For at vi kan holde retningen inde i det ufremkommelige landskab, der er menneskesindet, er vi nødt til at tage et fast tag i to grundsætninger:

Transkript

1 15: JEG Bevidsthed og Fri Vilje. Kom jeg ikke i kapitel 14 til at love, at jeg nu ville give de endegyldige, udtømmende svar? Det var nok en mindre overdrivelse; lidt uskyldig, falsk reklame for at pirre din nysgerrighed ligesom når ugebladene på den farvestrålende forside skriver!afsløring! Prins Helge forlader kone og børn! og inde i bladet har en artikel om, at prins Helge, der er meget interesseret i fysik, har fået arrangeret et tremåneders studieophold ved CERN for med egne øje at følge eftersøgningen af Higgsbasunen, som journalisten kalder den. Sandheden er, at bevidsthed og fri vilje er to størrelser, der er yderst vanskelige at håndtere. Vi ved alle, at vi er bevidste om os selv og vores omverden. Vi ved, at bevidstheden er hel og ubrudt. Vi ved, at det er denne bevidste mig, der træffer beslutninger og handler. Men hvordan opstår bevidstheden, hvor sidder den henne, hvordan træffer den sine beslutninger? Og hvordan kan vi være sikre på, at det vi ser, når vi skuer ind i os selv, er sandt? Vi så jo i sidste kapitel, at hjernen lægger til og trækker fra og laver om. Jeg har hidtil i denne bog bestræbt mig på at have nogenlunde fast videnskabelig grund under fødderne. De teorier og synspunkter, jeg har præsenteret, er dem, der er fremherskende blandt førende forskere og filosoffer. Men når vi skal til at snakke bevidsthed og fri vilje bevæger vi os væk fra det videnskabelige fastland og ud, hvor isen undertiden er så tynd, at det næsten er som at gå på vandet. Der er ikke længere nogen overvældende majoritet af eksperter at støtte sig til. I dette kapitel vil jeg derfor være nødt til at vælge blandt jævnbyrdige minoritetshypoteser, og jeg vil i høj grad supplere med resultaterne af min egen, selvstændige tænkning på området. Men den vej, jeg har valgt til os, har jeg selvfølgelig ikke valgt i blinde. Vi vil over lange strækninger holde os i nærheden af de stier, der er trådt af den amerikanske filosof, Daniel Dennett, og som fører til hans mangeskitseteori 1 om bevidstheden. Denne teori harmonerer godt med min egen, og Dennett har samme urokkelige forankring i den materialistiske verdensanskuelse ( alt kan beskrives fysisk ), som er næsten enerådende blandt videnskabsfolk. Vi står foran porten til vor egen menneskeligheds allerhelligste. Den del af rejsen gennem den underfulde verden, der venter på den anden side, er formodentlig den vanskeligste del. Ikke fordi menneskehjernen er det mest komplicerede objekt i det kendte univers, om end det nok skal give sine egne udfordringer, men fordi de konklusioner, vi bliver nødt til at drage undervejs, vil være chokerende og gå imod al sund fornuft. Så nu er du advaret. Hvis du følger med hele vejen og accepterer det, jeg vil vise dig, vil det allerhelligste være knap så helligt, når vi når udgangen, og jeg vil have mistet noget af sin magi. For at vi kan holde retningen inde i det ufremkommelige landskab, der er menneskesindet, er vi nødt til at tage et fast tag i to grundsætninger: 1. Vi vil holde os til monistisk materialisme (den fysiske verden er det eneste, der eksisterer, og bevidsthed kan forklares inden for rammerne af denne). 2. Bevidsthed er et resultat af evolution, altså naturlig udvælgelse gennem årmillioner. Formålet med disse aksiomer er at sikre, at vi husker, at vi søger en videnskabelig forklaring på fænomenet bevidsthed. Det vil sige en forklaring baseret på observation, deduktion og sammenhæng med andre dele af det videnskabelige opus. Vi vil ikke forholde os til det overnaturlige, ingen mentale dimensioner, kosmiske vibrationer, udødelige sjæle eller andre dualistiske forestillinger. Dem lader vi andre om at fornøje sig med, mens de bliver ført ind i en labyrint af selvmodsigelser og ringslutninger, de risikere aldrig mere at slippe ud af. 1 På engelsk Multiple Drafts Model. 267

2 Vi har i det foregående set, hvordan hjernen er opbygget, og hvad den er i stand til. Nu vil vi gå i gang med at undersøge, hvordan hjernen fungerer ud fra et mere ingeniørmæssigt synspunkt. Den første, der på rationel grund forsøgte sig med dette, var René Descartes. I midten af sekstenhundredetallet beskrev han hjernen som en slags maskine, der tog imod sanseindtryk og producerede handlinger og tanker. Det hele blev styret af sjælen, der havde sit sæde i koglekirtlen. Eller rettere: koglekirtlen var det sted, hvor den udødelige sjæl vekselvirkede med den fysiske verden. Descartes var jo, som nævnt i forrige kapitel, dualist, så han anså sjæl og legeme for at være væsensforskellige og adskilte. Men i modsætning til mange samtidige havde han en god forståelse af, at hjernen var af afgørende betydning for sjælens evne til at manifestere sig i den fysiske verden. Blev hjernen beskadiget, kunne dens ejermand risikere at miste førlighed og mentale evner. Descartes teori er opsummeret i fig. 1. På trods af sin dualistiske opfattelse af sjælen og den temmelig uvidenskabelige placering af den i koglekirtlen er grundsubstansen i teorien rigtig nok, og den er let at oversætte til moderne sprog: hjernen er et informationsbehandlingssystem, der forbinder inddata i form af sansepåvirkninger til uddata i form af handlinger. I vores søgen efter bevidstheden, som i følge vores materialistiske opfattelse må opstå inde i dette informationsbehandlingssystem, vil vi derfor begynde med at undersøge, hvordan en sådan sammenkobling mellem inddata og uddata i det hele taget kommer i stand. Så lad os forsøge at bygge en hjerne ved hjælp af nervecellelignende elementer os se, hvad der dukker op. Kig eventuelt tilbage på kapitel 13 for en repetition af nerveceller, axoner og synapser. På fig. 2a ser vi en organisme med det simplest tænkelige nervesystem: en sansecelle (orange) er via en excitatorisk synapse (grøn) forbundet til en muskelcelle (blå). Når sansecellen stimuleres (orange trekant), trækker muskelcellen sig sammen og får organismen til at bevæge sig (blå trekant). Cellerne kunne for eksempel være placeret sådan, at organismen bevæger sig bort fra påvirkningen. En sådan organisme er selvfølgelig noget hæmmet i såvel opfattelsen af omverdenen som i handlemuligheder. Den kan føle, hvis noget rammer den på den ene side og undvige ved at bevæge sig væk, men på alle andre sider er den følelsesløs. Disse begrænsninger kan vi indskrænke ved hjælp af et arrangement som det, der er vist på fig. 2b. En organisme med et sådant nervesystem kan føle på to sider og foretage undvigemanøvre i to retninger. For at have noget konkret at tænke på, kunne vi forestille os organismen som en lille stilk, der sidder fast på havbunden. Lad os derfor kalde den et stilkdyr. Hvis noget rører dyret på højre side, lægger det sig ned mod venstre og vice versa. Fig. 1. Descartes opfattelse af sammenhængen mellem sansning, sjæl og handling. Fig. 2a. Simpleste funktionelle nervesystem. Orange skive: sansecelle. Blå skive: muskelcelle. Grøn trekant: excitatorisk synapse. Orange trekant: inddata. Blå trekant: uddata. Fig. 2b. Et lidt mere avanceret nervesystem. Inddata kan modtages på to sider, og uddata ligeledes produceres på to sider. Men hvad nu, hvis sansecellerne på begge sider påvirkes på samme tid? Så vil begge muskler trække sig sammen uden anden virkning end en krampelignende tilstand, som måske skader dyret selv. Vi (som stedfor- 268

3 trædere for evolutionen) indfører derfor en nyskabelse, som kan bidrage til at løse dette problem, nemlig den inhibitoriske synapse. Det er de røde trekanter på fig. 2c. Ved hjælp af en inhibitorisk krydskobling, som sikrer, at en stimulus på samme side som musklen gør denne ufølsom for en stimulus fra den modsatte side, opnår vi, at musklerne ikke trækker sig sammen, når det er formålsløst at gøre det, nemlig når der er samtidig påvirkning fra begge sider. Nu undgår stilkdyret at få krampe, men prisen er, at det i stedet bliver handlingslammet. Det, dyret burde gøre, hvis det modtager faresignaler fra begge sider på en gang, kunne være at slippe taget i havbunden og fare lodret op i vandet ved at kontrahere en ringmuskel, der sender en jet af vand nedad. Dette kan opnås med endnu en udbygning af nervesystemet (fig. 2d). Læg mærke til en nyskabelse; der er tilføjet en nervecelle (den gule), som hverken hører til på inddatasiden eller uddatasiden; biologerne kalder en sådan celle en interneuron. Denne celle modtager signaler fra de to orange sanseceller gennem excitatoriske synapser, der imidlertid er så svage, at der kræves et samtidigt signal fra begge sanseceller, for at den gule celle bliver aktiveret. Den gule celle er hermed blevet et meget vigtigt element i det samlede nervesystem. Det er den, og den alene, der modificerer de primitive og ikke altid hensigtsmæssige reaktioner, så organismen kan reagere rationelt i mange flere situationer. Den gule celle sikrer, at de to sidemuskler forbliver slappe, hvis begge sanseceller aktiveres, og i stedet aktiverer den musklen forneden. Man kan sige, at den gule celle er det første, rudimentære tilløb til en hjerne! Fig. 2c. Inhibitorisk krydskobling forhindrer formålsløs kontraktion af muskler på begge sider på én gang. Eller sagt i mere neutrale, tekniske vendinger: samtidig modtagelse af inddata fra to forskellige kanaler undertrykker alle uddata. Lad os nu tage et stort spring op ad evolutionens stige og lave et nervesystem, der ikke blot tillader et stilkdyr selv at reagere fornuftigt på en akut fare sådan som beskrevet ovenfor, men også sætter det i stand til at advare naboerne om, at der er fare på færde samt tage imod signaler fra andre stilkdyr og reagere på dem. Lad os for eksempel sige, at den optimale reaktion på en sådan potentiel fare er at frigøre sig fra havbunden og spjætte opad. For at opnå dette må vi have lidt flere elementer på såvel inddatasiden som uddatasiden. Det enkleste, man kan gøre Fig. 2d. Den første, rudimentære hjerne. Den gule celle er skudt ind mellem inddatasiden og uddatasiden, og det er den alene, der er ansvarlig for det samlede systems temmelig avancerede reaktion på forskellige inddata. for at signalere, når man sidder på havbunden, er at udskille en eller anden kemisk substans direkte i vandet. Og det enkleste middel til at opfange sådan et signal er en receptor, en næse (eller tunge ), der stimuleres af netop denne substans. Men hvor mange nerveceller tror du, vi skal skyde ind mellem inddatasiden og uddatasiden for at give stilkdyret de ønskede reaktionsmønstre? Det er jo én ting at lægge sig ned eller gøre et hop, når noget prikker på en, men en helt anden ting også at sende og modtage (og forstå ) et budskab om fare på færde. Fig. 2e viser en mulig konfiguration af nervesystemet hos et sådant stilkdyr. Cellen mærket K udskiller et stof, når den bliver aktiveret, cellen mærket L reagerer, når den rammes af dette stof. Hjernen de gule celler er blevet noget mere kompliceret end den, vi så i fig. 2d, men alligevel består den af kun seks celler! Det er alt, hvad der behøves, for at dette opgraderede 269

4 stilkdyr kan kommunikere med sine naboer og samtidig undgå at gå i selvsving, når det selv udskiller faresignalsubstansen. Prøv om du kan aflure, hvordan dens lille hjerne fungerer, inden du læser videre. Berøring af sansecellen, B 1, udløser et signal i 3, der får muskelcellen, M 1, til at trække sig sammen. Herved lægger stilkdyret sig ned mod højre. På samme måde får berøring af B 2 via 6 M 2 til at trække sig sammen, hvorved stilkdyret lægger sig ned mod venstre. Men både celle 3 og 6 er forbundet til 4, således at denne aktiveres, uanset om berøringen skete på højre eller venstre side. Og 4 påvirker via 2 celle K, således at denne frigiver sin kemiske signalsubstans. Men læg nu mærke til, hvad der sker, hvis B 1 og B 2 berøres på samme tid. Fra begge går der signaler til 5, og disse to samtidige signaler er tilsammen men ikke hver for sig kraftige nok til at aktivere denne. Aktiviteten i 5 gør via de inhibitoriske synapser cellerne 3 og 6 ufølsomme for de direkte signaler fra B 1 og B 2. Derfor 2 sker der ingen aktivering af musklerne, M 1 og M 2. Celle 5 har imidlertid forbindelse til M 3, der får organismen til at hoppe, samt til 4, der via 2 aktiverer frigivelse af faresignalstoffet. Stilkdyret udsender således en advarsel til sine omgivelser, uanset hvilken af de tre mulige faretyper (højre, venstre eller samtidig), den udsættes for. Fig. 2e. En simpel organisme med de første, spæde anlæg til tovejskommunikation, social adfærd og abstrakt tænkning. Går vi til inddatasiden, ser vi, at modtagelse af faresignalstof ved receptor L aktiverer celle 1, der videre aktiverer 5, der får M 3 til at reagere, så stilkdyret hopper. Og 5 er også forbundet til K, således at faresignalet sendes videre ud i omgivelserne. Har man en koloni af stilkdyr, vil man derfor se, at en berøring af ét af dem kan få dem alle til at hoppe. Det vil sige, at de udviser en form for primitiv social adfærd. Men hvordan undgår hver enkelt stilkdyr at gå i panik? Den kemiske sansecelle, L, sidder jo lige ved siden af den celle, K, der udløser stoffet, L er følsom for. Får vi ikke en uendelig løkke af aktiveringer, der får organismen til at hoppe af sted uden nogensinde at kunne stoppe? Nej, for celle 2 har en inhibitorisk synapse på celle 1. Når stilkdyret har råbt Fare!, bliver det via denne synapse (for en tid) ufølsomt over for farestoffet 3. Som du ser, kan en yderst primitiv hjerne bestående af blot seks nerveceller og 13 synapser, (det er kun dem, der sidder på de gule celler, der hører til hjernen, de resterende fire sidder ude i stilkdyrets krop), frembringe et temmelig kompliceret sæt af reaktioner. Men denne hjerne har faktisk endnu en lille finesse. Det er nervecelle 4. Når som helst der er fare på færde, men kun da, er denne celle aktiv. Man kan derfor sige, at celle 4 er følsom for det abstrakte begreb fare. Sætter du en elektrode ind på celle 4 og giver den en elektrisk påvirkning, så den aktiveres, oplever stilkdyret det, som om der er fare på færde, og det vil 2 Såvel figuren som teksten går let hen over det faktum, er det tidsmæssige aspekt er vigtigt. De inhibitoriske signaler via 5 skal selvfølgelig nå frem til 3 og 6 før de direkte excitatoriske, for at de kan forhindre aktivering af musklerne. Dette kan opnås anatomisk ved forlængelse af axonerne mellem sansecellerne og 3 og 6 eller fysiologisk ved nedsættelse af transmissionshastigheden i dem. 3 Også her går jeg let hen over spørgsmålet om timing. 270

