ÅRSBERETNING for 2005

Transkript

1 ÅRSBERETNING for 2005 Pengeinstitutankenævnet

2

3 ÅRSBERETNING for 2005 København maj 2006

4

5 I N D H O L D S F O R T E G N E L S E 1. Formandens bemærkninger Ankenævnet, medlemmer og medarbejdere Ankenævnets kompetence Statistik Nogle ejerpantebrevsspørgsmål Oversigt over emner, der har været behandlet i tidligere årsberetninger: Domme afsagt i 2005 i sager, hvor Pengeinstitutankenævnet tidligere har afsagt kendelse Udvalgte kendelser afsagt i Bilag: Vedtægter for Pengeinstitutankenævnet...61

6

7 5 1. Formandens bemærkninger Som det fremgår af de statistiske oplysninger i årsberetningens afsnit 5, modtog Ankenævnet i klager, hvilket stort set svarer til antallet i 2004 (345). Tallene for 2004 og 2005 er væsentligt lavere end tidligere, idet antallet af modtagne klager i årene 1996 til 2003 svingede omkring 500. Som en af flere mulige forklaringer kan nævnes de relativt rolige forhold, som for tiden hersker på obligations- og aktiemarkederne. Som det ligeledes fremgår af de statistiske oplysninger, afsagde nævnet i 2005 kendelse i 197 sager. Ved disse afgørelser fik klageren helt eller delvis medhold i 30 sager eller 15 % af sagerne, pengeinstituttet fik medhold i 139 sager eller 71 % af sagerne, medens 28 sager eller 14 % af sagerne blev afvist (de tilsvarende tal i 2004 var 16 %, 73 % og 11 %). De 15 % af sagerne, i hvilke klageren helt eller delvis fik medhold ved nævnets afgørelse, lyder ikke af meget, men er heller ikke et retvisende udtryk for, i hvilket omfang klagerne har fået noget ud af deres klage. I de 197 sager, i hvilke nævnet har afsagt kendelse, har klagerne også fået delvis medhold i de tilfælde, hvor klagen delvis er blevet imødekommet under sagens forberedelse, og hvor pengeinstituttet herefter ved nævnets afgørelse får medhold i, at klageren ikke har yderligere krav. Medregnes de 31 sager, som er faldet ud på denne måde, har klagerne fået medhold i 61 eller 31 % af de 197 sager, i hvilke der er afsagt kendelse (i %). Hvis man vil give et samlet billede af, i hvilket omfang klagerne helt eller delvis har fået medhold, må man imidlertid yderligere inddrage de sager, som er afsluttet af sekretariatet som opfyldt/forligt uden at være behandlet i selve nævnet. Det drejer sig i 2005 om 96 sager. I de i alt 320 sager, som blev afsluttet i 2005, har klagerne herefter helt eller delvis fået medhold i tilsammen 157 sager eller 49 % af sagerne, jf. også lagkagediagrammet i afsnit 5. Dette tal kan måske til gengæld forekomme overraskende stort, men her må det tages i betragtning, at klagerne nok ikke altid har gjort alt, hvad der var muligt for at opnå en ordning med pengeinstituttet, før der indgives klage til nævnet. I de sager, der har været behandlet af nævnet i 2005, har det indklagede pengeinstitut i 3 tilfælde meddelt, at det ikke ønsker at være bundet af nævnets kendelse, jf. vedtægternes 11, stk. 2. Dette tal skal sættes i forhold til de 30 sager, i hvilke klageren helt eller delvis har fået med hold ved Ankenævnets afgørelse. Efterlevelsesprocenten må vist herefter siges at ligge på et normalt og tilfredsstillende niveau. Der er i 2005 udkommet flere bøger, som i større eller mindre omfang behandler Pengeinstitutankenævnet og dets praksis: Lennart Lynge Andersen og Peter Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner. Klager over pengeinstitutter (2.udg.), Sonny Kristoffersen: Retshåndhævelse ved forbrugerklager samt Henrik Juul: Pris og kvalitet på pengeinstitutområdet. Den sidstnævnte bog, som er en PhD-afhandling, indehol-

