Varmeforsyningsloven lempelser for valg af varmekilde for barmarksværker

Transkript

1 Nyhedsmagasin for kommuner Nr. 04/2012 horten yder full-service juridisk rådgivning til kommuner, offentlige og private virksomheder Varmeforsyningsloven lempelser for valg af varmekilde for barmarksværker Særbidrag i Svendborg Offentlighed i offentligt ejede selskaber Ændring af tilbudsloven lempelse af kravene om annoncering

2 Klavs V. Gravesen Afdelingsleder, Indholdsfortegnelse Side 4 Varmeforsyningsloven - lempelser for valg af varmekilde for barmarksværker En nyligt gennemført lovændring i varmeforsyningsloven og en hertil hørende ændring af projektbekendtgørelsen har nu givet nye muligheder for valg af varmekilder for en række barmarksværker. Leder Side 6 Offentlighed i offentligt ejede selskaber Vi gennemgår kravene til offentlighed i offentligt ejede selskaber med fokus på, om offentlige aktiviteter udskilt til aktieselskaber er underlagt reglerne om aktindsigt, notatpligt, journalisering og arkivering. Offentlige myndigheder og virksomheder er på mange måder blevet mere forretningsorienterede i deres tilgang til driften og styringen af deres organisation og de selskaber og samarbejder, som de deltager i. I tråd hermed formulerer mange kommuner ejer strategier og ejerpolitikker for forvaltningen af deres ejerskab til kommunale fællesskaber, aktieselskaber mv. Selvom kommuner ikke kan stille krav om stort overskud eller udbytte i de virksomheder, de er medejere af, kan kommunerne sagtens formulere ambitiøse mål for deres virksomheder, f.eks. om effektivisering, rammer for prisudviklingen i selskabet, serviceniveauet over for ejerne, visioner for udbygning af selskabets aktiviteter eller ejerkreds osv. Kommunernes pressede budgetter, fokus på hård budgetstyring og krise skærper også kravene til de kommunalt ejede selskaber, som leverer til kommunerne og deres borgere. Selvom priserne for disse virksomheders ydelser ikke nødvendigvis konkurrenceudsættes direkte, stiger kravene om at se målbare resultater i form af skarpere priser, bedre service, øget kunde- og medarbejder tilfredshed mv. Udfordringen er at finde balancen mellem ejernes og bestyrelsens kompetencer, når mål og strategi for virksomheden fastlægges. Vi ser ejerpolitikker, som indeholder meget eksplicitte krav til virksomhedens ledelse eller mere generelle retningslinjer for ejernes ønsker til virksomhedens udvikling. En ejerstrategi eller ejerpolitik bør ske med respekt for den konkrete kompetencefordeling mellem ejere og ledelse. Derfor er det ofte relevant i forbindelse med formulering af strategien at vurdere, om virksomhedens styringsdokumenter giver de optimale rammer for at realisere ejernes og ledelsens strategi for virksomheden. En evaluering og eventuel tilpasning af vedtægter, samarbejdsaftaler mellem virksomhed og ejerkommuner mv. kan give mere optimale rammer for at realisere ejernes og ledelsens strategi for virksomheden. Kommunernes indflydelse på de virksomheder, de er medejere af, er meget forskellige. I kommunale fællesskaber har deltagerkommunerne indsigt i virksomheden og instruktions beføjelse over for bestyrelsesmedlemmer. I kapitalselskaber (aktieselskaber mv.), kan en ejer alene udøve sine beføjelser på generalforsamlingen. Hér har bestyrelsen ansvaret for den overordnede ledelse af selskabet. Under alle omstændigheder kan en klar og velformuleret ejerpolitik imidlertid give virksomhedens ledelse indsigt i ejerforventninger til selskabet. Der findes mange gode eksempler på ejerstrategier og ejerpolitikker på kommunernes og selskabernes hjemmesider. Vi har også lagt et emnekatalog for en ejer strategi på vores hjemmeside, som kan give inspiration til, hvilke emner en ejerstrategi kan berøre. Side 8 Særbidrag i Svendborg Statsforvaltningen Syddanmark afgav den 14. september 2012 en principiel udtalelse om en række juridiske specialiteter i forbindelse med indførelsen af betalingen af et særbidrag efter betalingsloven. Side 10 Ændring af tilbudsloven lempelse af kravene om annoncering I oktober fremsatte Erhvervs- og Vækstministeren et lovforslag om ændring af tilbudsloven og lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, og kommuners og regioners deltagelse i selskaber. Side 12 Indgreb over for låger i det åbne land En kommune kan ifølge administrativ praksis ikke påbyde en ejer af en fast ejendom at fjerne en låge opsat i det åbne land, men kommunerne kan stille krav. En ny straffedom bekræfter denne praksis. Side 14 Hvad fatter gør, er altid det rigtige eller? Om centraladministrationens nytte i byggesager. Det hænder, at en kommune beder centraladministrationen om en vejledende udtalelse for at fortolke en vanskelig regel. Det kan imidlertid udvikle sig uheldigt, hvis centraladministrationen afgiver forskellige svar, som dernæst trækkes tilbage. Ret & Indsigt udgives af: Horten partnerskab Philip Heymans Allé 7 Box Hellerup, København Telefon Telefax Ansvarshavende redaktør: Klavs V. Gravesen, kvg@horten.dk Enhver gengivelse, mangfoldiggørelse eller kopiering af indhold fra denne publikation er betinget af forudgående skriftlig tilladelse fra udgiver og/eller andre rettighedshavere. Indholdet i dette nyhedsmagasin kan ikke sidestilles eller erstattes med juridisk rådgivning. Horten er ikke ansvarlig for ukorrekte eller ufuldstændige tekster og figurer. Horten Ret & Indsigt produceres af 727 Redaktionen er afsluttet den 19. oktober 2012 Titel: Ret & indsigt ISSN (Papirform): ISSN (Online): Side 16 Klimalokalplaner Vi ser nærmere på Folketingets lovændring om klimalokalplaner, der nok indeholder meget politisk signalværdi, men som ikke umiddelbart giver nye virkemidler og samtidig skaber tvivl om lovligheden af eksisterende lokalplanbestemmelser. Side 18 Kort Nyt SIDE 02 RET & INDSIGT/LEDER SIDE 03 RET & INDSIGT/indholdsfortegnelse

