Digteren. Gustav Wied ( ). Fra Muntre Fortællinger.

Transkript

1 Digteren Gustav Wied ( ). Fra Muntre Fortællinger. Jeg havde længe haft en Anelse om, at han var Digter; men nogen Vished havde jeg ikke fået. Så møder jeg ham en Dag i Blæstvejr i flyvende Havelock og Bulehat ude ved Kommunehospitalet. Jeg havde forholdt mig noget afvisende mod ham i den senere Tid; men følte mig nu, da jeg så uformodent så' ham, en pludselig Trang til at vise mig imødekommende. Han vilde gå mig forbi med et let Hilsen; men jeg strakte hjærtelig Hånden ud imod ham og sagde varmt: - Goddag, Hr. Mamsen! - Goddag! goddag! sagde han, og jeg kunde se, at han blev behagelig overrasket. - De er kommen ud at gå? spurgte jeg. - Tja, sagde han - man skal jo lufte sig engang imellem! Og Haveloeken posede ud omkring ham, så han lignede en Ballonfigur under Fyldning. Langt Hår havde han og bare Hænder som en rigtig Digter, der håner Modens Krav. - Det blæser i Dag, sagde jeg. - Ja, sagde han - intet Under at vi Danske er som vi er, vage og ubestemte Karakterer! den ene Dag skinner Solen med sydlandsk Glød, den næste farer Storm og Sne gennem Gaderne. - Ja, sagde jeg bifaldende - Klimaet gør vistnok meget! - Ser vi snart noget nyt fra Deres Hånd? spurgte han. - Nej, Mamsen, sagde jeg - Tiden er ikke til det! jeg har løst Borgerskab som Urtekræmmer. Hr. Mamsen lo med en klingende Digterlatter. Han troede formodentlig, at det var en Åndrighed. Der kom et Vindstød og lettede den højre Vinge på hans Havelock. Og jeg så' en Bog i Kvart stikke under hans Arm. - Hvad er det, De går med dér? spurgte jeg uforsigtig. Han blev blodrød helt ned til "Naglen", som min gamle Tante Marie siger. - Skal vi følges ad? spurgte jeg - jeg fryser. Hvad Vej skal De? - Å det gør såmen ligemeget! - Så gå med herud ad, forslog jeg. Og vi gik ud ad Sølvtorvet til. - Jeg har sålænge ønsket at få en Samtale med Dem, begyndte Hr. Mamsen efter en Pause. - Har De det? - Ja, for ser De, jeg har skrevet en Småting. Materiale ID: TXT da Side 1 af 8

2 - Gud Fader! tænkte jeg - sa'e jeg det ikke nok! - - Jeg har længe anet det, sagde jeg højt - jeg har længe anet Digteren i Dem. - Hi, hi! lo han smigret. - Jeg skal komme op til Dem en Dag i næste Uge, sagde jeg - det skal være mig en Fornøjelse at komme op til Dem en Dag i næste Uge. - Jamen - æ, æ Jeg vilde gærne, at De skulde ha' læst det først. - Så send mig det. - Jamen - æ, jeg har det på mig. - Nå så De har det på Dem? ja lad mig så ligeså godt få det straks! - Jeg håber ikke, at Nej på ingen Måde! sagde jeg - på ingen Måde! Det skal jo overstås. - Hi, hi! lo han lidt tvungent - altid vittig! - Det er Galgenhumor, sagde jeg og fortrød bitterlig min Imødekommenhed - Hvad er det De har skrevet? - Det er dette hér, sagde han og halede Bogen i Kvart frem under Havelocken. - Hvad er det? spurgte jeg i Angst, thi efter Bogens hele ydre Habitus havde jeg Grund til at vente det værste. - Det er en Tragedie. - En Tra En Tragedie, ja. - Er den lang? - Fem Akter. - Tror De ikke forsøgte jeg blidt - tror De ikke, kære Håkan P. Mamsen, at Tiden er mere for Lystspil? - Tiden er tragisk! sagde han og så' mørkt på en forbikørende Ølvogn. - Ja, sagde jeg - ja ganske vist, men... Og desuden, jeg tror mig ikke kompetent til Nu fisker De, smilede han. - Ved Gud, om jeg gør, sagde jeg - jeg fisker aldrig - - jeg kan ikke fordrage at fiske! - Den er på Vers! sagde han med Hovedet på Skakke og begyndte at blade i Bogen. Vinden hvirvlede en Sky af Støv og pulvriserede Hesteefterladenskaber op omkring os. Jeg lukkede Øjnene og spyttede. Men Digteren mærkede intet. Han bøjede sig ind mod mig og sagde med bevæget Røst: - Her er et Sted, det skal De have straks, det tror jeg er lykkedes mig. - Læs! sagde jeg hæst. Materiale ID: TXT da Side 2 af 8