8 6 der bl.a. et større, vurderende kapitel om Pengeinstitutankenævnet (kapital 7). Her er mange interessante betragtninger og konklusioner, men også nogle, som ægger til modsigelse. Forfatteren har undersøgt, hvordan det er gået med de ankenævnsafgørelser, som efterfølgende er blevet indbragt for domstolene, og oplyser, at kun 48 % af afgørelserne er blevet stadfæstet af domstolene. På dette grundlag konkluderes, at Pengeinstitutankenævnet er en spinkel retskilde (s. 322). Dette forekommer noget forhastet. Der er således ikke foretaget nogen nærmere undersøgelse af, hvorfor nævnets afgørelse er blevet ændret i 52 % af sagerne. Det kunne jo tænkes, at det i mange tilfælde skyldes nye beviser. Hertil kommer, at retskildeværdien af nævnets afgørelse ikke alene kan måles ud fra stadfæstelsesprocenten ved domstolene. I de tilfælde, hvor en principiel nævnsafgørelse, som går pengeinstituttet imod, har været enstemmig, vil den næsten undtagelsesfrit blive efterlevet ikke alene af det konkrete pengeinstitut, men af sektoren generelt. I sådanne tilfælde, som spiller en ikke uvæsentlig rolle, har afgørelserne en faktisk retsskabende funktion helt uafhængigt af spørgsmålet om domstolsprøvelse. I et afsnit om de mulige årsager til det faldende antal klager ved nævnet anføres bl.a.: Det må endvidere antages, at når kun 15 % af klagerne i 2004 fik medhold, vil denne beskedne hitrate afholde en række kunder fra at indbringe sagen for Pengeinstitutankenævnet (s. 323). Her overser forfatteren, at de 15 % af sagerne, ved hvilke klageren ved Ankenævnets kendelse fik medhold helt eller delvis, netop ikke er et retvisende udtryk for, i hvilket omfang klagerne har fået noget ud af deres klage, jf. det foran anførte. I øvrigt er der næppe mange potentielle klagere, som studerer statistik over medholdsprocenter, før de træffer beslutning om, hvorvidt de vil indgive en klage til nævnet. Det afgørende i denne forbindelse er, at klagegebyret er beskedent.

9 7 2. Ankenævnet, medlemmer og medarbejdere Pengeinstitutankenævnet blev stiftet i 1988 af Den Danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening (nu Finansrådet), Sammenslutningen Danske Andelskasser og Forbrugerrådet. Nævnet begyndte sin virksomhed den 1. august Ankenævnet er i medfør af 5 i lov om forbrugerklager godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at behandle klager i overensstemmelse med 2 i sine vedtægter, jf. nærmere nedenfor. Ankenævnets vedtægter er optrykt som bilag til årsberetningen. Ankenævnets formand er højesteretsdommer, dr. jur. Peter Blok. Næstformænd er landsdommer John Mosegaard, Østre Landsret og landsdommer Lars Lindencrone Petersen, Østre Landsret. Ankenævnets medlemmer er udpeget af Finansrådet (efter aftale med Sammenslutningen Danske Andelskasser) og af Forbrugerrådet. I den enkelte sags behandling deltager foruden formanden eller en næstformand to medlemmer udpeget af pengeinstitutsektoren og to medlemmer udpeget af Forbrugerrådet. Ankenævnets medlemmer har i 2005 været følgende: Udpeget af Finansrådet: Chefjurist Karin Duerlund, Spar Nord Bank Juridisk chef Karen Frøsig, Sydbank Juridisk chef Peter Stig Hansen, Jyske Bank Vicedirektør Niels Bolt Jørgensen, Nordea Bank Danmark Underdirektør Ole Jørgensen, Danske Bank Chefjurist Astrid Thomas, Lokale Pengeinstitutter Vicedirektør Erik Sevaldsen, Danske Bank Deputy Chief Legal Officer Ole Simonsen, Nordea Bank Danmark. Udpeget af Forbrugerrådet: Rådsmedlem Hans Daugaard Ankenævnsmedarbejder Tina Dhanda, Forbrugerrådet Rådsmedlem, cand.polit. Inge Frölich, FOA Økonom Lotte Aakjær Jensen, Forbrugerrådet Forbundskonsulent Jette Kammer Jensen, AOF Cand.jur. Anne Dehn Jeppesen, Forbrugerrådet (fra 1. august 2005) Rådsmedlem Rut Jørgensen Cand. jur. Sonny Kristoffersen, Forbrugerrådet Direktør, cand. oecon. Jørn Ravn, Boligselskabet Domea

10 8 Rådsmedlem Poul Erik Tobiasen, HK-Handel Økonom Morten Westergaard, Forbrugerrådet (indtil 1. marts 2005). Ankenævnets sekretariat har i 2005 beskæftiget følgende medarbejdere: Sekretariatschef, cand. jur. Henrik Davidsen Fuldmægtig, cand. jur. Heidi Egger Sekretær Heidi Due Sekretær Irene Ploug Larsen.