3 Eigil Worm Line Markert Varmeforsyningsloven lempelser for valg af varmekilde for barmarksværker En nyligt gennemført lovændring i varmeforsyningsloven og en hertil hørende ændring af projektbekendtgørelsen har nu givet nye muligheder for valg af varmekilder for en række barmarksværker. Barmarksværkernes hidtidige situation Barmarksværker er karakteriserede ved, at værk og distributionsnet er bygget samtidig, hvilket har belastet forbrugerne, som er tilsluttet disse anlæg, med store anlægsomkostninger. Ofte har værkerne også været for små til at give en rentabel drift, ligesom forbrugerne har været for få og meget spredt placeret. Det har givet stort ledningstab og andre store fællesomkostninger, som har belastet varmeregningen. Hertil kommer, at mange af værkerne er baseret på naturgaskraftvarme. Da naturgaspriserne er steget mere end el priserne, har dette øget barmarkværkernes økonomiske problemer og herunder også øget omkostningerne ved ledningstabene. Denne situation har skabt et behov for at nedbringe blandt andet varme produktionsprisen, hvilket i nogle tilfælde ville kunne ske ved at erstatte den dyre naturgaskraftvarme med afgiftsfri fliskedelvarme. De hidtidige hindringer for fliskedelvarme Hvor hovedkilderne til fjernvarmenettet er naturgasbaserede, har projekt bekendtgørelsens 15 hidtil været til hinder for at bygge nye fliskedler til levering til nettet. Der har kun kunnet etableres fliskedler til opfyldelse af nye yderligere varmebehov, og denne bestemmelse fortolkes meget snævert. Baggrunden for bestemmelsen har blandt andet været at beskytte statens provenu fra naturgasafgifter, idet en væsentlig del af besparelsen ville bero på at erstatte afgiftsbelagt naturgas med afgiftsfri flis som brændsel. Energiforliget og ændringen af varmeforsyningsloven I forårets energiforlig blev der aftalt en lempelse af disse regler for at give mulighed for flisfyring for de dyreste af barmarksværkerne. Ved lov nr. 577 af 18. juni 2012 er der i overens stemmelse hermed indsat en ny 5, stk. 2 i varmeforsyningsloven. Bestemmelsen giver mulighed for, at ministeren ved fastsættelse af reglerne om varmeprojekter giver en lempelse for 35 navngivne anlæg, men kun for en kapacitet op til 1 MW. Den nye projektbekendtgørelse Denne hjemmel er nu nærmere udmøntet i den nye projektbekendtgørelse nr. 795 af 12. juli 2012, i 15, stk. 5 og 6. Lempelsen vedrører dels forbuddet mod at godkende produktion af varme fra en fliskedel til et naturgasfyret net, og dels kravet om, at man ellers kun kan godkende det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt. Den nye bestemmelse i 15, stk. 5, pålægger således kommunalbestyrelsen at godkende etablering af fliskedelanlæg til net med natur gas fyring, når visse betingelser er opfyldt. Kravet om godkendelse gælder, uanset om det nye anlæg er det samfundsøkonomiske mest fordelagtige. Betingelserne indebærer, at det kun gælder bestemte definerede fjernvarmenet og kun op til en vis kapacitet. Hvilke anlæg er omfattet af de nye regler? I bilag 2 til den nye bekendtgørelse nævnes de 35 virksomheder, som reglerne gælder for. Listen er ikke defineret ud fra juridiske personer, men ud fra fjernvarmenet, uanset betegnelsen virksomheder. Det anføres derfor også i note A, at hvis virksomheden (fjernvarmenettet) overtages af andre, vil muligheden for at få godkendt forsyning af det pågældende fjernvarmenet fra et flisanlæg, overgå til den nye ejer. Retten knytter sig således til det pågældende net, da det er hensynet til de, der aftager varme fra det pågældende net, der er det afgørende. Hvor de pågældende fjernvarmenet måtte være ejet af juridiske personer, der også driver andre fjernvarmenet, gælder retten således kun til det pågældende fjernvarmenet. Samtidig anføres det dog, at hvis den pågældende virksomhed driver flere net, som ikke er fysisk forbundne, kan der for hver af disse net etableres kapacitet på 1 MW. Det præciseres dog samtidig, at det kun gælder net, hvis priser er indgået i de pågældende varmestatistikker, som har dannet grundlag for udvælgelsen til listen. Hvilken kapacitet kan etableres? Grænsen er 1 MW, men bekendtgørelsen rummer visse variationsmuligheder. Hvis det nye flisbaserede anlæg drives af den virksomhed, som også har fjernvarmenettet, må kapaciteten højest være 1 MW. For fjernvarmenet, der udelukkende eller dog også forsynes fra andre fjernvarmekilder, som det pågældende fjernvarmenet ikke selv står for, er det afgørende, at der ikke sammenlagt må leveres mere biomassevarme, end hvad der svarer til et anlæg på 1 MW, dvs MWh pr. år. Dette omfatter både egenproduktion og leverancer fra andre under ét. Der kan således være tale om flere anlæg, der leverer til et af de pågældende fjernvarmenet, blot den samlede leverance ikke overstiger det anførte maksimum. Det er også muligt at udnytte bestemmelsen til at modtage flisvarme fra et bestående anlæg, hvilket efter omstændighederne kan være økonomisk fordelagtigt. Som eksempel nævner lovmotiverne yderligere varmeproduktion fra et bestående korntørringsanlæg. Det vil også være muligt at etablere et flis varme anlæg med en større kapacitet end 1 MW, hvis leverancerne fra anlægget fordeles ud på flere af de pågældende net, sådan at det enkelte net maksimalt aftager MWh. Et af de pågældende net kan tilsvarende købe op til MWh varme fra et flisanlæg, som i øvrigt etableres for at levere varme til andre net mv., som måske ikke er omfattet af begrænsninger, fordi de ikke har naturgas som brændsel. Hvis et af de pågældende net i forvejen får en vis mængde varme baseret på biomasse og ønsker at supplere med yderligere biomassekapacitet, vil den allerede eksisterende kapacitet skulle fragå i den 1 MW. Barmarksværkernes nye situation Det vil bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for investering i nye varmekilder til det enkelte net, idet fordelen ved afgiftsfriheden for brændslet må sammenholdes med omkostningerne til forrentning og afskrivning af den nye varmekilde. Det vil også være en konkret vurdering, om man fremover vil kunne opretholde den fornødne tilslutning til et sådant fjernvarmenet. Det kan ske ved at bryde den onde cirkel og nedbringe varmepriserne, så der ikke længere er det samme ønske hos varmeforbrugerne om at afkoble sig. Det vil bero på lokale politiske beslutninger, om kommunen varmeplanmæssigt ønsker at pålægge tilslutningspligt for at sikre, at tiltag til at nedbringe varmeprisen ikke modvirkes af, at varmeforbrugerne udtræder i større antal. De nye regler må også ses i sammenhæng med de andre muligheder, der foreligger for fjern varmenet, der er forsynet med naturgas. Projektbekendtgørelsens 15 er således ikke til hinder for nye varmekilder, der ikke er baseret på et brændsel. Bestemmelsen hindrer således ikke f.eks. etablering af geotermi, solcelleanlæg, el-patroner, overskudsvarme, varmepumper og lign. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Eigil Worm, ewo@horten.dk eller advokat Line Markert, lma@horten.dk. SIDE 04 RET & INDSIGT/Varmeforsyningsloven lempelser for valg af varmekilde for barmarksværker SIDE 05 RET & INDSIGT/Varmeforsyningsloven lempelser for valg af varmekilde for barmarksværker