5 udsende sit advarselssignal, men det vil ikke være i stand til at foretage en undvigemanøvre, for celle 4 har ikke nogen udgående forbindelse til musklerne. Vores stilkorganisme er stadig meget primitiv. Den har for eksempel kun to sansemodaliteter, nemlig følesans og lugtesans. Men lad os nu antage, at den i sit for det meste fastsiddende liv i mørket på havbunden er byttedyr for en anden organisme, der svømmer frit rundt i vandet, og udsender lys fra nogle fosforescerende celler. Lad os kalde dette rovdyr lucifer. Det kunne være meget nyttigt for stilkdyret at være i stand til at opdage sin fjende, før den er kommet helt tæt på. Så lad os udvide stilkdyrets horisont ved at forsyne det med en synssans. Fig. 3 viser et simpelt, men dog ikke helt ueffent øje. F er tre fotoreceptorer, der aktiveres af lys ovenfra. De er forbundet direkte via excitatoriske synapser til hver deres interneuron. Lad os først se på celle 12. Den er et forstadium til en af de centerperifericeller, vi stiftede bekendtskab med i kapitel 13 (fig. 9 og 10). Den er forbundet med F 2 via en excitatorisk synapse, men med F 1 og F 3 via inhibitoriske synapser. Dette medfører, at den aktiveres af lys, der falder på F 2, men inhiberes af lys på F 1 og F 3. Jeg har imidlertid justeret de synaptiske vægte sådan, at hver inhibitorisk synapses effekt kun er halvt så stor som den excitatoriske synapses (antydet ved hjælp af den mørkerøde farve). Celle 12 reagerer derfor kraftigst på lys, der falder på F 2, mens F 1 og F 3 er i mørke, mindre kraftigt hvis F 2 plus F 1 eller F 3 er belyst, og slet ikke hvis alle tre fotoreceptorer er belyste. Celle 10 og 11 tilhører en helt anden kategori end celle 12, og det er primært til ære for dem, at de inhibitoriske synapser på 8 er indført; centerperiferiegenskaben hos 12 er indtil videre kun en uudnyttet bonus. Forestil dig, at en lysende genstand en lucifer for eksempel bevæger sig ind over øjet fra venstre. Så aktiveres først celle 7 (via F 1 ). Fra 7 løber et signal til 8 og 10, men synapsevægtene på 10 er sat sådan, at denne celle skal modtage signaler fra både 7 og 8 for at blive aktiveret (fig. 4A). Når genstanden bevæger sig videre (fig. 4B), vil den på et tidspunkt også aktivere F 2, men hvis transmissionshastigheden fra 7 til 8 er større end luciferens hastighed, hvilket den i alle naturlige situationer vil være, er 8 blevet gjort inaktiv via signalet fra 7, før F 2 kan nå at aktivere den. Celle 10 Fig. 3. Et simpelt øje, der er følsomt for kontrast (celle 12) og bevægelse (celle 10 og 11). F 1, F 2 og F 3 er lysfølsomme sanseceller. Fig. 4. Seks øjebliksbilleder af aktiviteten af i dele af cellenettet i fig. 3, mens en lysende genstand bevæger sig forbi fra venstre mod højre. kan derfor ikke på noget tidspunkt blive aktiveret, for når inhibitionen af 8 hæves, fordi 7 ikke længere er aktiv, er også 7s bidrag til aktivering af 10 borte (fig. 4C). Luciferen og dens fosforescens befinder sig nu over midten af øjet, og celle 8 er aktiveret via F 2 (fig. 4D). 8 sender signaler videre til 11, men ligesom celle 10 kræver 11 også inddata fra to 271

6 celler for at blive aktiveret, nemlig fra 8 og 9. 9 er imidlertid endnu ikke aktiv, men det bliver den, når luciferen er nået endnu et stykke mod venstre (fig. 4E). Nu er både 8 og 9 aktive, og dermed aktiveres også 11, for 8 bliver først inhiberet af 9, efter at 8 har sendt signal til 11 og dermed bidraget til at aktivere denne. Hvis processen gentages med en lucifer, der bevæger sig ind fra højre, vil aktiveringerne af cellerne forløbe spejlvendt: 11 vil forblive tavs, mens 10 vil blive aktiveret. Det, vi har fået skabt, er derfor en bevægelsesdetektor. Celle 10 registrerer bevægelse mod venstre, celle 11 bevægelse mod højre. Lad os nu tage øjet i brug ved at inkorporere det i stilkdyret. Celle 10 forbinder vi til celle 6, celle 11 til celle 3 og celle 12 til celle 4 alle med excitatoriske synapser. Nu har stilkdyret tre sansemodaliteter, som det kan drage nytte af i kampen for overlevelse. Bevægelsesdetektorerne er blevet koblet til de muskler, der får dyret til at lægge sig ned, således at det altid vil bøje sig væk fra det, der nærmer sig. Og celle 12, der reagerer på enhver form for lys, er sluttet til den generelle fare-på-færde-celle. Stilkdyrets øje og nye hjerne ses på fig. 5. Stilkdyret er hermed blevet en hel del bedre til at beskytte sig mod de farer, der findes i dets omgivelser. Men hvordan oplever dyret selv disse omgivelser? Har det en indre model af universet, sådan som vi snakkede så meget om i de foregående kapitler, at vi har? Ja, det har det, men det er en yderst simpel model. Det billede, du har fået af stilkdyret og dets verden ud fra min beskrivelse, omfatter sikkert stilk, havbund, vand, højre, venstre, op, ned, andre stilkdyr, aflange luciferorganismer, lugt, berøring, sted, tid, lys, mørke. Ingen af disse objekter og begreber eksisterer i stilkdyrets univers. I stedet er der nogle andre, men de er så forskellige fra noget, vi mennesker kender, at jeg indledningsvis blot vil karakterisere dem ved hjælp af sanseindtryk, neurale tilstande i stilkdyrets hjerne samt resulterende reaktioner (tabel 15.1). For hvad er egentlig i ingeniørmæssig forstand, en organismes model af omverdenen? Det er mængden af de indre tilstande, der kan opstå i hjernen ud fra de mulige sanseindtryk. Sanserne er jo den eneste forbindelse, der eksisterer mellem organismen og omgivelserne. Så ud fra tabel 15.1 burde vi kunne fastslå, at stilkdyrets indre univers omfatter syv forskellige objekter svarende til de syv forskellige neurale tilstande, dens hjerne kan hensættes i. Men er det nu helt rigtigt? Læg mærke til kolonnen med reaktioner. De syv forskellige stimuli (inddata) frembringer kun fire forskellige reaktioner Fig. 5. Stilkdyret udbygget med det simple øje fra fig. 3. Nu består hjernen af 12 celler, af hvilke halvdelen er knyttet til behandling af synsindtryk. Nr. Stimulus Tilstand Reaktion 1 B 1 3, 4, 2 M 1 + K 2 B 2 6, 4, 2 M 2 + K 3 B 1 + B 2 5, 4, 2 M 3 + K 4 L 1, 5, 4, 2 K 5 F 2 8, 12, 4, 2 K 6 F 2 F 3 8, 9, 11, 3, 4, 2 M 1 + K 7 F 2 F 1 7, 8, 10, 6, 4, 2 M 2 + K Tabel Sanseindtryk, neurale tilstande og reaktioner hos stilkdyret. 272

7 (uddata). Kan stilkdyret skelne mellem de tilstande (f.eks. nr. 4 og 5), der producerer identiske reaktioner? Jeg vil mene, at svaret er nej. Informationen om, hvor stimulus kom fra var det lys i øjet eller signalstof i næsen? går tabt, så snart informationsstrømmene fra begge har konvergeret på celle 4, og der er ikke andre dele af hjernen, der bevarer nogen information om oprindelsen af stimulus. Stilkdyrets univers består derfor af disse fire objekter og ingen andre 4 : Højrefare (2, 7). Venstrefare (1, 6). Dobbeltfare (3). Potentiel fare (4, 5). Hvilken form, farve, størrelse, varighed, lugt, vægt, klang har en fare? Spørgsmålet er meningsløst, for ingen af disse ting er repræsenteret i stilkdyrets hjerne. Der er kun de nævnte fire objekter, der alle har noget med en trussel at gøre. Måske vil du indvende, at stilkdyret da må have et objekt i sin indre model, der repræsenterer fred, og et, der repræsenterer varighed. Aktivitetsniveauet i dyrets hjerne er jo forskelligt afhængigt af, om der er fare på færde eller ej. Det er selvfølgelig korrekt, men hvori består forskellen? Alt, hvad der påvirker dyrets sanser, tolkes som fare. Og når sanserne ikke påvirkes, forsvinder al aktivitet i hjernens nerveceller. Den indre model slukker så at sige, den ophører med at eksistere. Vi, der observerer udefra, vil for eksempel se en sekvens af tilstande som vist i tabel 15.2, men set fra stilkdyrets perspektiv altså inde fra modellen er sekvensen som i tabel Stilkdyret oplever ikke perioderne med fred. I den indre model er der en kontinuert altså ubrudt serie af forskellige faretilstande. Men bemærk, at der ikke kan stå noget meningsfuldt i tidskolonnen. Der er ingen del af stilkdyrets hjerne, der repræsenterer tidens gang, der er ikke noget indre ur, der hakker tidsintervaller af. Der er ikke engang noget i den indre model, der fortæller om rækkefølgen af de forskellige tilstande, for stilkdyret har ingen hukommelse. Det giver derfor slet ikke nogen mening at tale om rækkefølge. Stilkdyrets verden består virkelig i helt bogstavelig forstand kun af de fire tilstande, jeg nævnte tidligere. Tid Tilstand Tolkning 0 0 Fred ,5,4,2 Potentiel fare 4 8,9,11,3,4,2 Venstrefare 5 0 Fred ,12,4,2 Potentiel fare 8 0 Fred 9 0 Tabel Ekstern liste over tilstande hos stilkdyret. Tid Tilstand Tolkning - 1,5,4,2 Potentiel fare - 8,9,11,3,4,2 Venstrefare - 8,12,4,2 Potentiel fare Tabel Intern liste over tilstande hos stilkdyret. En meget afgørende ting ikke mindst for emnet i dette kapitel som vi mennesker har, men som stilkdyret mangler, er et jeg. Selv om vi endnu ikke har nogen færdig teori for, hvad et jeg kræver, kan vi i hvert fald med sikkerhed sige, at der ikke er nogen repræsentation for identitet i stilkdyrets hjerne. Men lad os nu se, hvad evolutionen kan frembringe hen ad vejen. Måske har du bemærket, at stilkdyret ikke har nogen sanser, der kan fortælle det, hvordan dets lille krop er orienteret. Står det lodret op i vandet, eller ligger det hen ad havbunden, fordi en berøring har fået muskel M 1 eller M 2 til at trække sig sammen? Hidtil har dette ikke været noget problem, for havbunden der, hvor stilkdyrene sidder, var så blød, at den ikke kunne påvirke sanse- 4 Den ingeniørmæssige definition på indre model må derfor justeres: den er alle de indre tilstande, der producerer unikke uddata. 273

8 organerne B 1 og B 2. Men miljøet har ændret sig, så havbunden er blevet hårdere, og nu sker der ofte det, at en lille sten kan aktivere sanseorganet på den side, stilkdyret netop har lagt sig på for at undgå en fare på den modsatte side. Dette bevirker, at dyret straks svinger over mod den anden side hvis det da ikke er blevet ædt forinden. Endnu en modifikation af stilkdyrets hjerne er derfor nødvendig, for at arten kan overleve. Fig. 6 viser en mulig udviklingsretning. En mutation har på et tidspunkt frembragt en ny sansecelle, B 3, der har inhibitoriske synapser på nervecelle 13 og 14, (det er dem, der modtager signaler fra sansecellerne B 1 og B 2 ). B 3 er imidlertid en nyskabelse. Vel ligner den de andre B-celler ved at være følsom for tryk (= berøring), men den sidder ikke på overfladen af stilkdyrets krop. Nej, den sidder inde i kroppen og aktiveres af, at stilkdyret er svinget mere end for eksempel 45 til en af siderne. Hermed er den første interoceptive sans introduceret, og stilkdyrets neurale tilstand kan for første gang påvirkes af hændelser, der har noget at gøre med tilstanden af dyrets egen krop. Effekten af denne interoceptive sans er beskeden, når man betragter neurale tilstande den tilfører faktisk intet nyt men den øger alligevel stilkdyrets overlevelseschancer betydeligt. Ved at hæmme celle 13 og 14, når dyret lægger sig ned, sikres, at dyret bliver liggende, selv om kontakten med havbunden skulle udløse et signal i B 1 eller B 2. Fig. 6 viser også en anden nyskabelse. Den har ikke det fjerneste med den nye B-celle at gøre, men er blot opstået ved en anden tilfældig mutation. Det er cellerne 15 og M 4. Sidstnævnte er en lille muskel, der bevæger et fimrehår på stilkdyrets overflade, og førstnævnte er en nervecelle, der har den specielle egenskab, at den spontant affyrer signaler med regelmæssige mellemrum. Celle 15s excitatoriske synapse på M 4 har derfor den effekt, at fimrehåret står og logrer frem og tilbage. Men læg nu mærke til, at der går en inhibitorisk forbindelse fra celle 4 til celle 15. Celle 4 er det center, der altid aktiveres, når der er fare på færde. Koblingen mellem celle 4 og celle 15 har derfor som konsekvens, at enhver form for fare vil få fimrehårets bevægelse til at gå i stå. Hvilken betydning har fimrehåret for stilkdyrets overlevelse? Ingen som helst, der er blot tale om en tilfældig udvikling, som (i første omgang) hverken er skadelig eller gavnlig. Men måske kan du ane potentialet i nyskabelsen. Celle 15 bærer kimen til et internt ur i sig, og den ændrer stilkdyrets indre model af verden på afgørende vis. Det kan du se i tabel Nu har også fred en neural repræsentation, og den indre model har dermed fået tilføjet det nye objekt, fred. Fig. 6. To nyskabelser i stilkdyret: den interoceptive sans, B 3, samt den spontant aktive nervecelle 15, der styrer fimrehåret ved M 4. Tid Tilstand Tolkning 0 15 Fred ,5,4,2 Potentiel fare 4 8,9,11,3,4,2 Venstrefare 5 15 Fred ,12,4,2 Potentiel fare 8 15 Fred 9 15 Tabel Ekstern liste over tilstande hos stilkdyret efter tilføjelse af den spontant aktive celle