11 9 3. Ankenævnets kompetence Som nævnt ovenfor er Ankenævnet oprettet i medfør af lov om forbrugerklager. Bestemmelserne om Ankenævnets kompetence findes i vedtægternes 2-5 og 7. Efter 2, stk. 1, behandler Ankenævnet klager over "danske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber". Ankenævnet er også kompetent til at behandle klager over pengeinstitutter, der ikke er medlem af nogen af stifterorganisationerne, hvilket gælder visse mindre sparekasser og andelskasser. Ankenævnet har afvist at være kompetent til at behandle en klage indgivet mod Danmarks Nationalbank jf. sag 100/2005. Ankenævnets kompetence omfatter ikke pengeinstitutter, der er hjemmehørende i Grønland og på Færøerne. Klager over grønlandske pengeinstitutter kan indbringes for Grønlands Forbrugerklageudvalg, Grønlands Hjemmestyre. På Færøerne er der ikke etableret en ordning for udenretslig behandling af tvister mellem pengeinstitutter og deres kunder. Med hensyn til datterselskaber af danske pengeinstitutter kan nævnes, at Ankenævnet behandler klager over bl.a. finansieringsselskaber. Nævnet kan tillige behandle klager over danske filialer af udenlandske pengeinstitutter. Også udenlandske filialer af danske pengeinstitutter må som udgangspunkt anses for omfattet af Ankenævnets kompetence, medens dette derimod ikke gælder udenlandske datterselskaber af danske pengeinstitutter. Ankenævnet behandler ikke klager over danske pengeinstitutters fællesejede selskaber, som ikke har et direkte kundeforhold. Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold, jf. 2, stk. 2. Klager fra erhvervsdrivende kan dog behandles, såfremt de ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende private kundeforhold. Efter Ankenævnets faste praksis behandler man ikke klager fra aktie- eller anpartsselskaber. En betingelse for Ankenævnets kompetence, som ikke er nævnt i vedtægterne, men som følger af sammenhængen med lov om forbrugerklager, er, at klagen skal angå en konkret formueretlig tvist. Dette indebærer, at forespørgsler og klager af anden art, herunder om tilsidesættelse af god pengeinstitutpraksis, ikke realitetsbehandles, medmindre der foreligger en naturlig sammenhæng med en konkret formueretlig tvist. Finanstilsynet behandler klager vedrørende overtrædelse af bekendtgørelse nr af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder.

12 10 Efter vedtægternes 5 kan Ankenævnet bl.a. ikke behandle klager vedrørende sager, som er afgjort ved endelig dom. Ankenævnet vil i reglen også afvise klager vedrørende sager, i hvilken en fogedret har truffet afgørelse. Med hensyn til klager vedrørende sager, som verserer ved domstolene, gælder efter retsplejelovens 361, at vedkommende ret på begæring kan træffe bestemmelse om sagens forelæggelse for Ankenævnet. En klage, der er indsendt af en part uden rettens tilladelse, vil blive afvist. De i 2-5 nævnte forhold påses af Ankenævnets sekretariat, som efter vedtægternes 6 kan afvise klager, der af en af de nævnte grunde utvivlsomt falder uden for Ankenævnets kompetence. Efter 7 kan Ankenævnet - men ikke sekretariatet - afvise sager, der på grund af usikkerhed om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger eller af andre særlige grunde findes uegnede til behandling i Ankenævnet. Såfremt en forsvarlig stillingtagen til sagen ville forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, herunder navnlig parts- og vidneforklaringer, vil sagen blive afvist. Det sker relativt ofte, at Ankenævnet ser sig nødsaget til at afvise en sag af denne grund. Parternes afvigende opfattelse af et hændelsesforløb vil imidlertid ikke i sig selv afskære Ankenævnet fra at realitetsbehandle sagen under anvendelse af sædvanlige bevisbyrderegler, hvis man anser dette for forsvarligt.

