenhed forsvandt (Løfte) De mistede interessen for selviske ting og interesserede sig for deres kammerater (Løfte) Selvoptagetheden forsvandt (Løfte) Hele deres holdning og syn på livet ændredes (Løfte) Frygten for andre og økonomisk usikkerhed forsvandt (Løfte) De lærte intuitivt at klare situationer, der plejede at hæmme dem (Løfte) Pludseligt indså de, at Gud for dem, hvad de ikke kunne gøre for sig selv (Løfte) Disse løfter gik i opfyldelse for enhver, der handlede som det forudsættes i de 12 trin og lærte at anvende dem i deres hverdag, én dag ad gangen (Løfte) Hvorfor er det så afgørende, at denne spirituelle begivenhed finder sted i vores liv? Dr. Silkworth sagde, at "vi drikker især, fordi vi kan lide effekten af alkohol". Hvilken effekt opnår en alkoholiker ved at drikke? Når vi alkoholikere fik bare nogle få genstande, blev vi forbløffet over forandringen i vores tænkemåde og måden vi følte på. Nogle få genstande medførte en total psykisk forandring. Lad os nu se på side 95/95 i Storebog og undersøge løfterne i 9. Trin ved at begynde hvert løfte med "I begyndelsen af mit drikkeri, når jeg fik nogle få genstande." Så får vi følgende postulater: Når jeg fik nogle få genstande, følte jeg en ny frihed og en ny lykke. Gjorde du? Når jeg fik nogle få genstande, beklagede jeg ikke fortiden eller ønskede at glemme den. Er du nogensinde vågnet op fra et blackout et sted, du ikke havde planlagt at være sammen med mennesker, du ikke havde tænkt dig at være sammen med og fået at vide, at du havde foretaget dig handlinger, du helt sikkert ville have ønsket ikke at have gjort? Måtte det grundet skyldfølelse og anger forblive en hemmelighed? Og så gå ind på en bar og efter nogle få genstande fortælle hele historien til en fremmed? Når jeg fik nogle få genstande, forstod jeg ordet sindsro og fik fred.

3 Opdagede du også, at sindsro og sjælefred erstattede din uro efter nogle få genstande? Når jeg fik nogle få genstande, beklagede jeg ikke fortiden eller ønskede at glemme den. Hvor villig var du til at fortælle din livshistorie til en stakkels drukkenbolt, der lige havde en virkelig dårlig oplevelse bag sig? Når jeg fik nogle få genstande, forsvandt følelsen af unyttighed og selvmedlidenhed. Syntes du efter nogle få genstande, at dit liv virkelig havde et formål i denne verden og følte medlidenhed med de væsener, der ikke var udstyret med dine evner, selvom du ikke var helt så sikker på, hvad du egentlig var i besiddelse af? Når jeg fik nogle få genstande, mistede jeg interessen for selviske ting og interesserede mig for mine kammerater. Kunne nogle få genstande gøre dig lidt mere interesseret i andre, især dem af det modsatte køn? Når jeg fik nogle få genstande, forsvandt min selvcentrering. Gjorde nogle få genstande dig mere generøs? Når jeg fik nogle, skiftede hele min holdning og livsanskuelse. Kunne nogle få genstande løfte dig fra en grå, dyster og over i en lys og håbefuld dag? Når jeg fik nogle få genstande, forsvandt frygten for mennesker og finansiel usikkerhed. Kunne du lide at være ædru i selskab med mennesker? Kunne nogle få genstande mindske dine bekymring over dine pengeproblemer? Når jeg fik nogle få genstande, vidste jeg intuitivt, hvordan jeg skulle klare situationer, der plejede at hæmme mig. Følte du også, at du kunne tænke klarere og klogere efter nogle få genstande? Nu vil vi normalt ikke pludselig opdage, at alkohol har kunnet gøre for os, hvad vi ikke kunne gøre selv. Vi indser ikke lige pludseligt, at alkohol virkelig var løsningen på alle vore problemer. Men efterhånden som vi lærer at anvende vores program i hverdagen kommer det til at stå meget klart for os. At drikke alkohol gav os den "totale psykiske forandring" der fik os til at føle et tilhørsforhold modsat isolation. Den gav os tillid til at være og gøre, hvad vi ellers ikke havde været i stand til eller gøre. Den var (engang) vores løsning i tilværelsen. Uheldigvis vil vor hukommelse altid kunne huske denne følelse af velvære og tryghed (den totale psykiske forandring), der fremkommer, så snart vi har fået nogle få genstande. Den vil presse på for at blive taget imod som en opfyldelse af løfterne eller som de løfter, der går i opfyldelse når vi lever i og med de 12 trin. Det er netop derfor Storebog er blevet skrevet og offentliggjort, netop for at give os krystalklare vejledning til det handlingsprogram, der vil frembringe den nødvendige personlige ændring, så vi kan leve trods elendig hukommelse og elendig fysisk tilstand - og gøre det på en behagelig måde. Og heri ligger, det siger sig selv, 12. Trins løfte " havde en åndelig opvågnen/erfaring, fuldkommen psykisk forandring, som resultatet af disse trin." Hvor lang en uddannelse skal et menneske have for at kunne være forældre? Hvor mange AA-møder bliver en alkoholiker nødt til at overvære for at være en rehabiliteret alkoholiker? Intet af alt dette vil kunne opnås ved at gå til møder. Det kan kun ske ved at vedkommende griber til egnet handling. Det er påkrævet at følge et helt bestemt handlingsmønster for at blive rehabiliteret alkoholiker og først derefter har vi noget væsentligt at bidrage med til møderne. Derfor: hvornår vil det være passende for en kronisk alkoholiker at foretage den beskrevne egnede handling (tage trinene) for at opnå den spirituelle erfaring/opvågnen for at komme sig efter den tilsyneladende håbløse tilstand på sind og krop? De alkoholikere, der var med til at forfatte Anonyme Alkoholikeres grundlæggende tekst, der også bærer titlen Anonyme Alkoholikere, gik i gang med deres handlingsprogram få dage efter deres sidste genstand. Og når det var den almindeligt gældende praksis i vores fællesskab, blev en meget stor procentdel af alkoholikerne ædru. Og endnu nogle postulater: I dag er det ikke længere tilfældet. Den nye opmuntres til at gå til møder for at høre på folk, der lider under ubehandlet alkoholisme, tale om deres problemer, meninger, forventninger og deres måde at arbejde med programmet på. I dag er mange af vore møder blevet til dødelige fælder for nytilkomne og for grupper, der afholder møder, hvor de helt undlader at arbejde med Anonyme Alkoholikeres 12 trin og Anonyme Alkoholikeres 12 traditioner.