4 Rikke Søgaard Berth Line Markert Peter Prehn-Olesen fuldmægtig Offentlighed i offentligt ejede selskaber Over de sidste år er en række offentlige opgaver udskilt til aktieselskaber. Når en offentlig aktivitet udskilles fra den offentlige forvaltning, opstår spørgsmålet om, i hvilket omfang disse selskaber skal overholde de forvaltningsretlige regler om offentlighed, som gælder for den kommunale forvaltning. Denne artikel gennemgår kravene til offentlighed i offentligt ejede selskaber med fokus på, om aktieselskaberne er underlagt reglerne om aktindsigt, notatpligt, journalisering og arkivering. Afslutningsvist er der enkelte bemærkninger om de retlige rammer for 60-fællesskaber. Når en opgave udskilles fra den offentlige forvaltning til et aktieselskab, fjernes opgaven fra forvaltningsrettens traditionelle anvendelsesområde: den offentlige forvaltning, forstået som statslige eller kommunale forvaltningsmyndigheder. Visse af de offentligt ejede selskaber er imidlertid alligevel omfattet af reglerne om offentlighed i offentlighedsloven, navnlig reglerne om aktindsigt. Hvilke selskaber, der er omfattet, og omfanget af forpligtelserne for disse selskaber, vil blive beskrevet i det følgende. Hvilke selskaber er omfattet? Offentligt ejede aktieselskaber er ikke en del af den offentlige forvaltning, og de er derfor som udgangspunkt ikke omfattet af de regler, der gælder for offentlige myndigheder. Det kan imidlertid ved lov være fastlagt, at selskaber, der udfører bestemte opgaver, alligevel er omfattet af visse forvaltningsretlige regler. Det følger således af offentlighedslovens 1, stk. 2, at visse elforsyningsselskaber, naturgasforsyningsselskaber og kollektive varmeforsyningsanlæg er omfattet af offentlighedslovens regler. Hertil kommer eksempelvis, at vandselskaber i medfør af vandsektorlovens 14 er omfattet af offentlighedslovens regler. Når det i lovgivningen er bestemt, at et selskab, der udfører en bestemt type opgaver, er omfattet af offentlighedslovens regler, bliver selskaberne forpligtet af loven på lige fod med den offentlige forvaltning. Men fordi selskaberne grundlæggende er anderledes organiseret end offentlige myndigheder og udøver væsensforskellige opgaver, bliver selskaberne ikke i alle henseender påvirket på samme måde af lovens regler, som offentlige myndigheder. Adgangen til aktindsigt Hvis et offentligt ejet selskab er omfattet af offentlighedslovens regler, har enhver som udgangspunkt ret til at blive gjort bekendt med de dokumenter, der er indgået til eller oprettet af selskabet som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med selskabets virksomhed. Offentlighedsloven indeholder dog nogle undtagelser fra retten til aktindsigt, som kan være særligt relevante for selskaber. For det første gælder retten til aktindsigt ikke for interne arbejdsdokumenter, dvs. navnlig dokumenter af foreløbig karakter oprettet af selskabet selv, der tjener til forberedelse af selskabets interne beslutningsgrundlag. Dette kan f.eks. være dokumenter til brug for bestyrelsesmøder. Hvis materialet oversendes til en kommune som led i kommunens sekretariatsbistand af bestyrelsesmedlemmerne, kan dette fratage dokumentet dets interne karakter. For det andet indeholder offentlighedsloven en række muligheder for at undtage dokumenter eller oplysninger i dokumenter fra aktindsigt. Dette kan være relevant af hensyn til dokumenternes funktion, oplysningernes følsomme karakter eller væsentlige modstående offentlige eller private hensyn. Der skal altid foretages en konkret vurdering af, om der er behov for at undtage en oplysning fra aktindsigt, og om der skal gives aktindsigt i resten af dokumentet. Endelig bør selskaberne tage stilling til, om der navnlig under iagttagelse af reglerne om tavshedspligt kan gives aktindsigt i videre udstrækning, end reglerne ellers kræver, efter princippet om meroffentlighed i offentlighedsloven 4, stk. 1, 2. pkt. Hvis der specifikt anmodes om meraktindsigt, er selskaberne endvidere forpligtede til at tage stilling til, om anmodningen kan imødekommes. Notatpligt Selskaber, der er omfattet af offentlighedslovens regler, skal også overholde kravet om notatpligt i sager, hvori der vil blive truffet en afgørelse. Mange af disse selskaber vil dog formentlig kun relativt sjældent komme i en situation, hvori der vil blive truffet en afgørelse. Det skyldes, at selskaber som udgangspunkt alene kan udøve faktisk forvaltningsmyndighed (drift). Selskabet kan kun udøve myndighedsopgaver herunder træffe afgørelser hvis lovgivningen giver mulighed herfor. Derfor vil selskaberne sjældent være i en situation omfattet af notatpligten. Journalisering og rekonstruktion af oplysninger I forlængelse af spørgsmålet om notatpligt befinder sig spørgsmålet om, hvorvidt selskaberne er forpligtede til at journalisere, arkivere og i givet fald rekonstruere oplysninger med henblik på at muliggøre aktindsigt i oplysninger. Selskaber, der i medfør af særlige lovregler er omfattet af offentlighedslovens regler, er ikke bundet af principperne om god forvaltningsskik eller af arkivloven. De er derfor ikke forpligtede til at journalisere oplysninger på en særlig måde. Selskaberne er blot forpligtede til at give aktindsigt efter offentlighedslovens regler i de dokumenter, de er i besiddelse af. Selve det forhold, at de er omfattet af reglerne om aktindsigt, må dog anses at indebære krav om, at dokumenter, herunder s, opbevares på en så systematisk måde, at det er muligt at imødekomme begæringer om aktindsigt. Behandling af anmodninger om aktindsigt Det følger af offentlighedsloven, at anmodninger om aktindsigt skal besvares snarest. Hvis anmodningen ikke kan besvares inden 10 dage fra den er modtaget, skal selskabet underrette den, der har anmodet om aktindsigt, om hvorfor anmodningen ikke er besvaret, og hvornår et svar kan forventes at foreligge. Selskaberne bør derfor indrette deres administrative systemer og sagsbehandling sådan, at de kan leve op til fristerne i offentlighedsloven. Kommende ny offentlighedslov Regeringen har i efteråret indgået en aftale med Venstre og Konservative om en ny offentlighedslov. Aftalen bygger langt overvejende på offentlighedslovskommissionens betænkning fra Aftalen indebærer, at offentlighedsloven kommer til at gælde for alle selskaber, hvori offentlige myndigheder i Danmark ejer mere end 75 %. af aktierne. Et selskab kan dog undtages fra loven efter en konkret vurdering. Derfor anbefaler vi, at de offentligt ejede selskaber, der ikke allerede er omfattet af offentlighedsloven, forbereder sig på i fremtiden at kunne overholde offentlighedslovens regler om særligt aktindsigt. 60-fællesskaber Kommunale fællesskaber, der er godkendt efter kommunestyrelseslovens 60, karakteriseres til tider som specialkommuner. Det skyldes, at de fra interessentkommunerne har fået overdraget en kompetence til at udføre en nærmere afgrænset opgave, eksempelvis affaldsforbrænding, og at der derved oprettes en slags mini-kommune, der har til formål at varetage denne opgave. 60-fællesskabet er derfor omfattet af de samme regler, som gælder for kommuner herunder offentlighedsloven. Den kommende nye offentlighedslov ændrer ikke herpå. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Rikke Søgaard Berth, rsb@horten.dk, advokat Line Markert, lma@horten.dk eller advokatfuldmægtig Peter Prehn-Olesen, ppo@horten.dk. SIDE 06 RET & INDSIGT/Offentlighed i offentligt ejede selskaber SIDE 07 RET & INDSIGT/Offentlighed i offentligt ejede selskaber