3 Og han læste: Er Du min Datter? spørger jeg hver Luftning. der bølger over Hedens brune Lyng. Er Du min Datter? spørger jeg hvert Pust, der hvisler mellem Skovens slanke Stammer, og jager lig et livløst Åndedrag henover Mark og Sti og Vej og Fjæld igjennem mulmsort Nat og sollys Dag - er Du min Datter? - Jeg véd det ikke, sagde jeg - men hvorfor spørger han om det? - Jo, ser De: hun elsker Arnold, men Faderen vil på Grund af gammelt Slægtshad gifte hende med Kristoffer. - Nå sådan! men hvad siger Moderen? - Hun er død for fem År siden. Men nu skal De høre! det er Datteren, der taler; hun er en fin og sart Kvindenatur: Jeg sværger Dig ved Jordens Blomster små ved Nattens Stjærner og ved Månens Lys, at før jeg vandre vil som Tiggertøs fra Dør til Dør, fra Sogn til Sogn, fra By til By, før jeg min Kærlighed til ham fornægter, før jeg udriver med unænsom Hånd den fine Urt, der i mit Hjærte slog de dybe, lange, underfulde Rødder og næres af vor Elskovs stille Lykke! - Det er sgu godt! sagde jeg - kun syntes jeg ikke, at hun skulde bruge Ordet "Tøs". Er hun ikke for sart til det? - Det er Harmen, der lægger hende det på Tungen, sagde Mamsen og citerede: Til Harm og Trods kan avle fæle Ord, som Lykken aldrig fostred på vor Tunge. - Meget sandt, meget sandt! Tror De på Kvinden? - Ubetinget! Men nu skal De høre! (Han bladede igen i Bogen.) Hér er et Møde mellem Arnold og Faderen. - Hans? Materiale ID: TXT da Side 3 af 8

4 - Nej hendes! Arnold. Jeg drog i Ledingsfærd mit Sværd fra Lænd, og tusind Tyrker daled for min Fod. Jeg gjorded om mig Munkekutten grå og drog til Palæstinas hellige Tomter at vie ind min Sjæl til Himlens Gud - - Men evigt stod hun for mit indre Blik, min liljehvide, gyldengule Brud! - Storartet! sagde jeg, hvor Satan får De de Ord fra? Digteren smilede henrykt og fortsatte: Borgherren. Din Fader røved mig din Moders Hjærte! din Moder sveg sin Troskabs dyre Ed! din Tante Det er godt! sagde jeg - det er godt! din Tante boled med min Onkel Moritz: - Satan til Familieforhold! sagde jeg. din Fætter Eginhardt min Søster sveg! Men jeg en anden Hustru valgte mig. - Det ha'de jeg også gjort, sagde jeg - ubetinget! - Man forstår Bogherrens Vrede? spurgte Digteren med et lyst Smil. - Javel, javel! sagde jeg - det er netop det tragiske ved det. - Men han burde ikke lade det gå ud over Børnene Nej, sagde jeg - nej! det er netop det komi - - eller det er netop - det er netog det, han ikke burde. Hr. Mamsens Oplæsning var begyndt i en hviskende Tone; men alt som han blev greben af sit Værks ubestridelige Skønheder, jo højere læste han. Og alle disse frygtelige Ting om Familieforholdene havde han slynget ud med høj Røst, så Folk vendte sig om efter os og troede rimeligvis det var min Familie, han sigtede. Dette generede mig. - Lad mig så få Bogen, sagde jeg for at slippe for mere. - Der er et Par Steder, som jeg gærne vilde læse for Dem. - Jamen Det er ganske kort, men jeg syntes, der er så megen Kraft i, forklarede Digteren. Materiale ID: TXT da Side 4 af 8

5 - Nå-å, sagde jeg - det andet var heller ikke ueffent! - Nej, ikke sandt, nej? Men nu skal De høre! Vi stod på Sølvtorvet, hvor et Utal af Sporvogne uophørlig krydsede hinanden. Disse evigt rullende Hjul og Hestenes ringende Klokker og kimende Bjælder var nok til at gøre en Smedesvend nervøs. Og så sang desuden Vinden på det melankolskeste i Telefontrådene. Jeg var nu sådan, at jeg rystede over min ganske Krop. - Her er det, sagde Mamsen - nu skal De høre: Det er et Møde mellem Arnold og Kristoffer. Kristoffer er Stykkets Skurk. Scenen forestiller en vild Bjærgegn med opgående Måne! - Kil på! sagde jeg og hilste på en forbigående Dame af min Omgangskreds. Og Digteren læste: Arnold (ene, i Tanker): Landflygtig, jaget bort, forsmædet! - Ak, gaves der blot Kvinder ej på Jord! - Da var jo rigtignok Manden meget ene, men også stillet meget mere frit! (synker hen.) Kristoffer, (kommer fra Baggrunden): Hun vil ej? men han vil - - han, Faderen, han vil, men hun vil ej! - Han vil, han vil! hvad har jeg så at frygte? Hun er vel ej den første Kvinde, som der ikke haver villet men dog måttet! - - Var Arnold blot afvejen! denne Dreng, der kvinkelerer hende Øret fuldt af kælne Elskovsvisers søde Honning! (Opdager Arnold. Afsides:) Når man om Fanden taler, er han nær! (Højt:) Godt at jeg traf Jer, fromme Harehjærte! Nu op, drag Sværd fra Lænd! og lad os prøve, hvis Livstråd Nornen spandt af stærkest Silke! Arnold (sagtmodig): Jeg lagde Sværdet ned på Herrens Grav. Materiale ID: TXT da Side 5 af 8