4 Det her er en dødsens alvorlig sag, det med rehabilitering fra alkoholisme. Det gøres ved at efterleve alle Anonyme Alkoholikeres 12 trin - ikke ved at snakke om dem. Når vi har haft en spirituel opvågnen, er vi trådt ind i Åndens verden. Vort næste mål er at vokse spirituelt. Det gør vi ved at leve i og arbejde med 10., 11. og 12. trin - hele dagen og hver eneste dag. (Gengivet og lettere bearbejdet på dansk af trin-for-trin efter ukendt amerikansk kilde - september 1999) 2) Forskel på "vanedrikkere" og "virkelige alkoholikere"? (Storebog side 43 ff) Kan en fundamentalist tænke utraditionelt? Floyd Henderson (USA) kan. I 1997 skrev han nedenstående, hvor han hårdt og præcist skelner mellem "virkelige alkoholikere" og "vanedrikkerne". Helt så utraditionelt er det nok ikke, for vi kan læse om dem i Storebog side 43 ff. Noget kunne tyde på, at Floyd blot forsøger at hente AA tilbage til sin oprindelige basis, til den tid der ligger forud for alle de kloge fortolkere og reformatorer. Ja til virkelig gennemgribende og selvstændig overvejelse, nej til letsindig tale (fortolkning). Døm selv! Ædru eller ikke ædru - Gør som Storebog foreslår! Vi AA ere har vores tegn alle vegne, alle med slogans som f. eks: "Tænk" (som om min tænkemåde ikke netop fik mig hertil og stadig vil kunne slå mig ihjel) eller "En dag ad gangen" (jeg kan ikke klare mig uden helt at give mig over og risikere fremtidige forbehold). "Hold det enkelt" (der oprindelig er et råd givet i Storebog til en ægtefælle, ikke til alkoholikeren, der er begyndt på sin rehabilitering. Vi finder ingen af disse råd i det oprindelige program til rehabilitering (efter misbrug af alkohol.). Endnu bruger vi ikke alle de tegn, vi burde, f.eks. "Den der bryder ind i et ægteskab skjuler sit ansigt" eller "Giv agt: En vanedrikker ombord". Hvis du virkelig er alkoholiker, kan den virkelige vanedrikker være en større fare for dig end selve alkoholen. Og den teori baserer jeg på to udtalelser fra Bill W. himself. I den første siger Bill som svar på det stigende antal tilbagefald, som han ser som et resultat af, at budskabet i Storebog er blevet udhulet ad mundtlig vej: "Vi kan ikke slå os til tåls med det synspunkt, at alle disse tilbagefald helt igennem er de nytilkomnes fejl. Måske har rigtigt mange af dem ikke fået støtte (sponsorship) af den art og i den mængde, de havde så hårdt brug for. Vi har ikke videregivet, da vi

5 burde have gjort det. Derfor er det os AA ere der har svigtet dem." Han sagde også, at vi måtte være på vagt for at værne vores budskabs renhed og bemærkede, at "hvis AA nogensinde ødelægges, vil det blive indefra". Bill advarede os, at washingtonianernes program, der havde stor succes længe før AA blev til, til sidst blev ødelagt indefra, fordi de hverken havde regler (traditioner) eller nogen basislitteratur (Storebog), der kunne beskytte budskabet mod at blive forvrænget mundtligt. Hvorfor kan de altødelæggende begivenheder, der hjemsøger AA, henføres enten til dem eller til alkoholikere, der lider under ubehandlet alkoholisme? Først kan de tidlige AA ere som Earl T. og Paul M. berette om, at den succesrate på 75%, som der berettes om i Storebog, også fortsatte i de tidlige år. Så hvorfor bliver i vore dage mindre end 6% af de virkelige alkoholikere længe nok til at modtage deres 10 års mønt? Undersøgelser påviser, at 20% af den amerikanske befolkning lider under alvorlige alkoholrelaterede problemer, men at kun halvdelen af disse problemdrikkere er virkelige alkoholikere. Det betyder, at vi i Amerika har lige så mange vanedrikkere, som vi har virkelige alkoholikere, og da det er lettere for dem at stoppe helt end at begrænse forbruget, kan vi meget vel have flere af dem i fællesskabet, end vi har virkelige alkoholikere under helbredelse (i programmet). Og de tilkendegiver synspunkter (i stedet for de på Storebog baserede kendsgerninger) og disse synspunkter vil gøre det af med os, hvis vi lytter til dem og følger deres råd i stedet for dem, der står i Storebog. De behøver nemlig ikke holde sig strengt til "reglerne" som vi andre for at kunne overleve. Deres anstrøg af sygdommen er ikke nødvendigvis ødelæggende, som den er for os, hvis ikke vi følger disse regler helt præcis. Medens vore kammerater dør med de høje rater af tilbagefald og medens vores fællesskab lider under så ringe fremgang, er det så ikke på tide at vi retter opmærksomheden mod vore traditioner og det, som vores program lærer os, så vanedrikkerne og de alkoholikere der virkelig lider under sygdommen ikke dominerer på vores møder med deres løgne? Nogle der drikker kan selv vælge at holde sig ædru (i Storebog "Der findes en løsning" side 43 om vanedrikkeren, den moderate drikker og den virkelige alkoholiker). Endvidere ser vi i bogen, at den moderate og vanedrikkeren kan stoppe på en ikke spirituel basis, afhængig af i hvilket omfang han har mistet evnen til at vælge, om han vil drikke eller ej. Derfor spørger jeg: hvis de selv kan styre det, og hvis de ikke kommer her for at gøre trinarbejde, og hvis de ikke hjælper andre frem til den spirituelle oplevelse, hvad hulen laver de så egentlig her hos os? Jeg har ikke kræft, derfor opholder jeg mig ikke på en kræftafdeling. Hvis jeg gjorde det, kunne jeg blive mere syg end de mennesker, der har kræft og derfor ikke har noget valg. Hvorfor skulle jeg tilslutte mig et rehabiliterings-program for kræft, hvis jeg ikke har nogen alvorlig kræftsygdom? Der findes adskillige muligheder for at forklare, hvorfor jeg er på sådan en afdeling, selvom jeg ikke er ved at dø af kræft. Måske er jeg bare blevet helbredt af en mild form for kræft og vil nu fortælle de andre, hvordan de skal behandle deres alvorlige, dødelige kræftform. Måske kan jeg lide ekspertrollen, siden jeg tror jeg kan tillade mig det. Måske er min finfølelse så underudviklet, at jeg ikke er velset blandt de veletablerede