13 På Ankenævnets hjemmeside, omtales Ankenævnets grundlag, sammensætning og arbejdsform. Der er en vejledning vedrørende indgivelse af klage, og klageskema kan enten printes direkte fra siden eller bestilles elektronisk, hvorefter sekretariatet fremsender klageskema. På hjemmesiden er der uddrag af Ankenævnets årsberetninger med statistiske oplysninger samt gengivelse af artikler vedrørende særlige emner, der har været bragt i årsberetningerne. Via hjemmesiden er der adgang til at søge i de over kendelser, som Ankenævnet har afsagt. Søgning kan ske via fritekstsøgning, eller der kan søges via et emneregister. Søgning kan endvidere tidsbegrænses. De kendelser, som pågældende pengeinstitut har valgt ikke at følge, jf. Ankenævnets vedtægters 11, stk. 2, er markeret særskilt, ligesom kendelser, der er udvalgt til offentliggørelse i Ankenævnets årsberetning, også er markeret. I 2005 er der sket en markering af de kendelser, hvor Ankenævnets sekretariat er blevet bekendt med en efterfølgende domstolsafgørelse, og dommen er tilgængelig via hjemmesiden. Endelig er der links til andre godkendte ankenævn og til relevante offentlige myndigheder. Der kan endvidere være anledning til at gøre opmærksom på hjemmesiden På denne side kan der søges oplysninger om pengeinstitutternes priser.

14 12

15 13 5. Statistik Antallet af modtagne klagesager har siden nævnets etablering den 1. august Af de i 2005 modtagne 337 sager verserede 101 sager ved årets udgang. De resterende 236 sager tillige med de pr. 1. januar 2005 verserende 84 sager indkommet i 2004 eller i alt 320 sager blev afsluttet i Fordelingen af de afsluttede sager fremgår af følgende figur: Opfyldt/forligt uden forelæggelse for nævnet 30% Klager fuldt medhold ved kendelse 6% Klager delvist medhold ved kendelse 3% Klagen delvis imødekommet før kendelse 10% Pengeinstituttet medhold 34% Afvist af sekretariatet 8% Afvist af Ankenævnet 9%

16 14 Skematisk oversigt over sagernes behandling i årene Overført fra året før Modtagne i året Til behandling Afsluttet ved kendelse: Klager fuldt medhold Klager delvist medhold Klager delvist imødekommet under sagens forberedelse, men pengeinstituttet medhold i øvrigt Pengeinstituttet medhold Afvist Afsluttet af sekretariatet: Opfyldt/forligt Afvist I alt afsluttede: Under forberedelse/afventer nævnsbehandling: Det bemærkes, at der i oversigten fra og med 2003 er sket en opsplitning af Klager delvist medhold. I de sager, der har været behandlet i 2005, har det indklagede pengeinstitut i 3 tilfælde givet underretning om, at det ikke ønsker at være bundet af en kendelse, som har givet klageren helt eller delvist medhold, jf. herved vedtægternes 11, stk. 2. I ingen af disse sager har klageren begæret bistand til sagens indbringelse for domstolene, jf. lov om forbrugerklager 4, stk. 2.

17 15 Oversigt over afsagte kendelser i 2005 fordelt på indklaget pengeinstitut: Alm. Brand Bank 1 Nordea Bank Danmark 39 Arbejdernes Landsbank 4 Nykredit Bank 3 Basisbank 1 PBS International A/S 2 BG Bank (Danske Bank) 26 Resurs Bank 2 BRFbank 1 Roskilde Bank 2 Broager Sparekasse 1 Saxo Bank 2 Brørup Sparekasse 1 SEB Kort Danmark 2 Danmarks Nationalbank 1 Skælskør Bank 1 Danske Bank 39 Spar Nord Bank 6 Dronninglund Sparekasse 1 Sparbank Vest 4 Durup Sparekasse 1 Sparekassen Faaborg 1 ebh bank 1 Sparekassen Himmerland 2 Finansbanken 1 Sparekassen Hobro 2 Fionia Bank 1 Sparekassen Kronjylland 3 Forstædernes Bank 1 Sparekassen Lolland 2 GE Money Bank 7 Sparekassen Midt Vest 1 Handelsbanken 2 Sparekassen Sjælland 1 HandelsFinans 1 Sparekassen Vendsyssel 1 Jyske Bank 10 Sydbank 7 Lokalbanken i Nordsjælland 2 Vestfyns Bank 1 Løkken Sparekasse 1 Vestjysk Bank 3 Lån & Spar Bank 4 Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse 1 Middelfart Sparekasse 1 Ø. Brønderslev-Hallund Sparekasse 1 Morsø Sparekasse 1 Østjydsk Bank 1 I 3 kendelser var mere end et pengeinstitut indklaget, hvorfor der er 3 sager mere i denne opgørelse end i oversigten ovenfor vedrørende det samlede antal sager afgjort af nævnet.