9 Vi har i det foregående snakket en del om ændringer mellem generationer af stilkdyr forårsaget af evolutionen, men vi har ikke hørt et ord om, hvordan dyrene egentlig formerer sig. Og formering er jo en forudsætning for evolution, så lad os nu se lidt på, hvordan arten videreføres. Alle stilkdyr havde oprindeligt samme køn. De producerede kønsceller med halvt kromosomantal, som opsamledes i en blære, der tømtes ud i vandet, når den var fuld. Disse kønsceller drev frit rundt, og når de tilfældigt stødte ind i hinanden, smeltede de sammen og gav på den måde ophav til et nyt individ. Systemet fungerede forholdsvis godt, men det havde en ulempe. Celler fra samme stilkdyr kunne smelte sammen og danne nye individer, der var identiske med forælderen, og det er aldrig hensigtsmæssigt for evolutionen. Kun i de forholdsvis sjældne situationer, hvor to nærtsiddende dyr tømte deres formeringsblærer på samme tid, kunne der udveksles genetisk materiale mellem forskellige individer. Men på et tidspunkt fandt naturen en måde at afhjælpe denne uhensigtsmæssighed på. Der opstod to forskellige undergrupper af stilkdyr. Den ene gruppe (SD f ) vedblev med blot at tømme sin celleblære, når den tilfældigvis var fuld, men til gengæld fik dens kønscellers membraner en særlig kemisk markør. Den anden gruppe (SD m ) derimod udviklede en ny type kemisk følsom for SD f-kønscellernes kemiske markør. Via Fig. 7a. Stilkdyr af gruppen SD m. Sansecellen, L 2, er receptor, der var følsom for netop SD f s kemiske nervecelle 16 stimulerer den en muskel, der får formeringsblæren til at tømme sig. markør, og kønscelleblæren tømtes kun, når den nye receptor blev stimuleret. Endelig ændrede begge slags kønscellers membraner sig tillige sådan, at SD f -celler kun kunne smelte sammen med SD m -celler og omvendt. Med ændringerne i stilkdyrenes kroppe fulgte også ændringer i deres hjerner. Fig. 7a viser nervesystemet hos stilkdyr tilhørende gruppen SD m. Bemærk, hvordan celle 16 styrer tømningen af formeringsblæren. Den aktiveres af sansecelle L 2, når denne stimuleres af kønsceller fra en SD f og får ved hjælp af musklen M 5 formeringsblæren til at tømme sig. Men 16 er også integreret i hjernen som helhed, således at den inhiberes i faresituationer via celle 2. Formeringsblæren kan derfor kun tømme sig, når alt ånder fred omkring stilkdyret. Og så har 16 også fået en excitatorisk synapse på 15, hvilket vil få fimrehåret til at logre kraftigere, når blæren tømmes. Herved sættes vandet omkring stilkdyret i kraftigere bevægelse, så kønscellerne blandes bedre med hinanden. Hos gruppen SD f er arrangementet lidt anderledes som vist på fig. 7b. Udefra betragtet vil der dog ikke være den store forskel på stilkdyrenes adfærd. Hos begge grupper vil man se, at fimrehåret slår kraftigere, når formeringsblæren tøm- Fig. 7b. Nervekoblingerne i forbindelse med formeringsblæren hos gruppe SD f. Musklen M 5 forårsager blærens tømning, men den er ikke under nervesystemets kontrols. Den kontraktion udløses af, at blæren er fuld. Til gengæld er der opstået en ny interoceptiv sansecelle, B 4, der registrerer, at blæren tømmes, og ligesom hos SD m er den koblet til fimrehåret via celle 16 og 15. Men selv om 16 bliver inaktiveret af fare, kan tømningen af blæren ikke forhindres, for den inhibitoriske forbindelse fra 16 til M 5 mangler. 275

10 mes. Men de indre modeller af verden vil ikke være ens, hvilket vi kan se ved at opskrive komplette tabeller over stimuli, neurale tilstande og reaktioner hos de to grupper (tabel 15.5). SD f SD Nr. m Stimulus Tilstand Reaktion Stimulus Tilstand Reaktion B 1 3, 4, 2 M 1 + K 1 B 1 3, 4, 2 M 1 + K B 2 6, 4, 2 M 2 + K 2 B 2 6, 4, 2 M 2 + K B 1 + B 2 5, 4, 2 M 3 + K 3 B 1 + B 2 5, 4, 2 M 3 + K L 1, 5, 4, 2 K 4 L 1, 5, 4, 2 K F 2 8, 12, 4, 2 K 5 F 2 8, 12, 4, 2 K F 2 F 3 8, 9, 11, 3, 4, 2 M 1 + K 6 F 2 F 3 8, 9, 11, 3, 4, 2 M 1 + K F 2 F 1 7, 8, 10, 6, 4, 2 M 2 + K 7 F 2 F 1 7, 8, 10, 6, 4, 2 M 2 + K 0 15 M M 4 B4 16, 15 M 4 9 f 9 m L 2 16, 15 M 4 + M 5 Tabel Neural tilstand nr. 9 involverer godt nok de samme nerveceller i de to grupper, men tilstanden skabes af forskellige stimuli (formeringsblærens automatiske tømning hos SD f kontra modtagelse af duftstof hos SD m ), og den har forskellige reaktioner som resultat (øgning af fimrehårets frekvens hos SD f, øgning af fimrehårets frekvens plus tømning af formeringsblæren hos SD m ). Hvis du begynder at blive lidt utålmodig, kan jeg godt forstå det, for hvad har al denne snak om et primitivt dyr, hvis hjerne består af kun 16 celler, med bevidsthed at gøre? Jeg vil vel ikke påstå, at mine stilkdyr er bevidste væsener?! Nej, en hjerne, der er så lille som stilkdyrets, kan ikke have bevidsthed i hvert fald ikke i en form, vi umiddelbart ville kunne genkende. Men stilkdyret har forløbere for fænomener, vi normalt forbinder med bevidsthed. Som vi allerede har set, skaber stilkdyrets hjerne en indre verdensmodel. På det udviklingstrin, dyret har nået på dette sted i beretningen, består modellen af seks objekter, nemlig de fire faretilstande (tilstand 1+6; 2+7; 3 samt 4+5) plus neutraltilstand (8) og formeringsaktivitet (9). Den indre model er ikke bevidsthed, men den er en forudsætning for bevidsthed, for det er her, bevidstheden lever hele sit liv, sådan som vi så i det foregående kapitel. Brug et par øjeblikke på at forsøge at leve dig ind i stilkdyrets verdensmodel. Hvordan oplever dyret for eksempel det objekt, jeg tidligere kaldte højrefare? Måske forestiller du dig noget i retning af: En ting rører ved min ene side, så jeg må lægge mig ned på den anden. Men dette er alt for kompliceret! Stilkdyret har ingen neural repræsentation for ting. En ting er et rumligt objekt med nogle egenskaber, men stilkdyrets verden omfatter hverken rum eller egenskaber. Stilkdyret har heller ikke nogen repræsentation for min/jeg og ene/anden og side og lægge sig ned. Specielt dette med den manglende repræsentation af rum og ydre genstande er nok vanskelig at forstå. Men stilkdyret har kun syv sanseceller, og de giver meget lidt information om positionen af de stimuli, de rapporterer om. Det er ikke nok, at de syv sanseceller er placeret syv forskellige steder på stilkdyrets overflade, der skal også være en eller anden neural repræsentation i stilkdyrets hjerne af disse placeringer. Tag for eksempel de to føleceller, B 1 og B 2. De sidder på hver sin side af kroppen, men det ved stilkdyret ikke. Forudsætningen for en sådan viden er, at størstedelen af kroppen er dækket af tilsvarende føleceller, sådan at kroppens overflade kan fungere som et kort over omverdenen, og dette kort skal være projiceret ind i et arrangement af nerveceller, der bevarer information om positionen af stimuli. Vi så et eksempel på et sådant arrangement i primær visuel cortex (kapitel 13, fig. 23), men menneskehjernen har også et kort over følesansen på kroppens overflade (somato- 276

11 sensorisk cortex, Brodmanns område 4), som nøje svarer til det, jeg efterlyste hos stilkdyret (fig 8). Men igen er det sådan, at stilkdyret godt nok mangler det meste, af det, der skal bruges for at skabe en indre verdensmodel, der har bare en overfladisk lighed med vores, men det har nogle primitive forløbere. Celle 13 og 14 er det første primitive tilløb til et somatosensorisk kort, altså et kort over kroppens overflade, i stilkdyrets hjerne. Det kan ikke fortælle dyret om den ene side af kroppen kontra den anden side af kroppen, men det giver dog information om et sted på kroppen og et andet sted på kroppen. Og denne information anvendes til at producere konsistente uddata i form af sammentrækning af musklerne M 1 og M 2. Fig. 8. Placeringen af de områder af hjernebarken, der styrer forskellige dele af den modsatte side af kroppen. Læg mærke til, at stilkdyrets øje heller ikke giver nogen som helst direkte information om positionen af lysstimuli. Cellerne 10, 11 og 12 er tilsyneladende arrangeret som et kort, men de tjener ikke til at rapportere om indbyrdes position. 10 og 12 fortæller om ydre genstandes bevægelsesretninger, og deres signaler integreres i 3 og 6 med signaler fra følecellerne, således at stilkdyret oplever højrebevægelse og berøring på venstre side som nærtbeslægtede sansninger. Celle 12 derimod er slet ikke forbundet med noget kort, og den kan heller ikke give anledning til uddata, der har noget rumligt indhold. (Aktivering af 12 udløser duftstof fra K og hæmmer fimrehårets muskel, M 4 ). Jo mere vi forsøger at forstå stilkdyrets neurale model af omverdenen, jo mere fremmedartet synes den at blive. Det er, som om al stoflig substans forsvinder fra den, og hvad kan da blive tilbage? Der er faktisk noget; oven i købet noget vi kender vældig godt fra vore egne indre modeller. Det har intet med rum og tid og andre fysiske egenskaber at gøre, selv om det skabes af den fysiske verdens berøring med sanserne. Kan du se, hvad det er? En analyse af den rolle, celle 4 og 15 spiller, kan måske bringe dig på sporet. Celle 4 er aktiv i alle situationer, der rummer en eller anden form for trussel mod stilkdyret, og den medvirker til at igangsætte den reaktion frigivelse af duftstof der betyder Pas på, gå i dækning!. Celle 15 derimod er aktiv i de præcis modsatte situationer, nemlig når alt ånder fred, og der måske endda er mulighed for at tænke på formering. Og celle 15 driver den rytmiske bevægelse af fimrehåret, vi kan tolke som slap af, ingen fare. Med andre ord: celle 4 repræsenterer det indre objekt er bange, mens celle 15 repræsenterer objektet er tryg. Begge disse tilstande er det, vi kalder følelser. Stilkdyrets lillebitte hjerne med kun 16 nerveceller er således i stand til at føle behag og ubehag, og give disse to tilstande udtryk på en måde, der ikke er så fremmedartet for os pattedyr: et advarende udbrud og en rolig logren. Læg i denne forbindelse også mærke til, at dette ydre, fysiske udtryk for følelserne er helt nødvendigt. Fimrehårets bevægelse er måske i sig selv temmelig overflødig, men celle 15 er nødt til at have et bestemmelsessted for sine signaler. Man kan ikke forestille sig et neuralt kredsløb, der ender blindt. Det ville være meningsløst. En nervecelle har kun betydning i kraft af sine uddata, altså de signaler den sender videre ud i systemet. Det er ikke celle 4, der føler angst, og celle 15, der føler tryghed. Nej, det er de signaler, cellerne sender videre, der repræsenterer disse tilstande og gør dem tilgængelige for organismen. 277

