3. Hæfte REDAKTION: 43.Aargaug ALBERT JENSEN, SIGFRED KNUDSEN. I KOMMISSION HO S P. HAASE & SØN, KØBENHAVN. CLEMENSTRYKKERIET (C.

Transkript

1 43.Aargaug 3. Hæfte Tidsskriftet er Medlemsblad ior "Naturhistorisk Forening ior Jylland", "Naturhistorisk Forening ior Sjælland", "Naturhistorisk Forening ior Lolland-Falster" og "Naturhistorisk Forening ior Fyn" REDAKTION: ALBERT JENSEN, SIGFRED KNUDSEN. I KOMMISSION HO S P. HAASE & SØN, KØBENHAVN. CLEMENSTRYKKERIET (C. REIMANN) AARHUS 1937.

2 Oprømning! En Del overkomplette Hæfter af tidligere Aargange af "Flora og Fauna" sælges for l O, 15 eller 20 Øre pr. Stk. Ogsaa nogle Særtryk sælges for Øre pr. Stk. Særtryk af "Fuglelivet i Brabrand Se og dens nærmeste Omgivelser" (1936 Hft. 4) - hæftet i originalt Omslag - sælges for 75 Øre pr. Stk. Alt + Porto. Forespørgsler maa ledsages af Svarporto. Henvendelse: Redaktionen, Villa "Fyen", Aarhus Oversættelser til Tysk. - Korrespondance, Publikationer, Afhandlinger o. s. v. Translatør P. K a a d, Brønderslev.

3 65 Botaniske Kauserier. Af L. P. L a u r i t s e n, Tranderup, Ærø. XXIV. Lidt om nogle sjreldne Planter fra Ærø. Egentlig skal man vistnok tale lidt sagte om "sjældne" Planter. Begrebet "sjælden" er jo relativt - Ikke blot relativt i Forhold til andre Planter i Almindelighed, men først og fremmest relativt i Forhold til andre Egnes Flora, og man bør være yderst forsigtig med Udtalelser om, at denne - eller disse - Planter synes helt at mangle paa denne eller hin Egn. Ekskursionsberetninger viser ofte slemme Forsyndelser paa dette Omraade. Kun den rn e g e t lokaliserede Plantekender har Lov til at stille sig skeptisk over for en gammel Angivelse af en Plante og endda kun fra hans a Il e r nærmeste Omraade. Her tænkes særlig paa Planter, der er almindelige i de fleste Egne af Landet, men her er dog ogsaa Tale om Planter, som egentlig ikke skulde forekomme paa et bestemt Floraomraade, fordi de særlige Forhold, under hvilke Planten plejer at vokse, ikke er til Stede, f. Eks. Skovplanter, der forekommer paa en skovløs Egn. De kan være en Relikt fra en tidligere Skovperiode; men det kan da endelig ogsaa være, at en Skovplante i Virkeligheden ikke alene er knyttet til Skoven. En Gang i en svunden Tid er den af Botanikerne henvist hertil, skønt den findes - og maaske mestandre Steder ; men den er nu engang henvist til sin Plads, og den ene Flora aftrykker den gamle Traver efter den anden. Her skal fortælles lidt om nogle af de sjældnere Planter her fra Øen, idet vi begynder med de virkeligt sjældne. I Sommeren 1936 kom en Dag en Mand og fortalte mig, at der paa hans Mark stod en underlig Plante, som han i alt Fald aldrig før havde set. Han havde skaanet Planten, ja, endogsaa sat en Stang ved den, for at den ikke skulde tage Skade. Og Planten var virkelig ikke helt almindelig. Det var Abulilon Auicennae Gartn. Den hører til Katostfamilien eller nærmere bestemt til Bomuldsgruppen, og som Bomuldsplanten bliver den i visse Lande, f. Eks. Kina, anvendt som Tekstilplante. Man har villet aflede Navnet Abulilon af det ar.abiske Abu = Faderen eller Besidderen og Tilon = Trævler eller Taver. Om Navnet er de lærde i øvrigt uenige. Der er andre, der har afledt Navnet fra det græske A = imod, Bus= Kvæg og tilos = Bugløb. Hvad der er det rigtige, faar staa

4 66 hen ; rt'jeti er man i Tvivl om Slægtsnavnet, behøver rt'jati ikke at tvivle om Artsnavnet. Planten er opkaldt efter den arabiske Læge fra det II. Aarhundrede, Avicennae. Dette tyder paa, at Planten ogsaa har været anvendt i Lægevidenskaben, hvad den ogsaa har, idet den, som Erstatning for Læge Stokrosen, er brugt til Fremstilling af Althæasaft. Planten er anseelig, hvidfiltet, enaarig med smaa gule Blorrtster. Den skal stamme fra Ostindien og er derfra bleven udbredt over store Dele af Asien, Afrika og Sydeuropa. Ogsaa her til Danmark er den altsaa naaet. Første Gang er den optaget i Raunkiærs Flora sidste Udgave Ikke længe efter, at jeg havde faaet Planten her fra Vindeballe, fik jeg den ogsaa fra Ærøeskøbing og et Par Dage efter fra Vuderup. Men Ærøeskøbing-Planten stammede maaske nok fra det sidste Sted. Planten synes ganske vist at være meget sjælden her i Landet; men den kan godt være mere almindelig end antaget. Det er betegnende, at den er fundet af Mennesker, der er interesserede i Planter og derfor skaaner de underlige Forekomster, de støder paa paa deres Marker. l de allerfleste Tilfælde vil de blive hugget af med Kornet uden Tanke for, at det er noget sjældent, man staar overfor. Manden, der bragte mig Eksemplaret fra Vuderup, fortalte mig i øvrigt, at han allerede for en halv Snes Aar siden havde truffet Planten paa sin Mark, men der var den Gang ingen, der kendte den. For ca. IO Aar siden fik jeg fra Sygehusets Have i Ærøeskøbing et Eksemplar af Galinsoga parviflora Cav. jeg havde ikke set Planten siden, da jeg i Sommeren 1936 igen fik den fra en Have, ikke langt fra den gamle Lokalitet. Her voksede den blandt Kartofler, og der blev sagt, at der var mange af den. I Rostrups Flora 14. Udgave 1926 staar morsomt nok om den, at den findes enkelte Steder forvildet fra Haver. Det leder Tanken hen paa, at den har været dyrket som Prydplante, hvilket dog næppe er Tilfældet. Vi kan ikke godt tænke os, at nogen kan have fulgt hin pommerske Præst, H o m a n n s Eksempel og indplantet den i en Have. Det var i Aaret 1807, at Pastor Hornann i Budow fik fa t i en lille Pose Frø af den og saaede den i sin Præstegaardshave, hvorfra den udbredte sig i en foruroligende Grad til Omegnen. Nogle. Aar efter tog den Udgangsbillet fra den botaniske Have i Berlin med det Resultat, at Planten nu til Dags betegnes som "e in se h r Iiistiges U nkraut" i hele Tyskland. Hvor den har faaet Indpas, skal det være næsten umuligt at udrydde - den.