5 Henriette Soja Marie Bockhahn Særbidrag i Svendborg Statsforvaltningen Syddanmark afgav den 14. september 2012 en principiel udtalelse om en række juridiske specialiteter i forbindelse med indførelsen af betalingen af et særbidrag efter betalingsloven. Sagen drejede sig om opkrævning af særbidrag for udgifter til forrensning af spildevand fra et garveri i Svendborg Kommune. Betalingsvedtægten og forhistorien I april 2010 godkendte Svendborg Kommune en ny betalingsvedtægt for Svendborg Spildevand A/S. Vedtægten indeholdt et generelt og et specifikt særbidrag for industrispildevand. Det specifikke særbidrag skulle betales af virksomheder, der udleder særligt belastet spildevand uden forrensning på egen virksomhed. Garveriet i Svendborg var på tidspunktet for indførelsen af det specifikke særbidrag og er stadig den eneste virksomhed i kommunen, der opfylder betingelserne for at blive opkrævet specifikt særbidrag. Garveriets spildevand bliver forrenset på Renseanlægget Egebjerg Syd, der ejes af Svendborg Spildevand A/S. Det specifikke særbidrag fastsættes efter betalingsvedtægten til de samlede udgifter, der er forbundet med forrensning af spildevandet. Til forhistorien hører, at renseanlægget i sin tid blev oprettet som en del af en aftale mellem garveriet og den daværende Egebjerg Kommune med det ene formål at gennemføre forrensning af spildevand fra garveriet. Efter aftalen skulle Egebjerg Kommune afholde udgifterne til opførelsen af anlægget, og garveriet skulle ikke deltage i finansiering af udgifterne til forrensningen. Statsforvaltningen fandt ved en tidligere udtalelse, at denne aftale var ulovlig og ikke kunne håndhæves. Garveriets partsstatus I første omgang suspenderede og efterfølgende ophævede Statsforvaltningen kommunalbestyrelsens beslutning om godkendelse af betalingsvedtægten, fordi garveriet ikke var blevet tilstrækkeligt partshørt i forbindelse med vedtagelsen af den nye betalingsvedtægt. Efter Statsforvaltningens opfattelse ramte det specifikke særbidrag garveriet på en sådan måde, at garveriet var part i relation til en vedtagelse af betalingsvedtægten. Svendborg Kommune gennemførte herefter en ny behandling og godkendelse af betalingsvedtægten, hvor kommunen foretog forudgående partshøring af garveriet. Statsforvaltningens udtalelse om forholdet til betalingsloven Statsforvaltningen skulle herefter blandt andet tage stilling til, om Svendborg Kommune kunne indføre et specifikt særbidrag, som på tidspunktet for indførelsen alene ville være relevant for én enkelt virksomhed i kommunen. Garveriet havde i klagen til Statsforvaltningen blandt andet gjort gældende, at det specifikke særbidrag var i strid med det solidaritetsprincip, der ligger til grund for betalingsloven, og at det specifikke særbidrag i øvrigt var i strid med ligebehandlingsprincippet. Statsforvaltningen udtalte, at solidaritetsprincippet i betalingsloven ikke betyder, at alle brugere skal betale det samme, men indebærer, at alle brugere i kommunen skal betale det samme uanset den enkelte brugers afstand til renseanlægget. Solidaritetsprincippet kunne ikke udstrækkes til andet og mere end dette princip om, at det ikke skal lægges en bruger til last, at vedkommende er placeret langt fra et renseanlæg. Herudover udtalte Statsforvaltningen, at det var i overensstemmelse med forurener betaler -princippet at opkræve et specifikt særbidrag fra en virksomhed, der konkret påførte spildevandsselskabet ekstra omkostninger til forrensning. Statsforvaltningen fandt, at det specifikke særbidrag ikke var i strid med ligebehandlingsprincippet, da det var gældende for alle. Det var i den forbindelse uden betydning, at alene én virksomhed på tidspunktet for indførelsen af bidraget opfyldte betingelserne for at blive opkrævet et specifikt særbidrag. Statsforvaltningen Syddanmark fandt på den baggrund, at det specifikke særbidrag var lovligt. Statsforvaltningen udtalte endvidere, at det var sagligt at godkende en ny betalingsvedtægt for spildevand på baggrund af vandsektorloven, og at Svendborg Kommune lovligt kunnet træffe beslutning om at indføre såvel et generelt som et specifikt særbidrag midt i et kalenderår og i forhold til allerede etablerede anlæg. Statsforvaltningen Syddanmark fastslår altså med udtalelsen, at betalingsloven ikke er til hinder for indførelsen af et særbidrag, selvom bidraget på tidspunktet for vedtagelsen alene rammer en enkelt virksomhed. I en sådan situation må den pågældende virksomhed imidlertid anses som part og skal derfor partshøres og tillægges forvaltningslovens øvrige partsrettigheder. Kommunalbestyrelsens legalitetskontrol Under sagens behandling indhentede Statsforvaltningen Syddanmark en udtalelse fra Naturstyrelsen om den legalitetskontrol, som kommunerne skal foretage ved godkendelse af spildevandsselskabernes forslag til betalingsvedtægt. Naturstyrelsens udtalelse er refereret i Statsforvaltningens udtalelse og er retningsgivende for den legalitetskontrol, som skal udøves af kommunerne. Naturstyrelsen afgrænser i sin udtalelse kommunalbestyrelsens legalitetskontrol til en afvejning af lovens hensyn inden for de af loven udstukne rammer. Kommunal bestyrelsen skal herudover sikre overholdelsen af det af Forsyningssekretariatet udmeldte prisloft for det enkelte selskab samt sikre, at almindelige forvaltningsretlige hensyn iagttages. Horten bistod Svendborg Kommune i forbindelse med Statsforvaltningen Syddanmarks behandling af sagen. Har du kommentarer eller spørgsmål til artiklen, kan du kontakte advokat Henriette Soja, hso@horten.dk eller advokat Marie Bockhahn, mbb@horten.dk. SIDE 08 RET & INDSIGT/Særbidrag i Svendborg SIDE 09 RET & INDSIGT/Særbidrag i Svendborg