12 Hermed har vi fået arbejdet os ind på livet af det, der er det store filosofiske og videnskabelige problem i forsøget på at forstå bevidsthed. Vi er enige om, at stilkdyret ikke er bevidst, men dets hjerne rummer dog nogle af forløberne, og selv om vores hjerner er langt, langt mere komplicerede end stilkdyrets, er de grundlæggende principper med inddata, behandling, uddata og forbud mod blindgyder de samme. Men hvordan opstår bevidsthed, det virkelige JEG, der observerer og styrer, i hjernen, når alle signalerne så at sige kun er på gennemrejse? Mange tænkere er havnet i deres egne blindgyder ved at forfølge en tankegang, der kræver, at bevidstheden skal være en endestation, det ultimative centrum, som al indgående aktivitet konvergerer imod, og al udgående aktivitet udstråler fra. Descartes var den første til at et give et bud på et sådant centrum (koglekirtlen), og det er efter ham, vi har den betegnelse for det hypotetiske centrum, som jeg vil bruge i denne bog, nemlig Det kartesiske Teater" 5. Dette teater er den scene, hvorpå hjernens tolkning af omverdenen i form af den indre verdensmodel skulle udspille sig. Og tilskueren til skuespillet er så det bevidste JEG, der træffer sine beslutninger på basis af handlingen i stykket. Kan du se, hvorfor en sådan hypotese er en blindgyde, når det gælder om at finde en forklaring på bevidsthed? Den forklarer ingenting! Alle de hjerneprocesser, der finder sted, inden stimuli ankommer til Det kartesiske Teater, er ubevidste, (siger hypotesen). Det er først på den anden side af scenen, at den bevidste oplevelse skabes. Men hvad er det så, der er hinsidens scenen? Enten må vi nu springe ud som (skabs)dualister og sige, at det er noget immaterielt, en sjæl, og så har vi blot løst forklaringsproblemet ved at lægge det uden for videnskabens rækkevidde, eller også må vi sige, at det er et specielt område af hjernen, centret over alle centre, hvor nervecellerne er arrangeret på en helt særlig måde, så de giver anledning til dannelse af bevidsthed. Men så taler vi mod bedre vidende. Godt nok har hjernen mange centre med forskellige funktioner (se for eksempel planche 2 i kapitel 14), men det er aldrig lykkedes at lokalisere ét område, som alle bevidste stimuli konvergerer imod, og som alle bevidste handlinger udspringer fra. Og et sådant centrum er også helt i modstrid med den arkitektur, vi netop har set, at hjernen er baseret på. Der er ingen endestation, kun gennemfartsveje. Jeg kunne tænke mig nu for en tid at lade stilkdyret sidde i fred og ro på sin sten, vifte med sit fimrehår og udveksle genetisk materiale med sine naboer. Imens vil vi tage et kig på bevidsthed fra den modsatte synsvinkel af den, vi hidtil har benyttet; ikke den objektive, ingeniørmæssige nedefra-og-op, men den subjektive, psykologiske oppefra-og-ned. Den indre verdensmodel, vi lever vores bevidste liv i, er i høj grad opbygget af stimuli fra den ydre verden. Den undergruppe af disse stimuli, som vi er (eller kan blive) bevidste om, vil jeg kalde observationer. Sådanne observationer kan splittes op i to dele: en objektiv og en subjektiv. Den objektive del har vi talt ganske meget om i de to foregående kapitler: fotoner fra Neptun rammer dine nethinder, omdannes til elektrokemiske signaler, sendes til primær visuel cortex, og starter en kaskade af neurale aktiveringer, der giver anledning til din oplevelse af Neptun (inklusive nogle associationer til Poseidon og New Zealand). Denne oplevelse er subjektiv i den forstand, at en anden person ikke ville have fået præcis samme associationer, men den er objektiv på den måde, at vi i teorien i hvert fald ikke har nogen vanskeligheder med at forstå, hvordan den opstår. Den er simpelthen korreleret til nogle bestemte neurale aktiveringsmønstre i din hjerne, der i princippet svarer til de tilstande, vi satte tal på hos stilkdyret. Men der er et dybere niveau, hvor den egentlige subjektive og dermed bevidst oplevede observation findes. Det kan du få et indtryk af således: Mens du stod og observerede Neptun, blæste den kolde aftenvind omkring dine kinder. Derved blev temperaturfølsomme sanseorganer i huden stimuleret på en bestemt måde, hvilket gav ophav til et aktiveringsmønster i hjernebarken. Dette aktiveringsmønster var korreleret til luftens temperatur og dermed til den kinetiske energi af luftens molekyler, det vil sige til noget, 5 Descartes latiniserede sit navn som Cartesius, hvilket giver tillægsordsformen kartesisk. 278

13 der kan måles. Men jeg er sikker på, at din oplevelse af vinden ikke handlede om så og så mange grader Celsius eller så og så mange joule. Din oplevelse handlede om, hvordan den kolde luft føltes, hvilket ikke nødvendigvis er korreleret til temperatur og energi. Den følte temperatur ( koldheden ) er dermed noget, der ikke kan måles. Det er dette ikke umiddelbart målbare, der er den bevidste, rent subjektive observation, og det er den, vi har brug for at kunne kvantificere på en eller anden måde, hvis vi vil opbygge en videnskabelig teori om bevidsthed. En anden ting, vi bør gøre os klart, er, at bevidsthed har en modpol, nemlig det ubevidste eller underbevidste, der omfatter alle de automatiserede hjerneprocesser. Jeg tror, de fleste tænker på dette som en slags dualitet: enten er et mentalt fænomen bevidst, eller også er det ubevidst. Men i virkeligheden er opsplitningen kunstig; det bevidste og det underbevidste er en helhed, der dækker et bredt, kontinuert spektrum af bevidsthedsgrader. Man kan opskrive en bevidsthedsskala med trin som koma, anæstesi, dyb søvn, drømmesøvn, blund og vågen, hvor hvert trin består af en blanding af bevidsthed og underbevidsthed. Fig. 9 viser en let forenklet udgave af denne skala. Fig. 9. De forskellige bevidsthedstrin. Området inden for den blå tragt repræsenterer vores totale, cerebrale kapacitet. Heraf er det gule felt det bevidste og det grønne felt det underbevidste. Er du overrasket over, at jeg lader den grønne underbevidsthed fylde så meget selv i vågen tilstand? Det skyldes, at der, selv når vi er vågne, er masser af ting, der foregår helt automatisk. Du og jeg kan for eksempel gå ivrigt gestikulerende hen ad gaden, mens vi diskuterer bevidsthedens natur, uden at vi behøver at ofre bevægelserne af hænder og fødder en tanke. Dette skyldes, at bevidstheden har en ganske markant egenskab: den er fokuserende. I stedet for at tale om bevidsthed skulle vi måske hellere tale om bevidsthedsfelt. I lighed med øjnenes synsfelt består vores bevidsthed at et snævert, skarpt centrum omgivet af en bred, mere diffus periferi. Mens jeg sidder og koncentrerer mig om at formulere disse sætninger, der således befinder sig i centrum af mit bevidsthedsfelt, lytter jeg også til en kantate af J. S. Bach, og selv om musikken befinder sig i bevidsthedsfeltets periferi, er jeg alligevel i stand til at følge med i den og i grove træk erkende nogle af komponistens teknikker: hér en fuga, dér en menuet, nu genbrug af et tidligere værk etc. Længere ude i bevidsthedsperiferien befinder sig andre elementer i omgivelserne: opvaskemaskinens brummen, en flyvemaskines passage, trangen til en kop kaffe Der er dog også en anden og vigtigere grund til, at underbevidstheden fylder så meget. For at forstå det er vi imidlertid nødt til først at se lidt mere på bevidsthedsfeltet; det har nemlig ikke kun bredde, det har også dybde i hvert fald i den centrale del (fig. 10). Du kan muligvis erkende det ved at gå frem på følgende måde: Fig. 10. Bevidsthedsfeltets bredde og dybde. Sørg for, at børn, kæreste og kat er gået i seng eller på anden måde passiviseret. Sæt dig så i en god stol, luk øjnene, slap af og tænk på et eller andet, der interesserer dig. Hvem vinder næste Tour de France? Hvilken kjole vil prinsesse Birgitte bære ved hofballet? Hvordan konstrueres en kommercielt anvendelig fusionsreaktor? Giv dig god tid til at tænke dit emne igennem, hvil i det, og sørg også for at begrunde, hvorfor du mener, som du gør. 279

14 Jeg er temmelig sikker på, at en god del af din tænkning har foregået som en indre monolog, hvor du mere eller mindre formfuldendt har udtrykt dine tanker i uudtalte ord. Dette er den standardmetode, vi mennesker benytter os af til en stor del af vores tankeprocesser 6. Men der er et dybere lag, som jeg tror, du med lidt træning godt kan blive bevidst om. Hver tankefrase kan nemlig gribes i flugten, før den er blevet formuleret sprogligt. Den ligger der lydløst og lynhurtigt færdigtænkt som resultat af en proces, jeg vil kalde præformulering. At studere præformuleringen ved introspektion er ikke nogen helt enkel opgave, for vi oplever her i vort eget indre et fænomen magen til det, kvantemekanikken konfronterer os med i den ydre verden: det observerende påvirker det observerede. Kan jeg være sikker på, at præformuleringen altid er der, eller er den en konsekvens af, at jer ser efter den? Eller med andre ord: er den et virkeligt element i hjernens funktionelle opbygning, eller er den en illusion? Jeg kan ikke give noget klippefast svar, men indtil andet er bevist, vil jeg antage, at den er virkelig. Hvordan ser den så ud, denne præformulering? Den indre monolog er tydeligvis sproglig, men i hvilket omfang er præformuleringen bundet til sprog? Så vidt jeg kan skønne, består den i hvert fald ikke af færdige, grammatisk korrekte sætninger, men snarere af et sprogligt skelet, hvor ordene mere fungerer som objekter i et billede end som funktionelle enheder i en frase. Måske skal man i højere grad se præformuleringen som en proces end som et niveau i et hierarki. Præformuleringen finder de relevante, sproglige puslebrikker frem, dem der skal bruges i den indre monolog, og det er så også under præformuleringen, at eventuelle huller afsløres. Vi kender jo alle den situation, at vi vil sige et eller andet helt bestemt, men vi kan ikke finde et passende ord. Det må jo betyde, at vi har en indre, ikkesproglig repræsentation, et mentalt symbol, der gør, at vi ved, hvad det er, vi vil udtrykke; vi er bare ikke i stand til at oversætte det mentale symbol til et sprogligt symbol alias et ord eller en sætning. Dette må så videre betyde, at der findes et niveau, der er helt uafhængigt af sprog. Jeg vil kalde dette niveau den generiske tanke. Måske kan du lige akkurat ane den som en svag skygge dybt inde i din tankeproces. Præformuleringens opgave er at gøre denne generiske tanke kommunikationsegnet, hvad enten der er tale om en ydre eller indre samtalepartner. Når du har nået helt ind til den generiske tanke, vil du uden tvivl sidde tilbage med nogle spørgsmål. Et af dem kunne være: kan vi ikke helt undvære den indre monolog? Tankestrømmen ville jo flyde langt hurtigere, hvis vi kunne lade den foregå på præformuleringsniveauet, og det ville ikke være så tosset i vores effektiviseringsfokuserede tidsalder. Jeg har forsøgt, om jeg kunne tvinge min tænkning dette niveau længere ned, men indtil videre er jeg nødt til at konstatere, at det kan jeg ikke. Jeg kan godt se de præformulerede tanker, men jeg kan ikke frakoble den indre monolog i længere tid af gangen. Det, der sker, når jeg forsøger, er, at tankerækkerne bliver usammenhængende, og at der opstår pauser af mentalt tomrum imellem de præformulerede tankeenheder. Det er, som om jeg ikke længere kan styre tankerne, og at pauserne går med at vente på, at en ny præformuleret tanke skal dukke op. Ikke mindst dette med pauserne fremprovokerer et ganske interessant spørgsmål: hvor kommer tankerne egentlig fra? Når jeg kan være bevidst om en færdigskabt præformulering, så må den jo på en måde allerede være der, når den indre monolog og dermed det, jeg normalt opfatter som bevidst tænkning, aktiveres. 6 Man kan selvfølgelig sagtens have tænkning, uden sproglig formulering. Vi tænker alle sammen masser af billedtanker hver eneste dag, når vi f.eks. planlægger, hvordan vi skal komme fra punkt A til punkt B. Diskussionen her er begrænset til abstrakt tænkning, altså tænkning der involverer en høj grad af symbolanvendelse. 280

15 Ud fra studiet af mit eget indre bevidsthedsliv har jeg formuleret en funktionel hypotese om bevidsthedsfeltet, det underbevidste og sanserne, som både kan give en idé om, hvor tankerne kommer fra, og om hvorfor den indre monolog ikke kan undværes. Denne hypotese er illustreret i fig. 11 og 12. Det grundlæggende i hypotesen er, at der findes et mentalt kredsløb mellem det centrale bevidsthedsfelt og underbevidstheden. Det dybeste element i kredsløbet set fra bevidsthedens synspunkt er den generiske tanke (GT), der lige akkurat kan erkendes. Den generiske tanke flyder videre i præformuleringen (PF), hvor den forsynes med et sprogligt skelet og fortsætter i den indre monolog (IM). Den indre monolog kan give anledning til ydre kommunikation (YK) via hjernens motoriske system, hvis dette indkobles og derved gør den indre monolog offentlig, men dette er ikke nødvendigt. Uundgåeligt er derimod, at den indre monolog virker tilbage på hjernens forskellige interne systemer. Det er disse systemer, jeg har symboliseret ved den grønne sky på fig. 11. Jeg har benævnt den integration, fordi dette beskriver dens rolle i kredsløbet, men i virkeligheden gemmer der sig her en masse forskellige, ubevidste systemer, der har at gøre med hukommelse, erfaringer, kompetencer, følelser, personlighed osv. Elementer fra disse systemer forbinder sig med hinanden i I-skyen, og det er også her, data fra sanserne får adgang til tankekredsløbet. Integrationen er den mest basale del af kredsløbet. Fordi data fra så mange forskellige kilder flyder sammen her, er det også her, det største potentiale for variation findes. I vores vågne tilstand genererer integrationen konstant en masse prototanker, PT, der hver især har muligheden for at blive til en generisk tanke. Hvilken af disse prototanker, der får lov til at køre videre i kredsløbet, afhænger i høj grad af inddata fra den indre monolog, fordi dens tilbagevirkning på integrationen giver større intensitet til en prototanke, der ligger i forlængelse af den indre monolog, end til prototanker, der ikke er relateret til monologen. Du ser nu, hvorfor den indre monolog ikke uden videre kan forbigås. Det er den, der ved at virke tilbage på integrationen holder kredsløbet i gang og sikrer sammenhæng mellem de enkelte tankefraser. Dette er præformuleringen ikke i stand til på egen hånd (fig. 12a). Fig. 11. Det mentale kredsløb i forbindelse med abstrakt tænkning. GT: Generisk Tanke. IM: Indre Monolog. PF: PræFormulering. I: Integration. PT: ProtoTanke. S: Sanser (extero- og interoceptive). YK: Ydre Kommunikation. Elementer, der er tilgængelige for bevidstheden, er gule, mens ubevidste elementer er grønne. Nu ser du også, hvor tankerne kommer fra. De bobler som prototanker op fra underbevidsthedens dyb via integrationsfunktionen, og den prototanke, der har den højeste intensitet i kraft Fig. 12a. Bevidsthedsfeltet og tankekredsløbet. af sin sammenhæng med den igangværende indre monolog, sansestimuli etc., trækker bevidsthedsfokus til sig eller måske snarere bliver den til bevidsthedsfokus. 281