i vort fællesskab og at jeg derfor har behov for tilhørere, der er så syge, at de ikke kan løbe væk, lige meget hvor afskyelig jeg måtte være. Måske tror jeg for alvor, at jeg kan gøre noget for dem, selvom min milde form ikke har givet mig virkelig forståelse for deres grad af sygdom og for, hvad de virkeligt har brug for, for at få det bedre. Måske er jeg bare på kræftafdelingen, fordi jeg ikke kan håndtere de daglige hændelser udenfor og har brug for nogen at snakke med. Måske de ligefrem har gratis behandling, som jeg kan lide at snuse med på frem for selv at betale en terapeut selv. Måske er jeg ligefrem ude på at finde en at få et forhold til og det synes mig det rette sted at finde en netop der (selvom det er et underligt system, er det ikke? Jeg søger et sted, hvor folk er ved at dø for at finde én til et livslangt forhold! Hvis jeg gjorde det, var jeg vist mere syg end jeg vidste.) Faren ved, at jeg opholder mig på kræftafdelingen, består frem for alt i den forkerte information jeg udbreder. Kan være jeg fortæller, at jeg havde en mild form for kræft - og så "du behøver virkelig ikke gøre alt, hvad lægen siger. Og du behøver ikke gøre alt præcis eller nøjagtigt på den måde, lægen siger du skal. Lad mig hellere sige dig min mening om behandling, for det er alt hvad jeg behøvede at gøre for at komme ovenpå, og det er en enklere og lettere vej, end den lægerne foreskriver." Det kan være jeg også fortæller dem: "Og glem så alt om den holistiske indfaldsvinkel til rehabilitering. - Jeg havde ikke brug for at bede. Jeg havde ikke brug for at henvende mig til nogen gud. Den del af programmet er der

6 virkelig ikke brug for - det er jeg et levende bevis på. De skal bare kurere den fysiske side af sygdommen." Død og pine! Bare ved det jeg siger, bare ved de ord der kommer ud af min mund, ville jeg være dræbende på sådan en afdeling, mon ikke? - Og tror I ikke, at de ansvarlige på sådan en afdeling ville sparke mig ud i løbet af nul komme fem? De ville ikke stiltiende lade stå til, medens jeg spredte fejlinformation, der kunne slå de mennesker, der var kommet til dem for at søge helbredelse, ihjel. Kendsgerningen er at vore vanedrikkere (og nogle af vore af ubehandlet alkoholisme lidende alkoholikere) netop gør alt dette. De bruger ofte AA af selskabelige eller egoistiske grunde i stedet for at arbejde med trinene for vedvarende spirituel vækst. Ligesom vi virkelige alkoholikere fik også de i deres drukperiode beskeden "Skrid!" Så finder de (ad forunderlige veje) til AA og vi fortæller dem gladeligt: "Kom igen!" Hovsa, er det nyt, er det ikke dejligt? Så de bruger altså AA som en "De ensommes klub" eller får sig en terapi til 5 kroner i stedet for 500 kroner i timen - og et sted, hvor de kan få afløb, dele ud af, lufte deres meninger. De kan klare sig uden at opleve nogen spirituel oplevelse (de behøver det ikke - de er ikke virkelige alkoholikere), og de viser ikke virkelig forståelse for den kamp, de kan føre på en meget enklere måde. Deres holdning er "Hej, det var let nok for mig, ad helvede til med jer andre". - Men "keep coming back" (bliv ved med at komme igen). Syge alkoholikerhjerner! Det skal nok hjælpe. (Og hvilket slogan skal jeg så bruge til de fordømmende, opblæste røvhuller, når jeg får det bedre? Bliver jeg så lige som dem? Skal de være mine forbilleder? Idoler? Bare jeg kommer til at tænke på dem, får jeg brug for at gå i gang med et nyt 4. trin!) Selvom vi virkelige alkoholikere umiddelbart kan være svære at skelne fra vanedrikkerne, er vi sandelig meget forskellige fra dem. Vi er tvunget til at leve op til nogle forudsætninger. Det behøver vanedrikkerne ikke. Vi alkoholikere må gøre arbejdet præcist og omhyggeligt og gennemgribende; det behøver vanedrikkeren ikke. Vi har behov for en psykisk forvandling; det behøver de ikke. Vi skal underkaste os en "revolutionær forandring"; hvad de ikke behøver. Vi får at vide, at vi har en ufravigelig forudsætning, især at vi er nødt til at "følge nogle få enkle regler", som de ikke behøver at følge. Vort valg gælder liv eller død, det gør deres ikke. Vi skal klynge os til det som en druknende, hvad de ikke er. Deraf kommer faren ved at være til møde med dem. For fra dem hører vi præcis det modsatte af, hvad vi har brug for at høre, nemlig det modsatte af hvad Storebog fortæller os. Vi hører udtalelser og synspunkter fra dem, der kan være sandhed for dem, men som for os er dødbringende løgne. Derfor: Hvem, er det der skal tage sig i agt for vanedrikkerne, disse "den rene AA-læres krænkere?" Det skal enhver virkelig alkoholiker, for disse ulve i fåreklæder er dem, der omkring bordet fortæller virkelige alkoholikere om løgnene, myterne, ønskedrømmene, de lette løsninger. Og alt for tit var vi virkelige alkoholikere dem, der stod alene, der blev underkendt, ikke brød os om at sige mere i den forsamling, genfandt os selv bagest i lokalet, langt fra dem med de høje, selvsikre og mere autoritative stemmer hos vanedrikkerne, der - selvom de mener det godt - udgør en virkelig fare for vor chance til rehabilitering og selv for hele vores fællesskabs overlevelse. Hvis disse vanedrikkere ikke har en del i den "fælles velfærd", ikke bærer det fælles budskab - den fælles løsning - ud, så opfylder de ikke kravene til medlemskab af AA. Hvor længe skal vi affinde os og forspilde vores hævd på programmet ved passivitet? Hvis vi skal tage os i agt for vanedrikkerne, hvordan skal vi så genkende dem? Egentlig kan de selv hjælpe os med at afsløre dem, hvis vi er agtpågivende. Først og fremmest fremstiller vanedrikkeren sig ofte som "model af den ideelle AA er" (og det er ikke helt løgn, fordi "model" betyder "en "efterligning af den virkelige ting"). Han vil fortælle den nytilkomne "jeg forstår din smerte", men han gider ikke rulle ærmerne op og bruge de mange timers service, der behøves, for at sidde sammen med den nye og føre ham igennem Storebog side for side. Han er en gut i sit andet ædru årti, der for nylig gjorde grin med dem af os, der står noget tidligere op hver dag for at bede og meditere. Han er som den, jeg for nylig hørte sige til en virkelig alkoholiker: " Jeg er træt af alle dine tilbagefald, og er syg af at høre dig sige, at du har brug for mere hjælp end du får. Jeg gider end ikke være sammen med dig." Han er som den, jeg for nylig hørte sige: "Jeg har mere end 10 års ædruelighed. Jeg arbejdede med trinene, da jeg kom for 17