5 67 Det er en tropisk Plante, stammende fra Peru. Den allerfø rste Nattefrost dræber selve Planten, men Frøene kan holde til den strengeste Vinter, og disse udvikles i uhyre Mængder. En oprykket Plante, der henligger paa Marken, sætter i Løbet af en Uges Tid Tusinder af Frø, der ved Hjælp af en hindeagtig, frynset Fnok let føres af Sted med Vinden. Unge Kartoffelplanter bliver ofte fuldstændig overgroet af den meget hurtigvoksende Plante. Her i Landet synes Planten kun at være en interessant, sjælden Plante, der første Gang blev fundet 1870 ved Hofmannsgave af Frk. R o s e n b e r g. Senere er den ganske vist fundet flere Steder ; men den synes dog ikke at have optraadt som et slemt Ukrudt. Men hvad der k a n indtræffe, er jo ikke godt at- vide, n a ar den optræder saa skadelig i vor umiddelbare Nærhed. Det var i 1852, at Jlllelilolus officinafis (L.) Lam første Gang blev fu ndet i Danmark. Lad mig sige det straks, at man her maa lægge Mærke til Forfatternavnet, og uden det er man fuldstændig paa gyngende Grund, idet den hører til de navneforkludrede Planter. L i n n e kaldte Planten Trifolium Meliloti off'icinalis, henregnede den altsaa til Kløverslægten ; men det faar endda være. H o r n e m a n n henregnede ogsaa Melilalus til denne Slægt. V ær re er det med Artsnavnet, som der er kørt slemt om med. W a Il ro t h kalder den Melilatus arvensis, og W. D. I. K o c h Melilatus Petipierreana; men det allerværste er, at Wildenow kalder vor Jll. allissirnus Thuill. (Pe rsoons M. macrorrhiza) for M. officinalis.- Man forstaar, at hvis Forfatternavnet ikke er angivet, kan man lige saa godt lade være at spekulere paa, hvilken Art, der er ment. Siden Planten blev fundet første Gang, er den fundet mange Gange i næsten alle Dele af Landet, men naar den fra enkelte Egne betegnes som den almindeligste Melilotusart, tvivler jeg paa, at det er rigtigt. Melilalus officinalis hører til Ephemerofyterne, d. v. s., at den hører til de Planter, der indslæbes med fremmed Frø, men forsvinder hurtigt igen og kan ikke naturaliseres. Hvis den ikke stadig blev indført med fremmed Frø, vilde den helt forsvinde her fra Landet. Det er i Lucerne- og Kløvermarker og nu da i Hønsegaarde, man træffer den og næppe uden for disse Lokaliteter. Den hører altsaa til de Planter, der bliver afbidt eller afslaaet, før den kommer til fuld Udvikling, selv om et mishandlet Eksemplar vel nu og da naar at sætte Blomster. Hvor mange Florister her i Landet har egentlig set et fuldt udviklet Eksemplar af Planten? - Og hvor mange af Angivelserne er fuldt paalidelige?

6 68 Det er en halv Snes Aar siden, at jeg tilfældig blev rigtig dus med Planten. I en forladt Hønsegaard ved en gammel Præstegaard fandt jeg en Dag et Par meget kraftige 2. Aars Planter med den karakteristiske. fo r denne Art meget stærke Duft. jeg tog Planterne med hjem og plantede dem til Observation i min Have. Den bley ikke mindre end godt 3 m høj. jeg har liggende for mig et benhaardt Stykke af en Sidegren ; det maaler i Tværsnit!1/2 cm og giver en god Forestilling om, hvor kraftig Planten har været. Planterne blev meget stærkt frugtificerede, og i den Tilstand er den meget let kendelig paa de meget lange, buede, tynde Klaser med de smaa, brune Frugter, stærkt afvigende fra Høj Stenkløvers korte, oprette Klaser med de meget større, sorte Frugter. Uagtet de gode Forhold, Planten kom til at vokse under, blev Frøet ikke spiredygtigt, og der er ingen Tvivl om, at den hos os i det hele taget ikke kan formeres og vedligeholde sig ved Frø. Hvis der ikke stadig indslæbes Frø, vil Planten forsvinde. Naar man har Grund til at tvivle om, at Angivelserne af ivieliloilzs officinafis altid er rigtige, er Aarsagen den, at man sikkert sjældent har haft den fuldt udviklede Plante med Frugt til Bestemmelse, og lige saa let bestemmelig den er med Frugt, lige saa vanskelig at bestemme er den i Virkeligheden, naar man kun har den i Blomst. S t e n k l ø v e r, Amur, hører til de gamles Lægeplanter, ja, anvendes vel endnu, selv om den ikke mere er optaget i Farmacopeen, hvor den endnu fandtes Den blev brugt som smertestillende og vanddrivende Middel og mod U n derlivsbetændelse og flere andre Sygdomme. Men hvilken Art, det. var, kan ikke ses ; dog har det næppe her i de nordlige Lande været vor Melilalus officinalfs (L.) Lam., selv om den altid har dette Artsnavn. Det har sikkert været den langt svagere duftende M. altissimns Thuill, H ø j S t e n k l ø v e r, og da man i Krigsaarene indsamlede Stenkløver til Apotekerne, var det ogsaa kun denne, der forlangtes, og ikke den sjældne "ægte Stenkløver", som Tyskerne kalder M. officinalis. En anden Lucernemarksplante skal omtales her, nemlig Panicum miliacewn L., Almindelig Hirse. Den betegnes i vore Floraer som sjælden ; men det er et Spørgsmaal, om Hirsen er saa sjælden her i Landet, som den faar Skyld for. jeg blev i Sommeren 1936 stillet over for et meget kraftigt, fuldt udviklet Eksemplar med modne Frugter. Det var i en Lucernemark, den stod, og naar den var bleven bleven skaanet, var det atter fordi Manden, som ejede Marken, saa, at det ikke var noget helt almindeligt, han havde

7 69 fo r sig, og derfor fik Lyst til at se, hvad det vilde udvikle sig til. I de allerfleste Tilfælde vilde Planten være bleven hugget af med Lucernen. Vi kommer nu til et Par Planter med Historie, der, skønt de i vore Floraer kun betegnes med den beskedne H yppigh edsgrad H H ikke er uden Interesse i denne Forbindelse. Den "Stinckendis knudrevaren B r u n r o d" var kendt og skattet af 1600-Aarenes Urtebogsforfattere som Middel mod Skab, Fnat og Kløe, ja, mod store Skader, "ja, saadanne som mand vel for Spedalskhed skulle holde", saa at H i e r o n y m u s B o c k "af Christelig Kierlighed icke maa beholde det for sig selff a Ilene", og S i m o n P a u I l i maa det for "den gerneene Mand aabenbare den gerneene Almue her i disse Lande til beste". Og en anden af de gamle U rtebogsforfa ttere vil "icke dølle, at den som bliver plaget med den Wlidelige Pine oc Smerte, som foraarsagis deraf, at den Gyldene Aare icke vil flyde", i denne Plante havde et ringe og sikkert Middel derimod. Men medens den knoldede Brunrod saaledes var en meget skattet Lægeplante langt tilbage i Tiden, er V a n d B r u n r o d e n s Historie hos os sikkert af forholdsvis ny Dato, ja, jeg er ikke langt fra at tro, at dens Historie her i de nordlige Lande daterer sig fra Unnes Dage. Planten maa sikkert hos os betegnes - for at bruge et moderne Udtryksom Ergasifyt; det vil sige, at den en Gang er indført af Mennesker for at tjene til et eller andet Formaal. Sidst i 1700-Aarene fremkom i et fransk Tidsskrift en Artikel om Vand Brunrod, der fængede hos Blomsterkongen Unne, som ikke alene interesserede sig fo r Planternes Systematik, men ogsaa var interesseret i Anvendelse af Planterne. Den Gang, som nu, brugtes de fra Nord Afrika stammende Sennesblade som Afføringsmiddel. Da dette Stof for mange havde en modbydelig Smag og Lugt, anbefaledes det i Artiklen at blande dem med de tørrede Blade af Vand Brunrod, der skulde borttage Sennesbladenes uheldige Egenskaber. Ogsaa i vore Dage bruger man som bekendt Sennesblade i forskellige Sammensætninger. Bekendt er saaledes det grønne Lakridspulver, der foruden Sennesblade bl. a. indeholder Fennikelfrø, Lakridsrod og Svovlblomme, og fra min Barndom mindes jeg Hamborgthe, der ogsaa er en Blanding med Sennesblade som Hovedbestanddel, men tillige er tilsat Koriander. I Virkeligheden er Vand Brunrod - St. Antonsurt eller Vand Betonien, som den i gamle Dage kaldtes - ikke ret