16 Det er imidlertid ikke kun den indre monolog, der påvirker bevidsthedens fangst af prototanker. Et kraftigt sanseindtryk kan give ophav til en prototanke, der har tilstrækkelig intensitet til at bemægtige sig bevidsthedsfokus, og det samme kan rent interne processer i integrationsskyen. Sidstnævnte er det, vi oplever, når vi for eksempel står i brusebadet og pludselig får en lys idé. Den kan tilsyneladende dukke op ud af det rene ingenting midt i en helt urelateret tankerække. Men selv lyse idéer opstår selvfølgelig ikke af intet. De er prototanker, som de evigt vekslende aktivitetsmønstre i hjernen mønstre der er knyttet til hukommelse, erfaringer, følelser etc. tilfældigt 7 har givet så stor intensitet, at de kan erobre bevidsthedsfeltets centrum. Nu er det ikke så underligt, at jeg lod det underbevidste fylde så meget på fig. 9, vel? Underbevidstheden styrer ikke bare vores vejrtrækning og vores skridt hen ad gaden. Hver eneste bit, der når til vores erkendelse, er forinden blevet bearbejdet i det underbevidste, og selv for vores tankevirksomhed spiller underbevidstheden en afgørende rolle. Faktisk er bevidstheden helt indkapslet i det underbevidste som vist på fig. 12b. Den bevidsthed, vi er så stolte af, og som vi betragter som det rigtige jeg, har ingen direkte forbindelse med omverdenen. Dens observationer er baseret på et væld af samtidige, ubevidste bearbejdelser af ydre og indre stimuli. Med hypotesen om det mentale kredsløb har vi nærmet os en anelse til at kunne beskrive processer, der involverer bevidstheden, på en objektiv måde. Elementer af hypotesen kan nemlig iklædes nogle foreløbige matematiske formler som vist i Boks 1. Her beskrives et enkelt, men meget afgørende trin i kredsløbet, nemlig udvælgelsen af en prototanke og dens ophøjelse til generisk tanke. Det er her, grundlaget for det bevidste tankeforløb findes. De øvrige trin er mere mekaniske af natur, idet de blot omformer tankeindholdet til en sproglig ytring. Hvorfor er det nu pludselig nødvendigt med en matematisk formulering? Er matematikken ikke bare et middel til at få hypotesen til at se lærd ud og til at skabe distance til almindelige mennesker? Nej, den matematiske formulering er af afgørende betydning. Det, vi satte os for, var at finde en materialistisk forklaring på bevidsthed. Det vil sige, at vores grundtese er, at bevidsthed er et fysisk fænomen. Dermed skal den passe ind i det fysiske verdensbillede, og det Fig. 12b. Bevidsthedsfeltets relation til underbevidsthed, sanser og den ydre verden. Farverne har sammen betydning som på fig. 11, bortset fra at sanserne har fået hver deres farve. (15.2) Ci k I (15.3) CB Max( Ci ) ; Ci TB k k C B : Den totale intensitet af den prototanke, der går videre i det mentale kredsløb. C i : Den totale intensitet af prototanken, i. I k : Neural intensitet i undersystemet, k, (indre monolog, sanser, hukommelse, erfaringer ). T B : Tærskelværdi for at en prototanke kan fanges i det mentale kredsløb. ξ k : Vægtningsfaktor for undersystemet, k. Boks 1. En løs matematisk formulering af et enkelt trin i det mentale kredsløb. ( Løs bl.a. fordi en definition af intensitet mangler). 7 Jeg mener ikke tilfældigt i den kvantemekaniske betydning af ordet. Med tilstrækkeligt stort kendskab til de neurale processer og den pågældende hjernes opbygning og forhistorie ville det i princippet være muligt at forudsige prototankernes opdukken og beskaffenhed det er faktisk disse ting, der gemmer sig i størrelsen I k i ligning (15.2) i Boks 1. Men det underliggende fysiske system er så komplekst, at det i matematisk forstand er kaotisk, og de processer, der udspringer af det, er dermed i praksis uforudsigelige. 282

17 fysiske verdensbillede kan beskrives matematisk. Hvis ikke vi kan producere en matematisk beskrivelse af bevidsthed, må vi opgive vores materialistiske grundsyn! Den synsvinkel, jeg har støttet mig til ovenfor, er beslægtet (men ikke identisk) med Daniel Dennetts mangeskitseteori. I min gennemgang ovenfor er de mange skitser eksemplificeret ved den samtidige forekomst af mange prototanker, der konkurrerer om bevidsthedsfokus. Dennetts teori er imidlertid meget bredere end min hypotese, og han bruger også betegnelsen skitse til at betegne de forskellige dele af den indre verdensmodel, der produceres af forskellige dele af hjernen. En del stammer fra bevægelsesdetektion, en anden fra farveanalyse, en tredje fra analyse af spatiale frekvenser, en fjerde fra analyse af lyd etc. Alle disse selvstændige skitser, der i min formulering på fig. 11 kan placeres som inddata til integrationsskyen, indgår i den bevidste verdensmodel. Det, der er helt afgørende at indse, er imidlertid, at den indre verdensmodel ikke er det kartesiske teater i forklædning. Tænk tilbage på vores leg med stilkdyret. Der så vi, at en forudsætning for en indre model ikke kun er inddata, men også uddata. Et neuralt kredsløb, der ender blindt, er meningsløst. Det er nødt til at producere noget på uddatasiden. Dette gælder også i menneskehjernen. Denne erkendelse rummer et vigtigt, men ofte overset, element til forståelse af bevidsthed: uden uddata, ingen bevidst oplevelse! Dette betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kan være bevidst om at se en hvid sky på Neptun, med mindre jeg udbryder: Se! En hvid sky på Neptun! Evolutionen har nemlig givet os mennesker noget, som stilkdyret ikke har, nemlig muligheden for virtuelle uddata. På fig ses, hvad vi kunne kalde det sensorimotoriske kredsløb (K) hos stilkdyret. Sansestimuli (S) bearbejdes af interneuronerne (I) og frembringer et motorisk svar (M), der påvirker stilkdyrets omverden, hvorved der frembringes nye sanseindtryk, der via interneuronerne giver ophav til nye reaktioner og så videre. Fig. 13. Udviklingen af virtuel eller internaliseret handling. Lyseblå: omverdenen. Lyserød: organismens indre. H: Hukommelse. M: Motorisk reaktion. I: Integration. S: Stimuli. K: Sensorimotorisk kredsløb. T: Tanker. I fig har evolutionen frembragt en mere kompliceret hjerne, der ikke blot samler (integrerer) inddata fra sanserne for at sende dem direkte videre til det motoriske system på uddatasiden. I stedet dannes en slags intern testversion af uddata (T), før de sendes til udførelse, og dele af denne testversion lagres i et hukommelsessystem (H), der via integrationsdelen (I) kan være med til at påvirke uddata. Vi har nu en organisme, der kan lære af sine erfaringer, og som har en eller anden grad af tankevirksomhed, men alle tanker fører automatisk og uvilkårligt til handling. Denne handling påvirker så sanserne, hvorved det sensorimotoriske kredsløb er sluttet. Fra situationen i fig er der imidlertid kun ganske kort til den smarte overbygning, der findes hos os mennesker. Hvorfor have besværet med at producere motoriske uddata, hvis der egentlig slet ikke er brug for det? Hvis nu det vigtige for organismens overlevelse i højere grad er testversionen og dens tilbagevirkning på inddata end dens faktiske udførelse? Så er modi- 283

18 fikationen på fig til gavn. Her blokeres aktivitetsstrømmene i nervecellerne umiddelbart før, de ville aktivere det motoriske system. I stedet ledes de tilbage til inddatasiden, som om de havde forårsaget motorisk aktivering, og her modtages de, som om der havde været en stimulus. Igen er det sensorimotoriske kredsløb sluttet, men denne gang foregår det helt og holdent inde i organismens hjerne. Vi kan illustrere scenarierne i fig. 13 ved hjælp af nogle konkrete eksempler fra dagligdagen, så de bliver lidt lettere at forstå. Vi mennesker benytter os nemlig rutinemæssigt af alle tre kredsløbstyper. 13-1: Jeg rører ved en varm gryde (S), automatiske systemer i min hjerne (I) signalerer Fare!, og jeg trækker hånden til mig og råber AV! (M). Jeg hører min egen stemme og mærker ændringen i positionen af hånd og arm (K). 13-2: Ulrika og jeg sidder og sludrer, og hun spørger mig, hvordan jeg tror, vejret bliver i morgen (S). Spørgsmålet integreres (I) med min erindring om den vejrudsigt, jeg så tidligere i dag (H), jeg formulerer et svar (T), som jeg derefter siger højt (M). Jeg hører min egen stemme og Ulrikas eventuelle kommentar etc. (K). 13-3: Ulrika og jeg sidder og sludrer, og hun spørger mig, om jeg vil med på stranden i morgen (S 1 ). Jeg husker, at det var rigtig hyggeligt sidst, vi var på stranden sammen (H 1, I 1, T 1, m 1 ) og ser for mig hav og sol og madpakker og Ulrikas glade, blå øjne (k 1, s 2 ). Men jeg kommer så i tanker om, at vejrudsigten vist lyder på regn i morgen (H 2, I 2, T 2 ), hvilket jeg fortæller min veninde (M 2 ). Jeg hører min egen stemme og Ulrikas eventuelle kommentar etc., etc. (K 2 ). Læg mærke til, at scenarie nummer 3 rummer to kredsløb angivet ved indekstallene; der er et internt (små bogstaver) og et eksternt (store bogstaver). Jeg kunne godt have fortalt Ulrika om hav, sol, madpakker og blå øjne, men jeg nøjes med at tænke det eller med andre ord: jeg siger det til mig selv i form af en virtuel eller internaliseret ytring. Integration. Figur 11 Figur 13 Generisk tanke + prototanke. Indre monolog. Ydre kommunikation. Integration + hukommelse. Tanker. Interne del af motorisk reaktion + interne del af stimuli. Eksterne del af motorisk reaktion. Eksterne del af stimuli. Sanser. Tabel Sammenligning mellem elementerne i fig. 11 og fig. 13. Som du sikkert allerede har opdaget, er det somatosensoriske kredsløb i fig meget lig det mentale kredsløb, jeg præsenterede i fig. 11. De to figurer handler da også om det samme, nemlig om strømmen af aktivitet igennem hjernen i forbindelse med bevidste oplevelser. Blot er vi nået frem til figurerne ad to forskellige veje: fig. 11 er baseret på introspektion, altså noget subjektivt, mens fig. 13 er baseret på en ingeniørmæssig videreudvikling af stilkdyret, altså noget objektivt. Korrespondensen mellem elementerne på de to figurer er ikke så vanskelig at gennemskue; den er nogenlunde som vist i tabel Måske husker du, at elementerne i fig. 11 var farvelagt efter deres bevidsthedsgrad. De helt ubevidste processer var grønne, de helt bevidste gule. Betyder det så, at sammenstillingen af fig. 11 og 13 kan hjælpe os med at besvare de to spørgsmål, der igennem tiden har været den hellige gral for mange bevidsthedsfilosoffer: hvor i hjernen findes det sted, Den store Portal kan vi kalde det, som skal passeres, for at en tanke eller et sanseindtryk skifter fra ube- 284

19 vidst baggrund til bevidst forgrund? Og hvordan udøver Den centrale Beslutningstager 8, altså det bevidste jeg, sin magt? Det umiddelbare svar er, at vi skal tænke os godt om, før vi gør os for mange forhåbninger. Vi skal nemlig huske på, at både fig. 11 og fig. 13 er funktionelle diagrammer, ikke anatomiske. De viser, hvordan forskellige neurale processer spiller stafet med hinanden, men de siger ikke meget om, hvor disse processer er lokaliseret. I-kassen og T- skyen kan sagtens repræsentere hændelser, der udspiller sig mange forskellige steder rundt om i hjernebark og basale ganglier, og vi ser jo også, at den mest bevidste af processerne i fig. 11 (den indre monolog) omfatter processer i fig. 13, der befinder sig i hver sin ende af kredsløbet. Den indre monolog består nemlig dels af et motorisk element (ordene formuleres, så de næsten udtales), og et sensorisk (ordene er så naturtro, at de næsten høres). Dette er endnu et eksempel på skitserne i mangeskitseteorien. Det, som vi opfatter som et samlet hele, Det bevidste Jeg, består af mange separate dele. Og det er ikke kun i rum, at delene er adskilte. De er det også i tid. Fig. 14. Phi-fænomenet med blinkende, røde pletter. A: den faktiske stimulus, B: den oplevede stimulus. Tiden forløber oppefra og ned. Der findes et velkendt synsbedrag kaldet phi-fænomenet. Hvis du betragter en skærm, hvor to lysende pletter i nærheden af hinanden skiftevis tænder og slukker, vil du opleve det, som om der kun er én plet, der bevæger sig frem og tilbage (fig. 14). Dette er ikke så vanskeligt at forstå. Stilkdyrets øje med de bevægelsesfølsomme celler 10 og 11 vil lægge op til en lignende illusion. Men hvad nu hvis den venstre plet er rød og den højre grøn? Vil du stadig opleve det, som om der kun er én plet? Og hvornår vil pletten i så fald skifte farve? De ganske overraskende svar fremgår af fig. 15. De fleste forsøgspersoner rapporterer, at de ser en enkelt plet, der bevæger sig frem og tilbage, og at pletten skifter farve cirka midtvejs mellem de to yderpositioner. Hvordan i alverden kan dette forklares?! Husk på, at vi skal holde fast i den materialistiske opfattelse, vi havde som udgangspunkt: der er ingen magi, bevidsthed er et fysisk fænomen, så alle vores bevidste oplevelser må have en eller anden fysisk repræsentation i form af nervecellers aktivitet. Men hvordan kan der opstå en repræsentation af grøn plet, før der har været en stimulus bestående af grøn plet? Fig. 15. Phi-fænomenet med en rød og en grøn plet. A: den faktiske stimulus, B: den oplevede stimulus. Tiden forløber oppefra og ned. Man kan forestille sig forskellige forklaringer. Måske oplever vi rent faktisk, at det er en rød plet, der bevæger sig, indtil den grønne plet tænder. Derefter reviderer hjernen det interpolerede hændelsesforløb, der er lagret i hukommelsen, så vi ikke længere husker, at pletten var rød hele vejen, og der indsættes en falsk erindring om, at pletten skiftede farve midtvejs. Stimuli passerer Den store Portal hurtigt og præcist, men Den centrale Beslutningstager bliver 8 Daniel Dennett bruger betegnelse the central meaner. 285