6 Kristoffer (spottende): Du Stankelben, Du valne Gærdestav, Du Afkom af en Hare og et Får! Arnold (rejser sig): Således kaldte ingen mig før nu! Kristoffer (med djævelsk Latter): Ret så! kom an! ved Helveds sorte Afgrund, jeg jager dette Dig igennem Livet og spidder fast Dig til hint Bøgetræ! og Skovens Fugle samles skal i Flok og flænse i dit tamme Lammehjærte! (De drage fra Balgen og slås.) - Shakspearsk! råbte jeg betaget - ligefrem Shakspearsk. Men nu må jeg gå, kære Mamsen, man venter mig! Det stod tykt med Mennesker omkring os; men Mamsen mærkede intet. - Der er bare én Ting til, sagde han - bare et Par Vers Jeg har ikke Tid! sagde jeg og trippede. - Hér er det! vedblev Digteren og holdt mig fast ved et Knaphul - Det er efter at Arnold er kommen lidt til Kræfter efter sine Sår. Faderen har givet sit Samtykke. Arnold og Lenore sidder på Svalen og ser ud over Landskabet: Lenore: Så drømte jeg en sælsom Drøm, min Arnold. - Jorden sig åbned, og af Dybet steg en mangefarvet Snog med Skæl af Sølv. Den rullede sig for mine Fødder hen; og af dens Gab udvoksed højt mod Himlen et herligt Rosentræ med tvende Knopper. Arnold (mat): En sælsom Drøm! - Kære Mamsen, begyndte jeg igen - det er nydeligt, det ved Gud, det er; men Nu er jeg færdig, sagde Mamsen - bare to Minutter! Jeg så' en Sporvogn komme nede i Farimagsgade. Jeg var meget nervøs og stod lige ved Siden af Sporet. Mamsen vilde naturligvis hverken se eller høre den. Skulde jeg lade ham køre over? Nej, nej naturligvis! Men - men Og Mamsen læste: Materiale ID: TXT da Side 6 af 8

7 Lenore: Da lød en Røst som Klang af fjærne Harper: Bryd Blomsten, Leonore! sagde den, ti trofast Elskov lønner Himlen selv, og er man én Gang død, er det for stedse! - Jeg forstår ikke rigtig? sagde jeg. Sporvognen var nu ikke mere end et hundrede Alen borte. Og jeg fattede min Beslutning. - Jo, ser De, forklarede Mamsen - det er sådan en Forudfølelse! Kristoffer står bag Døren, og om et Øjeblik vil han styrte frem og dræbe dem begge. - - Det er forresten en af de bedste Scener! - Lad os så få den! sagde jeg livlig til Digterens øjensynlige Overraskelse. Han lod sig imidlertid ikke distrahere, men tog fat: Kristoffer (lister sig ind. Uset): Om end min Sjæl skal i den sorte Gryde... - Nej. véd De hvad Mamsen! afbrød jeg ham og trak ham bort fra Sporet - "i den sorte Gryde", det må De sgu ikke sætte! "i den sorte Gryde"! Nå men videre! Og Mamsen kørte på: Om end min Sjæl skal i den sorte Gryde, og Helveds Pine skal i Evigheder mig martre Dag og Nat med Svovl og Ild; han bøde skal! og hér, midt for hans Øjne jeg skænde vil det stolte Adelsblod, der voved mig at trodse! Helvedskvaler skal ramme hendes stolte Jomfrusjæl! Nu holdt Sporvognen lige ved Siden af os. Og Passagerer steg ind. Men Digteren ænsede dem ikke: Arnold (ømt): End er jeg svag, men når mig Gud forunder igen min fulde Manddomskraft, da Leonore, da leder jeg Dig til Sporvognen havde atter sat sig i Bevægelse Og medens Mamsen endnu stod og læste, var jeg sprunget op bag på den og kørte i skarpt Trav, ud ad Østerbro til. Jeg tog Hatten dybt af for Digteren, der stod målløs og stirrede efter mig. Først kunde jeg læse i hans Ansigt, at han troede, jeg var bleven gal. Men senere gled der en Blanding af trekvart Foragt og en Fjerdedel Medlidenhed hen over det. Han hilste ikke igen, med lange Skridt og vajende Havelock skred han hen over Torvet og ned ad Sølvgade. Materiale ID: TXT da Side 7 af 8

8 Og jeg ønsker ikke at møde ham. Materiale ID: TXT da Side 8 af 8