8 70 almindelig, men hvor den træffes, findes den ofte i tætte Bevoksninger og under Forhold, der tydelig viser, at den en Gang er plantet der. Her i min umiddelbare Nærhed findes den i Kringlemosebækken, og jeg tror, at det er den kend te Tranderuppræst, P e t e r M o s s i n, der levede paa Linn es Tid, der har indført og plantet den her, maaske den Gang paa hans egen Grund. En anden Plante, som tydelig, hvor man træffer den, har Karakter af at være Relikt fra gammel Dyrkning, er Reseda luleola L. Farve Vau. jeg stødte en Dag paa den paa et Dige langs med en Mark, og der er ingen Tvivl om, at den en Gang har været dyrket paa den paagældende Mark som Farveplante. Den brugtes til at farve Uld,. Bomuld, Linned og Silke citrongul. Oprindelig fik man den fra Frankrig, særlig fra Marseille, der frembragte det bedste Produkt, men omkring 1800 opdagede man, at Farve Vau, dyrket ved Skanderborg og København, var lige saa farverig. Naar man nu finder Planterne her, er det ganske givet, at de stammer fra Dyrkning i denne Periode. Allerede de gamle Romere dyrkede den som Farveplan te, og den findes omtalt hos P a tres, der ogsaa anvendte den som Lægeplante, som svedog urindrivende Middel. Sluttelig skal her lige omtales en Plante, som jeg traf første Gang i Sommeren Skønt Planten er lille og uanseelig, virkede den paa mig som en Aabenbaring. Det var en Dag, jeg havde lagt mig ned i Græsset paa en Strandeng, at jeg blev opmærksom paa en lille Plante, jeg ikke før havde set. Planten gjorde mig usikker med Hensyn til Bestemmelsen; den hører til Skærmblomsterne, men skjuler sit Familieskab saa godt, at det ikke er let at faa Øje paa. Dens faa, smaa, gule Blomster sidder i Smaaskærme, der er uregelmæssig samlede, saa der ikke dannes nogen Storskærm. Planten var Bupleurum temzissemwn L., der er den eneste nordiske Repræsentant for Slægten Bupleurum el!. H a reø re, og den er her i Landet ret sjælden, kun optrædende faa Steder paa Strandenge. I Mellem- og Sydeuropa er Planten hyppigere. I Norge findes den slet ikke. En Søster til den er den gamle, berømte R u n d b l a d e t H a r e ø r e, B. rolundifolia, "lgennemvæxt", "Perfoliala", som de gamle kaldte den, fordi det ser ud, som Skudene vokser op igennem Bladene.. Den findes nu meget sjældent her i Landet; kun enkelte Gange i gamle Haver, som Rest fra gammel Dyrkning, idet den i gamle Dage var en meget skattet Lægeplante.

9 71 Isfuglens Fan1ilieliv. Af Ch r. M. Poulsen. Isfuglen har saa ofte været omtalt her i Tidsskriftet og er saa kendt, at en nærmere Omtale af dens Udseende og Udbredelse er overflødig. Derimod forekommer det mig, at Oplysninger om dens Yngleforhold har været ret mangelfulde. Hvis efterfølgende Optegnelser fra Iagtt gelser gennem 15 Aar i Midtjylland, Danmarks mest isfuglerige Egn, kan tjene til Belysning af disse, er Hensigten naaet. Næppe noget andet Sted finder Fuglen bedre Betingelser : en Rigdom af skovomkransede Søer og blinkende Vandløb strækker sig fra Mossø i Syd 3-4 Mil mod Nord-Vest til Gudenaadalen Nord for Silkeborg By. I de senere A ar er der tilmed oprettet adskillige Fiskekulturer, som i Vintertiden udgør et kærkomment Spisekammer. Man ser her det Særsyn, at den ellers saa sky Fugl ikke lader sig afskrække fra at fiske i umiddelbar Nærhed af de ved Anlægget arbejdende Mennesker. Kommer der fremmede, holder den sig helst i Baggrunden. Disse Madsteder har utvivlsomt gjort sit til, at Fuglenes Antal er tiltagende, og den fremkomne Overskudsprocent forsyner en stor Del af det øvrige Jylland med disse smaa flyvende juveler. Der er ingen Tvivl om, at haarde Isvintre tynder ud i Bestanden. To Gange har jeg i det tidlige Foraar fundet døde Isfugle drivende mellem Sivene. Fuglene var i Opløsning og viste tydelige Tegn paa Sultedøden. En anden Gang blev en død Isfugl observeret drivende under Isen. Trods nøjagtig Stedsangivelse lykkedes det mig ikke at finde den; maaske er den i Mellemtiden ogsaa blevet "observeret" af en Gedde. jeg formoder, den har dykket i et isfrit Tilløb til Søen og af den stærke Strøm er tvunget ind under den faste Is, hvor den har lidt Druknedøden. I dette Foraar fa ndt jeg en indtørret Isfugl ved Foden af en Skrænt med gamle Beboelser - sikkert ogsaa et Offer for Sult og Kulde. I Marts, naar Søerne atter er isfri, og det begynder at myldre med Smaafisk, indleder Isfuglen sin Bejlerfærd ved de lune, solbeskinnede Vige. Som de smaa Luftakrobater, de er, tumler Parret sig i Parringsleg, snart flyvende sidelæns og paa Ryggen, svirrende afsted tæt sammen i kredsende Buer med Luftdykninger og Styrt - eller i Flugt saa nær Vandfladen, at de efterlader en hel lille Kølvandsstribe. Er der fremmede Bejlere i Farvandet, holder Hunnen sig pænt i Baggrunden, til Spørgsmaalet om Ejendomsretten er afgjort.

10 72 Bagefter kan det hænde, den sejrende bringer Hunnen en friskfanget Fisk, som straks fortæres med synligt Begær. Besynderligt virker det, naar Fuglene under deres hastige Flugt langs Bredden passerer Solpletterne mellem Træernes Skygge. Man øjner den tilsyneladende mørke Fugl haste forbi, og pludselig lyser det op i smaragdgrønt og skinnende blaat - et straalende Farvebundt af Lys, der tændes - og atter slukkes lige saa pludselig. Isfuglens Fjer changerer under Lysets Brydning. Set i Modlys er Farven. paa Oversiden helt ultramarinblaa og gaar i spred t Belysning over i lys opal - i Medlys fo rbauses man over den grønlige Tone, der ikke er ulig spanskgrønt. Isfuglens Gylp er helt hvide og bestaar af de grovere Ben og Skæl fra de fortærede Fisk. De ret store, aflange Klumper hænger kun løst sammen og er ret vanskelige at faa fat paa, da de gerne tabes paa Fiskepladsen og falder i Vandet, hvor de straks opløses. l Y ngletiden afgives de i Reden, men smuldrer straks. U n dersøgeiser af disse Gylp har ikke bragt noget nyt, men har givet et ganske godt Billede af de i Søen forekommende Fiskearter. Som bekendt er Isfuglen Huleboer. Den er ret fordringsfuld og viser Omtanke i Valget af sin Re- Chr. Poulsen rot. deplads. Mest ynder den Fig. l. Isfuglens Gylp. 2 X nat. Størrelse. at grave sin Rede i aabne, grusede Skræn ter med lodrette Vægge, helst med en overhængende Kant (Fig. 2) ; dog kan den ud mærket skjule sit Indgangshul under udhængende Trærødder og er i saadanne Tilfælde ikke nær saa udsat for Ødelæggelse fra Menneskets Side (Fig. 3). Som Regel er Indgangsrøret nogenlunde lige (Fig. 4), men kan, hvor Fuglene er stødt paa en større Sten, være drejet til Siden eller opefter, i saa Fald gerne med en Udvidelse i Røret (Fig. 5). Er Reden anbragt