18 16

19 17 6. Nogle ejerpantebrevsspørgsmål Af landsdommer Lars Lindencrone Petersen Blandt andet på grund af den fleksibilitet, som det tilbyder i relation til sikring af flere mellemværender ved samme dokument og muligheden for genanvendelse ved indfrielse af et tidligere skyldforhold, er ejerpantebrevet et hyppigt anvendt instrument til sikring af pengeinstitutengagementer. Dette gælder i udpræget grad i erhvervsforhold, men også i private kundeforhold, som omfattes af Ankenævnets kompetence. En uundgåelig følge af denne fleksibilitet er imidlertid, at risikoen for uklarheder eller ligefrem misforståelser med hensyn til det sikrede mellemværende ikke helt sjældent materialiserer sig. Et opslag i Ankenævnets register over afsagte kendelser afslører således, at Ankenævnet har afsagt næsten 100 kendelser rubriceret under emnet Ejerpantebreve. I denne artikel vil jeg redegøre for nogle ankenævnsafgørelser på udvalgte områder. En række af de spørgsmål, som håndpantsætning af ejerpantebreve kan give anledning til, rejser sig naturligt i forbindelse med skift af pengeinstitut eller med, at pantsætterens pengeinstitut afviser at udlevere et håndpantsat ejerpantebrev i forbindelse med, at skyldneren eller pantsætteren har indbetalt et beløb, der ikke medfører, at det samlede engagement indfris. Tvisten drejer sig i disse tilfælde typisk om omfanget af det engagement, som er sikret ved ejerpantebrevet, jf. afsnit 1 nedenfor, men har i enkelte tilfælde vedrørt mere principielle spørgsmål, jf. afsnit 3 nedenfor. 1. Det sikrede engagement 1.1. Pant for egen gæld Omfanget af det engagement, som sikres ved håndpantsætning af et ejerpantebrev, må som udgangspunkt afgøres ved en fortolkning af pantsætningserklæringen. Det er helt sædvanligt, at håndpantsætningserklæringer indeholder en såkaldt alskyldserklæring, dvs. en erklæring, hvorefter pantsætningen sker til sikkerhed for ethvert beløb, som [pengeinstituttet] til enhver tid måtte have eller få til gode hos [skyldneren]. Mens anvendelse af alskyldserklæringer i forbindelse med kautionsforpligtelser kan give anledning til særlige fortolkningsspørgsmål (se generelt herom Lennart Lynge Andersen og Peter Møgelvang-Hansen: Bankretlige emner s. 160 ff.), er det som udgangspunkt hverken usædvanligt eller særlig byrdefuldt, at en skyldner stiller sikkerhed for sine egne forpligtelser på en alskyldserklæring, jf. herved Hans Viggo Godsk Pedersen: Ejerpantebrev & skadesløsbreve s. 96 ff., særligt s. 97 f. I de tilfælde, hvor det er skyldneren selv, der optræder som pantsætter, er der således som udgangspunkt ikke betænkeligheder ved at anerkende gyldigheden af en alskyldserklæring, således at en betingelse for udlevering af ejerpantebrevet er, at