7 år siden og min sponsor lod mig gøre det stille og roligt og at arbejde med trinene, når det passede mig." (Det kan en vanedrikker sagtens gøre, men vi virkelige alkoholikere ville dø af at vente til det passede os at skride til handling). Vanedrikkeren er en med mange år i fællesskabet, der deklamerer, at han "valgte ikke at drikke denne morgen". Måske siger han sandheden. Men vi andre har ikke det privilegium. Tilmed er han en, der forbliver ædru, selvom han ikke passer til oplysningerne i Storebog. Han siger, at bogen skal fortolkes (men i virkeligheden mener han "misfortolkes"). Han kan være en, der har udråbt sig selv til gruppens "ældre statsmand". Han er ikke den, der fører sin sponsee fra omslagets yderside til side 166 (i dansk udgave) og redegør for hver sentens og som nøjagtigt gør alt, hvad Storebog beskriver i præcise, specifikke, klare retningslinjer. Han er den, der for nylig sagde: "Det er ikke sådan jeg arbejder med programmet" (Godt nok interessant, for hvornår lavede han et program overhovedet? Kan hans program garantere for at løfterne går i opfyldelse for os virkelige AA ere, sådan som AA s program kan?). - Bemærk, at hvis nogen, der fremsætter den slags udtalelser, skulle være virkelige alkoholikere, så lider de af ubehandlet alkoholisme igen og har behov for igen at arbejde med trinene, så Guds kærlighed kan opleves gennem deres service og høres af deres udtalelser. Hvis vi derfor hører den slags udtalelser fra en virkelig alkoholiker, er han faldet tilbage i ubehandlet alkoholisme, en spirituel sygdomstilstand der tillader magtesløshed igen at snige sig ind i hans liv, fordi han holdt op med at arbejde med trinene regelmæssigt, sådan som det oprindeligt havde været hensigten. Hvordan kan vi så holde de to grupper fra hinanden? Vi skal vide, hvad vi skal gøre, for hvis den virkelige alkoholiker lider af ubehandlet alkoholisme, så kan vi hjælpe ham. På den anden side kan vanedrikkeren skade os. Derfor må vi skille dem ad. Den alkoholiker, der ikke arbejder med trinene, vil i sidste ende selv skille sig ud fra vanedrikkeren på forskellig måde: Han vil se beskrivelsen af ubehandlet alkoholisme i Storebog side 69 (slem molestering af den amerikanske tekst i 3rd edition, lån hellere den, hvis du kan engelsk, her er det side 52). Til sidst går han nemlig på druk eller begår selvmord, og det sker hos os med en hyppighed der er 75 gange større end i resten af befolkningen. HUSK: Vanedrikkeren kan holde sig ædru, selvom han (i tanke, ord og handling) er i modstrid med de instruktioner, der fremgår af Storebog. Hvorfor giver jeg indtryk af at vide så meget om dem? Jo, for deres råd havde nær slået mig ihjel. Jeg hørte længe nok på dem til jeg blev mageligt anlagt efter 7½ år. I virkeligheden var jeg den mest umagelige, siden jeg sluttede mig til, fordi jeg lod dem overbevise mig om at lade arbejdet ligge. Jeg havde hørt så mange af dem berette i deres ufejlbarlighed, hvordan de gjorde i deres mere end 10 år lange ædruelighed (uden at skulle arbejde med trinene hele tiden), at jeg faldt for det. - For pokker da! Hvis de kan gøre det på den måde, kan jeg vel også. De talte til min "lette-genvejes-mentalitet". Jeg spekulerede ikke længere over, at det udgjorde risici for min daglige udsættelse. De hjalp mig til at rekonstruere mit ego ("Det her klarer vi på vores egen måde") og jeg holdt op med at se kritisk på dem og indså ikke, at jeg slet ikke ville have det de havde, selvom det var lettere. Det var min fejl, at jeg lod dem have indflydelse på mig og det havde nær kostet mig livet!!! I dag ved jeg, at fordi jeg er en virkelig alkoholiker, er det konstante arbejde med trinene livsnødvendigt for mig (læs: nødvendigt for mit liv) - ikke for dem, men afgjort for mig. Og da det er en erfaring, jeg har gjort, så lad mig dele dette: Vær agtpågivende, for jeg har lært det på den hårde måde, nemlig at den fjende, der bringer et falsk budskab, er mindst lige så overrumplende, snigende og magtfuld som selve sygdommen. Derfor: hvis du er en virkelig alkoholiker, så kend kriterierne, pas på de opblæste beretninger, de bruger for at overbevise os om, at de er en af vore egne. Læg mærke til de tegn, der gælder for en vanedrikker men som er dødelige for den virkelige alkoholiker. Gør dig klart, at vi virkelige alkoholikere ikke har noget valg. Vi har ikke styr på det og får det aldrig. Gør dig klart, at det eneste håb for os - varigt at arbejde med programmet og spirituel vækst - ikke er nødvendigt for disse veltalende vanedrikkere. Gør dig klart, at vi kun han opnå fornyet spirituel erfaring ved at arbejde energisk med trinene, som er nødvendig på daglig basis for at kunne forblive ædru og lykkelig og glade og frie. Og altid vogte os for det budskab, der kommer fra en vanedrikkers mund (eller enhver anden egentlig ikke-alkoholiker i vores gruppe), fordi han "skjuler sit ansigt". Han sidder ved siden af dig, og selvom det han siger er hans virkelighed, vil han ubevidst forsøge at slå dig ihjel, når du mindst venter det. Det er min erfaring. Så hvis du virkelig er alkoholiker, beder jeg dig indtrængende om at tage dig i agt.

8 Hvis du virkelig er alkoholiker, så gør det som det står i Storebog, på den måde det står i Storebog. Uden forbehold! Copyright 1997 Floyd Henderson, Gengivet på dansk af "trin-for-trin".