6 Andreas Christensen Martin Stæhr Ændring af tilbudsloven lempelse af kravene om annoncering Den 10. oktober 2012 fremsatte Erhvervs- og Vækstministeren et lovforslag om ændring af tilbudsloven og lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, og kommuners og regioners deltagelse i selskaber 1. Lovforslaget består af to overordnede dele: 1) en styrkelse af kommuners og regioners muligheder for at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder, og 2) ophævelse af annonceringspligten for de såkaldte bilag II B-tjenesteydelser. Loven forventes at træde i kraft den 1. januar Styrkelse af kommunernes adgang til at udføre opgaver for en anden offentlig myndighed Den første del af lovforslaget har til formål at sikre, at kommunerne får friere adgang til at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder. Der foreslås en ændring af lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder samt kommuners og regioners deltagelse i selskaber, der blandt andet medfører, at kommuner i visse tilfælde kan udføre sådanne opgaver for andre offentlige myndigheder, som kommunerne kan løse for sig selv. Med forslaget undtages tjenesteydelseskontrakter, der indgås mellem kommuner, og værdimæssigt ligger under EU-tærskelværdien, således fra annonceringsreglerne i tilbudslovens afsnit II. Ændringen indebærer, at kommunale ordre givere ikke skal foretage annoncering i de tilfælde, hvor opgaven overlades til en anden kommune i overensstemmelse med lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, og kommuners og regioners deltagelse i selskaber. 2 For det første foreslås en ændring af omsætningsgrænsen, således at grænsen for, hvor stor en del af omsætningen i et selskab med kommunal eller regional deltagelse, der må stamme fra salg til andre end kommuner henholdsvis regioner, øges fra 25 % til 50 %. For det andet foreslås en ændring af tærskelværdien for udbud af opgaver mellem kommuner omfattet af loven, hvorefter den nugældende grænse på kr. erstattes af udbudsdirektivets tærskelværdi for tjenesteydelser. Ophævelse af annonceringspligten Den anden del af lovforslaget vedrører ophævelsen af annonceringspligten for de såkaldte bilag II B-tjenesteydelser. Ændringen medfører, at danske ordregivende myndigheder ikke længere vil være underlagt en lovfæstet pligt til at annoncere indkøb af de såkaldte bilag II B-tjenesteydelser, der blandt andet omfatter kontrakter om visse anlægsgartnerydelser, hotel- og restaurationsvirksomhed, jernbanetransport, sundheds- og socialvæsen, juridiske ydelser, undervisning og erhvervsuddannelse mv. Annonceringspligten i forhold til bilag II B-tjenesteydelser blev indsat i tilbudsloven ved en lovændring i 2007 og er således kun 5 år gammel. 3 Alligevel foreslås bestemmelsen nu ophævet. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er formålet med ophævelsen at understøtte en effektiv anvendelse af offentlige ressourcer ved indgåelse af offentlige kontrakter. Der peges i denne forbindelse på de erfaringer, som ordregivere har gjort sig i den periode, hvor annonceringspligten har været i kraft. Disse erfaringer viser, at annoncerings pligten ofte medfører store transaktionsomkostninger, der ikke står i rimeligt forhold til de besparelser, som ordre giver kan opnå ved selve annonceringen, f.eks. fordi der er ganske få leverandører på markedet, der kan levere med den konsekvens, at der er begrænset konkurrence om ydelserne. Desuden oplever ordregivere, at annonceringen af bilag II B-tjenesteydelserne er en tidskrævende og omfangsrig proces svarende til udbud af kontrakter efter EU s udbudsregler. 4 Ophævelsen af annonceringspligten for bilag II B-tjenesteydelser skal således sikre, at offentlige ordregivere får en større frihed og fleksibilitet til at beslutte, om det er hensigtsmæssigt ud fra såvel et konkurrencemæssigt som et økonomisk synspunkt at gennemføre en udbudslignende proces på baggrund af en annoncering. Lovgiver har også taget EU-udbudsreglerne i betragtning ved ophævelsen af annonceringspligten. I medfør af disse regler er bilag II B-tjenesteydelser, der overstiger EU-tærskelværdien, kun omfattet af udbudsdirektivets krav om ikke-diskriminerende tekniske specifikationer (artikel 23) og fremsendelse af bekendtgørelse om indgået kontrakt til EU-Tidende (artikel 35, stk. 4). Der stilles således ikke krav om annoncering af bilag II B-tjenesteydelser i henhold til udbudsdirektivet. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget om ophævelse af annonceringspligten er årsagen hertil blandt andet, at det antages, at bilag II B-tjenesteydelser har en begrænset eller ingen grænseoverskridende interesse. En ophævelse af annoncerings pligten vil medføre, at der ikke i national ret findes regler, der går videre end de EU-retlige regler. Det er vigtigt at fremhæve, at såvel EU- Domstolen som det danske Klagenævnet for Udbud i flere tilfælde har slået fast, at også kontrakter, der ikke er omfattet af EUudbudspligt, i visse tilfælde skal annonceres. Er der således tale om, at kontrakten har en klar grænseoverskridende interesse, vil en ordregivende myndighed være forpligtet til at iagttage EUF-traktatens principper om gennemsigtighed og ligebehandling. Det indebærer blandt andet, at den ordregivende myndighed skal sikre, at kontrakten udsættes for en passende grad af offentlighed. Danske ordregivende myndigheder skal således være varsomme med helt at se bort fra annoncering af kontrakter om bilag II B-tjenesteydelser, blot fordi de lovfæstede regler om disse ydelser i tilbudsloven nu ophæves. Ordregivende myndigheder bør forud for enhver kontraktindgåelse om en bilag II B-tjenesteydelse foretage en konkret vurdering af, om kontrakten kan skønnes at have en klar grænseoverskridende interesse. Desuden bør ordregivende myndigheder være opmærksomme på, at annoncering af kontrakter om bilag II B-tjenesteydelser kan være fordelagtigt ud fra et kommercielt synspunkt. Det er således vores erfaring, at der i mange tilfælde kan høstes betydelige besparelser ved at annoncere visse ydelser, uanset at kontrakten ikke er annonceringspligtig. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. januar Kontrakter med private om bilag II A-tjenesteydelser Det skal bemærkes, at annonceringspligten i relation til varer og bilag II A-tjenesteydelser, eksempelvis teknisk rådgivning, fortsat gælder i det omfang kontrakten forudsættes indgået med en privat aktør. Der vil således fortsat være pligt til at annoncere kontrakter om varer og bilag II A-tjenesteydelser, der værdimæssigt overstiger kr., men ikke når over EU-tærskelværdien på kr. for statslige kontrakter og kr. for kontrakter, der indgås af kommuner og offentligretlige organer. Annoncering skal pligtmæssigt foretages på den centrale udbudsplatform Det skal for god ordens skyld nævnes, at kontrakter, der indgås til brug for virksomhed, der er omfattet af forsyningsvirksomhedsdirektivet, ikke er underlagt annonceringspligt. Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte advokat Andreas Christensen, ac@horten.dk eller advokat Martin Stæhr, mst@horten.dk. 1 Lovforslag nr. 28 fremsat 10. oktober Lovforslaget indeholder ligeledes forslag om ændring af lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, og kommuners og regioners deltagelse i selskaber. 2 Lov nr. 548 af 8. juni Lov nr. 572 af 6. juni De almindelige bemærkninger til lovforslaget, punkt 1.1. og 2.1. SIDE 10 RET & INDSIGT/Ændring af tilbudsloven lempelse af kravene om annoncering SIDE 11 RET & INDSIGT/Ændring af tilbudsloven - lempelse af kravene om annoncering