20 18 pantsætteren har afviklet enhver forpligtelse over for pengeinstituttet i hvert fald forudsat at de samlede forpligtelser kan rummes inden for ejerpantebrevets (eventuelt opskrevne) maksimum, jf. nærmere nedenfor afsnit 3. Se hertil sag 169/2001: Et pengeinstitut havde håndpant i et ejerpantebrev med en hovedstol på kr. i en fast ejendom og et ejerpantebrev med en hovedstol på kr. i en bil. Begge ejerpantebreve var håndpantsat på alskyldserklæring. Ankenævnet fandt, at pengeinstituttet var berettiget til at kræve pantsætterens samlede engagement, der bestod af et privatlån med en restgæld på ca kr. og et billån med en restgæld på ca kr., indfriet som betingelse for at udlevere ejerpantebrevet i den faste ejendom, og frifandt derfor pengeinstituttet for klagerens påstand om, at pengeinstituttet skulle udlevere ejerpantebrevet mod indfrielse af privatlånet. Pengeinstituttets nægtelse af at udlevere et håndpantsat ejerpantebrev må som udgangspunkt forudsætte, at dette sikrer et aktuelt mellemværende. Se herved sag 84/2005: I forbindelse med optagelse af et billån og en driftskredit håndpantsatte skyldneren et ejerpantebrev. Håndpantsætningserklæringen indeholdt en alskyldserklæring. Efter at pantsætteren havde indfriet sit engagement, kunne pengeinstituttet ikke nægte at udlevere ejerpantebrevet under henvisning til, at der mellem pengeinstituttet og en tredjemand verserede en retssag, som hvis pengeinstituttet tabte ville kunne give anledning til, at pengeinstituttet rettede et erstatningskrav mod pantsætteren. I sag 32/2005 var pantsætningen sket til sikkerhed for enhver forpligtelse, som pantsætteren ved egen medvirken har eller måtte få over for pengeinstituttet. Efter denne formulering af alskyldserklæringen kunne pengeinstituttet ikke nægte at udlevere ejerpantebrevet med henvisning til, at man gjorde et tilbagesøgningskrav gældende mod klageren i anledning af, at pengeinstituttet ved en fejl havde indsat et beløb på pantsætterens konto (dissens (3-2) for at afvise klagen som erhvervsmæssig) Pant for tredjemands gæld Alskyldserklæringer Anvendelse af alskyldserklæringer ved sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld frembyder større betænkeligheder end ved sikkerhedsstillelse for egen gæld, allerede fordi pantsætteren ikke har indflydelse på udviklingen i det sikrede engagement. Et værn for pantsætteren ligger dog i modsætning til, hvad der er tilfældet ved kaution i, at pantsætterens hæftelse er begrænset til værdien af den stillede sikkerhed. Der er ikke tvivl om, at sådanne pantsætninger kan foretages, men Ankenævnet foretager en temmelig indgående undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af aftalen, se fx sag 498/1994: I forbindelse med, at klageren i 1984 købte familiens faste ejendom af sin ægtefælle, overtog hun to ejerpantebreve indeholdende en alskyldserklæring, der i 1983 var håndpantsat til et pengeinstitut. Der blev i den anledning udfærdiget en allonge til håndpantsætningserklæringen, hvorved klageren håndpantsatte de to ejerpantebreve til pengeinstituttet til sikkerhed for alt, hvad æg-

21 19 tefællen og hun var eller måtte blive pengeinstituttet skyldig. Klageren bestred, at ejerpantebrevene sikrede den negative saldo på ægtefællens budgetkonto. Ankenævnet fastslog, at klageren var bundet af den skete håndpantsætning, med blandt andet disse præmisser: Allongen er ikke en fortrykt skrivelse, men en erklæring affattet som et specifikt individuelt vilkår, hvori klageren er nævnt ved navns nævnelse. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at klageren ikke skulle have forstået allongens indhold, der er klart og utvetydigt. I sag 22/1995 fastslog Ankenævnet dog (med stemmerne 3-2), at en alskyldserklæring i en pantsætningserklæring underskrevet i forbindelse med, at pantsætteren optog et lån, ikke omfattede pantsætterens hæftelse som kautionist for et lån, som pengeinstituttet havde ydet hans ægtefælle (erklæringen omtalte ikke særskilt spørgsmålet om, kautionsforpligtelser). Da det var ubestridt, at samtlige lån, som pantsætteren var skyldner for, var indfriet, blev pengeinstituttet pålagt at udlevere ejerpantebrevet Sikkerhedsstillelse for bestemt angivne skyldforhold Er pantsætningen sket til sikkerhed for et bestemt angivet mellemværende, er det selvsagt det tungtvejende udgangspunkt, at pantsætterens medvirken er nødvendig for at overføre sikkerheden til et andet mellemværende. Se som eksempel herpå sag 179/2001: Klageren havde givet et pengeinstitut håndpant i et ejerpantebrev til sikkerhed for, hvad en debitor måtte blive instituttet skyldig ifølge et bestemt angivet erhvervslån. I forbindelse med at debitor i 1996 indstillede den virksomhed, som lånet vedrørte, blev lånet og en kredit, ligeledes tilknyttet virksomheden, indfriet med provenuet af et nyt lån. Pengeinstituttet underrettede samtidig klageren om den skete omlægning, da De har håndpantsat ejerpantebrev stort kr. til sikkerhed for s engagement. Klageren anerkendte modtagelsen af underretningen. I oktober 2000 fremsendte pengeinstituttet en ny håndpantsætningserklæring til klageren, indeholdende en alskyldserklæring. Klageren indbragte herefter sagen for Ankenævnet med påstand om, at pengeinstituttet tilpligtedes at udlevere ejerpantebrevet. Ankenævnets flertal (3) konstaterede, at klageren ikke havde underskrevet nogen håndpantsætningserklæring vedrørende omlægningslånet, og at hans kvittering for modtagelsen af underretningen ikke kunne tages som udtryk for, at klageren indvilgede i, at ejerpantebrevet skulle tjene til sikkerhed for omlægningslånet. Ankenævnets mindretal (2) stemte for at tage pengeinstituttets frifindelsespåstand til følge, da klageren efter modtagelsen af pengeinstituttets underretning ikke har kunnet have nogen berettiget forventning om at være frigjort for håndpantsætningen,. 2. Opgørelse af sikkerheden Ved dommene i UfR 1990 s. 21 og UfR 1992 s. 978 fastslog Højesteret, at et ejerpantebrev ikke uden klar støtte herfor giver panteret for beløb ud over maksimum. Dokumenter med opskrivningsklausuler oprettes stort set ikke længere, efter at det ved tinglysningsafgiftslovens 5, stk. 1, 2. pkt., blev bestemt, at tinglysningsafgiften beregnes af det højeste beløb, som dokumentets hovedstol kan opskrives til, men