9 3) Er AA i krise? I USA har Alcoholics Anonymous ikke blot oplevet stagnation men direkte medlemstilbagegang. Efter 30 gode år er fulgte 30 magre år. Det har fået en række medlemmer af fælleskabet til at tænke nærmere over årsagerne. En af dem er Cliff, der for få dage siden havde nedenstående til tider meget barske, bud på årsagerne. Tankerne falder godt sammen med det som kommer til udtryk ovenfor "Ædru eller ikke ædru - Gør som Storebog foreslår". trin-for-trin videregiver stoffet uden nødvendigvis at være enig i dele af indholdet. Men det er helt afgørende for fællesskabets fremtid, at vi virkelig gør os disse tanker - og tager stilling og handler derefter. Læs videre, hvis du har mod til det og hvis AA's fælles fremtid er vigtig nok for dig og din gruppe. Hvad skete der med vores høje succesrate for år siden, da vi kunne fastholde 75% eller mere af alle alkoholikere, der kom til os for at få hjælp? Det er et spørgsmål, som mange alkoholikere i vore dage. I dag er det vel ikke engang 5 %, vi kan fastholde. Hvad er der sket? Hvad skete der med den herlige AA-gruppe for år siden? De plejede at være 50, 75, 100 eller flere til hvert eneste møde. Det er alt sammen historie nu! Flere og flere grupper nedlægges. Hvad skete der? Vi hører en masse forklaringer, meninger og undskyldninger for, hvad der kan være sket, men det bliver det ikke bedre af. Det går fortsat tilbage for os. Hvad er årsagerne? Bill W. har skrevet: "I årene fremover vil AA selvfølgelig begå fejltagelser. Erfaringen har lært os, at vi ikke behøver at være bange for det, forudsat at vi stedse bevarer villigheden til at erkende vore fejl og til omgående at udbedre dem. Vor vækst som enkeltpersoner har altid været afhængig af denne helsebringende proces og forsøg og fejltagelser. Det samme gælder vores vækst som fællesskab. Lad os altid huske, at ethvert fællesskab af mænd og kvinder, der ikke selv evner at rette op på sine egne fejl uvægerligt vil falde fra hinanden, hvis ikke ligefrem gå til grunde. Dette er bare straffen for ikke at ville fortsætte med at vokse. Lige som hver enkelt AA er må fortsætte med at tage sin moralske selvopgørelse og handle derefter, må også hele vores fællesskab, hvis vi skal overleve og tjene på en brugbar og hensigtsmæssig måde." (A.A. Comes of Age, side 231). Med en så stærkt faldende vedvarende ædruelighed og den fortsatte nedlæggelse af AA-grupper, er det indlysende, at vi ikke har bevaret vores villighed til at erkende vores fejltagelser og omgående at udbedre dem. Efter min mening har den delegerede fra Northeast Ohio området har påpeget vore fejltagelser og svigt, da han i 1976 talte til en gruppe AA ere. Essensen af det han sagde var, at vi ikke længere viser den nye, at vi har en løsning på alkoholismen. Vi fortæller dem ikke længer om Storebog og hvor afgørende den er for vores vedvarende ædruelighed. Vi fortæller dem ikke om vore traditioner og hvor afgørende de er for vore grupper og for Anonyme Alkoholikere som helhed. Vi bruger snarere møderne til historiefortælling, drøftelser af vore problemer, forestillinger og meninger eller "min dag" eller "min måde". Efter at have været med i en årrække og tænkt nærmere over det, Bob Bacon sagde, forekommer det mig, at vi har tilladt de nye at overbevise oldtimerne om, at de havde bedre metoder. De var lige sluppet ud af en behandling for 30 dage siden, hvor de var blevet præget af deres behov for at tale om deres personlige problemer i gruppeterapien. De var blevet belært om, at det ikke gjorde nogen forskel, hvilke virkelige problemer de havde, for AA havde under alle omstændigheder det bedste program. De var blevet belært om, at de skulle gå til AA-møder hver dag de første 90 dage efter behandlingen. De var blevet belært om, at de ikke skulle træffe væsentlige beslutninger i det første år af deres ædruelighed. Og alt det, de havde lært, står i skærende modsætning til Anonyme Alkoholikeres program! Tilsyneladende lød alt det, de havde lært, godt i AA-medlemmernes øren, som overværede, når dem fra behandlingscentrene begyndte at dukke op til møderne. Og mange AA-medlemmer havde stor sympati for behandlingscentrene, fordi centrene var steder, hvor de kunne slippe af med en drukkenbolt, hvis han/hun var i stand til at betale. Det fjernede noget af det ubehag, der havde naget os tidligere ved at skulle hælde appelsinsaft med honning op eller bringe en udførlig druktur til afslutning for en rystende alkoholiker, der skulle have hjælp til afgiftning. Dengang AA virkelig havde succes, var de folk der talte på møderne rehabiliterede alkoholikere, Den lidende og ubehandlede alkoholiker gad lytte. Efter at have lyttet til, hvad der skulle til for at komme sig, stod den nye overfor at skulle træffe en beslutning: Vil du arbejde med og i trinene og komme dig eller

10 vil du gå tilbage og ud og gøre arbejdet færdigt? - Hvis de sagde, at de var villig til at gøre hvad som helst, fik de tildelt en sponsor, en Storebog og indledte rehabiliteringsprocessen ved at tage trinene og erfare løfterne, som resultat af handling. Processen indebar at den nye arbejdede med andre og fortsatte væksten indenfor vores fællesskabs rammer. Vor vækstrate lå på omkring 7 % og antallet af ædru medlemmer af AA blev fordoblet hvert tiende år. Med behandlingsindustriens voldsomme vækst og den goodwill vores succes med alkoholikere skabte i retsvæsenet og hos læger, psykiatere, psykologer m.v. væltede det ind til AA med alle mulige slags folk i et langt større omfang, end vi nogensinde havde drømt om. Og uden at vi var klar over, hvad der var ved at ske, begyndte vores møder at ændre vægten fra "rehabilitering fra alkoholisme" til "diskussion og deltagelse", der var åben for alle og enhver til at tale om hvad som helst. Møderne forandredes fra at være et program for spirituel udvikling til en slags gruppeterapi-møder, hvor vi hørte mere og mere om "vore problemer" og mindre og mindre programmet til rehabilitering gennem Storebog og bevarelsen af vores fællesskab gennem overholdelse af vore traditioner. Hvad er der så kommet ud af alt dette? Vi har på den ene side aldrig set så mange henvende sig til os om hjælp og på den anden side aldrig haft en ringere vækst, der nu er ved at slå om i direkte tilbagegang. For første gang i Anonyme Alkoholikeres historie mister vi medlemmer hurtigere end vi får nye ligesom vor succesrate er utroligt lav. (Iflg. statistikker fra