20 narret til at huske noget, der ikke fandtes. Dennett kalder dette for den orwellske hypotese efter George Orwells roman 1984, der beskriver en diktaturstat, hvor historiebøgerne hele tiden skrives om for at passe med en evigt skiftende politik. En anden mulighed er, at sanseindtrykket fra den røde plet til venstre først passerer igennem Den store Portal til bevidstheden, efter at den grønne plet er tændt. Der er simpelthen en vis forsinkelse i det neurale kredsløb, der gør, at Den centrale Beslutningstager først ser hændelsesforløbet, når det er forbi. Dennett omtaler dette som den stalinistiske hypotese efter Josef Stalins skueprocesser, hvor dommen var besluttet på forhånd, uanset hvad der rent faktisk var sket. Der er imidlertid en tredje og meget enklere mulighed, nemlig mangeskitseteorien. Den siger os for det første, at hverken Den store Portal eller Den centrale Beslutningstager eksisterer. De er illusioner, der i bogstaveligste forstand er lavet af fantasistof, nemlig af den måde, hvorpå vores hjerner fungerer. At det må være sådan ses allerede af det faktum, at forestillingerne om portal og beslutningstager fører direkte tilbage i armene på dualisterne og deres kartesiske teater. Portal er bare en anden betegnelse for teatrets scene, og beslutningstager for den observatør, der betragter det stykke, der opføres på scenen. I stedet for ét samlet bevidsthedsspor er der mange samtidige spor, der repræsenterer aktivitet i forskellige dele af hjernen med forskellige funktioner. Ét spor rummer pletternes positioner, et andet farve, et tredje bevægelse etc. svarende til, at disse ting behandles forskellige steder i hjernen. Behandlingstiden for disse selvstændige spor er forskellig, og derfor er det ikke givet, at de forskellige spor stabiliserer sig i samme kronologiske orden, som de tilgrundliggende stimuli. Jeg og min oplevelse er derfor ikke entydig, før hjernen skal producere uddata for eksempel ved, at jeg peger på eller beskriver det sted, hvor jeg mener, at pletten skiftede farve. Og det sted, jeg udvælger, er bestemt af, hvilket bevidsthedsspor, der i den givne situation er tættest på eller har lettest ved at aktivere det motoriske system. Jeg ved godt, at dette lyder højst mærkværdigt, og at det strider ganske voldsomt mod vores opfattelse af, hvordan det er at være bevidst. For det første er der da ikke flere samtidige bevidstheder, og for det andet er min oplevelse da ikke bestemt af, om jeg på en eller anden måde fortæller om den. Eller? Lad os tage indvending nummer 2 først. Nej, jeg behøver selvfølgelig ikke løfte hånden og pege eller fortælle en forsøgsleder, hvor pletten skiftede farve, for at være bevidst om det, men jeg skal fortælle det til mig selv. Hvis ikke jeg er opmærksom på, hvor pletten skifter farve og retter bevidsthedsfokus mod at besvare spørgsmålet hvor, så ved jeg det ikke. Sådan er det dagen lang. Der er tusindvis af stimuli, der hver især kunne have givet anledning til en bevidst oplevelse, men som blot passerer forbi, fordi vores opmærksomhed er et andet sted. Mangeskitseteorien siger, at der faktisk er et bevidsthedsfragment tilknyttet disse stimuli, men de popper op og forsvinder uden at sætte sig varige spor. Hermed kan vi konfrontere indvending nummer 1: jo, der er flere samtidige spor, men det er kun dem, der når igennem til uddatasiden hvad enten de frembringer en virkelig eller en virtuel handling (for eksempel ydre eller indre monolog), der opleves som en del af min bevidsthed. Og i virkeligheden kan du jo godt ane flere samtidige bevidsthedsspor. Måske ikke ligefrem på det meget tidlige trin, hvor bevægelse og farve analyseres, men nok i form af forskellige, samtidige elementer i bevidsthedsfeltet og forskellige, konkurrerende prototanker. Du ser formodentlig er bevidst om at mangeskitseteorien retter et frontalangreb på noget af vores allermest dyrebare, nemlig det udelte, kontinuerte JEG. Dette JEG, der er til stede dagen lang, og som er det samme, når jeg vågner, som da jeg gik i seng, er en illusion! Det består i virkeligheden af tusindvis af mere eller mindre overlappende fragmenter, som modtager deres egen inddata og producerer deres egne uddata. Det, der binder dem sammen, er, at 286

21 de alle opererer med de samme grundlæggende ressourcer: samme sanser, samme hukommelsesbank, samme motoriske system og så videre (fig. 16). Fig. 16. Det subjektive JEG (J) er en illusion. Det består i virkeligheden af mange selvstændige jegfragmenter (j). H: Hukommelse og andre integrerende systemer. M: Motoriske uddata. S: Sensoriske inddata. Måske vil du nu mene, at jeg har trukket tilstrækkeligt store veksler på din godtroenhed. Udgangspunktet for hele denne lange og efterhånden ret kontraintuitive udredning om bevidsthed var, at vi ville finde en monistisk, materialistisk forklaring, altså en forklaring baseret på antagelserne om, at sjæl og legeme er bygget af et og samme stof, og at dette stof er fysisk. Men burde vi ikke tage disse grundlæggende aksiomer op til revision, når de nu producerer så åbenlyst forkerte resultater? Jeg ved jo, at der er én sammenhængende bevidsthed, og jeg ved jo, at der er én central beslutningstager, nemlig MIG. Kunne det være, at det alligevel var et dualistisk, kartesiske teater, der var tættest på virkeligheden? Man skal selvfølgelig altid være parat til at genoverveje sin grundhypotese, hvis den bringer én på vildspor, men er vi kommet på vildspor? Godt nok er konklusionerne i strid med vores intuition, men det er der så meget, der er: relativitetsteori, kvantemekanik eller blot det faktum, at jorden er en kugle. At en teori siger noget andet, end vi umiddelbart forventer eller ønsker, er ikke en tilstrækkelig grund til at forkaste den. Det gælder for materialistiske teorier om bevidsthed lige så vel som for kvantemekanikken. Enten må vi finde et bedre alternativ, eller også må vi i det mindste vise, at teorierne er forkerte, og affinde os med, at en forklaring (endnu) er uden for rækkevidde. Alternativet til monisme er dualisme. Vi kan sagtens opnå en forklaring på bevidsthed, der er i overensstemmelse med vores subjektive oplevelse, ved at postulere, at bevidstheden er et specielt sjælestof, der blot vekselvirker med den fysiske verden i hjernen, men som jeg har nævnt flere gange, er en sådan forklaring tom. Den svarer lidt til hypotesen om æteren som udbredelsesmedie for lys. Også denne forklaring var tom, fordi æter blot var et ord uden anden funktion, end at det var svar på spørgsmålet om, hvad lys udbreder sig i. Lignende tomme forklaringer kunne være Hvorfor blæser det? Fordi vestenvinden puster til luften, Hvorfor skinner solen? Fordi den er fuld af ildånd, Hvorfor opstod universet? Fordi Gud ønskede at skabe det. At sige, at bevidsthed er ikkefysisk sjælestof, er også tomt, fordi der ligesom med æteren ikke er andre grunde til at indføre begrebet, end den ene ting, vi ønsker at begrebet skal forklare. I det videnskabelige opus er der hverken plads til eller behov for sjælestof. Skal vi så bare sige, at de monistiske teorier er forkerte og acceptere, at bevidsthed ikke kan forklares? Nej, hvorfor dog? I vores leg med stilkdyret så vi, at vi ved hjælp af nogenlunde naturtro, om end stærkt forenklede modeller af nerveceller kunne bygge en lille hjerne, med forløbere for egenskaber vi normalt forbinder med bevidsthed, nemlig en indre verdensmodel og følelser. Stilkdyret lærte os også at anskue disse ting objektivt som neurale tilstande, altså som forskellige mønstre af aktivitet, og det lærte os, at den subjektive verdensoplevelse kan afvige voldsomt fra den objektive (tænk på tabel 15.3, der viser en udgave af stilkdyrets hjerne, der ikke har nogen repræsentation for fred, således at dyrets verdensmodel objektivt set kommer til at bestå af fragmenter, selv om den fra dyrets subjektive synspunkt er sammenhængende). Det mest avancerede stilkdyr, vi fremstillede, havde en hjerne med kun 16 celler og 25 synapser. Denne hjerne kunne frembringe en verdensmodel med 9 objekter. Forestil 287

22 dig så, hvad en hjerne bygget efter samme grundprincipper, men med 100 milliarder celler og trillioner af synapser kan frembringe! Monistiske teorier om bevidsthed herunder i særdeleshed mangeskitseteorien er i god overensstemmelse med det, som den ingeniørmæssige model af stilkdyrets hjerne lærte os. Men teorierne stemmer også med observationer af den virkelige verden ikke alle de subjektive måske, men med de objektive. Det skal vi se lidt mere på i det følgende. Der findes en forholdsvis almindelig form for epileptiske anfald kaldet petit mal. Observerer man en person under et sådant anfald, vil man se, at vedkommende pludselig kan gå i stå midt i en handling, være borte i 15 til 30 sekunder og derefter fortsætte, som om intet var hændt. For personen selv er der virkelig intet hændt. Der er ikke noget hul i bevidstheden, den indre verdensmodel forekommer hel og ubrudt. Kun forekomsten af uforklarlige spring i omverdenen for eksempel at urets sekundviser er hoppet fra 10 til 30 tilsyneladende uden at passere de mellemliggende positioner afslører for personen, at noget er galt. Dette er et eksempel på en tilstand, hvor bevidsthed og verdensmodel er fragmenteret på en sådan måde, at fragmenteringen ikke kan erkendes subjektivt. Verdensmodellen ophæves i nogle sekunder for derefter at genetableres. Det foregår ikke så drastisk som hos stilkdyret i tabel 15.3, der helt mangler neural aktivitet i lange perioder, men man kunne forestille sig, verdensmodellen under petit mal-anfald slukker, fordi aktiviteten i relevante dele af hjernen antager en form, der ikke er konsistent med dannelsen af indre objektrepræsentationer. Dette sidste er dog ren spekulation fra min side, men at der sker drastiske ændringer af hjernens aktivitet er uomtvisteligt; det afslører elektroencephalogrammer (EEG) registreret under anfaldene. Det afgørende er heller ikke selve mekanismen, men det faktum, at fragmentering af det indre univers af en art, der forudsiges af fysiske bevidsthedsmodeller, faktisk forekommer. Fragmentering af den indre verdensmodel er også noget vi alle oplever med regelmæssige mellemrum. Det sker hver nat, når vi drømmer. En drøm foregår i et indre univers, der virker fuldstændig normalt, mens vi befinder os i det. Vi godtager de hændelser, der sker, og den indbyrdes sammenhæng imellem dem. Men når vi vågner, opdager vi, at det, der i drømmen forekom som et sammenhængende forløb, i virkeligheden var et sammensurium af selvstændige fragmenter. Tid, sted og synspunkt kan skifte abrupt og kaotisk, uden at det i drømmesituationen forekommen spor mærkeligt. Jeg kan i en drøm sidde i min have og begynde at sige noget til Ane, men når jeg afslutter sætningen, står jeg på Amagerbrogade og taler til Bent. En forklaring er ikke vanskelig at finde. En verdensmodel består af neurale tilstande, der afløser hinanden i en eller anden rækkefølge. Både art og rækkefølge af disse tilstande styres primært af ydre stimuli og sekundært af indre monolog. Stimuli og monolog udvælger de mest relevante af de tilstande, der hele tiden bobler op fra hjernens forskellige systemer (tænk tilbage på det mentale kredsløb i fig. 11). I drømmetilstanden er hovedparten af de ydre stimuli og dermed et væsentligt styringselement borte. Dermed kan der ikke luges effektivt ud blandt de fremboblende tilstande, som derfor kan få lov til at afløse hinanden stort set tilfældigt. Det kaotiske præg kan imidlertid ikke erkendes af den drømmende, for det, den indre verdensmodel præsenterer, er pr. definition sandheden (jfr. stilkdyrets situation i tabel 15.3). Fig. 17. En hypotese for dissociativ personlighedsspaltning baseret på mangeskitseteorien. 288