22 20 der vil i en årrække cirkulere ejerpantebreve oprettet forud for tinglysningsafgiftslovens ikrafttræden den 1. januar Ankenævnet har i flere kendelser fundet, at en bestemmelse i et ejerpantebrev om opskrivning af hovedstolen på grundlag af ejerpantebrevets rentefod har været affattet så klart, at der ikke har været grundlag for at se bort fra den. Se som eksempel herpå sag 19/2004, hvor klausulen var udformet således: Ejerpantebrevet forrentes fra overdragelsesdagen med en årlig rente på 10 pct. over Nationalbankens diskonto. Panteretten omfatter tillige de renter, der er fastsat i ejerpantebrevet. Panteretten forøges gradvist med op til 5 års renter af ejerpantebrevets pålydende. Bestemmelsen om opskrivning af panteretten fandtes alene i ejerpantebrevet og ikke tillige i håndpantsætningserklæringen. Ankenævnet tillagde ikke dette forhold betydning, idet man fremhævede, at håndpantsæltningserklæringen var afgivet samtidig med, at klageren udstedte ejerpantebrevet. Et særligt spørgsmål, som har foreligget for Ankenævnet, er, om opskrivningsbeløbet har karakter af rente eller alene er udtryk for en forøgelse af det beløb, som ejerpantebrevet giver sikkerhed for. I sag 76/2001 påstod klageren således pengeinstituttet tilpligtet at indberette til skattemyndighederne, at det beløb, hvormed det krævede indfrielsesbeløb oversteg ejerpantebrevets hovedstol, udgjorde rente. Indklagede påstod frifindelse under henvisning til, at ejerpantebrevets rentesats alene tjente som grundlag for en opskrivning af panteretten, og at der således ikke var indeholdt rente i det krævede indfrielsesbeløb. Ankenævnet tog pengeinstituttets frifindelsespåstand til følge med bemærkning, at klageren måtte kunne fremføre sine synspunkter vedrørende den skattemæssige behandling af opskrivningsbeløbet over for skattemyndighederne uden en indberetning fra pengeinstituttet. I sag 364/2002 udtalte Ankenævnet udtrykkeligt, at rentebestemmelsen i et ejerpantebrev ikke indebar en pligt til at betale rente, men alene havde til formål at forøge pengeinstituttets sikkerhed. 3. Krav på udlevering af ejerpantebrevet i forbindelse med betalinger Undertiden foreligger den situation, at et maksimum på et ejerpantebrev, der er håndpantsat på en alskyldserklæring, overstiger værdien af pantet. I disse tilfælde kan pengeinstituttet som betingelse for at udlevere ejerpantebrevet kræve provenuet ved salg af pantet betalt til sig (selvsagt forudsat at pengeinstituttets samlede tilgodehavende er mindst lige så stort som provenuet). Dette gælder, uanset om restgælden på det lån, der er anvendt til køb af pantet, er mindre end salgssummen. Se fx sag 434/2001: Restgælden på pantsætterens billån udgjorde kr. Pantsætteren solgte den pantsatte bil, der var behæftet med et ejerpantebrev med et maksimum på kr., for kr. Pengeinstituttet var berettiget til at kræve den fulde salgssum erlagt til sig som betingelse for at udlevere ejerpantebrevet. Det forhold, at pengeinstituttet på forespørgsel havde oplyst restgælden på billånet til kr., indebar ikke et tilsagn om at ville udlevere ejerpantebrevet mod betaling af dette beløb.