Intergrupper i nogle af de større byer har mindre end 5 % held til at fastholde deres ønske om at holde op med at drikke i mere end 5 år - en verden til forskel fra de 75% som Bill W. kunne berette om i forordet til 2. udgave). Skiftet i vore møders indhold viser sig at være dødsfælder både for de nye og - som det viser sig - også dødsfælder for grupperne, der bliver afhængige af "diskussion og deltagelse" - mødeformen. Og hvorfor det? Svaret er meget enkelt. Da møderne blev gjort tilgængelige for alkoholikere med ubehandlet alkoholisme (ikke at forveksle med dem har været i behandling) og for ikke-alkoholikere til at udtrykke deres forestillinger, deres meninger og lufte deres problemer og til at berette, hvordan de havde fået besked på at handle, hvor de kom fra, blev den forvirrede nye endnu mere forvirret over den mangfoldige og modstridende information, han blev præsenteret for. De blev mere og mere opmuntret til bare at "gå til møder og lad være med at drikke" eller det der er værre "90 møder på 90 dage". Det blev ikke længere pålagt den nye enten at tage trinene eller at gå tilbage og drikke sig ihjel. Tværtimod får de ofte at vide "lad være med at kaste dig over trinene. Giv dig tid". De alkoholikere, der var med til at skrive Storebog, gav sig ikke tid. De tog trinene straks de første dage efter at kom ind efter deres sidste genstand. Gudskelov er der nogle i vores fællesskab, folk som Joe og Charlie og Wally m.fl., der har indset problemerne og har taget fat på at gøre noget ved det. De har igen rykket Storebog tilbage i centrum. Der har altid været nogle få grupper der ikke ville give efter for trenden om gruppeterapi. De holdt fast på at fortælle den nye, at "vi havde en åndelig opvågnen som følge af disse trin" og hvis du vil komme dig, skal vi sørge for at du får en sponsor, som er kommet sig og som vil føre dig af den sti, de første 100 betrådte. Rehabiliterede alkoholikere er begyndt at starte nye grupper, der kun har et enkelt formål og som fortæller de nye, at indtil de har taget trinene og er kommet sig, får de ikke lov at tale ved møderne overhovedet! De skal lytte til rehabiliterede alkoholikere, de skal tage trinene, så kommer de sig og så kan de forsøge at videregive deres erfaringer og kendskab til dem, der stadig søger den slags hjælp, vi kan tilbyde i Anonyme Alkoholikere. Når denne bevægelse breder sig, som den er i færd med, vil Anonyme Alkoholikere igen få omfattende succes med at gøre den ene ting, Gud har haft til hensigt for os og hjælpe den lidende alkoholiker til at komme sig, hvis han har bestemt sig til at gøre hvad som helst for at komme sig, at tage og antage de 12 trin som leveregel og beskytte vores fællesskab ved at overholde vore 12 traditioner. Der er en tendens til at skubbe skylden for vores krise over på behandlingsindustrien og de professionelle. De handler udfra deres kriterier og det har intet at gøre med, hvad vi gør i Anonyme Alkoholikere. Det er helt deres sag og det er ikke der vi skal placere skylden, hvilket også ville være i strid med vore 10. tradition. Det virkelige problem består i, at de medlemmer af AA, der var med, at "klienterne" begyndte at strømme til vores fællesskab, ikke hjælp "klienterne" til at forstå, at vores program var blevet endeligt fastlagt i 1939 og at retningslinjerne til bevarelse af vores fællesskab blev vedtaget i Og at de måtte se at komme af med deres nye "gamle ideer" og begynde at praktisere Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram på den måde, det er blevet overleveret til os. At det de havde at sige, indtil de havde taget

11 trinene og var kommet sig, var uden betydning for alle andre end deres sponsor. Men det skete ikke. Tværtimod opfyldte oldtimerne ikke deres ansvar i forholdet til de nye og mindede dem om denne sandhed: "Sjældent har vi mødt et menneske, som ikke kommer sig, hvis vedkommende samvittighedsfuldt følger vort program. De, der ikke kommer sig, er mennesker, som hverken kan eller vil sætte alt ind på at leve efter vort enkle program". Vi har tilladt at alkoholikere med ubehandlet alkoholisme og ikke-alkoholikere sidder med ved vore møder og fremlægger deres problemer, forestillinger og meninger. Vi er gået fra "sjældent har vi mødt et menneske, der ikke kommer sig" til "Sjældent har vi set nogen komme sig". Så det er her vi står. Vi har 30 års ubegribelig stor succes bag os ved at følge Storebog vejledninger. Vi har derefter haft 30 års skuffende fiasko ved at ville henvende os til alle og enhver. Nu har vi noget at sammenligne med. Nu kender vi problemet og ved, hvad løsningen går ud på. Uheldigvis har vi ikke omgående villet rette vore fejl og misgreb, og det har medført omfattende sløvhed og selvtilstrækkelighed. Og de problemer vi forsøger at skjule medfører unødvendige drab på alkoholikere. Løsningen? Den Kraft, vi finder gennem vore 12 trin og som er større end os selv, lover rehabilitering til dem, der er villig til at følge de klart udtrykte retningslinjer i Storebog. Vil du helst være en del af problemet eller en del af løsningen? Det er enkelt, men det er ikke let. Det har sin pris. Skrevet og talt af Cliff (USA) 15/9/99. Gengivet på dansk af "trin-fortrin". 4) Der stilles ingen krav i Anonyme Alkoholikere? Denne påstand hører vi meget tit i fællesskabet af Anonyme Alkoholikere. Det ville nu være godt at få klarlagt, om der henvises til fællesskabet eller til AA s program. Hvis der henvises til fællesskabet passer det stort set. Der stilles kun ét krav i fællesskabet. Enhver der kommer til AA har friheden til at gøre, som de vil, når blot de har et "ønske om at holde op med at drikke". Det er det eneste krav der stilles for at blive medlem af fællesskabet af Anonyme Alkoholikere. Men hvis der henvises til Anonyme Alkoholikeres program er det helt forkert. Det er korrekt at Anonyme Alkoholikeres program er et "foreslået program". For hvis en alkoholiker har forsøgt alt andet og fortsat drikker, så "foreslås" det, at han prøver dette: det virker! "Sjældent har vi mødt et menneske, som ikke kommer sig, hvis vedkommende samvittighedsfuldt følger vort program" (Storebog side 75). "Vi, i Anonyme Alkoholikere, er mere end 100 mænd og kvinder, som er blevet helbredt fra en tilsyneladende håbløs psykisk og fysisk tilstand. Hovedformålet med denne bog er at vise andre alkoholikere nøjagtigt, hvorledes vi er blevet kureret" (Storebog side 10). "Min ven havde