7 Alex Puggaard Jesper Husmer Vang fuldmægtig Indgreb over for låger i det åbne land En kommune kan ifølge administrativ praksis ikke påbyde en ejer af en fast ejendom at fjerne en låge opsat i det åbne land, men kommunerne kan stille krav. En ny straffedom bekræfter denne praksis. Efter naturbeskyttelsesloven 26 er offentlighedens adgang til færdsel ad veje og stier i det åbne land som udgangspunkt fri, men den frie adgang kan i visse situationer begrænses, herunder blandt andet hvis færdslen i særlig grad er til gene for privatlivets fred. En ejer af en ejendom kan i øvrigt også opsætte en låge, blot det ved tydelig skiltning fremgår, at offentligheden har fri adgang. Natur- og Miljøklagenævnet har således i sin praksis fastslået, at en kommune ikke kan påbyde en ejer af en fast ejendom at fjerne låger opsat i det åbne land, hvis lågerne holdes permanent åbne, eller det ved tydelig skiltning på lågerne fremgår, at offentligheden har fri adgang til at cykle og gå på vejen eller stien. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan kommunerne bedst sikrer offentlighedens adgang, hvis en ejer opsætter låger, som efterlader det indtryk, at adgang er forbudt, uden samtidig at opsætte den nødvendige skiltning om, at vejen er åben for færdsel til fods og på cykel. I en nyere straffesag havde en ejer opsat en låge, men ønskede ikke at skilte med, at der var fri adgang for offentligheden. Kommunen havde i overensstemmelse med Natur- og Miljøklagenævnets praksis antaget, at der ikke var hjemmel til at sikre offentlighedens adgang ved at kræve lågen fjernet. Kommunen havde i stedet valgt at påbyde den foranstaltning, at lågen skulle stå permanent åben. Kommunen vurderede det således ikke tilstrækkeligt, at lågen var ulåst og kunne åbnes. Kommunens påbud gik herefter ud på, at ejeren skulle holde lågen åben i 90 grader døgnet rundt. Både byretten og Østre Landsret kom frem til, at kommunens påbud var gyldigt, idet opsætning af en låge kan opfattes som et forbud mod færdsel, og idet ejerne af ejendommen ikke ønskede at skilte med, at vejen var åben for færdsel til fods og på cykel. Da ejerne af ejendommen ikke havde efterkommet kommunens påbud, blev de hver idømt en bøde på kr. Det er dermed bekræftet i retspraksis, at hvis en ejer opsætter låger i det åbne land og ikke ønsker at opsætte tydelig skiltning om, at offentligheden har fri adgang til at cykle og gå på vejen, kan kommunerne efter omstændighederne håndhæve offentlighedens frie adgang til det åbne land ved at påbyde ejeren at holde lågen åben i 90 grader. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Alex Puggaard, pug@horten.dk og advokatfuldmægtig Jesper Husmer Vang, jhv@horten.dk. SIDE 12 RET & INDSIGT/Indgreb over for låger i det åbne land SIDE 13 RET & INDSIGT/Indgreb over for låger i det åbne land

8 Henriette Soja Mark Villingshøj Nielsen fuldmægtig Hvad fatter gør, er altid det rigtige eller? Om centraladministrationens nytte i byggesager. Det hænder, at en kommune beder centraladministrationen om en vejledende udtalelse for at fortolke en vanskelig regel. Det kan imidlertid udvikle sig uheldigt, hvis centraladministrationen afgiver forskellige svar, som dernæst trækkes tilbage. På baggrund af en konkret sag kan opstilles følgende morale: Den kommunale sagsbehandler, som behandler mængder af konkrete byggesager, har som udgangspunkt den relevante ekspertise og indsigt til at træffe den rigtige afgørelse. Når en udtalelse fra centraladministrationen i en sag går den kommunale sagsbehandler imod, er det ikke altid centraladministrationen, der har ret og derfor bør en kommunal sagsbehandler følge op over for centraladministrationen og sikre sig, at afgørelsen hviler på et sagligt forsvarligt grundlag. Det må være tankevækkende for både centraladministrationen og de kommunale myndigheder, om der er flere afgørelser, hvis udfald har været afhængig af den enkelte kommunale sagsbehandlers courage til at stille spørgsmålstegn ved en udtalelse fra central administrationen. Skal man så helt opgive at inddrage centraladministrationen i fortolkningen af en vanskelig regel? Selvfølgelig ikke men som den konkrete sag, vi gennemgår, viser, er det ikke altid det, fatter gør, der er det rigtige. En helt almindelig byggesag Kommunen skal træffe den rigtige afgørelse i den konkrete sag. Det er målet for enhver sagsbehandling. Det var også målet for den sagsbehandler, der skulle afgøre, om der kunne meddeles tilladelse til en tilbygning til en eksisterende helårsbeboelse. Ansøgerne ønskede at rive en tagetage ned og dermed fjerne en etageadskillelse, foretage nogle konstruktive ændringer af et loftsrum, rive en carport ned og i stedet opføre en integreret garage. Sagen rejste forskellige problemstillinger. Om der kunne meddeles tilladelse afhang dog i sidste ende alene af, om gulvarealet i garagen skulle indgå i beregningen af bebyggelsesprocenten, som i medfør af Bygnings reglementet ikke måtte overstige 30. Af det dagældende bygningsreglement (BR08, videreført i BR10) fremgik af bilag 1, afsnit B.1.1.3, stk. 4, at garager og lignende kunne medregnes i beregningen af bebyggelsesprocenten i det omfang, garagens areal oversteg 35 m 2, når der som her var tale om et enfamilieshus. Kommunen ville gerne være grundig og stillede derfor nogle spørgsmål til ressortministeriet: Erhvervs- og Byggestyrelsen, om beregning af bebyggelsesprocent. Svaret til kommunen var, at hvorvidt en bebyggelses areal skulle medregnes, afhang af et skøn over, om arealet i den konkrete sag kan anvendes som et boligareal, og at arealet fra en integreret garage skal medregnes i beregningen af bebyggelses procenten, hvis garagen har samme klimaskærm som boligdelen uanset at den faktisk har et for bebyggelsen sekundært formål. På den baggrund valgte kommunen ikke at medregne garagens areal og meddelte byggetilladelse, idet der