11 Chr. Poulsen rat. Chr. Poulsen rat. Fig. 2. Redehul v. Grænsen til den mørke Fig. 3. Redehul, skjult af nedhængende Overjord. l Aabningen ses Fiskeknogler. Trærødder. paa Grænsen mellem forskellige Lag (Fig. 6), følger Fuglen helstdenne Linie. Ofte har Fuglen paabegyndtet Redehul, der atter er opgivet, tilsyneladende uden Grund, men undersøger man Sagen - og Skrænteneventuelt med en hjemmelavet Seismograf, kan det vise sig, at der i jordlagene findes ganske fine Revner, der varsler Skred, hvilket Fuglen er meget følsom overfor. Disse halvfærdige H u Iler bruges ofte af Hanner til Overnatning og Ophold i daarligt Vejr, altsaa en Slags "Hanreder". jeg har i saadanne, saavel som i rigtige Reder uden for Yngletiden, Fig. 4, 5, 6 viser Rederør og Redehule under forskel!. Forhold (se Teksten).

12 74 fundet en eller flere friske Smaafisk, hvilket godtgør, at ogsaa en Isfugl kan sikre sig mod daarlige Fangstdage ved at fange., paa.forskud". Under selve Redebygningen, der efter Forholdene kan strække sig fra 8 Dage til henved l Maaned, ser man yderst lidt til Fuglene. En enkelt Gang er det lykkedes mig at se et Par i Arbejde. jeg havde i nogen Tid holdt Øje med to Isfugle, som fiskede sammen og udførte deres Flyvekunster ved en af de stille Skovsøer. jeg bemærkede, at ved en bestemt Del af Søbredden kom de tilsyneladende aldrig; dette gav mig Mistanke, og jeg forsøgte nogle Gange i ret stor Afstand og ved Hjælp af Kikkerten at udforske Skraaningerne. En Dag blev jeg opmærksom paa en lille Dynge nyudskrabet Grus ved Foden af en Skrænt, og ca. l Meter fra øverste Kant var der dannet et nyt Hul af de sædvanlige Dimensioner. Begge Fuglene var der ; af og til kom en af dem til Syne, og lidt Grus dryssede ned ; en enkelt Gang fløj den ene ud og langs med Buskene et Stykke, derefter slog den en Vending over Sivene og kom lige sa'a stille tilbage igen. Heldigvis opdagede den mig ikke. Isfuglens Syn er overordentlig skarpt, hvorimod dens Hørelse næppe er særlig fin ; thi selv i faa Meters Afstand lader den sig ikke anfægte af Fotografiapparatets Compur-Lukker, der ellers nok kan faa Skovens Fugle til at spejde. Det siger sig selv, at stadige Forstyrrelser paa Ynglestedet - for ikke at tale om Beskadigelse af Indgangshullet eller Forandring af nærmeste Omgivelser - medfører, at den sky Fugl forlader Stedet for stedse. Ofte, naar jeg har opholdt mig i Nærheden og ment, jeg var godt skjult, har Isfuglens skarpe Øjne alligevel opdaget det mistænkelige Væsen, og dens urolige Skrig og stadige Forbiflyvning faaet mig til at fortrække i Erkendelse af, at Privatlivets Fred bør respekteres. Indgangsrøret gaar aldrig vandret, men har en Stigning paa mellem IO og 20 opefter mod Redehulen, hvis Bund atter er sænket lidt, saa Æg og U n ger ikke triller ud. Denne Stigning er af Betydning for mange Ting ; den letter Fjernelsen af den løsgravede jordmasse og fører eventuel nedtrængende Fugt fra overliggende Lag udefter, beskytter i stærk Blæst Reden mod, at Regnvand slaar ind gennem Aabningen - og er ikke uden Betydning for Fuglens Start fra Reden. Men det har vist sig at tjene langt vigtigere Formaal. Ejendommeligt er det at se, hvorledes Indgangsrørets Diameter og Længde staar i ret nøje Forhold til jordbundens Beskaffenhed. Ved Maalinger, jeg har foretaget i 45 danske Redehuller, viste det sig, at i lerholdig j ord var Rørets Diameter

13 75 kun 41/2-5 cm og Længden cm, medens Maalene i Sandjord viste 6-7 cm (71/2) og cm (en enkelt Gang endog 130 cm). Andre Steder, f. Eks. i Atlasbjergenes stenhaarde Flodskrænter, har jeg set Isfuglereder, hvis Rør kun maalte 4 X 20 cm. Der hengaar gerne nogle Dage fra Reden er færdig og til Æggene lægges ; i den Tid opholder Hunnen sig gerne derinde - i hvert Fald om Natten -og der ophobes en Del Opgylp af ufordøjelige Fiskeknogler ; herpaa lægges Æggene i Tal - glinsende og hvide, næsten gennemsigtige. Rugningen paabegyndes ofte, før det sidste Æg er Jagt. Dette fører med sig, at Udviklingen ikke sker samtidig, og man kan da senere se en tydelig Størrelsesforskel paa Ungerne. Isfuglens Æg er i Forhold til Fuglen ret store, og den kan næppe dække over dem alle samtidig, og naar man tager i Betragtning, at Reden ikke er udforet, synes det mærkeligt, at den formaar at holde den nødvendige Varmegrad. En Dag opdagede jeg imidlertid tilfældigt, at der i selve Hulen var ret varmt, selv efter at den rugende Fugl i nogen Tid havde været borte, og jeg forstod nu, hvorfor Indgangsrøret havde Fald udefter; thi derved forhindres den varme Luft i at undslippe. Maalinger viste mig, at Temperaturen derinde holdt sig nogenlunde konstant Døgnet rundt, hvilket betyder en Del i Maj Maaneds kølige N ætter. Efterhaanden som Rugningen skrider frem, vokser Dyngen af Fiskeknogler og Affald ; man kan straks paa Lugten konstatere, om Reden er i Brug. Ogsaa Indgangshullets ydre Rids skifter Form ; allerede i Rugetiden ser man Forskellen fra det cirkelrunde Hul (Fig. 6a) til den mere "tilfløjede" Aabning (Fig. 7). Dette sker ved, at Fuglen, der i stærk Fart flyver ind og kurer op gennem Røret, lader Vingespidserne slæbe lid t Chr. Poulsen fol. for at bremse Farten. Er Fig. 6a. Nybygget Rede.

14 76 Chr. Poulsen fot. Fig. 7. De dybe Furer, der ses i H u liernes U oderkan t, fremkommer v. stærk Benyttelse. der udruget flere Hold Unger i samme Rede, udvides Hullet endnu mere, og naar Fuglen ikke længer føler sig tryg, paabegyndes en ny Rede, ofte umiddelbart ved Siden af den gamle. (Fig. 8 viser et saadant "Familiehus".) - Som nævnt har Æggene næsten gennemsigtig Skal, og det v.irker ret ejendommeligt, naar man under Rugningens sidste Del kan skelne Fosterets Stilling og Omrids. Udrugningen sker gerne Chr. Poulsen fol. Fig. 8. "Familiehus". i Maj Maaneds første Halvdel, og Fuglen er ikke saa udsat for Opdagelse som senere hen, naar Ungernes Fodring kræver dens stadige Fraog Tilflyvning, og hvor Badesæson, Baadfart m. v. fører Mennesker i Hobetal til de ellers saa Chr. Poulsen fol. Fig. 9. Fuldtalligt Kuld Æg.