understreget det nødvendige i at efterleve disse principper i alt, hvad jeg foretog mig." (Storebog side 38) "Især var det bydende nødvendigt at arbejde med andre, som han havde arbejdet med mig". (Storebog side 38) "Før alt andet må vi alkoholikere skaffe os af med denne selviskhed". (Storebog side 78) Hvem sagde, at der ikke stilles krav i Anonyme Alkoholikeres Program? "Hver dag er en dag, hvor vi må bære visheden om Guds vilje ind i alle vore gøremål". (Storebog side 98) " Disse tanker må bestandigt følge os." (Storebog side 98) Når man begynder at studere Storebog, vil man finde mere end hundrede "krav", "bør" og "burde". Med undtagelse af 3. Tradition er der ingen krav i fællesskabet af Anonyme Alkoholikere. Vi får alle valget om at bevare vores liv ved møder og ved det, vi hører fremsat der. Det har vist sig at være et meget eksklusivt valg,, når man tager i betragtning, hvor få alkoholikere der opnår vedvarende ædruelighed på dette tidspunkt af vor historie. Eller vi kan bevare vores liv ved AA s program, med alle

12 de krav det indeholder, der betyder noget nær rekorden i at føre alkoholikere til vedvarende følelsesmæssig ædruelighed. Det virker, hvis vi vil virke for det. Vi dør, hvis vi ikke gør det.. Derfor gør det - det er bare et forslag. 5) Trin er vigtigere end møder Da Bill W. skrev forordet til 2. udgave af Storebog, fortalte han om den succes han og de andre rehabiliterede alkoholikere vidnede om som resultat af, at de havde bogen "Anonyme Alkoholikere" som eneste rettesnor for rehabilitering indenfor fællesskabet af Anonyme Alkoholikere. Han skrev, at "af de alkoholikere, som kom til AA, og som virkelig prøvede, blev 50% straks ædru og forblev ædru, 25 % blev ædru efter flere forsøg, og af resten, som holdt ved AA, blev mange bedre i tidens løb." (Storebog side 16). I gennemsnit blev 75% varigt ædru og dr. Bob anslog helt op til 90%!!! Når man omhyggeligt læste Storebog (det kærlige øgenavn for denne bog som meget få alkoholikere nogen sinde læser for slet ikke at tale om, studerer) ser vi, at disse alkoholikere kun gik til et eller to møder om ugen. Til gengæld brugte de en stor del af deres fritid til at støve syge alkoholikere op og delte deres erfaringer med hinanden om, hvor man kunne finde de syge og hvordan de kunne blive bedre til at bringe budskabet ud til de lidende. Selvfølgelig havde de et budskab at bringe ud. De var blevet velsignet med en spirituel opvågnen /oplevelse som resultatet af at tage trinene straks i starten af deres ædruelighed. I mange tilfælde havde alkoholikeren taget trinene og var kommet sig, før han eller hun deltog i deres første møde. Det fortæller de om i Storebog. "Her er trinene vi tog, foreslået som et program for at genvinde helbredet".(storebog side 76). De skrev ikke "her er de møder vi gik til" ej heller at "her er de trin vi diskuterede og /eller snakkede om". Nej, de skrev at de TOG disse trin og endvidere "Når vi som følge af disse trin havde haft en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at efterleve disse principper i alt, hvad vi gjorde". (Storebog side 76). Der står ikke "havde haft en åndelig opvågnen, fordi vi gik til møder". Nej, de TOG disse 12 trin, idet de fulgte en energisk handlingsplan (vigorous action) ved præcist og specifikt og konkret at følge de klare retningslinjer (SB, side 50), som de første hundrede nedskrev til os i grundteksten for vores fællesskab "Anonyme Alkoholikere" (Storebog side 10). Grundlæggerne af vores program indså en basal sandhed om alkoholisme. "På et vist tidspunkt er vi ude af stand til, med tilstrækkelig vægt, at få erindringen om smerten og ydmygelsen for blot en uge eller en måned siden ind i vor bevidsthed. Vi var forsvarsløse overfor den første genstand." (Storebog side 46, red.). På basis af denne sandhed var det sædvane for en sponsor at insistere på, at den nye tog trinene, før han/hun begyndte at gå til møder. De indså også den absolutte nødvendighed i at tage og at efterleve vore trin som nøglen til emotionel ædruelighed. De vidste, at en efterlevelse af vores program var langt vigtigere end at tale om vores program. At tage og leve efter vore 12 trin var og er programmet. For vores region er den kendsgerning af historisk interesse, at manden der bragte AA til Texas aldrig havde været til et møde, før han ankom til Houston. Han var blevet samlet næsten død op af nogle af Clarence S. s protegeer. Clarence og dr. Bob hjalp denne mand, Larry J. med at tage trinene, mens han var indlagt på hospitalet. Da han blev udskrevet, købte de en togbillet til ham til Houston og sendte ham dertil af helbredsmæssige årsager. Han ankom til Houston med et eksemplar af Storebog og den erfaring at have taget trinene. Han fik et job på en avis og efter at have skrevet seks artikler om Anonyme

13 Alkoholikere, fulgte han retningslinjerne i "Arbejdet med andre" og "Hvad du har i udsigt". I løbet af nogle dage søgte adskillige alkoholikere hans hjælp. AA i Texas var født. Anonyme Alkoholikere var nået til Dallas, Texas af en dame ved navn Ester, der kom til Dallas fra Houston. Hun ankom med et eksemplar af Storebog og beredvillighed til at opsøge lidende alkoholikere. Lige som Larry J. fulgte hun retningslinjerne i kapitlerne syv og elleve i Storebog "Arbejdet med andre" og "Hvad du har i udsigt". Hendes historie står både i 2. udgave som i 3. udgave (dansk Storebog side 340 "En sydstatsblomst"). Det er rundt om i verden gentagne gange blevet bevist, at én ædru alkoholiker med et eksemplar af Storebog kan betyde en omvæltning i tilværelsen for talløse alkoholikere, når de krystalklare retningslinjer som de første 100 videregav i vores basislitteratur følges. Som Bill udtrykte det så rammende: "Det åndelige liv er ikke en teori. Vi bliver nødt til at leve det." (Storebog side 96). Endvidere anviste han, hvad vi måtte gøre for at leve et åndeligt liv, idet han skrev: "For hvis alkoholikeren undlod at udvikle og fuldkommengøre sit åndelige liv gennem arbejde og selvfornægtelse overfor andre, kunne han ikke overleve de prøvelser og mindre gode dage, som med sikkerhed lå forude. Hvis han ikke gjorde dette arbejde, ville han med sikkerhed drikke igen, og drak han, ville han med sikkerhed dø." (Storebog side 38). Så, hvor klogt er det nu af vi råder den nye til "lad den første stå og gå til møder" og /eller "90 møder på 90 dage"? Lad os lige se, hvad det er der synes at ske i en af de større byer i vores områder (Southwest). Antallet ædruelighedsmønter via vores regionskontor i 1996 i alt , % 30 dage , % 60 dage , % 90 dage , % 6 mdr , % 1 år , % 2 år , % 5 år % 10 år % 20 år % 30 år % Resultaterne for året 1997 blev ikke bedre, de blev faktisk endnu dårligere. Det totale antal mønter kom ned på stk. I 1998 kom tallet ned på stk. Andre statistiske informationer var de samme. Så hvor godt går det med din gruppe? En ret forvirrende iagttagelse fra 1998-statistikken er, at der blev indkøbt 592 mønter til AA ere, der fejrede 10 års ædruelighed. Det samlede antal mennesker, der modtog mønter i 1988 (10 år tidligere) lå i overkanten af Men kun ca. 1,5 % fulgte vores program. Vi rehabiliteres ved de trin vi tager, ikke ved de møder vi overværer! 