lagdes afgørende vægt på, at det direkte af ordlyden af bygningsreglementet fremgik, at kun den del af en garages areal, der oversteg 35 m², skulle medregnes. Garagen i den konkrete sag ville blive på 30 m². Afgørelsen blev påklaget til Statsforvaltningen. Og så går vi i ring Under Statsforvaltningens behandling af sagen afgav Erhvervs- og Byggestyrelsen to nye udtalelser om inddragelsen af garager ved beregning af bebyggelsesprocenten. Erhvervs- og Byggestyrelsen opstillede nogle nye betingelser for, at integrerede garager ikke skulle medregnes. Betingelserne fremgik hverken af bygningsreglementet eller styrelsens tidligere udtalelse. Styrelsen udtalte i den første udtalelse, at en integreret garages areal altid skulle regnes med, hvis den lå inden for samme ydermur som den primære bebyggelse. Begrundelsen for denne nye fortolkning fandt styrelsen i, at en integreret garage inden for samme ydermur er egnet til samme anvendelse som den primære bebyggelse. Styrelsen opstillede i den anden udtalelse nogle andre betingelser for ikke at medregne en integreret garage som etageareal: at garagen ikke måtte være egnet til anvendelse for et primært bebyggelsesformål (hvorved der formentlig mentes beboelse) og ikke måtte ligge inden for samme ydermur som den primære bebyggelse. Det udviklede sig til længere tovtrækkerier om, hvorvidt styrelsens nye opfattelse skulle lægges til grund eller ej. Sammen med kommunen opfordrede Horten til sidst styrelsen til at redegøre for de faktiske og eventuelt retlige forskelle, der måtte gøre sig gældende i sagen, og som måske kunne forklare styrelsens forskellige meningstilkende givelser. Uden nogen forklaring meddelte styrelsen pludselig, at de to nyeste udtalelser måtte anses som fejl og beklagede. Og hvad så? Kommunen traf sin afgørelse den 27. september 2011, og først den 5. marts 2012 blev afgørelsen stadfæstet af Statsforvaltningen. Der gik altså knap et halvt år med tovtrækkerier mellem kommunen og styrelsen på baggrund af nogle fejlagtige udtalelser, som styrelsen ikke kunne forklare baggrunden for. Man kan spørge, hvorfor styrelsen overhovedet ville opstille disse nye kriterier for hvordan bygningsreglementets beregningsregler skulle anvendes, når styrelsen ikke kunne redegøre for, hvorfor de var blevet opstillet. Man kan også spørge, hvorfor der ikke var foretaget en ordentlig analyse af det juridiske grundlag for at opstille nogle nye kriterier, som var i strid med ordlyden af bygningsreglementet. Uanset svarene på disse spørgsmål illustrerer den refererede sag med al tydelighed, at der også for centraladministrationens medarbejdere er god grund til at gennemtænke grundlaget for og konsekvenserne af den juridiske rådgivning, man yder. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Henriette Soja, hso@horten.dk eller advokatfuldmægtig Mark Villingshøj Nielsen, mvn@horten.dk. SIDE 14 RET & INDSIGT/Hvad fatter gør, er altid det rigtige eller? SIDE 15 RET & INDSIGT/Hvad fatter gør, er altid det rigtige eller?

9 Alex Puggaard Klimalokalplaner Folketinget har vedtaget en lovændring om klimalokalplaner, der nok indeholder meget politisk signalværdi, men som ikke umiddelbart giver nye virkemidler og samtidig skaber tvivl om lovligheden af eksisterende lokalplanbestemmelser. I denne artikel peges på nogle af de uhensigtsmæssigheder, som lovændringen umiddelbart fører med sig. Ifølge forarbejderne til lovændringen er det hensigten at gøre forebyggelse af forurening og klimatilpasning lovlige planlægningsmæssige begrundelser. Med varetagelse af klimatilpasning skal kommunerne fremover have mulighed for at tilpasse lokalområdet til konsekvenserne af klimaforandringer. Dette omfatter blandt andet lokalplanlægning, der har til hensigt at tilpasse et område til større mængder regnvand, oversvømmelser, mere blæst eller hedebølger og tørke. Lovændringen giver derimod ikke mulighed for, at kommunerne kan begrunde deres lokalplanlægning med klimaforebyggende tiltag. Spørgsmålet er dog, om lovændringen reelt løser et problem, som den eksisterende lovgivning ikke kunne tage vare om. Oppositionen kaldte lovforslaget symbolpolitik, og miljøministeren erkendte også under Folketingets behandling af lovforslaget, at det i høj grad handlede om at give kommunerne mulighed for at gøre noget, som de allerede gør i dag, og som de nogen gange gør godt, uden at de skal lave alle mulige krumspring. Det var et spørgsmål om at kalde en spade for en spade. Lovændringen er i så fald på flere punkter i bedste fald uhensigtsmæssig: For det første medfører lovændringen efter sit indhold alene en udvidelse af de planlægningsmæssige begrundelser, der kan ligge til grund for kommunernes lokalplanlægning, uden at der samtidig er vedtaget ændringer i de emner, der lovligt kan lokalplanlægges for og som ud tømmende er opregnet i planlovens 15, stk. 2. Spørgsmålet er derfor, hvad kommunerne kan bruge lovændringen til, når der ikke samtidig indføres nye virkemidler. Under lovforslagets behandling pegede Naturstyrelsen på, at der til varetagelse af klimatilpasninger f.eks. vil kunne stilles krav om ubefæstede arealer og grønne tage. Dette er imidlertid ikke umiddelbart nye virkemidler, da der allerede er en (udbredt) praksis med regulering af disse forhold i lokalplaner. Naturstyrelsen har varslet en vejledning eller eksempelsamling, når lovændringen var trådt i kraft, og det bliver interessant at se, hvilke nye tiltag og virkemidler, Naturstyrelsen mener, kommunerne har fået med begrebet klimalokalplaner. For det andet er ændringen i planloven alene gennemført ved en ændring af lovens 15, stk. 1, uden at ændre den overordnede formålsbestemmelse i lovens 1, stk. 1. Dette er begrundet med, at klimatilpasning og forureningsforebyggelse kan rummes i den eksisterende formålsbestemmelse i 1. Det rejser to grundlæggende spørgsmål: a) Hvis varetagelsen af de nævnte hensyn allerede ligger inden for formålsbestemmelsen i planlovens 1, er lovændringen så overhovedet nødvendig? Hvis der er tale om, at de nævnte hensyn rent sprogligt, men ikke indholdsmæssigt kan rummes inden for formålsbestemmelsens formulering, så har lovændringen den lidt uheldige konsekvens, at lovændringen ændrer (indholdet af) formålsbestemmelsen uden at ændre (formuleringen af) formåls bestemmelsen. Denne uhensigtsmæssighed blev påpeget i høringsfasen, uden at dette førte til ændringer. b) Hvis varetagelsen af de nævnte hensyn ikke ligger inden for formålsbestemmelsen i planlovens 1, hvordan har disse hensyn så hidtil kunne varetages i f.eks. kommuneplanlægningen? Det pudsige er, at regeringen lagde til grund, at