23 Også jeg et kan fragmenteres. Det ses i den tilstand, der kaldes dissociativ personlighedsspaltning 9. Her kan flere personligheder, flere jeg er, leve på skift i samme krop, uden at disse jeg er kender noget til hinanden. Et velkendt eksempel fra skønlitteraturen er Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Mangeskitseteorien lægger op til, at en forklaring på dissociativ personlighedsspaltning kunne være, at det, der i virkeligheden er splittet er hukommelsen og andre dele af integrationslaget. Nogle jeg-fragmenter skulle så kun have adgang til én del af hukommelsen, mens andre fragmenter har adgang til andre dele (fig. 17). Ved dissociativ personlighedsspaltning lever forskellige jeg er i den samme krop på forskellige tidspunkter; den ene personlighed afløser den anden. Men der er en endnu mere bizar tilstand, hvor to jeg er lever side om side i den samme krop på samme tid. Den skal vi se lidt nærmere på nu, men det kræver lidt forberedelse. Jeg har i de foregående kapitler omtalt de to hjernehalvdele, som om de var spejlbilleder af hinanden, men det er faktisk ikke helt korrekt. Langt hen ad vejen er det ganske vist sådan, at venstre hjernehalvdel styrer og modtager sanseindtryk fra højre del af kroppen, og at højre hjernehalvdel styrer og modtager sanseindtryk fra venstre del af kroppen. Men når det gælder nogle af de mere komplicerede funktioner, er der ret betydelige forskelle mellem de to halvdele. Mest markant er det, at vores sproglige udtryksevne næsten helt og holdent residerer i venstre hjernehalvdel. En læsion her kan derfor føre til ophævelse af personens evne til at udtrykke sig sprogligt og/eller til at forstå sprog, en tilstand der benævnes afasi. Skaden vil ofte være permanent, for højre hjernehalvdel er ikke i stand til at overtage sprogfunktionerne. Til gengæld er højre hjernehalvdel enerådende, når det gælder om at genkende ansigter, således at en læsion i et bestemt område af højre side af hjernen kan ødelægge denne evne. At vi under normale omstændigheder kan fungere med en sådan cerebral asymmetri skyldes hjernebjælken, corpus callosum, der tillader signaler at passere fra den ene side af hjernen til den anden. Så når jeg ser Gitte i mit højre synsfelt, hvis indtryk behandles i venstre hjernehalvdel, passerer informationen via hjernebjælken til højre hjernehalvdel, hvor Gittes ansigt genkendes. Herfra går data tilbage gennem hjernebjælken til sprogcentret i venstre hjernehalvdel, således at jeg kan sætte navn på ansigtet og ved hjælp af venstre motoriske cortex lade min højre hånd skrive navnet (fig. 18). Men hvad nu, hvis man tog en skalpel og skar hjernebjælken igennem? Fuldstændig corpus callosotomi, som dette kaldes, er et temmelig drastisk indgreb, men ikke desto mindre har Fig. 18. Hjernens lateralisation. Jeg ser Gitte, genkender hendes ansigt med højre hjernehalvdel, kan sætte navn på ansigtet med venstre hjernehalvdel og skrive det med højre hånd. 9 Tilstanden er kontroversiel. Dissociativ personlighedsspaltning er ikke en officiel diagnose i Danmark, selv om den er det i mange andre europæiske lande og i USA. 289

24 det tidligere været anvendt ved meget alvorlige og invaliderende tilfælde af epilepsi, der ikke reagerede på nogen andre former for behandling. Filosofien bag indgrebet var, at man ved at ødelægge forbindelsen mellem de to hjernehalvdele kunne begrænse omfanget af de epileptiske anfald. Dette viste sig da også at være tilfældet; epilepsien blev i de fleste tilfælde mildnet ganske betydeligt, og hvad der sikkert er ikke så lidt overraskende indgrebet syntes fra en overfladisk betragtning ikke at have nogen særlige bivirkninger. I hvert fald rapporterede patienterne, at de havde det godt og følte sig normale. Men selvfølgelig isolerer man ikke ustraffet de to hjernehalvdele fra hinanden. En jongleren med data frem og tilbage som den, der er vist på fig. 18, bliver jo umulig. Hvis forbindelserne genne hjernebjælken er afbrudt, og jeg ser Gitte i højre synsfelt, (der kun er tilgængeligt for venstre hjernehalvdel), hvordan skal jeg så kunne genkende hendes ansigt, (hvilket kun højre hjernehalvdel er i stand til)? Og hvis jeg ser Gitte i venstre synsfelt, (der kun er tilgængeligt for højre hjernehalvdel), hvordan skal jeg så kunne sige hendes navn, (hvilket kun venstre hjernehalvdel er i stand til)? Svaret, der først og fremmest skyldes forskning udført af Roger Sperry og Michael Gazzaniga, er, at det kan jeg heller ikke! De to hjernehalvdele er vitterlig i helt bogstavelig forstand overladt til sig selv og deres egne ressourcer. Her er nogle eksempler baseret på virkelige forsøg udført sammen med patienten Joe, hvis hjernebjælke blev gennemskåret for at mildne hans epileptiske anfald. Joe sidder og fikserer på et kryds midt på en skærm. Til højre vises i et kort glimt ordet bil. Michael: Hvad stod der? Joe: Bil. Ordet kop glimter frem til venstre for krydset. Michael: Hvad stod der? Joe: Jeg så det ikke. Michael beder Joe lukke øjnene og lade venstre hånd svare ved hjælp af en tegning. Joe tegner en kop! Michael: Hvad er det? Joe, der nu har åbnet øjnene: Det er en kop. Michael: Hvorfor tegnede du en kop? Joe: Det ved jeg ikke. Det faldt mig bare ind. Ordet musik vises til højre for krydset, samtidig med at klokke vises til venstre. Michael: Hvad stod der? Joe: Musik. På skærmen vises fire billeder: en trompet, et flygel, et klokketårn og nogle noder. Michael beder Joe om med venstre hånd at vælge det billede, der passer bedst til det, han så. Joe peger på klokketårnet. Michael: Hvorfor valgte du klokketårnet? Joe: Tja, jeg så klokken, og så vil jeg tro, at jeg kom til at tænke på musikken fra klokkespillet, jeg hørte i går. 290

25 En firkant vises til højre for krydset og en trekant til venstre. Michael beder Joe om at lukke øjnene og med højre og venstre hånd tegne, hvad han så. Uden besvær tegner højre hånd en firkant, mens venstre hånd samtidigt tegner en trekant! (Prøv om du kan gøre Joe dette efter). På højre side af skærmen vises et billede af et ansigt opbygget af frugter (som i nogle af Giuseppe Archimboldos malerier) og derefter en tegning af et ansigt og en tegning af et æble. Michael beder Joe om med højre hånd at pege på det billede, der bedst beskriver, hvad han så. Joe peger på æblet. Forsøget gentages, men denne gang skal Joe pege med venstre hånd. Joe peger på ansigtet. Det er, som om der er to versioner af Joe med hver deres selvstændige bevidsthed, hver deres særlige evner og hver deres måde at udtrykke sig på. Og de er til stede i samme krop på samme tid. Også denne form for jeg-fragmentering forklares let af mangeskitseteorien. Den manglende forbindelse mellem hjernehalvdelene gør, at jeg erne splittes op i to adskilte grupper, der ikke kan erkende hinandens eksistens. Hvorfor kommer de ikke op at toppes? For det første repræsenterer eksperimenterne ovenfor nogle kunstige situationer. Det er yderst sjældent i vores dagligdag, at sanseindtryk optræder på en sådan måde, at de kun er tilgængelige for den ene hjernehalvdel. Dernæst gælder det for personer med læderet hjernebjælke som for alle andre, at den ene hjernehalvdel dominerer over den anden. Sædvanligvis er det venstre halvdel, der dominer over højre, og dette bliver endnu mere udtalt, når de to hjernehalvdele ikke længere kan kommunikere direkte med hinanden om ikke andet så fordi venstre del kan tale, mens højre ikke kan. For det tredje sker der det, at mennesker som Joe lærer at kompensere for den manglende forbindelse gennem hjernebjælken ved at lægge kommunikationen mellem hjernehalvdelene ud i omgivelserne. Venstre hjernehalvdel kan for eksempel fortælle højre hjernehalvdel, hvad det er, Joe har i højre hånd, ved simpelthen at sige det højt. Dette svarer lidt til det udviklingstrin, der er vist på fig Endelig har venstre hjernehalvdel et lille trick, som vi så den benytte i forsøg og. Kan du se, hvad det er, der foregår? Venstre side af Joes hjerne har ikke nogen som helst idé om, hvorfor hans venstre hånd tegnede en kop og pegede på kirketårnet. Men den indrømmer ikke sin uvidenhed! I stedet opfinder den en forklaring: Det var en pludselig indskydelse, og Jeg kom til at tænke på klokkespillet, fordi. Venstre hjernehalvdel er derfor ikke i stand til at erkende, at der er et konkurrerende jeg i samme krop. Men hvad med Joe selv? Kan han virkelig mene det, når han siger, at han ikke føler sig anderledes efter corpus callosotomien? Er han virkelig uvidende om den lurende konflikt mellem hans to hjernehalvdele? Jeg kan ikke svare på spørgsmålet, for jeg kan ikke se ind i Joes bevidsthed, men jeg kan stille dette modspørgsmål, som du kan tykke lidt på: når Michael spørger Joe, om han føler sig forandret af operationen, hvem er det så der svarer???? Det gør venstre hjernehalvdel, for det er kun den, der kan tale! Og venstre hjernehalvdel er jo uforandret. Den kan i det store og hele det, den hele tiden har kunnet, og når højre hjernehalvdel en gang imellem foretager sig et eller andet, som venstre ikke kan vide noget om, op- 291

26 finder venstre bare en passende forklaring. Højre hjernehalvdel er ikke i helt samme grad upåvirket af operationen, for den har mistet en væsentlig del af sin mulighed for kommunikation med omverdenen og den kan dermed ikke gøre opmærksom på sin frustration! Michael Gazzaniga omtaler ofte venstre hjernehalvdel som en tolk, der hele tiden holder øje med sine omgivelser (inklusive den krop, den befinder sig i), og søger at finde plausible forklaringer på alt, hvad der foregår. Det er ikke nogen bevidst proces, som når du og jeg sidder og tænker dybt og inderligt over kvantemekanik og relativitetsteori, men en fuldstændig automatisk funktion, der hjælper til at få sammenhæng på sansedata, der ofte er fragmentariske. Her ser vi det ubevidste grundlag for den almenmenneskelige trang til forklaringer, som jeg omtalte i sidste kapitel, og som har skabt kosmologi, mobiltelefoner, stjernetydning og guder. Efter mødet med Joe og hans delte hjerne (eller split-brain-syndrom, som det sædvanligvis kaldes), sidder du sikkert temmelig forundret tilbage og tænker: hvem (eller hvad?) er jeg egentlig? Er jeg min hjerne? Eller er jeg kun min venstre hjernehalvdel? Giver det i det hele taget nogen mening at tale om min hjerne? To af spørgsmålene er, så vidt jeg kan se, lette at besvare. Nej, det giver ingen mening at tale om min hjerne, for jeg og min hjerne er ét. Jeg er min hjerne, min hjerne er mig. Sluk for hjernen, og jeg er borte. Tilbage er kun et tomt hylster i form af en krop, der ikke længere har nogen personlighed. Men er jeg hele hjernen eller bare en del af den? For eksempel kun den talende, tolkende venstre halvdel? Er den højre hjernehalvdel kun et ubevidst appendiks? Studiet af mennesker med delte hjerner som Joe synes at vise, at begge hjernehalvdele er lige bevidste. Hos de fleste af os sørger hjernebjælken for, at jeg et fremstår som en syntese af de to halvdeles bidrag (fig. 19), men læderes hjernebjælken opstår der faktisk to selvstændige instanser af jeg inden for den samme krop (fig. 20)! Der er en Højre-Joe og en Venstre-Joe, der begge er uvidende om den andens eksistens, og som begge opfatter sig som Joe. Venstre-Joe er den udadvendte, snakkende, ræsonnerende, der ønsker at finde forklaringer, mens Højre-Joe er mere indadvendt Fig. 19. Det normale JEG er en syntese af bevidste og ubevidste bidrag fra begge hjernehalvdele. og defaitistisk. Det er ikke noget stort problem ikke at kunne tale, for han har i virkeligheden ikke noget særligt at sige, og underbevidstheden synes jo også så udmærket at klare dette selv. For begge Joe er gælder nemlig, at de handlinger, den anden giver anledning til, ekstrapoleres til underbevidstheden, for Venstre-Joes vedkommende i form af efterrationaliseringer ( jeg havde det på fornemmelsen, det var fordi, jeg for nogle dage siden så sådan og sådan, og så kom jeg til at tænke på det og det, som ), og for Højre-Joes vedkommende i form af ureflekteret accept ( sådan er dét bare ). Fig. 20a. Det isolerede Venstre- JEG konstruerer et indbildt Højre-JEG. Dette er i hvert fald min tolkning, men jeg kan jo ikke vide, hvordan det er. Og det virkelig bizarre er, at det ikke nytter at spørge Joe! Der er et gammelt ordsprog, der siger, at den ved bedst, hvor skoen trykker, som har den på, men det gælder ikke her, for de to, der har skoen på (den samme sko oven i købet!), ved slet ikke, at den trykker Fig. 20b. Det isolerede Højre- JEG konstruerer et indbildt Venstre-JEG. Mangeskitseteorien og kredsløbshypotesen, som vi har stiftet bekendtskab i det foregående, er bud på en materialistisk forklaring på bevidsthed. Men rummer de hele forklaringen? Lignin- 292