15 77 Chr. Poulsen fol. Fig. IO. Unger af Isfugl, fotograferet gennem Terraskop. l. Nysudruget 2. 5 Dogn. 3. IO Dogn. idylliske Skovsøer. Og sker det, man finder en tyk Gren maset ind i Redehullet, harmes man over den Tankeløshed, Ungdommen orte lægger for Dagen. - I den første Tid efter Udrugningen er Ungerne blinde, nøgne og hjælpesløse ; de fodres med halvtfordøjede Fisk, Fig. Il. Isfuglens Unger, ca. 3 Uger gamle. Chr. Poulsen fol.

16 78 som Forældrene - i hvert Fald Hunnen - gylper op. Efter 6-8 Døgn begynder de første Fjer at vise sig som mørke Partier under den rynkede Hud ; omkring det Døgn faar de Øjnene op, men er stadig alt andet end smukke: et mægtigt Hoved paa en tynd Hals og en uformelig Krop med 4 næsten ens Kødlapper, der engang udvikler sig til Ben og Vinger. Man kan kun vanskeligt forestille sig, at de kan blive til saa underskønne Fugle. Det sker heller ikke videre hurtigt; næppe nogen anden, mindre Fugl har saa langsomt voksende Unger. Sædvanligvis hengaar der Døgn, før de overhovedet forlader Reden (mod Sangfuglenes D.). Fig. 12. Den flyvefærdige Unge: Chr. Poulsen rot. Til Gengæld taaler Isfuglens U n ger i Modsætning til Sangernes at sulte i hele Døgn. Det er maaske atter en Form for Tilpasning - daarligt Vejr betyder nemlig Vanskeligheder for Fiskeriet. jeg har en begrundet Formodning om, at længere Perioder med meget urolige Vejrforhold ligefrem kan forhale Ungernes Udvikling. Andre Aarsager kan ogsaa medvirke. For et Par Aar siden byggede en Isfugl i Skrænten ved Gudenaa, tilsyneladende et fredeligt Sted, og den fik Ungerne lykkelig udruget. Saa kom 21/r, og dermed Sejladsen til Himmelbjerget med Dampbaadene, som passerede forbi Reden i fa a Meters Afstand. Y dermere fandtes paa Bredden en nu stærkt benyttet Promenadesti. Følgen blev, at disse U n ger kun blev fodret i de tidlige Morgen- og For-

17 79 middagstimer og saaledes ikke fik det K vantom Føde, der maa til, for at Væksten kan fo regaa normalt; Ungerne blev i alt Fald i Reden i fulde 5 Uger. Ved Benyttelse af et selvkonstrueret Apparat : Reflexskærm, Linser og Spejle, altsaa et Terraskop, har jeg været i Stand til at følge Ungernes Opvækst. Det siger sig selv, at jeg kun har bragt Apparatet - der let og hurtigt kan føres ind gennem Aabningen og atter fjernes sporløst - i Anvendelse, naar jeg var sikker paa, at begge de gamle Fugle var fraværende og kun opholdt mig ved Reden faa Minutter ad Gangen og med 4-5 Dages Mellemrum. Naar jeg alligevel har fa aet et nogenlunde samlet Billede af Ungernes Tilværelse, skyldes det den Omstændighed, at jeg hvert Aar har haft Lejlighed til at følge Udviklingen i indtil 6 forskellige Kuld. Ungernes Udseende fo randres kun langsomt; de fremvoksende Fjer stritter som Pinde til alle Sider, og de smaa Væsener bevæger sig baglæns og sidelæns som Krabber ; minder i Væremaade ikke stort om Fugle. Morsomt er det at se, hvordan Smaafyrene skubber og klemmer hinanden for at sidde nærmest ved. Rørets Aabning og "tage imod", n a ar en af Forældrene kommer med Proviant. Ret hurtigt bliver de i Stand til at sluge ganske smaa Fisk, og Affodringen gaar hurtigere for sig. Deres Tilbøjelighed til og Færdighed i at smutte baglæns er en praktisk Naturens Foranstaltning, der Fig. 13. Et Kuld Isfugleunger i Reden.

18 80 forhindrer dem i at fa lde ud, hvis de glider ned i Udgangsrøret. Saa længe Pladsforholdene tillader det, opholder Hunnen sig hos dem om Natten. Naar Ungerne bliver større og især, naar Affaldsdyngen vokser, rnaa den gamle Fugl fortrække og flytter hen i et andet Hul. Der gøres ikke rent hos Ungerne ; disses tyndtflydende, stærkt kalkholdige Ekskrementer afleveres med stor Kraft paa Hulens Loft og Vægge eller helt ned gennem Røret og kan eventuelt fo rskaffe en alt fo r nysgerrig udenfor en Hilsen, der nok skal betage Lysten til et nøjere Bekendtskab. Er Reden bygget i tør Sandjord, opfanges Fugtigheden straks, og Affaldet ruller ned som kalkholdige Sandknolde. I lerede Skrænter forvandles Reden Fig. 14. Isfugleunger i forskellige Stillinger. X= den mest karakteristiske. hurtigt til et slimet, uappetitlig! Hul, og Stanken er hæslig. Dette lokker en Del Insekter til, flere Billearter lever højt paa de halv- og helfordærvede Fiskerester, der findes i selve Reden eller hobes op ved Skræntens Fod. Ogsaa Spyfluerne finder Vej ind i Røret. Første Gang jeg opdagede, at "Puden" under et Hold U n ger var blevet levende, overvejede jeg, om det ikke var bedst at blande sig i Begivenhederne og gøre Forsøg paa at befri Ungerne. Der gik imidlertid nogle Dage, og da jeg atter undersøgte Redens Indre, blev jeg overrasket ved at se, at Maddikerne var borte og Ungerne sad pæne og rene derinde, og skønt de var vokset i Mellemtiden, var der øjensynlig langt bedre Plads. Forkla-

19 81 ringen er vel, at "Sundhedspolitiet" ved at fortære den store Dynge Affald og derefter at grave sig ned i Sandet, havde gengivet "Lejligheden" den oprindelige Størrelse. Alligevel kniber det ofte med Pladsen til Slut, navnlig i helt nye Reder. Ældre Beboelser er som Regel noget større indvendig. Ungernes hele Udseende undergaar gradvis en Forvandling, de er endnu Mørkets Børn og har intet Begreb om den store Verden derude. Det svage Lys i Tunnelen drager dem, og det er jo ogsaa ad den Vej, deres Forældre kommer med de delikate og efterhaanden ret store Bidder. Opholdet i Reden bliver dem besværligt, og en skønne Dag glider en af dem ned gennem Røret og ender efter en hovedkuls Rutsjetur nede i det bløde Sand - og se, Forvandlingen er sket, den blinde, stygge Skabning er forvandlet til en straalende smuk Fugl, der sidder ganske stille derude i Solskinnet og kigger sig om med undrende Øjne. Kun een Gang er det lykkedes mig at overvære et Kuld Isfugleungers første Optræden i Dagens Lys. En tidlig Morgen, da jeg en kort. Tid havde opholdt mig i Redens Nærhed, opdagede jeg, at der med smaa Mellemrum dryssede Sand ud af Indgangsrøret jeg fik Kikkerten rettet ind, og lige med et sad der en Unge i Aabningen. Det saa ud, som om den strittede imod og vilde ind i Mørket igen. Om der blev skubbet til den, eller om det var det glidende Sand, der var Aarsagen, ved jeg ikke, men den dumpede imidlertid ned foran Skrænten og i samme Øjeblik sad der een til i Aabningen - ogsaa denne maatte ned og ligeledes den næste, Nr. 4 holdt ud i længere Tid ; men nu var der jo ogsaa kun "Lillebror" til at skubbe paa! Da den endelig flagrede ned, kom den sidste omgaaende og faldt ovenpaa de andre; den savnede vel alligevel det Selskab, som i den sidste Tid havde generet den i saa høj Grad. Der sad de saa alle fem, da de to gamle vendte hjem med Fangst. Disse var i Begyndelsen ligesom lidt raadvilde ved 'den Forandring, der var indtruffet, men fandt sig hurtig til Rette med den nye Tingenes Orden og tog fat paa Affodringen. For alle Eventualiteters Skyld foretog Hannen en lille Rundtur i Nærheden og opdagede selvfølgelig mig. Saa maatte jeg fortrække og blev "fulgt paa Vej" af den urolige Fugl. Det kan hænde, at Vandet gaar helt ind til Skræntens Fod. I saa Tilfælde er det skæbnesvangert, om U n gerne, n a ar de forlader Reden, ikke evner at redde sig op paa et eller andet. Et A ar fan d t jeg Resterne af 2 U n ger, som a aben bart havde fundet Druknedøden under deres første Tur i Lyset. Aaret efter rugede Isfuglen igen paa Stedet, og jeg holdt nøje Kontrol med Un-