klimatilpasning og forureningsforebyggelse allerede kunne varetages i den overordnede planlægning, f.eks. i kommuneplanlægningen, og det må nødvendigvis betyde, at disse hensyn allerede varetages i planloven, herunder i planlovens formålsbestemmelse. For det tredje kan ministerens meget bastante udtalelser under det lovforberedende arbejde vise sig at få uheldige følger for eksisterende lokalplaner. Ministerens mange udtalelser rejser således unødig tvivl om lovligheden af en lang række eksisterende lokalplaner, der allerede indeholder bestemmelser om grønne tage og befæstelsesgrad, eller som f.eks. varetager hensynet til forureningsforebyggelse. Ministeren slog flere gange fast under Folketingets behandling, at lokalplanbestemmelser skal være begrundet i arkitektoniske og funktionelle hensyn, og ministeren afviste forebyggelse af forurening og klimatilpasning som lovlige planlægningsmæssige begrundelser i lokalplanlægningen. Ministerens udtalelser sætter dermed snævre grænser for, hvordan kommunerne hidtil har kunnet begrunde lokalplanbestemmelser. Det indebærer, at utilfredse borgere med ministerens udtalelser i hånden i højere grad end tidligere kan udfordre lovligheden af restriktive lokalplanbestemmelser. Andre tiltag overvejet Under Folketingets behandling af lovforslaget blev det endnu en gang slået fast, at der ikke er og ikke kan gives hjemmel til at stille krav om miljøvenlige byggematerialer. Dette vil stride mod Danmarks EU-retlige forpligtelser, og lovændringen ændrer således ikke herved. Ministeriet bekræftede også på ny, at beskyttelse af grundvandet mod pesticider gennem etablering af sprøjtefrie zoner ikke er omfattet af lokalplankataloget i planlovens 15, stk. 2. Ministeriet bemærkede samtidig, at et generelt forbud mod brug af godkendte sprøjtemidler ville være i strid med EU s lovgivning. En foreløbig konklusion Noget taler for, at man gør bedst i at glemme denne lovændring. Man må sætte sin lid til, at klimaproblemerne imødegås ved et konstruktivt samarbejde mellem kommunerne og forsyningsselskaberne. Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte advokat Alex Puggaard, pug@horten.dk. SIDE 16 RET & INDSIGT/Klimalokalplaner SIDE 17 RET & INDSIGT/Klimalokalplaner

10 KORT NYT Dom i Farvergadesagen den 7. december 2012 Nye vigtige kendelser fra Klagenævnet for Udbud Hvilke krav stilles til angivelse af parter på en rammeaftale? Klagenævnet for Udbud har den 25. september 2012 afsagt endnu en kendelse, der vedrører spørgsmålet om korrekt angivelse af deltagere/ parter på en rammeaftale. Virksomheden UVdata A/S havde indgivet klage over Københavns Kommune (Ungdommens Uddannelsesvejledning København). Ungdommens Uddannelsesvejledning København havde som tovholder for landets UU-centre udbudt en rammeaftale om et IT-system. Det fremgik af udbudsbekendtgørelsen og udbudsbetingelserne, at alle landets UU-centre var parter på den udbudte rammeaftale. Realiteten var imidlertid, at flere af UU-centrene aldrig havde accepteret at være en del af rammeaftalen. Der var således anført navne på UU-centre, som reelt aldrig have givet samtykke til at stå som parter på rammeaftalen. Spørgsmålet blev bragt op blandt flere andre spørgsmål i klagesagen. Klagenævnet fastslog, at ordregiveren havde handlet i strid med udbudsdirektivets artikel 32, stk. 2, 4. krav om identifikation af rammeaftalens parter og gennemsigtighedsprincippet. Klagenævnet udtalte, at: Det påhviler indklagede som den, der har forestået udbuddet, og som den, der i udbudsbekendtgørelsen har angivet, at udbuddet foretages på vegne alle landets UU-centre, at godtgøre, at indklagede på aftaleretligt eller andet grundlag har været berettiget til at lade de pågældende centre omfatte af udbuddet. Afvisning af tilbud på grund af unormalt lavt bud Klagenævnet for Udbud afsagde den 10. oktober 2012 kendelse i en sag, hvor ordregiver havde afvist et tilbud med henvisning til, at tilbuddet var vurderet som unormalt lavt. Virksomheden Søndersø Entreprenør- og Vognmandsforretning A/S (herefter S ) havde indgivet klage over Middelfart Kommune. Den 7. december 2012 falder der dom i Farvergadesagen, hvor Horten bistår Københavns Kommune. Sagen handler blandt andet om, hvorvidt der i beskæftigelseslovgivningen var et krav om, at ledige, som modtog et aktiverings tilbud, fysisk skulle opholde sig 25 timer om ugen på et bestemt aktiveringssted. Herudover handler sagen om en række centrale forvaltningsretlige problemstillinger, som vi agter at skrive en mere uddybende artikel om, når behandlingen af sagen ved domstolene er endeligt afsluttet. Sagen vakte stor opsigt, da staten den 6. december 2010 krævede, at Københavns Kommune skulle tilbagebetale 390 millioner kroner til staten, som kommunen havde modtaget i refusion. Under den efterfølgende administrative behandling af sagen måtte staten først erkende, at der ikke var noget grundlag for at kræve godt 324 mio. kr. tilbage fra kommunen, og under retssagen har staten allerede erkendt, at der ikke var noget grundlag for at kræve yderligere godt 5,5 mio. kr. tilbage fra kommunen. Sagens drejer sig altså på nuværende tidspunkt om et tilbagebetalingskrav på godt 60 mio. kr. Middelfart Kommune udbød i foråret 2011 en kontrakt om transport og tømning af containere. Blandt tilbudsgiverne var det virksomheden Søndersø Entreprenør og Vognmandsforretning A/S, der afgav det laveste tilbud. Ved gennemgangen af tilbuddene konstaterede kommunen, at tilbuddet fra S var 8 % billigere end det næstlaveste tilbud. Da det endvidere fremgik af S tilbud, at selskabet havde haft negative resultater tre år i træk, anmodede kommunen S om at redegøre for, hvordan S ville sikre S fortsatte eksistens i kontraktperioden. Selvom S redegjorde for sammensætningen af tilbuddet og sine økonomiske forhold i øvrigt over for kommunen, valgte kommunen alligevel at afvise S tilbud med henvisning til, at tilbuddet var unormalt lavt. Klagenævnet udtalte, at: Når henses til, at klagerens tilbud har været omkring 8 % lavere end tilbuddet fra næstlavestbydende, hvis tilbud ikke af indklagede blev anset for unormalt lavt, og til, at klageren nærmere har redegjort for rentabiliteten i sit tilbud, findes det ikke godtgjort, at indklagede har været berettiget til at se bort fra klagerens tilbud under henvisning til, at tilbuddet var unormalt lavt. Hvis du har spørgsmål til ovenstående to kendelser fra Klagenævnet for Udbud, er du velkommen til at kontakte advokat Andreas Christensen, ac@horten.dk eller advokatfuldmægtig Anne-Sophie Svane, ans@horten.dk. SIDE 18 RET & INDSIGT/kort nyt SIDE 19 RET & INDSIGT/Aktuelt