27 gerne i Boks 1 omhandler processer, der er med til at danne grundlag for bevidste oplevelser, men beskæftiger de sig med selve disse oplevelser? Hvordan kan vi sætte tal på de rigtig svære ting som følelsen af rødhed, koldhed og velbehag? Det er det, skal vi se på nu. Først må vi gøre os klart, at disse oplevelser tilhører en anden kategori af bevidsthedsfænomen end den abstrakte tænkning, vi beskæftigede os med i kredsløbshypotesen. Rød, kold, behagelig etc. er primæroplevelser; de er der bare; de kræver ingen deduktion og ingen indre monolog. Til gengæld kan de heller ikke kommunikeres til den ydre verden. (Husk, at der er en fundamental forskel på at pege på en ting og sige: Den er rød og på oplevelsen rød). Filosofferne kalder disse primæroplevelser for qualia, (ental: quale). Hidtil har vi fulgt en sti, der er banet af Daniel Dennett og hans mangeskitseteori, men her må vores veje skilles. Dennett anerkender nemlig ikke qualia som reelle fænomener, men mener i stedet, at de er resultatet af fejlagtig tænkning hos bevidsthedsforskerne. De fleste forskere og filosoffer er imidlertid uenige med Dennett, og selv har jeg heller ikke helt forstået hans begrundelse for at forkaste qualia. Måske skyldes uenigheden, at qualia ikke er et særlig veldefineret fænomen. At kalde dem primæroplevelser, sådan som jeg gjorde ovenfor, er korrekt ud fra et subjektivt synspunkt, fordi for eksempel rødhed i sig selv må være mere fundamentalt end ting, der er røde. Alle ting, der er røde har jo egenskaben rødhed. Men fra et objektivt synspunkt bør man nok snarere kalde qualia for sekundæroplevelser eller afledede oplevelser. Oplevelsen af rødhed er jo afhængig af forudgående sansninger af røde ting og indlæring af, at det, disse røde ting har til fælles, er rødhed. Dette er i hvert fald den opfattelse af qualia, som jeg vil benytte i det følgende. (Man kunne godt holde fast i qualia som primære fænomener, altså som fænomener der er mere grundlæggende end sansninger, men så begynder man, så vidt jeg kan se, at flirte faretruende med dualisme. Qualia i denne betydning gør Dennet selvfølgelig klogt i at holde sig fra). Qualia er altså bevidste fænomener, der er en fundamental del af vores indre universer. Fælles for dem alle er, at vi hver især kender vore egne qualia vældig godt, men vi kan kun tale om dem i indirekte vendinger, og vi kan aldrig være sikre på, hvordan en anden person oplever et givet quale. Hvordan føles glæde? Angst? En stikkende smerte? Tryghed? Sympati? Klangen af en fagot? Farven blå? Fornemmelsen af at bøje højre håndled? Det er ikke vanskeligt at få den tanke, at disse ting er alt for subjektive til at kunne have en plads i den fysiske verden. Ikke desto mindre er det faktisk ret ligetil at finde et muligt fysisk substrat for dem. Vi skal et øjeblik vende tilbage til stilkdyret i fig. 7. Dyret findes på dette udviklingstrin i to varianter, som jeg kaldte SD f og SD m, men som også slet og ret kunne kaldes hunner og hanner. Vi så i tabel 15.5, at dyrets hjerne er i stand til at skabe en indre verdensmodel indeholdende seks forskellige objekter: de fire faretilstande (tilstand 1+6; 2+7; 3 samt 4+5) plus neutraltilstand (8) og formeringsaktivitet (9). Men læg nu mærke til de neurale tilstande, alias de celleaktiveringsmønstre, der ligger til grund for disse objekte. De fire faretilstande involverer alle aktivitet i celle nummer 4, mens neutraltilstand og formeringstilstand, (som vi mindre lakonisk kunne kalde tryghed og erotisk ophidselse, hvis vi skulle overføre dem til menneskeverdenen), har aktivitet i celle 15. Man kunne derfor sige, at der til objekterne er knyttet nogle afledede eller sekundære fænomener, der omfatter henholdsvis alle tilstande, hvor celle 4 er aktiv, og alle tilstande, hvor celle 15 er aktiv. Aktivitet i celle 4 bliver da associeret med, hvad vi mennesker ville kalde angst, og aktivitet i celle 15 med velbehag. Ikke angst eller velbehag i en konkret betydning opstået i en bestemt situation vel at mærke, men generelle, abstrakte udgaver. Dette er intet mindre end eksempler på de mysteriøse, subjektive qualia (om end i yderst rudimentær form)! 293

28 Ved hjælp af det lille stilkdyr har vi nu set, at indre verdensmodel inklusive qualia ligesom de rå sanseindtryk, vi talte om i forrige kapitel, kan forklares som mønstre af aktivitet i hjernens milliarder af nerveceller eller måske snarere i de mange trillioner af synapser 10. Disse aktivitetsmønstre er hjernens grundlæggende sprog, hvad enten den laver spatial frekvensanalyse af det billede af planeten Neptun, der falder på mine nethinder, giver mig associationer til New Zealand på grund af den hvide sky i Neptuns atmosfære, registrerer nattekulden, der indhyller mig, mens jeg observerer, eller giver mig nydelsen ved planetens vidunderlige blåhed (fig. 21). Hermed er vi nået til et punkt, hvor vi kan begynde at ane omridset af en matematisk beskrivelse af bevidsthed (boks 2), hvilket som tidligere nævnt er afgørende for, om en materialistisk, fysisk teori kan kaldes en succes. Men bliv nu ikke for euforisk! Ligningerne i boks 2 skal tages med et betydeligt gran salt. De er kun løse skitser uden vældig meget konkret indhold. Står vi nu med en endelig, fyldestgørende beskrivelse af bevidsthed i hånden? Måske, måske ikke. Jeg tror, at mange professionelle som amatører, filosoffer som neurofysiologer vil have svært ved at forlige sig med, at de lakoniske ligninger skulle være i stand til at indeholde alle vores rige, indre oplevelser. Personligt tror jeg, at de kan. Siden vi trådte gennem porten til vor egen menneskeligheds allerhelligste i begyndelsen af dette kapitel, har vi set, at væsentlige forudsætninger for og delelementer af bevidsthed kan frembringes med simple midler. Bevidsthed er et opdukkende Fig. 21. Vejen fra sansningen af en genstand til den bevidste oplevelse af en egenskab ved denne genstand. Tallene i cirkler refererer til ligningerne i Boks 2. (15.4) f ( ) o, s s o o, s gs( o, s (15.5) ) j (15.6) Q o shs ( o, s) pk p( Cp) s i n ( o o o o m l p k (15.7) E Q T ) t (15.8) J t E t dt Φ: ekstern, fysisk repræsentation af hændelsen, o. Γ: repræsentation i sanseorganet, s, af hændelsen, o. Α: cerebralt aktivitetsmønster udløst af hændelsen, o, gennem sanseorganet, s. C: aktivitetsmønster i det cerebrale system, p, (f.eks. hukommelse). E: den bevidste oplevelse af jeg til et givet tidspunkt. J: det hele jeg fra vugge til grav. Q: quale associeret med hændelsen, o. T: tærskelværdi. f: filterfunktion for sansecellerne. g: filterfunktion for sanseorganet. h: overføringsfunktion associeret med A o,s. k: overføringsfunktion associeret med C p. t: tid. : vægtningskonstant associeret med h. : vægtningskonstant associeret med k. Boks 2. En rudimentær matematisk formulering af koblingen mellem den objektive, fysiske verden, og den bevidste oplevelse af den. 10 Bruce MacLennan fra University of Tennessee er en af de forskere, der ser fordelingen af aktivitet i synapserne som det grundlæggende substrat for hjernens funktion. Det er også hans idéer om protofænomener, der har givet inspiration til min egen hypotese om prototanker. 294

29 eller fremvoksende fænomen 11. Det opstår af sig selv, når forholdsvis enkle elementer (nerveceller) kobles sammen efter forholdsvis enkle principper (excitatoriske og inhibitoriske synapser, vægtningskonstanter, tilbagekobling etc.) i stadig stigende antal på en sådan måde, at sensoriske inddata oversættes til motoriske uddata. Denne fremvoksende egenskab ved bevidsthed ses i såvel arternes som individets udviklingshistorie. Bevidsthed voksede langsomt frem i evolutionens løb, mens simple bløddyr à la stilkdyret gav ophav til fisk, insekter, padder, krybdyr, fugle, pattedyr, primater og os. Og bevidsthed vokser frem i os alle, når vi udvikler os fra nyfødt over baby til barn. Det var i dine første leveår, at faste, veldefinerede neurale tilstande udkrystalliserede sig og dannede netop din indre verdensmodel med netop dine qualia. Der er derfor ikke noget ubegribeligt endsige overnaturligt i, at rød for dig ser således ud:. Det var blot sådan den neurale repræsentation faldt på plads i din hjerne sammen med (og under påvirkning af) repræsentationerne for,, og så videre. Man skal jo huske på, at vore qualia ikke kan have nogen eksistens i isolation. Rød ser blandt andet ud, som den gør, fordi der også findes gul, grøn, blå og et væld af andre farver. Man kan derfor sige, at den definerende faktor for arten af vore subjektive oplevelser i virkeligheden ikke er oplevelserne selv, men relationen mellem alle de forskellige oplevelser, vi rummer i vore indre universer. Vore qualia udvikler sig som knuder i et kæmpemæssigt abstrakt qualerum eller som sammenføjningspunkter i en ufatteligt kompliceret, balanceret skulptur. Efter at vi nu har set på fænomenet bevidsthed, skal vi afslutte vores lange rejse gennem det ydre og indre univers ved at kaste os over det ældgamle problem: i hvor høj grad er vi mennesker herre (eller frue) over vore tanker og handlinger? Har vi hver især en fri vilje, det vil sige mulighed for som rationelle, bevidste skabninger at styre vore handlinger og beslutninger, eller er vi på en eller anden måde styret udefra? Spørgsmålet fik videnskabeligt indhold i løbet af det 18. århundrede, hvor der begyndte at vokse et billede frem af en verden, der i stort og småt var styret af Newtons love. Dette billede syntes at vise et univers bestående af hændelser, der alle var bundet sammen i et kompliceret fletværk af årsag og virkning, således at man, hvis man kendte alle årsager, kunne beregne alle virkninger. Dette er den klassiske fysiks determinisme: fortæl mig, hvor alle universets partikler befinder sig, hvor meget de vejer og med hvilke hastigheder, de bevæger sig, og jeg skal fortælle dig, hvor og i hvilken bevægelsestilstand du kan finde hver eneste af dem på et vilkårligt tidspunkt ude i fremtiden. Kombineres determinismen med den materialistiske opfattelse af bevidsthed som værende rodfæstet i fysiske processer, dør den frie vilje. Forløbet af disse fysiske processer vil jo altid være entydigt givet ved processernes forhistorie, og hvad vi tænker og gør nu må derfor også være entydigt givet ved, hvad vi har tænkt og gjort i fortiden. Det er ligesom med planeternes bevægelse. Hvis jeg kender deres positioner og bevægelser NU, kan jeg ifølge klassisk fysik beregne, hvor de var for år siden, og hvor de vil være om år. Der er ikke engang nogen særlige ben i det. Enhver nyudklækket 17-hundredetalsastronom kunne gøre det, hvis bare han kunne få nogle tilstrækkeligt præcise data eller i hvert fald troede han, at han kunne. Vi, der kan skue tilbage på den klassiske fysiks guldalder fra dens fjerne fremtid, ved jo, at der ville blive slået skår i determinismen. Vi ved også, hvem der svingede hammeren; det gjorde kvantemekanikkens fædre. Og vi ved, hvad hammeren bestod af, nemlig den probabilistiske bølgefunktion og usikkerhedsrelationerne. Determinismens hele fundament viste sig at være falsk. Som vi så i kapitel 9, kan man ikke kende en partikels tilstand med ubegrænset nøjagtighed, og man kan heller ikke med sikkerhed forudsige resultatet af en vekselvirkning. 11 Det, der med et engelsk ord, der er vanskeligt at gengive præcist på dansk, kaldes emergent. 295

30 Med den klassiske fysiks hårde, betingelsesløse determinismes undergang, synes den frie vilje at få mulighed for at genopstå. Kvantemekanikken sikrer jo, at en bevidsthedstilstand her og nu selv om den udelukkende er resultatet af et elektrokemisk aktivitetsmønster i hjernen ikke entydigt fastlægger alle fremtidige tilstande. Det forhindrer bølgefunktionernes indbyggede, uundgåelige tilfældighedspræg jo eller gør det? De fleste kvantefysikere og neurofysiologer vil nok enes om at sige nej. Situationen er jo den, at de tilfældighedsstyrede kvantemekaniske fænomener udspiller sig på et niveau, der er flere størrelsesklasser mindre end det, hvor de fysiologiske processer finder sted. De fænomener, der giver ophav til bevidsthed, er ikke styret af kvantemekanik; kvantemagien er for længst diffunderet ud i systemet via dekoherens i det domæne, hvor neuroner og synapser befinder sig og danner prototanker og qualia. Alligevel behøver vi ikke vende tilbage til den ubøjelige determinisme. Vel er hjernen ikke et kvantemekanisk system, men den er i matematisk forstand i hvert fald et kaotisk system. En lillebitte ændring i én af hjernens måske synapser kan forårsage en stor ændring i en bevidsthedstilstand. Men heller ikke kaosteori kan frelse den frie vilje, selv om den sikrer, at det aldrig vil kunne lade sig gøre at forudsige, hvad hr. Olsen vil tænke om fem timer. Der er nemlig et problem, som man er tilbøjelig til at glemme, når man snakker fri vilje. Truslen mod fri vilje kommer ikke fra den fysiske determinisme. Om vi kan beregne fremtiden med eller 5 decimalers nøjagtighed, eller om processer i synapserne har et indbygget element af kvantemekanisk usikkerhed, gør hverken viljen mere eller mindre fri. Fri vilje er et spørgsmål om muligheden for bevidst kontrol, og jeg kan ikke se, hvordan en sådan kontrol skulle kunne udøves bedre gennem kaotisk uforudsigelighed eller kvantemekanisk tilfældighedsflip-flop end gennem klassisk determinisme. Nej, truslen kommer fra selve den materialistiske grundhypotese om, at bevidstheden er et produkt af fysiske processer, uanset hvad disse processer måtte være. Hvis vi holder fast i den kompromisløse materialisme, er bevidstheden, som vi til overflod har set i det foregående, det subjektive biprodukt af fysiske aktivitetsmønstre. Man kan også sige, at den er aktivitetsmønstrene, og at den subjektive oplevelse hos jeg et der oven i købet kan være fragmenteret i både tid og rum svarer til at observere aktivitetsmønstrene indefra. Eftersom bevidsthedens eksistens som selvstændigt fænomen derfor er en illusion, giver det ingen mening at tale om, at den skulle virke tilbage på hjernens aktivitet, sådan som tilhængere af egenskabsdualismen forestiller sig, og følgelig kan man heller ikke tale om vilje som andet end de uddata, givne inddata producerer, når de passerer igennem hjernens hyperkomplekse maskineri. Med andre ord: der er ikke nogen fri vilje i den forstand, vi normalt forestiller os den; jeg har ikke kontrol over min hjerne, for min hjerne er mig oven i købet en meget større og dybere mig end det lille bevidste hjørne af helheden, jeg kender (fig. 22). Fig. 22. Sammenhængen mellem bevidsthed, fri vilje og fysisk substrat (dvs. aktivitetsmønstre) i e- genskabsdualisme (a) og kompromisløs materialisme (b). Jeg ved, at denne kompromisløse materialismes konklusioner er vanskelige at acceptere, men jeg kan ikke finde nogen vej udenom. De er nemlig både konsistente og i overensstemmelse med observationerne. Desuden er der absolut ingen objektive holdepunkter for at antage eksistensen af en åndelig substans, sådan som egenskabsdualismen gør. Alle de velkendte spirituelle fænomener nær-død-oplevelser, clairvoyance, telepati, healing etc., som man kunne 296