20 82 gernes Opvækst. Da Tiden kom, hvor Udflyvningen kunde fo rventes, anbragte jeg, ganske vist til de gamle Fugles store Fortrydelse, et 1/z m langt Bræt tæt nede ved Vandet under Redehullet. 2 Dage senere saa jeg til min store Glæde, at samtlige 6 Unger sad pænt paa Række paa Brættet. Ungerne opholder sig en kort Tid i Fordybninger og H u lier ved Skræntens Fod. Hvordan de lærer Kunsten at flyve, ved jeg ikke, men snart kan man træffe dem paa de lave Grene over Vandet. Deres Graadighed er stadig stor, og er der Føde nok, overfylder de sig i den Grad, at deres svage Ben ikke kan holde dem oprejst, og det hænder, en saadan lille Fyldebøtte bliver træt af at holde fast og plumper i Vandet. Den flyder ovenpaa og basker vældigt med de piggede Vinger, hager sig fast ved Rødder og Siv og forsøger at redde sig op, men maa som Regel først "ofre", før den atter kan entre den faste jord. Der er dog ogsaa andre Maader, hvorpaa en Unge kan befries for eventuel Forstoppelse. De fo rsynes med Mad efter Tur og engang saa jeg - stadigvæk ved Hjælp af Kikkert, hvorledes den mindste af Flokken uden for Reden just havde modtaget en stor Mundfuld og sad og gispede med Fiskens Halefinne endnu strittende frem af det halvaabne Gab. Det varede lidt længe med den Bid, og ;,Storebror" kiggede langt efter den fremstikkende Halestump - saa flyttede den sig sidelæns hen ad Grenen - og før den lille fik Munden lukket, blev Fisken ubarmhjertig halet op og spist en Gang til, og denne Gang for Alvor. De to Smaafyre rullede frygteligt med Øjnene, omend af forskellig Aarsag. I adskillige Aar var det mig en Gaade, hvordan Isfuglen lærte sine Børn Stødfiskeriets vanskelige Kunst. En skønne Dag gjorde jeg imidlertid en Iagttagelse, der atter bestyrkede min Mening om Isfuglens praktiske Indstilling i alle Forhold. Fra min sædvanlige Observationspost havde jeg fulgt et Pars slidsomme Arbejde for at fylde i N æ b bet paa 6 forslugne Smaafyre, der forlængst havde lært at flyve og nu opholdt sig paa de lavere, vandrette Grene, der strakte sig ud over Vandet. En af de gamle kom flyvende med en ret stor Fisk i Næbbet og satte sig ved Siden af den Unge, hvis Tur det var. Den lille gabede op og satte sig i Positur - men dens Ophav ligesom betænkte sig og tøvede med at aflevere. U n gen syntes at tabe Taalmodigheden og snappede efter den lækre Bid. Den gamle Fugl gav imidlertid Slip paa Fisken, der faldt i Vandet med et lille Plump, og medens Ungen forbavset stirrede efter "Stegen", var der en af de andre, som aabenbart ved Synet af den faldende Mundfuld blev fri-

21 83 stet - den tumlede bagerter og fik virkelig fat i Fisken. Det kostede dog store Anstrengelser at komme op i Luften igen, men det gik, og med den surt erhvervede Bid kom den op paa en Gren og fik først nu Tid til at sluge Byttet. Senere saa jeg flere Gange de gamle Fugle lade Fangsten falde i Vandet, og Ungerne foretog Dykninger, ofte 3-4 ad Gangen, og de lærte paa den Maade Hurtighed. Det kom ganske af sig selv, at de gjorde Forsøget, naar der tilfældig kom en Stime levende Fisk inden for deres Synskreds. Isfugleungerne er som deres Forældre ret tavse. Der høres ikke ved Reden det sædvanlige U ngeskraal. I deres første Levetid kan man - ved at lægge Øret til Skrænten - svagt høre, at de smaasnakker lidt sammen, fine, sprøde Toner SO!ll svage Fløjt. Senere kan de dog i overstrømmende Livsglæde (eller maaske Sult!) udstøde nogle skarpe, hurtigt gentagne Skrig, der noget ligner den gamle Fugls sædvanlige Stemme, der høres, naar den stryger lavt over Vandet paa Fiskefangst. Hvor hurtigt Ungerne flyver det første Aar, har jeg ikke kunnet fastlægge, men det er tilsyneladende langt fra saa hurtigt som den Fart, de gamle præsterer (omkring 25 m pr. Sek., maalt med Stopur fra Redehullet og til afstandsmaalt Punkt ved Søbredden). Alene dette viser lidt af de Vanskeligheder, man kan møde under Fotograferingen af denne ejendommelige Fugl. Paa Fiskepladsen drejer det sig kun om Taalmodighed, noget andet er det med Æg og Unger. Disse er i Almindelighed unddraget det fotografiske Objektiv. Det er muligt, der kunde tages gode Billeder ved Hjælp af Spejlsystemet jeg er ikke naaet ret langt endnu, da jeg har sat Ungernes Sikkerhed i første Række. Et Tilfælde kom mig til Hjælp; i Fjor var jeg paa en Tur rundt til ældre Beboelser. Herunder stak jeg Haanden ind i et ældre, stærkt udvidet Rør ; kun cm inde, hvor en Sten havde foraarsaget en Udvidelse,. mærkede jeg et kraftigt Nap i Fingrene ; jeg tænkte slet ikke paa Isfugl og fik Haanden tilbage i en Fart. jeg lugtede til Hullet, men der var ingen Fiskelugt Saa prøvede jeg med Terraskopet, og et Blik heri viste mig det karakteristiske Hoved af en rugende Isfugl! jeg var med et mildt Udtryk forbauset ; nu havde jeg gennem aarelange Erfaringer netop konstateret, at Fuglen gravede ny Rede, saasnart Indg11ngsrøret var slidt nogle faa cm større. jeg fik omgaaende Søgeren tilbage. I samme Øjeblik, jeg fjernede Apparatet, strøg Fuglen ud og forsvandt uden en Lyd langs Søbredden. Der sad jeg paa en fugtig Knold med samt mine Tabeller og Beregninger og filosoferede over det ejendommelige i, at hver Gang, man