23 21 I de tilfælde, hvor det sikrede mellemværende overstiger ejerpantebrevets maksimum, opstår spørgsmålet, om pantsætteren kan kræve ejerpantebrevet udleveret mod betaling af et beløb svarende til maksimum, eller om pengeinstituttet kan kræve hele det sikrede engagement indfriet som betingelse for at frigive sikkerheden. For så vidt angår den situation, at spørgsmålet opstår i forbindelse med, at pantet realiseres, følger det af Højesterets dom i UfR 1987 s. 913, at panthaveren ikke (i tilfælde af pantsætterens konkurs, dvs. i konkurrence med dennes øvrige kreditorer) kan gøre sikkerheden gældende for et beløb, der overstiger ejerpantebrevets maksimum. Pengeinstitutankenævnet har haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet i den situation, at pantsætteren ikke afhænder pantet, men blot ønsker ejerpantebrevet udleveret mod betaling af et beløb svarende til dettes maksimum. I de to første sager, 433/1995 og 39/1998, var spørgsmålet ikke sat på spidsen, idet tvisten i begge tilfælde vedrørte spørgsmålet om, på hvilken del af det sikrede engagement det indbetalte beløb skulle afskrives. Ankenævnet gav imidlertid udtryk for den principielle opfattelse, at pantsætteren af et ejerpantebrev som udgangspunkt har krav på at få udleveret ejerpantebrevet mod at betale et beløb svarende til dettes hovedstol. I sag 305/2004 gjorde pengeinstituttet imidlertid udtrykkeligt gældende, at man ikke uden for tilfælde af tvangsauktion, hvor sikkerheden ville blive frigivet, når auktionsvilkårene var opfyldt var forpligtet til at udlevere det håndpantsatte ejerpantebrev, før hele den pantsikrede gæld var indfriet. Pengeinstituttet havde til sikkerhed for et bestående boliglån med en restgæld på ca kr. fået håndpant på en alskyldserklæring i et ejerpantebrev med en hovedstol på kr. I forbindelse med et ønske om omprioritering af deres faste ejendom krævede klagerne ejerpantebrevet udleveret mod betaling af ejerpantebrevets hovedstol med tillæg af et års rente. Ankenævnet gav klagerne medhold i deres påstand og fastholdt således linjen fra de to tidligere sager, men henviste dog til, at pantsætteren af et ejerpantebrev i hvert fald i forbrugerforhold og i tilfælde, hvor der ikke er en udtrykkelig aftale om det modsatte som udgangspunkt må have ret til at kræve ejerpantebrevet udleveret mod betaling af et beløb svarende til hovedstolen. Pengeinstituttet har meddelt, at man ikke vil følge afgørelsen. Retstilstanden efter Ankenævnets praksis er således den samme, uanset om pantsætteren afhænder sikkerheden eller ej. Pengeinstituttet har således som det også fremgår af præmisserne i sag 305/2004 ikke en stærkere stilling over for pantsætteren end over for dennes øvrige kreditorer. Det er tænkeligt, at denne parallelisering med situationen i tilfælde af (tvangs)salg af pantet har ligget bag den del af klagernes påstand, der gik ud på, at klagerne var indforstået med at betale et års rente i tillæg til hovedstolen, uanset at rentebestemmelsen i ejerpantebrevet alene gik ud på, at ejerpantebrevet i tilfælde af tvangsauktion over ejendommen blev forrentet. Ankenævnet fortolker imidlertid som udgangspunkt sådanne renteklausuler i overensstemmelse med deres indhold, jf. herved sag 231/2005 (da tvangsauktion over klage-