6) Er vi på vej væk fra det oprindelige AA med hensyn til vore møder? Taler vi om vores rehabilitering fra alkoholisme udfra Storebog, 12 trin og 12 traditioner? (Uddrag af en delegeret fra Northeast Ohio Bob Bacon s tale) Mit navn er Bob Bacon. Jeg er magtesløs overfor alkohol og meget taknemmelig over at være i live og en del af denne konference. Er vi på vej væk fra det oprindelige AA med hensyn til vore møder? Det tror jeg vi er. Anonyme Alkoholikere vokser nu igen hurtigere end på noget tidspunkt siden fyrrerne og jeg er bange for, at vi ikke har været forberedt på denne vækst. Vi er blevet lidt selvtilfredse og selvglade, fordi det hele går for nemt. I vore dage kommer folk til AA i bedre fysisk og psykisk tilstand, end de fleste af os gjorde. Der er brug for, at vi viser dem, hvordan vi bar os ad med at holde os ædru. Hvis vore møder mest drejer sig om vore drukerfaringer, vore synspunkter og meninger, så gør vi ikke vores job ordentligt. Dr. Bob sagde engang, at hvis vi piller alt uvæsentligt fra, så består vores program af service og kærlighed. Der er brug for at vise de nye, at vi elsker dem på samme måde, som vi blev elsket og at vi har en

14 livsstil, vi gerne vil dele med dem. Hvis vore møder ikke handler om andet end drukhistorier og mere eller mindre meningsløs snak, så viser vi dem ikke, at "Sådan virker det". Til AA-møderne rækker vi hånden frem i kærlighed og fortæller folk, at "Dette er de trin vi tog" og "Vi var villige til at gøre hvad som helst". Men er det det, den nye får at høre til vore møder i vore dage? Når nogen kommer til os efter 30dage i et behandlingscenter er vedkommende allerede tørlagt og har brug for at vide, hvordan vi holder os ædru. Jeg tror, at vore møder ikke virkeligt lever op til dette tunge ansvar så effektivt, som vi burde og kunne. Vi har enkelte gode nyheder, sådan Storebogs studiegrupper. I min region går vi oftere og oftere til diskussionsmøder. Denne nye trend har vi fra Grapevine. Det er for mig at se afgørende for vort fællesskabs overlevelse, at vi sikrer os at de folk der kommer til os for at få hjælp bliver gjort opmærksom på, at Storebog, de 12 trin og de 12 traditioner muligvis er deres eneste håb for overlevelse fra alkoholisme. Hvis vi forsømmer at føre dem igennem vores program for rehabilitering, vil vores fællesskab ikke overleve. Vores fremtid er afhængig af den vedvarende strøm af alkoholikere, der kommer sig. I vore dages frustrerende verden virker vores program bedre end nogensinde tidligere. Gør vi vores job godt nok med at dele dette med de tusinder af mennesker, der kommer til os nu? Skulle vi ikke give disse mennesker alle tre overleveringer om rehabilitering, enhed og service? Vi bør bibringe dem mere end blot "Lad være med at drikke og gå til møder". Hvis det eneste vi taler om er vores (tidligere) drikkeri, vore forestillinger og vore meninger, min hverdag og den måde, jeg gør det på, så viderebringer vi ikke budskabet - så er det sygdommen vi viderebringer. Vi bør beskæftige os med rehabiliteringsprocessen. Men det tror jeg ikke vi gør. Lægger vi vægt på Storebogs virkelige værdi? I min region er det muligt at komme til møder, hvor der ikke findes nogen Storebog. For nylig, da jeg blev bedt om at være mødeleder, måtte selv medbringe min Storebog. Jeg vil ikke lede et møde, hvor der ikke er nogen Storebog. Vi oplever mange folk lede møder og aldrig nævne trinene eller Storebog. Er årsagen, at ingen har fortalt dem, hvor vigtig Storebog er? Fortæller vi den nye, at det som står i Storebog kan redde hans eller hendes liv? Vores program i sin helhed står i Storebog og kun i Storebog. Mon ikke vi burde sige det til folk? Vi hører en masse fjollede ting som f. eks. "I AA stilles der ikke krav". Min Storebog siger det anderledes. Nogle siger, at det er et individuelt program og at vi kan tage trinene på en hvilken som helst måde, vi vil. Dr. Bob sagde, og jeg citerer: "Der findes ingen individuel udlægning af de 12 trin." Hvis vi ikke er ærlige overfor de mennesker og fortæller dem, hvor vigtig hvert enkelt trin er, hvem skal så fortælle dem det? Nogle anser trinene som blot et nødvendigt onde og ikke som en livreddende recept på lykke. Det er sjældent vi hører om traditionerne. Den kendsgerning, at de er opstået som følge af vore fejltagelser og svigt forbliver nærmest en hemmelighed. Traditionerne udgør en livreddende vejledning for hver eneste gruppe og for vores fællesskab som helhed og enhver af os har et ansvar for at overholde dem. Da jeg første gang ville købe "Tolv & Tolv" fortalte en på hovedservicekontoret i New York, at pjecen om traditionerne indeholdt alt, hvad jeg behøvede. Gudskelov hørte jeg ikke på ham. I 1965 stod de fleste af os sammen med Bill i Maple Leaf Gardens i Toronto og deklamerede: "Jeg er ansvarlig. Når nogen nogetsteds rækker efter hjælp, ønsker jeg, at AA s hånd altid skal være til stede, og for dette er jeg ansvarlig." Dette konvent er grunden til, at jeg står her nu. Vi er dette fællesskabs beskyttere og vi skal måske til at gøre os mere umage ved at dele om, hvad det hele går ud på. Udviser vi fortsat ansvarlighed? 7) Er Anonyme Alkoholikere gammeldags og antikveret? Af Cliff, U.S.A. Da Bill W. præsenterede bogen "Alcoholics Anonymous"(på dansk 1994 "Anonyme Alkoholikere") gjorde han det på denne måde: "Vi, i Anonyme Alkoholikere, er mere end 100 mænd og kvinder, som er blevet rehabiliteret fra en tilsyneladende håbløs psykisk og fysisk tilstand. Hovedformålet med denne bog er at vise andre alkoholikere nøjagtigt, hvorledes vi er kommet os. Bortset fra, at vi er sikre på, at vores livsstil har fordele for alle."