22 84 mener at have Fuglenes Optræden fastlagt inden for bestemte Rammer, overraskes man af noget helt ureglementeret. Aldrig før havde jeg.set det ydre "Forværelse" i Brug og da slet ikke i saa aabent et Rør. jeg var imidlertid klar over, ar den skræmte Fugl næppe vendte tilbage og tog derfor Æggene forsigtigt ud og anbragte dem i en anden, endnu ældre og helt aaben Rede en Meter derfra, tog et Billede af dem og lagde dem forsigtigt tilbage i den lune Rede. jeg naaede lige at bemærke, at der ikke fandtes fjerneste Spor af Opgylp derinde. Æggene var anbragt direkte i det løse Sand. Hele Foretagender varede kun 2-3 Minutter og jeg forsvandt i Stilhed. Paa Hjemvejen fandt jeg ca. l km borte en nygravet Rede, der øjensynlig var øvet Hærværk imod af en eller anden haabefuld Ungersvend med den obligate Kæp. jeg gætter paa, at Fuglene, da Æggene var "paa Vej", ikke har haft Tid til at grave en ny og undtagelsesvis taget en gammel Rede i Brug. Det var imidlertid med en vis Spænding, jeg 3-4 Dage senere atter aflagde et Besøg ved Reden. Allerede i flere Meters Afstand sporede jeg den kendte Fiskelugt, og da jeg havde overbevist mig om, der ingen var hjemme, følte jeg indenfor ; Æggene var dejligt varme! Saa trak jeg mig omgaaende tilbage. Den videre Udvikling fulgte jeg paa vanlig Vis med korte Besøg. Efterhaanden tog Fuglen mindre Notits af mig - den trak sig kun tilbage til den inderste oprindelige Hule, og alt gik godt. De spæde Unger vovede jeg ikke at samle udenfor ; først da de var næsten flyvefærdige, tog jeg en ud og anbragte den i Fordybningen ved Siden af. Af Erfaring vidste jeg, at Hunnen i Stedet for at kredse om Fredsforstyrreren først henter Hannen, inden der skældes ud. Det var en Dag med stærk Nordvestenstorm og Isfuglens Fiskeplads af den Grund ca. 5 km borte. jeg havde altsaa 3-4 Minutter til min Raadighed. Den lille Skabning stirrede paa mig med klare Øjne og suttede løs paa mine Fingre. jeg tog et Billede med betydelig bedre Resultat end de lysfattige Terraskopgengivelser. Men nu viste der sig en uventet Vanskelighed. Ungen var ikke videre tilbøjelig til atter at komme ind i det mørke Hul, den strittede energisk imod, og jeg skelede nervøst til U ret ; det kunde jo ikke gaa an, at de gamle Fugle saa mig med Ungen fremme i Dagens Lys. Den lille Fyr vilde trods alle Overtalelser kun retirere baglæns! Saa vendte jeg den om med Halen til Indgangen - og 3-4 Sek. senere var den oppe gennem Røret og atter forenet med sine Søskende. Senere dristede jeg mig til at have flere fremme og endog servere lidt medbragt Fiskefilet, der blev nedsvælget med stor Graadighed. Gad vide,

23 85 hvad deres Forældre har tænkt, da de kom hjem med en surt erhvervet Skalle. og samtlige Unger i Stedet for som sædvanlig at gabe op kun kastede et søvnigt, uinteresseret Blik paa Fangsten! Da U n gerne var flyvefærdige, kom de selv frem i Solen paa en lille jordhylde, og her blev jeg rigtig gode Venner med dem. Selv de gamle taalte mig til sidst som et nødvendigt Onde og fløj aabenlyst til Redehullet, blot jeg var m borte.. Desværre maatte jeg give Afkald paa fortsat Bekendtskab med "Børnene". Det vilde være lidt for farligt for dem at blive tillidsfulde over for Mennesker. Atter i Aar ruger der en Isfugl i den gamle Rede med den store Indgang. Denne Gang er der 6 Æg og saa rigeligt med Opgylp, at de er helt snavsede, og atter engang overrasker de gamle Fugle mig ved noget helt ureglementeret. De har 3 Gange set mig ved Skrænten og ved, at de er opdagede, men alligevel har de paabegyndt et nyt Redehul kun 30 cm fra det gamle. Den ene graver løs, medens den anden ruger. Det nye Hul er meget snævert, over l,20 m dybt og fører stejlt op. Flytte Ungerne kan de ikke - men det er nok Meningen, at i alt Fald n æ s t e A ar skal de ikke have indendørs fremmede. Fig. 15. Isfuglen flyver over Søen. Chr. Poulsen fut,

24 86 Mindre Meddelelser. "Bærer Strandtudsen sit Navn med Rette? -Et sjældent(?) Fund."- Under denne OverskriFt skriver Magister Hammer i "F. & F.", 3. Hæfte 1936, S. 95, et lille Stykke, hvoraf det fremgaar, at Hr. Ha111mer maa have misforstaaet nogle Linier i min Bog "Miskendte Dyr", til hvilken (og til Jungersen: "Krybdyr og Padder"). der henvises. At Strandtudsen bærer sit Navn med Rette staar hverken hos Jungersen eller mig. l min Bog staar: Strandtudsens Opholdssteder er ret tørre, sandede Egne, f. E k s. Klitter, Strandbredder og lignende Steder - at man m a a danne sig den Opfattelse, som Hr. Hammer skriver, kan jeg ikke forstaa. Lokalitet fra "Misk. Dyr" er Mæringgaard v. Horsens, Il km fra Strand og større Sø, medens Hr. Hammers Lokalitet er umiddelbart Syd for Skanderborg Sø, der sikkert er rørbevokset langs Bredden (se nedenfor). At Strandtudsen trods alt h o s o s forekommer mest i Nærheden af Strand, er dog utvivlsomt rigtigt, og hvor den forekommer flere km fra Strand, er der næsten altid større, rørbevoksede Søer i Nærheden, som den jo ynder (dens Artsnavn caiami/a betyder jo: den, der hor ved Rør [calmus: Rør]). 2 nye Findesteder af Ingeniør Rafn ("F. & F." 1936, Side 94) i Aalborgegnen v. Ø. Sundby og Nr. Tranders er ligeledes nær Strand. Paa Vest-Møen, hvor jeg har tilbragt 13 Somre, og hvor jeg kender hvert Vandhul, traf jeg enkelte voksne Strandtudser løbende overalt; men kun i Strandengenes rørbevoksede Vandinger fandt jeg dem ynglende, ligesom de i det hele forekom her langt hyppigere end inde paa Øen. Jeg tror, vi kan fastslaa, som det staar i Magister Hans Hvass' udmærkede nyudkomne Bog "Danmarks Krybdyr og Padder" (Side 65), at: Strandtudsen yngler i Vandhuller, ofte mellem Tagrør og ogsaa i Strandsøer med Brakvand. fra nærmeste Strand. En Undtagelsesvis kan den yngle i Moser kilometervidt Hr. Hammer skriver til Slut: Har Winge t get fejl? - Ikke meget sandsynligt. Først maa det bemærkes, at Hr. Winge ikke har skrevet omtalte Stykke i "Frem" (1899), men derimod Artur Feddersen, og det e r meget muligt, at Feddersen har taget fejl. Den, der har nogen Kendskab til vore Springpadder, vil straks se, at Hr. Feddersens Afsnit i "Frem" (1899) paa meget væsentlige Punkter er saa fejlagtigt, at man ikke i vor Tid kan bruge dette Værk, om man ønsker korrekt Viden om disse Dyr. det ønskes, skal jeg med Glæde senere gøre Rede for disse Fejl. Til Slut skal jeg oplyse, at Hvis det netop var omtalte Stykke i "Frem", der gav mig Grund til at udgive "Misk. Dyr" i Jeg, der ikke er Zoolog af Fag, følte nemlig Trang til at udbrede bedre Kendskab til disse Dyr, der har haft min varmeste Interesse, og som jeg har studeret, lige fra jeg var Dreng. Koben havn, Emdrupvej 68 2 Erik Hass. Kgl. Kapelmusikus.

25 87 Mere om Sh andtudsen. Jeg er Hr. Hass meget forbunden for ovensiaaende Oplysninger, men skal tillade mig at bemærke følgende: Havde Hr. Hass i sin "Miskendte Dyr" skrevet f. Eks.: "N avnet til Trods er Strandtudsen ikke udelukkende at finde ved Stranden ; i flere Tilfælde er den fundet mange km fra Havet. En Oplysning af A. Feddersen (Frem 1899) om dens almindelige Forekomst paa den jydske Hede maa vist bero paa en Fejltagelse," var mit Spørgsmaal aldrig fremkommet. Men denne Udeladelse af Hr. Hass kan vel aldrig lægges mig til Last. Jeg skal iøvrigt benytte Lejligheden til at meddele de Indlandslokaliteter for Strandtudsen i Danmark, der siden mit sidste Indlæg er kommet til mit Kendskab : Lokalitet Brønderslev Bemærkninger Ret alm. i Byens nærmeste Omegn l Arstand Fra Havet l ca. 18 km Kilde P. Kaad i Brev af 3/ Thorsager paa Djursland l marehalmklædte Indlandsklitter ca. 5 km Sigfr. Knudsen i Brev af 8/ Tebbestrup Ellekrat v. Randers 1916 ca. 15 km (fra Randers Fjord) Hj. Ussing i Brev af 6 / Randers 1916 Unge Dyr løbende i Gruset p. Jernbaned. ca. 12 km (fra Randers Fjord) Samme Endvidere er Strandtudsen i indeværende Aargang af "F. & F." rapporteret fra Ans ved Tange Sø (30 km fra nærmeste Hav) og fra 2 Indlandslokaliteter paa Bornholm (Aakirkeby og Ølene, henholdsvis 5 og 8 km fra Havet). Skanderborg, 24. Maj Povl Hammer. To for Danmark nye Fumea Stph. (Mic1 opsychidae). - Crassiorella Brd. l Stk. (f Salene, Bornholm, 7. Juli 1927 (Gudmann). Efter Spuler er Sækken større end casta's og beklædt med grovere Græsstængler og Træstykker. Prof. Rebel, Wien, har venligst determineret Arten. Salicicolella Brd. l Stk. (f ex I. ved Faaborg i en Pilemose paa nedfaldent Salix Løv (caprea eller cinera) 6. Septbr. 1917, lmago klækket Sommeren Arten betragtes af flere Lepidopterologer som hørende til betulina Z. Prof. Rebel meddeler mig, at efter Tutt u. Meyrich er Hannen ikke til at skelne fra betulina's. Hovedforskellen skal ligge i Larven og i Hunnens ikke snehvide (som belu/ina's <j>), men brungraa Bagkrops Uld. Sækken ligner ganske belulina's. C. S. Larsen. "Rislebæk" pr. Faaborg, 18. Maj Rettelse. l næstnederste Linje i Teksten under Kortet, l. Hft. 1937, S. 15, bedes 12 rettet til 14. J samme Hæfte, S. 9 - under Mindre Meddelelser - bedes Autornavnet Fuessby rettet til Fuessly. Red.

26 88 Tafi'elanden, Fuligula ferina L., har iflg. Meddelelse fra Lærer L e o N o v r u p, Vester N e bel, i A ar ruget i Don s Nørresø ca. 7 km N. f. Kolding. Hr. Novrup skriver : "Reden laa - som De ogsaa skriver (Hft. 4, 1935) om Brabrand- Taffelænderne - ude i det bundløse, næsten utilgængelige Terræn. Desværre blev saa at sige alle Ællingerne skudt de Taffelanden gaor pon Reden med lige udrugede Ællinger. Dons Norreso 12/o 36. Leo Novrup rot. første Dage i August. Jeg har erhvervet en af dem (fuldt flyvedygtig d') og udstoppet den ; jeg syntes det er interessant at vide, hvor mange Dage den naaede at blive: Den er udruget 12. Juni og skudt 2. Aug." Taffelanden har saa vidt vides ikke ynglet i Dons Nørresø før. Efter den Modtagelse, den har faaet, gør den det vel næppe igen. Sigfr. Knudsen. Snerlesværmeren, Sphinx convolvuli. Efter hvad den kendte Sommerfuglesamler E r l i n g P e d e r s e n - tidl. Møn, nu Bogø - meddeler mig, er Snerlesværmeren, Sphinx conuoluuli, vist ikke tidligere blevet klækket her i Landet. J eg antager derfor, at det vil interessere Samlere at faa at vide, at jeg i Aar har klækket et Eksemplar, fundet som Puppe under Kartoffeloptagning paa en Mark her paa Østmøn. Imago kom frem 29/10 I 1929 havde jeg en Puppe paa Bornholm; men den blev ikke udklækket. Magleby, den 8. Decbr. 36. H. Demcker, Skolebestyrer.

27 89 Foreningsmeddelelser. Naturhistorisk Forening for Sjælland. E k s k u r s i o n e r l l. Den 24. Maj. Skovene ved den sydlige Ende a f Tystru p Sø. De 23 Deltagere begyndte Ekskursionen paa Knurrevang, en Grønslette, bestrøet med store Rullestensblokke. For ikke mange Aar siden var der endnu ca. 130 Tdr. Land tilbage af dette temmelig uberørte Stykke Natur; nu er ca. Halvdelen beplantet, og det er vel kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar Resten kommer under Plov eller bliver Skov. Var her ikke en Opgave for Naturfredningsforeningen? Da Vangen nu bliver benyttet som Græsningsfold for løsgaaende Kreaturer, frister Vegetationen en ret kummerlig Tilværelse ; længst klarer vel Mose- og Sumpplanterne i de sandfyldte Lavninger sig. Sparsomme Bevoksninger af Lyng fandtes, og Tephraclyslia nanala, som blev taget i enkelte Eksemplarer, havde her fundet et sidste Tilholdssted paa denne Egn. I Haveris Skov havde man Lejlighed til at beundre den i Kunst og Digtning saa ofte behandlede Langdysse, en af Landets mest imponerende. Det entomologiske Udbytte var ikke stort. Af Sommerru g J e kan nævnes Lithasia sararcula og Drepana cultraria, der begge i meget stort Antal og ganske friskklækkede sad paa Skovbundsplanterne i Formiddagstimerne; længere op paa Dagen sværmede store Skarer af sidstnævnte Art i Solskinnet. I øvrigt noteredes : Vanessa anliapa (l Stk. set), Argynnis euphrasyne,pararge egeria var., Ag li a t au, d' d' og <j?<j?, Drepana ctzrualula, Larenlia pamaeriaria, L clesignata (Sorø), Bapla lemerala, Eurymene clalabraria og Phasiana pelraria. En Del af Sommerfuglesamlerne gjorde paa Hjemvejen en lille Afstikker til Bromme Skov, væsentligt for at forsyne sig med Larver af Scalasia uelulala og rhamnala, der ogsaa fa ndtes i Antal. B i II e r (ved August West). Myrmedania funesla Grav. (Vinstrup Overdrev), "Afycetaphagtzs quadrigullatus Miill. (Kastrup Dyrehave), Chrysamela graminis L. (Sorø Sønderskov), Anthanamus pramamm L. (Knurrevang). B i e r. J. P. Kryger meddeler: "Paa en aaben Plads stod nogle enkelte gamle, blomstrende Egetræer. Ved et af dem hørtes en høj Summen. Nærmere Eftersyn viste, at Egeblomsterne blev besøgt af Tusinder af Bier, som søgte Pollen. Bien var den almindelige danske Honningbi. jeg har aldrig før set blomstrende Egetræer besøgt af Honningbien."